Skip to main content

Full text of "Skrifter utgitt av Det Norske videnskaps-akademi i Oslo"

See other formats 


This  is  a  digital  copy  of  a  book  that  was  preserved  for  generations  on  library  shelves  before  it  was  carefully  scanned  by  Google  as  part  of  a  project 
to  make  the  world's  books  discoverable  online. 

It  has  survived  long  enough  for  the  copyright  to  expire  and  the  book  to  enter  the  public  domain.  A  public  domain  book  is  one  that  was  never  subject 
to  copyright  or  whose  legal  copyright  term  has  expired.  Whether  a  book  is  in  the  public  domain  may  vary  country  to  country.  Public  domain  books 
are  our  gateways  to  the  past,  representing  a  wealth  of  history,  culture  and  knowledge  that's  often  difficult  to  discover. 

Marks,  notations  and  other  marginalia  present  in  the  original  volume  will  appear  in  this  file  -  a  reminder  of  this  book's  long  journey  from  the 
publisher  to  a  library  and  finally  to  you. 

Usage  guidelines 

Google  is  proud  to  partner  with  libraries  to  digitize  public  domain  materials  and  make  them  widely  accessible.  Public  domain  books  belong  to  the 
public  and  we  are  merely  their  custodians.  Nevertheless,  this  work  is  expensive,  so  in  order  to  keep  providing  this  resource,  we  have  taken  steps  to 
prevent  abuse  by  commercial  parties,  including  placing  technical  restrictions  on  automated  querying. 

We  also  ask  that  you: 

+  Make  non-commercial  use  of  the  files  We  designed  Google  Book  Search  for  use  by  individuals,  and  we  request  that  you  use  these  files  for 
personal,  non-commercial  purposes. 

+  Refrain  from  automated  querying  Do  not  send  automated  queries  of  any  sort  to  Google's  system:  If  you  are  conducting  research  on  machine 
translation,  optical  character  recognition  or  other  areas  where  access  to  a  large  amount  of  text  is  helpful,  please  contact  us.  We  encourage  the 
use  of  public  domain  materials  for  these  purposes  and  may  be  able  to  help. 

+  Maintain  attribution  The  Google  "watermark"  you  see  on  each  file  is  essential  for  informing  people  about  this  project  and  helping  them  find 
additional  materials  through  Google  Book  Search.  Please  do  not  remove  it. 

+  Keep  it  legal  Whatever  your  use,  remember  that  you  are  responsible  for  ensuring  that  what  you  are  doing  is  legal.  Do  not  assume  that  just 
because  we  believe  a  book  is  in  the  public  domain  for  users  in  the  United  States,  that  the  work  is  also  in  the  public  domain  for  users  in  other 
countries.  Whether  a  book  is  still  in  copyright  varies  from  country  to  country,  and  we  can't  offer  guidance  on  whether  any  specific  use  of 
any  specific  book  is  allowed.  Please  do  not  assume  that  a  book's  appearance  in  Google  Book  Search  means  it  can  be  used  in  any  manner 
anywhere  in  the  world.  Copyright  infringement  liability  can  be  quite  severe. 

About  Google  Book  Search 

Google's  mission  is  to  organize  the  world's  information  and  to  make  it  universally  accessible  and  useful.  Google  Book  Search  helps  readers 
discover  the  world's  books  while  helping  authors  and  publishers  reach  new  audiences.  You  can  search  through  the  full  text  of  this  book  on  the  web 


at|http  :  //books  .  google  .  com/ 


''t.ic'cSüsy.r.y 


Harbarlr  College  ^.tbrarg 


m 


SKRIFTER 


UDGIVNE  AF 


VIDENSKABS-SELSKABET 
I  CHRISTIANIA 

1904. 


II.    HISTORISK-FILOSOFISK  KLASSE. 


MED  4  GRAFISKE  PLANCHER  OG  89  TEKSTFIGURER. 


CHRISTIANIA. 

I  KOMMISSION  HOS  JACOB   DYBWAD. 

A.  W.  BRØGGERS  BOGTRYKKERI. 

»905. 


t. 


«^  :"  j^    .*     /^ 


V  ;  u  5  :  --  /'. 


sU 


é{ 


L»    ^t^øjr 


SKRIFTER 


ÜDGtV.Nk  AJ 


VI  OENSKABS-SELSKABEl 

I  CHRISTIANIA 


1004. 


II.  HlSTORISü  FILOSOFISK  KLASSE. 


MED  4  GHAHSKE  PLANCHER  OG  Bq  TEXlFrGtJKER* 


CHRISTIANIA, 

I    KQMMlSStON  HOS  TACOB  0VÜWAD. 
A,  W,  BK.  ICKERl. 


Indhold. 


Side. 
No.  I.     Alexander  Bngge.    Vesterlandenes  Indflydelse  paa  Nordboernes  og  særlig 

Nordmændencs  ydre  Kultur,  Levesæt   og  Samfundsforhold  i  Vikingetiden. 

(Med  89  Textfigurcr) 1-426 

-  2.     S.  Eitrem.    Die  Phaiakenepisodc  in  der  Odyssee i—  35 

-  3.     A.  Trampe   Bødtker.     Parténopeus  de  Blois.     Étude  comparative  des 

versions  islandaise  et  danoise i —  55 

4.     A.  N.  Kiær.     Statistische  Beiträge  zur  Beleuchtung  der   ehelichen  Frucht- 
barkeit.   Dritter  Abschnitt.    (Mit  4  graphischen  Beilagen) i — 225 


VESTERLANDENES   INDFLYDELSE 


PAA 


NORDBOERNES 


OG 


SÆRLIG  NORDMÆNDENES  YDRE  KULTUR,  LEVESÆT 
OG  SAMFUNDSFORHOLD 

I 

VIKINGETIDEN 

AF 
ALEXANDER  BUGGE 

(BELØNNET  MED  FRIDTJOF  NANSENS  PRIS  FOR  1903) 
(Viderskabs-Selskabets  Skrifter.   IL  Historisk-filosofisk  Klasse.    1904.  No.  i) 


UDGIVET  FOR  FRIDTJOF  NANSENS  FOND 


CHRISTIANIA 

I  KOMMISSION  HOS  JACOB  DYBWAD 

A.  W.  BRØGGERS  BOGTRYKKERI 
1905 


Fremlagt  i  medet  d.  i8de  septbr.  1903. 


Forord. 


D. 


'et  her  foreliggende  arbeide  er  en  besvarelse  af  en  af  Nansenfondet 
paa  Kristiania  Videnskabsselskabs  aarsmøde  3  mai  1900  for  aarene  1900 — 
19O3  givet  opgave:  »Hvorvidt  er  Nordboernes  og  særlig  Nordmændenes 
ydre  kultur,  levesæt  cg  samfundsforhold  i  Vikingetiden  blevct  paavirket 
fra  Vesterlandene  ?«  Den  til  bedømmelse  nedsatte  komite  bestod  af  profes- 
sorerne  M.  Moe,  G.  Storm  og  A.  Torp.  Ved  Gustav  Storms  død  ind- 
traadte  professor  J.  E.  Sårs.  Paa  grundlag  af  deres  bedømmelse  blev 
min  besvarelse  paa  Videnskabsselskabets  aarsmøde  3  mai  1903  tilkjendt 
Fridtjof  Nansens  pris. 

Forskjellige  omstændigheder  har  medført,  at  mit  arbeide  først  nu 
foreligger  i  trykken.  Især  har  min  udnævnelse  til  professor  gjort,  at  jeg 
i  de  sidste  to  aar  kun  har  havt  liden  tid  til  at  omarbeide  dette.  Min 
besvarelse  er  langtfra  udtømmende.  Paa  mange  punkter  staar  jeg  ogsaa 
selv  tvilende.  Især  har  mine  anskuelser,  siden  jeg  skrev  dette  arbeide,  i 
én  retning  forandret  sig:  Jeg  tror  ikke,  at  Vikingetiden  i  den  grad,  som 
man  før  antog,  indleder  et  nyt  afsnit  af  de  nordiske  folks  liv.  Paavirkningen 
fra  det  civiliserede  Europa  begyndte  sterkt  og  varigt  alt  i  det  første  aar- 
hundred  af  vor  tidsregning,  da  Romerrigets  magt  strakte  sig  helt  op  til 
Elbens  og  Rhinens  mundinger  og  romerske  kjøbmænd  sendte  sine  varer 
helt  op  til  Norge.  Men  især  betegner  Folkevandringstiden  et  gjennembrud 
ogsaa  for  de  nordiske  folk.  Mænd  baade  fra  Norge,  Sverige  og  Danmark 
kommer  under  Folkevandringens  tog  for  første  gang  personlig  i  berøring 
med  Roms  og  Grækenlands  kultur  og  med  kristendqmmen.  Folkevandrings- 
tiden har  ikke  bare  omdannet  stammeforhold  og  geografiske  forhold  i  de 
nordiske  lande,  den  har  ogsaa  bidraget  til  at  omforme  vore  forfædres 
tænkesæt,  religiøse  forestillinger  og  livsvilkaar.  Under  omarbeidelsen  af 
mit  arbeide  er  jeg  kun  leilighedsvis  kommet  til  at  berøre  dette..  Her  vil 
jeg  paany  betone  det  og  pege  paa  at  endel  af  den  vesterlandske  paa- 
virkning,  som  jeg  sætter  til  Vikingetiden,  ogsaa  kan  ha  fundet  sted  endnu 
tidligere.  Dette  forminsker  ikke  Vikingetidens  betydning,  men  gjør  at  vi 
bedre  kan  se  denne  tid  i  dens  historiske  sammenhæng.  Jeg  vil  ogsaa 
gjøre  opmerksom  paa  at  jeg  under  mit  arbeide  er  kommet  ind  paa  om- 
raader,  hvor  jeg  ikke  egentlig  er  hjemme,  særiig  sproglige  og  arkæologiske. 
Jeg  vil  derfor  bede  sprogforskere  og  arkæologer  bære  over  med  mia 
manglende  viden  paa  disse  omraader. 


Jeg  har  under  mit  arbeide  modtaget  hjælp  og  belæring  fra  mange 
videnskabsmænd.  Min  far,  professor  Sophus  Bugge,  har  gjennemsét  hele 
mit  arbeide  og  givet  mig  en  mængde  værdifulde  oplysninger.  Hypothekbank- 
direktør  Ebbe  Hertzberg  har  vist  mig  den  store  velvilje  at  gjennemse  af- 
snittet  om  statsforfatning  og  ud  fra  sit  rige  kundskabsforraad  at  give  mig 
en  raekke  vigtige  oplysninger.  Medlem  af  det  franske  Institut,  dr.  Whitley 
Stokes,  London,  har  med  sin  sædvanlige  velvilje  gjennemgaat 
og  forklaret  en  række  irske  ord.  Professor  ved  universitetet  i  Liver- 
pool, dr.  Kuno  Meyer,  har  ligeledes  givet  mig  flere  vigtige  oplysninger. 
Dr.  phil.  Jakob  Jakobsen  i  Kjøbenhavn  har  givet  mig  en  række  oplys- 
ninger om  stedsnavne  paa  Færøerne,  oplysninger  uden  hvilket  afsnittet 
om  Island  og  Færoerne  vilde  ha  været  ufuldstændigt.  Jeg  bringer  herved 
alle  disse  herrer  min  bedste  tak  for  deres  værdifulde  hjælp. 

Jeg  staar  ogsaa  i  stor  takneramelighedsgjæld  til  bibliothekar  ved  Uni- 
versitetsbibliotheket  A.  Kjær,  som  har  læst  korrektur  paa  mit  arbeide  og 
forfattet  det  medfølgende  register,  som  i  væsentlig  grad  vil  lette  benyt- 
telsen af  mit  arbeide.  Bibliothekar  Kjær  har  ogsaa  stadig  med  stor  redebonhed 
og  velvilje  hjulpet  mig  med  oplysninger  og  boghenvisninger. 

En  særlig  tak  vil  jeg  rette  til  professorerne  M.  Moe,  J.  E.  Sårs  og 
A.  Torp,  som  paatog  sig  det  møisommelige  hverv  at  gjennemgaa  min 
opgave  og  hvis  altfor  velvillige  bedømmelse  skaffede  mig  Fridtjof  Nansens 
pris.  Jeg  mindes  med  taknemmelighed  min  for  tidlig  afdøde  lærer,  professor 
Gustav  Storm,  som  fra  begyndelsen  af  var  med  i  bedømmelsen  af  mit 
arbeide  og  hvis  undervisning  har  havt  saa  stor  betydning  for  min  viden- 
skabelige  udvikling. 

Til  slutning  vil  jeg  rette  en  ærbødig  tak  til  Nansenfondets  bestyrelse, 
som  har  tilkjendt  mig  Fridtjof  Nansens  pris,  og  til  Videnskabsselskabets 
bestyrelse,  som  har  indvilget  i  at  trykke  mit  arbeide  blant  Videnskabs- 
selskabets skrifter. 

Kristiania  lO  marts  1905. 

Alexander  Bugge, 


Indholdsfortegnelse. 

~  Side. 

I.     Indledniog '—57 

II.  Landets  styrelse,  kongemagten  (indledende  ord,  s.  58— 60;  hirdeo,  s.  60—78; 
kongemagtens  ydre  værdighedstego,  s.  78 — 85;  Harald  Haarfagres  stat;  ind- 
ledaJDg,  s.  86—88;  Haralds  ordning  af  kongedetnmets  indtægter,  s.  89—106; 
Haralds  administration,  s.  106 -—130;  kongemagt  og  statsstyrelse  i  Sverige 
og  Danmark,  s.  130— 141  [A.  Sverige,  s.  130—136;  B.Danmark,  s.  136— 141]     58—141 

III.  Klædedragt,  smykker,  bohave 142  —  178 

IV.  Handel  (s.  179—198);  skibsbygningskunst  (s.   199—205) 179—205 

V.  Krigsvæsen,  vaaben,  udrustning,  s.  206— 216 ;  hærens  udrustning,  s.  216  -221  ; 
taktik,  8.  221—224;  beleiringer  og  fæstningsanlæg,  s.  224—246;  thinga- 
mannalid,  s.  246—253 ,     .     .     .  206—253 

VI.  Agerbrug  og  fædrift 254  —  263 

VII.    Myntvæsen;  maal  og  vægt  (s.  305 — 306) 264—306 

VIII.     Billedkunst*);  A.  de  gotlandske  billedstene  (s.  307—332);   B.  billedstene  i 

Sverige,  Danmark  og  Norge  (s.  332—352) 307  — 35^ 

IX.  De  norske  nybygder  paa  Færocrnc  og  Island 353  —  39^ 

X.  Efterskrift 397— 403 

Tillæg 403 

Registre 404—425 

Rettelser 426 


*)  Ved  en  feiltagelse  har  dette  afsnit  i  teksten  faat  romertallet  IX 


I.    Indledning. 


Uen  opgave,  som  har  fremkaldt  det  her  foreliggende  arbeide, 
spørger:  »Hvorvidt  er  Nordboernes  og  særlig  Nordmændenes  ydre 
kultur,  levesæt  og  samfundsforhold  i  vikingetiden  blevet  paavirket  fra 
Vesterlandene  ?c  Opgaven  spørger  saaledes  ikke  om  gudetro  og  religiøse 
forestillinger,  om  livsanskuelse,  digtning  og  sagafortælling,  i  det  hele 
ikke  om  Nordboernes  aandsliv  i  vikingetiden  eller  om  dettes  forhold  til 
Vesteuropa.  Det  blir  derfor  intet  samlet  billede  af  Vesterlandenes  ind- 
flydelse  paa  Nordboerne  i  vikingetiden,  som  jeg  i  det  følgende  kommer 
til  at  gi.  Og  dog  er  et  folks  aandelige  og  materielle  kultur  knyttet  ulø- 
selig sammen,  ligesom  det  indre  og  det  ydre  menneske  er  det. 

Jeg  kommer  i  det  følgende  til  at  søge  at  vise,  hvordan  Nordboerne 
i  vikingetiden  lidt  efter  lidt  skifter  ham  og  fremtræder  næsten  som  nye 
mennesker.  De  seiler  ud  fra  hjemmet  i  sit  hjemmevævede  vadmel  og  i 
sine  svære  ulve-  og  bjørneskindskofler,  som  ulvhedner  og  berserker,  men  de 
vender  tilbage  i  kjortler  og  mantler  af  skarlagen  og  mangefarvet  klæde 
og  med  høviske  lader  som  en  Angelsakser  eller  Franker.  Men  sammen 
med  det  ydre  hamskifte  gaar  en  indre  udvikling.  Synet  blir  videre, 
livsanskuelsen  dybere. 

Yggdrasils  ask  vokser  fra  at  være  den  krøgede  ask  hjemme  i  tempel- 
lunden  op  til  at  bli  det  mægtige  verdenstræ,  hvis  grene  skygger  over 
guder  og  mennesker  og  som  har  sine  rødder  i  fortid,  nutid  og  fremtid, 
i  skjæbnens  urdyb.  Guderne  er  ikke  længer  bare  de  vældige  natur- 
magter,  som  fy  Ider  sindene  med  gru  og  rædsel.  Menneskene  rykker 
guderne  nærmere  ned  mod  sin  egen  verden,  digter  dem  om  i  sit  eget 
billede,  med  menneskelige  feil  og  menneskelige  lidenskaber.  Det  er  en 
lignende  udvikling  som  den,  vi  kan  følge  i  græsk  digtning  og  aandsliv. 
Tor  er  ikke  længer  den  vældige  tordner  alene,  hvis  hammerslag  spreder 

Vid..SeUk.  Skrifter.    II.    H.-F.  RI.    ISOi.    No.  1.  1 


ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


rædsel  over  menneskenes  boliger.  Efter  hans  møde  med  Skrymer  og 
hans  ophold  i  Utgardelokes  hal  er  det  næsten,  som  om  lidt  af  det  væl- 
dige  og  skrækindjagende  er  gaat  af  ham.  Man  vil  huske  Odins  lidet 
høviske  ord  om  Tors  ophold  i  Skrymers  hanske  i  Haarbardsljöd  (str.  26.) 
Tor  slaar  nok  med  storslæggen  og  kjæmper  drabelig  mod  trold  og 
jætter.  Men  det  er  ikke  frit  for,  at  der  er  andre,  som  er  klogere  end 
han  og  som  undertiden  har  sin  glæde  ved  at  narre  ham.  Og  jætter  og 
uvætter  er  ikke  det  mest  dannede  og  slebne  selskab.  Det  er  næsten, 
som  om  Tor  selv  lidt  efter  lidt  faar  en  smule  lighed  med  disse  sine 
stadige  fiender.  Det  kan  ikke  nægtes,  at  han  er  lidt  klodset  og  bondsk. 
Han  er  ikke  den  europæiske  verdensmand,  som  Odin  mer  og  mer  ud- 
vikler  sig  til  at  bli.  Odin  færdes  i  Vesterlede,  ægger  kongerne  til 
kamp,  men  forliger  dem  aldrig.  Han  har  talrige  elskovseventyr,  —  lige- 
som  sin  fælle  paa  Olympen,  Zeus,  om  hvem  han  minder  ikke  saa  lidet. 
Han  kjender  kraftige  runer  og  magisk  virkende  tryllemidler.  Han  er 
den  kloge  og  vise,  den  ensomme  gamle,  som  smiler  over  menneskenes 
daarskaber  og  lidenskaber  og  selv  er  høit  hævet  over  godt  og  ondt. 
Han  er  snedig  og  underfundig  som  en  gammel  vikingehøvding  og  hans 
venskab  er  ikke  altid  at  stole  paa.  Han  vækker  splid  og  strid  og  volder 
sorg  blant  menneskene.  Som  Dag  siger  til  sin  søster  Sigrun,  da  han 
har  dræbt  hendes  elskede,  Helge-: 

Ene  Odin  al 
ulykken  volder; 
thi  mellem  frænder  han 
feideruner  bar. 

Men  dette  er  bare  én  side  af  Odin.  Han  er  først  og  fremst  tæn- 
keren  og  grubleren,  vismanden.  Hans  klogskab  og  visdom  gjer  ham 
ensom  blant  guder  og  mennesker  og  gjør,  at  hans  sind  sjelden  er  glad, 
fordi  han  véd  formeget  og  kjender  dagenes  ende.  Og  dog  har  Odin 
bragt  menneskene  den  gave,  som  er  den  herligste  og  som  volder  den 
største  og  dybeste  glæde,  nemlig  digtningen,  gudedrikken.  Som  han 
selv  siger  i  Haavamaal  (str.  106): 

Vel  kjøbt  drik 

vel  har  jeg  nydt; 

faa  ting  den  kloge  fattes; 

for  nu  er  Ôdrere  ' 

op  kommet 

til  Alfaders  hellige  hal. 


^    Helgakv.  Hundingsbana  II,  str.  33. 

*    d.  e.  skaldemjøden,  som  Odin  bragte  op  fra  underverdenen. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PAA   NORDB.   I   VIKINGET. 


Paa  denne  maade  kunde  vi  gjennemgaa  Æsernes  og  Vanernes  store 
skare  og  vi  vilde  finde,  at  vikingetidens  mænd  har  omdigtet  dem  alle  i 
sit  eget  billede,  bare  større  og  vældigere,  men  lige  sære  blandinger  af 
godt  og  ondt,  af  ophøiet  og  lavt,  som  de  selv  var.  Loke,  som  lidt 
efter  lidt  tænkes  som  en  djævel,  har  dog  i  tidernes  morgen  blandet  blod 
med  Alfader  og  ved  hans  side  stilles  Sigyn,  det  skjønneste  billede  af  en 
kvindes  kjærlighed  og  troskab,  som  Nordboerne  har  skabt. 

Vikingetidens  livsanskuelse  kan  ikke  længer  kaldes  hedensk,  om 
den  end  heller  ikke  er  kristen.  Det  var  nok  saa,  at  de,  som  blev 
hjemme  i  bygden,  fremdeles  trodde  paa  sine  gamle  guder,  alver  og 
vætter.  Men  de,  som  færdedes  i  Vestcrlede,  blev  mere  skeptiske  og 
mistede  ofte  sin  barnetro.  De  blev  kristne  eller  det  gik  dem  som  Helge 
den  magre.  Han  var  meget  blandet  i  troen;  than  trodde  paa  Kristus, 
men  påakaldte  Tor  til  sjøfærder  og  naar  det  gjaldt  foretagender,  som 
krævede  styrke  og  haardførhed«  (Helgi  var  blandinn  mjpk  i  tru;  hann 
trûài  å  Krist  en  hét  å  Por  til  sjofara  ok  haràrœàa)  K  Om  mange  vi- 
kinger gjaldt  det  dog,  at  de  slet  ikke  trodde  paa  noget  uden  paa  sin 
egen  »kraft  og  styrke c. 

Vikingetidens  mænd  var,  som  saa  mange  andre  primitive  folkeslag, 
naar  de  begynder  at  udvikle  en  høiere  kultur  og  at  gruble  over  livets 
gaader,  udprægede  determinister.  Eddadigtenes  syn  paa  livet  er  en 
skjæbnetro,  pessimistisk  farvet,  men  stolt  og  mandig.  Menneskenes  liv, 
deres  sorger  og  glæder  ligger  i  skjæbnens  haand;  ingen  magter  at 
bryde  de  traade,  som  nornerne  har  spundet. 

Ved  heltens  fødsel  kommer  nornerne  ogspinder  hans  livs  skjæbne. 
Som  det  heder  i  det  første  digt  om  Helge  Hundingsbane  (str.  2  f.): 

Nat  blev  i  gaarden; 
noraerne  kom, 
de,  som  ædlingen 
alder  satte. 
Snoed  med  kraft  de 
skjæbnens  traade, 
mens  borge  brodes 
i  Braalunde. 
Ud  de  strakte 
de  gyldne  strenge 
og  fæsted  dem  midt 
under  maane-sal. 

Saa  vokser  helten  op.  Han  kjæmper  og  strider,  —  og  falder,  naar 
nornerne  vil  det.  Men  skjæbnetroen  knækker  ikke  mandens  livsmod  og 
bøier  ikke  hans  nakke.      Tværtimod,   den   gjør,    at  hans  hoved   kneiser 


1    Landnåmabok  III,  k.  12. 


ALEXANDER  BUGGE.  H.-Fl.  Kl. 


des  rankere,  stolt  over  at  kunne  kjæmpe  og  være  mand  iige  til  det 
sidste  paa  trods  af  skjæbnen  og  de  høie  guder.  Aldrig  har  denne  Nord- 
boernes livsanskuelse  faat  et  mere  gribende  udtryk  end  i  Hamders  ord  *, 
da  han  og  hans  bror  Sørle  tilslut  bukker  under  for  Goternes  overmagt, 
efterat  de  har  hævnet  sin  søster  Svanhild: 

Vel  har  vi  kjæmpet; 

vi  staar  paa  Goters  val. 

over  eggtrætte  mænd  ' 

som  erne  paa  kvist. 

Godt  navD  har  vi  vundet, 

skal  vi  end  de  nu  eller  inaorgeo. 

En  lever  ei  nat 

efter  nornernes  dom. 

Det  eneste,  som  det  er  værd  for  menneskene  at  stræbe  efter,  er  ry, 
navnkundighed,  et  godt  eftermæle.  Som  det  heder  i  Haavamaal  (str. 
75-76): 

Fæ  dør, 

frænder  der; 
selv  der  du  paa  samme  vis. 

Men  ærens  ry 

aldrig  der, 
for  den  som  god  navnkundighed  naar. 

Fæ  dør, 

frænder  der; 
selv  der  du  paa  samme  vis. 

Ett  jeg  ved, 

som  aldrig  dor, 
dommen  over  hver  ded. 

Haavamaals  vers  gir  os  et  sandere  billede  af  vore  forfædre  i  vikinge- 
tiden,  end  det  billede  af  dem,  som  de  fleste  baade  herhjemme  og  i  ud- 
landet  har  dannet  sig  og  som  stammer  fra  skræmte  munkers  bøn: 
»Herre,  fri  os  fra  Normannernes  raseri  !c  Vildhed  var  der,  det  er  sandt 
nok,  og  barbari,  især  i  begyndelsen.  Fortællingen  i  »Three  Fragments« 
om  Nordmændenes  og  de  Danskes  kampe  i  Irland  ved  midten  af  det 
9de  aarhundred  vidner  tilstrækkelig  tydelig  derom.  Danskerne  hvilede 
sig  ud  efter  seiren,  da  kong  Maelsechlainns  sendebud  traf  dem.  »Ved 
deres  ankomst  holdt  Danskerne  paa  at  koge  og  deres  kjedler  stod  paa 
hauger  af  faldne  Nordmænd  og  den  ene  ende  af  de  spyd,  som  kjødet 
hang  paa,  var  stukket  ind  i  Nordmændenes  kropper,  og  ilden  brændte 
deres  legemer,  saa  at  det  kjød  og  flesk,  som  de  havde  spist  natten  i 
forveien,  væltede  ud  af  deres  maver,  c 


^  Ham&ismål,  str.  29. 

»  d.  e.  mænd,  som  er  trætte  af  sverdenes  cggt  d.  e.  faldne. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA   NORDB.   I   VIKINGET.  5 

Maelsechlainn's  sendebud  saa  dem,  medens  de  holdt  paa  med  dette, 
og  bebreidede  Danskerne  denne  [vilde  oprørsel].  Men  Danskerne  sva- 
rede:  tDe  vilde  gjerne  ha  kunnet  gjøre  det  samme  med  os«.  Derpaa 
gav  Danskerne  et  bæger  fyldt  med  guid  og  sølv  til  den  hellige  Patrik, 
som  de  trodde  havde  hjulpet  dem  i  kampen.  Og  den  fromme  irske 
historiker  føier  til:  »For  Danerne  var  et  folk,  som  havde  en  slags 
fromhed;  de  kunde  for  en  stund  opgi  mad  og  kvinder,  for  fromheds 
skyld«  1  Men  denne  vildskab  fremtraadte  bare  i  begyndelsen  og  under 
indflydelse  af  blodsudgydelsens  rus.  Knapt  sytti  aar  senere  (i  919)  op- 
traadte  Nordboerne  i  Irland  paa  en  anden  maade.  Ulsterannalerne  fortæller  : 
f  Armagh's  plyndring  af  Godfred,  sønnesøn  af  Ivar  (en  Dublin-høvding), 
med  hans  mænd,  som  reddede  bønne-husene,  med  Guds  folk  og  de 
spedalske,  og  hele  kirkebyen,  med  undtagelse  af  nogle  huse,  som  blev 
brændt  ved  uagtsomhed.« 

Ved  vikingetidens  slutning  er  det  endog,  som  om  bløde,  vege  toner 
begynder  at  høres;  de  kommer  som  et  forvarsel  om  riddertiden  og 
folkevisen.  Som  naar  Sigrun  gaar  til  den  faldne  Helge  Hundingsbanes 
haug  og  kysser  sin  elskede,  som  møder  hende  i  graven,  og  Helge  saa 
siger: 

Ene  du,  Sigrun 
fra  Sevafjeld, 
volder,  at  Helge  er 
slagen  med  harmdugg. 
Hver  en,  som  du  graater 
af  grumme  taarer, 
solfagre,  sydrøne, 
fer  du  at  sove  ganger, 
den  falder  blodig 
paa  fyrstens  bryst, 
kold  og  klam, 
af  kummer  fuld. 

Paa  baggrund  af  vikingetidens  livsopfatning  og  aandelige  kultur 
maa  dens  materielle  kultur  sés. 

Ogsaa  i  en  anden  henseende  kommer  det  billede,  jeg  i  det  følgende 
skal  søge  at  gi  af  vikingetidens  kultur,  til  at  bli  ufuldstændigt,  ja  næsten 
misvisende.  Jeg  taler  bare  om  indflydelse  fra  fremmede  kulturer,  men 
ikke  om  alt  det,  som  er  ægte  nordisk.  Vi  maa  dog  ikke  glemme  — 
senere  skal  jeg  komme  udførligere  tilbage  til  det  —,  at  Nordboerne  ved 
vikingetidens  begyndelse  langtfra  var  barbarer  eller  halvvilde.  De  havde 
sin  eiendommelige,  i  mange  retninger  temmelig  høit  udviklede  kultur, 
sine  ordnede  samfundsforhold  og  sit  udmerkede  retsvæsen.     Heller  ikke 


Three  Fragments,  cd.  O'Donovan,  s.  123—125. 


ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


maa  vi  glemme  alt  det,  som  Nordboerne  i  vikingetiden  selv  udrettede, 
og  at  den  indflydelse,  de  dengang  øvede  baade  i  Østens  og  Vestens 
lande,  var  næsten  ligesaa  stor  som  Vesterlandenes  indflydelse  paa  Nord- 
boerne. Jeg  kommer  saaledes  i  det  følgende  ikke  til  mere  udførlig  at  nævne 
opdagelsen  af  Grønland  og  'af  Vinland.  Jeg  nævner  ikke.  at  store 
riger  som  det  Russiske  er  grundlagt  af  Nordboer  eller  at  vi  den 
dag  idag  rundt  om  paa  de  Britiske  Øer  og  i  Normandie  kan  finde 
minder  om  vore  forfædre.  Ikke  bare  i  stedsnavne  og  jordfund,  men 
i  forfatning  og  retsvæsen.  Øen  Man's  forfatning,  som  nedstammer 
i  lige  linje  fra  Nordmændenes  gamle  tingordning.  Jeg  udvikler  ikke, 
at  de  senere  angelsaksiske  og  de  anglo-normanniske  love  er  folde  af 
nordiske  retsudtryk.  Ei  heller,  at  det  var  af  Nordboerne,  at  Angel- 
sakserne lærte  sin  dygtighed  i  sjøfart  og  handel,  at  det  var  Nordboer, 
som  først  grundede  stæder  i  Irland,  og  at  flere  af  Englands  vigtigste 
handels-  og  sjøfartsst*der,  som  Bristol,  skylder  Nordboerne  sin  blom- 
string, eller  som  Grimsby  er  grundlagt  af  dem.  Jeg  taler  heller  ikke  nær- 
mere om.  Normandie,  hvor  vikingetidens  kultur  —  omdannet  i  kristen 
aand  —  fik  sit  skjønneste  udtryk,  og  hvorfra  de  udgik,  Siciliens  og  Syd- 
italiens  erobrere  og  korstogenes  førere,  riddertidens  mest  straalende 
skikkelser. 

Jeg  regner  Johannes  Steenstrups  tNormannernec  for  det  værdifuldeste 
bidrag,  som  er  git  til  vikingetidens  historie.  Høiest  sætter  jeg  kanske 
fjerde  bind  tDanelag«,  hvor  Steenstrup  paaviser  de  mangfoldige  og 
dybe  spor,  som  Nordboerne  har  sat  efter  sig  i  det  engelske  samfund. 
Det  her  foreliggende  arbeide  vil  paa  mangfoldige  punkter  vise,  hvor 
m^et  jeg  er  Steenstrup  skyldig.  Men  Steenstrup  gaar  i  sit  arbeide  ud 
fra  en  opfatning,  som  jeg  ikke  kan  dele.  Han  siger  i  slutningen  af  sit 
store  værk:  »Mit  foreliggende  arbeide  har  formentlig  opstillet  et  fuld- 
komment  modbillede  til  det,  prof.  Sophus  Bugge  i  sit  lærde  og  skarp- 
sindige værk  »Studier  over  de  nordiske  gude-  og  heltesagns  oprindelse« 
har  givet  af  Nordboernes  forhold  til  nationerne  paa  de  Britiske  Øer.« 
Professor  Steenstrup  synes  at  se  disse  to  ting  som  modsætninger.  Han 
mener,  at  hvis  det  viser  sig,  at  den  nordiske  vikingetids  kultur  paa 
ett  punkt  har  været  selvstændig,  saa  maa  den  ogsaa  ha  været  det  paa 
alle  andre  punkter.  Jeg  maa  tilstaa,  at  jeg  ser  spørgsmaalet  paa  en 
anden  maade.  Jeg  ser  det  ikke  som  et  »enten  —  ellert,  men  som  et 
»baade  —  ogc.  Jeg  tror,  at  baade  professor  Steenstrup  og  professor  Sophus 
Bugge  i  hovedsagen  har  ret,  og  at  vi  først  ved  at  sammenholde  begges 
anskuelser  faar  det  rigtige  billede  af  vikingetiden. 


I904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.    PAA   NORDB.   I  VIKINGET.  ^ 

Der  er  dem,  som  syncs  at  regne  det  for  lidt  af  en  vanære,  at  vore 
forfædre  i  vikingetiden  er  blit  paavirket  af  Vesterlandenes  kultur.  Intet 
er  feilagtigere,  Ser  vi  paa  det  enkelte  menneske,  viser  det  ikke  netop 
en  mands  udviklingsdygtighed,  at  han  formaar  at  modtage  indtryk 
udenfra?  Jo  større  en  aand  er,  des  sterkere  og  varigere  vil  ogsaa  paa- 
virkningen  være.  En  almindelig  døgnets  træl  vandrer  sin  opstukne 
bane  uden  særlig  at  paavirkes  fra  et  enkelt  hold  ;  men  gjælder  det  aander 
som  Goethe  eller  Ibsen,  da  kan  vi  nævne  deres  aandelige  fædre  og  følge 
de  forskjellige  strømme  og  indflydelser,  som  har  virket  paa  dem.  Men 
ved  siden  deraf  har  naturligvis  hvert  enkelt  menneske  noget,  som  er 
hans  eget  og  som,  naar  alt  kommer  til  alt,  vel  er  det  vigtigste  til  at 
bestemme  udviklingen  af  hans  personlighed. 

Det  er  med  hele  folket  som  med  det  enkelte  menneske.  I  enhver 
kultur  vil  der  altid  være  noget  individuelt  og  selvstændigt,  som  gir  den 
enkelte  kultur  dens  farve  og  særpræg.  Men  skal  en  kultur  være  leve- 
og  udviklingsdygtig,  maa  den  ogsaa  staa  i  forbindelse  med  udenverdenen 
og  stadig  modtage  nye  impulser  og  indtryk.  Selv  Kinas  fire  hundrede 
millioner  kan  ikke  leve  paa  sig  selv  alene  uden  at  staa  stille  og  saaledes 

—  gaa  tilbage. 

Enhver  kultur  opstaar  paa  den  maade,  at  det  hjemlige  befrugtes  af 
det  fremmede.  Der  er  spirer,  udviklingsmuligheder  i  hjemmet  selv,  men 
de  formaar  ikke  at  udvikle  sig  og  blomstre  uden  befrugtning  udenfra. 
Saaledes  er  den  hellenske  kultur  opstaat,  ved  paavirkning  fra  Fønikere, 
Ægyptere  og  lilleasiatiske  folk;  men  hvad  skaar  gjør  det  i  dens  skjønhed 
og  sclvstændighed  I  Og  den  romerske  kultur  ved  Kristi  tider.  Kunsten 
er  græsk;  filosofien  er  græsk;  digtningen  er  præget  af  græske  forbil- 
leder. Uden  »Iliadene  og  »Odysseen«  vilde  »Æneiden«  aldrig  være 
blit  til.  I  den  romerske  gudeverden  er  Olympens  beboere  flyttet  ind  og 
har  fyldt  den  med  nye  billeder  og  ny,  leende,  livsglad  skjønhed.  Men 
hvem  vilde  af  denne  grund  falde  paa  at  nægte  Romeraandens  storhed 
og  selvstændighed  !  Har  græsk  kunst  og  græsk  tænkning  erobret  Romer- 
rigety  saa  har  til  gjengjæld  romerretten  erobret  næsten  hele  den  civili- 
serede  verden.  Og  paa  de  veie,  som  Romerne  hyggede  mellem  landene, 
færdes  menneskene  mangesteds  endnu  den  dag  idag.    Det  er  —  i  det  smaa 

—  med  vore  forfædre  i  vikingetiden  paa  samme  maade  som  med  Romerne 
i  oldtiden;  deres  kunst  og  digtning  saavelsom  deres  daglige  liv  paa- 
virkes sterkt  og  varig  fra  Vesterlandene;  men  til  gjengjæld  præger  de 
Vesterlandene  med  sin  nordiske  retsopfatning,  vækker  handel  og  skibs- 
fart  til  live. 


8  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 


Ser  vi  historien  i  dens  lovmæssige  sammenhæng  og  tror  vi,  at  i 
folkenes  ndvikling  det  ord  tilfeldig  ikke  eksisterer,  men  at  enhver  ting 
sker  som  et  udslag  af  evige  love  c^  som  en  følge  af  fonidgaaende  aar- 
sager,  som  kun  vor  egen  begrænsning  hindrer  os  i  at  opfatte,  da  vil  det 
c^saa  staa  klart  for  os,  at  kultur  ikke  lettelig  kan  opstaa  paa  én  maade 
i  det  ene  land  og  paa  en  anden  maade  i  det  andet  Paa  samme 
maade  som  den  græske  c^  den  romerske  maa  ogsaz  vikingetidens  kultur 
ha  udviklet  sig. 

Den  opgave,  jeg  skal  søge  at  besvare,  spøi^;er  om  vikingetidens 
kultur.  Jeg  maa  derfor  først  s^e  at  gjøre  det  klart,  hvad  vi  skal  for- 
ståa ved  Vikingetiden.  Herved  forstaar  man  ialmindeligfaed  det  tidsrum  af 
nær  halvtredje  hundrede  aar,  da  de  nordiske  folk,  Nordmarad,  Svensker 
og  Dansker,  drager  paa  tog  til  fremmede  lande,  først  for  at  plyndre 
og  røve,  og  videre  for  at  vinde  land  og  grunde  nybygder.  Som  vikinge- 
tidens begyndelse  ssetter  man  ialmindelighed  aaret  793,  da  »hedenske 
mænd  grulig  ødelagde  Guds  kirke  paa  Lindisfame  (i  Northumberland) 
ved  rov  og  manddrab.c^  Allerede  ved  787  omtaler  dog  angelsaksiske 
krøniker  indfald  af  vikinger,  men  uden  at  sige,  at  disse  indfald  begyndte 
netop  i  aar  787.  Krønikens  ord  lyder  saaledes:  »Aar  787.  I  dette  aar 
tog  kong  Brihtnod  Eadburh,  kong  OETas  datter,  til  ægte.  Og  i  hans 
dage   kom    for   første   gang  tre   skibe   af  Normanner   fra  Hærethaland 

{III  scipu  Noråmanna  of  Hceredalande) Disse   var   de  første 

skibe  med  danske  miaend,  som  søgte  til  den  angliske  stammes  land« 
{pæt  iværon  pa  cerestan  scipu  Deniscra  manna  pe  Angdcynnes  land  ge- 
sohton).  Vi  tør  saaledes  gaa  ud  fra,  at  vikingernes  indfald  i  England 
er  begyndt  ved  aar  790  eller  deromkring.  I  795  plyndrer  de  ved 
kysterne  af  Wales  og  Irland  og  fra  disse  aar  begynder  vi  ogsaa  at 
høre  om  indfald  paa  Frislands  og  Nederlandenes  kyster. 

Omtrent  samtidig  med  vikingetidens  begyndelse  sætter  flere  arkade- 
loger  begyndelsen  af  et  n3rt  tidsafsnit,  den  saakaldte  yngre  jernalder, 
som  efter  deres  mening  strækker  sig  fra  omkr.  aar  800  til  henimod 
midten  af  det  i  ite  aarhundred.  Ogsaa  sprogforskerne  ser  i  det  8de  aar- 
hundred  —  om  end  lidt  før  arkæologerne  —  en  ny  tid  oprinde.  Den 
saakaldte  længere  rækkes  runer,  som  var  fælles  for  alle  germanske 
stammer,  afløses  af  den  kortere  rækkes  runer,  som  er  særegne  for  de 
nordiske  folk.  Samtidig  foregaar  der  ogsaa  i  sproget  en  gjennem- 
gribende  forandring;  det  blir  fra  nu  af  mere  afgjort  nordisk,  for  siden  — 
ved  aar  1000  —  tydelig  at  spalte  sig  i  norsk,  svensk  og  dansk.     Sprog- 

*  AugIo«Saxon  Chronicle,  cd.  Thorpe,  A.  D.  793,     Jfr.  Slecnstrup,  Normannerne  II,  s,  9  f. 
og  G.  Slorm  i  Salmonscns  Konversationslcksikon,  art.  Norge  (Historie),  XIII,  s.  616. 


1904.   No.   I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I   VlKINGET.  9 

forskere  mener,  at  denne  forandring  begynder  ved  aar  750  og  fortsættes 
udigjennem  det  8de  aarhundred.  Saaledes  viser  baade  sprogvidenskaben, 
arkæologien  og  historien,  at  der  i  anden  halvdel  af  det  8de  Aarh.  be- 
gynder en  ny  tid  i  Norden.  Man  maa  dog  ikke  forestille  sig  det,  som 
om  vikingetiden  pludselig  og  med  ett  begynder,  eller  som  om  Nord- 
boerne før  den  tid  ikke  havde  staaet  i  nogen  forbindelse  med  Vest- 
europa  eller  nogensinde  tidligere  seilet  over  Nordsjøen. 

Vikingetogene  er  i  mine  øine  bare  det  sidste  udslag  af  den  store 
bevægelse,  vi  kalder  folkevandringen  ;  dermed  forstaar  vi  i  almindelighed 
de  germanske  folks  fremrykning  mod  de  af  romersk  og  græsk  kultur 
prægede  lande.  Folkevandringen  foregik  dog  ikke  bare  tillands,  men 
ogsaa  tilsjøs.  Goter  og  Vandaler  gjorde  vikingetog  nede  i  Sortehavet 
og  Middelhavet.  Angler,  Sakser  og  Jyder  kom  i  baade  over  til  Britan- 
nien. Deres  erobring  kan  i  førstningen  ikke  i  nogen  væsentlig  grad  ha 
skilt  sig  ud  fra  de  senere  vikingetog.  Og  selve  folkevandringen,  hvori 
ogsaa  nordiske  folk  tog  en  vigtig  del,  er  ikke  en  alenestaaende  hændelse 
i  de  germanske  folks  historie.  Paa  Cæsars  tid  foregik  der,  som  vi  ved, 
en  lignende  fremrykning  af  Germanerne  mod  Gallien,  og  endnu  tidligere 
har  vi  Kimbrernes  og  Teutonernes  store  tog.  Alle  disse  folkevandringer 
og  fremrykkinger  er  udslag  af  de  samme  aarsager.  Primitive  folkeslag 
føler  sig  altid  dragne  mod  sol  og  varme  og  mod  rigere  lande  med 
høiere  kultur;  desuden  var  Germanerne  endnu  ikke  saa  fast  bosiddende 
som  de  senere  blev,  og  i  hungersaar  maatte  naturlig  de  unge,  handle- 
kraftige mandskaber  føle  sig  draget  til  at  søge  ud  paa  tog  og  æventyr. 
Ogsaa  andre  ariske  folkestammer,  f  eks.  Kelterne,  har  havt  sjne  folke- 
vandringer baade  tillands  og  tilsjøs. 

Nordboerne  har,  tror  jeg,  fra  umindelige  tider  seilet  over  sjøen  og 
Staat  i  forbindelse  med  Vesteuropa^  Længe  før  den  egentlige  vikingetid 
havde  de  foretaget  sjøtog,  som  vi  uden  tvivl  maa  kalde  vikingefærder. 
Allerede  paa  Kristi  tider  drev  Nordboerne  skibsfart.  Tacitus  taler  i  sin 
Germania  (kap.  44)  om  Sveames  mægtige  flaader.  Dog  brugte  Sve- 
ame  paa  hans  tid  endnu  ikke  seil,  men  bare  aarer.  Der  er  grund  til 
at  tro,  at  Nordboernes  skibsfart  først  er  opstaat  hos  de  svenske  og 
gotiske  stammer  i  indhavet  ved  Østersjøens  bredder  og  at  færdig- 
heden  derfra  bredte  sig  til  Nordmænd  og  Dansker.  Blant  de  første 
Nordboer,  som  drog  paa  vikingefærd  til  fremmede  lande,  var  Henilerne. 
Herulerne  hørte  sandsynligvis  hjemme  i  den  sydlige  del  af  den  Skandi- 


>  Den  fremragende  svenske  arkæolog  professor  Montelius  formoder,  at  der  allerede  ved 
steoalderens  slutning  har  fiindet  en  direkte  forbindelse  sted  mcUem  Sveriges  vestkyst 
og  Englands  estkyst  (Sveriges  Historia  I  s.  35). 


lO  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  KI. 


naviske  halvø,  mulig  ogsaa  paa  de  danske  øer,  hvorfra  Daneme  fordrev 
dem  (Jordanes,  Getica  kap.  3).  Efter  dette  drog  Herulerne  paa  folke- 
vandringstiden sydover  og  fik  bolig  i  det  nuværende  Ungarn,  men  blev 
tilslut  undertvunget  af  Romerne.  Endel  af  Herulerne  vilde  dog  ikke 
underkaste  sig  Romernes  herredømme,  men  drog  tilbage  til  sit  hjem- 
land. De  kom  til  Danernes  land  og  satte  derfra  over  til  den  Skandi- 
naviske  halvø,  hvor  de  fik  boliger  ved  siden  af  Gauterne^  Herulerne 
har  altsaa  uden  tvivl  været  Nordboer.  Ingen  anden  af  de  germanske 
stammer,  som  tog  del  i  folkevandringen,  sværmede  saa  viden  om  som 
Herulerne.  Vi  finder  dem  ikke  bare  i  Osteuropa,  men  ogsaa  i  Vest- 
europa.  Fra  det  3die  og  ned  til  det  5te  aarhundred  optraadte  de  i  de 
vestlige  have  som  sjørøvere,  dels  alene  og  dels  i  forbindelse  med  Sak- 
sere. De  plyndrer  paa  kysterne  af  Gallien  og  Spanien,  og  kom  endog 
i  455  ned  gjennem  Middelhavet  helt  til  Lucca  i  Italien^. 

I  Britanniens  erobring,  som  begyndte  ved  aar  449,  deltog  Angler, 
Sakser  og  Jyder.  De  to  første  var  sandsynligvis  nær  beslægtede  neder- 
tyske  stammer.  Men  navnet  synes  snarest  at  vise,  at  Jyderne  er  kommet 
fra  Jylland  og  var  af  dansk  nationalitet.  —  De  bosatte  sig,  som  bekjendt, 
paa  øen  Wight  og  i  Kent.  —  En  fortsættelse  af  disse  tog,  som  vi  med 
fuld  ret  kan  kalde  vikingefærder,  var  det  tog,  som  den  danske  konge 
Chochilaicus  (Hugleik)  omkr.  515  eller  516  foretog  til  det  Frankiske 
rige,  hvor  han  plyndrede  i  Atuariernes  land,  egnen  omkring  det  nuværende 
Nijmwegen  i  Nederlandene,  men  tilslut  faldt  i  kamp  mod  den  austrasiske 
kongesøn  Theodebert'.  Dette  dristige  vikingetog  prægede  sig  dybt  i 
Nordboernes  sind  og  mindedes  i  sang  og  digtning.  Det  skildres  i  det 
angelsaksiske,  paa  nordiske  kilder  grundede  heltedigt  »Beowulf«,  hvor 
Hygelac  (d.  e.  Hugleik)  kaldes  Geaternes  konge*.  Endnu  ophørte  dog 
ikke  dette  det  første  store  afsnit  af  vikingetogene.  Danerne  maa  ogsaa 
efter  Hugleiks  tid  ha  gjort  mindre  sjøtog  nedover  mod  Frankerriget. 
I  et  digt,  som  Venantius  Fortunatus  omkr.  580  skrev  til  kong  Chilperic, 
nævnes  saaledes  Daner  blant  Frankernes  fiender^.  Jeg  kan  nævne,  at 
selve  ordet  »vikingc  ogsaa  var  kjendt  af  Angelsakserne  længe  før  den 
egentlige  vikingetid.  Det  forekommer  saaledes  i  det  gamle  digt  »  Wîdsîô«, 
hvor   Wtcingas  nævnes  som  betegnelse  for  Headhobarderne,  som  førte 


*  Prokop,    De   bello    Gothorum  2,  15;   jfr.    Zeuss,    Die   Deutschen    und    ihre   Nachbar- 
stämmc,  5.  481. 

'  Zeuss,  s.  477  —  479;  Müllcnhoff,  Beowulf  s,  19. 

>  Gregor  af  Tours  3,  3  og  Gesta  Francorum,  k.  19;  jfr.  Müllcnhoff,  Beowulf  s.  18  f. 

*  Müllcnhoff,  Beowulf,  s.  17  ff. 
B  Zeuss,  s.  501. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.        II 

krig  med  Hrodwulf  og  Hroôgar  (v.  45 — 49)*.  Og  i  den  ags.  Exodus 
(v.  333)  kaldes  Jøderne,  som  drager  gjennem  det  Røde  Hav,  sæmcingas. 
Det  er  saaledes  ikke  rigtigt,  naar  enkelte  forskere  har  ment,  at  vikingr 
i  nordisk  er  et  laanord  fra  ags.,  eller  omvendt  at  det  i  ags.  er  laanord 
fra  Nordboerne  i  vikingetiden.  Alt  dette  viser,  som  ogsaa  tyskeren 
Miillenhoff  har  fremhævet  (»Beowulft,  s.  95  ff.),  at  Nordboerne  alt 
paa  folkevandringens  tider  har  draget  paa  vikingefærder  til  Vestens 
lande.  Men  saa  blir  det  stille  og  fra  slutningen  af  det  6te  aarhundred 
hører  vi  ikke  længer  om  at  Nordboerne  herjer  langs  Frankerrigets  og 
Englands  kyster.  Men  endnu.  senere  gjorde,  saa  synes  det,  Nordmænd 
tog  til  de  Skotske  øer,  ja  helt  ned  til  Irland. 

Den  bekjcndte  tyske  sprog-  og  oldforsker,  professor  H.  Zimmer,  har 
af  irske  beretninger  sluttet,  at  Nordgermaner  fra  Norges  vestkyst  alt 
mellem  aar  590  og  644  var  kommen  til  Shetlandsøerne  *.  Zimmers  for- 
modning har  ikke  vundet  almindelig  tilslutning,  men  bør,  paa  grund  af 
nyere  undersøgelser,  kanske  sés  i  et  nyt  lys.  Zimmer  henleder  opmerk- 
somheden  paa  to  vanskelig  forklarlige  optegnelser  i  de  irske  aarbøger. 
De  Fire  Mesteres  Annaler  melder  for  aar  612:  iTorach  (d.  e.  Tory 
Island's)  fuldstændige  ødelæggelse  ved  en  fra  havet  kommende  sjøflaade« 
(Fasughadh  Toraighe  la  murchoblach  muridhe).  Tory  Island  ligger 
udenfor  kysten  af  Donegal  i  det  nordvestlige  Irland.  Øens  hærjing  om- 
tales ogsaa  af  Ulstcr-annalernc  (for  aar  616)  og  af  Chronicum  Scotorum 
(aar  617).  Ingen  begivenhed  fra  det  7de  aarhundred  i  Irlands  og  Skot- 
lands  historie  er,  ifølge  Zimmer  (s.  33)  bekræftet  af  flere  vidner  end  den 
kjendsgjerning,  at  lona's  datterkloster  paa  øen  Eigg  den  17de  april  617 
blev  opbrændt  og  at  alle  klosterets  indvaanere,  abbeden  Donnan  og 
hans  52  fæller,  blev  myrdet.  Eigg  er  navnet  paa  en  af  de  sydlige  He- 
brider,  en  liden  0,  som  ligger  syd  for  Skye  mellem  øerne  Rum  og  Muke. 
Zimmer  mener,  at  Tory  Island's  og  Eigg*s  plyndring  ikke  kan  skyldes 
de  paa  den  tid  kristne  Pikter;  den  maa  skyldes  Nordboer,  som  fra 
Shetlandsøerne  har  vovet  sig  længere  mod  syd. 

Disse  beretninger  viser  i  sig  selv  ikke  saa  meget;  men  de  stilles  i 
et  nyt  lys  ved  dr.  Jakob  Jakobsens  undersøgelser.  Dr.  Jakobsen,  som  i 
længere  tid  har  opholdt  sig  paa  Shetlandsøerne  for  at  studere  nordiske 
stedsnavne  og  andre  minder  om  nordisk  sprog  paa  disse  øer,  er  paa 
grund  af  stedsnavnene  kommet  til  den  slutning,  at  Nordmænd  alt  ved 
aar  700  maa  ha  sat  sig   fast  paa  Shetlandsøerne,    hvor  de  forefandt  en 


*  Vidsidy  s.  47:  itâcinga  cynn  »vikingernes  ætc. 

*  Ueber  die  frühesten  Berührungen  der  Iren  mit  den  Nordgermanen,  s.  21. 


12  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F*.  Kl. 


kristen,  keltisk  befolkning  i.  Denne  bestod  dels  af  piktiske,  med  Kym- 
rerne  nær  beslægtede  bønder  og  dels  af  irske  munke  og  geistlige. 

Jeg  selv  søger  i  afsntttet  om  billedstener  at  vise,  at  gutniske  mænd 
sammen  med  Nordmænd  alt  i  7de  og  8de  aarhundred  har  seilet  til  Shet- 
landsøerne  og  Orknøerne  og  der  modtaget  paavirkning  fra  keltiske  sten- 
kors  prydet  med  billeder  og  ornamenter.  Arkæologerne,  fremforalt 
Sophus  Müller,  men  ogsaa  Oscar  Montelius^,  antager  indflydelse  fra  irsk 
paa  nordisk  prydkunst.  Men  denne  paavirkning  maa  være  begyndt 
forud  for  den  yngre  jernalder  —  i  mellemjemalderen  — ,  og  den  kan 
kun  forklares  ved  en  sjøforbindelse  mellem   nordiske  og   keltiske  lande. 

Vi  har  saaledes  paa  folkevandringstiden,  med  et  rundt  tal  fra  aar  300 
til  aar  600,  det  første  afsnit  afvikingetogene,  Nordboernes  store  møde  med 
Vesterlandene  og  deres  høiere  fra  Rom  prægede  kultur.  Nordiske  mænd 
plyndrede  langs  Galliens  og  Britanniens  kyster.  Og  Nordboer  var  med 
paa  de  store  tog  nedover  mod  Romerriget.  Den  norske  stammekonge 
Rodulf  gjæstede  saaledes  Østgoternes  konge  Theodorik  den  store  i 
Italien  8.  Men  det  vigtigste  bindeled  mellem  Norden  og  romersk  kultur 
var  kanske  de  Heruler,  som  vendte  tilbage  og  fik  bolig  ved  siden  af 
Gauterne.  Der  kan  ikke  være  tvivl  om  at  folkevandringstiden  har  havt 
den  allerstørste  betydning  for  Nord^  og  at  en  rigt  befrugtende  kultur- 
strøm  fra  Sydens^og  Vestens  lande  paa  den  tid  har  naaet  Norden.  Men 
i  enkelthederne  nærmere  at  godtgjøre  dette  er  vanskeligt,  for  ikke  at 
sige  umuligt.  Et  tydeligt  vidnesbyrd  om  denne  indfl3'delse  er  de  rundt 
om  i  Norden  fundne  hængesmykker  af  guid,  de  saakaldte  brakteater,  som 
er  selvstændige  efterligninger  af  romerske  mynter  og  medaljer.  Der 
findes  ogsaa  en  del  kulturord,  yderst  ude  stammende  fra  græsk  og  latin, 
som  alt  før  vikingetiden  maa  være  kommet  til  Norden. 

Jeg  skal  nævne  oldn.  sekkr  »sækc,  af  lat.  Saccus,  græsk  aixxoç, 
fønikisk-hebraisk  sak.  Dette  ord  findes  i  gamle  norske  fjord-  og  ønavne, 
som  viser,  at  ordet  alt  før  vikingetiden  har  fundet  hjemstavnsret  i  sproget. 
Det  .samme  er  muligens  tilfældet  med  taska,  f.  »taske,  posée,  og  skutUl, 
m.  »lidet  Bord,  Fad«,  som  forekommer  i  gamle  gaardnavne.  Et  andet 
fremmedord,  som  ogsaa  før  vikingetiden  synes  at  være  kommet  til  Nor- 
den, er  oldn.  tafl  »brætspiU  og  tafla  »brikkec,  af  lat.  tabula]  brætspil 
var  nemlig  alt  i  den  ældre  jernalder  kjendt  i  Norden*.  Fremdeles  kan 
nævnes  spidul,  d.  e.  spindul  »naal,  fibula«,  som  forekommer  i  indskriften 


>  Shetlandseemes  stedsnavne,  i  Aarbeger  for  nordisk  Oldkyndighed  1901. 

>  Les  temps  préhistoriques  en  Suède,  trad.  par  S.  Reinach,  s.  217  o.  fl. 
3  Jordanes,  Getica. 

*  Sophus  Müller,  Vor  Oldtid,  s.  527. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.         I3 

paa  Fonnaasspænden,  der  synes  at  være  fra  7de  aarhundred.  Ordet  stam- 
mer middelbart  fra  lat.  spimUa^.  Paa  en  brakteat  fra  Tjurkö  ved  Karls- 
krona forekommer  dativen  walhakurne,  hvilket  flere  sprogforskere  har  for- 
klaret som  »den  vælske  krone«  og  forstaaet  som  en  betegnelse  for  diadem 
eller  krans  paa  det  brystbillede,  som  de  romerske  mynter  fremstillede  og 
som  blev  efterlignet  paa  brakteaten.  Ordet  viser  da,  at  brakteatkunst- 
neren  har  kjendt  det  latinske  corona. 

Men  det  vigtigste  vidnesbyrd  om  kulturforbindelse  mellem  Norden 
og  Sydeuropa  er  nineme  selv,  som  er  en  omdannelse  af  sydeuropæisk 
skrift  og  sandsynligvis  fra  Goterne  er  kommet  til  Nordboerne. 

Dog  følger  jeg  i  dette  arbeide,  af  praktiske  grunde,  den  alminde- 
lige  tidsinddeling,  som  sætter  vikingetidens  begyndelse  ved  aar  793.  Thi 
ved  denne  tid  begynder  de  store  sjøtog,  som  snart  skulde  bli  til  virke- 
lige erobringstog  og  ha  tilfølge  Nordboernes  faste  bosættelse  paa  de 
Britiske  Øer  og  i  Normandie. 

Skal  man  sætte  vikingetidens  grænse  nedover  i  tiden,    møder  man 
de  samme  vanskeligheder.     Ingen  kan   sige,    naar  vikingetiden  egentlig 
ender.    Den  ender  nemlig  til  forskjellig  tid  i   de  forskjellige  lande.     De 
svenske  runeindskrifter  viser,   at  der  udgik  vikingetog  fra   Sverige  ned 
gjennem   hele    det    ute   aarhundred.*    For   Norge   og   Danmark   ender 
vikingetiden  praktisk  talt  med  Olav  Haraldssøns  tronbestigelse  og  Knut 
den  mægtiges  erobring  af  England.    Og  dog  er  Magnus  Barfod  en  lige- 
saa  fuldblods  viking  som  Lodbrokssønnerne  eller  Ganger-Rolv.     I  Irland 
synes  vikingetiden  afgjort  at  ende  med  Clontarfslaget  i   1014.     Og  dog 
omtaler  de  walisiske  Annales  Cambriæ  vikingetog  fra  Dublin  til  Wales 
ved    midten   af  det    ilte   aarhundred;    Nordboerne   kaldes   endog  efter 
gammel   skik    >hedningerne«2.      Det    blir    derfor    i    mange  stykker    en 
skjønssag,  hvad  jeg  i  denne  opgave    tager  med  og  h  vad  jeg  ikke  tager 
med.    Jeg  skal  dog  her  i  korthed  redegjøre  for,   hvordan  jeg  ser  sagen. 
Kulturindflydelse,  som  bevislig   er  kommet  til  Norden  i  forbindelse  med 
kristendommens   indførelse   som   statsreligion,    undlader  jeg   at  tale  om. 
Vikingetiden  ender   nemlig  i   virkeligheden    med   Nordboernes  overgang 
til  kristendommen.     Jeg   regner   derfor  vikingetiden  som  endt   i  Norge 
ved  Olav  Haraldssøns  tronbestigelse.      Dog    kan  det  nok   i    enkelte  til- 
fælde  hænde,  at  jeg  drager  forhold  fra  Olav  den  helliges  tid  ind  i  undersø- 
gelsen.     For  Danmarks  vedkommende  stiller  forholdene  sig  noget  ander- 
ledes.      Vistnok   indføres    kristendommen    som    statsreligion    alt    under 


*  S.  Bugge,  Norges  iodskrifter  med  de  ældre  ruaer,  s.  58. 

*  Annales  Cambriæ,    udg.  i  Roll's  Series,    A.  D.  1041  og  1050.    Jfr.  A.  Bugge,    Con- 
tributions to  the  History  of  the  Norsemen  in  Ireland  III,  s.  5. 


14  ALEXANDER  BUGGE.  HA\  Kl. 

Harald  Blaatand.  Men  dennes  søn  Svein  er  i  ett  og  alt  en  typisk 
vikingekonge,  og  Knuts  erobring  af  England  tilhører  ogsaa  vikingetiden. 
Men  efter  erobringen  hersker  Knut  som  en  middelalderlig,  vesteuropæisk 
konge,  ikke  som  en  vikingehøvding.  Vikingetiden  er  endt.  Jeg  tror 
derfor,  at  Knut  den  mægtiges  styre  ligger  udenfor  min  opgaves  ramme: 
kun  i  et  par  enkelte  tilfælde  tager  jeg  forhold  under  hans  regjering  med 
i  undersøgelsen.  Om  Sveriges  indre  forhold  ved  vi  saa  lidet,  at  jeg 
tager  med  hvad  jeg  kan  finde  ogsaa  fra  midten  af  ute  aarhundred. 
Forholdene  i  de  nordiske  nybygder  i  England,  Skotland  og  Irland  hører, 
saavidt  jeg  kan  skjønne,  ind  under  opgaven.  Jeg  regner,  som  før  nævnt, 
vikingetiden  i  Irland  for  afsluttet  ved  Clontarfslaget.  Efter  den  tid  blir 
de  nordiske  konger  i  Irland  i  første  række  kristne  og  irske  fyrster;  for- 
bindelsen med  de  nordiske  lande  taber  sin  betydning.  Derimod  kommer 
jeg,  i  afsnittet  om  bildende  kunst,  til  at  tale  om  forhold  paa  Man  saa 
sent  som  ved  midten  af  ute  aarh.  Med  hensyn  til  Frankerriget  har  jeg 
taget  opgaven  paa  en  noget  anden  maade.  Vikingetogene  til  Frankrig 
og  Nederlandene  i  det  9de  aarhundred  ligger  utvivlsomt  indenfor  denne 
opgaves  ramme.  Derimod  ligger  Nordboernes  historie  i  det  Karolingiske 
Rige,  i  tiden  efterat  Rollo  i  912  blev  Normandiets  hertug,  udenfor  op- 
gaven. Rollo  selv  blev  kristen  og  den  franske  konges  vasal.  Hans 
mænd  blev  ogsaa  temmelig  snart  kristne  og  Franskmænd.  Normandiets 
historie  tilhører,  ligefra  begyndelsen  af,  den  kristne  middelalder  og  Frankrig, 
ikke  vikingetiden  og  Norden,  i  modsætning  til  nybygderne  paa  de  Bri- 
tiske Øer.  Hvordan  Nordboerne  i  Normandie  paavirkedes  af  fransk 
kultur  og  lidt  efter  lidt  omdannedes  til  Franskmænd,  kommer  jeg  derfor 
ikke  til  at  undersøge.  Vikingetog  til  Østersjølandene,  Rusland  og  Kon- 
stantinopel kommer  jeg  heller  ikke  til  at  tale  om,  da  opgaven  kun 
spørger  om  kulturpaavirkning  fra  Vesteuropa,  og  herunder  indbefatter 
jeg  de  Britiske  Øer,  Frankrig  og  de  nuværende  kongeriger  Nederlandene 
og  Belglen. 

For  at  kunne  afgjøre  spørgsmaalet  om  Vesterlandenes  indflydelse 
paa  Nordboernes  ydre  kultur,  levesæt  og  samfundsforhold  i  vikingetiden 
er  det  nødvendigt,  at  vi  først  søger  at  danne  os  et  billede  af  forholdene  i 
Norden  ved  vikingetidens  begyndelse.  Et  saadant  billede  kan  dog  van- 
skelig komme  til  fuldt  at  svare  til  virkeligheden  eller  tU  at  gaa  ind  paa 
de  mindre  enkeltheder;  dertil  er  mangelen  paa  kilder  for  stor.  Jeg  vil 
ogsaa  paa  forhaand  gjøre  opmærksom  paa,  at  meget  af  hvad  jeg  her 
kommer  til  at  sige  siden  vil  bli  gjentaget  under  de  enkelte  afsnit. 

Det  ligger  da  nær  at  tage  vort  udgangspunkt  i  samfundsforholdene 
og  forfatningen,  som    —    saa  at  sige    —    udgjør  rygraden  i  folkets  liv. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.         1$ 

En  af  vore  vigtigste  kilder  til  kundskab  om  den  tid,  som  ligger  forud 
for  vikingetiden,  er  det  paa  danske  sagn  hyggede  angelsaksiske  digt 
»Beowulf«.  Dog  gjælder  det  ved  dette  digt  at  skjelne  mellem,  hvad 
der  er  oprindelig  dansk  og  hvad  der  skyldes  den  angelsaksiske  digter. 
De  oplysninger,  som  indskrifter  med  den  aeldre  rækkes  runer  gir  om 
samfundsforholdene,  er  vigtige  og  sikre  nok;  men  de  er  desværre  yderât 
sparsomme.  Eddadigtene,  skaldekvad,  sagaerne,  Sakso,  Sven  Aagesøn 
og  lovene  kan  ogsaa  bruges  til  sammenligning.  Hertil  kommer  de  faa 
spredte  oplysninger,  som  f.  eks.  Tacitus,  Prokop  og  Jordanes  gir  om 
nordiske  forhold.  Man  bør  dog  være  meget  varsom  ved  at  slutte  fra 
det,  som  Tacitus  meddeler  om  Germanerne  i  Tyskland.  Disse  havde, 
især  efter  at  de  først  var  kommet  i  berøring  med  Romerne,  gjennemgaat 
en  fra  Nordboerne  forskjellig  udvikling.  Derimod  kan  man,  tror  jeg, 
med  større  ret  drage  slutninger  fra  forhold  hos  de  med  Nordboerne  nær 
beslægtede  Goter,  ialfald  forud  for  den  tid,  da  Østgoterne  nedsatte  sig 
i  Italien  og  Vestgoterne  i  Spanien. 

Nordboerne  eller  Nordgermanerne  var  oprindelig  ikke  samlet  til  tre 
forskjellige  folk,  Nordmænd,  Svensker  og  Dansker,  saaledes  som  vi  i 
historisk  tid  finder  dem.  De  var,  som  alle  germanske  folk,  delt  i  ind- 
byrdes  uafhængige  stammer,  hvis  navne  vi  endnu  gjenfinder  i  mange 
landskabsnavne.  Mange  af  de  svenske  og  norske  stammer  nævnes  bl.  a. 
af  Goternes  historieskriver  Jordanes  i  hans  Oetica  (III  21 — 24).  Landets 
ældste  inddeling  synes  at  ha  været  i  herreder  (oldn.  herad),  et  ord  som 
brugtes  baade  i  Norge,  Sverige  og  Danmark.  Ordets  etymologiske 
forklaring  er  vanskelig;  men  sædvanlig  sætter  man  det  i  forbindelse  med 
oldn.  herr  »hær«.  Falk  og  Torp  siger  i  sin  etymologiske  ordbog 
over  det  norske  og  danske  sprog:  »Ordet  er  sammensat  og  svækket  for 
Vier-râô,  egentl.  »raadighed  over  en  hær«.  Den  tilsvarende  inddeling 
hos  andre  germanske  stammer  er  httndredet,  centena  hos  Frankerne, 
huntari  hos  Svaberne  og  hundred  hos  Angelsakserne ^  I  Sverige  brugtes 
hundaH  (ældre  */mwd)  i  Uppland  og  paa  Gotland,  men  hc^rap  i  de  øvrige 
svenske  landskaber.  Sakso  synes  ogsaa  at  ha  kjendt  og  sammenblandet 
de  to  ord  hær  ad  og  hundari,  idet  han  oversætter  »herred«  med  cen- 
tuHonatum^,  Det  er  sandsynligt,  at  «hundredet«  oprindeligt  var  et 
rent  talbegreb,  som  kan  føres  tilbage  til  hærens  inddeling  i  »hundreder« 
(=  120). 

Flere  herreder  udgjorde  tilsammen  i  Norge  et  fylke  (oldn.  fylki), 
eller  folkland,  som  det  hed  i  Sverige,  sl{  folk^  »folk,  krigerskare,  stammen 

*■  Jfr.  H.  Branner,  Deutsche  Rechtsgeschichte  I,  s.  116  f. 
»  Saxo,  ed.  Müller  I.  s.  216- 


1 6  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 


som  krigerskare«  (jfr.  Falk  og  Torp  Etym.  ordbog).  Landskabsindde- 
lingen  er  ældgammel  i  Norden.  Man  har  overhovedet  ingen  historiske 
efterretninger  om  en  tid  i  Norden,  som  ligger  saa  langt  tilbage,  at  de 
forskjellige  herreder  dannede  indbyrdes  uafhængige  enhedcr.  Plinius  taler 
i  sin  naturhistorie  om  Hillevionernes  stamme,  som  bebor  en  del  af 
Skandinavien  og  bor  i  fem  hundrede  landsbyer  ^  —  vistnok  i  det  nu- 
værende Sverige.  Plinius's  udtryk  synes  at  hvile  paa  en  misforstaaelse. 
Rimeligvis  har  han  hørt,  at  Hillevionerne  bodde  i  fem  »hundreder«,  og 
misforstaaet  dette  som  »fem  hundrede  landsbyer«.  I  saa  fald  skulde  vi 
hos  Plinius  ha  den  ældste  omtale  af  hundred-  eller  herredsinddelingen 
i  Norden. 

Stammehøvdinger  var  i  Norge  herseme^  oldn.  hersir,  et  ord  som 
man  har  sat  i  forbindelse  med  »hær«  og  «herred«.  Ogsaa  i  Sverige 
har  man  kjendt  herser  og  rimeligvis  ogsaa  i  Damnark.  Det  er  dog  ikke 
sikkert,  at  hver  herse  netop  styrede  over  et  herred.  Over  større  om- 
raader  styrede  jarler.  Oldn.  jarl  (ældre  erilax)  betegnede  i  gammel  tid 
»krigerhøvding«.  Jarlerne  var  vistnok  oprindelig  uafhængige  stamme- 
høvdinger^. Men  allerede  før  vikingetidens  begyndelse  havde  kongerne 
under  sig  jarler  som  en  slags  tjenestemænd  med  fyrstelig  værdighed 
(tign),  I  Norge  stod  før  rigets  samling  de  fleste  landsdele  —  med  und- 
tagelse  af  Haralds  fædrenerige  samt  Trøndelagen  —  under  »fylkeskonger« 
{fylkiskonungr),  som  var  herskere  over  de  større  stammer,  som  Egder, 
Ryger,  Horder  osv.  Slige  stammekonger  fandtes  alt  ved  aar  5c»  i 
Norge,  f.  eks.  Rodulf  {Roduuif),  som  ifølge  Jordanes  synes  at  ha  været 
konge  over  Raumerne  (Ranni  feil  for  Eaumi})  og  som  blev  Theodorik 
den  stores  mand'. 

Sporre  fortæiler,  at  paa  Ingjald  Illraades  tid  fandtes  mange  »herreds- 
konger«  (heradskonu/ngar)  i  Svitjod* ,  Fra  Danmark  hører  vi  om  mindre 
konger  i  Skaane,  paa  Fyn  og  i  Jylland;  ja  selv  paa  Sjælland  hører  vi 
om  konger  ved  siden  af  Leirekongen*.  Alle  disse  har  vistnok  været 
»mediatiserede«,  oprindelig  uafhængige  stammehøvdinger. 

De  ældste  forhold  i  Norden,  som  historien  viser  os,  synes  saaledes 
at  tale  for,  at  de  forskjellige  stammer  har  staaet  under  hver  sin  høvding. 
Disse  høvdinger  har  vistnok  baaret  forskjellige  værdighedsnavne,  ligesom 
romerske   forfattere  hos  Germanerne   skjelner    mellem  veges  (konger)  og 


^  Plinius,  Historia  naturalis  IV  96:  Hillevionum  gente  quingeniis  incolente  pagis 
>  Brunner  I,  s.  128.      I  afsnittet  om  Harald  Haarfagres  statsstyrelse  taler  jeg  mere  baade 
om  herser  og  jarler. 

3  Getica  111  24. 

4  Ynglinga  saga,  k.  40. 

^  J.  Steenstrup  i  Danmarks  Riges  Historie  I,  s.  168. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.  I  ViKINGET.        1 7 

principes  (fyrster),  uden  at  der  dog  synes  at  ha  været  nogen  væsensfor- 
skjel  mellem  disse^. 

Det  næste  skridt  i  udviklingen  er  stammernes  samling  til  »folke- 
slag«, oldn.  pjod  f.,  et  ord,  som  bl.  a.  findes  i  Svlpjod,  de  gamles  navn 
for  Sverige.  I  Norge  var  det  før  Harald  Haarfagres  tid  bare  i  Viken 
og  paa  Oplandene,  at  der  havde  begyndt  at  danne  sig  større  folkeenheder. 
Danmark  og  Sverige  synes  derimod  længe  før  vikingetiden  at  være 
vokset  sammen  til  nationale  enheder.  Vistnok  udgjorde  Svear  og  Gøter 
endnu  ved  middelalderens  begyndelse  to  skarpt  adskilte  stammer;  men 
Alfred  den  stores  gjengivelse  af  Dansken  Wulfstans  reise  (i  hans  over- 
sættelse  af  Orosius)  viser  os  dog  Sverige  som  ett  rige;  det  omfattede 
ikke  Halland  og  Skaane,  som  hørte  til  Danmark,  men  derimod  Bleking, 
som  senere  kom  til  Danmark,  Af  det  nuværende  Danmark  var  Bom- 
holm  endnu  uafhængig  og  havde  sin  egen  konge.  Ogsaa  Danerne  sam- 
lede sig,  sandsynligvis  paa  folkevandringstiden,  til  ett  folk,  men  hvor 
vidt  deres  rige  dengang  strakte  sig,  kan  vi  nu  ikke  afgjøre. 

I  forbindelse  hermed  staar  det  ogsaa,  at  kongedømmet  i  Danmark 
og  Sverige  langt  tidligere  end  i  Norge  havde  udviklet  sig  til  stor  magt 
og  anseelse:  Germanerne  havde  nok  alt  i  den  ældste  tid  »konger«  eller 
stammmekonger.  Men  disse  var  noget  helt  forskjelligt  fra  hvad  en 
gammel  Nordbo  vilde  ha  kaldt  pjoåkonungr,  d.  e.  »konge  over  et  helt 
folk«.  I  Norden  fandtes  der  ved  vikingetidens  begyndelse  bare  »tjod- 
konger«  i  Sverige  og  Danmark  samt  i  Harald  Haarfagres  fædrenerige. 
Disse  konger  svarede  til  hvad  moderne  retshistorikere  hos  de  øvrige 
germanske  stammer  har  kaldt  »storkongerc^.  Dog  er  der,  som  jeg  før 
har  nævnt,  ogsaa  i  Danmark  og  Sverige  spor  af,  at  de  forskjellige 
stammer  har  været  uafhængige  og  Staat  under  hver  sin  høvding. 

Jeg  skal  i  det  følgende  søge  at  skildre  kongen  eller  rettere  »stor- 
kongen«  og  hans  stilling  i  Norden  ved  vikingetidens  begyndelse.  Kongen 
kaldtes  pjodann  (af  pjod),  et  ældgammelt  ord,  som  ogsaa  kjendtes  af 
Goter,  Franker,  Sakser  og  Angelsakser.  Ordet  konungr  er  i  betydningen 
»konge«  yngre  i  Norden. 

Kongeværdigheden  var  arvelig  hos  Nordboerne.  Derom  vidner  de 
alt  før  vikingetiden  navnkundige  kongeætter,  Ynglingerne  i  Uppsala, 
eller  Scüfingas,  som  »Beowulfc  kalder  dem,  og  Skjoldnngeme  i  Leire 
paa  Sjælland  (fBeowulf«  kalder  deres  hal  Heorot  ell.  »Hjortt).  Begge 
ætter  troede  vistnok,  at  de  nedstammede  fra  guderne. 


^  Bmnner,  Deutsche  Rechtsgeschichte  I,  s.  119  f. 
3  Bruoner,  Deutsche  Rechtsgeschichte  I,  s.  51. 

VicU-SeUk.  Skrifter.  U.  H..F.  KL  1904.  No.  1. 


lÖ  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

I  Norge  fremtræder  sterkere  end  i  Sverige  og  Danmark  den  ogsaa 
hos  andre  Germaner,  bl.  a.  hos  Goterne,  men  især  hos  Frankerne  her- 
skende forestilling,  at  kongedømmet  er  en  odel,  som  alle  kongesønner 
har  lige  ret  til.  —  Det  stred  mod  nordisk  retsskik,  at  dronninger  herskede 
over  folket.  —  Denne  opfatning  af  kongedømmet  som  en  odel  førte  i 
Frankerriget  til  stadige  delinger  og  i  Norge  til  et  for  rigets  enhed  fare- 
truende samkongedømme^  I  Danmark  og  Sverige  synes  derimod  ene- 
kongedømmet  ^  at  ha  været  gjennemgaaende  regel,  om  vi  end  ogsaa  dér 
kan  finde  flere  spor  til  samkongedømme. 

Blev  man  saaledes  end  konge  paa  grund  af  sin  fødsel,  kunde  man 
dog  ikke  tiltræde  styret  uden  at  faa  sin  ret  anerkjendt  af  folket'.  Dette 
havde  endog,  kan  man  sige,  en  indskrænket  valgret.  Det  valgte  kongen 
indenfor  den  herskende  slægt.  Dette  er  en  ældgammel  germansk  rets- 
skik. Tacitus  siger  om  Germanerne  i  Tyskland  (Germania  k.  7):  reges 
ex  nobUitate  sumunt  I  Sverige  og  Danmark  synes  folkets  valgret  at 
ha  været  mere  udviklet  end  i  Norge.  Men  ogsaa  i  Norge  maatte  kongen 
ialfald  hyldes  og  anerkjendes  af  folket.  Hyldningen  foregik  altid  paa 
tinge,  Efter  gammel  germansk  retsskik  blev  kongen  løftet  op  paa  et 
skjold  (jfr.  Grimm,  Rechtsalterthiimer,  s.  234).  I  Sverige  hyldedes  kon- 
gen ved  at  løftes  op  paa  en  sten  (Mora  sten  ved  Uppsala),  en  skik  som 
ogsaa  gjenfindes  i  Danmark  og  i  andre  lande,  bl.  a.  hos  Kelterne.  Lige- 
som  folket  havde  ret  til  at  vælge  kongen,  om  end  indenfor  en  snæver 
kreds,  saaledes  kunde  det  ogsaa  i  visse  tilfælde  afsætte  ham.  »Sveær 
egho  konung  at  taka  ok  sva  vrekæc,  siger  Vestgötalagen.  Samtidig 
øvede  det  gjerne,  hvad  man  med  et  moderne  udtryk  kunde  kalde 
lynchjustits,  og  tog  kongen  af  dage.  Gamle  svenske  sagn  fortæller,  at 
Svenskerne  i  hungersnød  ofrede  sine  konger  til  guderne,  saaledes  som 
de  gjorde  med  Olav  Tretelgja*.  Snorres  gjengivelse  af  Torgny  lag- 
mands  tale  paa  Uppsalatinget  viser  ogsaa,  at  Svenskerne  tidlig  forstod 
at  tage  sig  selv  til  rette  ligeoverfor  sine  konger  ».  I  det  hele  synes  det 
mig,  som  om  baade  kongens  og  folkets  rettigheder  ved  vikingetidens 
begyndelse  maa  ha  været  tydeligere  udpræget  i  Sverige  end  baade  i 
Danmark  og  Norge. 


*  Samkongedømmet  kjeades  ogsaa  fra  begyndelscn  af  Nordboernes  historie  i  Irland. 
Jfr.  Zain  ell.  Svein  og  Jargna  ell.  ijernknaec,  Dublinmændencs  to  balvkonger  {leîtkr/), 
Three  Fragments,  ed.  0'Donovan,  s.  119  og  123.  Senere  synes  dog  enekongederamet 
at  være  indført,  ialfald  i  Dublin  og  Waterford.  Ogsaa  i  Northumberland  maa  der 
under  de  norsk-dublinske  kongers  styre  ha  været  samkonger. 

'  Det  er:  at  kun  én  konge  hersker  ad  gangen. 

3  Jfr.  J.  Steenstrup  i  Danmarks  Riges  hist.  I,  s.  170  f.    Brunner  I,  8.  122. 

*  Ynglingasaga,  k.  47. 

B  Heimskringla,  Ôlafss.  helga,  k.  81. 


Î904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORÜB.  Î  VIKINGET.         1 9 

Adam  af  Bremen,  som  skrev  i  anden  halvdel  af  det  ute  aarhundred, 
siger  om  Svenskerne  (IV  22)  :  reges  habent,  quorum  tamen  vis  pendel 
in  populi  sententia.  Dog  skulde  jeg  tro,  at  den  svenske  kongemagt 
paa  Adams  tid  ikke  var  fuldt  saa  sterk  som  den  tidligere  havde  været. 
Jeg  tror,  at  det  af  flere  grunde  er  sandsynligt,  at  den  nordiske  konge- 
magt —  d.  e.  kongen  som  pjodkonungr  —  tidligst  har  udviklet  sig  i 
Sverige,  i  bygdeme  rundt  Målåren.  Snorre  lader  en  af  Olav  Skötkonungs 
raadgivere  sige  om  den  uppsvenske  kongeæt,  at  den  er  »den  fornemste 
{tignust^  i  Norderlandene;  thi  den  æt  er  kommet  fra  selve  gudernec^. 
Kongemagten  synes  først  at  ha  udviklet  sig  hos  Østgermanerne  og 
senere,  i  tiden  mellem  Cæsar  'og  Tacitus,  at  ha  trængt  frem  til  de  i 
Tyskland  boende  Germaner^.  Men  mellem  Goterne,  den  vigtigste  øst- 
germanske  stamme,  som  i  det  første  aarhundred  efter  Kristus  endnu 
boede  ved  Østersjeens  kyster,  og  Svenskerne  var  der  nært  slægtskab 
og  vistnok  ogsaa  livlig  forbindelse.  Det  ligger  da  nær  at  slutte,  at 
kongemagten  fra  Goterne  har  udbredt  sig  til  Svearne.  Ogsaa  Tacitus 
nævner,  at  kongemagten  var  sterk  hos  Svearne*.  —  Dog  nægter  jeg 
ikke,  at  Leirekongerne  kanske  var  de  navnkundigste  i  Norden. 

Kongerne  havde  —  ligesom  enhver  anden  husherre  —  i  hallen  sit 
»høisæde«  {çndvegi),  hvor  de  sad.  Høisædet  kan  saaledes  ikke  kaldes 
noget  symbol  paa  kongemagten.  Et  saadant  var  derimod  Leirekongernes 
stôU  (senere  kaldtes  keiseren  i  Konstantinopel  stolkontmgr).  StoU^  m. 
betyder  i  oldn.  »en  stol,  et  løst,  fritstaaende  sædec.  I  Grottesangen 
(str.  20)  synger  jættemøerne  til  kong  Frode: 

Munat  pu  halda 
Hleidrar  stois. 

Leirekongens  stoU  synes  at  ha  været  tænkt  som  en  slags  trone. 
Svarende  hertil  er  »BeowulFs«  udtryk  brego-stol  »herskerstoU,  et  ord, 
som  ogsaa  billedlig  bruges  om  herskermagten.  Sindbillede  paa  konge- 
magten var  hos  Merovingerne  det  kongelige  høisæde,  cathedra,  solium 
regni^.  I  følge  Amira  har  det  ophøiede  kongesæde  som  sindbillede 
paa  kongemagten  udviklet  sig  under  indflydelse  fra  senromersk  Symbo- 
lik 5.  Paa  den  anden  side  kan  overensstemmelsen  mellem  Hleiârar  stoll 
og  solium  regni  hos  Merovingerne  næppe  være  tilfældig.  —  Ellers  i 
Norden  hører  vi  ikke  om  det  ophøiede  kongesæde  {stolt)  som  sindbillede 
paa  kongemagten.    —   Tør  vi  da  slutte,  at  Leirekongernes  »stol«  er  en 


^  Sammesteds  k.  96. 

*  Bninner,  Deutsche  Rechtsgescbichte  I,  s.  127. 
'  Gennania,  k.  44. 

*  Branner,  Deutsche  Rechtsgeschichte  II,  s.  16. 

*  Amira,  i  Paul's  Grundriss  der  Germanischen  Philologie  II 3,  s.  127. 


40  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


efterligning  af  Merovingiske  forbilleder  ?  Med  andre  ord,  at  forhold  i 
Frankerriget  alt  før  vikingetiden  har  paavirket  Nordboerne?  Man  kunde 
i  det  tilfælde  tænke  paa  fredelige  handelsforbindelser  over  Nederlandene 
og  Frisland  til  Danmark,  eller  paa  krigstog  som  kong  Hugleiks. 

Et  symbol  paa  kongens  værdighed  som  hærens  fører  var  hos  Nord- 
boerne »merket«  eller  »kampfanen«,  som  blev  baaret  foran  kongen  i 
kampen^.  Det  synes  dels  at  ha  været  af  udskaaret  træ  eller  at  ha  været 
af  metal  (oldn.  merki  =  segn  i  Beowulf  af  lat.  signum).  Dels  var  det 
et  virkeligt  banner  af  tøi  eller  klæde  (oldn,  gunnfani  =  ags.  gudfana, 
oht.  gunpfano). 

Kongen  er  først  og  fremst  folkets  anfører  i  krig;  dette  synes  at  ha 
været  hans  oprindelige  stilling.  I  Norge  havde  før  Harald  Haarfagres 
tid  bønderne  ingen  pligt  til  at  følge  kongen  i  krig  udenfor  fylket.  Noget 
lignende  har  vel  ogsaa  oprindelig  været  tilfældet  baade  i  Danmark  og 
i  Sverige.  Det  paahvilede  ogsaa  kongen  at  vaage  over  landets  indre 
ro  og  at  straffe  ildgjerningsmænd,  som  krænkede  landets  fred.  Derfor 
skulde  der  ogsaa  for  forbrydelser  betales  bøder  til  kongen,  foruden  hvad 
der  udrededes  til  den  fornærmede  eller  dennes  Slægt.  Dog  er  det  at 
merke,  at  freden  var  folkets  og  ikke  kongens« 

Kongen  havde  ret  til  at  omgi  sig  med  et  følge  af  væbnede  mænd 
(drbtt  ell.  verdung  =  comitatus  hos  Tacitus).  Det  angelsaksiske  helte- 
digt  Beowulf  viser,  at  følget  er  ældgammelt  i  Norden.  Dets  medlemmer 
blev  under  høitidelige  ceremonier  optaget  i  følget  og  aflagde  ed  paa  at 
forsvare  og  beskytte  sin  herre.  Følget  levede  i  kongens  hal  og  fik  af 
ham  mad,  klæder  og  vaaben,  samt  mange  slags  gaver,  som  heste  og 
armringe.  Derfor  er  ogsaa  »ringbry deren«  og  »klenodieuddeleren«  æld- 
gamle  poetiske  betegnelser  for  »kongec  og  »høvding«  hos  Germanerne^. 
Det  ældste  navn  paa  følgets  medlemmer  var  muligens  pegnar  (oldn.  pegn 
=  oht.  degan,  glsaks.  thegan,  ags.  pegen)  eller  sinnar  (jfr.  oht.  gasindi, 
ags.  gesid).  Den  af  et  følge  af  væbnede  mænd  omgivne  høvding  kaldtes 
drottinn,  af  drott,  en  fællesgermansk  betegnelse  for  følget. 

Kongen  synes  hos  Nordboerne  før  vikingetiden  ikke  at  ha  havt 
nogen  del  i  den  lovgivende  og  dømmende  myndighed.  Retten  var 
vokset  frem  ved  folkets  egne  beslutninger  paa  tinge,  hvor  ogsaa  rets- 
sagerne  afgjordes  af  tingalmuen.  Naar  sagnene  udhæver  visse  konger 
som  lovgivere,  saa  vil  dette  enten  sige,  at  de  nye  love  er  blit  til  paa 
vedkommende  konges  tid,    eller  at  kongen  paa  grund  af  sin  visdom  og 


1  Paul,  Gruudriss  II  g,  s.  126.    Angelsakserne  tog  i  878  en  gud/ana  (»kampfanec)  kaldet 

Ura/en  (»Ravnc)  fra  vikingerne  (Ags.  Chron.). 
*  Jfr.  Brunner,  Deutsche  Rechtsgesch.  I,  s.  137  ff. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.        21 

anseelse  af  folket  har  faaet  i  opdrag  at  gi  nye  love^.  Det  sidste  har 
vistnok  sjelden  været  tilfældet.  Derimod  er  det  bevisligt  forekommet  i 
Norge,  og  vel  ogsaa  i  de  andre  nordiske  riger,  at  kongerne  har  forenet 
mindre  landsdele  til  en  større  retsenhed^. 

Kongen  synes  hos  de  nordgermanske  folk  med  sin  stilling  ogsaa  at  ha 
forenet  værdigheden  som  gode  eller  præst  Beretninger  baade  fra  Danmark, 
Sverige  og  Norge  synes  afgjort  at  tyde  paa  dette.  —  Ogsaa  de  under- 
ordnede stammehøvdinger  eller  herseme  synes  tillige  at  ha  været  præster. 
De  islandske  høvdinger  fik,  som  vi  ved,  sit  værdighedsnavn  »goderc, 
fordi  de  tillige  var  tempelpræster. 

Hvad  angaar  kongens  indtægter,  saa  havde  han  foruden  den  før 
nævnte  andel  i  retsbødeme  (sakøre,  sakareyrir)  ingen  faste  indtægter  af 
det  offentlige.  Han  havde  kun,  hvad  hans  mange  gaarde  indbragte 
ham,  og  det  bytte  han  kunde  gjøre  i  krigen.  Derimod  synes  det  at  ha 
været  en  gammel  forrettighed  for  kongen,  at  han  og  hans  følge  for- 
synedes  med  levnetsmidler  og  skydsedes  af  bønderne,  naar  de  drog 
gjennem  bygden.  Ligesaa  havde  kongen  ret  til  herreløst  gods  (dånar f £) 
eller  til  arv,  som  fremmede  eller  mænd,  der  døde  uden  arvinger,  efterlod 
sig  (dånararfr).  Baade  gl.svensk  og  gl.dansk  ret  har  nemlig  det  samme 
udtryk  (gl.sv.  dana  arver,  gl.d.  danearv  og  danefæ).  —  Ordene  er  æld- 
gamle  og  staar  i  forbindelse  med  dåinn  »afdødc.  —  Muligens  havde 
ogsaa  kongen  ligesom  de  islandske  goder  forkjøbsret  til  varer. 

Under  kongen  stod  i  Norge  ved  vikingetidens  begyndelse  herser 
samt,  i  alle  de  nordiske  lande,  enkelte  jarler.  I  det  hele  fandtes  der 
overalt  i  Norden  ædle  slægter,  som  ved  sin  fødsel  udmerkede  sig 
fremfor  de  øvrige  bønder  og  derved  fik  øget  indflydelse. 

De  nordiske  samfund  kan  endnu  med  fuld  ret  kaldes  bondesamfund. 
Der  fandtes  ved  vikingetidens  begyndelse  ingen  borgerstand,  handels- 
stand eller  haandværkerstand,  ligesaalidt  som  der  i  den  hedenske  tid  var 
nogen  egen  præstestand.  Samfundets  kjerne  var  de  jordeiende  bønder. 
Særlig  i  Norge  var  det  eiendommelige  retsinstitut  ud viklet,  som  kaldes 
odel,  odelsret.  Det  har  dog  havt  nærbeslægtede  paralleler  i  andre 
germanske  lande,  oldn.  ôdai  =  glsvensk  og  gl.d.  opal,  oht.  iwdal, 
oldsaks,  odii,  ags.  edel.  Ordet  betegner  oprindelig  ikke  andet  end 
fuld  eiendomsret.  Men  eiendomsret  var  i  den  germanske  verden 
fra  først  af  en  familieret,  som  samlet  tilkom  de  i  formuesfællesskab 
levende   nærmeste   slægtninge.     I  Norge,   hvor  familiefællesskabet  blot 


•  Jfr.  Danmarks  Riges  hist.  I,  s.  173.     Kong  Frodcs   love  er,  som  Stecnstrup  (Norman- 
nerne I)  har  vist,  vikingelovc. 

*  Jfr.  Bninner  I,  s.  ia6. 


22  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

forekom  i  forhistorisk  tid,  gik  »odel«  videre  over  til  at  betegne  dels  de 
til  deltagelse  i  arveskiftet  berettigede  ættemedlemmers  enearveret  til 
jorden,  og  dels  en  forkjøbsret  i  tilfælde  af  gaardens  salg^.  I  Sverige 
synes  man  ogsaa  i  gammel  tid  at  ha  havt  noget  tilsvarende  til  den 
norske  »odel«.  Det  kald  tes  senere  »bördsret«.  I  Danmark  var  forhol- 
dene i  gammel  tid  anderledes.  Dér  var  befolkningen  delt  i  slægter,  som 
bodde  sammen  i  byer  og  dyrkede  markerne  i  fællesskab;  der  var  i  den 
ældste  tid  i  Danmark   ikke   bare  landsby-,  men  ogsaa  familiefællesskab. 

Det  er  merkeligt,  at  de  islandske  nybyggere  ikke  førte  begrebet 
Odal  med  sig  fra  Norge;  de  talte  aldrig  om  sin  »odelsjord«  paa  Island 
eller  kaldte  en  islandsk  bonde  ôôMorinn,  Paa  Shetlandsøerne  bruges 
derimod  endnu  den  dag  idag  ordet  vdal  »odel«,  og  fra  Orknøerne  er 
der  en  fortælling  om  at  Torv-Einar  tog  odelen  fra  bønderne.  Dette 
viser,  synes  det  mig,  at  bønderne  paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne  alt 
paa  den  tid,  da  Island  blev  bebygget,  havde  eiet  sin  jord  dér  i  saa 
mange  slægtled,  at  de  kunde  kalde  den  sin  »odel«,  med  andre  ord,  at 
Orknøerne  og  Shetlandsøerne  er  blit  bebygget  af  Nordmænd  lange  tider 
før  Island  blev  det,  et  resultat,  som  dr.  Jakob  Jakobsen  i  sin  afhand- 
ling  om  stedsnavne  paa  Shetlandsøerne  tidligere  ad  andre  veie  er 
kommet  til. 

Under  de  fri  mænd  (oldn.  frjåis,  egt.  »frihals«,  fri)  stod  trællenes  rets- 
løse  mængde.  De  fleste  træller  var  kanske  krigsfanger  af  fremmed  her- 
komst, men  ved  gjæld  eller  forbrydelser  kunde  ogsaa  den  fribaarne  synke 
ned  til  at  bli  træl.  Desuden  fandtes  der  ogsaa  frigivne  træller,  som 
indtog  en  halvfri  stilling  (leysingi). 

De  nordiske  folk  har  fra  umindelige  tider  været  frie.  De  betalte 
før  vikingetidens  begyndelse  ingen  skatter.  De  skyldte  ingen  konge 
ubetinget  lydighed;  de  var  ikke  tvunget  til  at  følge  ham  i  krig  udenfor 
landet  eller  landskabet.  Paa  tinge  gav  de  sig  selv  sine  love  og  dømte 
lov  og  ret.  Tingordningen  er  ældgammel  i  Norden  som  overhovedet 
hos  Germanerne.  Allerede  Tacitus  nævner  Germanernes  tingforsamlinger 
(Germania  k.  ii).  Guden  Ty  havde  hos  vestgermanske  stammer  af 
tingene  navnet  Things^  som  er  bevaret  i  navne  paa  tirsdagen,  f.  eks. 
tysk  Dienstag.  Oprindelig  synes  hvert  herred  at  ha  havt  sit  ting 
{heradsßng).  —  Senere  sluttede  ogsaa  de  større  landskaber  sig  sam- 
men til  tingforbund,  hvor  ens  lov  og  ret  var  gjældende.  Høvdin- 
gerne  havde  ingen  selvstændig  del  i  den  lovgivende  og  dømmende 
myndighed;  derimod  var  det  i  Norge  herserne,  som  afgjorde   hvem  der 


^  £fter  E.  Hertzberg  i  iSalmonsens  KonversatioDsleksikonc  (odel). 


1904.   No.  I.         VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        23 

skulde  sidde  i  lagretten,  den  i  virkeligheden  afgjørende  myndighed. 
Det  store  folk,  som  vedtog  dommene  eller  lovene  ved  at  række  sine 
vaaben  i  veiret  eller  slaa  paa  dem  {vapnatoky,  havde  kun  i  navnet  af- 
gjørelsen.  Lovene  var  ved  vikingetidens  begyndelse  og  endnu  længe 
efter  ikke  nedskrevne,  men  huskedes  og  overleveredes  mundtlig  fra  mand 
til  mand.  —  Ved  vers  og  allitteration,  navnlig  i  formler,  lettede  man 
hukommelsen.  —  Derfor  kaldes  ogsaa  paa  øen  Man  i  middelalderen  med- 
lemmerne  af  Hottse  of  Keys,  den  gamle  norske  lagret,  i  latinske  akt- 
stykker for  claves  legis  »lovens  nøgler«,  som  de  der  skulde  gjemme 
loven  i  sit  bryst.  Af  dette  udtryk  er  ordet  Keys  en  oversættelse.  — 
Nordboernes  retsorden  var  dog  fast  og  logisk  udviklet,  især  for  straffe- 
rettens, men  ogsaa  for  arverettens  og  formuerettens  vedkommende; 
navnlig  var  odelsretten  udviklet.  Romerretten  kom  derfor  efter  Nord- 
boernes forbindelse  med  Vesteuropa  ikke  til  at  faa  nogen  nævne- 
værdig  indflydelse  paa  nordisk  retsudvikling,  hvad  heller  ikke  angel- 
saksisk eller  irsk  ret  synes  at  ha  havt.  Tværtimod  kom  nordisk  ret 
til  paa  mange  maader  at  præge  retsudviklingen  baade  i  England  og 
Normandie.  —  Jeg  henviser  for  dette  æmne  til  Johannes  Steenstrups 
»Normannerne«,  4de  bind,  »Danelag«. 

Mange  udenlandske  forskere  og  lærde,  baade  før  og  nu,  har  kaldt 
vikingeme  barbarer.  Men  dette  syn  er  i  høi  grad  ensidigt.  Nordboerne 
havde,  længe  før  de  mødtes  med  Vesterlandenes  høiere  kulturer,  sit  ved 
lov  og  vedtægt  ordnede  samfund,  sin  kjærlighed  til  ret  og  frihed,  sit 
selvstyre,  hvor  hele  folket  tog  del  i  styrelsen.  Og  det  i  høiere  grad 
end  de  fleste  germanske  folk.  Kvindens  stilling  var  fri  og  agtet.  En 
skikkelse  som  den  islandske  landnaamskvinde  Aud  kan  intet  uciviliseret 
eller  halvbarbarisk  samfund  fostre.  Nordboerne  stod  i  sin  frihedsfølelse 
og  ved  sin  kjærlighed  til  lov  og  ret  høiere  end  de  fleste  af  Europas  folk 
paa  vikingetiden.  Men  i  meget  af  det,  som  hjælper  til  at  forskjønne 
livet,  i  luksus  og  ydre  kultur,  dér  stod  de  tilbage  og  kunde  lære  af  de 
fremmede. 

Nordboerne  var  fra  gammel  tid  tapre  og  krigslystne.  Vi  hører  om 
kampe  og  slag  længe  før  vikingetiden,  og  det  er  vel  kjendt,  at  flere 
af  de  stammer,  som  deltog  i  folkevandringen,  kom  fra  de  nordiske  lande-. 
Intet  under  derfor,  at  hær-  og  krigsvæsenet  oprindelig  udgjorde  brænd- 
punktet  i  deres  som  i  alle  germanske  stammers  liv.  Folkets  øvrighed 
er  dets  hærførere.  Tinget  er  egentlig  en  forsamling  af  stammens  vaaben- 
føre  mænd.     Tvekamp  er  et  lovlig  anerkjendt   institut   i   rettergangen; 

>  Brunner,  Deutsche  Rechtsg.  I,  s.  155, 
'  Jfr.  Jordaoes,  Getica  I  9. 


24  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl 

den  foregaar  paa  tinge  under  vedtagne  former;  paa  samme  maade  er 
feide  eller  privatkrig  mellem  de  enkelte  slægter,  paa  grund  af  drab  eller 
fornærmelser,  lovlig  anerkjendt,  ja  opfattedes  endog  som  en  pligt  for  de 
fornærmede^. 

Ældgammel  er  hærens  inddeling  i  hundreder  og  tusender.  Dette 
var  oprindelig  en  inddeling,  hvorved  stammens  og  hærens  mindre  og 
større  enheder  gjensidig  svarede  til  hverandre.  Endnu  i  historisk  tid 
dannede  hos  Nordboerne  de  forskjellige  stammer  taktiske  enheder  i 
kampen,  om  man  tør  slutte  fra  skildringen  af  Braavallaslaget^.  —  Hærens 
inddeling  i  hundreder,  den  mindste  taktiske  enhed,  synes  at  ha  været 
kjcndt  af  alle  germanske  stammer.  Brunner,  i  sin  retshistorie,  kjender 
inddelingen  i  tusender,  den  høiere  taktiske  enhed,  bare  fra  de  østger- 
manske  stammer,  som  tog  del  i  folkevandringen.  Ogsaa  Nordboerne  maa 
dog,  tror  jeg,  ha  kjendt  den  samme  inddeling.  Den  høieste  taktiske 
enhed  er  hele  stammen  eller  folket  (oldn.  folk,  fylki  =  fylkingï).  Denne 
hærens  ældste  inddeling  skildres  i  Hervarar  saga  (k.  14),  som  fortæller 
om  Goternes  kampe  med  Hunnerne.  Den  gamle  Goterhøvding  Gissur 
Grytingalide  melder  kong  Angantyr  om  Hunnernes  hær  og  siger: 

Mikit  er 
mengt  peira. 
Sex  ein 

eru  seggja  fylkt, 
(fylkt  hverju 
fimm  püsunäir, 
i  pusund  hverri 
prettân  hundruà, 
i  Mundradi  hverju 
halir  fjortaltir. 

Vi  ser  af  dette  vers,  at  ordene  hundrad  og  pusund  ikke  staar  i  sin 
oprindelige  talbetydning  (120  og  10  store  hundreder),  men  at  de  bare 
betegner  den  mindre  og  den  større  taktiske  enhed  3. 

Den  samme  taktiske  inddeling  gjenfindes  i  det  første  digt  om  Helge 
Hundingsbane,  hvor  det  heder: 

Ganga  fimtån 
folk  upp  å  land, 
pb  er  i  Sogn  ut 
siau  pusundir. 


*  Jfr.  Brunncrs  fremstilling,  Deutsche  Rechtsgesch.  I,  s.  133. 

>  Fortællingen  om  Braavallaslaget  er  visselig  en  digtning;    men    selve    kampea    maa   dog 

være  skildret  saaledes  som  virkelige  slag  foregik,    paa    den    tid    da    digtningen    opstod 

(sandsynligvis  i  ute  aarh.). 

Jfr.  Hervarar  saga,  udg.  af  S,  Bugge,  anm.  til  s.  286. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        25 

Man  kunde  af  Hervarar  saga  tro,  at  Nordboerne  bare  kjendte  ind- 
delingcn  i  tuscnder  fra  Goterne;  men  digtet  om  Helge  Hundingsbane 
viser,  at  de  ogsaa  selv  har  brugt  den. 

Nordboerne  kjæmpede  næsten  udelukkende  tilfods;  kun  høvdingerne 
fulgte  tilhest  i  krigen.  Om  selve  slagordenen  skal  jeg  tale  nærmere  i 
afsnittet  om  krigsvæsen.  De  vaaben,  som  brugtes,  var  de  samme  som 
i  vikingetiden,  om  end  formen  delvis  var  en  anden,  nemlig  sverd,  spyd, 
øks,  bue  og  pil.  For  at  besk)^te  sig  bar  krigerne  hjelm  paa  hovedet  — 
ofte  i  galteskikkelse  — ;  over  sig  havde  de  en  tyk  vams  (ofte  en  bjørne- 
eller  ulveskindspels)  eller  en  brynje;  i  haanden  bar  de  et  skjold. 

Nordboerne  kjæmpede  før  vikingetiden  ikke  bare  tillands,  men  ogsaa 
tilsjøs.  De  brugte  baade  seil  og  aarer  og  forstod  at  bygge  fuldt  sjø- 
gaaende  skibe.  I  det  hele  var  deres  skibsfart  og  skibsbygningskunst 
allerede  ved  vikingetidens  begyndelse  saa  udviklet,  at  de  i  dette  stykke 
kun  havde  lidet  at  lære  af  fremmede  folkeslag,  men  tværtimod  lærte  de 
andre.  Alle  de  vesterlandske  folk,  med  hvem  Nordboerne  i  vikingetiden 
kom  i  forbindelse,    optog   fra   dem   en  mængde  ord,  hentet  fra  sjølivet. 

Hjemme  paa  gaarden  gik  livet  enkelt  og  tarveligt  efter  den  fra  fædrene 
nedarvede  skik.  Dragten  var  oftest  gjort  af  grovt,  hjemmevævet  vadmel. 
Kostbare  tøier  fra  fremmede  lande  brugtes  sjelden.  Dog  var  husfliden 
ikke  saa  lidet  udviklet.  Man  forstod  at  væve  fine,  mønstrede  stoffe,  dels 
af  uld  og  dels  af  lin,  saaledes  som  flere  danske  fund  fra  folkevandrings- 
tiden viser.  Og  kostelige  tøier  er  vistnok  ogsaa  før  vikingetiden  kommet 
til  Norden. 

Huset  havde  alt  før  vikingetidens  begyndelse  faat  sin  faste  form. 
Det  var  —  for  Norges  vedkommende  —  af  træ  og  rektangelformet, 
med  aabning  i  taget,  hvorigjennem  lys  og  luft  slap  ind  og  røgen  trængte 
ud.  Ildstedet  var  midt  paa  gulvet.  Langs  væggene  stod  bænker  med 
høisædet  i  midten.  Til  stas  hængtes  paa  væggen  vævnader  i  enkle 
mønstre.  Glasvarer  og  prydsager  var  alt  længe  før  vikingetiden  kommet 
til  Norden,  først  fra  Romerriget  og  siden  fra  Vest-Europa,  og  smykkede 
den  nordiske  høvdings  hal.  Men  dette  hændte  ikke  ofte  og  sjelden  naadde 
strømmen  helt  op  til  Norge.  Og  de  fremmede  ting  kaldtes  for  største- 
delen endnu  ikke  med  sine  fremmede  navne. 

Nordboerne  var  fra  gammel  tid  dygtige  smede  og  haandværkere. 
Ogsaa  kttflsthaandværket  var  drevet  op  til  en  ikke  liden  høide.  Man 
har  kaldt  den  for  mellemjernalderen  eiendommelige  Ornamentik  folke- 
vandringens. De  benyttede  motiver  er  som  regel  fugle  og  firføddede 
d)rr,  hvis  lemmer  ofte  er  opløst  og  sammenleddet  paa  den  mest  fan- 
tastiske  maade.      Meget   vakkert  arbeide   blev   dog     udført;    især  ud- 


26  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

merker  de  gotlandske  sager  sig.  Man  forstod  allerede  at  fremstille  den 
enkelte  menneskeskikkelse  ganske  levende,  som  f.  eks.  en  svensk 
bronceplade  fra  Vendel  viser  ^  ;  denne  stammer  fra  tiden  nærmest  forud 
for  vikingetiden.  Paavirkningen  i  kunst  og  prydsager  var  tidligere 
kommet  søndenfra.  Men  allerede  før  vikingetidens  begyndelse  viser  den 
nordiske,  især  den  gotlandske  Ornamentik  tydelige  spor  af  paavirkning 
fra  keltisk  eller  irsk  kunst-.  Herom  skal  jeg  dog  tale  nærmere  i  af- 
snittet  om  prydkunst. 

Allerede  i  den  yngre  stenalder  blev  der  drevet  agerbrug  i  Norden, 
ialfald  i  Danmark  og  i  det  sydlige  Sverige.  Hvede  er  den  ældste  korn- 
sort i  Norden;  men  dens  dyrkning  trængte  dog  først  i  historisk  tid  op 
til  Norge.  Senere  kom  bygg  og  lin,  som  dyrkedes  i  broncealderen. 
Bygg  blev  den  almindelige  kornsort  i  de  nordiske  lande.  »Hverken  rug 
eller  havre  er  truffet  mellem  de  mange  aftryk  af  korn  paa  lerkar  fra 
alle  enkelte  tidsafsnit  lige  indtil  oldtidens  slutning,«  siger  Sophus  Müller 
i  »Vor  Oldtid«  (s.  411).  At  havre  ikke  er  fundet  i  aftryk  af  kom  paa 
lerkar,  beviser  dog  ikke,  at  denne  kornsort  før  vikingetiden  ikke  blev 
dyrket  i  Norden.  Dette  er  tværtimod  sandsynligt,  idet  ordet  i  meget 
gammel  tid  synes  at  være  gaat  over  i  finsk  (oldn.  hafri,  finsk  kakra). 
Men  havren  blev  i  Europa  først  dyrket  som  fodervækst  og  det  er  derfor 
naturligt,  at  man  ikke  finder  aftryk  af  havrekorn  paa  lerkar.  Om  der 
før  vikingetiden  ogsaa  har  været  dyrket  n5rtteplanter  i  Norden,  mangler 
vi  nu  midler  til  at  afgjøre. 

Fra  ældgammel  tid  af  har  Nordboerne  pløiet  sine  marker.  Paa  en 
helleristning  fra  broncealderen  findes  en  plog  fremstillet.  Det  ældste  ord  for 
»plog«  er  ardr,  som  er  urbeslægtet  med  latinsk  aratrum.  Ordet  »plog« 
(oldn.  plogr\  som  ogsaa  findes  i  de  fleste  germanske  sprog,  betegner 
oprindelig  et  fra  ar^  forskjelligt  redskab.  Dog  skulde  jeg  tro,  at  Nord- 
boerne alt  ved  vikingetidens  begyndelse  kjendte  baade  plogr  og  ar&r. 
Begge  ord  bruges  nemlig  i  Bigspula  (str.  22),  hvis  digter  synes  at  ha 
opfattet  ardr  og  plogr  som  to  forskjellige  ting. 

Arår  har  vel  betegnet  det  enklere  redskab  (oprindelig  var  plogen 
af  træ).  Nordboerne  synes  i  gammel  tid  mest  at  ha  pløiet  med  okser. 
Derpaa  tyder  snarest  Rfgs{>ulas  ord.  Den  før  nævnte  helleristning  (fra 
Tegneby  i  Bohuslen)  synes  ogsaa  at  fremstille  en  mand,  som  pløier 
med  okser.     Dog  fortæller  Haalogalændingen  Ottar,  i  sin  reiseskildring 


^  Broncepladen   fra  Öland,  hvor  en   kriger  med  gfaltehjelm  er  fremstillet,  synes  at  være 

fra  vikingetidens  begyndelse. 
*  Jfr.  Montelius,  Les  temps  préhistoriques,  s.  217  og  f.  302—303. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        27 

i  kong  Alfreds  Orosius,  at  han  pløiede  med  hester.  Paa  sine  steder  i 
Norge  bruger  bønderne  endnu  okser  til  pløining. 

Ved  siden  af  agerbnig  har  Nordboerne  fra  de  aller  ældste  tider 
drevet  kvægavl,  som  vistnok  i  gamle  dage  var  en  vigtigere  næringsvei 
end  agerbniget.  Længe  forud  for  vikingetiden  kjendte  man  her  i  Norden 
næsten  alle  den  senere  tids  husdyr,  okse,  faar,  gjed,  hest,  svin  og  høns. 
—  Knogler  af  en  høne  er  fundet  i  et  jydsk  fund  fra  den  ældre  jern- 
alder. —  Om  ænder  og  gjæs  har  været  kjendt,  ved  jeg  ikke.  Gjæs  om- 
tales dog  i  Eddadigtene;  de  synes  fordum  at  ha  været  regnet  for  gildere 
dyr  end  nuomstunder.  De  kaldes  nemlig  mærir  fuglar  »de  herlige 
fugle«  (GuftnSnarkviôa  I  str.  16).  Ogsaa  biavl  blev  en  sjelden  gang 
drevet,  ialfald  i  den  yngre  jernalder,  saaledes  som  fund  fra  Gotland 
viser*.  I  Norge  havde  man  endog  i  landets  nordligste  egne  ved  vikinge- 
tidens  begyndelse  et  husdyr,  som  Nordmændene  senere  ikke  har  opdrættet, 
nemlig  renen.  Ottar  fortæller,  at  han  i  sit  hjem  i  Haalogaland  havde 
store  renhjorder. 

Jagt  var  i  forhistorisk  tid,  da  skogen  dækkede  store  dele  af  de  nu 
opdyrkede  strækninger,  en  meget  vigtigere  næringsvei  end  i  vore  dage. 
Egilssaga  nævner  endog  (k.  4)  ifangstmænd«  (veiàimenn)  næsten  som 
en  egen  klasse  i  samfundet  sammen  med  saltkogere. 

Ved  siden  af  jagt  spillede  fiskeri  en  stor  rolle.  Nordmændene  har 
vistnok  lige  fra  de  ældste  tider  forstaaet  at  udnytte  Lofotfisket  og  at 
lade  skreiden  tørre  i  vinden  for  derved  at  gjøre  den  skikket  til  at 
gjemmes  og  udføres.  Dette  viser  selve  ordet  torsk  (oldn.  porskr,  tysk 
Dar8ch)y  som  er  urbeslægtet  med  russisk  treska  »stokfiskc,  der  igjen 
hænger  sammen  med  roden  ters-  »at  tørre«  ^.  Ordet  »torsk«  synes  saa- 
ledes alt  i  den  fællesariske  tid  at  ha  betegnet  itørret  fiske 

Ligefra  de  ældste  tider  har  Nordboerne  g^ennem  handel  staat  i 
forbindelse  med  andre  europæiske  lande.  Allerede  i  broncealderen,  i 
sidste  halvdel  af  det  2det  aartusen  før  Kristus,  maa  fremmede  kjøbmænd 
fra  Grækenland  eller  Lille-Asien  være  kommet  til  Norden  for  fra  Øster- 
sjøens  kyster  at  hente  det  dyrebare  rav,  som  fordum  skattedes  høiere 
end  guid  og  ædle  stene;  samtidig  bragte  de  ogsaa  kulturens  første 
spirer  til  de  nordiske  lande.  Senere  knyttedes  forbindelser  med  Romer- 
riget og  —  allerede  forud  for  folkevandringen  —  med  Vesteuropa,  især 
med  egnene  ved  Rhinens  munding,  som  hører  til  de  ældste  handels-  og 
industricentrer  i  Mellem-Europa.     Kjøbmanden  fulgte  i  den  tid  altid  selv 


^  Montelius,  Les  temps  préhistoriques,  s.  261. 

*  Holger  PederseD,  i   »Indogermanische  Forschungen«,  udg,  af  Bnigmann   og   Streitberg 

V,    B.    72. 


28  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

med  sine  varer.  Handelen  var  som  oftest  en  bjrttehandel;  man  tilbyttede 
sig  andre  varer  for  sine  egne.  Ved  siden  deraf  brugtes  dog  ogsaa  guid 
og  sølv  som  betalingsmidler.  Man  havde  det  i  barrer,  i  stænger,  som 
blev  rullet  sammen,  eller  i  spiralringe  og  veiede  det.  Alt  før  vikinge- 
tiden  var  der  dog  kommet  ikke  faa  myntede  penge  til  Norden.  Men 
disse  gik  ikke  i  kurs  paa  samme  maade  som  nutidens  penge;  ogsaa  dem 
veiede  man. 

Handel  og  i  det  hele  al  samfærsel  mellem  menneskene  var  i  de 
ældste  tider  forbundet  med  farer  og  vanskeligheder,  som  vi  nu  knapt 
kan  gjøre  os  nogen  forestilling  om.  Veiene  var  heroppe  i  Norden  bare 
til  at  ride  paa.  Skogene  strakte  sig  milevidt  og  var  fulde  af  vilde  dyr, 
fredløse  og  stimænd.  Tilsjøs  vovede  folk  sig  nødig  ud,  uden  om  vaaren 
og  sommeren.  De  seilede  helst  bare  om  dagen  og  laa  om  natten  i 
havn,  saaledes  som  vi  ser  at  Ottar  reiste  fra  Haalogaland  til  det  sydlige 
Norge.  Det  var  derfor  naturligt,  at  folk  mødtes  til  fastsatte  tider  af 
aaret  for  at  drive  handel  og  bytte  sine  varer.  Saaledes  opstod  de  aar- 
lige  markeder,  som  spillede  en  saa  stor  rolle  i  middelalderens  handels- 
historie.  I  Norden  var  markedspladsene  byernes  forløbere.  Slige  mar- 
kedspladse  voksede  i  hedendommens  tider  gjerne  op  rundt  de  store 
gudehov,  hvor  folk  strømmede  sammen  ved  de  religiøse  høitider.  Paa 
samme  maade  er  baade  i  Tyskland,  Frankrig  og  England  byer  vokset 
op    rundt   klostre   og  kirker,  hvor  navnkundige  helgeners  ben  gjemtes. 

En  saadan  handels-  eller  markedsplads  var  i  Norge  ved  vikinge- 
tidens  begyndelse  Skiringssal  ved  Viksfjordens  munding,  en  halv 
mils  vei  nordøst  for  Larvik.  Selve  navnet  Sklringssalr  tyder  paa,  at  her 
har  Staat  et  tempel.  Stedet  er  vistnok  kommet  op  sammen  med  Yng- 
lingekongerne  i  Vestfold.  Det  voksede  aldrig  til  at  bli  en  virkelig  by, 
men  var  bare  en  markedsplads,  hvorhen  dog  folk  fra  landets  nordlige 
egne  søgte^ 

Paa  lignende  maade  er  Visby  paa  Gotland  opstaat  (ordet  kommer 
af  vf  =  oldn.  vé,  »helligdom,  tempelt).  Visby  var  ved  vikingetidens 
begyndelse  ikke  andet  end  en  markedsplads  og  blev  først  i  middel- 
alderen en  kjøbstad. 

Andre  markedspladse  opstod  ved  indløbet  til  store  elve  eller  be- 
færdede  sund  og  fjorde,  saaledes  som  markedet  paa  Brennøerne  ved 
Gøtaelvens  munding,  eller  Haløre  marked  (nær  det  nuværende  Helsingør 
eller  efter  andre  i  Skaane).    —    Et   gammelt   norsk    handelssted,    som 


1  Haalog^læadmgen  Ottar,  som  ikke  nævner  Harald  Haarfa^res  samling  af  Norge,  drager 
fra  Haalogaland  til  Skiringssal  og  derfra  til  Danmark  og  videre  til  Alfred  den  store  i 
England, 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        ^9 

vistnok  fandtes  alt  ved  vikingetidens  begyndelse,  var  paa  øen  Torget 
{Targar)  i  Helgeland.  Øens  navn  er  det  samme  som  vort  »torv«,  svensk 
torg^  som  er  et  laanord  fra  russisk  torg  (et  gl.  laanord  fra  latin?):  »marked, 
markedsplads;  handel«.  Ordet  er  sandsynligvis  over  Sverige  vandret  til 
vort  land. 

I  Norge  fandtes  der  før  vikingetidens  begyndelse  ingen  virkelige 
stæder.  Dette  var  derimod  tilfældet  baade  i  Danmark  og  Sverige.  Ved 
bunden  af  Slienfjorden  laa  der  alt  paa  Karl  den  stores  tid  en  navn- 
kundig kjøbstad,  Slesvigi.  Byen  kaldes  i  Rimberts  levnetsskildring  af 
den  hellige  Ansgar  et  sted  hvor  kjøbmænd  fra  alle  kanter  strømmede 
sammen  (.  .  .  .  Sliastvich  ....  ubi  ex  omni  parte  conventus  fièbat 
mercatorum)^.  Byen  stod,  kan  vi  se,  i  handelsforbindelse  baade  med 
Frankerriget,  med  Dorestad  bl.  a.,  med  Østersjølandene  og  med  Norge 
og  Sverige.  Hertil  kom,  fra  vikingetiden  af,  en  livlig  handelsforbindelse 
med  England.  —  Fra  slutningen  af  det  9de  aarhundred  og  indtil  vikinge- 
tidens sidste  tid  blev  det  nærliggende  Hedeby  den  vigtigste  handelsstad 
i  disse  egne  og  forminskede  vistok  i  høl  grad  Slesvigs  betydning. 

Beke  mindre  ry  stod  der  ved  vikingetidens  begyndelse  af  byen 
Birka,  paa  den  lille  Björkö  i  Mälaren.  Did  var  det,  Ansgar  kom  paa 
sin  missionsfærd  ved  aar  830.  Birka  skildres  af  Rimbert  i  hans  levnets- 
skildring som  en  stad  hvor  der  var  mange  rige  kjøbmænd,  en  overflod 
paa  alle  goder  og  store  skatte  og  rigdomme*.  Endog  med  Dorestad 
havde  byen  forbindelse.  Adam  af  Bremen,  som  dog  først  skrev  i  en 
senere  tid,  fortæller  at  Dansker,  Nordmænd,  Slaver  og  andre  skytiske 
folk  kom  did  paa  sine  skibe.  Jordfund  har  vist,  at  Birka  ved  vikinge- 
tidens begyndelse  stod  i  livlig  forbindelse  med  det  frankiske  rige*. 

Man  har  i  senere  tid  gjort  udgravninger  baade  paa  Björkö  og  ved 
det  gamle  Hedeby.  Ingen  af  byerne  kan  ved  vikingetidens  begyndelse 
ha  været  meget  store.  Vi  vilde  vel  knapt  ha  kaldt  dem  mere  end 
flækker  eller  strandsteder. 

Forholdene  i  Norden  var  i  det  store  og  hele  ved  vikingetidens  be- 
gyndelse omtrent  ens  i  alle  de  nordiske  lande,  kunde  de  end  i  et  enkelt 
stykke  ha  udviklet  sig  lidt  anderledes  i  det  ene  land  end  i  det  andet. 
Paa  enkelte  punkter  havde  fremmed  indflydelse  alt  begyndt  at  gjøre  sig 
gjældende.     Der  stod  ingen  uigjennemtrængelig  mur,  som  skilte  mellem 


1  Det  nuværende  Slesvig  har  ikke  havt  ganske   den   samme  beliggenhed   som  fortidens 

Hedeby. 
•  Pcrtz,  Scriptores  II,  s.  709. 
»  Pertz  II,  s.  703. 
^  Montelius,  Les  temps  préhistoriques,  s.  232  (fig.  318  1). 


30  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Norden  og  Vesteuropa.  Sagte  og  umerkelig  ofte,  men  stadig  og  uaf- 
brudt  randt  kulturens  strøm  fra  Syd-  og  Vesteuropa  til  Nordens  Riger. 

Lad  os  endnu,  før  vi  gaar  over  til  i  enkelthederne  at  undersøge  for- 
holdene i  Norden,  som  de  blev  i  løbet  af  vikingetiden,  kaste  et  blik  paa 
de  vesteuropæiske  samfund,  som  vikingetogene  skulde  bringe  Nordboerne 
i  en  saa  nær  og  langvarig  forbindelse  med.  Lad  os  tænke  os,  at  vi  følger 
vore  forfædre  paa  deres  færder  til  Vesteuropas  lande,  lad  os  søge  at  se 
med  deres  øine,  at  høre  med  deres  øren  og  lære,  hvad  de  lærte.  Vi 
seiler  ud  en  sommerdag,  fra  Hordeland  eller  Rogaland,  og  stevner  mod 
vest,  Saa  kommer  vi,  efter  faa  dages  seilads,  først  til  de  havombruste 
nøgne  øer  nord  for  Skotlands  kyster,  til  Shetlandsøerne  og  Orknøeme, 
hvor  Atlanterhavets  bølger  brede  og  vældige  slaar  mod  klipperne.  Her 
oppe  kunde  nok  Norske  bo,  og  føle  sig  vel  ogsaa;  der  var  jo  saa 
meget  som  mindede  om  Skjærgaarden  og  øerne  derhjemme.  Men  den, 
som  har  forladt  fædrenebygden,  higer  altid  mod  større  og  rigere  forhold 
end  dem,  han  havde  i  hjemmet.  Naar  saa  en  stund  er  leden,  gaar  fær- 
den  videre  mod  syd,  forbi  Hebriderne  med  de  nøgne  klipper  og  vind- 
krøgede  furuer,  hvor  havet  bruser  og  stormen  tuder  og  regn  og  mørk- 
skodde hænger  over  dalene  med  de  usle  hytter.  Vi  lander  ved  Cumber- 
lands  kyster,  det  vakreste  landskab  i  England,  »sjøernes  lande,  med  dale 
og  træklædte  aaser,  med  brusende  elve  og  sølvglinsende  fossefald,  med 
dybe  skoge  og  speilblanke,  som  et  perlebaand  sig  bugtende  sjøer.  Men 
skuden  sætter  fra  land  paany.  Snart  øiner  vi  en  liden  ø,  som  stiger  op 
af  havet  i  vest.  Det  er  Man,  midt  ude  i  den  Irske  Sjø,  med  frugtbare 
sletter  i  nord,  med  vilde,  forrevne  klipper  i  vest  og  i  syd,  og  i  øst  med 
halvmaaneformige  bugter  og  viker  og  med  trygge  havne  for  skibe  i 
storm  og  i  uveir.  Op  imod  midten  af  øen  hæver  landet  sig  til  aaser  og 
Qelde  med  trange  dale,  med  skummende  bækker  og  skyggende  trær  og 
vedben,  som  slynger  sig  fra  træ  til  træ.  Ude  fra  den  lille  by  Peel 
eller  HohnrPeel,  hvor  de  norske  konger  fik  sit  sæde,  ser  vi,  naar  solen 
synker  i  vest  og  kaster  sit  sidste  gyldenskjær  over  de  røde  sandstens- 
klipper,  Antrims  blaanende  fjelde  i  Ulster. 

Saa  stiger  vi  i  skuden  paany  og  styrer  over  mod  Irland,  »  Smaragd - 
øenc,  som  den  kaldes  med  et  af  sine  mange  navne.  Her  findes  vilde, 
forrevne  klipper,  især  i  vest  og  i  nord,  som  styrter  lodret  ned  i  havet 
og  hvorhen  bare  den  kredsende  maage  og  den  snøftende  sæl  finder  sin 
vei.  Undertiden  er  det,  som  om  selve  klippen  faar  liv  og  tager  skik- 
kelse, vild  og  fantastisk,  som  kun  den  særeste  fantasi  kan  skabe  den. 
Saaledes  er  The  Oianfs  Causeway ,  ikke  langt  fra  Irlands  nordøstlige 
hjørne,    hvor  sagnet  lyder,   at  fortidens   jætter  har  tømret  sten    til    sten 


tg04.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.        3 1 

og  bygget  bro  og  vei.  Men  her  er  ogsaa  plastisk  modellerede  forbjerge 
og  aabne  bugter,  hvor  landet  hæver  sig  amfitheatralsk  op  fra  kysten  og 
i  sin  bygning  minder  om  Italien,  rent  og  harmonisk  som  det  er  i  linierne. 
Her  er  vide,  frugtbare  marker,  hvor  plogjernet  sætter  dybe  furer;  men 
her  er  ogsaa  øde  strækninger,  hvor  vandreren  mil  efter  mil  bare  møder 
myr  eller  øde  heier  og  hvor  intet  menneske  holder  til.  Her  er  trange 
dale,  glens  som  de  kaldes,  hvor  elven  flyder  sort  og  dyb  og  hvor  knapt 
en  eneste  solstraale  naar  ned  gjennem  de  skyggende  grene  til  den  tætte 
underskog  af  kristtorn  og  barlind  og  slyngende  vedben.  Men  saa  aabner 
dalen  sig  og  gir  plads  for  en  stille  skogsjø,  hvor  egen  og  bøgen  speiler 
sig  i  det  sortbrune  vand,  og  vi  ser  i  det  fjærne  aaserne,  hvis  sider  lyng- 
blomsten har  klædt  i  sit  rosenrøde  skrud,  oplyst  af  solens  straaler.  Et 
land  med  sterke  modsætninger,  vildskab  og  mørk  uhygge  side  om  side 
med  smilende  ynde  og  harmonisk  skjønhed.  Og  over  det  hele  himmelen 
med  de  drivende  skyer,  som  kommer  tunge  og  i  tætte  lag  ind  fra  At- 
lanterhavet. Snart  kaster  de  dybe  skygger  og  klæder  landskabet  i  mørke 
og  tungsind;  men  saa  bryder  solens  straaler  igjennem  og  det  er,  som 
om  himlene  aabner  sig  og  øiet  skuer  syner  af  overjordisk  skjønhed^. 
Som  landet  saaledes  var  ogsaa  folket  selv. 

I  alle  disse  lande,  helt  fra  Shetlandsøerne  i  nord,  hyggede  keltiske 
folk.  I  det  østlige  Skotiand,  fra  Firth  of  Forth  indtil  Shetlandsøerne  i 
nord  bodde  Pikter,  et  vildt  og  dengang  neppe  endnu  helt  civiliseret 
folk.  De  skal  ha  faat  sit  navn  {Picii),  fordi  de  havde  for  skik  at  male 
og  tatovere  sin  krop,  en  skik,  som  de  bevarede  længer  end  de  andre 
folk,  som  stod  under  Romernes  herredømme.  Pikterne  var  sandsynligvis, 
beslægtet  med  Kymrerne  i  Wales-.  Dog  var  der  i  Pikternes  samfunds- 
forhold  mange  underlige  træk,  som  man  ellers  neppe  gjenfinder  i  Europa. 
Saaledes  finder  vi  helt  ind  i  den  historiske  tid  hos  Pikterne  spor  af  ma- 
triarkatet, »das  Mutterrecht«,  som  Tyskerne  kalder  denne  mærkelige  skik, 
som  vi  kjender  fra  de  forskjelligste  lande  og  tider,  nemlig  at  barnet  ved 
navnetagning  og  arv  følger  moderens  og  ikke  faderens  slægt^.  Dette 
gjaldt  hos  Pikterne  særlig  høvdingeværdighedens  arvegangf  Paa  Hebri- 
deme  og  langs  Skotlands  vestkyst  bodde  Dalriader,    siom  var  kommet 


^  Det  er  ea  kjendt  sag,  at  bos  intet  folk  er  fantasien  saa  udviklet  som  hos  Irerne,  og  hos 

intet  andet  folk  har  bend  erne  saa  meget  at  fortælle  om  syner  af  straalende  borge  og 

væsener  af  overjordisk  skjenhed 
>  Delte  synes  bl.  a.  at  fremgaa  af  keltiske  (kymriske)  stedsnavne,   som    dr.  Jakobsen  har 

fundet  paa  Hebriderne.    Andre  forskere,  som  prof.  Rhys  i  Oxford,  anser  som  bekjendt 

Pikterne  for  et  ikke-arisk  folk. 
'  Jfr.  Ratzel,  Völkerkunde  1,  indledn.,  s.  81. 
*  Jfr.  J.  Rhys,  Celtic  Britain,  s.  167  f. 


32  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

over  fra  Irland.  I  Cumberland  og  de  tilgrænsende  egne  af  Skotland, 
som  ved  vikingetidens  begyndelse  sammen  udgjorde  kongeriget  Strath- 
clyde,  bodde  rester  af  Englands  urindvaanere  Briterne,  af  samme  stamme 
som  Kymrerne  i  Wales.  Til  en  anden  stamme  af  de  keltiske  folk  hørte 
Irerne.  Men  alle  disse  lande  var  i  det  8de  aarhundred  præget  af  irsk 
kultur. 

Et  underligt  folk  det  irske,  en  kultur  med  sterkt  lys  og  dybe  skyg- 
ger, med  blidhed  og  ynde  side  om  side  med  vildskab  og  barbari.  Irerne 
var  tidlig,  vistnok  alt  i  det  4de  aarhundred,  blit  kristne.  Men  alligevel 
var  der  i  folket  og  samfundet  mange  spor  af  det  fordums  barbari.  Krigs- 
førelsen  var  vild  og  grusom.  Naar  en  læser  om  Iremes  kampe  med  vik- 
ingerne,  ved  en  ikke  rigtig,  paa  hvilken  side  raaheden  var  størst.  Deres 
krigsførelse  minder  i  det  hele  om  Dajakernes  eller  »hovedjægernesc 
paa  Borneo.  Aarbogsbrudstykkerne  »The  Three  Fragments«  fortæller 
baade  om  irske  og  om  norske  høvdinger,  som  hugger  hovedet  af  sine 
afdøde  fiender.  Flann,  søn  af  Conang,  dræbes  ved  aar  868,  og  hans 
hoved  hugges  af  og  sendes  til  hans  modstander,  Erins  konge  *.  Ved 
denne  tid  dræber  ogsaa  Nordboerne  en  Leinsterhøvding  ;  de  hugger  hans 
krop  i  smaa  stykker  og  stiller  hans  hoved  paa  en  stage,  skyder  paa  det 
og  kaster  det  siden  i  sjøen ^.  I  fortællingen  om  kong  Cellachan  af  Cashel 
og  dennes  kampe  med  Nordboerne  i  første  halvdel  af  lode  aarhundred 
faar  vildheden  frie  tøiler.  Cellachan  kommer  paa  veien  til  Dublin  fulgt 
af  80  kongesønner.  Efter  en  haard  kamp  blir  han  selv  fanget;  men  de 
fleste  af  hans  mænd  falder.  Udenfor  Dublins  porte  mødes  han  af  mænd, 
som  kommer  én  efter  én  og  fører  hovederne  af  hans  faldne  fæller  i 
triumf.  De  holder  efter  tur  de  afhugne  hoveder  op  og  spørger  Cella- 
chan: »Hvis  hoved  er  dette?  —  Hvis  er  dette .î*«  osv.  —  Ganske  det  samme 
gjorde  Mahdiens  folk  î  Chartum  efter  general  Gordons  fald.  —  Men  snart 
kom  regnskabets  dag  for  Nordmændene  i  Dublin.  Der  blir  et  sjøslag 
oppe  ved  Dundalk,  hvor  Irerne  seirer.  De  irske  og  de  norske  høvdinger 
mødes  i  enkeltkamp  ombord  paa  skibene;  Irerne  hugger  hovedet  af  sine 
fiender,  svinger  dem  i  triumf  i  luften  og  stiller  dem  op  paa  skibenes 
forstavn. 

Var  saaledes  selve  krigsførelsen  vild,  saa  var  ogsaa  paa  anden  vis 
barbari  forbundet  med  Irernes  kampe.  Allerede  Tacitus  fortæller  os  om 
dronninger,  som  fører  krig  og  selv  tager  del  i  kampen.  Det  irske  helte- 
sagn ved  ogsaa  at  fortælle  om  skjoldmøer.  Underligere  er  det  dog,  at 
ifølge  gamle  irske  fortællinger  paalaa  det  kvinder  at  tage  del   i  Iremes 

1  Three  Fragments,  s.  183. 
'  Sammesteds  s.  185. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.  1  VIKINGET.        33 

hyppige  kampe.  De  blev  under  hug  og  piskeslag  drevet  frem  til  slaget 
af  sine  mænd.  Denne  skik  skal  først  ved  midten  af  det  7de  aarhundred^ 
være  blevet  afskaffet  af  den  hellige  Adamnan.  Om  vilde  sæder  og  megen 
moralsk  fordærvelse  vidner  det  irske  heltesagn,  som  vistnok  handler  om 
forhistoriske  tider,  men  dog,  om  end  med  forsigtighed,  tør  bruges  for 
senere  tiders  vedkommende.  Ulsters  helte  kommer  for  at  gjæste  kong 
Ailill  og  hans  dronning  Medb  i  Cruachan,  Connaught's  kongebolig. 
Medb  ser  heltene  komme  og  beder  skjønne  unge  piger,  ganske  nøgne, 
gaa  dem  imøde^.  Saa  kommer  heltene  til  kongeborgen  og  hver  mand 
tildeles  der  en  kvinde,  som  følger  ham  til  hans  kammer.  Den  navn- 
kundige Cüchulainn  faar  selve  kongedatteren  Findabair.  Cæsar  omtaler 
fra  Gallien  (De  bello  Gallico  1.  VII,  c.  47,  J  5)  et  sidestykke  til  disse 
nøgne  kvinder,  som  modtager  krigerne^. 

Heltene^  som  udmærkede  sig  i  kampen,  hædredes  ogsaa  paa  anden 
maade.  De  fik  ved  maaltidet  det  bedste  stykke  af  kjødet,  sandsynligvis 
marvbenet,  som  kaldtes  »heltens  stykke«  (curath-mir).  Denne  ældgamle 
skik  omtales  ofte  i  heltesagnet;  om  den  er  det  saaledes,  at  den  navn- 
kundige fortælling  af  Cüchulainn-sagnkredsen,  som  kaldes  »Bricrius  fest« 
(Fled  Bricrend),  dreier  sig*.  Det  ser  endog  ud,  som  om  skikken  holdt 
sig  ned  i  den  historiske  tid.  I  det  irske  lovværk  Senckus  mor,  som 
stammer  fra  det  9de  eller  lode  aarhundred^,  nævnes  det  nemlig  som  en 
forbrydelse  at  tage  »heltestykket«  fra  den,  hvem  det  tilhører 0. 

Kvindens  dyd  synes  —  at  dømme  efter  de  gamle  heltesagn  —  ikke 
at  ha  været  høit  agtet  i  Irland.  Høvdingerne  havde  —  ligesom  middel- 
alderens lensherrer  —  jtts  primæ  noctis'^.  Ægteskabet  var  heller  ikke 
nogen  meget  bindende  institution.  Ved  siden  af  det  varige  ægteskab 
kjender  det  irske  heltesagn  et  andet,  lidet  hædrende,  paa  aaremaal^.  Og 
det  er  paafaldende,  hvor  let  i  den  historiske  tid  ægteskaber  løses.  Dron- 
ning Gormflaith,  den  rænkesyge  kvinde,  hvis  had  var  en  af  drivfjærene 
til  Clontarf-slaget,  var  saaledes  gift  med  tre  konger,  Maelsechlainn,  Olav 
Kvaaran  og  Brian,  og  blev  skilt  fra  dem  alle. 


*  D'Arbois  de  Jubainville,  Cours  de  littérature  celtique  V,  s.  49. 

*  Sammesteds,  s.  117. 

'  D'Artois  de  Jubainville  V,  s.  147. 

*  Sammesteds  V,  s.  81  —  146. 

*  Zimmer,  Keltische  Kirche  in  Britannien  und  Irbnd  (i  Realencyklopädie  für  protestantische 
Theologie  und  Kirche.    3.  Aufl.  X)  s.  204  f. 

*  Ancient  Laws  of  Ireland,  I  s.  180 — iSi. 

^  Jfr.  D'Arbois  de  Jubainville  V,  s.  366  o,  fl. 
»  Sammesteds,  s.  XXVII. 

yid.-Selsk.  Skrifter,   n.   H.-F.  Kl.   1904.   No.  h  3 


34  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

De  irske  love  synes  at  vise,  at  manden  i  ti  dage  havde  sin  hustru 
»paa  prøve«;  først  efter  udløbet  af  disse  var  ægteskabet  retslig  bin- 
dende i. 

Det  irske  heltesagn  kjender  som  form  for  ægteskabets  indgaaelse 
exogami  eller  kvinderov  *.  Det  er  dog  tvivlsomt,  om  dette  holdt  sig  ind 
i  den  historiske  tid.  Det  almindelige  keltiske  ægteskab  var  en  kjøbe- 
kontrakt.  Faderen  solgte  sin  datter  for  en  viss  nærmere  fastsat  sum. 
Paa  denne  maade  kjøbte  Dunlinkongen  Olav  Hvite  sin  skotske  hustru, 
kong  Cinaedh's  datter®. 

Selve  det  irske  samfund  var  underlig  ufuldkomment  og  primitivt. 
Der  var  i  Irland  fire  konger,  i  Ulster,  Leinster,  Munster  og  Connaught. 
Over  dem  alle  skulde  kongen  af  Tara,  i  provinsen  Meath,  staa.  Han 
bar  titelen  »Erins  konge«.  Hele  denne  ordning  kunde  tage  sig  godt  nok 
ud  i  theorien  ;  men  i  virkeligheden  var  det  anderledes.  Hver  konge 
havde  under  sig  andre  konger,  som  nok  betalte  en  slags  tribut  til  sin 
overkonge,  men  praktisk  talt  var  uafhængige.  Særlig  var  den  magt, 
som  Taras  konge  havde,  bare  i  navnet.  Fra  den  historiske  tid  kjender 
jeg  kun  en  eneste  konge,  Brian  Borumha,  som  formaadde  at  gjøre  sin 
indflydelse  gjældende  over  hele  Irland.  Arvegangen  i  de  fem  store 
kongeriger,  hvor  kongen  snarest  kunde  kaldes  overkonge,  var  ogsaa 
meget  indviklet.  I  Munster  var  der  saaledes  to  slægter,  efterkommerne 
af  Eoghan  Mor,  de  saakaldte  Eoghanachts,  og  efterkommerne  af  Cormac 
Cas,  de  saakaldte  Dalcassier,  som  vekslede  om  at  være  konger  af  Cashel; 
saa  kaldtes  Munsters  Overkonger*.  Noget  lignende  var  ogsaa  oprindelig 
tilfældet  med  Taras  kongestol.  Arvefølgen  gik  heller  ikke  fra  far  til 
ældste  søn,  men  til  den  ældste  og  dygtigste  inden  hele  slægten.  Det 
eneste  bindende  i  Irernes  samfund  var  stammen  eller  klanen  (gl.ir.  cland). 
I  den  havde  hver  mand  sin  faste  plads  lige  fra  svinehyrden  og  op  til 
høvdingen.  Men  udover  den  var  der  ingen  enhed  eller  samfølelse.  Der- 
for var  der  ogsaa  stadige  krige  og  kampe  mellem  de  forskjellige  stam- 
mer og  riger.  Som  forfatteren  af  »Three  Fragments«  siger  (s.  195): 
»For  Irerne  lider  ikke  bare  forurettelser  af  Nordboerne;  men  de  lider 
ogsaa  mange  forurettelser  af  hverandre  ind  byrdes,«  Fædrelandskjærlig- 
hed  saaledes  som  vi  forstaar  det,  var  næsten  ukjendt  for  de  gamle  Irlæn- 
dere.      Første  gang,    vi   hører  nærmere  om  Irland,  er  i  Tacitus's  »Agri- 


1  Ancient  Laws  of  Ireland  II,  s.  296  —  297. 

2  D'Arbois  de  Jubainville  V,  p    XXVII  n,  1  ;  jfr.  Ratzcl,  Völkerkunde  I,  s.  81  (indledn.). 

3  Three  Fragments,  s.  172—173;  jfr.  D'Arbois  de  Jubainville  V.  p.  XXVII. 

*  Jfr.  War  of  the  Gacdhill  with  the  Gaill  (Cogadh   Gaedhel   re  Gallaibh),   ed.   Todd.  p. 
CVII. 


t904-  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGEF.        35 

cola«  (c.  27),  hvor  han  fortæller  om  en  irsk  høvding,  som  indbød  Agri- 
cola  til  at  komme  over  til  Irland  og  erobre  landet  for  Romerne.  En 
irsk  høvding,  Diarmid,  konge  af  Leinster,  var  det  ogsaa,  som  kaldte 
Englænderne  over  til  Irland.  Og  under  kampene  mellem  Irerne  og  Nord- 
boerne hænder  det  stadig,  at  irske  høvdinger  kalder  vikingerne  til  hjælp 
mod  sine  egne  landsmænd.  —  Paa  sin  vis  var  dog  Irerne  dengang,  lige- 
som  de  er  den  dag  idag,  glødende  fædrelandsvenner  og  betragtede  Ir- 
land og  alt  irsk  med  den  samme  hellige  følelse,  hvormed  en  gammel 
Hellener  saa  paa  Grækenland  i  modsætning  til  hele  den  øvrige  verden.  — 

Ligesom  hos  Nordboerne  i  gamle  dage  blev  forbrydelser  betragtet 
som  private  forgaaelser,  som  staten  som  saadan  eller  kongen  og  sam- 
fundet  ingen  ret  eller  pligt  havde  til  at  straffe.  Nordboerne  havde  dog 
som  alle  Germaner  et  vigtigt  retsinstitut,  den  offentlig  forkyndte  fred- 
løshed,  som  Kelterne  ikke  kjendte  1.  —  Derimod  havde  Irerne  et  til 
norsk-isl.  manngjçld,  gutnisk  vereldi,  og  Tyskernes  »Wehrgeld«  svarende 
begreb,  erte.  —  Den  forurettede  maa  selv  søge  at  hævne  sig,  enten 
efter  skriftens  ord  >øie  for  øie,  tand  for  tand«,  eller  ogsaa  kan  en  penge- 
bod  gjøre  forurettelsen  god  igjen.  For  at  bestemme  bødernes  størrelse 
havde  hver  klan  sine  arvelige  dommere  (gl.ir.  brithem^  paa  engelsk  skrevet 
brehon).  Men  dommeren  havde  ingen  magt  til  at  tiltvinge  sig  domsaf- 
sigelsens  gjennemførelse.  Enhver  underkastelse  under  dommerne  er  fri- 
villig. 

Den  gamle  irske  ret  var  i  mange  henseender  meget  udviklet.  —  I 
fem  tykke  bind  har  den  irske  kildeskriftkommission  udgit  »Ancient  Laws 
of  Ireland  f.  —  Men  i  andre  henseender  var  den  merkelig  uud  viklet  og 
Qærnede  sig  fra  al  anden  europæisk  retsopfatning.  Man  har  talt  om 
»poesi«  i  den  gamle  nordiske  ret.  Hos  Irerne  kan  man  med  end  større 
grtmd  tale  om  fantasi  i  retten.  Lovene  er  fulde  af  historiske  henvisninger 
og  unødige  ordfofklaringer.  For  de  irske  lovgivere  synes  det  at  ha 
været  mere  magtpaaliggende  at  føre  de  enkelte  bestemmelser  tilbage  til 
mænd  og  hændelser  i  en  fjærn  fortid  end  klart  og  logisk  at  forme  lovens 
sætninger. 

Mange  af  de  eiendommelige  institutioner  i  den  irske  ret  kunde  for- 
tjene en  nærmere  omtale.  Jeg  skal  nævne  opfostringen,  hvorom  et  helt 
afsnit  i  den  gamle  irske  lovbog  Senchus  mor  handler;  det  kaldes  Cain 
iarraith  eller  »lov  om  opfostring«.  Et  af  de  vigtigste  træk  i  det  irske 
samfund  var  den  skik,  at  forældrene,  især  høvdinger  og  ledende  mænd, 
lcd  sine  børn  i  deres  spæde  aar  opfostres  af  andre  medlemmer  af  stam- 

1  Naar  u;net  fortæller  om^at  Diannid  og  Usnechfi  seaaer  flygler  til  Skotlaad,  saa  var  dog 
dette  iaktiflk  en  slags  fredløshed. 


i6  ALEXANDER  BUGGE.  H.  R  Kl. 

men^  —  Jeg  kommer  ikke  til  senere  at  tale  om  denne  skik.  Men  jeg 
anser  det  ikke  for  usandsynligt,  at  opfostringen,  som  vistnok  er  en  æld- 
gammel  nordisk  institution,  paa  Island  fik  sin  sterke  udvikling  under  ind- 
fly  deise  fra  Irland.  — 

Det  eiendommeligste  træk  i  den  irske  procès  er  fasten.  Naar  en 
kreditor  eller  forurettet  ikke  fik  sin  ret  ligeoverfor  en  høvding,  gik  han 
til  dennes  bolig  og  blev  udenfor  denne  i  et  vist  antal  dage  uden  at  tage 
føde  til  sig.  Denne  underlige  fremgangsmaade  har  sit  sidestykke  hos 
Hinduerne,  hvor  det  at  sidde  „dharna"  er  et,  alt  i  Manus  lov  hjemlet 
led  i  rettergangen.  Kreditor  faster  udenfor  skyldnerens  dør,  indtil  denne 
af  fry  gt  for  at  manden  skal  dø  opfylder  sine  forpligtelser*. 

Ogsaa  i  andre  henseender  var  det  irske  samfund  forunderlig  uud- 
viklet. 

Der  fandtes  før  Nordboernes  tid  ingen  virkelige  byer  i  Irland.  Han- 
delen laa  nede.  Irerne  prægede  ingen  mynter  og  brugte  i  det  hele  ikke, 
før  vikingerne  kom  til  Irland,  myntede  penge.  Ingen  handels- eller  kjøb- 
mandsskibe  gik  i  fart  mellem  Irland  og  fremmede  lande.  Det  er  over- 
hovedet  tvivlsomt,  om  Irerne  før  vikingetiden  har  forstaat  at  bygge  seil- 
dygtige  skibe.  Derimod  havde  de  baader  af  skind  og  huder,  og  i  disse 
skrøbelige  farkoster  vovede  irske  geistlige  sig  ud  paa  det  vilde  hav  til 
Oceanets  fjerneste  øer. 

Den,  som  læser  den  foregaaende  skildring,  kunde  let  tro,  at  Irerne 
var  et  barbarisk  og  uciviliseret  folkeslag.  Og  dog  var  Irerne  i  den  tid- 
ligere middelalder  paa  flere  omraader  naadd  høiere  i  kultur  end  noget 
andet  folk  i  Europa.  Irerne,  som  alt  i  det  4de  aarhundrede,  ialfald  for 
Syd-Irlands  vedkommende,  var  blit  kristne,  sluttede  sig  med  den  varm- 
blodige keltiske  naturs  hele  begeistring  og  glød  til  den  nye  lære.  Klo- 
stere  reiste  sig  rundt  om  i  Irland,  ikke  pragtfulde  borglignende  bygninger 
som  Monte  Casino  i  Syd-Italien,  men  smaa,  usle  hytter,  som  voksede  op 
rundt  den  lille  kirke,  lidt  i  lighed  med  det  ældste  munkevæsen  i  Ægyp- 
ten  og  Syrien.  Den  irske  kirke  blev,  kan  vi  sige,  i  sin  organisation  en 
klosterkirke^. 

Der  var  i  den  irske  kristendom  en  dyb  trang  til  betragtning  og 
eneboerliv.  Derfor  drog  irske  munke  ud  til  havets  yderste  øer,  f.  eks. 
til  Færøerne  og  Island,  hvorhen  de  kom,  før  Nordmændene  havde  op- 
daget  Island.      Ja  endog  til    Grønland    synes  irske  munke  at  ha  fundet 


*  Ancient  Laws  of  Ireland  U  p,  XLUI. 

2  Sammesteds  I,  p.  XIVI  ff.    Jfr.  Sir  H.  Maine,  £arly  Institutions,  s.  39  f. 

3  1  Glendalough  og  o^aa  andre  steder  î  Irland  kan  man  endnu  danne  mg  et  billede  af 
Irernes  ældste  kirkebygninger  og  klostere. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        37 

vei  sammen  med  de  norske  og  islandske  nybyggere.  Med  denne  trang 
var  der  hos  fortidens  som  hos  nutidens  Irer  forbundet  en  higen  efter 
rastløst,  omflakkende  liv,  som  førte  de  irske  munke  sydover  til  Europas 
fastland,  hvor  de  paa  mangfoldige  steder  ude  i  vildmarken  grundede 
klostere,  som  gjennem  aarhundreder  var  midtpunkter  for  aandelig  og 
materiel  kultur.  Jeg  skal  som  de  navnkundigste  blandt  disse  nævne  St. 
Gallen  i  Schweiz  og  Bobbio  i  Nord-Italien.  Undertiden  drev  forholdene 
i  de  fremmede  lande  munkene  ud  af  deres  eneboerliv  og  forvandlede 
dem  til  missionærer  og  folkets  lærere.  Det  var  saaledes  de  opløste  for- 
hold i  Frankerriget  under  Klodevigs  sønnesønner,  som  førte  til  Columban 
af  Luxeuil's  betydningsfulde  og  velsignelsesrige  virksomhede. 

Irske  geistlige  er  det,  hvem  Pikternes  omvendelse  til  kristendommen 
skyldes.  I  563  forlod  den  hellige  Col[imhB.lrlaLnd  pro  Christo  peregrinari 
volens.  Han  satte  med  sine  tolv  fæller  bo  paa  den  lille  0  Hi  eller  Iona 
i  de  sydlige  Hebrider.  Her  voksede  der  op  et  kloster,  som  blev  et  af 
de  navnkundigste  paa  de  Britiske  Øer  og  i  aarhundreder  var  den  skot- 
ske kirkes,  ja  endog  for  en  tid  den  northumbriske  kirkes  midtpunkt  og 
overhoved. 

Den  irske  kirke  var  ikke  bare  i  sin  organisation,  men  ogsaa  i  sin 
aand  forskjellig  fra  Romerkirken.  Paasken  beregnedes  paa  en  anden 
maade  og  der  var  ogsaa  andre  mindre  uoverensstemmelser.  Vigtigere 
er  det  dog,  at  den  irske  kristendom  synes  at  ha  været  gjennemtrængt 
af  en  menneskelig  og  overbærende,  en  i  sandhed  »katholsk«  aand,  som 
Romerkirken  tidlig  blev  fremmed  for. 

De  irske  klostere  blev  snart  midtpunktet  for  aandelig  kultur  og  for 
videnskabelige  sysler.  Der  opstod  navnkundige  høiskoler,  som  søgtes 
ikke  bare  fra  Irland  og  Skotland,  men  ogsaa  af  Angelsakser,  ja  selv  af 
Franker.  Mellem  disse  kloster-høiskoler  udmærkede  sig  særlig  Bangor, 
Clonard  og  Clonmacnois.  Her  fandt,  kan  vi  sige,  klassisk  kultur  og 
aandsdannelse  i  de  mørke  aarhundreder  efter  folkevandringen  sit  første 
tilflugtssted.  Her  dyrkedes  latin,  ja  endog  lidt  græsk  og  hebraisk.  Man 
har  flere  eksempler  paa  at  græsk  blev  studeret  ;  ja  irske  videnskabsmænd 
oversatte  endog  græske  skrifter. 

Ogsaa  naturvidenskaber  og  astronomi  blev  dyrket,  for  ikke  at  tale 
om  filosofi  og  theologi.  Et  værk  som  munken  DicuiKs  i  Frankrig  skrevne 
værk  Liber  de  Mensura  orbis  terræ  fortæller  om  Island  og  Færøerne  og 
vidner  om  nøie  kjendskab  til  Palæstina,  Ægypten  og  Syrien.     Alle  disse 


1  Jfr.  Zimmer,  Keltische  Kirche,  s.  226  ogsaa  for  det  feigende. 


38  ALEXANDER  BUGGE.  H,-F.  KL 

yidenskaber  dyrkedes  ved  de  irske  høiskoler.  Desudcn  var  der  profes- 
sorer i  lovkyndighed,  digtning  og  historie-. 

Hvor  høit  irsk  videnskab  og  tænkning  kunde  naa,  viser  Johannes 
Scottts  Erigena,  en  af  middelalderens  dybeste  og  originaleste  aander, 
som  levede  ved  Karolingernes  hof  i  det  9de  aarhundred.  Han  læste 
Aristoteles  i  originalen  og  fattede  nyplatonismens  lærdomme  og  danner 
selv  det  store  bindeled  mellem  den  græske  filosofi  og  middelalderens 
skolastiske  tænkning^.  Irske  lærde  var  agtede  og  ærede  hele  Europa 
over.  Derom  vidner  brevvekslingen  mellem  den  navnkundige  Angelsakser 
Alcuin,  en  af  de  mest  straalende  stjerner  ved  Karl  den  stores  hof,  og 
Colcu,  som  var  professor  i  Clonmacis  (f  794).  Brevene  vidner  om  Alcuins 
dybe  ærbødighed  for  Colcu,  en  ærbødighed,  som  ogsaa  faar  sit  praktiske  ud- 
slag  i  en  pengesum,  som  Alcuin  sender  den  gamle  lærer-.  Et  af  Alcuin's 
breve  ender  med  de  vakre  ord:  »Nescio  quid  peccavi  quia  tuæ  pater- 
nitatis  dulcissimas  litteras  multo  tempore  non  merui  videre:  tamen  per- 
necessarias  orationes  sanctitatis  tuæ  me  quotidie  sentire  credo«f 

Mere  end  nogen  anden  videnskabsgren  blomstrede  historieskrivningen 
i  Irland.  I  de  irske  klostere  begyndte  man  tidlig  at  skrive  aarbøger.  De 
ældste  er  nu  tabt;  men  vi  eier  dog  aarbøger,  som  er  forfattet  i  det  ute 
aarhundred.  Irerne  havde  ogsaa  sagaer,  svarende  til  de  islandske  ætte- 
sagaer, hvor  fortællingen  dreier  sig  om  en  enkelt  mand  eller  en  enkelt 
tid.  En  saadan  saga  er  f.  eks.  det  skrift,  som  kaldes  »Irernes  kampe 
med  de  fremmede«  [Cogadh  Oaedhél  re  OaUaibh)  og  som  er  en  af  de 
vigtigste  kilder  til  vikingernes  historie  i  Irland.  Man  kunde  kalde  dette 
skrift  en  Munsterkongernes  eller  en  Brian  Borumhas  saga.  Ligesom  i 
den  islandske  saga  afbrydes  prosaen  af  vers,  som  citeres  ikke  bare  for 
sin  egen  skyld,  men  som  en  slags  historiske  bevissteder.  Digtene  ind- 
ledes  gjerne  med  et:  »Og  for  at  bevidne  sandheden  af  dette  gjorde 
digteren  verset«  (Octis  do  rinne  an  file  an  laidh  aga  foirgdl  sin).  Som 
kunstværker  staar  dog  de  irske  sagaer  langt  tilbage  for  de  islandske 
ættesagaer.  Karakterskildringen  er  ofte  malende  og  levende  og  der  findes 
i  Cogadh  Gaedhel  samtaler  og  skildringer,  som  præger  sig  dybt  i  læse- 
rens  erindring.  Men  ofte  er  det,  som  om  Irernes  tøilesløse  fantasi  løber 
af  med  dem.  Adjektiv  dynges  paa  adjektiv,  hvoraf  det  ene  slaar 
det  andet  ihjel,   og  der   opstaar   sætninger   og   perioder,   som   er   rene 


i  ]fr.  herfor  og  i  det  hele  for  sporgsmaalet  om  Ireroes  videnskabelighed    G.  Stokes,   Ire- 
land and  the  Celtic  Church,  Lecture  XI. 
2  G.  Stokes,  s.  228. 
>  Sammesteds,  s.  209. 
*  K,  Meyer,  i  Otia  Merseiana  U,  s.  93  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  IN  DFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.        39 

uhyrligheder  af  bombastisk  stil.  Trods  dette  er  dog  Irernes  historiske 
sans  merkelig,  ja  næsten  enestaaende.  Hele  folket  omfattede  historie- 
skrivningen og  historiefortællingen  med  varm  kjærlighed.  —  Samfundets 
inddeling  i  ætter  og  klaner,  som  gjorde  det  nødvendigt  at  holde  greie 
paa  slaegtrækkerne,  bidrog  ikke  mindst  hertil.  —  Hos  hver  konge,  ja 
hos  hver  stammehøvding  var  der  en  arvelig  historiker  eller  rettere  saga- 
mand  {sencha)^  hvis  opgave  det  var  at  holde  den  historiske  tradition  i 
live^ 

Fra  sagaen  føres  vi  naturlig  over  til  heltesagnet.  Hos  næppe  noget 
andet  europæisk  folk  var  heltesagnet  saa  frodig  udviklet  som  hos  Irerne. 
Men  Irerne  naadde  aldrig  til  nogen  stor,  harmonisk  afrundet  episk  digt- 
ning  som  Rolandssangen  eller  som  Odysseen  og  Iliaden.  Det  irske 
heltesagn  havde  hos  Irerne  lige  fra  begyndelsen  af  prosaens  form,  om 
end  med  indstrødde  vers.  Det  svarede  .saaledes  i  sin  ydre  form  ganske 
til  den  historiske  saga.  Det  irske  heltesagn  samler  sig  i  flere  grupper: 
Ulsterkredsen,  Leinsterkredsen  osv.  Ulsterkredsens  midtpunkt  er  Con- 
chobar,  Ulsters  konge,  og  Ciichulainn,  Irlands  navnkundigste  sagnhelt. 
Den  irske  sagnkreds,  som  vor  tid  kjender  bedst,  har  faat  navn  efter 
Ossian  (Oisin)]  sagnkredsen  om  Finn  Mac  Cumhail  og  hans  søn,  sangeren 
Oisin,  har  dog  først  faat  sin  faste  form  under  og  efter  vikingetiden. 

Der  er  over  det  irske  heltesagn  den  samme  fantasiens  glød,  som 
endnu  præger  den  irske  folkekarakter.  Der  er  sterke  lidenskaber  og 
tragisk  elskov.  —  Endog  den  moderne  læser  blir  grebet  af  fortællingen 
om  Usnech's  sønner.  —  Men  ofte  er  det,  som  om  fantasien  sprænger 
alle  baand  og  tøiler,  blir  taaget  og  uformelig  som  selve  de  drivende 
skyer,  der  kommer  fra  Atlanterhavet  og  kaster  skygge  over  Erins  grønne 
0.  Der  er  ufrivillig  burleske  overdrivelser,  som  naar  det  fortælles  om 
Conall  »seierherren«  ved  maaltidet  efter  kampen:  »Han  tog  grisens  hale 
og  førte  den  til  sin  mund.  Der  maatte  ni  mand  til  for  at  bære  den. 
Dog  fortærede  Conall  den  fuldstændig«^.  Kraftig,  men  vildt  er  dét,  som 
i  den  irske  omdigtning  af  Trojanersagnet  fortælles  om  Herkules:  »Da 
kom  vreden  og  kraften  og  det  store  raseri  over  krigeren  Herkules,  og 
hans  heltemods  fugl  hævede  sig  over  hans  aande  og  kredsede  rundt  hans 
hoved,  og  han  gjorde  et  vildt  udfald  mod  Trojanerne,  som  naar  en  flods 
dæmning  brister  eller  naar  lynet  slaar,  og  han  uddelte  saar,  saa  at  den 
ene  krop  faldt  mod  den  anden,  overalt  hvor  han  gik  frem  i  kampen«  0. 


>  0'Curry,  Manners  and  Customs  of  the  ancient  Irish  III,  s.  204, 

*  D*Arbois  de  Jubainville  V,  s.  78. 

«  Togal  Troi,  cd.  Whitley  Stokes,  s.  75. 


40  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Men  undertiden  lyder  der  ogsaa  milde,  vemodige  toner  af  øm  og 
trofast  kjærlighed.  —  Derdriu  \  som  efter  sin  elskedes  død  aldrig  har  et 
smil  paa  sine  læber;  hun  sover  ikke  og  spiser  ikke  og  løfter  ikke  sit 
hoved  fra  knæerne,  og  tilsidst  styrter  hun  sig  af  sorg  og  harm  udfor 
den  bratte  klippe.  Der  er  strengeleg  og  lokkende  fuglesang  og  langt  ude 
i  havet,  hvor  solen  rødmende  synker  i  vest,  ligger  »Ungdommens  land« 
(Tir  na  n-og)  med  evig  skjønhed  og  ungdom. 

Vidunderlig  er  det  i  det  hele,  hvor  tidlig  naturfølelsen  vaagnede  i 
Irland.  De  irske  munke,  som  drog  ud  i  ensomheden  for  at  tjene  Gud 
med  bøn  og  faste,  søgte  med  forkjærlighed  til  de  stille  skogsjøer  med 
det  dybe  vand  og  de  skyggende  trær,  fra  hvis  toppe  nattergalen  og 
svarttrosten  jublede  sine  sange.  Et  vakrere  sted  finder  man  ikke  let  i 
hele  Irland  end  Glandalough  (de  to  sjøers  dal),  hvor  den  hellige  Kevin 
havde  sin  hule  i  fjeldet  over  den  lille  sjø.  Og  slig  kunde  jeg  nævne 
mange  andre  eksempler.  Talende  er  ogsaa  den  sang,  som  den  irske 
munk  i  St  Gallen  skrev.  Han  sad  bøiet  over  bogen,  i  hvilken  han  med 
flid  og  møie  skrev  sine  store  snørklede  bogstaver.  Døren  til  hans  celle 
stod  aaben,  og  svarttrosten  sang  i  trætoppen  udenfor.  Dens  toner  gik 
til  hans  hjerte  og  han  stansede  i  sit  arbeide  og  skrev  paa  margen  af 
sin  bog  den  følgende  fordringsløse  sang^: 

Mig  omgiver  et  gjærde  af  tjemekrat. 

Til  mig  klinger  svarttrostens  ^  muntre  sang,  som  jeg 

ikke  vil  skjule. 

Medens  jeg  sidder  over  min  bog  og  skriver, 

lyder  til  mig  fuglenes  melodi. 

Til  mig  lyder  gj egens  klare,  vakre  tale 

i  dens  blaagraa  kappe  fra  buskenes  top; 

visselig,  paa  min  bredherres  bud, 

skriver  jeg  vel  til  fuglenes  sang. 

Ved  siden  af  videnskab  og  sagafortælling  blomstrede  ogsaa  digte- 
kunsten  i  Irland.  Hver  høvding  havde  ved  sit  hof  en  skald,  som  sang 
lovkvæder  til  hans  pris,  digtede  »genealogiske  digtec  om  hans  navn- 
kundige forfædre,  skrev  om  hans  kongebolig  o.  s.  v.  I  det  hele  var 
kunstdigtningen  eller  skaldedigtningen,  som  vi  gjerne  kunde  kalde  den, 
mere  udviklet  i  det  gamle  Irland  end  den  lyriske  digtning.  Lyriske 
digte  finder  vi  mest  indstrøet  i  heltesagaerne,  som  f.  eks.  i  sagaen  om 
Lir's  børn. 


'  D'Arbois  de  Jubainville  V,  s.  231. 

*  Beiträge  lur  vergleichenden  Sprachforschung  VIII,  s.  320  ;  efter  Nigra,  Reliquie  Ccltiche  I, 

s.  23. 
3  Jeg  oversœtter  med   svarttrost,   hvilket    dog  ikke  er  fuldt   korrekt.     Ir.  lon  oversættes 

med  Amsel^  blackbird. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        4t 

Ogsaa  bildende  kunst  fik  i  Irland  en  rig  og  eiendommelig  udvikling. 
De  irske  klostere  blev  sæder  for  en  illustrationskunst,  som  regnes  blandt 
det  vakreste  af  hvad  der  i  den  retning  overhovedet  er  frembragt.  Den 
irske  fantasi  har  i  ormenes  slyngninger  og  i  spiralernes  cirkelløb  faat 
et  vidt  spillerum  og  frembragt  de  mest  vekslende  og  forunderlige  mønstre; 
men  samtidig  har  linjernes  strenge  love  holdt  fantasien  i  tømme,  saa  den 
ikke  er  blit  uformelig  og  grotesk.  De  med  billeder  prydede  haand- 
skrifter,  som  Book  of  KeUs,  Book  of  Durrow  o.  s.  v.  med  deres  endnu 
lige  straalende,  vidunderlige  farver,  er  derfor  det  skjønneste  vidnesbyrd 
om  den  irske  aands  frodige  fantasi.  Fra  pergamentet  blev  den  irske 
prydkunst  og  Ornamentik  overført  paa  smykker,  helgenskrin,  bispestave 
o.  s.  v.  saavelsom  paa  høie  stenkors  med  billeder  fra  Bibelen  og  hellige 
mænds  liv,  billeder,  som  paa  samme  tid  skulde  fylde  sindet  med  skjøn- 
hedsindtryk  og  undervise  folket  i  Bibelens  lærdommen 

Saaledes  var  da  Irernes  samfund  for  tusen  aar  siden.  Et  folk,  som 
paa  mange  maader  var  ufærdigt  og  uudviklet,  lidet  skikket  til  at  møde 
det  praktiske  livs  krav,  men  hvor  al  aandelig  kultur  paa  den  anden  side 
stod  høiere  end  hos  noget  andet  folk  i  Vest-Europa,  saa  at  de  irske 
munke,  som  fra  sine  lave  lerhytter  i  sine  skindbaader  drog  bort  fra 
hjemmet  til  fjærne  egne,  alligevel  paa  mange  maader  blev  Europas 
læremestere.  Et  forunderligt  folk  det  irske,  et  folk,  hvor  aandens  høieste 
og  reneste  higen  fandtes  side  om  side  med  vildhed  og  barbari,  et  folk 
fuldt  af  modsætninger,  som  vi  den  dag  idag  finder  igjen  i  den  irske 
folkekarakter. 

Jeg  har  i  det  foregaaende  talt  saa  udførlig  om  den  irske  kultur, 
mest  fordi  den  er  saa  lidet  kjendt  og  skrevet  om.  Man  vil  kanske 
ogsaa  finde,  at  en  skildring  af  Irernes  aandelige  kultur  ikke  hører  med 
i  denne  opgave.  Hertil  skal  jeg  svare,  at  det  er  umuligt  at  gi  et  nogen- 
lunde  klart  og  forstaaligt  billede  af  forholdene  og  livet  i  Irland  paa  den 
tid,  da  Nordboerne  først  kom  til  øen,  uden  at  man  taler  baade  om 
Irernes  aandelige  og  om  deres  materielle  kultur. 

Af  andre  keltiske  folk,  som  Nordboerne  under  vikingetogene  kom 
i  forbindelse  med,  havde  særlig  Kymrcrne  i  Wales  udviklet  en  selvstændig 
kultur.  Denne  lignede  dog  meget  den  irske,  om  den  end  ikke  kan  ha 
været  saa  eiendommelig  og  i  enkelte  henseender  saa  høit  udviklet.  Jeg 
kan  heller  ikke  finde  noget  omraade,  hvor  kymrisk  kultur  har  paavirket 
Nordboernes  samfundsforhold  eller  levesæt  i  Vikingetiden.  Jeg  ofrer 
derfor  ikke  det  kymriske  folk  nogen  nærmere  omtale. 


^  St  oærmere  under  afsnittet  om  prydkunst. 


42  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Nutidens  Englændere  har  baade  fysisk  og^  aandelig  sit  særpræg,  sit 
racemerke,  som  gjør  dem  til  det  i  mange  henseender  kanske  mest 
karakteristiske  og  eiendommelige  blant  alle  Europas  folkeslag.  Men  jeg 
tvivler  om,  at  et  nutidsmenneske  vilde  ha  dømt  paa  samme  maade  om 
fortidens  Angelsaksere  i  modsætning  til  Europas  andre  folkeslag  paa 
den  tid.  Det  er  netop  Englændernes  historie  i  løbet  af  de  sidste  tusen 
aar,  som  har  gjort  dem  til  hvad  de  nu  er.  Den  stadige  folkeblanding, 
det  stadige  indsig  af  keltisk,  af  nordisk,  af  normannisk  og  fransk  blod 
er  det,  som  har  git  baade  Englændernes  udseende  og  ydre  fremtræden 
og  deres  kultur  sit  racemerke.  Den  angelsaksiske  kultur  havde,  da 
William  Erobreren  kom  til  England,  endnu  ikke  rigtig  formaaet  at  ud- 
vikle  sig  til  nogen  helstøbt  personlighed.  Der  var  spirer  og  muligheder  ; 
men  alt  det  fremmede,  først  og  fremst  den  sterke  indflydelse  fra  Romer- 
kirken  og  dens  kultur,  og  i  anden  række  fra  keltisk  og  fransk  kultur 
samt  paavirkningen  fra  Nordboerne,  alt  dette  laa  endnu  ligesom  bare 
halvt  fordøiet  og  havde  endnu  ikke  smeltet  sammen  med  det  oprindelig 
angelsaksiske  til  en  fast  enhed.  Særlig  under  Alfred  den  store  og  hans 
nærmeste  etterfølgere  viser  den  angelsaksiske  folkekarakter  og  den 
angelsaksiske  kultur  verden  sine  smukkeste  sider.  Men  vi  tør  dog  med 
tryghed  sige,  at  Englænderne  aldrig  var  blevet  den  store  og  særprægede 
nation,  som  de  nu  er,  var  ikke  William  Erobreren  og  hans  Normanner 
kommet  til  England.  Vi  Nordboer  bør  heller  ikke  glemme  vor  egen 
store  betydning  for  den  engelske  nation,  først  og  fremst  for  udviklingen 
af  Englands  handel  og  sjøfart. 

De  tre  stammer.  Angler,  Sakser  og  Jyder,  skilte  sig,  før  de  landede 
i  Britannien,  visselig  ikke  i  levesæt  og  øvrige  livsvilkaar  synderlig  ud  fra 
de  andre  germanske  stammer,  som  bodde  paa  den  Jydske  Halvø  og  i 
egnene  syd  og  sydvest  for  denne.  Angelsakserne  fremtræder  i  historien, 
hvad  sprog  og  raceeiendommelighed  angaar,  som  et  vestgermansk  folk, 
hvad  mening  man  saa  end  har  om  Jydernes  nationalitet,  enten  de  var 
Vestgermaner  eller  Nordboer.  Forskjellen  mellem  oldnordisk  og  angel- 
saksisk kan  dog,  da  Nordboerne  først  kom  over  til  England,  ikke  ha 
været  større  end  at  det  maatte  være  forholdsvis  let  for  Nordboerne  at 
lære  Angelsaksernes  sprog.  En  følge  af  dette  var  naturligvis,  at  Viking- 
erne  havde  lettere  for  at  lære  og  paavirkes  af  Angelsakserne  end  af 
Irerne  og  de  halvt  romaniserede  Franker. 

Angelsakserne  var  i  begyndelsen  delt  i  slægter  og  stammer,  som 
først  lidt  efter  lidt  samlede  sig  til  større  enheder.  De  bodde,  som  de 
havde  gjort  i  sit  hjemland,  i  landsbyer  (lat.  villata,  victis,  ags.  tun). 
Større  inddelinger  var  »  hundredet  c  (ags.  hundred)  og  »shiret«  (ags,  sdr, 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        43 

engl,  shire).  Ligesom  de  tilsvarende  inddelinger  i  Norden  havde  hun- 
dredet og  shiret  sine  dømmende  forsamlinger,  som  og  i  begyndelsen 
vel  ogsaa  var  lovgivende  ^  og  hvor  repræscntanter  for  de  frie  bønder 
mødte  (ags.  gemot). 

Grundvolden  og  midtpunktet  i  det  angelsaksiske  samfund  var  lige- 
som i  Nordboernes  den  frie  bonde,  som  dyrkede  sin  egen  jord.  Han 
kaldtes  ceorl,  væsentlig  det  samme  ord  som  oldn.  karl  »karl«.  —  Jeg 
skal  til  sammenligning  nævne,  at  i  det  gamle  Eddakvad  Bigspula,  som 
skildrer  de  forskjellige  klasser  i  samfundet,  kaldes  ogsaa  bonden  KarL  — 
Den  jord,  som  bonden  selv  dyrkede,  som  var  saa  at  sige  hans  fædrene- 
jord,  kaldtes  bodand^.  Stammen  eiede  ogsaa  land  i  fællesskab,  ligesom 
man  i  Norden  havde  almenninger;  dette  kaldtes  folcland.  Ved  siden  af 
den  frie,  selveiende  bonde  var  der  ogsaa  i  det  angelsaksiske  samfund 
leilændinger,  som  ikke  selv  eiede  jord,  men  mod  en  aarlig  afgift  dyr- 
kede andres  jord;  sligt  land  kaldtes  lânland. 

Under  den  frie  mand  stod  trællen  pêûw,  som  var  retløs  og  endog 
kunde  dræbes  af  sin  herre.  Alt  i  sit  germanske  urhjem  havde  Angel- 
sakserne træller.  Men  i  England  øgedes  trællenes  antal  paa  grund  af 
de  stadige  kampe  med  Briterne.  Et  talende  vidnesbyrd  herom  er  det, 
at  ordet  wealh  (pl.  wealas,  det  samme  som  oldn.  Valtr),  der  opr.  betydef 
»en  fremmed,  Briter,  Waliser«,  i  angelsaksisk  kom  til  at  betyde  »slave, 
træl«. 

Angelsakserne  havde,  alt  da  de  kom  over  til  England,  ædle  slægter, 
som  stod  i  spidsen  for  folket  og 'var  dets  førere.  De  kaldtes  paa  ags. 
æpding  »ædling«.  —  Senere  fik  dette  ord  en  mere  indskrænket  betyd- 
ning og  gik  over  til  at  betegne  »kongesøn,  tronarving«^. 

Sakserne  havde,  før  de  udvandrede,  ingen  konger.  De  var  i  den 
første  tid  efter  erobringen  styret  dels  af  »hærførere«  {heretogan)^  saa 
kaldes  bl.  a.  Hengist  og  Horsa,  og  dels  af  ealdormenK  —  Ag.  ealdor- 
man  svarer  i  sin  betydning  til  lat.  senior  »ældre,  ældste«.  —  Først 
paa  engelsk  jordbund  fik  Angelsakserne  konger. 

Kongen  havde  fra  gammel  tid  ret  til  at  omgive  sig  med  et  følge  af 
væbnede  mænd  (ags.  ge^p).  Heraf  udviklede*  der  sig  i  tidens  løb  en 
tjenesteadel,  som  kom  til  at  optage  i  sig  baade  det  gamle  følge  og  den 


<  Stubbs  I,  8.  115. 

'  Ordet  bet.  egi,  jord  som  man  besidder  i  kraft  af  et  retsligt  dokument. 
'  Jfir.  betydningsttdviklingen  af  oldn.  konungr, 

^  Jfr.  Stubbs,  English  Constitutional  History  I,  66,  hvis  fremstilling  jeg  her  i  det  hele  har 
fulgt. 


44  ALEXANDER  BUGGE.  R-F.  Kl. 

gamle  fødselsadel;  (ags.  pegn  as  i)  fri  mand  i  en  andens  tjeneste, 
2)  adelsmand). 

De  angelsaksiske  stammer  samlede  sig  efterhaanden  til  fem  store 
kongeriger  (heptarkiet),  nemlig  Wessex,  Kent,  Øst-Anglia,  Mercia  og 
Northumberland,  Lidt  efter  lidt  begyndte  ogsaa  enheds-  og  samlings- 
tanken  at  spire.  I  825  blev  kong  Ecgberht  af  Wessex  anerkjendt  som 
overherre  over  hele  England  syd  for  Themsen,  og  Vest-Saksemes  konger 
var  det,  som  tilslut  forenede  alle  Angelsakser  under  sit  herredømme. 

Efterhvert  som  de  angelsaksiske  riger  samledes  til  større  enheder, 
øgedes  ogsaa  kongens  magt.  Han  fik  høiere  værdighed  og  nye  høiheds- 
rettigheder.  Han  begynder  at  salves  (under  indflydelse  fra  den  kristne 
kirke  og  efter  gammel-jødiske  forbilleder)  1.  —  Han  blev  rettens  kilde; 
han  blev  hele  folkets  herre  og  beskytter.  Efterhvert  som  tjeneste-adelen 
vandt  indflydelse  og  kongerne  gav  sine  mænd  land,  begyndte  der  ogsaa 
at  udvikle  sig  et  vasalvæsen  i  England,  ikke  saa  udviklet,  men  paa 
mange  maader  svarende  til  hvad  der  fandt  sted  i  Frankerriget.  Kongens 
thegn  blev  paa  grund  af  sin  eiendomsbesiddelse  forpligtet  til  paa  egen 
bekostning  at  gjøre  krigstjeneste.  I  denne  organisation,  som  først  under 
Alfred  den  store  fremtræder  fuldt  udviklet,  tør  vi  visselig  se  indflydelse 
fra  det  Karolingiske  Rige^. 

Folkets  pligter  øgedes  ogsaa;  fra  begyndelsen  af  det  8de  aarh.  af 
kjender  vi  den  »tredobbelte  pligtc  (trinoda  nécessitas),  som  paalaa  alle 
eiere  af  jord  i  England,  nemlig  til  at  gjøre  krigstjeneste  og  holde  broer 
og  fæstningsvaerker  vedlige.  Det  er  rimeligt,  at  denne  forpligtelse  over 
Frankerriget  stammer  fra  Romerne^. 

Ved  kongens  side  stod  hans  raad  tvitenagemôt.  Dets  medlemmer 
var  »de  vise  mænd«,  mtan:  kongen,  ofte  med  sin  dronning  og  sine 
sønner,  rigets  biskopper  og  dets  ealdormen,  samt  kongens  thegner  eller 
ministri,  som  de  almindelig  kalder  sig.  Witenagemot,  som  svarede  til 
høst-rigsmødet  hos  Frankerne,  spillede  en  meget  stor  rolle  hos  Angel- 
sakserne. Dets  samtykke  krævedes,  naar  kongen  uds|edte  nye  love, 
naar  han  skjænkede  land  bort,  paalagde  skatter  o.  s.  v.  Det  var  i  det 
hele  rigets  høieste  lovgivende  og  dømmende  forsamlinga.  Man  har  kaldt 
witenagemot  et  parlament;  men  dette  leder  tanken  hen  paa  en  repræ- 
sentativ  forsamling.    Da  skulde  jeg  snarere,  skjønt  ogsaa  denne  sammen- 


>  Jfr.  Brunner,  Deutsche  Rechtsgeschichte  II,  s.  19.    Fra  Angelsakserne  vandt  den  skik 

at  salve  kongen  indpas  i  Frankerriget  (under  Karolingerne). 
s  Jfr.  Stubbs  I,f8.  191. 
'  Jfr.  Stubbs  I,  s.  76  og  anm. 
*  Efter  Stubbs  I,  S.  124  flf. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       45 

ligning  halter,  sammenligne  det  med  det  romerske  senat  overflyttet  i  en 
middelalderlig  stat  og  ikke  folkevalgt,  men  kongevalgt. 

Der  var  i  det  angelsaksiske  rige  endnu  ikke  noget  fuldt  ordnet 
embedsværk.  Over  de  større  landsdele  styrede  en  eoMorman^  hvis  stilling 
noget  nær  kan  sammenlignes  med  den  frankiske  comes.  Den  angel- 
saksiske ealdorman's  stilling  var  dog  forsaavidt  høiere,  som  han  oprin- 
delig  havde  været  en  uafhængpg  høvding  og  hans  værdighed  fremdeles 
synes  at  ha  gaat  i  arv,  —  Over  shiret  styrede  en  fsheriffc  (ags.  sctr- 
gerefa).  Han  var,  for  at  bruge  Stubbs'  ord  (I,  s.  113)  ^judicial  president 
of  the  shire,  the  administrator  of  the  royal  demesne  and  administrator 
of  the  law*.  I  de  mindre  landsenheder,  hundredet  og  landsbyen,  var 
der  folkevalgte  ombudsmænd,  hvis  embedspligter  var  dels  dømmende, 
dels  fiskale. 

Ligesom  de  fleste  andre  germanske  stammer  havde  Angelsakserne 
en  udviklet  retsfølelse.  De  angelsaksiske  love,  som  endnu  er  bevarede, 
minder  i  sine  grunddrag  om  de  nordiske.  Staten  som  saadan  straffer 
endnu  ikke  de  fleste  forbrydelser.  Derimod  kunde  samfundet  l3fse  en 
mand  fredløs.  Ligesom  i  Norden  havde  ogsaa  hver  mand  sin  personlige 
ret  {fvergidd)  og  forbrydelsen  kunde  sones  med  bøder. 

Som  den  foregaaende  kortfattede  skildring  har  søgt  at  vise,  var  ben- 
bygningen i  det  angelsaksiske  samfund  ægte  germansk.  Men  fremmed 
indflydelse  skulde  snart  begynde  at  gjøre  sig  gjældende.  Da  Angelsak- 
serne kom  over  til  Britannien,  manglede  de  endnu,  hvad  vi  kalder  høiere 
kultur.  De  stod  omtrent  paa  samme  trin  som  de  Germaner,  Tacitus 
skildrer.  Man  troede  tidligere,  at  da  Romerne  tråk  sine  tropper  bort 
fra  Britannien,  ophørte  latinsk  sprog  at  tales  og  at  romersk  kultur  uddøde 
paa  de  Britiske  Øer.  Til  Angelsakserne  talte  kun,  saa  mente  man,  døde 
minder  om  Roms  storhed.  Angelsakserne  saa  nok,  og  blev  grebet  aF, 
Romernes  mægtige  fæstningsanlæg,  af  deres  veie  og  byer,  omgivne  af 
volde  og  grave.  Men  de  mødte  ingen  latinsktalende  eller  af  romersk 
kultur  gjennemsyrede  mænd.  Vel  er  det  saa,  at  provinsen  Britannien 
dannede  en  udkant  af  Romerriget.  Men  nyere  undersøgelser,  f.  eks.  af 
Wright:  »The  Celt,  the  Roman,  and  the  Saxonc  og  af  E.  Winkelmann 
i  hans  »Geschichte  der  Angelsachsen«,  har  dog  vist,  at  den  gamle  op- 
fatning  er  urigtig.  Hiibner's  udgave  af  Britanniens  latinske  indskrifter 
har  vist,  hvor  dybt  latinen  var  trængt  ned.  Særlig  banebrydende  er  A. 
Pogatscher's  »Zur  Lautlehre  der  griechischen,  lateinischen  und  romanischen 
Lehnworte  im  Altenglischen <  (Strassburg  1888).  Pogatscher  redegjør  for 
den  mængde  latinske  laanord,  som  Andes  i  angelsaksisk,  og  viser,  at  et 


46  ALEXANDER  BUGGE.  H.-E.   Kl. 

Stort  antaP  af  disse  er  optaget  af  Angelsakserne:  i  Britannien  i  de  første 
aarhundreder  efter  erobringen.  De  nyere  undcrscçelser  gaar  da  i  korthed 
ud  paa,  at  romersk  sprog  og  romersk  kultur  i  Britannien  ikke  pludselig 
har  opbørt»  men  at  de  langsomt,  i  aarhundredernes  løb  er  udslukket. 
Særlig  i  byeme.  —  som  i  London  -r-  vedblev  romersk  kultur  at  leve  og 
at  øve  sin  indflydelse  paa  Angelsakserne.  Vistnokvar  den  indfødte  be- 
folkning i  Britannien  ikke  blevet  fuldstændig  romaniseret,  saaledes  som 
tilfældet  var  i  Gallien.  De,  som  mener  dette,  gjør  sig  vel  skyldig  i  en 
overdrivelse.  Kymrerne  i  Wales  og  Cornwall  kom  ikke. under  latinsk  paa- 
virkning  til  at  tale  et  romansk  sprog,  men  vedblev  at  tale  sit  keltiske 
sprog  og  bevarede  sin  eiendommelige  keltiske  kultur  og  samfundsordning. 
Men  tiltrods  for  dette  kom  den  romerske  kulturs  dannende  og  udviklende 
indflydelse  til  tidlig  at  vise  sig  paa  de  fleste  af  livets  omraader.  Jeg 
skal,  efter  Pogatscher,  nævne  en  række  latinske  laanord,  som  tilfulde 
viser  dette. 

Sterkest  virkede  kanske  de  romerske  by-  og  fæstningsanlæg  i  be- 
gyndelsen  paa  Angelsakserne,  som  fra  sit  hjemland  ikke  kjendte  noget 
lignende.  Til  de  aeldste  latinske  laanord  i  angelsaksisk  hører  derfor  stræt, 
brolagt  vei  (af  lat.  [via]  strata),  ceaster  »bye  (af  lat.  ca»^ra),  -coin,  endelse 
i  bynavne  som  Lincoln  (af  lat.  colonia),  port  i)  »portaabningc  (af  lat. 
porta),  2)  »havn«  (af  lat.  portus)  og  mur  »vold,  murt  (af  lat.  mums). 

Men  ogsaa  paa  mange  andre  omraader  viser  indflydelsen  sig.  Fra 
Romerne  stammer  dyrkningen  af  de  fleste  kjøkken-  og  nytteplanter  i 
England,  som  »pære«  (ags.  peru  =  lat.  pirtis),  »næpe«  (ags.  nåp  «»  lat. 
napiis),  »kaalc  (ags.  cawel,  caL  =»  lat.  caulis)  og  »kirsebær[træ]  (ags. 
cires-héam  af  lat.  cerasus).  Til  husets  udstyr  føiedes  »skrin«  (ags.  scrin 
=  lat.  scrinium)  og  »bægre«,  ofte  af  glas  (ags.  caUc  =  lat.  calix).  Man 
smykkede  sig  med  ædle  stene  som  Romernes  gemmer  (ags.  gimm  = 
lat.  gemma).  Paa  væggene  hængte  man  vævede  tapeter  (ags.  teped  =^ 
lat.  tapetum).  Dragten  blev  paavirket  og  man  fik  nye  klædningsstykker 
og  tøier,  f.  eks.  ags.  cæppe  »kappe«  (af  lat.  cappa),  mçntel  »mantd«  (af 
lat.  manteüum),  cernes  »skjorte«  (af  lat.  camisia),  pæU  »en  kostbar  kappe, 
purpur«  (af  lat.  pallium),  og  side  »silke«  (af  lat.  seta).  Agerbruget  blev 
udviklet  og  forbedret  under  paavirkning  af  romersk  kultur.  Derom  vidûer 
slige  ord  som  cyl{e)n  »ovn,  tørreovn«,  vel  især  til  at  tørre  korn  i  (af  lat 
Cîdina)f  mylen  »mølle«  (af  lat.  molina)  og  sigle,  en  slags  »rug«  (af  lat. 
secaieY 


»  Herfra  undlages,  som  jeg  siden  skal  t^le  mere  om,  de  kristelige  ord. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.        47 

Det  freminede  virkede,  skulde  jeg  tro,  paa  Angelsakserne,  eftérat  de 
havde  bosat  sig  paa  de  Britiske  Øer,  paa  samme  maade  som  Vester- 
landene virkede  paa  Nordboerne  i  vikingetiden.  Virkelig  vesteuropæisk 
kultur  fik  dog  Angelsakserne  først  efter  sin  omvendelse  til  kristendom- 
men. Kristendommen  var  kommet  til  Britannien  alt  under  Romernes 
herredømme  og  blev  siden  aldrig  fuldstændig  udryddet.  Kristendommen 
blev  dog  først  henimod  slutningen  af  det  6te  aarhundred  almindelig  an- 
taget  af  Angelsakserne,  efterat  Augustinus  i  597  havde  omvendt  Kent 
til  kristendommen. 

Medens  det  sydlige  England  sluttede  sig  til  Romerkirken,  var  i  nord 
kristendommen  kommet  ind  ad  andre  veie,  nemlig  gjennem  irske  Missio- 
nærer.  Kongeriget  Northumberland,  som  dengang  strakte  sig  helt  op  til 
Firth  of  Forth,  anerkjendte  abbeden  over  klosteret  paa  Iona  som  sit  aàn- 
delige  overhoved.  Det  saa  endog  en  tid  næsten  ud  som  om  hele  Eng- 
land skulde  slutte  sig  til  den  irske  kirke.  Men  efter  synoden  i  Whitby 
664  sluttede  ogsaa  Northumberland  sig  til  Romerkirken.  Den  irske  ind- 
flydelse  havde  dog  allerede  faat  tid  til  at  vokse  sig  sterk  og  til  at  bidrage 
til  at  gi  angelsaksisk  kultur  dens  særpræg. 

Da  Nordboerne  først  kom  til  England,  stod  Angelsakserne,  skulde 
jeg  tro,  i  materiel  kultur  ikke  saa  høit  som  befolkningen  i  det  gamle 
Gallien.  Der  var  lidet  handel  og  industri.  Og  det,  som  fandtes  af  indu- 
stri, var  nærmest  beregnet  paa  at  dække  de  lokale  behov.  De  vigtigste 
handelsstæder  var  fra  Romernes  tid  af  London  og  York,  og  hid  kom 
ikke  faa  fremmede  kjøbmænd;  saaledes  nævnes  alt  i  8de  aarhundred 
Frisere.  Vi  hører  ogsaa  en  sjelden  gang  tale  om  Angelsaksere  som  drev 
handel  paa  udlandet  ^.  Men  dette  var  en  undtagelse.  Angelsakserne  var 
ikke,  som  vore  tiders  Englændere,  noget  handelsfolk;  —  dog  begyndte 
de  i  modsætning  til  Irerne  tidlig  at  præge  mynter.  Angelsakserne  var 
fra  hjemlandet  af  et  agerdyrkende  folk.  Derfor  levede  de  ogsaa  helst  i 
aabne  landsbyer.  De  fleste  byer,  som  London,  Lincoln,  York  og  Chester, 
stammede  fra  Romernes  tid.  Lidt  efter  lidt  begyndte  dog  byerne  at  faa 
en  ikke  saa  liden  betydning  som  handelscentrer  og  samtidig  at  faa  den 
første  primitive  form  for  selvstyre.  Saaledes  havde  Lincoln  alt  i  det  7de 
aarhundred  en  gerefa.  Paa  grund  af  vikingetogene  blev  ogsaa  Angel- 
sakserne, der  hadede  mur-  og  voldomgivne  byer  som  frihedens  grave, 
nødt  til  at  befæste  sine  byer  og  at  søge  at  gjenopbygge  de  gamle  romerske 
fæstningsanlæg.  Denne  bevægelse  begynder  dog  først  under  Alfred  den 
store  og  skyldes  visselig  frankisk  paavirkning. 


^  Lappenberg,  Geschichte  von  England  I,  s.  623  ff.    Stubbs  I,  s,  93. 


48  ALEXANDER  BUGGE.  H.*F.  Kl. 

Den  tid  var  endnu  ikke  kommet,  da  engelske  skibe  pløiede  alle  have 
og  engelske  sjømænd  saaes  i  hver  havn.  Angelsakserne  var  ikke  i  nogen 
udpræget  grad  en  sjøfarende  nation.  Skibsfarten  spillede  hos  dem  en 
liden  rolle.  Derfor  stod  ogsaa  landet  forsvarsløst  ligeoverfor  vikingernes 
angreb,  og  det  var  først  under  Alfred  den  store,  at  Angelsakserne  fik  en 
virkelig  flaade, 

Ude  blant  folkets  store  mængde,  ja  selv  blant  de  fornemme  var  der 
vel  —  ialfald  før  Alfred  den  stores  tid  —  lidet  af  aandelige  interesser 
og  i  det  hele  af  høiere  dannelse.  Dog  synes  det  angelsaksiske  heltedigt 
fBeowulf«  at  vise  os  Angelsakserne  som  et  folk  med  mildere  sæder  end 
Nordboerne  i  vikingetiden.  Der  er  i  dette  digt,:der  dog,  som  vi  maa 
huske  paa,  er  omdigtet  i  kristen  aand,  mindre  vildhed  og  grusomhed  end 
i  Eddadigtene.  Den  grundige  kjender  af  Angelsaksernes  litteratur  Ten 
Brink  siger  om  iBeowulfi  :  »Den  ethiske  kjerne  i  denne  digtning  ligger 
særlig  i  opfatningen  af  mandlig  dyd,  som  bestaar  i  utæmmeligt  mod,  i 
stoisk  at  møde  døden,  i  taus  at  bøle  sig  for  skjæbnen,  i  villig  at 
hjælpe  andre,  i  fyrstens  mildhed  og  gavmildhed  mod  sine  thegner  og  i 
den  selvopofrende  lydighed,  hvormed  de  gjengjælder  hamt  K  —  Som  vi 
ser,  vikingetidens  dyder  og  karakteristiske  egenskaber,  men  blødgjort  og 
mildnet.  — 

Aandeligt  liv  trivedes  hos  Angelsakserne  som  ellers  i  Europa  paa 
den  tid  bedst  i  klostrene.  Og  skal  vi  dømme  Angelsakserne  efter  hvad 
de  har  frembragt  i  aandens  verden,  kan  de  ikke  ha  staat  lavt.  Der  er 
digtere  som  Cædmon  og  Cynewulf.  En  mand  som  Beda  med  tilnavnet 
„veneraMlis"  (den  ærværdige)  mestrede  hele  samtidens  videnskab  og 
hører  til  middelalderens  navnkundigste  lærde.  Han  har  skrevet  baade 
theologiske,  astronomiske,  sproglige  og  historiske  verker.  Hans  vigtigste 
arbeide  er  hans  »Kirkehistorie«,  som  er  et  af  de  bety dningsfuldeste  histo- 
riske arbeider,  som  overhovedet  er  skrevet  i  England. 

Under  vikingetogene  gik  det  for  en  tid  tilbage  med  det  aandelige  liv 
i  England.  Men  Alfred  den  store,  som  fremfor  nogen  anden  var  sit 
folks  lærer,  arbeidede  baade  gjennem  sine  egne  skrifter  og  oversættelser 
og  ogsaa  paa  anden  maade  for  at  bringe  det  op  igjen. 

Angelsakserne  udmerkede  sig  fremfor  de  fleste  germanske  stammer 
paa  fastlandet  og  i  særdeleshed  fremfor  Frankerne  ved  sin  kjærlighed  til 
modersmaalet.  Meget  af  Angelsaksernes  bogavl  er  visselig  skrevet  paa 
latin,  men  meget  er  ogsaa  forfattet  i  angelsaksisk  sprog.  Ikke  bare  helte- 
digte  som  »Beowulf«,  men  ogsaa  religiøse  digte  som  Cædmons  theologiske 


1  Early  English  Litterature,  overs,  af  Furnivall,  s.  29. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  ViKINGET.        49 

arbeider,  love,  aktstykker,  brevskaber  og  frem  for  alt  historiske  arbeider. 
Jeg  ser  i  denne  udstrakte  brug  af  angelsaksisk  ogsaa  udenfor  beltedigt- 
ningen  en  paavirkning  fra  irsk  kultur. 

Der  er  forholdsvis  faa  keltiske  laanord  i  angelsaksisk,  mest  kanske 
fordi  der  i  de  egne  af  Britannien,  hvor  Angelsakserne  først  bosatte  sig, 
ikke  blev  talt  keltisk,  men  et  slags  fordærvet  latin.  Tiltrods  for  dette 
maa  dog  keltisk  og  særlig  irsk  kultur  ha  havt  en  overmaade  stor  betyd- 
ning for  udviklingen  af  angelsaksisk  kultur  og  aandsliv.  Jeg  har  alt 
nævnt,  at  Nord-England  en  tid  lang  sluttede  sig  til  den  keltiske  kirke. 
Irerne  stod,  som  vi  har  hørt,  tidlig  meget  høit  som  videnskabsmænd  og 
havde  en  rig  og  blomstrende  litteratur  paa  modersmaalet,  bl.  a.  baade 
kunstdigtning  og  historieskrivning.  Det  synes  derfor  at  være  mere  end 
et  tilfælde,  naar  angelsaksisk  videnskabelighed,  kunstdigtning  og  historie- 
skrivning altsammen  er  begyndt  i  Northumbrien.  Cædmon,  Angelsak- 
sernes første  religiøse  digter,  var  munk  i  Whitby  kloster  i  Northumber- 
land. Beda  var  født  i  Jarrow  i  Northumberland  og  levede  det  meste  af 
sit  liv  i  det  kloster,  som  blev  gründet  paa  hans  fødested.  Klosterets 
første  abbed  havde  været  i  udlandet  og  bragt  hjem  en  bogsamling  fra 
Rom  og  Vienne.  Intet  sted  kunde  man  som  her  sætte  sig  ind  i  romersk, 
gallisk,  irsk  og  angelsaksisk  videnskabelighed^.  Bedas  forfatterskab  maa 
sés  i  lys  af  denne  paavirkning  fra  fastlandets  og  fra  irsk  aandsliv. 

Det  er  almindelig  anerkjendt,  at  den  angelsaksiske  annalskrivning, 
som  gjør,  at  vi  kjender  saa  godt  til  Angelsaksernes  historie,  er  opstaaet 
i  Northumberland.  Mange  mener  ogsaa,  at  det  var  angelsaksiske  missio- 
nærer,  som  indførte  den  skik  at  skrive  aarbøger  i  Frankrig  og  Tysk- 
land. Men  er  der  nogen  forbindelse  mellem  angelsaksisk  og  irsk  annal- 
skrivning? Den  eneste,  som  —  mig  bekjendt  —  har  opkastet  dette 
spørgsmaal,  er  dr.  Whitley  Stokes  i  sin  af  handling  »On  the  linguistic 
value  of  the  Irish  Annals«.  Han  siger  her:  »Naar  vi  betænker  den  nære 
aandelige  forbindelse  mellem  Irland  og  Lindisfarne,  som  længe  var  Nord- 
Englands  geistlige  hovedstad,  kunde  det  være  værd  at  undersøge, 
om  Northumbrerne  lærte  annalskrivningen  af  sine  irske  læremestere, 
eller  om  det  omvendte  var  tilfældet.i  Whitley  Stokes  besvarer  ikke  selv 
spørgsmaalet.  Men  man  merker  alligevel,  at  han  helder  til  den  mening, 
at  det  var  Northumbrerne,  som  lærte  annalskrivningen  af  Irerne.  Baade 
synes  irske  munke  at  ha  skrevet  aarbøger,  før  de  northumbriske  begyndte 
dermed,  og  desuden  var  jo  Irerne  i  det  hele  Northumbrernes  aandelige 
læremestere. 


1    Jur.  Alfred  }.  Church,  Early  Britain,  s.  157. 
Viâ.-SeUk.  Skriiter.  II.  H.-F.  KL  1904.  No.  1. 


5Ö  ALEiCANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Ogsaa  i  angelsaksisk  digtning  tør  man  vistnok  spore  indflydelse  fra 
irsk.  Professor  S.  Bugge  har  pegt  paa  den  elegiske  tone,  som  ofte 
klinger  gjennem  den  angelsaksiske  digtning.  Eddakvadene  —  med  und- 
tagelse  af  de  yngste  —  og  i  det  hele  den  gammel-germanske  heltedigt- 
ning  var  fri  for  ethvert  spor  af  elegi  og  sentimentalitet  Men  allerede 
i  heltedigtet  »Beowulf«  og  endnu  mere  i  digte  som  »Sjøfareren«  og 
»Vandreren«  er  der  et  âterkt  elegisk  drag.  I  dette  ser  S.  Bugge  ikke 
bare  almindelig  kristelig  paavirkning,  men  ogsaa  indflydelse  fra  irsk 
digtning^.  Særlig  karakteristiske  er  i  mine  øine  de  elegisk  farvede  og 
lyriske  naturskildringer,  som  vi  ofte  finder  i  angdsaksisk  poesi.  Læg 
f.  eks.  merke  til  »Beowulfs«  skildring  af  aarstidemes  vekslen  og  det 
indtryk,  vaarens  komme  gjør  paa  menneskene  (v.  1133— 1138): 

> Vinteren  belgeme  fængsled 

i  lænker  af  is,  indtil  der  atter  kom 

et  aar  til  gaarde,  som  det  end  altid  gjør, 

.« 1 

det  straalende  veir.    Da  var  vinteren  leden; 

fager  var  jordens  barm.    Den  land-flygtige  *  stunded, 

gjæsten  fra  gaarde.« 

Endnu  eiendommeligere  er  en  naturskildring  i  digtet  »Sjøfareren«, 
som  igrunden  er  en  eneste  poetisk-religiøs  betragtning  over  menneskets 
forhold  til  naturen.     Det  heder  her  (v.  48 — 55): 

»Træ  og  busk  nu  blomstrer;  boigene  blir  £igre; 
vang  og  eng  sig  smykker;  verden  bliver  glad. 
Alt  dette  lokker  den,  som  længes  ud, 
til  at  drage  paa  færd,  maner  deo,  som  saa  tænker, 
til  Qærnt  at  vandre  paa  bølgemes  veie. 
Saa  maner  og  gjegen  med  klagende  rest; 
sommerens  vægter  synger;  sorg  den  bebuder 
bitter  i  brystet«  *. 

Slige  naturskildringer  med  fuglesang  og  vemodig  lokkende  toner  er 
fuldstændig  fremmede  for  al  nordisk  digtning  forud  for  folkevisen.  I 
den  lyder  kun  ravnens  og  ørnens  hæse  skrig  og  hanen,  som  vækker 
mændene  til  kamp.  Naturskildringer  som  de  i  »Sjøfarerent  har  sine 
rødder  ikke  i  germansk,  men  i  keltisk  digtning.  »Sjøfarerens«  digter 
har  aandeligt  slægtskab  ikke  med  Eddakvadenes  eller  »Hildebrandlieds« 
digtere,  men  med  den  irske  munk,  som  sad  i  sin  celle  nede  i  St.  Gallen 
og  digtede  om  gjøgen  og  svarttrosten,   som  sang  til  ham  fra  træernes 


S.  Bugge,  Über  Beowulf,  Paul  u.  Braune,  Beiträge  XII,  p;  77 -.79. 

V.  ii$6  pâ  pe  syngales  seU  biwitiaô  synes  her  ikke  at  staa  paa  sin  rette  plads;   se  S. 

Bugge  i  Paul  u.  Braune' s  Beiträge  XII,  s.  30  f. 

d.  e.  den  landflygtige  Hengest 

Grdn,  Bibliothek  der  angelsächsichen  Poesie,  I,  s.  243, 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFU  PAA  NORDB.  1  ViKlNGET.        S^ 

kroner.  Den  elegisk-lyriske  naturskildring  i  angelsaksisk  digtning 
stammer  fra  irsk  digtning,  hvor  den  især  gir  sig  udtryk  i  sagnkredsen 
og  digtene  om  Finn  og  Oisin. 

Endnu  sterkere  end  paa  videnskab  og  digtning  var  den  irske  kul- 
turs indflydelse  paa  Angelsaksernes  kunst  og  Ornamentik.  Det  er  paa- 
virkning  fra  Irland,  som  præger  den  angelsaksiske  kunst  i  de  første 
aarhundreder  efter  kristendommens  indførelse^.  Rundt  om  i  Northumber- 
land, hvor  der  i  gammel  tid  stod  kirker  og  klostere,  findes  der  den  dag 
idag  levninger  af  stenkors,  som  er  prydet  med  ganske  den  samme  slags 
baandslyngninger  og  ornamenter,  som  vi  finder  paa  stenkors  fra  Irland 
og  Skotland^.  Vi  gjenfinder  det  snoede  baand,  som  i  løkker  slynger 
sig  nedover  stenens  flade;  vi  ser  dyr,  hvis  lemmer  og  krop  er  blit  til 
slyngende  baand,  og  vi  ser  det  karakteristiske  keltiske  kors  og  de  kel- 
tiske linjemotiver.  Enhver,  som  ser  de  gamle  stenkors,  som  er  fundet  i 
Durham  og  andre  steder  i  Northumberland,  vil  straks  se,  at  de  tilhører 
det  samme  kulturomraade,  som  de  af  irske  mænd  reiste  eller  af  irsk 
kultur  paavirkede  stenkors  i  Cumberland  og  Skotland.  Blant  de  steder 
i  Northumberland,  hvor  man  har  fundet  slige  kors,  er  ogsaa  Jarrow^ 
hvor  som  vi  har  hørt  Beda  levede,  —  et  vidnesbyrd  mere  om,  at  Beda 
og  hans  kreds  var  paavirket  af  irsk  kultur  og  aandsliv. 

Jeg  har  talt  saavidt  udførlig  om  den  irske  kulturs  indflydelse  paa 
den  angelsaksiske,  dels  fordi  dette  æmne  er  lidet  kjendt  og  undersøgt, 
men  endnu  mere  fordi  det  ogsaa  har  betydning  for  spørgsmaalet  om 
Iremes  paavirkning  paa  Nordboerne.  Vi  har  hørt,  at  der  kun  er  Caa 
irske  og  i  det  hele  keltiske  laanord  i  angelsaksisk^.  Paa  den  materielle 
kulturs  udvikling,  paa  samfunds-  og  retsforhold,  statsforfatning  osv.  hos 
Angelsakserne  fik  Irerne  liden  eller  ingen  indflydelse.  Men  alligevel  var 
de  i  aandens  verden  Angelsaksernes  læremestere,  i  videnskab,  i  historie- 
skrivning, i  digtning  og  kunst.  Netop  paa  disse  omraader  var  det  ogsaa, 
Irerne  og  irsk  kultur  i  vikingetiden  fik  indflydelse  paa  Nordboerne,  me- 
dens det,  som  vore  forfædre  i  det  praktiske  liv  lærte  af  Irerne,  ikke 
var  stort 

Senere  end  den  irske  gjorde  indflydelse  fra  Frankerrigets  kultur  sig 
gjældende  paa  Angelsakserne.  Denne  indflydelse  begynder  først  i  det 
9de  aarhundred  og  blev  særlig  sterk  i  det  lode.    Paa  de  northumbriske 


1    Sophus  Maller,  Dyreornamentiken    i  Norden,    i    Aarb.  f.  nordisk  Oldkyndighed  1880, 

«.  336. 
*    Stuart,  Sculptured  Stones  of  Scotland  II,  pl.  CVII— CXVIII. 
>    Sammesteds  II,  pL  CXVI. 
^    Jir.  Grundriss  der  germanischen  Philologie  I,  s.  783. 


Si  ALEXANDER  fiUGGË.  H.-F.  Kl. 

stenkors  finder  vi  ved  siden  af  de  irske  baandslyngninger  og  linjeraotiver 
undertiden  ogsaa  bladværk  og  plantemotiver.  undertiden  ser  vi  ogsaa 
bladværk  alene  eller  bladværk  og  fugle  osv.  *  Disse  motiver  tilhører 
ikke  den  oprindelige  irske  kunst,  men  stammer  fra  det  Karolingiske  Rige, 
saaledes  som  Sophus  Müller  har  paavist.  Han  siger:  »Det  var  først 
ved  Karl  den  stores  tid,  at  det  frie  antike  løvværk  blev  gjenindført  i 
kunsten  i  den  særlig  nuancerede  form,  som  forekommer  paa  de  nort- 
humberske  stenkors«  2.  Forbindelsen  med  det  Karolingiske  Rige  fik  ogsaa 
en  ikke  liden  betydning  for  kongemagtens  udvikling.  Hoffet  blev  — 
fra  midten  af  det  9de  aarhundred  af  —  omdannet  efter  karolingsk  møn- 
ster; der  blev  indført  nye  hofembeder  osv.  Den  begyndende  vassalitet, 
som  udviklede  sig  hos  Angelsakserne  fra  Alfred  den  stores  tid  af,  tør 
vel  ogsaa  for  en  del  ha  sin  grund  i  forbindelsen  med  Frankerriget. 
Under  Alfred  den  store  og  især  under  dennes  datter  lady  Æthelfled  af 
Mercia  og  under  kong  Eadward  bygges  der  rundt  om  i  England  som 
værn  mod  vikingerne  en  række  nye  fæstninger,  og  de  gamle,  som  stod 
igjen  fra  Romernes  tid,  istandsættes.  Ogsaa  i  dette  viser  indflydelsen 
fra  Frankrig  sig.  Thi  dér  begyndte  borgerne  fra  midten  af  det  9de 
aarh.  af  —  som  værn  mod  Normannerhærens  angreb  —  at  befæste  sine 
byer  og  at  omgi  dem  med  volde  og  mure.  Paa  myntvæsenet  og  paa 
handelens  og  næringslivets  udvikling  hos  Angelsakserne  øvede  Franker- 
riget ligeledes  sin  indflydelse,  særlig  fra  Karl  den  stores  tid  af. 

Da  vikingerne  først  kom  til  Frankrig,  traf  de  ikke,  saaledes  som  vi 
nu  gjør  i  disse  egne,  en  i  det  væsentlige  ensartet  romansk-talende  be- 
folkning. Det  gamle  Gallien  havde  ophørt  at  eksistere  og  det  moderne 
Frankrig  havde  endnu  ikke  dannet  sig.  Der  boede  —  ligesom  nu  — 
Basker  i  Pyrenæerne  og  keltisktalende  Bretoner  i  Bretagne;  de  sidste 
var  i  det  5te  og  6te  aarh.  kommet  over  fra  Britannien.  Hovedmængden 
af  befolkningen  talte  ogsaa  dengang  —  ligesom  nu  —  et  fra  latin  stam- 
mende, romansk  sprog.  Men  i  nord  og  øst  især  havde  der  slaat  sig 
ned  germanske  stammer,  hvem  folkevandringens  strømme  havde  ført  over 
til  Gallien.  Syd-Frankrig  tilhørte  en  tid  Vestgoterne  og  Burgunder  var 
bosat  i  øst,  hvor  landskabet  Bourgogne  ved  sit  navn  endnu  minder  om 
dem.  Intet  af  disse  folk  satte  spor  efter  sig.  Ulige  vigtigere  var 
Frankernes  bosættelse  i  det  nordøstlige  Frankrig.  Frankerne  erobrede 
lidt  efter  lidt  hele  det  moderne  Frankrig,  som  jo  ogsaa  har  faaet  navn 
efter  dem.     Deres  rige  gik  i  nord  til  Rhinens  munding,    men  strakte  sig 


>    Sculpt.  Stones  of  Scotland  II,  pl.  LXXXVIII,  XCIII  og  XCIV, 
«    Dyreornamcntiken,  s.  338, 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        53 

ogsaa  over  helt  germanske  egne  øst  for  Rhinen  \  Under  Karl  den  store 
blev,  som  vi  ved,  Frankerriget  en  verdensmagt,  som  foruden  de  før 
nævnte  lande  bl.  a.  omfattede  alle  tidligere  helt  eller  halvt  uafhængige 
tyske  stammer,  som  Friser,  Sakser  og  Bairer,  flere  slaviske  folk,  Corsica, 
Nord-  og  Mellem-Italien  samt  det  nordligste  af  det  nuværende  Spanien. 

Karl  den  stores  rige  blev  snart  delt  paany;  men  i  theorien  og  i 
folkenes  øine  vedblev  det  endnu  længe  at  danne  en  enhed  og  at  være 
og  ansees  for  Europas  mægtigste  rige. 

Af  Frankerrigets  befolkning  var  saaledes  ved  aar  800  omtrent  halv- 
delen romansk  og  halvdelen  germansk.  Men  naturligvis  var  forholdet 
mellem  disse  forskjelligt  i  de  forskjellige  dele  af  riget.  I  Austrasien 
boede  der  kun  Germaner,  medens  Frankerne  i  Neustrien  bare  var  den 
herskende  race,  og  i  Akvitanien  spillede  det  germanske  element  en  rent 
forsvindende  rolle.  Hele  Frankerrigets  kultur  er  ogsaa  en  blanding  af 
romansk  og  germansk.  Statsforfatningen  er  i  sine  grunddrag  germansk, 
fremforalt  selve  kongemagten  og  kongens  følge  af  væbnede  mænd.  Men 
kongens  stilling  omdannes  lidt  efter  lidt  efter  romerske  og  byzantinske 
forbilleder,  indtil  Karl  den  store  søger  at  gjenoprette  det  romerske 
keiserdømme.  Hirden  omdannes  til  et  hof  i  romersk  stil  ;  embedsværket 
udvikler  sig  efter  romerske  forbilleder;  —  dette  gjælder  ikke  saa  meget 
rigets  administration  i  det  store,  der  var  mere  germansk,  som  det  gjælder 
de  embedsmænd,  som  stod  ved  kongens  side.  En  mængde  høitstaaende 
mænd  bærer  alt  under  Merovingerne  romerske  navne,  som  Segundinus 
og  Faternus,  der  var  Klodwigs  sendebud,  Celsus,  Amatus  og  Mummolus, 
som  var  patriciere  i  kongeriget  Burgund,  og  Desiderius,  som  førte  Chil- 
periks  hær^.  Retten  er  i  sine  grunddrag  germansk,  ikke  romersk.  Men 
alt  det,  som  fandtes  af  skatter  og  andre  offentlige  indtægter,  told  o.  L, 
var  en  arv  fra  Romerne.  I  det  hele  var  Frankerriget,  særlig  da  det  nu- 
værende Frankrig,  gjennemsyret  af  romersk  kultur.  Ligeledes  er  det 
moderne  franske  sprog,  tiltrods  for  de  mange  germanske  ord  det  har 
optaget  i  sig,  et  romansk  sprog,  latinens  datter  og  søster  til  italiensk  og 
spansk  osv. 

De  germanske  ord  i  moderne  fransk  omfatter  særlig  krigsvæsenet. 
Ord  som  guerre  »krig«,  Iierberge  »leir«,  epicw  »spyd«,  gonfanon  »krigs- 
fane«,  bannière  »banner«.  Mange  retsudtryk  er  ogsaa  germanske,  som 
maUer  »kalde  for  retten«,  garantir  »gaa  i  borgen  for«,  saisir  »lægge 
beslag  paa«,  fief  »len«,  aileu  »allod«.     Fra  administrationen  kan  nævnes 


<    Ogsaa   vest   for   Rhinen,   i   det   ripuariske   Franken   og  i  det  Alemannerne  tilhørende 

EUass  var  der  en  helt  germansk  befolkning. 
s    Jfr.  Ram^aud,  Hist.  de  lå  civilisation  française  (2  éd.)  I,  s.  7S. 


54  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  KI. 

maréchal,  sénéchal,  échevin  »dommere  Fra  bebyggelsen  kan  nævncs 
hourg  »flækket  (optaget  i  latin  alt  i  keisertidens  slutning),  hameau  »liden 
landsby  €.  Flere  ord  for  klædedragt,  bohave  og  husets  udstjrr  er  ogsaa 
germanske,  som  moKe  »sæk,  pose«,  haruip  »bæger«,  canif  »knive  ^.  En 
mængde  andre  ord,  som  viser  Germanernes  indflydelse  paa  de  forskjel- 
lige omraader,  kunde  ogsaa  nævnes.  Hertil  kom  siden  indflydelsen  fra 
Nordboerne,  som  gjorde,  at  en  række  skibsudtryk  i  moderne  fransk  er 
af  nordisk  oprindelse,  ord  som  hune  »mers  paa  mastene  (jfr.  oldn.  hunn), 
esnèque  fsnekkec  (oldn.  snekkja),  matelot  »matrose  (af  oldn.  mçtunautr 
»mand,  som  er  i  kosthold  hos  en  anden«),  esturman  »lods«  (af  oldn. 
styrima&r).  Det  germanske  element  i  fransk  er  vigtigere  end  det  keltiske; 
men  i  forhold  til  det  latinske  har  det  kun  en  underordnet  betydning. 

Særlig  var  kirken  romersk.  Dens  sprog  var  latin;  dens  medlemmer 
havde  sit  midtpunkt  i  Rom  og  fik  derfra  sin  uddannelse  og  det  meste 
af  det,  som  fyldte  deres  aand  og  tanker.  I  klostrene  levede,  saa  godt 
det  lod  sig  gjøre,  romersk  kultur  videre.  Det  aandelige  liv  var  i  langt 
høiere  grad  endog  end  hos  Angelsakserne  paavirket  af  romersk  kultur. 
Klodwigs  sønnesøn  Chilperik  gjorde  latinske  vers  og  vilde  udvikle  det 
latinske  alfabet.  En  anden  af  hans  sønnesønner,  Charibert,  talte  By- 
dende latin  og  syslede  med  literatur.  Den  italienske  digter  Fortunatus, 
som  kom  til  disse  »barbarers«  hof  for  at  gjøre  sin  lykke,  sagde  til 
Charibert:  »Hvor  stor  maa  ikke  din  veltalenhed  i  dit  modersmaal 
være,  siden  du  overgaar  os  Romere  i  brugen  af  vort  eget  sprog!»*  I 
de  følgende  aarhundreder  voksede  stadig  —  gjennem  kirken  og  geistlig- 
heden  —  den  romerske  indflydelse.  Interessen  for  videnskab  og  literatur 
og  i  det  hele  det  aandelige  liv  i  Frankerriget  stod  dog  før  renaissancen 
under  Karl  den  store  temmelig  lavt.  De  fleste  forfattere,  som  Fredegar 
f.  eks.,  skriver  et  barbarisk  og  forvirret  latin.  Der  er  ingen  videnskabs- 
mænd  som  Angelsakseren  Beda  eller  Irlænderne  Cormac  og  Johannes 
Scotus  Erigena.  Merovingernes  historie  viser  os  billedet  af  et  dybt 
fordærvet  og  forraaet  samfund,  hvor  barbarerne  har  lært  mere  af  den 
høiere  civilisations  daarlige  end  af  dens  gode  sider.  Et  samfund,  hvor 
alle  baand  sprænges,  hvor  barbarerne  holder  bakkanal  paa  Romerrigets 
rygende  ruiner.  Men  lidt  efter  lidt  blir  dannelsen  almindeligere  og 
samfundet  faar  fra  det  8de  aarhundred  af  og  især  efter  Karl  den  stores 
tid  sin  faste  bygning. 


i    Jfr.  G.  Paris,  La  littérature  française  au  Moyen  Age,   s.  22  ff.,   og  Die«,    Romanische« 

Wörterbuch. 
s    Gaston  Paris,  La  littérature  française  au  Moyen  Age,  s.  18  f. 


1904-  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        55 

Derimod  stod  den  materielle  kultur  betydelig  høiere  i  Frankerriget 
end  hos  Angelsakserne,  for  ikke  at  tale  om  Irerne.  Fra  Romernes  tid 
af  var  egnene  ved  Rhinens,  Maas's  og  Scheldes  udløb  vigtige  industri- 
centrer.  Her  fabrikeredes  sverdklinger  og  andre  jernvarer,  samt  glas  og 
tøier.  Især  var  Arras  {Atrébates)  bekjendt  for  sine  tøier,  medens  Køln 
og  Lüttich  var  midtpunkter  for  vaabenfabrikationen.  Egnene  ved  Loire's 
og  Garonne's  mundinger  var  ogsaa  gamle  handels-  og  industricentrer. 
Inde  i  landet  kan  nævnes  Limoges  og  Lyon.  Handelen  vedblev  at 
blomstre,  især  i  de  sydlige  dele  af  Frankrig,  hvor  Marseille  og  andre 
byer  fremdeles  —  ligesom  i  oldtiden  —  stod  i  handelsforbindelse  med 
Orienten  og  sendte  sine  skibe  til  Konstantinopel,  Syrien  og  Ægypten. 
Østerlandske  varer,  som  f  eks.  kryderier,  nævnes  ofte  under  Merovin- 
geme.  Og  naar  Karl  den  store  søgte  kalifen  Harun  Arraschid's  venskab, 
saa  var  det  ikke  bare  for  at  beskytte  de  kristne  pilegrime,  som  drog  til 
Jødeland,  men  ogsaa  for  handelens  skyld;  selv  paa  arabiske  markeder 
var  frisiske  tøier  kjendt.  Østerlandske  varer  blev  ogsaa  bragt  til  Frankrig 
af  italienske  kjøbmænd,  som  personlig  gjennemstreifede  landet.  Ved  de 
store  markeder,  især  i  St,  Denis  lige  ved  Paris,  mødtes  franske  og  frem- 
mede kjøbmænd  og  byttede  sine  varer.  Hid  kom  »langobardiskec  kjøb- 
mænd (fra  Lombardiet),  Venetianere,  Spaniere  (fra  Barcelona,  som  fra 
gammel  tid  var  en  vigtig  handelsstad).  Jøder,  Angelsakser  og  Friser, 
hvilke  sidste  i  den  tidligere  middelalder  var  store  handelsmænd  og 
sjøfarere  1. 

Det  indtryk,  vi  faar  af  Frankerrigets  kultur,  er,  at  det  aandelige  liv 
—  ialfald  før  Karl  den  stores  tid  —  kanske  ikke  stod  saa  høit  som  hos 
Angelsakserne  og  Irerne.  Men  landet  var  i  langt  høiere  grad  end 
England  og  Irland  gjennemsyret  af  romersk  kultur.  Der  var  byer,  som 
lige  fra  Cæsars  tid  eller  endog  langt  tidligere  —  saaledes  som  det  af 
Grækerne  grundede  Marseille  —  havde  været  midtpunkter  for  aandsliv, 
handel  og  industri.  Derfor  stod  ogsaa  den  materielle  kultur  langt  høiere 
end  i  noget  andet  land  nord  for  Alperne.  Medens  i  England  haandværk 
og  industri  før  William  Erobrerens  tid  næsten  udelukkende  var  tilhuse  i 
klostrene,  var  i  Frankerriget  byerne  de  vigtigste  industricentrer.  I 
byerne  i  Frankerriget  smededes  der  sverdklinger,  lavedes  glas  og  vævedes 
tøier,  som  ingen  Angelsakser  kunde  gjøre  magen  til.  Vel  kan  ikke  den 
frankiske  Ornamentik,  som  vi  ser  den  i  bøger  og  paa  smykker,  i  skjøn- 
hed  og  vekslende  mangfoldighed  maale  sig  med  den  irske,  —  ogsaa  paa 
dette  omraade  kom  der  dog  under  Karl  den  store  en  gjenfødelse;  man 


Jfr.  Steenstrup,  Normannerne  II,  s,  38, 


56  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

optog  klassiske  motiver,  bl.  a.  akanthusbladet^  Men  alligevel  vil  jeg 
sige,  at  kunsten  stod  høiere  i  Frankrig  end  i  England  og  Irland.  I 
Frankrig  levede  dog,  om  end  usselt  og  tilbagevist  til  kirken  og  klostrene, 
den  klassiske  tradition  videre.  Menneskefremstillingen  er  baade  hos 
Ireme  og  Angelsakserne  klosset  og  ubehjælpelig.  Der  er  ingen  bevæ- 
gelse  i  skikkelserne.  Ser  vi  derimod  paa  karolingiske  miniaturmalerier 
fra  slutningen  af  det  8de  og  fra  det  9de  aarhundred,  vil  vi  finde  liv  og 
bevægelse  baade  i  menneske-  og  dyrefremstiUingeme*.  Men  især  stod 
bygningskunsten  langt  høiere  end  i  England  og  Irland.  Der  findes 
mangesteds  i  Irland  be  varet  kirkebygninger  fra  det  9de  og  icxle  aar- 
hundred. Ingen  bygninger  kan  være  mere  enkle  og  primitive.  Tag  og 
vægge  gaar  oprindelig  i  ett.  Der  er  ingen  søiler,  som  bærer  en  hvæl- 
ving;  —  buede  hvælv  findes  ikke*.  Heller  ikke  de  navnkundige  irske 
rundtaarne  kan  det  ha  været  nogen  stor  kunst  at  bygge.  Angelsakserne 
stod  neppe  saa  meget  høiere  end  Irerne  i  bygningskunst.  Den  angel- 
saksiske stil  synes  i  sin  begyndelse  at  ha  været  mest  at  regne  som  et 
første  forsøg  af  bygmestere,  som  var  mere  vant  til  at  arbeide  i  træ  end 
til  at  efterligne  de  levninger  af  romersk  bygværk,  som  havde  overlevet 
erobringskrigene  og  Angelsaksernes  bosættelse.  Paa  fastlandet,  hvor 
barbarerne  havde  flere  og  bedre  forbilleder  at  efterligne,  udviklede  de 
snart  en  eiendommelig  bygningsstil.  Angelsakserne,  som  havde  daar- 
ligere  forbilleder  og  ingen  udlærte  haandværkere,  naaede  før  det  lode 
aarh.  ikke  længer  end  til  at  frembringe  den  angelsaksiske  stil,  den  plum- 
peste datter  af  den  romerske  kunst  ;  desuden  hyggede,  som  det  synes, 
Angelsakserne  i  begyndelsen  mere  i  træ  end  i  sten^.  I  Frankerriget  ud- 
viklede der  sig  derimod  tidlig  en  virkelig  bygningskunst.  Jeg  kan  nævne 
kirken  i  St.  Denis,  som  blev  bygget  i  613,  og  kapellet  Jonarre,  som  blev 
bygget  i  slutningen  af  det  7de  aarhundred  s.  Fra  Karl  den  stores  tid, 
da  som  vi  har  hørt  kunst  og  videnskab  gjenfødtes,  findes  der  et  virkelig 
imponerende  bygværk  bevaret,  nemlig  domkirken  i  Aachen.  Den  viser 
paavirkning  fra  byzantinsk  kunst  og  er  vel  bygget  nærmest  efter  for- 
billede af  kirkeme  i  Ravenna  «. 


Jfr.  Sophus  Maller,  Dyreornamentiken  i  Norden. 

Jfr.  afbildningcrne,  s.  971    og   1017  i  F.  Dahn's   »Urgeschichte   der   germanischen   u. 

romanischen  Völker«  (i  Oncken*s  Allgemeine  Geschichte). 

Jfr.  Anderson,  Scotland  in  Early  Christian  Times  (first  Series),    kap.   »Early  structural 

remains«. 

Efter  Companion  to  English  History,  ed.  by  F.  P.  Barnard,  s.  6. 

Jfr.  Dahn,  Urgesch.,  afbildn.  til  s.  584  og  644. 

Sammesteds,  afbildn.,  s.  1057. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        57 

Efterat  Karl  den  store  havde  sat  keiserkronen  paa  sit  hoved,  stod 
der  om  hans  og  hans  riges  navn  en  glans,  som  verden  ikke  havde  sét 
magen  til  siden  Roms  storhedstid.  Keiser  Karl,  en  sagnfigur  alt  i  levende 
live,  blev  det  store  og  uopnaalige  forbillede  for  alle  middelalderens  her- 
skere. De  statsretslige  ideer  og  de  eiendommelige  samfundsforhold  i 
hans  rige,  fremforalt  lensvæsenet,  vinder  indpas  rundt  om  i  Europa. 
Ligesom  Karls  keiserdømme  forbandt  hans  egen  tid  med  den  romerske 
oldtid,  saaledes  var  ogsaa  den  materielle  kultur  i  hans  dage  en  datter 
af  oldtidens  kultur  og  Frankerriget  var  selv  det  store  bindeled  hvorigjennem 
varer  fra  Sydeuropa  og  Orienten  førtes  til  Vesteuropa, 

Før  vikingetiden  havde  de  nordiske  folk  kun  svagt  været  udsat  for 
paavirkning  fra  kristendom  og  romersk  kultur.  I  Vesteuropa  formaadde 
folkevandringens  strømme  og  de  indflyttende  germanske  stammer  ikke 
at  udrydde  kristendommen  og  romersk  kultur.  Germanerne  blev  snart 
selv  Romerkirkens  troende  sønner  og  omdannet  —  baade  med  hensyn 
til  sit  ydre  og  indre  menneske  —  under  romersk  indflydelse.  Gallien 
vedblir  ogsaa  under  sit  nye  navn  Frankrig  at  være  et  romansk  land. 
Tyskland  er  gjennem  keiserdømmet  og  hele  sin  historie  i  middelalderen 
knyttet  til  Italien.  Angelsakserne  er,  fra  den  stund  de  satte  foden  paa 
Britanniens  jord,  sterkt  og  varig  paavirket  af  romersk  kultur.  Den  gamle 
irske  kultur  er  mere  selvstændig  ;  men  ogsaa  den  har  sine  rødder  i  kristen- 
dommen og  i  Rom.  Vikingetidens  store  betydning  er,  at  den  bragte 
Nordens  folk  under  varig  indflydelse  fra  den  romerske  kultur.  Denne 
indflydelse  kom  sent  og  middelbart,  det  er  sandt  nok,  men  den  er  det 
dog,  vi  Nordboer  i  første  række  skylder,  at  vi  er  et  led  af  de  store 
europæiske  kultursamfund. 


58  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


II.    Landets  st3rrelse,  kongemagten« 


IncUedend^  ord. 

Den,  som  vil  undersøge  et  moderne  lands  forfatning  og  styrelse, 
maa  følge  en  ganske  anden  fremgangsmaade  end  den,  der  vil  undersøge 
rigsstyrelsen  i  ældre  tider  i  et  politisk  uudviklet  land.  I  det  politisk  ud- 
viklede  land  har  hver  af  statsmagterne  sit  afgrænsede  virksomhedsomraade, 
sine  rettigheder  og  pligter,  ordnet  ved  lov  eller  vedtaget  hævd.  Staten 
har  sin  grundlov  eller  sine  grundlove,  optegnet  og  nedskrevet.  Deres 
ordlyd  kan  læses  af  enhver;  vi  kan  følge  de  almene  forudsætninger, 
hvorfra  lovgiverne  er  gaat  ud  ;  vi  kan  drage  sammenligninger  med  andre 
lande  og  se  fra  hvilke  hold  indflydelse  har  virket  og  efterligning  har 
fundet  sted.  Anderledes  med  den,  som  vil  søge  at  sætte  sig  ind  i 
Norges,  Sveriges  og  Danmarks  forfatning  og  styrelse  i  vikingetiden.  Han 
gaar  som  paa  gyngende  grund  uden  nogen  tryg  sten  at  sætte  foden  paa. 
Der  er  ingen  forfatning,  ikke  engang  noget,  som  vi  vilde  kalde  et  erobeds- 
værk.  Og  dog  har  folket  ogsaa  her  sine  rettigheder  opstukket  efter 
grænser,  som  enhver  kjendte,  og  kongen  er  ikke  enevældig;  tværtimod, 
hans  magt  strækker  sig  ikke  udover  visse  omraader.  Men  vanskelig- 
heden er,  at  alt  dette  er  gründet  paa  aarhundreder  gammel  hævd;  og 
sker  der  forandringer,  saa  kommer  de  for  det  meste  lidt  efter  lidt, 
umærkeligt  næsten. 

Skal  vi  derfor  undersøge  det  spørgsmaal,  om  statsstyrelsen  i  Norge, 
Sverige  og  Danmark  i  vikingetiden  er  blit  paavirket  under  indflydelse 
fra  Vesteuropa,  da  har  vi  ingen  sikkert  opstukne  veie  at  følge.  Der 
findes  fra  den  tid  ingen  skrevne  love,  som  kan  danne  udgangspunktet 
for  vor  undersøgelse.  Vi  maa  følge  sagaernes  sparsomme  og  ofte  utyde- 
lige eller  misforstaaede  beretninger,  en  sjelden  gang  kan  vi  ogsaa  slutte 
tilbage  fra  de  i  senere  tid  optegnede  love.  Men  noget  helhedsbillede  er 
det  vanskeligt  at  faa.  Ja  om  Danmarks  og  endmere  om  Sveriges  for- 
fatning i  vikingetiden  ved  vi  knapt  nok  til  at  komme  med  almindelige 
antydninger. 

Derfor  vil  svaret,  naar  der  spørges  om  indflydelse  udenfra  paa  dette 
omraade,  altid  bli  svævende  og  usikkert.  Bedst  støtte  har  vi  i  fremmed- 
ordene.   Finder  vi,  at  navnet  paa  en  institution  er  et  laanord  fra  angel- 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.        59 

saksisk,  irsk  eUer  romansk,  saa  har  vi  ogsaa  ret  til  at  slutte,  at  selve 
institutionell  er  fremmed  og  at  den  er  indført  til  Norden  i  vikingetiden, 
da  forbindelsen  med  Vesteuropa  aabnede  sig.  Forresten  kan  vi  kun 
slutte  tilbage  fra  en  mere  almindelig  overensstemmelse  mellem  institu- 
tioner i  Norden  og  i  England  og  særlig  i  det  Karolingiske  Rige.  Er  der 
overensstemmelse  mellem  nordiske  og  f.  eks.  karolingiske  institutioner, 
og  viser  det  sig,  at  disse  sidste  ikke  er  gamle  og  fællesgermanske,  saa 
kan  vi  med  noksaa  stor  tryghed  slutte,  at  overensstemmelsen  har  sin 
grund  i  laan  i  de  nordiske  lande  fra  Karolingerriget.  Dette  er  saaledes 
tilfældet  med  Harald  Haarfagres  statsstyrelse,  som  jeg  siden  skal  komme 
nærmere  tilbage  til.  Harald  Haarfagre  indfører  en  række  i  Norge,  ja  i 
hele  Norden  før  ukjendte  forandringer  i  statsstyrelsen.  Han  tilegner  sig 
høihedsrettigheder,  som  ingen  norsk  konge  før  ham  havde  nydt.  Men 
lignende  høihedsrettigheder  havde  herskeren  i  Frankerriget  alt  længe 
været  i  besiddelse  af.  Maa  vi  ikke  ha  lov  til  at  slutte,  at  Harald 
Haarfagre  har  faat  impulser  og  hentet  sine  forbilleder  fra  Karl  den  stores 
stat,  som  i  middelalderen  var  alle  herskeres  store  forbillede? 

Jeg  kommer  til  at  dele  denne  undersøgelse  i  flere  afsnit.  Først  taler 
jeg  om  hirden,  som  en,  der  skulde  skrive  om  nutidens  historie  vel  neppe 
vilde  tage  med  i  et  afsnit  om  statsstyrelse  og  kongemagt.  Men  hirden 
i  gamle  dage  var  noget  andet  end  et  hof  i  nutiden.  Det  var  paa  den, 
kongens  magt  først  og  fremst  hvilede.  Hirden  var  kongens  krigerfølge  ; 
men  den  udførte  ogsaa  det  lille,  som  her  i  Norden  krævedes  af  embeds- 
forretninger.  Jeg  har  desuden  gode  gamle  forbilleder  for  min  inddeling. 
Hincmar  af  Reims,  der  i  slutningen  af  det  9de  aarhundred  i  sit  lille 
arbeide  »De  or  dine  palatiU  ^  skrev  om  statsforfatningen  i  Karolingerriget, 
skjelner  saaledes  ikke  mellem  hofholdningen  og  statsstyrelsen,  mellem 
hoffets  og  statens  embedsmænd.  Jeg  vil  dog  indrømme,  at  jeg  under 
omtalen  af  Harald  Haarfagres  hirdstyrelse  ogsaa  kommer  til  at  tale  lidt 
udførligere  om  livet  ved  hirden.  En  saadan  skildring  hører  ikke  strengt 
logisk  med  i  dette  afsnit;  men  den  føier  sig  naturlig  ind  og  gir  billedet 
dets  rette  farve,  naar  vi  mindes,  at  opgaven  ikke  er  at  gi  en  skildring 
af  hirdstyrelsen  saa  meget  som  at  vise,  i  hvilken  udstrækning  fremmed 
indflydelse  har  gjort  sig  gjældende. 

Efter  hirden  gaar  jeg  over  til  at  tale  om  kongemagtens  symboler. 
Tilslut  taler  jeg  om  selve  statsstyrelsen,  først  i  Norge,  hvor  jeg,  som 
naturligt  er,  lader  undersøgelsen  knytte  sig  om  Harald  Haarfagres  stat. 
Harald  Haarfagre  grunder  fra  n)^  af  og  bryder  med  hævd,    som  havde 


»    Udf.  af  M.  Prou,  Paris  1884. 


6o  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

hersket  aarhundreder  før  ham.  Efter  ham  kommer  reaktionen,  og  forst 
ved  kristendommens  indførelse  begynder  ogsaa  i  statsstyrelsen  nye 
strømninger  at  gjøre  sig  gjældende.  Til  slutning  gjør  jeg  nogle  spredte 
bemærkninger   om  Sveriges  og  Danmarks  statsforfatning  i  vikingetiden. 


Hirden. 

Hirden  er  i  sin  oprindelse  ældgammel  og  en  fællesgermansk  institu- 
tion. Allerede  de  germanske  fyrster  paa  Tacitus's  tid  var  omgit  af 
et  følge  af  haandgangne  mænd  {comitatus).  De  unge  mænd  tragtede 
efter  at  tilhøre  fyrstens  krigerfølge.  Det  medførte  hæder  i  fredstid  og 
i  krigstid  indflydelse  baade  for  dem  og  for  fyrsten  (in  pace  decus,  in 
bello  præsidium).  De  haandgangne  mænd  [comités)  sendes  i  fyrstens 
ærender  og  hædres  med  gaver  (expehmtur  enim  legcUionibus  et  muneri- 
Jms  ornantur  et  ipsa  plerumque  fatna  beila  pi-ofligani)^. 

Men  krigerfølgets  stilling  var  endnu  ganske  privat;  det  havde  endnu 
ikke  faat  nogen  offentlig  karakter  og  udgjorde  intet  offentlig  anerkjendt 
led  i  statens  styrelse.  Der  var  ingen  væsensforskjel  mellem  fyrstens 
krigerfølge  og  andre  frie  mænd,  der  arbeidede  paa  en  bondes  gaard. 

Saadan,  som  Tacitus's  skildrer  det,  var  i  det  væsentlige  krigerfølgets 
stilling  ogsaa  i  Norden  ved  vikingetidens  begyndelse.  Hver  konge  eller 
jarl  havde  sit  følge  af  haandgangne  mænd. 

De  haandgangne  mænd  var  ikke  bare  et  krigerfølge.  De  drog  som 
sendebud  til  fremmede  fyrster  og  gik  kongens  ærende  rundt  i  landet 
selv;  de  var  med  andre  ord  et  slags  embedsværk  i  kimen.  Vel  var  det 
saa,  at  det  var  stammehøvdingerne,  herserne,  der  havde  den  største 
magt  i  Norge.  Men  i  ethvert  samfund  vil  der  dog,  hvor  liden  og 
omgjærdet  fyrstens  magt  end  er,  altid  være  brug  for  en  del  mænd,  som 
gaar  hans  ærender  og  udfører  hans  bud,  med  andre  ord  for  et  slags 
primitive  embedsmænd. 

De  mænd,  som  traadte  i  kongens  tjeneste,  rørte  ved  hans  sverd 
eller  lagde  sine  hænder  i  kongens  og  blev  derved  hans  sverdtagere  eller 
haandgangne  mænd  [sverdtakari  eller  handgenginn  madry  Der  var  op- 
rindelig  ingen  rangsforskjel  mellem  følgets  medlemmer;  de  kaldtes  under 
ett  huskarler  [Mskarlar)^.  Heller  ikke  havde  følget  oprindelig  nogen 
embedsmænd,  uden  kanske  merkesmanden  (merkismaår),  som  bar  merket 


^    Tacitus,  Germania,  k.   13. 
»    Jfr.  Hirdskraa,  S  27. 


Î904.  No.  1.       VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.        6 1 

eller  banneret  foran  kongen  i  kampen.  En  anden  sag  er  det,  at  kongen 
naturlig  hædrede  én  eller  flere  fremfor  de  andre  og  lyttede  til  enkeltes 
raad  mere  end  til  andres. 

Hos  Frankerne  og  Angelsakserne  havde  i  tidens  løb  forholdene 
forandret  sig  overmaade  meget  fra  oprindelig  germansk  skik.  De  fran- 
kiske  konger  og  karolingiske  keisere  havde  faat  en  hofholdning,  ordnet 
efter  romersk  mønster,  med  høie  geistlige  og  verdslige  værdighedsbærere; 
ved  siden  af  dem  traadte  det  gamle  krigerfølge  i  skygge  og  sank  ned 
til  bare  at  bli  en  livvagt.  De  angelsaksiske  kongers  hird  blev  i  det  9de 
og  icxle  aarhundred  under  indfly deise  fra  Karolingerriget  omdannet  ganske 
i  den  samme  aand.  En  mængde  høie  9g  lave,  mer  og  mindre  unyttige 
embedsmænd  fyldte  hoffet  og  bidrog  til  at  øge  kongens  anseelse. 

Under  Harald  Haarfagre  begynder,  synes  det,  allerede  fremmed 
indflydelse  at  gjøre  sig  gjældende  og  forandre  det  norske  krigerfølges 
karakter.  De  nordiske  ord  drott  og  verd  ung  begynder  at  afløses  af  det 
fremmede  »hird«  (hird)^  som  i  middelalderen  blev  det  almindelige,  medens 
drott  og  ve7'dung  sank  ned  til  at  bruges  bare  af  skaldene.  Ordet  hird, 
som  efter  de  flestes  mening  er  af  angelsaksisk  oprindelse  og  stammer 
fra  ags.  hirep,  hird,  >i)  familie,  2)  hird«,  ßndes  alt  i  Eddadigtene  og  i  de 
ældste  skaldekvad  ^ . 

Ordene  »hird«  og  »hirdmand«  brugtes  ogsaa  i  Danmark  og  Sverige, 
men  mest  om  stormænds  huskarler.  De  synes  dog  ikke  at  ha  været 
saa  almindelig  brugte  i  disse  lande  som  i  Norge  og  har  vel  derfor  tidligst 
faat  hjemstavnsret  i  Norge. 

Ordet  »hird«  viser,  at  angelsaksiske  hirdskikke  alt  ved  slutningen 
af  det  9de  aarhundred  havde  vundet  indpas  i  Norge.  Intet  er  natur- 
ligere; for  »alt,  hvad  der  angaar  hofvæsen  og  hofskik,  har  en  stor  lethed 
ved  at  forplante  sig  fra  land  til  land«,  som  Johannes  Steenstrup  siger 2. 
Og  vi  ved,  at  der  gik  stadige  sendefærder  mellem  Harald  Haarfagre  og 
kong  Æthelstan  i  England. 

Baade  sagaerne  og  samtidige  skaldekvad  gir  os  tydelig  det  indtryk, 
at  Harald  Haarfagre  søgte  at  indrette  sin  hird  efter  fremmed  mønster, 
efter  hvad  han  havde  hørt  om  de  angelsaksiske  kongers  og  de  karolin- 
giske keiseres  hofholdning.  Det  laa  i  forholdene  selv,  at  Haralds  hof- 
holdning maatte  bli  langt  prægtigere  end  nogen  norsk  konges  før  ham 
havde  været.  Han  havde  nok  af  guid  og  af  gods,  som  rundt  om  i 
landet  var  tilfaldt  ham  efter  hans  fiender.     Selv  var  ogsaa  Harald  gavmild 


>    Hyndluljöft  str.  27,  Bjarkemaal  str.  3.    Jfr.  S.  Bugge,  De  nordiske  gudesagns  opr.,  s.  5  ; 

Maurer,  De  nordgerm.  retskilders  hist.,  s.  9. 
*   Normaonerne  IV  s.  123. 


62  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


Og  glad  i  pragt  Han  vilde  ikke  bare  ha  magten  ;  han  vilde  ogsaa  i  sin 
ydre  optræden  vise  folket,  at  han  var  en  hersker,  ikke  bare  en  bygde- 
konge,  der  stellede  som  Sigurd  Syr  hjemme  paa  gaarden,  men  en  virkelig 
hersker  som  Karl  den  store  eller  som  hans  egen  samtidige  Alfred  den 
store.  Mellem  disse  tre  mænds  liv  og  virksomhed  er  der  en  lighed,  som 
ikke  kan  være  tilfældig.  —  Derfor  kappedes  ogsaa  de  tapreste  mænd  af 
de  bedste  ætter  om  at  søge  til  Haralds  hird.  De  gamle  kunde  nok 
raade  fra;  men  de  unge,  som  havde  lyst  til  fremgang  og  daad,  flokkedes 
om  ham.  —  Samtalen  mellem  den  gamle  Kveldulv  og  hans  søn  Torolv 
i  Egils  saga  (k.  6)  gir  os  et  tydeligt  indblik  i  stemningen  hos  de  gamle, 
som  hadede  og  frygtede  den  nye  voldshersker,  og  hos  de  unge,  som 
lokkedes  af  glansen,  som  stod  om  hans  navn  og  hans  mænd^. 

Før  Haralds  tid  var  vist  livet  ved  de  norske  kongers  hird  enkelt  og 
lidet  høitideligt.  —  I  Danmark,  ved  Leirekongernes  hof,  synes  det  derimod 
alt  tidlig  at  ha  gaat  mere  stivt  og  høitidelig  for  sig.  —  Men  Harald  har 
visselig  efter  udenlandske  forbilleder  indført  et  mere  indviklet  hofcere- 
moniel.  Saaledes  fortæller  Nomagest,  at  Harald  Haarfagre  var  den  mest 
nøieregnende  med  hensyn  til  hirdskikke  af  alle  de  konger  og  sagnhelte, 
som  han  i  sit  trehundred  aar  lange  liv  havde  tjent  2.  Fortællingen  om 
Nornagest  tilhører  visselig  sagnet  og  ikke  virkeligheden;  men  dette 
hindrer  ikke,  at  der  ligger  noget  historisk  til  grund  for  Nornagests 
karakteristik  af  Harald  Haarfagre. 

Allerede  professor  Ernst  Sårs  har  i  sin  af  handling  »Om  Harald 
Haarfagres  samling  af  de  norske  fylker«  talt  om  Haralds  hird  og  ment, 
at  livet  ved  denne  var  paavirket  af  fremmede  hofskikke*.  Dette  synes 
ogsaa  at  fremgaa  af  Torbjørn  Hornkloves  »Haraldskvæde«,  som  er  vor 
hovedkilde  til  kundskab  om  livet  ved  Haralds  hird^.  Digtet  har  formen 
af  en  samtale  mellem  en  valkyrje  og  en  ravn,  som  tænkes  at  ha  fulgt 
Harald  og  hans  tog.  Valkyrjen  spørger  først,  hvordan  Harald  lønner 
sit  krigerfølge  {inndratt).    Ravnen  svarer: 

Rigelig  lønnes 
de  raske  krigere, 
som  i  Haralds  gaard 
leger  med  brikker. 
Guid  faar  de  i  mængde, 
hunlandsk  malm 
og  træller  fra  østen. 


1    Jfr.  Heimskr.,  Haralds  s.  hârfagra,  k.  9. 

>  Nornagests  {>âttr  (ed.  S.  Bugge)  k.  9. 

>  Norsk  hist.  tidsskr.  I  R.,  II  B.,  s.  183  ff. 

*    Wisén  Carmina  Norræna  I,  s.  11— 14;   en  del  af  digtet  er  oversåt  i  Sar8*s  far  naevnte 
af  handl,  s.  184. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        63 

Da  er  de  glade, 
naar  kamp  de  venter. 
Raskt  op  de  springer 
aarer  at  svinge^, 
hamler  at  slite, 
haaer'  at  bryte, 
og  ro,  saa  havet  skummer, 
paa  hevdingens  bud. 

Valkyrjen:    Om  skaldenes  udstyr 

du  synes  at  vide  besked, 
du,  som  neie  kjender 
digternes  færder, 
deres  som  med  Harald  lever. 

Ravnen:    Paa  deres  rustning  en  ser 
og  deres  gyldne  ringe^ 
at  de  er  kongens  kjendte  venner; 
de  bærer  rede  kapper 
med  fagre  render, 
selwundne  sverd, 
ringvævede  serke, 
gyldne  remmer 
og  gravne  hjelme ', 
ringe  paa  haanden, 
som  Harald  dem  skjænked*. 

Valkyrjen:    Om  spillemænd  og  gjeglere 
har  jeg  ei  spurgt  dig. 
Hvormed  underholder 
Andad  og  hans  flok 
i  Haralds  huse? 


Ravnen:    Andad  stiller  sig  tosset 

og  steller  med  hunden  sin, 

den  erelese, 

og  vækker  kongens  latter. 

Andre  der  er, 

som  gjennem  ilden 

brændende  spaaner  bærer. 

Luende  huer 

har  de  under  beltet  stukket, 

de  trippende  mænd. 

Vi  ser  af  dette  digt,  at  Harald  ved  sin  hird  havde  haandgangne 
mænd,  det  egentlige  krigerfølge,  og  berserker,  samt  skålde,  spillemænd 
og  gjøglere.  For  at  begynde  med  de  sidste,  saa  synes  spillemændene 
og  gjøglerne   at  være  indført  til  Norge  fra  Vesteuropa.    Selve  Andad, 


*  Der  staar  egentlig  »beiec  (sveigja), 

>  d.  e.  aaretoller. 

s  gr^fnum  hjolmum^  gravne  hjelme;  d.  e.  hjelme  med  indgravne  prydelser. 

^  To  vers,  som  handler  om  berserkerne,  tager  jeg  ikke  med. 


64  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

den  første  hofnar,  som  nævnes  i  Norden,  har  visselig  et  norsk  navn  *  ; 
men  han  har  dog  sine  forfædre  i  England  eller  Irland,  og  ikke  i  Norge. 
Spillemænd,  gjøglere  og  hofnarre  hørte  fra  gammel  tid  hjemme  ved  de 
frankiske  og  angelsaksiske  kongers  hof.  I  angelsaksiske  haandskrifter 
findes  der  en  mængde  tegninger  af  de  forskjellige  slags  spillemænd  og 
gjøglere,  som  underholdt  folk  i  høvdingens  hal.  Vi  ser  saaledes  paa  et 
billede  mænd,  som  spiller  paa  harpe  og  cither  og  som  blæser  i  horn;  i 
forgrunden  er  der  en  mand  og  en  kvinde,  som  danser.  Paa  et  andet 
ser  vi  en  mand,  som  kaster  med  kniver  og  kugler  ligesom  en  moderne 
jonglør^. 

At  hele  den  skik  at  ha  spillemænd,  gjøglere  og  hofnarre  som  under- 
holdning ved  kongens  hird  er  kommet  til  Norge  fra  de  Britiske  Øer,  det 
viser  sig  af  selve  de  ord,  som  Haraldskvædet  bruger.  Valkyrjen  siger 
til  ravnen  :  at  leikurum  ok  U-ûàum  hefk  pik  litt  fregit  (»Om  spillemænd 
og  gjøglere  har  jeg  ei  spurgt  digc).  Sprogforskerne  mener  almindelig, 
at  ord  paa  -an  (eller  i  ældre  form  -ere)  er  af  fremmed  oprindelse  og  at 
denne  endelse  gjennem  angelsaksiske  ord  paa  -ere  stammer  fra  den 
latinske  endelse  -arius.  Saaledes  vidner  allerede  ordet  leikari  om 
vesterlandsk  indflydelse.  Ordet  trûdr  »gjøgler«  er  ogsaa  et  laanord.  Det 
stammer  fra  ags.  trup,  som  igjen  synes  at  være  et  laanord  fra  irsk 
druth  »klovn,  gjøgler«  (trods  lydflytningen).  De  irske  konger  havde  ogsaa 
i  sit  følge  alleslags  spillemænd,  gjøglere  og  hofnarre,  som  der  i  gamle 
irske  sagaer  ofte  findes  udførlige  skildringer  af  •. 

Om  Haralds  mænd  og  særlig  om  hans  skålde  fremhæves  det,  at  de 
gaar  klædt  i  røde  kapper  med  fagre  rænder  (å  fddum  rauUhim  ok  vd 
fag7'rendtidum).  Ogsaa  dette  viser  vesterlandsk  indflydelse.  Sligt  dyre- 
bart rødt  tøi,  som  trængtes  til  disse  kapper,  blev  paa  Haralds  tid  ikke 
vævet  hjemme  i  Norge;  folk  indførte  det  fra  Vesteuropa*. 

Særlig  mærkelig  er  Haraldskvædets  omtale  af  skaldene.  De  er,  kan 
vi  se,  stadig  i  kongens  følge,  lønnes  med  rige  gaver  og  kaldes  hans  for- 
trolige venner  {peir  eru  i  kunnleik  via  konung),  Sagaernes  skildring 
stemmer  overens  med  digtets.  I  Egils  saga  heder  det  saaledes  (k.  8): 
»Af  alle  sine  hirdmænd  agtede  Harald  sine  skålde  mest.  De  sad  i  det 
andet  høisæde.  Inderst  inde  sad  Audun  Illskællda;  han  var  den  ældste 
og  havde  været  skald  hos  Halvdan  Svarte,  kong  Haralds  far.  Demæst 
sad  Torbjørn  Hornklove  og  efter  ham  Ølve  Hnuva«. 


'    Andaér  ell.  Çtiduàr  er  egentlig   et  jæUenavo,   men   bnigtes  ogsaa  som  navn  paa  den 
ene  af  kongeme  i  schakspillet.    Se   Hervarar  saga,   udg.  af  S.  Bugge,   anm.  til  8.  360. 
«    Th.  Wright,  A  Hist.  of  English  Culture,  2.  ed.,  fig.  25. 
'    0*Curry,  Manoers  and  Customs  of  the  Ancient  Irish  III,  s.  219. 
4  Se  afsnittet  om  klædedragt. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        65 

Nordboerne  har  som  andre  germanske  folk  vistnok  fra  ældgammel 
tid  havt  digtere.  Men  lovkvædernes  kunstskalde  hører  bare  hjemme  i 
Norge  og  paa  Island  og  som  fast  institution  ved  kongehoffet  synes  de 
næppe  at  være  ældre  end  Harald  Haarfagres  tid.  —  Dette  er  ogsaa  P. 
A.  Munchs  meninga.  Det  ligger  da  nær  at  spørge,  om  ikke  Harald 
Haarfagre,  da  han  omgav  sig  med  skålde  og  tog  dem  til  sine  raadgivere, 
delvis  ialfald  har  havt  udenlandske  forbilleder  for  øie. 

Flere  forskere  har  ment  at  finde  overensstemmelse  mellem  den  norsk- 
islandske  skaldedigtning  og  den  irske  kunstdigtning,  som  blomstrede  alt 
før  vikingetiden,  en  lighed,  som  viser  sig  baade  i  versemaal,  udtryk  og 
valg  af  emner^.  Skaldenes  stilling  ved  Harald  Haarfagres  hird  minder 
ogsaa,  som  professor  S.  Bugge  har  fremhævet  (Skaldedigtningens  historie, 
s.  56  f.),  meget  om  forholdene  i  Irland.  Som  alle  keltiske  folk  elskede 
Ireme  sang  og  digtning.  Enhver  irsk  fyrste  havde  ved  sit  hof  én  eller 
flere 'digtere  {fili).  Disse  var  høit  agtede  mænd  og  fyrsternes  fortrolige 
raadgivere.  I  gamle  irske  skrifter  fortælles  det,  at  en  ollamh  eller  doktor 
i  litteratur  var  ved  hoffet  hos  hver  konge,  hos  hver  provinskonge  og  hos 
hver  stammehøvding  i  Erin^  —  Enhver  ollamh  fik  frit  land  af  sin  herre  ; 
hans  person  var  ukrænkelig  og  hans  land  fredet.  At  være  hoveddigter 
(ard  oUamh)  for  hele  Erin  var  en  høit  anset  stilling.  Den,  som  indehavde 
den,  regnedes  blant  Erins  første  mænd. 

En  irsk  hofdigter  skulde  først  og  fremst  forfatte  lovkvæder  om  sin 
fyrste.  Han  digtede  om  livet  i  kongens  hal,  priste  hans  bedrifter,  skrev 
digte  om  hans  æt  og  berømte  forfædre  og  naar  kongen  var  død  priste 
han  hans  heltegjerninger*.  En  irsk  skald  {fili)  forfattede  i  det  hele  al 
slags  improviserede  vers,  saasom  nidviser  o.  1.  Derimod  var  en  fili  ikke 
bærer  af  det  nationale  heltesagn  eller  den  historiske  tradition.  Denne 
bestilling  havde  historikerne  (senchaid),  hvis  hverv  skarpt  maa  adskilles 
fra  digterens;  de  kan  nærmest  kaldes  sagamænd. 

Der  er  saaledes  stor  lighed  mellem  digternes  stilling  i  Irland  og  ved 
Harald  Haarfagres  hird.  Begge  steder  finder  vi  flere  skålde  i  kongens 
umiddelbare  nærhed  som  hans  fortrolige  venner  og  raadgivere.  Skaldene 
er  ikke  først  og  fremst  episke  digtere,  og  deres  yrke  er  ikke  at  foredrage 
gamle  kvad.  De  er  mere  at  regne  for  „poetae  laureati".  De  forfatter 
lovkvæder  og  digter  til  høvdingens  pris  ved  alle  vigtige  leiligheder. 


^  Det  norske  folks  hist.  I,  s.  471. 

*  Se  S.  Bug^ge,  Bidrag  til  den  ældste  skaldedigtnings  historie.     Digtningcn  ligger  udenfor 
denne  opgaves  ramme. 

*  O'Curry,  Manners  and  Customs  of  the  Ancient  Irish  11,  s,  78. 

*  Der  findes  mangfoldige  eksempler  paa  dette.    Jeg  henviser  her  til  O'Curry,  Manuscript 
Materials  of  Irish  Litterature,  og  Manners  and  Customs  of  the  ancient  Irish. 

Yid.-SeUk.  Skrifter   II.  a-F.Kl.   1904.   No.  1.  5 


66  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


Det  var  noget  nyt  dette,  at  Harald  Haarfagre  saaledes  omgav  sig 
med  skålde;  derom  er  de  fleste  enige.  Men  man  kan  ind vende,  at  der 
endnu  var  for*  liden  forbindelse  mellem  Nordboerne  og  Irerne  til  at  irske 
forhold  saaledes  skulde  kunne  paavirke  de  norske. 

Denne  indvending  gjælder  dog  ikke.  Alt  ved  aar  700  maa  Nord- 
mænd  paa  Shetlandsøerne  og  vel  ogsaa  paa  Orknøerne  ha  mødt  irsk- 
talende  mænd.  Da  Harald  Haarfagre  kom  til  magten,  havde  Nordboerne 
i  næsten  trefjerdedels  aarhundred  været  i  Irland.  Fra  omkring  840  havde 
der  været  et  norsk  rige  med  Dublin  til  hovedstad.  Irske  konger  som 
Cearbhall  havde  giftet  sine  døtre  med  norske  høvdinger.  Paa  Hebriderne 
maa  alt  i  første  halvdel  af  9de  aarhundred  Nordmænd  ha  ægtet  irske 
kvinder.  Mellem  de  islandske  landnaamsmænd  var  der  mange,  som  kom 
fra  Suderøerne  og  var  kristne.  Harald  Haarfagre  selv  var  jo  ogsaa  paa 
sit  Vesterhavstog  kommet  helt  til  Hebriderne  og  til  Man,  hvor  keltisk 
kultur  herskede.  Fra  senere  tid  har  vi  ialfald  mange  vidnesbyrd  om  at 
Nordboerne  hørte  og  var  paavirket  af  irsk  digtekunst.  Da  Grønland 
omtrent  980  blev  bebygget  fra  Island,  var  der  saaledes  ombord  paa  et 
af  skibene  en  kristen  Suderøing,  som  digtede  Hafgerdingadråpa  om  det 
frygtelige  søskjælv,'  de  mødte  paa  veien  \  I  dette  digt  bruger  han  for 
»Gud«  kjenningen  munka  reynir  og  viser  saaledes  forbindelse  med  irsk 
munkeliv,  snarest  paa  øen  Iona.  —  Ved  aar  looo  var  Irlands  to  navn- 
kundigste digtere  Erard  Mac  Coise,  kong  Maelsechlainn's  hofskald,  og 
Mac  Liag,  Brian  Borumha's  hofpoet,  samtidig  i  Dublin,  visselig  paa  be- 
søg  hos  Dublinkongen.  I  et  digt,  som  endnu  findes,  tiltaler  Mac  Liag 
sin  bror  i  digtekunsten^: 

»Langt  være  dit  liv,  o,  ædle  Erard! 

O,  Mac  Coise  med  den  straalcnde  forstand! 

Det  er  paa  tide  for  os  at  vende  hjem; 

vi  har  været  her  et  helt  aar. 

Om  kort  for  dig  og  mig 

vort  ophold  i  Dublin  tykkes, 

Brian  af  Banba"  synes  det  er  langt, 

naar  han  ikke  lytter  til  min  veltalenhed.c 

Jeg  kan  ogsaa  nævne,  at  efter  slaget  ved  Clontarf  i  1014  ilede  Mac 
Liag  til  Dublin  og  bad  Dublins  konge  om  ikke  at  jorde  Tadg  0*Kelly, 
før  Mac  Liag  havde  kastet  et  sidste  blik  paa  ham.  Digtet  findes  endnu 
og  er  tydeligvis  rettet  til  Dublinkongen  selv*. 


^  Landnamabök  II,  k.  14. 

*  0'Curry,  Manners  and  Customs  II,  s.  127.     O'Curry  hen  forer  ved  en  feiltagelse  digtet  til 
Mac  Coise  istedetfor  til  Mac  Liag. 

3  Banba  er  et  poetisk  navn  paa  Irland. 

*  0*Curry,  Manners  and  Customs  II  s.  125. 


1974.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        67 

Ogsaa  i  Limerick  beskyttede  de  nordiske  konger  irske  skålde.  En 
af  høvdingerne  i  Limerick  ved  midten  af  det  lodeaarhundred  var  Dvbh- 
cenn  (d.  e.  Svarthoved),  søn  af  kong  Ivar  af  Limerick.  Han  var  ven  af 
en  irsk  digter  fra  Munster,  som  kaldes  »den  blinde  barde«,  og  som, 
maa  vi  slutte,  har  foredraget  sine  kvad  ved  Dubhcenn's  hird.  Ved  for- 
ræderi af  en  del  misfornøiede  irske  høvdinger  blev  Brians  bror  Math- 
gamhain  i  976  udleveret  til  kong  Ivar  af  Limerick  og  dræbt.  Ved  denne 
leilighed    digtede    »den   blinde   barde«    en   klagesang,   hvori   han  bl.   a. 

siger  1; 

»Jeg  vil  ikke  bebreide  de  fremmede  (d.  e.  Nordboerne) 
paa  grund  af  mit  venskab  med  Dubhcenn.« 

De  foregaaende  oplysninger  har  vist  os,  at  Nordboerne  i  Irland  i 
det  lode  aarhundred  kom  i  forbindelse  med  irsk  skaldskab  og  irske 
skålde.  Og  denne  forbindelse  maa  vistnok  være  begyndt  endnu  tidligere. 
Vi  ved  ogsaa,  at  de  nordiske  konger  i  Irland  havde  nordiske  skålde  ved 
sin  hird.  Ikke  bare  mænd  som  Gunnlaug  Ormstunge,  der  i  forbigaaende 
kom  til  Dublinkongens  hof;  men  ogsaa  faste  skålde.  Om  en  islandsk 
skald  Torgils  Orraskald  heder  det  saaledes,  at  »han  var  med  Olav 
Kvaaran  i  Dublin«  2;  det  vil  sige  før  981,  i  hvilket  aar  Olav  Kvaaran 
døde.  Torgils  Orraskald  nævnes  ikke  i  Skåldatal  og  hans  digte  kjendes 
overhovedet  ikke.  Vi  maa  af  dette  i  forbindelse  med  Landnaamaboks 
oplysning  slutte,  at  Torgils  Orraskald  har  været  Olav  Kvaarans  hirdskald 
og  øvet  sin  digtervirksomhed  i  Irland,  ikke  i  Norden.  —  Der  er  saaledes 
intet  til  hinder  for  at  allerede  Harald  Haarfagre  kan  ha  hørt  om  skaldenes 
stilling  og  store  anseelse  i  Irland  og  at  han  ved  sit  eget  hof  har  søgt 
at  efterligne  irske  forhold,  idet  han  samtidig  knyttede  det  nye  til  det 
gamle  forhold,  at  kongen  gjerne  havde  én  eller  et  par  digtere  ved  sin 
hird. 

Harald  Haarfagre  omgav  sig  ikke  bare  med  skålde,  men  i  det  hele 
med  »gamle  vismænd«.  Han  søgte,  som  Sårs  siger,  at  gjøre  sit  hof  til 
»et  slags  aandeligt  centrum  for  det  hele  folk«^.  Det  heder  herom  i  et 
digt,  som  tillægges  Tjodolv  den  hvinverske,  der  ogsaa  var  en  af  Haralds 

hirdskalde:* 

Maage  var  det 
af  kjække  mænd, 
som  segte  hjem 
til  den  tapre  hevding. 


>  Cogadh  Gaedhel,  s.  98—99:     Ni  dingnem  tainsiumh  na  n-gall 

ar  mo  dile  It  Duibhgenn, 

*  Landnâmabék  I  k.  19:     Porgils  orraskald^  er  var  med  ôlafi  kvar  an  i  Dyfiinni 
'  Harald  Haarfagres  samling  af  Norges  fylker,  s.  185. 

*  Flatcyjarbök  1  567. 


68  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Ikke  mindre 
ædlingen  fulgte 
gamle  mænd 
og  blev  hans  yenner. 

Lærenem  lærte  han 
mangen  vis  lærdom 
af  gamle  mænd, 
han,  som  guid  skjænked^ 

Disse  gamle  mænd,  som  fulgte  kongen  og  gav  ham  »mange  vise 
raad«  [marga  spekt),  nævnes  ogsaa  under  de  senere  norske  konger.  Det 
er  de  samme  mænd,  som  Fagrskinna  taler  om,  hvor  den  skildrer  gamle 
hirdskikke  i  Norge  før  Olav  Kyrres  tid:  »Den  gjæveste  mand,  som 
tillige  var  gammel  og  forstandig,  blev  kaldt  kongens  raadgiver  (råSgjafi)  ; 
—  det  var  nemlig  dengang  kongernes  skik  at  ha  gamle  vismænd  {gamla 
spekinga)  til  at  oplyse  dem  om,  hvordan  folk  i  fordums  tid  havde  baaret 
sig  ad,  og  om  forfædrenes  skik  og  sæder.  —  Denne  mand  sad  paa  den 
ringere  pall  lige  overfor  kongen  og  paa  det  ringere  høisæde»^. 

Er  disse  »gamle  vismænd  f  {gamlir  spekingar)  en  institution,  om  vi 
kan  kalde  det  saa,  som  selvstændig  har  udviklet  sig  i  Norge,  eller  tør 
vi  ogsaa  her  se  en  efterklang  af  fremmede  forhold,  omændret  og  til- 
lempet efter  de  norske?  Jeg  skal  nævne,  at  i  Karolingerriget  begynder 
under  Ludvig  den. fromme  kongens  »raadgiyere«  [consiliarii)  at  bli  en 
fast  institution^.  Kanske  kunde  man  ogsaa  tænke  paa  de  angelsaksiske 
tüitan,  som  udgjorde  mtena-gem^d.  Vistnok  er  der  ikke  stor  lighed 
mellem  selve  institutionerne;  men  ags.  wita  betyder:  i)  forstandig,  vis 
mand,  2)  raadgiver.  Harald  Haarfagre  kan  ha  hørt,  at  de  angelsaksiske 
konger  havde  et  raad  af  »vise  mænd  f  (witan).  Dette  er  dog  bare  løse 
formodninger. 

Sårs  siger,  at  Harald  Haarfagre  med  sit  følge  af  skalder  og  gamle 
vismænd  minder  om  Karl  den  store  og  hans  navnkundige  hofakademi, 
i  hvis  forhandlinger  han  tog  ivrig  del^.  Ligheden  er  vistnok  ikke  til- 
fældig.  Sit  nærmeste  forbillede  havde  dog,  skulde  jeg  tro,  Harald  i  sin 
egen  samtidige  Alfred  den  store,  for  hvis  hele  virke  Karl  den  store  igjen 
paa  mange  maader  var  forbilledet*. 

Ogsaa  kong  Alfred  søgte  at  gjøre  hoffet  til  det  aandelige  midtpunkt 
for  sit  folk.  Han  knyttede  de  bedste  mænd  i  tiden  til  sig  og  omgav 
sig  gjerne  ligesom   Karl  den  store  med  boglig  interesserede  mænd.     En 


*  d.  e.  kongen. 

'  Fagrskinna,  s.  149  f.;  jfr.  Morkinskinna.  s.  126. 

3  Hincmar,  De  ordine  palatii,  c  31:  jfr.  Dahn,  Könige  der  Germanen  8  Abth.  3,  s.  47  f. 
Harald  Haarfagrcs  samling,  s,  185  f. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        69 

mand  som  Asser,  der  har  skildret  Alfreds  liv,  var  jo  en  af  hans  fortro- 
lige venner  og  raadgivere.  Særlig  nærede  kong  Alfred  en  varm  kjærlig- 
hed  til  sit  eget  folks  sprog  og  digtning.  Han  oversatte  selv  latinske 
værker  paa  angelsaksisk,  og  en  af  hans  kjæreste  sysler  var  at  lære  udenad 
angelsaksiske  digte,  ligesom  han  ogsaa  paalagde  andre  at  lære  dem^. 
Et  virkeligt  hof  begyndte  at  danne  sig  om  ham;  den  før  uafhængige 
adel,  som  i  rang  bare  stod  under  kongen,  begyndte  at  gjøre  tjeneste  hos 
ham  og  at  opgive  meget  af  sin  tidligere  magt^.  Og  i  kongsgaarden 
havde  han  sin  livvagt  og  en  række  høiere  og  lavere  tjenestemænd,  lige 
ned  til  guldsmede  og  falkejægere.  I  det  hele  stod  der  om  Alfred  og  hans 
hof  en  ganske  anden  glans  end  om  de  tidligere  angelsaksiske  kongers  s. 

Forbindelsen  med  England  var  paa  Harald  Haarfagres  tid  saa  livlig, 
at  det  er  utænkeligt  andet  end  at  Harald  Haarfagre  maa  ha  hørt  om 
kong  Alfred  og  hans  hofholdning.  Asser  fortæller  (s.  44),  at  selv  nor- 
diske vikinger  blev  Alfreds  mænd.  Vi  kjender  to  Nordboer  af  navn, 
Haalogalændingen  Ottar  og  Dansken  Ulvsten.  I  Øst-Angel  og  i  Nort- 
humberland sad  nordiske  vikingekonger.  Og  ialfald  med  Alfreds  efter- 
følger  underholdt  Harald  venskabelige  forbindelser  —  efter  sit  Vester- 
havstog  stod  han  jo  ogsaa  selv  i  fiendtligt  forhold  til  vikingerne.  —  Alle 
maa  indrømme,  at  Harald  Haarfagre  fremtræder  med  en  ganske  anden 
ydre  glans  end  nogen  norsk  konge  før  ham.  Han  søger  at  omgi  sig 
med  et  virkeligt  hof,  hvor  der  hersker  et  fast  ceremoniel,  god  tone  og 
dannede  sæder.  Og  ved  dette  hof  tænkes  der  ikke  alene  paa  ydre  pragt; 
der  drives  ogsaa  aandelige  sysler.  Jeg  kan  ikke  skjønne  andet  end  at 
indflydelse  fra  Vesteuropas  høiere  kultur,  fra  Karl  den  store  og  fra  Alfred 
den  store  her  maa  ha  gjort  sig  gjældende. 

Den  foregaaende  skildring  har  søgt  at  vise,  at  Harald  Haarfagres 
maal  var  at  lade  livet  ved  sin  hird  forme  sig  paa  samme  maade  som 
ved  de  karolingiske  keiseres  og  ved  de  angelsaksiske  kongers  hof.  Ordet 
»hird«  viser  ogsaa  med  sikkerhed,  at  angelsaksiske  hofskikke  ved  slut- 
ningen af  det  9de  aarhundred  begyndte  at  vinde  indflydelse  i  Norge. 
Derimod  fortæller  de  samtidige  skaldekvad  og  sagaerne  intet  om  hvor- 
vidt Harald  har  foretaget  ændringer  i  selve  hirdens  ordning,  om  han  har 
inddelt  den  i  klasser,  indført  nye  hirdembeder  o.  1. 


*  Asser,  De  rebus  gestis  Ælfredi,  ed.  Oxford  1722,  s.  41  f.:  et  Saxonicos  Hbros  reeitare; 
et  maxime  carmina  Saxonica  memoriUr  di  seere  aliis  imperare  ;  et  solus  assidue  pro  viri- 
bus studiosissime  non  desinebat. 

«  Sc  R.  Pauli,  The  life  of  Alfred  the  Great,  overs,  af  B.  Thorpe,  s.  233. 

3  Jfr.  Asser,  s.  43. 


70  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

De  norske  kongers  hird  var  ved  vikingetidens  slutning  inddelt  i  tre 
klasser,  hirdmænd  {hiråmenn),  gjæster  {gestir)  og  huskarler  {huskarlary. 

Hirdmændene  var  det,  som  udgjorde  kongens  egentlige  følge  og 
dannede  hans  livvagt.  De  skulde  stadig  være  om  kongen,  hirda^  og 
gæta  ham.  Gjæsterne  var  et  slags  konstabelkorps,  som  gjorde  politi- 
tjeneste for  kongen  8.  De  forrettede  i  fredstid  det  ydre  vagthold  ved 
hirden;  i  krigstid  udførte  de  speidertjeneste ;  desuden  drog  de  i  kongens 
ærende  i  alle  slags  vanskelige  og  farlige  sendefærder,  for  at  overraske 
forbrydere  og  kongens  uvenner,  o.  1.*.  Som  det  siges  i  »Kongespeilet« 
(k.  27):  heita  peir  gestir,  ok  få  ßeir  pat  nafn  af  fjçlskyldri  sy  slu,  pm 
at  peir  gista  margra  manna  hîb^li^  ok  po  eigi  allra  med  vinåtttt^, 

Huskarler  var  ved  vikingetidens  slutning  navn  paa  den  laveste  klasse 
af  dem,  som  opholdt  sig  rundt  kongen 0.  Deres  forretning  var  at  udføre 
alt  slags  arbeide,  som  kunde  forefalde  paa  kongsgaarden,  og  at  skaffe 
tilveie  varer  og  andet,  som  kongen  og  hans  aarmænd  trængte,  o.  1. 

Man  mener  i  almindelighed,  at  det  var  Olav  den  hellige,  som  ind- 
delte  hirden  i  tre  klasser''.  Sagaerne  fortæller  nemlig  om  Olav  Haralds- 
søn,  at  »han  fordelte  mænd  i  tjenester,  saaledes  som  kongernes  sæd  var. 
Han  havde  hos  sig  60  hirdmænd  og  30  gjæster  og  gav  dem  sold  og 
love;  han  havde  ogsaa  30  huskarler,  som  skulde  ha  arbeide  paa  gaar- 
den,  sligt  som  trængtes,  og  føre  varer  did.  Han  havde  ogsaa  mange 
træller«  8.  Denne  oplysning  siger  dog  i  gründen  ikke  andet,  end  at  kong 
Olav  fastsatte  hirdmændenes,  gjæsternes  og  huskarlenes  antal  og  gav 
dem  nye  love.  Selve  hirdens  tredeling  kan  godt  være  ældre.  Fælles- 
nordisk  er  den  dog  ikke;  for  den  kjendes  hverken  fra  Sverige  eller  fra 
Danmark^.  Men  der  er  intet  til  hinder  for  at  den  stammer  fra  Harald 
Haarfagres  tid. 

Haraldskvædet  skildrer  kongens  krigerfølge  [inndrott),  de  egentlige 
hirdmænd.  At  det  ikke  nævner  de  lavbyrdige  huskarler  (i  snævrere  for- 
stand), er  ganske  naturligt.      Men  gjæsterne?       De  omtales  vistnok  ikke 


*  Keyser,  Norges  stats-  og  retsforfatning,  s.  78. 

2  Folkeetymologien  har  vel  sat  hirèmadr  i  forbindelse  med  verbet  hirda, 
5  Hertzberg,  Glossar  til  Norges  gamle  love  (V),  under  gestr. 

*  Kongespeilet,  k.  27. 

*  Jfr.  Hirdskraa,  J  43  :     Put  hatta  pair  gestir  at  pair  hafa  par  morgum  stodutn  gisting 
sem  peim  vardr  engi  pok  firir  kunnaS, 

*  Om  huskarlene  se  Heimskr.  Olafs  s,  helga  k.  55;  Morkinskinna,  s.  126. 
^  Munch  Ij,  s.  640. 

8  Hskr.  Olafs  s.  helga,  k.  55;  jfr.  Morkinskinna,  s.  126  og  Fagrskinna,  k.  220. 

^  Naar  Sven  Aageson  i  Vederlagsretten,  k.  5  taler  om  milites,  armigeri  og  famuli,  tænker 

han  paa  de  tider,   da  riddervæsenet  med  dets  riddere,  væbnere  og  svende  begyndte  at 

vinde  indpas  i  Danmark. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        J\ 

\  Haraldskvædet.  Men  der  er  alligevel  meget,  som  tyder  paa  at  gjæ- 
sterne  som  institution  allerede  fandtes  paa  Harald  Haarfagres  tid,  om 
end  deres  samfund  kanske  endnu  ikke  havde  faat  sin  faste  ordning.  Den, 
som  først  har  udkastet  denne  tanke,  er  professor  Finnur  Jonsson  i  for- 
talen til  sin  udgave  af  Egils  saga  (s.  LX  VII).  Han  peger  paa  sagaens 
skildring  af  brødrene  Sigtryg  snarfare  og  Hallvard  hardfære  (k.  18). 
Om  dem  heder  det:  »Sigtryg  og  Hallvard  havde  alle  kongens  sende- 
færder  baade  indenlands  og  udenlands,  og  de  havde  faret  mange  færder, 
som  var  farefulde,  baade  for  at  tage  folk  afdage  og  for  at  lægge  beslag 
paa  de  mænds  gods,  som  kongen  lod  hjemsøge.  De  havde  en  stor 
skare  om  sig.  Ikke  var  de  vel  likt  af  den  menige  mand;  men  kongen 
agtede  dem  høit.«  Sagaens  skildring,  som  støttes  af  Landnämabok  (V, 
k.  3),  svarer  nøie  til  Kongespeilets  og  Hirdskraaens  skildring  afgjæsterne 
og  deres  virksomhed.  Sigtryg  og  Hallvard  havde  en  stor  skare  om 
sig,  de  egentlige  gjæster.  Selv  har  de  været  en  slags  »gjæstehøvdinger« 
{(/estahpfôingi)  eller  anførere  for  gjæsterne.  Denne  forklaring  er  visselig 
ikke  sikker;  men  jeg  tror  dog  snarest,  at  gjæsterne  allerede  fandtes  paa 
Harald  Haarfagres  tid  og  at  hirdens  tredeling  skriver  sig  fra  ham. 

Som  jeg  alt  har  nævnt,  er  hirdens  inddeling  i  tre  klasser  ikke  fælles- 
nordisk,  men  særegen  for  Norge.  Det  ligger  da  nær  at  spørge,  om  vi 
ikke  i  dette  tør  se  indflydelse  udenfra,  nærmest  fra  det  Karolingiske 
Rige,  hvis  statsforfatning  og  hofholdning  blev  forbilledet  for  saa  mange 
af  Europas  stater  og  herskere.  Jeg  vover  ikke  med  sikkerhed  at  afgjøre 
dette.  Men  jeg  skal  nævne,  at  der  virkelig  er  en  ikke  liden  lighed  med 
Hincmar  af  Reims's  skildring  af  det  karolingiske  hof  og  dettes  ordning. 
Hincmar  taler  i  sit  skrift  »De  ordine  paiatiU  først  om  de  høiere  hof- 
embedsmænd  ved  det  karolingiske  keiserhof.  Derpaa  nævner  han  den 
øvrige  mængde  af  hoffolk,  som  stadig  skulde  være  ved  hoffet,  og  ind- 
deler  dem  i  tre  klasser  (Et  ut  Ula  multittido,  qwB  in  palatio  semper 
esse  débet,  indeficienter  persistere  posset,  his  tribus  ardinibus  foveba- 
tur)^.  Den  første  af  disse  klasser  udgjøres  af  mænd,  som  vi  nærmest 
maa  kalde  keiserens  livvagt  eller  haandgangne  mænd  (expediti  milites). 
De  er  de  samme,  som  af  andre  samtidige  historikere  kaldes  keiserens 
militares  viri  eller  milites^.  En  Nordmand  i  vikingetiden  vilde  kalde 
dem  kongens  drott,  inndratt  eller  verdung.  Den  anden  klasse,  som 
Hincmar  nævner  (k.  28),  har  intet  at  gjøre  med  de  norske  »gjæster«, 
men    var    nærmest   en   slags   pager   [Alter  ordo  per  singula  ministeria 


*  Hincmar,    k.  27,    udg.  af   M.  Prou  i   Bibliothèque  des    Hautes   Études    (58   fascicule); 
Paris  1885. 

*  Se  nærmere  afsnittet  »thingamannaiid«. 


72  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  KL 

discipulis  congruebat  qui,  magistro  suo  singuU  adhcerentes,  et  honorifica- 
bant  et  honorificabantur,  locisqiie  singuli  suis,  prout  opportumtas  occur- 
rebat,  ut  a  domino  videndo  vel  aUoquendo  consolarentur). 

Den  tredje  klasse  svarer  derimod  paa  mange  maader  til  de  norske 
kongers  huskarler  {Tertius  ordo  item  erat  tam  majorum  quam  minorum 
in  pv£ris  vel  vasallis)^ 

Der  er,  synes  jeg,  en  ikke  saa  liden  overensstemmelse  mellem  Hinc- 
mars  skildring  af  det  karolingiske  hof  og  sagaernes  skildring  af  hirden 
i  Norge  ved  vikingetidens  slutning.  At  hoffet  paa  begge  steder  inddeltes 
i  tre  klasser,  kan  være  en  tilfældighed.  Men  naar  vi  ved,  hvor  let  særlig 
hofskikker  har  for  at  forplante  sig  fra  land  til  land,  og  naar  vi  samtidig 
husker  paa  den  store  indflydelse,  som  Frankerriget  forøvrigt  øvede  paa 
Norden  i  vikingetiden  og  særlig  ved  det  9de  aarhundredes  slutning,  saa 
maa  det  vel  være  tilladt  at  tænke  paa  en  paavirkning  ogsaa  i  dette 
stykke. 

Af  hirdens  tre  klasser  er  ialfald  de  to  nordiske  i  sin  oprindelse. 
Krigerfølget  eller  hirdmændene  nedstammer  direkte  fra  det  følge  af 
haandgangne  mænd,  som  de  germanske  fyrster  allerede  i  oldtiden  omgav 
sig  med.  Huskarlenes  institution  har  vel  udviklet  sig  lidt  efter  lidt. 
Oprindelig  betegner  hûskarl  enhver  fri  mand,  som  er  i  en  anden  mands 
hus  som  hans  tjenestekart.  Ikke  bare  kongens,  men  enhver  bondes  eller 
høvdings  husfæller  kaldtes  »huskarler«.  Denne  betydning  holdt  sig  langt 
ned  i  tiden 2.  I  svenske  runeindskrifter  fra  det  lite  aarh.  kaldes  høv- 
dingens krigerfølge  uden  forskjel  hans  »huskarler«  ^.  Det  samme  var  til- 
fældet  med  Knut  den  stores  thingemanlid,  hvis  medlemmer  under  ett 
kaldtes  »huskarler«.  Det  samme  maa  ogsaa  oprindelig  ha  været  tilfældet 
i  Norge.  Men  saavidt  jeg  kan  finde,  er  det  bare  i  Norge,  at  huskarlene 
kom  til  at  udgjøre  en  egen  klasse  af  hirden,  som  mere  var  en  slags  frie 
arbeidere  og  gaardsfuldmægtiger  end  kongens  haandgangne  mænd*. 
Denne  betydning  af  ordet  hmkarl  har  dog  udviklet  sig  lidt  efter  lidt  ud 
fra  ordets  oprindelige  betydning.  Efterhvert  som  kongens  magt  og  der- 
med ogsaa  hans  hofholdning  voksede,  trængtes  der  naturlig  mange  folk 
til  at  udføre  alskens  ærender  og  lavere  sysler,  som  hirdmændene  ikke 
vilde  udføre,  men  som  dog  ikke  kunde  overlades  til  trællene. 


>  ln  pueris  vel  vasallis.    De  to  ord  oversættes  med  det  ene  ord  »tjenere«. 
'  Se  Fritzner,  Ordbog. 

3  Brate  og  S.  Bugge,  Runvcrser,  no.  56  og  60.  . 

^  Jfr.  Morkinskinna,  s.  1 26  og  Fagrskinna  k.  220,  hvor  det  siges,  at  huskarlene  paa  Olav 
Kyrres  tid  ikke  regnedes  mellem  kongens  haandgangne  mænd. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        73 

Om  igjæstemest  oprindelse  har  der  derimod  været  delte  meninger. 
Da  »gjæster«  i  historisk  tid  ikke  kjendes  fra  Sverige  og  Danmark,  tror 
jeg  ikke,  at  institiitionen  er  fellesnordisk.  Det,  som  skulde  lede  en  paa 
denne  tanke,  er  en  indskrift  fra  Stentofta  i  Blekinge,  hvor  det  siges,  at 
en  mand  viede  et  nyt  mindesmærke  til  sønner  og  til  gjæster^.  Man  kan 
kanske  heraf  slutte,  at  de  i  indskriften  nævnte  gjæster  (dat.  pl.  gestumn) 
har  Staat  i  et  nærmere  forhold  til  den  mand,  som  reiste  mindesmærket. 
Men  mere  kan  man  ikke  slutte. 

P.  A.  Munch  og  Johannes  Steenstrup  har  gj ættet  paa  sammenhæng 
mellem  de  norske  kongers  gestir  og  de  gosti^  som  nævnes  i  den  traktat, 
som  Russernes  storfyrste  Igor  omkring  aar  994  sluttede  med  keiser  Ro- 
manos^. Det  ægte  russiske  ord  gostj  er  urbeslægtet  med  oldn. 
gestr  og  betyder  ligeledes  igjæstt.  Men  de  i  traktaten  nævnte  »gjæstert 
var  ikke  hofembedsmænd,  men  en  slags  kjøbmænd.  Oostj  har  dér  samme 
bet.,  som  gestr  ofte  har  i  oldnorsk,  nemlig  «indkommen  udlænding,  sær- 
lig om  tilreisende  handelsmændt.  Denne  betydning  har  ordet  ^/owi;  ogsaa 
i  moderne  russisk. 

Steenstrup  nævner  ogsaa,  at  de  kymriske  konger  i  Wales  havde 
nogle  hoffolk,  som  kaldtes  »gjæstert  (kymr.  gwestai,  lat.  hospites).  De 
havde  24  overhofbetjeote  og  12  gwestai^.  Vi  kan  dog  ellers  ikke  nævne 
et  eneste  tilfælde,  hvor  forholdene  hos  Kymrerne  har  paa  virket  Nord- 
mændene.  Jeg  tror  derfor,  at  lydligheden  tneWem  gwestai  og  o\dn.  gestir 
er  tilfældig  og  at  den  norske  hirdinstitution  ikke  er  paavirket  af  den 
kymriske.  Paa  den  anden  side  er  de  fleste  enige  om,  at  det  vanskelig 
ud  fra  norske  forhold  alene  lader  sig  forklare,  hvordan  gestr  »gjæstt  er 
kommet  til  at  betegne  en  hirdmand  af  en  underordnet  klasse.  —  At 
Kongespeilets  og  Hirdskraaens  forklaring  af  ordet  ikke  er  rigtig,  turde 
være  sikkert.  Det  ligger  derfor  nær  at  undersøge,  om  ikke  indflydelse 
udenfra,  snarest  fra  Frankrig  eller  fra  England  har  virket  med  til  at 
danne  gjæsteinstitutionen.  Jeg  skal  fremsætte  en  formodning,  om  hvis 
rigtighed  jeg  dog  selv  har  mine  tvivl. 

Vi  maa  huske  paa,  at  gjæsterne  indtog  en  slags  .mellemstilling;  de 
blev  ikke  regnet  blant  de  egentlige  hirdmænd,  men  stod  dog  høiere  end 
huskarlene.  I  Frankerriget  og  særlig  i  Normandie  og  Flandern  fandtes 
der  fra  den  tidlige  middelalder  af  en  egen  klasse  bønder,    som  kaldtes 


'  S.  Bugge,  Norges  indskr.  med  ældre  runer  I,  s.  23.    Jfr.  Hertzberg,  Glossar  til  Norges 
gamle  Love,  under  gestr. 

*  Munch  I,,  8.  80  f.,  Steenstrup  IV,  s.  124  f.;  jfr.  Smiths  oversættelse  af  Nestors  kronike, 
8.  45,  hvor  ordet  gjengives  med  »kjebmænd«. 

*  Steenstrup  IV,  s.  124  f. 


74  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


hospites  »gjæster«,  (gl.fr.  hoste  =  fr.  hôte).  De  havde  oprindelig  en 
stilling,  som  svarede  til  de  romerske  coloni.  De  var  frie  mænd,  men 
bundet  til  den  jord,  de  dyrkede,  og  kunde  endog  bortskjænkes  sammen 
med  denne  ^.  Undertiden  maa  dog  deres  stilling  ha  været  meget  god. 
I  flanderske  aktstykker  fra  det  ute  aarhundred  er  der  saaledes  tale  om 
hospites,  som  kaldes  borgere  (burgenses)  og  ikke  vilkaarlig  kan  dømmes 
af  herremanden,  men  har  sine  egne  dommere*.  Enkelte  3l{  disse  hospites 
kom  i  et  nærmere  forhold  til  husherren  og  havde  undertiden  det  hverv 
at  vogte  dennes  hus  og  person.  Som  Godefroy  siger  i  sin  gammelfranske 
ordbog  under  ordet  hoste:  „Ils  étaient  taillables  et  devaient  parfois 
garder  la  maison  et  la  personne  du  seigneur;  mais  entre  eux  et  lui  il 
y  avait  du  contrat:  ils  n* étaient  pas  irrévocablement  atta>chés  à  la  terre 
et  donnaient  ou  recevaient  congé  de  leur  tenure."  Af  et  aktstykke  ved- 
rørende kannikerne  i  Reims  fremgaar  det  ogsaa  tydelig,  at  disse  host^ 
(gl.fr.)  eller  hospites  (lat.)  kunde  høre  til  herrens  husstand  og  regnes 
blant  hans  familiäres^.  Ofte  var  der  ogsaa  rundt  i  landsbyerne  en  eller 
flere  hospites,  som  var  herremandens  kommissionærer  eller  korrespondenter 
og  skaffede  ham  logi,  naar  han  var  paa  gjennemreise*. 

Af  det  foregaaende  fremgaar  det,  at  der  i  Normandie  og  Flandern, 
de  to  dele  af  Frankerriget,  som  Nordboerne  kjendte  bedst,  paa  vikinge- 
togenes  tid  fandtes  en  klasse  bønder,  som  kaldtes  hospites  eller  hostes, 
hvilket  Nordboerne  naturlig  maatte  oversætte  med  »gjæsterc  De  dan- 
nede et  mellomled  mellem  vasallerne  og  de  livegne  bønder.  Under- 
tiden bodde  de  paa  sin  egen  gaard,  undertiden  paa  herremandens;  de 
regnedes  blant  herrens  husstand  og  vogtede  hans  person,  eller  naar  han 
var  fraværende,  hans  hus. 


*  Lappcnberg,  Gesch.  von  England  U,  s.  20;  jfr.  Dugdalc,  Monasticon  Anglicanum  VH, 
1 108  o.  f]. 

2  Auberli  Miræi  Opera  diplomatica  et  historica  (Bruxelles  1723  fol.)  111,  513. 

3  Archives  administratives  de  la  ville  de  Reims  111,  367  f.  Compositio  inter  Archiepiscopum 
Rcmensem  et  ejus  capitulum  (14  aarh.).  1  dette  aktstykke  siges  det,  at  kannikernes 
familiäres^  consanguitui  osv.  skal  staa  under  kannikernes  Jurisdiktion.  „Item  de  hospiÜ^ 

bus  dictorum  canonicorum  qui  non  esseni  domestici^  dicimus  et  declaramus,  ÇMod  de 
jurisdictione  dictorum  canonicorum  non  sensentur  (I)«  Heraf  fremgaar,  at  Aw/iV«  ogsaa 
kunde  være  domestici.  Det  samme  viser  sig  ogsaa  af  den  derpaa  følgende  paragraf: 
„Et  si  revocatur  in  dubium,  an  tales  sint  familiäres,  domestici  vel  hospites^  canomcus 
vel  persona  familiaris  .  .  relative  de  veritate  prastabunt  Juramentum,**  At  de  opholdt 
sig  i  kannikernes  bolig  for  at  beskytte  denne  i  disses  fravær,  fremgaar  af  den  følgende 
paragraf  i  aktstykket.  At  hospites  alt  tidlig  havde  en  saadan  stilling,  fremgaar  af  Ar- 
chives de  Reims  I,  446;  jfr.  Ducange  under  hospites  dominici. 

♦  Leopold  Delisle,  Etudes  sur  la  classe  agricole  en  Normandie,  s.  12.  I  dette  tilfælde 
synes  hospes  (hote)  nærmest  at  ha  betydningen  »vært«.  Delisle  regner  dog  disse  hotes 
sammen  med  de  fiør  omtalte  hospites. 


I094-  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.        75 

Andre  forhold  kan  ha  virket  med  til  gjæsteinstitutionens  dannelse; 
men  det  synes  mig  ikke  umuligt,  at  indflydelse  fra  Nord-Frankrig  ogsaa 
har  gjort  sig  gjældende. 

Ved  hirden  fandtes  der  oprindelig  ingen  embeder.  Den  eneste  und- 
tagelse  dannede  merkesmanden,  som  vistnok  eksisterede  allerede  før 
vikingetiden  1.  Han  bar  i  kampen  høvdingens  merke  eller  fane  og  var 
alt  paa  Harald  Haarfagres  tid  en  af  hirdens  formænd^.  Merkesmandens 
stilling  fandtes  vistnok  fra  ældgammel  tid  i  alle  de  tre  nordiske  lande-. 
I  krigstid  var  der  vel  ogsaa  andre  anførere  for  kongens  haandgangne 
mænd;  men  de  kan  ikke  egentlig  kaldes  hirdembedsmænd. 

En  virkelig  hirdembedsmand  er  derimod  stallaren  {stallari),  som  i 
ældre  tid  var  en  af  de  høieste  funktionærer  ved  de  norske  kongers  hird. 
Han  talte  efter  kongens  bud  paa  tinge  og  ved  hirdstævner;  han  holdt 
orden  i  hirden  og  fremførte  dennes  sager  for  kongen.  Stallaren  skulde 
ogsaa  ha  opsyn  med  skydsen  paa  kongens  reiser.  Stallaren  havde  i  den 
ældste  tid  sin  plads  paa  det  ringere  høisæde  ligeoverfor  kongen,  og  fra 
Olav  Kyrres  tid  paa  den  saakaldte  stallarestol  {stallarastollj  sammen  med 
de  øvrige  høvdinger*. 

Stallaren  nævnes  alt  paa  Olav  Trygvessøns  tid.  —  En  Kolbjørn 
stallare  kjæmpede  saaledes  i  forstavnen  paa  Ormen  lange  i  slaget  ved 
Svolder^.  —  Under  Olav  Haraldssøn  omtales  stallarerne  ofte  og  havde 
alt  dengang,  kan  vi  se,  ganske  de  samme  embedsforretninger  som  senere^. 
I  senere  tid  var  der  oftest  to  eller  flere  stallarer  ad  gangen.  Det  samme 
maa  ogsaa  ha  været  tilfældet  i  den  ældste  tid;  ti  Sighvat  skald  taler  i 
sine  digte  altid  om  »kongens  stallarer«. 

Ogsaa  i  Danmark  var  det  at  være  stallare  et  høit  hirdembede,  som 
endnu  fandtes  paa  kong  Nils's  tid  (1104 — 1134).  Det  fortælles  i  veder- 
lagsretten,  at  under  kong  Nils's  regjering  krænkede  en  mand  ved  navn 
Aage  Tver  vederlaget  ved  at  nedhugge  en  anden  mand  i  Vide  stallares 
hus  {hema  at  Withe  stallir).  Kongen  og  hans  mænd  vilde  gribe  Aage. 
Men  Vide  tilstedede  det  ikke  og  satte  igjennem,  at  der  blev  git  bøder 
for  den  dræbte''.  Man  kan  af  dette  se,  at  stallaren  ogsaa  i  Danmark 
var  en  af  hirdens  høvdinger.       Stallarens  embede  synes  at  ha  bestaat  i 


»  Keyser,  s.  80. 

*  Egils  saga,  k.  16. 

'  Af  Sakso  kaldes  han  primipilus\  se  Steenstrup  1  284. 

♦  Keyser,  s.  81. 

^  FornmanDasçgur  II,  s.  331. 

•  Jfr.  Munch  Ij,  s.  541,  547,  551  o.  fl.,  om  Bjern  stallare. 

'  Kolderup-Rosenvinge,  Gl.  danske  love  V,  s.  6;  Sven  Aagesen  (Script.  Ill,  s.  156):  inæde 
Guidoms  Stabularii, 


l(i  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Danmark  indtil  Valdemar  Seiers  tid,  da  »marskt  og  »marskalk«  under 
tysk  indflydelse  kom  i  brugi. 

I  Sverige  vår  ligeledes  stallarens  stilling  kjendt.  Baade  konger  og 
andre  høvdinger  havde  en  saadan  i  sin  tjeneste.  I  det  13de  aarhundrede 
var  stallarens  stilling  blit  mindre  anselig.  StaUare  ok  stekare  nævnes  i 
Östgötalagen  sammen  som  herremænds  tjenere^.  Ogsaa  kongens  stallare 
nævnes,  men  synes  nu  at  være  en  underordnet  embedsmand  ^.  Dog  maa 
ogsaa  i  Sverige  stallaren  oprindelig  ha  indtaget  den  samme  høie  stilling 
ved  hirden  som  i  Norge.  Ordet  forekommer  første  gang  i  Sverige  paa 
en  runeindskrift  fra  det  ute  aarhundred  fraKomstad  iSmaaland:  »Tufa 
reiste  denne  sten  efter  Ure,  sin  fader,  Haakon  jarls  stallare«  {Tufa  risti 
stin  pina  eftis  Ura  fapur  sin  stalara  Hakunar  Jarls)\  Den  samme 
Haakon  jarls  søn  Assur  var,  ved  vi,  paa  vikingetog  vesterpaa,  vel  til 
Englanda  Det  er  da  sandsynligt,  at  Haakon  jarl  ogsaa  har  været  i  Eng- 
land, og  da  er  det  kanske  ogsaa  en  efterligning  af  engelske  forhold,  naar 
han  har  havt  en  stallare  i  sin  tjeneste. 

Enkelte,  som  Keyser,  mener,  at  stallarens  embede  og  navn  er  af  an- 
gelsaksisk oprindelse  og  at  det  stammer  fra  ags.  steallere^.  Omvendt 
mener  professor  Steenstrup,   at  ordet  i  angelsaksisk  er  et  nordisk  laan''. 

Titelen  «stallare«  forekommer  ogsaa  ved  de  angelsaksiske  kongers 
hof.  Men  Steenstrup  mener,  at  den  ikke  findes  der  før  i  det  ute  aar- 
hundred, efter  Olav  Trygvessøns  tid.  De  første  stallarer,  Steenstrup  cite- 
rer,  nævnes  ved  aar  1044^.  Dog  nævner  Kemble  en  Dored  steaUere 
alt  fra  aar  1020®.  Ligesom  i  Norge  var  der  ogsaa  i  England  flere  stal- 
larer paa  én  gang.  Titelen  steaUere  synes  i  England  at  ha  afløst'  det 
ældre  cyninges  horspegn^  som  nævnes  første  gang  i  897. 

Stallarerne  var,  kan  man  se,  i  England  anførere  for  huskarlene  eller 
thinglidet,  som  Knut  den  store  havde  oprettet.  I  et  aktstykke  fra  1053 
optræder  blant  vidnerne:  »Esger  stallare,  Raulph  stallare,  Lifing  stallare 
og  alle  kongens  huskarler«  (on  Esgeres  stealres.     J  on  Eauiphes  steaJr 

res,  7  on  Lifinges  stealres,  7  on  eallra  pæs  kynges  hüscarlan 

gemtnesse)  ^^. 


^  Se  Molbech,  Dansk  Glossarium. 

*  Östgötal.,  Drapa  B.  XIV  S  3  og  UaJ)a  B.  XII,  S  3- 
3  Sammesteds,  Eghna  Sal.  I  S  2. 

*  Liljegren,  Run-Urkunder,  n.  1241, 
^  Liljegren,  Run-Lära,  s.  no, 

*  Keyser,  s.  80  og  anm.  2. 
'  Steenstrup,  IV  s.  125  f. 

*  Thorpe,  Diplomatarium,  s.  361  og   372. 

0  Kemble,  Saxons  in  England  II,  s.  108;  jfr.  Codex  dipL,  no.  1328. 

10  Thorpe,  Dipl.,  s.  372;  jfr.  Kemble  II  s.  122.    Keyser  nævner  (s.  80  anm.  2)  at  stallare- 


1904.  No.  I.   .    VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET,        ^^ 

De  tre  stallarer  vilde  visselig  ikke  ha  været  nævnt  sammen  med 
kongens  huskarler,  havde  de  ikke  vaèret  disses  anførere.  Det  ligger  da 
nær  at  slutte,  at  titelen  er  indført  ved  de  angelsaksiske  kongers  hof  sam- 
tidig med  thinglidets  oprettelse.  Men  at  ordet  i  angelsaksisk  er  et  laan- 
ord  fra  nordisk,  kan  man  af  dette  ikke  slutte.  Vi  ved  intet  om,  naar 
stallare-embedet  først  indførtes  i  Danmark,  og  i  Norge  fandtes  det  ikke 
før  Olav  Trygvessøns  tid. 

Jeg  tror,  at  ordet  stallare  først  er  dannet  paa  de  Britiske  Øer;  om 
blant  Nordboer  eller  blant  Angelsakser,  kan  man  af  ordets  form  ikke  se. 
Nordboerne  har  vel  i  alle  tilfælde  sat  det  i  forbindelse  med  üoilr,  en 
stald.  Derimod  er,  som  jeg  før  har  nævnt,  endelsen  ari  (-ere)  ikke 
oprindelig  nordisk. 

Selve  stallare-embedet  er  derimod  opstaat  under  indflydelse  fra  det 
karolingiske  hof.  Allerede  hos  Romerne  i  den  senere  keisertid  var  stald- 
mesteren  en  høi  hofembedsmand,  hvis  titel  var  tribimtis  stabiUi\  Dette 
embede  fandtes  ogsaa  hos  de  merovingiske  konger,  hvor  dets  indehaver 
sædvanlig  kaldtes  med  den  germanske  benævnelse  mariskalk  (d.  e.  heste- 
tjener)  eller  ogsaa  med  den  romerske  titel  comes  stabuli,  »staldgreve«, 
hvilken  titel  ogsaa  brugtes  hos  Vestgoterne^.  Hos  Karolingerne  blev 
comes  stabiUi  den  almindelige  betegnelse,  medens  mariscalcus  blev  brugt 
om  de  lavere  staldtjenere.  »Staldgrevenu  var  hos  dem  en  af  de  høieste 
hofembedsmænd,  medens  de  forskjellige  mariscalci  nu  var  hans  under- 
givne.  —  Dette  forhold  ændredes  dog  igjen  i  det  lode  aarhundred^.  — 
Staldmesteren  havde  hos  Frankerne  at  sørge  for  hestenes  forpleining  og 
i  det  hele  for  herskerens  reiser  og  underhold,  —  det  sidste  i  forbindelse 
med  mansionariiis  {maître  des  logis)\  Han  sendes  ogsaa  som  hærfører 
i  overordentlige  ærender. 

I  middelalderens  latin  kaldes  denne  embedsmand  ofte  constabiilaritis, 
constabuliLS  og  stabidariiis^.  Heraf  er  igjen  det  franske  connétable  op- 
staat.     Der  kan  ikke  være  tvivl  om  at  stallarens  navn  og  stilling  er  en 


embedet  ogsaa  fandtes  hos  de  gamle  Friser.  Delte  forholder  sig  saaledes,  at  en  hei 
dommer  hos  Eider-Friserne  i  15de  aarh.  kaldles  skalier  (jfr.  Diefenbach,  Glossarium 
Latino- Germ.).    Men  dette  Embede  er  vistnok  opstaat  under  dansk  indflydelse. 

>   Ammian,  lib.  14,  18,  20. 

»  Waitx,  Deutsche  Verf.gesch.,  3.  udg.,  II j  s.  72;  Fustel  de  Coulange,  Hist.  des  institu- 
tions politiques,  la  monarchie  franque,  14S  f. 

»  Dahn,  Könige  der  Germ..  8  abth.  3,  s.  138  f.     H.  Brunner,  Deutsche  Rcchtsgesch.   II, 

S.    ICI. 

^  Hincmar,  De  ordine  palatii,  k.  23. 

*  Se  Ducange,  under  stahulum  og  Diefenbach,  Glossarium  Latino-Germanicum.  Sven 
Aagcsøn  overs,  »stallare«  med  stabularius.  Jfr.  Regi  no,  A.  D,  808  (Pertz  I)  quod  cor- 
rupte  c(msiabulum  vocamus.  Om  stallaren  se  ogsaa  Munch  \W ^,  s.  60 ï  f.  Allerede 
Gregor  af  Tours  bruger  formen  stabularius,  Mirac.  S.  Martini  I,  29. 


78  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


efterligning  af  den  karolingiske  comes  stahuii.  Nordboerne  har  sat  det 
latinske  stabiUarius  i  forbindelse  med  sit  eget  staUr.  At  netop  >stald- 
grevent  kom  til  at  bli  denhøieste  hirdembedsmand  i  Norge  og  Danmark, 
er  ganske  naturligt.  Thi  kongerne  havde  ved  vikingetidens  slutning 
endnu  ingen  fast  residens.  Sagaerne  viser  os  de  norske  konger  stadig 
paa  reise  fra  kongsgaard  til  kongsgaard  eller  paa  veitsle  hos  høvdingerne. 
Under  slige  omstændigheder  maatte  den,  som  havde  at  gjøre  med  hestene 
og  deres  forpleining  og  i  det  hele  med  kongens  og  hans  følges  under- 
hold paa  reisen,  naturlig  bli  hirdens  vigtigste  embedsmand. 

Skal  jeg  i  faa  ord  gjentage  hovedindholdet  af  den  foregaaende  under- 
søgelse,  saa  maa  det  være  :  Hirden  er  i  sin  oprindelse  nordisk,  ja  fælles- 
germansk.  Men  i  løbet  af  vikingetiden  blir  dens  organisation  delvis  for- 
andret, under  indflydelse  fra  Vesteuropa.  Hirden  deler  sig  i  forskjellige 
klasser;  der  opstaar  virkelige  hirdembeder^.  Samtidig  faar  ogsaa  livet 
ved  hirden  sit  præg  af  forbindelsen  med  England  og  Frankrig,  og  ordet 
»hird«,  som  selv  er  et  laanord  fra  angelsaksisk,  vidner  om,  hvor  sterk 
den  fremmede  indflydelse  har  været.  Denne  vesterlandske  indflydelse 
viser  sig  alt  under  Harald  Haar  fagre;  men  vi  kan  ogsaa  spore  den 
under  Olav  Trygvessøn  og  Olav  Haraldssøn,  da  hirden  faar  sine  egne 
embedsmænd  og  sine  love  (under  indflydelse  fra  Knuts  Vederlagsret?). 


Kongemaktens  ydre  værdighedstegn. 

Den  nordiske  kongemagt  havde  fra  gammel  tid  ingen  ydre  tegn  paa 
sin  værdighed,  hvis  man  ikke  dertil  vil  regne  merket  eller  fanen,  som 
blev  baaret  foran  ham  i  kampen.  Krone,  sverd  og  scepter  blir  først  i 
løbet  af  middelalderen  kongemagtens  ydre  symboler. 

I  hallen  havde  kongen  sit  høisæde,  der  skildres  som  høiere  end  fod- 
pallen,  hvor  jarlerne  pleiede  at  sidde  2.  Men  enhver  bonde  havde  ogsaa 
et  høisæde  i  stuen  paa  sin  gaard.  Kongerne  brugte  ogsaa,  fortælles 
det,  i  gamle  dage  at  sidde  paa  en  haug^. 

I  Haakon  den  godes  saga  fortælles  det  (k.  31),  at  Haakon  i  slaget 
ved  Fitjar  havde  en  gylden  hjelm  paa  hovedet.  Men  om  dette  var  et 
tegn  paa  hans  kongeværdighed,  er  vel  lidet  sandsynligt. 


'  Fra  tiden  efter  kristeadommens  indferelse,  sandsynlig  fra  Olav  Kyrres  tid,  stammer 
skutilsvendene  og  kjcrtesvendene.  Heller  ikke  drotseten  (drottseti)  og  skjenkeren  (sken- 
kjari)  synes  at  ha  eksisteret  paa  vikingetiden. 

>  Jfr.  fortællingen  om  kong  Hrollaug  i  Namdalen  (Heimskr.,  Haralds  s.  hârf.,  k.  8). 

3  Jfr,  fortællingen  om  hunden  Saur  (Hskr.,  s.  Hdkonar  g(5Öa,  k.  13):  hann  sat  à  haugi 
sent  konungar.    Se  ogsaa  Fridljovs  saga. 


1904-  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   1  VIIONGET.        79 

I  sine  nybygder  paa  de  Britiske  Øer  kom  Nordboerne  i  nærmere 
forbindelse  ogsaa  med  den  vosteuropæiske  kongemagt,  og  de  nordiske 
konger  i  Irland  og  Northumberland  søgte  naturlig  i  sin  ydre  fremtræden 
at  efterligne  de  angelsaksiske,  frankiske  og  irske  herskere.  Et  vidnes- 
byrd  herom  er  det,  at  de  fik  ydre  tegn  paa  sin  værdighed. 

Til  Dublinkongens  klenodier  i  det  lode  aarhundred  hørte  Tomar's 
(d.  e.  guden  Tors)  ring  og  Carlus*s  sverd  (claideb  Carlusa).  De  irske 
aarbøger  fortæller  for  aaret  994,  at  »Tomar's  ring  og  Carlus's  sverd 
med  vold  blev  ført  bort  fra  de  fremmede  i  Ath-cliath  (d.  e.  Dublin)  af 
Maelsechlainn«  (Fail  Tomhair  7  claideabh  Charlusa  do  tabhairt  do 
Mamlsechlainn  mac  Domhnaill  ar  eiccin  ô  Ohallaibh  Atha  Cliathy. 
Tors  ring  hører  vi  intet  mere  om;  den  har  vistnok,  ligesom  Tors  Lund 
udenfor  Dublin,  været  et  sindbillede  paa  Nordboernes  hedenskab.  —  Vi 
ved  ogsaa  fra  andre  steder,  saaledes  fra  Island,  at  de  hedenske  Nord- 
boer» havde  hellige  ringe,  som  laa  paa  alteret  i  gudehovet  2.  Og  den 
angelsaksiske  krønike  fortæller,  at  vikingerne  svor  ved  sin  hellige  ring^ 
—  Irerne  har  vel  ødelagt  Tors  ring,  dier  Nordboerne,  som  i  begyndelsen 
af  det  Ilte  aarhundred  for  størstedelen  blev  kristne,  har  ikke  brydd  sig 
om  at  faa  den  igjen.  Carlus's  sverd  hører  vi  derimod  oftere  om.  Dub- 
linmændene  maa  paa  en  eller  anden  vis  ha  vundet  det  tilbage.  I  aaret 
1027  blev  saaledes  Amlaib  (ell.  Olav),  søn  af  kong  Sitric  (ell.  Sigtryg) 
af  Dublin,  fanget  af  en  irsk  konge  og  ikke  git  fri,  «før  han  udleverede 
200  kjør,  120  britiske  hester,  60  unser  guid  og  Carlus's  sverd  samt  en 
mare  til  den  mand,  som  havde  fanget  ham«**.  Endnu  en  gang,  i  aaret 
1056,  blev  Carlus's  sverd  tat  fra  Dublinkongen  af  en  irsk  høvding^. 

Jeg  har  andetsteds  paavist,  at  navnet  Carlus  stammer  fra  det  fran- 
kiske kongenavn  Carolus  eller  Carlus^.  Men  om  Carlus*s  sverd  virkelig 
har  tilhørt  Karl  den  store  eller  en  af  hans  efterfølgere  af  navnet  Karl, 
eller  om  saa  har  været  troet,  er  vel  tvivlsomt.  Endnu  usandsynligere  er 
det,  at  sverdet  har  tilhørt  Dublinkongen  Olav  Hvites  ellers  ukjendte  søn 
Carlus,  som  faldt  i  866''. 

Carlus's  sverd  kan  ikke  ha  været  noget  hedensk  symbol.  Det  viser 
navnet  og  desuden  vilde  ikke  Nordboerne  da  ha  regnet  det  blant  sine 
klenodier  ogsaa  efter   kristendommens  indførelse.     Det  maa  ha  været  et 


>  Four  Masters,  A.  D.  994. 

*  Keyser,  Norges  stats-  og  retsforf.,  s.  388. 
'  Ags.  Chronicle,  A.  D.  876. 

*  Chronicon  Scotorum,  s.  267. 

*  Chron.  Scot.,  s.  285. 

^  Contributions  to  the  History  of  the  Norsemen  in  Ireland  I,  s.  16. 
'  Four  Masters,  A.  D.  866. 


8o  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

sindbillede  paa  kongemagten,  ligesom  Tors  ring  var  det  paa  hedenskabet. 
Det  er  vel  kjendt,  at  navnene  Carlus  og  Magnus  (Maccus  eller  Manus) 
brugtes  blant  nordiske  høvdinger  paa  de  Britiske  Øer  og  at  begge  navne 
er  opkaldelser  efter  Karl  den  store  {CarHlus  magnus).  Vi  ved  ogsaa,  at 
det  udtrykkelig  nævnes,  at  Magnus  den  gode  blev  opkaldt  efter  Karl 
den  store.  Sighvat  skald  svarer  jo,  da  kong  Olav  spørger,  hvorfor  han 
har  kaldt  gutten  Magnus:  „Ek  hét  hann  eptir  Karlamagnusi  konungi, 
pann  vissa  ek  mann  heztan  i  heimi^'\  Det  kan  endvidere  merkes,  at 
Karl  den  stores  navn  hos  alle  slaviske  nationer  har  faat  betydningen 
»konge«.  Ordet  findes  alt  i  kirkeslavisk,  dog  ikke  i  de  ældste  haandskrifter, 
men  først  i  skrifter  fra  den  senere  middelalder  ;  det  heder  der  krau.  Paa 
tsjekkisk  heder  »konge«  kråly  paa  polsk  krol  og  paa  russisk  korott. 
Ordet  er  ogsaa  gaat  over  i  lithauisk.  Alle  disse  ord  er  afledede  af 
Carolins  ell.  Carlus,  paa  samme  maade  som  vort  »keiser«  kommer  af 
Cæsar.  —  Man  tør  da  kanske  slutte,  at  «Carlus's  sverd«  i  Dublin  netop 
ved  sit  navn  betegner  sig  som  navn  paa  kongemagten. 

Det  var  dog  ikke  i  Dublin  alene,  at  sverdet  var  et  ydre  tegn  paa 
kongemagten.  Ogsaa  de  norske  høvdinger  paa  Hebriderne  og  kongerne 
paa  øen  Man  havde  et  sverd  som  sindbillede  paa  sin  værdighed.  De 
Fire  Mesteres  Annaler  fortæller  saaledes'for  aaret  1165  om  en  konge  i 
Ulster,  Mac  Duinnsleibhe,  som  til  en  anden  Ulsterkonge  foruden  gidsler 
og  mange  smykker  gav  »jarlens  søns  sverd»  (cloidhemh  mheic  an  larla). 
Den  lærde  udgiver  0'Donovan  siger  om  dette  sverd:  »This  was  evidently 
a  sword  which  Mac  Duinnsleibhe  had  won  from  the  Danes  (sic)  of  the 
Hebrides.«  Efter  irsk  sprogbrug  kan  »jarlens  søn«  i  denne  slags  mere 
ubestemte  udtryk  betegne  »jarlen«  eller  kanske  snarere  jarlens  ældste 
søn.  Det  er  derfor  vel  muligt,  at  det  her  nævnte  sverd  har  været  et 
slags  værdighedssverd  for  en  norsk  høvding  paa  Suderøerne.  Sikkert  er 
det  ialfald,  at  kongerne  paa  øen  Man  havde  et  sverd  som  tegn  paa  sin 
magt.  Man  har  endnu  det  gamle  manske  rigssverd,  »som  de  bedste  autho- 
riteter  mener  skriver  sig  fra  det  I2te,  eller  i  det  seneste  fra  begyndelsen 
af  det  13de  aarhundred«.  —  Paa  dette  sverd  er  der  en  fremstilling  af 
øen  Mans  vaaben,  de  tre  ben  med  panserplader  og  sporer 2.  Endnu  den 
dag  idag  bruges  sverdet,  naar  øens  storting,  »tingvoldretten«  (Tynwald 
Court)  hvert  aar  den  5te  juli  høitidelig  aabnes  paa  tingvoldhaugen  (Tyn- 
wald Hill)  i  nærheden  af  byen  Peel.  Ledsaget  af  militær  eskorte  drager 
tingvoldrettens  medlemmer  op  til  haugen.  Paa  toppen  af  denne  sætter 
kongemagtens  repræsentant  guvernøren  sig  paa  en  stol  dækket  med  rødt 


*  Hskr.,  Olafs  s.  helga,  k,  131. 

'  A.  W.  Moore,  History  of  the  Isle  of  Man,  I  137. 


1904.  Mo.  I.       VESTERLANDENES  ÎNDFL.  PAA  NORDB.  I  VlKlNGET.        81 

klæde.  Han  har  blikket  vendt  mod  øst  og  holder  et  draget  sverd  foran 
sig.  Dette  sverd  ligesom  de  øvrige  skikke  ved  tingvoldrettens  aabning 
stammer  vistnok  fra  den  tid,  da  Nordmændene  herskede  paa  Man^. 

Ogsaa  hos  Nordboerne  i  Northumberland  synes  sverdet  at  ha  været 
et  symbol  paa  kongemagten.  Som  jeg  andetsteds  søger  at  vise^,  fore- 
kommer et  sverd  (af  samme  type 'som  de  kjendte  vikingesverd)  paa  flere 
mynter,  som  er  præget  af  de  nordiske  konger  i  Northumberland.  Disse 
mynter  er  i  det  hele  merkelige  ved  sine  billeder.  Vi  finder  paa  dem 
fremstillet  bl.  a.  Odins  ravn,  Tors  hammer,  og  fanen,  som  blev  baaret 
foran  kongen  i  kampen.  Alt  tyder  paa,  at  sverdet  paa  disse  mynter 
ogsaa  maa  ha  en  mening,  og  har  det  en  slig  symbolsk  betydning,  kan 
det  kun  være  som  sindbillede  paa  kongemagten.  —  Hvis  sverdet  har 
været  kongemagtens  ydre  værdighedstegn  hos  Nordboerne  i  Dublin,  maa 
det  ogsaa  efter  al  sandsynlighed  ha  været  det  i  Northumberland.  Det 
er  vel  kjendt,  at  medlemmer  af  kongeætten  i  Dublin  gjennem  den  første 
halvdel  af  lode  aarhundred  ogsaa  herskede  i  Northumberland.  Vel  kan 
man  ikke  lige  til  sige,  at  begge  riger  dannede  en  enhed;  men  ialfald 
maa  der  ha  været  en  meget  nær  forbindelse  mellem  dem.  Det  ligger 
da  nær,  at  de  to  riger  ogsaa  har  havt  tilsvarende  institutioner,  og  især 
at  kongemagten  paa  begge  steder  har  optraadt  paa  den  samme 
ma^de. 

Sverdet  havde  fra  gammel  tid  af  hos  Germanerne  en  sindbilledlig 
betydning.  Man  aflagde  ed  ved  at  gribe  om  sverdets  hjalte.  Ogsaa 
ved  brylluper  og  ved  mange  andre  leiligheder  spillede  sverdet  en  rolle 
hos  Germanerne  3. 

Derimod  var  sverdet  ingenlunde  fra  gammel  tid  et  symbol  paa 
kongemagten*.  Naar  sverdet  har  denne  betydning  hos  Nordboerne  paa 
de  Britiske  Øer,  saa  viser  dette  en  indflydelse  fra  det  Karolingiske  Rige. 
Sverdet  hørte  sammen  med  kronen  hos  Karl  den  stores  etterfølgere  til 
apparatus  regius,  Karl  den  store  bar  selv  ved  høitidelige  leiligheder  et 
med  edelstene  smykket  sverd.  Rigss  verdet  kald  tes  hos  de  senere  karo- 
lingiske keisere  »St.  Peters  sverd«.  Saaledes,  da  keiserinde  Richildis  i 
877  overdrog  Ludvig  den  stamme  riget,    gjorde  hun  dette  ved  at   over- 


*  Jfr.  min  af  handl.:     Vore  forfædre  paa  een  Man,  Samtiden  1900,  s.  250  f. 

^  Se  under  mynter,  s.  40. 

^  Grimm,  Deutsche  RechtsalterthUmer,  s.  165  ff. 

*■  Senere  i  middelalderen  nævnes  ogsaa  de  norske  kongers  sverd  som  et  symbol  paa  deres 
værdighed;  men  dette  er  ferst  i  Hirdskraaen  (S  31),  og  da  denne  er  fra  Magnus  Laga- 
bøters tid,  kan  vi  ikke  fra  den  slutte  tilbage  til  Vikingetiden.  Naar  Ermoldus  Nigellus 
(1.  IV  v.  373  ff.)  fortæller,  at  den  danske  kong  Harald  efter  sin  daab  af  Ludvig  den 
fromme  blant  andre  gaver  ßk  et  prægtigt  sverd,  da  beviser  dette  heller  ikke  noget. 

yid.-Selak.  Skrifter.   IL   H.-F.  KL   1904.   No.  L  6 


82  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 


række  ham  en  krone  og  »et  sverd,  som  kaldtes  St.  Peter's«  {spatam,  quæ 
vocatur  Sancti  Petri)^  Hvorfra  dette  sverd  stammer,  ved  man  ikke. 
Dahn  gjætter  paa,  at  det  er  en  gave  fra  en  pave  2.  —  Der  er  en  vis 
lighed  mellem  disse  to  navne,  »St.  Peters  sverd«  og  »Carlus's  sverd«. 
Det  første  var  et  symbol  paa  den  fra  Gud  stammende  keisermagt;  det 
andet  var  et  symbol  paa  kongemagten,  hvis  navnkundigste  repræsentant 
i  Vesteuropa  Karl  den  store  var.  — 

Dette  er  vistnok  ikke  det  eneste  vidnesbyrd,  vi  har  om  indflydelse 
fra  Frankerriget  paa  udviklingen  af  Nordboernes  herskermagt  paa  de 
Britiske  Øer.  En  northumbrisk  mynt  fra  omkr.  aar  900  er  udstedt  af 
Sitric  Comes  (d.  e.  Sigtryg  jarl).  De  nordiske  jarler  svarede  paa  mange 
maader  til  de  angelsaksiske  ealdormen;  —  begge  værdigheder  blev  jo 
ogsaa  senere  blandet  sammen.  —  Nu  findes  der,  som  bekjendt,  bevaret 
en  mængde  angelsaksiske  aktstykker,  hvor  bl.  a.  ealdormen  optræder 
som  vidner.  Men  disse  kalder  sig  næsten  altid  dux^  eller  en  .sjelden 
gang  princeps  og  ikke  coines  ^.  Det  samme  er  tilfældet  med  de  nordiske 
jarler,  som  ofte  undertegner  angelsaksiske  dokumenter,  medens  historikere 
fra  Normannertiden,  som  Florence  af  Worcester,  gjerne  oversætter  eald- 
orman  med  comes,  I  Frankerriget  derimod  var  jo  fra  Karl  den  stores 
tid  comss  det  sædvanlige  værdighedsnavn  for  mænd,  hvis  stilling  svarede 
til  de  norske  og  danske  jarlers.  Det  viser  derfor,  skulde  jeg  tro,  sand- 
synligvis  indflydelse  fra  det  Karolingiske  Rige,  naar  den  norsk-irske  jarl 
Sigtryg  af  Northumberland  kalder  sig  comes  og  ikke  diix. 

Som  jeg  før  har  nævnt,  synes  sverdet  som  symbol  paa  kongemagten 
først  senere  i  middelalderen  at  ha  været  brugt  i  Norden.  Derimod  havde 
det  alt  paa  vikingetiden  paa  mange  andre  maader  symbolsk  betydning 
for  kongemagten.  At  de  haandgangne  mænd  gik  i  kongens  tjeneste  og 
svor  ham  troskab  ved  samtidig  at  gribe  med  sin  høire  haand  om  haand- 
taget  paa  kongens  sverd,  har  jeg  alt  før  nævnt*.  Denne  skik  at  bli 
kongens  »sverdtager»  [sveràtakari)  er  vistnok  ældgammel  i  Norden.  Thi 
den  nævnes,  som  det  synes,  alt  i  det  gamle  angelsaksiske  digt  »Beo- 
wulf« ^     Hengest  var  vinteren  over  hos  Finn  og  pønsede  paa  hævn. 

Swâ  hé  ne  forwyrndc  worod-rædenne, 
J)ODne  him  Hûii  Lâfing  hilde-ledman, 
billa  seiest,  on  bearm  dyde®. 

'   Annales  Bertiniani,  A.  D.  877  (Pertz,  Script.  I);    jfr.  sammesteds    A.   D.    879    (  .  .  .  . 
coronam  et  spatam  ac  reliquum  regium  apparaium). 

2  Könige  der  Germanen,  8  Abth.  6,  s.  99. 

3  Se  Bosworth-Toller,  Anglo-Saxon  Dictionary,  under  ealdorman. 
*  Jtr.  Hirdskraa,  S  31. 

•''  Min  far,  professor  S.  Bugge,  har  gjort  mig  opmerksom   paa  dette  sted  i  Beowulf. 
"  Beowulf,  V.   1 142  ff. 


i(p4.  Ko.  I.        VESTERLANUENEâ  INDt^L.  I»AA  KORDB.  î  VlKlNGET.        6^ 

Dette  oversaetter  professor  S.  Bugge  saaledes  h  »So  (d.  h.  da  sich 
Hangest  somit  nach  einem  ausweg  umsah,  wodurch  er  seine  räche  voll- 
ziehen konnte,  und  da  jeder  anderer  ausweg  ihm  gesperrt  schien)  ver- 
weigerte er  es  nicht,  sich  fiir  einen  dienstmann  (Finns)  zu  erklären,  als 
ihm  Hun  2  den  Lafing,  die»  strahlende  waffe,  der  Schwerter  bestes  in  den 
schooss  legte.« 

Paa  Olav  Haraldssøns  tid  brugtes,  ved  vi,  den  samme  skik  ved  de 
norske  kongers  hird.  Sighvat  skald  siger  nemlig  i  et  digt  til  kong  Olav, 
da  han  blir  dennes  hirdmand:    Ek  tok  vid  sverdi  pinu\ 

Det  er  et  minde  om  denne  samme  sædvane,  naar  det  fortælles  at 
kong  Æthelstan  sendte  et  sverd  til  Harald  Haarfagre  og  lod  ham  gribe 
i  dette;  —  ok  nu  skaitu  vera  pegn  hans,  er  pu  tokt  vid  sverdi  Jians^ 
Ligesaa,  naar  det  fortælles  i  Rolv  Krakes  saga  (k.  23)  :  Hrolfr  konungr 
brå  hrôkahdti  sinu,  ok  fekk  Hjçrvarbi  konungi  å  medan  sverb  sitt;  ok 
sem  Hrolfr  konungr  hafåi  brugSit  um  sik  aptr  brokabeltinu,  tok  hann 
apir  vid  sverdinu,  ok  mælti  tu  Hjçrvaràs  konungs:  pat  vitu  vit  bdâir, 
sagdi  hann^  at  pat  heßr  lengi  verit  mælt,  at  så  skal  vera  unàirmaôr 
annars  jafnan  sidan,  er  tekr  vid  sverdi  annars,  å  medan  hann  bregdr 
brokabéUi. 

Ogsaa  naar  kongen  udnævnte  jarler,  spillede  sverdet  en  rolle  og 
havde  sin  symbolske  betydning.  Her  har  vi  dog,  saavidt  jeg  kan  skjønne, 
ikke  en  ældgammel,  fællesgermansk  retssædvane,  men  derimod  efterlig- 
ning  af  fremmede  skikke.  Det  fortælles  i  Harald  Haarfagres  saga  (k.  8), 
at  da  Harald  kom  til  Namdalen,  var  der  to  konger  der,  Herlaug  og 
RoUaug.  Herlaug  gik  i  haug  ;  men  RoUaug  nedlagde  sin  kongelige  vær- 
dighed,  g^k  imod  Harald  og  tilbød  sig  at  bli  hans  mand.  »Da  tog  kong 
Harald  et  sverd  og  fæstede  i  hans  belte;  saa  hængte  han  et  skjold  ved 
hans  hals,  gjorde  ham  til  sin  jarl  og  ledede  ham  op  i  høisædet.  Derpaa 
gav  han  ham  Naumdølafylke  og  satte  ham  til  jarl  derover.«  —  Den 
samme  ceremoni  gjentages  under  Magnus  den  gode,  da  han  gjør  Svein 
Estridssøn  til  jarl.  »Da  stod  kongen  op,  tog  et  sverd  og  fæstede  det  i 
Sveins  belte;  saa  tog  han  et  skjold  og  hængte  det  ved  hans  aksel;  der- 
paa satte  han  en  hjelm  paa  hans  hoved  og  gav  ham  slige  veitsler  i  Dan- 
mark, som  hans  far  Ulv  jarl  før  havde  havt«  ^ 


*  S.  Bujjc^e,  Studien  über  das  Bcowulfepos,  Paul  u.  Braune,  Beiträge  XII,  s,  32. 

*  Hun  var  hersker  over  de  med  Finn  og  Friserne  forbundne  hattuariskc  Franker, 

3  Hskr.,  Olafs  s.  helga,  k.  41. 

4  Hskr.,  Haralds  s.  härf,  k.  41. 

*  Hskr,  saga  Magnus  göfta,  k.  24. 


84  ALEXANDER  BUGGE.  R-F.  Kl. 

Endnu  langt  senere  i  middelalderen  brugtes  den  samme  skik,  naar 
kongen  udnævnte  hertuger  og  jarler.  Ceremonien  skildres  udførlig  i 
Hirdskraaen  (§  12  og  i6).  „Siåan  er  honum  værdr  gefet  hertogha  nafn 
pa  skai  Jeonongr  taka  i  hond  honum  oe  setia  han  i  hasæti  hia  ser.  kon" 
ongr  skal  gefa  honum  svcerd  oe  fa  honum  i  hond.  skal  han  i  pai  vid 
kennazt  at  han  helldr  pan  liertoghadom  af  konongdominum  oe  er  hans 
svcerètakare  rettom  til  styrks.  rongum  til  refsingar.  kononge  til  lettes  oe 
hans  hoUu  rade  oe  riki  oe  sæmd  til  vcerndar  oe  uirdingar  huar  sem  han 
rna  sinu  liH  uiS  koma." 

Den  her  skildrede  høitidelighed,  som  fulgte  med  udnævnelsen  af 
jarl,  er  som  man  vil  se,  ganske  forskjellig  fra  den  meget  enklere  cere- 
moni,  som  hørte  med,  naar  en  mand  gik  i  kongens  tjeneste  og  blev 
hans  »sverdtager«.  Skikken  er  næppe  ældgammel  i  Norden.  Den  hele 
ceremoni  hænger  nøie  sammen  med  sædvaner  i  det  Frankiske  Rige. 
Naar  unge  fyrstesønner  fik  egne  landstrækninger  at  styre,  pleiede  kongen 
samtidig  at  fæste  et  sverd  ved  deres  belte  og  gi  dem  andre  arma  virilia 
som  tegn  paa  deres  mandlige,  krigerske  værdighed.  Saaledes  fortælles 
det  om  keiser  Ludvig  den  fromme:  domniLS  imperator  filium  suum 
Karolum  armis  virilibus,  id  est  ense,  cinoGit,  corona  regali  ca^ 
put  instgnivit,  partemque  regni  qiuim  homonimus  eins  Karolus  habuit, 
id  est  Neusti^m,  attribtdtK  Denne  ceremoni  er  ganske  den  samme  som 
den,  som  skildres  i  Heimskringla,  naar  undtages  at  vi  der  istedenfor 
krone  har  en  hjelm. 

Greven  (comes)  i  Karolingerriget  bar  ogsaa  sverd,  naar  han  optraadte 
i  embeds  medfør.  «Der  alte  comes  erschien  nicht  ohne  schwert  vor  gericht, 
und  der  freigraf  wurde  noch  später  per  gladium  et  funis  traditionem 
investiert«  2.  I  England  blev  senere,  under  indflydelse  fra  lensvæsenet 
og  normannisk  retsskik,  jarlerne  eller  greverne  omgjordet  med  sverd. 
Saaledes  fortæller  Mattheus  Parisiensis  om  Hugo  de  Puiset,  biskop  af 
Durham,  som  i  1188  blev  jarl  af  Northumberland:  Qui  a  rege  gladio 
comitatua  accinctus,  nomen  sibi  comitis  imirpavit  Quo  gladio 
acdncto,  rex  cum  caehinno  astantibus  ait:  Juvenem  feci  comitem  de 
episcopo  veter ano^.  Denne  »Schwertleite«,  som  Tyskerne  kalder  det,  var 
en  af  riddervæsenets  vigtigste  ceremonier.  «Das  bei  erreichter  Waffen- 
tiichtigkeit  feierlich  angehängte  Wehrgehänge   (cingulum  müitare)^    var 


i  Vita  Hludowici,  k.  59  (Pertz,  Script,  II,  s.  643  ;  a  o  838.  Jfr.  Deutsche  Verfassungsgesch., 

3  s.  216  f.  (i.  udg.);  Dahn,  Könige  der  Germ.,  8  Abth.  6,  99  f. 
'  Grimm,  Rechtsalterthümer,  s.  167, 
3  Matth.  Paris.,  Chronica  majora.  Ed.  Luard,  II  s.  352, 


1904.  No    I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        85 

det  ogsaa,  som  særlig  udmerkede  ridderen  fremfor   den  almindelige  frie 
mand^ 

I  forbindelse  med  det  foregaaende  skal  jeg  ogsaa  henlede  opmerk- 
somheden  paa  det  første  digt  om  Helge  Hundingsbane,  hvor  det  fortælles 
(str.  8),  at  kong  Sigmund,  da  han  gir  sin  unge  søn  navnet  Helge,  ogsaa 
gir  ham  en  del  landstrækninger  og  samtidig  overrækker   ham  et  sverd. 

Gaf  hann  Helga  nafa 
ok  Hringstafti, 
SdliicU,  SnœfiçU 
ok  SigarsYollu, 
Hringst^a,  Hâtun 
ok  Himinvanga, 
blöborm  büinn 
brœbr  SinQotla. 

Sverdet  overrækkes  her  samtidig  med  at  kongen  gir  sin  søn  de  i 
digtet  nævnte  landstrækninger.  Overrækkelsen  af  sverdet  synes  at  være 
tænkt  som  en  del  af  den  hele  ceremoni.  Desuden  er  Helge  jo  netop 
en  ung  kongesøn,  som  faar  dele  af  landet  at  herske  over.  Men  dette 
minder  ikke  lidet  om  de  før  nævnte  skikke  i  det  karolingiske  rige,  saa« 
ledes  da  Ludvig  den  fromme  spænder  et  sverd  ved  sin  søn  Karl  IPs 
beite- 

Professor  S.  Bugge  mener,  at  Helgedigtenes  forfatter  selv  har  været 
paa  de  Britiske  Øer  og  at  digtene  ogsaa  middelbart  viser  indflydelse  fra 
Franlcrigö.  Det  passer  godt  til  denne  opfatning,  at  sverdet  nævnes,  hvor 
det  fortælles,  at  kong  Sigmund  overdrager  sin  unge  søn  dele  af  sit  rige. 

^  Gnindriss  der  germanischen  Philologie.  2.  udg.,  3,  s.  133. 

»  Jfr.  per  sputhà/m  regna  tnves/tre,  Ann.  Bertiniani,  ao   877  (Pertr,  Script.  I).     Senere 

heder  det:  Est  enitn comuetudo curia,  ui  regna  per  gUidium,  provincia per  vexillum 

tradantur  vel  recipiantur  (Grimm,  Rcchtsalterth..  s.  167). 
*  S.  Bugge,  Helge-digtene  i  den  ældrc  Edda,  s.  260  ff.,  275  fl.,  o.  fl.  steder. 


86  ALEXANDER  BUGGE.  H.  F.  Kl. 


Harald  Haarfagres  stat. 


Indledniqg. 

Før  Harald  Haarfagres  tid  var,  som  vi  alle  véd,  Norge  delt  i  en 
mængde  smaariger.  Der  var  ingen  enhed  eller  samfølelse.  En  und- 
tagelse  herfra  dannede  Trøndelagen,  som  tidlig  synes  at  ha  udgjort  en 
enhed  og  at  ha  været  en  aristokratisk  bonderepublik,  som  havde  sit 
fælles  ting  paa  Øren,  hvor  senere  Øretinget  holdtes  i.  En  samling  af  landet 
til  en  større  enhed,  men  af  en  anden  slags,  havde  begyndt  at  udvikle 
sig  i  det  sydøstlige  Norge,  i  Viken  og  paa  Ringerike,  hvor  Harald  Haar- 
fagres forfædre  og  især  hans  far  Halvdan  Svarte  alt  havde  forberedt 
Norges  samling. 

I  Danmark  og  i  Svealand  synes  kongeværdigheden  og  flere  land- 
skabers samling  under  én  konge  til  et  »storkongedømme«  at  ha  eksisteret 
længe  forud  for  vikingetiden.  I  Norge  var  det,  saavidt  jeg  kan  skjønne, 
først  paa  grund  af  de  forhold,  som  laa  nærmest  forud  for  vikingetidens 
begyndelse,  at  folkets  øverste  styrer  fik  kongsnavnet  Selve  navnet 
konge  (könungr)  er  visselig  ældgammelt;  det  er  saaledes  gaat  over  i 
finsk-estnisk  {kuningas).  Men  oprindelig  betegner  ordet  »en  mand  af 
slægt«,  d.  e.  af  fornem  slægt,  og  hænger  sammen  med  oldn.  kyn. 
Konwngr  kom  derved  til  at  betyde  »en  høiættet  mand,  en  kongesøn«, 
især  »den  til  efter følger  udpegede  kongesøn«.  Først  senere  blev  det 
navn  paa  folkets  øverste  styrer  2.  Denne  forandring  i  værdighedsnavn, 
hvormed  vel  ogsaa  en  magtforøgelse  var  forbundet,  maa  først  være  ind- 
ført  hos  et  enkelt  af  de  germanske  folk  og  derfra  ha  udbredt  sig  til  de 
øvrige.  I  Norge  er,  tror  jeg,  forandringen  først  foregaat  ved  eller  lidt 
før  aar  800. 

Da  Nordmændene  først  kom  til  Irland,  synes  de  ikke  at  ha  havt 
nogen  overkonge.    Deres  første  konge  var  Turgeis,  som  i  839  »tilegnede 


*  Se  E,  Hertzberg,  i  Hcggtveits  »Trøndelagen  far  og  nu«. 

^  Det  er  vel  kjendt,  at  Angelsaksernes  ferere,  da  de  kom  over  til  England,  ikke  kaldte 
sig  cyningi  men  htretoga  eller  ealdorman.  De  første,  som  antog  kongsnavnet,  var 
Cerdic  og  Cynric,  som  i  599  blev  Vest-Saksernes  konger.  Stubbs,  Constitutional  Hist. 
of  England  I,  s.  66  f. 


igo4.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA   NORDB.  1  VIKINGET.        87 

sig  kongedømmet  over  de  fremmede  i  Erinc  {ro  gal  rigi  Oall  Erend)^. 
Navnene  paa  de  norske  Dublinkonger  i  anden  halvdel  af  9de  aarhun- 
dred  og  paa  disses  forfedre  synes  at  vise,  at  kongedømmet  ikke  har 
været  gammelt  i  ætten.  Olav  Hvite,  som  ved  aar  853  kom  til  Irland, 
vandt  magten  fra  de  Danske  og  selv  blev  konge  i  Dublin,  og  senere 
hans  bror  Ivar  bærer  saaledes  i  annalerne  begge  tilnavnet  Conung  (d.  e. 
konungr)^,  I  en  slægtrække  over  Olav  Hvites  og  hans  bror  Ivars  for- 
fædre,  som  findes  i  de  paalidelige  aarbogsbrudstykker  »Three  Fragments«, 
bærer  disses  farfars  far  det  samme  tilnavn  (Oothfraidh  Conung). 

Baade  Gudrøds  og  Olavs  tilnavn  Conung  synes  at  betegne  dem 
som  »den  til  kongeværdigheden  udséte  kongesøn«.  Den  samme  over- 
gang fra  den  oprindelige  betydning  af  ordet  konungr  til  den  senere 
finder  vi  i  Rfgs{)ula,  hvor  Jarls  søn  Kon  den  unge  (Konr  ungr)  tydelig  er 
opfattet  som  en  repræsentant  for  kongeværdigheden;  dog  heder  han  fra 
fødselen  af  Konr  ungr  (=  konungr).  Konungr  som  tilnavn  har  vi  end- 
videre  i  Otiarødr  Veidikonungr,  Harald  Haarfagres  stamfar. 

Saaledes  var  alt  grundvolden  for  et  norsk  kongedømme  lagt  før 
Harald  Haarfagres  tid.  Nordmændene  var  begyndt  at  føle  sig  som  ett 
folk.  —  Alt  ved  aar  850  kjæmpede  Nordmænd  og  Dansker  paa  liv  og 
død  om  herredømmet  i  Irland.  —  Og  Haralds  egen  æt  havde  mer  end 
nogen  anden  banet  veien  for  ham. 

Dog  var  det  ikke  bare  ud  fra  særlig  norske  forhold,  Harald  Haar- 
fagre  handlede,  da  han  samlede  Norge.  Han  var,  bevidst  eller  ubevidst^ 
et  led  i  en  stor  europæisk  bevægelse.  I  Frankerriget  havde  Karl  den 
store  virket;  han  havde  knyttet  Frankrig,  Tyskland  og  Italien  sammen, 
knækket  de  tyske  stammehøvdinger  og  forenet  rigets  adskilte  dele.  Vel 
blev  enheden  snart  atter  brudt;  men  keiserdømmet  forbandt  dog  endnu 
længe,  særlig  udadtil  og  i  folkenes  øine,  de  adskilte  dele.  I  England 
virker  de  samme  samlingstanker.  Heptarkiet  brydes;  Angler,  Sakser  og 
Jyder  forenes  under  konger  af  det  vestsaksiske  hus.  Allerede  Alfred 
den  store  hersker  over  alle  de  dele  af  England,  som  ikke  staar  under 
Nordboernes  herredømme.  Hans  søn  og  efterfølger,  Eadward  den  ældre, 
som  ogsaa  var  Harald  Haarfagres  samtidige,  kalder  sig  alt  j,7'ex  Angul- 
Saxonum",  Og  Æthelstan  antager  titelen  „rex  Anglorum  et  ciiragulus 
totius  Britanniæ"  ^.  Med  det  øgGde  magtomraade  og  den  øgede  værdig- 
hed  fulgte  ogsaa  en  større  virkelig  magt,  ikke  bare  i  Frankerriget,  men 
ogsaa   i   England.      Som    Stubbs   siger:    »So    as   the   kingdom  became 


>  Cogadh  Gaidhel  re  Gallaib,  ed.  Todd,  s.  8. 

*  Three  Fragments,  ed.  O'Donovan,  s.  126. 

3  Stubbs,  CoQstitutional  Hist.  of  England  I,  s.  173  anm.  2  og  177  anm.  i. 


88  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

united  the  royal  power  increased,  and  this  power  extending  with  the 
extension  of  tjie  territory,  royalty  became  territorial  also.  The  conso- 
lidated realm  enters  into  continental  politics  and  borrows  somewhat  of 
the  imperial  form  and  spirit;  and  this  brings  on  important  changes.»^ 
Ingen  kan  nægte,  at  Haralds  samling  af  Norge  er  et  sidestykke  til  Karl 
den  stores  og  de  vestsaksiske  kongers  virksomhed. 

Havde  saaledes  Harald  Haarfagres  samling  af  Norge  baade  sine  ydre 
og  indre  forudsætninger,  saa  maatte  dog  hans  kongedømme  paa  mange 
maader  forekomme  folket  en  fuldstændig  nydannelse,  et  brud  med  aar- 
hundreders  udvikling.  Vi  kan  om  ham  mere  end  om  nogen  anden  af 
vore  konger,  mere  endog  end  om  de  to  Olaver  og  om  Sverre,  med 
sandhed  sige,  at  han  har  gründet  en  ny  statsskik  i  Norge  2.  Man  maa 
da  naturlig  spørge,  om  Harald  Haarfagre,  da  han  udførte  dette  nybyg- 
ningsarbeide,  bare  handlede  ud  fra  sit  eget  hoved  eller  om  han  efter- 
lignede  forhold  i  andre  lande.  Vi  ser  i  nyere  tid,  hvordan  statsretslige 
forhold  i  det  ene  land  paavirker  forholdene  i  andre  stater,  saaledes  at 
næsten  alle  europæiske  og  amerikanske  frie  forfatninger  kan  føres  tilbage 
til  den  engelske  statsforfatning  og  til  de  fra  den  franske  revolution  ud- 
gaaede  ideer  som  sine  forbilleder.  Det  ligger  da  nær  at  slutte,  at  man 
i  gamle  dage,  om  end  mere  ubevidst,  gik  frem  paa  samme  maade,  at 
forholdene  i  det  ene  land  ved  forandringer  i  statens  styrelse  paavirkedes 
af  forholdene  i  andre  lande. 

Naar  vi  nu  skal  søge  at  opgjøre  os  en  mening  om  dette  spørgs- 
maal,  kommer  vor  undersøgelse  naturlig  til  at  falde  i  to  afdelinger.  Den 
første  afdeling  omfatter  Harald  Haarfagres  tilegnelse  af  odelen  og  de 
nye  skatter,  han  samtidig  paalagde  folket,  og  de  nye  høihedsrettigheder 
som  han  tilegnede  sig,  med  andre  ord  :  Harald  Haarfagres  finansstyrelse. 
Den  anden  afdeling  omfatter  hans  egentlige  statsstyrelse  med  jarler  og 
lendermænd,  hele  det  nye  embedsværk,  som  han  paa  en  vis  maade  søgte 
at  indføre  i  Norge.  Af  begge  disse  sider  af  Harald  Haarfagres  styre 
har  Ernst  Sårs  git  en  grundlæggende  skildring  i  sin  af  handling  »Om 
Harald  Haarfagres  samling  af  de  norske  fylker«  ^  Hvad  jeg  selv  kan 
tilføie,  blir  ikke  meget.  Jeg  maa  for  det  meste  nøie  mig  med  en  gjen- 
fremstilling  af  kjendte  forhold. 


»  stubbs,  1.  c,  s.  174  f. 

2  Jeg  glemmer  ikke,  at  stammearistokratiet  efter  Haralds  ded  paany  for  en  tid  fik  magten 
og  at  det  nye,  samlede  Norge  egentlig  ferst    kan  siges  at  stamme  fra  Olav  Haraldssen. 

3  Norsk  hist  Tidsskrift  I  R.  II  B.  (1872). 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.        89 

A.    Harald  Haarfagres  ordning  af  kongedømmets  indtægten 

I  indledningen  til  mit  arbeide  (s.  21)  har  jeg  talt  om  kongedømmets 
indtægter  ved  vikingetidens  begyndelse  og  søgt  at  vise,  at  kongen  ikke 
havde  forholdsvis  stort  flere  indtægter  og  økonomiske  forrettigheder  end 
den  fri  bonde.  Der  krævedes  ingen  skatter,  told  eller  andre  afgifter  af 
varer,  skibe  og  ladning,  eller  af  næringsveiene.  Sagaerne  skildrer  Harald 
som  en  voldsom  mand,  hvis  styre  er  et  fuldstændigt  brud  med  gammel, 
hævdvunden  sæd  og  skik.  Men  dette  sagaernes  syn  paa  sagen  er  næppe 
uhildet.  Det  stammer  visst  fra  de  misfornøide  islandske  landnaamsmænd, 
som  ikke  vilde  finde  sig  i  Haralds  ofriki,  men  heller  forlod  sin  fædrene- 
bygd  og  satte  bo  i  fremmed  land.  Jeg  tror,  at  de  nyordninger,  som 
gaar  under  Haralds  navn,  for  en  stor  del  alt  var  gjennemført  i  Haralds 
fædrenerige  og  af  hans  nærmeste  forfædre.  Herfor  taler  bl.  a.  hele  den 
norske  Ynglingeæts  udprægede  erobringspolitik.  Halvdan  Hvitbein,  ættens 
stamfar,  skildres  i  »Ynglinga  saga«  ganske  paa  samme  vis  som  Harald 
Haarfagre.  Det  fortælles  bl.  a.  om  ham  (k.  48):  »Siden  for  han  med 
hæren  til  Romerike  og  herjede  dér  og  fik  det  fylke  ved  hernad.t  Og 
efter  sin  bror  Ingjalds  død  »lagde  kong  Halvdan  Vermland  under  sig, 
tog  skatter  af  det  og  satte  jarler  derover,  saalænge  han  levede«  (k.  50). 
Karl  den  stores  modstander  kong  Godfred  (Oodefridus  ell.  Ootricu8\ 
som  jeg  tror  er  den  samme  som  sagaens  Gudrød  Veidekonge,  optræder 
ikke  bare  som  hærkonge,  men  lægger  ogsaa  efter  Saksos  fremstilling 
skatter  paa  de  undertvungne  folk.  Haralds  egen  far  Halvdan  Svarte 
blev  konge  i  Sogn.  Derpaa  satte  han  »Atle  jarl  over  Sygnafylke  for  at 
dømme  landslov  og  indkræve  skatter«,  ganske  som  hans  søn  siden  gjorde 
da  han  havde  samlet  Norge.  —  Det  som  fortælles  om  Halvdan  Hvitbein 
er  visst  ikke  meget  paalideligt  eller  fuldt  til  at  stole  paa.  Men  med 
Gudrød  Veidekonge  og  hans  søn  Halvdan  Svarte  begynder  den  mere 
sikre  historie,  og  det  som  fortælles  om  dem  kan  vi,  tror  jeg,  saa  nogen- 
lunde  lide  paa.  Dette  forringer  dog  ikke  Haralds  egen  storhed.  Han 
maa  ha  været  en  virkelig  herskerskikkelse,  som  personlig  har  grebet 
ind,  ændret  og  gründet  fra  nyt  af. 

Det  som  fremfor  noget  andet  vakte  bøndernes  harme  og  det  som 
skildres  som  kjernen  i  hans  ofriki  er,  at  han  tog  odelen  fra  bønderne^. 
Snorre  fortæller  om  dette  i  Harald  Haarfagres  saga:  »Kong  Harald 
satte  den  ret  overalt  hvor  han  vandt  landet  under  sig,  at  han  tilegnede 
sig  al  odel  og  lod  bønderne  yde  ham   landskylder,   baade  mægtige  og 

^  Om  oda  se  iodledn.,  s.  21. 


90  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 

ringet^.  I  Haakon  den  godes  saga  skildres  det»  at  Haakon  paa  tinget 
i  Trondhjem  bad  bønderne  tage  imod  ham  og  gi  ham  kongsnavn.  »Men 
til  gjengjæld  tilbød  han  dem  at  gjøre  alle  bønder  odelsbaarne  og  gi  dem 
den  odel,  som  de  bodde  paac^.  I  Egils  saga  heder  det  lidt  udførligere: 
»Kong  Harald  tilegnede  sig  i  hvert  fylke  al  odel  og  alt  land,  dyrket  og 
udyrket,  ja  endog  sjøen  og  våndene,  og  alle  bønder  skulde  være  hans 
leilændinger.  Ligesaa  de,  som  ryddede  i  skogerne,  saltkalleme  og  alle 
veidemænd,  baade  paa  sjø  og  land,  de  skulde  alle  være  ham  tjenst- 
bundne«  ^. 

Hermed  har  man  sammenstillet,  hvad  der  paa  Haralds  egen  tid  skede 
paa  Orknøerne.  Jarlen  Torv-Einar  havde  dræbt  en  af  Haralds  egne 
sønner  og  Harald  drog  nu  selv  over  til  Orknøerne  for  at  kræve  bod  for 
sin  søns  drab.  Tilslut  kom  det  til  forlig  mellem  kongen  og  jarlen,  og 
Harald  dømte,  at  Einar  og  alle  bønderne  skulde  bøde  60  mark  guid. 
»Dette  tyktes  bønderne  altfor  meget.  Da  tilbød  jarlen  dem,  at  han 
skulde  betale  alene;  men  til  gjengjæld  skulde  han  tilegne  sig  al  odel  paa 
øerne.  Dette  gik  de  ind  paa,  mest  fordi  de  fattige  havde  smaa  jorder. 
Men  de  rige  mente,  de  skulde  gjenløse  sin  jord,  saasnart  de  vilde. 
Længe  efter  denne  tid  eiede  jarlerne  al  odel  paa  Orknøerne,  indtil  Sigurd 
Lodvessøn  gav  odelen  tilbage«^.  Det  var  for  at  faa  hjælp  af  bønderne 
mod  den  skotske  Finnleik  jarl,  at  Sigurd  jarl  gav  Orknøingerne  odelen 
tilbage  (ved  aar  986)  0. 

Allerede  Konrad  Maurer  har  pegt  paa  dette  sted  og  sammenlignet 
det  med  fortællingen  om  Haralds  tilegnelse  af  odelen  ''.  Sårs  har  vistnok 
ret  i  at  fremhæve,  at  Orknøingerne  ved  en  fuldt  frivillig  overenskomst 
overdrager  sin  odel  til  Torv-Einar,  medens  Haralds  foranstaltninger  er 
skét  med  tvang''.  Men  baade  Maurer  og  Sårs  synes  at  gaa  ud  fra,  at 
Orknøingernes  overenskomst  er  midlertidig,  at  bønderne  paa  Orknøerne 
bare  havde  pantsat  sine  eiendomme,  indtil  de  fik  raad  til  at  indløse  dem. 


^  S.  Haralds  hârf.,  k.  6.  :    Haraldr  konungr  setti  [)ann  rett  alt  |)ar  er  hann  vann  rlki  un- 

dir  sik,  at  hann  eignaôist  öbul  9II,  ok  let  alla  bœndr  gjalda  sér  landskyldir,  bæbi  rîka 

ok  ûrfka. 
>  S.  Hâk.  gö5a^   k.  i  :    En  |)ar  f  mot  baub  hann  |)eim  at  géra  alla  bœndr  <5balboroa,   ok 

gefa  {)eim  ööul  sfn  er  à  bjoggu. 
3  Egils  s.,   k.  4.  Haralldr  konungr  eignabiz  I  hverju  fylki  öbul  oil,  ok  allt  land  bygt  ok 

dbygt,   ok  jamuel  sjöinn  ok  votain,    ok   skylldu  aller   büendr  vera  bans  leiglendingar. 

Sua  |)eir  er  â  morkina  ortu  ok  saltkarlarner  ok  aller  veibimenn,  bæbi  å  sjd  ok  landi,  ]>£ 

voro  aller  |)eir  honum  lybskyllder. 
*  Hskr.,  Haralds  s,  hârf.,  k.  32. 
^  Flateyjarbdk,  I  s.  227.    Det  norske  jarl  gjengir  det  gæliske  >maormor<,  som  var  Finn- 

leiks  ell.  Finnlaich's  egentlige  titel. 

6  Germania  XIV,  s.  27-40. 

7  Sårs,  Hist.  Tidsskr.  II,  s.  198. 


1904.  No.  î.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        QI 

Saavidt  jeg  kan  skjønne,  viser  sagaens  ord  ikke  andet  end  at  bønderne 
haabede  siden  at  kunne  indløse  sin  odel  {hugàust  mwndu  leysa  Hn  odtd 
pegar  er  peir  viidu).  Men  ettertiden  viste,  at  bønderne  slet  ikke  fik 
odelen  tilbage,  saasnart  de  ytrede  ønske  om  det.  Det  var  først  en  fri- 
villig viljesakt  af  Sigurd  Lodvessøn,  som  gav  bønderne  odelen  tilbage, 
paa  samme  maade  som  Haakon  den  gode  havde  gjort  i  Norge.  Dog 
har  kanske  Sårs  ret,  naar  han  mener,  at  de  omstændigheder,  hvorunder 
Torv-Einar  tilegnede  sig  Orknøingernes  odel,  var  forskjellige  fra  de  om- 
stændigheder, hvorunder  Harald  Haarfagre  tilegnede  sig  de  norske  bøn- 
ders odel.  Det  første  var  vistnok  en  slags  pantsættelse,  hvor  forholdene 
siden  hindrede  bønderne  fra  at  indløse  sit  pant,  d.  e.  sine  eiendomme, 
før  Sigurd  Lodvessøn,  i  navnet  frivillig,  men  i  virkeligheden  tvunget  af 
omstændighederne  gav  bønderne  deres  pant  tilbage. 

Større  tilsyneladende  lighed  er  der  kanske  med  Gudrød  Crovans 
fremgangsmaade,  efterat  han  ved  aar  1075  ^^vde  vundet  øen  Man.  Det 
fortælles  i  den  Manske  Krønike,  at  kong  Gudrød  efler  seiren  gav  sine 
mænd  valget  mellem  at  bli  paa  Man  og  dele  landet  mellem  sig  eller 
at  plyndre  øen  og  vende  hjem.  De  fleste  valgte  det  sidste.  »Men  de 
faa  af  øboeme^,  som  var  blit  tilbage  med  ham,  indrømmede  han  den 
sydlige  del  af  øen  og  de,,  som  levcde  igjen  af  Manksmændene  gav  han 
den  nordlige  del  paa  slige  vilkaar,  at  ingen  af  dem  nogensinde  skulde 
vove  at  tilegne  sig  nogen  del  af  jorden  ved  arvcrct.  Deraf  blev  følgen, 
at  hele  øen  indtil  den  dag  idag  er  kongens  eiendom  alene  og  at  alle  dens 
indkomster  tilhører  ham.^c  At  vi  her  har  at  gjøre  med  lignende  forhold 
som  de,  der  i  Norge  fulgte  af  Harald  Haarfagres  tilegnelse  af  odelen, 
blir  klart,  naar  vi  ser  paa  udtrykket  ßis  hœi'editarium.  Dette  kan  ikke 
være  andet  end  en  oversættelse  af  det  norske  »odel«.  Denne  odel  er 
det,  som  Gudrød  Crovan  fratager  bønderne  paa  øen  Man.  De  skal  ikke 
længer  besidde  sine  eiendomme  med  odelsret,  men  som  kongens  leilæn- 
dinger;  saa  vilde  vel  en  gammel  Nordbo  ha  udtrykt  det. 

Dog  kan  Gudrød  Crovans  tilegnelse  af  odelen  i  virkeligheden  slet 
ikke  sammenstilles  med  Harald  Haarfagres.  Naar  Gudrød  Crovan  gjorde 
sig  til  den  øverste  herre  af  al  jord  paa  Man,  saa  gjorde  han  dette  under 
paavirkning  af  lensvæsenet  og  dettes  opfattelse  af  eiendomsretten.  Som 
sit  nærmeste  forbillede  havde  han  William  Erobreren,   som  i  hans   egen 


1  d.  e.  Gudrads  hjælpetropper  fra  Hebriderne,  hvorfra  Mao  stammede. 

*  Chronica  regum  Manniae  et  Insularum,  ed.  P.  A.  Munch,  s.  4  :  Godredus  autem  paucis 
qui  secum  remanserant  de  insulanis  australem  partem  insulæ,  et  reliquiis  Manncnsium 
aquilonarem  tali  pacto  concessit,  ut  nemo  eorum  aliquando  audcret  jure  hærcditario  sibi 
aliquam  partem  terrae  usurpare.  Unde  accidit  ut  usque  in  hodiemum  diem  tota  insula 
solius  regis  sit,  et  omnes  redditus  ejus  ad  ipsum  pertineant. 


92  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

tid  havdé  erklæret  sig  for  den  øverste  herre  af  al  Englands  jord  i.  Har- 
aid  Haarfagre  derimod  indførte  ikke,  det  staar  fast,  noget  lensvæsen  i 
Norge.  Jeg  tror  derfor,  at  vi  gjør  rettest  i  at  holde  os  til  sagaernes 
egne  ord  og  slutte  ud  fra  de  norske  forhold  alene. 

Den  klareste  af  de  to  skildringer  af  Haralds  tilegnelse  af  odelen 
er  Heimskringlas.  Man  kan  spørge,  om  dette  skyldes  Snorres  vel 
kjendte  lyst  til  at  gi  en  knap  og  prægnant  fremstilling.  Snarest  tror  jeg 
dog,  at  det  er  fordi  han  med  sin  skarpe  forstand  klarest  har  opfattet 
forholdet.  Udførligere,  men  alligevel  mere  uklar  er  skildringen  i  Egils 
saga.  Gaar  vi  nu  uden  forudfattede  meninger  til  Snorres  skildring,  vil 
dens  mening  gi  3ig  for  os  paa  følgende  maade.  Snorre  siger  først: 
HarcUdr  konungr  setti  pann  rett  alt  par,  er  hann  vann  riki  undir  sik, 
at  (»Kong  Harald  satte  den  ret  overalt  hvor  han  vandt  landet  under 
sig,  at  .  .«);  det  vil  sige:  Kong  Harald  indførte  den  ret  i  de  nye  lande, 
han  erobrede,  at  han  tilegnede  sig  al  odel.  Inddragelseil  af  bøndemes 
odel  gjaldt  altsaa  bare  de  nyerobrede  landstrækninger,  ikke  Haralds 
egne  arvelandet.  Beretningen  i  Haakon  den  godes  saga  taler  ikke  imod 
denne  udlægning.  Haakon  gir  sit  løfte  om  at  gi  odelen  tilbage  til  bøn- 
derne  i  Trøndelagen,  en  landsdel,  som  hans  far  havde  underlagt  sig.  Sa- 
gaen fortæller,  at  budet  om  dette  vækker  glæde  paa  Oplandene.  Men  Op- 
landene  var  den  første  landsdel,  som  Harald  Haarfagre  underlagde  sig  8. 
Og  endnu  under  Olav  den  hellige  og  Harald  Haardraade  var  høvdin- 
gerne  paa  Oplandene  rigsenhedens  værste  fiender.  Heller  ikke  ordene  i 
Egils  saga  taler  imod  min  formodning.  Derimod  taler  én  omstændighed 
for,  at  Harald  ikke  tog  odelen  fra  bønderne  i  sine  arvelande,  Viken  og 
Ringerike.  Vi  hører  knapt  nok  om  en  eneste  høvding  fra  disse  egne, 
som  sluttede  sig  til  Haralds  fiender  eller  som  udvandrede  til  Island.  — 
Den  eneste  mand  fra  disse  kanter,  som  Landnämabök  nævner,  er  Ketill 
veôr,  som  var  herse  paa  Ringerike.  Hans  datter  var  gift  med  Ketill 
flatnef;  men  vi  hører  intet  om  at  han  selv  var  blant  Haralds 
fiender.  — 

Allerede  P.  A.  Munch  har  opkastet  dette  spørgsmaal,  om  ind« 
dragelsen  af  odelen  bare  gjaldt  de  nyerobrede  landsdele,  og  har  besvaret 
dette  benægtende*.  Som  sin  hovedind vending  nævner  han,  at  Sogn  var 
Harald  Haarfagres  arveland,  men  at  det  samtidig  hørte  til  de  landsdele, 
hvorfra  udvandringen  til  Island   var   størst.     Men   det  var,  har  vi  hørt, 


^  Jeg  skylder  professor  E,  Hertzberg  tak,  fordi  han  har  fremhacvet  dette  for  mig. 

-  Det  er  professor  A.  Tarangcr,  som  har  sat  mig  paa  denoe  forklaring. 

3  Haralds  s.  hârf.,  k.  2. 

*  Det  norske  folks  historie  Ij,  s.  485  f. 


ig04.  No.  T.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        93 

Haralds  egen  far,  Halvdan  Svarte,  som  blev  konge  î  Sogn.  Og  han 
gik  der  frem  ganske  paa  samme  vis  som  hans  søn  efter  sin  samling  af 
Norge,  han  satte  en  jarl  over  Sygnafylke  for  at  dømme  lov  og  ret  og 
indkræve  skatter.  Dette  har  visselig  alt  under  Halvdan  vakt  misnøie, 
om  vi  end  i  den  kortfattede  saga  ikke  hører  noget  derom,  og  misnøiet 
har  holdt  sig  under  Harald  Haarfagre.  Anderledes  derimod  paa  Vest- 
fold, hvor  det  samme  skattesystem,  om  det  overhoved  var  indført,  var 
blit  det  alt  ved  aar  800. 

Lad  os  nu  gaa  over  til  den  næste  sætning  i  Snorres  fremstilling: 
HarcUdr  konimgr  setti  fann  rett  .  .  ,,  at  hann  eignadisk  6öul  çU 
ok  IM  alla  bcendr  gjalda  sér  landskyldir,  bæai  rika  ok  orika. 
Det  er,  sér  vi  ordene  i  sammenhæng,  klart  at  de  to  udtryk:  eignadisk 
oåid  oU  og  Ut  alla  bændr  gjalda  sér  landskyldir  er  ensbetydende.  Det 
vil  sige:  tilegnelsen  af  odelen  fik  sit  synlige  udtryk  deri,  at  bønderne 
skulde  betale  kongen  landskyldir,  d.  e.  »landskyld,  den  aarlige  leieafgift 
af  jord«^  De,  som  betalte  landskyld,  var  leilændingerne,  og  nu  siges 
det  netop  om  tilegnelsen  af  odelen  i  Egilssaga:  ok  skylldu  aller  btiendr 
vera  hans  leiglendingar  (»og  alle  bønder  skulde  være  hans  leilændinger«). 

Vi  finder  saaledes,  at  tilegnelsen  af  odelen  havde  til  følge,  at  bøn- 
derne  betalte  kongen  en  afgift  af  sine  eiendomme.  Men  tilegnede 
Harald  sig  samtidig  den  øverste  eiendomsret  til  bøndernes  jord?  Dette 
spørgsmaal  har  igrunden  ikke  saa  stor  betydning,  som  man  skulde  være 
tilbøilig  til  at  tro.  Vi  maa  huske  paa,  at  Harald  Haarfagre  ikke  var  en 
theoretisk  retslærd,  som  i  sit  studerkammer  søgte  ut  udpønske  og  af- 
gjøre,  hvad  der  er  eller  har  været  gjældende  ret:  han  var  det,  som  er 
uendelig  meget  mere,  en  af  dem,  som  grunder  ny  ret  for  sin  egen  tid 
og  for  kommende  slægter.  Han  stod  midt  oppe  i  livet,  i  erobringernes 
morgenrødme  og  i  samlingens  og  nydannelsens  gjærende  tid.  Og  da 
spørges  der  ikke  efter  spidsfindige  udlægninger  og  lovfortolkninger, 
men  efter  en  snar  haand  og  dristigt  tiltag.  For  Harald  Haarfagre  var 
det  det  vigtigste  at  faa  bøndernes  skatter  og  deres  følge  i  krigen;  — 
denne  pligt  gjaldt  nu,  som  jeg  siden  skal  søge  at  vise,  for  hele  Norge, 
og  ikke  som  før  for  det  enkelte  fylke. 

Sagaeme  fremstiller  det  nok,  som  om  kongen  gjorde  bønderne  til 
sine  leilændinger.  Men  dette  viser  bare  sagaernes,  og  vel  ogsaa  bøn- 
dernes eget  syn  paa  sagen;  det  viser  ikke  det  virkelige  retslige  forhold. 
Den  germanske  storkonge  kunde  nok  i  nyvundne  landsdele  udrydde 
befolkningen  eller  gjøre  den  til  sine  livegne,  saaledes  som  Karl  den  store 


Hertzberg,  Glossar  til  Norges  gamle  Love, 


94  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

undertiden  gjorde  ligeoverfor  halvvilde,  ikke  germanske  stammer,  men 
han  krævede  ingen  høihedsret  over  al  rigets  jord;  han  havde  intet 
»Bodenregale«,  som  Tyskerne  kalder  det.  P.  A.  Munch  trodde,  at 
Harald  Haarfagre  havde  gjort  sig  til  den  øverste  herre  over  al  rigets 
jord  og  derved  indført  et  slags  lensvæsen  i  Norge.  Men  hans  opfatning 
hvilede  paa  den  falske  forudsætning,  at  lensvæsenet  er  en  ældgammel, 
fællesgermansk  institution. 

Naar  sagaerne  fortæller,  at  Harald  Haarfagre  tilegnede  sig  bøndernes 
odel,  saa  vil  dette  kun  sige,  at  han  paalagde  bønderne  en  eiendomsskat. 
Men  de  frie  odelsbønder,  som  tidligere  havde  besiddet  sin  jord  med 
fuld  eiendomsret,  maatte  naturlig  se  dette,  som  om  de  mistede  sin  odel 
og  blev  kongens  leilændinger.  Det  var  jo  —  i  deres  øine  —  den 
samme  aarlige  afgift,  som  leilændingerne  betalte  til  dem  selv  som  jordens 
herrer.  —  Denne  opfatning  af  Haralds  tilegnelse  af  odelen  synes  nu  at 
være  blit  den  almindelige.  Den  er  i  senere  tid  bl.  a.  fremholdt  af 
E.  Hertzberg  i  hans  afhandling  »Lén  og  veizla  i  Norges  sagatid«  i 
»Germanistische  Abhandlungen  zum  LXX  Geburtstage  Konrad  v.  Maurer's«) 
og  af  Halvdan  Koht  (»Det  norske  kongedømes  utvikling«,  Samtiden 
1900,  s.  307  f.). 

Det  er  muligt,  at  Haralds  tilegnelse  af  odelen  grundede  sig  paa 
fællesgermansk  retsskik  med  hensyn  til  nyvundne  lande.  Dette  kan  dog 
vanskelig  godtgjøres.  Sikkert  er  det  imidlertid,  at  der  til  Haralds  op- 
træden  fandtes  et  sidestykke  i  en  nær  fortid,  som  kan  ha  tjent  ham  til 
forbillede.  Det  er  en  beretning  i  Ludvig  den  frommes  levnetsbeskrivelse, 
som  Halvdan  Koht  og  andre  har  gjort  opmærksom  paa^.  Det  fortælles 
nemlig  i  Vita  Hhidomd,  at  Karl  den  store  paa  grund  af  Frisernes  og 
Saksernes  troløshed  fratog  dem  deres  odel  (jiis  patei'nœ  hereditatis). 
Men  Ludvig  den  fromme  gav  dem  paa  grund  af  sin  mildhed  kort  efter 
sin  tronbestigelse  odelen  tilbage  (Qvlo  etiam  tempore  [ca.  815]  SaxonUms 
atque  Frisonibus  ius  paternæ  hereditatis,  quod  siib  patre  [d.  e.  Karl 
den  store]  legaliter  perdiderant,  imperatoria  restituit  clemefitia).  Jus 
paternæ  hereditatis  er  tydeligvis  det  samme  som  vort  »odel«,  som  i  den 
latinske  skildring  af  Gudrød  Crovans  tilegnelse  af  odelen  paa  Man  er 
oversåt  paa  lignende  vis  {jure  hæreditario  sibi  aliquam  partem  terræ 
uswrpare).  Desuden  bør  vi  lægge  merke  til,  at  Sakserne  og  Friserne 
siges  at  ha  tabt  sin  odelsret  »paa  lovlig  vis«  {legaliter).  Ogsaa  Harald 
Haarfagre  indforte  ny  retsskik. 


^  Pertz,  Scriplorcs  II,  s,  619. 


Î904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        95 

Man  kan  indvende,  at  forholdene  heller  ikke  her  kan  jevnføres  med 
Haralds  tilegnelse  af  odelen.  Sakserne  og  Friserne  mistede  sin  jus  pa- 
temas  hereditatis,  ikke  da  Karl  den  store  første  gang  havde  undertvunget 
dem,  men  efter  den  store  opstand  i  783  og  paa  grund  af  denne.  Jeg 
tror  dog  ikke,  at  denne  indvending  er  rigtig.  Sakserne  var  efter  sin 
første  undertvingelse  udtrykkelig  fritaget  for  at  betale  tribut  til  kongen. 
Derimod  maatte  de  gi  tiende  til  kirken  og  geistligheden.  Men  ogsaa 
dette  betragtede  de  som  en  forminskelse  af  sin  personlige  frihed.  Efter 
den  store  opstand  tilegnede  nok  Karl  den  store  sig,  ligesom  Harald 
Haarfagre  i  Norge,  store  dele  af  Saksernes  land,  hvorved  kronen  fik 
betydelige  grundeiendomme  i  Sachsen.  Men  det  kan  ikke  bevises,  at 
Karl  den  store  tilegnede  sig  al  Frisernes  og  Saksernes  jord  og  heller 
ikke,  at  han  gjorde  dem  til  livegne  ^  Det  er  al  sandsynlighed  for,  at 
han  tvang  dem  til  at  betale  skat  af  sine  eiendomme,  paa  samme  maade 
som  Harald  Haarfagre  gjorde  det  i  Norge.  Samtidig  søgte  Karl  den 
store  ogsaa  ved  andre  foranstaltninger  at  knytte  de  nyvundne  landsdele 
nærmere  til  riget.  En  fortælling  hos  Sakso  tyder  endog  paa,  at  Karl 
den  stores  modstander  Godfred,  Haralds  egen  stamfar,  har  fulgt  Karls 
eksempel  og  lagt  Friserne  i  skat 2. 

H  vad  enten  Harald  Haarfagre,  da  han  tilegnede  sig  bøndernes  odel, 
har  efterlignet  fremmede  forbilleder  eller  ikke,  ett  er  dog  sikkert,  nemlig  at 
dette  bare  er  et  enkelt  led  i  hans  nyordning  af  rigets  styrelse.  Inddra- 
gelsen  af  odelen  maa  ses  som  led  i  et  helt  nyt  system. 

Foruden  de  nye  indtægtskilder,  som  Harald  skaffede  sig  ved  at  til- 
egne sig  odelen  i  de  nyerobrede  lande,  hvorefter  bønderne  maatte  be- 
tale ham  en  eiendomsskat,  forøgede  han  ogsaa  paa  anden  vis  konge- 
dømmets indtægter.  Han  indførte  bl.  a.  en  personskat  eller  kopskat. 
Det  heder  i  Fagrskinna  (k.  32)  om  Haakon  den  godes  indførelse  af 
ledingsvæsenet :  »Kong  Haakon  tog  det  raad,  at  de  nevgildesskatter, 
som  hans  far  kong  Harald  havde  lagt  paa  hele  landet,  dem  lod  han 
tage  i  kystlandet  og  i  Trøndelagen  og  lægge  til  skibsudnistning«.  (Vid 
pessaH  ætlan  gerir  Håkon  konungr  pot  råd,  at  nef  gildts  skatta^  få 
er  Haraldr  konungr  faHr  hans  ha/di  lagt  à  aU  landit.  Ut 
hann  taka  hit  ytra  meå  sjo  ok  um  Prændalag  ok  legg  ja  tu  skipa  gerdar). 
Denne  skat  maa  være  forskjellig  fra  de  nye  afgifter,  som  Harald  fik  ved 


»    Jfr.  VVaiu,  Deutsche  Verfassungsgeschichle  (2.  Aufl.)  3,  s.  153  ff.,  hvor  ogsaa  ligheden 

med  Haralds  iaddragelse  af  odelen  nævnes.    Jfr.  Sybel,  Königtham,  s.  86.    ' 
«    Sakso  II,  s.  437  f. 


96  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

sin  tilegnelse  af  odelen.  NefgUdisskattr  betyder  »udredsel  pr.  hoved, 
kopskatc  (af  nef  »næse«).  Det  var  heller  ikke,  da  Haakon  fik  kongs- 
navnet, at  han  i  kystlandskaberne  og  i  Trøndelagen  forandrede  kopskat- 
ten  til  ledingsudredsel;  det  var  først  senere,  da  Erikssønnernes  angreb 
truede  landet  og  nødte  ham  til  at  gjøre  hærvæsenet  mere  effektivt. 
Kopskatten  eller  nevgildesskatten  havde  Harald  Haarfagre  lagt  »paa 
hele  landet«  (å  (ult  landit),  ikke  bare  paa  de  nyerobrede  landstrækninger. 
Vi  kan  dog  ogsaa  tænke  paa,  at  denne  skat  alt  før  Haralds  tid  ydedes 
i  hans  fædrenerige.  Inde  i  landet  vedblev  den  vel  derfor  at  ydes,  efter 
at  den  i  kystegnene  og  i  Trøndelagen  var  forandret  til  en  ledings- 
udredsel  K 

Ved  siden  af  at  paalægge  skatter  tilegnede  ogsaa  Harald  Haarfagre 
sig  nye  høihedsrettigheder.  Det  heder  i  Egilssaga,  at  han  tilegnede  sig  »alt 
land,  baade  dyrket  og  udyrket,  og  ligeledes  sjøen  og  våndene«.  Vi  maa 
af  dette  slutte,  at  Harald  tilegnede  sig  eiendomsretten  til  alle  udyrkede 
strækninger  i  landet  {land  ubygt),  almenningerne,  som  før  havde  været 
fælleseiendom  for  bønderne  inden  hvert  fylke^,  og  ligesaa,  at  han  har 
hævdet  sin  overhøihed  over  havet  langs  kysterne  og  over  alt  rindende 
vand.  Dette  forhold  synes  ikke  at  være  blit  forandret  senere  i  middel- 
alderen; for  baade  Frostatings-  og  Gulatingsloven  siger,  at  eiendoms- 
retten til  almenningerne  tilhører  kongen,  d.  e.  kronen,  staten,  som  i 
middelalderen  var  ensbetydende  begreber.  I  strid  hermed  staar  dog 
kongerne  Sigurd  Jorsalfarers,  Øisteins  og  Olavs  retterbod  til  Haaløigerne, 
hvorefter  de  gir  tilbage  til  disse  alle  de  almenninger,  som  de  havde 
havt  i  hellig  Olavs  dage.  „Hafa  peir  oe  gefit  aimenninga  aUa  slica 
sem  peir  höfSa  tem  hins  helga  Olafs  daga.  bædi  hit  ytra  oe  hit  ofra.  sun- 
narla  oe  norda^'la^.  Hvordan  denne  modsætning  skal  forklares,  ved  jeg 
ikke*.  Paa  grund  af  sin  eiendomsret  til  almenningerne  har  kongen 
sandsynligvis  krævet  en  naturalafgift  af  dem,  som  ryddede  og  satte  bo 
i  almenningerne. 

Høihedsretten  over  havet  langs  kysterne  tilkom  i  den  senere  middel- 
alder kongerne  baade  i  Danmark  og  ellers  i  Europa;  men  om  de  norske 
konger  ogsaa  efter  Harald  Haarfagres  tid  har  udøvet  dette  regale,  kan 
man  ikke  tydelig  se;  dog  skulde  jeg  tro,  at  saa  har  været  tilfældet. 


*  Jfr.  Keyser,  Norges  stats-  og  retsforf.,  s.  97. 

2  Jfr.  Sårs,  Hist.  Tidsskr.,  s.  2I^. 

3  Frostatingsl.  XVI  S  ^ 

*  Se  Hertzberg,  Glossar/ u oder  aîmennittgr. 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        97 

I  nær  forbindelse  med  kongens  høihedsret  over  almenningerne  og  sjøen 
langs  kysterne  staar  den  afgift,  han  krævede  af  jagten,  fiskerierne  og  saltkog- 
ningen.  Ordene  i  Egils  saga:  Sva  peir  er  å  morkina  ortu  ok  saltkarlarner 
ok  auer  veidimenn,  bœài  å  sjå  ok  å  landi,  på  voro  aller  peir  honum  ljå- 
skyUder,  tyder  bestemt  hen  paa  en  saadan  afgift.  Om  jagtretten  i  gamle 
dage  ved  vi  meget  lidet.  Af  Gulatingsloven  fremgaar  det,  at  hver  mand 
frit  havde  lov  til  at  drive  jagt  paa  sin  egen  grund  og  i  sin  egen  ud- 
mark.  Det  heder  dér  (§  95):  Vapnom  seal  dyr  veida,  hvar  sem  rna. 
hverr  sem  more  a.  Dette  sted  indeholder  vistnok  en  tilsiglet  allitteration 
og  stammer  derfor,  skulde  jeg  tro,  fra  en  tid,  da  Gulatingsloven  endnu 
ikke  var  nedskrevet.  I  senere  tid  havde  kongen  forkjøbsret  til  alle  falke 
og  til  at  drive  falkejagt  i  hver  mands  skog  og  udmark^. 

Om  at  salttilvirkningen  senere  i  middelalderen  var  et  regale,  derom 
siger  de  gamle  love  intet.  Dog  er  det  at  merke,  at  leilændingen  ikke 
havde  lov  til  at  tilvirke  mere  salt,  end  hvad  han  trængte  til  sit  kvæg 
og  til  at  kjøbe  bark  og  næver  for  2. 

Den  afgift  af  fiskerierne,  som  Harald  opkrævede,  synes  at  ha  været 
kaldt  fiskigjafir  (»fiskegaver«)  og  —  ialfald  for  Lofotfiskets  vedkommende 
—  at  ha  været  fastsat  til  fem  fisk  (d.  e.  fem  stykker  skreid)  for  hver 
mand,  som  deltog  i  fisket.  Svein  Alfivasøn  paalagde,  som  vi  ved,  landet 
nye  skatter,  i  form  af  forskjellige  naturalydelser,  et  skattesystem,  hvis 
forbillede  vi  vistnok  maa  søge  hos  Nordboerne  paa  de  Britiske  Øer,  især 
i  Irland  ^  Disse  Svein  Alfivasøns  skatter  skildres,  foruden  i  Heimskringla, 
ogsaa  i  Frostatingsloven  (XVI  §  1 — 3).  De  blev  siden  afskaffet  af  kongerne 
Sigurd  Jorsalfarer,  Øistein  og  Olav,  som  bare  beholdt  de  skatter,  som 
havde  været  indkrævet  før  Svein  Alfivasøns  tid*.  De  afskaffer  saa- 
Icdes  »fisdgiafir  allar  bœài  af  nesium  öllum  oc  af  öllum  fiskistöSum.  fyrir 
utan  pat  er  menn  hafa  gefit  konungi.  F.  fisca.  pat  seal  hverr  ma6r  få  er 
i  fisci  er  i  Vågum*.  Vi  kan  heraf  slutte,  at  de  fem  fisk  var  en  afgift, 
som  blev  betalt  til  kongen  alt  før  Svein  Alfivasøns  tid.  Det  er  vistnok 
den  samme  afgift,  som  i   den   bekjendte  overenskomst  mellem  Magnus 


1  Landsloven  VII  $  52  (NGL.  II,  side  57). 
«  Gulatingsl.  S  75.  Frost.  XIX  S  4- 

*  Jfr.  A.  Bugge,  Contributions  to  the  Hist.  of  the  Norsemen  in  Ireland  II  p.  15  f.,  irske 
skildringer  af  Nordboernes  og  Fomoriernes  voldsherredemme  i  Erin. 

*  Jeg  kommer  i  dette  arbeide  ikke  til  nærmere  at  tale  om  Svein  Alfivasøns  skattepaalæg, 
da  de  ikke  tilherer  den  egentlige  vikingetid.  Jeg  skal  kun  nævne,  at  Svein  eller  rettere 
hans  far  Knut  den  store  segte  at  gjennemføre  erobringsmonarkiets  grundsætninger  i  sit 
styre  af  Norge.  En  lignende  afgift  af  alle  gaardens  produkter  osv.  som  den,  Svein 
Alfivasen  indferte  i  Norge,  maatte  bl.  a.  Irerne  betale  til  Nordboerne. 

Vid.-S«isk.  Skrifter.   II.   H.-F.  Kl.    1904.    No.  1.  7 


gS  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Lagabøter  og  erkebiskop  Jon  af  Nidaros  kaldes  konungs  skreid  og  be- 
taltes til  kongen  1. 

I  nær  sammenhæng  med  kongens  ret  over  havet  langs  kysterne 
og  over  almenningerne  staar  ogsaa  hans  ret  til  herreløst  gods,  vrag  og 
andet,  som  drev  iland  paa  kysten,  en  ret,  som  kongerne  vistnok  fra 
ældgammel  tid  udøvede  i  Norge,  Saaledes  heder  det  i  Gulatingsloven 
(§  145):  Eec  pau  oil  er  reca  i  almenninga.  pa  a  konongr.  Nu  sigla 
menn  firi  land  fram.  ψa  af  have  oe  hriota  skip  sin,  sitt  fe  a  hvert 
er  kenner  med  vattom.  hverr  sem  iorS  a.  er  a  recr.  hafrec  oU  onnur 
pa  a  konongr.  Og  om  hval,  som  driver  paa  land,  heder  det  i  Gulatings- 
loven (S  149):  JRecr  hval  a  iorS  mannz.  innan  gards,  pann  hval  a 
sa  er  iorS  a.  Recr  hval  a  iorb  mannz  utangaråz  oe  er  meiri  en  ein- 
fyndr.    pa  a  konongr  halvan.    en  sa  halvan  er  iord  a. 

At  de  norske  konger  fra  gammel  tid  har  opkrævet  en  slags  told- 
afgifl  og  at  denne  netop  stammer  fra  Harald  Haarfagres  tid,  gir  foruden 
Egils  saga  ogsaa  andre  kilder  os  grund  til  at  slutte.  Saaledes  fortæller 
Are  frode  om  forholdene  paa  Island,  efterat  øen  var  blit  opdaget:  »Der 
begyndte  da  en  meget  stor  udvandring  fra  Norge  hid  ud  til  Island, 
indtil  kong  Harald  nedlagde  forbud  mod  det,  fordi  han  frygtede  for  at 
det  skulde  lægge  landet  øde.  De  forligtes  da  paa  de  vilkaar,  at  enhver 
som  drog  didhen  skulde  betale  kongen  5  ører,  ifald  han  ikke  blev 
fritaget  for  det.  Paa  den  maade  er  den  afgift  opstaaet,  som  nu  kaldes 
»landøret  Qandaurar).  Den  blev  dengang  ydet,  snart  større,  snart 
mindre,  indtil  Olav  dig^e  traf  den  bestemmelse,  at  alle,  som  for  mellem 
Norge  og  Island,  med  undtagelse  af  kvinder  og  dem,  han  selv  fritog  for 
det,  skulde  betale  kongen  en  halv  mark«^.  At  Islandsfarere  paa  Olav 
den  helliges  tid  betalte  »landørec  kan  man  ogsaa  slutte  af  et  vers  af 
Sighvat  skald,  hvor  han  bruger  udtrykket  „gjalda  landaura  af  knerri"\ 

Landaurar  var  dog  ikke  bare  en  afgift,  som  Islændinger  havde  at 
betale,  naar  de  kom  til  Norge.  Det  var  i  det  hele  en  slags  told-  eller 
skibsafgift^.  Oprindelig  skulde  vistnok  denne  afgift  ydes  baade  af  ind- 
gaaende  og  udgaaende  skibe  og  sandsynligvis  baade  af  Nordmænd  og 
udlændinger.  Sagaerne  fortæller  saaledes  om  en  Islænding  paa  Magnus 
den  godes  tid,  som  reiste  i  kjøbfærd  til  Dublin  og  ikke  havde  betalt 
„landaura^  er  gjaldkeri  konungs  hafåi  heimt"^.    Vigfusson   har  visselig 


»  NGL.  II,  s.  475, 

*  islendingabök,  k«  1.     Jfr.   Olav  den  helliges  forordn,  om  Nordmænd  og  islændinger, 
NGL.  I,  s.  437. 

s  Olafs  s   helga  (Kristiania  1853),  k.  38. 

*  Hertzberg,  Glossar,  overs,  landaurar  med  >told,  skibsafgiftc. 
i  Foramannasçgur,  VI  98. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        99 

ret,  naar  han  siger  om  land-aurar:  »this  tax  was  probably  the  begin- 
ning of  the  custom  dues  of  after  times  c  ^  Naturligvis  var  der  ikke  paa 
Harald  Haarfagres  tid  et  ordnet  toldvæsen  med  bestemte  afgifter  for  de 
forskjellige  varer.  Men  de  skibe,  som  kom  til  eller  seilede  fra  landet, 
synes  at  ha  betalt  en  vis  afgift. 

Under  kongerne  Sigurd  Jorsalfarer,  Øistein  og  Olav  blev,  som  det 
synes,  disse  toldafgifter  (de  kaldes  landaurar)  ophævet  for  alle  norske 
undersaatter.  Det  heder  herom  i  Frostatingsloven  (XVI  §  i):  Her  he  f  r 
upp  réttarbætr  pær  er  konungar  gåfu.  Sigurbr  konungr,  Eysteinn  oe 
Ölafr  gåfu  öUum  lögunautum.  pat  er  fyrst  giafir  aüar  npar  oc  fornar, 
reycmœla  oc  afråå  oc  landaura  allcL  öllum  peim  mönnum  er  her  eru 
i  ûtgerdum^  med  oss  oc  scipleigur  allar^.  Den  skibsafgift,  som  kaldes 
skipleiga,  var  indført  af  Svein  Alfivasøn.  Det  heder  i  Olav  den  helliges 
saga  om  Svein  Alfivasøns  skattepaalæg  bl.  a.:  Seip  hvert  er  føri  af 
landi  a  bravt  scyUdi  giallda  konwigi  rum  ifir  puert  seip.  Sagaen  siger 
ogsaa,  at  »hver  mand,  som  drog  til  Island,  baade  indenlandske  og  uden- 
landske,  skulde  betale  kongen  landøre«.  Dog  tror  jeg,  at  den  toldafgift, 
som  kaldtes  landaurary  har  været  i  kraft  helt  siden  Harald  Haarfagres 
dage  ;  muligens  har  dog  bare  udlændinger  og  Islændinger  maattet  betale 
den.  Ogsaa  senere  i  middelalderen  opkrævede,  som  vi  ved,  kongerne 
told  af  udenlandske  handelsmænd. 

Ved  middelalderens  slutning  og  i  den  nyere  tid  ansaa  de  danske 
konger  handelen  paa  Norges  skatlande  som  et  monopol,  der  tilkom  dem 
og  som  de  kunde  overdrage  til  kompanier  af  inden-  eller  udenlandske 
kjøbmænd.  De  danske  konger  handlede  her  i  overensstemmelse  med 
almindelig  europæisk  handelsret.  Dog  har  kongens  eneret  til  at  drive 
handel  paa  de  norske  skatlande  sine  rødder  meget  langt  tilbage  i  tiden. 
Allerede  omkr.  aar  1300  synes  Islands-  og  Grønlandshandelen  at  ha 
været  i  hænderne  paa  priviligerede  handelskompanier*.  Oprindelsen  til 
dette  kongelige  handelsmonopol  kan  dog  føres  tilbage  helt  til  Harald 
Haarfagre.  Harald  indførte  nemlig  den  saakaldte  finnferd  eller  »Finne- 
færd«,  det  vil  sige  at  han  gav  en  af  sine  lendermænd  i  Haalogaland 
eneret  til  at  drive  handel  med  de  Lapper,  som  streifede  om  paa  fjeld- 
vidderne  i  Finmarken,  og  til  at  inddrive  skat  af  dem.  At  »Finnefærden« 
ikke  eksisterede  før  Harald  Haarfagres  tid,  kan  vi  se  af  kong  Alfreds 
»Orosius«.     Haalogalændingen  Ottar  fortæller  her  om  forholdene  i  det 


<   Vigfusson  &  Cleasby,  Icelandic  Dictionary,  p.  371. 

>  Hdskr.  har  ved  en  skrivfeil  uigardum, 

s  Jfr.  Gulatingsl.  S  148. 

*■  Jfr.  min  af  handl.  iDe  norske  byers  handel  og  selvstyre«,  s.  131 


1 00  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

nordligste  af  Norge  og  siger  bl.  a.:  »Han  var  en  af  de  første  mænd  i 
landet;  dog  havde  han  ikke  mere  end  tyve  stykker  hornet  kvæg,  tyve 
faar  og  tyve  svin,  og  det  lille,  han  pløiede,  pløiede  han  med  hester. 
Men  deres  rigdom  bestaar  for  størstedelen  i  den  skat,  som  Finnerne 
betalte  dem  [Ac  hyra  år  is  mæst  on  pæm  gafole  pe  da  Finnås  him 
gylddd^y  Det  fremgaar  heraf,  som  alt  Gustav  Storm  har  fremhævet,  at 
før  Harald  Haarfagres  tid  var  det  de  forskjellige  nordlandske  høvdinger 
selv,  som  krævede  skat  af  Finnerne.  Dette  forhold  forandrede  Harald  Haar- 
fagre.  Han  lod  Finnernes  skat  gaa  til  kongen.  Samtidig  hermed  synes 
Harald  ogsaa  at  ha  tilegnet  sig  eneret  til  at  drive  handel  med  Finnerne 
(finnkaup).  Ifølge  Egilssaga  (k.  9)  gav  Harald  »Finnefærden«  til  Baard 
Brynjulvssøn  og  efter  dennes  død  til  Torolv  Kveldulvssøn.  Allerede 
under  Harald  Haarfagre  ßk  de,  som  havde  faat  »kongens  syssel«  i 
Haalogaland,  ogsaa  eneret  til  at  drive  handel  med  Finnerne.  Efterat 
Torolv  Kveldulvssøn  havde  mistet  sin  lendermandsværdighed  og  Hilderides- 
sønnerne  isteden  havde  faat  kongens  syssel,  drager  nok  Torolv  endnu  en 
gang  op  i  Finmarken.  Men  han  driver  ikke  lovlig  handel;  han  bare 
plyndrer  og  herjer  blant  Finnerne^.  »Finnefærden«  holdt  sig  uforandret 
ogsaa  efter  Harald  Haarfagres  død.  Saaledes  heder  det  om  en  af  kong 
Sverres  sysselmænd:  ^hann  hafSi  splu  nordr  å  Hålogalandi  i  nyråstu 
pinghå;  hann  haföi  ok  finnferö  ok  for  unt  vetrinn  å  fjaU  at 
flnnkawpum  ok  at  akatti*^  '. 

Vi  ser  saaledes,  at  Harald  Haarfagre  i  væsentlig  grad  har  forøget 
kongedømmets  indtægter.  Disse  kom  nu  til  at  beståa  af:  i)  eiendoms- 
skat, som  betaltes  af  bønderne  i  de  nyerobrede  landsdele  og  rimeligvis 
fra  før  af  ogsaa  i  Haralds  arvelande,  2)  nevgildesskatten,  som  alle  rigets 
indbyggere  pligtede  at  yde,  3)  afgift,  som  de  der  ryddede  i  almennin- 
gerne  maatte  betale;  4)  afgift  af  fiskerierne,  jagten  og  saltkogningen, 
5)  afgifter  af  handelen  og  skibsfarten  (landaurar),  6)  indtægter  afinddraget 
og  af  herreløst  gods,  7)  sagøre  eller  retsbøder,  8)  indtægter  af  kongens 
arvede  gaarde.  Af  disse  indtægtskilder  er  de  fem  første  —  delvis  ialfald 
—  nye  for  Harald  Haarfagre  og  hans  styre.  Indtægter  af  inddraget  og 
af  herreløst  gods  havde  alt  kongerne  før  Haralds  tid,  ora  end  denne 
indtæg^kilde  under  ham  blev  væsentlig  forøget.  Indtægt  af  sagøren 
havde  ogsaa  kongerne  tidligere  havt;  dog  synes  Harald  Haarfagre  at  ha 
tilegnet  sig  halvdelen  istedetfor  tredjedelen  af  denne. 


*  King  Alfred's  Orosius,  ed.  Sweet,  s.  18. 

'  Egils  s.,  k.  17. 

3  Fornm.  VIII,  s.  183. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      lOI 

Professor  Gustav  Storm  har  gjort  gjældende  en  anden  opfattelse 
af  Harald  Haarfagres  tilegnelse  af  odelen  og  de  dermed  sammen- 
hængende  forøgelser  af  kongedømmets  indtægter.  Efter  at  ha  omtalt 
sagaernes  skildring  siger  han:  »I  denne  udslrakte  form  er  sagnet  ikke 
historisk,  idet  kongens  tilegnelse  af  odelen  kun  betyder  en  fiktion  om, 
at  al  arv  tilfalder  kongen,  og  den  virkelige  arving  nu  maa  løse  odelen, 
altsaa  ved  en  slags  arveafgift;  paa  samme  maade  maa  man  betale  en 
personlig  afgift  for  at  drive  jagt  og  fiskeri,  benytte  almenningerne 
osv.i«  Jeg  har  i  det  foregaaende  gjort  min  egen  opfatning  gjæl- 
dende. Saavidt  jeg  skjønner,  siger  kilderne  tydelig:  i)  at  tilegnelsen  af 
odelen  ikke  gjaldt  Haralds  arvelande,  men  bare  de  nyerobrede  land- 
strækninger,  2)  at  denne  tilegnelse  af  odelen  fik.  sit  synlige  udtryk  i  en 
»landskyld«,  som  svarede  til  den  aarlige  leieafgift  af  jorden,  som  leilæn- 
dingerne  havde  at  betale.  Det  er  muligt,  ja  kanske  endog  sandsynligt, 
at  arvingerne  maatte  betale  en  slags  arveafgift  for  at  løse  odelen,  men 
dette  siges  intetsteds  udtrykkelig.  Harald  tilegnede  sig  odelen  først  og 
fremst  for  at  faa  sikre  aarlige  indtægter  og  ikke  for  i  ny  og  næ  —  ved 
odelsbøndemes  død  —  at  tjene  noget.  De  andre  nye  indtægtskilder 
opfatter  jeg  omtrent  paa  samme  maade  som  professor  Storm.  Dog 
vilde  jeg  kanske  ikke  kalde  afgiften  af  fiskerierne  for  personlig.  Folk 
betalte  ikke  én  gang  for  alle  for  at  faa  lov  til  at  tage  del  i  Lofotfisket; 
men  de  betalte  en  —  engang  for  alle  fastsat  afgift,  hver  gang  de  tog 
del  i  dette  fiske.  Vi  véd  dog  for  lidet  til  med  sikkerhed  at  kunne  ud- 
tale  os  om  enkelthederne  i  Harald  Haarfagres  finansstyre.  Selv  med 
hensyn  til  tilegnelsen  af  odelen  vil  vel  altid  forskjellige  opfattelser  kunne 
gjøre  sig  gjældende.  Saa  meget  er  ialfald  sikkert,  at  Harald  Haarfagre 
berigede  kongedømmet  med  en  række  nye  indtægtskilder,  som  dette  før 
ikke  havde  havt. 

At  Harald  Haarfagre  har  taget  sin  nye  finansforvaltning  helt  ud  af 
sit  eget  hoved,  er  lidet  troligt.  Sandsynligere  er  det,  som  Sårs  frem- 
hæver,  at  han^  har  været  paavirket  af  tidens  almindelige  politiske  ideer 
og  at  han  har  søgt  at  omdanne  kongedømmet  efter  vesteuropæisk 
mønster.  Sandsynligvis  har  ogsaa,  som  jeg  før  har  nævnt,  spirer  til 
denne  udvikling  alt  været  at  finde  hos  Haralds  nærmeste  forfædre,  som 
ligefra  begyndelsen  af  det  9de  aarhundred  havde  Staat  i  nær  forbindelse 
med  Karl  den  store  og  det  Frankiske  Rige.  —  Det  er  ialfald  en  kjends- 
gjeming,  at  Vestfold  og  Jylland  i  de  første  tiaar  af  det  9de  aarhundred 
udgjorde  ett  rige  og  at  mænd    fra  Vestfold    tog  en  nævneværdig  del  i 


^  I  SalmoQseQ*8  Conversattonsleksikon,  art.  Norges  historie. 


102 


ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


Vikingetogene  til  Frankerriget.  —  I  det  svenske  eller  tettere  uppsvenske 
kongedømme  fandtes  der  ingen  forbilleder  for  Harald  Haarfagres  skatte- 
ordning. I  Danmark  heller  ikke.  Der  er  intet,  som  tyder  paa  at  de 
danske  bønder  i  det  gde  eller  icxle  aarhundred  betalte  nogen  eiendoms- 
eller  kopskat.  Tværtimod,  som  jeg  siden  nærmere  skal  søge  at  udvikle, 
var  det  først  Harald  Blaatand,  som  i  Danmark  søgte  at  gi  kongedøm- 
met den  samme  magtfylde  som  det  norske  havde  under  Harald  Haar- 
fagre. 

Om  kopskattens  ældste  historie  hos  Nordboerne  ved  vi  lidt  mere 
end  om  eiendomsskattens.  Irerne  i  Munster  maatte  hvert  aar*  til  Nord- 
boerne betale  «en  unse  sølv  eller  h  vid  bronce  for  hver  næsec  (unffi 
d*argut  no  d' fionndruine  cacha  srona)'^.  Dette  har  tydeligvis  været  en 
nefgüdisskattr,  Karl  den  stores  modstander  kong  Godfred  skal  endog 
ha  paalagt  Svenskerne  en  lignende  skat,  fordi  de  havde  dræbt  en  af 
hans  udsendinger.  Hver  af  udaadens  udøvere  maatte  som  bod  herfor 
betale  12  talenter  guid;  enhver  anden  af  folket  maatte  betale  en  unse 
guld^.  Saksos  fortælling  lyder  dog  ikke  meget  sandsynlig.  Heller  ikke 
er  det  godt  at  sige,  hvor  meget  historisk  der  er  i  Snorres  fortælling  om 
at  folk  i  hele  Svitjod  betalte  Odin  skat,  en  penning  for  hvert  hoved 
{fyrir  nef  hve7i);  men  Odin  skulde  til  gjengjæld  værge  landet  for  dem 
og  blote  for  dem  til  gode  aaringer^  Saa  meget  tør  vi  dog  kanske 
slutte,  at  Nordboerne  alt  før  Harald  Haarfagres  tid  i  erobrede  lande 
har  paalagt  indbyggerne  en  kopskat.  Men  der  er  intet,  som  taler  imod, 
at  de  begyndte  at  gjøre  dette  under  indflydelse  fra  Vesteuropa. 

Det  er  nemlig  en  fællesgermansk  retsregel,  som  oprindelig  gjaldt 
hos  alle  germanske  stammer,  at  den  frie  mand  skulde  ingen  afgift  be- 
tale hverken  af  sin  eiendom  eller  sin  person-.  Alle  skatter  og  offent- 
lige afgifter,  som  vi  finder  i  de  germanske  lande,  er  derfor  ikke  germanske 
i  sin  oprindelse,  men  stammer  middelbart  eller  umiddelbart  fra  det 
Romerske  Rige  og  dettes  skatteordning.  Naar  Harald  Haarfagre  for- 
andrer Norges  styre  og  indfører  nye  skatter,  saa  gjør  ogsaa  dér  yderst 
ude  Romerrigets  indflydelse  sig  gjældende,  men  med  det  Karolingiske 
Rige  som  mellemled.  Fra  Karolingerriget  er  det  nemlig,  at  Harald 
Haarfagre  i  det  store  og  hele  har  hentet  forbillederne  for  sine  foran- 
dringer i  rigsstyrelsen.  Ikke  saa  at  forståa,  at  Harald  Haarfagre  i  alle 
enkeltheder   har   efterlignet  det   fremmede.     Han  har  i  store  drag  taget 


1  Cogadh  Gaedhcl  rc  Gallaibh,  cd.  Todd,  s.  50—51. 

*  Sakso  I,  s.  435. 

^  Ynglingasaga,  k.  8. 

*  Waitz,  Deutsche  Verfassungsgeschichtc,  2  udg.,  4,  s.  112. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      103 

hvad  der  passede  for  ham  og  har  i  det  hele  været  paavirket  af  tidens 
politiske  ideer.  En  sammenligning  med  forholdene  i  Frankerriget  turde 
nærmere  vise  dette. 

Da  Frankerne  bosatte  sig  i  Gallien,  forefandt  de  dér  et  udviklet 
beskatningssystem,  der  hvilede  som  en  tung  byrde  paa  folket  og  gjorde 
at  mange  ikke  var  uvillige  til  at  gi  sig  under  de  indvandrede  Tyskeres 
herredømme.  Det  fra  Romerne  nedarvede  skattesystem  vedblev  dog  i 
hovedsagen  at  gjælde  ogsaa  i  det  Frankiske  Rige.  Det  var  væsentlig 
en  eiendomsskat,  som  blev  opkrævet  i  forhold  til  gaardens  størrelse  og 
jordens  afkastning.  Paa  Romernes  tid  fandtes  der  nøiagtige  skattelister. 
Men  senere  fornyedes  disse  sjeldnere  og  sjeldnere.  Dog  vedblev  grund- 
skatten  at  beståa.  Men  ved  siden  deraf  var  der  ogsaa  en  kopskat,  som 
endog  blev  betalt  af  træller;  derimod  var  rent  fattige  og  hjælpeløse 
samt  enker  og  forældreløse  barn  fritat.  Saaledes  synes  i  de  store  drag 
skatteordningen  hos  Frankerne  at  ha  været  ^. 

Skattesystemet  var  i  det  Karolingiske  Rige  i  det  store  og  hele  det 
samme  som  under  Merovingerne.  Endnu  saa  sent  som  i  864  opkræve- 
des  baade  kopskat  og  eiendomsskat  {de  mo  capite  vel  de  suis  rebus), 
Ligesom  før  skjelner  man  fremdeles  mellem  disse  to  slags  skatteydelser^. 
Dog  var  det  fremspirende  lensvæsen  paa  mange  maader  begyndt  at 
gjøre  brud  paa  den  gamle  skatteorden.  Men  i  hovedsagen  bestod  den 
endnu  i  det  9de  aarhundred.  Jeg  skal  ogsaa  minde  om  at  hele  denne 
skatteordning  i  det  store  og  hele  bare  synes  at  ha  gjældt  de  tidligere 
Romerske  provinser  0.  De  frie  Germaner  i  Tyskland  paalagde  man  vist- 
nok  ingen  skatter  uden  paa  den  maade,  som  Karl  den  store  gik  frem 
paa  ligeoverfor  Sakser  og  Friser,  at  han  fratog  dem  odelen.  Det  er  en 
undtagelse,  naar  der  øst  for  Rhinen,  blant  Alemannerne,  fandtes  skatte- 
pligtige  mænd^  De  frie  Germaner  saa  i  disse  skattepaalæg  en  for- 
minskelse  af  sin  personlige  frihed.  Gregor  af  Tours  taler  saaledes  (1.  VII 
c.  15)  om  en  dommer,  som  »tvang  mange  af  Frankerne,  som  paa  kong 
Childebert  den  ældres  tid  havde  været  fri,  ind  under  den  offentlige 
skattepligtc  (muitos  de  Francis^  qui  tempore  Childeberti  regis  senioyns 
ingenui  fusant,  publico  tributo  subegit).  Sakserne  ansaa  det  endog  for 
en   forminskelse  af  deres  personlige   frihed,    at  de  maatte  betale  tiende 


1  Sc  Waitz,    Deutsche  Verfassungsgeschichte,   3  udg.,  II  3  s.  258  ff.    Fustel  de  Coulange, 

La  monarchie  franque,  s.  264  ff. 
s  Dahn,  Die  Könige  der  Germanen,  8  Abth.  5,  s.  30  ff. 
3  Jfr.  Waitz,  2  udg.  4,  s.  112  ff.    Waitz  staar  ievrigt  ene  med  sin  mening,   at  det  mero- 

vingiske   skattevæsen   var   traadt   ud   af  kraft   under  Karl  den  store  og  hans  nærmeste 

efterfelgere. 
♦  Dabn,  8  Abth.  5,  s.  32;  Waitz,  2  udg.  4,  s.  1 16— 118. 


I04  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

til  kirken.    Alcuin  siger  i  et  brev:    ^Decimœ,  ut  dicitur,  Saxonum  subver- 
terunt  fidemt    (Jfr.  Waitz,    Deutsche  Verfassungsgeschichte,    2   udg,  3, 

s.  135)- 

Denne  overensstemmelse  mellem  Harald  Haarfagres  nye  skatter  og 
skattevæsenet  i  det  Frankiske  Rige  kan  næppe  være  helt  tilfældig.  Paa- 
virkning  fra  Frankerriget  maa  ha  gjort  sig  gjældende  baade  paa  Harald 
selv  og  paa  hans  nærmeste  forfædre.  Men  endnu  tydeligere  viser  ind- 
flydelsen  sig,  naar  vi  ser  paa  de  andre  nyordninger,  som  Harald  Haar- 
fagre  indførte  for  at  øge  kongedømmets  indtægter,  hans  tilegnelse  af  alt 
ubebygget  og  uopdyrket  land,  hans  indførelse  af  skibsafgifter  og  af 
afgifter  paa  saltkogerier,  jagt  og  fiskeri,  hans  handelsmonopol  i  Fin- 
marken osv. 

Ogsaa  i  det  Karolingiske  Rige  synes  monarken  at  ha  havt  ret  til 
uopdyrket  land,  som  ikke  var  i  enkeltmands  eller  landsbyernes  besiddelse. 
Især  gjaldt  dette  landstrækninger  i  nyerobrede  lande.  De,  som  nedsatte 
sig  der,  maatte  indhente  kongens  samtykke^.  Gammelnorsk  ret  har  lig- 
nende bestemmelser^. 

Herreløst  gods  blev,  i  overensstemmelse  med  romersk  ret,  regnet 
for  at  tilhøre  kongen.  Det  samme  var,  ligesom  i  norsk  ret,  ogsaa  til- 
fældet  med  vraggods,   hvalfisk  og  andet,   som  drev  iland  paa  stranden*. 

Fra  gammel  tid  krævede  hos  Frankerne  kongen  høihedsret  over 
havet,  våndene  og  de  seilbare  elve.  Endog  over  vande,  hvis  bredder 
tilhørte  privatfolk,  udøvede  han  sine  rettigheder*.  Keiser  Ludvig  siger 
saaledes:  »Hvem  end  kysteme  tilhører,  vort  er  dog  det  kongelige  vand.c*» 
Dels  som  følge  af  denne  høihedsret,  aqtmticum  som  den  kaldes®,  og 
dels  som  en  arv  fra  Romerne  havde  kongen  ret  til  at  opkræve  told  og 
skibsafgifter.  Fra  Gallien  blev  toldsystemet  indført  ogsaa  til  landene 
øst  for  Rhinen  og  gjaldt  i  hele  Karl  den  stores  rige''. 

Det  var  i  det  hele  kongen  eller  keiseren,  som  havde  eneretten  til 
at  træffe  alle  slags  afgjørelser  om  handel  og  skibsfart  Han  tog  frem- 
mede kjøbmænd  i  sin  beskyttelse,  gav  særlig  forrettigheder  lil  enkelte, 
osv.  Told-  og  skibsafgifter  og  i  det  hele  en  fast  ordning  af  handelen 
var  oprindelig   en  ukjendt  ting  for  Germanerne.      Frankerne  optog  det 


*  Waiti,  2  udg.  4,  s.  136. 

»  Frostatingsl.  XIV  S  7,  Gulatingsl.  S  MS« 
»  Waitx,  I  udg.  4,  s.  415. 

*  Dahn.  8  Abth.  5,  s.  118  ff. 

^  siquidem  euiuscumque  pottstatis  sint  littora^  nostra  tamtn  est   rtgalis  a^ua^   Waitz  4, 
s.  114. 

*  Se  Ducange. 

'  Dahn,  I  c,  s.  39, 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      105 

hcle  system  fra  Romerne,  men  udstrakte  det  til  ogsaa  at  gjælde  de  dele 
af  sit  rige,  som  ikke  havde  Staat  under  Rom^.  Naar  derfor  Harald 
Haarfagre  indførte  skibsafgifter  i  Norge  og  krævede  Finnehandelen  som 
et  kongeligt  monopol,  saa  er  det  klart,  at  han  ved  dette  havde  frem- 
mede, særlig  frankiske  forbilleder  for  øie.  Handelsmonopoler  har  ogsaa 
sin  oprindelse  fra  Romerriget. 

Noget  egentligt  fiskeri-regale  synes  kongen  hos  Frankerne  ikke  at  ha 
havt.  Derimod  ved  man,  at  der  har  været  opkrævet  en  afgift  af  fiske- 
rierne  {censtis piscintis  og  piscaticum)^.  Det  kan  ogsaa  nævnes,  at  kongen 
havde  retten  til  at  fiske  i  de  offentlige  floder,  f.  eks.  i  Seinen,  og  at  han 
kunde  gi  bort  denne  rettighede.  Ellers  tilhørte  retten  til  at  fiske  i  al- 
mindelighed  grundeieren  f  Det  samme  var  tilfældet  med  jagten.  Dog 
kunde  større  skogstrækninger  stilles  under  kongens  »bann«,  saaledes  at 
det  blev  forbudt  for  den  almindelige  mand  at  jage  i  dem^  I  det  hele 
kunde  han  øve  overeiendomsret  ogsaa  over  offentlige  skoge,  som  ikke 
var  krongods. 

Salt  var  i  det  Karolingiske  Rige  en  almindelig  handelsartikel,  som 
der  blev  opkrævet  told  af.  Man  kjender  ogsaa  tilfælde,  hvor  der  blev 
opkrævet  afgift  af  saltkogerierne®.  Dog  havde  vistnok  kystbefolkningen 
lov  til  at  udvinde  det  salt,  den  trængte  til  eget  brug. 

Ogsaa  hos  Angelsakserne  havde  kongen  ret  til  at  indkræve  told  og 
skibsafgifter;  han  havde  ligeledes  ret  til  vraggods  og  andet  herreløst 
gods,  kunde  lægge  »banne  paa  skoge  osv.  Men  skattevæsenet  var,  som 
jeg  før  har  nævnt,  ikke  fast  ordnet  som  hos  Frankerne. 

Naar  vi  nu  finder,  at  i  det  Karolingiske  Rige  havde  kongen  fra 
gammel  tid  ganske  de  samme  indtægter  og  høihedsrettigheder  som  de, 
Harald  Haarfagre  indførte  i  Norge,  saa  maa  vi  vel  slutte,  at  det  er  fra 
Frankerriget,  han  har  hentet  forbillederne  for  sin  nyordning.  Der  kan 
ikke  være  tale  om  urgermansk  fællesskab;  thi  Frankerne  havde  arvet 
de  fleste  led  af  sit  finansstyre  fra  Romerne. 

Ogsaa  fra  senere  tider  finder  vi  tilfælde,  som  tyder  paa,  at  de  norske 
konger  i  sin  finanspolitik  fulgte  udenlandske  forbilleder.  Snorres  fortælling 
om  Asbjørn  Selsbane  er  vel  kjendt.  Den  grunder  sig  paa  gammel 
tradition  og  er  vistnok  i  hovedsagen  historisk.     En  sommer  var  der  uaar 


1   Waitx,  2  udg.  4,  s.  55. 

s  Dabn,  1.  c,  s.  53;  Waitz,  i  udg.  4,  s.  115  og  anm.  i. 

»  Dahn,  1.  c,  s.  118  f. 

*  Man  maa  huske  paa,  at  i  det  KaroUngiske  Rige  er  der  næsten  bare  tale  om  ferskvands- 
ûskerier. 

*  Dahn,  L  c,  s.  iio  fif.;  Waitz  4,  s.  108  f. 

*  Waitz  4,  8.  54  og  anm.  4. 


lo6  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

i  landet  og  Asbjørn  havde  vanskeligt  ved  at  skaffe,  hvad  han  trængte 
til  husholdningen.  Han  søgte  da  at  faa  kjøbt  korn  sydpaa  i  landet; 
—  selv  boede  han  jo  i  Nordland  — .  Men  dette  faldt  ikke  let.  For  »kong 
Olav  [d.  e.  Olav  den  hellige]  forbød  at  udføre  korn,  malt  og  mel  sydfra 
til  nord  i  landet«  ^  Den  slags  udførselsforbud  kjendes  vel  fra  middel- 
alderen. Men  dette  er  sikkerlig  første  gang  de  bragtes  i  anvendelse  i 
Norge.  I  Vesteuropa  brugte  man  derimod,  naar  det  var  uaar,  at  forbyde 
udførsel  af  korn.  Saaledes  siger  Karl  den  store  i  et  af  sine  capitularier: 
Et  in  præsenti  anno  de  famis  inopia,  ut  suos  quisque  adjuvet  prout 
potest  et  suam  annonam  non  nimis  care  vendat  Et  ne  fwis  imperium 
nostrum  vendatur  aliquid  alimoniæ^. 

De  samme  principer,  som  ligger  til  grund  for  Harald  Haarfagres 
finanspolitik,  trængte  ogsaa  senere  igjennem  i  Sverige  og  Danmark. 
Dog  ved  vi  for  lidet  om  disse  landes  beskatningsforhold  og  i  det  hele  om 
kongedømmets  indtægter  paa  vikingetiden,  til  at  jeg  kan  søge  at  gi  en 
fremstilling  deraf  —  I  Norge  blev,  som  jeg  før  har  nævnt,  Harald 
Haarfagres  paalæg  og  skatter  for  en  væsentlig  del  afskaffet  af  Haakon 
den  gode,  og  bønderne  i  kystlandskaberne  paatog  sig  istedenfor  at 
betale  kopskat  den  gamle  nordiske  ledingspligt.  Derimod  vedblev  kon- 
gens høihedsrettigheder  til  almenninger,  vraggods,  ilanddrevne  hvaler  osv. 
at  beståa. 


C.     Harald  Haarfagres  administration. 

Efter  at  ha  talt  om  Harald  Haarfagres  skattevæsen  og  hans  ordning 
af  kongedømmets  indtægter  skal  jeg  i  det  følgende  søge  at  skildre 
grunddragene  i  hans  statsstyrelse.  Men  før  jeg  gaar  over  til  dette,  blir 
jeg  nødt  til  at  søge  nærmere  at  gi  grundene  for  min  opfatning  af  for- 
holdene i  Norge  før  Harald  Haarfagres  tid.  Om  kongens  stilling  har 
jeg  alt  talt  i  indledningen  og  nævnt,  at  hans  magtfylde  forholdsvis  ikke 
var  meget  større  end  de  mindre  stammehøvdingers.  Jeg  har  ogsaa 
nævnt,  at  der  ved  siden  af  kongen  fandtes  andre  høvdinger,  nemlig 
jarler  og  herser. 

»Jarl«  (oldn.  jarl)  fandtes  som  værdighedsnavn  længe  før  Harald 
Haarfagres  tid.  Det  er  det  samme  ord  som  den  ældre  runerækkes 
erilaRy  der  egentlig  betyder  »krigerhøvding«.  Denne  sin  ældre  betydning 
synes  ordet  endnu  ved  den   historiske  tids  begyndelse  undertiden  at  ha 


^  Hskr.,  Olaf  s.  helga,  k.  123. 

2  Waitz,  2  udg.  4,  s.  54  og  anm.  3. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      107 

havt    Det  heder  saaledes  i  Ynglingasaga  (k.  31)  om  kong  Ottar,  som 
blev  dræbt  af  den  danske  kong  Frodes  mænd  *. 

Det  verk,  ved  jeg, 

af  Vott  og  Faste 

hos  svenske  folk 

i  sagn  nævnes: 

at  Frodes  jarler  (farlar  Frôèa) 

i  ølandet 

den  drabelige 

dræbt  havde. 

Om  disse  jarler  hører  vi  i  prosaen  kun,  at  de  var  landeværnsmænd, 
som  kongen  havde  sat  til  at  værge  landet,  medens  han  var  borte.  Der 
synes  ogsaa  i  senere  tid  (end nu  i  det  ilte  aarh.)  i  Danmark  at  ha  været 
slige  landeværnsmænd  med  jarletitel. 

Ordet  jarl  synes  i  dette  vers  af  Ynglingatal  at  ha  samme  betydning 
som  i  By-indskriftens  eirilaR  hroraR  d.  e.  »krigerhøvdingen  Hror«  eller 
i  Veblungsnes-indskriftens  eirilaR  wiwila  d.  e.  »krigerhøvdingen  Wiwila«^. 
Flere  af  de  jarler,  der  i  de  irske  krøniker  nævnes  som  vikingernes  an- 
førere i  det  9de  aarhundred,  synes  ogsaa  bare  at  ha  været  krigerhøv- 
dinger,  f.  eks.  Baethbarr  iarla  (=  Bçàvarr  jarl)  og  Tomar  ell.  Tomrair 
iarla  (=  Pôrir  jarl),  som  begge  synes  at  ha  været  i  Irland  ved  850 
aarene^  Det  samme  var  vel  tilfældet  med  de  fleste  af  de  jarler  for  den 
store  Normannerhær,  som  i  anden  halvdel  af  9de  aarh.  optraadte  i 
Frankerriget  og  England*.  I  digtet  Vellekla  fortælles  det,  at  Haakon 
jarl  i  sin  kamp  mod  kong  Ragnfred  var  fulgt  af  sjau  landrekar.  Dette 
gjengir  Snorre  i  prosaen  (Heimskringla,  Saga  Olafs  Tryggvasonar,  k.  18) 
med  :  honum  fylgàu  7  jarlar,  ok  hçfdu  peir  allir  tigryrini  hers,  Snorres 
oversættelse  er  vistnok,  som  E.  Hertzberg  har  fremhævet,  ganske  rigtig^. 
Men  paa  den  anden  side  er  jeg  uenig  med  Hertzberg,  naar  han  mener, 
at  der  her  er  tale  om  skattejarler  af  samme  slags  som  de,  Harald  Haar- 
fagre  indsatte  rundt  om  i  Norge.  Jeg  tror,  at  landreki  i  »Vellekla«  kun 
er  et  poetisk  udtryk  for  fyrste,  uden  at  deres  stilling  nærmere  betegnes. 

Ligesom  hersen,  som  jeg  nedenfor  skal  søge  at  vise,  fra  at  være 
anfører  for  hæren  gik  over  til  at  bli  stammehøvding,  saaledes  kunde 
ogsaa  jarlen  bli  stammehøvding.  En  norsk  vikingehøvding,  som  i  aaret 
845  faldt  i  Irland,  kaldes  Onphiie  iarla^.     Dette  betyder  efter  professor 

*  G.  Storms  oversættelse  af  Heimskringla;  Ynglingasaga,  k.  27. 

*  S.  Bugge,  Norges  indskrifter  med  de  ældre  runer  I,  s.  100  ff. 
3  Cogadh  Gaedhel,  s.  231  og  25. 

*  Kun  om  en  krigerhøvdings  stilling  er  der  vel  tale,  naar  Three  Fragments  a0  9i3(s.  246) 
siger:     »Men  da  Ottar  (Oittir)^  som  var  den  mest  indflydelsesrige  jarl  i  slaget,  saa  .  .« 

*  Lén  og  veizla.  s,  290  anm.  i. 

*  Cogadh  Gaedhel,  s.  227  og  15. 


I08  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

S.  Bugges  mening  Ån  FUa  jarl  d.  e.  >Aan  (ell.  Aun)  Fjalermændenes 
jarl«.  —  Den  sydlige  del  af  Firdafylke  kaldtes  i  midten  af  det  9de 
aarhundred  Fjalafylki;  det  nævnes  endog  et  par  gange  i  sagaerne  som 
eget  jarledømme.  Senere  blev  det  dog  en  varig  del  af  Firdafylke  1.  — 
Den  her  nævnte  Aan  (ell.  Aun)  har  saaledes  været  en  norsk  stamme- 
eller  fylkesjarl.  Ladejarleme  synes  før  Harald  Haarfagres  tid  at  ha 
været  en  uafhængig  herskeræt  og  fra  ældgammel  tid  at  ha  ført  jarle- 
titelen  som  sit  værdighedsnavn^.  Ser  vi  paa  digtet  Rigspula,  vil  vi  finde, 
at  jarlen  ogsaa  dér  optræder  som  uafhængig  hersker.  Rig  Jarl  staar 
ikke  under  nogen  konge;  tværtimod  fremstilles  kongedømmet  som  et 
senere  udviklingstrin.  Jarls  egen  søn  er  Konr  ung^',  kongcmagtens  re- 
præsentant. 

Men  jarleværdigheden  skulde  i  tidens  løb  endnu  engang  komme  til 
at. forandre  sin  betydning.  Alt  ved  vikingetidens  begyndelse  synes  man 
i  Danmark  at  ha  havt  grænsejarler.  De  var  vel  krigerhøvdinger,  som 
af  kongen  blev  sat  til  at  forsvare  grænselandskaberne  mod  fremmede 
fiender.  Saadanne  nævnes  under  kong  Godfreds  kampe  mod  Karl  den 
store.  Senere  nævnes  grænsejarler  i  Halland.  Saaledes  blev  Finn 
Arnessøn  i  1051  dansk  jarl  i  Halland  for  at  forsvare  landet  mod  Nord- 
mændene^.  Disse  danske  grænsejarler  havde  vel  samme  stilling  som 
Haralds  morbror  Guttorm  hertug  {Ouihormr  hertogi),  som  var  en  slags 
landeværnsmand  i  grænselandskaberne  mod  Sverige  og  samtidig  synes 
at  ha  været  anfører  for  Haralds  hær*.  Ingen  af  disse  jarler,  som  jeg  i 
det  foregaaende  har  nævnt,  var  dog  »skattejarlerc  Eller  for  at  udtrykke 
mig  tydeligere:  jeg  tror  nok,  at  de  nordiske  konger  alt  før  vikinge- 
tidens begyndelse  kunde  ha  jarler  under  sig.  Men  disse  var  enten  lande- 
værnsmænd,  hvis  væsentligste  opgave  det  var  at  beskytte  rigets  grænser. 
—  Ved  siden  deraf  faldt  det  vel  naturligt,  at  de  ogsaa  styrede  den 
landsdel,  de  skulde  beskytte.  —  Eller  ogsaa  var  disse  underjarler  tidligere 
uafhængige  stammejarler,  som  havde  mistet  sin  selvstændighed.  Men 
jeg  tror  ikke,  at  de  nordiske  konger  før  vikingetidens  begyndelse  havde 
et  embedsværk,  hvori  jarlerne  dannede  et  led,  eller  med  andre  ord,  at 
jarlerne  i  Norden  alt  i  forhistorisk  tid  havde  en  lignende  stilling  som  de 
frankiske  comités.  Denne  slags  jarler  er  en  senere  udvikling;  den  første 
af  dem,  som   nævnes  i  historien,  er,  saavidt  jeg  kan  skjønne,  Atle  jarl, 


*  Munch,  Beskrivelse  over  Norge,  6,  97. 

»  Munch,  Det  norske  folks  hist.  I,  s.  327;  jfr.  Morejarlcrne,  Ragnvald  jarl,  som  ligc  fra 

beg}Tidclsen  af  kaldes  MocrajarL 
3  Munch  II,  s.  257. 
^  Heimskr,,  Haralds  s.  hiif.,  k.  x,  k.  18  og  k.  21. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      109 

som  Halvdan  Svarte  satte  over  Sogn  for  at  han  dér  skulde  dømme 
landslov  og  indkræve  skatter  ^  Men  ogsaa  han  har  muligens  været  en 
gammel  stammejarl.  Han  kaldes  jarl  alt  før  Halvdan  Svarte  indsatte 
ham.  Endnu  en  slags  jarler  fremtræder  ved  den  historiske  tids  begyn- 
delse  i  Norge,  nemlig  yngre  medlemmer  af  kongeætten,  der  bærer  jarle- 
titelen  som  værdighedsnavn.  Denne  eiendommelige  udvikling  af  jarle- 
værdigheden  hørte  ikke  hjemme  i  Harald  Haarfagres  fædrenerige.  Den 
første,  som  i  Norges  samlede  rige  gav  et  arveberettiget  medlem  af 
kongeætten  ringere  navn  end  konge,  var  Sverre.  Det  er  i  det  sydvest- 
lige Norge,  vi  finder  denne  skik  udviklet.  Blant]  Harald  Haarfagres 
modstandere  i  slaget  ved  Hafrsfjord  var  »kong  Sulke  af  Rogaland  og 
hans  bror  Sote  jarl  c  2.  I  det  norske  kongerige  i  Dublin  synes  ved  slut- 
ningen af  det  9de  aarhundred  ogsaa  de  yngre  medlemmer  af  kongeætten 
at  ha  baaret  jarlsnavn^.  I  det  med  Dublinriget  nær  forbundne  Northumber- 
land var  det  samme  tilfældet.  Ved  begyndelsen  af  det  lode  aarh. 
optræder  dér  en  Sitric  Comes^  som  synes  at  ha  været  tronarving  og 
hvis  navn  forekommer  paa  mynter*;  —  det  latinske  comes  er  en  over- 
sættelse  af  »jarl«. 

En  anden  opfatning  af  jarleværdighedens  udvikling  hævder  E.  Hertz- 
berg i  sin  lærerige  og  vækkende  af  handling  »Lén  og  veizla  i  Norges 
sagatid«  (s.  288  ff.).  Hertzberg  mener,  at  skattejarlerne  er  en  ældgamme; 
institution.  Han  henviser  til  Frodes  jarler  Vott  og  Faste,  som  dog  synes 
at  ha  været  krigerhøvdinger  eller  i  høiden  landeværnsmænd,  og  til  de 
svenske  jarler  i  Vestergötland.  Om  disse  ved  vi  visselig  ikke  stort 
men  for  mig  staar  det,  som  om  de  ikke  var  kongelige  ombudsmænd, 
men  tværtimod  gamle  stammejarler,  »mediatiseredeo,  fordum  uafhængige 
stammefyrster,  som  Brunner  udtrykker  det^  Hertzberg  anfører  videre 
Ynglingasaga  (k.  50),  hvor  det  fortælles,  at  Halvdan  Hvitbein  lagde 
Vermeland  under  sig  og  satte  jarler  derover.  Denne  fortælling  støttes  ikke 
af  Ynglingatal  og  viser  derfor  bare  traditionen  eller  rettere  opfatningen 
paa  den  tid,  da  sagaen  blev  til.  End  mindre  vægt  kan  man  lægge  paa  den 
sagnhistoriske  Halvs  saga  (k.  i),  som  fortæller  om  kong  Alrek  af 
Hordaland:    „Konungr  launadi  Koll  vel  trideik  sinn  ok  gaf  honum  jarlS" 


^  Heimskr.,  S.  Halfdanar  Svarta,  k.  3. 

'  Hskr.,  Haralds  s.  hårf.,  k.  19. 

'  ]fr.  Steenitrup,  Normannerne  II,  s.  143. 

^  Se  a&mttet  om  mynter. 

*  Deutsche  Rechtsgescbichte  I,  s.  128,  E.  Hildebrand  (Svenska  statsförfattningens  hist. 
utveckling,  s.  24)  siger  om  jarlerne:  »Jarlanamnet  betecknade  i  Sverige  ett  ämbete, 
men  det  var  en  efter  hand  fttrsvinnande  institution,  som  synes  ha  varit  fast  vid  vissa 
htfgborna  atter  och  dermed  forråder  sitt  eget  urspring.c 


no  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

dom  ok  atsetu  i  Kollsey  fyrir  sunnan  Haråsæ''.  Versene  i  denne  saga 
er  nok  gamle,  men  prosaen  er  ganske  uhistorisk  i  sit  syn  paa  fortiden. 
Den  taler  om  tog  til  Bjarmeland  før  vikingetidens  begyndelse  og  om 
»kjertes vendee  (k.  7)  og  har  en  række  lignende  anakronismer,  som  gjør 
sagaen  ubrugelig  som  historisk  bevismateriale. 

I  forbindelse  med  skattejarlerne  taler  ogsaa  Hertzberg  om  skatte- 
kongedømmet.  Han  mener,  »at  ogsaa  de  i  Norges  og  Nordens  ældste 
historie  saa  hyppig  omtalte  skatte-  eller  underkonger  ligeledes  havde 
sine  »riger«  til  len  af  overkongen«^.  Jeg  har  i  indledningen  søgt  at  ud- 
vikle  min  opfatning  af  de  gamle  nordiske  underkonger.  Jeg  forklarer 
dem  ligefrem  som  efterkommere  af  tidligere  uafhængige  fyrster,  som  i 
tidens  løb,  efterat  en  enkelt  kongeæt  havde  begyndt  at  udvide  sit  magt- 
omraade,  var  blevet  nødt  til  at  gi  sig  under  denne.  Efterkommere  af 
slige  mediatiserede  kongeslægter  fandtes  endnu  omkr.  i2cx)  i  Sverige  2. 
Ganske  paa  samme  maade  gik  det  hos  Angelsakserne.  Uagtet  de  for- 
skjellige smaariger  lidt  efter  lidt  begyndte  at  samle  sig  til  en  større 
enhed  og  gi  sig  ind  under  de  større  riger,  saa  ophørte  dog  ikke  derfor 
smaakongerne  med  det  samme  at  eksistere.  De  bestod  tværtimod  i  flere 
smaariger  temmelig  længe,  om  end  deres  magt  blev  mere  og  mere 
titulær  3.  Saavidt  jeg  skjønner,  kan  man  ikke  kalde  disse  nordiske 
underkonger  en  Organisationstype  i  det  forhistoriske  erobringsmonarki. 
Efter  min  opfatning  var  det  ikke  storkongen,  som  indsatte  underkonger, 
men  tidligere  uafhængige  konger,  som  gav  sig  ind  under  en  overkonge. 
En  anden  sag  er  det,  at  sagaerne  og  Sakso  under  indflydelse  af  middel- 
alderens politiske  anskuelser  opfatter  det,  som  om  underkongerne  havde 
sit  rige  i  »len«  af  overkongen. 

Kunde  saaledes  jarlen  optræde  som  uafhængig  fyrste  eller  endog 
som  stammehøvding,  saa  var  dog  herserne  de  egentlige  stammehøvdinger. 
De  var  de  selvskrevne  anførere  for  stammens  eller  fylkets  mænd.  De 
ledede  tingforhandlingerne,  var  forstandere  for  gudehovet  og  bøndernes 
førere  i  krigen.  De  var  dog  i  alt  dette  mere  de  ledende  og  førende 
end  de,  som  havde  magten  til  at  byde  og  befale.  Man  mente  tidligere,  at 
ordet  hersir  var  afledet  dSherad  »herred«,  og  at  der  følgelig  var  en  herse  i 
hvert  herred.  Professor  G.  Storm  har  paavist,  at  disse  to  ord  ikke  har  noget 
med  hinanden  at  gjøre  og  at  hersen  oftest  styrede  et  større  omraade,  van- 
ligvis et  fylke*.      Ordet  hersir  hænger  vistnok  sammen  med  oldn.  Aerr, 


^  »Lén  og  veizlac,  s   291  f. 

s  Ë.  Hildebrand,  Svenska  statsförfattningens  hist.  utveckling,  s.  24  f. 

*  Jfr.  Stubbs,  English  Constitutional  History  I. 

^  Norsk  hist.  Tidsskr.,  2  R.,  B.  4,  s.  135  ff. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      Ill 

»hære,  og  betyder  egentlig  en  »hærførere.  Professor  Storm  er  »tilbøie- 
lig  til  at  tro,  at  hersetitelen  er  opfunden  eller  ialfald  første  gang  teknisk 
anvendt  af  Harald  Haarfagre  og  ikke  tilhører  tiden  før  ham«.  Deri  kan 
jeg  dog  ikke  være  enig.  Jeg  tror,  at  »herse«  netop  var  det  gamle  navn 
paa  stammehøvdingerne  og  at  det  har  været  brugt,  ikke  bare  i  Norge, 
men  ogsaa  ellers  i  Norden.  I  Sverige  forekommer  saaledes  Hersir 
som  mandsnavn;  det  findes  paa  runestene^.  Ogsaa  Hersefni  findes 
som  navn  paa  svenske  runestene^.  Men  disse  mandsnavne  vilde 
ikke  ha  været  brugt,  havde  ikke  »herse«  iforveien  været  kjendt  som 
værdighedsnavn.  Det  kan  nævnes,  at  en  af  Haaløigeætten,  Ladejar- 
lernes  forfædre,  ligeledes  bærer  navnet  Herse  (Hersir)^.  I  det  gamle, 
sandsynligvis  i  Skotland  eller  paa  Orknøerne  forfattede  kvad  R{gs|)ula 
forekommer  ogsaa  ordet  »herse«.  Digtet  synes  at  opfatte  hersen  som 
en  af  de  oprindelige  klasser  i  samfundet  i  modsætning  til  kongen,  ja 
vel  endog  til  jarlen*.  Ogsaa  i  Atlamal  (str.  96)  og  i  Guftrünarkvifta  I 
(str.  8)  nævnes  herser.  Hertil  kommer  sagaernes  og  særlig  Landnàma- 
böks  vidnesbyrd,  som  fortæller,  at  mange  af  de  islandske  landnaams- 
mænds  forfædre  var  herser.  Desuden  er  selve  ordet  hersir  gammelt 
i  sin  dannelse  og  maa  ha  været  hrugt  før  Harald  Haarfagres  tid.  Alt 
dette  tyder,  synes  jeg,  paa  at  hersetitelen  er  ældgammel  i  Norden,  og  at 
den  ikke  først  er  blit  indført  af  Harald  Haarfagre.  Var  dette  tilfældet, 
vilde  det  neppe  være  blit  et  mandsnavn  i  Sverige  eller  ha  været  brugt 
i  Eddadigtene^  selv  om  disse  kanske  er  lidt  yngre  end  Harald  Haar- 
fagres tid.  En  lignende  opfatning  af  herserne,  som  den  jeg  her  har 
fremholdt,  har  allerede  været  fremhævet  af  Ebbe  Hertzberg  i  hans  bog 
»Det  norske  aristokratis  historie«  (s.  3—7). 

Under  herserne  stod  i  sluttet  kreds  de  frie  odelsbønder,  haulderne, 
der  ikke  som  enkelte  har  ment  dannede  et  demokrati,  men  tværtimod 
var  et  temmelig  faatalligt  aristokrati.  Paa  anden  maade  kan  man,  saa- 
vidt  jeg  skjønner,  ikke  forklare  den  omstændighed,  at  vikingehøvdinger 
(vistnok  norske)  i  England  kaldes  haulder  (ags.  holcl)\ 

Slig  var  forholdene  i  Norge,  da  Harald  Haarfagre  begyndte  at  samle 
landet.      Stammeforfatningen,     the    Tribal    System,     som    Englænderne 


*  Liljegren,  Run-urkunder,  no.  870  og  1078;  jfr.  E.  Brate  og  S.  Bugge,  Riinverser 
8.  170  f. 

s  Efter  meddelelse  af  professor  S.  Bugge.  Ordet  »herse«  har  muligens  endog  været 
kjendt  af  Germaner  udenfor  Norden.  Som  navn  paa  en  Heruler  forekommer  nemlig 
Hariso^  sproglig  det  samme  ord  som  hersir.  (Indskr.  fra  Concordia  i  Nord-Italien. 
Bullettino  deirinst.  1876  p.  87;  efter  meddelelse  af  prof.  S.  Bugge). 

>  Munch,  Det  norske  folks  hist.    I,  326. 

*  Rfgs{)uta,  str.  40:  komu  at  hollu,  par  er  Hersir  b/ø, 

»  Anglo-Saxon  Chronicle,  A.  D.  905,  911,  918;  jfr.  Steenstrup  IV,  s.  lU  f. 


112  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

kalder  det,  satte  endnu  sit  præg  paa  samfundet.  Men  dette  havde  sam- 
tidig et  sterkt  aristokratisk  præg,  styret  som  det  var  af  gamle  ætter. 

Harald  Haarfagre  gjorde  ved  sin  samling  af  Norges  fylker  konge- 
magten  til  den  virkelig  herskende  myndighed  i  landet.  Ikke  bare  ved 
sine  skattepaalæg  og  krav  paa  nye  høihedsrettigheder,  men  ved  sit  hele 
styre.  Alle  rigets  indbyggere  skulde  være  ham  undersaatlig  forpligtede 
(honum  Ijjàskyllder),  siger  Egilssaga.  Dette  udtryk  synes  at  tyde  paa,  at 
alle  fribaarne  mænd  paa  en  eller  anden  vis  har  aflagt  ham  troskabsed 
og  forpligtet  sig  til  at  vise  ham  den  samme  troskabspligt,  som  hans 
haandgangne  mænd  skulde.  Dette  maatte  visselig  synes  de  odelsbaarne 
bønder  et  stort  skaar  i  deres  frihed  og  selvstyre.  Medens  de  før  ikke 
havde  behøvet  at  følge  kongen  udenfor  fylket,  naar  de  selv  ikke  vilde, 
saa  blev  nu  deres  ledingspligt  større,  mere  ubetinget.  Vi  hører  saaledes, 
at  Harald  før  sit  Vesterhavstog  havde  leding  ude  hver  sommer  og  ran- 
sagede  øer  og  udskjær^.  Og  til  selve  dette  tog  maa  han  visselig  ogsaa 
ha  udbudt  leding  fra  store  dele  af  landet. 

Harald  Haarfagre  tiltog  sig  ogsaa,  synes  det,  andel  i  den  døm- 
mende og  lovgivende  myndighed.  Vistnok  vedblev  de  gamle  ting  og 
stammelovene  at  beståa.  Men  kongen  indsatte  ved  siden  deraf  i  hvert 
fylke  en  jarl,  »som  skulde  dømme  lov  og  landsret«  {pann  er  dæma 
skyldi  Içg  ok  landsrétt),  det  vil  sige,  at  de  skulde  lede  tingforhandlin- 
gerne.  Fra  Haralds  tid  begynder  vistnok  ogsaa  kongemagtens  deltagelse 
i  lovgivningen  gjennem  nymæli  eller  nye  lovbud.  Sligt  et  nyt  lovbud, 
som  blev  git  af  kongen  og  gjaldt  for  hele  landet  eller  store  dele  deraf, 
er  f.  eks.  Haralds  nye  skattepaalæg  og  hans  bestemmelse  om,  at  de, 
som  ud vandrede  til  Island,  skulde  betale  5  øre  2. 

Kongen  tiltog  sig  ligeledes  retten  til  at  berøve  dem  deres  eiendom, 
som  ikke  vilde  lystre  hans  bud  eller  som  brød  sin  undersaatlige  troskabs- 
pligt.  Landnaamabok  og  sagaerne  nævner  mange  eksempler  paa  dette. 
Saaledes  fortælles  det,  at  da  Ketil  Flatnev,  hvem  Harald  havde  sendt 
til  Suderøerne,  holdt  op  med  at  betale  ham  skat,  »lagde  kongen  hans 
eiendomme  under  sig  og  drev  hans  søn  Bjørn  borte  8.  I  enkelte  tilfælde 
har  vistnok  ogsaa  kongen  af  egen  magtfuldkômmenhed  lyst  mænd  i 
utlægd.  Saaledes  minder  i  Egilssaga  (k.  56)  Arinbjørn  herse  Egil  om, 
at  denne  har  været  i   landet,  efterat  kong  Erik   har  gjort  ham  fredløs 


i  Hkr.,  Haralds  s.  härf.,  k.  22. 
'  Islendingabök,  k.  5. 

'  Landnamabök,  2  P.,  11  K.    Jfr,  Ulv  gyldir,  en  mægtig  herse  i  Telemarken,  og  dennes 
sen  Asgrim,  som  blev  dræbt,  da  ban  ikke  vilde  betale  skat  (Landn.  V,  k.  6). 


I9C4.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      I13 

(sldan  er  Eirtkr  konungr  gerdi  pik  ûtlœgan).  Dog  maatte  vel  fredløs- 
heden  bekjendtgjøres  paa  tinge. 

I  mange  tilfælde  er  det  næsten  umuligt  at  afgjøre  hvad  der  er  en 
følge  af  kongens  forfatnings-  eller  lovmæssig  øgede  magt  og  hvad  der 
er  et  udslag  af  hans  voldsherredømme,  ofrtki  ^.  Det  maa  ogsaa  huskes, 
at  Haralds  lovgivende  og  dømmende  myndighed  vistnok  var  større  end 
hans  nærmeste  etterfølgeres. 

Allerede  i  disse  almindelige  principer,  som  synes  at  ha  ligget  til 
gnind  for  Harald  Haarfagres  styre,  gjenfinder  vi  lighedspunkter  med 
udlandet,  særlig  med  det  Frankiske  Rige.  Undersaatterne  skylder  ogsaa 
dér  kongen  troskab.  De  kaldes  i  den  merovingiske  tid  kongens  leudes 
eller  homines  og  maa  »love  og  sværge  troskab  og  undersaatlig  lydighed« 
Ifidelitatem  et  leudesamio  (homagium)  promittere  et  coniurare].  Den 
undersaatlige  troskabsed  er  en  efterligning  af  den  ed,  hvormed  følget 
forpligtede  sig  til  at  tjene  kongen 2.  Der  er  her  en  overensstemmelse 
med  Harald  Haarfagres  styre  og  sagaens  ord  om  at  alle  undersaatter 
skulde  være  hans  tjenstbundne  mænd  {l^jdskylldir),  en  overensstemmelse, 
som  næppe  kan  være  tilfældig.  Harald  Haarfagre  kan  dog  ikke  direkte 
ha  efterlignet  forholdene  hos  Merovingerne.  Kongemagten  hos  Fran- 
kerne sank  nemlig  i  det  7de  aarhundred  ned  til  en  ren  skygge  og  blev 
først  under  Pippin  paany  en  virkelig  herskermagt.  Men  de  gamle,  fra 
Romerne  arvede,  principer  for  rigsstyrelsen  gjorde  sig  nu  atter  med 
styrke  gjældende.  Kongen  er  ikke  længer  den  første  blant  ligemænd. 
Hans  magt  er  af  guddommelig  oprindelse  og  alle  skylder  ham  lydighed. 
Den  undersaatlige  troskabsed,  som  var  gaat  af  brug  i  begyndelsen  af 
det  7de  aarhundred,  indføres  paany  af  Karl  den  store,  som  i  789  bød 
alle  sine  undersaatter,  at  de  skulde  aflægge  ham  troskabsed.  Efterat 
Karl  var  blit  keiser,  krævede  han  en  ny  ed,  som  skulde  sværges  til  ham 
som  keiser.  Denne  ed  lyder  saaledes  :  »Jeg  lover,  at  jeg  fra  denne  dag 
skal  være  tro  mod  min  herre  Karl,  den  meget  fromme  keiser,  kong 
Pippins  og  dronning  Berthas  søn,  med  rent  sind  og  uden  svig  og  onde 
tanker  fra  min  side  mod  ham  og  hans  riges  hæder,  saaledes  som  en 
mand  (d.  e.  en  vassal)  med  rette  bør  være  ligeoverfor  sin  herre  (sicut 
per  drictum  debet  esse  homo  domino  «tu>)«^. 

Eden  til  Karl  den  store  er  vel  en  efterligning  af  den  undersaatlige 
troskabsed,  som  blev  aflagt  under  Merovingerne.  Naar  Egils  saga,  som 
ovenfor  nævnt,  siger  at  rigets  undersaatter  skulde  være  Harald  lyåskylldir, 

^  Egilssag^a  k.  18. 

*  H.  Brunner,  GniadzUge  der  deutschen  Rechtsgeschichte,  s.  52. 

'  Capitularia  I,  s.  loi.    Jfr.  Dahn  8,  Abth.  6,  s.  21  ff.  og  28. 

Vid.-SeUk.  Skrifter.    II.   H.-F.  Kl.   1904.   No.  1.  8 


114  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

saa  minder  dette  om  keisereden  til  Karl  den  store,  og  særlig  om  den 
sætning,  at  undersaatterne  lover  at  tjene  keiseren  som  en  mand  (eller 
vassal)  sin  herre.  Jeg  mener  ikke  med  dette,  at  der  er  en  direkte  for- 
bindelse mellem  keisereden  til  Karl  den  store  og  det  nye  undersaatlige 
forhold,  Nordmændene  kom  i  til  Harald  Haarfagre.  Jeg  mener  bare,  at 
aanden  er  den  samme.  Desuden  maa  vi  huske  paa,  at  det  var  noget 
ganske  nyt  i  Norge,  naar  Harald  krævede  særlig  lydighed  og  et  saa  at 
sige  personligt  tjenesteforhold  af  alle  sit  riges  frie  mænd.  Jeg  skal  ogsaa 
nævne,  at  troskabseden  under  Karls  efterfølgere  flere  gange  paany  blev 
svoret.  At  unddrage  sig  sin  undersaatlige  troskabspligt  var  en  svær 
forbrydelse,  der  ligesom  i  Norge  straffedes  med  inddragelse  af  de  skyl- 
diges  eiendomme,  ikke  bare  deres  forleninger,  men  ogsaa  deres  odels- 
jord 1. 

Paa  troskabseden  hvilede  folkets  pligt  til  at  følge  kongens  »heer- 
bann«,  det  vil  sige  at  gjøre  tjeneste  med  hæren  og  følge  kongens 
krigsopbud.  Denne  pligt  hvilede  paa  alle  frie  mænd  og  gjaldt  baade 
i  og  udenfor  riget.  Saaledes  heder  det  i  Karl  den  stores  rigslov  af 
802,  som  blev  git  i  anledning  af  den  nye  ed,  som  rigets  undersaatter 
skulde  aflægge  :  Ut  ostile  bannum  domni  imperatori  nemo  pretermittere 
présumât^.  —  Ogsaa  i  Norge  synes  folkets  pligt  til  at  følge  kongen  i 
krigen  baade  i  og  udenfor  fylket  at  være  blit  knyttet  til  og  udtrykkelig 
indbefattet  i  det  nye  troskabsforhold,  hvori  folket  kom  til  Harald  Haar- 
fagre. —  Kongen  havde  hos  Frankerne  ogsaa  »gerichtsbann«.  Han  var 
al  rets  kilde  og  ophav,  fra  hvem  alle  dommere  udledede  sin  myndighed. 
Sin  øverste  dommermyndighed  udøvede  kongen  især  gjennem  sine 
grever^,  paa  samme  maade  som  Harald  Haarfagre  gjorde  det  gjennem 
sine  jarler  og  de  øvrige  fylkesstyrere,  som  han  indsatte.  Kongen  greb 
ogsaa  direkte  ind  i  lovgivningen  gjennem  sine  love  og  forordninger 
(capitvlarium,  decretum,  edictum  osv.),  som  han  udstedte  dels  alene, 
dels  i  forbindelse  med  rigsdagen*.  Dette  hindrede  dog  ikke,  at  baade 
sædvaneret  og  de  gamle  stammelove  fremdeles  vedblev  at  gjælde;  men 
ved  siden  deraf  kom  der  til  et  nyt  element,  som  man  ligesom  i  Norge 
kunde  kalde  landsrétir\  Dette  spillede  dog  i  Frankerriget  en  mang- 
foldige gange  større  rolle  end  i  Norge. 

I  selve  enkelthederne  ved   Harald  Haarfagres  administration  træder 
overensstemmelserne  med  det  Karolingiske  Rige  endnu  tydeligere  frem. 

»  Dahn.  8  Abth.  6,  s.  35. 

«  Capitularia  I.  s.  93  (c.  7). 

3  Dahn,  8  Abht.  4,  s.  6  ff. 

A  DahD,  8  Abth.  3.  s.  2  ff, 

»  Jfr.  Keyser,  Norges  stats-  og  relsforf.,  s.  231  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VlKlNGET.      II5 

De  norske  konger  før  Haralds  tid  trængte  intet  embedsverk.  Deres 
rige  og  magt  var  vel  ikke  større,  end  at  de  selv  kunde  greie  det  meste 
af  landsstyrelsen,  især  da  stammehøvdingerne  styrede  hver  sin  bygd, 
ledede  tingforhandlingerne  og  i  krigstid  stod  i  spidsen  for']  opbudet. 
Desuden  fik  jo  kongerne  heller  ingen  regelmæssige  skatter,  hvis  indkræv- 
ning  nødvendiggjorde  et  fast  embedsverk.  Alt  dette  forandredes  ved 
Harald  Haarfagres  samling  af  Norge. 

Vor  vigtigste  kilde  til  kundskab  om  Harald  Haarfagres  administra- 
tion er  Snorre  Sturlassøn  i  Heimskringla^  som  siger  ^:  »Han  satte  i  hvert 
fylke  en  jarl,  som  skulde  dømme  lov  og  landsret  og  modtage  skatter  og 
landskylder,  og  jarlen  skulde  ha  tredjedelen  af  skatter  og  skylder  til 
bordhold  og  omkostninger.  Hver  jarl  skulde  under  sig  ha  fire  herser 
eller  flere  og  hver  af  dem  skulde  ha  20  marks  veitsle 2.  Enhver  jarl 
skulde  skaffe  kongen  60  hærmænd  til  krig  paa  sin  egen  bekostning, 
men  hver  herse  20.  Men  saa  meget  havde  kong  Harald  øget  paalæg 
og  landskylder,  at  hans  jarler  havde  større  magt  end  kongerne  havde 
fordum  f.  {Hann  setti  jarl  i  hverju  fylkt,  pann  er  dæma  skyldi  Içg 
ok  landsrétt  ok  heimta  sakeyri  ok  landskyldir,  ok  skyldi  jarl  hafa 
pridjiing  skatta  ok  skylda  til  bords  sér  ok  kostnadar.  Jarl  hverr  skyldi 
Jiafa  undir  sér  4  hersa  eda  fleiri,  ok  skyldi  hverr  peira  hafa  20  inarka 
veizlu.  Jarl  hverr  skyldi  få  konunyi  I  her  60  h&rmanna  af  sinum 
einum  kostnaåi,  en  hersir  hverr  20,  En  sva  mikit  hafåi  Haraldr  konungr 
auhit  cUçg  ok  landskyldir,  at  jarlar  hans  hçfdu  meira  riki  en  konungar 
hçf&u  fyrrum). 

Professor  G.  Storm  har  —  og  med  fuld  ret  —  gjort  opmerksom  paa,  at 
denne  Snorres  fremstilling  lider  af  mange  usandsynligheder  og  næppe  i 
sin  helhed  er  til  at  stole  paa  3.  Sandsynlig  vis  har  der  aldrig  under 
Harald  Haarfagre  virkelig  været  én  jarl  i  hvert  af  de  30  fylker,  som  der 
med  et  rundt  tal  fandtes  i  det  gamle  Norge.  »Ved  Haralds  død  findes 
ikke  mere  end  to  jarleslægter  i  riget,  Ladejarlerne  og  Mørejarlerne,  og 
selv  disse  reduceres  til  én,  idet  Sigurd  Ladejarl  ægter  Thore  Mørejarls 
datter.«  Heller  ikke  kan  det  være  rigtigt,  at  hver  jarl  havde  fire  eller 
flere  herser  under  sig,  altsaa  mindst  fire  herser  i  hvert  fylke.  Det  ser 
tværtimod,  som  Storm  ogsaa  viser,  ud  som  om  hersen  i  regelen  havde 
et  helt  fylke  at  styre.     Saaledes  optræder  under   Erik  Blodøkse  Arin- 


^  Haralds  s.  hârf.,  k.  6. 

*  »Veitsle«  (veitla)  kaldes  »det  rctsforhold,   som   opstod  ved,   at  kongen   paa  visse  sæd- 

vansmæssige   vilkaar   overdrog   nogen   kongeligt  jordegods    til  afkastning  eller  brug«  ; 

Hertzberg  i  Glossar  til  Norges  gamle  love,  under  veitla. 
'  Lendermandsklassens  talrighed,  i  Norsk  hist.  tidsskr.,  2  R.,  B.  4,  s.  131  ff. 


1 16  ALEXANDER  BÜGGE.  H.-F.  Kl. 

bjørn  herse  som  repræsentant  for  Firdafylke,  og  Sogn  har  ligeledes  bare 
én  herse,  Tord  paa  Aurland^. 

Men  selv  om  Snorres  fremstilling  saaledes  ikke  er  helt  paalidelig, 
saa  kan  dog  Snorre  ikke  selv  ha  fundet  paa  sin  fortælling  om,  at  Harald 
Haarfagre  satte  én  jarl  i  hvert  fylke  og  at  hver  jarl  skulde  ha  mindst 
fire  herser  under  sig.  Jeg  skulde  tro,  at  Harald  Haarfagre  i  begyndelsen 
af  sin  regjering  virkelig  har  havt  til  hensigt  at  inddele  Norge  i  jarle- 
dømmer  og  at  han  Ugeledes  for  en  del  har  udført  denne  sin  plan.  I  de 
første  aar  efter  Haralds  samling  •  af  Norge  finder  vi  som  jarler  nævnt  : 
Haakon  Grjotgardssøn  i  Trøndelagen,  —  et  andet  medlem  af  Haaløige- 
ætten,  den  .tidligere  kong  RoUaug,  har  muligens  været  jarl  i  Naumdøla- 
fylke^.  —  Desuden  har  vi  Ragnvald  jarl  paa  Møre,  Roald  jarl  i  Firda- 
fylke', Atle  jarl  i  Sogn*,  Audun  jarl  i  Egdafylke^,  Øistein  jarl  paa 
Hedemarken,  Haarek  jarl  paa  Oplandene,  Halvdan,  som  efter  Munchs 
mening  var  jarl  i  Namdalen  eller  paa  Helgeland,  samt  Kvig  jarl®.  Vi 
kjender  saaledes  fra  begyndelsen  af  Haralds  regjering  mindst  9  jarler. 
Desuden  havde  Haralds  morbror  Guttorm  »hertug«  {hertogi)  styrelsen  over 
Norges  sydøstligste  del  fra  Gøtaelven  til  Svinesund,  samt  Ranrike.  Et 
par  af  disse  jarler  havde  vistnok  jarletitelen  som  arveligt  værdigheds- 
navn  ;  men  de  fleste  synes  at  være  indsat  af  Harald  Haarfagre  istedenfor 
de  gamle  konger,  som  Harald  tog  magten  fra.  Saaledes  fortæller  Egils 
saga  (k.  3  og  4),  at  kongen  over  Firdafylke  hed  Audbjørn.  Men  han 
og  hans  bror  Vemund  faldt  begge  i  kampene  mod  Harald  og  hans 
mænd,  og  Harald  »satte  Roald  til  jarl  over  Firdafylke«.  —  E.  Hertzberg 
tænker  sig  ogsaa,  at  Harald  Haarfagre  virkelig  indsatte  jarler  rundt  om 
i  landet  (Lén  og  veizla,  s.  289). 

Naar  Snorre  siger,  at  hver  jarl  havde  fire  herser  eller  flere  under 
sig,  saa  kan  dette,  som  jeg  før  har  nævnt,  ikke  være  rigtigt.  Land- 
nämabök  nævner  vistnok  en  Grim  herse  paa  Agder,  som  synes  at  ha 
Staat  under  Haralds  jarl  Audun '^.  Men  dette  kan  ikke  ha  været  det 
regelmæssige.  Tværtimod  synes  det,  som  om  de  som  var  mest  mis- 
fornøiet  med  Haralds  nye  styresæt,  netop  var  herserne.  De  var  jo  de 
gamle  stammehøvdinger   og    syntes,    som   naturligt  var,    at  deres  magt 


1  Egils  s.,  k.  57  og  81. 

'  ForUellingen  om  Rollaug  og  Herlaug  er  dog  tvivlsom;  jfr.  Munch  I,  s.  469. 

3  Egils  s.,  k.  4. 

*.  islendingas^gur  I,  s.  31  (Landnämabök)  ;  jfr.  for  denne  og  de  følgende  navne  Munch  I, 

s.  575. 
»  Isl.  I..S.  215  f. 
^  Der  nævnes  ogsaa  et  par  af  Haralds  jarler,  som  faldt  alt  i  begyndelsen  af  hans  kampe; 

se  Egils  s.,  k.  4  (Asgaut  og  Asbjern,  som  faldt  i  kampen  ved  Solskel). 
'  Isl   I  s.  2'3  f.  ;  jfr.  Storm,  s.  132. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      II7 

roinskedes,  naar  de  kom  i  et  personligt  afhængighedsforhold  til  Harald 
og  blev  dennes  mænd.  Derfor  finder  vi  ogsaa,  at  en  stor  del  af  de  is- 
landske landnaamsmænd  er  herser  eller  hersesønner.  Et  typisk  eksempel 
er  Kveldulv^,  som  vægrer  sig  ved  at  bli  Harald  Haarfagres  mand  6g 
ugjerne  finder  sig  i,  at  sønnen  Torolv  gaar  i  kongens  tjeneste.  Et  andet 
eksempel  blant  mange  er  Asgrim,  søn  af  Ulv  gyldir,  herse  i  Telemarken. 
Han  nægter  at  betale  Harald  skat  og  blir  dræbt;  men  hans  sønner  ud- 
vandrer  til  Island®. 

Jeg  forklarer  disse  tilsyneladende  modsigelser  slig,  at  de  herser,  som 
bøiede  sig  for  Harald,  fik  lov  at  beholde  sin  stilling  som  bygdens 
eller  stammens  førere;  de  andre  blev  dræbt  eller  maatte  udvandre.  Paa 
den  vis  kunde  der  i  <fe  første  aar  efter  Haralds  samling  af  Norge  nok  være 
jarler,  som  havde  herser  under  sig.  Men  de  nye  jarler,  som  Harald 
havde  skabt,  var  i  sit  væsen  forskjellige  fra  de  gamle  jarler,  der  som 
Ladejarlerne  var  uaf hængige  høvdinger  med  arvelig  og  fyrstelig  værdig- 
hed.  Jarlerne  var  af  Harald  bestemt  til  først  og  fremst  at  være  konge- 
lige embedsmænd,  som  udledede  sin  magt  fra  kongen.  Paa  den  anden 
side  maatte,  synes  det,  jarlenavnet  i  folkets  øine  vistnok  indebære  en 
høiere  værdighed  end  den,  Harald  egentlig  havde  tiltænkt  høvdinger, 
der  som  Roald  og  Audun  bare  havde  et  fylke  at  styre.  Desuden 
voksede  mod  slutningen  af  Haralds  regjering  hans  egne  sønner  op,  og 
de  skulde  ogsaa  ha  land  at  styre.  Dette  er,  tror  jeg,  gründen  til,  at 
Harald  Haarfagre  igjen  afskaffede  jarlerne.  At  Ladejarlerne  og  Møre- 
jarlerne  vedblev  at  bære  jarletitelen,  er  naturligt;  for  de  skyldte  jo  ikke 
Harald  Haarfagre  sit  værdighedsnavn.  Men  de  fleste  andre  jarler  har 
vistnok  været  af  gammel  herseæt,  og  deres  sønner  og  etterfølgere  blev 
derfor  ikke  udnævnt  til  jarler,  men  beholdt  sin  æts  gamle  hersenavn. 
Roald  jarl  etterfulgtes  saaledes  som  styrer  afFirdafylke  af  sin  søn  Tore; 
men  baade  denne  og  hans  søn  Arinbjørn  bærer  hersetitelen^.  Snorres 
fortælling  er  vistnok  en  sammenblanding  af  disse  to  ting,  at  de  konge- 
lige tjenestemænd,  som  Harald  i  begyndelsen  af  sin  regjering  satte  over 
ett  eller  flere  fylker,  almindelig  kaldtes  jarler,  medens  mod  slutningen  af 
Haralds  tid  jarlenavnet  for  det  meste  var  opgit  og  afløst  af  det  gamle 
hersenavn. 

Naar  mænd  som  Arinbjørn  eller  Tord  paa  Aurland  kaldes  herser, 
saa  maa  dog  ikke  dette,  saavidt  jeg  kan  skjønne,  opfattes  saaledes,  som 


*   At  Kveldalv   var   herse   fremgaar   af  digtet   i   Egils   s.,   k.    27  :    Nus  herses  hefnd  vit 

hilme  efnd. 
'  Isl.  I,  s.  292. 
3  Egils  8.,  k.  57  og  81. 


Il8  ALEXANDER  BUGGE.  H. -F.  Kl. 

om  de  har  faat  hersetitelen  af  Harald  Haarfagre.  Deres  æt  var  tvært- 
imod  fra  gammel  tid  herser,  og  de  beholdt  denne  iitel,  selv  om  de  gik 
i  kongens  tjeneste,  ifald  de  ikke  fik  en  høiere  værdighed  som  jarler. 
Der  findes  endog  fra  Harald  Haarfagres  tid  tilfælder,  hvor  disse  konge- 
lige tjenestemænd  ikke  kan  ha  baaret  hersetitelen.  De  paa  morssiden 
lavættede  Hilderidessønner,  som  foragtedes  af  alle  de  nordlandske  høv- 
dinger og  ikke  hørte  med  til  aristokratiets  kreds,  kan  ikke  ha  været 
herser.  Og  dog  var  de  kongemagtens  repræsentanter  i  Nordland.  De 
havde,  som  det  heder,  konu/ngs  splu  å  Hålogalandif  d.  e.  »kongens  om- 
bud i  Haalogaland«  ^. 

Ved  siden  af  »herse«  begynder  nemlig  et  nyt  navn  at  komme  op 
paa  disse  kongelige  ombudsmænd,  og  det  er  lendr  madr.  De  fleste 
forfattere  mener,  at  lendermandsinstitationen  stammer  fra  Harald  Haar- 
fagres tid  og  at  lendermand  bare  er  et  andet  nyere  navn  for  herse.  Dette 
synes  ogsaa  Snorre  at  mene;  for  den  ældre  tid  taler  han  nemlig  stadig 
om  herse;  men  i  anden  halvdel  af  lode  aarhundred  bruger  han  afveks- 
lende  ordene  herse  og  lendermand,  og  fra  Olav  den  helliges  tid  af  bruger 
han  stadig  at  kalde  landets  høvdinger  lendermænd^.  I  sin  »Edda«  sammen- 
stiller ogsaa  Snorre  herser  og  lendermænd  (heita  peir  hersar  eSa  lendir 
menn  i  danskri  timgu)^.  Man  har  ogsaa  eksempler  paa  at  den  samme 
mand  snart  kaldes  herse  og  snart  lendermand*. 

Professor  Storm  har  dog  ret,  naar  han  mener,  det  ikke  bare  er  en 
navneforandring,  naar  hersenavnet  fortrænges  af  lendermandsnavnet. 
Lendr  madr  vil  sige  en  mand,  som  kongen  har  overladt  jord  til  brug 
og  med  tilhørende  indtægter  [i  veizlu\  mod  at  han  overtog  visse  for- 
pligtelser^.  Ordet  »lendermand«  viser  saaledes  hen  til  et  nærmere  for- 
hold til  kongemagten  og  betegner  en  mand  som  kongens  tjenestemand. 
Herse  var  derimod  stammehøvdingernes  arvelige  værdighedsnavn.  Kongen 
kunde  gjøre  en  mand  til  lendermand.  Som  det  heder  i  Egils  saga 
(k.  9):  Qerer  konungr  (0:  Harald  Haarfagre)  Pôrôlf  lendan  mann  ok 
veiter  honiim  på  allar  veizlur  pær,  sem  adr  hafSi  Bårdr  haft  Men 
kongen  kunde  ikke  gjøre  en  mand  til  herse.  Sagaerne  og  de  gamle 
love  indeholder  heller  ikke  et  eneste  vidnesbyrd  om  at  saa  er  skét.  En 
mand  kunde  saaledes  være  lendermand  uden  samtidig  at  være  herse. 
Men  naar  begge  værdighedsnavne  snart  kom  til  at  falde  sammen,  saa 


»  Egils  8.,  k.  16. 

'  Eft  er  Storm,  Lendermandsklassen,  s.  igi. 

*  Snorres  Edda  I,  s.  456. 

*  F.   eks.   Erling  Skjalgssøn,    som   i    et   vers   af  Tord  Kolbeinssen    kaldes   herse  (Olav 
Trygvessøns  saga,  k.  260),  og  i  et  af  Sighvat  skald  kaldes  lendermand  (k,  261). 

*  Se  Fritzner,  Ordbog,  under  lendr. 


1904.  No.  I.         VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      II9 

er  gründen  den,  at  kongen  naturlig  valgte  sine  tjenestemænd  blant  her- 
serne.  Thi  først  ved  at  vinde  stammehøvdingerne  for  sig  kunde  kongen 
haabe  at  vinde  indflydelse  over  høvdingeklassen,  hvis  magt  i  folkets  be- 
vidsthed  endnu  var  dybt  rodfæstet.  Vi  ser  ogsaa,  at  lendermænd,  der 
som  Hilderidessønnerne  bare  havde  sin  magt  fra  kongen  og  var  uden 
rod  i  fylkesaristokratiet,  kun  en  stakket  stund  formaaede  at  holde  sig 
oppe.  Lendermandstitelen  er  saaledes  kommet  op  som  følge  af  det  nye 
system,  som  Harald  Haarfagre  indførte  i  Norge.  Den  var,  skulde  jeg 
tro,  oprindelig  intet  egentligt  værdighedsnavn.  Naar  saaledes  sagaen 
siger:  gerir  konunffr  hann  lendan  mann,  saa  betød  dette  oprindelig 
vistnok  ikke  andet,  end  at  kongen  overdrog  en  mand  en  del  af  kronens 
land  til  brug  og  paa  visse  vilkaar.  Først  lidt  efter  lidt  er  »lendermand« 
blit  et  værdighedsnavn,  og  fuldt  udviklet  fremtræder  lendermandsinstitu- 
tionen  tidligst  under  de  to  Olaver. 

Saaledes  ser  vi,  at  Harald  Haarfagre  har  søgt  at  skabe  et  nyt,  vi 
kunde  næsten  kalde  det  embed^værk  i  Norge.  Rundt  om  i  landet  satte 
han  jarler,  som  skulde  være  kongemagtens  repræsentanter  i  de  forskjel- 
lige landsdele.  Paa  hans  vegne  skulde  disse,  som  Snorre  siger,  »dømme 
lov  og  landsret«,  det  vil  vel  sige,  at  de  skulde  føre  overopsyn  med 
tingforhandlingerne  og  sørge  for  at  lovene  blev  overholdt  og  fred  og 
orden  opretholdt.  Endvidere  skulde  de  sørge  for  at  skatter  og  sakøre 
blev  indkrævet^  og  selv  modtage  dem  og  aflægge  kongen  regnskab  for 
dem.  Endvidere  var  de  i  kampen  anførere  for  krigsopbudet  og  skulde 
selv  stille  60  væbnede  mænd  til  kongens  tjeneste.  Jarlen  var  kongens 
haandgangne  mand,  om  han  end  havde  fyrstelig  værdighed  (tign).  — 
Naar  Harald  Haarfagre  binder  et  sverd  ved  Rollaugs  belte  og  hænger 
et  skjold  ved  hans  skulder,  idet  han  gjør  ham  til  jarl,  saa  er  dette  et 
symbolsk  udtryk  for,  at  Rollaug  blir  Haralds  haandgangne  mand. 

Til  sit  underhold  fik  jarlerne  anvist  en  tredjedel  af  alle  skatter  og 
skylder.  Men  foruden  dette  fik  de  ogsaa  store  dele  af  kronens  gods  i 
veitsle  (veizla)  af  kongen,  det  vil  sige,  at  de  fik  lov  til  at  bruge  og  tage 
indtægterne  af  kongens  eiendomme  mod  visse  forpligtelser,  nemlig  i 
krigstid  at  stille  60  væbnede  mænd  til  kongens  tjeneste. 

Under  sig  havde,  som  jeg  før  har  nævnt,  jarlen  undertiden  én  eller 
flere  herser.  Undertiden  stod  ogsaa  hersen  eller  lendermanden,  som  han 
hyppigere  og  hyppigere  blev  kaldt,   direkte  under  kongen    uden  at  ha 


Selve  indkrævniogen  forestodes  af  kongens  »aarmænd«,  som  var  lavtstaaende  mænd,  i 
almindelighed  trælle  eller  frigivne.  Ferst  i  en  langt  senere  tid  forandredes  dette  for- 
hold. 


I20  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

nogen  jarl  over  sig,  og  dette  blir  mod  slutningen  af  Haralds  regjering 
det  sædvanlige. 

Herserne  eller  rettere  lendermændene  var  næst  jarlen  i  værdighcd, 
men  havde  ikke  fyrstelig  rang.  De  hørte  ogsaa  til  kongens  haandgangne 
mænd  og  regnedes,  naar  de  var  tilstede  i  hirden,  blant  hirdstyrerne. 
Lendermændene  var  kongens  repræsentanter  indenfor  det  distrikt,  hvor 
de  havde  kongens  ombud  [kônungs  spsla).  De  havde  politimyndighed, 
anklagemyndighed,  ret  til  at  foretage  husundersøgelser  og  eksekutioner; 
de  opnævnte  mænd  til  lagtinget,  men  havde  selv  ikke  lov  til  at  sidde  i 
nogen  ret.  Desuden  havde  de  overtilsyn  med  ledingsudredselen  fra  sit 
distrikt  og  skulde  i  krigstid  være  anførere  for  krigsopbudet.  lalfald  i 
ældre  tider  har  lendermændene  vistnok  ogsaa  havt  at  aflægge  regnskab 
for  de  offentlige  indtægter  fra  sit  distrikt^.  Ligesom  jarlen,  saaledes  fik 
ogsaa  lendermanden  jord  overdraget  af  kongen.  —  Ifølge  Snorre  skulde 
hersen  ha  20  marks  veitsle  (d.  e.  jord,  som  i  landskyld  indbragte  20 
mark);  til  gjengjæld  skulde  han  holde  20  væbnede  mænd  til  kongens 
tjeneste.  Ifølge  Hirdskraaen  (§  19)  tilkom  der  lendermanden  mindst  15 
marks  veitsle,  og  han  havde  lov  til  at  holde  indtil  40  huskarle.  Det 
meste  af  hvad  jeg  her  har  nævnt  som  lendermandens  pligter,  kjender 
vi  vistnok  bare  fra  lovene.  Men  vi  maa  fra  dem  ha  lov  til  at  slutte  tu- 
bage til  ældre  tider. 

Jarleværdigheden,  slig  som  Harald  oprindelig  tænkte  sig  den,  skulde 
vistnok  ikke  være  arvelig,  uden  for  skatlandenes  og  kanske  ogsaa  for 
Lade-  og  Mørejarlernes  vedkommende.  Lendermandsværdigheden  var 
heller  ikke  arvelig.  Vi  har  fra  Harald  Haarfagres  tid  eksempler  paa, 
at  kongen  gjør  en  mand  til  lendermand,  men  siden  fratager  ham  hans 
syssel,  som  tilfældet  var  med  Torolv  Kveldulvssøn.  Dette  var  dog  meget 
sjeldent.  I  almindelighed  gik  lendermandsværdigheden  i  arv  fra  far  til 
søn,  saa  at  man  kunde  sige,  at  en  mand  var  lendborimi.  Men  dette 
var  bare  det  sædvanlige,  ikke  det  lovmæssige.  Dog  kan  man  heller 
ikke  sige,  at  lændermændene  var  embedsmænd  i  vor  forstand.  Det  vig- 
tigste  for  kongerne  var,  at  de  regelmæssig  opkraevede  og  indbetalte 
skatter  og  sakøre,  som  tilkom  kronen,  og  at  de  stillede  det  fastsatte  tal 
af  væbnede  mænd  til  kongens  tjeneste.  Ellers  hvilede  deres  myndighed 
mest  paa  gammel  vedtægt  og  sædvane  2. 

Vi  har  altsaa  her  en  række  tjenestemænd,  som  paa  kongens  vegne 
og  i  egenskab  af  hans  haandgangne  og  tjenstbundne  mænd  styrer  lan- 


*  Jfr.  fortællingen  i  Egilssaga   om   Torolv  Kveldulvssøn,  hvor  der   dog  bare  er  tale  om 
Finneskatten, 

*  Jfr.  Keyser,  Norges  rets-  og  statsforf.,  s.  iio  ff. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      121 

dets  forskjellige  dele  og  holder  væbnede  mænd  til  kongens  tjeneste;  til 
gjengjæld  faar  de  krongods  til  brug,  ikke  som  gave,  samt  —  for  jar- 
lernes  vedkommende  —  en  tredjedel  af  de  offentlige  indtægter.  Noget 
tilsvarende  til  dette  fandtes  paa  Harald  Haarfagres  tid  hverken  i  Dan- 
mark eller  Sverige.  Vi  maa  søge  til  udlandet  for  at  finde  et  side- 
stykke. 

Embedsværket  blev  under  Karl  den  store  ordnet  paa  en  fast  og 
ensartet  maade  over  hele  det  Frankiske  Rige,  baade  den  romanske  og 
den  germanske  del.  Kun  hos  Briterne  i  Bretagne,  hos  Baskerne  og  i 
Italien  fik  hertugerne  lov  til  at  beståa.  De  tyske  stammehertuger,  som 
saa  længe  havde  været  samlingstankens  farligste  modstandere,  blev  deri- 
mod  afskaffet.  Ide  nyerobrede  grænselandskaber  indsattes  der  mark- 
grever.  Forøvrigt  var  greven  [comes,  grafio)  den  vigtigste  embeds- 
mand*.  Greven  var  fra  gammel  tid  af  hos  Frankerne  kongemagtens 
repræsentant  i  de  forskjellige  landsdele.  Riget  var  inddelt  i  grevskaber, 
og  det  var  regelen,  at  greven  kun  havde  ett  grevskab  at  styre.  Greven 
indsættes  og  udnævnes  af  kongen,  i  regelen  paa  livstid;  men  han  kan 
ogsaa  afsættes,  straffes  og  forflyttes.  Hans  stilling  er  ikke  arvelig. 
Under  Merovingerne  var  greveværdigheden  begyndt  at  gaa  i  arv.  Men 
Karl  den  store  søgte  at  bryde  med  dette.  Han  skal  ha  overdraget  vig- 
tige  grevskaber  endog  til  lavættede  mænd.  Dette  var  dog  ikke  det  van- 
lige. Oftest  overdrog  ogsaa  Karl  den  store  grevskaberne  til  mænd  af 
de  gamle  greve-  eller  hertugslægter  eller  til  andre  høiættede  mænd.  Og 
under  Karls  efterfølgere  udviklede  greveværdigheden  sig  paany  til  at  bli 
arvelig.  Det  kan  ogsaa  merkes,  at  under  Ludvig  den  fromme  begynder- 
greveværdigheden  at  forlenes  efter  lensretslige  grundsætninger^. 

Greven  skulde  inden  sit  omraade  (ministeï'ium)  være  kongemagtens 
repræsentant.  —  Det  kan  merkes,  at  ordet  ministerium  bruges  paa  samme 
maade  som  oldn.  spla,  Opr.  betyder  det  »det  at  gjøre  tjeneste«,  men 
det  bruges  ogsaa  om  embedsomraade  (distridus),  bl.  a.  om  grevskabet 
{comitatus).  Paa  samme  maade  betyder  s^sla:  a)  »arbeide,  syssel;  b)  ad- 
ministrativt embedsomraade  saavelsom  embedet  selva  8.  —  Som  kongens 
repræsentant  forlenes  greven  med  dennes  høihedsrettigheder,  bl.  a.  med 
hans  »Heerbanne  og  »Gerichtsbann«.  Hans  titel  er  ilhistrissimiis  (»meget 
berømt«)  og  serenissimics  (=  tysk  erlaucht).  Allerede  paa  Karl  den 
stores  tid  kalder  greverne   sig  undertiden  »af  Guds  naade«  (Dei  gratia, 


*  Om  greven  se  Waitx  (3.  udg.)  II,,  s.  21—41  og  (2.  udg.)  III,  s,  376  fif.    Dahn,  8  Abth. 
3,  s.  72—94. 

>  H.  Brunner,  Gniadxûge  der  deutschen  Rechts^fesch.,  s.  57. 

*  Hertiberg,  Glossar  til  NGL, 


122  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

divina  f  avertie  grotid).  Grevens  værdighed  nærmer  sig  saaledes  den 
fyrstelige,  uden  dog  endnu  *  helt  at  være  det.  Som  særlig  udmerkelse 
havde  greven  alt  under  Merovingerne  ret  til  tredobbelt  mandebod,  og 
i  det  hele  hvad  en  Nordmand  i  middelalderen  vilde  ha  kaldt  »tredob- 
belt ret«. 

I  kraft  af  det  ham  af  kongen  overdragne  »Heerbann«  havde  greven 
i  krigstid  at  opbyde  og  føre  grevskabets  mænd.  I  kraft  af  sit  »Gerichts- 
bann« er  han  dommer  og  leder  retsforhandlingerne.  I  det  hele  er  det 
hans  pligt  at  sørge  for  fred  og  ro,  for  rettens  fuldbyrdelse  og  lovenes 
overholdelse.  Desuden  har  han  at  opkræve  de  kongelige  indtægter 
inden  grevskabet,  at  overlevere  dem  til  kongen  og  aflægge  regnskab 
for  dem^. 

Grevens  indtægter  bestaar  i  en  tredjedel  af  de  fleste  offentlige  ind- 
tægter^.  Desuden  faar  greverne  sig  overdraget  land  af  krongodser,  ikke 
som  gave,  men  som  beneficium,  d.  e.  til  brug  paa  visse  vilkaar.  Land, 
som  var  tillagt  grevestillingen,  kaldtes  pertinentia  comitattis.  Efter 
at  beneficialvæsenet  og  vassaliteten  havde  begyndt  at  udvikle  sig,  blev 
det  land,  som  hørte  til  grevskabet,  overdraget  i  overensstemmelse  her- 
med, og  bevirkede  derved  grevskabernes  overgang  til  kongelige  len  ^. 
Dog  var  grevens  indtægter  i  de  forskjellige  grevskaber  vistnok  vekslende. 
Til  gjengjæld  for  de  indtægter,  som  kongerne  overdrog  greverne,  var 
disse  forpligtede  til  at  gjøre  vaabentjeneste  ud  over  det  almindelige 
d.  e.  stille  et  bestemt  antal  væbnede  mænd  til  kongens  tjeneste  i  krigs- 
tilfælde*. 

Naar  greven  i  det  Karolingiske  Rige  faar  overdraget  land  som 
beneficium,  saa  er  dette  ikke  bare  en  følge  af  hans  embedsstilling,  men 
staar  i  forbindelse  med  en  stor  nydannelse,  som  i  det  8de  og  9de  aar- 
hundred  begynder  at  gi  samfundet  et  andet  præg,  jeg  mener  lensvæse- 
net.  Alt  under  Merovingerne,  men  især  fra  Karl  Martels  tid  begynder 
de  to  former  af  afhængighed,  hvoraf  siden  lensvæsenet  skulde  udvikle 
sig,  at  vinde  indflydelse  i  samfundet,  nemlig  beneficium  og  vassalitet^ 
Vassalitet  kaldes  det  personlige  afhængighedsforhold,  hvori  en  mand  for 
at  faa  beskyttelse  af  eller  brød  hos  en  mægtigere  stiller  sig  til  en  anden 


1  Jfr.  Waitz  (3  udg.)  IIj,  s.  28. 

*  H.  Brunner,  Deutsche  Rechtsg.  II,  s.  168  :  »Ein  festes  Amtsgehalt  war  den  Grafen  nicht 
ausgesetzt.  Dafür  bezogen  sie  einen  Teil  der  fiskalischen  GrafschaftseinkUnfte,  jeden- 
falls ein  Drittel  der  Friedenagelder  und  der  Bannbnaaen,  die  sie  für  den  könig- 
lichen Fiskus  erhoben  hattene. 

3  Om  beneficium  og  vassalitet  se  nedenfor. 

*  Jfr.  Dahn,  8  Abth.  2,  s.  145. 
5  Dahn,  8  Abth.  2,  s.  87  ff. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I   VIKINGET.      123 

mand.  Vassalitet  gaar  oprindelig  paa  personen,  ikke  paa  jorden.  Bene- 
ficium  kaldes  det,  naar  en  grundeier  overdrager  en  del  af  sin  jord  til  en 
anden,  ikke  som  eiendom,  men  til  brug  paa  visse  vilkaar  (ganske  paa 
samme  maade  som  det  gammelnorske  veida).  Regelen  var,  at  den,  som 
forlenedes  med  beneficium,  fik  bruge  dette  til  sin  død,  men  at  det  saa 
ikke  gik  over  til  arvingerne  og  at  det  faldt  tilbage  til  forlenerens  ar- 
vinger ved  dennes  død. 

Begge  disse  former  af  afhængighed  spillede  en  stor  rolle  i  det 
Karolingiske  Rige  og  gik  ofte  over  i  hinanden.  Dog  var  Frankerriget 
under  Karl  den  store  endnu  ingen  lensstat.  Lensvæsenets  grundsætning 
var  endnu  ikke  eneraadende:  »Ingen  tjeneste  uden  len;  intet  len  uden 
tjeneste«.  —  Ordet  »len«  bruges  i  det  hele  ikke  i  dets  tekniske  betyd- 
ning under  Karl  den  store  og  hans  nærmeste  etterfølgere.  —  Lensvæse- 
nets trappetrinmæssige  ordning  af  samfundet  og  eiendomsbesiddelsen  var 
endnu  langtfra  gjennemført  i  sin  fulde  udstrækning.  De  frie  odelsbønder 
(alodialbesidderne)  fandtes  endnu,  om  end  deres  tal  var  minsket,  og 
kongen  var  endnu  ikke  jordens  øverste  herre,  fra  hvem  alle  de  andre  i 
direkte  eller  indirekte  afhængighedsforhold  afledede  sin  besiddelse.  Lige- 
saa  lidet  kan  beneficiernes  arvelighed  siges  at  være  gjennemført. 

Med  andre  ord,  det  var  i  det  Karolingiske  Rige  under  Karl  den 
store  og  hans  nærmeste  etterfølgere  skik  at  overdrage  dele  af  kronens 
godser  til  kongens  tjenestemænd,  ikke  som  gave,  men  til  brug,  enten 
paa  livstid  eller  saalænge  deres  embedstid  vårede,  og  paa  visse  vilkaar  1. 
Vanligvis  var  vilkaaret,  at  den  som  modtog  beneficiet  til  gjengjæld 
skulde  følge  kongen  med  et  nærmere  fastsat  antal  af  væbnede  mænd, 
udover  hvad  han  som  enhver  anden  fri  mand  var  pligtig  til.  At  noget 
lignende  fra  ældgammel  tid  fandtes  i  Norden,  ved  vi  intet  om.  Man 
har  i  høiden  havt  spiren  til  en  slig  udvikling.  Naar  vi  derfor  hører,  at 
Harald  Haarfagre  bortgav  kronens  jord  paa  samme  maade,  som  bene- 
fiderne  i  Karolingerriget  bortgaves,  saa  er  det  naturligt  at  slutte,  at  han 
har  hentet  sit  forbillede  fra  Karl  den  stores  statsskik.  Endnu  sandsyn- 
ligere blir  dette,  naar  vi  husker  paa,  at  Harald  fremfor  alt  bortgav  kro- 
nens jord  paa  denne  maade  til  de  kongelige  tjenestemænd,  som  skulde 
repræsentere  ham  og  hans  myndighed  rundt  om  i  landet,  ligesom  det  i 
Frankerriget  særlig  var  grever  og  andre  kongelige  embedsmænd,  som 
fik  beneficier  af  kronen.  Desuden  kan  der,  tror  jeg,  næppe  være  tvivl 
om,  at  Harald  Haarfagres  administration,  slig  som  han  oprindelig  plan- 
lagde den,  med  jarler  rundt  om  i  landets  fylker,  er  en  etterligning  af 
Karl  den  stores  statsskik. 


^  Ogsaa  andre,  kirken  og  enhver  grundbesidder  kunde  gi  jord  som  bmeficium^ 


124  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Ligesom  greverne,  saaledes  indsættes  ogsaa  jarlerne  af  kongen.  De 
er  tænkt  i  regelen  ikke  at  skulle  være  arvelige,  men  er  det  for  enkeltes 
vedkommende.  Jarlen  har  ligesom  greven  faat  sig  overdraget  kongens 
»Heerbann«  og  »Gerichtsbann«.  Han  udbyder  og  er  fører  for  krigs- 
opbudet  i  sit  jarledømme.  Han  skal,  som  Snorre  siger,  »dømme  lov  og 
landsret«  og  sørge  for  fredens  opretholdelse  og  lovenes  overholdelse,  og 
han  lader  opkræve  og  modtager  alle  skatter  og  offentlige  indtægter. 
Til  gjengjæld  faar  han  —  ligesom  greven  —  jord  i  veitsle  mod  at  holde 
væbnede  mænd  til  kongens  tjeneste,  og  han  oppebærer  selv  —  ligesom 
greven  —  en  tredjedel  af  de  offentlige  indtægter.  —  Denne  sidste  overens- 
stemmelse kan,  som  Sårs  har  fremhævet,  næppe  være  tilfældig.  —  Gre- 
ven havde  i  Frankerriget  ret  til  tredobbelt  mandebod  (»Wehrgeld»), 
Beregningen  af  hver  mands  personlige  ret  i  de  gammelnorske  love  synes 
at  gaa  ud  fra  haulden  (i  Frostatingsloven  V  §  53),  der  er  den  samme 
som  odaJhorinn  madr  i  Gulatingsloven  (§  185)^  Lendermanden,  som  har 
afløst  hersen,  har  dobbelt  saa  stor  ret  som  haulden.  Og  jarlen  dobbelt 
saa  stor  ret  som  lendermanden.  I  sin  oprindelse  er  vistnok  beregningen 
af  hver  mands  personlige  ret  {réttarfar)  ældgammel  i  Norge.  Men  den 
stilling,  som  jarlen  indtager,  synes  ikke  at  passe  til  forholdene  før 
Harald  Haarfagre.  Er  det  muligt,  at  den  frankiske  greves  tredobbelte 
»Wehrgeld«  har  virket  med  til  fastsættelsen  af  jarlens  ret  i  Gulatings- 
og  Frostatingsloven? 

Foruden  de  ovenfor  nævnte  overensstemmelser  kan  det  ogsaa  merkes, 
at  greve  {comes)  paa  oldnorsk  almindelig  oversættes  med  jarl  og  at  en 
norsk  jarl  i  Northumberland  alt  i  begyndelsen  af  det  lode  aarhundred 
bevislig  kalder  sig  comes.  Skulde  Harald  Haarfagre  indføre  Franker- 
rigets  embedsverk  med  dets  grever  i  Norge,  maatte  det  ligge  nær  for 
ham  at  kalde  de  tilsvarende  embedsmænd  »jarler«.  Sproget  havde  intet 
andet  ord,  som  i  betydning  laa  saa  nær  op  til  comes  eller  grafio,  —  Jeg 
kan  til  sammenligning  minde  om  at  da  lensvæsenet  med  William  Erobre- 
ren blev  indført  i  England,  vandt  den  mellemeuropæiske  grevetitel  heller 
ikke  rigtig  indpas  hos  Englænderne,  men  blev  snart  fortrængt  af  det 
gamle  ord  earl,  som  i  sin  senere  betydning  er  laant  fra  nordisk  jarl. 

Som  en  klog,  vidtskuende  og  selvstændig  statsmand  efterlignede 
dog  ikke  Harald  Haarfagre  slavisk  det  fremmede.  Han  hyggede  videre 
paa  hvad  han  fandt  af  æmner  at  tømre  af  hjemme  i  sit  eget  samfund. 
Han  omdannede,  men  han  skabte  ikke  fra  gründen  af.  Han  afskaffede 
ikke  stammehøvdingerne,  men  søgte  at  knytte  dem  til  sig  og  gjøre  dem 


1  Jfr.  F.  Secbohm,  Tribal  Custom  in  Anglo-Saxon  Law,  p.  238  ff. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      125 

til  kongelige  tjenestemænd  efter  fremmed  mønster.  Det  var  heller  ikke 
Harald,  som  skabte  jarleinstitutionen.  Men  det  var  han,  som  inddelte 
hele  landet  i  jarledømmer  og  gjorde  jarlerne  til  en  slags  tjenestemænd 
efter  frankisk  mønster.  Man  kan  sige,  at  de  gamle  stammehøvdinger 
vedblev  at  eksistere;  men  de  var  tillige  blit  kongelige  embedsmænd, 
som  holdt  land  af  kronen,  og  havde  som  saadanne  faat  nye  pligter  og 
nye  rettigheder,  laant  fra  det  karolingiske  embedsværk. 

Overensstemmelsen  mellem  Harald  Haarfagre  og  den  Karolingiske 
stat  kan  ikke  føres  tilbage  til  fællesgermanske  forudsætninger.  Embeds- 
værket  i  Frankerriget  havde  udviklet  sig  dels  ud  fra  germanske  og  dels 
fra  romerske  forhokl.  Og  lensvæsenet  er  ikke,  som  P.  A.  Munch  trodde, 
oldgermansk  i  sin  oprindelse^.  Nyere  undersøgelser  af  Waitz,  Brunner 
og  andre  har  tilfulde  godtgjort  dette.  De  første  spirer  til  lensvæsenet 
saa  vel  som  til  riddervæsenet  kan  forfølges  tilbage  til  Karl  Martels 
kampe  med  Maurerne  i  Spanien.  Den  forløber  for  lensvæsenet,  som  vi 
finder  i  form  af  beneficium,  eller  jordafstaaelse  med  indskrænket  eiendoms- 
ret,  er  heller  ikke  oldgermansk,  men  har  sin  oprindelse  i  Frankerriget 
og  fik  først  i  det  8de  aarhundred  sin  fulde  udvikling.  Men  naar  saa  er 
tilfældet,  maa  vi  følgerigtig  slutte,  at  Harald  Haarfagre  ved  sin  nyord- 
ning af  Norges  styrelse  har  været  paavirket  af  forholdene  i  det  Fran- 
kiske  Rige. 

Mod  denne  opfatning  af  Harald  Haarfagres  statsstyre  tager  professor 
Ebbe  Hertzberg  tilorde  i  sin  afhandling  om  lén  og  veizla  (s.  325  f.).  Han 
indrømmer  visselig,  at  «lighedspunkterne  med  den  gamle  norske  ordning 
er  saa  mange,  at  man  kunde  fristes  til  baade  at  anse  ordet  veida  for  en 
direkte  oversættebe  af  beneficium,  og  jarl,  der  jo  overhovedet  i  middel- 
alderens latin  gjengives  med  comes,  for  at  være  en  ligefrem  substitu- 
tion for  greve.  Men  en  nøiere  overveielse  turde  dog  erkjendes  at 
umuliggjøre  en  saadan  konstruktion.« 

Som  sin  første  indvending  anfører  Hertzberg:  »Medens  der  inden 
den  ældste  norske  statsret  kan  paavises  flere  sproglige  træk,  der  peger 
hen  paa  angelsaksiske  forbilleder,  mangler  enhver  saadan  antydning  fra 
frankisk  side.  Heller  ikke  kan  der  nævnes  veie,  ad  hvilke  kjendskab 
til  og  forstaaelse  af  de  frankiske  rigsinstitutioner  i  løbet  af  det  9de  aar- 
huniired  med  nogen  sandsynlighed  kunde  være  naaet  op  til  Norges 
magthavere.  De  rovlystne  og  tøilesløse  vikingeskarer  var  vistnok  de 
sidste  til  at  bekymre  sig  om  principerne  for  haandhaévdelsen  af  myndig- 
hed  og  ret  i  de  af  dem  erobrede  lande,  c 


1  Det  norske  folks  hist.  I,  s.  466. 


126  ALEXANDER  BUGGE.  R-F.  Kl. 


Jeg  kan  ikke  dele  denne  opfatning.  Mit  indtryk  af  vikingetiden  er 
netop,  at  Nordboerne  i  det  9de  aarhundred  stod  i  livligere  forbindelse 
med  det  Frankiske  Rige  end  med  England.  I  første  halvdel  af  det  9de 
aarhundred  var  vikingetogene  og  handelsfærderne  til  Frisland  og  de  nu- 
værende kongeriger  Holland  og  Belgien  særlig  hyppige.  I  anden  halv- 
del af  det  9de  aarhundred  danner  den  store  Normannerhær  sig,  denne 
hær,  der  som  Steenstrup  har  vist,  var  organiseret  næsten  som  en  stat 
Og  Normannerhæren  havde,  synes  det,  sit  faste  tilhold  i  Frankerriget, 
ikke  i  England.  Paa  en  række  punkter  viser  i ndfly deisen  fra  Franker- 
riget sig,  bl.  a.  i  krigsvæsen  og  i  mynter.  —  De  ældste  i  England  præ- 
gede  nordiske  mynter  er  efterligninger  efter  de  karolingiske.  —  Ogsaa 
i  statsforfatningen  viser  indflydelsen  sig.  Jeg  har  i  indledningen  nævnt 
det  ophøiede  herskersæde,  der  var  symbol  paa  kongemagten  i  Leire. 
Jeg  skal  videre  minde  om  sverdet  som  kongemagtens  symbol  og  om 
livgardens  ordning  hos  Nordboerne  i  Irland,  endvidere  stallareembedet 
osv.     Endelig  skal  jeg  minde  om  kong  Hlçdver  i  Eddadigtene. 

Vigtigere  er  Hertzbergs  anden  indvending,  at  »selve  det  kronologiske 
grundlag  for  antagelsen  af  en  frankisk  indflydelse  paa  det  norske  lens- 
væsen  svigter«.  Hertzberg  siger:  »Det  er  i  den  første  del  af  Harald 
Haarfagres  enevoldsregjering  (ca.  870—900),  at  Norges  lensordning  frem- 
træder  klarest  og  kraftigst,  medens  den  senere  stadig  afsvækkes.  Men 
paa  frankisk-tysk  jordbund  er  det  netop  i  løbet  af  denne  samme  anden 
halvdel  af  det  9de  aarh.,  at  statsembedernes  omdannelse  til  len  (i  feudali- 
stisk  forstand)  for  alvor  begynder  og  delvis  udføres.«  Han  citerer  der- 
paa  Brunner  (»Deutsche  Rechtsgeschichte«  II,  s.  255):  »In  Westfrancien, 
das  bekanntlich  in  der  Feudalisierung  des  Ämterwesens  den  übrigen 
Reichsteilen  voranging,  sind  seit  der  zweiten  Hälfte  des  neunten  Jahr- 
hunderts die  Grafschaften  bereits  in  Lehen  verwandelte. 

Saaledes  som  jeg  ser  det,  er  ordningen  med  jarler  rundt  om  i  riget 
bare  et  led  i  Harald  Haarfagres  hele  styre.  De  øvrige  lighedspunkter, 
som  jeg  har  troet  at  finde  mcllem  Harald  Haarfagres  og  Karl  den  stores 
stat,  grunder  sig  paa  forhold  i  det  Frankiske  Rige,  som  alt  fandtes  i 
det  8de  aarhundred.  Jeg  tror  heller  ikke,  at  Harald  Haarfagre  indførte 
nogen  fuldstændig  lensstat  i  Norge.  Den  efter  min  mening  til  Harald 
Haarfagres  jarl  svarende  comes  var  alt  paa  Merovingernes  tid  en  konge- 
lig embedsmand.  Til  greveembedet  hørte  ligeledes  fra  gammel  tid  land, 
som  greven  fik  lov  til  at  bruge,  medens  han  stod  i  sin  stilling.  Bene- 
ficialvæsenet  begyndte  alt  paa  Karl  Martels  tid  at  udvikle  sig;  det  gjaldt 
i  første  linje  kirkens  eiendomme,  men  siden  ogsaa  den  verdslige  magts 
eiendomme.      Det  blev  regel,  at  kongen  besatte  de  høiere  embeder  med 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VlKINGET.      127 

mænd,  som.  alt  i  forveien  var  vasaller.  Tilslut  blev  ogsaa  embeder,  især 
greveværdigheden,  et  beneficium.  Men  denne  udvikling,  som  alt  ved 
midten  af  det  9de  aarhundred  —  altsaa  dog  før  Haralds  tronbestigelse 
—  i  det  væsentlige  var  fuldendt  i  Vest-Franken,  behøver  vi  slet  ikke  at 
forudsætte  i  dens  sidste  trin,  for  at  kunne  tale  om  paavirkning  fra 
Frankerriget  paa  Harald  Haarfagres  stat.  Ligheden  mellem  denne  og 
forholdene  i  Frankerriget  mellem  aar  800  og  850  er  stor  nok  til  at  vi 
kan  sammenligne  og  tænke  paa  en  paavirkning. 

Allerede  mod  slutningen  af  Harald  Haarfagres  regjering  indtraadte 
der  et  tilbageslag.  Enhedstanken  havde  endnu  ikke  rigtig  fæstet  rødder 
i  folkets  sind.  Harald  havde  ægtet  døtre  af  de  mægtigste  høvdinger 
rundt  om  i  landet  og  med  disse  faat  sønner.  Men  efter  hvert  som  søn- 
nerne  voksede  op,  blev  de  selvskrevne  talsmænd  for  stammefølelsen,  for 
adskillelsestanken,  og  deres  krav  var  det  ikke  saa  let  at  vise  tilbage. 
For  efter  gammel  nordisk  retssædvane  havde  ikke  den  ene  kongesøn 
større  ret  til  kongedømmet  end  den  anden.  Harald  bestemte  sig  da  til 
paany  at  dele  riget,  men  paa  en  saadan  maade,  at  enheden  alligevel 
blev  oprctholdt. 

Sagaen  fortæller,  at  Harald  dengang  var  femti  aar  gammel,  men  af 
hans  sønner  var  mange  voksne  og  somme  døde.  Harald  stevnede  da  et 
ting  sammen  syd  i  landet  og  indbød  Oplendingerne  til  det.  —  Tinget 
har  vel,  som  Munch  mener,  været  holdt  paa  Eidsvold^.  —  Paa  dette 
ting  gav  han  sine  sønner  kongsnavn  og  skiftede  landet  mellem  dem.  De 
skulde  i  hvert  fylke  ha  halvdelen  af  indtægterne  og  fik  ret  til  at  sidde  i 
høisæde,  et  trin  høiere  end  jarlerne  og  et  trin  lavere  end  han  selv.  »Men 
dette  sæde  tiltænkte  efter  hans  død  hver  af  hans  sønner  sig;  men  han 
selv  tiltænkte  Erik  det«  2.  Harald  mente  med  andre  ord  at  gjøre  sin 
søn  Erik  til  overkonge  efter  sig  og  har  tydeligvis  allerede  i  levende  live 
udpeget  ham  til  denne  stilling. 

Alt  et  par  aar  før  sin  død  overgav,  fortæller  sagaen,  Harald  hele 
magten  i  Eriks  hænder.  »Han  ledede  sin  søn  Erik  op  til  sit  høisæde 
og  gav  ham  magt  over  hele  landet«  ^ 

Der  er  ved  denne  fortælling  tre  ting  at  lægge  merke  til;  for  det 
første,  at  Harald  Haarfagre  i  levende  live  deler  sit  rige  mellem  sine 
sønner;  dernæst  at  han  bestemmer,  at  én  af  sønnerne  skal  være  over- 
konge, og  endelig  at  denne  overkonge  ikke  er  den  ældste  søn. 


>  Munch  I,  585. 

«  Hkr.,  Haralds  s.  hârf,,  k.  35. 

s  Sammesteds,  k.  44. 


T28  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

At  Erik  Blodøksc  ikke  var  Haralds  ældste  søn,  er  sikkert;  men  han 
var  den  fornemste,  født  af  den  danske  kongedatter,  for  hvis  skyld  Harald 
opgav  sine  mange  andre  hustruer^.  I  det  hedenske  Norden,  hvor  det 
var  tilladt  for  høvdingerne  at  ha  flere  koner,  maatte  der  naturligvis  bli 
liden  eller  ingen  forskjel  mellem  ægte  og  uægte  sønner.  Endmindre 
kunde  der  gjøres  nogen  forskjel  mellem  de  barn,  som  kongens  virkelige 
hustruer  fødte.  "  Vi  ved  jo  ogsaa,  at  langt  ned  i  tiden  regnedes  i  Norge 
alle  kongesønner  for  lige  odelsbaarne  eller  arveberettigede  til  konge- 
dømmet, hvad  enten  de  var  ægte  eller  uægte  fødte. 

Naar  derfor  Harald  gjorde  den  ene  af  sine  sønner,  og  dét  ikke 
engang  den  ældste  til  overkonge  over  de  andre,  saa  maa  dette  ha  været 
noget  nyt  og  før  ukjendt  i  norsk  statsskik.  —  Vi  ved  jo  ogsaa,  at  styre- 
sættet  med  én  overkonge  og  de  øvrige  underkonger  bare  blev  opretholdt 
under  Harald  Graafeld  og  hans  brødre  og  at  det  senere  aldrig  blev 
forsøgt  i  Norge.  —  Det  ligger  da  nær  at  tro,  at  Harald  Haarfagre  her 
har  havt  fremmede  forbilleder  for  øie^. 

Arvefølgen  til  kongedømmet  var  hos  Frankerne  —  ligesom  i  Norge 

—  den  samme  som  ved  den  private  arvegang.  Kongedømmet  var  en 
odel,  som  alle  sønner  havde  lige  ret  til  at  arve,  hvad  enten  de  var  født 
i  eller  udenfor  ægteskabet.  Man  har  fra  Merovingernes  tid  mange 
eksempler  paa,  at  de  uægte  sønners  arveret  blev  anerkjendt.  Men  efter- 
hvert  som  kirkens  indflydelse  steg,  gjorde  ogsaa  kravet  paa  ægte  fødsel 
sig  mere  og  mere  gjældende.  Karl  Martel  delte  saaledes  majordomus- 
stillingen  bare  mellem  sine  to  ægtefødte  sønner;  hans  to  uægte  jsønner 
fik  slet  intet  og  en  tredje  søn,  hvis  mor  var  den  agilolfingske  hertug- 
datter  Svanhild,  maatte  nøie  sig  med  et  lidet  landomraade.  Karl  den 
store  tog  heller  intet  hensyn  til  sine  uægte  sønner,  ja  ikke  engang  til 
en  søn,  som  var  født  før  hans  ægteskab  med  den  langobardiske  konge- 
datter og  af  en  forbindelse,  som  vistnok  dengang  blev  regnet  for  legitim  ^. 

—  Hermed  kan  sammenlignes,   hvad  der  fortælles,   at  Harald  Haarfagre 


1  Jfr.  verset  (Wiséa  I,  s.  13): 

Hafaa&i  Hdlmrygja 
ok  Hçr5a  ineyjum, 
hverri  Heiaversku 
ok  Hçlga  ættar 
konuDgr  kynstöri, 
es  t(5k  konu  Dçnsku, 

•  Professor  G.  Storm  har  velvillig  fortalt  mig,  at  han   ogsaa   paa   sine   forelæsninger  har 
udtalt  denne  opfatning. 

•  Dahn  8  Ablh.  6,  s.  70;  Waitz  3,  s.  240.    Se  især  H.  Brunner,  Deutsche  Rechtsgesch. 
II,  s,  25  ff.  (i  System.  Handbuch  der  deutschen  Rechtswissenschaft,  2  Abth.). 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      1 29 

opgav  sine  andre  hustruer,  da  han  ægtede  den  danske  kongedatter,  og 
bare  regnede  hendes  søn  Erik  for  fuldt  arveberettiget. 

Ved  de  tidligere  delinger  af  Frankerriget  hændte  det  aldrig,  at  den 
ene  del  blev  underordnet  under  den  anden.  Dette  skéde  først,  efterat 
Karl  den  store  var  blit  keiser.  Saaledes  bestemte  han  i  813  sin  søn 
Ludvig  til  sin  efterfølger  i  keiserværdigheden  og  kronede  ham  som  med- 
keiser;  Italiens  konge,  Bernhard,  maatte  aflægge  hyldningsed  (homagium) 
til  Ludvig.  Ludvig  efterlignede  i  817  sin  fars  forbillede,  idet  han  gjorde 
sin  søn  Lothar  til  medkeiser  og  sikrede  ham  arvefølgen  som  keiser.  Hans 
andre  sønner  skulde  bare  være  konger  og  deres  underordning  under  sin 
ældste  bror  blev  indskjærpet.  De  skal  hvert  aar  indfinde  sig  hos  kei- 
seren og  forhandle  med  ham  om  rigets  styrelse  ;  keiserens  bifald  trænges 
ved  afgjørelsen  af  krig  og  fred  og  naar  ægteskab  skal  sluttes  1.  Tilsidst 
kan  merkes,  at  disse  rigsdelinger  blev  foretaget  paa  rigsdagen  og  med 
dennes  samtykke. 

Vi  ser  saaledes,  at  det  styresæt,  hvorved  den  ene  af  brødrene  blev 
gjort  til  de  andres  overhoved,  ikke  er  oldgermansk.  Det  blev  først 
prøvet  af  Karl  den  store  og  hans  søn  Ludvig.  Det  var  dels  kirken, 
men  især  var  det  keiserdømmets  idé,  som  krævede,  at  riget  ikke  skulde 
deles.  Naar  Karl  den  store  i  813  kronede  sin  søn  Ludvig  som  med- 
keiser, saa  efterlignede  han,  saglig  og  formelt,  byzantinske  forbilleder  2. 
Ludvigs  deling  af  817  med  ulige  rettigheder  og  ulige  dele  var  et  forsøg 
paa  at  forene  de  to  stridende  anskuelser  8.  Sit  forbillede  havde  Ludvig 
den  fromme  muligens  i  keiser  Diocletians  ordning  af  Romerriget  med  én 
keiser  og  flere  underkeisere.  Det  var  ogsaa  efter  romersk  forbillede, 
at  keiseren  alt  i  levende  live  udpegede  sin  efterfølger  (designatio  imperii). 

Naar  Harald  Haarfagre  imod  al  tidligere  norsk  retsskik  alt  i  le- 
vende live  udpegede  sin  søn  Erik,  som  tilmed  ikke  var  den  ældste  af 
sønnerne,  til  sin  efterfølger  og  gjør  ham  til  overkonge,  medens  de  andre 
sønner  kun  blev  underkonger,  saa  er  det  klart,  at  han  har  gjort  dette 
under  paavirkning  fra  Frankerriget.  —  Om  Frankerriget  minder  det  ogsaa, 
naar  han  foretager  denne  sin  rigsdeling  paa  et  særskilt  ting,  som  i  denne 
anledning  blev  sammenkaldt. 

Vi  har  af  det  foregaaende  sét,  at  Harald  Haarfagre  ligefra  begyn- 
delsen  af  sin  regjering  har  været  paavirket  af  de  ideer  for  statsstyrelsen, 
som  var  de  herskende  i  Vesteuropa  og  som  stammede  fra  Karl  den 
store  og  hans  stat.     Harald  Haarfagre   fremtræder  i  Norge  som  en  ny- 


»  Dahn,  1.  c,  s.  81. 

'  BruDoer,  Grundzüge  der  deutschen  Rechtsgesch.,  s.  54. 

'  Bninner,  Deutsche  Rechtsgeschichte  II,  s.  28. 

Vid..S6l8k.  Skpüt€r.  II.  H.-F.  Kl,    1904.    No.  1. 


130  ALEXANDER  BUGGE.  H. -F.  Kl. 

danner,  der  bryder  med  gammel  retsskik  og  grunder  ny  ret.  Hvad  vi 
ved  om  Haralds  forfedre,  er  knapt  mere  end  navnet.  Umul^  er  det 
dog  ikke,  som  jeg  før  har  nævnt,  at  de  store  grundprinciper  for  hans 
statsstyre  ikke  stammer  fra  Harald  selv,  men  at  alt  tidligere  planen  var 
udkastet  i  hans  æt  Vigtigere  er  det,  at  Harald  Haarfagre  i  hele  sin 
virksomhed  —  først  og  fremst  ved  selve  sin  samling  af  riget  —  har 
havt  Karl  den  store  og  Alfred  den  store  som  sine  forbilleder.  Dette 
forringer  ikke  Haralds  fortjenester.  Det  viser  tværtimod  hans  vide  syn 
og  hans  selvstændige  aand. 

Efter  Harald  Haarfagres  død  kom  der,  som  jeg  før  har  nævnt,  et 
tilbageslag.  Bønderne  fik  odelen  tilbage  og  samfundet  fik  paa  mange 
maader  sit  gamle  udseende  igjen.  Haralds  værk  var  dog  ikke  for- 
gjæves. Seirede  end  søndringstanken  for  en  tid,  saa  skulde  dog  sam- 
lingstanken  tilslut  alligevel  bli  den  seirende.  Og  heller  ikke  de  store 
principer,  som  laa  til  grund  for  Haralds  styre,  skulde  dø.  De  fleste  af 
kongemagtens  høihedsrettigheder  vedblir  at  gjælde.  Hersernes  overgang 
til  lendermænd  fuldendes  i  løbet  af  det  lode  aarhundred.  Og  vester- 
landske statsidéer  siver  fremdeles  ind,  om  end  umærkelig  og  halvt  ube- 
vidst  ofte. 

Med  Olav  Trygvessøn  og  Olav  Haraldssøn  blir,  som  vi  ved,  kristen- 
dommen Norges  statsreligion.  Kongedømmet  faar  derved  nye  rettig- 
heder og  nye  pligter.  Det  taber  lidt  efter  lidt  sit  oldgermanske  præg 
og  former  sig  i  overensstemmelse  med  almindelig  europæisk  retsskik. 
Denne  omdannelse,  som  alt  begynder  med  de  to  Olaver,  strækker  sig 
gjennem  flere  aarhundreder.  At  undersøge  spørgsmaalet  om  dette  til- 
hører dog  ikke  denne  opgave.  Det  er  en  undersøgelse,  som  tilhører 
middelalderens  og  ikke  vikingetidens  historie. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      13I 


Kongemagt  og  statsstyrelse  i  Sverige  og  Danmark. 


A.    Sverige. 

Jeg  skal,  før  jeg  forlader  undersøgelsen  af,  hvorvidt  statsstyrelsen  i 
de  nordiske  lande  i  vikingetiden  er  paavirket  fra  Vesteuropa,  ogsaa  tale 
nogle  faa  ord  om  forholdene  i  Sverige  og  Danmark.  —  Islands  forfatning 
forbigaar  jeg  af  gode  grunde.  De  mænd,  som  grundede  den  islandske 
fristat,  var  jo  for  størstedelen  mænd,  som  udvandrede  fra  Norge,  fordi 
de  var  misfornøiet  med  Harald  Haarfagres  styre  og  hans  brud  med 
gammel  hævd.  De,  som  ikke  kom  til  Island  fra  Norge,  kom  næsten  alle 
fra  de  dele  af  de  Britiske  Øer,  hvor  Keltiske  folk  bodde.  Af  Kelterne 
kunde  Nordboerne  nok  lære  sans  for  digtning  og  for  kunst  og  i  det 
hele  for  alt  høiere  aandsliv.  Men  Nordboernes  samfundsorden  var  for 
forskjellig  fra  Kelternes  og  tillige  for  meget  udviklet,  til  at  de  skulde 
kunne  lære  noget  af  Kelterne  i  dét  stykke.  Der  er  vistnok  intet  i  den 
islandske  statsforfatning  i  dennes  oprindelige  skikkelse,  som  tyder  paa 
indflydelse  fra  vesteuropæisk  statsskik.  Islands  statsforfatning  staar  som 
det  smukkeste  mindesmærke  over  nordisk  aand  og  nordisk  ret  i  vikinge- 
tiden. Dog  tror  jeg,  uden  at  jeg  her  skal  gaa  nærmere  ind  paa  det,  at 
der  er  adskillig  overensstemmelse  mellem  den  islandske  fristats  forfat- 
ning og  forholdene  i  de  nordiske  nybygder  paa  Hebriderne,  Man  og 
især  i  England,  i  de  saakaldte  Femborge. 

Hvad  jeg  har  at  sige  om  forholdene  i  Sverige  og  Danmark  i 
vikingetiden,  er  ikke  meget,  knapt  nok  til  at  jeg  kan  komme  med  en- 
kelte spredte  antydninger. 

Sveriges  historie  i  vikingetiden  er,  kan  vi  næsten  sige,  et  ubeskrevet 
blad.  Vi  maa  oftest  nøie  os  med  de  spredte  og  usammenhængende  oplys- 
ninger,  som  de  islandske  sagaer  og  de  svenske  runestene  gir.  Derfor 
er  ogsaa  vikingetidens  følger  i  de  fleste  tilfælde  langt  vanskeligere  at 
spore  i  Sverige  end  i  Norge,  ja  endog  vanskeligere  end  i  Danmark.  Vi 
kan  dog  ikke  tvi  vie  paa,  at  forbindelse  med  Vest-Europa  ogsaa  i  Sverige 
har  bidraget  til  at  omforme  samfundsforholdene,  om  det  end  tør  hænde, 
at  det  svenske  samfund  ved  vikingetidens  slutning  havde  et  noget  mere 


132  ALEXANDER  BUGGE.  H.-P.  Kl. 

gammeldags  præg  end  det  norske.  Den  svenske  konge  synes  saaledes 
i  begyndelsen  af  det  11  te  aarhundred  ikke  at  ha  havt  fuldt  saa  mange 
høihedsrettigheder  som  den  danske  eller  norske  konge.  Ligesom  i  Norge 
og  Danmark  havde  kongen  ret  til  herreløst  gods  {dana-arver)  og  iland- 
drevet vrag;  ligeledes  forføiede  han  umiddelbart  over  de  vidstrakte  og 
fordetmeste  ubeboede  marker  og  skogstrækninger,  som  laa  ved  Sveriges 
nordgrænse  og  ikke  hørte  ind  under  noget  af  de  svenske  landskabs- 
omraader.  Derimod  havde  kongen  ikke  —  som  i  Norge  —  høihedsret 
over  almenningerne,  uden  i  Götalandene,  hvor  han  eiede  en  tredjedel  af 
disse.  —  Denne  ret  maa,  som  Hildebrand  mener,  føres  tilbage  til  et  be- 
stemt kongeligt  magtbud  ;  den  er  vel  en  følge  af  Sveakongens  erobring 
af  Gøtalandskaberne.  —  Heller  ikke  nogen  høihedsret  over  våndet  fandtes 
fra  gammel  tid  i  Sverige^. 

Sine  indtægter  havde  kongen  væsentlig  af  krongodset,  Uppsala  aud 
{au&r  =  rigdom),  og  af  sit  slægtgods.  Desuden  havde  han  ret  til  bø- 
derne  for  dølgsmaalsdrab  (d.  e.  drab,  hvis  ophavsmand  ikke  var  kjendt) 
samt  tredjedelen  af  al  sakøren  eller  de  øvrige  bøder^. 

I  Sverige  som  i  Norge  og  Danmark  havde  folket  fra  gammel  tid 
ledingspligt.  —  Muligens  har  endog  ledingsvæsenet,  som  Gustav  Storm 
har  fremhævet,  først  udviklet  sig  i  det  østlige  Sverige  ved  Svealands 
kyster.  I  ældre  tider  betegnedes  med  ordene  Roper,  Ropin  de  dele  af 
Uppland  og  Östergötland,  som  grænsede  til  havet  og  i  krigstid  var  for- 
pligtet  til  at  udruste  de  i  leding  gaaende  roere ^.  Herfra  stammer  vel  ogsaa 
folkenavnet  Rus  (Russer).  Ledingsvæsenet  maa  saaledes  ha  eksisteret, 
før  svenske  mænd  grundlagde  det  Russiske  Rige.  Fra  Øst-Sverige  har 
ledingsvæsenet  udbredt  sig  til  Danmark  og  til  Norge;  derfra  synes  det 
videre  at  ha  udbredt  sig  til  de  norske  nybygder  paa  de  Britiske  Øer, 
især  paa  Man  og  Hebriderne.  Muligens  var  ledingsvæsenet  endog  en 
fast  institution  hos  Nordboerne  i  Irland,  fra  hvem  Irerne  igjen  optog 
det.  I  fortællingen  om  Cellachan  af  Cashel  og  dennes  kampe  med 
Nordboerne  skildres  nemlig  et  sjøtog,  som  Irerne  fra  Munster  gjør  op 
til  kysten  af  Ulster  for  at  befri  den  af  Nordboerne  fangne  Cellachan. 
Skildringen  af  Irernes  flaade  og  af  maaden,  hvorpaa  denne  blev  be- 
mandet,  viser  en  umiskjendelig  lighed   med  de   nordiske  ledingsflaader*. 

Foruden  ledingspligten  havde  de  svenske  bønder  ogsaa  pligt  til  at 
forsyne  kongen  og  hans  følge  med  levnetsmidler,  naar  de  drog  gjennem 


^  Denne  fremstilling  er  nærmest  hentet  fra  Hildebrand,  Sveriges  medeltid  U,  s.  45. 
3  Hildebrand  I,  s.  233  f. 

3  V.  Thomsen,  Rysska  rikets  grundläggning  (overs,  af  V.  SOderberg),  s.  84  t 
^  Jeg  skal  i   min   udg.    af   Caithrtim  Oallachain  Caisil  nærmere  komme   ind   paa   dette 
spergsmaal. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      1 33 

bygden.  Denne  pligt  kaldtes  i  Sverige  almindelig  gengärß,  eller  i  det 
nordlige  Sverige  vetsla\  I  Danmark  kaldtes  det  nathold  og  i  Norge 
veizla,  • 

Enkelte  forskere  har  antaget,  at  der  i  forhistorisk  tid  ogsaa  betaltes 
skat  til  Sveakongen.  Man  har  sluttet  dette  af  Yngligasagas  fortælling: 
»Over  hele  Svitjod  betalte  folk  skat  til  Odin,  en  penning  for  hvert 
hoved;  men  han  skulde  (til  gjengjæld)  værge  deres  land  for  ufred  og 
blote  for  dem  for  at  faa  gode  aaringer«.  (TJm  aUa  Svip  jod  guldu  menn 
Ôàni  skatt-  penning  fyrir  nef  hvert,  en  hann  sJcyldi  verja  land  peira 
ok  blota  peim  til  års). 

Jeg  tror  ikke,  at  denne  fortælling  gir  os  nogen  direkte  oplysning  om 
svenske  samfundsforhold  i  hedenskabets  tid.  Fortællingen  om  den  næse- 
eller  kopskat,  som  blev  betalt  til  Odin,  er  opstaaet  i  egne,  hvor  Nord- 
boerne levede  side  om  side  med  irsk-  eller  gælisktalende  mænd.  Der  er 
flere  ting,  som  bringer  mig  til  at  tvivle  paa  fortællingens  ægthed  og  til 
at  henføre  dens  oprindelse  til  de  Britiske  Øer.  I.  Hver  mand  skulde 
betale  en  penning  til  Odin;  men  myntede  penge  brugtes  i  vikingetiden 
ikke  i  Sverige;  næseskatten  kan  saaledes  ikke  ha  været  udredet  i  penge. 
II.  Kopskat  hørte,  som  jeg  før  har  søgt  at  vise,  ikke  hjemme  i  de  nor- 
diske lande,  men  brugtes  bare  —  fra  omkr.  aar  800  —  i  lande,  som 
Nordboerne  erobrede;  den  kjendes  saaledes  fra  Munster;  fra  andre  steder 
i  Irland  omtales  det,  at  Nordboerne  selv  betalte  en  pinginn  (=  oldn. 
penningr)  for  hver  mand  2.  III.  Snorre  fremstiller  Odin  som  hovedguden 
i  Sverige.  Men  efter  den  ældre  og  langt  paalideligere  Adam  af  Bremen 
var  det  Frøi,  som  i  det  ute  aarhundred  var  hovedguden  i  templet  i 
Uppsala.  IV.  Snorres  øvrige  fortællinger  om  Odin^  vidner  om  at 
disse  er  blit  til  i  lande,  hvor  irsk-  eller  gælisktalende  mænd  bodde. 
Naar  Odin  sendte  sine  mænd  i  kamp  eller  paa  farlige  færder,  pleiede 
han,  siger  Snorre,  at  lægge  sine  hænder  paa  deres  hoved  og  gi  dem 
hjanndk.  Som  professor  S.  Bugge  har  fremhævet,  stammer  dette  ord  fra 
irsk  beannact  »velsignelse«,  der  igjen  kommer  af  lat.  benedictio^.  Selve 
handlingen  minder  om  den  kristne  haandspaalæggelse  og  velsignelse. 
Odin  havde  ogsaa,  ifølge  Snorre,  ved  siden  af  sig  tolv  „hovgoder" 
(hofgodar),  som  .skulde  raade  for  blot  og  dømme  mand  imellem.  De 
kaldtes  ogsaa,   siger  Snorre,    diar.     Dette   ord   er   heller   ikke   nordisk, 


*  Hildebrand,  Sveriges  medeltid  II.  s.  icx). 

*  Se  fortællingen  om  Rumann,   som  kvad  for  Nordboerne  i  Dublin,  udg,  afKuno  Meyer 
i  Otia  Merseiana  I. 

'  Ynglinga  saga  k.  2  og^!* 

*  S.  Bugge,  Studier,  s.  308. 


134  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

men  stammer  fra  irsk  dia  »Gude  De  gamle  tenkte  sig  gjerne  æserne 
som  tolv  i  tal  (se  Hyndluljoô,  str.  29).  Dog  hænger  fortællingen  om 
de  tolv  hovgoder  vistnok  ogsaa  sammen  med  lagrettens  inddeling  i 
tylvter.  Det  kan  ligeledes  merkes,  at  i  et  digt  om  Magnus  Barfod  tilhørende 
Ossian-sagnkredsen  kaldes  Nordmændene  elan  an  da  cTiomhairlea>ch  dheac^ 
d,  e.  »de  tolv  dommeres  stammet^.  Jeg  tror,  at  oprindelsen  til  Snorres 
fortælling  om  Odin  og  næseskatten  er  den,  at  man  i  Norden  fra  gammel 
tid  betalte  en  tempelafgift,  hoftollr.  Denne  blev  hos  Nordboerne  paa 
de  Britiske  Øer,  som  tidlig  fik  myntede  penge,  betalt  i  rede  penge.  Da 
Odinsagnet  blev  stedfæstet  til  Sverige,  og  Odin  —  i  overensstemmelse 
med  middelalderlige  lærde  kombinationer  —  blev  gjort  til  en  historisk 
konge,  var  det  naturligt,  at  fortællingen  om  en  i  penge  betalt  hovtold, 
der  blev  misforstaaet  som  en  almindelig  skat,  ogsaa  blev  henlagt  til 
Sverige. 

Den  svenske  stat  maa  saaledes  ved  vikingetidens  begyndelse  ha 
været  styret  omtrent  som  Danmark  og  Norge.  Men  forholdene  vedblev 
i  Sverige,  saa  mener  man,  meget  længere  at  bevare  sit  oprindelige  præg 
end  i  Norge.  Det  svenske  samfund  i  vikingetiden  havde  ogsaa,  efter  de 
flestes  mening,  et  meget  mindre  aristokratisk  præg  end  det  norske.  Der 
fandtes  ganske  vist  store  bondeætter,  hvis  døtre  regnedes  for  høibyrdige 
nok  til  at  endog  konger  og  jarler  kunde  ægte  dem.  Men  nogen  afson- 
dret  høvdingeklasse  —  saaledes  som  i  Norge  —  fandtes  der,  mener 
man,  ikke,  og  overhovedet  var  der  intet,  som  svarede  til  de  norske 
lendermænd.  At  dette  er  saa,  er  jeg  dog  ikke  sikker  paa.  Jeg  tror 
tværtimod,  at  der  ogsaa  i  Sverige  før  middelalderens  begyndelse  fandtes 
mange  høibaarne  ætter,  efterkommere  af  oprindelig  uafhængige  høvdinge- 
slægter.  Jeg  tror  desuden,  at  enkelte  dele  af  Sverige  —  og  dels 
under  indflydelse  fra  Norge,  dels  fra  udlandet  —  har  begyndt  en  lig- 
nende udvikling  som  den  norske.  Men  Sveriges  indre  historie  under 
vikingetiden  og  den  første  del  af  middelalderen  er  saa  lidet  kjendt,  at 
jeg  kun  vover  at  udtale  mig  med  den  største  forsigtighed. 

Det  hændte  én  og  anden  gang  ogsaa  i  Sverige,  at  kongen  gav  bort 
land  som  et  slags  beneficiunif  men  paa  hvilke  vilkaar,  kan  vi  ikke  se. 
Da  Svein  jarl  efter  slaget  ved  Nesjar  flygtede  til  sin  maag  Olav  i  Sverige, 
tilbød  denne  ham  cdér  at  faa  sligt  rige  at  raade  over,  som  maatte 
tykkes  ham  sømmeligt«  2.  Og  senere  i  det  ute  aarhundred  fik,  hører 
vi,  Haakon  Ivarssøn  af  kong  Steinkell  Vermland  at  styre   over  (veitti 


^  Jfr.  A.  Bugge,  Contributions  to  the  Hist.  of  the  Norsemen  in  Ireland  II,  s.  9  f. 
'  Hskr.,  Olafs  s.  helga,  k.  52. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      I35 

Steinkell  konungr  jarli  par  yfirsôkn)^,  Af  dette  kan  man  dog  ikke 
slutte,  at  der  alt  ved  vikingetidens  slutning  i  Sverige  har  været  høi- 
ættede  mænd,  som  har  holdt  land  af  kongen  paa  samme  maade  som 
lendermændene  i  Norge.  Saa  har  dog  muligens  været  tilfældet.  En 
sten  i  Södermanland  —  fra  første  halvdel  af  ute  aarhundred  —  er  reist 
over  tre  mænd,  som  kaldes  »Vikings  sønner c  og  latburnir  man.  De 
to  sidste  ord  vil  i  fonetisk  omsætning  lyde  landborntR  mænn  eller  Icend- 
bamix  mcenn^.  Professor  S.  Bugge  har  formodet  at  lavdbornin  er  den 
rette  læsemaade,  og  at  det  er  det  samme  som  oldn.  odalbornir.  Men 
denne  forklaring  tvivler  han  nu  selv  paa.  Der  findes  i  oldnorsk  intet 
ord  landborinn,  Derimod  findes,  som  bekjendt,  ogsaa  ellers  ordet  lend- 
borinn,  d.  e.  >af  lendermandsæt»  ;  det  svarer  i  sin  dannelse  ganske  til 
havldborinn,  hersborinn  osv.  Er  denne  forklaring  rigtig,  har  man  ogsaa 
i  Sverige  ved  vikingetidens  slutning  havt  mænd,  som  paa  en  eller  anden 
vis  har  holdt  land  som  et  slags  beneficium.  En  mand  kan  ikke  ha  kaldt 
sig  lendborinn,  fordi  hans  slægt  har  faat  land  i  gave  og  til  eiendom. 
Dette  kunde  ikke  gi  en  mand  ret  til  at  bære  en  titel  forskjellig  fra  den 
almindelige  bondes.  Der  maa  snarere  tænkes  paa  landoverdragelse  i 
lighed  med  det  oldnorske  veida.  At  saa  er  tilfældet,  blir  sandsyn- 
ligere, naar  vi  tænker  paa,  at  der  i  det  13de  aarhundred  virkelig  fandtes 
»lendermænd«  i  Sverige. 

I  Vestgötalagen,  som  er  forfattet  i  begyndelsen  af  det  13de  aar- 
hundred, forekommer  ordet  lændær  mapær^,  som  formelt  er  det  samme 
som  oldn.  lendrmaàr,  Schlyter  oversætter  ordet  med  vasallu8\  ellers  har, 
saavidt  jeg  ved,  ingen  drøftet  disse  svenske  »lendermændc  Man  kan 
af  lovens  ord  se,  at  den  svenske  »lendermand«  i  rang  har  staat  over 
bonden,  men  under  biskopen  (Biskupær  a  vitu  [d.  e.  bevisbyrden]  firt 
kononge.  ok  kendcer  mapær  firt  biscupi.  ok  bonde  firi  allum  pem).  Lender- 
manden  er  ligesom  bonden  gaardeier  (Egho  bondær  by.  ok  annan  lændir 
mæn).  Dog  er  han  forskjellig  fra  bonden.  »Hvis  en  lendermand  kalder 
sig  bonde,  men  bonden  kalder  ham  lendermand,  skal  han  bevise  med 
tolvmandsed,  at  han  er  bonde.  Og  ikke  er  han  lendermand  efter  vore 
love,  medmindre  hans  far  er  lendermand  c  (æn  lœnôer  maper  callow  sik 
bondce.  oc  bonde  collar  han  lænden  varæ.  viti  mep  tylftær  epe.  at  han 
ær  bonde,  oe  eig  ær  han  lender  at  laghum  varum,  num  f  aper  hans  osr 
lender).  Man  ser  af  dette,  at  lendermandsværdigheden  er  arvelig.  Men 
alligevel  medførte  det  kanske  visse  fordele  at  være  bonde  (d.  e.  odels- 


•  Hskr.,  Haralds  s.  harftri&a,  k.  72. 

'  E.  Brate  og  S.  Bugge,  Runverser,  8.  319  f. 

3  I  Iord|)ær  B.,  k.  5;  II  Jor|)æ  B.,  k.  13. 


134  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

men  stammer  fra  irsk  dia  »Gude  De  gamle  tænkte  sig  gjeme  æserne 
som  tolv  i  tal  (se  Hyndluljoô,  str.  29).  Dog  hænger  fortællingen  om 
de  tolv  hovgoder  vistnok  ogsaa  sammen  med  lagrettens  inddeling  i 
tylvter.  Det  kan  ligeledes  merkes,  at  i  et  digt  om  Magnus  Barfod  tilhørende 
Ossian-sagnkredsen  kaldes  Nordmændene  elan  an  da  chomhairleach  dheac, 
d.  e.  »de  tolv  dommeres  stammet^.  Jeg  tror,  at  oprindelsen  til  Snorres 
fortælling  om  Odin  og  næseskatten  er  den,  at  man  i  Norden  fra  gammel 
tid  betalte  en  tempelafgift,  hoftollr.  Denne  blev  hos  Nordboerne  paa 
de  Britiske  Øer,  som  tidlig  fik  myntede  penge,  betalt  i  rede  penge.  Da 
Odinsagnet  blev  stedfæstet  til  Sverige,  og  Odin  —  i  overensstemmelse 
med  middelalderlige  lærde  kombinationer  —  blev  gjort  til  en  historisk 
konge,  var  det  naturligt,  at  fortællingen  om  en  i  penge  betalt  hovtold, 
der  blev  misforstaaet  som  en  almindelig  skat,  ogsaa  blev  henlagt  til 
Sverige. 

Den  svenske  stat  maa  saaledes  ved  vikingetidens  begyndelse  ha 
været  styret  omtrent  som  Danmark  og  Norge.  Men  forholdene  vedblev 
i  Sverige,  saa  mener  man,  meget  længere  at  bevare  sit  oprindelige  præg 
end  i  Norge.  Det  svenske  samfund  i  vikingetiden  havde  ogsaa,  efter  de 
flestes  mening,  et  meget  mindre  aristokratisk  præg  end  det  norske.  Der 
fandtes  ganske  vist  store  bondeætter,  hvis  døtre  regnedes  for  høibyrdige 
nok  til  at  endog  konger  og  jarler  kunde  ægte  dem.  Men  nogen  afson- 
dret  høvdingeklasse  —  saaledes  som  i  Norge  —  fandtes  der,  mener 
man,  ikke,  og  overhovedet  var  der  intet,  som  svarede  til  de  norske 
lendermænd.  At  dette  er  saa,  er  jeg  dog  ikke  sikker  paa.  Jeg  tror 
tværtimod,  at  der  ogsaa  i  Sverige  før  middelalderens  begyndelse  fandtes 
mange  høibaarne  ætter,  efterkommere  af  oprindelig  uafhængige  høvdinge- 
slægter.  Jeg  tror  desuden,  at  enkelte  dele  af  Sverige  —  og  dels 
under  indflydelse  fra  Norge,  dels  fra  udlandet  —  har  begyndt  en  lig- 
nende udvikling  som  den  norske.  Men  Sveriges  indre  historie  under 
vikingetiden  og  den  første  del  af  middelalderen  er  saa  lidet  kjendt,  at 
jeg  kun  vover  at  udtale  mig  med  den  største  forsigtighed. 

Det  hændte  én  og  anden  gang  ogsaa  i  Sverige,  at  kongen  gav  bort 
land  som  et  slags  benefidunif  men  paa  hvilke  vilkaar,  kan  vi  ikke  se. 
Da  Svein  jarl  efter  slaget  ved  Nesjar  flygtede  til  sin  maag  Olav  i  Sverige, 
tilbød  denne  ham  cdér  at  faa  sligt  rige  at  raade  over,  som  maatte 
tykkes  ham  sømmeligt«  2.  Og  senere  i  det  ute  aarhundred  fik,  hører 
vi,  Haakon  Ivarssøn  af  kong  Steinkell  Vermland  at  styre   over  (veitti 


^  Jfr.  A.  Bugge,  Contributions  to  the  Hist.  of  the  Norsemen  in  Ireland  II,  s.  9  f. 
>  Hskr.,  Olafs  s.  helga,  k.  52. 


1904-    No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      I35 

St^nJceli   konungr  jarli  par   yfirsôkn)^      Af  dette  kan   man  dog  ikke 
slutte,    at   der   alt   ved    vikingetidens   slutning   i  Sverige  har  været  hoi- 
aettedc  mænd,  som  har  holdt   land   af  kongen  paa   samme  maade   som 
lendermændene    i   Norge.      Saa    har  dog    muligens   været  tilfældet.     En 
sten   i  Södermanland  —  fra  første  halvdel  af  ute  aarhundred  —  er  reist 
over  tre  mænd,  som  kaldes  »Vikings  sønner c   og  latburnir  man.      De 
to    sidste  ord  vil  i  fonetisk  omsætning  lyde  landborniR  mænn  eller  læ^id- 
bamis  nuenn^.     Professor  S.  Bugge  har  formodet  at  lavdborvin  er  den 
rette  læsemaade,   og  at  det  er  det  samme  som  oldn.  odalbornir.      Men 
denne  forklaring  tvivler  han   nu  selv   paa.      Der  findes  i  oldnorsk  intet 
ord  landboHnn,     Derimod  findes,  som  bekjendt,  ogsaa  ellers  ordet  lend- 
borinrij  d.  e.  »af  lendermandsæt»  ;    det  svarer  i  sin   dannelse  ganske  til 
hauldborinn,  hersboi'inn  osv.     Er  denne  forklaring  rigtig,  har  man  ogsaa 
i  Sverige  ved  vikingetidens  slutning  havt  mænd,  som  paa  en  eller  anden 
vis  har  holdt  land  som  et  slags  beneficium.     En  mand  kan  ikke  ha  kaldt 
sig  lendborinn,    fordi  hans  slægt  har  faat  land  i   gave  og  til  eiendom. 
Dette  kunde  ikke  gi  en  mand  ret  til  at  bære  en  titel  forskjellig  fra  den 
almindelige   bondes.      Der  maa   snarere    tænkes  paa   landoverdragelse  i 
lighed    med    det    oldnorske  veida.     At  saa   er  tilfældet,   blir   sandsyn- 
ligere, naar  vi  tænker  paa,  at  der  i  det  13de  aarhundred  virkelig  fandtes 
»lendermænd«  i  Sverige. 

I  Vestgötalagen,  som  er  forfattet  i  begyndelsen  af  det  13de  aar- 
hundred, forekommer  ordet  lændwr  inaposr^,  som  formelt  er  det  samme 
som  oldn.  lendrmadr.  Schlyter  oversætter  ordet  med  vasalhis;  ellers  har, 
saavidt  jeg  ved,  ingen  drøftet  disse  svenske  »  lendermænd  c  Man  kan 
af  lovens  ord  se,  at  den  svenske  »lendermand«  i  rang  har  Staat  over 
bonden,  men  under  biskopen  [Biskupa^-  a  vitu  [å.  e.  bevisbyrden]  firi 
kanonge.  ok  lændcer  maposr  firi  biscupi.  ok  bonde  firi  allum  pem),  Lender- 
manden  er  ligesom  bonden  gaardeier  (Egho  bondær  by.  ok  annan  lændir 
mæn).  Dog  er  han  forskjellig  fra  bonden.  »Hvis  en  lendermand  kalder 
sig  bonde,  men  bonden  kalder  ham  lendermand,  skal  han  bevise  med 
tolvmandsed,  at  han  er  bonde.  Og  ikke  er  han  lendermand  efter  vorc 
love»  medmindre  hans  far  er  lendeoj^id«  (æn  Iwnkr  ntnper  atllær  sik 
honå(i\  oa  bonde  callar  han  /(/'i^V^^u,  lOÉti  f^feß  fylfhr  eßt:,  at  han 
ær  bonde*   oe  eiff  ter  hdiLjt^^}^^^      ^Æ^  ^^*^   *^^**^^  fuf^^r  hans  ær 

lender).     Man  ser  ^^^K^^^^^fe^^  ßh^dcn  er  arvchg.    Men 

aljjgevel  mcdførte^^^^^^^^^V  firærc  iiogöe  (d.  e,  odels- 


*  B*kr.,  Ha 

*  1.  Bråte 


136  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

bonde),  siden  det  kunde  hænde,  at  en  lendermand  kaldte  sig  bonde. 
Dette  synes  igjen  at  vise,  at  lendermandens  og  bondens  ret  til  sin  jord 
maa  være  opstaaet  paa  forskjellig  vis.  Lendermanden  har  ikke  som 
bonden  havt  en  fra  ældgammel  tid  hævdvunden  odelsret  til  sin  jord. 
Alt  dette  leder  mig  til  den  slutning,  at  Vestgötalagens  lendermænd  virke- 
lig har  været  noget  lignende  af  den  norske  lendermand,  at  han  har  holdt 
land  af  kongen  og  derved  faat  en  høiere  rang  end  odelsbonden.  Naar 
vi  senere  ikke  hører  noget  om  disse  svenske  lendermænd,  er  det  vel, 
fordi  frælset  og  lensvæsenet  i  dettes  mere  europæiske  form  begyndte  at 
vinde  indpas  i  Sverige.  —  I  det  hele  bør  man,  saa  vidt  jeg  kan  skjønne, 
ikke  forestille  sig  det  svenske  samfund  ved  middelalderens  begyndelse 
fuldt  saa  oprindeligt  i  sit  præg,  som  man  i  almindelighed  er  tilbøilig  til 
at  gjøre.  Kongen  havde  alt  høie  forestillinger  om  sin  egen  magt  og 
værdighed,  saaledes  som  Olav  Skotkonungs  historie  viser.  Han  omgav 
sig  med  en  hird,  havde  hirdembedsmænd  som  stallaren  og  lyttede  gjerne 
til  de  islandske  skalder.  Samfundet  havde  ogsaa  begyndt  at  faa  for- 
skjellige, temmelig  skarpt  skilte  lag.  De  mangfoldige,  men  endnu  altfor 
lidet  undersøgte  svenske  runestene,  mest  fra  det  ute  aarhundred,  synes 
at  gi  os  et  fra  det  almindelig  vedtagne  forskjelligt  billed  af  det  svenske 
samfund  ved  vikingetidens  slutning  og  middelalderens  begyndelse.  Høv- 
dinger, som  hverken  er  konger  eller  jarler,  omgir  sig  med  huskarler 
(huskarlaR)  og  kaldes  >de  bedste  mænd  (hjemme)  i  landet  og  ude  i 
ledingo  \  Andre  høvdinger  kaldes,  paa  grund  af  sin  deltagelse  i  vikinge- 
færder,  lidsforungi  (krigerhøvding)^  og  vikinga  vçrdr  (vikingers  vogter)^. 
Jarler  og  endog  en  jarls  »stallaret  nævnes,  osv.*.  Dette  svenske  ari- 
stokrati, som  runestenene  viser  os,  havde  vistnok  delvis  faat  sin  anseelse 
og  magt  paa  grund  af  vikingetog;  men  andre  havde  vel  ogsaa  faat  det 
paa  grund  af  sit  forhold  til  kongemagten. 

Det  svenske  samfund  i  det  ute  aarhundred  var  langtfra  stillestaaende 
og  oldgermansk  i  præg.  Det  var  et  samfund  i  udvikling,  hvor  gammelt 
forsvandt  og  nyt  kom  isteden.  Det  var  vikingetiden,  der  kom  som  et 
friskt  pust  til  Nordens  lande  og  blæste  ikke  bare  over  Norge  og  Dan- 
mark, men  ikke  mindre  over  Sverige. 


*  E.  Brate  og  S.  Bugge,  Run  verser,  s.  148  f. 

*  Sammesteds,  s.  84  f. 
3  Sammesteds,  s.  54. 

*  Liljegren,  Run-Iara,  s.  100  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      1 37 


B.     Danmark. 

Om  Danmarks  indre  forhold  i  vikingetiden  ved  vi  igrunden  ikke 
stort  mere  end  om  Sveriges.  Sakso  kan,  sine  store  og  fortræffelige 
egenskaber  ufortalt,  ikke  ha  været  nogen  strengt  logisk  eller  juridisk 
anlagt  aand;  og  særlig  de  indre  forhold  fæster  han  sig  lidet  ved.  Sven 
Aagesøn,  som  maa  ha  været  en  mere  nøgtern,  men  kanske  ogsaa  en 
klarere  aand,  er  for  knap  til  at  man  af  hans  skildring  kan  danne  sig 
noget  helhedsbillede.  Det  er  derfor  umuligt  at  give  nogen  indgaaende 
eller  sammenhængende  skildring  af  statsstyrelsen  og  forfatningen  i  Dan- 
mark i  vikingetiden.  Saameget  kan  vi  dog  se,  at  den  samme  vesteuro- 
pæiske  indflydelse,  som  virkede  i  Norge,  ogsaa  i  Danmark  har  gjort  sig 
gjældende.  Kongen  har  øget  sit  magtomraade  og  tillagt  sig  før  ukjendte 
høihedsrettigheder. 

De  danske  kongers  øgede  magt  viser  sig  tidligst  og  tydeligst  ved 
nybygningen  af  Danevirke^  Ifølge  Sven  Aagesøns  fortælling  lod  dron- 
ning Tyre  udgaa  bud  til  alle  rigets  indbyggere  om  at  reise  dette  værn 
mod  Danmarks  fiender  i  syd.  Hver  landsdel  fik  sit  stykke  af  volden 
at  bygge.  Jyderne  skulde  skaffe  fødemidler  til  det  arbeidende  mandskab. 
Som  '^allerede  Johannes  Steenstrup  har  fremhævet,  vidner  Danevirkes 
bygning  om  engelske  fæstningsanlæg  ved  begyndelsen  af  det  lode  aarh.^ 
Ogsaa  i  England  udbød  kongerne  folket,  naar  nye  borge  og  fæstninger 
skulde  bygges.  Og  det  var  ikke  bare  bønderne  fra  den  nærmeste  om- 
egn, som  blev  opbudt;  men  Vest-Sakserne  deltog  i  borgarbeide  i 
Mercia  og  Øst-Angel  og  omvendt.  —  En  saadan  pligt  for  hele  folket 
til  at  deltage  i  borganlæg  og  fæstningsarbeide  eksisterede  før  vikinge- 
tiden ikke  i  Norden,  men  vel  i  England.  Vi  kan  da  slutte,  at  de  danske 
konger  ved  at  paabyde  alle  sit  riges  indbyggere  at  deltage  i  bygningen 
af  Danevirke  har  øget  sit  magtomraade  efter  engelsk  mønster. 

Senere  i  middelalderen  havde  de  danske  bønder  pligt  til  —  foruden 
ledingsudredsel  —  at  gjøre  tre  slags  arbeide,  nemlig  I)  til  at  skydse 
kongen  og  hans  følge  og  til  at  forsyne  dem  med  levnetsmidler,  naar  de 
drog  gjennem  bygden,  II)  til  at  arbeide  til  landets  forsvar,  hjælpe  til 
ved  fæstningsanlæg  o.  1.,  og  III)  til  at  arbeide  paa  kongens  gaarde. 
Denne  tredobbelte  pligt  kaldtes  innæ^.  Den  omtales  ofte  i  det  I2te  og 
13de  aarh.,  men  fandtes  vel  alt  i  det  lode  aarhundred.  Det  er  kanske 
til  denne  pligt  til  at  arbeide  paa  kongens  gaarde  og  deltage  i  fæstnings- 

^  Jeg  taler  mere  herom  i  afsnittet  om  krigsvæsen. 

*  Danmarks  riges  historie  I,  s.  293  f. 

'  Johannes  Steenstrup,  Studier  over  Kong  Valdemars  Jordebog,  s.  177  ff. 


138  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

anlæg,  Sven  Aagesem  sigter  ved  en  bemærkning,  han  gjør  i  anledning 
af  Danevirkes  bygning:  »Thi  i  den  grad  hvilede  forpligtelsen  til  at  ad- 
lyde paa  alle,  at  alle  -—  baade  rige  og  fattige  —  som  festere  hjalp  til 
ved  dyrkningen  af  hans  (o:  kongens)  ågre  og  marker.  Thi  ligesom  kon- 
gerne  erhvervede  rigets  styrelse,  saaledes  besad  de  dengang  hele  rigets 
jord  med  eiendomsrett^.  Johannes  Steenstrup  har  gjort  opmerksom 
paa,  at  Sven  Aagesøns  fortælling  ikke  er  fuldt  at  stole  paa  2.  De  danske 
love  viser,  at  kongen  ikke  havde  eiendomsretten  til  al  rigets  jord.  Sven 
Aagesøns  ord  er  da,  skulde  jeg  tro,  dels  et  minde  om  at  de  danske 
konger  paa  Gorm  den  gamles  og  Harald  Blaatands  tid  søgte  at  øge  sin 
nïagt,  og  dels  et  forsøg  paa  at  forklare  gründen  til  de  danske  bønders 
pligt  til  at  arbeide  paa  kongens  gaarde.  Baade  pligten  til  at  deltage  i 
fæstningsanlæg  og  til  at  arbeide  paa  kongens  gaarde  synes  saaledes  alt 
ved  midten  af  det  lode  aarh.  at  ha  paahvilet  de  danske  bønder.  Pligten 
til  at  skydse  kongen  og  hans  følge  og  til  at  forsyne  dem  med  levnets- 
midler synes  at  ha  været  fælles  nordisk.  Den  tredobbelte  pligt  minder 
i  det  store  hele  om  den  tredobbelte  forpligtelse  —  trinoda  nécessitas  —, 
som  hvilede  paa  enhver  mand,  som  eiede  jord  i  England,  nemlig  plig- 
ten til  at  gjøre  krigstjeneste,  til  at  deltage  i  brobygning  og  veianlæg 
samt  i  fæstningsarbeide  og  borganlæg^. 

Det  ser  saaledes  ud,  som  om  de  danske  konger  i  sin  statsstyrelse 
har  efterlignet  forholdene  hos  Angelsakserne.  Harald  Blaatand  opholdt 
sig,  som  vi  ved,  i  længere  tid  i  Normandie  og  synes  i  det  hele  at  ha 
været  paavirket  af  vesterlandsk  kultur  og  af  de  i  Frankrig  og  England 
herskende  politiske  forbilleder.  Ligesom  sin  samtidige  Haakon  den  gode 
optraadte  han  som  lovgiver.  Han  skal  ha  git  love  for  Jomsvikingerne 
og  for  Abodriterne  i  Holsten,  ligesom  han  lod  Rollos  love  paany  træde 
i  kraft  i  Normandie.  Johannes  Steenstrup  siger  om  Harald  Blaatands 
styre:  »Meget  i  den  ordning  af  riget,  som  vi  senere  ser  gjennemført  og 
hvorved  styrelsen  fik  en  fastere  centralisation^  og  der  opnaaedes  større 
ensartethed  i  undersaatternes  pligter,  synes  at  maatte  føres  tilbage  til  hans 
tid.«  Det  er  sandsynligt,  at  Harald  Blaatand  mistede  livet,  netop  fordi  han 
gjorde  sin  kongemagt  for  sterkt  gjældende  og  af  ledingsbønderne  kræ- 
vede  arbeide,  som  disse  før  ikke  havde  været  vant  til  at  yde*. 


*  Script.  Rer  Danic.  I,  s.  49:  Quippe  adeo  nécessitas  obsequendi  universes  urgebat^ 
ut  omnes  divites  et  pauperes  ejus  agris  et  pradiis^  culturam^  tanquam  colonic  impen- 
derent.  Nam  prout  regnt  regimen  obtinuit,  ita  tune  temporis  universam  regni  tellu- 
rem  Juri  dominii  reges  possidebant, 

8  Kong  Valdemars  Jordebog,  s.  325  f. 

3  Kemble,  The  Saxons  in  England  I,  s.  293  f. 

^  Danmarks  Riges  historie  I,  s.  361. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      1 39 

Blant  de  høihedsrettigheder,  som  Harald  Blaatand  tilegnede  sig,  har 
muligens  vragretten  været.  Dette  er  vistnok  ikke  sikkert,  da  vragretten 
ogsaa  tilkom  de  norske  og  svenske  konger.  Følgende  fortælling  i  Knyt- 
lingasaga  (k.  3)  tyder  dog  muligens  derpaa:  En  af  Harald  Gormssøns 
fogeder  bemægtigede  sig  paa  kongens  vegne  et  islandsk  skib,  som  var 
strandet  i  Danmark;  i  den  anledning  digtede  Islændingerne  en  nidvise, 
om  Harald,  som  til  hævn  tænkte  paa  at  gjøre  et  tog  til  Island  *.  Da 
det  syntes  Islændingerne  en  slig  forurettelse,  at  Harald  Blaatand  benyt- 
tede Sig  af  sin  vragret,  maa  vi  vel  tro,  at  de  danske  konger  ikke  saa 
længe  i  forveien  havde  tilegnet  sig  denne  høihedsret.  Havde  det  fra 
ældgammel  tid  været  kjendt,  at  der  tilkom  kongerne  ret  til  vraggods, 
vilde  Islændingerne  næppe  være  blit  saa  forarget. 

En  anden  dansk  høihedsret  i  vikingetiden  var  kongens  ret  til  al 
uopdyrket  og  ubeboet  jord.  I  Knytlingasaga  heder  det  (k.  28):  »Kongen 
eier  alt  øde  her  i  landet«  (Jconungr  å  hér  audn  alla  i  landi)^.  Dette 
fremstilles  alt  paa  Knut  den  helliges  tid  (f  1086)  som  en  rettighed,  der 
fra  gammel  tid  tilkom  kongen;  den  stammer  vel  derfor  fra  vikingetiden. 
—  Kongen  havde  ogsaa,  ligesom  i  Norge,  høihedsret  over  rindende 
vand,  sjøer  og  hav.  Denne  ret  blev  dog  først  senere  i  middelalderen 
fuldt  udviklet  i  Danmark;  paa  grund  af  den  var  det  saaledes,  at  Øre- 
sundstojden  blev  opkrævet.  Ellers  skal  Knut  Lavard  efter  Knytlinga- 
sagas  sigende  (k.  85)  ha  været  den  første,  som  opkrævede  told  i  Dan- 
mark; han  gjorde  det  efter  tysk  forbillede.  —  Dette  sagaens  udsagn 
er  dog,  som  Johannes  Steenstrup  gjør  opmerksom  paa,  ikke  ganske 
rigtigt.  For  allerede  Knut  den  store  opkrævede  en  afgift  af  skibe  eller 
varer,  det  saakaldte  forhån,  Steenstrup  mener,  at  dette  oprindelig  har 
været  en  afgift,  som  kjøbmændene  betalte  for  at  undgaa,  at  kongen 
skulde  nedlæggé  forbud  mod  at  de  drog  bort  efter  endt  handel^.  Han 
minder  om  fortællingen  om  Trond  i  Gata  paa  Haløre  marked  i  Færeyinga- 
saga  k.  3.  En  af  Harald  Blaatands  hirdmænd  er  blit  frastjaalet  en  pung 
med  penge.  Da  tyven  ikke  kan  opdages,  nedlægger  kongen  forbud  mod 
at  noget  skib  seiler  bort.  j^Nu  leggr  konungr  farhann^  sva  at  engi  skip 
skuiu  sigla  burt."  Ordet  forban  kan  dog  ikke  godt  være  det  samme 
som  oldn.  farbann;  det  betyder  ligefrem  oversåt  »forbud«  (jfr.  oldn. 
fyrirbanna).  AUigevel  er  vistnok  Steenstrups  forklaring  af  skattens  op- 
rindelse  i  det  væsentlige  rigtig.  De  fremmede  kjøbmænd  stod  oprinde- 
lig udenfor  kongens  fred.     I  Slesvigs  ældste  stadsret  §  31  nævnes  blant 


*  Knytlingasaga,  k.  3;  jfr.  Steenstrup,  Studier,  s.  266, 
',  Se  Steenstrup,  Studier,  s.  334  ff, 
'  Studier,  s.  258  ff. 


MO  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

de  rettigheder,  som  kong  Sven  havde  tilstaat  byens  borgere,  ogsaa  den, 
at  de  én  gang  fik  lov  at  modtage  og  føre  med  sig  til  Slesvig  fremmede 
kjøbmænd.  Derpaa  skulde  kongen  raadspørges.  Hvis  han  ikke  vilde 
indrømme  dem  fred,  skulde  de  vende  tilbage  i  den  fred,  hvori  de  var 
komne,  men  for  fremtiden  ikke  komme  uden  kongens  tilladelse  og  fred. 
Da  fremmede  kjøbmænd  saaledes  oprindelig  stod  udenfor  loven  og  var 
fred-  og  retløse,  maatte  kongen  ha  lov  at  lægge  beslag  paa  deres 
varer.  For  at  sikre  sig  mod  dette,  har  da  kjøbmændene  betalt  en  af- 
gift.  Dette  forklarer  ogsaa,  at  ordet  forhån  har  faat  den  underlige  be- 
tydning af  en  slags  told  eller  en  handelsafgift.  Ordet  f<yrhannus  bruges 
i  aktstykker  fra  det  Karolingiske  Rige  om  mange  slags  retslige  forbud 
og  lignende,  bl.  a.  om  beslaglæggelse  af  gods,  konfiskation^  Nu  var, 
som  jeg  tidligere  har  søgt  at  vise,  toldpaalæg  ikke  oprindelig  kjendt  i 
Norden,  men  blev  først  i  vikingetiden  indført  under  indflydelse  fra  det 
Karolingiske  Rige.  Er  det  da  ikke  muligt,  at  den  eiendommelige  tek- 
niske brug  af  ordet  forbannus  hos  Frankerne  kan  ha  bidraget  til  at 
det  tilsvarende  nordiske  ord  forban  fik  betydningen  handels-  eller  skibs- 
afgift? 

Vi  ser  af  det  foregaaende,  at  de  danske  konger  i  det  lode  aarhun- 
dred,  mest  kanske  under  Harald  Blaatand,  som  personlig  kjendte  vest- 
europæiske  forhold,  har  tilegnet  sig  nye  høihedsrettigheder  og  paalagt 
indbyggerne  nye  pligter:  bønderne  maa  deltage  i  fæstningsanlæg  og 
arbeide  paa  kongens  gaarde;  kongerne  tilegner  sig  vragret,  kræver  afgift 
af  skibe  osv.  I  alt  dette  kan  vi,  som  jeg  før  har  nævnt,  spore  fremmed, 
dels  frankisk  og  dels  angelsaksisk  indflydelse. 

Ogsaa  ved  hirdens  ordning  gjorde,  som  jeg  før  har  nævnt,  fremmed 
paavirkning  sig  gjældende.  Stallare-embedet  indføres.  Knut  den  store 
stifter  i  England  sit  thingemanlid,  efter  hjemlige  og  fremmede  forbil- 
leder. Denne  institution  blev  af  Knut  selv  overført  til  Danmark,  hvor 
den  ligesom  i  England  optog  hirden  eller  hoffet  i  sig,  og  den  for  thinge- 
manlidet  forfattede  lov,  Vederlaget,  vedblev  at  gjælde  som  hird- 
skraa  i  Dan  mark  2.  Ellers  er  vort  kjendskab  til  Danmarks  indre  forhold 
i  vikingetiden  for  lidet  til  at  vi  kan  gaa  nærmere  ind  paa  enkelthederne. 

Jeg  skal  til  slutning  i  faa  ord  søge  at  gjentage  det  vigtig.ste  af  den 
foregaaende  undersøgelse.  Fra  slutningen  af  det  9de  aarhundred  be- 
gynder  i  Norge  saavel  som  i  Danmark  og  Sverige  samfundsforholdene 

*  Capitularia  I,  s.  70,  1.  10  :  St  guts  homo  fideiussorem  invenir e  non  potuerit^  res  illius 
in  forbanna  miUatUur  usque  dum  fideiussorem  praseniet.  Jfr.  Brunner,  Deutsche 
Rechtsg.  II,  s.  457  f. 

9  Jfr.  Kinch,  Dea  danske  adels  udspring  fra  thinglid,  i  Aarb.  for  nord.  Oldk.  1875, 
S.  250  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PÀA  NORDB.  I  VIKINGET.      14Î 

lidt  efter  lidt  at  faa  et  andet  præg.  Kongerne  søger  under  îndflydelse 
fra  England  og  Frankrig  at  udvide  sit  magtomraade  og  foroge  sine 
indtægter.  De  paalægger  nye  skatter,  gjør  krav  paa  nye  høihedsrettig- 
heder  og  lægger  nye  pligter  paa  undersaatterne.  Det  gammelgermanske 
følge  af  væbnede  mænd  omdannes,  saa  det  mere  faar  karakteren  af  et 
hof,  med  embedsmænd  og  haandgangne  mænd  af  forskjellig  rang.  Det 
endnu  uudviklede  lensvæsen,  eller  rettere  dettes  forgjænger  beneficial- 
væsenet,  paavirker  Harald  Haarfagre  og  forholdene  i  Norge  i  det  lode 
aarhundred,  og  forandrer  derved  høvdingeklassens  forhold  til  konge- 
magten. 

Indflydelsen  udenfra  gjør  sig  først  gjældende  i  Norge;  saa  kommer 
turen  til  Danmark,  og  endelig  til  Sverige.  Mangelen  paa  kilder  gjør 
dog,  at  vi  baade  for  Danmarks  og  Sveriges  vedkommende  har  vanske- 
ligere ved  at  efterspore  de  forandringer,  som  i  løbet  af  vikingetiden  er 
foretaget  i  statsforfatningen. 

At  paavise  fremmed  indflydelse,  naar  det  gjælder  samfundsforhold 
og  styresæt,  er  ikke  let.  Vi  har  ikke  som  paa  mange  andre  omraader 
fremmedord,  som  afgjørende  beviser  laan  og  kulturforbindelse.  Vi  maa 
slutte  fra  en  mere  almindelig  lighed  i  forhold  og  institutioner.  Derfor 
maa  der  ogsaa  bli  mange  gisninger  og  løse  formodninger;  men  jo  flere 
lighedspunkter,  man  finder,  des  større  blir  sandsynligheden  for  en  efter- 
ligning  af  fremmede  forhold.  Jeg  tror  i  det  foregaaende  at  ha  vist,  at 
der  mellem  forfatningen  og  samfundsforholdene  i  de  Nordiske  lande  og 
i  England  og  Frankerriget  i  vikingetiden  er  mange  lighedspunkter,  som 
ikke  kan  ha  sin  grund  i  urslægtskab  eller  ligeartet  udvikling.  Vi  maa 
da  slutte,  at  laan  og  overføring  har  fundet  sted.  At  saa  har  været  til- 
fældet,  er  i  sig  selv  naturligt.  I  Norden  fandtes  der,  kan  vi  gjerne  sige, 
før  vikingetiden  ingen  virkelig  ordnet  statsforfatning  med  fast  bestemte 
og  ved  lov  ordnede  grænser  for  hver  enkelt  statsmagt.  Folket  styrede 
sig  selv,  som  det  bedst  kunde,  efter  hævdvunden  skik.  Kongens  magt 
var  liden  og  paa  alle  kanter  omgjærdet.  Hans  indtægter  var  ingenlunde 
faste  og  sikre.  I  England  og  især  i  Frankerriget  fandtes  alt  dette,  som 
man  i  Norden  manglede,  en  ordnet  statsstyrelse  og  en  sterk  kongemagt 
med  faste  indtægter  og  tydelig  udtalte  høihedsrettigheder.  Er  det  da 
underligt,  at  kraftige  og  ærgjerrige  konger  som  Harald  Haarfagre  eller 
Harald  Blaatand  søgte  at  efterligne  forhold,  som  de  vel  kjendte  dels 
gjennem  sine  mænds  fortællinger  og  dels  ved  eget  øiesyn? 


142  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


III.   Klædedragt,  smykker,  bohave  og  husets  indredning. 


I  oldtiden  og  hele  middelalderen  igjennem,  ja  for  det  meste  endnu 
den  dag  idag  har  almuen  i  Norden  selv  vævet  tøiet  til  sine  klæder  af 
uld,  som  blev  spundet  paa  gaarden.  Sligt  tøi  kaldtes  våa  eller  vadmål, 
vort  vadmel.  Andre  ord  var  hafnarvåå,  hafnarvaSmal,  eller  naar  tøiet 
var  bestemt  til  ud førsel,  vçruvâô,  vara\  Til  yderplag,  især  om  vinteren 
og  paa  krigstog,  brugtes  skind  og  huder.  Almindelig  ogsaa  paa  Island 
var  lintøi  eller  lærred  (lin,  lerept),  Paa  Island  maatte  det  ialfald  ind- 
føres.  I  Norge  blev  lin  eller  hør  (hçrr)  fra  gammel  tid  delvis  dyrket 2. 
Men  det  sædvanlige  var  vist,  at  det  blev  indført,  som  det  synes  at 
fremgaa  af  retterbøder  fra  Haakon  V  Magnussøns  tid^. 

Ved  siden  af  dette  hjemmevævede  tøi  bragte  vikingetiden  en  mængde 
fine  stoffer  til  Norden  til  brug  for  høvdinger  og  stormænd.  Det  tøi, 
som  blev  vævet  hjemme  paa  gaarden,  var  grovt  og  simpelt  og  man  for- 
stod ikke  at  gi  det  prægtige  og  straalende  farver.  Men  paa  sine  vikinge- 
tog  havde  Nordboerne  ude  i  Europa  set  prägten  og  de  straalende  dragter 
ved  kongehofferne.  Og  da  de  selv  af  naturen  var  glad  i  alt,  som  var 
gildt  og  staseligt,  var  noget  af  det,  de  først  og  fremst  søgte  at  faa  fra 
udlandet,  prægtige  klæder. 

Det  kostbareste  af  disse  tøier  og  et  stof,  som  i  middelalderen  bare 
blev  brugt  af  stormænd  og  til  kirkeprydelser,  var  silken  (oldn.  silki).  Det 
kan  være  tvivlsomt  og  kan  med  sproglige  grunde  ikke  afgjøres,  om 
dette  ord  først  er  kommet  til  Norden  fra  Øst-  eller  fra  Vesteuropa. 
Silke  heder  paa  angelsaksisk  seolc  eller  seoloc,  et  ord,  som  er  nær  be- 
slægtet  med  sUki,  Men  paa  den  anden  side  har  vi  i  kirkeslavisk  formen 
selku,  som  igjen  synes  at  hænge  sammen  med  mongolsk  sirgek,  silke*. 
Derfor   er  kanske   ordet  kommet    østenfra  til  Norden  og  er   i   angels. 


i  Se  herom  og  overhovedet  om  klædedragtec  :  Grundriss  der  germ.  Philologie  II,,  s.  235  fif.  ; 
Hildebrand  I,  s.  160  ff.;  Weinhold,  Altnordisches  Leben  og  Keyser,  Nordmændencs 
private  Liv  i  Oldtiden.  Jeg  har  især  under  fremstillingen  af  hvad  der  var  opr.  nordisk 
holdt  mig  til  fremstillingen  i  Grundriss. 

»  Frostatingsl.  IX  S  9. 

'  NGL.  III.  s,  123,  126,  131:  jfr.  ogsaa  Rygh,  Nordiske  Gaardnavne,  Indledn.  under  Un, 

^  Kluge,  Etym.  Wörterbuch  der  deutschen  Sprache,  under  Seiäe. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  1  VIKINGET.       1 43 

et  laanord  fra  nordisk.  —  Silkens  hjem  er,  som  bekjendt,  Kina.  Men 
ved  vikingetidens  begyndelse  var  silkeavlen  udbredt  over  hele  Orienten 
og  var  gjennem  Maurerne  bL  a.  indført  i  Spanien,  hvor  den  udgjorde 
en  blomstrende  industri.  Saaledes  var  der  i  en  by  som  Almeria  alene 
800  vævstole,  hvor  silketøier  tilvirkedes  1.  Herfra  og  ikke  bare  fra  Ost- 
europa over  de  russiske  handelsveie  fik  Nordboerne  i  vikingetiden  den 
silke,  som  ikke  saa  ganske  sjelden  brugtes  af  høvdingerne. 

Nordboerne  i  Irland,  som  stod  i  livlig  handelsforbindelse  med  ud- 
landet,  var  særlig  glade  i  prægtige  klæder  og  havde  meget  mere  pynt 
og  stas  end  Irerne  selv.  Da  Ireme  i  968  plyndrede  Limerick,  fortælles 
det  saaledes,  at  de  førte  bort  med  sig  Nordboernes  »smykker  og  bedste 
eiendom,  deres  skjønne  fremmede  sadler,  deres  guid  og  sølv,  deres 
skjønne  vævede  klæder  af  alle  farver  og  af  alle  slags,  deres  satin  og 
og  silkeklæder,  smukke  og  brogede,  baade  skarlagen  og  granne,  og  lige- 
ledes  alle  slags  klædert^.  Det  er  lidet  sandsynligt,  at  Nordboerne  i  Ir- 
land stod  i  handelsforbindelse  med  Osteuropa;  desuden  ved  vi  ogsaa 
andetstedsfra,  at  de  havde  samfærdsel  med  Syd-Frankrig  og  Spanien  Ö; 
endelig  er  det  vel  kjendt,  at  Maurerne  i  Spanien  var  særlig  dygtige  i  at 
forarbeide  alskens  skind-  og  lædervarer*.  De  fremmede  sadler  (a  sad- 
laici  allmarda),  som  nævnes,  maa  vel  derfor  være  spanske.  Og  det 
samme  er,  tør  vi  slutte,  tilfældet  med  silketøierne. 

Nordboerne  i  Irlands  silketøier  nævnes  ogsaa  flere  gange  ellers.  Da 
Irerne  i  aar  icxx>  havde  indtaget  og  plyndret  Dublin,  heder  det  saaledes 
i  et  digt  til  minde  herom:  »Vi  bragte  silke  ud  fra  deres  fæstning« 
(Tugsam  siccir  as  a  dun)^. 

I  Rfgsf)ula  nævnes  silke  for  første  gang  i  gammelnorsk  digtning. 
Det  heder  (str.  34)  om  høvdingens  san  den  unge  Jarls  fødsel  :  Svein  ol 
Môôir,  sUki  vafdi.  Da  de  fleste  mener,  at  Rigsj)ula  er  digtet  paa  de 
Britiske  Øer  blant  keltiske  mænd,  maa  vi  slutte,  at  den  silke,  som  det 
nyfadte  barn  svøbes  i,  er  kommet  fra  Spanien  over  Irland.  Ogsaa 
andetsteds  omtales  under  vikingetiden  silketøi,  som  vistnok  er  kommet 
til  Norge  over  Vest-Europa.  Saaledes  gav  Arinbjørn  herse  engang  Egil 
i  julegave  en  »silkekappe  besat  med  guldknapperc  0.  Det  heder  herom  i 
det  vers,  som  Egil  digtede: 


^  Om  silkeayl  og  silketeier,  se  Heyd,  Gesch.  des  Levantehandels  im  Mittelalter  II,  649  ff. 
og  682  fi 

*  Cogadh  Gaedhel,  s.  78—79. 
'  Se  afsnittet  om  handel. 

^  Korduanskind  har  sit  navn  fra  byen  Cordova  i  Spanien. 
'  Cogadh  Gaedhel,  s.  112  f. 

*  Egils  s.y  k.  67  ;  oversættelsen  er  Finnur  Jonssons. 


144  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Sjalfrâ5e  let  slœfior 
silke  dreogr  of  fenget 
guUknappaÖar  greppe. 

Arinbjørn  herse  var  dengang  nylig  kommet  hjem  fra  England  ;  des- 
uden  gav  han  ved  samme  leilighed  Egil  en  klædning  af  nyt  engelsk 
klæde.     Vi  niaa  da  slutte,  at  ogsaa  silkekappen  er  kommet  fra  England. 

Det  meste  af  hvad  Nordboerne,  og  især  Nordmændene  og  Islæn- 
dingerne,  ellers  i  vikingetiden  brugte  af  fremmede  tøier  fik  de  fra 
Frankrig  og  England.  I  F'landern,  Brabant  og  de  tilstødende  dele  af 
det  nuværende  Frankrig  var  der  fra  gammel  tid  navnkundige  væverier 
saaledes  i  Arras,  hvis  væverier  alt  var  kjendt  paa  Romernes  tid.  —  Der 
og  i  Mellem-Italien  blev  i  middelalderen  det  bedste  klæde  tilvirket.  — 
Fra  de  i  vikingetiden  blomstrende  handelsstæder  Dorestad  og  Quentovic 
er  der  vist  ikke  kommet  saa  lidet  klæde  til  Norden.  Selve  sproget 
vidner  ogsaa  om  dette.  I  Sigurôarkvifta  in  skamma  (str.  66)  beder 
Brynhild  om  at  faa  sit  lig  svøbt  ind  i  et  tøi,  som  kaldes  vala-^^ipt  og  er 
vel  fad,  d.  e.  »vakkert  farvet«.  Dette  kan  ikke,  som  enkelte  har  ment, 
betyde  »ligklæde«  og  komme  af  imlr,  slagmarken  hvor  de  faldne  ligger. 
Ordet  skulde  da  hede  valript  og  ikke  valaript  Og  selv  et  valript 
vilde  vistnok  betyde  »vælsk  klæde«,  ligesom  valskikkja  er  det  samme 
som  vçlsk  skikkja,  »en  kappe  fra  Valland«  (det  alm.  navn  paa  Frankrig) i. 
Desuden  synes  det,  som  om  vaia  i  valaript  svarer  til  Vaia  i  den  çfter- 
følgende  verslinje,  hvor  det  er  genitiv  af  Valir]:        r    * 

valaript  vel  fiid 
ok  Vaia  mengt. 

Ofte  nævnes  ogsaa  i  sagaerne  engelsk  klæde.  Saaledes  fortælles 
det  i  Egils  saga  (k.  17),  at  Torolv  Kveldulvssøn  sendte  et  skib  »vest 
til  England  for  at  kjøbe  sig  klæde  og  andre  varer,  som  han  trængte«. 
Og  som  jeg  før  har  nævnt,  gav  Arinbjørn  herse  Egil  i  julegave  en  ny 
fuldstændig  klædning.  »Den  var  klippet  af  engelsk  klæde  med  mange 
farveri^.  Det  ser  saaledes  ud,  som  om  norske  høvdinger  i  vikingetiden 
jevnlig  fik  klæde  fra  England.  Dog  stod  hverken  klædesvæverierne  eller 
andet  haandverk  særlig  høit  hos  Angelsakserne.  Doomesday  Book 
nævner  bare  klædesvævere  i  Stamford,  og  ellers  ved  man  blot,  at  rød 
farve,  som  brugtes  ved  klædesfabrikationen,  blev  hentet  til  England  fra 
St.  Denys.  Derimod  stod  de  nederlandske  og  franske  væverier  langt 
høiere,  baade  naar  det  gjaldt  tøiets  finhed  og  dets  farvning.  Det  er 
derfor  ikke  sikkert,  at  det,  som  sagaerne  kalder  engelsk  klæde,   virkelig 


1  Dette  hindrer  ikke,  at  Vaia  mengt  her  bet.  »mange  træller«. 

2  Egils  s.,  k.  67. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  ViKlNGET.       145 

er  vævet  i  England.  Det  kan  være  indført  til  England  fra  Frankrig. 
Men  Nordmænd  og  Islændinger,  som  stod  i  livligst  handelsforbindelse 
med  England,  fik  naturligvis  klæde  og  andre  finere  tøier  fi-a  dette  land 
eller  overhovedet  fi-a  de  Britiske  Øer.  Derpaa  tyder  ogsaa  andre  oplys- 
ninger  i  sagaerne.  Saaledes  fortælles  det  f.  eks.  i  Eyrbyggjasaga  (k.  50), 
at  der  i  aar  1000  kom  et  skib  til  Island  ft-a  Dublin  med  suderøiske  og 
irske  mænd  ombord.  Paa  skibet  var  ogsaa  en  suderøisk  kvinde  ved 
navn  Torgunna.  Hun  havde  med  sig  en  stor  kiste  med  sengklæder; 
blant  disse  var  »engelske  lagener«  (enskar  blæjur). 

Især  var  Nordboerne  glade  i  fi-a  udlandet  at  faa  broget  farvede 
tøier,  som  de  selv  ikke  kunde  forfærdige.  Fra  oldtiden  af  stod  især 
purpurfarvede  og  skarlagenrøde  tøier  i  stor  anseelse.  Ordet  skarlat, 
skcUlat,  skarlagen,  nævnes  vistnok  ikke  i  den  ældste  skaldedigtning.  Men 
baade  ordet  og  skarlagenrøde  tøier  synes  at  ha  været  kjendt  af  Nord- 
boerne alt  i  vikingetiden.  I  sagaerne  omtales  det  nemlig  ofte,  at  høv- 
dinger og  stormænd  var  klædt  i  skarlagens  dragter.  Saaledes  fortælles 
det,  at  Kjartan,  da  han  kom  til  Olav  Trygvessøn,  var  klædt  i  en  rød 
skarlagenskjortel  (i  skarlatskyrtli' raudumy,  Ligeledes  heder  det,  at 
Olav  Trygvessøn  ved  afskeden  gav  Kjartan  en  fuldstændig,  ny  dragt  af 
skarlagen  (çll  kkeôi  n^akårin  af  skarlatiy  ^.  Desuden  har  jeg  før  nævnt, 
at  Nordboerne  i  Irland  havde  skarlagensklæder.  Selve  ordet  er  af  ro- 
mansk oprindelse.  Det  heder  paa  middelaldersk  latin  scarlatum,  paa 
middelengelsk  scarlat  og  paa  gl.  fransk  escarlate.  Om  ordet  er  kommet 
ind  i  nordisk  fra  Frankrig  eller  fra  England,  kan  vi  nu  ikke  afgjøre.  — 
I  det  hele  var  Nordboerne  i  vikingetiden,  naar  de  vilde  ha  prægtig 
farvet,  især  rødt  klæde,  nødt  til  at  indføre  det.  Saaledes,  naar  det  i 
Haraldskvæde  (str.  19)  fortælles,  at  Harald  Haarfagres  skalder  er  klædt 
i  »røde  kapper  med  fagre  rænden  (å  feldum  rauSum  vel  fagrrenduåiim), 
saa  kan  vi  deraf  slutte,  at  tøiet  i  disse  kapper  vistnok  ikke  er  vævet  i 
Norden,  men  at  det  ligesom  de  vaaben,  Haralds  modstandere  bar  i  Hafrs- 
fjord,  og  ligesom  skikkene  ved  Haralds  hird  er  kommet  fra  Vesteuropa. 

Der  nævnes  ogsaa  fra  vikingetiden  andre  tøier,  som  vel  maa  være 
indført  fra  Vesteuropa.  Flere  steder  i  Eddadigtene  og  i  skaldedigtningen 
nævnes  saaledes  et  kostbart  tøi,  som  høvdinger  bruger  og  som  kaldes 
gudvefr^.  Dette  ord  er  vistnok  det  samme  som  angels,  godwébh^  som 
betyder  et  slags  »fint  klæde,  purpur«. 


*  Laxdælasaga,  k.  40  (s.  145,  Kälunds  udg.). 

*  Sammesteds,  k.  41  (s.  153). 

'  Jfr  Egilsson,  Corpus  Poeticum,  og  Ham&ismâl,  17;  GuÔrunarhvçt,  16. 

yid.-S«l«k.  Skriiter.   IL   H.-F.  Kl.   190A.    No.  1.  10 


146  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

I  Egils  saga  fortælles  det,  at  Egil,  da  han  fik  bud  om  at  hans  søn 
Bodvar  var  druknet,  var  klædt  i  en  rød  bomuldskjortel  {hafài  fustans 
kyrtü  ravdany.  —  Vi  har  ikke  grund  til  at  tvivle  paa  denne  fortælling; 
for  mindet  om  Bodvars  død  og  om  Egil,  da  han  digtede  Sonartorrek, 
maa  ha  holdt  sig  særlig  godt.  —  Vi  kan  da  af  dette  slutte,  at  man  alt 
i  det  I  ode  aar  hundred  paa  Island  og  vel  ogsaa  ellers  i  Norden  har 
kjendt  bomuldstøier.  Bomuldstøier  blev  i  middelalderen  indført  fra 
Orienten.  Selve  ordet  ftisian  er  vistnok  kommet  ind  i  nordisk  fra  ro- 
mansk; det  heder  paa  italiensk  fustagno,  paa  fransk  fustaine  og  paa 
spansk  fustan.  Tøiet  er  opkaldt  efter  den  by,  hvor  det  blev  tilvirket, 
nemlig  Fostat  eller  Fossat  (Cairo)  i  Ægypten^;  til  Norden  maa  det,  som 
navnet  viser,  være  indført  fra  Vesteuropa. 

Jeg  har  ved  denne  opregning  væsentlig  holdt  mig  til  Norge  og 
Island.  Men  i  Danmark  og  vel  ogsaa  i  Sverige  har,  kan  vi  se,  den 
samme  indflydelse  gjort  sig  gjældende.  I  danske  gravhauger  fra  vikinge- 
tiden  har  man  flere  gange  fundet  rester  af  fremmede  tøier,  især  silke. 
I  kongehaugene  ved  Jellinge  er  der  saaledes  fundet  rester  af  silke,  som 
ved  plantefarve  har  været  farvet  rød.  I  Slotsbjergby  i  Sorø  amt  har 
man  fundet  et  stykke  guldindvirket  silketøi,  og  i  Mammen  i  Viborg 
amt  har  man  fundet  et  polstret  armbaand  af  silke.  Dette  viser,  hvor 
kostbar  silken  i  vikingetiden  har  været 3.  —  Paa  samme  vfs  bruger  den 
dag  idag  de  indfødte  paa  enkelte  af  Sydhavsøerne  silkestrimler  som 
smykker,   der  for  dem  har  samme  værd   som  guid  og  edelstene  hos  os. 

Vi  ser  af  det  foregaaende,  at  under  vikingetiden  begyndte  Nord- 
boerne, som  før  mest  havde  nøiet  sig  med  hjemmevævet  vadmel,  at  ind- 
føre  tøi  til  stasklæder  fra  udlandet,  især  fra  Vesteuropa,  silke,  purpur- 
farvet  og  skarlagens  klæde  og  almindeli^t  klæde;  de  indførte  ogsaa 
bomuldstøi  til  underklæder  eller  hjemmedragt,  ja  selv  lagener  og  vistnok 
ogsaa  lintøi  *.  Det  var  naturligvis  bare  høvdinger  og  storfolk,  som  havde 
raad  til  sHg  luksus.  Bønderne  havde  bare  sit  vadmel  og  de  bar  — 
til  hverdags  som  til  høitidsbrug  —  den  samme  slags  dragt,  som  deres 
forfædre  i  aarhundreder  havde  brugt.  Men  med  høvdingerne  blev  det 
anderledes.  De  begyndte  til  stas  at  bære  udenlandske  kapper  og  kaaber 
og  at  efterligne  fremmede   moder.     Vi  ved  ogsaa  fra  senere  tider,  hvor 


i  Egils  s.,  k.  78. 

*  Diez,  Romanisches  Wörterbuch,  3  udg.,  I,  s.  192  f. 

3  Th.  Thomsen,  i  Aarb.  f.  nordisk  Oldk.  1900,  s.  269  ff. 

*  Naar  det  i  Rfgs^ula,  str.  30,  fortælles,  at  høvdingens  hustru  tog  frem  en  »menstret 
dug,  h  vid  af  here  (mer Jüan  auk,  hvitan  af  h^r/l),  saa  kan  denne  ialfald  næppe  ha  været 
gjort  i  Norden. 


Î904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VÎKINGET.       147 

let  Nordmændene  efterlignede  udlandcts  klædedragt  og  fremmede  moder.- 
Saaledes  forteller  Snorre  om  Olav  Kyrre  ^,  at  i  hans  dage  »tog  mænd 
op  afvigende  klædeskikker;  de  havde  pragthoser  sammensnøret  til  benet, 
nogle  spændte  guldringer  om  sine  legger,  og  da  bar  mænd  slæbkjortler, 
med  baand  paa  siden,  og  ærmer,  fem  alen  lange,  som  var  saa  trange, 
at  man  maatte  drage  dem  paa  med  »haandtøile«^  og  snøre  dem  til  helt 
op  ved  akselen,  høie  sko  og  alle  silkesømmede,  men  nogle  guldlagtec. 
At  der  her  er  tale  om  fremmede  moder,  kan  ingen  være  i  tvivl  om.  I 
middelalderen  som  i  vore  dage  var  Frankrig  modernes  hjem,  og  derfra 
bredte  de  sig  til  Tyskland  og  England  som  til  Norden.  Vi  vil  da  ogsaa, 
baade  naar  det  gjælder  vikingetiden  og  den  senere  middelalder,  finde, 
at  navnene  paa  de  fleste  af  de  fremmede  klædningsstykker,  som  nævnes 
i  Norden,  er  af  romansk  oprindelse.  Særlig  karakteristiske  for  middel- 
alderen var  de  lange  ærmer,  som  Snorre  nævner  og  som  var  fem  alen 
lange,  ganske  trange  det  stykke,  som  dækkede  armen,  og  snøret  fast  til 
dragten  oppe  ved  akselen.  Viollet-Le-Duc  i  sit  Dictionnaire  raisonné  du 
mobilier  français  gir  en  nøiagtig  og  til  Snorres  beskrivelse  ganske  sva- 
rende skildring  af  disse  ærmer  ^.  De  kom  i  Frankrige  paa  moden  i  det 
Ilte  aarhundred.  '  Det  kan  altsaa  ikke  ha  varet  længe  før  man  i  Norge 
begyndte  at  efterligne  denne  skik.  Ogsaa  om  sko  ved  vi,  at  de  i  den  tid- 
lige middelalder  var  særlig  pragtfulde,  syet  i  forskjellige  farver  og  forsynet 
med  guid  og  silkebroderier^.  Et  andet  eksempel  paa  at  Nordmændene 
i  det  Ilte  aarhundreds  slutning  efterlignede  fremmede  klædesskikker,  er 
Magnus  Barfod.  »Det  fortæller  folk,  at  da  kong  Magnus  kom  hjem  fra 
Vesterviking,  havde  han  mestendels  de  skikker  og  den  klædedragt,  som 
var  brugelig  i  Vesterlandene,  og  ligesaa  mange  af  hans  mænd.  De  gik 
barlegget  paa  gaden,  med  stutte  kjortler  og  kapper;  derfor  kaldte  folk 
ham  Magnus  Barfod  eller  Barben«  ^  Den  dragt,  som  her  skildres  er 
den  samme  som  den,  der  endnu  bruges  i  de  skotske  høilande,  hvor 
mændene  som  bekjendt  bærer  en  jakke  med  et  sjal  over  og  nedenfor 
dette  et  slags  kort  skjørt  (kilt);  knæerne  er  altid  bare;  tidligere  var  nok 
leggene  det  ogsaa.  Naar  saaledes  fremmede  klædesskikker  i  slutningen 
af  det  Ilte  aarh.  kunde  vinde  indpas  i  Norden,  maatte  de  ogsaa  tidligere 
kunne  gjøre   det.     Thi  forbindelsen   med  Vesteuropa  var  under  vikinge- 


*  Olav  kyrres  saga,  k,  2. 

*  En  ved  haanden  anbragt  snor. 

»  4,   8.    80   ff. 

*  Viollet-Le-Duc,  3,  s.  160. 

»  Hskr.,  Magnus  s.  berfætts,  k.  18. 


148  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

tiden  endnu  livligere  end  den  senere  blev.  —  Jeg  skal  jikke  her  op- 
holde  mig  ved  alle  de  kaaber  og  andre  prægtige  klædningsstykker,  som 
nordiske  høvdinger  og  krigere  i  vikingetiden  siges  at  ha  gjort  til  bytte 
i  fremmede  lande  eller  at  ha  Taat  som  gave  af  udenlandske  konger  og 
fyrster.  Sagaerne  nævner  mange  eksempler  herpaa,  af  hvilke  jeg  skal 
fremhæve  nogle  faa.  I  Gunnlaug  Ormstunges  saga  (k.  7)  fortælles  det,  at 
kong  Æthelred  i  England  i  digterløn  gav  Gunnlaug  en  »skarlagenskappe, 
som  var  foret  med  de  bedste  skind  og  besat  med  bræmmer,  som  gik 
helt  ned  paa  skjødet«  1.  —  Denne  kappe  spiller,  som  bekjendt,  en  stor 
rolle  i  Gunnlaugs  saga.  Gunnlaug  gir  den  til  Helga  den  fagre,  og  hun 
lader  den  brede  ud  fremfor  sig  og  sér  paa  den,  før  hun  dør.  —  Ogsaa 
i  Dublin  faar  Gunnlaug  i  digterløn  en  prægtig  dragt.  Kong  Sigtrygg 
gir  ham  sin  egen  klædning  af  nyt  skarlagen.  Kjortelen  var  besat  med 
bræmmer  og  kappen  foret  med  kosteligt  skind  2.  —  Da  Egil  i  England 
havde  fremsagt  sin  draapa  om  kong  Æthelstan,  gir  denne  ham  ogsaa 
en  »dyrebar  kappe«  3.  —  Da  Kjartan  skulde  seile  hjem  igjen  til  Island, 
gav,  fortælles  det,  kong  Olavs  søster  Ingebjørg  ham  med  til  Gudrun 
Osvivsdatter  »et  hvidt,  guldindvirket  hovedklæde«  [motr  hvitan,  guMofinn)] 
udenom  var  der  en  pose  af  gudvæv  (par  var  guSvefjarpoki  um  utan)^. 
Her  er  det  ikke  bare  ordene,  men  ogsaa  selve  det  guldindvirkede  tøi, 
som  viser,  at  dette  hovedklæde  maa  være  indført  fra  udlandet  ;  muligens 
dog  fra  Osteuropa. 

Vigtigere  end  disse  fortællinger  om  gaver  er  det,  som  selve  spro- 
gets  ord  viser  os.  Der  er  nemlig  i  vikingetiden  kommet  ind  i  nordisk 
ikke  faa  fremmedord,  som  er  navne  paa  klædningsstykker.  Dette  viser, 
dels  at  udenlandske  klædesplag  har  faaet  indpas  i  Norden  og  dels  at 
Nordboerne  har  efterlignet  udenlandske  moder.  Thi  disse  ord  maa  først 
være  blit  kjendt  i  Norden  sammen  med  klædningsstykkerne  selv;  saa 
er  disse  blit  efterlignet  herhjemme,  er  blit  moderne  og  de  ord,  som  de 
i  udlandet  betegnedes  med  har  faat  hjemstavnsret  i  sproget.  —  Klæde- 
dragt  og  moder  er  i  det  hele  et  af  de  sikreste  midler  til  at  vise  kultur- 
paavirkning  og  indflydelse  fra  udlandet.  Thi  her,  næsten  mere  end  i 
andre  tilfælder,  pleier  de  fremmede  ord  at  vinde  indpas  sammen  med  de 
nye  ting,  som  indføres  og  efterlignes. 

Før  jeg  gaar  videre,  skal  jeg  først  gi  en  ganske  kortfattet  skildring 
af  almuens  dragt  under  vikingetiden.  —  Den  var  ens  over  hele  Norden, 


^  Overs,  er  efter  glossaret  og  anmerkn.  i  Wimmer,  Oldnordisk  Læsebog. 

*  Gunnlaug  Ormstunges  saga,  k.  8. 
»  Egils  s.,  k.  55. 

*  Laxdæia,  k.  43  (s.  161). 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      1 49 

saa  det,  som  omtales  fra  Island,  gjælder  ogsaa  for  Norge  som  for  Sve- 
rige og  Danmark.  —  Manden  bar  i  almindelighed  nærmest  kroppen  en 
skjorte  samt  derover  en  kjortel  {kyrtiü)  og  bukser;  disse  kaldtes  dels 
hrækr,  gik  lidt  nedenfor  knæet  og  blev  fæstet  om  livet  med  et  baand 
eller  belte;  undertiden  gik  de  i  ett  med  fodbeklædningen  og  kaldtes  da 
leistabrækr;  i  modsat  fald  dækkedes  foden  af  en  sok  [sokkr,  leistr). 
Undertiden  brugtes  ogsaa  hosur,  lange  strømper,  som  dækkede  foden 
og  leggen  op  til  knæet.  Ovenpaa  dette  havde  de  i  almindelighed  en 
sid  og  vid  kappe.  Mændene  bar  ogsaa  ofte  en  hat  (hçttr),  Kvinderne 
havde  nærmest  kroppen  en  særk  [sefkr).  Deres  kjortel  var  fodsid  og 
holdtes  om  livet  sammen  med  et  belte.  De  bar  ingen  hat;  men  havde 
ofte  andre  slags  hovedbeklædninger.  Paa  fødderne  bar  mænd  som 
kvinder  i  almindelighed  sko  af  læder  eller  skind.  I  denne  enkle  dragt 
maa  der  under  vikingetiden  være  ,  kommet  ikke  saa  faa  forandringer. 
Nye  klædningsstykker  og  nyt  snit  paa  de  gamle  er  kommet  i  brug. 
Den  følgende  liste  over  fremmedord  vil  vise  dette.  Jeg  gir  dem  her  i 
alfabetisk  orden. 

hjupa.  En  islandsk  kvinde  paa  landnaamstiden  kaldes  Porunn  green- 
ing jar-hjupa^.  Den  sidste  del  af  hendes  tilnavn,  hjiipa^  maa  være  det 
samme  ord  som  hjupa,  eller  som  det  i  prosa  almindelig  heder  hjupr. 
Saa  kaldtes  et  kort  klædningsstykke,  som  dækkede  overkroppen.  Det 
havde  en  vid  aabning  i  halsen;  ærmerne  var  korte  og  gik  bare  til 
midt  paa  armen.  Det  brugtes  fra  den  tidlige  middelalder  i  Frankrige. 
Ordet  hjupr  selv  er  ogsaa  af  romansk  oprindelse.  Det  heder  paa  m.  lat. 
jupa,  paa  gl.  fransk  jupe,  paa  moderne  fransk  juhe^  paa  ital.  giuhha. 
Da  ordet  alt  var  kjendt  i  Norden  paa  landnaamstiden,  maa  det  være 
kommet  direkte  fra  Vesteuropa  og  ikke  over  nedertysk,  hvor  det  ogsaa 
forekommer  i  formen  jope,  joppe,  juppe^.  At  en  kvinde  paa  landnaams- 
tiden bærer  et  saadant  tilnavn  af  fremmed  oprindelse,  er  ikke  saa  under- 
ligt.  Som  jeg  andetsteds  skal  søge  at  vise,  bærer  en  hel  række  af 
landnaamsmændene  fremmedord  som  tilnavne.  Ordet  hjupr  har  dog 
neppe  før  efter  vikingetiden  faat  hjemstavnsret  i  Norden.  Foruden  paa 
oldnorsk  og  islandsk  forekommer  det  ogsaa  paa  gl.dansk  i  formen  juppe, 
men  er  der  vistnok  laant  fra  nedertysk. 


^  Islendingsçgur  I,  s.  40  og  299;  jfr.  K.  Rygh,  Tilnavne,  s.  22. 

»  VioUet-Lc-Duc,  4,  s.  61  ff. 

'  Jfr.  Diez,  Roman.  Wörterb.,  3dic  udg.,  I  s.  214,  og  Fritzncr,  Ordbog.     Ordet  stammer 

muligens  opr.   fra   arabisk.     Den  spanske  form  al-juba  fettr  nemlig  tilbage  til   arabisk 

al-gubbah  (al'gobbah)\  Diez, 


ISO  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

kåpa,  f.  »overklædning,  kappe,  som  gjerne  var  forsynet  med  hætte 
eller  hovedbedækning«  y  Ordet  forekommer  første  gang  i  Kràkumâl 
(str.  1 8),  som  vistnok  blev  digtet  i  det  I2te  aarhundred,  samt  i  et  vers 
i  Ørvarodds  saga^.  Men  det  er  vistnok  ældre  og  alt  kommet  ind  i 
sproget,  baade  i  Norge  og  Island,  ved  vikingetidens  slutning.  Det  fore- 
kommer nemlig  i  norske  gaardnavne  fra  middelalderen,  saaledes  i  Kaabe- 
got  {Kåpukot)  i  Raade  i  Smaalenene,  som  alt  nævnes  i  Røde  Bog  fra 
omkring  1400^.  I  Ramnes  i  Jarlsberg  og  Larviks  amt  findes  lige  ved 
hinanden  to  gaarder,  som  heder  Kaape  og  Hette.  Ordet  kåpa  er  af 
romansk  oprindelse;  det  brugtes  muligens  alt  i  det  romerske  folkesprog 
og  heder  paa  middelalderlig  latin  capa,  paa  gl.  fransk  cape,  chape  (it. 
cappa,  sp.  capa)^.  Ordet  er  rimeligvis  kommet  til  Norden  paa  første 
haand  fra  de  romanske  sprog;  det  kjendes  nemlig  ikke  i  angelsaksisk, 
men  forekommer  først  i  middelengelsk.  Ordet  forekommer  ogsaa  paa 
gl.  svensk  (i  lovene)  i  formen  kåpa  og  betyder  der  »mössa,  capuchont  \ 
Paa  gl.  dansk  heder  det  kaabe.  Naar  ordet  er  kommet  ind  i  disse  sprog, 
vover  jeg  ikke  at  afgjøre.  Ordet  tkappe«,  som  i  sin  oprindelse  er  det 
samme  ord,  er  meget  senere  end  kåpa  kommet  ind  i  sproget. 

Dette  klædningsstykke  brugtes  meget  almindelig  i  middelalderen, 
baade  af  mænd  og  kvinder,  lægfolk  og  geistlige.  Kaaben,  som  alt  findes 
afbildet  i  katakomberne  ved  Rom,  brugtes  i  begyndelsen  uden  hætte. 
Denne  nævnes  dog  alt  tidlig  i  middelalderen.  »  Kaaben  c  med  hætte  paa 
brugtes  især  af  geistlige  og  ogsaa  paa  reiser®.  Jeg  vover  ikke  at  afgjøre, 
om  dette  klædningsstykke  forst  er  blit  kjendt  i  Norden  gjennem  Nord- 
boernes egen  forbindelse  med  udlandet  eller  gjennem  de  første  fremmede 
geistlige,  som  kom  hidop.  I  sidste  tilfælde  skulde  ordet  egentlig  ligge 
udenfor  denne  opgaves  ramme. 

keJlir,  I  et  vers  af  den  navnkundige  islandske  skald  Kormak,  som 
tevede  ved  midten  af  det  lode  aarhundred,  heder  det:  fioll  eru  fiarpar 
kcUe  falden^  d.  e.  tfjeldene  er  dækket  med  is«,  keile  er  efter  professor 
S.  Bugges  mening  dativ  af  en  nominativform  *A*J//r,  som  igjen  er  afledet 
af  irsk  caille  f.,  slor**.  Dette  ord  stammer  \ndere  fra  det  latinske /)(7//iMm. 
—  Latinsk  p  blir  paa  irsk  regelmæssig  til  r;  f.  eks.  lat  j>Mr/»»<r  =  irsk 
Ci'trur.  —  Ordet  forekommer  ogsaa  i  middelengelsk,  keile,  calh\  haamet 

*  S<  Fntxncr.  OrdK^c. 

*  Forn..'.v'.ars<ki:\ir  11,  s.  255. 

»  Ry^h,  Norske  GaoTvinavnc,  i,  s.  350. 

*  Di«  I.  Sw  1 10. 

*  Se  Sch*.yt«,  G'ossir. 

*  5c  Vio*.>nI  e-L^'-.c,  5.5,  00  :\ 

*  AjitK  f   r,.-i    OMk    îSSvj,  Sw  9  C 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      I51 

Det  bruges  endnu  i  skotsk,  kell,  og  i  engelsk  (dial)  caid.  Det  er  saa- 
ledes  ikke  let  at  afgjøre  om  ordet  er  optat  fra  angelsaksisk  eller  paa 
første  haand  fra  irsk.  Ordet  findes  foruden  hos  Kormäk  bare  i  en  ver- 
sificeret  ramse  i  Snorres  Edda  (I,  573)  som  en  kjenning  for  »hjelm« 
(egt.  »Odins  hat«).  Det  har  vistnok  paa  Island  efter  Kormaks  tid  kun 
været  et  digterisk  ord,  men  har  rimeligvis  været  brugt  af  Nordboerne 
i  Vesterleden. 

klœâi,  n.  »stykke  tøi,  klædningsstykke,  klædesvarer«.  Ordet  maa 
alt  ha  været  brugt  i  Norden  i  vikingetiden.  Det  forekommer  i  et  vers 
i  Gunnlaug  Ormstunges  saga  (k.  11),  hvor  det  bruges  i  betydningen 
»sengklæder«,  samt  i  et  vers  i  Olav  Trygvessøns  saga  (k.  2i),  hvor 
Harnais  klœâi  bruges  som  kjenning  for  rustning.  Ordet  klæai,  klæde, 
som  nu  findes  baade  i  norsk,  islandsk,  dansk,  er  sandsynligvis  et  laanord 
i  nordisk.  Det  hænger  sammen  med  middelhaitysk  kleit  n.,  middelneder- 
tysk  kleet,  middelnederlandsk  cleefj  gl.  frisisk  cUth,  clath  og  angelsaksisk 
clåd,  sjelden  clæd,  men  er  sandsynligvis  ikke  urbeslægtet  med  disse  ord. 
Derimod  taler  vokalen,  som  i  tysk  ft/ei<  er  en  diftong,  medens  æ  i  klœài 
er  afledet  af  en  grundform  med  lang  5.  Professor  S.  Bugge  og  andre 
har  formodet,  at  ordet  i  nordisk  er  laant  fra  angelsaksisk.  Derimod  taler 
ikke  den  omstændighed,  at  klædi  er  en  afledet  form  med  -i.  »Thi  efter 
ags.  dat.  *dààe,  gen.  clædes  kan  man  i  oldn.  ha  sagt  i  dat.  klœàey  i  gen. 
klæSes  og  derefter  ha  dannet  en  nom.  klæde.  Paa  samme  maade  er,  som 
Zimmer  først  har  sét,  oldn.  dat.  stræte  laant  fra  ags.  dat.  stræte,  og  der- 
efter er  den  oldn.  nom.  stråte,  n.  dannet«^. 

la£,  baand,  snorer.     I  Egils  saga  (k.  78)  heder  det:    Egill 

haf&i  fustans  kyrtü  raudan,  prçngvan  upphlutinn,  oklaz  å  sldu  (»Egil 
havde  en  rød  bomulds  kjortel,  med  trang  overdel  og  baand  paa  siden«). 
Ordet  lae,  som  ikke  forekommer  i  den  gamle  skaldedigtning,  men  ofte 
i  prosa,  er  af  romansk  oprindelse  og  stammer  fra  gl.  fransk  laz  {las, 
laqs,  af  lat.  laqueus),  hvorfra  ogsaa  det  engelske  lace  er  afledet  2.  Selve 
ordet  laz  er  kanske  først  kommet  til  Norge  efter  vikingetiden;  men  der 
er  et  andet  ord,  som  ogsaa  synes  at  staa  i  forbindelse  med  gl.  fransk 
lae  og  som  ofte  forekommer  i  den  gamle  skaldedigtning,  nemlig  Tüad, 
pyntebaand^.  —  Ordet  forekommer  ogsaa  paa  gl.  svensk,  ladh,  og  paa 
gl.  dansk,  lad.  —  Dette  ord  kan  paa  grund  af  sin  betydning  vanskelig 
komme  af  hlada,  at  opstable.  Jeg  skulde  tro,  at  det  er  afledet  af  gl. 
fransk  lag,  men  at  det  herhjemme   er  blit  sat  i  forbindelse  med  verbet 


»  S.  Bugge,  i  Sicvers,  Beiträge  XXIV  s.  458. 

*  Se  Fritzner,  under  laz,  og  Diex  I,  s.  240. 

'  Jfr.  citatcme  hos  Egilsson;  ordçt  forek,  bl.  a.  i  Hallfreds  saga. 


152  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

hlada  og  substantivet  hlndt  i)  noget  som  er  opstablet,  2)  et.opbevarings- 
sted,  hvor  noget  henlægges. 

mçttuUf  »kappe,  mantel».  Dette  ord  forekommer  alt  i  et  vers  af 
skalden  Kormak  [mcttul-skaut,  kappeflig).  At  ordet  alt  i  vikingetiden  er 
kommet  til  Norden,  maa  man  vel  ogsaa  slutte  af  at  det  i  1 2te  aarh.  var 
navn  paa  en  sagnfigur,  Finnekongen  Mattidl,  som  findes  omtalt  hos 
Sakso^  Som  bekjendt  skrev  Sakso  omkr.  1190 — 1200.  Der  maa  da 
være  hengaat  en  tid,  siden  sagnet  blev  dannet,  og  endnu  længere  tid 
maa  være  hengaat,  fra  ordet  blev  indført  i  sproget  og  til  det  gik  over 
til  at  bli  et  appellativ.  Ogsaa  derved  kommer  vi  vel  tilbage  til  det 
lode  aarhundred.  At  ordet  er  gammelt  i  Norge,  kan  man  tillige  se 
deraf  at  det  tidlig  forekommer  i  stedsnavne,  f.  eks.  Motleberg  i  Smaa- 
lenene,  som  nævnes  alt  i  det  14de  aarh.^.  Ordet  forekommer  ogsaa  paa 
gl.  svensk,  i  formen  mantulf  mattui,  og  paa  gl.  dansk  i  formen  manteL 
Til  dansk  er  ordet  vistnok  kommet  fra  tysk,  ialfald  i  den  almindelige 
danske  form  (=  middelhøitysk  mantel).  Til  Island,  Norge  og  vel  ogsaa 
til  Sverige  er,  skulde  jeg  tro,  ordet  kommet  ad  andre  veie.  Skalden 
Kormak  bruger,  som  bekjendt,  i  sine  digte  mange  fremmedord  af  engelsk 
og  irsk  oprindelse.  Da  nu  ordet  mcttidl  først  forekommer  hos  Kormak, 
ligger  det  allerede  af  den  grund  nær  at  slutte,  at  det  er  et  laanord  fra 
angelsaksisk.  At  dette  er  saa,  blir  ogsaa  sandsynligt  derigjennem  at 
man  paa  ags.  har  ordet  mentel,  kappe  (middelengelsk  mantel).  At 
Nordboerne  i  Vesten  meget  tidlig  har  optat  ordet  mcttidl^  kan  vi  ogsaa 
slutte  deraf,  at  det  fra  nordisk  er  gaat  over  i  gammelirsk,  matal^  (acc. 
pl.  matlu,  Annals  of  Innisfallen  a**  1 1 80).  Dette  ord  forekommer  særlig 
hyppig  i  »Book  of  Rights«,  som  skildrer  forhold  i  Irland  i  begyndelsen 
af  det  Ilte  aarhundred.  Vi  kan  da  slutte,  at  Nordboerne  i  Irland  senest 
i  det  lOde  aarhundred  havde  indført  brugen  af  mantler,  og  at  denne 
fremmede  mode  fra  Nordboerne  videre  vandt  indpas  hos  Irerne,  som  et 
klædesplag,  som  det  sømmede  sig  for  konger  at  bære.  Som  de  fleste 
moder  er  ogsaa  denne  opstaat  i  de  romanske  lande  og  har  derfra  ud- 
bredt  sig  over  Europa.  Baade  oldhøitysk  mantel  og  ags.  m^entel  stammer 
nemlig  begge  fra  romansk  (mlat.  mantum,  mantellum,  m^intellits;  gl. 
fransk  m/inteJ)  K     Den  vesteuropæiske  mantel  var  i  det  9de  og  lode  aarh. 


^  Saxo,  ed.  Muller  I,  453,  MatuUus^  Finmarchiæ  dux, 

2  O.  Rygh,  Norske  Gaardnavne  I,  s.  272. 

'  At  f>  mangler  foran  /  i  matal^    gjer    det  sandsynligt   at   ordet   er  laant  fra  m^tull  og 

ikke  direkte   fra  lat.   mantellum.    Var  ordet  laant  lige  fira  latin,  skulde  man  ogsaa  ha 

ventet  at  vokalen  var  blit  forlænget  i  ferste  stavelse, 
*  Jfr.  Kluge,  Etym.  Wörterb. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      1 53 

firkantet  eller  halvrund  af  snit  og  holdtes  sammen  ved  en  spænde,  som 
var  fæstet  over  den  ene  skulder.  Man  bar  endnu  ikke,  som  i  Orienten, 
rigt  broderede  og  udsmykkede  mantler,  uden  kanske  til  høitidsbrug. 

oipa,  en  slags  kaabe  eller  kappe.  Ordet  forekommer  alt  i  et  vers  i 
Hallfreds  saga^  og  maa  altsaa  ha  været  i  brug  allerede  ved  vikingetidens 
slutning;  senere  forekommer  det  ofte  i  prosa.  Det  nævnte  vers  lyder 
saaledes: 

En  i  olpu  granni 

ek  fikk  dreng  til  strengfa. 

Professor  S.  Bugge  meddeler  mig,  at  han  holder  det  for  muligt,  at 
ordet  olpa  er  af  roman.sk  oprindelse.  Det  staar  snarest  i  forbindelse 
med  gl.  fransk  voleper  (=s  fransk  envelopper)^  indvikle,  indhylle.  Gode- 
froy  anfører  ogsaa  i  sin  gammelfranske  ordbog  ordet  envelope,  »sorte  de 
vêtement«.  Man  kunde  ogsaa  tænke  paa  lat.  vulpes,  gl.  fransk  volpe  f., 
ræv.  Dette  ord  kan  ogsaa  bruges  om  ræveskind,  men  har  aldrig  betyd- 
ningen »ræveskindspels«*.  Naar  det  i  verset  i  Hallfredssaga  siges,  at 
den  kappe,  som  kaldes  olpa,  var  grøn,  saa  viser  dette  kanske  ogsaa,  at 
denne  slags  kapper  eller  kaaber  oprindelig  ikke  hørte  hjemme  i  Norge 
og  paa  Island.  Det  var  vist  i  vikingetiden  sjeldent,  at  man  farvede  det 
tøi,  som  vævedes  hjemme  paa  gaarden,  grønt. 

Jeg  skal  endnu  nævne  et  par  ord,  om  hvilke  man  ikke  med  sikker- 
hed  kan  se,  enten  de  er  kommet  til  Norden  fra  England  eller  fra  Tysk- 
land. Da  forbindelsen  med  England  under  vikingetiden  var  meget  livligere 
end  med  Tyskland,  formoder  jeg  dog  at  disse  ord  er  kommet  vestenfra. 
Et  ord,  som  alt  blev  brugt  i  vikingetiden  og  som  den  dag  idag  er  meget 
almindeligt  i  alle  de  nordiske  sprog,  er  kyrtill,  m.  »kjortel«.  Ordet 
forekommer  første  gang  i  Rigs{)ula  (str.  23)  i  sammensætningen  geita- 
kyriUij  d.  e.  »med  gjeteskinds  kjortel«.  Det  heder  om  Karls  (den  frie 
bondes)  hustru: 

Hes  m  oku  på 
hanginlukla, 
geitakyrtlu^ 
giptu  Karli, 

Ordet  kyrtill  hænger  sammen  med  adjektivet  »kort«,  som  dog  ikke 
er  paavist  i  oldnorsk;  dette  hænger  igjen  sammen  med  tysk  kure,  old- 
høitysk  kure  og  er  kommet  til  Norden  senere  i  middelalderen  over 
Danmark  fra  nedertysk.  Selve  adjektivet  kurjs  er  igjen  et  laanord  fra 
latinsk   curium.     Ordet   kyrtill   er    dog  næppe  kommet   til   Norden  fra 


*  Flateyjarbök  I,  s.  307. 

'  Jfr,  Godefroy  under  volfe  og  Diez  I,  s.  443  (under  viluppo). 


Î54  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Tyskland.  Det  er  snarere  laant  fra  angelsaksisk,  hvor  man  har  ordet 
cyrtelf  m.  »coat,  cloak«,  medens  et  tilsvarende  ord  ikke  findes  i  oldhøi- 
tysk^.  Den  eneste  betænkelighed  er,  at  man  i  angelsaksisk  ikke  har 
noget  til  kure  svarende  adjektiv.  I  engelsk  bruges  isteden  adjektivet 
shorty  ags.  sceort,  som  er  et  urgermansk  ord,  men  merkelig  nok  ikke 
findes  i  tysk.  Deraf  er  afledet  ags.  scyrte,  »skirt,  tunicc  Hertil  svarer 
tysk  Schurz,  Schürze,  middelhøitysk  schürz  og  middelnedertysk  schorte. 
I  forbindelse  med  disse  ord  staar  oldn.  skyrta,  »skjorte«,  som  i  ældre 
tid  ligesom  kjortelen  blev  baaret  udenpaa  benklæderne.  Da  noget  til 
ags.  sceort  svarende  adjektiv  ikke  kan  paavises  i  nordisk,  maa  dette  i 
alle  Nordens  lande  lige  fra  middelalderen  saa  almindelige  ord  snarest 
være  laant  fra  udlandet.  Om  det  er  laant  fra  nedertysk  eller  fra  angel- 
saksisk, kan  vi  ikke  med  sikkerhed  afgjøre.  Men  sandsynligheden  taler 
for,  at  det  er  kommet  til  Norden  fra  England.  Ordet  forekommer  alt  i 
Eddadigtene.  I  Rfgs|)ula  (str.  1 5)  fortælles  det,  at  bonden  er  klædt  i  en 
trang  skjorte  {sJcyrtu  pfrçngva)  og  i  Hyndlulioô  (str.  46)  bruges  fyrirshyrta 
i  betydningen  »forklæde«.  Modsat  fyrirskyria  er  bakskyrta,  der  oftere 
forekommer  som  stedsnavn  i  gamle  jordebøger^. 

Endnu  kan  nævnes  sokkr^  m.  »sok,  strømpe«.  Ordet  forekommer 
ikke  i  den  gamle  digtning;  men  ved  11 15  nævnes  en  Orknøing  ved 
navn  Sighvatr  sokki^.  Dette  tilnavn  er  afledet  af  sokkr^,  Naar  ordet 
sokkr  i  en  noget  ændret  form  alt  omkr.  iioo  er  gaat  over  til  at  bruges 
som  tilnavn,  maa  man  vel  ha  lov  til  at  slutte,  at  det  alt  nogen  tid  har 
havt  hjemstavnsret  i  sproget  og  at  det  snarest  ved  vikingetidens  slutning 
er  kommet  ind  i  nordisk.  Selve  ordet  er  af  fremmed  oprindelse  og 
stammer  fra  lat.  soccus.  Til  Norden  er  det  snarest  kommet  fra  Eng- 
land. Det  svarer  i  formen  ganske  til  ags.  socc,  m.  »sock«.  Den  danske 
form  »sokke«  stammer  derimod  sandsynligvis  fra  tysk  (oht.  soccho  m., 
mht.  soCi  socke,  nht.  Socke,  f). 

Til  slutning  skal  jeg  nævne  et  ord,  som  dog  er  vanskeligt  at  for- 
klare, nemlig  taska,  f  »taske,  pose«.  Dette  ord  findes  ikke  i  den  gamle 
skaldedigtning,  men  det  bruges  ofte  i  sagaerne.  —  Man  kan  se,  at  mæn- 
dene  ofte  bar  tasker  eller  poser  ved  beltet,  for  i  dem  at  gjemme  kniver 
og  andet.  —  Ogsaa  i  gl.  svensk  og  gl.  dansk  forekommer  ordet.  Det 
maa  dog  ha  været  kjendt  i  Norden  før  den  tid,  da  sagaerne  blev  ned- 
skrevet.    I  Norge  findes  der  nemlig  gamle  gaardnavne,  dannet  af  taska. 


1  Sweet.  Student's  Diet,  of  Anglo-Saxon;  og  Kluge,  Etym.  Wörtcrb, 

*  Rygh,  Gaardnayne  I,  s.  160. 
3  Flateyjarbök  1,  s.  431. 

*  K.  Rygh,  Tilnavne,  s.  61. 


1904.  No.  1.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       1 55 

I  Smaalenene  har  vi  saaledes  Tasken  i  Raade,  som  nævnes  alt  i  1351 
(i  Taskony  og  Toskenes  i  Tune,  som  nævnes  i  Røde  Bog  {Tasktmes)^. 
Ordet  maa  saaledes  efter  al  sandsynlighed  ha  faat  hjemstavnsret  i  sproget 
alt  ved  vikingetidens  slutning.  Det  forekommer  ligeledes  i  sammensæt- 
ningen  tçskubak  (d.  e.  »med  pose  paa  ryggen«)  som  tilnavn  paa  flere 
Islændinger  fra  Landnaamstiden  3.  Hvorfra  dette  ord  stammer,  og  ad 
hvilke  veie  det  har  udbredt  sig,  er  vanskeligt  med  sikkerhed  at  afgjøre. 
Dog  synes  det  kanske  snarest  at  være  af  romansk  oprindelse  (ital.  tasca, 
franske  bygdemaal  tache,  tasque^  tasse,  wal.  tasçe).  Det  findes  ogsaa  i 
oldhøitysk  i  formen  tasca  og  i  middelhøitysk  (tasche)^.  Det  er  saaledes 
muligt  eller  sandsynligt,  at  ordet  er  kommet  til  Norden  over  Tyskland, 
gjennem  nedertysk  (mnt.  taske,  tasche).  Det  burde  kanske  derfor  ha 
været  udeladt  i  denne  sammenstilling.  Men  jeg  har  taget  det  med, 
fordi  det  synes  mig  at  være  et  interessant  kulturord. 

Jeg  skal  ved  siden  af  disse  ord  nævne  endnu  et,  som  ikke  egentlig 
hører  hjemme  her,  men  som  jeg  vanskelig  kan  finde  plads  for  i  nogen 
anden  forbindelse,  nemlig  det  i  alle  de  nordiske  sprog  saa  almindelige 
ord  >sæk«,  oldn.  sekkr.  Ordet  forekommer  først  sent  i  digtningen,  men 
findes  ofte  i  sagalitteraturen.  Det  maa  dog,  skulde  jeg  tro,  alt  forud 
for  vikingetiden  være  kommet  til  Norden.  Det  er  nemlig  fra  gammel 
tid  blit  brugt  som  stedsnavn  i  flere  egne  af  landet.  Saaledes  kaldes 
løbet  mellem  Hvaler  og  Bohuslens  fastland  Sækken,  sandsynligvis  fordi 
sundet  er  blit  sammenlignet  med  en  sæk.  Sækken  findes  endvidere 
som  navn  paa  en  fjord  i  Bremsnes  sogn  i  Søndhordland  ^.  Samme  ord 
er  muligens  ogsaa  øen  Sekken  i  Veø  sogn  i  Romsdalen;  dog  er  dette 
ord  i  oldn.'  fem.  {Sekk),  vel  i  analogi  med  andre  ønavne.  At  sekkr  er 
laant  fra  angelsaksisk,  kan  man  se  af  vokalen,  som  svarer  til  ags.  sæcc, 
—  I  oldhøitysk  heder  ordet  sac.  —  I  angelsaksisk  er  ordet  laant  fra  det 
latinske  saccus]  dette  stammer  videre  gjennem  gr.  aåxxog  fra  fønikisk- 
hebraisk  sak^.  Det  er  saaledes  en  lang  reise  dette  ord  har  gjort,  før 
det  i  Norden  blev  kjendt  og  fik  hjemstavnsret  i  sproget.  Men  ordet 
sekkr  viser  os  tillige,  at  en  gjenstand,  som  synes  os  saa  oprindelig  og 
selvsagt  som  sækken,  alligevel  skylder  en  enkeltmand  sin  oprindelse. 
Der  har  været  en  tid,  om  end  mere  end  icxxd  aar  tilbage,  hvor  man 
ikke  havde  sækker  her  hjemme  i  Norge.  —  At  ordet  sekkr  før  vikinge- 


*  Rygh,  Gaardnavne  I,  s.  326. 
'  Sammesteds,  s.  291. 

a  Se  K.  Rygh,  Tilnavne. 

*  Se  Diez  I,  s.  411  og  Kluge,  Etym.  Wörterb. 

'  Rygh,  Norske  Fjordnavne,  i  »Studier  tilegnede  C.  R,  Unger«,  s.  43. 

*  Kluge,  Etym.  Wörterb..  under  Sack, 


156  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

tiden  er  kommet  til  Norden,  er  sikkert,  hvis  øen  Sekken  virkelig  er  det 
samme  ord.     Og  der  er  al  grund  til  at  tro,  at  saa  er  tilfældet 

Tilsidst  endnu  et  ord,  hvis  oprindelse  dog  langtfra  er  sikker,  nemlig 
årsaiTy  årsali  eller  assali.  Ordet  forekommer  første  gang  i  Guôrunarkv. 
II  25,  hvor  Grimhild  siger  til  Gudrun,  hvem  hun  tilbyder  mandebod 
efter  den  faldne  Sigurd: 

Gef  ek  {)ér.  GuÖrdn, 
guU  at  ^iggja, 
fiol&  alis  fiâr 
at  fç&ur  dau&aQ, 
hringa  raufta, 
Hlobvés  sali, 
ârsal  allan 
at  jçfur  falÜDD. 

Af  dette  sted  kan  man  ikke  se  ordets  betydning.  Men  af  andre 
steder  synes  det  at  fremgaa,  at  det  betegner  et  slags  vævet  klæde  eller 
tøi,  som  brugtes  til  sengeomhæng.  Saaledes  heder  det  i  Frostatings- 
loven  (IX  S  9)  om  arv  efter  en  moder:  »en  vefiar  sciccior  oe  (issala  aUa 
oe  typt  clœâar  (sic)  oc  vœvginn  oc  lesinn  pat  å  dôttir.  oc  fiaârcla^  oc 
dûnclœdi^.  Allerede  afdøde  professor  C.  Unger  havde  opmerksomheden 
henvendt  paa. dette  ord  og  formodede,  at  det  hang  sammen  med  byen 
Arras  i  Nordfrankrig,  hvor  der  som  vi  har  hørt,  i  middelalderen  var 
navnkundige  væverier.  Professor  S.  Bugge  har  ogsaa  været  tilbøilig  til 
at  tro  paa  dette.  Men  han  har  ikke  kunnet  overvinde  én  vanskelighed. 
Byen  Arras  hed  nemlig  paa  Romernes  tid  Atrébates.  1  det  lode  aarh. 
var  dette  endnu  ikke  blit  til  ArraSy  men  til  en  form  omtr.  som  *Adrevats. 
Man  kunde  dog  tænke  sig,  at  årsalr  er  opstaat  af  *adrevatS'Sagulum 
{sagulum  =  en  kort  kappe,  soldaterkappe,  senere  ogsaa  brugt  om  væ- 
vede  tøler).  —  Der  er  spor  af  ordet  sagulum  i  romansk^.  Verset  i 
Guôrunarkviôa,  hvor  vi  først  har  Hlçàvés  sali  og  saa  i  næste  linje  årsal 
allan,  synes  at  vise,  at  de  gamle  har  opfattet  årsalr  som  en  sammen- 
sætning  med  salr\  men  ordet  salr,  her  nærmest  tænkt  om  et  hvælvet 
rum,  gir  i  denne  forbindelse  ingen  passende  mening.  Udtrykket  Hlçàvés 
sali  »Ludvigs  saler«  viser  ogsaa  hen  paa  Frankrig  og  paa  de  karolingiske 
keisere  af  dette  navn.  Afgjørende  for  mig  er  det  dog,  at  i  ældre  en- 
gelsk bruges  ordet  arras  ganske  i  samme  betydning  som  årsalr  i  old- 
norsk, nemlig  om  vævede  tæpper  og  særlig  om  sengeomhæng.  I 
Shakespeares  Cymbeline  (Akt  II,  se.  2)  har  lachimo  i  en  kuffert  sneget  sig 
ind  i  Imogens  sovekammer  og  kommer  ud,  efterat  hun  er  sovnet  ind. 
Han  ser  sig  rundt  i  værelset  og  siger: 


i  Sc  Die«,  Etym.  Wörterb,  I,  under  sq;a. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I   VIKINGET.      1 57 

Tu  note  the  chamber  I  will  write  all  down  :   — 

Such  and  such  pictures;  —  there  the  window;  —  such 

The  adornment  of  her  bed;  the  arrCLH,  figures. 

Der  4  kan  ikke  være  tvivl  om,  at  arrds  her  betegner  de  vævede 
tæpper,  som  hang  ned  omkring  sengen.  I  Hamlet  (akt  IV,  se.  i)  betegner 
arra^  et  forhæng  i  sin  almindelighed  (Behind  the  arras  hearing  some- 
thing  stir).  At  arras  har  sit  navn  efter  byen  Arras  i  Nord-Frankrig, 
derom  er  alle  enige.  Men  er  dette  saa,  da  synes  ligheden  mellem  arras 
og  årsalr  mig  for  stor  til  at  kunne  være  ganske  tilfeldig.  Det  oldnorske 
årsalr  maa  da  ogsaa  paa  en  eller  anden  vfs  staa  i  forbindelse  med  nav- 
net paa  byen  Arras  eller  Atrebates.  Nordboerne  kunde,  mener  professor 
S.  Bugge,  ha  optat  ordet  i  formen  *aàr'Salr.  Dette  kunde  bli  til  årsalr, 
Jigesom  *hvadrir  er  blit  til  hvårir. 

Det  var  ikke  bare  tøier  og  nye  klædningsstykker,  som  Nordboerne 
i  vikingetiden  fik  fra  udlandet.  De  lærte  ogsaa  nye  maader  at  farve  sin 
uld  og  sit  tøi  paa.  Purpurfarvningen  er,  fortæller  sagnet,  opfundet  hos 
Fønikerne.  Fra  Orienten  vandrede  kunsten  videre  til  alle  Europas  lande. 
Grækerne  lærte  den  først  ;  hos  dem  er  noQcpvqa  navn  baade  paa  purpur- 
muslingen  og  paa  purpurfarven  og  de  med  den  farvede  tøier.  Det  samme 
er  tilfældet  m^å  purpura  hos  Romerne,  som  lærte  kunsten  af  Grækerne. 
Gjennem  Romerne  blev  purpurfarven  kjendt  rundt  i  Europa,  og  fra  latin 
stammer  ogsaa  gjennem  mellemled  vort  eget  ord  »purpur«,  som  er  kom- 
met til  Norge  over  Tyskland  og  Danmark,  Gjennem  Romernes  herre- 
dømme i  Britannien  blev  purpurfarven  kjendt  i  Irland.  Ordet  purpura 
blev  paa  irsk  til  corcar  f.  ;  for  som  jeg  før  har  nævnt,  blir  p  i  latin  i 
begyndelsen  af  ord  paa  irsk  i  regelen  til  c. 

Røde  tøier  nævnes  tidlig  hos  Irerne,  f.  eks.  af  digteren  Mac  Liag 
(omkr.  aar  1000)^.  Slige  røde  tøier  har  vel  Irerne,  saaledes  som  vi 
endnu  kan  gjøre  det,  kaldt  purpurfarvede,  selv  om  de  ikke  var  farvet 
med  den  røde  farve  fra  den  ægte  purpurmusling.  Isteden  for  denne 
brugte,  skulde  jeg  tro,  Irerne  en  slags  lav,  som  farver  rødt  eller  rød- 
brunt. I  gælisk  betyder  nemlig  corcur:  i)  purpur,  skarlagen,  2)  farvelav. 
'  —  Til  Skotland  er  baade  ordet  og  kunsten  at  farve  rødt  kommet  fra 
Irland.  —  Fra  Skotland  bredte  kunsten  sig  til  Shetlandsøerne,  hvor 
korkie  betegner  »en  slags  lav,  som  vokser  paa  Stener  og  bruges  til 
farvet  [lichen  tartareus).  Derfra  igjen  lærte  Nordmændene  at  bruge 
stenlav  til  farve.  Paa  Færøerne  er  korkß  navn  paa  en  lav  eller  mos, 
som    farver   rødt   eller  rødbrunt.     Det  samme  ord  findes  ogsaa  i  vore 


^  0 'Carry,  Manners  and  Customs  of  the  ancient  Irish,  III  s.  153. 


158  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

bygdemaal  i  formen  korke,  korkje  og  betegner  en  slags  stenlav,  som 
bruges  til  farve.  —  Alle  disse  ord  stammer  fra  irsk  og  gælisk  cojxur. 

En  kunde  tro  at  ordet  først  i  nyere  tid  er  optaget  i  nordisk.  Men 
saa  kan  ikke  være  tilfældet.  I  Aslak  Bolts  Jordebog  (s.  43)  nævnes 
nemlig  oppe  i  det  Trondhjemske  et  sted,  som  kaldes  Korkabûâir.  Dette 
kan  vel  ikke  betyde  andet  end  en  bod,  hvor  korke  eller  farvelav  gjemtes^. 
Og  paa  Island  nævnes  i  Droplaugarsona  saga  (s.  11)  et  Korkalækjar- 
vårping.  Navnet  Korkalækr  er  muligens  ogsaa  sammensat  med  ordet 
korki^  som  dog  nu  ikke  kjendes  paa  islandsk.  Stedet  kaldes  dog  ellers 
Krakalækr,  og  Kaalund  mener,  at  Korkalækr  kun  er  en  urigtig  skrive- 
maade^.  Retterbøder  fra  Haakon  V  Magnussøns  tid  omtaler  ligeledes 
denne  farvelav  eller  farvemose  under  navnet  litmosi;  den  var  kan  vi  se 
paa' Haakon  Vs  tid  en  udførselsartikel. 

Hvor  tidlig  Nordboerne  af  keltiske  folk  har  lært  at  bruge  stenlav 
til  at  farve  sine  tøier  røde,  kan  vi  nu  ikke  med  fuld  sikkerhed  afgjøre. 
Men  de  oplysninger  vi  har  om  ordet  korki,  bringer  os  til  at  slutte,  at 
det  snarest  alt  har  været  i  vikingetiden.  Siden  har  ordet  korki  levet  sit 
stille  liv  i  bygderne  herhjemme,  hvor  nu  vel  ingen  tænker  paa,  at  det 
har  gjort  en  aartusener  lang  vandring  fra  Grækenland  over  Italien, 
England,  Irland,  Skotland,  Shetlandsøerne  og  Færøerne  til  vore  Vest- 
landsbygder^. 

Den  foregaaende  undersøgelse  har  vist,  at  Nordboerne  under  vikinge- 
tiden har  faat  silke  og  finere  klædesstoffer  fra  udlandet  til  brug  for  høv- 
dinger og  stormænd.  Samtidig  har  ogsaa  fremmede  moder  vundet  indpas 
og  bidraget  til  at  omforme  høvdingernes  dragt  i  overensstemmelse  med 
skik  og  brug  i  udlandet.  De  fleste  af  disse  nye  klædningsstykker  og 
nye  moder  er,  kan  vi  se,  kommet  fra  de  romanske  lande,  delvis  med 
England  som  mellemled.  Fra  England  selv  er  ogsaa  nogle  faa  kommet. 
Denne  fremmede  strømning  er  lettest  at  paavise  i  Norge  og  paa  Island. 
I  Danmark  ser  det  ud,  som  om  der  senere  i  middelalderen  er  kommet 
en  ny  og  overmægtig  strømning  fra  Tyskland,  saa  de  fremmedord,  som 
kanske  tidligere  fandtes  i  sproget  og  som  stammede  fra  Vesteuropa, 
for  en  stor  del  er  afløst  af  tyske  former.  Og  fra  Danmark  er  denne 
strøm  trængt  videre  til  Norge  og  delvis  til  Sverige. 

I  nær  forbindelse  med  dragten  staar  alt,  som  angaar  smykker  og 
prydelser.      Nordboerne   brugte   fra   gammel   tid  mange  slags  smykker, 


^  Det  aadet  ord  korkt\   som  jeg   skal    nævne   under   agerbrug,   har  aldrig  været  bnigt  i 

Norge  selv. 
s  Beskrivelse  af  Island  II,  s.  206. 
*  Jeg  har  nævnt  ordet  Marki  sammen  med  klædedragteo,  fordi  jeg  ikke  kan  tænke  mig 

at  den  røde  farvemose  har  været  brugt  til  stort  andet  end  til  at  farve  uld  og  tøier. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      1 59 

især  spænder,  søljer,  ringer  og  halsbaand.  Ogsaa  før  vikingetiden  fik 
de  guldsmykker,  glasperler  og  andre  prydelser  fra  fremmede  lande. 
Vikingetogene  bragte  dog  en  før  ukjendt  mængde  af  guid  og  sølv  i 
form  af  alle  slags  smykker  til  Norden.  Samlingerne  i  Kristiania,  Bergen, 
Stockholm,  Kjøbenhavn  osv.  eier  en  mængde  slige  smykker,  som  under 
vikingetiden  er  kommet  til  Norden  fra  Vesteuropa,  baade  ting,  som  fra 
først  af  har  været  tænkt  til  smykker,  og  andet,  som  Nordboerne  har 
gjort  om  til  prydelser;  saaledes  som  bogbeslag,  mynter,  som  de  har 
boret  hul  gjennem,  osv.  Derom  kommer  jeg  dog  til  at  tale  nærmere 
under  afsnittet  om  prydkunsten.  Her  skal  jeg  bare  nævne,  at  sammen 
med  smykkerne  har  flere  fremmedord  vundet  indpas  i  Norden.  De  fleste 
af  disse  findes  i  Eddadigtene  og  blev  vist  især  brugt  af  Nordboerne  i 
Vesterlede;  i  sagalitteraturen  eller  i  senere  nordiske  sprogmindesmerker 
findes  kun  faa  af  dem.  Disse  ord  vidner  saaledes  ikke  saa  meget  om 
nogen  varig  kulturpaavirkning  paa  hele  Norden,  men  vel  om  indflydelse 
paa  de  Nordboer,  som  i  vikingetiden  færdedes  i  Vesteuropa,  især  paa 
de  Britiske  Øer. 

Jeg  skal  i  alfabetisk  orden  opregne  de  fremmedord,  som  betegner 
smykker. 

dcUkr,  m.  »naal,  hvormed  kappefligerne  fæstedes  sammen  over  skul- 
drenet  (=  lat.  spina).  Ordet  forekommer  første  gang  hos  skalden  Kor- 
mak,  som  i  et  vers  siger:  „Drengr  ungr  stal  mik  dalke^\  Senere 
findes  ordet  i  betydningen  »klædesnaal,  spænde«  enkelte  gange  i  saga- 
litteraturen. I  Sverige  og  Danmark  synes  det  ikke  at  ha  været  kjendt, 
og  om  det  blev  brugt  i  Norge,  kan  man  heller  ikke  se.  Deri  mod 
brugtes  ordet  af  Nordboerne  paa  de  Britiske  Øer.  I  nærheden  af  Largs, 
hvor  Haakon  Haakonssøn,  som  vi  ved,  tabte  slaget  mod  Skotterne,  er 
der  fundet  en  vakker,  sølvforgyldt  spænde,  som  med  runer  bærer  ind- 
skriften:  „Malhripa  a  dalk  pana",  d.  e.  »Maelbrigde  eier  denne  spændet  2. 
Eierens  gæliske  navn  viser,  at  det  ikke  kan  ha  været  en  af  de  ved  Largs 
kjæmpende  Nordmænd,  hvem  denne  spænde  har  tilhørt.  Det  har  snarere 
været  en  Nordmand  fra  Hebriderne,  hvor  ogsaa  den  norsktalende  befolk- 
ning ofte  bar  keltiske  navne. 

Professor  S.  Bugge  formoder,  at  ordet  dålkr  er  laant  fra  angel- 
saksisk dale,'  m.  »brooch,  bracelet!,  og  at  dette  igjen  hører  sammen  med 
glirsk  deig,  dealg,  som  ogsaa  betyder  »tøinaal,  brystnaal,  spænde«. 

gim.    I  Vølundarkvioa  (str.  6)  heder  det  om  smeden  Vølund: 


^  Kormaks  saga,  k.  25  (str.  2). 

'  Worsaae,  Minder  om  Danske  og  Nordmænd,  s.  564. 


l6o  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Han  slo  gull  rautt 
vid  gin*  fastan^ 

hvilket  vel  rigtigst  oversættes: 

»Haa  slog  det  rede  guid 
om  den  haarde  edelsten«. 

Ordet  gim  er  efter  professor  S.  Bugges  mening  det  samme  som  ags. 
gimnif  engelsk  ^f^m,  edelsten  ^  Dette  ord  stammer  videre  fra  latin  og  er 
det  samme  som  lat.  gemma.  Ordet  findes  bare  denne  ene  gang  i  Vø- 
lundarkvifta  og  har  vist  aldrig  været  brugt  i  det  daglige  liv,  hverken  i 
Norge  eller  paa  Island.  Det  hører  hjemme  paa  de  Britiske  Øer,  hvor 
de  Nordboer,  som  var  bosat  i  Northumberland,  Mercia  og  Østangel, 
naturligvis  har  optaget  en  mængde  kulturord  fra  Angelsakserne. 

Et  med  gim  sammensat  ord,  som  ogsaa  betyder  edelsten,  nemlig 
gimsteinn,  findes  derimod  oftere  baade  i  skaldedigtningen  og  i  sagalitte- 
raturen; det  er  desuden  i  formen  gim^sten,  gemsten  gaat  over  i  gl.svensk 
og  gl.dansk.  Dette  ord  er  snarest  en  nordisk  omformning  af  ags.  gim- 
stän,  edelsten. 

Et  ord,  som  ofte  forekommer  i  Eddadigtene,  er  iarknasteinn,  edel- 
sten. Ordet  forklares  i  digtene  selv  som  en  straalende  sten  (biartr 
steinn). 

Sva  var  imnn  Sigurd  r 
hia  stmum  Gluka, 
sem  varl  geirlaukr 
or  grast  vaxinn 
eåa  hiarir  steinn 
â  band  äregtnn, 
iarknnaieinnj 
yfir  édlingum^. 

Det  synes,  som  om  Nordboerne  har  kaldt  alle  slags  straalende,  halv- 
edle  og  edle  stene  for  iarknasteinn.  Saaledes  kaldes  en  »hellig,  hvid 
sten«,  som  er  i  Atles  eie,  iarknasteinn^.  Udenfor  Eddadigtene  fore- 
kommer ordet  ikke.  Det  har  rimeligvis  i  det  daglige  liv  bare  været 
brugt  af  Nordboerne  paa  de  Britiske  Øer.  For  iarknasteinn  er,  mener 
man,  samme  ord  som  ags.  eorcanstan,  eorcnanstan,  m.  »a  precious  stone«. 

sigli^  n.    et   slags  smykke.      Dette  ord   forekommer  et  par  gange  i 

Eddadigtene.     I  Lokasenna  (str.  20)  heder  det: 

Sveinn  inn  hvtti^ 
er  pir  sigli  gaf. 

Og  i  Sigurôarkv.  in  skamma  (str.  49)  heder  det: 


1  The  Norse  Lay  of  Wayland,  i  Saga  Book  of  the  Viking  Club  1901,  s,  287. 

»  Gu&rùnarkviba  I,  str.  18. 

•  GuÔrdnarkv.  III,  str.  3  og  8;  jfr,  Volundarkv.,  str.  25  og  28. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      161 

ek  gef  hverri 
urn  hrodit  sigli^ 
båk  ok  hlœju^ 
biartar  vdSir, 

Ordet  sigli  er  ikke  et  ægte  nordisk  ord,  men  er  laant  fra  ags.  sigle,  n. 
»halssmykke«  ^.  Efter  nogles  mening  er  det  angelsaksiske  ord  afledet 
af  ags.  sigel,  »sol«.  Efter  andres  mening  er  sigle  saavel  som  det  i 
betydning  nærliggende  ags.  sig(e)l,  n.  »brooch,  bracelet«,  laanord  fra 
latin;  muligens  staar  disse  to  ord  i  forbindelse  med  lat.  sigillum. 

En  skulde,  siden  ordet  sigli  bare  (indes  i  Eddadigtene,  tro  at  det 
kun  er  et  digterisk  ord,  som  aldrig  har  været  brugt  i  Norden  i  det  dag- 
lige liv.  Men  saa  er  neppe  tilfældet.  Paa  en  spænde  fra  Strand  i 
Aafjord  »af  den  for  den  yngre  jernalder  almindelige  form«  er  der  nemlig 
fundet  en  indskrift  med  runer,  som  ser  saaledes  ud:  HIKTIN^f^hiri) 
d.  e.  SIKLISAHAILI. 

Afdade  prof.  O.  Rygh  har  læst  denne  indskrift  saaledes:  s-igli  så 
hailli  d:  heilli,  »gid  han  maa  seile  lykkelig«  2.  Professor  S.  Bugge  ind- 
vender,  at  så  i  denne  forbindelse  er  meget  stedende;  desuden  bruges 
heiUi  (dat.  af  heill,  n.)  aldrig  paa  denne  vfs  alene,  men  altid  i  forbin- 
delse med  et  adjektiv,  som  gôôu  heilli,  iilu  heiili  osv.  Han  forklarer 
indskriften  saaledes:  ^siklis,  udtalt  siglis,  af  sigli,  n.  »smykke«,  og  det 
relative  pronomen  6^;  a  d.  e.  d  »eier«.  Hau,  udtalt  hceiU,  subst,  »lykke«. 
Enten:  sigWs  å,  hæill  i,  d.  e.  (peim)  er  sigli  å,  (er)  heill  i,  »for  den,  som 
eier  smykket,  er  der  lykke  deri«.  Eller  ogsaa  kan  man  læse  det  første 
a  to  gange.  Da  faar  man:  sigli' s  å,  å  heiU  i,  »den,  som  eier  smykket, 
har  lykke  deri«.  Allerede  G.  Stephens  har  ment,  at  vi  i  denne  ind- 
skrift har  ordet  sigli.  Han  læser:  SIKLI  SÆ  HAILI,  d.  e.  »May  this 
brooch  be  for  luck«.  Denne  læsning  lader  sig  dog  grammatisk  ikke  saa 
godt  forsvare '. 

I  alle  tilfælde  har  vi  i  denne  indskrift,  som  er  fra  det  9de  eller  lode 
aarhundred,  et  vidnesbyrd  om  at  et  vigtigt  kulturord  alt  tidlig  i  vikinge- 
tiden  har  vundet  hjemstavnsret  i  Norge. 

I  forbindelse  med  ordet  sigli  staar  i  Sigurftarkv.  in  skamma  parti- 
cipiet  hrodinn  [um  hroàit  sigli).  Dette  ord  er  laant  fra  angelsaksisk 
hroden,  »prydet,  ornatus*,  Ligesaa  qt  gtdlrodinn^  som  ofte  forekommer  i 
skaldedigtene,  optat  fra  ags.  goldhroden  »guldprydet«.  Begge  ord  fore- 
kommer bare  i  digtersproget  og  har  aldrig  været  brugt  i  det  daglige 
liv  her  i  Norden.      Da  hrodinn  ikke  forekommer   uden  paa  dette  ene 


^  S.  Bugge,  Stadier  over  de  nordiske  Gude-  og  Heltesagns  Opr.,  s.  4. 
*  Foreningen  for  norske  fortidsmindesmerkers  bevaring  1872,  8.  58. 
^  Stephens,  Runic  Monuments  III,  s.  114  og  tegning,  s.  115. 

Vid.-S6Uk.  Skrifter.      H.-F.  Kl.  1904.  No.  1.  H 


102  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Sted,  i  forbindelse  med  sigli,  saa  er  vel  dette  ord  ialfald  optat  direkte 
fra  angelsaksisk  digtning.  Men  alligevel  vilde  det  vel  næppe  være  kom- 
met ind  i  Eddasproget,  havde  ikke  Nordboerne  i  England  kjendt  ordets 
betydning  og  selv  brugt  det.  Dette  maa  ialfald  ha  været  tilfældet  med 
giUlroôinn, 

Allerede  denne  korte  fortegnelse  viser,  at  Nordboerne  i  England  har 
faat  nye  smykker,  prydgjenstande  og  edelstene  fra  udlandet.  Og  Nord- 
boerne har  selv  forstaat,  at  de  her  fik  noget  nyt,  som  de  før  ikke  kjendte 
eller  havde  noget  tilsvarende  til.  Dét  viser  de  fremmede  ord,  som  sam- 
men med  smykkerne  trængte  ind  og  blev  optaget  i  nordisk.  Edda- 
digtene,  som  vi  i  dette  stykke  henter  vor  meste  kundskab  fra,  viser  i 
disse  laanord  bare  forbindelse  med  England.  Men  ogsaa  ellers  fra 
Vesterlandene,  fra  Valland,  kom  der  i  vikingetiden  meget  guid  og  smyk- 
ker til  Norden.  Det  kan  vi  se,  ikke  bare  af  de  arkæologiske  fund, 
men  ogsaa  af  udtryk  i  digtene,  f.  eks.  i  Hyndlulioô,  hvor  det  om  den 
unge  Ottar  og  om  Angantyr  heder,  at   »de  har  lagt  i  pant  VcUemes 

feir  ha/a  vedjat 
Vaia  mdlmi 
ôttarr  ungt 
ok  Angantyr. 

Paa   samme    maade   bruges  i  Atlakv.  28   valbaiigar   d.  e.    »vælske 

ringe«  som  omskrivning  for  »gyldne  ringe«.  —  Dette  antar  ogsaa  Detter 

og  Heinzel  i  sin  nye  kommentar  til  Eddadigtene. 

/  veltanda  vatnt 
ipask  vdlbaugar, 
htldr  tn  å  hqndum  gull 
skint  Huna  b^rnum. 

Andre  har  ment,  at  vai-  i  vaUhaugar  kommer  af  valr,  kamppladsen, 
hvor'  de  døde  ligger,  og  at  det  altsaa  skulde  betyde  »dødsringe,  død- 
bringende ringe«.  Men  naar  ringene  er  kastet  i  våndet,  kan  de  jo  ikke 
volde  nogen  ulykke  længer.  De  bare  ligger  og  lyser  som  det  røde 
guid.  Jeg  tror  derfor,  at  val-  her  staar  i  samme  betydning  som  f.  eks. 
i  valhygg  d.  e.  »bygg  fra  Valland«. 

Saaledes  ser  vi  da,  at  høvdingerne  og  stormændene  i  Norden  ikke 
bare  til  sine  klæder  brugte  vadmel,  som  var  vævet  hjemme  paa  gaarden. 
Naar  de  skulde  optræde  til  høitids  og  i  al  sin  pragt,  var  de  klædt  i 
silke,  skarlagen  eller  kostbart  og  straalende  farvet  klæde  fra  England  og 
Frankrig.     Ofte  var  dragten  udsømmet  med  guldtraade  eller  guldbaand^, 


»  Hyndl.,  str.  9.  Valtr  er,  som  bekjendt,  i  almindelighed  navn  paa  indbyggerne  i  Frankrig. 
2  Egils  s.,  k.  67;  den  dragt  Egil  fik  af  Arinbjørn  havde  tslaSur  geruar  af  silH  ok  gull- 
saumadar  mi^k*. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      163 

som  man  ogsaa  fik  fra  udlandet.  —  Den  kunst  at  gjøre  guldtraad  kjendtes 
i  den  tidlige  middelalder  bare  i  Orienten;  hovedsædet  for  denne  industri 
var  Cypern  1.  —  Dragtens  snit  var  ogsaa  i  mange  stykker  en  efterligning 
efter  fremmede  moder.  Paa  fødderne  bar  man  efter  engelsk  mønster 
sokker  (oldn.  sokkr  =  ags.  socc).  Nærmest  kroppen  bar  man  skjorte 
(oldn.  skyrta  ==  ags.  scyrte).  Over  den  havde  man  en  kjortel  (kyrtill  =s 
ags.  cyrtel).  Over  det  hele  bar  man  en  mantel  {mçttull  =  mlat.  man- 
teUum)  eller  en  kaabe  (kåpa  =  mlat.  capa).  Paa  overkroppen  bar  man 
ogsaa  undertiden  en  »joppe«  (hjupa  =  mlat.  jupa)  og  ved  beltet  hang 
en  taske.  Sin  uld  og  sine  tøier  lærte  man  af  Irerne  at  farve  røde  med 
en  farve  som  fik  sit  navn  efter  purpuret.  Rundt  halsen  og  paa  brystet 
bar  kvinder  og  vel  ogsaa  mænd  smykker  fra  England  og  andre  frem- 
mede lande  prydet  med  straalende  stene,  »gimstene«.  En  nordisk  høv- 
ding, som  optraadte  i  en  slig  dragt  ved  de  angelsaksiske  eller  frankiske 
kongers  hof,  kunde  ikke  bli  taget  for  en  barbar.  Der  var  intet  i  dragten, 
som  vfste,  at  han  hørte  til  et  mere  uciviliseret  folk,  som  stod  udenfor 
den  almindelige  europæiske  kultur.  »Klæder  skaber  folke,  siger  et  gam- 
melt ordsprog.  Og  sandt  nok;  for  der  er  ikke  noget,  som  saa  tydelig 
viser  et  folks  kulturtrin  og  dets  forbindelse  med  udlandet  som  netop 
klædedragten. 

Lad  os  nu  efter  at  ha  sét  paa  stormændenes  dragt  kaste  et  blik 
ind  i  høvdingens  hal.  Lad  os  tænke  os,  at  vi  vandrer  med  Guden  Rig 
»over  grønne  stier«,  indtil  vi  kommer  til  høvdingens  sal.  Vistnok  er 
Rigs[)ula,  som  er  vor  vigtigste  kilde  til  kundskab  om  høvdingeboligernes 
udstyr  i  vikingetiden,  efter  de  flestes  mening  digtet  paa  de  Britiske  Øer 
for  en  norsk  høvding  dér.  Men  forskjellen  mellem  en  norsk  høvdinge- 
bolig  paa  Orknøerne  eller  i  Nordskotland  og  en  i  Norge  eller  paa  Island 
kan  vel  ikke  ha  været  saa  stor.  Desuden  havde  de  fleste  stormænd 
herhjemme  i  vikingetiden  slægt  og  forbindelser  vesterpaa,  og  vi  har 
ogsaa  —  dels  fra  andre  Eddadigte  og  dels  fra  Island  —  andre  skildrin- 
ger af  stormændenes  haller. 

Bygningsskikken  var  den  gamle.  Langs  væggene  stod  bænkerader, 
som  endog  i  kongens  hal  til  høitids  blev  dækket  med  stråa  2.  Midt  paa 
gulvet  var  den  aabne  arne,  hvorfra  røgen  gjennem  ljoren  strømmede  ud 
i  luften.  Foruden  ljoren  havde  man  alt  i  gammel  tid  andre  aabninger 
eller  glugger,  hvorigjennem  lys  og  frisk  luft  trængte  ind  (vindauga).    Et 


^  Heyd,  Gesch.  d.  Levantehandels  II,  s.  69  f. 

*  Jfr.  det  i  England  digtede  Eiriksmâl,  hvor  Odin,  da  han  venter  Erik  Blodeks,  byder 

einhcTJerne    i^bekki  at  strât;   Egilsson  mener,   at   strd  her  virkelig  bet.   »dække   med 

stråa  t. 


104  ALEXANDER  BUGGE.  HA*.  Kl. 

ord,  som  alt  i  vikingetiden  tnaa  være  optaget  i  irsk  fra  nordisk  er  fuindeog 
>=  oldn.  vindauga.  Det  oversættes  i  gamle  irske  glosser  med  »Ao^c 
fenistra^K  —  Var  saaledes  end  bygningsskikken  den  gamle,  saa  var 
der  dog  i  udstyret  af  høvdingens  hal  meget  nyt,  som  vikingetogenes 
forbindelse  med  Vesteuropa  havde  bragt  ind. 

Det  var  Vesterlandenes  kongeborger,  som  stod  for  vikingetidens 
høvdinger  som  det  herligste,  de  havde  sét,  og  hvis  pragt  de  selv  søgte 
at  efterligne.  Først  og  fremst  Karolingernes  keiserborg.  For  keiseren 
var  vistnok,  selv  efterat  Karl  den  stores  rige  var  delt  og  keiserens 
virkelige  magt  var  svundet  ind,  i  Nordboernes  øine  verdens  største  og 
mægtigste  fyrste.  Ustol  navn  Carolus  blev^JoTbr  Nordboerne  i  Vester- 
lede  et  sindbillede  paa  kongemagten.  Intet  under  derfor,  at  Grimhild, 
da  hun  vil  lokke  Gudrun  ved  at  tilbyde  hende  alt  det  prægtigste,  som 
kan  tænkes,  ogsaa  nævner  Hlçdvés  sali  (Guôrùnarkv.  II,  26).  Hlçdvér 
er  jo  den  nordiske  gjengivelse  af  det  frankiske  Ludvig,  navnet  paa  Ludvig 
den  fromme  og  paa  mange  andre  af  Karolingeme.  Med  Hlçdvés  salir 
menes  da  Karolingernes  keiserborg,  som  Nordboerne  tænkte  sig  som  en 
hal  fuld  af  uopnaalig  pragt. 

Et  dybt  indtryk  paa  Nordboerne  gjorde  især  dcprægtige  tæpper  med 
guWbroderier  og  billeder  af  slag  og  kampe,  som  de  saa  i  Vesterlandene. 

Det  fortælles  i  det  andet  kvæde  om  Gudrun^  at  hun  efter  Sigurds 
død  drog  til  Danmark,  hvor  Thora  Haakonsdatiter  paa  forskjellig  vis 
søgte  at  trøste  hende,  •  hl:  a.  ved  at  sysselsættje  hende  med  broderi  og 
haandarbeide.     Gudrun  fortæller  om  dette^  :        '  *  ^ 


^  Whitley  Stokes,  Irish  Glosses,  n.  134. 

*  Gu&riînarkvi&a  II,  str.  14 — 15:     Hoa  mér  at  g^amni 

gullbökaM 
sali  su&rœna 
ok  svaai  danska; 
hçf5u  vit  å  Skriptum 
{>at  er  skatar  léku, 
ok  å  haDDyr&iim 
hilmis  {>egna, 
randir  rau5ar, 
rekka  H  il  oa, 
hiordrdtt,  hÜImdrött, 
hilmis  fylgju. 

Skip  Si^undar 
skrift u  firâ  landi, 
gyltar  grfmur, 
grafnir  stafnar; 
byrftu  vit  i  borfta 
{>at  er  {>eir  bçrftusk 
Sigarr  ok  Siggeirr 
su5r  å  Ffvi. 


1904.    No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      165 

>Huc  mig  til  gammen 
guldiodvirked 
sydlandske  saler 
og  danske  sraner. 

Vi  satte  i  billed 
svendenes  idræt, 
fremslilled  med  haandeo 
fyrstens  mænd, 
rede  skjolde, 

hunske  (ell.  rustede)  drenge, 
sverd  flok,  hjelmflok, 
hevdings  følge. 

Sigmunds  skibe 
skred  fra  lande, 
med  gyldne  hoveder, 
ind-gravne  stavne; 
vi  brodered  paa  tæppet, 
at  de  bredes 
Sigar  og  Siggeir 
syd  ved  Fife.« 

At  der  her  i  Gudrunkvædet  er  tale  om  fremmed  kunstflid  eller  i 
det  mindste  om  udenlandsk  indflydelse,  er  sikkert.  Allerede  ordet  skript 
(hçfdu  vit  å  Skriptum)  viser  fremmed  indflydelse.  Skript,  f.,  betyder  paa 
oldnorsk  oprindelig  »billede,  maleri«  (piciwa)  og  skrifa  »at  bemale  med 
billeder,  afbilde«.  Begge  ord  staar  vistnok  i  forbindelse  med  lat.  scribo 
og  er,  skulde  jeg  tro,  kommet  til  nordisk  fra  angelsaksisk.  Man  kan 
ind vende,  at  ags.  scrtfan  betyder  »to  decree,  allot,  assign«  og 
scrift,  m.  »legal  penalty,  penance«.  Dog  synes  ags.  scrifen  ligesom 
oldn.  skrifaår  at  kunne  betyde  »bemalet,  udmalet«.  —  Denne  betydning 
har  kanske  især  tilhørt  folkesproget  og  kommer  derfor  sjelden  frem  i 
litteraturen.  I  et  gammelt  ags.  rimvers,  hvis  mening  dog  ikke  er  fuldt 
klar,  heder  det  :  scrifen  scråd  glad  purh  gescad  in  brâd  ^ .  Nii  betyder 
scrM,  som  det  synes,  her  »skib«;  hele  linjen  maa  da  vel  oversættes: 
»Det  udmalede  skib  gled  gjennem  en  strækning  ud  i  det  aabne  hav«. 
scrifen  som  nærmere  bestemmelse  til  »skib«  kan  vanskelig  ha  anden  be- 
tydning end  Budmalet,  udsmykket«. 

Vi  kommer  derpaa  til  udtrykket  gullhoka,  som  efter  hele  sammen- 
hængen  maa  betyde  at  indvirke  med  guid,  sandsynlig  som  et  slags 
broderi  2.  At  forarbeide  guldtraade  var,  som  jeg  før  har  nævnt,  i  den 
tidlige  middelalder  udelukkende  en  orientalsk  kunst.  En  af  de  første 
kjendere  af  Orientens  handels-  og  kulturhistorie  W.  Hevd  siger  derom  i 
sin  »Geschichte  des  Levantehandels  im  Mittelalter«  (II  s.  679  f):    »Man 

*  Se  Grein,  Bibliothek  der  angelsächsischen  Poesie  4,  under  scrifen  (s.  412). 

•  Gering  i  sit  Glossar  til  Eddadigtene  oversætter  gullbbka  med  »mit  Gold  sticken«. 


l66  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

verstand  sich  im  Mittelalter  wohl  darauf,  Gold  oder  Silber  durch  Schlagen 
und  Ziehen  in  dünne  Scheiben  zu  verwandeln.  Schmale  Streifen  von 
so  zubereitetem  Metall  pflegte  man  satt  anzulegen  an  Fäden,  welche  aus 
zerschnittener  Darmhaut  von  Schlachtvieh  bestanden.  Da  man  die  Haut 
selbst  nicht  sah,  sondern  blos  das  dieselbe  rund  umschliessende  Edel- 
metall, so  glaubte  man  reines  Gold  oder  Silber  zu  Fäden  gesponnen  vor 
sich  zu  haben.  So  war  denn  auch  dieses  Fabricat  unter  dem  Namen  »or, 
argent  filéft  bekannt.  Man  brauchte  es,  um  Arabesken  oder  Bordüren 
auf  Gewänder  oder  Teppiche  aufzusticken,  auch  wob  man  daraus  Bro- 
kate. Der  bekannteste  Herd  dieser  Manufactur  war  die  Insel  Cypern, 
wesshalb  or  de  Chypre  ganz  gleichbedeutend  mit  or  filé  gebraucht  wurdec 
Vi  ser  saaledes,  at  guldbrokade  og  broderier  med  guldtraad  oprindelig 
hørte  hjemme  i  Orienten  og  at  man  brugte  guldtraad  til  at  fremstille  border 
og  arabesker.  Saavidt  jeg  ved,  broderede  man  derimod  aldrig  hele  scener 
med  mennesker  og  dyr  med  guldtraad.  Dette  passer  ogsaa  godt  til 
Gudrunkvædets  ord:  Hon  mér  at  gamni  gullbôkadi  sali  suôrœna  ok 
svani  danska.  Det  er  bare  de  sydlandske  saler  og  de  danske  svaner,  som  er 
broderet  med  guldtraad.  De  rustede  krigere,  Sigmunds  skibe,  Sigars 
og  Siggeirs  kampe  osv.  har  derimod  været  vævet  eller  broderet  med 
almindelig  traad;  om  dem  bruges  heller  ikke  udtrykket  gullbôka,  men 
det  heder:  hçfdu  vit  å  Skriptum  .  ,  ok  å  hannyrdum  og  byrdu  vit  å 
borda.  Dyr,  særlig  fugle,  vævede  eller  broderede  man  i  middelalderen 
ofte  med  guldtraad  paa  aaklæder.  Viollet-Le-Duc  har  saaledes  et  billede 
af  en  messehagel  fra  kirken  St.  Sernin's  skat  i  Toulouse;  paa  denne  ser 
man  med  guldtraad  fremstillet  falker  og  pelikaner  ^  ;  paa  andre  tæpper 
ser  man  forgyldte  løver  og  leoparder  2. 

Det  var  især  Venetianerne,  som  bragte  de  kostbare  silketøier  med 
indvævede  figurer  og  arabesker  i  guid-  '  og  sølvtraad  til  Vesteuropa, 
hvor  de  fornemmelig  blev  brugt  i  kirkens  tjeneste.  Lige  ned  til  det 
Ilte  aarh.  havde  Venetianerne  i  Limoges  og  Périgueux  kontorer,  hvorfra 
de  solgte  orientalske  tøier  over  hele  Frankrig,  ja  endog  til  England^.  — 
Man  lærte  dog  snart  ogsaa  i  Vesteuropa  at  brodere  med  Guldtraad. 
Angelsakserne  var  fra  gammel  tid  mestere  heri,  saaat  deres  arbeider 
endog  vakte  beundring  i  udlandet.  —  Fra  Alfred  den  stores  tid  findes 
endnu  ganske  vakkert  arbeide  af  denne  slags  bevaret.  —  Slige  guid- 
broderede  tæpper  havde,  i  England  som  andetsteds,  særlig  sin  plads  ved 


^  Dictionnaire  du  mobilier  français,  III.  7  pl.  3. 

*  Sammesteds  III,  pl.  9  og  12. 

>  Sammesteds  III,  s.  356  ff.;  jfr.  Hcyd  II,  s.  682  ff. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      167 

gudstjenesten  og  i  kongeborgen.  Til  brug  for  kongen  og  dronningen 
var  der  endog  en  egen  anstalt,  hvor  man  gjorde  guldbroderier  ^ . 

Baade  i  Frankrig  og  England  forstod  folk  i  det  lode  og  iiteaarh. 
at  væve  og  brodere  tæpper  med  fremstillinger  af  mennesker  og  dyr.  — 
Man  havde  vistnok  lært  kunsten  fra  Grækenland  og  Orienten.  —  De 
fleste  har  hørt  om  det  navnkundige  »Bayeuxtapet«,  som  fremstiller  Wil- 
liam Erobrerens  tog  til  England,  slaget  ved  Hastings  osv.  Her  frem- 
stilles ligesom  paa  broderiet  i  Gudrunkvædet  skibe,  som  skrider  fra  land, 
kamp  og  slag  og  høvdingens  krigerfølge.  Bayeuxtapetet  er  dog  vævet 
efter  den  tid,  da  Gundrunkvædet  sandsynligvis  blev  digtet.  Men  alt  i 
anden  halvdel  af  det  lOde  aarh.  kjendte  man  i  England  lignende  tæpper. 
Efter  kampen  ved  Maldon  (i  991),  hvor  den  heltemodige  Brihtnod  faldt, 
syede  eller  vævede  dennes  enke  et  aaklæde,  som  hun  skjænkede  til  dom- 
kirken i  Ely.     Paa  dette  havde  hun  fremstillet  sin  mands  bedrifter  2. 

Saaledes  vidner  skildringen  af  Tora  Haakonsdatters  broderier  tydelig 
om  paavirkning  fra  udlandet.  At  man  i  Norden  i  vikingetiden^har  vævet 
eller  broderet  slige  billedlige  fremstillinger  af  kampe  og  slag,  skibe  osv. 
er  dog  meget  tvivlsomt^.  Har  en  eller  anden  nordisk  konge  havt  et 
saadant  tæppe,  har  han  faaet  det  fra  England  eller  Frankrig.  Snarest 
skulde  jeg  dog  tro,  at  det  er  paa  de  Britiske  Øer  eller  i  Frankrig  den 
nordiske  digter  har  sét  slige  aaklæder  med  billedfremstillinger  og  gyldne 
svaner,  som  han  skildrer  i  kvædet  om  Gudrun. 

Arkæologerne  kommer  ogsaa,  som  jeg  i  afsnittet  om  prydkunst 
nærmere  skal  gaa  ind  paa,  til  de  samme  resultater.  Sophus  Müller  frem^ 
hæver  saaledes  (Vor  Oldtid,  s.  6^^  f.),  at  vikingetidens  kunst  meget  sjelden 
har  faaet  udslag  i  fortællende  fremstilling.  Og  selv  om  man  havde  en 
saadan  fremstilling  vilde  den,  mener  han,  for  nutidens  øine  tage  sig  ud 
som  et  stykke  Ornamentik.  Man  kjender  fra  vikingetiden  i  Norden  ingen 
broderede  eller  vævede  tæpper  som  de  Tora  Haakonsdatter  skal  ha 
gjort.  Derimod  har  man  fra  Mammengraven  i  Danmark  bevaret  et 
broderet  tøistykke,  som  vel  vidner  om  færdighed  i  Ornamentik,  men 
ikke  taler  noget  om  menneskefremstillingskunst.  Og~om  dette  stykke  er 
broderet  i  Danmark,  ved  man  desuden  ikke.  Desuden  har  man  i  danske 
grave  fundet  guid-  og  sølvindvirket  silkestof;  men  det  er  sikkert  af 
fremmed  oprindelse  og  beviser  derfor  heller  intet  om  Gudrunkvædets 
broderier. 


i  Lappenberg,  Gesch.  von  England  I,  s.  623. 

*  Historia  Eliensis  II,  7.     Cortinam  gestis  viri  sui  intextam  atque  depositam  depictam  in 

memoriam  probitatis  ejus  huie  ecclesiæ  donavit;  jfr.  Freeman  I,  s.  303. 
'  Jeg  nævner  ikke  her  fortællingen  i  Volsungasaga   (k.  24  f.)  '  om  at  Brynhild  broderede 

Sigurd  Favnesbanes  storværker,  da  dette  er  en  senere  fortælling. 


1 68  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  KL 

Undertiden  var  hallen  istedenfor  med  aaklæder  smykket  med  bil- 
leder i  træ.  Det  navnkundigste  eksempel,  vi  har  herpaa,  er  Olav  Paas 
hal  paa  Hjardarholt  paa  Island.  Det  fortælles  i  Laxdælasaga  (k.  29), 
at  Olav  Paas  datter  Turid  blev  gift  med  Geirmund  Solmundssøn.  — 
Bryllupet  stod  ved  aar  985.  —  Ved  denne  leilighed  var  Olav  Paas 
gjæstebudssal  fuldstændig  færdig,  »ildhuset«  som  den  kaldtes,  fordi  den 
var  den  eneste  bygning  paa  gaarden,  som  blev  opvarmet.  Sagaen  for- 
tæller  om  bryllupet:  »Dette  gjæstebud  var  talrig  besøgt;  for  da  var 
ildhuset  fuldt  færdigt.  I  gjestebudet  var  Ulv  Uggessøn,  som  havde  gjort 
et  kvæde  om  Olav  Hoskuldssøn  og  om  de  begivenheder,  som  var  frem- 
stillet paa  ildhuset;  (dette  kvæde)  fremsagde  han  der  ved  gjæstebudetx. 
{Pat  bod  var  allfjçlment,  pvi  at  pa  var  algort  eldhnsit  Par  var  at  boåi 
TJlfr  Uggason  ok  hafSi  ort  kvædi  um  Olaf  Hçskuldsso7i  ok  um  sçgur  pœr 
er  skrifadar  våru  å  eldhusinu,  ok  fœrâi  hann  par  at  bodinu),  Af  dette 
Ulv  Uggessøns  kvæde,  »Husdraapa«  som  det  kaldtes,  er  endnu  en  del 
bevaret.  Vi  kan  deraf  se,  at  der  i  Olav  Paas  hal  har  været  billeder, 
som  har  fremstillet  de  navnkundigste  scener  fra  gude-  og  heltesagnet, 
saaledes  som  Lokes  og  Heimdals  kamp  paa  Singastein,  Tors  fiskefangst, 
Balders  ligfærd  osv.  Billederne  har  vistnok  været  udskaaret.  Dog  skulde 
jeg  snarest  tro,  at  de  tillige  har  været  malet,  paa  samme  maade 
som  vi  ved,  at  træforsiringerne  i  kongshaugerne  ved  Jellinge  var  baade 
udskaaret  og  paamalet^.  Vi  hører  ogsaa  fra  Island  om  andre  huse,  som 
var  smykket  med  lignende  billeder.  En  mand,  som  leved  ved  aar  1000, 
var  Torkell  Haak.  Han  havde  længe  været  udenlands,  dræbt  ildgjer- 
ningsmænd  øst  i  Jemlelandsskogen,  fældet  et  uhyre  {finngalkn)  i  Øster- 
landene og  dræbt  en  flyvende  drage  i  Adalsysla.  Disse  storverker  lod 
han,  da  han  kom  hjem,  afbilde  over  sit  sengested,  fortæller  Njaalssaga 
(k.  119).  —  Af  denne  æventyrlige  fortælling  kan  man  dog  ikke  slutte 
mere,  end  at  der  paa  den  tid,  da  Njaals  saga  blev  skrevet,  i  Torkell 
Haak's  hus  fandtes  udskaarne  billeder,  som  gav  anledning  til  sagnet  om 
ham.  —  Ved  denne  tid  skal  ogsaa  den  navnkundige  Tord  Hreda  ha 
levet.  »Han  havde  saa  stor  indsigt  i  skulpturen,  at  man  fik  ham  til  at 
pryde  bjelkerne  i  flere  gaarder«^  Selve  sagaen  om  ham  er  dog  op- 
digtet;  alligevel  er  det  kanske  muligt,  at  en  Tord  Hreda  virkelig  har 
levet  og  udmerket  sig  som  billedskjærer.  Men  sikkert  er  det  slet  ikke. 
Endelig  kan  nævnes,  at  der  i  Kormaks  saga  er  tale  om  et  udskaaret 
Hagbardshoved   ved   siden   af  en   glugge   i  væggen^.     Dette  synes  dog, 


»  Sophus  Müller,  Vor  Oldtid,  s.  652. 

»  Munch  II,  s.  1026;  jfr.  Wcinhold,  Altnordisches  Leben,  s,  42a  f. 

'  Kormaks  s.,  k.  5. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      169 

efter  sammenhængen  at  dømme,  bare  at  ha  været  en  udskaaret  stolpe. 
Vi  hører  intet  om,  at  hele  stuen,  hvor  Steingerd  opholdt  sigy  var  smykket 
med  billeder. 

Det  første  sikre  eksempel,  vi  har  paa  at  en  hel  hal  paa  Island  blev 
udsmykket  med  billeder,  er  saaledes  Olav  Paas  paa  Hjardarholt.  Og 
havde  det  paa  den  tid  været  skik  at  pryde  sine  stuer  med  slige  billeder 
fra  gude-  og  heltesagnet,  vilde  vel  heller  ikke  Ulv  Uggessøn  ha  fundet 
paa  at  digte  sin  »Husdraapa«.  Vi  kommer  saaledes  til  den  slutning,  at 
man  paa  Island  i  anden  halvdel  af  lode  aarhundred  efter  Olav  Paas 
forbillede  har  begyndt  at  pryde  sine  haller  med  udskaarne  billeder. 
Men  dette  leder  uvilkaarlig  tankerne  hen  paa  en  paavirkning  fra  frem- 
mede lande.  Vi  ved,  at  Olav  Paa  havde  forbindelser  med  de  Britiske 
Øer.  Hans  mor  var  datter  af  en  irsk  konge  Myrkjartan  eller  Muir- 
chertach.  Selv  var  han  .som  ung  paa  besøg  hos  sin  morfar,  og  hans 
tilnavn  Pai  er  ogsaa  af  fremmed  oprindelse.  —  Ordet,  som  betyder 
»paafugl«,  stammer  ,fra  lat.  pavo  og  er  kommet  ind  i  sproget  gjennem 
ags.  päwa,,  pea  (engl,  peacock).  — 

Allerede  K.  G.  Brøndsted  har  i  en  ellers  ikke  meget  overbevisende 
afhandlingi  søgt  at  vise,  at  billederne  i  Olav  Paas  hal  vidner  om  ind- 
flydelse  fra  Irland.  Senere  har  professor  S.  Bugge  fremholdt  lignende 
anskuelser 2.  Han  mener,  at  vi  her  har  paavirkning  fra  England,  hvor 
man  alt  før  vikingetiden  afbildede  hjemlige  heltesagn,  bl.  a.  paa  ud- 
skaarne skrin.  I  England  lærte  da  Nordboerne  at  afbilde  scener  fra 
sine  hjemlige  gude-  og  heltesagn  paa  sten  og  i  træ,  og  bevægelsen 
bredte  sig  til  Island,  Norge  og  Sverige,  især  til  Gotland.  Professor 
Bugge  udelukker  dog  heller  ikke  irsk  indflydelse,  især  da  man  i  Irland 
har  flere  kunstdigte,  som  skildrer  huse  og  husebygninger.  Jeg  kan 
nævne  et  af  Flann  Mac  Lonain  og  et  af  Mac  Liag,  begge  om  paladset 
i  Cenn  Corad,  hvor  Brian  Borumha  og  hans  forfædre  boede,  samt  et  af 
Ruman  om  hvor  mange  planker  der  var  i  kapellet  i  Rathan^. 

Min  egen  opfatning  er  snarest,  at  Nordboerne,  som  fra  gammel  tid 
var  flinke  i  al  slags  sløid,  kanske  alt  før  vikingetiden  havde  bjelkevæggene 
i  sine  huse  smykket  med  udskjæringer.  I  enkelte  templer  har  der  vel 
ogsaa  været  raat  udskaarne  gudebilleder,  ligesom  man  paa  høisædes- 
stolpen  eller  andetsteds  inde  i  huset  kunde  ha  en  enkelt  figur  udskaaret 
*  paa  stolperne.  Men  fra  den  simple  Ornamentik  og  evnen  til  at  udskjære 
en  enkelt  figur  er  det  et  langt  skridt  til  den  virkelige  billedfremstilling, 


1  Norsk  Hist.  Tidsskr.,  2  R.  3  B.,  s.  21—43. 

s  S.  Bugge,  Skaldedigfning,  s.  67  ff. 

*  Se  O'Cuny,  Manners  and  Customs,  II  s.  68  og  Zimmer,  Keltische  Beitrage,  III  s.  ic»  f. 


I70  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

som  gjengir  hele  scener  af  menneskelivet,  og  dette  skridt  har,  tror  jeg, 
Nordboerne  først  taget,  efterat  de  i  Vesteuropa  havde  sét  slige  scener 
afbildet  paa  stenkors,  skrin  o.  1.  Især  gjælder  dette  værelsemes  ud- 
smykning  med  udskaarne  billeder,  der  som  nævnt  i  Norden  ikke  kan 
føres  længere  tilbage  end  til  2den  halvdel  af  lode  aarhundred.  Og  jeg 
tror,  at  Olav  Paa,  da  han  prydede  sit  ildhus  paa  Hjardarholt  med  ud- 
skaarne billeder  fra  gude-  og  heltesagnet,  især  har  været  paavirket  fra 
Irland.  —  I  Irland  fandtes  der  fra  gammel  tid  høie  stenkors,  om  hvilke 
en  Nordmand  paa  vikingetiden  uvilkaarlig  vilde  sige,  at  de  var  skrifaàir 
fornsçgum.  Flere  af  dem  staar  endnu  og  fremstiller  scener  fra  Bibelen 
og  hellige  mænds  liv,  men  ogsaa  jagtscener,  væbnede  mænd  osv.  Paa 
lignende  vfs  smykkede  Irerne  ogsaa  sine  bøger  og  liaandskrifter,  som 
vi  endnu  kan  se,  f.  eks.  i  den  navnkundige  »Book  of  Kells«.  Og  vi 
har  irske  smykker,  bogbeslag,  spænder  o.  1.,  som  er  smykket  med  samme 
slags  slyngninger  og  arabesker  som  bøgerne  og  korsene.  Derimod  er 
fra  gammel  tid  intet  udskaaret  træværk  bevaret  i  Irland.  Tara's  og 
Cenn  Corad's  kongeborge  er  for  aarhundreder  siden  sunket  i  grus.  Men 
i  gamle  irske  sagaer  skildres  flere  gange  kongernes  boliger.  Vi  kan  se, 
at  hallen  ofte  var  smykket  med  udskjæringer  i  træ,  især  rød  barlind 
(ibar,  »yew  tree«).  Saaledes  skildres  i  den  gamle  irske  heltesaga,  som 
kaldes  Fled  Bricrend  eller  »Bricriu's  fest«  kongeboligen  i  Cruachan 
(Connaught's  hovedstad).  Det  siges  om  værelserne  i  den,  at  de  bl.  a. 
havde  »forside  af  bronce  og  udskjæringer  af  rød  barlind«  (Airinich 
créduma  ocus  aurscartud  dergibair)^.  Om  kongeborgen  i  Rudraigé, 
Bricriu's  bolig,  heder  det  i  den  samme  saga:  »Den  nye  bolig  udmerkede 
sig  fremfor  alle  andre  paa  denne  tid  saavel  ved  det  materiale,  hvoraf 
den  var  bygget,  som  ved  sin  kunstfærdige  bygning,  ved  skjønheden  og 
udsmykningen  baade  af  søilerne  og  husets  forside,  ved  sin  pragt  og 
kostbarhed,  ved  sin  kunstneriske  skjønhed  og  ved  det  ry,  som  stod 
baade  af  udskjæringerne  og  af  dørenes  adsmykning«  {acht  nammå  ro 
derscaigestar  a  tech  so  eter  adhur  octis  elathain,  eter  chtnmi  ocas  chum- 
tachtœ,  eter  ûatni  octis  airinigi,  eter  ligrad  ocus  lôgmaire,  eter  sochraide 
ocus  siiachnide,  eter  irscartad  ocus  imdorus  do  thigib  inna  haimsiri  sin 
tdi)^.  Om  et  andet  gammelt  irsk  hus  heder  det:  »Vidunderligt  er  dette 
hus  med  sine  udskjæringer  og  sine  senge«  (amra  in  tegh  hi  sin  itir 
irscartad  ocus  dergudha)^.    Disse  træudskjæringer  har,   synes  det,   dels 


»  Windisch,  Irische   Texte,   I,  s.  281  ;   jfr.   D'Arbois   de  Jubainville,  Cours  de  littérature 

celtique,  V  j,  s.  118. 
»  Windisch  1,  s.  254,  D'Arbois  de  Jubainvillc,  Vj,  s.  83. 
3  Windisch,  Glossar  til  Ir.  Texte  under  irscartad. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      I7I 

smykket  dørene  og  sengene,  dels  ogsaa  væggene  selv.  Hvordan  de 
ellers  har  været,  kan  vi  nu  ikke  se.  Men  naar  Irerne  forstod  at  frem- 
stille scener  fra  menneskelivet  paa  sine  stenkors  og  i  sine  skindbøger, 
hvorfor  skulde  de  da  ikke  ogsaa  kunne  gjøre  det  paa  væggene  i  sine 
haller?  Jeg  tror  derfor  snarest,  det  er  fra  Irland  Olav  Paa  har  hentet 
forbillederne  for  sin  hal  paa  Hjardarholt.  Dog  har  kanske  ogsaa  ind- 
flydelse  fra  England  og  muligens  fra  Frankrig  virket  med.  I  franske 
middelaldersromaner,  som  dog  er  skrevet  efter  Olav  Paas  tid,  fortælles 
det  ofte,  at  salen  var  smykket  med  billedfremstillinger  af  navnkundige 
heltesagn,  dels  malet,  dels  udskaaret.  I  et  haandskrift  i  Bibliothèque 
Nationale  i  Paris  ser  vi  saaledes  et  billede  af  feen  Morgan,  som  viser 
kong  Arthur  malerier  af  Lancelot's  hændelser.  Ogsaa  i  England  smyk- 
kede stormændene  sit  hus  paa  lignende  vis^  —  Grækerne  og  Romerne 
prydede  jo  fra  gammel  tid  af  sine  vægger  med  malerier  og  relieffer, 
som  hentede  sine  æmner  fra  hjemlige  myther  og  sagn.  Den  kristne 
kirke  optog,  til  en  modsætning  fra  jødedommen,  billedkunsten  i  sin 
tjeneste,  og  gjennem  den  bredte  lysten  og  evnen  til  at  fremstille  scener 
fra  menneskelivet  sig  til  Vesteuropa,  til  Frankrig,  England  og  Irland,  hvor 
Nordboerne  igjen  lærte  billedfremstillingens  kunst-.  —  Det  foregaaende 
er  skrevet  før  fundet  af  Slagenskibet,  hvor  baade  udskjæringerne  og  det 
dér  fundne  stykke  vævet  tøi  viser,  at  Nordmænd  alt  ved  aar  8cxd  fra 
Vesterlandene  maa  ha  lært  billedfremstillingens  kunst.   — 

Gaar  vi  efter  at  ha  kastet  et  blik  paa  væggene  i  hallen  over  til  at 
se  paa  dennes  øvrige  udstyr,  vil  vi  ogsaa  dér  finde  meget,  som  er  af 
fremmed  oprindelse.  Paa  gulvet  staar  en  stor  »kiste«  (oldn.  kista,  f), 
hvori  verktøi,  smykker  og  andet  gjemmes.  Ordet  kista  forekommer 
første  gang  i  Vølundarkvioa  (str.  21  og  23),  hvor  det  fortælles,  at  Vølund 
smed  gjemte  sine  smykker  i  en  kiste.  Det  heder  om  Nidads  sønner, 
da  de  kom  for  at  faa  se  alle  Vølunds  vakre  sager:  ^Kômu  til  kistu, 
krçfdu  luklat,  I  Sigrdrffumal  (str.  34)  bruges  kista  om  en  ligkiste. 
Dette  ord,  som  den  dag  idag  saa  almindelig  bruges  baade  i  Danmark, 
Sverige  og  Norge,  har  altsaa  alt  i  vikingetiden  faat  hjemstavnsret  i  Nor- 
den. Det  stammer,  som .  saa  mange  andre  kulturord  yderst  ude  fra  græsk 
(x/cTTij).  Derfra  blev  det  optaget  i  latin  (eista),  Romerne  bragte  ordet 
til  de  germanske  folk.  Det  findes  baade  i  oldhøitysk  (chista)  og  i  angel- 
saksisk (dest,  eiste).  Til  Norden  er,  skulde  jeg  tro,  ordet  kommet  fra 
England.     Baade  stod  Nordboerne  i  vikingetiden  i  meget  livligere  for- 

1  Th.  Wright,  A  History  of  English  Culture  (1874),  s.  382. 

'  Jeg  taler  ikke  her  om  skjolde  med  billedfremstillinger,  som   undertiden  nsevnes.    Dette 
spergsmaal  er  mere  litterært  end  sagligt. 


172  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

bindeise  med  England  end  med  Tyskland,  og  desuden  findes  der  i 
Vølundarkvifta,  hvor  ordet  første  gang  forekommer  i  nordisk  sprog, 
adskillige  andre  ord  af  angelsaksisk  oprindelse  ^ 

Et  ord,  der  har  næsten  samme  betydning  som  kista,  er  oldn.  çrk  f., 
(gl.  svensk  og  gl.  dansk  ark).  Det  forekommer  først  sent  i  digtningen, 
men  er  vistnok  alligevel  kommet  til  Norden  omtrent  samtidig  med  »kistec. 
Derpaa  tyder  bl.  a.,  at  ordet  hyppig  bruges  i  de  gamle  svenske  love, 
hvor  »kiste«  derimod  sjelden  forekommer;  til  svensk  er  ordet  vel  kommet 
gjennem  norsk  eller  dansk.  —  Ordet  stammer  fra  lat.  area.  Det  er 
meget  tidlig,  sammen  med  sagen  selv,  kommet  til  Germanerne  paa 
samme  tid  som  eista.  Til  Norden  er  ordet  vistnok  ialfald  tildels  kommet 
fra  angelsaksisk  {earc  f.,  are  m.)^. 

I  et  hjørne  af  salen,  vel  paa  en  hylde,  stod  der  i  høvdingens  hal 
dyrebare  bægre.     Det  heder  saaledes  om  Gudruns  sorg  efter  Sigurds  død: 

sva  slå  kon  svåran 
sinni  hendi, 
at  kvadu  vid 
keUkar  i  vrd^. 

Ordet  kalkr  m.,  (gl.  sv.  kalke}',  gl.  d.  kalk)  bæger,  er  et  laanord  fra 
angelsaksisk  {calie,  cæl(i)c),  hvilket  ord  videre  stammer  fra  lat.  calijr.  Det 
maa  ha  været  meget  almindeligt,  at  Nordboerne  i  vikingetiden  havde 
slige  bægre,  som  de  kaldte  »kalker«.  For  ordet  forekommer  i  en  række 
af  Eddadigtene.  I  Atlakvi^a  (str.  34)  fortælles  det,  at  Gudrun  gaar  Atle 
imøde  »med  en  gylden  kalk«  {med  gyltum  kalki).  I  Rfgsjiula  (str.  31) 
sætter  høvdingens  hustru  frem  for  gjæsten  bægre  overdragne  med  kost- 
bart metal  (vardir  kalkas).  Undertiden  var  ogsaa  disse  bægre  af  glas 
eller  krystal  og  maa  da  i  ethvert  tilfælde  være  indført  fra  udlandet;  for 
i  Norden  selv  forstod  man  endnu  ikke  at  gjøre  glas.  En  saadan  »kalk« 
var  i  jætten  Hymes  eie;  bægret  var  saa  haardt,  at  intet  dødeligt  menneske 
kunde  slaa  det  istykker.  Men  guden  Tor  formaadde  det  tilslut.  Som 
det  heder  i  Hymiskvi^a  (str.  29): 

»Men  Hlorride,  da  han 
i  haand  det  fik, 
straks  med  glaret 
støtten  sprængtec. 
{En  Hlbrriài, 
er  at  hondum  konif 
brått  Ut  bresta 
brattsteinn  giert), 

*  Se  S.  Bugges  afhandling  om  Volundsagnet  i  Saga  Book  of  the  Viking  Club,  London. 
2  Ordet  skrin  (lat.  scrinium)  synes  først  med  kristendommen  at  være  kommet  til  Norden, 

fra  ags.  scrin. 

Dette  er  den  sandsynligste  læsemaade. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INÜFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      I73 

Vi  ser  deraf,  at  bægret  var  af  krystal  eller  glas  {gier).  Slige  kry- 
stalbægre  kaldtes  ogsaa  hrimkalkr.  I  Lokasenna  (str.  53)  fortælles  det, 
at  gudinden  Siv  for  at  formilde  den  vrede  Loke  og  stanse  hans  tunge 
skjænker  ham  et  bæger  mjød  og  siger: 

Ifesll  ver  pu  nu,  Loki! 
ok  tak  vid  hritnJccUki 
fullumfoms  miadar! 

Ganske  de  samme  ord  bruger  ogsaa  Gerd  i  Skfrnismal  (str.  37). 
Professor  S.  Bugge  har  paavist,  at  hrimkalkr  er  en  oversættelse  af  det 
latinske  calix  crystallinus^.  Skulde  det  ikke  være  muligt,  at  dette  alt 
paa  ags.  var  blit  oversåt  med  hrïmcalici  I  alle  tilfælde  kan  vi  af  ordet 
kalkr  slutte,  at  det  var  under  vikingetogene  vesterpaa,  at  Nordboerne 
lærte  at  bruge  saadanne  drikkebægre,  som  det  blev  mode  at  ha  i  høv- 
dingens hal  ved  siden  af  de  hjemlige  drikkehorn.  Derpaa  tyder  det 
ogsaa,  at  jættqn  Hymes  bæger  kaldes  »den  runde  vinvei«  (vinferill  valr)^. 
For  vin  lærte  Nordboerne  især  at  drikke  i  vikingetiden,  om  end  selve 
ordet  mw  kanske  endnu  tidligere  er  kommet  til  Norden.  Steenstrup  i 
sin  bog  om  Normannerne  (I,  s.  184  ff.)  nævner  mange  eksempler  paa 
hvor  glade  Nordboerne  var  i  vin  og  hvordan  man  ved  vinhøstens  tid 
kunde  være  sikker  paa  at  træffe  vikingerne  ved  Loires  munding  og 
andetsteds  i  Frankrig,  hvor  vin  dyrkedes.  Typisk  er  vikingekongen 
Godfred,  som  i  865  forlangte  af  keiser  Karl,  at  han  skulde  afstaa  til  ham 
Koblenz  og  andre  rige  vinegne  ved  Rhinen;  for  Friesland,  som  han  før 
havde  faat  i  forlening,  frembragte  ikke  den  vin,  han  trængte.  Vi  ved 
ogsaa,  at  Nordboerne  i  Irland  alt  omkr.  aar  900  indførte  vin  fra  Frankrig. 
Kong  Cormac  af  Munster,  som  levede  i  begyndelsen  af  det  lode  aar- 
hundred,  taler  nemlig  i  sit  navnkundige  glossar  om  et  hulmaal  for  vin, 
som  de  nordiske  og  frankiske  kjøbmænd  brugte^.  Og  hundre  aar  senere 
fortæller  skalden  Mac  Liag  i  et  digt  om  kong  Brian,  at  Nordboerne  i 
Limerick  hver  dag  skulde  betale  en  tønde  rød  vin  til  Brian.  Nordboerne 
i  Dublin  skulde  derimod,  vel  én  gang  om  aaret,  betale  150  fader  vin 
som  tribut. 

Det  er  efterligning  af  skikke  i  Vesteuropas  kongeborge,  naar  det  i 
Rigs|)ula  (str.  31)  fortælles,  at  der  i  høvdingens  sal  sættes  vin  frem  for 
guden  Rig,  eller  naar  det  i  et  andet  digt  om  Odin  heder,  at  han  ikke 
drikker  andet  end  vin*: 


>  S.  Bugge,  Studier,  s.  4. 

*  Hj^miskv.,  str.  31. 

*  Cormac's  Glossary,   transi   by  J.   O'Donovan,   ed.  by  Whitley    Stokes,   s,  67  (under 
Epscop  find), 

*  Grlmnismâl,  str.  19. 


174  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

in  via  vin  eitt 
vâpng^fugr 
ôôinn  œ  lifir, 

I  det,  som  andetsteds  nævnt,  vistnok  i  England  forfattede  Eiriksmal 
skildres  det  ogsaa,  at  Odin  da  han  venter  Erik  Blodøks  til  Valhal  byder 
valkyrjerne  at  sætte  vin  frem.  Vi  ser  saaledes,  at  det  var  paa  sine 
vikingetog  vesterpaa  og  under  indflydelse  af  fremmed  skik  at  Nordboerne 
lærte  at  skjønne  sig  paa  vin,  saaledes  at  vin  fra  den  tid  af  begyndte  at 
skjænkes  i  kongens  hal  og  drikkes  af  bægre. 

Men  lad  os  se  lidt  nærmere  paa  bordet  og  dettes  udstyr.  Man 
brugte  ikke  her  i  Norden,  synes  det,  at  ha  faste  borde,  som  dagen  rundt 
stod  inde  i  hallen.  Naar  folk  skulde  spise,  blev  der  sat  smaaborde  frem 
og  efter  endt  maaltid  blev  disse  igjen  taget  bort.  I  Rfgs{)ula  (str.  31  f.) 
skildres  bordet  og  opdækningen  saaledes: 

t'a  tok  Mc5Mr 
merktan  duk. 
hvftan  af  hçrfi, 
hul&i  biöA; 
hoa  tdk  at  })at 
hleifa  ^unna, 
hvfta  af  hveiti, 
ok  hul5i  duk. 

Fram  setti  hon 
fulla  skutla, 
silfri  varfta, 

â  biöö, 

fan  fleski 
ok  fugla  steikta; 
vfn  var  f  kçnnu, 
var5ir  kalkar, 
drukku  ok  dæmdu, 
dagr  var  â  sinnum. 

Først  sættes  da  bordet  (6i6(3)  frem.  Dette  dækkes  med  en  hvid, 
linlærreds  dug  med  paasyet  broderi,  sandsynligvis  i  farver  1.  Ovenpaa 
dugen  lægges  der  hvide  hvedelefser.  Saa  sættes  de  sølvbeslagne  fader 
(skuilar  silfri  vardir)  fulde  af  mad  paa  bordet,  samt  vin  i  en  kande  {vin 
var  i  kçnnu)  og  metalbeslagne  bægre  (vardir  kalkar).  —  Vi  har  i  dette 
et  utvetydigt  vidnesbyrd  om  fremmed  paavirkning.  Ogsaa  hos  Angel- 
sakserne blev  spisebordet  flyttet.  I  en  gaade  af  en  angelsaksisk  skribent 
fra  det  8de  aarhundred  fremføres  et  bord  talende.  Bordet  fortæller,  at 
det  er  dets  skik  at  føde  folk  med  al  slags  mad.  Medens  det  gjør  dette, 
har  det  fire   fødder  og  dækkes  af  en  vakker  dug.     Men  efterpaa  røves 


^  Saaledes  forklarer  Fritzner  merktr  dukr. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      1 75 

det   for   sin   udsmykning   og   mister  sine    ben,    flyttes   med    andre  ord 

tilside: 

De  Mensa. 
Multiferis  omnes  dapibus  saturare  solesco, 
Quadrupedem  hine  felix  ditem  me  sanxerit  ætas, 
Esse  tamen  pulcris  fatim  dum  vestibus  orner, 
Certatim  me  prædones  spoliare  solescuut; 
Raptis  nudata  exuviis  mox  membra  relinquunt^ 

Paa  billeder  af  spiseborde  og  maaltider  hos  Angelsakserne  ser  vi 
ogsaa  bordet  dækket  af  en  dug.  Maden  bringes  frem  i  fader,  som  synes 
at  være  af  metal  og  prydet  med  forsiringer.  Heller  ikke  lefser  manglede. 
—  Det  angelsaksiske  brød  (hlaf  ==  oldn.  hleifr)  havde  ligesom  hos  Nord- 
boerne form  af  runde,  flade  kager  eller  lefser  2.  —  Man  dråk  af  bægre, 
ikke  af  horn.  Billeder  af  angelsaksiske  maaltider  i  gamle  haandskrifter 
viser,  synes  det  mig,  at  borddækningen  hos  Angelsakserne  var  ganske  den 
samme  som  den  som  skildres  i  Rigs()ula.  Vi  ser  dugen,  som  er  forsynet 
med  en  broderet  bord,  fader  med  fisk  og  andre  madvarer.  Det  stegte 
kjød  rækkes  af  tjenere  frem  paa  spid  og  spises,  synes  det,  paa  lefser,  som 
man  kan  se  af  en  række  tegninger  i  angelsaksiske  haandskrifter.  Andre 
tegninger  i  disse  viser  os,  at  drikkevarerne  skjænkedes  fra  kander^. 

Det  er  dog  ikke  bare  denne  ydre  lighed,  som  bringer  mig  til  at 
slutte,  at  Rfgs{)ulas  høvding  har  været  paavirket  af  bordskikke  paa  de 
Britiske  Øer.  Ser  vi  lidt  nærmere  paa  Rfgs{)ulas  skildring,  vil  vor  for- 
modning bli  bestyrket.  Om  dugen  skal  jeg  bare  sige,  at  den  ligesom 
hos  Angelsakserne  synes  at  ha  været  udsyet  med  broderi  i  farver. 
Hvede  dyrkedes  i  den  tidlige  middelalder  ikke  i  Norge,  men  indførtes, 
bl.  a.  fra  England.  Did  sendte  saaledes  Torolv  Kveldulvssøn  engang  et 
skib  for  at  hente  hvede,  honning  og  andre  varer*.  Hvede  blev  dog  i 
England  paa  denne  tid  bare  spist  af  stormændene.  Det  samme  var 
vistnok  tilfældet  i  Irland,  hvor  det  synes,  som  om  det  især  var  Nord- 
boerne, som  brugte  hvede.  Vinteren  942 — 943  gjorde  kong  Muirchertach 
sin  navngjetne  rundgang  gjennem  Irland,  som  det  er  sunget  om  i  et  sam- 
tidigt  digt.  Han  kom  ogsaa  med  sine  mænd  til  Dublin  og  leirede  sig 
udenfor  murene.  Medens  de  laa  der,  var  Nordmændene  i  Dublin  nødt 
til  at  forsyne  dem  med  alskens  madvarer,  saasom  skinke,  kjød  og  fin 
ost.  Men  særlig  nævnes  en  forsyning  »af  god  og  fuldkommen  hvede« 
(do  ch^-uitnecht  chain,  chôir)^.  Ogsaa  vinen  vidner  om  forbindelse  med 
de  Britiske  Øer. 


Ï  Th.  Wright,  Hist.  of  English  Culture,  s.  33. 

3  Sammesteds,  s.  40. 

3  Se  Wright,  fig.  19,  20,  22  og  67. 

*  Egils  saga,  k.  17. 

»  Digtet  om  Muirchertachs  rundgang,  udg.  af  E,  Hogan,  S.  J.,  vers  12—13. 


176  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Maden  sættes  frem  paa  en  slags  flade  fader  af  sølv,  eller  kanske 
snarere  sølvbeslagne  {fuUa  skuÜa,  silfri  varda).  Ordet  skuiiU^  m.  er 
laant  fra  ags.  scutel,  m.  »a  dishc.  Dette  stammer  videre  fra  latin  <^  er 
laant  fra  latinsk  scutdla  eller  8cutula\  som  har  samme  betydning  som 
skutill.  I  prosa  bruges  skuHll  om  en  slags  smaaborde,  som  blev  sat 
frem  ved  maaltiderne.  Ordet  kanna,  f.  >kande€  er  ogsaa  et  fremmedord 
og  stammer  snarest  fra  ags.  canne.  —  Ordet  forekommer  ogsaa  i  old- 
høitysk  (cJianna).  —  Efter  nogles  mening  er  det  et  laanord  fra  lat.  canna, 
>rør«.  Bægrene  (kalkar),  som  jeg  før  har  nævnt,  vidner  ogsaa  om  frem- 
med paavirkning. 

Vi  ser  saaledes,  at  høvdingen  i  Rigsf)ula  paa  sit  bord  har  vin  og 
hvedebrød  fra  Vesteuropa.  Maden  bringes  frem  paa  fader  ;  vinen  skjæn- 
kes  af  kander  og  drikkes  af  bægre,  som  alle  er  af  fremmed  oprindelse 
eller  ialfald  vidner  om  forbindelse  med  og  paavirkning  fra  de  Britiske 
Øer.  I  denne  forbindelse  kan  nævnes  endnu  et  kulturord,  som  vistnok 
ikke  findes  i  Eddadigtene  eller  skaldedigtningen,  men  dog  maa  ha  været 
kjendt  i  Norden  paa  vikingetiden,  nemlig  flaska,  f.  >flaske€.  En  islandsk 
landnaamsmand  kaldes  saaledes  Porgeirr  flçskubak,  d.  e.  »med  ryg  som 
en  flaske,  rundrygget«.  —  Jeg  skulde  dog  tro,  at  det  først  var  efter 
vikingetiden,  at  ordet  »flaskec  fik  almindelig  hjemstavnsret  i  de  nordiske 
sprog.  —  Ordet  tindes  baade  i  oldhøitysk  (flasca)  og  i  angelsaksisk 
{flasce).  Til  Norden  er  det  vel  snarest  kommet  fra  England.  For  de 
islandske  landnaamsmænd,  som  først  optog  ordet,  stod  ikke  i  stor  for- 
bindelse med  Tyskland.  I  de  germanske  sprog  er  ordet,  mener  man, 
laant  fra  de  romanske  sprog  (=  mlat  fl^a^co,  ital.  fiasco,  nyfr.  flacon)\ 

Vi  faar  i  det  hele  tydelig  det  indtryk,  at  høvdinger  og  stormænd, 
ialfald  blandt  Nordboerne  i  Vesterlede,  ved  sine  bordskikker  og  drikkelag 
har  efterlignet  Angelsakserne.  Flere  steder  i  Eddadigtene  bruges  saa- 
ledes ordet  siLmhl  i  betydningen  »drikkelag«.  Naar  Æserne  er  i  gilde 
hos  Ægir,  kaldes  dette  sumbl,  og  selv  er  de  sumblsamir  eller  »forenet 
ved  gildett.  Ordet  sumbl  er,  som  S.  Bugge  mener,  laant  fra  ags.  symbl, 
der  igjen  stammer  fra  lat.  symbolum,  som  i  middelalderen  kan  betyde 
drikkelag.  I  Lokasenna  (str.  8)  forekommer  ogsaa  gambansumbl  »stort 
drikkelag«,  et  ord  hvis  første  halvdel  ogsaa  er  af  angelsaksisk  oprindelse 
(af  gomba,  cas.  obl.  gomban  =  »skat«)^.     Ordet  sumbl  forekommer  saa 


t  Pogatscber,  Zur  Lautlehre  der  griechischen,  lateinischen  u.  romanischen  Lehnwörter  im 
Altenglischen,  S  >>• 

*  Sc  Kluge,  Etym.  Wörterb.,  under  Flasche. 

*  S.  Bugge,  The  Home  of  the  Eddie  Poems,  transL  by  Scbofield,  p.  XIX. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      1 77 

ofte  i  Eddadigtene,  at  det  ikke  kan  ha  været  bare  literært.     Nordboerne 
i  England  maa  selv  ha  kaldt  sine  drikkelag  for  sutnbl. 

Ser  vi  saaledes  i  husets  udstyr  og  udsmykning  tydelige  spor  af 
fremmed  paavirkning,  saa  synes  derimod  husebygningen  i  det  væsentlige 
at  ha  været  den  gamle.  Dog  er  det  muligt,  at  man  paa  enkelte  gaarder 
har  faat  lidt  nye  rum  eller  smaabygninger  under  indflydelse  af  uden- 
landsk  skik.  Et  ord,  som  endnu  findes  baade  i  norske  og  danske  bygde- 
maal  er  kleve  (oldn.  klefi  m.),  »et  kammer,  lidet  værelse«.  I  jydsk  folke- 
maal  er  kleve  »fællesnavn  for  de  to  kamre  bagved  piselen,  hvor  i  gamle 
dage  deigtrug,  haandkværn  og  bagerovn  fand  tes«  ^  Paa  grund  af  denne 
betydning  i  jydsk  formoder  professor  Hj.  Falk,  som  han  velvillig  har 
meddelt  mig,  at  ordet  yderst  ude  stammer  fra  gr.  yJilßavoc,  lat.  clibanus^ 
»pande  til  at  stege  brød  i,  bagerovn«.  Til  Norden  er  ordet  kommet 
gjennem  ags.  cleofa^  tchamber,  cell«.  At  dette  ord  alt  i  vikingetiden  er 
kommet  til  Norden,  tør  man  vel  slutte  af  at  det  i  gammel  tid  er  gaat 
over  til  at  bruges  som  gaardnavn.  I  Røde  Bog  opføres  saaledes  under 
Aremark  kirke  et  nu  forsvundet  gaardnavn  i  Klæfuanom^  som  Rygh 
forklarer  af  fcie^^. 

Et  andet  ord,  som  har  omtrent  samme  betydning  som  klefi  og  som 
ogsaa  forekommer  i  gamle  gaardnavne,  er  kofi  m.  ;  men  dette  ord  er 
snarere  oldgermansk. 

Et  ord  af  fremmed  oprindelse  er  derimod  kamarr,  som  i  oldn.  bruges 
i  betydningen  »privet«.  Yderst  ude  stammer  dette  ord  fra  gr.  xaficcga, 
»et  rum  med  hvælvet  dække«.  Derfra  har  det  gjennem  lat.  camera  ud- 
bredt  sig  til  de  romanske  sprog  og  er  saa,  sandsynligvis  fra  Vesteuropa, 
kommet  til  Norden.  Jeg  kan  dog  ikke  fuldt  godtgjøre,  at  ordet  kamarr 
alt  er  blevet  optaget  i  nordisk  sprog  i  vikingetiden.  Det  findes  nemlig 
hverken  i  gamle  stedsnavne  eller  i  skaldedigtningen,  men  forekommer 
derimod  oftere  i  sagaerne.  I  Eyrbyggjasaga,  som  er  en  af  de  paalide- 
ligste  sagaer,  heder  det  saaledes:  „I  penna  tima  (d.  e.  paa  Snorre 
godes  tid)  voru  utikqmrar  å  bæjum".  Sagaens  ord  synes  at  vise,  at 
man  paa  Snorre  godes  tid  paa  Island  havde  priveter,  som  stod  ude 
paa  gaarden.  —  Senere  blev  de  flyttet  ind  i  huset  og  lagt  ved  enden  af 
svalgangen  ell.  lign.  —  Da  kam^irr  i  oldn.  er  et  almindeligt  navn  for 
disse  steder,  maa  vi  næsten  slutte,  at  der  før  vikingetiden  ikke  fandtes 
særskilte  priveter  i  Norden. 

Den  foregaaende  undersøgelse  om  dragt,  smykker,  bohave  osv. 
viser,  som  rimeligt   er,  at  Nordboerne  i  alt,   som  vi  kan  sammenfatte 


1  Feilberg,  Ordbog  over  jydsk  almucsmaal. 
*  Gaardnavne  I,  s.  197. 
Vid.-SeUk.  Skrifter.    H.   H.-F.  Kl.   1904.   Ko.  1.  12 


178  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

under  ordet  luksus,  i  vikingetiden  blev  sterkt  paavirket  fra  udlandet. 
Hjemme  i  Norden  havde  før  vikingetiden  livet,  baade  hos  bonden  og 
hos  høvdingen,  gjennem  aarhundreder  gaat  i  samme  enkle  spor.  Vaner 
og  fornødenheder  var  faa  og  let  at  tilfredsstille.  Der  var  liden  pragt  og 
end  mindre  af  forfinet  smag.  Før  vikingetiden  kunde  nok  ogsaa  smyk- 
ker og  pragtstykker  fra  fremmede  lande  naa  hid  op  og  bidrage  til  at 
udvikle  og  forandre  smagen.  Men  i  det  store  og  hele  levede  sønnen 
paa  samme  maade  som  far  og  farfar  og  som  ætten  før  dem  i  aarhun- 
dreder havde  levet.  Men  saa  kom  vikingetiden;  en  ny  verden  aab- 
nedes  for  Nordboernes  undrende  øine.  De  fik  i  Vesteuropa,  i  Frankrig 
og  paa  de  Britiske  Øer,  se  en  kultur,  som  nu  i  mange  maader  synes  os 
raa  og  halvt  barbarisk,  men  som  vel  paa  en  Nordbo  maatte  virke  næsten, 
som  naar  en  asiatisk  fyrste  kommer  til  London.  Og  det,  som  først  faldt 
i  øinene,  var  naturligvis  den  ydre  pragt;  kirkerne  med  deres  hellige  kar 
i  guid  og  sølv  og  smykket  med  edelstene,  præsterne  i  deres  silkekapper 
med  brogede  figurer  og  guid-  og  sølvbroderier,  kongeborgen  med  dens 
vævede  tæpper  paa  væggene  og  dens  rige  udstyr,  kander,  kar  og  krystal- 
bægre,  og  ikke  mindst  staar  mændene  og  deres  kvinder  i  kjortler  og 
kaaber  af  silke  og  skarlagen  udsyet  med  baand  og  guldbroderier.  Og 
saa  efterhvert  som  Nordboerne  selv  fik  fast  fod  i  de  fremmede  lande, 
søgte  de  selv  at  indrette  sig  paa  udenlandsk  vis  og  at  efterligne  eller 
paa  anden  vis  skaffe  sig  alt,  som  de  saa  af  gilt  og  straalende  derude  i 
det  fremmede,  i  Frankrig,  England  og  Irland. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.       179 


Handel. 

At  skildre  den  betydning,  vikingetiden  har  havt  for  udviklingen  af 
Nordboernes  handel,  er  ikke  let.  Arkæologerne  har  søgt  at  vise,  at  der 
alt  i  mellem-jernalderen,  og  kanske  endnu  tidligere  har  været  forbindelse 
mellem  Norge  og  Danmark  paa  den  ene  side  og  landene  syd  og  vest 
for  Nordsjøen.  At  Svensker  alt  før  aar  8cx)  har  drevet  handel  og  skibs- 
fart  baade  paa  Frankerriget  og  paa  de  Britiske  Øer,  kan  ikke  være 
tvivlsomt.  Som  jeg  i  afsnittet  om  prydkunst  nærmere  søger  at  gjøre 
rede  for,  viser  billedstenene  paa  Gotland,  at  gutniske  mænd  i  anden 
halvdel  af  8de  aarh.  har  seilet  til  Shetlandsøerne  og  Orknøerne  og  at 
de  sandsynligvis  ogsaa  er  kommet  længere  mod  syd  paa  de  Britiske 
Øer.  Mellem  Birka  og  det  Frankiske  Rige,  vel  især  Dorestad,  maa  der 
ogsaa  ha  været  handelsforbindelse.  Derom  vidner  ikke  bare  de  histo- 
riske kilder;  man  har  ogsaa  paa  det  gamle  Birkas  grund  og  i  de  nær- 
liggende graver  fundet  karolingiske  mynter  og  kristelige  gjenstande  af 
tydelig  frankisk  oprindelse,  som  kun  kan  være  kommet  til  Birka  gjennem 
handelsforbindelse  med  det  Karolingiske  Rige^ 

I  Danmark  var  der,  som  jeg  alt  i  indledningen  har  nævnt,  en  stor 
og  anselig  kjøbstad  i  Slesvig  (ligesom  senere  i  Hedeby).  Ogsaa  mellem 
Slesvig  og  Dorestad  var  der  ifølge  Rimberts  levnetsskildring  handels- 
forbindelse. I  Norge  var  det  vist  især  Viken  og  bygderne  deromkring, 
som  stod  i  forbindelse  med  Dorestad  og  de  andre  egne  ved  Rhinens, 
Maas's  og  Scheldes  udløb.  Vestfold  dannede,  som  vi  ved,  i  begyndelsen 
af  det  9de  aarh.  et  rige  sammen  med  Jylland  og  nævnes  i  Einhards 
annaler  for  aar  813  (ad  Westerfoldam)^.  Det  var  vistnok  ogsaa  paa 
grund  af  gamle  handelsforbindelser  med  Frankerriget,  at  mænd  fra 
Vestfold  tidlig  tog  del  i  tog  til  Frankrig;  saaledes  kom  i  843 
Westfaldingi  til  egnene  ved  Loires  munding^.  Vi  kan  saaledes  ikke 
sige,  at  vikingetogene  aabnede  Nordens  handelsforbindelse  med  Vester- 
landene, hverken  tillands  eller  tilsjøs.  Denne  handel  var  tidligere  — 
uden   kanske   for   Gotlands    vedkommende    —    nærmest   at   ligne   med 


^  Jfr.  Hildebrand,  Sveriges  medeltid,   I,   776  og  Moatelius,   Les  temps   préhistoriques  en 

Suède,  8.  232,  hvor  to  kristelige,  frankiske  gjenstande  fra  Birka  er  afbildet. 
'  Pertz  I,  I.  200. 
'  Se  Steenstrup  II,  s.  243. 


l80  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


Europæeraes  handel  paa  det  indre  af  Afrika;  men  nu  aabnede  Nordens 
lande  sig  for  Europa  og  Europa  sig  for  Nordboerne.  Nordiske  varer 
begyndte  at  faa  afsætning  i  udlandet,  og  Nordboerne  forsynes  fra  nu  af 
regelmæssig  med  alle  de  frembringelser,  som  Vesterlandenes  hoiere 
kultur  formaaede  at  skaffe.  Ogsaa  med  Rusland  og  med  Østen  blev 
forbindelsen  fra  nu  af  langt  rigere  og  frugtbarere  end  før.  Nordboerne 
begyndte  at  formidle  Østens  og  Ruslands  frembringelser,  især  pelsværk, 
til  Vesteuropa. 

Det  er  ikke  min.opgave  her  at  skildre  den  betydning,  som  Nord- 
boerne har  havt  fot  udviklingen  af  Vesteuropas  handel  og  skibsfart. 
Englænderne,  som  i  vore  dage  er  jordens  største  handels-  og  industri- 
drivende og  sjøfarende  nation,  vilde  ikke  være  blit,  hvad  de  nu  er,  uden 
de  Dansker  og  Nordmænd,  som  grundede  nybygder  i  det  angelsaksiske 
rige.  Flere  af  de  vigtigste  handels-  og  industricentrer  i  England  er 
gründet  af  Nordboerne  eller  skylder  dem  sin  blomstring.  Jeg  skal 
nævne  »Femborgene«  Stamford,  Derby,  Leicester,  Nottingham  og  Lin- 
coln, særlig  Derby,  hvis  navn  ogsaa  er  nordisk  {Dyrabyr),  Fisker-  og 
sjøfartsbyen  Grimsby  er,  som  navnet  viser,  ligeledes  gründet  af  Nord- 
boerne. Det  samme  er  tilfældet  med  byen  Swansea  i  Wales.  York 
blev,  medens  Northumberland  var  et  nordisk  rige,  en  af  Englands 
største  og  mest  blomstrende  stæder,  som  næsten  kunde  maale  sig  med 
London.  Og  Bristol  skylder  forbindelsen  med  de  norske  riger  i  Irland 
sin  blomstring.  Om  denne  Nordboernes  betydning  for  England  er  nu 
de  fleste  enige,  ikke  bare  nordiske,  men  ogsaa  engelske  forskere.  Jeg 
skal  særlig  nævne  W.  Cunningham's  udmerkede  arbeide  t  Growth  of 
English  Industry  and  Commerce«.  Men  Cunningham,  som  dog  er  en 
saa  fremragende  forsker,  har  en  mangel,  som  han  desværre  deler  med 
de  fleste  Engelskmænd.  Hans  kjendskab  til  Nordens  historie  og  særlig 
til  vikingetiden  er  overmaade  lidet.  Han  taler  om  opdagelsen  af  Grøn- 
land og  Vinland  og  kjender  ikke  Gustav  Storms  grundlæggende  under- 
søgelser  om  Vinlandsreiserne.  Som  de  fleste  engelske  forskere,  kalder 
han  Nordboerne  i  England  under  ett  for  Danes  uden  at  skjelne  mellem 
Dansker  og.  Nordmænd.  De  til  St.  Olaf  og  til  orknøjarlen  St.  Magnus 
viede  kirker  i  England  er  efter  ham  ,,a  sign  of  Danish  influence"  (s,  89). 
Det  er,  synes  jeg,  en  skam,  at  f.  eks.  Johannes  Steenstrup's  »Norman- 
nerne« ikke  er  oversåt  paa  engelsk. 

I  Irland  har  Nordboernes  betydning  for  handelens  og  skibsfartens 
opkomst  været  endnu  større  end  i  England.  Før  de  kom  til  Irland, 
fand  tes  der  ingen  virkelige  byer  og  ingen  kjøbmandsskibe  seilede  med 
varer  til  udlandet.     Dublin,  Waterford,  Limerick  og  Cork,    næsten  alle 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.       181 

de  vigtigste  byer  i  Irland  er  gründet  af  vikingeme  og  skylder  dem  sin 
blomstring.  Ogsaa  i  Normandie  skylder  de  vigtigste  stæder,  som  Rouen 
f.  eks.,  Normannerne  sin  blomstring  som  handelsstæder.  Men  som  jeg 
alt  har  sagt,  det  ligger  udenfor  min  opgaves  ramme  at  tale  mere  om 
dette  interessante  æmne.  Derimod  kan  jeg  ikke  skjønne  andet,  end  at 
det  maa  høre  med  til  opgaven  at  fortælle  om,  hvordan  Nordboerne  ind- 
rettede  sig  i  sine  nybygder  vesterpaa,  hvordan  deres  kjøbmænd  aabnede 
handelsveie  til  nye  lande  og  derfra  fik  alskens  nye  varer,  hvordan  kjøb- 
mændene  organiserede  sig  slig  som  de  saa  kjøbmænd  i  mere  udviklede 
lande  gjøre  det  osv. 

Jeg  skal  da  først  søge  at  skildre  forholdene  i  Irland  saa  godt,  som 
de  faa  og  magre  kilder  tillader  det.  Det  er  en  gammel  overtro,  som 
endnu  lever,  mest  i  udlandet,  at  vikingeme  bare  var  vilde  røvere,  som 
kom  for  at  herje  og  plyndre.  Men  intet  kan  være  feilagtigere.  Vikin- 
geme var  fuldt  saa  meget  handelsmænd.  Naar  de  kom  til  et  fremmed 
land,  sluttede  de  først  kjøbefred  med  befolkningen  paa  en  viss  tid, 
dage  eller  uger.  Saalænge  den  vårede,  var  det  ikke  tilladt  at  røve  eller 
plyndre. 

Folk  kom  med  sine  varer;  der  blev  holdt  marked,  kjøbt  og  solgt. 
Men  efterat  fredstiden  var  endt,  stod  det  enhver  frit  for  at  røve  og 
plyndre  og  gjøre  strandhug.  Sagaerne  fortæller  mangfoldige  gange 
herom,  s^a  vi  kan  ikke  tvivle  paa,  at  det  virkelig  pleiede  at  gaa  til  slig. 
Overalt,  hvor  Nordboerne  i  vikingetiden  satte  bo,  bragte  de  med  sig  sin 
kjærlighed  til  sjøen  og  til  at  drage  som  kjøbmænd  til  fremmede  lande. 
Vi  maa  huske  paa,  at  i  vore  dage  er  det  at  være  kjøbmand  et  frede- 
ligt  yrke.  Men  i  gamle  dage  var  det  anderledes.  Kjøbmanden  pleiede 
selv  at  følge  med  sine  varer,  naar  han  skulde  sælge  dem.  Tilsjøs  var 
reisen  fuld  af  møie  og  farer  og  tillands  var  det  ikke  stort  bedre;  retløs 
og  uden  værn  og  beskyttelse,  som  kjøbmandens  stilling  var  paa  de 
fleste  steder.  Den,  som  i  gamle  dage  vilde  være  kjøbmand,  maatte 
være  en  modig  mand,  som  ikke  bare  forstod  at  bruge  griffelen  og  at 
regne  paa  sin  vokstavle;  han  maatte  ogsaa  ha  sverdet  rede  ved  sin  side 
og  forståa  at  bruge  det.  Jeg  tænker,  det  er  derfor  mest,  at  vore  for- 
fædre  i  gamle  dage  var  slige  dugelige  kjøbmænd,  De  var  ikke  rædde 
for  at  seile  over  vilde  sjøen  baade  ved  nat  og  dag  eller  for  i  fremmed 
land  at  vove  liv  og  lemmer.  Hver  Nordbo  i  de  dage  havde  lidt  i  sig 
af  Lodbrokssønnernes  natur,  om  hvem  det  heder  i  den  vidunderlige  irske 
fortælling,  at  »deres  forfængelighed  og  ungdommelige  ærgjerrighede  drev 
dem  til  at  drage   over   dçn  Biskayiske  Bugt  til   Spanien   og  videre  til 


l82  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  KI. 

Afrika,  fra  land  til  land,  bare  for  at  søge  lykke  og  æventyr*.  Derfor 
kom  Nordboerne  til  at  aabne  nye  veie  for  handel  og  samfærsel;  de 
bragte  Østens  varer  fra  Rusland  til  Vesteuropa  og  Sydens  og  Vestens 
varer  til  Norden.  Men  kjøbmænd  i  moderne  forstand  vaf  de  ikke;  de 
manglede  ævnen  til  at  beregne  og  spekulere.  Derfor  blev  de  som  han- 
delsmænd  snart  afløst  af  andre  nationer;  først  i  fremmede  lande  og  til- 
sidst  ogsaa  i  Norden  selv.  Men  dette  hindrer  ikke,  at  deres  virksomhed 
paa  handelens  og  sjøfartens  omraade  har  været  banebrydende  for  de 
Britiske  Øer,  ja  for  hele  Vesteuropa. 

De  Nordboer,  som  bosatte  sig  i  Irland,  begyndte  fra  første  færd  af 
at  drive  handel  paa  fremmede  lande.  De  indførte  ordnet  maal-  og 
vægtsystem,  ialfald  i  sine  egne  nybygder,  og  var  de  første,  som  i  Ir- 
land prægede  mynter  2.  —  Det  fortjener  at  merkes,  at  de  nordiske  ord 
»markt  (oldn.  mçrk)  og  »penning«  (oldn.  penningr)  begge  "er  gaat  over 
i  irsk  (mare  og  pinginn).  Ordet  mare  nævnes  første  gang  i  Chronicum 
Scotorum  for  aar  1027,  hvor  det  fortælles,  at  Dublinkongen  Sigtrygs 
søn  Amlaib  (d.  e.  Olav)  fanges  af  en  irsk  høvding.  For  at  løskjøbe 
sig  maa  han  udlevere  Carlus's  sverd  og  gi  en  mark  til  den  mand,  som 
fangede  ham  {chidheom  Carlusa  7  marc  ind  ir  rodnergaibh).  Ordet  bruges 
endnu  i  irsk  i  formen  ma7'g  og  betyder  »mark  in  money t  (O'Reilly). 
Ordet  pinginn  forekommer  ogsaa  første  gang  i  en  fortælling  om  Nord- 
boerne i  Dublin  8.  —  Tidligst  begyndte  vel  Nordboerne  i  Irland  at  drive 
handel  over  den  Irske  Sjø  og  St.  Georg's  Kanalen  til  Bristol  og  Che- 
ster*.  Giraldus  Cambrensis,  som  skrev  i  det  I2te  aarh.,  nævner  flere 
gange  handelen  mellem  Bristol  og  Irland.  Han  skildrer  saaledes,  hvor- 
dan Bristol  endnu  paa  William  Erobrerens  tid  var  et  marked  for  slave- 
handelen i  al  dens  rædsel;  dér  solgtes  trællene,  bundet  sammen  med 
reb,  og  førtes  over  til  Irland^  William  af  Malmesbury  i  sin  bog  „De 
gestis  pontificum",  fra  omkr.  11 40,  siger  om  Bristol,  at  den  er  en  havn 
for  skibe,  som  kommer  fra  feland,  Norge  og  andre  oversjøiske  havne. 
Selv  har  jeg  søgt  at  vise,  at  der  paa  begge  sider  af  Bristolkanalen  i 
gamle  dage  laa  en  række  nordiske  kolonier,  som  synes  grundlagt  ikke 
mindst  for  handelens  skyld  og  hvorfra  der  blev  drevet  livlig  handel, 
bl.  a.  paa  Waterford   og  Dublin  0.     Men  Nordboerne  i  Irland   begyndte 


*  Three  Fragments,  s.  159  flf. 

*  Se  afsnittet  om  myntvæsen. 

*  Fortællingen  om  skalden  Ruman,  udg.  af  Kuno  Meyer  i  Otia  Merseiana  II. 

*  Jfr.  Cunningham,  Growth  of  Engl.  Industry  &  Commerce,  s.  89  og  82. 
»  De  Vita  S.  Wlstani  II,  20. 

*  A.  Bugge,  Contributions  to  the  History   of  the  Norsemen  in  Ireland  III  (Norse  Settle- 
ments round  the  Bristol  Channel). 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      183 

snart  at  udstrække  sine  handelsfærder  videre  end  til  England.  En  notis 
i  Cormac's  Glossar,  som  jeg  snart  skal  tale  nærmere  om,  viser,  at 
de  før  aar  900  drev  handel  paa  Frankrig,  hvorfra  de  hentede  vin.  Vin- 
handelen,  som  endnu  i  slutningen  af  det  13de  aarh.  blev  drevet  af  ȯst- 
mændene«  i  Waterford,  maa  vel  især  ha  gaat  paa  Bordeaux  og  i  det 
hele  egnene  ved  Garonne's  munding.  Der  har  saaledes  alt  i  det  9de  og 
lüde  aarhundred  været  en  regelmæssig-  handelsforbindelse  mellem  det 
sydvestlige  Frankrig  og  vikingebygderne  i  Irland.  Hvor  betydelig  denne 
vinhandel  var,  kan  vi  skjønne  af  et  digt,  som  den  irske  digter  Mac  Liag 
skrev  til  kong  Brian  Borumha,  som  faldt  i  Clontarfslaget  1014.  Digtet 
skildrer  Brians  kongebolig  i  Kincora  og  de  skatter  og  afgifter,  som  han 
faar  fra  alle  stater  og  stammer  i  hele  Irland.  En  del  af  hans  tribut  var 
saaledes  150  fader  vin  (tri  chaogad  dahhach  fiåna)  fra  Nordboerne  i 
Dublin.  Fra  Nordboerne  i  Limerick  skulde  han  faa  en  tønde  rød  vin 
hver  eneste  dag  {tonna  gach  aonlå  d' f  ion  derg)\  Fra  Syd-Frankrig  var 
veien  ikke  lang  til  Spanien,  hvor  Maurerne  havde  grundlagt  en  civilisa- 
tion, som  ialfald  i  materiel  henseende  længe  stod  høiere  end  nogen 
anden  i  Europa.  Til  Spaniens  kyster  kom  skibe  fulde  af  Østens  varer, 
edelstene,  silke  og  kryderier.  Maurerne  selv  indførte  i  Spanien  dyrk- 
ningen af  bomuldsplanten,  sukkerrøret,  daddelpalmen  og  vel  ogsaa  af 
morbærtræet.  I  Spanien  som  paa  Sicilien  udviklede  der  sig  under  det 
arabiske  herredømme  en  blomstrende  silkeindustri.  Alle  de  kostbare, 
med  guid  indvævede  tøier,  som  Orienten  frembragte,  vævedes  ogsaa  i 
Spanien.  I^æderindustrien  blomstrede;  det  fine  korduanskind  har  saa- 
ledes faat  navn  efter  byen  Cordoba  i  Spanien  2.  Til  Spanien  maa  Nord- 
boerne i  Irland  alt  i  det  10de  aarh.  være  kommet  som  handelsmænd. 
Jeg  skulde  tro,  at  det  især  var  Limerick  paa  Irlands  vestkyst,  som  paa 
grund  af  sin  geografiske  beliggenhed  stod  i  forbindelse  med  Spanien. 
I  968  indtog  og  plyndrede  Munsterkongen  Methgamhain  og  hans  mænd 


23  23 

*  Digtet,  som  er  bevaret  i  to  papirhdsk.  i  Royal  Irish  Academy,  Dublin,   ^"8    ^S    q^T 

bcgynder:  Boraimhc  baiU  na  riogh.    Stykket  pm  Nordboernes  afgifter    lyder  saaledes: 

Ar  g-câin  6  lucht  Atha  Cliath 
6  Dhanaruibh  na  doinnscfath 
trf  chaogad  dabhach  fidna 
do  geibh  mis  go  gnaith  mhfolla. 
Ar  g-câin  6  lucht  Luimnigh  luirc 
Ö  clanna  Amlaoi  iamuigh 
tonna  gach  aonlâ  dTiön  derg 
Ö  na  Gallaibh  fa  gnaith  mhedhg. 

^  Se  Heid,  Geschichte  des  Levantehandels  im  Mittelalter  I,  s.  57  ff,  o.  fl.  steder. 


1 84  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Limerick.  »De  tog«,  saa  fortæller  den  irske  saga,  »bort  med  sig  deres 
(d.  e.  Nordboernes)  klenodier  og  bedste  eiendele,  deres  skjønne,  uden- 
landske  sadler,  deres  guid  og  sølv,  deres  skjønt  vævede  klæder  af  alle 
farver  og  alle  slags,  deres  satin-  og  silkeklæder  prægtige  og  straalende, 
baade  skarlagenfarvede  og  grønne,  og  alslags  klæde  paa  samme  vis«^. 
Purpur  og  silke  forstod  paa  denne  tid  ingen  nord  for  Alperne  at  for- 
færdige.  Nogen  egentlig  læderindustri  var  der,  saavidt  jeg  ved,  heller 
ikke  hverken  i  Frankrig  eller  Nederlandene,  men  vel,  som  jeg  alt  har 
nævnt,  i  Spanien.  Jeg  tror  derfor,  at  Nordboernes  »skjønne  udenlandske 
sadler«  {a  sadlaici  alli  allmarda)  var  indført  fra  det  nuværende  Spa- 
nien eller  Portugal,  og  ligeledes  at  det  var  derfra,  de  fik  sine  pragtfuldt 
farvede  silketøier.  Jeg  har  alt  talt  om  Lodbrokssønnernes  tog  til  Spa- 
nien og  Nord-Afrika  i  anden  halvdel  af  gde  aarh.  ;  dette  tog  udgik  fra 
de  Britiske  Øer  og  vendte  tilbage  til  Irland,  hvor  der  længe  efter  den 
tid  var  »blaamænd«  i  Erin  2.  Jeg  tænker  mig  da,  at  det  var  dette  tog, 
som  aabnede  forbindelsen  mellem  Irland  og  Spanien. 

Hvor  rige  og  blomstrende  de  nordiske  byer  i  Irland  var,  gir  de 
irske  sagaer  os  mange  vidnesbyrd  om.  Vinteren  941 — 942  gjorde  kong 
Muirchertach  »med  læderkappen«,  som  han  kaldtes,  sin  navngjetne 
rundgang  rundt  Irland,  hvor  han  tog  gisler  af  alle  høvdinger.  Paa  sin 
vei  kom  han  ogsaa  til  Dublin.  Det  heder  herom  i  et  digt,  som  er  for- 
fattet af  en  samtidig  digter  : 

lA  supply  of  his  full  store  was  given 
to  Muirchertach  son  of  Niall 
of  bacon,  of  good  and  perfect  wheat; 
also  was  got  a  blood-debt  of  red  gold. 

Joints  (of  meat),  and  fine  cheese  (were  given) 
by  the  very  good  and  very  pure  Queen, 
and  then  was  given,  (a  thing)  to  hear, 
a  coloured  mantle  for  each  chieftain'. 


1  Cogadh  Gaedhel,  s.  78  f. 

*  Det  heder  i  Three  Fragments,  s.  162 — 163,  om  Lodbrokssenneme:  iDe  ferte  med  sig 
en  stor  mængde  af  dem  (0  :  Maurerne)  som  fanger  til  Erin  ;  disse  er  nemlig  de  blaa 
mænd;  for  Mauri  er  det  samme  som  sorte  mænd,  og  Mauritania  det  samme  som  sort- 
hed«  [iugsad  dna  sluagh  mor  diobh  a  m-brait  Uo  gohEirinn  ./.  stad  sin  na  fir  gorma^ 
uatr  is  ionann  Mauri  j  nigri:  Mauritania  is  ionann  is  m'çrifudo].  Udtrykket  »de 
blaa  mændc  [na  fir  garma]  om  Maurerne  hører  ikke  hjemme  i  irsk  sprogbrug,  men 
maa  være  en  oversættelse  af  oldn.  blâmadr.  Dette  viser,  at  fortællingen  i  Three  Frag- 
ments stammer  fra  en  nordisk  kilde  og  felgelig,  at  dens  grundiag  er  historisk  paa- 
lideligt. 

3  Mdirthimchell  Éirinn  uile  dorigne  Muirchertach  Mac  Neill,  (d.  e.  »Den  store  rundgang 
rundt  hele  £rin,  som  M.  sen  af  Niall  gjordec),  ed.  F.  £.  Hogan,  S.  J.,  Dublin  190 1, 
s.  20  f,. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       1 85 

Muirchertach  fik  intet  sted  slige  gaver  som  i  Dublin.  Men  disse 
ting,  baade  skinken,  hvedemelet  og  den  fine  ost,  og  først  og  fremst  de 
farvede  kapper,  stammede  vist  ikke  fra  Irland,  hvor  den  dag  idag  lige- 
som  i  Wales  folk  aldrig  spiser  ost.  Dublinmændene  havde  faat  dem 
paa  sine  handelsfærder  til  England  og  Frankrig. 

Næsten  seksti  aar  senere,  efter  slaget  ved  Glen-Mama  i  aar  1000, 
indtog  og  plyndrede  kong  Brian  Dublin.  Det  fortælles  derom  i  Cogadh 
Gaedhel  bl.  a.:  »Paa  dette  ene  sted  blev  der  fundet  de  største  rig- 
domme  paa  guid,  sølv  og  findrûn  (en  slags  hvid  bronze),  paa  kostbare 
stene  og  karfunkel-edelstene,  drikkehorn  og  skjønne  bægre«^.  Edelstene 
og  drikkebægre  kom  ogsaa  fra  udlandet,  fra  Frankrig  og  fra  Syd- 
Europa.  —  Om  betydningen  af  Nordboernes  handel  for  Irland  vidner 
ogsaa  ordet  matal  »kappe,  mantel«.  Dette  ord  synes  nemlig  i  Irsk  at 
være  laant  fra  okln.  tncttuM,  som  igjen  stammer  fra  romansk  (=s  lat. 
tnanteUum).  Ordet  forekommer  ofte  i  middelirsk  og  bruges  om  kapper, 
som  de  irske  høvdinger  gav  i  tribut  til  sine  konger.  Handelen  med  disse 
kapper  maa  derfor  ha  havt  stor  betydning. 

Fra  Irland  kom  Sydens  varer,  silke  og  kostbart  vævede  tøier,  og 
det  meget  andet,  som  folk  i  hjemlandet  ikke  formaadde  at  frembringe, 
op  til  Norden.  Man  har  baade  i  Norge,  Sverige  og  Danmark  fundet 
irske  mynter  med  Dublinkongen  Sigtryg  Silkeskjægs  billede  paa.  — 
Dette  tyder  jo  paa  en  handelsforbindelse  mellem  Irland  og  de  nordiske 
lande.  —  Særlig  synes  der  i  det  lode  aarhundrede  at  ha  været  en  livlig 
forbindelse  mellem  Island  og  Irland  og  i  det  hele  de  keltiske  dele  af  de 
Britiske  Øer  paa  den  anden  side.  Mest  var  det  vel  Islændinger,  som 
for  paa  Irland,  som  Torodd,  om  hvem  Eyrbyggjasaga  (k.  29)  fortæller, 
at  han  var  en  stor  farmand,  som  eiede  skibe,  som  gik  paa  kjøbmands- 
færd,  bl.  a.  til  Dublin.  Eller  Gudleiv,  søn  af  Gudlaug  den  rige,  som 
ogsaa  drog  paa  kjøbfærd  til  Dublin  (Eyrbyggja,  k.  64).  Eller  Ravn 
Limericksfarer  {Hrafn  Hl^mreksfari),  om  hvem  det  i  Landnaamabok 
(n,  k.  22)  fortælles,  at  han  længe  havde  været  i  Limerick  i  Irland  {er 
lengt  hafdi  vent  i  Hl^reki  å  Irlandi),  Undertiden  hændte  det  ogsaa, 
at  folk  fra  Irland  og  Suderøerne  seilede  paa  Island.  Saaledes  fortælles 
det  i  Eyrbyggjasaga  (k.  50):  »Den  sommer,  da  kristendommen  ved  lov 
blev  vedtat  paa  Island  (d.  e.  i  aar  1000),  kom  der  et  skib  fra  havet  til- 
land ved  Snæfellsnes;  det  var  en  Dublinfarer;  der  var  irske  og  suder- 
øiske,  men  faa  norrøne  mænd  ombord«.  Sagaen  fortæller  ogsaa  lidt  om 
de  varer,  som  de  havde  med  sig.      Det  var  bl.  a.  engelske  lagener  og 


Cogadh  Gaedhel,  s.  114  f. 


î86  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


silketøi  og  i  det  hele  pynt  og  stas,  som  de  høiættede  islandske  høv- 
dinger var  svært  glade  i.  Hvor  livlig  forbindelsen  mellem  Norge  og 
Island  paa  den  ene  side  og  Irland  var  i  vikingetiden,  ser  vi  ogsaa  af  en 
bemerkning  i  Egilssaga  (k.  22).  Brynjolv  herse  i  Sogn  vil  ikke  føie  sin 
søn  og  gi  ham  et  langskib  for  at  drage  i  viking,  men  siger:  »Et  kjøb- 
mandsskib  skal  jeg  nok  gi  dig  i  hænde  og  dermed  handelsvarer.  Far 
du  saa  syd  til  Dublin.  Den  færd  gaar  der  nu  størst  ord  af«  (Su  ferÖ  er 
nu  frægst). 

Det  samme  fremgaar  af  en  fortælling  i  Olav  Trygvessøns  saga 
(k.  175).  Da  Haakon  jarl  havde  faat  nys  om,  at  Olav  Trygvessøn  op- 
holdt  sig  i  Irland,  kaldte  han  til  sig  sin  ven  Tore  Klakk  og  sagde  til 
ham:  »Du  skal  i  sommer  drage  paa  en  kjøbmandsfærd,  som  folk  nu 
ofte  bruger  at  foreta,  nemlig  vest  til  Dublin  i  Irland,  og  i  hemmelighed 
spørge,  om  der  dér  vesterpaa  er  en  mand,  som  kalder  sig  Ole  den 
gerdske  (d.  e.  den  russiske)«  1.  Forbindelsen  med  Irland  havde  størst 
betydning  i  selve  vikingetiden.  Dog  synes  der,  saalænge  Dublin  bestod 
som  norsk  kongerige,  hele  tiden  at  ha  været  lidt  forbindelse  mellem  Ir- 
land og  Norge,  mest  vel  over  Suderøerne  og  Orknøerne. 

Vi  har  af  det  foregaaende  sét,  at  de  nordiske  kjøbmænd,  som  bodde 
i  Irlands  byer,  fra  hjemlandet  havde  medbragt  Nordboernes  kjærlighed 
til  sjøfart  og  handel.  De  seilede  i  syd  helt  ned  til  Spanien,  og  det 
hændte  at  de  kom  op  til  Island  i  nord.  Men  hvordan  indrettede  disse 
kjøbmænd  sig  ellers  ?  Havde  de  f.  eks.  nogen  slags  organisation  ?  Eller 
var  de,  som  saa  mange  norske  og  islandske  kjøbmænd  paa  den  tid, 
stormænd  og  kjøbmænd  paa  samme  tid,  folk,  som  seilede  mellem  lan- 
dene ligesaa  meget  for  at  se  sig  om  som  for  at  drive  handel?  Fandtes 
der  alt  i  det  9de  og  lode  aarhundred  faste  love,  som  bandt  kjøbmæn- 
dene  der  vesterpaa  sammen,  bestemmelser,  som  var  almindelig  vedtat 
og  som  gjaldt  for  alle,  f.  eks.  om  maal,  vægt  o.  1.?  I  Syd-Europa, 
særlig  i  Syd-Frankrig  og  Italien  havde  jo  kjøbmændene  forlængst  organi- 
seret  sig.  Handelen  var  jo  endnu  forbundet  med  saa  mange  farer  og 
besværligheder,  at  det  gjaldt  at  slutte  sig  sammen  og  derved  være 
sterkere  end  naar  man  optraadte  alene.  Derfor  sluttede  kjøbmændene 
fra  de  forskjellige  byer  sig  sammen  og  dannede  foreninger  og  handels- 
selskaber  {societates).  I  Mellem-  og  Vest-Europa  sluttede  de  sig,  dog 
først  i  det  ute  aarh.,  sammen  i  gilder^,  som  havde  sine  faste  love  og 
bestemmelser.  Allerede  i  oldtiden  havde  man  kjendt  sjølove  eller  farmands- 


»  Flateyjarbök  1,  s.  217. 

«  Jfr.  A.  Bugge.  Studier  over  de  norske  byers  selvstyre  og  handel,    s.  188  f.,    og   Liber 
Custumarum  I.  indl.  s.  XLVIII  (udg.  i  Master  of  Rolls'  Series), 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        1 87 

love,  som  havde  almindelig  gyldighed,  nemlig  den  Rhodiske  Lov.  Tidlig 
i  middelalderen  fik  den  dengang  meget  betydelige  handelsstad  Amalfi  i 
Syd-Italien  skrevne  sjølove,  den  saakaldte  Toiwto  de  AmdLfa.  Alt  i  det 
lode  aarh.  var  der  kanske  i  Amalfi  en  egen  domstol,  som  dømte  i  sjø- 
retssager.  Den  ældste  skrevne  sjøret,  som  nu  eksisterer,  er  de  saakaldte 
„Ordinamenta  et  consuetudo  maris"  fra  den  lille  by  Trani  i  Syd-Italien 
ved  Adriaterhavet;  disse  love  stammer,  ifølge  deres  eget  udsagn,  fra 
1063^.  Men  længe  forud  for  den  tid  har  der  visselig  været  love  og  be- 
stemmelser, som  gjaldt  for  kjøbmænd  fra  Middelhavslandene.  Tidlig  i 
middelalderen  fik  ogsaa  Barcelona  i  Catalonien  sin  skrevne  sjøret.  Den 
sjøret,  som  i  middelalderen  var  gjældende  lov  baade  i  det  sydvestlige 
Frankrig  og  i  England,  har  faat  navn  efter  øen  Oléron,  lige  nord  for 
Garonne's  munding.  Denne  lov  stammer  dog  fra  en  tid,  som  ligger 
efter  vikingetiden,  og  vedkommer  os  derfor  ikke  her. 

Paa  sine  handelsfærder  til  Frankrig  og  længere  sydover  mødte  da 
de  nordiske  kjøbmænd  fra  Irland  kjøbmænd,  som  havde  sin  faste  orga- 
nisation og  som  rettede  sig  efter  love  og  bestemmelser,  som  havde  al- 
mindelig gyldighed  i  handelen  mand  og  mand  i  mellem  og  for  skibs- 
farten;  —  sjøfarts-  og  handelslovgivningen  hænger  jo  den  dag  idag 
nøie  sammen.  —  Selv  havde  disse  Nordboer  en  medfødt  retssans.  I  sit 
hjem  dømte  de  jo  paa  thinge  og  vedtog  dér  nye  love.  Hvad 
under  da,  at  de  af  samværet  med  de  fremmede  kjøbmænd  lærte  selv  at 
slutte  sig  sammen  og  at  de  fik  love  og  bestemmelser  (endnu  uskrevne 
naturligvis),  som  gjaldt  for  skibsfarten  og  handelen  ?  Jeg  slutter  dette  af 
et  udtryk  i  Cormac's  glossar.  —  Cormac  var  biskop  og  konge  i  Munster 
og  skrev  ved  aar  900.  —  Det  heder  der:  tEpscop  fina  in  the  Sea-Laws, 
i.  e.  a  vessel  for  measuring  wine  among  (apud)  the  merchants  of  the 
Norsemen  (gen.  pi.  gall)  and  Franksc  2.  Irerne  drev  jo  ingen  handel  og 
skibsfart  paa  udlandet.  Desuden  taler  Cormac  heller  ikke  om  irske,  men 
bare  om  nordiske  og  frankiske  kjøbmænd.  Cormac  har  da  vidst,  at  de 
nordiske  kjøbmænd  i  Irland  havde  en  slags  farmandslov,  og  at  der  var 
visse  bestemmelser  om  vægt,  maal,  mynt  osv.,  som  gjaldt  i  handelen 
mellem  dem  og  Frankerne.  Og  dette  alt  før  aar  900 1  —  Selv  ordet 
epscop  (eller  rettere  escop)  synes,  som  Whitley  Stokes  mener,  at  være  et 
laanord  fra  lat.  scyphus,  bæger.  Nordboerne  i  Irland  har  vel  optat  det 
paa  grund  af  sin  vinhandel  paa  Frankrig  0. 

»  Se  »The  Black  Book  of  the   Admiralty«    (udg.^  af  Sir   Travers  Twiss   i    Rolls'  Series), 

indledn.  til  b.  IV  og  IV,  s.  522. 
*  Cormac's  Glossary,  transi,  by  O'Donovan,  ed.  by  Whitley  Stokes,  s.  67, 
3  Jeg  kan  ogsaa  nævne,  at  ifølge  retslærdes  mening  minder  bestemmelserne  i  den  islandske 

Grågås  om  havari  grosse  om  bestemmelserne  herom  i  den  Rhodiske  Lov. 


1 88  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  KL 


De  Nordboer,  som  grundede  nybygder  i  England,  udviklede  ogsaa 
tidlig  en  betydelig  handel.  Jeg  nævner  andetsteds,  at  de  nordiske  kon- 
ger i  Øst-Angel  og  Northumberland  alt  i  slutningen  af  det  9de  aarhundred 
begyndte  at  præge  mynter.  Men  særlig  fra  første  halvdel  af  det  lode 
aarh.  findes  der  fra  Northumberland  en  række  forskjellige  mynter,  som 
tyder  paa  en  forholdsvis  meget  stor  udmyntning.  Heraf  kan  vi  igjen 
slutte,  at  handel  og  næringsliv  blomstrede.  Det  er  ogsaa  værd  at  lægge 
merke  til,  at  de  nordiske  vægt-  og  værdienheder  mark  og  øre  har  vundet 
indpas  i  England,  langt  ud  over  Danelagens  grænser,  og  er  optaget  i 
landets  almindelige  myntsystem  1.  Der  er  endog  meget  som  taler  for, 
at  de  nordiske  kjøbmænd  i  England  tidlig  begyndte  at  organisere  sig 
som  et  sluttet  hele.  Jeg  kan  dog  ikke  komme  længere  tilbage  end  til 
Knut  den  stores  tid,  saa  spørgsmaalet  skulde  strengt  tat  ligge  udenfor 
min  opgave. 

Den,  som  er  kjendt,  vil  sikkerlig  midt  i  det  travleste  London,  der 
hvor  Strand  gaar  over  i  Fleet  Street,  ha  lagt  merke  til  en  liden  kirke. 
Dens  ydre  kalder  os  ikke  tilbage  til  middelalderen.  Den  er  nem- 
lig ombygget  af  St.  Paulskirkens  navnkundige  arkitekt,  Wren.  Men 
ved  sit  navn  minder  den  om  Nordboerne  ;  den  heder  nemlig  St  Clemens 
Danes,  i  latinske  brevskaber  kaldes  den  Ecclesia  Sancti  Clementis  Da- 
norum  eller  »De  Danskes  St.  Clemenskirket.  Worsaae  har  først  hen- 
ledet opmerksomheden  paa  denne  kirke  og  søgt  at  vise,  at  den  har 
faat  navn  af  de  Danskes,  fordi  saamange  Danske  blev  begravet  dér. 
Men  disse  Danske  har  vistnok  særlig  været  kjøbmænd  og  sjøfarere,  som 
her  havde  et  sted,  hvor  de  paa  landsmandsskabets  vegne  sluttede  sig 
sammen.  St.  Clemens  var  nemlig  de  sjøfarendes  skytshelgen  og  havde 
især  kirker  i  handels-  og  sjøfartsstæder.  Denne  kirke  maa  ha  eksisteret 
alt  paa  Knut  den  mægtiges  tid;  dér  fandt  nemlig  Knuts  søn  Harald  (i 
1040)  tilslut  sin  hvile  2. 

Disse  danske,  og  i  det  hele  vel  de  nordiske  kjøbmænd  i  London, 
som  samledes  til  gudstjeneste  i  St.  Clemenskirken  og  dér  begrov  sine 
døde,  synes  at  ha  dannet  et  slags  kjøbmandsgilde.  Jeg  skal  ikke  her 
komme  nærmere  ind  paa  spørgsmaalet  om  gildevæsenets  oprindelse. 
Dette  spørgsmaal  har  betydning  for  middelalderens,  men  ikke  for 
vikingetidens  historie.  Saa  meget  er  dog  sikkert,  at  kjøbmandsgilder 
(guda  mercatoria)  forekommer  først  sent  i  Norden.  De  udviklede  sig 
tidligst  i  Vest-Europa,  i  England  og  Frankrig.      Kølnerne,   som  alt  før 


*  Steenstrup,  Normannerne  IV,  s.  171  f. 

s  Se  nærmere  Worsaae,  Minder  om  de  Danske  og  Nordmændene,  s.  38  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      1 89 

William  Erobrerens  tid  handlede  paa  England  og  nød  store  forrettig- 
heder  dér,  havde  i  London  en  sal,  som  i  et  aktstykke  fra  det  13de  aarh. 
kaldes  la  saille  des  Deneis,  d.  e.  de  Danskes  sal  ell.  gildehus  1.  Dette 
kan  ikke  forstaaes  anderledes,  end  at  kjøbmændene  fra  Køln  samledes 
i  et  gildehus,  som  tidligere  havde  tilhørt  de  Danske.  Disse  maa  ha  solgt 
det  i  begyndelsen  af  det  i2te  aarh.,  da  deres  handel  paa  England  næsten 
var  ophørt.  I  aaret  1 157  tog  nemlig  Henrik  II  kjøbmændene  fra  Køln  og 
deres  gildehal  {gildhalla)  i  sin  beskyttelse  2.  Jeg  tvi  vier  ikke  paa,  at  disse 
to  ting  staar  i  forbindelse  med  hinanden,  de  danske  kjøbmænds  til  den 
hellige  Clemens  indviede  kirke  og  Danskernes  gildehal.  Begge  dele 
stammer  visselig  fra  Knut  den  store,  som  naturligvis  paa  mange  maader 
søgte  at  begunstige  sine  egne  landsmænd. 

En  kan  spørge,  hvad  t Danske«  i  udtrykkene  Ecclesia  Sti.  Clementis 
Danorum  og  i  la  saille  des  Deneis  betyder.  Naar  kong  Harald  Harefod 
blev  jordet  paa  St.  Clemens  kirkegaard,  saa  viser  dette,  at  det  ikke  bare 
var  tilreisende  Dansker,  som  udgjorde  Clemenskirkens  menighed.  Jeg 
skulde  tværtimod  tro,  at  den  var  en  kirke  for  de  i  London  bosatte  Dan- 
sker, og  Nordboer  i  det  hele.  Det  samme  var  vel  ogsaa  tilfældet  med 
de  »Danske«,  som  havde  et  eget  gildehus  i  London.  De  har  været 
danske,  i  London  bosatte  kjøbmænd. 

Man  kan  ogsaa  spørge:  Hvor  laa  de  Danskes  gildehus?  Herpaa 
kan  jeg  ikke  gi  noget  sikkert  svar.  Enten  har  det  ligget  i  nærheden 
af  St.  Clemenskirken,  i  det  daværende  Londons  yderste  Westend,  eller 
ogsaa  i  nordøst,  i  nærheden  af  porten  ved  Bishopsgate,  den  vigtige  port, 
som  i  gamle  dage  ledede  samfærselen  fra  nord  ind  i  London,  Denne 
port  skulde  nemlig  oprindelig  holdes  vedlige  af  Danskerne,  sagtens  som 
gjengjæld  for  de  forrettigheder,  disse  nød  i  London.  Men  da  kjøbmæn- 
dene i  Køln  kjøbte  Danskernes  gildehus,  gik  forpligtelsen  til  at  holde 
Bishopsgate  port  vedlige  og  til  at  holde  vagt  ved  den  fra  Danskerne 
over  til  Kølnerne.  Og  da  disse  siden  sluttede  sig  sammen  med  Hanse- 
aterne  og  der  i  London  blev  en  fælles  tysk  gildehal,  gik  forpligtelsen 
over  paa  Hanseaterne^ 


*  Liber  Albus  (i  Rolls'  Series)  I,  229.  Jfr.  A.  Bugge,  Studier  over  de  norske  byers 
handel  og  selvstyre,  s.  188  f. 

*  Hansisches  Urkundenbuch  I,  n.  14, 

^  Jfr.  et  vidneprov  fra  1275  (Hansisches  Urkundenb.  I,  747)  samt  et  utrykt  aktstykke  i 
Londons  Guildhall,  hvor  Danskernes  pligt  til  at  holde  Bishopsgate  port  vedlige  og  til 
at  holde  vagt  der  omtales.  Dette  aktstykke  har  jeg  set,  men  ikke  faat  lov  til  at 
afskrive. 


1^0  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Danskerne  nød  ogsaa  ellers,  vel  fra  Knut  den  stores  tid,  store  pri- 
vilegier i  London.  De  havde  lov  til  hele  aaret  igjennem  at  opholde  sig 
i  London,  stod  under  byen  Londons  love  og  havde  tilladelse  til  at  drage 
rundt  til  alle  byer  og  markeder  i  England.  De  stod  med  andre  ord  paa 
lige  fod  med  de  indfødte.  De  norske  kjøbmænd  havde  lov  til  at  bo 
aaret  rundt  i  London,  men  fik  ikke  forlade  byen  for  at  drage  til  andre 
markeder  ^. 

At  de  nordiske  kjøbmænd  i  London  saaledes  alt  paa  Knut  den 
stores  tid  dannede  en  særskilt  organisation  og  havde  sit  eget  gildehus 
og  sin  menighedskirke,  vid.ner  ikke  bare  om,  hvor  betydelig  deres  handel 
var.  Det  viser  ogsaa,  at  de  i  kultur  og  dannelse  stod  fuldt  paa 
høide  med  Vesteuropas  kjøbmænd  og  at  de  af  franske,  flamske  og  tyske 
kjøbmænd  havde  lært  organisationens  og  sammenslutningens  kunst.  Et 
andet  spørgsmaal,  som  jeg  ikke  vover  at  gi  svar  paa,  er  det:  Har  de 
nordiske  kjøbmænd  i  hjemlandet  lært  at  organisere  sig  paa  lignende  vis .? 
Jeg  tænker  især  paa  Gotland.  Er  det  et  tilfælde,  at  Visby  er  Hanse- 
forbundets  vugge,  og  at  det  var  de  Tyskere,  som  handlede  paa  Visby, 
som  først  sluttede  sig  sammen  til  den  forening,  hvoraf  det  store  Hanse- 
forbund  skulde  ud vikle  sig?  Man  kunde  tænke  paa,  at  de  gutniske  kjøb- 
mænd fra  gammel  tid  af  havde  sluttet  sig  sammen. 

For  de  nordiske  lande,  og  særlig  for  Norge  og  Danmark,  kom 
handelsforbindelsen  med  England  til  at  faa  overmaade  stor  betydning. 
Før  Hanseaterne  kom  og  satte  sig  fast  i  de  nordiske  stæder  og  foran- 
drede  handelens  retning,  var  seiladsen  og  handelen  paa  England  ube- 
tinget det  vigtigste  baade  for  Norge  og  Danmark.  Englænderne  var  jo 
endnu  ikke  den  store  handelsdrivende  og  sjøfarende  nation,  som  de 
siden  er  blit.  De  drev  selv  liden  handel  paa  udlandet  og  var  væsentlig 
afhængig  af  fremmed  tilførsel.  Fra  gammel  tid  af,  tildels  endog  forud 
for  vikingetiden,  kom  frisiske,  nederlandske,  kølniske  og  franske  kjøb- 
mænd til  de  engelske  markeder  med  tøier,  metalvarer,  vin,  luksusartikler 
og  alskens  varer  fra  Mellem-  og  Syd-Europa;  det,  som  de  især  kjøbte  i 
England,  var  uld,  som  blev  brugt  ved  de  store  væverier  i  det  nuværende 
Belgien  og  de  tilgrænsende  egne  af  Frankrig.  Nordboerne  kunde  saa- 
ledes i  England  faa  alle  de  udenlandske  varer,  som  de  trængte.  Særlig 
var  det  fint  klæde  —  engang  imellem  kanske  ogsaa  silke  til  brug  for  høv- 
dinger —  samt  hvede,  honning  og  vin,  som  de  indførte.  Til  England 
bragte  de  til  gjengjæld  fisk,  som  sikkerlig  i  tørret  tilstand  alt  i  vikinge- 
tiden har  spillet  en  rolle  som  handelsvare;   størst  betydning  havde  dog 


1  Liber  Albus  I,  s.  63  f. 


1904.  No  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.       191 

endnu  det  pelsværk,  som  Vesteuropa  fik  gjennem  Nordboerne.  Før 
Hanseatemes  tid  var  Nordboerne  omtrent  de  eneste,  som  forsynede  Vest- 
europa med  pelsværk.  Det  kom  dels  fra  det  nordlige  Norge  og  dels 
fra  Rusland,  hvorfra  gutniske  kjøbmænd  udførte  det.  De  gutniske  kjøb- 
mænd,  som  i  vikingetiden  og  den  ældre  middelalder  var  af  overmaade 
stor  betydning  for  handelen  og  samfærselen  mellem  Vest-  og  Øst-Europa, 
bragte  vel  ogsaa  andre  af  Østens  varer  til  Vesterlandene,  som  voks  f.  eks., 
eller  varer,  som  kom  fra  Sortehavs-  og  Kaukasuslandene. 

Arkæologerne  har  vfst,  at  der  allerede  forud  for  den  yngre  jern- 
alder maa  ha  været  nogen  forbindelse  mellem  de  Nordiske  lande  og 
England.  Men  denne  forbindelse  kan  næppe  ha  været  regelmæssig  eller 
havt  stor  betydning.  Skal  vi  dømme  efter  den  mængde  angelsaksiske 
mynter,  som  er  fundet  i  Norden,  var  det  først  i  det  lode  aarhundred, 
og  især  fra  dettes  anden  halvdel  af,  at  forbindelsen  med  England  fik  sin 
store  økonomiske  betydning.  Jeg  taler  andetsteds  mere  om  disse  mynt- 
fund  1.  Her  skal  jeg  bare  minde  om,  at  der  i  det  svenske  National  museum 
i  Stockholm  findes  næsten  ligesaa  mange  angelsaksiske  mynter  som  i  British 
Museum  i  London.  De  allerfleste  af  disse  er  fundet  paa  Gotland.  Nu 
deltog  nok  Svensker  ikke  saa  sjælden  i  vikingetogene  dér  vesterpaa. 
Men  dét  er  dog  forskerne  forlængst  enige  om,  at  disse  store  penge- 
summer ikke  kan  skyldes  vikingetog  og  udredsler  fra  de  angelsaksiske 
konger;  —  disse  gik  jo  mest  til  Danskerne,  og  undertiden  til  Nord- 
mændene;  —  de  maa  skyldes  handelen.  Jeg  skulde  tro,  at  de  angel- 
saksiske mynter  er  kommet  til  Gotland  dels  ved  gutniske  kjøbmænds 
direkte  handel  paa  England  og  dels  over  Danmark,  paa  grund  af  handels- 
forbindelser mellem  Gutland  og  Danmark.  I  Danmark  har  man  ikke 
fundet  saa  mange  angelsaksiske  mynter  som  i  Sverige  og  i  Norge 
endnu  færre.  Men  nu  er  det  saa,  at  ingen  af  de  angelsaksiske  mynter, 
som  er  fundet  i  Norden,  er  ældre  end  fra  henved  aar  900.  B.  E.  Hilde- 
brand i  sit  bekjendte  verk  »Anglosachsiska  mynt  i  Svenska  Kongliga 
Myntkabinettett  (2  udg.)  anfører  saaledes  ingen  mynter,  som  er  ældre 
end  fra  Eadward  I  (901 — 924).  Man  har  f.  eks.  i  Norden  ikke  fundet 
nogen  af  de  mynter,  som  blev  præget  af  de  nordiske  konger  i  Øst- 
Angel  eller  Northumberland  før  aar  900.  De  ældste  engelske  mynter, 
som  er  fundet  i  Sverige,  stammer  merkelig  nok  ikke  fra  Gotland,  men 
er  fundet  i  kristne  grave  fra  Björkö^.  Blant  disse  er  de  fleste  præget 
under  de  nordiske  konger  i  Northumberland  i  første  halvdel  af  det  lOde 


1  Se  afsnittet  om  myntvæsen,  iadledn. 
Jfr.  Hildebrand,  Ags.  mynt,  s.  3  f.  og  s.  473  t 


19^ 


ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


aarh.^  Fra  kong  Eadgar  (959—975)  og  Eadward  II  (97S— 978)  findes  der 
alt  temmelig  mange  mynter.  Men  de  fleste  stammer  dog  fra  Æthelred  II 
(978—1014  og  1016)  og  Knut  den  store  (1016— 1035). 

Man  bør  kanske  vogte  sig  for  at  slutte  alt  for  meget  af  myntfun- 
dene.  Der  er  jo  i  det  hele  i  Norden  fundet  meget  faa  mynter  fra  tiden 
før  det  lode  aarh.  Saa  meget  maa  man  dog  ha  lov  til  at  slutte,  at  i 
det  9de  aarh.  gik  handelen  og  skibsfarten  fra  Norden  endnu  for  det 
meste  paa  landene  syd  for  Nordsjøen.  —  Desuden  seilede  Nordmænd  og 
Gotlændinger  paa  Skotland,  de  skotske  øer  og  Irland.  Først  i  det  lode 
aarh.  fik  forbindelsen  med  England  sin  store  økonomiske  betydning  for 
Norden.  De  rundt  om  i  Norden  fundne  northumbriske  mynter  synes 
ogsaa  at  vidne  om,  at  det  især  var  paa  York  og  andre  byer  i  det  blom- 
strende nordiske  kongerige  i  Northumberland  at  der  blev  drevet  handel 
i  den  første  halvdel  af  det  lode  aarhundred.  Omkring  aar  1000  voksede 
stadig  den  engelske  handels  betydning.  Baade  Dansker  og  Nordmænd 
deltog  og  gutniske  mænd  bragte  Øst-Europas  frembringelser  til  England. 

Myntfundenes  vidnesbyrd  støttes  af  de  sparsomme  historiske  oplys- 
ninger.  Vi  kan  følge  flere  forskjellige  handelsveie.  Den  ene  gik  fra 
Norge  og  Island  ned  forbi  Skotlands  vestkyst,  sydover  gjennem  den 
Irske  Sjø  og  ind  til  Bristol.  Som  jeg  før  har  nævnt,  siger  William  af 
Malmesbury,  at  Bristol  er  en  »havn  for  skibe,  som  kommer  fra  Island, 
Norge  og  andre  oversjøiske  lande«.  Forbindelsen  med  Bristol  maa 
sikkerlig  være  begyndt  alt  i  vikingetiden.  Den  vedblev  ud  gjennem 
middelalderen  at  ha  sin  betydning,  især  for  Island.  Graagaas  nævner  i 
sin  Erfda-påttr  (61)  det  tilfælde,  at  engelske  mænd  dør  paa  ^Island;  man 
kan  se,  at  de  ikke  saa  ganske  sjelden  kom  til  øen  {Nv  andcus  enskir 
menn  her,  eda  peir  er  hingat  ero  eN  okuNare).  Disse  Englændere  har, 
skulde  jeg  tro,  mest  været  fra  Bristol.  Vi  ved  jo,  at  de  Engelskmænd, 
som  i  begyndelsen  af  det  1 5de  aarh.  begyndte  at  drive  torskefiske  uden- 
for  Islands  kyster,  var  fra  Bristol  ^ 

Til  byerne  paa  Englands  østkyst  gik  der  andre  handelsveie.  Først 
og  fremst  til  London,  men  hid  var  det  vist  Dansker,  mere  end  Nordmænd, 
som  kom.  Hvad  jeg  før  har  meddelt,  synes  at  vise  dette,  og  fra  senere 
tider  finder  vi  heller  ikke  mange  norske  kjøbmænd  i  London.  Længere 
nord  i  England  var  det  især  til  York,  at  de  nordiske  kjøbmænd  i 
vikingetiden  søgte.  Byen  skal  før  William  Erobrerens  tid  ha  havt  over 
30  OCX)  indbyggere;  den  var  utrolig  rig  paa  alle  slags  varer,  som 
bragtes    did    af  kjøbmænd,    som    strømmede    til    allevegne    fra,    mest 


*  Jfr.  A.  Bugge,  Norsc  settlements  round  the  Bristol  Channel,  s.  10  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      I93 

dog  Daner  1.  Byen  York  er  vistnok  grundlagt  af  Romerne  eller  kanske 
endnu  tidligere.  Men  efter  Angelsaksernes  erobring  gik  det  tilbage  med 
den;  de  gamle  mure  faldt  i  ruiner  og  blev  ikke  gjenopbygget.  Først 
efterat  Nordboerne  havde  gründet  et  rige  i  Northumberland,  begyndte 
York  paany  at  blomstre  og  under  de  senere  angelsaksiske  konger  er  byen 
fremdeles  et  af  de  vigtigste  myntsteder  i  England.  Og  denne  sin 
blomstring  skylder  den  først  og  fremst  Nordboernes  handel. 

En  anden  by,  som  vistnok  alt  i  vikingetiden  blev  søgt  af  Nord- 
boerne, kanske  mest  af  norske  kjøbmænd,  er  Grimsby  lige  udenfor 
Humberts  munding.  Sagnet  om  »Havelok  Danske«  (d.  e.  Olav  Kvaaran, 
den  senere  Dublinkonge)  har  gjemt  mindet  om,  at  Grimsby  er  grundlagt 
af  Nordboer^.  I  begyndelsen  af  det  i2te  avh.  var  denne  by  særlig 
søgt  af  folk  fra  Norge,  Orknøerne,  Skotland  og  Suderøerne.  Og  et 
endnu  bevaret  aktstykke  i  rigsarkivet  (Public  Record  Office)  i  London 
viser,  at  Nordmændene  alt  paa  Henrik  Ts  tid  (iioo — 113S)  nød  told- 
begunstigelser  i  Grimsby^  Men  handelen  paa  Grimsby  maa,  saavidt 
jeg  kan  skjønne,  være  begyndt  alt  i  vikingetiden.  Der  er  slet  intet,  som 
tyder  paa,  at  Nordmændene  i  slutningen  af  det  ute  aarh.  begyndte  at 
søge  ind  paa  nye  handelsveie. 

Desværre  ved  vi,  foruden  hvad  jeg  før  har  nævnt,  lidet  om  han- 
delen mellem  Danmark  og  England  i  vikingetiden.  Vi  ved  nok,  hvilke 
engelske  byer  det  var  Danskerne  fortrinsvis  besøgte.  Men  vi  ved  ikke, 
hvor  i  Danmark  disse  kjøbmænd  hørte  hjemme.  Især  har  det  vel  været 
i  Hedeby,  det  senere  Slesvig,  som  engang  var  Nordens  første  handels- 
stad, men  med  hvis  betydning  det  dog  mod  slutningen  af  det  lode 
aarh.  synes  at  være  gaat  tilbage*.  Ved  siden  deraf  vil  jeg  nævne  Ribe, 
som  alt  paa  Knut  den  stores  tid  maa  ha  været  en  by;  dens  navn  fore- 
kommer paa  Knuts  mynter.  Danmarks  handel,  som  paa  Knuts  tid 
havde  været  saa  blomstrende,  gik  det  nemlig  udover  i  middelalderen 
mer  og  mer  tilbage  med,  og  ved  aar  13CX)  var  Danskernes  selvstændige 
handel  paa  England  næsten  fuldstændig  ophørt.     Hanseaterne  havde  for- 


»  Vita  S.  Oswaldi,   454    (jfr.  Stcenslrup,    Normannerne,    III,    184):    Est   civitas   Eboraca 
metropolis  totius  geotis  Northanhimbrorum   .......    quæ  tamen  gaudet  de  multitu- 

.  dine  populorum,  non  minus  virorum  ac  mulierum,  eiceptis  parvulis  et  pubetinis, 
quam  30  millia  eadem  civitate  numerali  sunt;  quæ  incredibililer  est  repleta,  et  mercato- 
rum  gazis  locupletata,  qui  undique  adveniunt,  maxime  ex  Danorum  gente. 

«  G.  Storm,  Havelok  the  Dane  and  the  Norse  king  Olaf  Kuaran,  Kristiania  Vidensk.- 
Selsk.  Forhandl.,  1879. 

»  Flateyjarbök  II,  440  (Orkneyinga  {)âttr)  og  Gross,  The  Gild  Merchant  II,  377  ;  jfr. 
A.  Bugge,  Handelen  meil.  England  og  Norge,  Norsk  hist.  tidsskr.,  3  R.    B.  II,  s.  7. 

*  Sophus  Müller,  Vor  Oldtid,  s.  640  f. 

Vid.-Selsk.  Skrifter.      H.-F.  Kl.   1904.  Xo.  1.  13 


194  ALEXANDER  BUGGE.  R-F.  Kl. 

trængt  dem.  Den  eneste  by,  i  hvis  handel  og  skibsfart  der  endnu  var 
lidt  liv,  var  Ribe.  Derfra  seilede  der  fra  aar  til  andet  ikke  saa  ganske 
faa  skibe  til  England,  som  man  kan  se  af  de  i  rigsarkivet  i  London 
opbevarede  toldruller.  Jeg  tænker  mig,  at  denne  Ribes  handel  paa  øst- 
engelske  byer  ved  aar  1300  er  en  levning  fra  gamle  dages  mere  straa- 
lende  tider. 

Hvor  livlig  handelen  og  skibsfarten  mellem  Norge  og  England  i 
det  lode  aarh.  og  især  fra  Olav  Trygvessøns  tid  af  var,  gir  sagaerne 
os  mange  vidnesbyrd  om.  Allerede  ved  aar  900  maa  det  ha  været 
skik,  at  norske  stormænd  lod  de  livsfornødenheder,  de  trængte,  indføre 
fra  England;  til  gjengjæld  solgte  de  derover  skreid,  huder  og  skind- 
varer.  Saaledes  fortælles  det  i  Egils  saga  (k.  17),  at  Torolv  Kveldulvs- 
søn  byggede  et  nyt  skib.  »Der  ombord  lod  han  bære  skreid,  huder  og 
lys  vare  (d.  e.  hermelinskind?).  Han  lod  ogsaa  følge  meget  graaverk  og 
anden  skindvare.  som  han  havde  faat  fra  fjeldet,  og  det  var  overmaade 
meget  gods.  Dette  skib  lod  han  Torgils  Gjallande  seile  med  vest  til 
England  for  at  kjøbe  sig  klæde  og  andet  forraad,  som  han  trængte.  De 
styrede  skibet  sydover  langs  landet  og  siden  tilhavs  og  kom  frem  til 
England.  De  fik  dér  godt  kjøbstævne,  ladede  skibet  med  hvede  og 
honning,  vin  og  klæde  og  styrede  tilbage  om  høsten.c  Torolv  Kveldulvs- 
søn  bodde,  som  vi  véd,  i  Haalogaland,  og  denne  landsdels  økonomiske 
ydeevne  maa,  det  kan  vi  af  mange  grunde  slutte,  i  vikingetiden  ha 
været  forholdsvis  større  end  nogensinde  senere,  indtil  vore  dage.  — 
Dette  har  vist  dels  havt  sin  grund  deri,  at  bønderne  i  Nordland  endnu 
selv  udnyttede  Lofotfisket  og  ud førte  den  tørrede  skreid  til  fremmede 
lande.  Men  især  indbragte  Finnefærden  og  idethele  handelen  med 
Finnerne,  fremforalt  pelsverkhandelen,  store  rigdomme;  men  denne 
rigdomskilde  synes  udover  i  middelalderen  at  være  blit  stadig  mindre 
og  mindre,  idet  først  Gotlændingerne  og  siden  Hanseaterne  overtog 
Europas  forsyning  med  pelsverk.  Dog  hører  vi  endnu  fra  Olav  Tryg- 
vessøns tid  om  Haaløiginger,  som  for  i  kjøbfærd  og  drev  handel  paa 
England.  Saaledes  heder  det  i  en  liden  fortælling,  som  er  føiet  ind  i 
Olav  Trygvessøns  saga:  »Sigurd  hed  en  mand  og  en  anden  Hauk;  de 
var  haaløigske  mænd  af  æt  og  unge  af  aar,  store  og  sterke  og  var  ofte 
paa  kjøbfærd.  Den  samme  sommer,  som  kong  Olav  drog  vestover  fra 
Viken,  seilede  Sigurd  og  Hauk  vest  til  England  ^.c 

Men  ikke  bare  Haalogaland,  saa  godt  som  alle  dele  af  Norge  stod 
i  slutningen  af  det  lode  aarh.   i  forbindelse  med  England.     De   merke- 


*  Flateyjarb.  I,  s.  378f(Nltr  ^o^valds  tasalda). 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      Î95 

lige  billedstener  fra  Ringerike,  Hadeland  og  Toten  vidner  om,  at  de 
mænd,  som  huggede  billederne  paa  dem,  havde  færdedes  i  fredens  yrke 
over  i  England  og  været  i  London  eller  Northumberland  ^  Fra  Viken 
hører  vi  om  kjøbmænd,  som  seilede  til  England,  som  f.  eks.  de  kjøb- 
mænd,  med  hvilke  Ragnvald  Lodinssøns  hustru  Sigrid  drog  ud  og  fandt 
Olav  Trygvessøn^.  I  Nidaros  finder  den  uvorne  Gunnlaug  Ormstunge, 
da  han  har  fornærmet  Erik  jarl  og  skjønner,  det  er  bedst  at  forlade 
Norge,  straks  en  »Englandsfarer«  (d.  e.  et  til  England  bestemt  skib), 
som  han  blir  med  3.  Fra  Nidaros  maa  der  i  det  hele  ha  været  livlig 
forbindelse  med  England.  En  vinter  opholder  saaledes  Islændingerne 
Kjartan  og  Bolle  sig  dér  ved  Olav  Trygvessøns  hird.  Om  vaaren 
spørger  Kalv  Aasgeirssøn  Kjartan,  hvor  han  agtede  sig  hen  til  somme- 
ren. Kjartan  svarer:  »Jeg  tænkte,  vi  helst  skulde  seile  med  vort  skib 
til  England;  for  dér  er  der  nu  godt  kjøbstævne  for  kristne  mænd«. 
Kongen  vil  imidlertid  ikke  lade  Kjartan  fare,  saa  Kalv  drager  alene 
med  sit  og  Kjartans  skib  og  varer  til  England  og  kommer  tilbage  om 
høsten  *. 

Jeg  har  her  ikke  nævnt  alle  de  eksempler,  som  kunde  nævnes.  Men 
det  fremgaar  dog  af  hvad  jeg  har  fremdraget,  at  Vikingetogene  fra 
slutningen  af  det  9de  aarh.  —  eller  kanske  endnu  tidligere  —  aabnede 
en  regelmæssig  handelsforbindelse  mellem  Norden  og  England.  Gotlæn- 
dingerne  bragte  til  England  Ruslands  og  hele  Osteuropas  frembringelser  ; 
Nordmændene  fik  et  marked  for  sin  tørfisk  og  sit  pelsverk.  Og  fra 
England  fik  Nordboerne  med  sig  hjem  alle  de  varer,  som  deres  eget 
land  med  det  kolde  veirlig  og  industrien,  som  næppe  nok  var  i  sin 
første  vorden,  ikke  formaaede  at  frembringe. 

Hvor  vigtig  forbindelsen  med  England  har  været  for  handelen,  kan 
vi  ogsaa  skjønne  af  sproget  selv.  Der  findes  i  oldnorsk  en  mængde 
ord,  som  er  af  engelsk  oprindelse  og  som  angaar  handelen« og  vare- 
omsætningen.  Mange  af  disse  maa  være  optat  alt  i  vikingetiden.  Jeg 
har  andetsteds  nævnt  »klæde«  (oldn.  kkeöi,  »vin«,  »næpe«  (oldn.  næpa) 
og  »kaaU  (oldn.  kål).  Ordet  fltir  »hvedemel«  (=  gl.  engelsk  flour,  af 
lat.  flos)  er  kanske  ogsaa  kommet  ind  i  sproget  alt  i  vikingetiden.  Vig- 
tigere  er  dog  ordet  mangari  »smaahandler,  høker«.  Ordet  forekommer 
hyppig  tilligemed  verbet  manga  »kjøbe«  i  retterbøderne,  og  »Konge- 
speilets« høibyrdige  forfatter  ser  (k.  3)    med   foragt   ned  paa  dem,    som 


^  Se  afsnittet  om  prydkunst. 

*  Flateyjarb.  I,  s.  292.    Jfr.  Olav  dea  helliges  saga  (Kristiania  1853),  k.  4S. 
3  GunDlaugs  s.  Ormstungu,  k.  6. 

*  Laxdælasaga,  k.  41  og  43. 


196  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

gir  sig  kjøbmands  navn,  men  bare  er  mangarar  eöa  falsarar,  kjøber 
og  sælger  falskt.  Men  smaahandleren,  som  gaar  med  sine  varer  i 
sækken  og  vandrer  fra  gaard  til  gaard,  gjør  alligevel  sin  nytte  og  kan 
vanskelig  undværes  i  bygden.  Kramhandlere  har  der  vel  været  i  Norden 
til  alle  tider,  endog  i  de  aller  ældste,  saalcdes  som  stenaldersfund  synes 
at  vise.  Men  vikingetiden  niaa  alligevel  ogsaa  paa  dette  omraade  ha 
havt  sin  betydning.  Ordet  mangari  er  nemlig  laant  fra  ags.  mangele 
(ny eng.  monger)]  det  maa  være  kommet  ind  i  sproget  alt  i  det  icxie 
aarhundrede;  det  findes  nemlig  i  et  vers  i  Kormaks  saga  (str.  6),  og 
verset  synes  at  være  ægte. 

Fra  ældgammel  tid  af  førte  der  handelsveie  fra  de  nordiske  lande 
til  Frankerriget,  dels  tillands  over  Danmark,  Nord-Tyskland  og  Frisland 
og  dels  tilsjøs.  Jeg  har  nævnt,  at  Dorestad  alt  ved  aar  800  stod  i 
handelsforbindelse  med  Norden.  Dels  var  det  frisiske  og  nederlandske 
kjøbmænd,  som  drog  til  Hedeby  og  Birka,  en  enkelt  gang  kanske  ogsaa 
til  Norge.  Men  ikke  sjelden  hændte  det,  at  norske,  svenske  og  danske 
kjøbmænd  drog  paa  kjøbfærd  til  Nederlandene,  Saksland  og  Frankrig. 
Denne  forbindelse  blev  nu  ogsaa,  efterat  vikingetogene  var  begyndt, 
mere  regelmæssig.  Fra  egnene  ved  Rhinens,  Maas's  og  Scheldes  udløb 
fik,  som  jeg  før  har  nævnt,  Nordboerne  især  finere  tøier  og  vaaben. 
Ordet  flæmingi  cFlamlænderc  forekommer,  som  jeg  andetsteds  om- 
taler ^  i  Ynglingatal  i  betydningen  »sverdc  og  vidner,  sammen  med  de 
mange  udenlandske  sverd,  som  er  fundet  i  Norges  jord,  tydelig  om  den 
store  indførsel  af  sverdklinger,  som  fra  disse  egne  foregik  til  vort  land. 
—  Og  disse  sverd  stammede  i  regelen  ikke  fra  rov,  som  vikingerne 
havde  gjort  i  udlandet.  De  fleste  maa  være  indført  ved  handel  og 
fredelig  samfærsel  mellem  landene.  —  De  karolingiske  mynter,  som  er 
fundet  i  Norden,  og  fremforalt  de  nordiske  efterlignere  af  Dorestad- 
mynterne  vidner  ogsaa  tilstrækkelig  om  denne  handels  betydning. 

Efterat  Rollo  var  blit  Normandiets  hertug  og  Nordboerne  havde  faat 
fast  fod  i  dette  frugtbare  land,  begyndte  handel  og  skibsfart,  som  længe 
havde  ligget  nede,  paany  at  blomstre.  Normannerne  havde  git  Frankrig 
fred;  men  de  var  ogsaa  de  første,  som  selv.  forstod  at  høste  frugterne 
af  denne  fred.  Rouen,  hertugdømmets  hovedstad,  blev  snart  midtpunk- 
tet for  en  vidtstrakt  handel  og  en  af  Frankrigs  og  Vesteuropas  første 
handelsstæder^.  Til  Rouen  var  det  da  ogsaa,  at  de  Nordboer,  som  i 
det    lode   aarh.    drog   til    landene    ved  Nordsjøens  sydlige  kyster,  helst 


1  Jfr.  afsnittet  om  krigskunst. 
*  Jfr.  Normannerne  I,  s.  190. 


1904.    No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      197 

søgte.  Den  danske  konge  Harald  Blaatand  opholdt  sig,  ved  vi,  selv  i 
længere  tid  i  Normandie,  og  dette  har  visselig  bidraget  til  at  fremme 
handelen  mellem  Rouen  og  Danmark.  I  Norge  fulgte  Vikværingerne 
fra  gammel  tid,  baade  paa  vikingetog  og  i  handelsfærd,  gjerne  den 
samme  vei  som  Danskerne. 

Medens  folk  fra  det  øvrige  Norge  helst  drog  til  de  Britiske  Øer, 
seilede  derfor  Vikværingerne  ligesaa  meget  til  Frisland,  Nederlandene  og 
Frankrig.  Kjøbmænd  fra  disse  egne  gjæstede  ogsaa  hyppig  Viken.  I 
Olav  den  helliges  saga  (Kristianiaudg.,  k.  48)  fortælles  det,  at  Vikvæ- 
ringerne kjendte  meget  bedre  til  kristne  sæder  end  folk  nord  i  landet. 
»For  baade  sommer  og  vinter  var  det  fuldt  af  kjøbmænd,  baade  danske 
og  saksiske«  [pvi  at  par  var  heåi  vetr  oe  sumar  fiolment  af  caupnon- 
num  heåi  daunscom  oe  saxnescom).  Ud trykket  »saksisk«  er  vel  brugt 
om  kjøbmænd  baade  fra  Hamburg  og  Køln  og  fra  Nederlandene. 
Sagaen  fortsætter:  »Vikværingerne  drog  ogsaa  meget  i  kjøbfærd  baade 
til  England  og  Saksland  og  til  Flandern  og  Danmark«  {Vicveriar  hatif- 
åuz  oe  mioc  i  kaupferdum  til  Englanz  eda  Saxlam  eda  Flæmingialam 
eda  i  Danmorc), 

Midtpunktet  for  denne  handel  var  Skiringssal  ved  Viksfjorden,  en 
halv  mils  vei  fra  det  nuværende  Larvik.  Fra  Skiringssal  udgik  ialfald, 
i  vikingetiden,  den  regelmæssige  forbindelse  med  Hedeby,  og  de  uden- 
landske  varer  førtes  saa  derfra  videre,  helt  op  til  det  nordligste  Norge. 
Vi  faar  oplysning  herom  i  kong  Alfreds  Orosius.  Haalogalændingen 
Ottar  fortæller  i  sin  reiseskildring,  at  han  seilede  fra  Haalogaland  til 
Skiringssal,  eller  som  det  heder  med  kong  Alfreds  ord:  »Ottar  fortalte, 
at  det  fylke,  hvor  han  boede,  hed  Haalogaland  (Halgoland).  Han  sagde, 
at  ingen  mand  boede  nordenfor  ham.  Og  saa  er  der  en  havn  syd  i 
landet,  som  man  kalder  Skiringssal«  {fmine  is  an  port  on  sudeweardum 
pæm  lande,  pone  man  hæt  Sciringes  heal).  Derfra  seilede  Ottar  syd- 
over til  Danmark.  »Fra  Skiringssal  fortalte  han,  at  han  seilede  i  fem 
dage  til  den  havn,  som  kaldes  Hedeby  (7  of  Sciringes  heale  he  cwæd 
pæt  he  seglode  on  fif  dagan  to  pæin  porte  pe  mon  hæt  æt  Hæpumit)K 
Ottar  vilde  næppe  være  reist  den  lange  omvei  op  til  Skiringssal,  naar 
han  skulde  til  Danmark,  hvis  dette  ikke  havde  været  den  almindelige  rute, 
som  farmænd  bragte. 

Ellers  er  det  ikke  ofte,  at  sagaerne  nævner  handelsforbindelser 
mellem  Norge  og  landene  syd  for  Nordsjøen.  Sighvat  skald  drog  dog 
engang  i  følge  med  en  mand,   som  hed   Berg,  paa  kjøbfærd  til  Rouen^. 

^  King  Alfred*8  Orosius,  ed.  Swect,  s.  19. 
2  Fornmannasçgur  IV,  s.  352. 


198  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Selv  islandske  kjøbmænd  har  vist  undertiden  alt  i  vikingetiden  gjæstet 
Normandiet,  ifald  vi  har  lov  til  at  slutte  tilbage  derfra,  at  et  islandsk 
skib,  lastet  med  uid,  i  1198  kom  til  Rouen  ^. 

Om  Svenskernes  handel  paa  Frankerriget  —  og  omvendt  —  er  det 
næsten  bare  myntfundene,  som  gir  os  oplysninger.  —  Det  eneste  er 
Rimberts  levnetsskildring  af  Ansgar,  som  vidner  om  forbindelse  mellem 
Birka,  Hedeby  og  Dorestad.  —  I  det  9de  aarhundred  synes  Gotland 
endnu  ikke  at  ha  tat  stor  del  i  denne  [handel.  Dette  forhold  forandredes 
i  det  følgende  aarhundred.  Dog  synes  Gotland,  efter  myntfundene  at 
dømme,  at  ha  staat  i  livligere  forbindelse  med  Tyskland  end  med  Frankrige. 
Øens  naturlige  beliggenhed  gjør  jo  ogsaa  dette  naturligt. 

Kaster  vi  saa  til  slutning  et  blik  tilbage  paa  dette  afsnit,  vil  vi  finde, 
at  vikingetiden  har  havt  en  overmaade  stor  betydning  for  udviklingen  af 
Nordboernes  handel.  Vikingefærderne  til  Vesteuropa  fulgtes  af  fredlige 
handelstog,  som  aabnede  en  regel mæssig  forbindelse  mellem  Nordens 
lande  og  Vesteuropa.  Nordboerne  finder  nye  markeder  for  sine  egne 
varer  og  ind fører  desuden  Osteuropas  frembringelser  til  Vesterlandene. 
Med  til  hjemmet  bringer  de  i  tilstrækkelig  mængde  nye  og  før  næsten 
ukjendte  varer,  fint  klæde,  silke  og  guldindvirkede  tøier,  ædelstene  og 
smykker,  glasvarer,  damascerede  sverdklinger,  honning,  vin  og  hvedemel. 
Velstanden  stiger.  Nye  næringskilder  begynder  at  faa  landsvigtig  be- 
tydning, saaledes  i  Norge  pelsverkshandelen  i  Finmarken  og  fremforalt 
Lofotfisket.  Byernes  og  kjøbmandsstandens  betydning  vokser.  I  Dan- 
mark kan  man  fra  nu  af  begynde  saa  smaat  at  tale  om  en  borgerstand. 
Gotland  blir  som  bindeled  mellem  Øst-  og  Vest-Europa  et  af  de  vigtigste 
handelscentrer  i  det  nordlige  Europa,  et  sted,  hvor  kunst  og  haandverk 
blomstrer.  Vikingetogene  førte  ogsaa  til,  at  der  i  Vesterlandene  blev 
gründet  nybygder.  Her  udviklede  Nordboernes  medfødte  handelsaand  og 
deres  kjærlighed  til  sjøen  handels-  og  næringsliv  til  ny  blomstring.  De 
brød  nye  baner  for  handelen,  seilede  selv  til  fjærne  lande.  Og  de  var 
ikke  alene  modige  kjøbmænd;  de  lærte  ogsaa  snart  i  samkvem  med 
franske  og  vesterlandske  kjøbmænd  at  slutte  sig  sammen  for  derved  at 
vinde^ny  styrke,  erobre  nye  markeder.  Og  Nordboerne  der  ude  i  Vester- 
landene glemte  ikke  saa  snart  sine  landsmænd  i  hjemlandet.  De  tilførte 
ogsaa  dem  nye  rigdomme,  ny  kultur. 


1  Diplomatarium  Islandicum  I,  s.  718. 

8  Jfr.  Hildebrand,  Sveriges  medcltid  I,  s.  592  f.  og  776  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      1 99 


Skibsfart  og  skibsbygningskunst. 


Skibsbygningskunsten  naaede  hos  Nordboerne  i  vikingetiden  en  høi 
grad  af  fuldkommenhed,  høiere  kanske  end  i  de  kristne  lande.  Skibene 
brugte  snart  aarer,  snart  seil.  Hvert  skib  havde  bare  én  mast  og  ett, 
firkantet  raaseil.  Hvor  dygtige  vore  forfedre  var  i  at  bygge  skibe, 
derom  vidner  især  det  nyfundne  Osebergskib  og  det  i  nærheden  af 
Sandeijord  fundne  Gokstadskib,  som  nu  er  en  af  de  største  skatte  i  old- 
sagssamlingen  i  Kristiania.  Begge  disse  skibe  maa  dog  ha  været  fjord- 
baade  og  ikke  havgaaende  skibe.  Medens  folk  ellers  i  Europa  nødig 
vovede  sig  ud  paa  den  aabne  sjø,  naar  de  ikke  ved  kveldstid  kunde 
være  i  havn  igjen,  seilede  Nordboerne  i  vikingetiden  frygtløst  over 
havet  til  Island  og  videre  til  Grønland  og  Nord- Amerika.  Det  er  derfor 
i  sig  selv  lidet  rimeligt,  at  de  med  hensyn  til  skibsbygningskunst  har 
lært  noget  af  forbindelsen  med  Vesteuropa. 

Vi  kan  dog  se,  at  de  ogsaa  paa  dette  omraade  har  havt  øie  og 
sind  opiadt,  at  de  paa  et  enkelt  og  meget  vigtigt  punkt  har  indført  for- 
bedringer. Vi  kan  ogsaa  se,  at  de  har  lært  at  kjende  eller  ialfald  hørt 
om  de  store  og  fra  Nordboernes  fartøier  helt  forskjellige  skibe,  som 
hyggedes  i  Middelhavslandene.  Den  type  for  handelsskibe,  som  blev 
den  almindelige  i  middelalderen,  var  kort  og  fortil  afrundet.  Den  vandt 
først  sent  indpas  i  Norden;  men  alt  i  vikingetiden  maa  ogsaa  Nord- 
boerne ha  lært  at  kjende,  ja  muligens  ha  bidraget  til  at  udvikle  den. 

Fra  ældgammel  tid  har  naturligvis  Nordboerne  ligesom  andre  sjø- 
farende folk  forstaat  ved  en  til  et  taug  fæstet  sten  eller  metalklump  at 
holde  skibet  fast  i  havnen,  saa  det  ikke  drev  bort.  Derimod  har  der 
været  en  tid,  da  de  ikke  kj endte  ankere  med  kroger  og  modhager,  som 
greb  fast  i  bunden.  Det  maa  være  Grækerne,  som  har  opfundet  an- 
keret. —  Det  græske  ayyLVQa  »ankera  betyder  egentlig  »den  krogede«.  — 
Af  Grækerne  lærte  Romerne  ankeret  at  kjende;  de  optog  det  græske 
ayyLVQa  i  sit  sprog  og  omgjorde  det  til  ancora.  Gjennem  Romerne  blev 
Mellemeuropas  folk  kjendt  med  brugen  af  ankeret.  Vi  Nordboer  har 
snarest  lært  det  at  kjende  af  Angelsakserne.  Oldn.  akkeri,  n.  »ankere 
synes  nemlig  at  være  laant  fra  ags.  ancor.  Ordet  akkeri  forekommer 
første  gang   i   et    vers  af  Hallfred  Vandrædaskald  (k.  5),   hvor  Hallfred 


200  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

kalder  en  fremmed  mand,  som  drager  ankerkjettingen  op,    for  Åkkeris- 
frakhi  »Anker-Frankerc. 

Et  andet  skibsudtryk  af  fremmed  oprindelse  er  forhr^  m.,  som  i 
almindelighed  betyder  »baadshage«,  men  ogsaa  kan  bruges  om  en  »kjæp, 
jernbeslaat  stang«.  Dette  ord  er  laant  fra  ags.  força  »gaffel,  fork«,  som 
igjen  stammer  fra  lat.  fur  ca  »fork,  høgaffel«.  Ordet  er  vistnok  alt  i 
vikingetiden  kommet  til  Norden.  Det  findes  nemlig  i  Landnaama  i 
et  vers,  som  skal  være  digtet  af  en  søn  af  en  landnaamsmand  (III,  k.  14): 

Fork  latr  æ  sem  orkar, 

Forkr  kaldes  i  den  foregaaende  prosa  jårngaddr  og  i  samme  vers 
jårnstafr. 

Om  Nordboerne  alt  i  vikingetiden  har  begyndt  at  efterligne  frem- 
mede skibstyper,  et  et  spørgsmaal,  som  det  er  meget  vanskeligt  at  be- 
svare. Dog  skulde  jeg  snarest  tro,  at  Nordboerne  i  Vesterlandene  maa 
ha  gjort  det.  I  den  angelsaksiske  krønike  for  aar  1066  og  hos  Floren- 
tins Wigorniensis  for  aar  1052  bruges  udtrykket  hutsecarlas  et  par  gange 
om  sjømænd,  som  bodde  langs  med  kysten,  i  Hastings  og  Yorkshire. 
De  var  urolige  kroppe  og  stadig  rede  til  at  gjøre  opstand.  J.  Steen- 
strup  har  først  gjort  opmerksom  paa  dette  ord  og  pegt  paa,  at  den 
fuldkommen  nordiske  bestanddel  af  ordets  sidste  »halvdel«  viser^  at  det 
er  dannet  af  Nordboerne  (Normannerne  IV,  165).  Ordet  bum  forekom- 
mer fra  midten  af  det  13de  aarh.  af  hyppig  i  oldnorsk  og  i  gammel- 
svensk.  Det  betegner  en  slags  brede,  sterktbyggede  fartøier,  som  bl.  a. 
ofte  brugtes  til  sildefangst.  De  fleste  skibe,  som  i  det  14de  aarh.  sei- 
lede  mellem  Norge  og  Island,  kaldes  saaledes  »busser«.  Ordet  er  dog 
ikke  af  nordisk,  men  af  romansk  oprindelse.  Det  svarer  til  gl.  fransk 
buse,  buce,  f.  »et  større  fartøi«  (omkr.  1080)  og  m.  lat,  bucia  f.  (omkr. 
1 100).  Provençalsk  bus  og  gl.  spansk  buzo,  m.  betyder  et  »rofartøi«^. 
Den  i  middelalderen  almindelig  brugte  skibstype,  som  gaar  under  navnet 
»busse«,  synes  saaledes  at  stamme  fra  omkr.  aar  locx)  eller  fra  begyn- 
delsen  af  det  ute  aarh.  Ordet  »busse«  er  af  romansk  oprindelse,  men 
forekommer  første  gang  brugt  om  de  i  England  bosatte  Nordboers  skibe. 
Dette  leder  mig  til  den  slutning,  at  »bussen«  stammer  fra  Normandie  og 
at  det  er  Normannerne,  som  har  opfundet  denne  eiendommelige  skibs- 
type, Vikingeskibene  var  ypperlige  sjøgaaende  fartøier,  som  trodsede 
storm  og  uveir.  Men  for  fredelige  handelsmænd  passede  de  ikke  saa 
godt.     For  kjøbmanden  gjaldt  det  først  og  fremst  at  ha  godt  og  meget 


»  Diez,  Roman.  Wörterb.,  II  c,  s.  241  f.    Ordet  staar  i  forbindelse  med  græsk  fiovriç, 
fiCnç  »flasket,  fr.  åot/e,  osv.,  og  bet.  egt.  »fad«  o,  1. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NGRDB.  I  VIKINGET.      20I 

rum  for  sine  varer.  Sjødygtigheden  kom,  skulde  jeg  næsten  sige,  i 
anden  række.  Middelalderens  kjøbmænd  gjorde  jo  sjelden  lange  reiser 
over  det  aabne  hav,  men  fulgte  kysterne  fra  havn  til  havn.  For  dem 
passede  de  brede  skibe  med  høit  dæk  bedre  end  vikingetidens  hurtig- 
seilende ranke  fartøier,  af  hvilke  knapt  et  eneste  havde  fuldstændigt  dæk. 
Denne  nye  skibstype  er  tidligst,  mener  man  almindelig,  kommet  i  brug 
i  Middelhavet  og  er  derfra  vandret  til  Vest-  og  Nordeuropa.  Dette 
hindrer  dog  ikke,  at  Normannerne  kan  ha  havt  sin  betydning  for  udvik- 
lingen  af  en  enkelt  type.  Efter  min  mening  er  overhovedet  de  eien- 
dommelige brede  og  høie  middelalderlige  skibe  tidligst  udviklet  i  Nord- 
Frankrig  og  Flandern. 

En  anden  midderalderlig  skibstype,  som  fra  det  13de  aarh.  af  fik 
en  stedse  voksende  betydning  for  Mellem-  og  Vest-Europa  er  koggen 
(oldn.  kuggr).  Koggen  fik  især  sin  eiendommelige  udvikling  hos  Hanse- 
aterne  og  i  Nederlandene  ;  den  var  meget  bred  i  forhold  til  længden, 
tillod  vanskelig  entring  og  egnede  sig  ypperlig  til  krigsfartoi.  Koggen 
er  dog  ikke  først  kommet  i  brug  hos  Hanseaterne.  Den  omtales  i  Tysk- 
land for  første  gang  i  121 1,  da  keiser  Otto  IV  tillod  borgerne  i  Wismar 
at  holde  to  kogger  [cogken)  og  saamange  mindre  skibe,  som  de  øn- 
skede^. Typen  stammer  fra  de  romanske  lande.  Ordet  »kogge«  er 
nemlig  af  romansk  oprindelse;  det  heder  paa  ital.  cocca,  sp.  coca  og  gl. 
fr.  coche.  Hvor  og  naar  koggen  først  er  kommet  i  brug,  er  meget 
vanskeligt  at  afgjøre.  Enkelte  ting  synes  at  tyde  paa,  at  den  først  har 
faat  sin  eiendommelige  form  i  Flandern  eller  i  Nord-Frankrig.  Den 
gamle  florentinske  historiker  Villani  skildrer  nemlig  sjøslaget  ved  Zieriksee 
i  1302,  hvor  Flamlænderne  kjæmpede  mod  Franskmænd,  Hollændere  og 
Genuesere.  Til  denne  kamp  havde  greven  af  Flandern  udrustet  »otti 
skibe,  eller  kogger,  efter  hint  havs  sædvanec  (oitanta  navi,  owero  coche, 
al  modo  di  qiieUo  mare)^,  Efter  Villani  var  dette  første  gang,  Syd- 
europas  galeier  kjæmpede  mod  koggerne,  som  fra  nu  af  ogsaa  vandt 
indpas  i  Middelhavslandene. 

Efter  alt  hvad  man  ved,  er  koggen  først  kommet  i  almindelig  brug 
i  det  13de  aarhundred.  Den  maa  dog  ha  eksisteret  langt  tidligere  og 
endog  ha  været  kjendt  af  Nordboerne  i  vikingetiden.  To  Islændinger 
ved  landnaamstiden  har  nemlig  tilnavnet  kuggi^.  Dette  tilnavn  maa, 
som  K,  Rygh  mener,  hænge  sammen  med  kuggr  eller  kicggi  >en  koggea. 
Der  har,    skulde  jeg  tro,    blant  landnaamsmændene  været  enkelte,    som 


^  Hanseatisches  Urkundenbuch  I,  d.  87. 
*  Jal,  Archéologie  navale  II,  s.  242  f. 
3  Ldn.  II,  k.  32;  III.  k.  8. 


202  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 


har  færdedcs  i  Normandie.  Dér  har  de  hos  sine  stammefrænder  set 
kogger.  Fra  England  kan  ordet  ikke  være  kommet  til  Island;  det  findes 
nemlig  ikke  i  angelsaksisk,  men  først  i  middelengelsk  {cogge). 

En  skibstype,  som  Nordboerne  maa  ha  lært  at  kjende  fra  Middel- 
havslandene alt  i  vikingetiden,  er  dråmundr.  Saa  kaldes  en  bror  af  den 
islandske  sagahelt  Gretter  ved  aar  1015  {Porsteinn  dråmundr,  Grettis 
saga,  s.  21).  Han  fik  dette  tilnavn,  fordi  han  var  sen  i  vendingen; 
dromundr  betyder  et  slags  stort  krigsskib.  Denne  skibstype  er  først 
kommet  i  brug  hos  Byzantinerne,  hvor  den  kaldes  ÔQOfiov.  Derfra  gik 
ordet  over  bl.  a.  i  gammelfransk  [dromon)  og  i  middelhøitysk  trag(e)-m«tnf. 
Til  Island  og  Norge  er  ordet  snarest  kommet  fra  Frankrig. 

Mod  slutningen  a  f  vikingetiden  begyndte  Nordmændene  at  kalde 
sine  store  langskibe  for  »drager«  (dreki).  Ordet  findes  tidligst  i  betyd- 
ningen idrageskib«  brugt  i  skaldevers  fra  Olav  den  helliges  tid  ;  dreki,  m. 
»drage«  stammer  fra  lat.  draco,  som  igjen  er  laant  fra  gr.  ôçccxcov.  Det 
maa  være  i  Britannien,  at  Nordboerne  først  er  begyndt  at  kalde  sine 
store  krigsskibe  »drager«.  —  Om  dreki  er  laant  fra  det  ensbetydende 
ags.  draca,  m.  eller  fra  irsk  drac^  m.,  gen.  dracon,  kan  man  af  formen 
ikke  se.  Derimod  er  det  sandsynligt,  at  Irerne,  før  Nordboerne  kom  til 
Irland,  har  kaldt  krigsskibe  »drager«.  Den  navnkundige  irske  konge 
Niall  med  de  ni  gidsler  (of  the  Nine  Hostages)  regjerede  aar  379 — 405 
e.  Kr.  Om  ham  er  der  skrevet  en  liden  saga,  som  ender  med  et  digt 
til  hans  pris.  Dette  digt  er,  som  udgiveren  professor  Kuno  Meyer  har 
vfst,  i  det  seneste  fra  begyndelsen  af  det  9de  aarhundred  (Stories  and 
Songs  from  Irish  Manuscripts,  i  Otia  Merseiana  II,  s.  85,  jfr.  s.  880  g  91). 
I  dette  digt  heder  det  om  Niall: 

amatl  draic  di  ihuind  cen  tcUr        Nïail  mac  Echach  Muigmedâin, 

d.  e.  »Lig  et  drage-skib  paa  bølgen  uden  feil  var  Niall,  søn  af  Echu 
Mugmedon«. 

Hermed  kan  sammenlignes,  at  Irerne  for  krigsskibe  har  et  andet 
udtryk,  serrcend.  Dette  forklarer  Dr.  Whitley  Stokes  af  lat.  serpens, 
gen.  serpentis  »slange«  \  —  Ganske  tilsvarende  er  Olav  Trygvessøns 
navnkundige  skibs  navn  »Ormen  lange«,  som  dog  skal  ha  havt  et  ud- 
skaaret  slange-  eller  dragehoved  i  forstavnen.  —  Merkelig  nok  finder  vi 
hos  Romerne  hverken  draco  eller  serpens  '  brugt  om  skibe.  Efter  al 
sandsynlighed  maa  de  dog  i  Britannien,  hvor  jflaaden  spillede  en  for- 
holdsvis stor  rolle,   ha  brugt  disse  udtryk   om  sine   skibe  og  kaldt  dem 


*  Linguistic  value  of  the  Irish  Annals,  s.  19. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      203 

»dragere  eller  »ormet,  selv  om  vi  ikke  finder  dette  bestyrket  af  littera- 
turen. Paa  anden  maade  kan  jeg  ikke  forklare,  at  Irerne  kalder  krigs- 
skibe  med  de  latinske  laanord  drac  og  serrcendj  og  at  Nordmændene 
paa  de  Britiske  Øer  har  optat  ordet  dreki  og  at  de  ligesom  Irerne  kalder 
sine  langskibe  »ormec. 

I  et  digt  om  Olav  Trygvessøn  kalder  Hallfred  Vandrædaskald  Ormen 
lange  lung  it  langa  K  Ordet  lung,  »skibc  bruges  ogsaa  andetsteds,  mu- 
ligens alt  i  et  vers,  som  tillægges  Brage  gamle;  dette  er  dog  ikke 
sikkert.  Ordet  er  ikke  nordisk,  men  laant  fra  det  irske  lang,  det  al- 
mindelige  irske  udtryk  for  »skibc. 

Vi  ser  saaledes,  at  Nordboerne  ogsaa  paa  skibsbygningens  omraade 
i  Vesterlandene  har  modtat  mange  impulser,  som  de  saa  selv  har  ud- 
viklet  videre.  Ja  det  er  endog  muligt,  at  de  skibstyper,  som  i  den 
senere  del  af  middelalderen  blev  de  almindclige  i  Mellem-  og  Vesteuropa, 
for  en  væsentlig  del  skylder  de  i  Vesterlandene,  særlig  i  Normandie  bo- 
satte Nordboer  sin  udvikling. 

I  England  havde  i  ældre  tider  flaaden  og  sjøvæsenet  været  sørgelig 
forsømt.  Det  var  først  Alfred  den  store,  som  søgte  at  bringe  det  paa 
fode.  Under  de  følgende  angelsaksiske  konger  hører  vi  lidet  om  flaaden 
før  under  Æthelred  den  raadvilde  i  1008.  Professor  Johannes  Steenstrup 
har  underkastet  de  daværende  angelsaksiske  skibsudredningsdistrikter  og 
den  angelsaksiske  flaade  en  indgaaende  undersøgelse  (Normannerne  IV, 
154  ff.).  Han  fremhæver,  at  skibene  maa  ha  havt  en  paafaldende  stør- 
relse, at  de  har  talt  86  hamler^  eller  rorskarer,  været  »hvad  vi  vilde 
kalde  43sædede  skibe«.  Saa  store  skibe  var  ikke  almindelige  i  Norden. 
Nu  blev  der,  som  vi  ved,  i  Norge  under  Olav  Trygvessøn  bygget  usæd- 
vanlig store  skibe,  særskilt  den  navnkundige  Ormen  lange.  Er  dette, 
som  professor  Gustav  Storm  trodde,  en  efterligning  af  de  store  i  Eng- 
land paa  denne  tid  hyggede  langskibe  eller  scegd,  som  de  med  et 
nordisk  navn  kaldes  (=  oldn.  skeid)^^ 

Byanlæg. 

Jeg  nævner  i  det  følgende  afsnit,  at  Nordboerne  i  vikingetiden 
i  Vesterlandene  lærte  at  bygge  borge  og  befæstede  stæder  omgit  af 
volde  og  grave.     I  Irland  grundlagde  de  saaledes  Dublin,  Waterford  og 


*  Ôlafsdrâpa  v.  12  (Coipus  poeticum  boreale  II,  s.  92). 

•  /famla  bet,  egCDtlig  det  baand  ved  aaretollen,  hvori  aaren  laa  og  holdtes  til  tollen. 
'  Jeg  gaar  ikke  nærmere  ind  paa  dette  æmne,  da  jeg  selv  ikke  er  sagkyndig. 


204  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Limerick  eller  gjorde  dem  ialfald  fra  at  være  landsbyer  til  virkelige 
stæder.  Der  kan  vel  ikke  være  tvil  om  at  de  i  dette  efterlignede  —  om 
end  selvstændig  og  frit  —  fremmede  forbilleder,  byer,  som  de  havde  sét 
i  Frankrig  og  i  England.  Her  i  Vesterlandene  lærte  Nordboerne  ogsaa 
^t  bygge  brolagte  veier,  først  og  fremst  udenfor  kongeborgen.  De 
kaldte  disse  brolagte  veier  for  strætiy  vort  »strædec  Ordet  er  optat  fra 
angelsaksisk  stræt  Som  i  næsten  al  materiel  kultur  var  Romerne  ogsaa 
Angelsaksernes  læremestere  i  veiarbeider;  derfor  er  ogsaa  ags.  street 
laant  fra  latin  {via  strata  »brolagt  vei«).  Ordet  stræti  maa  tidlig  være 
kommet  til  Norden.  Det  forekommer  i  Hamftismal  (str.  13),  som  regnes 
blant  de  ældste  Eddadigte:  Ftindu  å  stræti  stôrbrçgdôtian. 

Senere  gik  stræti  over  til  at  betegne  »stræde,  gade  i  en  kjøbstadc 
Da  Olav  Trygvessøn  i  997  havde  anlagt  Nidaros,  fik  hovedgaden  — 
eller  vel  den  eneste  gade  —  straks  navnet  stræti  »strædet«^,  —  Dette 
blev  senere  til  »kjøbmandsstrædet«  [kaupmannastrætij.  —  At  gaden  i 
Nidaros  saaledes  lige  fra  begyndelsen  af  blev  kaldt  stræti^  bestyrker  den 
formodning,  som  professor  Gustav  Storm  har  fremsat,  at  Olav  Trygvessøn 
grundlagde  Nidaros  efter  engelske  forbilleder^.  Kong  Olav  havde  jo  selv 
sét  baade  London  og  Dublin. 

Det  gamle  Dublin  var  anlagt  ved  en  elvemunding.  Skibene  kunde 
lægge  til  saa  langt  oppe,  at  trdvandet  og  storm  og  bølger  vanskelig 
kunde  gjøre  sin  indflydelse  gjældende.  —  Her,  ved  Steinene,  blev  der 
anlagt  brygger.  Hovedgaden,  som  udgik  fra  kongsgaarden  (nu  The 
Castle),  synes  at  ha  gaat  parallel  med  elven,  som  der  førte  korte  tvær- 
gader  ned  til.  Lige  ved  kongsgaarden  stod  kirken  (nu  Christ's  Churchy 
som  dog  endnu  ikke  fandtes  paa  Olav  Trygvessøns  tid).  Omtrent  saa- 
ledes maa  ogsaa  det  ældste  Nidaros  ha  sét  ud.  Nede  ved  Skipakrok, 
hvor  kongsgaarden  og  kirken  hyggedes,  har  der  været  brygger,  og  par- 
allelt med  disse  har  »Strædet«  gaat.  Kirken  i  Nidaros  indviedes  til 
St.  Klemens,  de  sjøfarendes  skytshelgen.  Til  ham  var  jo  ogsaa  Nord- 
boernes kirke  i  London  indviet^.  Dette  taler  ikke  mindst  for,  at  Olav 
Trygvessøn  har  gründet  Nidaros  med  London  eller  Dublin  som  for- 
billeder. 

Olav  Trygvessøn  viser  ved  anlægget  af  Nidaros,  hvor  sterkt  han 
var  gjennemtrængt  af  vesterlandsk  kultur.  Før  hans  tid  fandtes^  der 
knapt  nogen  by  i  Norge  uden  Tønsberg,    om    hvis  oprindelse  vi  intet 


i  Olav  Trygvessøns  saga,  k.  165.    Jfr.  Munch  I,,  s.  302. 
«  Norsk  hist.  Tidsskr.    5  R.   V  B.,  s.  436. 
3  Jfr.  P.  A.  Munch  Ij.  s.  302  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.     205 

ved.  Olavs  forbillede  blev  siden  efterlignet  af  Harald  Haardraade  og 
Olav  Kyrre,  som  anlagde  Oslo  og  Bergen  efter  Nidaros's  mønster.  — 
Olav  den  helliges  Sarpsborg  synes  derimod  fra  først  af  at  ha  været  et 
borganlæg,  hvad  navnet  ogsaa  viser.  —  Om  oprindelsen  til  de  danske 
og  svenske  byer,  som  fandtes  ved  vikingetidens  slutning,  ved  vi  heller 
intet.  De  synes  dog  at  være  vokset  op  lidt  efter  lidt.  Det  er  saaledes 
umuligt  at  tale  om  vesterlandsk  paavirkning,  naar  det  gjælder  deres 
bebyggelse. 


2o6  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


V.    Krigsvæsen. 


A.    Vaaben,  udrustning. 

Er  der  noget  punkt,  hvor  man  skulde  tro.  at  Nordboerne  i  Vikinge- 
tiden  har  været  selvstændige,  saa  maatte  det  vel  være  i  deres  krigskunst. 
Det  er  jo  netop  ved  sin  overlegenhed  i  kampen,  at  Vikingerne  udmer- 
ker  sig.  Gang  paa  gang  slaar  de  ikke  bare  halvvilde  folk  som  Vender 
og  andre  Slaver,  Men  de  seirer  næsten  ligesaa  hyppig  over  Europas 
høieststaaende  og  mægtigste  nationer;  de  trænger  frem  lige  til  Kon- 
stantinopels mure,  seirer  over  karolingiske  keisere,  angelsaksiske  konger 
og  mauriske  emirer,  og  rundt  om  i  Europa,  paa  de  Britiske  Øer,  i 
Frankrig  og  i  Osteuropa  gjør  de  store  og  varige  erobringer.  Og  dog 
kan  det  ikke  være  tvivlsomt,  at  Nordboerne  i  sin  krigsførsel  har  lært 
overmaade  meget  af  udiandet,  baade  med  hensyn  til  vaaben  og  udrust- 
ning og  til  taktiky  og  at  de  netop  ved  sin  lærvillighed  opnaaede  saa 
store  resultater  i  fremmede  lande. 

Ogsaa  før  vikingetidens  begyndelse  havde  nok  Nordens  folk  og 
stammer  ført  krig,  baade  indbyrdes  og  i  fremmede  lande.  Men  lang- 
varige krige  og  store  slag  med  fremmede,  mere  udviklede  folkeslag 
havde  der  vistnok  ikke  været  saa  mange  af.  Først  i  løbet  af  vikinge- 
tiden  fik  Nordboerne  leilighed  til  fuldt  at  udvikle  sin  egen  eiendomme- 
lige krigskunst.  I  begyndelsen  var  disse  tog  mest  at  ligne  med  røver- 
færder.  Et  par  skibe  lander  ved  fremmede  kyster,  plyndrer  et  kloster 
eller  en  værgeløs  ø,  og  saa  forsvinder  de  igjen  som  et  lyn.  Først  ved 
slutningen  af  830-aarene  indledes  der  —  ved  de  norske  vikingers  plan- 
mæssige  erobring  af  Irland  —  et  nyt  afsnit  af  vikingetiden.  Især  er 
det  dog  i  anden  halvdel  af  det  9de  aarhundred,  at  der  begynder  at  ud- 
vikle sig  en  virkelig  vikinge-krigskunst. 

Da  danner  den  store  Normannerhær  sig  under  kampene  i  England 
og  Frankrig.  En  virkelig  erobringskrig  begynder.  Store  slag  ud- 
kjæmpes;  byer  beleires;  skanser  og  fæstninger  bygges.  Men  imidlertid 
havde  Nordboerne  i  det  trefjerdedels  aarhundred,  som  var  forløbet  siden 
vikingetogenes  begyndelse,  lært  overmaade  meget  baade  af  Irer,  Angel- 
sakser og  Franker,  ja  kanske  endog  af  Maurerne  i  Spanien.  Deres 
hærvæsen  havde  ud viklet  sig;  de  havde  faat  en  virkelig  krigskunst  ;  men 
fremfor  alt  havde  de  forstaat  at  skaffe  sig  ypperlige  vaaben. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      207 

Nordboerne  satte  fra  gammel  tid  af  stor  pris  paa  gode  vaaben  og 
maa  vistnok  ogsaa  ha  været  ganske  dygtige  vaabensmede.  Smede- 
haandverket  var  ved  siden  af  handel  og  agerbrug  en  af  de  faa  sysler, 
en  fribaaren  mand  kunde  drive.  Sagnet  fortæller  om  mange  kostelige 
sverd,  f.  eks.  »Tyrving«,  »der  aldrig  skulde  ruste,  aldrig  lægge  sig,  men 
bide  jern  som  klæde  og  bringe  sin  eier  seier«  ^,  —  Sigurd  Faafnesbanes 
sverd  »Gramc,  der  var  saa  skarpt,  at  Sigurd  med  det  skar  i  sønder  en 
ulddot,  som  flød  nedover  Rhinen  2. 

Sagaerne  fortæller  ogsaa  om  mange  ansete  mænd,  som  drev  smede- 
haandverk.  Om  Skallagrim  heder  det  saaledes,  at  han  var  »en  stor 
jernsmed  og  havde  megen  tilvirkning  af  myrmalm  om  vinteren.  Han 
lod  gjøre  en  smedje  nede  ved  sjøen  langt  fra  Borg  paa  et  sted,  som 
heder  Raufarnes«  ^  Og  Vermund  Rolvssøn  staar  i  smedjen,  medens  han 
fortæller  om  sine  bedrifter  og  kvæder  for  sin  træl: 

Én  mod  elleve  £ne  jeg  var. 

Bane  jeg  gav  dem.        Blæs  bare  videre!^ 

Folk  smedede  dog  mest  til  husbrug;  naar  det  gjaldt  særlig  udmer- 
kede  vaaben,  sverd  eller  lignende,  foretrak  man  at  faa  dem  fra  udlandet. 
Thi  det  jern,  man  i  gamle  dage  udvandt  her  i  Norden,  var  bare  myr- 
malm. Hildebrand  siger  i  sin  »Sveriges  medeltid«  (I,  s.  713):  »Jernet 
brødes  dengang  ikke  ud  af  fjeldet  ;  man  var  udelukkende  henvist  til  den 
myrmalm,  som  forekom  i  indsjøer,  bække  og  tjern,  som  let  tildrog  sig 
opmerksomheden  og  var  let  at  komme  til.  Man  holdt  sig  til  myrmal- 
men ned  gjennem  hele  middelalderen.«  Myrmalmen  kunde  være  god 
nok,  naar  det  gjaldt  almindelige  redskaber  til  gaardens  brug.  Ogsaa  til 
at  forfærdige  vaaben  som  økser  kunde  den  bruges.  Men  til  at  forfær- 
dige  skarpe  og  holdbare  sverdklinger  var  myrmalmen  næppe  tjenlig,  og 
godt  staal  fik  man  vanskelig  af  den. 

Lorange  har  i  det  efter  hans  død  udgivne  arbeide,  »Den  yngre 
Jernalders  Sværd«,  underkastet  spørgsmaalet  om  Nordboernes  vaaben  i 
vikingetiden  en  omhyggelig  drøftelse.  Lorange  synes  at  mene,  at  de 
navnkundige  vikingesverd,  som  bragte  rædsel  rundt  om  i  Europa  og 
hvoraf  mange  er  fundne  i  Norge,  alle  er  forfærdigede  i  udlandet,  og  at 
man  i  Norden  selv  knapt  har  forstaat  at  smede  sverdklinger.  Jeg  tror 
dog,  at  Lorange  er  gaat  noget  for  vidt.      Allerede  fra  den  ældre  jern- 


'  Hervararsaga. 

'  Reginsmdl,  prosa  efter  14. 

•  Egils  saga,  k,  30  (Finnur  Jonssous  udg.,  s.  97). 

*  Landnåma,  IV.  s.  12;  cil.  af  Lorange,  Den  yngre  Jernalders  Sværd,  s.  38. 


2o8  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

alder  har  man  fundet  sverd  baade  i  Norge,  Sverige  og  Danmark,  og 
ordene  sverb,  sax  og  mækir  er  ældgamle  i  sproget.  Dog  har  vistnok 
Lorange  ret  i,  at  mange,  kanske  de  fleste  af  de  lange,  tveæggedé 
og  ofte  damascerede  vikingesverd  er  af  udenlandsk  fabrikat,  om  end 
sverdets  udstyr  ofte  er  nordisk.  Det  er  ogsaa  at  merke,  at  knapt  noget 
af  de  navnkundige  sverd,  som  omtales  i  sagaerne,  udtrykkelig  siges  at 
være  forarbeidet  i  Norden.  Tværtimod.  Snorre  fortæller  saaledes  om  Haa- 
kon] den  godes  sverd  »Kvernbit«,  at  det  var  det  bedste  sverd,  som  var 
kommet  til  Norge  \  Man  kan  ialfald  af  dette  slutte,  at  paa  Snorres  tid 
fik  man  paa  Island  og  i  Norge  sine  gode  vaaben  fra  udlandet.  Og 
anderledes  kan  det  heller  ikke  ha  været  i  vikingetiden.  Thi  smede- 
haandværket  maa  dog  ha  ud viklet  sig  videre  i  labet  af  det  ute  og 
I2te  aarhundred.  Nordboerne  har  i  Vikingetiden  visselig  forstaaet  at 
forarbeide  baade  spyd,  økser  og  sverd.  Men  sine  bedste  vaaben  ind- 
førte  de  fra  udlandet,  ligesom  de  ogsaa  lærte  meget  af  udlandets  mere 
udviklede  vaabenteknik  og  delvis  efterlignede  denne. 

Vaabensmed-kunsten  stod  i  gammel  tid  ikke  saa  høit  hos  Kelterne 
som  hos  de  andre  vesteuropæiske  folk.  Dog  synes  ogsaa  smedekunsten 
paa  Island  og  i  Norge  at  være  bleven  paavirket  af  forbindelsen  med 
Irer  og  Skotlændere. 

En  af  de  islandske  landnaamsmænd  hed  saaledes  Ketill  gufa.  Han 
kom  til  Island  vesterover  havet  fra  Irland  og  havde  med  sig  mange 
irske  trælle^.  Ketil  guva  har  altsaa  været  en  af  de  mange  norske  høv- 
dinger paa  Hebriderne  eller  i  Irland,  der  blev  fordrevet  fra  disse  egne 
og  udvandrede  til  Island.  Hvad  selve  tilnavnet  gufa  angaar,  saa  kan 
dette  næppe  komme  af  det  oldnorske  gufa,  som  bet>'der  »dampe.  Dette 
ord  pas.ser  ikke  som  tilnavn  paa  en  mand.  Da  Ketil  er  kommet  fra 
Irland  eller  Hebriderne,  ligger  det  nær  at  slutte,  at  hans  tilnavn  ogsaa 
er  keltisk.  Det  er  vistnok  det  gl.irske  goba^j  »smede  (nyirsk gohha).  Ketil 
har  faat  dette  tilnavn,  fordi  han  var  en  dygtig  smed;  men  naar  han 
kaldes  gufa  og  ikke  smidr  ell.  jârnsmiàr,  saa  viser  det,  at  han  har  lært 
smedehaandverket  hos  keltiske  folk.  —  Hvad  slags  smed  Ketil  har 
været,  kan  man  desværre  ikke  se. 

Et  enkelt  vaaben  synes  ogsaa  [at  være  optaget  fra  keltiske  folk, 
nemlig  oldn.  kesja,  der  synes  at  være  laant  fra  irsk  ceis,  spyd  —  udtalt 
omtr.    som  »ftes;«    — ;    kesja  betegner   »et  slags  langt  spyd  til  at  støde 


1  Heimskringla,  Haralds  s.  hârfagra.  k.  43,    Haakon  skal  ha  faat  sverdet  af  kong  Æthel- 

stan  i  England, 
a  Egils  s.  k.  LXXVII  (s.  280)  ;  jfr.  Landnåma. 
3  è  har  Været  udtalt  som  v,  ligesom  /  i  gu/a. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL,   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      ^O0 

eller  stikke  tnedci.  Ordet  forekommer  ikke  i  den  ældre  skaldedigtning  ; 
men  da  det  er  laant  fra  gælisk  2,  maa  det  vistnok  være  kommet  ind  i 
vikingetiden. 

En  »kesjec  skildres  paa  følgende  maade  i  Egilssaga  (k.  LIII): 

»En  kesje  havde  han  (d.  e.  Torolv  i  slaget  ved  Brunanburg)  i 
haanden;  bladet  var  to  alen  langt,  og  yderst  ude  var  der  hamret  en 
firkantet  od;  men  oventil  var  bladet  bredt.  Falen  var  baade  lang  og 
diger  og  skaftet  ikke  længere,  end  at  en  kunde  række  med  haanden  op 
til  falen;  dertil  var  skaftet  overmaade  digert.  Slige  spyd  kaldes  bryn- 
tvarer  (brynpvarar)€. 

At  netop  dette  ord  er  optaget  fra  irsk,  er  intet  tilfælde.  Thi  Irerne 
havde  stor  færdighed  i  spydkastning,  medens  Nordboerne  foretrak  at 
bruge  økse  og  sverd  i  kampen.  Det  fortælles  saaledes  om  en  norsk 
kongesøn  i  Dublin  ved  aar  869,  at  han  overgik  alle  Irer  i  spydkastning 
og  Nordboerne  ved  styrken  af  sit  sverd-. 

Det,  som  Nordboerne  optog  fra  Irer  og  Skotter  med  hensyn  til 
vaaben  og  krigskunst,  var  dog  ikke  meget.  Mere  lærte  de  af  Angel- 
sakserne, men  især  af  Frankerne.  Lige  fra  Romernes  tid  var  egnene  ved 
Rhinens  munding  samt  det  nuværende  Flandern  og  de  tilstødende  dele 
af  Frankrig  blant  Europas  vigtigste  industricentrer.  Ogsaa  vaaben  for- 
arbeidedes  her.  »I  Regensburg,  Køln  og  Solingen  har  klingetilvirknin- 
gen  og  staalfabrikationen  gamle  ahner  og  allerede  tidlig  blev  flanderske 
staalarbeider  meget  efterspurgte.  Men  især  synes  vaabentilvirkningen  i 
hele  Rhindalen  at  ha  taget  et  stort  opsving  under  Karl  den  stores  kri- 
gerske og  kraftfulde  regjering,  der  ivrig  tog  sig  af  den  indenlandske 
industris  og  særlig  af  smedehaandverkets  udviklingc*.  I  Frankrig  selv 
var  Poitou  berømt  for  sine  vaaben,  ligesom  ogsaa  sverdene  fra  Bordeaux 
var  navnkundige  5. 

Vaabenteknik  og  i  det  hele  krigernes  udrustning  naaede  under  Karl 
den  store  høidepunktet  af  sin  udvikling  i  Vesteuropa  før  Korstogene. 
Broncen  var  nu  til  krigsbrug  fuldstændig  fortrængt  af  jernet.  Frankernes 
almindelige  vaaben  paa  den  tid  var  :  langsverd,  kortsverd  {sax,  hvorefter 
Sachserne  har  faat  sit  navn),  og  spyd  samt  bue  og  pil.  Stridsøksen 
holdt  derimod  paa  at  gaa  af  brug. 


'  Fritincr,  Ordbog. 

*  Under  gælisk  sammenfattes  i  ældre  tid  baade  irsk   og  det  keltiske   sprog,   som  tales  i 
Skotland. 

•  Three  Fragments,  ed.  0*Donovan,  s.  170—171, 

*  Lorange,  s,  44. 

•  Jfr.  Lorange,  s,  59, 

Vid.-Selsk.  Skrifter.     a-F.  Kl.  IBM.  Xo.  1.  U 


ilO  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Krigerne  af  fodfolket  skulde  være  væbnet  med  skjold,  spyd  og  bue 
med  tolv  pile.  Rytteren  (caballaritJis)  maatte  være  forsynet  med  scutum 
(skjold),  lancea  (spyd,  lanse),  spata  (sverd)  og  semispatum  (kortsverd). 
De,  som  eiede  12  mansi  land  eller  mere,  skulde  møde  i  brynje,  medens 
de  almindelige  krigere  havde  en  tyk  vams  eller  et  stykke  skind  eller 
læder  over  skuldrene.  De  rige  havdç  desuden  hjelme  paa  hovedet,  me- 
dens de  ringere  krigere  maatte  nøie  sig  med  en  pikkelhue^ 

Munken  fra  St.  Gallen  skildrer  med  glødende  farver  Karl  den  stores 
udrustning 2.  »Man  saa  den  jernklædte  Karl,  med  jernhjelm  paa  hovedet, 
med  armene  dækket  af  jernskinner  og  det  sterke  bryst  og  de  brede 
skuldre  værnet  af  en  rustning  af  jern.  I  sin  venstre  haand  svang  han 
jernlansen;  thi  hans  høire  haand  var  altid  rede  til  at  gribe  det  seirrige 
staal.  Læggene,  som  andre  for  lettere  at  kunne  stige  til  hest  pleiede 
at  lade  være  uden  harnisk,  var  hos  ham  dækket  med  jernskjæl.  Ben- 
skinner af  jern  behøver  jeg  ikke  at  nævne;  for  de  brugtes  af  hele 
hæren.  Paa  hans  skjold  saa  man  intet  andet  end  jern.  Farven  som 
modet  hos  hans  hest  var  af  jern.  Denne  rustning  efterlignede  efter  evne 
alle,  som  gik  foran  ham,  ved  hans  side  eller  efter  ham,  og  overhovedet 
hele  hæren.«  —  En  saa  fuldstændig  rustning  havde  vistnok  ingen  nordisk 
kriger  før  vikingetiden  eiet.  Krigerne  paa  Vendelhjelmen  bærer  lange 
brynjer,  men  har  ubeskyttede  ben. 

Paa  sine  tog  til  Vesteuropa  lærte  Nordboerne  Frankernes  overlegne 
vaaben  og  rustninger  at  kjende.  Og  blant  de  ting,  de  først  og  fremst 
søg^e  at  vinde  paa  sine  tog,  var  ikke  bare  guid  og  sølv,  men  ogsaa 
gode  vaaben. 

Lorange  har  søgt  at  vise,  at  en  hel  del  af  de  i  Norden  fundne 
vikingesverd  er  af  frankisk  oprindelse.  Paa  et  sverd,  der  er  fundet  nær 
ved  Upsala,  læses  saaledes  paa  klingen  navnet  Ingelram  eller  Ingebrant, 
skrevet  med  latinske  bogstaver^.  Dette  navn  er  ikke  nordisk,  men  fran- 
kisk og  brugtes  i  middelalderen  i  Frankrig  og  Tyskland.  At  sverdet 
maa  være  udenlandsk,  viser  ogsaa  de  latinske  bogstaver.  Thi  en  Nordbo 
vilde,  naar  han  skulde  merke  sit  sverd,  bruge  runer.  Det  heder  saaledes 
i  Sigrdrffumâl  (str.  4): 

SeierruDer  skal  du  kunne, 
om  du  vil  seier  have, 
og  riste  paa  sverdets  hjalt; 
nogle  paa  klingerne, 
andre  paa  valbasten, 
og  nævne  to  gange  Ty. 

1  Jfr.  Jahns,  Handbuch  des  Kriegswesens  I,  528  f. 

*  Monachus  Sangall,    De  gestis  Karoli  Magni  2.  17  (i  Pertz,  Monumenta).   Jfr,  Jahns  527, 

3  Lorange,  Den  yngre  jernalders  sverd,  s,  15  f. 


Ï904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  YIKINGÈT.      21 1 

Ingelram  eller  Ingebrant  har  uden  tvivl  været  den  mands  navn, 
som  har  fabrikeret  sverdklingen. 

Endnu  talrigere  er  de  i  Norge  fundne  vikingesverd,  der  som  fabrik- 
mærke  bærer  navnet  TJlfbern.  Heller  ikke  dette  navn  er  i  den  form, 
hvori  det  skrives  paa  sverdklingerne,  nordisk,  men  snarere  frankisk. 
Ulfberns  vaabenfabrik  har  vel  ligesom  Ingelrams  ligget  i  Rhinegnene 
eller  i  Flandern,  næppe  derimod,  som  Lorange  mener,  i  Poitou.  Den 
sydlige  del  afFrankrig  var  nemlig  i  det  9de  og  lode  aarhundred  næsten 
fuldstændig  gallisk  eller  romansk  og  talte  overmaade  faa  frankiske  ind- 
byggere.  Disse  sverd  er  vel  for  største  delen  kommet  til  Norden  ved 
fredlig  handel,  mest  kanske  over  Dorestad,  som  i  vikingetiden  var  Nord- 
Europas  fornemste  handelsstad. 

Fremmede  og  hjemlige  oplysninger  saa  vel  som  gamle  laanord  i 
sproget  viser  ogsaa  i  samme  retning,  nemlig  at  Nordboerne  i  stor  ud- 
strækning  dels  brugte  og  dels  efterlignede  frankiske  vaaben.  I  Edictum 
Pistense  c.  25  bestemmer  Karl  den  skåldede  (aar  864),  at  den  der  som 
gave  eller  til  løskjøbelse  overlader  Normannerne  harnisk  eller  vaaben 
skal  straffes  med  døden  som  fædrelandsforræder  1.  Gründen  til  dette 
strænge  forbud  kan  ikke  ha  været  nogen  anden,  end  at  Vikingerne,  som 
havde  lært  Frankernes  overlegne  vaaben  at  kjende,  paa  alle  maader 
søg^e  at  skaffe  sig  dem.  I  slaget  ved  Hafrsfjord  møder  Harald  Haar- 
fagres  modstandere  væbnet  med  vesterlandske  vaaben.  Torbjørn  Horn- 
klove skildrer  i  sit  »Haraldskvæde«,  hvordan  Haralds  fiender  seiler  til 
kampen  2  : 

Knerrer  kom  østenfra, 

kamplystne, 

med  gabende  hoveder 

og  ind-gravne  smykker. 

Fulde  var  de  af  krigere 

og  hvide  skjolde, 

af  vesterlandske  spyd 

og  valske  sverd  (vigra  vestranna  ok  valskra  sverda)  3. 

Ved  vikingetidens  slutning  anvendte  Nordboerne  fremdeles  med 
forkjærlighed  frankiske  vaaben.  Sighvat  skald  skildrer  saaledes  Olav 
Haraldssøns  kampe  foran  London  og  siger:  »Valske  sverd  bed;  men 
vikingerne  værgede  der  diget«  (Sverd  bitu  vçlsk,   en  vçr&u  vikvngar  par 


1  Pertz,  Leges  I,  494. 

«  Wisén,  Carmina  Norræna  I,  s.  12  (str.  7—8). 

3  valskr  betyder  oftest  nord-  eller  vestfransk,  men  ogsaa  vesteuropæisk  overhovedet. 


i  li  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

diki)\  Og  i  slaget  ved  Nesjar  havde  kong  Olav,  fortæller  Snorre,  paa 
sit  skib  hundrede  mand;  »de  havde  ringbrynjer  og  valske  hjelme«^. 
Og  Sighvat  taler  i  sit  digt  om  kampen  baade  om  valske  hjelme  (und 
hjålm  hinn  vcdskd)  og  om  hjelme  fra  Poitou  (Peitneskr  hjålmr)^. 

Ogsaa  i  Eddadigtene  nævnes  »valske  sverd«.  Saaledes  heder  det 
i  Oddrünargrätr  (str.  17): 

pi  var  vig  vegit 
v^Uku  averdif 

ok  borg  brotin 

su  er  Brynhildr  åtti, 

Endnu  mere  siger  kanske  de  ord  for  vaaben,  som  bruges  i  det 
gamle  sprog,  især  i  digtersproget.  En  række  af  disse  hører  naturligvis 
oprindelig  hjemme  i  sproget;  men  mange  er  ogsaa  af  fremmed  oprin- 
delse.  Et  i  digtene  almindelig  forekommende  ord  for  »spydc  er  saa- 
ledes f  rakka  (ell.  frakkij.  Det  findes  alt  i  Rfgs{)ula  (str.  35),  hvor  det 
fortælles  om  den  unge  høvding: 

Upp  Sx  par      Jarl  à  fletjum, 

lind  nam  at  shelf  a^ 

fr^hkwr  djja. 

(»Op  voksede  der  Jarl  i  huset;  han  begyndte  lanser  at  ryste, 
spyd  at  slynge«). 

Ordet  frakka  maa  saaledes,  da  det  findes  i  Rfgs|)ula,  alt  omkr. 
900  ha  faat  hjemstavnsret  i  gammelnorsk.  Rigs{)ula  er  vistnok,  som  flere 
antager,  digtet  paa  Britiske  Øer,  i  Irland  eller  snarest  i  Skotland.  Man 
kan  derfor  ikke  af  dette  digt  slutte,  at  ordet  frakka  har  været  brugt  i 
Norden.  Men  ordet  forekommer  ogsaa  i  skaldevers,  bl.  a.  i  Hakonar- 
drapa,  som  Hallfred  Vandrædaskald  digtede  for  Haakon  jarl*.  Man  kan 
deraf  slutte,  at  ordet  alt  i  det  lode  aarh.  har  været  kjendt  i  Norden. 
Ordet  frakka  staar  i  forbindelse  med  ags.  franca^  spyd,  lanse.  Begge 
ord  betegner  et  frankisk  spyd^  Det  er  dog  al  grund  til  at  tro,  at 
frakka  virkelig  i  nordisk  oprindelig  betegner  en  frankisk  lanse.  Baade 
har  man  i  oldnorsk  flere  lignende  ord  og  desuden  er  Frakkar  det  sæd- 
vanlige navn  paa  Frankerne. 

Medens  frakka  bare  findes  i  digtersproget,  er  en  sammensætning 
af  ordet  gaat  over  i  hverdagssproget,    nemlig  rydfrakka  (ell.  rydfrakki)^ 


^  Heimskr.,  Olafs  s.  helga.  k.  12. 

ä  Sammesteds,  k.  47. 

3  Heimskringla  (ed.  Uoger),  s.  250. 

*  Wisén,  Carmina  norræna  I,  s,  33  (sfr,  6  :  fltygjanda  frakkna). 

*  Egilsson,  Lexicon  poëticum,  overs,  frakka  med  hasta  Franàca, 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      213 

et  rustent  vaaben  ell.  redskab.  Hvad  betydningsudviklingen  af  frakka 
angaar,  saa  kan  merkes,  at  Frankerne  selv  brugte  en  stridsøkse,  der 
baade  hos  dem  selv  og  af  fremmede  folkeslag  blev  kaldt  francisca,  »den 
frankiske«  *. 

Ganske  tilsvarende  til  frakka  er  i  sin  udvikling  ordet  peita.  Det 
betyder  egt.  »en  lanse  fra  Poitou«  (hasta  Pictavia;  Peita  ==  Poitou),  men 
bruges  overhovedet  om  spyd,  lanse,  Det  forekommer  tidligst  i  et  vers 
fra  1024^,  men  har  vel  alt  været  i  brug  tidligere. 

Dannet  paa  samme  maade  som  de  to  foregaaende  ord  er  et  ord 
for  »sverd«,  som  alt  forekommer  i  det  gamle  digt  » Ynglingatal«  8.  Ok- 
sens horn  kaldes  i  dette  digt  (str.  27)  flæmingr  farra  trjonu,  d.  e. 
»oksetrynets  sverd«.  Flæmingr  betyder  egentlig  en  Flamlænder;  derpaa 
er  det  gaat  over  til  at  betegne  et  flamsk  sverd.  Men  alle  er  enige  om, 
at  ordet  i  »Ynglingatal«  maa  betegne  et  sverd  i  sin  almindelighed *.  Da 
»YnglingataU  almindelig  ahtages  at  være  digtet  omkr.  aar  900  eller 
kanske  endnu  tidligere,  maa  ordet  flæmingr  i  betydningen  xsverd«  være 
meget  gammelt  i  nordisk  og  alt  være  kommet  ind  i  sproget  i  det  9de 
aarhundred  eller  tidligere. 

Blant  andre  ord  af  romansk  oprindelse  kan  nævnes  gaflak  n.,  et  let 
kastespyd  (=  gl.  fransk  javelot,  engl,  javelin).  Muligens  er  dog  dette 
ord  afledet  af  ags.  gaflâc,  som  igjen  stammer  fra  det  samme  romanske 
ord.  Ordet  gaflak  bruges  baade  i  poesi  og  prosa,  og  er  sandsynligvis  alt 
i  vikingetiden  kommet  ind  i  oldnorsk.  Derimod  synes  buklari  farst  at  være 
kommet  ind  senere  i  middelalderen;  det  er  det  samme  som  fr.  bouclier 
og  betegner  et  lidet  rundt  skjold,  mindre  end  det  almindelige  skjçldr. 
Ordet  findes  ikke  i  det  ældre  skaldesprog,  men  først  i  en  af  de  versifi- 
cerede  ramser  i  Snorres  Edda  (I  571,  2). 

De  her  nævnte  ord,  men  især  frakka  og  flamiingr,  viser  —  som 
saa  meget  andet  — ,  at  der  lige  fra  vikingetidens  begyndelse  har  gjort 
sig  en  sterk  indflydelse  fra  Frankerriget  gjældende  i  de  nordiske  lande. 
Thi  slige  ord  kommer  ikke  ind  i  sproget  ved  en  tilfældighed.  De  er 
kommet  ind  sammen  med  de  fremmede  gjenstande,  som  de  betegner, 
og  har  faaet  hjemstavnsret  i  sproget,  efter  hvert  som  brugen  af  disse 
er  blit  almindelig.     Hvert   enkelt   af  disse   ord    er   i   sig   selv   et    lidet 


^  Secures çuas   et   Hispani   ab   usu    Francorum   francisCfM    vacant.     Isidor, 

£tymol.  18,  6.  9.     Cit.  hos  Jahns,  s.  409. 
2  Fornmannasogur  IV,  s.  282.  ^ 

*  Wisén,  I,  s.'3— 8. 
^  Jfr.  S.  Bugge,  Bidrag  til  den  ældste   Skaldedigtnings  Historie,   s.  118  f,,   og  G.  Storm, 

Arkiv  for  nordisk  Filologi  XV,  s.  121  f. 


214  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Stykke  kulturhistorie,  som  vidner  om  indflydelse  fra  og  forbindelse  med 
fremmede  folk  og  kulturer.  Der,  hvor  skriftlige  vidnesbyrd  i  aarbøger 
og  breve  er  tause  og  hvor  fund  fra  fortiden  intet  viser,  dér  maa  vi  ty 
til  sproget  selv.  Thi  sproget  gir  gjennem  sit  ordforraad  oplysning  om 
kulturforbindelser  og  berøringer,  som  man  ad  andre  veie  vanskelig  eller 
slet  ikke  kan  efterspore.  Det  er  dette,  som  Hehn  mesterlig  har  paavist 
i  sin  bog  »  Kulturpflanzen  c  og  Vilh.  Thomsen  i  sit  arbeide,  »Den  gotiske 
sprogklasses  indflydelse  paa  den  finske«. 

Derfor  er  ogsaa  sprogstudiet  et  uvurderligt  hjælpemiddel  for  alle, 
som  vil  undersøge  fortidens  kulturhistorie. 

Blant  angelsaksiske  laanord  i  nordisk  kan  merkes  darraSr  m.,  som 
synes  at  betyde  »spyd,  lanse«.  I  Øivind  Skaldaspillers  »HaakonarmaaU 
heder  det  (str.  2)»: 

drupdu  dblgårar, 
en  da/rraàr  hristisk, 
upp  vas  på  hildr  of  haßö. 

Her  synes  darraàr  tydelig  at  betegne  spyd.  Den  samme  forklaring 
er  det  da  vel  ogsaa,  som  ligger  til  grund  for  vefr  darraSar,  der  er  en 
kjending  for  »kamp«^  Darr  adr  synes  ikke  at  være  et  oprindelig  nor- 
disk ord,  men  at  være  laant  fra  ags.  darop,  spyd.  Herimod  kunde  man 
dog  indvende,  at  man  paa  oldn.  ogsaa  har  darr  n.,  spyd;  men  dette 
er  kanske  heller  ikke  nordisk.     Forklaringen  er  dog  usikker. 

Et  andet  ord,  som  muligens  er  laant  fra  angelsaksisk,  er  taparçz, 
som  betyder  en  slags  stridsøkse.  Dette  ord  findes  kun  i  prosa^.  Det 
synes  at  være  laant  fra  ags.  tapereax,  som  bet.  en  liden  øks  (seciiris 
parmda,  quam  Angli  vocant  tapereax)^.  Engelsk  tapei'  bet.  »at  smalne 
af  mod  enden,  være  tilspidset«.  —  Andre  mener  dog,  at  ordet  stammer 
fra  Osteuropa.  — 

Nordboerne  brugte  fra  ældgammel  tid  af  hjelm  og  brynje.  Saaledes 
siges  det  i  et  gammelt  digt  i  Hervararsaga: 

var  par  borinn 
kjålm  ok  med  brynju. 

Dog  er  det  vist  ikke  tvivlsomt,  at  deres  rustninger  ogsaa  under 
vikingetiden  har  udviklet  sig  og  er  blit  forbedret.  Brynjen  var  en  slags 
panserskjorte,    som   blev   trukket   udenpaa   dragten   for  at  værne  imod 


»  Hçfuftlausn,  sir.  5  og  DarraöarliöÖ  ;  jf?.  Atlakviöa  4  (da/ar  darraèar  =  kampspyd). 
*  Jfr.  Fritzner,  Ordbog. 

3  Thorpe,   Diplomatarium   Anglicum   ævi   Saxonici,   s.  315.     I   den   ags.  tekst  heder  det 
(aperax  (s.  317). 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       21 5 

hug  og  skud.  Ved  siden  af  overkroppen  brugte  man  undertiden  ogsaa 
at  beskytte  den  øvre  del  af  laarene;  men  fuldstændig  benbeklædning 
(brynhosa)  kj endte  man  først  senere  i  middelalderen  ^  I  Frankerriget 
brugte  man  derimod  alt  paa  Merovingernes  tid  benskinner  {beinhergæ); 
disse  synes  især  at  ha  været  alm.  brugte  under  Karl  den  store  og 
nævnes  hyppig  af  forfattere  fra  hans  tid*.  Slige  benskinner  ser  det 
ogsaa  ud,  som  om  Nordboerne  i  Irland  har  brugt.  Et  alm.  navn  i 
kongeætten  i  Dublin  var  alt  i  det  9de  aarhundred  Jargna  (=  oldn. 
Jårnkné)  eller  Ohin-iaran,  som  navnet  heder  i  irsk  oversættelse^.  Dette 
ord,  som  egt.  betyder  »jernknæ«,  har  oprindelig  været  et  tilnavn,  men 
er  siden  gaat  over  til  at  bli  et  personnavn.  »Jernknæc  som  navn  er 
da  opstaat  derved,  at  den  første,  som  kaldtes  saa,  var  rustet  paa  en 
eiendommelig  maade.  Han  kan  ikke  bare  ha  havt  overkroppen  og 
laarene  beskyttet.  Selve  navnet  viser,  at  han  ogsaa  har  havt  knæet 
beskyttet  med  jernplader.  Men  dette  maa  ha  været  en  slags  benskinner. 
At  Jårnkné  eller  Ohm-iaran  blev  et  personnavn  og  det  fortrinsvis  i 
Dublins  kongeæt,  viser,  at  denne  slags  rustning  ikke  kan  ha  været  al- 
mindelig.  Folk  maa  ha  pegt  paa  det  som  noget  særegent  og  eien- 
dommeligt.  Men  ogsaa  dette  viser,  at  det  var  efterligning  af  fremmed 
skik,  naar  Nordboerne  i  Irland  dækkede  knæet  med  jernplader. 

I  det  hele  havde  Nordboerne  i  Irland,  som  før  nævnt,  langt  bedre 
rustninger  end  Irerne.  Med  glødende  farver  skildrer  forfatteren  af  »Irernes 
krig  med  de  fremmede«*  vikingernes  rustninger  i  Clontarfslaget  (1014): 
»De  havde  ogsaa  skinnende,  bøielige,  tredobbelt  pladede,  svære,  sterke 
rustninger  af  hærdet  jern  og  af  kold  aldrig  rustende  messing,  som  be- 
skyttede deres  krop,  hud  og  skuldre  mod  skarpe,  frygtelige  sverd  og 
mod  alle  slags  farlige  vaaben.«  Man  skulde  af  denne  skildring  tro,  at 
Nordboerne  i  Clontarfslaget  brugte  ikke  bare  ringbrynjer  som  i  Norden, 
men  ogsaa  en  slags  pladepansere  (lurecha  tredtialacha)^.  Skildringen  er 
dog  altfor  ubestemt  til  at  man  med  sikkerhed  tør  slutte  noget. 

Ogsaa  i  fortællingen  om  kong  Ceallachan  af  Cashels  kampe  med  Nord- 
boerne i  Irland  (omkr.  950)  faar  vi  en  levende,  om  end  lidt  farvet  skildring 
af  disses  rustninger.  Nordboerne  og  Ceallachan  af  Cashel  ordner  sig  til 
kamp  nær  Limerick.     Først  skildres  Irernes  bevæbning  og  det  siges  ud- 


^  Jfr.  Fritzner,  Ordbog. 

*  Jahns  526  og  529.     Lex   Anglior.  et  Werinor,  tit.  XXXVI  S  "»    ed.  Walter  I  175    og 
det  før  nævnte  citat  efter  munken  fra  St  Gallen. 

'  Jfr.  A.  Bugge,   Nordisk    Sprog   og   Nalionalitet  i   Irland,    i   Aarbeger  for  nordisk  Old- 
kyndighed,  1900  s.  284  f. 

*  Cogadh  Gaedhel  re  Gallaib,  ed.  Todd  i  Rolls'  Series,  s.  158—159;  jfr.  s.  152—153. 
^  lurech  er  laanord  fra  lat.  lorica. 


2l6  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.    Kl. 

trykkelig  at  heltene  ikke  havde  behagelige,  straalende  rustninger  eller 
skinnende  kyrasser,  men  bare  skjold,  hjelm  og  beklædning  til  at  dække 
halsen.  Derpaa  skildres  Nordboernes  rustninger  i  følgende  ordelag:  »Saa 
ordnede  Nordboerne  sig  i  et  sterkt,  haardt  befestet  brystværn  af  sterke 
brynjer  og  i  en  mørk,  fast  fæstning  af  sort  jern  og  i  et  haardt,  skin- 
nende  blaat  fort  af  skjolde  og  i  en  kreds  af  sterke  spyd«  *.  Resultatet 
af  den  foregaaende  udvikling  blir  da,  at  Nordboerne  under  vikingetiden 
i  stor  maalestok  har  indført,  men  ogsaa  efterlignet  fremmede  folkeslags 
vaaben.  —  Fra  Frankerne  fik  de  hjelme  og  spyd,  men  især  gode  sverd. 
—  Derimod  maa  Nordboernes  økser  altid  ha  været  fortrinlige.  I  slaget 
ved  Clontarf  var  saaledes  Irerne  selv  væbnede  med  nordiske  stridsøkser 
(tiiaga  Lochlannacha)^. 


Hærens  ordning. 

Gaar  vi  fra  udrustningen  over  til  at  betragte  selve  vikingehæren, 
saa  vil  vi  se,  at  ogsaa  den  i  labet  af  det  9de  aarhundred  undergaar 
store  forandringer.  I  865  nævnes  for  første  gang  den  store  Normanner- 
hær,  der  for  at  bruge  Steenstrups  ord  »skulde  udrette  nogle  af  de  største 
gjerninger,  som  vikingetiden  har  at  udvise«^  Normannerhæren  var  saa 
at  sige  en  egen  stat  med  sin  særegne  organisation  og  sin  udviklede 
taktik.  Normannerhæren,  som  snart  laa  i  Frankrig,  snart  i  England, 
havde  sine  faste  anførere,  sit  fodfolk  og  rytteri,  sine  krigsmaskiner  til 
beleiringsarbeider,  sine  speidere,  sit  forpleiningskorps  osv.*.  Nordboerne 
havde  aldrig  før  sét  en  slig  hær.  Men  man  kan  heller  ikke  sige,  at 
Normannerhæren  har  udviklet  sig  under  paavirkning  af  fremmede  for- 
billeder. Det  var  forholdene,  som  skabte  den.  Da  Nordboerne  først 
havde  sat  foden  i  England  og  Frankrig  og  faat  lyst  til  at  bosætte  sig 
der  for  stedse,  maatte  de  danne  en  slig  staaende  hær,  om  de  vilde  naa 
sit  maal.  De  kunde  ikke  længer  operere  i  indbyrdes  uafhængige  flokke 
og  bare  stole  paa  tilfældig  hjælp  fra  hjemlandet.  Er  saaledes  Norman- 
nerhæren selv  skabt  af  Nordboerne  uden  fremmede  forbilleder,  saa  hindrer 
dette  dog  ikke,  at  den  har  lært  meget  af  udlandet,  især  af  Frankerne. 

Rytteriet  spillede  hos  Germanerne  i  oldtiden  ikke  paa  langt  nær  den 
rolle,    som    det   gjorde  senere  i  middelalderen.     Endnu  saa  sent  som  i 


1  Caithreim  Ceallachain  Caisil,  i  Book  of  Lismore,  f.  149  a,  c.  2. 

2  Cogadh  Gacdhel,  ed.  Todd,  s.  162—163. 

*  Normannerae  II,  s.  56. 

♦  Jfr,  skildringen  hos  Steenstrup  I  358 — 373. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       21 7 

720  bestod  den  frankiske  hær  for  en  overveiende  del  af  fodfolk.  Det 
var  bare  de  fornemme  som  red,  for  derved  lettere  at  kunne  redde  sig 
ved  flugt.  Men  lidt  efter  lidt  begyndte  hæren  i  større  mængde  at  op- 
tage  ryttere.  Denne  udvikling  begyndte  i  de  sydvestlige  dele  af  Frank- 
rig.  Dels  hørte  disse  lande  til  de  rigeste  i  Frankerriget  ;  men  især 
trængte  man  her  til  rytteri  for  at  værge  sig  mod  Maurernes  indfald  og 
mod  disses  lette  kavalleri.  Alt  under  Karl  Martel  skéde  den  første  be- 
gyndelse.  —  I  forbindelse  hermed  staar  ogsaa,  som  bekjendt,  den  første 
udvikling  af  lensvæsenet. 

Under  Karl  den  store  blev  brugen  af  kavalleri  mere  og  mere  al- 
mindelig,  især  i  Frankrig,  hvor  de  beredne  vasaller  alt  i  840  spiller  en 
afgjørende  rolle  i  kampene.  Og  i  891  var,  hører  vi.  Frankerne  alt  kom- 
met ud  af  vane  med  at  kjæmpe  tilfods^.  —  I  Tyskland  var  det  først 
Ungarernes  indfald  ca.  925,  som  gjorde  indførelsen  af  rytteri  nødvendig. 
—  Allerede  under  Karl  den  skåldede  er  hesten  en  nødvendig  betingelse 
for  den  fribaarne  mands  krigstjeneste.  Hermed  havde  riddervæsenet, 
som  i  saa  lang  tid  skulde  bestemme  middelalderens  krigsførsel,  i  prin- 
cipet  seiret  2. 

Baade  Irer  og  Angelsakser  kjæmpede  for  det  meste  tilfods.  Irerne 
synes  ikke  at  ha  havt  noget  egentligt  rytteria  De  brugte  derimod  i 
gammel  tid  ligesom  de  østerlandske  folk  vogne  i  kampen*.  Angel- 
sakserne brugte  heller  ikke  meget  rytteri.  Endnu  i  slaget  ved  Hastings 
kjæmpede  de  gjennemgaaende  tilfods  og  angreb  William  Erobreren  og 
hans  mænd  med  kastevaaben,  bue  og  pil  og  spyd.  Det  maa  altsaa 
være  under  paavirkning  fra  Frankrig,  at  rytteriet  i  Normannerhæren 
mod  slutningen  af  det  9de  aarhundred  fik  en  stedse  større  betydning. 
Thi  Nordboerne  selv  havde  før  vikingetiden  ikke  noget  virkeligt  rytteri, 
men  foretrak  at  kjæmpe  tilfods. 

Fra  gammel  tid  af  var  Nordboerne  vistnok  dygtige  ryttere.  De 
var  glade  i   kapridt  f.  eks.,    og   heste   spiller  en  stor  rolle  i  den  gamle 


»  Perti,  Scriptorcs  I  s.  407;  jfr.  Brunner,  Der  Reiterdienst  u.  die  Anfänge  des  Lehns- 
wesens,  i  Zeitschr.  der  Savigny-Stiftung,  Germ.  Abth.  VIII,  s.  i  f. 

*  Ang.  rytteriet  hos  Frankerne  se  Jahns,  s.  531—533,  Dahn,  Die  Könige  der  Germanen 
8,  3  Abth.,  s.   273  ff.,  Brunner,  s.  1—38. 

»  Naar  rytteri  en  enkelt  gangrnævnes,  var  det  kanske  under  indflydelse  fra  Nordboerne, 
eks.  Three  Fragments,  s.  176—177  (A.  D.  870):  Ro  eomhraic  da  marcshluagh,  »de  to 
ryttcrskarer  medtest. 

*  Jfr.  O'Curry,  Manners  and  Customs  of  the  ancient  Irish  II,  299  f.;  skildringen  af 
Cuchulinns  kampvogn.  Om  Irerne  brugte  kampvogne  endnu  paa  den  tid,  da  Nord- 
boerne kom  til  Irland,  vover  jeg  ikke  at  afgjøre;  sandsynligt  er  det  ikke. 


2l8  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

digtning.     Enhver  høvding  maatte  være  en  øvet  rytter.     Som  det  heder 

i  R(gs{)ula  (str.  43)  : 

Op  voksed  der      Jarls  senner, 
taemmed  heste,      beied  spyd. 

Men  i  krigen  kjæmpede,  som  nævnt,  Nordboerne  helst  tilfods.  Et 
af  de  ældste  krigstog  af  Nordboer  var  det,  som  den  danske  kong  Hug- 
leik (Chochilaicus)  omkr.  aar  5 1 5  foretog  til  Friesland.  Gregor  af  Tours 
fortæller  derom  1,  og  det  angelsaksiske  heltedigt  Beowulf  har  ligeledes 
bevaret  mindet  om  kampen.  Det  fortælles  der,  at  kong  Hugleik 
(Hygelac)  falder  i  slaget  i  fodkjæmpernes  skare  {feöll  on  feôân).  Men 
Beowulf  tilkjæmper  sig  med  ære  tilbagetoget.  »Ikke  turde  Hetwarerne 
rose  sig  af  fodkampen«  {Nealles  Hetware  hrernge  porfton  fedewtges)^.  Vi 
ser  altsaa,  at  den  første  kamp  af  Nordboer,  som  historien  omtaler,  fore- 
gik  tilfods.  Og  endnu  saa  sent  som  i  det  ute  aarhundred  kjæmpede 
baade  Nordmænd  og  Dansker  tilfods.  I  slaget  ved  Lyrskogs  Hede  gik 
saaledes  —  ifølge  et  samtidigt  digt  —  Magnus  den  gode  selv  tilfods 
væbnet  med  øks  i  spidsen  for  hæren  ^.  Kun  høvdingerne  deltog  under- 
tiden tilhest  i  kampen.  Hertil  sigter  kanske,  hvad  der  siges  om  Jarl  i 
Rfgs|)ula  (str.  38): 

hests  hleypti^  ok  hj^rfi  brå, 

vig  nam  at  vekfa^     voll  at  rioda. 

Første  gang  ryttere  nævnes  i  Norge,  er  i  vinteren  1064 — 1065,  under 
Harald  Haardraades  tog  mod  jarlen  Haakon  Ivarssøn  og  de  med  ham 
forbundne  Gauter.  Harald  gik  iland  ved  en  elv  i  nærheden  af  Kong- 
helle.  Han  lod  det  nødvendige  mandskab  bli  igjen  for  at  passe  skibene; 
men  med  de  øvrige  gik  han  Haakon  Ivarssøn  imøde.  Kongen  var  selv 
tilhest  saa  vel  som  endel  af  hans  folk;  men  de  fleste  var  tilfods  1  Men 
selv  paa  dette  krigstog  kan  rytteriet  ikke  ha  spillet  nogen  betydelig 
rolle.  Og  hvad  tidligere  kampe  angaar,  saa  udkjæmpedes  baade  slaget 
ved  Stiklestad  og  det  mythiske  Braavallaslag^  tilfods.  —  Jeg  nævner 
Braavallakampen,  selv  om  den  aldrig  er  foregaaet,  fordi  den  ligefuldt 
viser  os,  hvordan  Nordboerne  i  vikingetiden  kjæmpede.  — 

Selve  sproget  synes  ogsaa  at  vise,  at  rytteri  ikke  oprindelig  har 
hørt  hjemme   i  Norden.     Det   gammelnorske  sprog   har  saaledes  intet 

1  Hist.  Franc.  II  27. 

2  Beowulf,  ed.  Heyne,  v.  2365  fif. 

'  Heimskr.,  Magnus  s.  gööa,  k.  29. 
*■  Munch,  Det  norske  folks  historie,  II  s.  298. 

s  Naar  Harald  Hildetand  i  Braavallaslaget  optræder  tilvogns,  saa  skyldes  dette  muligens 
irsk  paavirkning.    Jfr.  S.  Bugge,  Sagaskrivniog  i  Irland. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      219 

eget  ord  for  rytter  eller  rytteri  som  militær  institution.  Hestalid  fore- 
kommer først  sent^,  og  hestmaår  findes  slet  ikke,  bare  det  sene,  fra  ud- 
landet  importerede  riddari.  Isteden  derfor  bruges  omskrivninger  som 
riSandi  ma&r,  maàr  å  hesti. 

Om  Nordboerne  i  Rusland  ved  vi  ogsaa,  at  de  i  begyndelsen  intet 
rytteri  havde.  Leo  Diaconus  siger  (VIII.  4):  wegue  enim  p^-æliandi  ex 
equis  consuetudinem  habent  neque  in  ea  re  exercentur.  Men  vi  ser  ogsaa 
af  samme  forfatter,  at  de  senere  fik  rytteri  (IX.  i):  Scythæ  vergenie  die 
coeperunt  cum  equitatu  ex  moenibus  prodire,  tuncque  primum  in 
equis  aedentes  apparuerunt.  Consueuerant  enim  semper  pedibiLS 
prælium  vnire,  quod  nullum  habent  neque  in  sellas  ascendendi  rieque  ex 
equo  cum  hostibus  pugnandi  uswm^. 

Normannerne  i  Frankrig  havde  heller  ikke  i  den  første  tid  noget 
rytteri;  men  senere  fik  de  det  ligesom  Franskmændene  selv.  Dette  frem- 
gaar  med  klare  ord  af  de  i  slutningen  af  9de  aarhundred  forfattede 
Miracula  S,  Benedicti  af  Adrevald  af  Fleury:  primo  pedites  quidem^  eo 
quod  equitandi  periUa  deessety  deinde  equis  evecti  m^ore  nostrorum^ 
omnia  pervagantur  (»i  begyndelsen  var  de  tilfods,  fordi  de  manglede 
øvelse  i  at  ride;  men  siden  streifede  de  paa  vor  [d:  Franskraændenes] 
vis  om  overalt  Itilhest«)^.  Ogsaa  det  før  nævnte  Edictum  Pistense  af 
864  forudsætter,  at  Normannerne  i  Frankrig  kjæmpede  tilhest. 

I  den  store  Normannerhær  fik  rytteriet  snart  stor  betydning.  Saa- 
ledes  fortælles  det  i  den  angelsaksiske  Krønike,  at  der  i  866  kom  en  stor 
hedensk  hær  til  Øst-Angel  og  dér  skaffede  sig  heste  {and  par  gehorsade 
ivurdon).  Ved  881  fortæller  den  samme  krønike,  at  hæren  kom  til 
Frankrig,  kjæmpede  med  Franskmændene  og  efter  kampen  blev  forsyne 
med  heste  [pa  ward  se  here  horsad)^.  Senere  nævnes  rytteriet  ofte  i  de 
frankiske  annaler.  I  aar  881  kom  saaledes,  fortælles  det,  Normannerne 
under  anførsel  af  kongerne  Godfred  og  Sigfred  til  Aschloh  ved  Mosel 
med  en  utallig  mængde  af  fodfolk  og  ryttere  {cum  inæstimahili  multitu- 
dine  peditum  et  equitum)^  En  anden  gang  fortælles  det,  at  de  (i  slut- 
ningen af  aar  883)  kom  med  ryttere  og  fodfolk  og  hele  sin  udrustning 
{cum  equitibus  et  peditibus  atque  omni  supellectili  veniunt)^.  I  det  store 
slag  ved  Saucourt,    som  Frankerne  ßdie  august  881  vandt  over   Nord 


^  Flateyjarbök  II  s.  580,  Barlaams  ok  Josapbats  saga,  103. 

•  Jfr.  Stecnstnip  I  359. 

^  Pertz,  Scriptorcs  XV,  i.  s.  494.    Jfr.  Brun  ner,  s.  8. 

*  Steenstrup  I,  358  f. 

*  Pcrtz  I,  592. 

•  Pcrtz  II,  200, 


220  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F  Kl. 

boerne,  var,  efter  hvad  vi  hører,  alle  Normannerne  beredne.  Og  da 
Normannerne  i  vinteren  88 1 — 882  tog  opholdssted  ved  Aschloh  ved 
bredderne  af  Maas,  var  noget  af  det  første  de  gjorde  at  bringe  sit  rytteri, 
som  i  de  sidste  kampe  havde  lidt  meget,  i  den  gamle  stand  *. 

Ogsaa  i  Irland  brugte  Nordboerne  alt  i  det  9de  aarh.  rytteri.  De 
saakaldte  »Three  Fragments«  2  fortæller  for  aar  869  at  Irerne  nedsab- 
lede »kongen  af  Lochlanns  livgarde,  det  vil  sige  kongen  af  Lochlanns 
rytteri«  {aosa  gradha  righ  Lochlann  .i.  marcshluagh  righ  LocMann). 
Sagaen  om  Ceallachan  af  Cashel  og  hans  kampe  med  Nordboerne  i 
første  halvdel  af  lode  aarhundred  fortæller  ogsaa,  at  Nordboerne  i  Dublin 
havde  Vytteri.  Da  Ceallachan  og  hans  80  kongesønner  nærmer  sig 
Dublin  og  opdager  Nordboernes  forræderi,  søger  de  at  flygte.  Men 
Dublinmændene  sender  »baade  fodfolk  og  kavalleri«  efter  dem  (Ot 
conncatar  na  Lochlann  sin  do  fuacradar  då  roibhi  isin  m-haili  a 
leanmhuin  idir  cois  ocus  each)^.  Rytteriet  spillede  dog  aldrig,  saa- 
vidt  man  kan  se,  nogen  stor  rolle  for  Nordboerne  i  Irland..  Clontarf- 
slaget  synes  saaledes  helt  igjennem  at  være  udkjæmpet  tilfods. 

Endog  over  den  Britiske  kanal  forstod  Normannerne  at  bringe  sine 
heste.  Saaledes  satte  i  893  hele  Normannerhæren  i  løbet  af  én  maaned 
over  fra  Boulogne  til  England  »med  heste  og  alt«*.  I  Norden  var  deri- 
mod  Erik  Emune  den  første,  som  bragte  heste  over  havet  (til  Rügen)  ^. 

Vi  ser  af  det  foregaaende,  at  rytteriet  alt  i  anden  halvdel  af  9de  aar- 
hundred spillede  en  vigtig  rolle  i  Normannernes  kampe.  Det  udviklede  sig 
under  kampene  i  Frankrig  og  England  og  havde  til  forbillede  det  frankiske 
rytteri.  Under  kampene  mellem  Angelsakser  og  Nordboer  i  det  lode 
aarhundred  omtales  derimod  næsten  aldrig  rytteri.  —  Slaget  ved  Brunan- 
burg  var  saaledes  en  fodkamp.  —  Nordboerne,  som  nu  havde  sat  sig 
fast  i  England  og  var  paavirket  af  angelsaksisk  kultur,  efterlignede  vel 
ogsaa  disses  krigskunst.  Først  ved  oprettelsen  af  Knut  den  stores 
thingamannalid  begyndte  rytteriet  at  faa  betydning  for  England,  og 
selv  da  kun  i  ringe  udstrækning.  I  Danmark  var  det  ikke  førend  ved 
slutningen  af  det  ute  aarhundred,  rytteriet  begyndte  at  spille  nogen 
rolle;  i  Norge  og  Sverige  var  det  endnu  senere.      I  Norge  havde  rytte- 


»  Steenstrup  II,  197. 

5  Three  Fragments,  ed.  0'Donovan,  s.  166  f.  Jeg  skal  senere  omlale  denne  livgarde 
nærmere.  Lochlann  var  hos  Irerne  oprindelig  et  navn  paa  Norge,  men  siden  paa  hele 
Norden.     »Konge  af  Lochlann c  kaldtes  de  nordiske  vikingekonger  i  Irland. 

3  Caithreim  Ceallachain,  f.  151  b,  c.  i;  udtrykket  svarer  neiagtig  til  det  engelske  »both 
foot  and  horse  c. 

*  Anglo-Saxon  Chronicle,  A.  D.  893.    Jfr.  Steenstrup  I,  358,  IV,  137. 

*  Saxo,  ed.  Müller,  s.  661; 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      221 

riet  overhovedet  ikke  nogen  betydning  i  middelalderen,    ialfald  ikke  før 
end  mod  slutningen  af  det  14de  aarhundred. 


Taktik. 

Et  spørgsmaal,  som  er  meget  vanskeligt  at  afgjøre,  er,  hvorvidt 
Normannerne  har  lært  taktik  af  Frankerne  eller  Angelsakserne.  Intet 
af  disse  to  folk  stod  synderlig  høit  i  sin  krigskunst.  Og  Frankernes 
under  Karl  den  store  godt  udviklede  hærvæsen  forfaldt  mer  og  mer 
under  hans  efterfølgere.  Vikingerne  var  derimod  virkelige  militære 
genier  ^ .  Men  deres  styrke  laa  for  en  stor  del  i  deres  merkværdige  evne 
til  at  rette  sig  efter  forholdene,  hvor  de  kom  hen.  Naar  de  saa  noget 
fremmed,  som  var  bedre  end  deres  eget,  optog  de  dette  og  tillempede 
det  efter  sine  egne  forhold.  Saaledes  er  det  ogsaa  sandsynligt,  at  de  i 
udlandet  —  og  især  for  sin  krigskunst  —  har  faat  mange  gode  ideer 
og  lært  meget  af  ting,  som  Frankerne  og  Angelsakserne  selv  kanske 
ikke  udviklede  i  sine  fulde  konsekvenser. 

Jeg  har  alt  nævnt,  at  Normannerne  under  sine  kampe  i  Frankrig 
lærte  at  bruge  kavalleri.  Ellers  er  det  meget  lidet,  som  vi  ved  om 
Nordboernes  slagorden  og  taktik  i  vikingetiden.  Og  da  jeg  ikke  selv 
er  krigshistoriker,  skal  jeg  kun  nævne  en  enkelt  ting,  som  jeg  kun  op- 
stiller  som  en  formodning  uden  med  sikkerhed  at  vove  at  besvare  den: 
Har  Nordboerne  lært  svinefylkingen  i  udlandet? 

Svinefylking  kaldes  som  bekjendt  den  kileformede  slagorden,  der  i 
spidsen  havde  to  mand  og  stadig  blev  bredere  og  bredere.  Enkelte 
forskere  synes  at  mene,  at  kilen  eller  svinefylkingen  var  kjendt  allerede 
i  den  fælles-ariske  tid,  og  at  de  forskjellige  indogermanske  folk  med- 
bragte kjendskab  til  den  fra  sit  urariske  hjem^.  Manu's  indiske  love 
omtaler  kilen  i  form  af  >et  vildsvinehovedc.  Ogsaa  grækerne  kjendte  i 
oldtiden  denne  slagorden;  ligesaa  Romerne.  Den  romerske  militærskri- 
bent  Vegetius  taler  saaledes  om  den  kileformede  slagorden  (cH?iei^),  »som 
soldaterne  kalder  svinehoved«  {quam  rem  milites  nominant  caput  porci» 
numY.  Ammian  siger  (17,  13),  at  det  var  de  »enfoldige  soldaterc,  som 
brugte  ud trykket  »svine-hoved«  (quem  habitum  caput  porci  simplicitas 
militaris  appéllat).  Benævnelsen  var  altsaa  rent  folkelig,  og  brugtes  ikke 
af  taktikerne  eller  officererne.    Den  er  derfor  kanske  kommet  til  Romerne 


i  Steenstnip,  Normannerne  II,  kap.  14. 

>  Jahns,  8.  438  f.    Peucker,  Das  deutsche  Kriegswesen  der  Urzeiten,  II,  206  fif. 

•  Vcgelius,  De  re  militari,  Hb.  3,  cap.  19. 


222  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

fra  Germanerne,  som  alt  i  gammel  tid  brugte  kilen.  Saa  sent  som  i 
892  i  en  kamp  ved  Montpensier  brugte  Frankerne  denne  slagorden  mod 
Vikingerne  * .  Ja  endnu  i  det  lode  aarhundred  var  den  ikke  ganske  gaat 
af  brug  2.  I  Schweiz  holdt  den  sig  ned  gjennem  hele  middelalderen, 
og  i  slaget  ved  Sempach  kaldte  Schweizerne  endnu  kilen  for  »svine- 
hovedaS.  Angelsakserne  kjendte  ogsaa  kilen  og  brugte  den  endnu  i 
1066  i  slaget  ved  Hastings*. 

Vi  ser  altsaa,  at  Tyskerne  alt  meget  tidlig  maa  ha  kjendt  den  kile- 
formede  slagorden  og  vistnok  ogsaa  kaldt  den  »svinehovedc.  Derimod 
er  det  lidet  sandsynligt,  at  kilen  er  en  fælles-arisk  krigskunst.  Hos 
folk,  som  ikke  var  kommet  ud  over  den  primitive  stenalder,  kan  der 
vel  næppe  ha  været  tale  om  nogen  krigskunst.  Og  selv  om  saa  var, 
anser  jeg  det  for  høist  usandsynligt,  at  navnet  »svinehoved«  hos  de  for- 
skjellige indoeuropæiske  folk  skulde  være  et  minde  fra  den  fællesariske 
tid.  Der  er  saaledes  slet  intet,  som  tyder  paa,  at  svinefylkingen  har 
været  kjendt  i  Norden  før  vikingetiden.  Tværtimod  er  der  meget,  som 
taler  for,  at  den  forholdsvis  sent  blev  indført  til  de  nordiske  lande. 

Svinefylkingen  heder  paa  oldnorsk  svinfylking  eller  rani  (egt.  svine- 
tryne),  eller  ogsaa  kaldes  det  at  fylkja  hamalt  {hamall  =»  afstumpet, 
kastreret). 

Reginsmal  omtaler  den  kileformede  slagorden  som  en  kunst,  i 
hvilken  kun  faa  er  indviede  og  som  de  har  lært  af  selve  Odin.  Odin 
kommer  under  navn  af  Hnikar  ombord  i  den  unge  Sigurds  skib  og  gir 
ham  gode  raad,  om  hvorledes  han  skal  seire  i  kampen: 

»De  sverdraske  mænd  vinder  seier,  som  kan  se  eller  fylke  i  kilec 
(Peir  sigr  hafa  er  sia  kunyiu  hiçrleiks  hvatir  eda  hamalt  fylkja)^. 

Ogsaa  Sakso  skildrer  paa  lignende  maade  kunsten  at  fylke  i  kile 
som  noget,  Odin  lærer  sine  yndlinge.  Kong  Hadding  skal  ha  været  den 
første,  som  lærte  den.  Han  kom  med  sin  flaade  til  Norge;  dér  saa  han 
ligesom  Sigurd  paa  stranden  en  gammel  mand  (den  forklædte  Odin), 
hvem  han  tog  ombord  i  sit  skib.  Odin  lærte  nu  Hadding  at  ordne  hæren 
i  svinefylking:  Qtcem,  nave  susceptum  centuriandi  exercitus  auctorem 
habiiit,  in  ordinanda  agminum  ratione  curiosius  attende7'e  solitum,  ut 
prima  per  dyadem  phalanx,    ac  per  tetradem  secunda  coyistaret,   tertia 


»  Richeri  Hist.  I,  c.  8;  Pertz  Script.  lil  591. 

2  Dahn,  Die  Könige  der  Germanen,  8,  Abth.  3,  s.  270  f. 

3  Jahns,  439. 

*  Peuckcr,  II  341. 
•»  Reginsmal,  23. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      223 

vero  ogdoadis  adjectione  succresceret,  semperque  pHorem  insequens  duplir 
citatis  augmenio  transscenderet  ^ . 

Om  Harald  Hildetand  fortæller  baade  Sakso^  og  Sogubrot,  at  Odin 
havde  lært  ham  svinefylkingen.  Men  tilsidst  blir  Odin  ham  utro  og 
volder  hans  bane.  Da  Harald  kommer  til  Braavold  og  fylker  sin  hær, 
ser  han,  at  kong  Ring  alt  havde  opstillet  sin  hær  i  svinefylking  [på 
ßoiti  sva  pykk  fylkingin  y  fir  at  sjå,  at  hrayii  var  i  brjosti)  ^.  Da  skjønner 
Harald,  at  Odin  vil  hans  død. 

Ogsaa  de  historiske  sagaer  omtaler  svinefylkingen.  Sigmund  Bre- 
stessøn  skal  ha  brugt  den  i  en  af  sine  kampe  i  Østersjøen*  og  Olav 
Haraldssøn  anvendte  den  i  slaget  ved  Nesjar.  Einar  Tambarskjelver 
siger  før  slaget  til  Svein  jarl:  »Ikke  kommer  det  mig  uventet,  om 
rånen  paa  fylkingen  hans  (raninn  å  fylking  hans)  blir  haard  at  vinde 
bugt  med  i  kveld,  før  sol  gaar  ned«^. 

Dette  er  de  steder  i  de  gamle  skrifter,  hvor  svinefylkingen  omtales 
fra  vikingetiden.  Vi  ser,  at  den  i  historisk  tid  først  kan  paavises  fra 
vikingetidens  slutning,  og  at  den  kun  omtales  som  anvendt  af  to  mænd, 
som  paa  sine  vikingefærdef  kan  ha  lært  kunsten  i  Vesteuropa.  —  For- 
tællingen  om  Sigmund  Brestessøns  vikingetog  er  desuden  langt  fra  at 
være  paalidelig.  Den  skiller  sig  ved  sit  skablonmæssige  præg  ud  fra 
den  øvrige  saga,  er  tydelig  en  efterligning  efter  andre  sagaer  og  hviler 
ikke  paa*  gammel  tradition.  Den  eneste,  som  i  vikingetiden  sikkert  har 
brugt  svinefylkingen,  er  saaledes  den  fra  vikingefærd  vesterpaa  nys 
hjemkomne  Olav  Haraldssøn. 

Tager  vi  saa  svinefylkingens  forekomst  i  sagnet  for  os,  saa  ser  vi, 
at  dette  enstemmig  henfører  svinefylkingens  opfindelse  til  Odin,  vikin- 
gernes  kjæreste  gud.  Og  svinefylkingen  fremstilles  ikke  som  en  alminde- 
lig  kjendt  og  brugt  krigskunst,  men  som  en  hemmelighed,  hvori  kun 
faa  udvalgte  er  indviede.  At  fylke  i  kile  under  galtens  tegn  maa 
derfor  ha  været  en  eiendommelig  vikingekrigskunst,  som  kun  sjelden 
blev  brugt  i  Norden  selv.  Det  ligger  da  nær  at  slutte,  at  Nordboerne 
har  lært  svinefylkingen  at  kjende  paa  sine  tog  til  Vesteuropa  og  at  de 
har  lært  kunsten  enten  af  Angelsakserne  eller  af  Frankerne,  hos  hvem 
de  mødte  den  i  slaget  ved  Montpensier  og  vistnok  ogsaa  i  flere  andre 
slag.     Kun  ved  at  antage  dette  kan  man  forklare,  at  kunsten  at  opstille 


*  Saxo  I,  s.  52. 
«  Saxo.  Hb.  VU. 

'  Fomaldarsçgur  I,  s.  381. 

*  Flateyjarbök,  I,  140. 

*  Flat.,  II,  43. 


224  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

i  svinefylking  skildres  som  en  hemmelighed,  som  den  almindelige  hær- 
fører i  Norden  ikke  er  indviet  i.  Havde  den  været  almindelig  kjendt 
og  brugt,  vilde  dette  hovedmotiv  i  digtningen  om  Braavallaslaget  aldrig 
være  opstaat. 

Beleiringer  og  fæsiningsanlæg. 

I  de  nordiske  lande  saavelsom  i  Frankrig,  Tyskland  og  England 
findes  der  fra  ældgammel  tid  værn,  som  blev  reist  mod  fiendtlige  an- 
greb.  >»Det  var  volde,  ofte  af  betydelig  udstrækning,  men  af  ringe  høide, 
med  eller  uden  ledsagende  grav.  I  bjergegne  benyttedes  sten-  og  klippe- 
blokker; i  lavlandene  dannedes  voldene  af  jord,  ikke  sjelden  med  en 
kjerne  af  sten.«  Hvor  langt  tilbage  i  tiden  disse  »bygdeborge«  kan 
sættes,  har  vi  nu  ingen  midler  til  at  afgjøre.  De  ligger  i  alle  tilfælde 
langt  forud  for  den  historiske  tid^. 

Disse  værn  var  dog  ganske  primitive  og  der  krævedes  ingen  særlig 
kunst  til  at  bygge  dem;  ei  heller  krævedes  der  særlige  foranstaltninger, 
naar  man  skulde  angribe  og  beleire  dem.  Overhovedet  var  beleirings- 
og  befæstningskunst  før  vikingetiden  ukjendte  begreber  for  Nordboerne. 
Først  paa  sine  tog  til  Vesteuropa  mødte  de  —  især  i  Frankrig  —  byer 
omgivet  af  volde  og  grave,  og  borge,  som  de  i  begyndelsen  forgjæves 
søgte  at  indtage.  Men  merkeligt  er  det,  hvor  hurtig  de  ogsaa  i  dette 
stykke  lærte  at  tage  efter,  saa  de  snart  overgik  selve  sine  læremestre. 
Før  hundrede  aar  var  gaat,  havde  Normannerne  lært  at  indtage  de 
sterkeste  borge  og  de  bedst  forsvarede  byer.  De  befæstede  sine  byer 
med  volde  og  grave,  hyggede  borge,  ja  indførte  endog  forbedringer  i 
disses  bygning  og  befæstning.  —  Vi  kan  tydeligst  følge  denne  udvikling 
i  vikingenybygderne  i  Frankerriget  og  paa  de  Britiske  Øer;  men  vi  ser 
ogsaa  spor  af  den  i  Norden  selv,  hvor  Nordboerne  under  vikingetiden 
udførte  flere  merkelige  fæstningsanlæg, 

Steenstrup  fremhæver  udtrykkelig  Normannernes  dygtighed  i  belei- 
ringskunsten,  hvori  de  alt  ved  midten  af  det  9de  aarhundred  synes  at 
ha  været  rene  mestre.  .»Skjult  af  løbegrave  gik  de  tæt  ind  paa  den 
beleirede  by;  ved  bevægeligt  kurveværk  kunde  de  i  en  fart  opkaste 
værn  tæt  ved  murene;  egne  vogne,  som  bevægedes  frem  mod  murene 
med  skjulte  hjul  og  hvis  tag  skjulte  krigerne,  førte  beleirerne  tæt  ind 
paa   byen« 5.    Sin   dygtighed   i  beleiringskunsten  udviklede  Nordboerne 


»  Sophus  Müller,  Vor  Oldtid,  s.  630. 

>  Jahns,  8.  603. 

•  Steenstrup  I  s.  365. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      225 

især  i  Frankrig.  De  frankiske  annaler  fortæller  mangfoldige  gange,  at 
Nordboerne  beleirer  festninger  og  byer  omgivne  af  mure,  opkaster  løbe- 
grave,  bygger  beleiringsmaskiner  for  at  rive  murene  ned;  ja  de  synes 
endog  at  ha  havt  kastemaskiner,  hvorfra  de  udslyngede  stene  og  lig- 
nende. Men  ogsaa  til  andre  lande  overførte  Nordboerne  sin  dygtighed 
i  krigskunsten.  I  slaget  ved  Ashdown  (871)  anvendte  saaledes  vikin- 
gerne  »skjærmtage«  eller  testudines  [Pagani  . , .  æquali  lance  testudines 
parant).  Disse  »skildpadder«  blev  merkelig  nok  ikke  brugt  ved  en  be- 
leiring, men  i  et  aabent  slag.  Angelsakserne  efterlignede  ogsaa,  kan  vi 
se,  disse  Nordboernes  krigsmaskiner^.  En  typisk  beleiring  var  den  af 
Chester  i  909,  hvoraf  vi  har  en  udferlig  skildring  i  de  saakaldte  »Three 
Fragments«  (s.  232  ff.).  Chester  var  lige  fra  Romernes  tid  en  befæstet 
by,  og  har  visselig .  ikke  været  let  at  indtage.  Vikingerne  blev  jo  ogsaa 
tilslut  slagne  og  fordrevne.  Udenfor  Chester  stod  der  først  en  kamp, 
hvori  Vikingerne  var  underlegne.  —  Der  var  baade  Dansker  og  Nor- 
mænd  fra  Irland  blant  dem.  —  Men  Nordboerne  gav  alligevel  ikke  tabt. 
De  tog  det  raad  »at  gjøre  mange  vidjetage  (cliatha)  og  at  stille  vagt- 
poster  under  dem  for  i  ly  af  dem  at  gjennembryde  muren«.  Dette 
gjorde  de.  Men  de  beleirede  begyndte  at  kaste  store  stene  ned  paa 
vikingerne.  For  at  værge  sig  maatte  Nordboerne  stille  støtter  under 
skjærmtagene.  Men  saa  greb  Angelsakserne  til  det  middel  at  hælde 
kogende  vand  ned  paa  vidjetagene,  saa  at  de,  som  stod  under  disse, 
fik  sin  hud  skoldet  af.  »Det  middel,  som  Nordboerne  da  greb  til,  var 
at  lægge  huder  ovenpaa  vidjetagene«.  Tilslut  maatte  dog  Nordboerne 
opgi  beleiringen,  da  de  beleirede  kastede  sine  bikuber  ned  paa  dem. 

Slige  skjærmtage  kjendtes  alt  af  Romerne,  som  kaldte  dem  vineae. 
De  var  træbygninger  8  fod  høie,  7  fod  brede  og  16  fod  lange  med 
fladt  tag  af  bretter  eller  vidjefletning;  ved  huder  eller  vaade  puder  hin- 
drede man,  at  der  blev  tændt  ild  paa  dem*.  —  F'ra  Romerne  arvede 
Frankerne  sin  kundskab  i  beleiringskunsten.  De  var  fuldstændig  af- 
hængige  af  sine  klassiske  forbilleder,  og  efterhvertsom  traditionen  for- 
svandt,  blev  ogsaa  den  tekniske  færdighed  mindre  og  mindre^.  Dog 
forstod  Frankerne  at  bygge  baade  skjærmtage  og  beleiringsmaskiner. 
Saaledes  anvendte  kong  Ludvig  IV  ved  beleiringen  af  Laon  i  938  en 
beleiringsmaskine,  som  førtes  frem  paa  hjul  og  hvis  tag  var  af  fast 
fletværk*.     Det  kan  da  ikke  være  tvivlsomt,    at  Nordboerne  lærte  belei- 


*  Asser,  De  rebus  gestis  Ælfredi,  A.  D.  871. 

2  Vegetius  1.  4,  c.  15;  Cæsar  de  Bello  Civili  1,  2,  c.  2;  jfr.  Jahns,  296,  anm.  9. 

3  Jahns,  627  f. 

*  Se  Richer,  hos  Pertz,  Script.  III. 

Vid.-S6l£k.  Skrifter.    II.    H.-F.  Kl.    1904.   No.  1.  15 


220  ALEXANDER   BUGGK.  H.-F.   Kl. 

ringskunsten  af  Frankerne.  En  anden  sag  er  det,  at  de  snart  blev  sine 
læremestre  fuldstændig  overlegne. 

En  af  de  navnkundigste  beleiringer,  som  Normannerne  udførte,  var 
den  af  Paris  i  885 — 886.  Baade  Nordboerne  og  Franskmændene  ud- 
mærkede  sig  under  denne  ved  sin  tapperhed  og  udholdenhed.  Des- 
uden  var  beleiringen  usædvanlig  langvarig  og  blev  for  Frankrig  selv  af 
stor  politisk  betydning,  et  af  merkepunkterne  i  den  nationale  gjenreis- 
ning. Beleiringen  er  ogsaa  udførligere  skildret  end  de  fleste  andre  af 
vikingernes  kampe  og  gir  os  et  godt  billede  af  disses  krigskunst. 
Beleiringens  historie  er  gjenfortalt,  bl.  a.  af  professor  Steenstrup*.  Jeg 
skal  derfor  her  nøie  mig  med  at  fremhæve  et  par  enkelte  punkter. 

Efter  først  forgjæves  at  ha  søgt  at  storme  Paris,  begynder  vikin- 
gerne  at  fylde  gravene:  jord,  halm,  kvister,  træværk  og  røvet  kvæg 
kaster  de  i  dem;  ja  selv  krigsfanger  dræbte  de  og  styrtede  dem  ned. 
Derpaa  førte  de  væddere  frem  mod  murene,  men  blev  drevet  tilbage 
af  Frankernes  blider.  Dette  var  i  begyndelsen  af  aaret  886.  Tidlig 
paa  høsten  samme  aar,  da  beleiringen  begyndte  paany,  gravede  vikin- 
gerrie  løbegrave,  i  fod  brede  og  3  fod  dybe  og  tildækkede  dem  med 
kvister  og  jord.  Allerede  tidligere  havde  de  forskanset  sig  paa  den 
høire  Seinebred  og  bygget  en  fast  leir  med  skanser  af  sten  og  jord. 

Vi  ser,  at  Normannerne  kjendte  de  ogsaa  i  Romernes  krigskunst 
almindelige  løbegrave  og  væddere  (anes).  Derimod  tilhørte  det  vistnok 
især  middelalderens  mere  ufuldkomne  krigskunst  at  bygge  modforskans- 
ninger. 

Det  merkeligste  ved  Normannernes  beleiring  af  Paris  er  dog  de 
uhyre  krigsmaskiner,  de  førte  frem  mod  byen. 

Abbo  gir  en  udførlig  skildring  af  disse  i  sit  digt  om  Paris's  be- 
leiring, hvoraf  jeg  her  efter  professor  Steenstrups  oversættelse  gjengir 
et  uddrag*  : 

tBygged  med  snildhed  og  kunst  de  da  et  merkeligt  under; 
tre  uhyrer  i  rad,  som  otte  par  hjul  frembarc; 
ryggen  var  tømret  af  eg  og  stetted  de  dækkende  tage; 
brystets  hvælvede  gjem  og  bugens  og  lyskens  hulhed 
rummed  af  rustede  mænd  tre  snese,  som  rygtet  fortalte. c 


1  Steenstrup  II,  kap.  8,  s.  215  (T. 

«  Steenstrup  I  (s.  iii).    Originalen  lyder  (Pertz,  Il  8.  782  f.): 
£rgo  bis  octonis  faciunt  mirabiU  visu^ 
Monstra  rotis  ignara^  modi  compacta   Triadi, 
Roboris  ingentis^  super  arget e  quodque  cubante 
Domate  sublimt  cooperto.    Nam  capiebant 
Claustra  sinus  archana  uteri  penetralia  ventris 
Sexaginta  viros,  ud  adest  rumor^  galeatos. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      227 

Abbo  skildrer  derpaa,  hvordan  bygmestrene  dræbes  ved  blidekast, 
netop  sotn  værket  skulde  fuldendes,  saaledes  at  det  hele  ødelægges. 

Slige  beleiringsmaskiner,  som  førtes  frem,  foråt  man  under  dem 
kunde  anbringe  de  krigere,  som  skulde  gjenfylde  gravene  eller  ved 
hjælp  af  en  murbrækker  eller  paa  anden  vis  nedbryde  murene,  var  vel 
kjendt  baade  i  oldtiden  og  middelalderen.  Jahns  siger  om  middel- 
alderens beleiringskunst*  ;  »Gelang  weder  Ueberrumpelung  noch  Leiter- 
ersteigung, so  ging  man  zunächst  daran  die  Gräber  auszufüllen.  Um 
ungestört  von  den  Schüssen  der  Vertheidiger  diesem  Geschäft  obliegen 
zu  können,  konstruierte  man  die  Katze,  ein  auf  Rädern  zu  bewegendes 
hölzernes  Blockhaus,  unter  dessen  Schutze  man  sicher  arbeiten  konnte, 
und  welches  gegen  Stein-  und  Feuerwürfe  von  den  Mauern  gesichert 
wurde,  indem  man  diese  unter  dichtem  Pfeilhagel  hielt.« 

En  saadan  »kat«  var  det  f  eks.  kong  Ludvig  IV  hyggede,  da  han 
i  938  indtog  Laon.  Det  var  et  hus,  som  rummede  12  mand  og  blev 
drevet  frem  paa  hjul.  »Katten«  behøvede  forresten  ikke  at  være  et  be- 
vægeligt  hus;  den  kunde  ogsaa  svare  til  Romernes  »løbegange«  (vineae)^. 

De  beleiringsmaskiner,  Normannerne  brugte  foran  Paris,  synes  dog 
at  ha  adskilt  sig  noget  fra  de  i  middelalderen  almindelig  brugte.  Disse 
skildres  nemlig  altid  som  huse,  der  føres  frem  paa  hjul.  Abbo  frem- 
stiller derimod  Normannernes  som  uhyre  dyr.  Dette  kan  vist  ikke  bare 
skyldes  digterens  fantasi;  for  Abbo  maa  selv  ha  oplevet  beleiringen. 
Det  ser  virkelig  ud,  som  om  Normannernes  krigsmaskiner  har  tilstræbt 
en  vis  lighed  med  dyr. 

Allerede  Steenstrup  (I  s.  1 10  f.)  har  fremhævet,  at  Abbo's  skildring 
ligner  en  beskrivelse  hos  Sakso  af  Ragnar  Lodbroks  kampe  ved  Helle- 
sponten.  Vistnok  har  vel  Ragnar  Lodbrok  selv  aldrig  været  ved  Helle- 
sponten;  men  ligheden  mellem  Saksos  og  Abbos  skildringer  gjør,  at  vi 
maa  tro,  der  ogsaa  ligger  noget  virkeligt  til  grund  for  Saksos  frem- 
stilling. Da  Ragnar  saa  sine  fienders  mængde,  fortæller  Sakso,  mis- 
tvivlede  han  om  at  vinde  seier  ved  almindelige  midler.  Han  lod  derfor 
bygge  kobberheste,  som  han  stillede  paa  ruller  og  bevægelige  vogne. 
Disse  blev  nu  med  stor  kraft  ført  frem  mod  fienden,  som  bukkede  under 
for  det  voldsomme  angreb^.     * 


.  ^  Handbuch  der  Geschichte  des  Kriegswesens;  s.  633. 

*  Jfr.  Jahns,  s.  650. 

3  Saxo  I  452:  Quorum  Regnerus  immensum  animadvertens  exercitum,  diffîdentia  copi- 
arum  habita,  equos  aneos  duciilibus  rotulis  superpositos  ac  versatilibus  curriculis  circum- 
ductos  in  confertissimos  hostes  maxima  vi  exagitari  præcepit.  Quæ  res  tantum  ad 
laxandam  adversarionim  aciem  valuit,  ut  vincendi  spes  magis  in  machinamento  quam 
milite  reposita  videre! ur,  cuius  intolerabilis  moles,  quicquid  impulit,  obruit. 


22S  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


Steenstrup  siger:  »Det  forekommer  mig,  at  Abbos  beskrivelse, 
hvor  maskinen  netop  fremstilles  som  et  uhyre  dyr,  kongruerer  fortræffe- 
lig  med  Saksos,  og  det  er  jo  muligt,  at  en  saadan  maskine  har  været 
ben)^tet  af  Normannerne  foran  Konstantinopel.  Imidlertid  kan  jo  ogsaa 
sagnet  om  Trojas  erobring  ha  bevirket,  at  Sakso  lader  Normannerne 
anvende  den  i  Østen,  og  at  han  netop  sammenligner  den  med  en  hest.« 

Jeg  tror  ogsaa,  at  der  er  forbindelse  med  Troja,  men  paa  en  noget 
anden  maade.  De  her  nævnte  beleiringsmaskiner  kaldtes,  som  før  nævnt, 
i  almindelighed  »katte«  {gatti,  catti).  Men  undertiden  kaldes  de  ogsaa 
»so«  (sus,  tro  ja). 

Troja  (gl.  fransk  truie)  kunde  i  middelalderen  betyde  flere  slags 
krigsmaskiner,  dels  en  kastemaskine  eller  kanske  snarere  den  bygning, 
hvori  kastemaskinen  befandt  sig,  dels  ogsaa  en  løbegang,  dels  en  be- 
vægelig  beleiringsmaskine  overhovedet.  —  Du  Cange  har  flere  eksempler 
paa  disse  forskjellige  betydninger^.  — 

Dr.  Axel  Olrik  har  senere  udtalt  sig  mod  Steenstrups  opfatning. 
Han  siger:  »Hvorledes  skulde  denne  efterretning  i  tre — fire  hundrede 
aar  have  holdt  sig  paa  folkemunde,  uden  at  være  omdannet  til  noget 
mere  bestemt,  i  al  fald  til  en  enkelt  kobberhest,  eller  til  en  krigslist  eller 
en  overnaturlig  magt,  og  uden  at  være  knyttet  til  en  betydeligere  hand- 
ling, end  den  her  er?  Efter  alt  hvad  jeg  kjender  til  folkelig  overleve- 
ring af  historiske  begivenheder  og  allermest  af  vikingetidens,  maa  jeg 
anse  det  for  en  umulighed.  Spørgsmaalet  løses,  om  vi  antager,  at 
Sakses  kilde  slet  og  ret  har  udsagt,  at  Regner  ved  hjælp  af  »rulleheste« 
overvandt  Daxon  (eller:  overvandt  det  folk,  som  Sakse  med  et  lærd 
navn  kalder  Hellespontiere).  Thi  »rullehest«  (hlunnfåkr,  hlunngoti, 
hlunnjor  osv.)  er  et  almindeligt  digterudtryk  for  »skib«  ;  og  Sakses 
kilde  har  da  paa  dette  punkt  været  et  skaldevers  om  Regners  bedrifter 
i  østerled.  At  Hellespontierne  bliver  overvundne  i  et  søslag  passer  godt 
nok  til,  at  man  hos  Sakse  altid  kommer  seilende  til  deres  land«^. 

Dr.  Olrik  løser  ikke  vanskelighederne  ;  han  bare  omgaar  dem. 
Sakso  kalder  hestene  equos  aeneoSy  »kobberheste«.  Nordboernes  skibe 
var  nok  undertiden,  men  efter  Ragnar  Lodbroks  tid,  beslaat  med  jern, 
men  aldrig  med  kobber.  Det  er  derfor*  ikke  sandsynligt,  at  dette  ud- 
tryk  er  en  gjengivelse  af  hlunnjor  o,  1.  Hvorfor  kan  ikke  et  skalde- 
vers ha  talt  om  at  Ragnar  hyggede  »heste«?  Naar  de  kaldes  »kobber- 
heste«, saa  sigter  kanske  dette  til,    at  de  var  beslaat  med  metal.  —  Jeg 


»  Jfr.  Jahns,  s.  644  anm.  5  og  s.  650. 

<  Axel  Olrik,  Kilderne  til  Sakses  oldbistorie  II,  s.  117  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      229 

tror  ikke  med  Steenstrup,  at  det  er  tilstedeligt  uden  videre  at  forandre 
equos  aeneos  til  equos  ligneos^  ttræheste«.  — 

En  anden  indvending,  som  man  kunde  gjøre,  er  den,  at  Abbo 
skildrer  en  beleiring,  medens  Sakso  skildrer  et  aabent  slag.  Denne  ind- 
vending gjælder  dog  ikke.  For  det  første  er  det  vel  muligt,  at  Saksos 
kilde  og  traditionen  havde  glemt  i  hvad  slags  kamp  det  var,  at  Ragnar 
Lodbrok  brugte  sine  maskiner.  Desuden  har  vi  alt  set,  at  Normannerne 
i  aabent  slag  brugte  lignende  krigsmaskiner,  som  de  byggede  til  belei- 
ringer. I  alle  tilfælde  er  ligheden  mellem  Saksos  og  Abbos  fremstilling 
for  stor  til  at  kunne  være  tilfælde. 

De  her  nævnte  beleiringsmaskiner  kaldtes,  som  før  nævnt,  i  almin- 
delighed  ikatte«  {ffatti,  catti).  Men  undertiden  kaldes  de  »svin,  soc 
(sus,  troja).  En  saadan  maskine  skildres  paa  følgende  maade  af  William 
af  Malmesbury:  Unum  fuit  madiinamentum,  quod  nostri  suem,  veter  es 
vineam  vocant,  quod  machina  levibus  lignis  colligata,  tecto,  tahulis 
cratibusque  contexto,  lateribus  crudis  coriis  communitis,  protegit  in  se 
subsidenies^ ,  Ogsaa  kastemaskiner  eller  snarere  den  bygning,  hvori 
kastemaskiner  befandt  sig,  kunde  kaldes  troja^. 

Ordet  troja,  fransk  tmie  forekommer  i  de  fleste  romanske  sprog 
og  betyder  oprindelig  en  »so«.  Diez  mener,  at  ordet  er  afledet  af 
byen  Troja's  navn.  Porcus  Trojanus,  en  romersk  ret,  var  et  med  andre 
dyr  fyldt  svin;  dette  er  en  hentydning  til  den  trojanske  hest,  nuichina 
foeta  armis  (Æneiden  II  v.  237)3.  Muligens  er  dog  troja  et  ægte 
latinsk  ord.  Men  ialfald  maa,  synes  det  mig,  folkeetymologien  ha  sat 
krigsmaskinen  troja  i  forbindelse  med  den  trojanske  hest.  Nu  er  det 
at  merke,  at  de  krigsmaskiner  som  skildres  under  navnene  gattus,  sus 
og  troja  altid  omtales  som  bevægelige  hus.  Derimod  skildrer  baade 
Abbo  og  Sakso  Normannernes  krigsmaskiner  som  uhyre  dyr  eller  heste. 
Dette  tyder  kanske  hen  paa,  at  disse  sidste  har  havt  en  eiendommelig 
form. 

Tør  man  heraf  slutte,  at  Nordboerne  i  vikingetiden  baade  har 
vidst,  at  en  egen  slags  krigsmaskiner  kaldes  troja,  og  at  de  har 
kjendt  det  i  middelalderen  overalt  udbredte  sagn  om  kampene  foran 
Troja.?  Tør  man  endvidere  slutte,  at  det  er  paa  grund  heraf,  at 
Nordboerne  har  søgt  at  gi  sine  krigsmaskiner  form  af  heste  eller 
uhyre  dyr?     I  saafald   har   vi  her  en  indflydelse  af  fremmede  sagn  ikke 


»  Will.  Malmcsb.  Hist.  L.  IV. 

'  Se  Jahns,  s.  644  anm.  5  og  s.  650;  smlgn.  Du  Gange  under /r^a,  hvor  ordets  forskjel- 
lige betydninger  anføres. 
'  Diez,  Romanisches  Wörterbuch,  3  udg.,  I  s.  427. 


230  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

bare  paa  sagn  og  mythologi,  men  ogsaa  paa  det  praktiske  liv.  Jeg 
vover  dog  ikke  at  fremstille  dette  som  mer  end  formodning.  Men  ial- 
fald  maa  Sakso  og  Abbo  ved  sine  skildringer  ha  tænkt  baade  paa 
Trojanerhesten  og  paa  krigsmaskinen  tro  ja. 

Endnu  mere  forbausende  end  Nordboernes  dygtighed  i  beleirings- 
kunsten,  er  det  mesterskab,  de  snart  erhvervede  sig  i  fæstningskunsten. 
Gründen  ligger  vel  for  største  delen  i  forholdene  selv,  som  tvang  vikin- 
gerne  til  at  bygge  faste  borge,  vilde  de  beholde  de  landstrækninger,  de 
havde  vundet. 

Medens  vikingernes  øvrige  krigskunst  bare  har  forbigaaende  betyd- 
ning, saa  fik  deres  borge  og  fæstningsanlæg  varige  følger  ikke  bare  for 
Frankrig  og  Normandie,  hvor  deres  fortifikationskunst  først  udviklede 
sig,  men  ogsaa  for  de  Britiske  Øer,  især  for  Irland,  hvor  Nordboerne 
var  de  første,  som  hyggede  borge  og  befæstede  byer.  Ja  op  til  Norden 
selv  kan  vi  følge  spor  af  den  samme  bevægelse.  Kong  God  fred  an- 
lægger  og  dronning  Tyre  befæster  Danevirke,  gjennem  aarhundreder 
Danmarks  faste  vold  mod  syd.  Byer  befæstes;  borge  bygges,  hvorom 
senere  byer  vokser  frem,  saaledes  som  Sarpsborg  i  Norge.  Alt  dette  er 
en  følge  af  den  dygtighed  i  fæstningskunsten,  som  Nordboerne  erhver- 
vede sig  under  sine  kampe  vesterpaa,  i  England  og  i  Frankrig. 

I  Norden  selv  fandtes  der  før  vikingetiden  ingen  virkelige  fæstnings- 
anlæg, saaledes  som  der  fra  Romernes  tid  havde  været  i  Vesteuropa. 
I  Irland  fandtes  der  fra  gammel  tid  stensætninger  og  mindre  volde,  som 
brugtes  til  forsvar.  Mest  benyttede  dog  Irerne  sig  i  kampen  af  natur- 
lige forskansninger.  Virkelige  borge  eller  befæstede  byer  synes  de  ikke 
at  ha  havt.  Selve  Tara,  hvor  Erins  overkonge  boede,  synes  saaledes  at 
ha  ligget  aabent  og  ubeskyttet.  Det  angelsaksiske  England  var  ogsaa 
fattigt  paa  befæstningsverker.  Der  fandtes  fra  Romernes  tid  en  del 
fæstningsverker,  som  i  tidens  løb  var  forfaldt  mer  og  mer.  Men  det 
var  ogsaa  det  hele.  Angelsakserne  selv  hyggede  intet  nyt.  Saaledes 
siger  Robert  Wace  i  »Roman  de  Rou«  om  dem: 

Ni  aveit  gaires  fortelesct 
Ne  tur  de  pierre  ne  bretesce 
Se  nesteit  en  welle  cité 
Ki  close  fust  et  antiquité. 

Vi  maa  af  dette  slutte,  at  det  var  af  Frankerne,  Nordmændene 
lærte  befæstningskunsten.  Men  heller  ikke  hos  dem  stod  denne  kunst 
meget  høit.     Det  eneste,  som  i  løbet  af  det  5te,  6te  og  7de  aarhundred 


I904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA   NORDB.   1  VIKINGET.      23 1 


blev  gjort  i  Frankerriget,  var  igrunden  at  istandsætte  de  forfaldne  ro- 
merske festningsverker.  Den  første,  som  begyndte  at  bygge  nye  fest- 
ninger, var  Karl  Martel.  I  Tyskland  byggede  han  bl.  a.  Salzburg  i 
Franken,  paa  et  fremspringende  punkt,  hvor  Brend  flyder  ud  i  den  fran- 
kiske  Saale.  Endnu  under  Karl  den  store  blev  der  ikke  bygget  mange 
nye  fæstninger;  og  de  fleste  var  af  træ,  ikke  af  sten.  Karl  den  store 
anlagde  fæstninger  i  Aquitanien,  Sachsen  og  ved  nordgrænsen.  Desuden 
byggede  han,  for  at  værge  landet  mod  Normannernes  begyndende  an- 
greb,  en  del  vagttaarne. 

Det  var  Normannernes  indfald,  som  først  bragte  fart  i  fæstnings- 
arbeidet  i  Frankrig.  Byen  Chartres  synes  her  at  ha  gaat  i  spidsen;  den 
skildres  alt  ved  midten  af  det  9de  aarhundred  som  omgit  afen  stenmur^. 
Og  siden  blir  der  i  det  9de  og  lode  aarhundred,  især  i  Nord-Frankrig, 
anlagt  en  række  nye  fæstninger. 

Jeg  har  tidligere  nævnt  Normannernes  dygtighed  i  at  opkaste 
skansearbeider.  Men  de  lærte  ogsaa  snart  at  bygge  virkelige  fæstninger. 
I  872  tog  saaledes  de  vikinger,  som  havde  hærget  i  Loireegnene,  bolig 
i  Angers,  som  var  forladt  af  sine  indbyggere.  Det  første,  de  gjorde, 
var  yderligere  at  befæste  byen  med  volde  og  grave-.  Ti  aar  senere 
(881 — 882)  tog  Normannerne  vinterleir  ved  kongsgaarden  Aschloh  ved 
bredderne  af  Maas;  ogsaa  her  befæstede  de  sig  ved  volde  og  mure^ 
Jeg  har  ligeledes  nævnt,  at  Normannerne  under  den  store  beleiring  af 
Paris  selv  forskansede  sig  udenfor  byen  og  byggede  en  fast  leir  med 
skanser  af  sten  og  mur^  Ogsaa  flere  andre  eksempler  kunde  nævnes; 
men  dette  turde  være  tilstrækkeligt  », 

Normannernes  senere  historie  i  Frankrig  efter  grundlæggelsen  af 
hertugdømmet  Normandie  ligger,  saavidt  jeg  kan  forståa,  væsentlig 
udenfor  denne  opgaves  ramme.  Jeg  skal  derfor  her  kun  nævne  det  alminde- 
lig  kjendte  faktum,  at  riddertidens  borgkunst  i  sin  typiske  skikkelse 
stammer  fra  Normandie.  De  normanniske  erobrere,  som  maatte  holde 
sig  mod  en   undertvungen   befolkning,    var    ligefra   begyndelsen   af  nødt 


^  Jfr.  angaaende  fæstoingsvæseaet  hos  Frankerne  Jahns  s.  595  ff.,  Steenstrup  II,  s.  343  ff. 
«  Pertz  III  169,  Steenstr.  II  265. 
8  Jfr.  Steenstr.  II  198. 

*  Abbo,  v.  174—176  (Pertz  II,  s.  782): 

et  castra  beatum 
Germanum  circa  teretem  componere  vallis 
Commixto  lapidum  cumula  glebisque  laborant, 

*  Se  eks.  Annales  Fuldenses,  A.  D,  880  (Pertz  I,  s.  394): 

Nordmanni Noviomagum  vallo  firmissimo  et  murts  circumdanies,  hiemandi 

sibi  locum  in  palatio  regio  paraverunt. 


232  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 

til  at  befeste  sine  gaarde.  De  hyggede  derfor  borge  og  indførte  ved 
disse  mange  forbedringer.  Særlig  er  den  i  mur  opferte  donjon  typisk 
normannisk.  Donjon'en  var  et  firkantet  taarn,  som  kronede  borghallen. 
En  træbro,  som  førte  op  til  den  høitliggende  indgang,  kunde  let  kastes 
af,  og  taarnet  laa  saaledes  der  sikkert  og  vanskeligt  at  indtage.  —  De 
ældste  bevarede  donjon'er  synes  at  stamme  fra  slutningen  af  det  lode 
aarhundred.  Men  allerede  tidligere  havde  Normannerne  i  Normandie  be- 
fæstet  de  gamle  byer  og  visselig  ogsaa  bygget  nye  borge. 

I  Normandie  er  det  dog  vanskeligt  at  afgjøre,  hvad  der  er  fransk 
og  hvad  nordisk.  Normannerne  havde  ogsaa  her  stadig  fremmede  for- 
billeder for  øie  ;  desuden  begyndte  de  snart  at  føle  sig  mere  som  Fransk- 
mænd  end  som  Nordboer.  Lærerigere  er  det  derfor  at  undersøge, 
hvordan  Nordboerne  indrettede  sig  i  et  land,  hvor  der  tidligere  ikke 
fandtes  befæstede  borge  eller  byer,  og  hvor  Nordboerne  ikke  havde 
nogen  forbilleder  at  efterligne  eller  lære  af,  —  jeg  mener  Irland.  I  Ir- 
land bevarede  desuden  Nordboerne  meget  længere  end  i  Normandie  sit 
sprog  og  sin  nationalitet.  De  kom  aldrig  til  pgtig  at  føle  sig  som  Ir- 
lændere,  og  mistede  først  sin  nationalitet  efter  Englændernes  erobring, 
ligesom  de  ogsaa  hurtigere  smeltede  sammen  med  Englænderne  end  med 
Irerne. 

Noget  af  det  første,  Nordboerne  gjorde  efter  omkr.  840  at  ha  faat  fast 
fod  i  Irland,  var  at  bygge  fæstninger  og  skanser  rundt  om  i  landet,  ved 
havnene  og  ved  elvenes  udløb,  men  ogsaa  inde  i  landet  ved  de  store 
indsjøer.  Saaledes  omtales  ved  denne  tid  et  fort  ved  Lough  Neagh,  den 
store  indsjø  i  Ulster,  og  ligesaa  skanser  inderst  inde  i  Carlingford  Lough, 
ved  Linn-Duachaill  og  ved  Linn   Rois,  altsammen  ved  kysten  af  Ulster. 

Det  var  paa  denne  tid,  at  den  store  vikingehøvding  Turgeis  (Tor- 
gest)  var  Nordmændenes  overkonge  i  Irland.  Turgeis  var  det  ogsaa, 
som  ved  mundingen  af  elven  LifFey,  der  hvor  elven  kaldes  Dublin  (den 
sorte  dam),  hyggede  en  borg,  som  blev  oprindelsen  til  Irlands  senere 
hovedstad.  Turgeis  maa  i  det  hele  ha  udmerket  sig  ved  sine  fæstnings- 
anlæg.  Giraldus  Cambrensis,  der  fulgte  med  de  anglo-normanniske 
erobrere  over  til  Irland,  fortæller  saaledes,  at  der  paa  hans  tid  rundt 
om  i  Irland  fandtes  en  del  ubeboede  fæstninger,  som  stammede  fra 
Turgesius's  tid^.  Dette  er  vistnok  bare  sagn,  men  fortjener  dog  at 
lægges  merke  til. 

Ogsaa  i  det  sydlige  Irland  havde  Nordboerne  ved  midten  af  det 
9de  aarhundred  bygget  skanser  og  fæstningsverker,  ved  Limerick,  Cork, 


1  Giraldus  Cambrensis,  Expulsio  Hiberniæ,  i  Rolls*  Series, 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I   VIKINGET.      233 

Waterford  og  andre  steder,  f.  eks.  det  saakaldte  Dun  Medhoin,  der  synes 
at  ha  ligget  i  grevskabet  Waterford. 

Det  gamle  skrift  »Irernes  kampe  med  de  fremmede«  gir  os  et  tyde- 
ligt  billede  af,  hvordan  Vikingerne  ved  begyndelsen  af  det  lode  aar- 
hundred  havde  besat  Munster:  »Hele  Munster  blev  opfyldt  af  umaade- 
lige  floder  og  utallige  af  havet  opspyede  skibe,  ledingsflaader  og  flaader, 
saa  der  fandtes  ingen  havn  eller  landingsplads,  ingen  fæstning,  borg 
eller  befæstning  i  hele  Munster  uden  flaader  af  Daner  og  vikinger  ^« 

Hvordan  disse  Nordboernes  ældste  fæstninger  i  Irland  saa  ud,  kan 
vi  nu  vanskelig  danne  os  et  billede  af. 

Det  ser  dog  ud,  som  om  Nordboerne  alt  i  det  9de  aarhundred  har 
havt  virkelige  borge  i  Irland.  Saaledes  skildrer  de  saakaldte  »Three 
Fragments«  (s.  166—169)  en  del  kampe  mellem  Irerne  og  Nordboerne  i 
Cork  ved  aar  866.  Vikingernes  høvding  Gnim  Cinnsiolla  falder  og 
Irerne  indtager  hans  borg,  hvor  han,  som  aarbogen  siger,  »havde  tilbragt 
sin  tid  i  vellyst«.  Denne  borg  kaldes  dels  caisteol  (kastei,  af  lat.  castel- 
lum),  dels  caistail  daingen  (d.  e.  et  befæstet  kastei).  Den  lærde  udgiver 
0'Donovan  siger  :  »This  is  the  earliest  notice  of  a  Danish  castle  in 
Ireland.«  Det  kan  ikke  være  tvivlsomt,  at  dette  Gnim  Cinnsiolla's  »kastei« 
har  været  en  virkelig  borg,  bygget  efter  forbillede  af  de  borge,  som  alt 
fandtes  i  Frankerriget. 

Fra  det  10de  aarhundred  ved  vi  ikke  saa  lidet  om  Nordboernes 
fæstningsarbeider  i  Irland.  Deres  herredømme  var  ikke  længer  som  paa 
Turgeis's  tid  udstrakt  over  det  indre  af  øen,  men  væsentlig  indskrænket 
til  kysterne  med  omliggende  distrikter.  De  lagde  derfor  hovedvægten  paa 
at  befæste  sine  byer  og  omgav  dem  med  volde  og  grave.  Dublin  var 
saaledes  alt  i  941  en  sterk  fæstning  omgit  af  volde  og  grave.  —  Vinteren 
941 — 942  gjorde  kong  Muirchertach  med  tilnavnet  Læderkappen  en  siden 
navnkundig  rundgang  rundt  Irland  og  krævede  skat  og  gidsler  af  alle 
Erins  fyrster.  Hans  rundgang  er  beskrevet  i  et  samtidigt  endnu  bevaret 
digt.  I  dette  skildrer  ogsaa  digteren,  at  Muirchertach  og  hans  mænd 
kommer  og  leirer  sig  udenfor  Dublins  mure: 

Dublin  gjæsted  vi  en  nat  den  skjønne, 

hvad  de  fremmede  kun  ilde  tykkes. 

I  den  sterke  fæstning  var  en  kvinde, 

Niall's  sen  [d.  e.  Muirchertach]  var  hendes  sjæl  og  tanke, 

og  trods  nattens  kuld  og  skarpe  vinde 

ud  af  borg  og  vold  hun  vilde  vanke  *. 


*  Cogadh  Gaedhel,  p,  40 — 41. 

*  The  Circuit  of  Muirchertach,  ed.  by  E.  Hogan,   S.  J.    Dublin  1901,  p.  20—21.     Over- 
sætlclsen  er  efter  Stcenstrup  11  122. 


234  ALEXANDER  BUGGE.  .       H.-F.   Kl. 

Vi  ser  af  dette  digt,  at  Irerne  ikke  formaaede  at  komme  ind  i 
Dublin.  De  leirer  sig  udenfor  murene,  faar  der  en  del  gaver  og  drager 
bort  medførende  en  høvding  som  gidsei.  Dublin  er  allerede  en  sterk 
festning  [dun  trom]^  omgit  af  volde  og  grave.  Rimeligvis  har  dog 
Dublin  endnu  ikke  været  omgit  af  en  stenmur,  men  af  en  vold  af  jord  og 
træverk,  ligesom  vel  borgen  ogsaa  har  været  af  træ,  paa  samme  maade 
som  de  fleste  frankiske  fæstninger  fra  Karl  den  stores  tid. 

Det  er  muligt,  at  Dublin  ned  gjennem  hele  det  lode  aarhundred 
vedblev  at  være  en  træfæstning.  Efter  den  store  seier  ved  Glenmama  i 
aar  looo  forfulgte  Brian  Rorumha  og  hans  mænd  Nordboerne  lige  til 
Dublin  og  indtog  borgen,  »De  plyndrede  og  brandskattede  fæstnin- 
gen  (an  dtm),  og  Brian  opslog  sin  leir  i  byen  fra  store  til  }ille  Jul  \ 
Derpaa  kom  han  ind  paa  markedspladsen,  og  hele  fæstningen  blev 
brændt  af  dem  [oais  ro  loisceadh  an  dun  uile  ieo)«. 

At  Dublin  blev  brændt  er  dog  ikke  ganske  sikkert,  thi  hverken 
digtet  om  seiren  ved  Glenmama  ^  eller  en  anden  beretning  om  Brians  op- 
hold  i  Dublin  nævner  dette.  I  hvert  fald  blev  Dublin  i  tiden  mellem 
slaget  ved  Glenmama  og  slaget  ved  Clontarf  i  1014  gjort  til  en  langt 
sterkere  fæstning  end  før.  Den  gamle  træbefæstning  maa  være  blit  af- 
løst  af  sien.  Ellers  kan  man  ikke  forklare,  at  seierherrerne  ved  Clontarf 
intet  forsøg  gjorde  paa  at  indtage  Dublin.  Isteden  sluttede  de  vaaben- 
stilstand  med  kong  Sigtryg  Silkeskjæg  og  lod  ham  sidde  i  Dublin  paa 
samme  vilkaar  som  før. 

Murene  rundt  Dublin  var  paa  Clontarfslagets  tid  forsynet  med  ba- 
stioner. Det  gamle  skrift  »Irernes  kampe  med  de  fremmede«,  som  efter 
den  almindelige  mening  er  skrevet  ikke  mange  aar  efter  slaget  ved  Clon- 
tarf, nævner  ogsaa,  hvad  Nordboerne  selv  fortalte  om  kampen,  og  siger 
bl.  a.:  »Og  det  blev  bevidnet  af  Nordboerne  og  deres  kvinder,  som 
fra  bastionerne  paa  Ath  Cliath  (d:  Dublin)  vogtede  [paa  kampen]«  (Ocus 
ro  forglestar  na  Gaill  ociis  na  Oaillseacha  batar  uaitibh  ac  feithium  ar 
scemleadh  Afha  Cliath)^.  Et  andet  sted  i  sahime  skrift  heder  det:  »Og 
det  forekom  folket  i  Ath  Cliath,  som  vogtede  dem  fra  sine  bastioner« 
{fors  na  scemlihy.  Dublin  maa  ogsaa  paa  denne  tid  ha  havt  en  virke- 
lig borg,  der  ligesom  de  franske  var  forsynet  med  en  donjon.  —  Om 
denne  var  af  træ  eller  sten,  kan   man   dog  ikke  se.  —  Under  Clontarf- 


»  D.  e.  fra  Juledag  til  Hellig  Tre  Kongers  dag. 

»  Cogadh  Gaedhel,  s.  112 — 113. 

3  Cogadh,  s.  180—181. 

*  Sammesteds,  s.  190 — 191. 


1904.    No.  I.       VESTERLANDENES   INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      235 

slaget  deltog  ikke  Sig'tryg  Silkeskjæg  i  kampen,  men  opholdt  sig  i 
Dublin  og  vogtede  sammen  med  sin  hustru  paa  dens  udfald.  Cogadh 
Gaedhel  taler  i  den  anledning  om  Sigtryg,  som  fra  »bastionerne  paa  sit 
eget  vagttaarn«  vogtede  paa  de  kjæmpende  {bai  ar  scemled  a  grior- 
nan  fein  aca  fegad).  Sammenhængen  og  udtrykkene  viser,  at  der 
her  ikke  er  tale  om  Dublins  mure,  men  om  kongens  egen  borg. 

Dublin  saa  visselig  alt  dengang  ud,  saaledes  som  en  anden  irsk  by, 
Limerick,  skildres  i  digtet  om  Irlands  erobring  af  Englænderne  ^  : 

Enclose  esteii  la  cité 
de  live  f  de  mur^  de  fossé, 
que  tut  iceu'z  de  cest  munde 
ne  passereient  san  nef  u  ponde. 

Dublin  var  med  andre  ord  alt  ved  aar  10 14  som  de  fleste  middel- 
alderlige byer  omgit  af  mure  og  grave.  Man  kunde  bare  komme  op  til 
byen  ved  skibe  —  opover  Liffey  —  eller  over  broer,  af  hvilke  én, 
Dubhgalls  bro  (droicet  Dvhgaül),  allerede  fandtes  paa  Clontarfslagets 
tid  2.  Den  var  vistnok  dengang  Dublins  eneste  bro,  da  den  ogsaa  kaldes 
»Ath  Cliaths  bro«  (droicet  AtJia  Cliath  .i.  droicet  Dubgaill)^. 

Ogsaa  Limerick  og  Waterford  var  ved  midten  af  det  lode  aarhun- 
dred  befæstede  byer.  Munstermændene  under  Mathgamhain  og  hans 
bror  Brian  vandt  i  968  en  stor  seier  ved  Sulcoit  over  Nordboerne  i 
Limerick.  Derpaa  forfulgte  de  Nordboerne  dag  og  nat,  indtil  de  kom 
til  Limerick.  »De  fulgte  ogsaa  efter  dem  ind  i  fæstningen  (dun)  og 
nedsablede  dem  paa  gaderne  og  i  husene.«  De  tog  med  sig  alle  Nord- 
boernes rigdomme  og  bortførte  som  slaver  deres  k vinder  og  unge  mænd. 
»Derpaa  forvandlede  de  fæstningen  og  den  gode  stad  til  en  sky  af  røg 
og  til  rød  ild«  (Tiiccad  in  dim  ociis  in  degbaili  fo  dluim  diad  ocus  is 
dergtened  iarsin). 

I  et  kvad,  som  blev  digtet  til  minde  om  Irernes  seier,  heder  det 
ogsaa: 

t Limerick  blev  fuldstændig  hærjet  af  dig. 
Du  førte  bort  deres  gnid  og  deres  sølv. 
Du  plyndred  deres  fæstning  paa  samme  tid, 
og  omgav  den  med  en  mur  af  ild«  *. 

Af  dette  synes  det  at  fremgaa,  at  byen  Limerick  selv  var  befæstet 
•  og  at  der  inde  i  byen  var  en  borg.    Selve  borgen  saa  vel  som  husene 


*  Poem  on  the  Conquest  of  Ireland,  ed.  Wright,  v.  3418— 3421. 

*  Cogadh,  s.  185  og  191. 
3  Sammesteds,  s.  2$\ 

*  Cogadh,  s.  78—81. 


23^5  ALEXANDER  BUGGE,  H.-F.  Kl. 

î  b>'eti  maa  ha  vaeret  af  træ,  siden  de  kunde  braendes.  De  fleste  borge 
i  Frankrîg  og  England  var  jo  ogsaa  i  det  lode  aarimndred  opført  af 
træ  og  laa  paa  toppen  af  en  oftest  konisk  haug,  som  hvis  der  ikke 
fandtes  naturlige  høidedrag  var  kunstig  opfert.  Om  voldene  rundt 
IJmerick  fortælles  derimod  intet. 

Om  kong  Cellachan  af  Cashe!  og  hans  kampe  med  Nordboerne  i 
første  halvdel  af  lode  aarhundred  fîndes  der  en  endnu  uudgiven  saga, 
som  staar  i  nær  forbindelse  ;med  skriftet  om  ilremes  kampe  med  de 
fremmedet . 

Sandsynligvis  er  fortæliingen  om  kong  Cellachan  fra  samme  tid 
som  dette  sidste  skrift.  lalfald  maa  det  i  sine  hovedtræk  være  historisk. 
En  af  Cellachans  første  seire  er  over  Nordboerne  i  Limerick-  Efter 
nederlaget  flygter  Nordboerne  til  sin  by.  De  faar  ikke  tid  til  at  lukke 
byens  porte,  for  Ireme  indhenter  dem.  De  trænger  ind  gjennem  dem 
og  kommer  ind  i  byen,  hvor  de  nedsabler  Nordboerne  i  taamene  og  i 
husene  \ffur  marhad  is  na  tighilfh  7  i>  wa  toraibha  na  iretn'Piir)\  Siden 
plyndrer  de  byen. 

Forskjellen  mellem  skildringen  i  Cogadh  Gaedhel  og  i  fortæliingen 
om  Cellachan  af  Cashel  er  ikke  stor.  Paa  det  sidste  sted  ser  vi  tyde- 
ligere, at  Limerick  var  omgit  af  volde,  hvori  der  var  porte,  som  førte 
ind  til  byen.  Desuden  var  der  i  byen  taame,  hvori  vistnok  høvdingeme 
boede.  Efter  fortæliingen  om  Cellachan  ser  det  næsten  ud,  som  om 
der  rundt  Limerick  —  delvis  ialfald  —  var  stenmure.  I  et  digt  i  anled- 
ning af  de  før  nævnte  kampe  kaldes  nemlig  byen:  »Limerick  med  de 
sammenklinkede  stenese  (Luimnech  na  doch  cengail)^.  Jeg  vover  dog 
ikke  at  slutte  noget  sikkert  af  et  saadant  poetisk  billede. 

Waterford  skildres  i  fortæliingen  om  Cellachan  ganske  paa  samme 
maade  som  Limerick.  Den  var  omgit  af  lave  volde,  hvorigjennem  porte 
førte  ind  til  byen.  Disse  mure  kan  dog  ikke  ha  været  meget  høie;  for 
Irerne  klatrer  over  dem^  Ogsaa  i  Waterford  var  der  vel  fra  gammel 
tid  af  en  borg,  som  var  byens  faste  punkt  og  hvor  kongen  havde  sin 
bolig.  Den  dag  idag  findes  der  i  Waterford  et  taarn,  som  kaldes 
»Ragnvalds  taarn«  (Re(jinal<rs  Tower).  Det  ligger  ved  den  forbiflydende 
elv  og  synes  at  ha  ligget  lige  indenfor  de  mure  og  volde,  som  i  gammel 
tid  omgav  Waterford.  Dette  taarn  fandtés  alt,  da  Englænderne  i  11 70 
indtog  Waterford;  —  det  nævnes  baade  i  de  Fire  Mesteres  Annaler  og  hos' 


*   Caithreim  Ccallacbain,  f.  149  b.,  col.  2. 

2  Sammesteds,  f.  149  a.,  col.  i. 

3  Sammesteds,  f,  150  b,,  col.  i. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.       237 

Giraldus  Cambrensis  [Turris  Baghnaldi)^,  Det  er  vistnok  det  sandsyn- 
ligste med  afdøde  toldinspektør  Vogt^  at  antage,  at  Ragnvaldstaarnet 
var  donjonen  i  borgen  i  Waterford.  Dette  slutter  jeg  bl.  a.  deraf,  at  i 
de  meget  paalidelige  Tigernachs  annaler  (fortsættelsen)  kaldes  en  Mac 
Gilla  Muire,  som  blev  fanget  i  Ragnvaldstaarnet,  »fæstningens  befalings- 
mandc  (armand  an  dnim),  I  et  endnu  bevaret  aktstykke  fra  131 1  for- 
tælles  der  —  efter  gammel  tradition  i  byen  —  om  Englændernes 
erobring  af  Waterford  8.  I  dette  kaldes  taarnet  Renaudescastd  og  det 
siges,  at  det  er  gammelt  og  forladt  (antiqua  mota  déserta).  Ragnvalds- 
taarnet har  altsaa  været  en  virkelig  borg  eller  rettere  donjonen  i  en 
saadan.  I  sin  nuværende  skikkelse  er  det  vistnok  ikke  ældre  end  fra 
slutningen  af  det  ute  aarhundred.  Men  det  er  al  rimelighed  for,  at 
borgen  i  Waterford  har  staat  paa  samme  plads. 

I  Waterford  var  der  ligesom  i  Limerick  i  gammel  tid  ikke  bare  étt, 
men  flere  taarne  eller  donjoner,  hvor  høvdingerne  i  byen  bodde. 
Ved  siden  af  Ragnvaldstaarnet  nævnes  nemlig  i  det  før  nævnte  akt- 
stykke et  andet  taarn,  som  dengang  (i  131 1)  var  »overmaade  gammelt 
og  forfaldent«  {in  qtiadam  Turri,  que  modo  est  valde  antiqua  et  diruta). 
—  Tør  man  af  udtrykkene  slutte,  at  dette  taarn  stammede  fra  vikinge- 
tidens  slutning,  eller  fra  første  halvdel  af  ute  aarhundred? 

Jeg  har  medtaget  disse  oplysninger  om  Waterford  i  det  I2te  aar- 
hundred, da  jeg  tror,  at  byerne  i  Irland  i  tiden  mellem  Clontarfslaget 
og  Englændernes  erobring  ikke  væsentlig  forandrede  sin  karakter.  Der 
blev  bygget  kirker  og  klostre;  men  befæstningsverkerne,  borgen,  mu- 
rene osv.  blev  de  samme  som  før. 

Den  forudgaaende  udvikling  har  vist  os,  at  Nordboerne  i  Irland,  be- 
lært af  forholdene  paa  Vesteuropas  fastland,  søgte  at  styrke  sin  magt 
ved  skanser  og  fæstningsverker,  saasnart  de  havde  faat  fast  fod  i  Irland. 
Om  disse  ældste  befæstningers  karakter  ved  vi  dog  intet.  Men  alt  i 
806  omtales  i  Irland  en  virkelig  borg,  bygget  ligedan  som  Frankrigs  og 
Vest-Tysklands  borge.  I  det  lode  aarhundred  var  Nordboernes  byer  i 
Irland  befæstede,  omgivne  af  volde  og  grave.  Inde  i  byerne  var  der 
en  borg,  byens  faste  værn.  Undertiden  var  der  endog  flere  borge. 
Men  borgen  var  endnu  som  oftest  af  træ  og  voldene  var  lave,  saa 
byerne  var  lette  at  indtage.  —  Lige  efter  aar  tusen  begynder  byernes 
befæstning  at  bli  sterkere,   dels  fordi  Irernes  paatryk  blir  heftigere  og 


*  Ezpugnatio  Hiberniæ,  1.  II  c.  3. 

*  Dublin  som  norsk  by,  s.  198. 

'  Public  Record  Office,   Dublin,   Extract  from  Justiciary  Roll   II  mem.  18,   trykt  hos  A, 
Bugge  i  Aarb.  f.  nord.  Oidkynd.  og  Hist.,  1900,  s.  327  (T. 


238  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

dels  efter  forbillede  fra  Normandie;  —  der  var  ikke  liden  forbindelse 
mellem  Dublinriget  og  Normandie;  normanniske  høvdinger  tog  saaledes 
del  i  Clontarfslaget.  —  Byerne  begynder  at  faa  stenmure,  kransede  af 
bastioner.     Og  bag  murene  hæver  borgen  sig  med  sin  donjon. 

At  danne  sig  en  forestilling  om  Nordboernes  befæstningsarbeider  i 
England  er  ikke  saa  let.  Dels  fortæller  aarbøgerne  lidet  herom  og  dels 
fandtes  der  fra  Romernes  tid  ikke  faa  af  mure  og  volde  omgivne  byer, 
hvoraf  flere  kom  i  Nordboernes  vold.  Saa  meget  kan  man  dog  slutte, 
at  Nordboerne  optraadte  paa  samme  maade  i  England,  som  de  gjorde 
i  Normandie  og  Irland. 

Jeg  har  tidligere  nævnt  den  dygtighed  i  at  befæste  sine  stillinger 
og  anlægge  skanser  og  forsvarsverker,  som  den  store  Normannerhær  ud- 
viste  i  Frankrig.  Det  samme  mesterskab  lagde  den  ogsaa  for  dagen  i 
England.  —  Vi  maa  huske  paa,  at  det  var  den  samme  hær,  som  op- 
traadte snart  i  Frankrig,  snart  i  England.  —  Dens  krigskunst  er  derfor 
den  samme  i  begge  lande.  —  Det  ser  ud,  som  om  hæren,  hvergang  den 
gik  i  vinterkvarter,  befæstede  sin  leir  og  omgav  den  med  volde  og  grave. 
Et  par  eksempler  vil  være  nok  for  at  vise  dette.  —  I  868  drog  saaledes 
hæren  ind  i  Mercia  og  tog  vinterkvarter  i  Nottingham.  Her  befæstede 
de  byen.  En  afdeling  Angelsaksere  under  Westsaksernes  konge  Æthel- 
red  og  dennes  bror  Alfred  forfulgte  dem  og  kom  op  til  Nottingham, 
hvor  de  fandt  hæren  i  dens  fæstningsverker  {ßone  here  par  metton  on 
pam  geiveorcé).  Men  Angelsakserne  beleierede  forgjæves  byen;  de 
maatte  trække  sig  tilbage  og  det  endte  med  at  indbyggerne  i  Mercia 
sluttede  fred  med  Nordboerne^. 

Faa  aar  efter,  i  871,  indtraadte  den  store  armés  erobringstog  i  Eng- 
land i  et  nyt  afsnit.  En  del  af  hæren  gik  over  Themsen  og  trængte 
ind  i  Wessex.  De  valgte  her  en  udmerket  strategisk  position,  nemlig 
byen  Reading  i  Berkshire.  Denne  by  ligger  paa  en  landtunge  mellem 
Themsen's  og  Kennet's  vande  og  var  saaledes  beskyttet  fra  to  sider. 
Kun  paa  den  tredje  var  den  ubeskyttet;  men  her  opførte  vikingerne 
straks  en  vold  (aliis  valliim  inter  duo  fiumina  Tamesin  &  Cynetam  a 
dextrali  parte  ejiisdem  regiæ  vilkv  facientihus)^.  Angelsakserne  angreb 
dem  kort  efter,  men  blev  slaat  tilbage.  Ikke  mange  dage  senere  stod 
dog  det  store  slag  ved  Ashdown,  hvor  vikingerne  blev  slagne. 

Senere  udmerkede  hæren  sig  mange  gange  ved  sine  fæstningsanlæg. 
I    885    kom    den    saaledes    til   Rochester    i    Kent.     Vikingerne  beleirede 


1  Ags.  Chronicle,  A.  D.  868. 

'  Asser,  De  rebus  geslis  Ælfredi,  A.  D.  87 1. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   i  VJKINGET.       239 


byen  og  hyggede  i  den  hensigt  en  ny  fæstning  lige  overfor  denne 
(worhton  opei'  fæsten  ymi>  hie  seife).  De  opgav  dog  denne,  da  kong 
Alfred  med  sin  hær  kom  mod  byen;  de  drog  isteden  til  sine  skibe^. 
I  896  bygger  hæren  en  fæstning  ved  Lea,  ovenfor  London.  Londonerne 
blir  slaat  tilbage  ;  men  hæren  trækker  sig  siden  bort,  da  dens  skibe  ikke 
kan  komme  saa  langt  opover  floden^. 

Men  Nordboerne  nøiede  sig  ikke  bare  med  i  England  at  bygge 
skanser  og  befæstede  leire  Efter  at  de  havde  faat  fast  fod  i  landet  og 
begyndt  at  sætte  bo  og  bygge  det,  var  det  første  de  gjorde  at  anlægge 
borge  og  at  befæste  de  erobrede  byer.  Professor  Steenstrup  siger  (IV 
s.  40):  »Ved  studium  af  kilderne  vil  vi  ha  leilighed  til  at  bemerke,  at 
Normannerne  særlig  vidste  at  beskytte  sig  og  støtte  sig  indbyrdes  ved 
at  ha  fæstninger,  til  hvilke  de  omboende  krigere,  holder  og  bønder 
hørte  som  til  et  midtpunkt.«  Særlig  navnkundige  var  de  saakaldte 
>Femborge«  i  Mellem-England  i  det  tidligere  kongerige  Mercia,  nemlig 
Leicester,  Stamford,  Derby,  Nottingham  og  Lincoln.  Sammen  med 
Northampton,  Bedford,  Cambridge,  Huntingdon  og  andre  byer,  som  for 
kortere  eller  længere  tid  stod  under  Nordboernes  herredømme,  dannede 
de  et  forbund  af  aristokratiske  republiker  og  var  et  af  midtpunkterne 
for  Nordboernes  herredømme  i  England.  Alt  under  Alfred  den  store 
kom  »Femborgene«  i  Nordboernes  besiddelse.  Lige  fra  Romernes  tid 
havde  kanske  enkelte  af  disse  byer  været  befæstede;  men  selve  navnet 
»Femborgene«  {Burgaßve),  som  stammer  fra  det  nordiske  herredømmes 
tid,  viser  dog  3,  at  det  var  Nordboerne,  som  omdannede  dem  til  virke- 
lige fæstninger.  Særlig  klart  er  dette  med  Derby,  som  eksisterede  alt 
før  Nordboernes  tid,  men  lige  fra  begyndelsen  af  det  lode  aarhundred 
stedse  kaldes  med  sit  nordiske  navn  Deorahy. 

Paa  hvilken  maade  disse  byer  var  befæstede,  ved  vi  ikke.  I  den 
Angelsaksiske  Krønike,  den  vigtigste  kilde  til  denne  tids  historie,  kaldes 
de  stadig  »borge«  {burh)\  men  om  deres  udseende  hører  vi  intet  f  Men 
at  Femborgene  var  sterke  fæstninger,  virkelige  borge  omgivne  af  volde 
og  grave,  tør  vi  vel  slutte  deraf,  at  det  regnedes  for  en  af  kong  Ead- 
munds  største  heltegjerninger,  at  han  i  942  endelig  erobrede  Fembor- 
gene, og  at  der  til  minde  om  seiren  blev  digtet  et  kvad^.     I  dette  endnu 


»  Ags.  Chron.,  A.  D.  885. 

*  Sammesteds,  A.  D.  896. 

'  Ags.  Chron.,  A.  D.  942;   jfr.  Seofon  burgum  ogsaa  i  Mercia,    sammesteds  A.D.  1015; 
muligens  er  her  York  regnet  med  (jfr.  Steenstrup  IV,  s.  88). 

*  Ags.  Chron.,  A.  D.  917.  918.  9^1, 

»  Sammesteds,  A.  D.  942.     Digtet  er  i  sin  hclhed  oversåt  af  Sleenstrup  II,  s,  80. 


240  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

bevarede  digt  fortælles  det  :    »Her  Eadmund  konge,  Anglers  herre,  daad- 
sterke  drot,  overvandt  Mercia,  borge  fem.« 

Ogsaa  York,  Northumberlands  hovedstad,  hvor  Nordboerne  i  tre 
fjerdedels  aarhundrede  herskede,  var  en  befæstet  by.  I  Egils  saga 
kaldes  den  saaledes  en  iborgÄ^  Dog  er  det  vel  sandsynligt,  at  mu- 
rene om  York  delvis  stammede  fra  Romernes  tid,  og  at  Nordboerne 
bare  paany  havde  befæstet  byen. 

Ogsaa  fra  den  sydlige  del  af  England  har  vi  endel  vidnesbyrd  om 
Nordboernes  dygtighed  i  at  anlægge  fæstninger.  Den  sydlige  del  af 
London,  ligeoverfgr  City,  kaldes  endnu  Southwark«  Worsaae  mener,  at 
dette  navn  er  af  nordisk  oprindelse,  at  Nordboerne  kaldte  stedet  »Syd- 
virke«  [Sudrvirki)  eller  det  sydlige  fæstningsverk^.  Worsaaes  antagelse 
er  vistnok  meget  tiltalende;  men  den  kan  ikke  bevises.  I  et  digt  af 
Sighvat  skald  kaldes  stedet  Suàvirki^  ikke  SuSfvwki^.  Men  denne  form 
af  navnet  viser  hen  paa  angelsaksisk,  ikke  paa  nordisk.  Stedet  nævnes 
ogsaa  en  enkelt  gang  i  den  angelsaksiske  krønike  (A.  D.  1052),  hvor 
det  kaldes  Sudgeweorc.  Det  er  naturligvis  muligt,  at  Nordboerne  først 
kaldte  stedet  Stiàmrki  og  at  Angelsakserne  omdannede  dette  til 
Suàweorc  eller  StiSgeweorc]  men  dette  kan  ikke  bevises.  Derimod  er 
der  vist  ingen  tvivl  om,  at  Danskerne  var  de  første,  som  befæstede 
Southwark. 

Sagaerne  omtaler  Southwark  i  anledning  af  Olav  Haraldssøns  kampe 
i  England.  Efter  Svein  Tjugeskjægs  død  vendte  kong  Æthelred,  som 
bekjendt,  tilbage  til  England,  og  Olav  Haraldssøn  sluttede  sig  til  ham, 
fortæller  sagaerne.  De  leirede  sig  først  ved  London.  »Paa  den  anden 
side  af  elven  er  der  en  stor  handelsplads,  som  heder  Sydvirke  (Sttavirki). 
Der  havde  Danskerne  gjort  store  foranstaltninger  og  gravet  store  diger. 
Indenfor  reiste  de  en  vold  af  træverk,  sten  og  torv  og  havde  der 
mange  folk«*. 

Denne  maade  at  bygge  volde  paa,  af  sten,  træverk,  torv,  jord  og 
grønsvær,  var  den  almindelige,  naar  man  ikke  vilde  bygge  stenmure. 
Sit  forbillede  havde  Danskerne  vistnok  i  England  selv,  hvor  man  alt 
længc  havde  brugt  slige  volde.  Naar  de  angelsaksiske  konger  opfører 
borge  eller  andre  fæstninger,  bruger  den  Angelsaksiske  Krønike  ofte 
udtrykket    »tømre«    (timbrian)^.     Saaledes    anfører   den   for  aaret  921: 


*  Egils  s.,  k.  LIX:  uppi  i  borginni  Jårvik, 

*  Worsaac,  Minder  om  de  Danske  og  Nordmændcnc,  s.  39  f. 
3  Vfkingarvfsur,  str.  6  (Wisén  I,  s.  39). 

*  Heimskr.,  Olafs  s.  helga.    k.  11.      At  Olav  kjæmpede  ved  Southwark,    nævnes  ogsaa  i 
Sighvat  Skald's  Vfkingarvîsur,  str.  6  (Wisén  I,  s.  39). 

*  Jfr.  Steenstrup  111,  s.  53.     Ordet  iimbrian  vilde  man  vel  neppe  bruge  om  stenbygninger. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      24 1 

»Kong  Eadward  tømrede  borgen  i  Gladmouth«  (Her  Eadward  cyning 
getimbrede  pa  burh  at  Cledemupan)^.  Da  det  vigtigste  ved  disse 
fæstningsanlæg  overalt  er  den  mur,  som  omgir  byen  eller  borgen,  maa 
man  vel  slutte  at  timbrian  betyder  at  opføre  en  vold  af  træverk,  jord 
osv.,  bygget  paa  samme  maade  som  volden  om  Southwark  og  som 
Danevirke,  som  jeg  straks  nedenfor  skal  omtale.  Professor  Steenstrup 
er  af  samme  meninga;  han  har,  synes  mig,  bevist,  at  man  i  England 
for  størstedelen  byggede  af  jord  og  træ,  medens  man  i  Frankrig  og 
Tyskland  helst  brugte  mur  eller  sten^.  Begyndelsen  gjordes  i  England 
af  Mercians  fremragende  herskerinde  Æthelfled,  som  i  907  gjenopbyg- 
gede  Chester.     Hendes  arbeide  fortsattes  af  kong  Eadward. 

Hvad  vi  ved  om  Nordboernes  fæstningsarbeider  i  England,  er  saa- 
ledes  ikke  meget.  Alt  tyder  dog  paa,  at  Nordboerne  i  Øst-Angel, 
Northumberland  og  Mercia  viste  den  samme  dygtighed  i  at  anlægge 
fæstninger  som  den,  de  lagde  for  dagen  i  Normandie  og  Irland.  Desuden 
er  det  værd  at  lægge  merke  til,  at  Angelsakserne  før  vikingetiden  ikke 
forstod  fæstningers  betydning.  De  befæstede  byer,  som  stod  igjen  fra 
Romernes  tid,  laa  for  det  meste  øde.  Nordboerne  var  de  første,  som 
paany  byggede  borge  i  England,  og  deres  eksempel  var  det  Æthelfled 
og  Eadward  efterlignede. 

Normannernes  indfald  og  lensvæsenets  opkomst  bragte  rundt  om  i 
Nordeuropa  ny  fart  i  de  gjennem  lange  tider  forsømte  fæstningsarbeider. 
I  Frankrig  begynder  man  i  anden  halvdel  af  det  9de  og  særlig  i  det 
lode  aarhundred  at  bygge  en  hel  række  nye  borge  til  værii  mod  Nor- 
mannerne. Bevægelsen  breder  sig  til  England,  hvor  lady  Æthelfled  og 
kong  Eadward  anlægger  en  række  fæstninger  mod  Waliser  og  Nord- 
boer. Faa  aar  efter  begynder  i  Tyskland  Henrik  I  (918—936)  en  ganske 
lignende  virksomhed,  vistnok  tilskyndet  af  kong  Eadward,  som  han  stod 
i  venskabelig  forbindelse  med.  Han  bygger  nye  borge,  omgir  byerne 
med  volde  og  søger  paa  alle  vis  at  værne  dem  og  landet  mod  Nor- 
mannernes, Slavernes  og  især  mod  Magyarernes  indfald*. 

Fra  Vesteuropa  breder  bevægelsen  sig  ogsaa  til  Norden,  først  til 
Danmark  og  siden  til  Sverige  og  Norge.  Vi  kommer  da  først  til  det  mæg- 
tigc  værn  Danevirke,  Danæmrki  eller  opus  Danorum  som  det  kaldtes^. 


*  Sml,   Ags.   Chron.,   A.    D.   910:    py   iUan   geare  Æpelflid   getimbrede   pa    burh    at 
Bremesbyrig;  og  mange  andre  steder;  A.  D.  913,  918,  920  osv. 

'  Steenstrup  Ul  46  f. 

3  Dette   gjælder   dog   bare   for  den   senere  tid;    Karl   den  store  byggede  ogsaa,  som  før 

nævnt,  træfæstninger. 
^  Lappenberg,  Gesch.  v.  England,  I  356. 

*  Sven  Aagesen,  i  Langebek,  Scriptores  Rerum  Danicarum  I  50  og  Sakso  I  713. 

Vid.-SelBlc  Skrifter.      a-F.  Kl.  1904.  No.  1.  16 


242  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Selve  Danevirke  er,  som  de  af  direktør  Sophus  Müller  foretagne 
undersøgelser  har  godtgjort,  Kong  Godfreds,  Karl  den  stores  mod- 
standers,  verk  ^.  Godfred  gik  i  808  med  sin  hær  til  Slistorp  og  bestemte, 
at  der  til  værn  for  rigets  grænse  mod  Sakserne  skulde  bygges  en  vold, 
»som  skulde  gaa  fra  den  østlige  havbugt,  som  kaldes  Østersalt,  til 
Vesterhavet«.  Saaledes  har  Sakso  og  Sven  Aagesøn  ikke  ret,  naar  de 
gjør  Tyre  Danebod,  Gorm  den  gamles  dronning,  til  Danevirkes  egent- 
lige bygger.  At  Tyre  har  bygget  værn  mod  Danmarks  naboer  i  syd, 
kan  dog  ikke  være  tvivlsomt.  Paa  den  ene  af  de  navnkundige  Jellinge- 
stene  læser  vi  nemlig:  »Gorm  konge  gjorde  dette  mindesmerke  efter 
Tyre  sin  kone,  Tanmarkan  hut  (»Danmarks  bod«  d.  e.  »hun,  som  bøder 
Danmarks  brøst«).  Sophus  Müller  (Fortidsminder  I,  s.  246)  har  paavist, 
hvad  Tyre  har  bygget.  Hun  har  udbedret  Vestervolden  paa  det  udsatte 
stykke  mellem  Danevirkesjøen  og  Kurborg.  Her  har  hun  foran  den 
gamle  vold  bygget  en  vold  af  kampestene  med  træverk  og  trækasteller 
ovenover. 

Det  er  ikke  usandsynligt,  at  Danevirkes  bygning,  baade  Kong  God- 
freds store  verk  og  dronning  Tyres  nybygning,  hænger  sammen  med 
forsvarsbevægelser  i  det  kristne  Europa. 

I  Tyskland  og  Frankrig  havde  Karl  den  store  —  vistnok  med 
romerske  forbilleder  for  øie  —  befæstet  rigets  grænser.  Saaledes  op- 
førte  han  den  saakaldte  Limes  Saxoniæ,  til  værn  mod  Slaverne  i  nord. 
Det  var  en  forsvarslinje,  som  gik  gjennem  det  østlige  Holsten  fra  Elben 
indtil  Østersjøen.  Sophus  Müller  gjætter  paa,  at  lAmes  Saxoniæ  har 
været  et  af  forbillederne  for  Danevirke.  Dog  var  Limes  Saxoniæ  en 
grænselinje,  ikke  en  grænsevold.  Skal  vi  søge  forbilleder  for  Danevirke, 
bør  vi  maaske  ogsaa  gaa  til  England. 

For  at  sikre  provinsen  Britannien  opførte  allerede  Agricola  kastel- 
ler; senere  anlagde  man  sammenhængende  befæstningslinjer.  Endelig 
hyggede  keiser  Hadrian  den  navnkundige  Hadrians  mur  {vaüum  Hadriani), 
som  i  lige  linje  gaar  fra  øst  mod  vest,  fra  Tyne's  munding  til  Firth  of 
Solway.  Denne  vold,  som  endnu  staar  og  er  bedre  kjendt  end  noget 
andet  af  Romernes  fæstningsarbeider,  er  bygget  af  kvadersten  og  har 
havt  en  høide  af  mindst  16  fod.  Paa  murens  nordside  gaar  der  en 
bred  og  dyb  grav.  Syd  for  muren  har  der  gaat  en  bred  militærvei 
med  leirpladse  og  vagthuse.  Paa  sydsiden  af  denne  strækker  der  sig 
to  parallele  jordvolde,  som  endnu  er  en  6—7  fod  høie;  mellem  de  to 
jordvolde   er  der  en  7  fod  dyb  grav.  —  Senere  opførte  Antoninus  Pius 


^  Se  undersøgelsen  i  »Nordiske  Fortidsminder«  I,  5te  hefte. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.    PAA  NORDB.  I   VIKINGET.      243 

og  Severus  længere  mod  nord  en  anden  vold,  en  virkelig  grænsevold 
(vallum  Pit).  Denne  gik  fra  Firth  of  Forth  til  Firth  of  Clyde  ;  men 
var  et  svagere  anlæg  end  Hadrians  mur^. 

Angelsakserne  hyggede  senere  enkelte  lignende,  men  meget  mindre 
betydelige  volde,  saaledes  det  saakaldte  »OfFa's  dige«  [Off a' s  dyke),  en 
række  af  jordvolde,  som  gik  fra  mundingen  af  Wye  til  mundingen  af 
Dee  og  skulde  adskille  Wales  fra  det  angelsaksiske  England.  Dette  ar- 
beide skal  være  udført  under  kong  OfFa  af  Mercia  (758 — 796).  Men  det 
egentlige  fæstningsarbeide  i  England  begynder,  som  jeg  før  har  frem- 
hævet,  lidt  efter  aar  900,  da  Æthelfled  af  Mercia  og  kong  Eadward  i 
løbet  af  et  halvt  snes  aar  bygger  ikke  mindre  end  27  fæstninger  mod 
Nordboerne  (912 — 92 1)^.  Det  er  vel  ikke  tvivlsomt,  at  Tyres  ud- 
bedring  af  Danevirke  er  et  udsiag  af  denne  samme  bevægelse.  Ligesom 
den  før  omtalte  borg,  som  Danskerne  (rigtignok  efter  Tyres  tid)  byggede 
om  Southwark,  er  Tyres  vold  opført  af  sten,  træverk  og  jord.  Det  er 
al  grund  til  at  tro,  at  Æthelfled  og  Eadward  opførte  sine  befæstninger 
af  det  samme  materiale  og  at  de  ikke  byggede  dem  af  sten.  Derpaa 
tyder  bl.  a.  udtrykket  timbrian,  som  jeg  før  har  nævnt,  ligesom  ogsaa 
den  omstændighed,  at  de  angelsaksiske  befæstninger  som  oftest  blev  op- 
ført i  løbet  af  et  par  maaneder. 

Steenstrup  har  allerede  pegt  paa,  at  hele  den  angelsaksiske  nation 
deltog  i  dette  fæstningsarbeide^.  Det  er  ikke  bare  saa,  at  det  enkelte 
steds  egne  indbyggere  reiser  borge,  men  hæren  kommanderes  dertil,  ja 
ofte  hænder  det  f.  eks.  at  folket  i  Mercia  paa  kongens  bud  gjenreiser 
borge  i  Northumberland  eller  at  Vestsakserne  gjør  dette  i  Østangel. 
Den  angelsaksiske  krønikes  ord  viser  tydelig  rigtigheden  af  dette.  I 
914  opholdt  saaledes  kong  Eadward  sig  med  en  del  af  hæren  i  Maldon 
i  Essex;  en  anden  del  af  hæren  byggede  Witham  [getimbrede  æt  Wit- 
hâm),  en  tredje  afdeling  byggede  paa  kongens  bud  Hertfords  nordre 
borg  (Her  on  pys  geare.  het  Eadweard  cyng  atimbran  pa  nordran  burg 
æt  Heorotforda)^.  I  918  drog  kong  Eadward  med  en  hær  af  Vestsakser 
(mid  Westsexna  furde)  til  Colchester  helt  ude  i  Østangel  og  gjenreiste 
borgen,  som  havde  ligget  i  ruinere  I  aaret  920  drog  kong  Eadward 
efter  høsten  til  Thetwall  og  bød  at  borgen  skulde  bygges,  befolkes  og 
bemandes   (het  gewyrcan  pa  btirg.    7  gesettan.   7  gemannian)   og   han 


^  Mommsen,  Römische  Geschichte  V,  s.  169  f. 

*  Steenstrup,  i  Danmarks  Riges  Hist.  I  308. 

*  Steenstrup,  Normannerne  III  47.' 

*  Ags.  Chron.,  A.  D.  913. 

*  Sammesteds  A.  D.  921  (orig.,  s.  195). 


234  ALEXANDER  BUGGE.  .       H.-F.   Kl. 

Vi  ser  af  dette  digt,  at  Irerne  ikke  formaaede  at  komme  ind  i 
Dublin.  De  leirer  sig  udenfor  murene,  faar  der  en  del  gaver  og  drager 
bort  medførende  en  høvding  som  gidsel.  Dublin  er  allerede  en  sterk 
festning  [dun  trom],  omgit  af  volde  og  grave.  Rimeligvis  har  dog 
Dublin  endnu  ikke  været  omgit  af  en  stenmur,  men  af  en  vold  af  jord  og 
træverk,  ligesom  vel  borgen  ogsaa  har  været  af  træ,  paa  samme  maade 
som  de  fleste  frankiske  fæstninger  fra  Karl  den  stores  tid. 

Det  er  muligt,  at  Dublin  ned  gjennem  hele  det  lode  aarhundred 
vedblev  at  være  en  træfæstning.  Efter  den  store  seier  ved  Glenmama  i 
aar  looo  forfulgte  Brian  Rorumha  og  hans  mænd  Nordboerne  lige  til 
Dublin  og  indtog  borgen.  »De  plyndrede  og  brandskattede  fæstnin- 
gen  (an  dun),  og  Brian  opslog  sin  leir  i  byen  fra  store  til  lille  Jul^. 
Derpaa  kom  han  ind  paa  markedspladsen,  og  hele  fæstningen  blev 
brændt  af  dem  (oais  ro  loisceadh  an  dfm  uile  leo)*. 

At  Dublin  blev  brændt  er  dog  ikke  ganske  sikkert,  thi  hverken 
digtet  om  seiren  ved  Glenmama  ^  eller  en  anden  beretning  om  Brians  op- 
hold  i  Dublin  nævner  dette.  I  hvert  fald  blev  Dublin  i  tiden  mellem 
slaget  ved  Glenmama  og  slaget  ved  Clontarf  i  1014  gjort  til  en  langt 
sterkere  fæstning  end  før.  Den  gamle  træbefæstning  maa  være  blit  af- 
løst  af  sten.  Ellers  kan  man  ikke  forklare,  at  seierherrerne  ved  Clontarf 
intet  forsøg  gjorde  paa  at  indtage  Dublin.  Isteden  sluttede  de  vaaben- 
stilstand  med  kong  Sigtryg  Silkeskjæg  og  lod  ham  sidde  i  Dublin  paa 
samme  vilkaar  som  før. 

Murene  rundt  Dublin  var  paa  Clontarfslagets  tid  forsynet  med  ba- 
stioner. Det  gamle  skrift  »Irernes  kampe  med  de  fremmede«,  som  efter 
den  almindelige  mening  er  skrevet  ikke  mange  aar  efter  slaget  ved  Clon- 
tarf, nævner  ogsaa,  hvad  Nordboerne  selv  fortalte  om  kampen,  og  siger 
bl.  a.:  »Og  det  blev  bevidnet  af  Nordboerne  og  deres  kvinder,  som 
fra  bastionerne  paa  Ath  Cliath  (d:  Dublin)  vogtede  [paa  kampen]«  (Ocus 
ro  forghstar  na  Oaill  ocus  na  Gaillseacha  batar  uaitibh  ac  feithium  ar 
scemleadh  Atha  Cliafh)^,  Et  andet  sted  i  sahime  skrift  heder  det:  »Og 
det  forekom  folket  i  Ath  Cliath,  som  vogtede  dem  fra  sine  bastioner« 
{fors  na  scemUhy.  Dublin  maa  ogsaa  paa  denne  tid  ha  havt  en  virke- 
lig borg,  der  ligesom  de  franske  var  forsynet  med  en  donjon.  —  Om 
denne  var  af  træ  eller  sten,  kan   man   dog  ikke  se.  —  Under  Clontarf- 


»  D.  c.  fra  Juledag  til  Hellig  Tre  Kongers  dag. 

2  Cogadh  Gaedhel,  s.  112 — 113. 

3  Cogadh,  s.  180— 181. 

*  Sammesleds,  s.  190 — 191. 


1904.    No.  I.       VESTERLANDENES   INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      235 

slaget  deltog  ikke  Sigtryg  Silkeskjæg  i  kampen,  men  opholdt  sig  i 
Dublin  og  vogtede  sammen  med  sin  hustru  paa  dens  udfald.  Cogadh 
Gaedhel  taler  i  den  anledning  om  Sigtryg,  som  fra  »bastionerne  paa  sit 
eget  vagttaarn«  vogtede  paa  de  kjæmpende  (bai  ar  scemled  a  grior 
nan  fein  aca  fegad).  Sammenhængen  og  udtrykkene  viser,  at  der 
her  ikke  er  tale  om  Dublins  mure,  men  om  kongens  egen  borg. 

Dublin  saa  visselig  alt  dengang  ud,  saaledes  som  en  anden  irsk  by, 
Limerick,  skildres  i  digtet  om  Irlands  erobring  af  Englænderne^: 

Emhse  esteii  la  cité 
de  iive,  de  mur,  de  fosse- 
que  tui  ieeuz  de  cest  munde 
ne  passeresent  san  nef  u  ponde. 

Dublin  var  med  andre  ord  alt  ved  aar  1014  som  de  fleste  middel- 
alderlige byer  omgit  af  mure  og  grave.  Man  kunde  bare  komme  op  til 
byen  ved  skibe  —  opover  Liffey  —  eller  over  broer,  af  hvilke  én, 
Dubhgalls  bro  (ilroket  Dvbgaill),  allerede  fandtes  paa  Clontarfslagets 
tid  2.  Den  var  vistnok  dengang  Dublins  eneste  bro,  da  den  ogsaa  kaldes 
»Ath  Cliaths  bro«  (droicet  Atha  Cliath  A,  droicet  DubgailJ)^. 

Ogsaa  Limerick  og  Waterford  var  ved  midten  af  det  icxie  aarhun- 
dred  befæstede  byer.  Munstermændene  under  Mathgamhain  og  hans 
bror  Brian  vandt  i  968  en  stor  seier  ved  Sulcoit  over  Nordboerne  i 
Limerick.  Derpaa  forfulgte  de  Nordboerne  dag  og  nat,  indtil  de  kom 
til  Limerick.  »De  fulgte  ogsaa  efter  dem  ind  i  fæstningen  (dmi)  og 
nedsablede  dem  paa  gaderne  og  i  husene.«  De  tog  med  sig  alle  Nord- 
boernes rigdomme  og  bortførte  som  slaver  deres  kvinder  og  unge  mænd. 
»Derpaa  forvandlede  de  fæstningen  og  den  gode  stad  til  en  sky  af  røg 
og  til  rød  ild«  {Tticcad  in  ditn  ociis  in  degbaili  fo  dhiim  diad  ocus  is 
dergtened  iarsin), 

I  et  kvad,  som  blev  digtet  til  minde  om  Irernes  seier,  heder  det 
ogsaa: 

t Limerick  blev  fuldslændig  hærjet  af  dig. 
Du  førte  bort  deres  gnid  og  deres  selv. 
Du  plyndred  deres  fæstning  paa  samme  tid, 
og  omgav  den  med  en  mur  af  ilde*. 

Af  dette  synes  det  at  fremgaa,  at  byen  Limerick  selv  var  befæstet 
•og  at  der  inde  i  byen  var  en  borg.     Selve  borgen  saa  vel  som  husene 


*  Poem  on  the  Conquest  of  Ireland,  ed.  Wright,  v.  3418  — 3421. 

*  Cogadh,  s.  185  og  191. 
3  Sammesteds,  s.  25*. 

*  Cogadh,  s.  78—81. 


236  ALEXANDER  BUGGE.  H.-V.  Kl. 

i  byen  maa  ha  været  af  træ,  siden  de  kunde  brændes.  De  fleste  borge 
i  Frankrig  og  England  var  jo  ogsaa  i  det  lode  aarhundred  opført  af 
træ  og  laa  paa  toppen  af  en  oftest  konisk  haug,  som  hvis  der  ikke 
fandtes  naturlige  høidedrag  var  kunstig  opført.  Om  voldene  rundt 
Limerick  fortælies  derimod  intet. 

Om  kong  Cellachan  af  Cashe!  og  hans  kampe  med  Nordboerne  i 
første  halvdel  af  lode  aarhundred  findes  der  en  endnu  uudgiven  saga, 
som  staar  i  nær  forbindelse  (med  skriftet  om  »Irernes  kampe  med  de 
fremmedet. 

Sandsynligvis  er  fortællingen  om  kong  Cellachan  fra  samme  tid 
som  dette  sidste  skrift.  lalfald  maa  det  i  sine  hovedtræk  være  historisk. 
En  af  Cellachans  første  seire  er  over  Nordboerne  i  Limerick.  Efter 
nederlaget  flygter  Nordboerne  til  sin  by.  De  faar  ikke  tid  til  at  lukke 
byens  porte,  før  Irerne  indhenter  dem.  De  trænger  ind  gjénnem  dem 
og  kommer  ind  i  byen,  hvor  de  nedsabler  Nordboerne  i  taarnene  og  i 
husene  \gur  marbad  is  na  tighibh  7  is  na  toraihha  natreinfhir)^.  Siden 
plyndrer  de  byen. 

Forskjellen  mellem  skildringen  i  Cogadh  Gaedhel  og  i  fortællingen 
om  Cellachan  af  Cashel  er  ikke  stor.  Paa  det  sidste  sted  ser  vi  tyde- 
ligere, at  Limerick  var  omgit  af  volde,  hvori  der  var  porte,  som  førte 
ind  til  byen.  Desuden  var  der  i  byen  taarne,  hvori  vistnok  høvdingerne 
boede.  Efter  fortællingen  om  Cellachan  ser  det  næsten  ud,  som  om 
der  rundt  Limerick  —  delvis  ialfald  —  var  stenmure.  I  et  digt  i  anled- 
ning af  de  før  nævnte  kampe  kaldes  nemlig  byen;  »Limerick  med  de 
sammenklinkede  stene«  (Luimnech  na  doch  cengail)^.  Jeg  vover  dog 
ikke  at  slutte  noget  sikkert  af  et  saadant  poetisk  billede. 

Waterford  skildres  i  fortællingen  om  Cellachan  ganske  paa  samme 
maade  som  Limerick.  Den  var  omgit  af  lave  volde,  hvorigjennem  porte 
førte  ind  til  byen.  Disse  mure  kan  dog  ikke  ha  været  meget  høie;  for 
Irerne  klatrer  over  dem'^.  Ogsaa  i  Waterford  var  der  vel  fra  gammel 
tid  af  en  borg,  som  var  byens  faste  punkt  og  hvor  kongen  havde  sin 
bolig.  Den  dag  idag  findes  der  i  Waterford  et  taarn,  som  kaldes 
»Ragnvalds  taarn«  {Reginald's  Towej^).  Det  ligger  ved  den  forbiflydende 
elv  og  synes  at  ha  ligget  lige  indenfor  de  mure  og  volde,  som  i  gammel 
tid  omgav  Waterford.  Dette  taarn  fandtés  alt,  da  Englænderne  i  1170 
indtog  Waterford;  —  det  nævnes  baade  i  de  Fire  Mesteres  Annaler  og  hos' 


1  Caithreim  CeallachaiOf  f.  149  b.,  col.  2. 

2  Sammesteds,  f.  149  a.,  col.  i. 

3  Sammesteds,  f.  150  b.,  col.  i. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.       237 

Giraldus  Cambrensis  (Turris  Maghnaldi)^,  Det  er  vistnok  det  sandsyn- 
ligste med  afdøde  toldinspektør  Vogt^  at  antage,  at  Ragnvaldstaarnet 
var  donjonen  i  borgen  i  Waterford.  Dette  slutter  jeg  bl.  a.  deraf,  at  i 
de  meget  paalidelige  Tigernachs  annaler  (fortsættelsen)  kaldes  en  Mac 
Gilla  Muire,  som  blev  fanget  i  Ragnvaldstaarnet,  »fæstningens  befalings- 
mand«  {artnand  an  duin),  I  et  endnu  bevaret  aktstykke  fra  131 1  for- 
tælles  der  —  efter  gammel  tradition  i  byen  —  om  Englændernes 
erobring  af  Waterford®.  I  dette  kaldes  taarnet  Renaudescastel  og  det 
siges,  at  det  er  gammelt  og  forladt  (antiqua  mota  déserta).  Ragnvalds- 
taarnet har  altsaa  været  en  virkelig  borg  eller  rettere  donjonen  i  en 
saadan.  I  sin  nuværende  skikkelse  er  det  vistnok  ikke  ældre  end  fra 
slutningen  af  det  ute  aarhundred.  Men  det  er  al  rimelighed  for,  at 
borgen  i  Waterford  har  staat  paa  samme  plads. 

I  Waterford  var  der  ligesom  i  Limerick  i  gammel  tid  ikke  bare  étt, 
men  flere  taarne  eller  donjoner,  hvor  høvdingerne  i  byen  bodde. 
Ved  siden  af  Ragnvaldstaarnet  nævnes  nemlig  i  det  før  nævnte  akt- 
stykke et  andet  taarn,  som  dengang  (i  131 1)  var  »overmaade  gammelt 
og  forfaldent«  (in  quadam  Turri,  que  modo  est  valde  antiqua  et  diruta). 
—  Tør  man  af  udtrykkene  slutte,  at  dette  taarn  stammede  fra  vikinge- 
tidens  slutning,  eller  fra  første  halvdel  af  ilte  aarhundred? 

Jeg  har  medtaget  disse  oplysninger  om  Waterford  i  det  I2te  aar- 
hundred, da  jeg  tror,  at  byerne  i  Irland  i  tiden  mellem  Clontarfslaget 
og  Englændernes  erobring  ikke  væsentlig  forandrede  sin  karakter.  Der 
blev  bygget  kirker  og  klostre;  men  befæstningsverkerne,  borgen,  mu- 
rene osv.  blev  de  samme  som  før. 

Den  forudgaaende  udvikling  har  vist  os,  at  Nordboerne  i  Irland,  be- 
lært af  forholdene  paa  Vesteuropas  fastland,  søgte  at  styrke  sin  magt 
ved  skanser  og  fæstningsverker,  saasnart  de  havde  faat  fast  fod  i  Irland. 
Om  disse  ældste  befæstningers  karakter  ved  vi  dog  intet.  Men  alt  i 
806  omtales  i  Irland  en  virkelig  borg,  bygget  ligedan  som  Frankrigs  og 
Vest-Tysklands  borge.  I  det  lode  aarhundred  var  Nordboernes  byer  i 
Irland  befæstede,  omgivne  af  volde  og  grave.  Inde  i  byerne  var  der 
en  borg,  byens  faste  værn.  Undertiden  var  der  endog  flere  borge. 
Men  borgen  var  endnu  som  oftest  af  træ  og  voldene  var  lave,  saa 
byerne  var  lette  at  indtage.  —  Lige  efter  aar  tusen  begynder  byer  nes 
befæstning  at  bli  sterkere,    dels  fordi  Irernes  paatryk   blir  heftigere  og 


^  Ezpug^natio  Hiberniæ,  1.  II  c.  3. 
*  Dublin  som  norsk  by,  s.  198. 

'  Public  Record  Office,   Dublin,   Extract  from  Justiciary  Roll   II  mem.  18,   trykt  hos  A, 
Biig^e  i  Aarb.  f.  nord.  Oldkynd.  og  Hist.,  1900,  s.  327  ff. 


238  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

dels  efter  forbillede  fra  Normandie;  —  der  var  ikke  liden  forbindelse 
mellem  Dublinriget  og  Normandie;  normanniske  høvdinger  tog  saaledes 
del  i  Clontarfslaget.  —  Byerne  begynder  at  faa  stenmure,  kransede  af 
bastioner.     Og  bag  murene  hæver  borgen  sig  med  sin  donjon. 

At  danne  sig  en  forestilling  om  Nordboernes  befæstningsarbeider  i 
England  er  ikke  saa  let.  Dels  fortæller  aarbøgerne  lidet  herom  og  dels 
fandtes  der  fra  Romernes  tid  ikke  faa  af  mure  og  volde  omgivne  byer, 
hvoraf  flere  kom  i  Nordboernes  vold.  Saa  meget  kan  man  dog  slutte, 
at  Nordboerne  optraadte  paa  samme  maade  i  England,  som  de  gjorde 
i  Normandie  og  Irland. 

Jeg  har  tidligere  nævnt  den  dygtighed  i  at  befæste  sine  stillinger 
og  anlægge  skanser  og  forsvarsverker,  som  den  store  Normannerhær  ud- 
viste  i  Frankrig.  Det  samme  mesterskab  lagde  den  ogsaa  for  dagen  i 
England.  —  Vi  maa  huske  paa,  at  det  var  den  samme  hær,  som  op- 
traadte snart  i  Frankrig,  snart  i  England.  —  Dens  krigskunst  er  derfor 
den  samme  i  begge  lande.  —  Det  ser  ud,  som  om  hæren,  hvergang  den 
gik  i  vinterkvarter,  befæstede  sin  leir  og  omgav  den  med  volde  og  grave. 
Et  par  eksempler  vil  være  nok  for  at  vise  dette.  —  I  868  drog  saaledes 
hæren  ind  i  Mercia  og  tog  vinterkvarter  i  Nottingham.  Her  befæstede 
de  byen.  En  afdeling  Angelsaksere  under  Westsaksernes  konge  Æthel- 
red  og  dennes  bror  Alfred  forfulgte  dem  og  kom  op  til  Nottingham, 
hvor  de  fandt  hæren  i  dens  fæstningsverker  {ßone  here  par  metton  on 
pam  getieorce).  Men  Angelsakserne  beleierede  forgjæves  byen;  de 
maatte  trække  sig  tilbage  og  det  endte  med  at  indbyggerne  i  Mercia 
sluttede  fred  med  Nordboerne  1. 

Faa  aar  efter,  18/1,  indtraadte  den  store  armés  erobringstog  i  Eng- 
land i  et  nyt  afsnit.  En  del  af  hæren  gik  over  Themsen  og  trængte 
ind  i  Wessex.  De  valgte  her  en  udmerket  strategisk  position,  nemlig 
byen  Reading  i  Berkshire.  Denne  by  ligger  paa  en  landtunge  mellem 
Themsen's  og  Kennet's  vande  og  var  saaledes  beskyttet  fra  to  sider. 
Kun  paa  den  tredje  var  den  ubeskyttet;  men  her  opførte  vikingerne 
straks  en  vold  [aliis  valium  inter  duo  flumina  Tamesin  Æ  Cynetam  a 
dextrali  parte  ejusdem  regiæ  villcv  facientibus)^.  Angelsakserne  angreb 
dem  kort  efter,  men  blev  slaat  tilbage.  Ikke  mange  dage  senere  stod 
dog  det  store  slag  ved  Ashdown,  hvor  vikingerne  blev  slagne. 

Senere  ud  merkede  hæren  sig  mange  gange  ved  sine  fæstningsanlæg. 
I    885    kom    den    saaledes    til   Rochester    i    Kent.     Vikingerne  beleirede 


1  Ags.  Chronicle,  A.  D.  868. 

*  Asser,  De  rebus  gestis  .Elfredi,  A.  D.  871. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.    i  VIKINGET.       239 

byen  og  byggede  i  den  hensigt  en  ny  fæstning  lige  overfor  denne 
(worhton  oper  fæsten  ymh  hie  seife).  De  opgav  dog  denne,  da  kong 
Alfred  med  sin  hær  kom  mod  byen;  de  drog  isteden  til  sine  skibe^. 
I  896  bygger  hæren  en  fæstning  ved  Lea,  ovenfor  London.  Londonerne 
blir  slaat  tilbage  ;  men  hæren  trækker  sig  siden  bort,  da  dens  skibe  ikke 
kan  komme  saa  langt  opover  floden  2. 

Men  Nordboerne  nøiede  sig  ikke  bare  med  i  England  at  bygge 
skanser  og  befæstede  leire  Efter  at  de  havde  faat  fast  fod  i  landet  og 
begyndt  at  sætte  bo  og  bygge  det,  var  det  første  de  gjorde  at  anlægge 
borge  og  at  befæste  de  erobrede  byer.  Professor  Steenstrup  siger  (IV 
s.  40):  »Ved  studium  af  kilderne  vil  vi  ha  leilighed  til  at  bemerke,  at 
Normannerne  særlig  vidste  at  beskytte  sig  og  støtte  sig  indbyrdes  ved 
at  ha  fæstninger,  til  hvilke  de  omboende  krigere,  holder  og  bønder 
hørte  som  til  et  midtpunkt.«  Særlig  navnkundige  var  de  saakaldte 
>Femborge«  i  Mellem-England  i  det  tidligere  kongerige  Mercia,  nemlig 
Leicester,  Stamford,  Derby,  Nottingham  og  Lincoln.  Sammen  med 
Northampton,  Bedford,  Cambridge,  Huntingdon  og  andre  byer,  som  for 
kortere  eller  længere  tid  stod  under  Nordboernes  herredømme,  dannede 
de  et  forbund  af  aristokratiske  republiker  og  var  et  af  midtpunkterne 
for  Nordboernes  herredømme  i  England.  Alt  under  Alfred  den  store 
kom  fFemborgene«  i  Nordboernes  besiddelse.  Lige  fra  Romernes  tid 
havde  kanske  enkelte  af  disse  byer  været  befæstede;  men  selve  navnet 
»Femborgene«  (Burga  five),  som  stammer  fra  det  nordiske  herredømmes 
tid,  viser  dog 3,  at  det  var  Nordboerne,  som  omdannede  dem  til  virke- 
lige fæstninger.  Særlig  klart  er  dette  med  Derby,  som  eksisterede  alt 
før  Nordboernes  tid,  men  lige  fra  begyndelsen  af  det  lode  aarhundred 
stedse  kaldes  med  sit  nordiske  navn  Deoraby. 

Paa  hvilken  maade  disse  byer  var  befæstede,  ved  vi  ikke.  I  den 
Angelsaksiske  Krønike,  den  vigtigste  kilde  til  denne  tids  historie,  kaldes 
de  stadig  »borge«  (btirh);  men  om  deres  udseende  hører  vi  intet*.  Men 
at  Femborgene  var  sterke  fæstninger,  virkelige  borge  omgivne  af  volde 
og  grave,  tør  vi  vel  slutte  deraf,  at  det  regnedes  for  en  af  kong  Ead- 
munds  største  heltegjerninger,  at  han  i  942  endelig  erobrede  Fembor- 
gene, og  at  der  til  minde  om  seiren  blev  digtet  et  kvad^.     I  dette  endnu 


»  Ags.  Chron.,  A.  D.  885. 

*  Sammesteds,  A.  D.  896. 

*  Ags.  Chron.,  A.  D.  942;   jfr.  Stofon  burgum  ogsaa  i  Mercia,    sammesteds  A.D.  1015; 
muligens  er  ber  York  regnet  med  (jfr.  Steenstrup  IV,  s.  88). 

*  Ag«.  Chron.,  A.  D.  917.  918,  911. 

>  Sammesteds,  A.  D.  942.     Digtet  er  i  sin  hcihed  oversåt  af  Steenstrup  II,  s.  80. 


240  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

bevarede  digt  fortælles  det:    »Her  Eadmund  konge,  Anglers  herre,  daad- 
sterke  drot,  overvandt  Mercia,  borge  fem.« 

Ogsaa  York,  Northumberlands  hovedstad,  hvor  Nordboerne  i  tre 
fjerdedels  aarhundrede  herskede,  var  en  befæstet  by.  I  Egils  saga 
kaldes  den  saaledes  en  iborg«  ^  Dog  er  det  vel  sandsynligt,  at  mu- 
rene om  York  delvis  stammede  fra  Romernes  tid,  og  at  Nordboerne 
bare  paany  havde  befæstet  byen. 

Ogsaa  fra  den  sydlige  del  af  England  har  vi  endel  vidnesbyrd  om 
Nordboernes  dygtighed  i  at  anlægge  fæstninger.  Den  sydlige  del  af 
London,  ligeoverfgr  City,  kaldes  endnu  Southwark.  Worsaae  mener,  at 
dette  navn  er  af  nordisk  oprindelse,  at  Nordboerne  kaldte  stedet  »Syd- 
virke«  [Su^rvirki)  eller  det  sydlige  fæstningsverk^.  Worsaaes  antagelse 
er  vistnok  meget  tiltalende;  men  den  kan  ikke  bevises.  I  et  digt  af 
Sighvat  skald  kaldes  stedet  Suåvirki,  ikke  Sudf-virki^.  Men  denne  form 
af  navnet  viser  hen  paa  angelsaksisk,  ikke  paa  nordisk.  Stedet  nævnes 
ogsaa  en  enkelt  gang  i  den  angelsaksiske  krønike  (A.  D.  1052),  hvor 
det  kaldes  Sudgeweorc.  Det  er  naturligvis  muligt,  at  Nordboerne  først 
kaldte  stedet  Siiàmrki  og  at  Angelsakserne  omdannede  dette  til 
Sudweorc  eller  8u6geiceorc\  men  dette  kan  ikke  bevises.  Derimod  er 
der  vist  ingen  tvivl  om,  at  Danskerne  var  de  første,  som  befæstede 
Southwark. 

Sagaerne  omtaler  Southwark  i  anledning  af  Olav  Haraldssøns  kampe 
i  England.  Efter  Svein  Tjugeskjægs  død  vendte  kong  Æthelred,  som 
bekjendt,  tilbage  til  England,  og  Olav  Haraldssøn  sluttede  sig  til  ham, 
fortæller  sagaerne.  De  leirede  sig  først  ved  London.  »Paa  den  anden 
side  af  elven  er  der  en  stor  handelsplads,  som  heder  Sydvirke  [Sudvirki). 
Der  havde  Danskerne  gjort  store  foranstaltninger  og  gravet  store  diger. 
Indenfor  reiste  de  en  vold  af  træverk,  sten  og  torv  og  havde  der 
mangfe  folk«*. 

Denne  maade  at  bygge  volde  paa,  af  sten,  træverk,  torv,  jord  og 
grønsvær,  var  den  almindelige,  naar  man  ikke  vilde  bygge  stenmure. 
Sit  forbillede  havde  Danskerne  vistnok  i  England  selv,  hvor  man  alt 
længe  havde  brugt  slige  volde.  Naar  de  angelsaksiske  konger  opfører 
borge  eller  andre  fæstninger,  bruger  den  Angelsaksiske  Krønike  ofte 
udtrykket    »tømre«    {f^imhrian)^,     Saaledes    anfører   den    for  aaret  921: 


»   Egils  s.,  k.  LIX:  uppi  i  borginni  Jorvik. 

*  Worsaae,  Minder  om  de  Danske  og  Nordmændene,  s.  39  f. 
3  Vîkingarvîsur,  str.  6  (Wisén  I,  s.  39). 

*  Heimskr.,  Olafs  s.  helga.   k.  11.     At  Olav  kjæmpede  ved  Southwark,    nævnes  ogsaa  i 
Sighvat  Skald's  Vîkingarvîsur,  str.  6  (Wisén  I.  s.  39). 

5  Jfr.  Steenstrup  III,  s.  53.    Ordet  iimbrian  vilde  man  vel  neppe  bruge  om  slenbygniuger. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INÜFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      24 1 

»Kong  Eadward  tømrede  borgen  i  Gladmouth«  (Her  Eadward  cyning 
getimbrede  pa  burh  at  Cledemüpan)^.  Da  det  vigtigste  ved  disse 
fæstningsanlæg  overalt  er  den  mur,  som  omgir  byen  eller  borgen,  maa 
man  vel  slutte  at  timbrian  betyder  at  opføre  en  vold  af  træverk,  jord 
osv.,  bygget  paa  samme  maade  som  volden  om  Southwark  og  som 
Danevirke,  som  jeg  straks  nedenfor  skal  omtale.  Professor  Steenstrup 
er  af  samme  mening*;  han  har,  synes  mig,  bevist,  at  man  i  England 
for  størstedelen  byggede  af  jord  og  træ,  medens  man  i  Frankrig  og 
Tyskland  helst  brugte  mur  eller  sten  3.  Begyndelsen  gjordes  i  England 
af  Mercia's  fremragende  herskerinde  Æthelfled,  som  i  907  gjenopbyg- 
gede  Chester.     Hendes  arbeide  fortsattes  af  kong  Eadward. 

Hvad  vi  ved  om  Nordboernes  fæstningsarbeider  i  England,  er  saa- 
ledes  ikke  meget.  Alt  tyder  dog  paa,  at  Nordboerne  i  Øst-Angel, 
Northumberland  og  Mercia  viste  den  samme  dygtighed  i  at  anlægge 
fæstninger  som  den,  de  lagde  for  dagen  i  Normandie  og  Irland.  Desuden 
er  det  værd  at  lægge  merke  til,  at  Angelsakserne  før  vikingetiden  ikke 
forstod  fæstningers  betydning.  De  befæstede  byer,  som  stod  igjen  fra 
Romernes  tid,  laa  for  det  meste  øde.  Nordboerne  var  de  første,  som 
paany  byggede  borge  i  England,  og  deres  eksempel  var  det  Æthelfled 
og  Eadward  efterlignede. 

Normannernes  indfald  og  lensvæsenets  opkomst  bragte  rundt  om  i 
Nordeuropa  ny  fart  i  de  gjennem  lange  tider  forsømte  fæstningsarbeider. 
I  Frankrig  begynder  man  i  anden  halvdel  af  det  9de  og  særlig  i  det 
lode  aarhundred  at  bygge  en  hel  række  nye  borge  til  værii  mod  Nor- 
mannerne. Bevægelsen  breder  sig  til  England,  hvor  lady  Æthelfled  og 
kong  Eadward  anlægger  en  række  fæstninger  mod  Waliser  og  Nord- 
boer. Faa  aar  efter  begynder  i  Tyskland  Henrik  I  (918—936)  en  ganske 
lignende  virksomhed,  vistnok  tilskyndet  af  kong  Eadward,  som  han  stod 
i  venskabelig  forbindelse  med.  Han  bygger  nye  borge,  omgir  byerne 
med  volde  og  søger  paa  alle  vis  at  værne  dem  og  landet  mod  Nor- 
mannernes, Slavernes  og  især  mod  Magyarernes  indfald*. 

Fra  Vesteuropa  breder  bevægelsen  sig  ogsaa  til  Norden,  først  til 
Danmark  og  siden  til  Sverige  og  Norge.  Vi  kommer  da  først  til  det  mæg- 
tige  værn  Danevirke,  Danætvirki  eller  ojpi«  Danorum  som  det  kaldtes^ 


*  Sml,    Ags.    Chron.,   A.   D.   910:    py   iUan   geare  Æpelflad   getimbrede   pa    burh    at 

Brtmtsbyrig;  og  mange  andre  steder;  A.  D.  913,  918,  920  osv. 
'  Steenstrup  III  46  f. 
'  Dette   gjælder   dog   bare   for  den   senere  tid;    Karl   den  store  byggede  ogsaa,  som  før 

nævnt,  træfæstninger. 
^  Lappenberg,  Gesch.  v.  England,  I  356. 
'  Sven  Aageson,  i  Langebek,  Scriptores  Rerum  Danicarum  I  50  og  Sakso  I  713. 

Vid.-S6Uk.  Skrifter.      H.-F.  Kl.   1904.  No.  1.  16 


252  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 

virkeligheden  bare  to  former  af  ett  og  samme  ord.  I  Cogadh  Gaedhel  har 
det  ene  haandskrift  siiartleach  each  tighi,  medens  det  andet  haandskrift  har 
»uaitrech  each  tighi^.  Ordet  er  ikke  ægte  irsk,  men  et  laanord  fra  gl.fransk 
soldoier,  soudoier  »leiesoldatc.  At  det  er  kommet  ind  i  irsk  gjennem 
Nordboerne,  tør  man  slutte  deraf,  at  det  første  gang  bruges  om  Nordboernes 
soldater.  Men  naar  ordet  stammer  fra  Frankrig,  maa  vi  ogsaa  ved  sagen  selv 
ha  lov  til  at  tænke  paa  en  paavirkning  fra  hærordningen  i  Frankerriget. 

Denne  paavirkning  kan  være  kommet  ad  mange  veie.  Jeg  har  tid- 
ligere nævnt,  at  den  store  Normannerhær  under  frankisk  paavirkning 
begyndte  at  udvikle  sit  rytteri.  Karl  den  store  og  hans  nærmeste  etter- 
følgere havde  sin  livvagt,  som  kaldes  satellites,  milites  eller  virt  militares. 
Den  bestod  for  en  væsentlig  del  af  vasaller,  delvis  vel  ogsaa  at  ufrie 
ministerialer^.  Nu  maa  vi  huske  paa,  at  vasallitet  fra  Karl  den  stores 
tid  mere  og  mere  udviklede  sig  til  ryttertjeneste.  Ved  midten  af  det 
9de  aarh.  var,  som  jeg  tidligere  har  nævnt,  i  Frankerriget  ryttertjeneste 
regelen  og  fodtjeneste  en  undtagelse.  Og  særlig  var  naturligvis  kongens 
livvagt  et  rytterkorps.  Desuden  vilde  en  Nordbo  efter  sin  udtryksmaade 
naturlig  kalde  en  vassal  for  fyrstens  haandgangne  mand.  —  En  vassal 
havde  jo  bl.  a.  at  gjøre  tjeneste  ved  hove.*  — 

At  de  nordiske  konger  i  Irland  har  omdannet  sin  hird  (eller  dele  af 
den)  til  et  rytterkorps  under  frankisk  paavirkning,  kan  der  derfor  næppe 
være  tvivl  om.  Man  kunde  ogsaa  tænke  paa,  at  de  saakaldte  »leiesol- 
daterc,  som  blev  anbragt  rundt  om  paa  landet,  er  en  efterligning  af 
Frankerrigets  vassal-  og  beneficialvæsen.  Noget  virkeligt  lensvæsen 
synes  dog  Nordboerne  i  Irland  aldrig  at  ha  indført,  og  denne  sidste 
forklaring  er  i  det  hele  ikke  sikker. 

Ogsaa  i  England  selv  synes  Knut  at  ha  havt  forbilleder  for  sit 
thingemanlid.  Derpaa  tyder  ikke  bare  selve  ordet  fnvgamannaiid.  Asser 
fortæller,  at  Alfred  den  store  inddelte  sine  hustropper  {satellites)  i  tre 
hold,  hvoraf  hvert  hold  i  en  maaned  gjorde  tjeneste  ved  hove  og  saa 
i  de  følgende  to  maaneder  sad  hjemme  paa  sine  gaarde*. 

^  Cogadh  G.,  s.  48  f.  og  anm.  15. 

«  Brun  ner,  Deutsche  Rechtsgeschichte  II,  s.  101. 

3  Brunner  II,  s.  268  f. 

*  Asser,  De  rebus  gestis  .Elfrcdi,  ed.  Oxford  1722,  s.  65  f.:  ln  tribus  namque  cohor- 
tibus  prafati  regis  satellites  [d:  livvagt]  prudentissime  dividebantur;  i  ta  ut  prima 
cohors  uno  mense  in  curto  regio  die  noctuque  administrons  commoraretur,  menseque 
ßnitOy  &*  adveniente  alia  cohorte,  prima  domum  redibat;  &*  ibi  duobus,  propriis  quivis 
necessitatibus  studens^  commorabatur  mensibus.  Secunda  itaque  cohors  mense  peraetOy 
adveniente  tertia^  domum  redibat,  ut  ibi  duobus  commoraretur  mensibus.  Sed  &*  Ula, 
finita  unius  mensis  ministerio,  år*  adveniente  prima  cohorte,  domum  redibat,  ibidem 
lommoratura  duobus  mensibus:  &*  hoc  or  di  ne  omnibus  vite  prasentis  temporibus  talium 
vicissitudinum  in  regali  curto  rotatur  administration 


1904.  No  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        253 

Krigsopbudet  {fyrd)  inddelte  Alfred  paa  lignende  vis  i  to  hold,  saa- 
ledes  at  en  del  ad  gangen  skulde  være  ude  og  gjøre  krigstjeneste,  me- 
dens den  anden  del  skulde  være  hjemme  og  dyrke  jorden,  foruden  de 
mænd,  som  skulde  holde  borgene  besat^.  Der  er  dog  den  forskjel 
mellem  Alfreds  hustropper  og  Knuts  thingemanlid,  at  de  første  bare 
gjorde  tjeneste  tilfods.  Men  i  inddelingen  i  flere  hold  stemmer  de 
overens. 

Steenstrup  gjør  ogsaa  opmerksom  paa,  »at  de  danske  krigere  (i 
England)  tidlig  var  spredt  ud  over  det  hele  land  og  maatte  være  det 
for  at  holde  befolkningen  i  ave.  Allerede  Wallingford  (hos  Gale,  Scrip- 
tores  XV,  547)  omtaler,  hvorledes  de  danske  krigere  fra  Æthelstans  tid 
fik  de  bedste  gaarde  og  eiendomme,  og  hvorledes  Wessex's  konger 
stadig  benyttede  den  danske  hærstyrke  til  at  holde  landet  i  ave,  saa  at 
hver  gaard,  som  var  istand  dertil,  skulde  forsyne  en  dansk  kriger  med 
underhold«  2. 

Resultatet  af  den  foregaaende  undersøgelse  er  følgende:  I)  Knut 
den  stores  thingamannalid  er  en  eiendommelig  udvikling  af  det  følge  af 
haandgangne  mænd,  som  de  nordiske  konger  fra  ældgammel  tid  havde 
omgit  sig  med.  II)  Men  naar  Knut  omdannede  sine  huskarler  til  et 
rytterkorps,  saa  havde  han  fremmede  forhold,  især  i  de  nordiske  riger  i 
Irland,  til  sit  forbillede.  Hærordningen  hos  Nordboerne  i  Irland  var 
igjen  paavirket  fra  Frankerriget.  III)  Naar  Knut  inddelte  denne  sin 
staaende  hær  i  flere  hold,  som  dels  gjorde  tjeneste  ved  hove  og  dels 
sad  paa  sine  gaarde  og  forleninger  rundt  om  i  landet,  saa  efterlignede 
han  dels  forholdene  i  Irland,  men  især  forhold  i  England,  Alfred  den 
stores  ordning  af  sin  livvagt  og  kongerne  af  Wessex,  som  havde  anbragt 
danske  krigere  i  gaarde  rundt  om  i  landet  for  at  holde  folket  i  ave.  — 
De  love,  som  bandt  thingemanlid  sammen,  er  derimod  præget  af  ægte 
nordisk  aand,  ligesom  ogsaa  selve  lovens  navn  er  nordisk.  Det  er  de 
samme  slags  love  som  de  Normannerhæren,  Jomsvikingerne  og  Halvs- 
rekkerne,  kort  sagt  alle  vikingekrigersamfund  bøiede  sig  under. 


1  Ags.  Chron.,  A.  D.  894. 
'  Steenstrup  IV,  s.  150  f. 


254  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


VI.    Agerbrug  og  fædrift. 


Jeg  har  alt  i  indledningen  til  mit  arbeide  (s.  26  f.)  nævnt,  at  Nord- 
boerne lige  fra  stenalderens  tider  maa  ha  drevet  agerbrug  og  fædrift. 
Over  hele  Norden  dyrkedes  byg  og  vistnok  ogsaa  havre.  I  Danmark 
og  i  den  sydligste  del  af  den  Skandinaviske  Halvø  havde  man  hvede. 
Rug  synes  derimod,  om  vi  skal  dømme  efter  arkæologernes  vidnesbyrd, 
ikke  at  ha  været  dyrket.  —  Spørgsmaalet  om  hvor  tidlig  rug  er  blit 
avlet  i  Norden,  er  dog  ikke  fuldt  oplyst  og  fortjente  nærmere  at  under- 
søges.  —  Nordboerne  kjendte  ogsaa  alt  før  vikingetidens  begyndelse 
næsten  alle  de  husdyr,  som  de  endnu  har.  Men  alligevel  kan  ikke  ager- 
bruget  ha  staat  meget  høit.  Folk  dyrkede  jorden  paa  samme  vfs,  som 
deres  forfædre  havde  gjort  i  aarhundreder,  ja  næsten  i  aartusener.  Ager- 
brugsredskaberne  var  enkle  og  primitive,  og  folk  prøvede  sig  aldrig 
frem  med  nye  kornsorter  eller  indførte  kvæg  fra  fremmede  lande.  Om 
at  dyrke  kjøkkenurter  eller  andre  nytteplanter  var  der  vist  slet  ikke  tale. 

I.  alt  dette  bragte  vikingetiden  en  stor  og  gjennemgribende  foran- 
dring. I  udlandet  lærte  vore  forfædre  at  dyrke  jorden  paa  en  bedre 
maade.  De  saa  agerbrugsredskaber,  som  de  aldrig  før  havde  kjendt,  og 
lærte  nye  midler  til  bedre  at  udnytte  det  korn  og  hø,  som  de  dyrkede. 
De  saa  haver  fulde  af  frugttrær  og  kjøkkenplanter  og  blomstrende 
urter,  hvis  farve  og  duft  frydede  øie  og  sind.  Saavidt  jeg  kan  skjønne, 
har  der  i  historisk  tid  været  fire  store  tidsafsnit  i  agerbrugets  og  fædrif- 
tens  historie  her  i  Norden:  I)  Vikingetiden,  II)  klostrenes  oprettelse, 
som  bragte  en  mængde  nye  haveplanter,  kjøkkenurter  og  frugtvækster 
til  Norden,  III)  Amerikas  opdagelse,  hvorved  hele  Europa,  og  langt  om 
længe  ogsaa  de  nordiske  lande,  lærte  at  kjende  og  dyrke  potetesplanten, 
IV)  vor  egen  tid,  som  har  lært  bønderne  at  kjende  alle  de  nye  land- 
brugs-  og  meierimaskiner. 

I  Norge,  men  særlig  i  de  fra  Norge  befolkede  nybygder,  blev  land- 
bruget  sterkt  paavirket  af  Kelterne,  som  paa  sin  side  —  ligesom  Angel- 
sakserne —  igjen  havde  lært  af  Romerne.  Til  Norge  saa  vel  som  til 
Sverige  og  Danmark  kom  der  ogsaa  paa  dette  omraade  en  sterk  kultur- 
strøm  fra  England  og  Frankrig. 

Den  keltiske  indflydelse  er  i  flere  henseender,  synes  det  mig,  den 
merkeligste.      Den    viser   tydelig,    hvilken    mægtig    kulturstrøm     der   i 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        255 

vikingetiden  maa  være  kommet  fra  Irland  og  Skotland  til  Orknøerne  og 
Shetlandsøerne  og  videre  til  Færøerne  og  Island;  strømmen  naadde 
endog  helt  frem  til  Norges  kyster.  Det  ser  ud,  som  om  agerbruget  og 
fædriften  hos  Nordmændene  paa  øerne  nord  for  Skotland  har  staat 
næsten  helt  under  keltisk  indffydelse.  Paa  Færøerne  synes  indflydelsen 
at  ha  været  næsten  ligesaa  sterk,  og  selv  paa  Island  maa  den  ha  været 
meget  betydelig.  Jeg  har  under  mit  arbeide  her  havt  stor  hjælp  af  en 
fortegnelse  over  irske  laanord  i  nordisk,  som  professor  S.  Bugge  har 
samlet,  og  som  er  gjennemset  af  Dr.  Whitley  Stokes,  en  af  de  første 
authoriteter  paa  den  keltiske  filologis  omraade. 

Paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne,  hvor  de  norske  nybyggere  mødte 
en  keltisktalende,  dels  piktisk,  dels  irsk  befolkning,  er  der,  som  dr.  Jakob 
Jakobsens  undersøgelser  har  vist,  den  dag  idag  flere  keltiske  stedsnavne. 
Dette  viser,  at  Nordmændene  paa  disse  øer  i  længere  tid  har  levet  sam- 
men med  Kelterne.  De  maa  ogsaa  paa  mange  maader  ha  indrettet  sit 
gaardsstel  efter  disses  forbillede.  Saaledes  heder  det  i  Orkneyingasaga  ^ 
(handlingen  foregaar  straks  efter  Ragnvald  jarls  fald  i  11 58):  Pa  skil- 
duz  peir  Porhiorn  fra  fornneyti  jarls  ok  til  audnaselia  nockurra  peirra 
er  heita  Asgritm  ærgin.  Ordet  ærgin,  som  ellers  ikke  forekommer, 
sammenstilles  her  med  aubnasel,  n.  »sæterhytte,  som  staar  paa  et  ube- 
boet  sted«.  Ordet  er  dog  ikke  nordisk,  men  gælisk;  det  er  det  samme 
ord  som  høiskotsk  àiridh,  pl.  àiridhean  ell.  airidhnean  og  irsk  airghe, 
der  begge  betyder  »et  sted,  hvor  kvæget  græsser  om  sommeren,  en 
sæter«. 

I  nyislandsk  betyder  ordet  kro,  f.  bl.  a.  »aflukke,  indhegning,  hvor 
faarene  drives  ind  om  natten«  (Vigfusson).  Det  er  samme  ord  som  vort 
km  »fold,  omgjærdet  plads  for  kreaturer«,  et  ord,  som  bl.  a.  bruges  i 
Namdalen  (I.  Aasen).  Ordet  kjendes  ikke  fra  oldnorsk;  men  det  maa 
alligevel  være  gammelt;  det  er  nemlig  gaat  ind  som  led  af  stedsnavne, 
FiriJikruheia,  et  fjeld  i  Osen  sogn  i  Bjørnør,  og  Finnkruelven,  bielv  til 
Sanddøla  i  Grong.  Til  Norge  er  ordet  vandret  fra  Shetlandsøerne,  hvor 
crû  endnu  betyder  »a  small  enclosure«.  Dér  er  ordet  igjen  optaget  fra 
keltisk.  Ordet  cro,  som  alt  forekommer  i  gl.irsk,  betyder  »hytte,  ind- 
hegning, fold«  (jfr.  Windisch,  og  0'Donovan's  tillæg  til  O'Reilly's  ord- 
bog). Vore  forfædre,  som  i  det  8de  aarh.  satte  bo  paa  Shetlandsøerne, 
har  da  af  de  keltiske  bønder,  som  i  forveien  boede  der,  lært  at  holde 
kreaturerne  ude  dag  og  nat.  —  Veirliget  er  jo  meget  mildere  der 
vesterpaa  end  hjemme  i  Norge.  —  Men  naar  natten  kom,  har  de  drevet 


»  Flatcyjarbok  II,  s.  511. 


256  ALEXANDER   BUGGE,  H.-F.  Kl. 

dem  sammen  i  en  indhegning  eller  fold.  Ordet  kru  viser,  ligesom  ærgin^ 
at  de  norske  nybyggere  paa  Shetlandsøerne  indrettede  sit  gaardsbrug 
efter  forbillede  af  de  keltiske  indbyggere,  som  alt  i  forveien  boede  paa 
øerne.  Men  det  vidner  ogsaa  om  den  kulturpaavirkning,  som  over  øerne 
der  nord  for  Skotland  udgik  til  Norge  og  Island. 

Hjemme  i  Norge  brugte  folk,  som  de  endnu  gjør  paa  landet,  altid 
bare  ved  til  brænsel.  Men  paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne  .voksede 
der  ingen  skog.  Derfor  var  folk  nødt  til  dér  at  søge  at  greie  sig  paa 
anden  maade.  I  Orkneyingasaga  fortælles  det,  at  Torv-Einar  lærte  bøn- 
derne  at  skjære  torv  og  bruge  det  til  brænsel  :  hann  fann  fystr  manna 
at  skera  to7'f  or  jqrdu  Ul  elldiuidar  a  Torf  nest  a  SkoÜande  puiat  Ult  var 
til  dlditiidar  j  eyiunum\  Hjemme  i  Norge  brugte  folk  ikke  torv  til 
brænsel;  men  paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne  har  folk  sikkerlig  gjort 
det  alt  før  Torv-Einars  tid.  Og  det  kan  vel  neppe  være  tvivl  om,  at 
Torv-Einar  efterlignede  gammel  gælisk  skik,  da  han  lærte  sine  under- 
givne  at  skjære  torv  og  bruge  det  til  brænsel.  Selve  navnet  Torv- 
Einar  viser  ogsaa,  at  jarlen  paa  Orknøerne  maa  ha  indført  en  skik, 
som  før  var  ukjendt  for  Nordmændene.  Men  ogsaa  dette  taler  imod,  at 
han  skulde  ha  lært  denne  skik  hjemme  i  Norge. 

I  Rfgsjîula  (str.  3)  nævnes  det  som  en  af  trællenes  sysler,  at  de 
graver  torv  (grofu  torf).  Allerede  Vigfusson  har  pegt  paa  dette  og 
sammenlignet  det  med  hvad  sagaerne  fortæller  om  Torv-Einar.  At 
skjære  torv  og  bruge  til  brænsel  er  ogsaa  efter  hans  mening  ikke  en 
norsk,  men  en  gælisk  skik,  der  bestyrker  Vigfussons  antagelse,  at  Rfgs- 
{)ula  er  blit  til  paa  Orknøerne^.  Selv  Finnur  Jonsson  maa  indrømme, 
at  den  omstændighed,  at  torveskjæring  nævnes  i  R(gs|)ula,  kunde  tale 
for,  at  det  er  digtet  paa  Orknøerne*. 

Agerbruget  spillede  hos  Kelterne  ikke  en  saa  stor  rolle  som  fæ- 
driften.  Derfor  er  kun  et  eneste  navn  paa  kornsorter  optat  i  nordisk 
fra  keltisk,  nemlig  korkiK  Et  haandskrift  af  Snorres  Edda  (II,  493)  har 
i  en  strofe,  som  indeholder  navne  paa  forskjellige  kornsorter,  ordet  korki 
mellem  ginhafri  og  barlak.  Det  maa  betegne  et  slags  havre.  Ordet  er 
nemlig  af  keltisk  oprindelse  og  kommer  af  irsk  coirc,  gælisk  core,  coirc 
»havrett     I  Norge  har  vist  ordet  aldrig  været   kjendt,    og   paa  Island 


1  Flateyjarbök  I,  s.  223. 

»  SturluDgasaga  I,  Proleg.  CLXXXVI. 

3  Litteraturhistorie  I,  s,  193  f. 

*  Jfr.  for  dette  og  de  felgende  ord,  Macleod  &  Dcwar,  Gaelic  Dictionary;    O'Reilly,    Irish 

Dictionary,  og  Windisch,  Irisches  Wörterbuch  (i  hans  »Irische  Textes). 
»  Det    andet   ord   korki,    som  bet.   farvemos,    nævner  jeg   i   afsnittet   om    teier,    klæde- 

dragt  osv.  / 


1904.  No  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.    I  VIKINGET.       ^57 

synes  det  aldrig  at  ha  været  andet  end  et  digterisk  ord,  som  ikke  blev 
brugt  i  det  daglige  liv,  Islændingerne  maa  ha  lært  det  at  kjende  hoS 
de  norske  nybyggere  paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne,  hvor  det  endnu 
var  i  brug  i  det  i8de  aarhundred;  corka  const  oversættes  i  en  gammel 
reiseskildring  fra  disse  øer  med  »oat  bread«  ^,  d.  e  oldn.  korka  kosi(r\ 
—  Det  ene  af  de  to  ord,  som  i  Snorres  Edda  nævnes  sammen  med 
korki^  nemlig  barlaky  stammer  fra  middelengelsk.  Ogsaa  det  har  paa 
Island  bare  været  brugt  af  skaldene.  — 

Større  betydning  har  det,  at  Nordmænd  og  Islænding  af  Kel- 
terne har  lært  at  kjende  enkelte  vigtige  agerbrugsredskaber,  som 
disse  igjen  har  faat  fra  Romerne.  Først  og  fremst  nævner  jeg  oldn. 
pusty  n.  »pleiel,  tærskestav«,  et  ord,  som  i  sagatiden  brugtes  baade  i 
Norge  og  paa  Island.  Ordet  ttist  bruges  endnu  flere  steder  paa  Vest- 
landet og  i  Hallingdal  (I.  Aasen).  Det  blev  baade  i  Norge  og  paa 
Island  i  middelalderen  foruden  med  p  ogsaa  skrevet  med  s,  sust.  Og 
dette  er  den  oprindelige  form.  Ordet  er  nemlig  laant  fra  keltisk,  gl. 
irsk  stnst,  gen.  siista,  manks  soost  (kymrisk  ffiist)  »pleiel,  tærskestav«. 
Det  keltiske  ord  er  igjen  laant  fra  latinsk  fustis,  m.  »kjep,  stok«.  — 
Latinsk  f  blir  i  irsk  til  s,  men  bevares  i  kymrisk.  — 

Et  andet  kulturord,  som  over  Skotland  og  Irland  er  kommet  til 
Norge  fra  Romerne,  er  sonn,  n.  »maltovn,  et  slags  tørreovn  bygget  af 
flade  Stener  eller  heller«  (Aasen).  Ordet  bruges  bl.  a.  i  Værdalen  og 
paa  Færøerne  [sodn).  Derimod  findes  det  ikke  i  oldnorsk.  Jeg  kan  doç 
ikke  tro  andet,  end  at  det  alt  i  vikingetiden  maa  være  kommet  til 
Norge.  Efter  den  tid  modtog  jo  Nordboerne  ikke  megen  kulturpaavirk- 
ning  fra  Kelterne.  Selve  ordet  sonn  er  laant  fra  keltisk,  gl.irsk  sæ^nn, 
gælisk  sorn  »bagerovn,  ovn  til  at  tørre  korn  i«.  .  Dette  ord  stammer 
igjen  fra  det  ensbetydende  latinske  furnus. 

Af  andre  ord  af  keltisk  oprindelse,  som  vedkommer  gaardsbruget, 
kan  jeg  nævne  des  f.,  gen.  desjar  »høstaka.  Ordet  nævnes  ofte  i  sa- 
gaerne,  men  maa  ogsaa  ha  været  kjendt  i  Norge.  Deraf  kommer  nem- 
lig des  ja  »liden  stak  eller  kubedannet  dynge  af  løst  stof«  og  verbet 
desja,  som  især  bruges  om  at  lægge  høet  i  stak;  ordene  bruges  i  Sogn 
(Ross).  Ordet  des  stammer  fra  gl.irsk  dais,  gl.  dais,  manks  dash  »høstak, 
kornstak«. 

En  af  de  islandske  landnaamsmænd  hed  Eysteinn  son  Hrana  HUdis- 
sonar   par  aks   (Landnamabok  IV,   k.    11).      Tilnavnet  par  ak   svarer   til 


»  Barry,  History  of  the  Orkney  Islands,  2  cd.,  London  1806,  s.  488. 
VicU^eUk.  Skrifter.      a-F.  Kl.  1904.  No.  1.  17 


^58  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 

nyisl.  parr  ak  »taug,  reb  til  at  binde  kvæg  med«.  Jeg  skulde  tro,  at 
dette  ord  er  det  samme  som  irsk  og  gælisk  barrack  »taug«  ^. 

I  nyislandsk  bruges  almindelig  ordet  klåfr,  m.  »en  kurv  eller  kasse, 
hvori  noget  føres  paa  hest«.  Ordet  maa  dog  alt  ha  været  i  brug  i 
sagatiden.  Det  findes  nemlig  i  Ljösvetningasaga  (k.  i8,  var.  til  s.  58, 
og  s.  59).  I  Norge  synes  derimod  ordet  aldrig  at  ha  været  kjendt.  Det 
svarer  i  betydning  ganske  til  oldirsk  cliah  »kurv«  og  gæl.  cliahhi  m-  »^ 
kind  of  basket  or  hamper  for  carrying  burdens  in  the  Highlands,  and 
generally  slung,  one  of  each  side  of  a  horse«  (Macleod  &  Dewar),  og  er 
rimeligvis  laant  derfra.  Dette  er  dog,  som  Whitley  Stokes  bemerker, 
ikke  ganske  sikkert,  da  vokalerne  i  klåfr  og  cliah  ikke  stemmer  overens. 

Et  ord,  hvis  oprindelse  ogsaa  er  tvivlsom,  er  oldn.  kartr^  m.  »last- 
vogn,  arbeidsvogn«.  Ordet  forekommer  alt  i  Rfgs[)ula  (str.  22),  hvor 
det  heder  om  bonden,  som  dyrker  jorden  : 

J/ann  nam  at  vaxa 


ok  hl^dur  snuda, 
karta  at  gérva 
ok  keyra  plog. 


Falk  og  Torp  i  sin  etymologiske  ordbog  tror,  at  ordet  kartr  snarest 
er  laant  fra  ags.  cræt,  erat  (engl,  cart),  og  sammenstiller  dette  sidste  ord 
med  hoU.  krat  »trappeformet  agterskot  paa  en  vogn,  kurv«  og  oht. 
krezzo  »kurv«.  Jeg  skulde  dog  snarere  tro,  at  baade  det  oldnorske  og 
det  angelsaksiske  ord  er  laant  fra  det  i  gammelirsk  hyppig  forekom- 
mende cre<  »Wagenkasten«  (Windisch,  Wörterbuch).  —  I  moderne  irsk 
findes  et  cairt  f.  »arbeidsvogn«  ;  men  dette  ord  har  jeg  ikke  kunnet  finde 
i  gl.irsk,  saa  det  vel  er  laant  fra  engelsk.  —  I  alle  tilfælde  er  ordet 
kartr  kommet  fra  de  Britiske  Øer  og  vidner,  om  det  end  nu  er  gaat  af 
brugi  tydelig  om  den  indflydelse,  som  Vesterlandene  havde  paa  udvik- 
lingen  af  vore  forfædres  gaardsbrug. 

I  vore  dage  drives  der  slet  ikke  agerbrug  paa  Island,  og  det,  som 
blev  drevet  i  sagatiden,  var  heller  ikke  stort.  Islændingerne  havde  der- 
for ikke  selv  nogen  nytte  af  at  lære  agerbrug  af  Kelterne.  Kvæg  holdt 
de  derimod,  og  mere  i  gamle  dage  end  nuomstunder,  hvor  faareavlen 
har  fortrængt  alt  andet.  Men  de  Islændinger,  som  først  grundede  ny- 
bygder paa  Island,  fik  ikke  bare,  som  de  fleste  vel  vilde  tro,  sit  kvæg 
fra  Norge.  De  maa  ogsaa  ha  indført  kjør  fra  Skotland  og  Irland.  Flere 
ord  i  islandsk  vidner  tydelig  om  dette. 


^  Macleod  &  Dewar  overs.  >a  fine  towc. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PAA  NORDB.   I   VlKlNGET.      2^9 

I  et  vers  i  Eyrbyggja  saga  k.  63  saavelsom  i  en  versificeret  op- 
ramsning  i  Snorres  Edda  (I,  588)  forekommer  ordet  tarfr  »okse,  tyr«. 
Dette  ord,  som  endnu  bruges  paa  Island,  er  laant  fra  gl. irsk  tarh  »okse 
(manks  tarrvo,  kymrisk  tarw)^. 

Ogsaa  hester  maa  Islændingerne  ha  faat  fra  Irland  eller  Skotland. 
I  sagaliteraturen,  i  det  islandske  Diplomatarium  osv.  forekommer  nemlig 
ofte  ordet  kapall  »kløvhest,  pakhest«.  Det  bruges  endnu  paa  Island  og 
betyder  nu  en  »hoppe«;  i  Norge  findes  der  derimod  ikke  spor  af  det. 
Ordet  kapall  har  under  sin  lange  vandring  fra  land  til  land  ikke  overalt 
vundet  den  samme  anseelse.  Det  er  nemlig  det  samme  ord  som  det 
mere  fornemme  franske  cïieval  og  det  italienske  cavallo;  men  disse  ord 
stammer  igjen  fra  det  tarveligere  latinske  caballus,  som  bare  betyder 
»arbeidshest,  øg«.  Til  Island  er,  som  ^;  viser,  ordet  kapall  kommet  fra 
keltisk  (gl.irsk  capall  »hest«)  2. 

Jeg  kunde  endnu  nævne  en  række  keltiske  ord,  særlig  fra  Færøerne. 
Men  mellem  Færøerne  og  Shetlandsøerne  var  der  vel  i  middelalderen 
stadig  lidt  forbindelse.  Disse  ord  kan  derfor  være  kommet  ind  i  færøisk 
efter  vikingetiden,  saa  jeg  tar  dem  ikke  med  i  denne  oversigt.  De  ord, 
jeg  har  opregnet,  betyder  enkeltvis  ikke  stort.  Men  samlet  viser  de 
meget.  De  vidner  om,  at  de  Nordmænd,  som  i  vikingetiden  grundede 
nybygder  i  Skotland  og  Irland,  kom  i  nær  forbindelse  med  de  keltiske 
folk  paa  de  Britiske  Øer,  at  de  levede  sammen  med  dem  paa  landet  og 
lærte  af  deres  gaardsbrug,  lærte  nye  kornsorter  og  kvægracer  at  kjende, 
og  fremforalt  at  de  af  dem  lærte  at  udnytte  det,  de  dyrkede,  paa  en 
bedre  maade;  —  tænk  bare  paa  slige  ord  som  des,  sonn  og  fnist.  — 
Men  disse  enslige  ord  viser  endda  mere;  de  viser,  som  jeg  alt  har 
nævnt,  at  der  fra  de  norske  nybygder  i  de  keltiske  lande  gik  en  rig  og 
frugtbringende  kulturstriøm,  dels  til  Norge,  men  især  til  Færøerne  og 
Island.  —  Paa  Færøerne  maa,  som  jeg  andetsteds  skal  søge  at  vise, 
kulturen  ha  været  overmaade  sterkt  præget  af  keltisk  indflydelse.  Men 
ogsaa  de  islandske  landnaamsmænd  maa  ha  modtat  varig  paavirkning 
fra  Irernes  og  Skotlændernes  fædrift  og  gaardsstel  i  det  hele.  — 

En  lignende  opfatning  synes  P.  A.  Munch,  hvis  skarpsindige  blik 
kun  lidet  af  det,  som  vedkommer  vor  ældste  historie  har  undgaaet, 
ogsaa  at  ha  næret.  Han  siger  i  fortalen  til  den  Manske  krønike,  efter 
at  ha  talt  om  de  mange   landnaamsmænd,    som  kom  til  Island   fra  He- 


»  Sc  S.  Bugge,  Aarb.  f.  nord.  Oldk.  1875,  s.  227. 

^  Salgofnir,  som  (i  Helgakv.  II  48)  er  navnet  paa  den  hane,    som  vækker  Einherjerne  i 

Valbal,  kommer,  som  S.  Bugge  (Helgedigtene,  s.  110)  har  vfst,  af  irsk  gop  »næbc  Men 

ordet  er  kun  poetisk  og  vedkommer  os  derfor  ikke  her. 


26o  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  KI. 


briderne:  »and  what  is  still  more  remarkable,  and,  perhaps,  gives  the  best 
evidence  of  the  state  of  things  here  supposed,  is,  that  the  rearing  and 
pasturing  of  sheep,  the  national  and  most  important  branch  of  livelihood 
in  Iceland  has  never,  not  even  in  the  times  of  the  colonization,  been 
like  to  anything  in  Norway,  the  mother  country,  not  even  as  far 
as  regards  the  termini  technici,  while  on  the  contrary  it  has  all  the 
chief  and  characteristic  features  of  the  same  national  occupation  in 
Western  Scotland  and  the  Isles.«  P.  A.  Munch  slutter  heraf,  at  de  ny- 
byggere, som  gav  det  islandske  landbrug  dets  varige  præg,  havde  op- 
holdt  sig  i  længere  tid  paa  kysterne  af  Skotland  og  paa  Hebriderne^. 

Til  Danmark,  Norge  og  Sverige  randt  der  i  vikingetiden  ogsaa  liv- 
bringende  kulturens  strømme  fra  England  og  Frankrig.  Indflydelsen 
virkede,  som  paa  saa  mange  af,  for  ikke  at  sige  alle  det  praktiske 
livs  omraader,  ogsaa  paa  agerbrug  og  fædrift  i  Norden  og  særlig  i 
Norge,  hvor  landbruget  før  vikingetiden  maa  ha  Staat  lavere  end  i 
Danmark  og  Sverige.  —  Landet  var  jo  heller  ikke  saa  tæt  bebygget, 
saa  folk  havde  lettere  for  at  livnære  sig  ved  jagt  og  fiskeri.  —  Fra 
»Valland«  (vel  fra  Frankrig)  fik  saaledes  folk  i  Norge  en  ny  kornsort, 
som  endnu  dyrkes  i  vore  bygder,  nemlig  valbygg,  efter  Ivar  Aasen  »byg 
med  toradede  aks«  (=  »flatbygg«).  Ordet  bruges  nu  i  Buskerud  og 
Hallingdal.  Ordet  findes  ogsaa  i  Eddadigtene,  saa  det  maa  være  kom- 
met ind  alt  i  vikingetiden.  I  det  andet  digt  om  Helge  Hundingsbane 
(str.  3)  heder  det  nemlig  om  den  unge  Helge,  som  i  kvindeklæder  gjør 
trælletjeneste: 

AYi  kefir  h^rd  dami 
hildingr  pegit, 
er  vist  skal 
vaXbygg  mala. 

val'  betyder  i  sammensætninger  »vælsk,  fra  Valland«.  Denne  be- 
tydning har  det  ogsaa  i  valrugr  d.  e.  »rug  fra  Valland c  Ordet  fore- 
kommer i  Eiliv  Gudrunssøns  Torsdraapa  (Snorres  Edda  I,  s.  302).  Dette 
viser,  at  man  alt  ved  vikingetidens  slutning  i  Norge  og  paa  Island  maa 
ha  faat  rug  fra  Vest-Europa. 

Som  jeg  i  indledningen  har  nævnt,  var  det  Romerne,  som  i  Bri- 
tannien ind  førte  dyrkningen  af  al  slags  frugttrær  og  kjøkkenurter.  I 
vikingetiden  lærte  Nordboerne  disse  vækster  at  kjende  i  Vesterlandene. 
Før  den  tid  havde  de  vel  knapt  nok  havt  noget  som  helst  havebrug. 
I  høiden  har  der  udenfor  kongsgaarden  Staat  nogle  faa  løgplanter  {laukr) 
eller  (mest  i  Norge)  været  dyrket  lidt  kvannerod.     Og  efter  vikingetiden 

»  Chronica  Regum  Manniæ  el  Insularum,  ed.  by  P,  A.  Munch,  p.  IV, 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       261 

blev  det  vel  heller  ikke  i  begyndelsen  stort  mere.  Der  kom  først  fart  i 
havedyrkningen,  efter  at  man  i  det  I2te  aarh.  var  begyndt  at  grunde 
klostere  i  Norden.  Et  par  kjøkkenplanter  begyndte  dog,  skulde  jeg  tro. 
Nordboerne  alt  i  vikingetiden  at  dyrke;  —  ialfald  lærte  de  dem  at 
kjende  over  i  England.  Jeg  tænker  da  især  paa  næpa,  f,  »næpe« 
{brasma  napa)  og  kål,  n.  »kaaU. 

Næpen  (lat.  napus)  er  med  Romerne,  som  kanske  igjen  havde  lært 
den  at  kjende  af  Grækerne  (gr.  varcv  betyder  dog  »sennep«)^,  vandret 
til  Mellem-  og  Vest-Europa.  Tyskerne  kaldte  den  napen,  nape;  Angel- 
sakserne kaldte  den  7uep.  At  Nordboerne  har  lært  denne  rodfrugt  at 
kjende  i  England  og  ikke  af  Tyskerne,  viser  vokalen  æ  i  næpa.  Ordet 
findes  ikke  i  digtersproget,  men  forekommer  flere  gange  i  Norges  gamle 
love  (jfr.  Hertzberg,  Glossar  under  næpa\  Man  kan  deraf  se,  at  næpen 
i  det  13de  aarh.  blev  almindelig  dyrket  i  Norge.  Meget  taler  dog  for, 
at  Nordboerne  alt  i  vikingetiden  har  lært  denne  villige  rodfrugt  at 
kjende.  Ordet  »næpe«  synes  bare  at  ha  været  brugt  i  Norge  og 
Danmark,  ikke  i  Sverige.  De  gamle  svenske  love  bruger  i  tilsvarende 
betydning  rova  (=  dansk  »roe«,  tysk  Rühe).  Dette  synes  at  vise,  at 
Svenskerne  har  lært  næpen  at  kjende  ad  andre  veie  end  Nordmænd  og 
Dansker,  vel  snarest  sydfra. 

Sammen  med  næpen  vandrede  ogsaa  kaalplanten  (lat.  caulis)  i  Ro- 
mernes følge  til  alle  de  lande,  hvor  romersk  kultur  vandt  indpas.  Angel- 
sakserne, som  lærte  at  dyrke  den  af  Romerne,  kaldte  den  cawel  efter 
det  lat.  caulis.  De  Nordboer,  som  i  vikingetiden  kom  til  England,  lærte 
dér  at  spise  kaal,  helst  som  saadd,  sammen  med  kjød.  Oldn.  kal, 
»kaal«,  som  ofte  forekommer  i  sagaerne,  er  nemlig  laant  fra  angelsak- 
sisk. Flere  steder  i  sagaerne  viser  ogsaa,  at  det  var  i  England,  vore 
forfædre  lærte  kaal  at  kjende.  I  Olav  den  helliges  saga  heder  det  saa- 
ledes,  halvt  som  et  ordsprog:  »Han  tænker  nok  alene  at  spise  op  al 
kaalen  i  England«  (man  hann  einn  ætla  at  eta  kål  allt  i  Englayidi,  s. 
131).  I  det  hele  er  det  værd  at  lægge  mærke  til,  hvor  ofte  kål  i  sa- 
gaerne bruges  i  ordsprog  og  faste  talemaader*.  Deraf  kan  man  dog 
ikke  slutte,  at  vore  forfædre  i  vikingetiden  har  dyrket  kaal.  Men  vel 
har  de  alt  dengang  lært  den  at  kjende  og  sagtens  ogsaa  i  sine  nybyg- 
der der  vesterpaa  begyndt  at  dyrke  den.  Ved  siden  af  cawely  cåwl  fore- 
kommer nemlig  i  angelsaksisk  en  anden  form  cal,  som  især  maa  ha  været 
brugt  i  Nord-England.  —  Dér  siger  man  nemlig  endnu  kale,  kau  (istd.  for 
cahhage).    —    Men  formen  kal  er,    som   Pogatscher   har   vfst,    laant    fra 

*  Hehn,  Kulturpflanzen,  2  udg.,  s.   183. 

*  Jfr.  Fritzncr,  under  kai. 


202  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

nordisk  kâl\  som  igjen  stammer  fra  ags.  catvél.  Dette  viser,  at  ordet 
kal  alt  i  vikingetiden  er  optat  i  sproget. 

Som  jeg  før  har  nævnt,  var  det  ikke  bare  nye  nyttevækster,  som 
Angelsakserne  lærte  af  Romerne.  Paa  alle  omraader  udviklede  de,  under 
indflydelse  af  romersk  kultur,  sit  landbrug.  Da  vore  forfædre  i  vikinge- 
tiden kom  over  til  England  og  grundede  nybygder  dér,  lærte  de  igjen 
af  Angelsakserne,  ligesom  disse  tidligere  havde  lært  af  de  romaniserede 
Briter.  Herom  vidner  bl.  a.  ordet  kylna,  f.  »hus,  som  er  indrettet  og 
bruges  til  tørring  af  korn  eller  malt«.  Ordet  findes  bl.  a.  i  stedsnavne 
fra  middelalderen 2  og  i  Norges  gamle  love  osv.  og  er,  skulde  jeg  tro, 
alt  kommet  ind  i  vikingetiden.  Det  bruges  endnu  i  vore  bygdemaal 
(kjonuj  kylna)  og  findes  ogsaa  i  gl.  svensk  (kölna)  og  i  gl.  dansk  {kølne, 
kølle).  Selve  ordet  kylna  er  laant  fra  ags.  cyl(e)n  »ovn,  bagerovn,  tørre- 
ovn«,  som  igjen  stammer  fra  lat.  câlina  »kjøkken«. 

Vigtigt  for  folk,  som  arbeider  i  marken,  er  det  at  ha  med  sig  grev 
eller  spade.  I  islandsk  bruges  som  navn  paa  dette  redskab  påJl,  m. 
Ordet  forekommer  bl.  a.  i  Gunnlaug  Ormstunges  saga  (k.  2)  og  i  »Graa- 
gaas«  og  maa  derfor  vistnok  være  kommet  ind  alt  i  vikingetiden.  Det 
stammer  fra  angelsaksisk,  hvor  jpal  foruden  »pæl«  ogsaa  kan  betyde 
»hakke,  spade«.  Baade  Sweet  og  Pogatscher  (§  195,  3)  siger,  at  ordet 
i  begge  sine  betydninger  kommer  af  lat.  palus  »pæl«.  Dette  kan  dog 
næppe  være  rigtigt.  Ordet  pål  i  bet.  »pæl«  stammer  fra  palus  ]  men  i 
bet.  »spade«  maa  det  være  laant  fra  det  ensbetydende  lat.  pala^  hvorfra 
ogsaa  Fritzner  har  vfst,  at  oldn.  pall  stammer;  dog  er  ordet  pål  i  betyd- 
ningen »hakke«  blit  hankjønsord  under  indflydelse  fra  det  ord,  som  be- 
tyder »pæl«. 

Victor  Hehn,  hvis  arbeide  »Kulturpflanzen  und  Hausthiere«  er  et  af 
de  vigtigste  bidrag  til  Europas  ældre  kulturhistorie,  siger  bl.  a.^:  »so 
lehrt  die  Namengebung  in  der  deutschen  Sprache,  dass  von  der  Epoche 
der  Völkerwanderung  an  bis  tief  in  die  mittleren  Zeiten  hinein  Alles, 
was  der  deutsche  Garten  trug,  und  ein  grosser  Theil  der  Feldverrichtungen 
aus  Italien  und  Gallien  oder  Südfrankreich  eingeführt  war.  So  weit  das 
Klima  es  erlaubte,  wurde  durch  eine  fortgesetzte  Kulturwanderung  ange- 
eignet, was  Italien  entweder  ursprünglich  besessen  oder  selbst  in  früheren 
Jahrhunderten  aus  Griechenland  bezogen  hatte.«  Disse  ord  har  ogsaa 
sin  gyldighed  for  England.  Ogsaa  did  blev  den  romerske  villa  med 
hele  dens  tilbehør,   vækster,    dyr  og  det  nødvendige  værktøi  og  redska- 

^  Pogatscher,  Zur  Lautlehre  der  griech.,  lat.  u.  roman.  Lehnworte  im  Altcnglischen,  J  206. 

2  Se  Rygh,  Norske  gaardnavne,  Indledn. 

3  2  udg,,  s.  429, 


v 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       263 

ber,  overflyttet.  Fra  England  flød  kulturens  strøm  videre  til  de  nordiske 
lande.  Men  oppe  i  Norden  er  veirliget  koldt  og  jorden  ikke  saa  villig 
til  at  bære  som  i  Sydens  lande.  Derfor  evnede  vore  forfædre  ikke  med 
engang  at  optage  alt  hvad  Angelsakserne  havde  lært.  Men  hvad  de  lærte, 
var  vigtigt  nok  og  bidrog  i  mangt  og  meget  til  at  forandre  gaards- 
bruget.  Og  vikingetiden  var  bare  begyndelsen.  Siden  kom  de  flittige 
munke,  byggede  klostere  og  omgav  dem  med  haver,  hvor  de  dyrkede 
træfrugter^,  som  æbler  og  plommer,  lægeurter  og  kjøkkénplanter. 


>  Nordboerne  har  i  vikingetiden  visselig  ikke  dyrket  træfrugter,  ikke  engang  æbler.  De 
»gyldne  æblerc,  som  nævnes  i  Eddadigtene,  stammer  fra  fremmede  lande  eller  snarest 
fra  fremmede  sagn.    Jfr.  S.  Bugge,  »Idunsæblerc  (Arkiv  V,  s.  11  f.). 


264  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 


VII.   Myntvæsen. 


Nordens  folk  stod  med  hensyn  til  brugen  af  penge  ved  vikingetidens 
begyndelse  paa  næsten  samme  udviklingstrin  som  Germanerne  i  Tysk- 
land ved  vor  tidsregnings  begyndelse.  Tacitus  siger  (Germania,  k.  5) 
om  Germanerne:  »Man  kan  hos  dem  se  sølvkar,  som  deres  sendebud 
og  fyrster  har  faat  i  gave,  agtet  ligesaa  ringe  som  de  kar,  der  gjøres  af 
1er,  om  end  de,  som  bor  nærmest  grænsen,  for  handelens  skyld  ved  at 
sætte  pris  paa  guid  og  sølv  og  anerkjender  og  udvælger  nogle  af  vore 
(d:  Romernes)  myntsorter.  De,  som  bor  længere  inde  i  landet,  bruger 
den  enklere  og  ældre  byttehandel.«  Nordens  folk  var  ved  vikingetidens 
begyndelse  heller  ikke  kommet  ud  over  byttehandelen,  om  de  end 
længe  havde  forstaat  at  sætte  pris  paa  sølv  og  guid.  Endnu  langt  ned 
i  middelalderen,  længe  efterat  man  havde  begyndt  at  mynte  penge, 
brugte  de  i  det  daglige  liv  mest  lovlig  anerkjendte  værdimaalere  som 
korn  og  vadmeP.  Paa  Island  blev  der  i  det  hele  i  middelalderen  om- 
trent aldrig  brugt  penge  i  det  daglige  liv,  men  vadmel  var  det  alminde- 
lige  betalingsmiddel. 

Allerede  længe  før  vikingetidens  begyndelse  blev  det  sædvanligt 
hos  Nordens  folk  at  betale  med  guid  eller  sølv,  som  var  formet  til 
spiralringe  eller  smale,  aflange  barrer.  Ofte  var  betalingsringene  for- 
synede  med  merker,  vistnok  for  at  angive  vægten,  og  efter  disse  hug- 
gede  man  dem  istykker,  naar  man  skulde  betale.  Som  det  heder  om 
høvdingen  i  Rfgs[)ula  (str.  39): 

hringum  hreyiti, 
hjô  sundr  baug, 

Længe  før  vikingetiden  vandt  fremmede,  især  romerske  mynter 
indpas  i  Norden  2,  hvor  Gotland  allerede  i  den  tidlige  oldtid  var  et  vig- 
tigt  handelscentrum.  Romerske  guldmynter  blev  endog  meget  tidlig 
(paa  folkevandringstiden)  efterlignede  af  Nordboerne  i  de  saakaldte 
brakteater^,    som    ogsaa .  er    af  guid.      Disse    rent   barbariske   efterlig- 

*  En  mark  vadmel  d.  e.  en  mark  solvs  værdi  i  vadmel,  o.  1. 

2  Jfr.  Hauberg,  Mynlforhold  og  udmyntninger  i  Danmark  indtil  11 46.  (Danske  Viden- 
skabs  Selskabs  Skrifter,  Kbhvn.  1900),  s.  7  ff.  Jeg  har  under  hele  den  felgende  frem- 
stilling benyttet  dette  udmcrkcde  arbeide. 

'  Rygh,  Norske  Oldsager,  s.  287 — 294. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      265 

ninger  har  kun  billede  paa  én  side  og  brugtes  ikke  som  penge,  men 
som  hængesmykker. 

Heller  ikke  de  fremmede  mynter,  som  kom  til  Norden,  forstod  vore 
forfaedre  i  begyndelsen  at  bruge  som  betalingsmiddel;  de  borede  i 
almindelighed  hul  gjennem  dem  og  brugte  ogsaa  dem  til  smykker. 
Næsten  alle  de  i  Norge  fundne  mynter  fra  vikingetiden  er  saaledes 
gjennemborede.  Dette  viser,  at  de  i  Norge  ikke  har  været  brugt  i 
handelsomsætningen.  Anderledes  var  det  dog  paa  Gotland  og  de  andre 
midtpunkter  for  Nordens  handel  i  oldtiden.  Men  selv  her  havde  som 
oftest  hvert  enkelt  pengestykke  ikke  nogen  fastsat  værdi  eller  kurs. 
Man  betragtede  mynterne  som  metalstykker  og  veiede  dem.  Endnu 
langt  ned  i  middelalderen  tales  der  om  »veiede  penge«  {ponder ati 
denarii)  \ 

Under  vikingetiden  kom  Nordboerne  i  umiddelbar  forbindelse  med 
fremmede  nationer,  som  havde  et  gammelt,  udviklet  myntvæsen.  Særlig 
var  dette  saa  i  Frankrig,  Tyskland  og  England.  Der  kom  til  Norden 
uhyre  masser  af  fremmede,  baade  østerlandske  og  vesterlandske  mynter 
dels  gjennem  plyndringstog  og  udpresninger,  men  især  paa  fredlig  vis 
gjennem  handel.  Det  maatte  da  ligge  nær  for  de  nordiske  folk  ogsaa 
selv  at  begynde  at  slaa  mynt. 

Forskerne  mente  tidligere,  at  de  ældste  i  Norden  prægede  mynter 
stammede  fra  vikingetidens  slutning.  Men  nyere  undersøgelser  af  Hans 
Hildebrand  og  Hauberg  har  vist,  at  de  nordiske  folks  første  udmynt- 
ning  ligger  mindst  hundrede  aar  længere  tilbage  i  tiden^. 

Blant  de  mellemeuropæiske  stæder,  som  ved  vikingetidens  begyn- 
delse  stod  i  livligst  forbindelse  med  de  nordiske  lande,  var,  som  vi  har 
hørt,  byen  Dorestad  i  provinsen  Utrecht  i  Nederlandene.  Vikingerne 
hjemsøgte  og  plyndrede  i  det  9de  aarhundred  selv  flere  gange  Dorestad. 
Omkring  850  havde  en  dansk  konge  Dorestad  og  Rustringen  i  len  af 
keiseren  og  endnu  i  det  lode  aarhundred  var  der  danske  kolonier  i 
Utrecht  og  i  Flandern^.  Baade  Dorestad  og  flere  af  de  flanderske  byer 
var  gamle  myntsteder.  I  Dorestad  lod  Karl  den  store  præge  mynter 
med  CAROLUS  i  to  linjer  paa  forsiden  og  DOR -STAT  i  to  linjer 
paa    bagsiden.      Denne    type    blev    alt    i    Dorestad    ved    talrige    gjen- 


'  Sc  Hildebrand,  Sveriges  medeltid  I  772  og  anm.  i. 

*  H.  Hildebrand  i  Kgl.  vitterhets  hist.  och  antiqvitets  akademiens  mAnadsbiad  1885, 
s.  122  ff.  og  'Sveriges  medeltid*  I,  s.  776  ff.  Hauberg  i  Mémoires  du  Congrès  inter- 
national de  Numismatique  à  Bruxelles  og  'Myntforhold*,  s.  35 — 41. 

2  Steenstrup  i  Normannerne  II,  55,  157  f.;  Danske  kolonier  i  Flandern  og  Nederlandene 
i  det  I  ode  aarh.  (Dansk  hist.  tidsskr.  IV  r.  VI,  s,  494). 


266  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

tagelser  endel  forvansket,  saa  at  der  af  byens  navn  ofte  bare  er  STAT 
tilbage  \ 

Ogsaa  udenfor  Dorestad  blev  denne  type  efterlignet  paa  mynter, 
hvor  vi  kun  med  vanskelighed  kan  gjenkjende  det  oprindelige  Caroltis- 
monogram.  Ved  siden  af  de  forvanskede  bogstaver  findes  der  gjerne 
et  par  merker,  som  ikke  kjendes  fra  de  ægte  Dorestadmynter,  nemlig 
en  trekant,  en  perlering  og  et  med  lange  knebelsbarter  forsynet  fremad- 
vendt  ansigt.  Paa  gamle  sceattas  fra  Mercia  findes  et  noget  lignende 
ansigt  med  langt  overskjæg^;  perleringen  gjenfindes  paa  gamle  northum- 
briske  mynter  og  trekanten   findes  ligeledes    paa  angelsaksiske  mynter^ 

Triangelen,  perleringen  og  ansigtet  gjenfindes  paa  en  flerhed  af 
disse  efterligninger  af  Dorestadmynterne.  Forøvrigt  forandres  typen 
mer  og  mer  og  fjærner  sig  stedse  videre  fra  de  egentlige  Dorestad- 
mynter. Paa  én  type  er  saaledes  byen  Dorestads  monogram  omdannet 
til  en  hvælvet  bygning  med  sidestolper,  firkantet  døraabning  og  et 
dragehoved  paa  hver  side  af  gavlen.  En  anden  mynt  viser  os  en  mand, 
hvis  hjelm  er  prydet  med  horn.  I  den  ene  haand  bærer  han  et  spyd 
og  i  den  anden  et  korslignende  redskab.  Paa  en  tredje  mynt  ser  vi  et 
skib.  Paa  alle  disse  mynter  kan  vi  endnu  paa  forsiden  se  det  forvan- 
skede Carolus-monogram.  Men  der  findes  ogsaa  andre  selvstændige 
mynttyper.  Den  ene  har  paa  forsiden  to  mod  hinanden  vendte  fugle 
og  paa  bagsiden  et  skib.  Den  anden  har  paa  forsiden  et  barbarisk  ud- 
ført  ansigt,  omgit  af  fire  mandlige  ansigter  ;  —  et  lignende  ansigt  findes 
ifølge  Hauberg  paa  merovingiske  og  tidlige  engelske  mynter.  Denne 
type  har  paa  bagsiden  en  hjort  eller  snarere  en  buk  med  bagudvendt 
hoved.  En  tredje  type  viser  os  paa  forsiden  det  samme  barbariske 
ansigt;  paa  bagsiden  ser  vi  et  dyr  med  takkede  horn,  nærmest  en  hjort, 
med  en  slange  foran,  en  perlering  foroven  og  en  triqvetrafigur  neden- 
under. En  fjerde  type  viser  os  paa  bagsiden  den  samme  hjortefigur 
med  omgivende  merker,  kun  at  perleringen  er  afløst  af  det  tidligere 
nævnte  mandlige  ansigt.  Paa  forsiden  ser  vi  et  vikingeskib  med  skjolde 
langs  rælingen  og  en  fisk  nedenunder.  Denne  type  synes  især  at  ha 
været  almindelig.  I  det  norske  Spangereid-fund,  som  bevares  i  oldsags- 
samlingen  i  Kristiania,  findes  der  af  denne  type  fire  mynter,  som  alle  er 
indbyrdes  lidt  forskjellige. 


»  Se     AfbildniDgcr    i    Mestorf,    Vorgeschichtliche   Altcrthümer    aus    Schleswig-Holstein, 

pl.  LXII. 
^  Catalogue  of  Coins  in  the  British  Museum,  Anglo-Saxon  Series  1,  PI.  HI,  fig.  i6,  i8. 
3  Sammesteds  I,  PI.  XX,  fig.  5. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      267 

Et  hjortelignende  dyr  fîndes  paa  gamle  mynter  fra  Northumberland  K 
Et  skib  findes  ogsaa  paa  mynter  fra  Qventovic  i  Flandern. 


I  Norden  prægcde  cfterligninger  af  Dorcstadmyntcr. 
(Efter  Hauberg,  tab.  I  fig.  1—7). 

Vi  ser  da  her,  for  at  følge  Hauberg,  en  række  mynter,  som  synes 
at  være  præget  under  indflydelse  især  fra  Dorestad  og  muligens  ogsaa 
fra  et  par  flanderske  stæder  samt  fra  Mercia  og  Northumberland  og  som 
efter  forskernes  samstemmige  mening  tilhører  slutningen  af  det  9de  aar- 
hundred.  Disse  mynter  kan  ikke  være  præget  i  Dorestad  eller  i  det 
hele  i  Nederlandene.  Thi  fra  nederlandske  fund  kjender  man  en  mængde 
af  Dorestads  egne  mynter.  Men  man  har  der  ikke  fundet  nogen  af  de 
forud  beskrevne  efterligninger^.  Disse  kan  heller  ikke,  som  tidligere 
forskere  mente,  stamme  fra  landene  syd  for  Østersjøen.  Pundene  viser 
med  sikkerhed,  at  de  er  blit  til  i  et  af  de  nordiske  lande.  Hildebrand 
har  gjættet  paa  Birka,  i  hvis  jord  man  har  fundet  flere  af  dem.  Hau- 
berg har  søgt  at  vise,  at  de  er  danske,  dels  fordi  Danmark  stod  i  liv- 
ligere forbindelse  med  Vesteuropa,  end  Birka  gjorde,  og  dels  fordi  næsten 
alle  de  i  Birka  fundne  mynter  er  gjennemborede  og  maa  ha  været  brugt 
til  smykker.  Desuden  gjenfindes  en  enkelt  type,  det  hjortelignende  dyr 
med  ansigt  paa  den  ene  og  slange  paa  den  anden  side  (fig.  7)  paa  Knut 


*  Cat.  of.  Coins,  Ags.  Series,  I,  pl.  XX,  fig.  5—10. 

*  Hildebrand,  Mânadsblad,  s.  129,  Hauberg,  s.  37. 


268  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

den  mægtiges  mynter.  Hauberg  mener,  at  fundene  peger  paa  Skaane 
som  disse   mynters   hjemsted,    og    gjætter  paa  Lund,    som    senere  blev 

Danmarks  hovedmyntsted.  Efter  min  mening 
ligger  det  dog  nærmere  at  gjætte  paa  Hedeby, 
som  ved  aar  900  var  den  største  handelsstad 
i  de  nordiske  lande  og  hvor  den  senere  ud- 
myntning  af  halvbrakteater,  som  jeg  nedenfor 

Mynt  fra  Knut  den  mægtige.       gj^^,  ^^j^  f^^^jt  Sted.     Jeg    skal    foreløbig 

(Hauberg,  tab.  II  fig.  13).  ''  ^  ° 

ikke  gaa  nærmere   ind  paa  dette  spørgsmaal, 

men  isteden  ud  fra  andre  synspunkter  underkaste  disse  de  ældste  nor- 
diske mynter  en  fornyet  undersøgelse. 

Vi  husker,  at  der  ved  siden  af  det  forvanskede  Carolus-monogram 
findes  nogle  merker,  som  ikke  hører  hjemme  paa  de  oprindelige  Dorestad- 
mynter.  Disse  merker  er  bl.  a.  perleringen,  trekanten  og  det  lille  ansigt 
med  knebelsbarter,  som  alle  efter  Haubergs  mening  stammer  fra  gamle 
angelsaksiske  mynter.  Derfra  stammer  ogsaa,  mener  han,  hjorten  og 
det  store,  barbarisk  udseende  ansigt.  Denne  forklaring  forekommer  mig 
dog  Udet  sandsynlig;  thi  de  angelsaksiske  mynter,  som  skal  ha  været 
forbilleder  for  de  nordiske,  stammer  fra  tiden  mellem  aar  6cx)  og  750, 
medens  deres  efterligninger  er  fra  slutningen  af  det  9de  aarhundred. 
Hvis  en  dansk  eller  svensk  mand  ved  aar  900  vilde  efterligne  angelsak- 
siske mynter,  havde  han  fra  sin  egen  samtid  meget  vakrere  og  klarere 
mynttyper,  som  ogsaa  blev  efterlignet  af  vikingerne  i  Øst-Angel  og 
Northumberland.  Heller  ikke  er,  synes  det  mig,  ligheden  mellem  an- 
sigterne  meget  stor,  og  hjorten  paa  de  northumbriske  mynter  mangler 
de  nordiske  mynters  karakteristiske  horn,  ligesom  benenes  stilling  er 
en  anden. 

Allerede  paa  folkevandringens  tid  har,  som  bekjendt,  de  nordiske 
folk  frembragt  billeder  paa  gjenstande,  som  i  mange  stykker  minder  om 
disse  ældste  nordiske  mynter.  Jeg  mener  de  saakaldte  brakteater, 
som  er  hængesmykker  af  guid  (tynde  guldplader)  og  efterligninger  af 
østromerske  medaljer  og  guldmynter  (solidi).  Paa  en  del  brakteater  kan 
man  tydelig  gjenkjende  de  romerske  forbilleder.  Andre  grupper  er 
derimod  mere  selvstændige  og  »havde  sikkerlig  en  for  datidens  Nord- 
boer velkjendt  betydning,  om  det  nu  end  er  umuligt  i  alle  enkeltheder  at 
bestemme  denneai.  Saaledes  har  den  svenske  arkæolog  dr.  Bernhard 
Salin  paa  én  brakteatgruppe  troet  at  se  Odin,  hans  hest  og  ravne  og 
paa  en  anden  gruppe  Tor  kjørende  og  en  af  hans  bukke-.      Vi  ser  her 

^   O.  Montelius,  i  Sveriges  historia  utg.  af  E.  Hildebrand,  1,  s.   189. 

2  De  nordiska  guldbrakteatcrna  (Antiqvarisk  tidskrift  fbr  Sverige,  XIV  nr.  2). 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      269 

et  dyr  med  horn  og  bukkeskjæg  og  lige  over  dyrets  hals  og  ry  g  et 
mandligt  hoved.  Paa  den  ene  side  af  dette  ser  vi  et  hagekors  og  paa 
den  anden  side  en  perlekrans  af  ganske  samme  art  som  den,  vi  finder 
paa  mynterne*.  Naar  perlekransen  saaledes  er  anbragt  sammen  med 
hagekorset,  som  var  et  af  de  hedenske  Nordboers  hellige  tegn,  saa  synes 
dette  at  vise,  at  perlekransen  ogsaa  har  været  opfattet  som  et  heiligt 
tegn^.  Allerede  hos  Asiens  ældste  kulturfolk  blev  cirkelen,  som  den 
figur,  der  er  uden  begyndelse  og  ende,  brugt  til  at  betegne  evigheden 
og  fremstillet  ved  en  ring  eller  krans.  Ofte  er  ringen  en  perlering, 
saaledes  som  vi  ser  den  afbildet  paa  gamle  cypriske  mynter,  hvor  den 
har  ganske  samme  udseende  som  paa  brakteaterne  og  mynterne^.  Ferie- 
ringen er  med  andre  ord  et  ældgammelt  symbol,  som  fra  Asien  er  van- 
dret til  Europa  og  allerede  paa  folkevandringens  tid,  ligesom  hagekorset, 
var  kjendt  af  de  nordiske  folk  og  af  alle  disse  blev  sat  først  paa  braik- 
teater  og  siden  paa  vikingetidens  mynter. 

Ogsaa  trekanten  er  et  ældgammelt  heiligt  tegn,  som  gjenfindes  paa 
brakteater*.  Paa  flere  af  disse  ser  vi  ligeledes  smaa,  forfra  seede  an- 
sigter,  som  paafaldende  ligner  mynternes  ansigt  med  de  smale  knebels- 
barter ^  Det  samme  ansigt  gjenfinder  vi  udhugget  i  flad  relief  paa  en 
dansk  runesten  fra  vikingetiden,  hvor  allerede  Stephens  har  sét  ligheden 
med  mynterne.  Oprindelig  har  vel  dette  ansigt  paa  brakteaterne  bare 
været  anvendt  til  udsmykning,  men  lidt  efter  lidt  har  man  i  det  lagt  en 
symbolsk  betydning.  Deraf  kommer  det  vel,  at  typen  er  bevaret  fra 
folkevandringstiden  og  ned  til  omkring  aar  900. 

Et  endnu  sterkere  indtryk  af  nordisk  kultur  faar  vi  gjennem  de 
store  billeder  paa  mynterne.  Sammen  med  det  forvanskede  Car^lus- 
monogram  ser  vi,  som  før  nævnt,  paa  én  gruppe  af  disse  en  hvælvet 
bygning,  som  utvilsomt  skal  forestille  en  nordisk  hal  (en  kongehal  eller 
et  gudehov).  Huset  er  sét  forfra.  Vi  ser  i  midten  indgangsdøren,  der 
som  saa  ofte  har  en  søile  paa  hver  side.  Paa  hver  side  af  denne  er  der 
en  sidestolpe,  som  støtter  husets   tag.      Det  nordiske   hus   bestod  i  old- 


*  Jeg  kjender  perlekransca  paa  to  brakteater.  Den  ene  er  fra  Öland  (Salin,  dg.  64);  den 
anden  er  fra  Bornholm  (Japetus  Steenstrup,  Yak-Lungta-Brakteaterne,  tab.  I  fig.  8). 

*  Det  samme  tor  være  tilfældet  ogsaa  paa  de  ældste  northumbriske  mynter.  Her  finder 
vi  nemlig  ved  siden  af  perlekransen  ogsaa  vaiknuden,  som  ogsaa  findes  paa  de  nort- 
humbriske vikingemynter  og  dér  synes  at  være  et  heiligt,  hedensk  tegn. 

*  L.  Müller,  Religiøse  symboler  af  stjerne  ,  kors-  og  cirkelform  hos  oldtidens  kulturfolk 
(Det  kgl.  danske  Videnskabsselskabs  skrifter  5te  række  III,  hefte  i,  s.  79  f,  og  fig. 
27-28). 

*  Yak- Lungta- Brakteaterne,  tab.  IV,  fig.  23. 

^  Vak-Luogta,  tab.  I,  fig.  4  ;  Stephens,  Runic  Monuments  II,  no.  557  (s.  62).  Ansigtet  paa 
runestenen  fra  Sæding,  Nerre- Jylland,  er  afbildet  hos  Stephens  I,  s.  351. 


2^0  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

tiden  af  bare  ett  rum.  Men  i  store  huse  lod  man  taget  hvile  paa 
to  rader  opreiste  stolper,  omtrent  som  søileraderne  i  vore  kirker. 
Disse  »søiler«  (swiwr)  nævnes  ogsaa  i  Eddakvadene  (f.  eks.  i  Hy- 
miskvi6a,  str.  29).  Taget  var  i  almindelighed  høit  og  hvilede  paa 
bjælker,  som  gik  tværsover  huset  fra  den  ene  langvæg  til  den 
anden  ^.  Gavlen  paa  mynten  er  smykket  med  dyrehoveder,  nærmest 
dragehoveder.  Paa  lignende  maade  var  Leirekongernes  hal,  Heoroi 
ell.  »Hjort«,  prydet  med  hjortehorn  paa  hver  side  af  gavlen 2.  Eien- 
dommelig paa  mynten  er  tågets  buede  hvælving,  noget  som  næppe  har 
havt  sit  sidestykke  i  virkeligheden.  En  saadan  hvælvet  bygning  gjen- 
findes  derimod  paa  de  to  gotlandske  billedstene,  Tjängvidestenen  og 
Ardrestenen,  hvor  den  efter  de  flestes  mening  skal  fore- 
stille Valhal.  Om  billedet  paa  mynten  har  nogen 
religiøs  betydning,  vover  jeg  ikke  at  afgjøre.  I  alle 
tilfælde  synes  det  dog  at  vidne  om  kunstnerisk  sammen- 
hæng  med  gotlandsk  billedkunst.  Ogsaa  et  andet  af 
Valhal  (?)  paa  Ardre-  mynternes  billeder  gjenfindes  paa  gotlandske  stene, 
stenen.  nemlig  det  fig.  7  afbildede  vikingeskib  med  rudet  seil 

og  skjolde  langs  rælingen,  et  skib,  hvoraf  andre  typer  findes  paa  myn- 
terne  fra  det  norske  Spangereid  fund.  Dette  skib  har  vistnok  ud  viklet 
sig  fra  den  fig.  4  og  5  afbildede  skibstype,  som  stammer  fra  Qventovics 
mynter;  men  det  er  fra  at  være  et  middelalderligt  vesteuropæisk  skib 
blit  et  typisk  vikingeskib.  Ogsaa  her  kan  vi  spore  kunstnerisk  sammen- 
hæng  med  Gotland.  Intet  billede  er  almindeligere  paa  de  gotlandske 
stene  end  netop  skibet.  »Mest  elskade  man  dock  att  framställa  vikin- 
gens-fard  på  hafvet  genom  att  af  bilda  hans  fartyg«,  siger  en  af  de 
bedste  kjendere  af  gotlandsk  billedkunst  Fredrik  Nordin  i  sin  afhandling 
»De  gottländska  bildstenarnas  utvecklingsformer«  3.  Man  kan  følge  ski- 
bets udvikling  fra  før  vikingetiden  og  ned  gjennem  det  icxie  aarhundred. 
Særlig  karakteristisk  for  disse  skibe  er  stedse  det  rudede  seil  og  skjoldene 
langs  rælingen,  saaledes  som  vi  ser  det  paa  en  sten  (vistnok  fra  det  9de 
aarhundred)  fra  Högbro  ;  (den  er  nu  i  Gottlands  Fornsal  i  Visby).  Lig- 
heden  mellem  det  paa  denne  sten  afbildede  skib  og  skibet  paa  myn- 
terne  kan  ikke  være  tilfældig.  Der  maa  være  kunstnerisk  paavirkning 
fra  den  ene  af  siderne. 

Paa  den  fig.  5  afbildede  mynt  ser  vi  to  mod  hinanden  vendte  fugle. 
Ogsaa   dette   billede   gjenfindes   paa  gottlandske  stene  fra  vikingetidens 

1  Oscar  Montelius,  i  Sveriges  historia,  utg.  af  ^,  Hildebrand,  1,  s.  259  f. 

«  Jfr,  Beowulf,  v.  81  f.:    »Salen  ragede  op  hei  og  vid   mellem  hornene  i  dens  hjerner«. 

3  1  festskrift  til  Oscar  Montelius,  s.  149. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      27 1 


begyndelse;  jeg  mindes  saaledes  en  sten  i  Gottlands  Fornsal.     Paa  disse 
stene  ser  vi  ligeledes  billeder  af  hjortelignende  dyr^. 

Billederne  paa  de  gotlanckke  stene 
har  efter  de  flestes  mening  en  bestemt 
religiøs  betydning,  som  vi  dog  nu  i 
de  fleste  tilfælde  ikke  magter  nær- 
mere at  bestemme.  Dette  leder  os  til 
at  tro,  at  ogsaa  mynternes  billeder  er 
religiøse.  Jeg  tror  saaledes,  at  den 
fig-  6  og  7  afbildede  hjort  med  ansigt 
paa  den  ene  og  slange  paa  den  anden 
side  og  med  triqvetrafigur  nedenunder 
gir  et  saadant  billede.  —  Slangen  og 
triqvetraen  findes  ogsaa,  om  end  i 
noget  andre  former,  paa  brakteater.  — 
Og  den  fig.  3  afbildede  skikkelse  med 
hornprydet  hjelm  og  hagekors  i  sin  ene 
haand  forestiller  vel  en  gud.  Sammen- 
hængen  med  gotlandsk  billedkunst  synes 
nærmest  at  pege  paa  Sverige  som  disse 
de  ældste  nordiske  mynters  hjemland. 

Saaledes  gir  da  ogsaa  disse  mynter,  som  ved  første  øiekast  ser  saa 
barbariske  og  uselvstændige  ud,  os  et  indblik  i  vikingetidens  kultur  og 
aandsliv.  De  nordiske  mænd,  som  ved  aar  900  lod  præge  disse  mynter, 
har  endnu  ikke  forstaat  latinsk  bogstavskrift.  De  har  uforstaaende  for- 
vansket ordene  Carolus  og  Dorstat  uden  isteden  at  sætte  sit  eget  eller 
myntstedets  navn.  Men  de  har  magtet  at  gi  mynterne  et  nordisk  præg, 
de  har  istedenfor  fremmede  sat  hjemlige  billeder  af  sine  skibe  og  hus- 
bygninger og  fra  sin  gudetro. 

Omkring  940 — 960  blev  der  foretaget  en  ny  udmyntning,  efter 
Haubergs  mening  sandsynligvis  i  Hedeby. 

Disse  mynter  er  meget  mere  barbariske  end  den  foregaaende  type, 
Paa  en  enkelt  aner  man  endnu  Carolus-monogrammet  paa  forsiden  og 
ser  TAT  paa  bagsiden.  Paa  et  par  mynter  ser  man  ogsaa  det  før  om- 
talte ansigt;  men  ellers  er  typen  ganske  forvansket^. 


Hogbrostenen.   (Efter  Nordin,  fig.  5). 


^  Nordin,  s.  148:    >Där  förekomma  foglar,  stundom  tvenne  emot  hvarandra,  hästar,  ocksä 

ställda  emot  hvarandra,  hjortar«  osv. 
•  Disse  mynter  er  afbildede  hos  Hauberg,  pl.  1. 


2T2 


ALEXANDER   BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


At  denne  myntgruppe  er  yngre  end  den  foregaaende,  er  sandsyn- 
ligt.  Typen  viser  nemlig  en  end  yderligere  forvanskning  af  Dorestad- 
typen.  Desuden  er  ogsaa  mynterne  af  denne  gruppe  lettere  end  de  af 
den  foregaaende.  Allerede  de  ældste  danske  mynter  havde  liden  vægt, 
omkr.  0.75  gr.  Men  disse  er  endnu  lettere,  fra  0.56  til  0.20  gr.  De 
blir  tilsidst  rene  halvbrakteater,  hvor  stemplet  paa  forsiden  næsten  ganske 
forsvinder.  Disse  mynter  er  fundne  sammen  med  tyske  mynter  fra 
950 — 960  saavel  som  i  fund  fra  Knut  den  stores  tid.  Hauberg  har  vist- 
nok  derfor  ret,  naar  han  mener,  at  udmyntningen  er  foretaget  omkr. 
940 — 960.  Baade  Hildebrand  ^  og  Hauberg  ^  er  enige  i  at  henføre  disse 
mynter  til  Danmark  og  da  sandsynligvis  til  Hedeby. 

Hedebymynternes  udstyr  viser,  synes  mig,  hen  paa  en  tid,  da 
kristendommen  havde  vundet  indgang  i  Danmark.  De  er  ikke  prydet 
med  hedenske  tegn  eller  med  billeder  af  Asatroens  guder,  men  med  de 
kristne  kors.  I  det  hele  eier  de  ikke  paa  langt  nær  den  samme  kultur- 
historiske betydning,  som  Nordboernes  ældste  om  vikingeliv  og  Åsatro 
mindende  mynter. 


Halvbrakteater  fra  Hedeby  (ca.  940 — 960). 
(Efter  Hauberg,  tab.  I). 


Om  en  høiere  og  fra  Vesterlandene  sterkere  paavirket  kultur  vidner 
de  mynter,  som  Nordmænd  og  Dansker  har  præget  i  England.  Her 
har  vi  baade  en  virkelig  tilegnelse  af  det  fremmede  og  selvstændig  ny- 
dannelse. Vi  finder  paa  disse  mynter  ikke  bare  navne  paa  nordiske 
konger,  men  endog,  som  jeg  senere  skal  vise,  nordiske  ord,  der  har 
traadt  istedenfor  de  tilsvarende  latinske  og  hedenske  vikingesymboler. 
Mærkeligt  er  det  ogsaa,  at  de  ældste  mynter.  Nordboerne  lod  præge  i 
England,  viser  paavirkning  ikke  fra  Angelsakserne,   men   fra  Frankerne. 


*  Mânadsblad,  s.  1^4. 
2  S.  40. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDß.  I  ViKlNGET.     273 

I  det  hele  er  disse  nordiske  mynter  fra  England  en  af  de  vigtigste  kilder 
til  kundskab  om  vore  forfedres  kultur  i  vikingetiden. 

Man  havde  tidligere  lidet  kjendskab  til  denne  lange  række  a  f  myn- 
ter, som  Nordboerne  i  Øst-Angel  og  Northumberland  lod  præge,  før  det 
store  fund  ved  Cuerdale  i  Northumberland  i  1840  blev  gjort.  Paa  dette 
sted,  som  allerede  ved  sit  navn  (endelsen  -dale  =  vort  »dal«)  synes 
at  minde  om  Nordboerne,  fandt  man  foruden  barrer,  armringe  og  andre 
prydelser  ikke  mindre  end  henved  syv  tusen  mynter.  Skatten  maa 
sandsynligvis  være  nedlagt  omkring  aar  905  * . 

De  ældste  af  disse  »vikingemynter«,  som  de  med  rette  kan  kaldes, 
stammer  vistnok  fra  en  tid  noget  forud  for  den  første  udmyntning  i 
Danmark.  Men  da  vi  her  har  at  gjøre  med  en  lang  række  mynter,  har 
jeg  foretrukket  først  at  tale  om  de  danske  mynter. 

Den  første  nordiske  konge,  som  lod  præge  mynter  i  England,  var, 
synes  det,  Halvdan,  en  af  de  navnkundige  Lodbrokssønner  og  en  af 
Normannerhærens  førere^. 

Hans  første  udmyntning  stammer  vistnok  fra  den  tid,  da  Normanner- 
hæren,  under  hans  anførsel,  havde  vintersæde  i  London  (871 — 872).  Paa 
forsiden  af  en  sølvpenny»  læser  vi:  VLFDENE  XRX  *  (d.  e.  Vlfdme 
el.  Alfaene  rex),  —  Alf  dene  er  angelsaksisk  skrivemaade  for  Halfdanr.  — 

Forsidens  udsmykning  er  ogsaa  merke- 
lig og  minder  ikke  om  samtidige  angelsak- 
siske mynter,  men  om  gamle  angelsak- 
siske sceattas,  en  type,  som  stammer  fra 
romerske    solidi    fra    Valentinian    I    eller 

Maximus.     Paa  bagsiden   forekommer  for 

Halvdans  London-mynt. 
første   gang    byen    Londons    monogram. 

Monogram  paa  bagsiden  af  mynter   havde  hidtil   været  en  særegenhed 

for  frankiske  mynter*.    Kanske  har  Halvdan  i   sit    følge  havt  en  fran- 

kisk    eller   snarere    en    i    Frankrig    uddannet   angelsaksisk   myntmester. 

lalfald  er  det  merkeligt,  at  denne  mynt  synes  at  vise  baade  frankisk  og 

angelsaksisk  paavirkning.    Men  Nordboerne  har  allerede  lært  selvstændig 

at  udvikle  det  fremmede.     Kong  Halvdan  sætter  sit  eget  navn  i  angel- 


*  Cat.  of  Coins  in  the  British  Museum,  Anglo-Saxon  Series  I,  s.  XXIX  f, 

2  Om  denne  Halvdan   se   Cat.    of  English  Coins   in    the  British    Museum,   Anglo-Saxon 
Series  1,  p.  LXVl  f.,  og  Steenstrup,  Normannerne  11,  s,  55—90  o.  fl.  steder. 

•  Denne  mynt  er  først  beskrevet   i   Mr.  Kenyon*s   udgave  af  Hawkins's  »Silver  Coins  of 
England«,  s.  79,  og  senere  i  Cat.  of  English  Coins,  Anglo-Saxon  Series  II,    XXXIV  ff. 

^  Man  har  søgt  forbilledet  i  karolingiske   mynter  fra  Ludvig  den  stammende  (861 — 879). 
Jfr.  Cat,  of  Coins  II,  s.  XXXIX  anm.   og  Gariel,  Monnaies  Royales  de  France  sous  la 
Race  Carlovingienne. 
Vid.-Sel8k.  Skrifter.    IL    H.-F.Kl.    1904.    No.  1.  18 


^74  ÀLE5tANt)Ek  BUGGE.  tt.-F.  Kl. 

saksisk  skrivemaade  paa  forsiden,  og  paa  bagsiden  anbringer  han  det 
engelske  myntsteds  navn  som  et  frankisk  monogram.  Hvilken  forskjel 
fra  de  ældste  danske  mynters  efterligning  af  Dorestadtypen,  hvis  ind- 
skrifter  Nordboerne  har  troet  var  en  slags  dekoration!  Om  Halvdan 
selv  har  kunnet  læse,  er  vel  mere  end  tvivlsomt.  Men  han  har  ialfald 
vidst,  hvad  latinsk  bogstavskrift  var  for  noget  og  forstaaet,  at  mynternes 
indskrifter  ikke  var  dekorationer.  For  man  kan  ikke  tænke  sig,  at 
myntmesteren  har  sat  kongens  navn  paa  mynten  uden  at  raadføre  sig 
med  denne.  London-monogrammet,  som  Halvdan  indførte,  blev  siden 
efterlignet  af  Alfred  den  store,  der  i  886  gjenopbyggede  London. 
Londons  indbyggere  har  vel  i  mellemtiden  fortsat  at  præge  mynter  med 
sin  bys  monogram  paa  bagsiden,  men  med  Alfreds  istedenfor  Halvdans 
navn  paa  forsiden*. 

Fra  kong  Halvdan  findes  der  ogsaa  en  halvpenny,  der  ligesom  sølv- 
pennyen  tilhører  Cuerdale-fundet^.  Den  har  altsaa  været  i  omløb  i 
Northumberland.  Men  om  den  er  præget  i  York,  de  northumbriske 
kongers  myntsted,  kan  ikke  afgjøres.  Dette  synes  mig  dog  sandsynligere, 
end  at  den  skulde  være  fra  London.  Thi  Halvdans  sølvpenny  fra  London 
er  af  en  ganske  anden  type.  Denne  halvpenny  har  paa  forsiden  føl- 
gende omskrift:  Hh  Alf  dene  r(e)x  og  paa  bagsiden  Rainoald  mo(netarius). 
Denne  mynt  er  ganske  af  samme  type  som  Alfred  den  stores  halvpennyer, 
og  er  vistnok  en  efterligning  af  disse.  Myntprægerens  navn  Rainocdd 
er  det  samme  som  det  nordiske  Ragnvald.  Reginald,  Rainald  var  dog 
ogsaa  et  meget  almindeligt  frankisk  navn.  Den  med  vor  mynt  nær- 
beslægtede  form  Ragnoald  forekommer  endog  flere  gange  hos  gamle 
frankiske  skribenter  som  Fredegar  o.  a.  ^  Jeg  skulde  derfor  snarest  tro, 
at  Halvdans  myntmester  i  York  har  været  af  frankisk  herkomst. 

Før  jeg  gaar  over  til  at  omtale  de  senere  northumbriske  mynter, 
skal  jeg  nævne  nogle  mynter,  som  Nordboerne  lod  præge  under  sit 
herredømme  i  Øst-Angel.  En  'af  førerne  for  den  store  Normannerhær 
var  ved  siden  af  Halvdan  kong  Guthorm  (Gudrum).  Efter  slaget  ved 
Ethandun  (878)  sluttede,  som  bekjendt,  Nordboerne  fred  med  Alfred  den 
store  ;  deres  konge  Guthorm  blev  døbt,  antog  navnet  Æthelstan  og  op- 
holdt  sig  12  dage  hos  kong  Alfred.      Siden   drog  han  med  sine    mænd 


»  Cat.  of  Coins  II,  pl.  IV  fig.  14,  pl.  V  fig.  2-8. 

*  Raslcigh,   Remarks   on    the   Coins   of  Northumberland,   i  Numismatic  Chronicle,   New 

Series,  vol.  IX,  s.  68. 
'  Förstcmann,  Altdeutsches  Namenbuch  I,  1025  f. 


1904.  Na.  t.        VESTÉRLANDEI4ÉS  iNÜFL.   I*AA  NORDB.  Î  VIKINGET.      2^^ 

til  Østangel,  som  hvis  konge  han  blev  anerkjendt  af  Alfred.  Kong 
Guthorm  døde  i  890*. 

Guthorms  mynter  maa  være  fra  omkr.  880—890.  De  har  nemlig 
alle  som  forsidens  overskrift  kongens  daabsnavn  Æthelstan  (skrevet 
EDELTAN,  EDELSTAN  o.  1.)  med  et  kors  î  midten  og  paa  bag- 
siden myntmesterens  navn  i  to  linjer  2. 

Guthorm-Æthelstans  mynter  viser  ikke  som  Halvdans  spor  af  fran- 
kisk  paavirkning  og  heller  ikke  noget,  som  tyder  paa  Nordboen  og 
vikingen.  De  er  i  sin  karakter  fuldstændig  angelsaksiske;  dog  staar  de 
ikke  i  nogen  sammenhæng  med  ældre  østangliske  mynter,  men  minder 
om  enkelte  af  Alfred  den  stores  mynter  3.  Man  maa  af  dette  ha  lov  til 
at  slutte,  at  Gudrum  ved  sin  daab  er  traadt  i  nær  forbindelse  med  Alfred 
den  store  og  af  ham  har  modtaget  varig  paavirkning  ikke  bare  gjenftem 
kristendommen,  men  paa  livets  forskjellige  omraader.  Myntmestrenes 
eller  myntprægernes  navne  synes  alle  at  være  angelsaksiske  med  und- 
tagelse  af  et  par  som  G  untere  og  Judélberd,  der  er  frankiske;  dog 
havde  ogsaa  de  angelsaksiske  konger  frankiske  myntprægere.  I  det  hele 
vidner  Guthorms  mynter  om  ordnede  samfundsforhold  og  synes  at  pege 
hen  paa  en  høiere  kultur  end  de  øvrige  nordiske  mynter  fra  9de  aar- 
hundred. 

Fra  Østangel  kjender  man  ogsaa  en  anden  række  mynter,  sorti  Mr. 
Keary,  udgiveren  af  katalogen  over  de  angelsaksiske  mynter  i  British 
Museum,  (p.  XXIX)  kalder  »anglo-danske«.  De  fleste  af  disse  mynter 
har  paa  forsiden  omskriften  8c.  Eadmund  re(x)  og  25  i  midten  af  feltet. 
Paa  bagsiden  danner  myntmesterens  navn  omskriften  og  i  midten  af 
feltet  er  der  et  kors  (Hh).  Disse  mynter  stammer  alle  fra  Cuerdale-fundet, 
som  blev  nedlagt  omkring  aar  905.  St.  Eadmund,  som  var  konge  over 
Østangel,  blev  dræbt  af  vikingerne  i  aar  873.  I  løbet  af  omkr.  fem  og 
tredive  aar  er  det  lidet  rimeligt,  at  St.  Eadmunds  dyrkelse  skulde  ha 
strakt  sig  langt  udenfor  Østangels  grænser.  Man  maa  derfor  med  Mr. 
Keary  slutte,  at  disse  mynter,  der  er  præget  til  minde  om  St.  Eadmund, 
stammer  fra  Østangel  selv.  Men  gjør  de  det,  maa  de  være  halvt  danske, 
da  Østangel  jo  i  slutningen  af  9de  aarhundred  var  i  Danernes  besiddelse. 
Man  har  saaledes  ret  til  at  kalde  dem  »anglo-danske«. 

St.  Eadmund-mynterne  tæller  i  katalogen  over  angelsaksiske  mynter 
i  British  Museum  593  nummere  med  omkr.  100  myntprægere*.     Det  maa 

*  Jfr.  Steenstrup,  Normannerne,  II,  s.  74— 7S,  89. 

*  Myntcrne  er  behandlet  i  Cat,  of  Coins  I,  s.  95  f.,  og  pl.  XVI,  fig.  12  o.  fl. 

*  Jfr.  Cat.  I,  pl.  XVI   og  Cat.  II,   s.   36.   og   pl.  VI  f.    11  — 15;    typen   er   som   Alfreds 
type  XIV. 

*  Mynterne  er  beskrevne  i  Cat,  of  Coins  I,  s.  97—137  og  afbildedc  pl.  XVII  og  XVIII. 


276  ALEXANDER  BUGGE.  H.-P.  Kl. 

derfor  ha  været  en  meget  stor  udmyntning.  Kun  faa  af  myntprægernes 
navne  er  angelsaksiske  (som  Eadtvine,  Eadivulf).  Det  overveiende  flertal 
af  navnene  er  frankiske  eller  franske,  som  Adalbert,  Beringar,  Dage- 
mund,  Fredemund,  Gislefred,  Milo,  Remigixis,  Robert,  Stephan,  Wände- 
fred,  Wineger  o.  f.  Man  maa  af  dette  slutte,  at  der  med  Normanner- 
hæren,  som  jo  ofte  hjemsøgte  Frankrig,  er  kommet  mange  frankiske 
rayntprægere  til  England.  Enkelte  af  myntprægerne  synes  endog  at  ha 
været  af  nordisk  herkomst  ^.  Blant  navnene  forekommer  nemlig  Ästen 
og  Sten  (skrevet  STEN  og  STIEN).  Det  første  navn  er  det  nor- 
diske Hasteinn  og  det  andet  det  nordiske  Steinn^.  Det  kan  ikke  være 
frankisk;  for  hverken  (HJastein  eller  Stein  kjendes  som  frankisk  navn  8. 
Det  kan  heller  ikke  være  angelsaksisk;  thi  da  vilde  det  ha  været  skrevet 
Stan,  Vi  har  da  her  det  første  eksempel  paa,  at  Norboer  har 
tjent  som  myntprægere.  Man  faar  af  mynterne  fra  Østangel  et  tyde- 
ligt  billede  af,  hvor  hurtig  Nordboerne  maa  ha  lært  at  finde  sig  tilrette  i 
de  fremmede  forhold  og  at  danne  sig  efter  de  fremmede  kulturer.  Kong 
Gudrum  synes  efter  sin  daab  at  være  blit  en  ren  Angelsakser;  han 
kalder  sig  paa  sine  mynter,  som  før  nævnt,  aldrig  Guthorm,  men  altid 
Æthelstan.  Han  præger  sine  mynter  efter  forbillede  af  sin  gudfar  Alfred 
og  gil*  endog  sit  minde  til  den  store  udmyntning  med  den  hellige  Ed- 
mund's navn,  den  konge  hvem  Nordboerne  selv  havde  dræbt.  Og 
Gudrum  var  visselig  ikke  den  eneste  af  sit  folk,  som  var  paavirket  af 
Angelsaksernes  kultur.  De  to  myntprægere  Stein  og  Haastein  er  et 
tydeligt  vidnesbyrd  herom.  Ogsaa  fra  frankisk  kultur  maa  Nordboerne 
i  Østangel  ha  været  paavirket;  derom  vidner  de  mange  frankiske  navne 
paa  St.  Edmunds-mynterne.  Om  den  nordisk-angliske  kultur,  som  ud- 
viklede  sig  i  Østangel,  formaar  vi  dog  kun  at  danne  os  et  høist  ufuld- 
komment  billede.  Vi  ser,  at  det  fremmede  efterlignes  ;  men  vi  ser  ikke, 
at  Nordboerne  bygger  videre  paa  det  fremmede'grundlag  og  netop  derved 
skaber  en  ny  og  selvstændig  kultur. 

Ganske  anderledes  merkelige  og  lærerige  er  dog  de  nordiske  mynter 
fra  Northumberland.  I  dette  land,  hvor  Nordboer  —  først  Danske  og 
saa  Nordmænd  —  herskede  næsten  uafbrudt  i  henved  70  aar,  fra  875  til 
omkr.  954,  udviklede  der  sig  en  vikingekultur,   hvor    fremmed  og  hjem- 


»  Mr.  Keary  har  uret,  na^r  han  tror,  at  Herning,  Sigemtirui  og  Quaran  sikkert  er  nor- 
diske. De  to  ferste  navne  kan  være  nordiske,  men  behever  ikke  at  være  det.  Det 
sidste  navn,  der  er  skrevet  QVRAN  (Cat.  I,  s.  125  maa,  hvis  det  ikke  er  feilskrift, 
være  keltisk. 

>  Cat.  of  Coins  I,  s.  108  og  129,  130. 

'  Jfr.  Førstemann,  Altdeutsches  Namenbuch. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      277 

ligt,  angelsaksisk,  frankisk  og  nordisk  blandedes  og  gjensidig  befrugtede 
hinanden.  Nordboerne  begyndcr  som  laantagere,  men  optræder  snart 
fuldt  selvstendige  og  formaar  endog  at  virke  tilbage  paa  angelsaksisk 
kultur. 

Northumberland,  den  del  af  England,  som  sidst  gik  op  i  det  angel- 
saksiske fællesrige,  indtog  paa  mange  vfs  en  isoleret  stilling.  I  de  øvrige 
angelsaksiske  riger  var  der  fra  gammel  tid  sølvpenge  i  omløb.  I 
Northumberland  derimod  brugte  man  kun  kobberpenge  (styccas).  Ja  end 
ikke  ved  omsætning  synes  fremmede  sølvpenge  at  være  trængt  ind  paa 
northumbrisk  grund,  eller  omvendt  northumbriske  kobberpenge  i  de 
andre  angelsaksiske  riger.  I  dette  forhold  skede  der  en  gjennemgribende 
forandring  efter  Nordboernes  erobring  af  Northumberland.  De  nordiske 
konger,  som  vel  førte  fremmede  mynt  mestere  med  sig,  begyndte  fra 
første  færd  af  at  præge  sølvmynter  (pennyer  ell.  denarer),  og  kobber- 
pengene  forsvinder  nu  fra  Northumberland^. 

De  første  nordiske  mynter  i  Northumberland  synes,  som  før  nævnt, 
at  stamme  fra  Lodbrokssønnen  Halvdan.  Dennes  efterfølger  som  konge 
i  Northumberland  hed  Gudrød  (Gudred).  Steenstrup  har  af  historiske 
grunde  søgt  at  godtgjøre,  at  denne  kong  Gudrød  ogsaa  har  baaret 
navnet  Knut^.  Dette  navn  skulde  han  da  ha  faat  i  daaben  paa  samme 
maade  som  Gudrum  i  Østangel  ved  sin  daab  fik  navnet  Æthelstan.  De 
dygtigste  myntforskere  er  uafhængig  kommet  til  samme  overbevisning  s. 
Fra  Gudred  kjender  man  nemlig  ikke  en  eneste  mynt.  Derimod  har 
hovedmassen  af  mynterne  fra  Cuerdale-fundet  paa  forsiden  Cnut  re(x). 
Da  Cuerdale-fundet  er  nedlagt  omkr.  905,  svarer  dette  udmerket  til 
Gudreds  regjeringstid.  Desuden  kan  man  ialfald  om  en  del  af  disse 
mynter  bevise,  at  de  er  præget  i  York,  Northumberlands  hovedstad. 
Kong  Gudreds  efterfølger  hed  Sifred,  og  paa  nogle  af  Knuts  mynter 
findes  foruden  kongens  navn  ogsaa  navnet  Siefredus.  —  Der  findes  fra 
York  en  hel  del  mynter  med  Siefredus  rex.  —  Man  har  af  dette  villet 
slutte,  at  Knut  og  Gudrød  er  identiske.  Jeg  kan  ikke  være  enig  heri. 
Steenstrup  har  vistnok  godtgjort  (II,  s.  97),  at  hedenske  Nordboer,  som 
døbtes,  stedse  i  daaben  modtog  et  nyt  navn.  Gudrøds  samtidige,  kong 
Gudrum  i  Østangel,  er  vidnesbyrd  nok  herom.  Men  Gudrum  antog  det 
angelsaksiske  og  kristne  navn  Æthelstan.      Der   kjendes  derimod  ingen 


^  SlecQStrup,  Normannerne  II,    368.     Rasleig^h  i  Numismatic  Chronicle,   New  Series,   IX, 

s.  67  f.    Cat.  of  Coins  I,  s.  201. 
2  Normannerne  II,  s.  93  ff. 
'  Haigh   i    Numismatic   Chronicle    X,    s.    16,    Rasleigh    Num.    Chron.,    New   Scries   IX, 

s.  68  tt. 


278  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

eksempler  paa  at  hedenske  Nordboer  i  daaben  har  faat  et  nyt  nordisk 
og  tidligere  hedensk  navn.  Jeg  anser  ogsaa  dette  som  i  og  for  sig  usand- 
synligt.  Og  navnet  Knut  var  ved  vikingetidens  begyndelse  kun  brugt 
af  Nordboer^.  En  mand  ved  navn  Gudrød  kan  derfor  ikke  som  andet 
navn  ha  baaret  navnet  Knut.  Jeg  ,tror,  man  maa  søge  en  anden  for- 
klaring. Steenstrup  siger  selv  (III  s.  32):  »Om  kongerne  i  de  danske 
landskaber  paa  den  tid  (d.  e.  ved  aar  900)  er  det  vanskeligt  at  faa 
klar  kundskab.  Kong  Gudred  af  Northumberland  var  død  i  York  894, 
og  hans  magt  blev  vistnok  arvet  ialfald  delvis  af  en  jarl  Sigferth,  der 
kom  fra  Dublin  og  som  hjalp  de  danske  paa  deres  hærgetog  i  Syd- 
England.  Imidlertid  er  det  ikke  muligt  at  se,  naar  hans  herredømme 
ophørte,  og  det  lader  i  det  hele  til,  at  der  har  været  meget  urolige  til- 
stande  i  Northumberland.« 

Steenstrup  mener  selv,  at  Gudrød  var  af  dansk  æt,  søn  af  kong 
Hardeknut.  Det  synes  mig  da  med  Gustav  Storm*  at  ligge  nær  at 
slutte,  at  Gudrød  kan  ha  havt  en  søn,  som  han  kaldte  Knut  efter  sin 
far.  Sigfred,  som  nævnes  paa  northumbriske  mynter  dels  alene  og  dels 
sammen  med  Knut,  tilhørte  derimod  den  Dublinske  kongeæt,  hvis  for- 
bindelse med  Northumberland  nu  begynder.  Sigfred  tilhørte  altsaa  en 
ny  (norsk)  kongeslægt,  der  skulde  afløse  den  gamle  som  herrer  over 
Northumberland.  Sigfred  forlod  Dublin  omkr.  892  og  var  vistnok  i  den 
følgende  tid  optaget  af  kampe  i  Vest-England  3.  Uroen  i  Northumber- 
land synes  først  at  være  begyndt  efter  Gudrøds  død*.  Det  er  derfor 
ingen  sandsynlighed  for  at  Sigfred  er  kommet  til  magten  i  Northumber- 
land før  efter  Gudrøds  død,  da  han  benyttede  sig  af  de  urolige  tider, 
hvor  Angelsakserne  reiste  sig  mod  Nordboerne.  Knut,  som  arvede 
magten  efter  sin    far,    har  da  været   nødt  til  at  anerkjende  Sigfred  som 

•        ^j^^j^       medregent.      Eller   kanske    det    snarere    er 
JRÉ^^^k    gjennem   ægteskab,    at  Sigfred   er  kommet 
■Bap      31   til  magten  i  Northumberland.    Jeg  indrøm- 
^^jj^jl^    mer,  at  ogsaa  dette  bare  er  en  formodning. 
En  af  Knuts  mynter.  Men  den  synes  mig  dog  at  have  mere  for 

sig  end  Steenstrups. 

De  fleste  af  Knuts  mynter  har  paa  forsiden  omskriften  Cnut  rex, 
med   navnet  CNVT  anbragt  ved  enden  af  armene  paa  et  kors^.     Dette 

^  Det  oldtyske  Cnut  har  næppe  noget  med  Knut  at  gjere. 

2  Norsk  hist.  Tidsskrift,  3  R.,  B.  3,  s.  368. 

3  Steenstrup  II,  s.   143  og  79. 

*  yEthelwerd,  s,  519  (eiteret  af  Steenstrup  III,  s.  32):  interea  facta  est  discordia  nimts  tt 

maxime^  ex  quo  supradUtus  obier  at  rex  [Gut/r  ith], 
^  Knuts  mynter  er  beskrevne  i  Cat.  of  Coins  I,  s.  204  —  220. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       279 

kors  er  af  byzantisk  oprindelse,  og  paa  enkelte  kors  kan  man  endnu  se, 
at  overarmen  ender  i  et  græsk  P  og  underarmen  i  (O  d.  e.  monogrammet 
PHùMA  (Roma).  Der  er  dog  ingen  grund  til  at  formode  direkte  øst- 
romersk  indflydelse.  Det  samme  slags  kors  forekommer  ogsaa  paa  Karl 
den  skaldedes  mynter  ^ .  Om  frankisk  indflydelse  vidner  ogsaa  Karl  den 
skaldedes  monogram  Karoliis,  som  findes  paa  q  reversen  af  flere  af 
Knuts  mynter.  Dette  monogram  ser  saaledesud:  |^^5  Knuts  mynter  viser 
dog  ikke  bare  frankisk,  men  ogsaa  angelsaksisk  ^  indflydelse.  Paa  bag- 
siden af  flere  af  hans  mynter  er  omskriften  delt  i  fire  dele.  Denne 
skik  blev  indført  af  Alfred  den  store  og  efterlignedes  ogsaa  af  Gudrum- 
Æthelstan  i  ØstangeP. 

Enkelte  a  f  kong  Knuts  mynter  har  paa  den  ene  side  dennes  navn 
og  paa  den  anden  Alfred  den  stores  (Elfred  rex).  Man  har  heri  sét  et 
minde  om  det  venskab,  som  forbandt  begge  konger  ä.  Myntstedernes 
betegnelse  paa  disse  mynter  volder  ogsaa  vanskelighed.  Enkelte 
synes  at  være  præget  i  York,  idet  de  paa  bagsiden  bærer  omskriften 
HhEBRAICE  CIVITAS,  hvilket  maa  læses,  ikke  som  Ebraice,  men 
som  Ebrvice  dviias^,  den  naturlige  skrivemaade  for  det  angelsaksiske 
Eofmwic  (York),  med  tilføielse  af  den  latinske  genitivsendelse  -e *>.  Andre 
af  Knuts  mynter  angiver  som  myntsted  den  dengang  meget  rige  nord- 
franske  handelsstad  Quentovic  (Wicquinghem  nær  St.  Josse  sur  Mer). 
Paa  endnu  andre  læser  vi  CVNETTI,  som  efter  de  flestes  mening  be- 
tegner Condé  (lat.  Condaeum)  i  Frankrig,  et  sted,  hvor  Normannerhæren 
i  882 — 883  laa  i  vinterleir^.  Muligens  har  Knut  været  en  af  Normanner- 
hærens  førere  og  personlig  ladet  mynter  præge  i  Quentovic  og  Condé. 
Muligens  har  han  ogsaa  i  sin  tjeneste  havt  frankiske  myntmestere,  som 
har  benyttet  disse  byers  stempel.  Selve  mynternes  udstyr  viser  ialfald 
frankisk  indflydelse.  Man  faar  i  det  hele  det  bestemte  indtryk,  at  de 
Nordboer,  som  først  fæstede  bo  i  Northumberland,  var  langt  sterkere 
paavirket  af  frankisk  end  af  angelsaksisk  kultur.  Dette  er  i  sig  selv 
naturligt.  Thi  Normannerhæren,  som  disse  Nord-Englands  erobrere  til- 
hørte,  virkede  mere  i  Frankrig  end  i  England.  Samtidig  begynder  dog 
ogsaa  angelsaksisk  indflydelse  at  gjøre  sig  gjældende,  dels  fra  den  ind- 
fødte  befolkning  i  Northumberland  og  dels  fra  Alfred  den  store  og  hans 


>  Gariel,  Monnaies  royales  de  la  race  Carlovingienne,  pl.  XXIV,  f.  75—84. 
«  Jfr.  Cat.  of  Coins  I,  s,  204  f.  (no.  873—878)  og  pi.  XXIV  f.  3-4. 
'  Haigh,  8.  16;  Steenstrup  II,  s.  98. 

*  Bogstavet  A  er  et  omvendt  V. 

*  Cat.  of  Coins  I,  s.  210—216. 
^  Steenstrup  II,  s.  306  f. 


28o  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 


rige.  Fra  Knuts  efterfølger  eller  medregent  SIFRED  (ca.  894—898?) 
findes  der  ogsaa  mange  mynter^.  En  del  af  dem  ligner  Knuts  mynter; 
andre  er  efterligninger  efter  Alfreds  2.  Kongens  navn  skrives  dels  med 
latinsk  endelse  og  angelsaksisk  form  Siefredus^  dels  Steuert  \  paa  et  par 
mynter  forekommer  den  nordiske,  snarest  norske  form  Sicurt  (Sigurdr)^. 
Navnene  Sifred  (Sigfred)  og  Sigurd  er  grammatisk  forskjellige;  men 
heltesagnet  viser,  at  de  kunde  bruges  om  én  og  samme  person.  Den 
northumbriske  konge  har  da  været  kaldt  Sifred  af  sine  angelsaksiske, 
men  Sigurd  af  sine  nordiske  undersaatter.  Naar  Sicurt  forekommer  paa 
mynterne,  tør  vi  kanske  deri  ogsaa  se  det  første  forsøg  paa  at  lade 
mynterne  faa  et  nordisk  præg,  noget  som  siden  særlig  udmerker  de 
northumbriske  mynter.  Sifred  maa  ligesom  sin  forgjænger  ha  været 
kristen.  En  række  af  hans  mynter  har  nemlig  paa  bagsiden  D(omi}n(u)8 
D(eii)s  Rex.  Fra  Sifreds  eller  Knuts  regjering  .stammer  vistnok  ogsaa 
en  del  mynter  med  de  samme  omskrifter,  nemlig  Ebr(v)i-ce  Civitas  paa 
forsiden  og  Mirabilia  fecit  eller  Dominus  Deus  Rex  paa  bagsiden,  eller 
med  Mirabilia  fecit  paa  forsiden  og  Dominus  Deus  Rex  paa  bagsiden. 
Erkebiskoperne  af  York  prægede  før  Nordboernes  erobring  mynter.  Hvis 
disse  sidste  mynter  ligeledes  er  præget  af  erkebiskoperne  af  York  under 
Nordboernes  styre,  da  viser  dette  en  stor  hensynsfuldhed  fra  Nordboernes 
side  og  gir  os  et  andet  billede  af  vikingernes  kultur  end  det,  man  i 
almindelighed  danner  sig  af  dem  som  vilde  og  grusomme  kirkeranere. 

Fra  omkr.  aar  900  findes  der  ogsaa  en  mynt  med  Sitric  Comes  paa 
forsiden  i  to  linjer  og  Oundibertu^  Sceldfor  i  tre  linjer  paa  bagsiden. 
Sitric  er  det  nordiske  Sigtryg,  og  Comes  er  oversættelse  af  »jarl«.  Denne 
Sigtryg  jarl  viser  ligesom  kong  Sigfreds  navn  hen  til  den  forbindelse  med 
Dublinerriget,  som  vedvarede  langt  ud  i  det  icxie  aarhundred.  Omkr. 
892  var  der  en  Sitric  Ivars  søn,  som  med  en  del  af  Nordboerne  i  Dublin 
drog  til  Skotland*.  Det  er  muligens  den  samme  som  Sitric  Comes.  Man 
har  ogsaa  tænkt  paa  en  Sidroc  jarl,  som  faldt  i.  871.  Men  Mr.  Keary 
siger *5:     »Da  mynttypen  er  den  samme  som  Alfred's  Oxford  type,    maa 

*  Cat.  of  Coins,  I  222  —  226, 

2  Cat.  I,  pl.  XXVI  f.  5-6,  hvor  et  langt  liggende  kors  er  af  bildet  (||  |  )^ 
der  ogsaa  findes  paa  Alfreds  mynter,  Cat.  II.  pl.  V  f.  11. 

3  Cat,  I,  s.  225,  no.  1048 — 1050.  Professor  S.  Bugge  mener,  at  Sicurt  ikke  er  en  dansk 
form. 

*  Jfr.  Steenstrup,  Normannerne  II,  s.  143  f.  Steenstrup  synes  dog  at  sammenblande  de 
to  navne  Sitric  og  Sigfred.  Disse  navne  kunde  vanskelig  bruges  om  én  og  samme 
mand.  Siefredus  Rex  er  vistnok  den  samme  som  Sigfred  jarl,  der  var  en  modstander 
af  Sitric,  Ivars  son. 

5  Cat.  of  Coins,  I,  s,  230.     Om  Oxford  typen  se  II,  s.  36,  og  pl.  V,  f.  9—10, 


1904.    No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      28 1 

den  være  i  det  mindste  tyve  aar  yngre  end  slaget  ved  Ashdown«.  Hau- 
berg formoder  1,  at  Siiric  Comes  er  den  samme  som  den  nedenfor  om- 
talte kong  Sigtryg  (921?— 926).  Men  da  mynttypen  ogsaa  findes  paa 
Alfreds  mynter,  ligger  det  kanske  nærmere  at  antage  Sigtryg  for  dennes 
samtidige.     Comes  er,  som  nævnt,  en  oversættelse  af  det  nordiske  tjarl«. 

Det  angelsaksiske  ealdorman  oversættes  paa  latin  med  prmceps  eller 
comes.  Om  det  er  herfra  eller  fra  det  Karolingiske  riges  grever,  der 
oversættes  med  comes,  at  Sigtryg  har  lært  at  oversætte  jarl  med  com£S, 
vover  jeg  ikke  sikkert  at  afgjøre.  —  Snarest  vidner  det  dog  om  karolin- 
gisk  indflydelse.  —  Det  frankiske  navn  Gundibert  taler  ialfald  derfor. 
Myntstedet  Sceldfor  synes  at  være  byen  Shelford  i. nærheden  af  Cam- 
bridge. Hvordan  dette  skal  forklares,  at  myntstedet  er  en  by  udenfor 
Northumberland,  vover  jeg  ikke  at  sige. 

Fra  de  farste  aartier  af  det  lode  aarhundred  ved  man  næsten  intet 
om  Northumberland,  og  i  den  følgende  tid  er  der  ogsaa  meget  dunkelt. 
Der  var  uro  og  kamp;  konger  forjoges  og  vendte  tilbage,  og  deres 
kronologi  er  det  næsten  umuligt  at  greie.  Dog  har  der,  kan  man  se,  i 
Northumberland  mellem  900  og  950  udviklet  sig  en  selvstændig  og  eien- 
dommelig kultur,  en  vikingekultur  i  dette  ords  egentligste  forstand. 
Denne  kultur  er  baade  nordisk  og  angelsaksisk  og  har  suget  kraft  og 
styrke  fra  begge.  Intetsteds  merker  man  dette  bedre  end  paa  mynterne, 
hvoraf  der  fra  denne  tid  findes  en  hel  række  præget  af  de  northumbriske 
konger.  Jeg  skal  her  først  opregne  disse  mynter  og  siden  knytte  mere 
almindelige  bemærkninger  til  dem. 

Fra  kong  Sigtryg  {Sitric)  af  Northumberland  findes  der  enkelte 
mynter.  Denne  konge,  der  hørte  til  den  dublinske  kongeæt,  blev  i  920 
fordrevet  fra  Dublin  og  satte  sig  fast  i  Davenport  i  Cheshire.  Efter 
Eadwards  død  i  924  kom  han  til  Northumberland  og  blev  konge  dér. 
I  925  fik  han  Æthelstans  søster  til  ægte,  men  døde  alt  det  følgende 
aar  2.  De  mynter,  som  findes  fra  ham,  er  kanske  delvis  præget  før  han 
kom  til  Northumberland;  dette  er  dog  tvivlsomt.  Keary  omtaler  ^  en 
af  hans  mynter,  som  findes  i  British  Mu- 
seum. Den  har  paa  forsiden  følgende  om- 
skrift:  4<  Sitric  Cununc,  A  og  paa  bagsiden 
Hh  Ascolv  monetr  a,  d.  e.  Ascolv  monetär ius. 
I  midten  af  feltet  er  der  paa  forsiden  en 
trebladet  figur,  en  saakaldt  »valknude«^.     Paa  bagsiden   er  der  en  fane, 

*  Myntvæsen,  s,  18. 

2  Steenstrup,  Normannerne  III,  s.  64  ogf  fl.  steder. 

3  Cat  I,  s.  231  ogr  pl.  XXVIII  f.  3. 

*  Kr.  Erslcv,  i  Aarbogcr  for  nordisk  Oldkyndighed,  1875,  s.  13$  f. 


282  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

En  anden  af  Sigtrygs  mynter  har  paa  forsiden  Sitric  Rex  i  to  linjer, 
paa  begge  sider  af  et  vikingesverd.  Paa  bagsiden  er  der  i  midten  en 
hammer  (?)  eller  bogstavet  T  samt  omskriften  Hh  Strant^. 

Rasleigh  afbilder  to  lignende  mynter, 
af  hvilke  den  ene,  som  kun  er  halv,  paa 
bagsiden  har  ARE  MO  2;  —  der  har  vist- 
nok  oprindelig  staat  Sicare  mo(netanm)^. 
Den  anden  mynt  har  paa  bagsiden  en  ufor- 
staaelig  omskrift:  Caest  Daegrti^). 

Den  følgende  mynt  er  af  Keary  under  tvivl  henført  til  kong  Erik 
af  Northumberland  ^  men  tilhører  visselig  Sigtryg.  Paa  den  ene  side  er 
indskriften  Lu(n)do  Sitre  mellem  et  sverd  og  en  omvendt  hammer.  Paa 
den  anden  side  er  der  i  midten  et  kors  omgit  af  to  halvmaaner  og  to 
kugler  og  omkriften  Eric  moti.  At  denne  mynt  tilhører  Sigtryg  er 
klart.  For  det  første  overser  Keary,  som  selv  gir  et  billede  af  mynten 
(Cat.  I,  pl.  XXIX  f.  13),  at  der  maa 
læses  Sitre  (=  Sitric)  og  ikke  Sitr.  Des- 
uden  findes  sverdet  altid  paa  myntens  for- 
side, saa  at  Eric  nwti  maa  staa  paa  dennes 
bagside.  Eric  moti  kan  heller  ikke  staa  i 
forbindelse  med  navnet  paa  en  konge;  moti  hænger  sammen  med  moneta 
»mynte  eller  monetaritis  »myntpræger«.  Hvordan  Lundo  er  kommet 
paa  mynten,  ved  jeg  ikke;  det  maa  betyde  London;  men  mynten  er 
fra  Northumberland.  Kanske  er  en  af  Sigtrygs  mynter  præget  i  London, 
efterat  denne  havde  faat  Æthelstans  søster  tilægte. 

Til  Sigtryg  hører  ogsaa,  skulde  jeg  tro,  en  mynt  med  temmelig 
forvirrede  omskrifter.  Den  har  paa  forsiden  et  trlhøire  vendt  sverd  og 
indskriften  4^1  TR  HKC  (=  Sitric  rex}),  og  paa  bagsiden  en  hammer 
samt  en  indskrift,  hvoraf  vi  kun  kan  læse  begyndelsen  INEA^^. 

Af  navnet  Ragnvald  findes  der  to  konger  i  York.  Den  ene  tog 
York  i  919  og  synes  at  være  død  i  921  ^.  Den  anden,  som  var  søn  af 
Godfred,  blev  døbt  i  943  og  døde  i  944  "^  ;  men  hvor  længe  han  da 
havde  hersket,    ved  man  ikke.     Det    er    en    misforstaaelse,    naar  Keary 


t  Denne    mynt    er    omtalt   og  af  bildet   i    Hildebrands   »Anglosachsiska    mynt    i   Svenska 

Kongliga  Myntkabinettett,  2  udg.,  s.  4. 

'  Numismatic  Chronicle,  New  Ser.,  IX  s.  80  og  pl.  II,  n.  16—17. 

^  Jfr.  Sicares  mot  under  Olav  Kvaaran. 

*  Cat.  I,  s.  238. 

^  Rasleigh,  s.  81  og  pl.  II  f.  19. 

^  Steenstrup,  Norm.  III,  s.  18  ft*. 

'  Jfr.  Steenstrup  III,  s.  8i  og  anm.  2. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      283 

(Cat.  I,  s.  232)  angir,  at  Ragnvald  regjerede  943— 944,  Den  Angelsak- 
siske krønike  omtaler  bare,  at  kong  Ragnvald  blev  døbt  i  943  (ell.  942), 
men  ikke  at  han  blev  konge  i  dette  aar*.  Mr.  Keary  mener  (Cat.  I, 
s.  LXIX),  at  mynterne  med  Ragn valds  navn  stammer  mere  fra  den 
sidste  Ragnvald. 

Den  ene  af  Ragnvalds  mynter  har  i  midten  et  kors  cîj»  og  om- 
skriften  Regnald  Cumic  paa  forsiden;  paa  bagsiden  ^^^  har  den  : 
AVRA  MONIT' RE'F  (feil  for  Aura  momtres?);  i  midten  er  der  et 
lidet  kors  *^. 

Paa  den  anden  mynt,  hvoraf  kun  et  stykke  er  bevaret,  har  der 
ligesom  paa  en  af  Sitrics  mynter  paa  forsiden  været  en  valknude  og 
paa  bagsiden  en  fane.     Af  de  to  omskrifter  læses  kun  Hegn  og  Hh  B*Ä^- 

Foruden  disse  to  mynter  findes  der  en  række  mere  barbariske,  som 
man  ogsaa  har  henført  til  Ragnvald -*.  De  ligner  mest  daarlige  efter- 
ligninger  af  St.  Petersmynterne,  som  nedenfor  skal  omtales.  Men  le- 
genden er  paa  forsiden  Raienalt  eller  forvanskninger  deraf  ;  paa  bagsiden 
synes  vi  at  læse  forvanskede  former  af  byen  Yorks  navn. 

Type  I  a  har  paa  forsiden  i  midten  af  feltet  et  tilhøire  vend  I  hoved 
og  paa  bagsiden  det  før  omtalte  Karolusmonogram. 

Type  I  b  er  lig  type  i  a;  kun  er  hovedet  vendt  til  venstre. 

Type  2  har  paa  forsiden  en  aaben  haand    med    nedadvendte  fingre 
og  paa  bagsiden  Karolus-mon  og  ram- 
met.  Type  3  har  paa  forsiden  i  midten 
en  hammer  og  paa  bagsiden  en  spændt  bue 
med  en  pil  gjennem. 

Af  navnet  Olav  har  der  været  to  konger  i  Northumberland.  Den 
ene  er  Olav  Godfreds  søn,  som  ogsaa  var  konge  af  Dublin  og  døde  i 
941  efter  kun  at  ha  hersket  et  aars  tid^  Den  anden  er  den  navnkun- 
dige Olav  Kvaaran,  der  døde  som  Dublins  konge  paa  pilgrimstog  til 
øen  Iona  i  981.  Olav  Kvaaran  var  søn  af  Northumberlands  konge  Sitric 
og   toges    efter  Æthelstans    død    selv    til    konge    omkr.    aar   940,    hvor 


^  Two  Saxon  Chronicles,  by  Plummer  and  Earle,  s.  no.  Ordene  er:  EadmunJ  cyning 
on/eng  Anlafe  cyninge  at  fulluhtt,  J  py  ylecan  geare  ymb  tela  micel  f  etc  he  bnfeng 
Ragenolde  cyninge  at  bisceopes  handa^  d.  e.  »Kong  Eadmund  modtog  kong  Olav  ved 
daabcn  (d:  var  hans  gudfader),  og  det  samme  aar  lang  tid  efter  modtog  han  kong 
Ragnvald  af  biskopens  haand.  c 

«  Cat.  I,  s.  232  og  pl.  XXVIII  f.  4. 

3  Gat.  I,  s.  232  og  pl.  XXVIII  f.  5. 

♦  Cat.  I.  s.  232  f.  og  pl.  XXVIII  f.  6—9. 

5  Stcenstrup  111  95  o.  n.  steder,  Cat.  I.  s.  LXXI. 


284  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

han  i  begyndelsen  styrede  sammen  med  Olav  Godfreds  søn  og  rimeligvis 
ogsaa  med  Ragnvald  Godfreds  søn.  Olav  Kvaaran  blev  dog  fordrevet 
omkr.  944,  men  synes  senere  at  være  kommet  tilbage  og  at  ha  hersket 
mellem  948  og  952.  Tidsregningen  for  disse  aar  er  dog  meget  vak- 
lende og  usikker  1.  Mr.  Keary  mener,  at  alle  mynter  med  navnet  Olav 
(Anlaff  Onlaf)  stammer  fra  Olav  Kvaaran.  Dette  kan  dog  ikke  bevises, 
men  er  kanske  sandsynligt. 

Tyve  I  af  Olavs  mynter  har  ligesom  Sigtrygs  og  Ragnvalds  paa 
forsiden  en  valknude  og  paa  bagsiden  en  fane.  Paa  forsiden  læses: 
Anlaf  Cununc  M  og  paa  bagsiden  myntprægerens  navn  {Ascolv,  Famlan, 
Farman)^, 

Type  2  har  paa  forsiden  en  ravn  med 
udspilede  vinger  og  omskriften  4<  Anlaf 
Cununc  \  paa  bagsiden  er  der  i  midten 
et  lidet  kors  og  som  omskrift  er  anbragt 
myntprægerens  navn  (Adélferd). 

Type  3  har  ligesom  en  af  Ragnvalds  mynter  paa  forsiden  et  kors 
^?  og  paa  bagsiden  et  lidet  kors  Hh.  Omskriften  er  paa 'forsiden 
^  *  Anlaf  Cununc  og  paa  bagsiden  *  RTSDVLF  MONETF. 

Type  4  har  paa  begge  sider  i  midten  af  feltet  et  lidet  kors,  paa 
bagsiden  ogsaa  bogstavet  M.  Paa  forsiden  er  omskriften:  Hh  Anlaf 
Cununc  O,  og  paa  bagsiden:  Hh  Sicares  mot. 

Type  5  har  paa  forsiden  et  lidet  kors  som  type  4  og  omskriften 
Hh  Anlaf  Eex.  Tod.\  paa  bagsiden  er  øverst  en  rose  mellem  to  bøiede 
grene.  Nedenunder  læses  myntprægerens  navn  liadulf  og  nederst  er 
anbragt  en  fuldudsprungen  blomst  med  8  blade. 

Type  6  har  paa  for-  og  bagsiden  et  kors  af  samme  slags,  men  en 
smule  sterre  end  type  4.  Paa  forsiden  er  omskriften  Hh  Onlaf  Rex  samt 
S  ell.  0.  Paa  bagsiden  læses  myntprægerens  navn  [Farmon  eller 
Ingelgar), 

Type  7  er  som  type  6  paa  forsiden  {^  Oulof  Hex  7);  paa  bag- 
siden læses  myntmesterens  navn  i  to  linjer  med  tre  kors  mellem. 

Olav  Kvaarans  efterfølger  som  konge  i  Northumberland  hed  Erik, 
der  rimeligvis  er  den  samme  som  Harald  Haarfagres  søn  Erik  Blodøks. 
Han  var  i  Northumberland  i  948  og  paany  fra  omkr.  952,  indtil  han 
blev  dræbt  i  954^. 

1   Steenstrup  III,  s.  78,  87  f.  og  Cat.  I,  s.  LXX  f. 
*  Olavs  mynter  er  beskrevne  Cat.  I,  s.  234 — 236  og  pl.  XXIX  f.  1—9. 
3  Steenstrup  III,   5.  86  og   88  f.;    Cat.  I,    s.  LXXII.    Eriks  mynter  er  beskrevne  i  Cat.  I 
s.  237  f.  og  pl.  XXIX  f.  10 — 13. 


1904.   No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        285 


Eriks  type  i  ligner  ganske  Olav  Kvaarans  type  7  og  har  paa  for- 
siden omskriften  Hh  Eric  Rex  eller  Ericus  Rex  samt  A,  Al,  En,  Efor, 
lo,  Paa  bagsiden  læses  myntprægernes  navne,  Hunved,  RadiUf  og 
Ingelgar. 

Type  2  har  ligesom  en  af  Sitric's  mynter  Eric  Rex  i  to  linjer 
mellem  et  sverd.  Paa  bagsiden  er  et  lidet  kors,  samt  paa  én  mynt 
omskriften  Aciilf  man,  paa  en  anden  Ingelgar.  Andre  mynter  af  denne 
type  beskrives  af  Rasleigh  (Numismatic  Chronicle,  New  Series  IX  s.  84 
og  pl.  II  f.  25).  De  har  paa  bagsiden  omskrifterne  :  Jjcofic.  mone,, 
Acidf  mon,  Radulf  meoi,  Ingelgar  mi,  samt  to  andre  med  Ingelgar  og 
feilskrivning  af  mon(etarius). 

Foruden  de  her  omtalte  mynter  findes  der  en  del  andre,  de  saak. 
St.  Peters  mynter,  som  maa  være  præget  i  York  under  Nordboernes 
herredømme.  Pundene  viser,  at  de  ikke  kan  være  yngre  end  omkr. 
950*.  De  er  et  sidestykke  til  St,  Edmund-mynterne  fra  Østangel.  De 
skal  være  præget  af  erkebiskoperne  i  York,  der,  som  vi  ved,  oftest 
stod  paa '^Nordboernes  side  mod  Angelsakserne.  Dette  er  dog  tvivlsomt; 
thi  disse  mynter  har  billeder,  der  synes  hedensk-nordiske,  ved  siden  af 
kristne  omskrifter.  Mynterne  har  paa  forsiden  SC  PETR  MO  (*= 
Sancti  Petri  monetaf)  eller  feilskrivninger  af  dette.  Paa  bagsiden 
læses  byen  Yorks  navn,  mer  eller  mindre  feilskrevet  (Eborace,  Efnace 
o.  1.). 

Der   er    af  disse    mynter    forskjellige 
typer.    Jeg  gjengir  her  type   i;   paa    bag- 
siden   er    der  et  kors,   omgit  af  4  kugler 
midt  i  feltet.     Denne  mynt  svarer  ganske 
til    den  før  omtalte   mynt    med  Lxindo   Sitre. 

Type  2  har  paa  forsiden  foruden  indskriften  bare  et  tilhøire  vendt 
sverd.  Paa  bagsiden  ses  midt  i  feltet  den 
samme  figur,  som  er  anbragt  nedentil  paa 
forsiden  af  type  i^. 

Type  3    har  paa   forsiden  et   til  venstre 
vendt  sverd   med    en  krog    paa   spidsen    og 
paa  bagsiden  samme  figur  som  type  2. 


»  Cat.  I,  s.  239  ff.  og  pl.  XXX  f.  I  — 10;   Rasleigh,   s.  97   fif.     En  mynt,    som   Rasleigh 

s.  77  henfører    til   kong  Neil,  nævner  jeg    ikke,    da  dette  vistnok   grunder  sig   paa  en 

misforstaaelse. 
-  Rasleigh  anferer  s.  81  og  p).  II  f.  19  en  mynt   af  samme  type,   som   han  henférer  til 

kong  Sigtryg.     Paa  forsiden  læses:  f  ITRHBE,  og  paa  bagsiden  INEIAl  lOlN.  Af 

denne  forvanskede  indskrift  kan  man  dog  intet  slutte. 


286  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl.. 

Type  4  har  paa  forsiden  det  samme  sverd  som  type  3,  og  paa  bag- 
siden den  før  under  kong  Ragnvald  nævnte 
hammer.  De  andre  mynttyper  ligner  mere 
de  angelsaksiske.  Kun  kan  nævnes,  at  paa 
bagsiden  af  type  5  er  det  før  nævnte  Karolus- 
monogram  anbragt. 
Endnu  maa  nævnes,  at  sverdet  ogsaa  forekommer  paa  en  mynt, 
der  paa  forsiden  har  Sancti  Martini  og  paa  bagsiden  Lincoia  civit  (d.  e. 
Lincolnia  civitas  ell.  Lincoln)  som  omskrift  og  et  kors  i  midten.  Denne 
mynt,  der  er  fra  Lincoln,  maa  stamme  fra  den  tid,  da  Nordboerne  var 
herrer  i  Femborgdistriktet. 

Undersøger  vi  nu  selve  mynttyperne  lidt  nærmere,  vil  vi  finde  at 
en  hel  del  typer  er  af  angelsaksisk  oprindelse  og  gjenfindes  paa  de  med 
de  northumbriske  konger  samtidige  Æthelstans,  Eadmunds  og  Eadreds 
mynter.  Mr.  Keary  siger  (Cat.  II,  s.  LX  VI):  tDe  mynter,  som  er 
præget  af  Ivars  hus  [0:  Sigtryg  og  hans  efterfølgere]  er  ganske  forskjel- 
lige fra  dem,  som  prægedes  af  den  mystiske  Knut  og  af  Sifred  i 
Northumberland  under  Alfreds  regjering.  De  er  ikke  barbariske  fabri- 
kationer, som  hine  ældre  northumbriske  mynter,  men  modelleret  efter 
samtidige  mynter  af  Wessex-kongerne  Æthelstan,  Eadmund  og  Eadred.« 
Det  lille  kors,  det  saak.  *C7'088  pattve€  {^)  paa  flere  af  Olavs  og 
Eriks  mynter  gjenfindes  saaledes  paa  mangfoldige  af  Æthelstans,  Eadmunds 
og  Eadreds  mynter*.  Den  merkelige  type  fra  Olav,  som  jeg  tidligere 
har  beskrevet,  med  »cross  pattée«  paa  forsiden  og  paa  bagsiden  en  rose 
mellem  to  grene  og  en  roset  nederst  paa  feltet  gjenfindes  paa  Eadmunds 
mynter*.  Myntprægerens  navn  paa  bagsiden  i  to  linjer  mellem  tre  kors 
paa  Olavs  og  Eriks  mynter  gjenfindes  paa  Eadward  den  ældres,  Æthel- 
stans og  Eadmunds  mynter  ^. 

I  det  hele  er  den  skik  at  sætte  myntmesterens  navn  paa  bagsiden 
af  mynten  typisk  angelsaksisk.  Enkelte  typer  synes  dog  at  stamme  fra 
ældre  angelsaksiske  forbilleder,  f.  eks.  det  saakaldte  r^cross  moline^  ^? 
paa  en  af  Ragnvalds  mynter.  Dette  kors  gjenfindes  paa  mynter  ^^ 
fra  Æthelwulf  af  Wessex  (838 — 858)*.  Hovedet  paa  et  par  af  Ragn- 
valds mere  barbariske  mynter  har  ogsaa  angelsaksiske  forbilleder.  Men 
det  er  saa  raat  udført,  at  man  ikke  kan  se,  hvorfra  det  stammer. 


i  Cat.  II,  pl.  X-XII. 

«  Cat.  II.  pl.  XI  f.  9;  jfr.  I,  pl.  XXIX  f.  5. 

a  Cat.  II,  pl.  VII.  f.  II,  pl.  X  f.  5-7,  pl.  XI  f.  2—6. 

*  Cat.  II,  pl.  III  f.  II. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INÜFL.  PAk  NORDB.   i  ViKINGET.       287 

Om  kristen  indflydelse  vidner  ligeledes  haanden  paa  et  par  af 
Ragnvalds  mynter.  Denne  haand  er  uden  tvivl  haanden  fra 
himmelen,  det  paa  denne  tid  sædvanlige  symbol  paa  den  første 
'  ''  person  i  treenigheden.  En  af  mynterne  har  over  haanden  tre 
prikker,  som  fremstiller  skyerne,  hvorfra  haanden  rækkes  ud  1.  En  noget 
tilsvarende  haand  findes  paa  mynter  fra  Æthelred  II  (978—1013,  1014 — 
10 1 6).     Denne  haand  ser  saaledes  ud  :   ^  V^/^  ^-     ^^^  mynter  fra  Ead 


ward    den    ældre    (901—925)    træffer  ^ÅM 


^AP  man   en    haand    af  en 
forestille  Guds   almæg- 


^§  i 


anden  type.  At  denne  haand  skal 
tige  og  beskyttende  haand  ses  og  deraf,  at  der  paa  enkelte  af  Æthel- 
reds  mynter  ved  siden  af  haanden  er  anbragt  de  græske  bogstaver 
Alpha  og  Omega. 

Haanden  paa  Eadwards  mynter  er  saa  forskjellig,  at  jeg  maa  være 
enig  med  Keary,  som  siger,  at  haanden 
paa  Ragnvalds  mynter  ikke  kan  være 
en  efterligning  af  Eadwards  type.  At 
den  skulde  være  en  efterligning  af  haan- 
den paa  Æthelreds  mynter,   er  udelukket, 

Fra  Eadwards  mynter, 
fordi    disse    er   saa    meget   yngre.     Man 

maa  af  dette  ha  lov  til  at  slutte,  at  Nordboerne  i  Northumberland  ogsaa 
udenfor  mynterne  har  havt  noget  kjendskab  til  den  kristne  kirkes  billed- 
fremstillinger.  Nordiske  runekors  fra  England  og  øen  Man  peger  ogsaa, 
som  andetsteds  omtalt,  i  samme  retning. 

Ved  siden  af  disse   angelsaksiske  eller   kristelige  forbilleder  indførte 
Nordboerne  i  Northumberland    ogsaa  paa  sine  mynter  billeder,    som    i 
særlig   grad    er   eiendommelige    for  dem.      Dette    er    da    først   tilfældet 
med    »valknuden«    paa    Sigtrygs,   Ragnvalds  og  Olavs    mynter.     ^^ 
Professor  Erslev  har  søgt  at  vise,  at  dette  merke  er  typisk  nor-  /^S 
disk  og  at  det  foruden  paa  de  northumbriske  mynter  findes  paa 
enkelte  af  Knut  den  stores  danske  mynter  8.     Valknuden  findes  dog  alt 
paa    de    ældste    angelsaksiske    mynter    ligesom    ogsaa    paa    skotske    og 
northumbriske  stenkors. 

Endnu  merkeligere  og  udpræget  nordisk  er  fanen  og  ravnen  paa 
Sigtrygs,  Ragnvalds  og  Olavs  mynter.  Fanen  eller  t merkete  spillede 
en  stor  rolle  hos  de  gamle  Nordboer.  Kongerne  havde  sit  merke,  der 
var  udstyret  med  et  eller  andet  billede  omtr.  som  senere  tiders  vaaben- 


'  Cat.  I,  s.  233.    Didron,  Iconographie  Chrétienne,  s.  174  f. 
'  Efter  Hildebrand,  Ags,  mynt,  pl.  3,  type  B,  2,  var.  a. 
3  Aarbøger  for  Nordisk  Oldkyndighed  1875,  s.  135  f. 


288  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

skjold,  og  som  var  kjendt  under  et  eget  navn.  Harald  Haardraade  havde 
saaledes  merket  »Landødec  (Landeyda),  og  Sverre  havde  merket  »Seier- 
fluenc  (Sigrflugan).  Merket  blev  i  kampen  baaret  foran  høvdingen  og 
om  det  samlede  man  sig.  Særlig  fremstillede  de  hedenske  Nordboer 
paa  sine  merker  billeder,  som  havde  religiøs  betydning.  Ørnen  var  Ju- 
piters hellige  fugl;  derfor  blev  ogsaa  ørnen  Romernes  krigsmerke  og 
fulgte  legionerne  paa  deres  tog.  Paa  samme  vis  var  ravnen  Odins  hellige 
fugl.  Ravnene  Hugin  og  Munin  sad  paa  Odins  skuldre  og  fløi  ud  for 
at  bringe  ham  kundskab  om  verden.  Ravnen  dråk  de  faldne  krigeres 
blod,  fortæller  Eddadigtene,  og  af  dens  flugt  tog  Nordboerne  varsler 
i  kampen.     Saaledes  siger  Odin  i  Reginsmal  20. 

dyggva  fylgju 

hygg  ek  ins  dékkva  vera 

at  krotiameidi  hrafns. 

Intet  under  derfor,  at  en  fane  med  billede  af  ravnen  blev  Nord- 
boernes hovedmerke  i  vikingetiden  1.  Ravnen  var  Lodbrokssønnernes 
merke,  og  den  Angelsaksiske  krønike  fortæller  for  aar  878  om  et  slag, 
som  vikingerne  under  to  af  Lodbrokssønnerne  tabte:  »Der  blev  den 
kampfane  taget,  som  de  kaldte  »Ravnc  (par  wæs  se  gudfana  genumen  pe 
hi  ræfen  heton).  Mer  end  hundrede  aar  senere,  i  slaget  ved  Assendun 
i  10 1 6,  havde  Knut  den  store  og  Danskerne  det  samme  merk-e.  Og  en 
fane  med  en  ravn  paa  blev  baaret  foran  Orknøjarlen  Sigurd  Lødvessøn 
i  Clontarfslaget  10 14.  Vofe  forfædre  troede  om  ravnen  paa  merket,  at 
naar  den  foldede  sine  vinger  ud,  varslede  det  om  seier;  men  lod  den 
dem  h.ænge,  varslede  det  undergang. 

Den  med  frynser  eller  tunger  forsynede  fane  paa  de  northumbriske 
mynter  maa  forestille  kampfanen  {gunnfani)^  som  blev  baaret  foran 
høvdingen  i  kampen.  Lignende  faner  findes  ogsaa,  som  Worsaae  alle- 
rede har  vist,  afbildet  paa  Bayeux-tapetet  og  brugtes  af  Normannerne, 
da  de  vandt  England. 

Paa  den  normanniske  fane  ses  en  liden  fugl,  der  vel,  som  Worsaae 
mener,  forestiller  Odins  ravn,  medens  der  i  midten  af  den  northumbriske 
fane  synes  at  være  en  roset.  Derimod  er  fuglen  paa  Olavs  northumbriske 
mynter  visselig  Odins  ravn.  Worsaae  har  formodet  (Minder,  s.  90),  at 
ravnemerket  ogsaa  kunde  være  en  af  tøi  udskaaret  figur,  der  fæstedes  til 
en  stang.  Worsaae  slutter  dette  af  Bayeuxtapetet,  hvor  Harald  God- 
winessøns    fald  i  slaget  ved   Hastings  er   fremstillet.     Kongens  merkes- 


1  Worsaae,  Minder  s.  80  ff.;  Stecnstrup  I  s.  115,  III  s.  285. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      289 

mand  bærer  en  fane,  hvortil  er  fæstet  en  udskaaret  dragefîgur,  som   var 
det   angelsaksiske   kongemerke.      Lige   ved   ser   man   ogsaa   nede    paa 


Eftcr  Worsaae,  Minder,  s.  88. 


Dea  northumbriské  fane. 


jorden  en  lignende  dragefigur,  som  synes  at  være  fæstet  til  eller  at 
hænge  ved  et  spyd.  Worsaae  tror,  at  disse  figurer  var  skaaret  ud  i  tøi. 
Dette  kan  man  dog  ikke  se  af  billedet.  De  kan  ligesaa  godt  ha  været 
skaaret  ud  i  træ  eller  støbt  i  metal  Er  dette  saa,  kunde  det  kanske 
tale  for  Mr.  Keary's  formodninga,  at  ravnen  paa  de  northumbriske 
mynter  ogsaa  gjengir  et  saadant  udskaaret  krigsmerke,  og  at  disse  to 
slags  bannere  svarer  til  de  romerske  hæres  vexiUum  og  aquila.  Dette  er 
dog  en  ganske  løs  formodninga,     jjn 

Videre  kan  nævnes  billedet  ^^  ,  der  dels  sammen  med  et  sverd 
og  dels  alene  forekommer  paa  mynter  fra  Sigtryg  samt  paa  St.  Peters- 
mynterne.  Mr.  Keary  tror  (Cat.  I,  s.  238  anm.),  at  dette  billede  fore- 
stiller en  omvendt  mitra.  Dette  er  feilagtigt;  det  er  utvivlsomt  en 
Torshammer.  Denne  var  for  Nordboerne  et  heiligt  symbol;  paa  rune- 
stene  afbildede  de  den  sammen  med  ordene:  iTor  vie  disse  runer  Ic 
De  brugte  ogsaa  smaa  Torshammere  som  amuletter.  En  mængde 
slige  er  fundet  baade  i  Norden  og  paa  de  Britiske  Øer.  De  har  alle 
den  for  billedet  paa  de  northumbriske  mynter  eiendommelige  form. 

Ogsaa  det  andet  hammermerke  ^-j^  paa  de  northumbriske  mynter 
fremstiller  en  Torshammer.  Lignende  [j  Torshammere,  brugt  som  amu- 
letter, har  man  nemlig  ogsaa  fundet  i  de  nordiske  lande. 


t  Cat.  I,  8.  LXXX. 

>  At  Nordboernes  kampfaaer  skulde  ha  udviklet  sig  under  paavirkoing  fra  irsk  kultur, 
tror  jeg  ikke.  Irerne  havde  vistnok  i  gammel  tid  kampfaner,  f.  eks.  Feniernes  Gall- 
irena  (solens  billede);  men  udviklingen  er  dog,  tror  jeg,  i  delte  stykke  foregaat  uaf- 
hæogig  i  de  to  lande.  Da  kunde  man  snarere  tro  paa  en  nordisk  paavirkning  paa  irsk. 
Thi  det  nordiske  merkt  er  gaat  over  i  irsk  meirge,  »fane,  banner«,  et  ord,  som  ofte 
forekommer  i  den  gl.irske  litteratur.  Et  sted  lindes  endog  gall-meirge,  »de  fremmedes 
(d.  e.  Nordboernes)  fane«  (Irische  Texte,  ed.  Windisch  III,  s.  69,  1.  23). 


Vid..Selsk.  Skrifter.      H.-F.  Kl.  1904.  No.  1. 


19 


390  ALEXANDER  ÈUGGË.  tt.-t*.   Kl. 

Hvad  den  før  omtalte  bue  med  pil  igjennera  skal  betegne,  ved  jeg 
ikke.     Jeg   skal   kun    minde   om,    at   de  hedenske    Nordboer   svor  ved 

sine  vaaben  ;  forsaavidt  var  alle 
vaaben  hellige  og  kunde  pas- 
sende anbringes  ogsaa  paa  myn- 
ter. Desuden  var  fra  gammel 
tid  bueskydning  særlig  udviklet 
i  Nord-England. 

Vi  kommer  tilslut  til  sver- 
det, der  findes  paa  Sigtrygs  og 
Eriks,  samt  paa  St.  Peters  og  St.  Martins  mynter, 
dels  alene  mellem  Sitric  eller  Eric  og  rex.  dels 

Torshammcrafselv.  Upland. i/i.  j   forbindelse  med  Tors    hammer.      Sverdet  har 

(Eftcr  Montelius,  i  Sveriges 
historia,  utg.afE.  Hildebrand  visselig  her  en  symbolsk   betydning.    Jeg  næv- 

I  fig.  *75).  ner  andetsteds,  at  sverdet  hosNordboerne  i  Dublin 

og  paa  øen   Man  var  et  sindbillede  paa  kongemagten.      Dublinkongens 

kronregaler   var,  kan   man  gjerne  sige,  »Carlus's  sverd«    og  Tors  hellige 

ring.     Kanske  har  man  ogsaa  i  templet  i  Dublin  gjemt  et  billede  af  Tors 

hammer.  —  Jeg  skulde  da  tro,  at  sverdet  paa  de  northumbriske  mynter 

er  et  sindbillede  paa  kongemagten. 

Mr.  Haigh  og  efter  ham  Mr.  Rasleigh  (s.  72)  gaar  endnu  videre. 
De  peger  paa,  at  Karolus-monogrammet  findes  paa  mynter  fra  Knut  og 
Ragnvald  samt  paa  St.  Peters-mynterne.  De  sætter  dette  i  forbindelse 
med,  at  sverdet  findes  paa  de  northumbriske  mynter,  og  mener  at  t Car- 
lus's sverd«  blev  git  af  Karl  den  skåldede  til  Ragnar  Lodbrok,  og  gjemt 
som  en  skat  af  dennes  efterkommere,  kongerne  i  Dublin  og  Northumber- 
land. Jeg  skal  ikke  her  gaa  nærmere  ind  paa  dette,  men  kun  minde 
om,  at  Carlus's  sverd,  saa  vidt  man  ved,  aldrig  fandtes  i  Northumber- 
land. Har  Karolus-monogrammet  paa  de  northumbriske  mynter  over- 
hovedet  nogen  symbolsk  betydning,  maa  det  være  som  et  sindbillede 
paa  kongemagten,  men  uafhængigt  af  »Carlus's  sverd«  i  Dublin. 

Kaster  vi  nu  et  blik  paa  udstyret  af  de  northumbriske  mynter, 
vil  vi  se,  at  vi  allerede  af  dem  kan  danne  os  et  billede  af  vikinge- 
tidens  kultur,  slig  som  den  udviklede  sig  hos  Nordboerne  paa  de  Bri- 
tiske Øer.  Straks  Nordboerne  sætter  sig  fast  i  Northumberland,  viser 
de  sin  selvstændighed.  De  afskaffer  de  lidet  værdifulde  kobberstyccas 
og  indfører  isteden  lødige  sølvpennier  og  -halvpennier. 

I  det  9de  aarhundred  er  Nordboerne  afhængige  af  sine  frankiske 
og  angelsaksiske  forbilleder.  Men  i  første  halvdel  af  icxle  aarhundred 
har  de  allerede  udviklet  en  selvstændig  kultur,   hvor  fremmed   og  hjem- 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  ÏNDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      291 

ligt,  hedensk  og  kristent  paa  en  vidunderlig  maade  er  forenet.  Tors 
hammer  stilles  ved  siden  af  apostelen  Peters  hellige  navn  og  Odins  ravn 
ved  siden  af  Kristi  kors;  kampfanen  rager  op,  buen  spændes  og  strids- 
øksen løftes,  mens  Gud  Fader  rækker  sin  haand  ned  fra  himmelen.  Vi 
faar  her  som  paa  runestene  fra  Isle  of  Man  et  tydeligt  billede  af  at 
hedenskab  og  kristendom  leved  og  trivedes  side  om  side  i  vikingernes 
sind.  Snart  var  de  hedninger,  snart  kristne,  paa  bunden  kanske  ingen 
af  delene,  men  bare  stolende  paa  sin  egen  kraft  og  styrke.  Vi  hører 
om  vikingekonger,  som  først  lader  sig  døbe,  men  siden  afsværger  sin 
kristendom,  og  vi  ser  endog,  at  oppe  i  Northumberland  gjør  erkebiskop 
Wulfstan  af  York  fælles  sag  med  den  hedenske  Olav  Kvaaran  mod  de 
kristne  Angelsakser  1. 

Gaar  vi  saa  fra  udstyret  over  til  at  undersøge  mynternes  omskrifter, 
vil  vi  ogsaa  der  finde  mange  spor  af  en  selvstændig  nordisk  vikinge- 
kultur,  paavirket  af,  men  ikke  efterlignende  den  angelsaksiske. 

De  northumbriske  myntprægere,  hvis  navne  findes  paa  bagsiden  af 
mynterne,  var  i  begyndelsen  Angelsakser  eller  Franker.  Snart  begyndte 
dog  ogsaa  Nordboer  at  lære  kunsten  at  præge  mynter.  Kong  Sigtryg 
havde,  som  før  nævnt,  mynt  mestrene  «ASCOLV,  SIRANT  og  (SIC)ARE 
eller  ARE  samt  rimeligvis  ERIC. 

Ascolv  kan  være  tysk  AsciUf.  Dog  er  dette  mindre  sandsynligt. 
Den  sidste  nordiske  konge  i  Dublin  kaldes  Haskulf  eller  Askulf.  Alle- 
rede P.  A.  Munch  har  formodet,  at  dette  navn  er  det  nordiske  Hçskiddr^, 
Ascolv  er  da  kanske  ogsaa  dette  nordiske  navn,  der  i  udlandet  er  blit 
omdannet  eller  omtydet. 

Sitant  staar  vel,  som  alt  B.  Hildebrand  har  formodet  3,  istedenfor 
Sibranty  især  da  et  bogstav  synes  at  være  borte.  Dette  navn  kan  være 
baade  tysk  og  nordisk.  Syhrandus,  Sibrandus  (egt.  *8igbrandr)  fore- 
kommer i  middelalderen  i  Danmark*. 

Jeg  har  formodet,  at  are  paa  en  af  Sigtrygs  mynter  staar  istedenfor 
Sicare,  som  var  navn  paa  en  af  Olav  Kvaarans  myntprægere  [Sicares 
mot),    Sicar  er  det  nordiske  navn  Sigarr. 

Jeg  har  før  nævnt  en  af  Sigtrygs  mynter  med  Eric  moti  paa  bag- 
siden og  formodet,  at  Eric  var  myntmesterens  navn.  Eric  er  nordisk 
Eirikr. 


^  Steenstrup,  III  s.  79. 

>  Det  norske  folks  historie,  II  s.  951. 

3  »Anglosachsiska  mynte,  s.  4. 

^  O.  Nielsen,  Olddanske  Personnavne,  s.  82. 


2^2  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Af  Ragnvalds  myntprægere  kjender  vi  igrunden  kun  en  eneste, 
Aura.  Dette  navn  er  sandsynligvis  genitiv  af  det  nordiske  mandsnavn 
Auri,  en  sideform  til  Aiirir^, 

Olav  Kvaaran  havde  ogsaa  flere  nordiske  myntmestre,  de  før  nævnte 
Ascolv  og  Sicar  samt  Farman  {Famlan  ell.  Farmon),  det  nordiske  Far- 
maô7' (Farmann)]  navnet  betyder  egt.  »kjøbmand,  farmand«.  Dette  navn 
findes  ogsaa  paa  senere  angelsaksiske  saa  vel  som  paa  Dubliner-mynter. 
Man  skulde  næsten  formode,  at  alle  disse  myntprægere  har  tilhørt 
samme  slægt.  Navnet  var  nemlig  ikke  almindeligt,  om  det  end  var 
kjendt  ogsaa  i  Norden. 

Olavs  øvrige  myntprægere,  Ædelfe)'d^  Radidf,  Ingélgar  og  BactaseVy 
synes  ikke  at  have  været  Nordboer,  uden  maaske  Radvlf^  der  enten  er 
nordisk  eller  tysk^.  Af  kong  Eriks  myntprægere  kjendes:  Hunred, 
Jngelgar,  Radxdf  og  Aculf,  Af  disse  kan  foruden  Radtdf  muligens 
ogsaa  Hunred  ha  været  '  en  Nordbo  («  oldn,  Himrødr);  men  dette 
navn  kan  ogsaa  være  angelsaksisk. 

Af  den  foregaaende  fortegnelse  ser  vi  ialfald,  at  der  i  det  lode 
aarhundredes  første  halvdel  virkelig  fandtes  nordiske  myntprægere  i 
Northumberland.  En  saadan  myntpræger  maatte  ikke  alene  kjende  den 
kunst  at  skjære  stemplet  hvorefter  han  prægede  sine  mynter,  han 
maatte  ogsaa  ha  ialfald  det  første  elementære  kjendskab  til  latinsk 
bogstavskrift.  Thi  med  latinske  bogstaver  skulde  kongens  navn  sættes 
paa  forsiden  og  myntprægerens  eller  myntstedets  paa  bagsiden.  Dette 
kjendskab  var  naturligvis  i  begyndelsen  høist  nødtørfligt.  Men 
det  var  dog  allerede  noget  at  kunne  skrive  nordiske  navne  med 
latinske  bogstaver.  I  begyndelsen  efterlignede  Nordboerne  naturligvis 
sine  angelsaksiske  læremestre  slavisk  og  uselvstændig.  Men  det  vårede 
ikke  længe,  før  de  forsøgte  at  gjengi  nordiske  ord  med  latinske  bog- 
staver paa  mynterne.  Allerede  skrivemaaden  Skurt  paa  nogle  af  Sig- 
freds  mynter  viser  i  denne  retning.  Man  kan  ikke  af  mynterne  direkte 
slutte,  at  Nordboerne  i  Northumberland  forstod  at  læse  og  skrive  latinske 
bogstaver.  Dertil  er  der  for  stor  forskjel  mellem  mynternes  og  bøgernes 
skrift.  Men  det  første  skridt  var  dog  gjort.  Nordboerne  begyndte  ial- 
fald at  bruge  latinske  bogstaver  til  at  udtrykke  ord  af  sit  eget  sprog. 
Og  myntprægerne   kan    ikke   ha   været  de   eneste,    som    forstod    denne 


»  Liljegren,  Run-Urkundcr,  no.  1673,  opforcr  Aurin  som  navn  paa  svenske  nincstene,  Af 
navnet  paa  Ragnvalds  myntmeslre  har  man  ellers  kun  de  to  bogstaver  af  en  mands 
navn  (Ba)  paa  en  mynt.  Keary  formoder  (Cat.  I  s.  232).  at  dette  navn  er  Baciagcr, 
Bacialer  eller  Baciaser. 

«  Kaduif  er  oldhoitysk  Kadulf  eller  nordisk  Råaulfr  (dansk  Rathulw\ 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB/ I  VIKINGET.       293 

kunst,  Naar,  som  jeg  straks  nedenfor  nærmere  skal  omtale,  det  nordiske 
ord  for  tkonge«  paa  Sigtrygs  og  hans  efterfølgeres  mynter  træder  isteden- 
for det  latinske  rex,  saa  kan  dette  ikke  ikke  være  skeet  uden  efter  kon- 
gernes  bud.  Ideen  hertil  kan  være  kommet  fra  kongerne  selv  eller  fra 
deres  nærmeste  raadgivere,  kanske  ogsaa  fra  myntens  øverste  tilsyns- 
mand^  men  neppe  fra  de  underordnede  myntprægere.  Og  de  mænd, 
som  har  fundet  paa  dette,  kan  ikke  ha  været  uden  kjendskab  til  latinsk 
bogstavskrift.  De  maa  ha  forstaat,  at  den  latinske  bogstavskrift  er  det 
letteste  og  hændigste  middel  til  at  udtrykke  ord  og  tanker.  Men  dette 
er  en  ting  af  stor  vigtighed.  Her  vil  jeg  kun  slaa  fast,  at  medens  man 
ialmindelighed  mener,  at  Nordboerne  først  ud  i  det  ute,  ja  vel  først  i 
begyndelsen  af  det  i2te  aarhundred  lærte  at  bruge  latinske  bogstaver, 
saa  kan  det  godtgjøres,  at  de  første  famlende  forsøg  er  gjort  langt  tid- 
ligere, ved  begyndelsen  af  det  icxie  aarhundred. 

De  nordiske  ord,  som  forekommer  paa  mynter,  er  cunmic,  cwnuc, 
som  findes  paa  Sigtrygs,  Ragnvalds  og  Olavs  mynter.  Det  er  det  nor- 
diske konungr,  som  paa  runestene  regelmæssig  skrives  kunmikn,  kunukM^. 
Om  formen  cumuic  viser,  at  nominativsmerket  r  er  faldt  bort,  vover  jeg 
ikke  at  afgjøre.  Dette  ord  er  paa  mynterne  traadt  istedenfor  rex,  som 
dog  ogsaa  findes  paa  enkelte  af  Olavs  og  paa  alle  Errks  mynter.  Det 
tilsvarende  angelsaksiske  ord  cyning  findes  ikke  paa  nogen  angelsaksisk 
mynt.  Det  maa  altsaa  være  Nordboerne  selv,  som  har  indført  brugen 
af  sit  hjemlige  ord  for  konge  istedenfor  det  latinske. 

Paa  en  af  Eriks  mynter,  som  er  præget  afRadulf,  læses:  Ericrexlo,  Paa 
en  ganske  tilsvarende  mynt,  præget  af  den  samme  Radulf,  læses  Eric  rex 
Efor^.  Mr.  Keary  har  allerede  formodet  at  Efor  er  for  Eofortvic  (York)^ 
Da  dette  utvivlsomt  er  rigtigt,  maa  man  slutte  at  lo  ogsaa  maa  være 
forkortning  for  en  skrivemaade  af  byen  Yorks  navn.  Men  med  lo  be- 
gyndte  neppe  andet  end  byens  nordiske  navn  Jorvik,  Vi  har  da  her 
ialfald  indflydelse  fra  nordisk  skrivemaade. 


*  Myntens  everste  lilsynsmaod  var  hos  Angelsakserne  kongens  »gire/a €^  som  ikke  havde 
andre  foresatte  end  kongen  og  hans  ^ealdorman*,  1  selve  mynthuset  var  %magisUr 
monetitt^  myntmesteren,  everste  embeds  rna  nd.  Under  ham  igjen  stod  myntprægerne, 
hvis  navne  findes  paa  mynterne;  Hauberg,  s.  80  ff. 

»^Dieterich,  Runenwörterbuch,  s.  114. 

*  Cat.  I,  8.  237,  n.  UIO— un. 

^  Et  bogstav  forekommer  paa  de  fleste  af  Sigtrygs  og  hans  efterfalgeres  mynter  efter  ordet 
for  »kongec,  vistnok  efter  angelsaksisk  skik.  A  er  vel  for  Anglorum^  S  er  for  Saxonum 
osv.  Olav  har  paa  en  af  sine  mynter  TOD,  en  forvanskning  af  TOT.  B.  (ToHus  Bri- 
tannia), der  ofte  forekommer  paa  Æthelstans  mynter  (925—940);  jfr.  Cat.  I,'  235  anm. 


294  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Paa  en  af  Olavs  mynter  læses,  som  før  nævnt,  paa  bagsiden:  Sicares 
mot  Dette  har  vistnok  af  Nordboerne  været  opfattet  som  Sigars  mot, 
d.  e.  »Sigars  myntbilledec  eller  »Sigars  stempele. 

Ganske  paa  samme  maade  bruges  mot  paa  norske  mynter  fra  Harald 
Haardraade  og  hans  efterfølgere.  I  myntfundet  fra  Græslid  i  Tydalen 
fandtes  der  en  mængde  mynter  fra  disse  konger.  En  hel  række  af  disse, 
ikke  mindre  end  335  i  tal,  var  udgaat  fra  Gunnars  verksted  og  bar  med 
runer  indskrifterne  :  KVNAR  A  MOT  |)ISA,  osv.i 

Især  ligger  en  form  som  KVNARS  MOT  f)ITA  nær  ved  Sicares  mot 

mot  n.  er  et  oprindelig  noi'disk  ord.  Ifølge  Fritzner  betyder  det 
paa  oldnorsk:  i)  Billede;  pa  spurdi  hann,  hver  s  mot  eda  mark  a  var 
peim  peningi  (=»  Vulgata,  cuju^  est  imago  hæc  et  siibscriptio)  ;  skaltu 
smida  hus  eptir  pvi  moti^  sem  ék  mun  syna  pér,  Flat,  I,  439.  2)  Ud- 
seende,  ydre  tegn,  som  bærer  vidnesbyrd  om  noget;  3)  beskafFenhed, 
maade.  I  gLsvensk  betyder  mot  efter  Soderwall:  i)  form,  gjutform, 
2)  stempel,  prägel,  bild  :  waar  nattura  kallas  päninga^  thyat  hon  er 
skapat  äpter  giidz  liknilse,  ok  haiver  hans  m^t.  Ordets  oprindelige 
betydning  synes  at  ha  været  »billede,  udseende«.  Det  er  bl.  a.  gaat 
over  i  lappisk,  muotto^  som  betyder  »ansigt,  kind«.  Derimod  synes  be- 
tydningen »billede  paa  mynt,  stempel«  ikke  at  være  oprindelig. 

Man  skulde  tro,  at  mot  i  betydningen  »billede  paa  mynt,  stempel« 
var  et  fremmedord,  da  Nordboerne  jo  ikke  kan  ha  kjendt  myntstempler, 
før  de  lærte  at  præge  mynter.  Men  mot  i  betydningen  »billede,  billede 
paa  en  mynt,  stempel«,  osv.  findes  ikke  paa  angelsaksisk,  hvor  det  kun 
betyder  »fax,  tolU^,  Ordet  forekommer  overhovedet  ikke  i  noget  ger- 
mansk sprog  udenfor  de  nordiske.     Men  hvordan  skal  dét  da  forklares? 

Paa  flere  angelsaksiske  mynter  fra  Eadmund  (940—946),  Eadred 
(946—955),  Eadwig  (955—959)  og  Eadgar  (959—975)  finder  man  mot 
f.  eks.:  Amundes  mot,  Sigares  mot,  FreSices  mot,  Eegderes  mot.  Grimes 
mot,  Wtdf gares  mx>t,  Durandes  mot  o.  fl.^  Mr.  Keary  oplyser*,  at  den 
oprindelige  legende  i  forbindelse  med  myntprægerens  navn  var  moneta^ 
som  stod  for  monetariiis^.  Men  senere  fik  moneta  paa  mynterne  betyd- 
ningen »penge,  mynt«.     Han  mener  ogsaa,    at  mot  i  forbindelse  med  et 


^  G.  Stephens,  Runic  Monuments  III,  s.  348. 

'  mot  findes  i  bet.  »myntt  hverken  hos  Bosworth-Toller  eller  i  Sweet,  Student's 
Dictionary. 

3  Cat.  II,  127,  130.  137.  Ï38,  139,  »45.  M^,  M9,  '5°  o.  fi. 

*  Cat.  II,  s.  CV-CVI. 

^  De  allerældste  angelsaksiske  mynter  har  undertiden  indskrifter  med  runer;  men  dette 
var  længe  fer  Nordboernes  ankomst  til  England.  Senere  brugtes  altid  latinske  ind- 
skrifter. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       205 

substantiv  i  genitiv  er  en  forkortet  skrivemaade  for  moneta  tmynt,  penge«. 
Denne  formodning  blir  til  vished,  naar  vi  ser,  at  af  to  mynter  fra  kong 
Eadgar  har  den  ene  omskriften:  Durandes  mot,  medens  den  anden  har: 
Durandies  moneta.  Her  er  det  klart,  at  mot  er  en  skriftlig  forkortning 
af  moneta. 

Men  naar  en  Nordbo  saa  dette  tyiot  paa  en  mynt,  saa  maatte  han, 
som  ikke  var  hjemme  i  latin,  naturlig  tro,  at  det  var  det  nordiske  m/>t, 
tbillede,  udsecnde«.  Af  de  myntmestere,  som  paa  mynter  for  angel- 
saksiske konger  brugte  forkortningen  mot  i  forbindelse  med  sit  eget  navn 
i  genitiv,  var  flere  af  nordisk  herkomst.  Blant  disse  kan  nævnes  Sigarr, 
som  ogsaa  prægede  for  Olav  Kvaaran,  Amundr  (i  Àmundes  mot),  Reid- 
arr  (i  RegSeres  mot^),  FriSrekr,  Fnrékr  (i  FriSeces  mot),  Orimr  (i 
Grimes  mot)  o.  fl. 

Om  Sigar  paa  Olav  Kvaarans  mynt  har  brugt  mot  som  et  nordisk 
ord  eller  som  forkortning  af  moneta,  vover  jeg  ikke  at  afgjøre.  Men  da 
det  nordiske  cununc  findes  paa  mynternes  forside,  skulde  jeg  nærmest 
tro,  at  Sicares  mot  ogsaa  har  været  opfattet  som  nordisk;  ialfald  er 
Sicares  genitiv  af  et  nordisk  navn. 

Fra  dette  mot,  som  egentlig  er  en  forkortning  af  det  latinske  moneta, 
maa  det  være,  at  det  gammelnordiske  mot  har  faat  sin  betydning  »bil- 
lede paa  mynt,  stempel«.  Naar  norske  mynter  har  indskrifterne  : 
KVNAR  A  MOT  {)ISA  (Gunnar  eier  dette  stempel),  KVNARS  MOT 
{)ITA  (Gunnars  stempel  dette),  saa  kan  betydningen  af  mot  her  ikke 
regelmæssig  ha  udviklet  sig  af  det  oldnorske  m>ùt  i  dettes  oprindelige 
betydning.  Formen  pisa,  som  findes  paa  flere  af  Gunnars  mynter,  er 
ikke  neutrum,  men  femininum.  Er  dette  et  minde  om  at  rifioneta  er 
femininum  ?  ' 

Vi  har  her  et  af  de  mange  tilfælde,  hvor  Nordboerne  i  vikingetiden 
har  misforstaaet  det  fremmede  og  i  dette  lagt  en  ny  betydning,  som  de 
saa  har  udviklet  videre. 

I  det  hele  viser  de  northumbriske  mynters  omskrifter  ligesom  deres 
udstyr,  at  Nordboerne  ikke  bare  tilegnede  sig  slavisk,  men  at  de  selv- 
stændig  udviklede  det  fremmede  og  lempede  det  efter  sit  eget. 

Den  samme  brug  af  nordiske  ord  istedenfor  latinske  paa  mynterne 
findes  ogsaa  paa  mynter   fra  Dublin.      Før  jeg  gaar  over  til  at  tale  om 


*  Paa  ligoeode  maade  maa  skrives  paa  Dublin-myater  SUgn  for  Sttinn, 
'  Stephens  seger  (Runic  Monuments  II,  s.  951  f.)   at  vise,  at  mot  paa  de  gl.  engelske  og 
norske  mynter  er  et  fællcsgcrmansk   ord;    men    selv   ora  mot  er  germansk,   kunde   en 
form  mott  aldrig  være  det;   mott    maa    være    en   latinsk  forkortning.    Men  derved  blir 
Stephens's  forklaring  umulig. 


296  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

dette,  skal  jeg  dog  kortelig  gjennemgaa  myntprægemavnene  paa  de 
angelsaksiske  mynter. 

Allerede  Worsaae  har  gjort  opmerksom  paa,  at  mange  af  de  angel- 
saksiske kongers  myntprægere  har  nordiske  navne-.  Han  siger:  »I  8de 
og  9de  aarhundred  er  myntmestrenes^  navne  endnu  rent  angelsaksiske. 
Men  heni  det  lode  aarhundred  og  fornemmelig  efter  aar  950  begynder 
rent  danske  eller  nordiske  navne  at  komme-  frem.  Disse  nordiske  navne 
findes  isærdeleshed  paa  mynter,  der  er  prægede  i  den  nordlige  del  af 
England,  ialfald  i  de  af  de  danske  tidlig  bosatte  strækninger  nord  for 
Watlinga-stræt.  Men  under  kong  Æthelred  den  anden  (979 — 1013),  som 
saalænge  kjæmpede  med  Svend  Tveskjæg  og  Knut  den  store,  og  altsaa 
dog  inden  Englands  erobring  af  de  danske  var  fuldendt,  fremtræder  som 
følge  af  de  danskes  sterkt  stigende  magt  paa  engang  nordiske  mynt- 
mestre  i  et  saadant  antal,  at  man  alene  paa  de  hidtil  fundne  mynter  af 
Æthelred  kan  udpege  navnene  paa  40  til  50  forskjellige  rundtom  i  Eng- 
land. Under  det  danske  overherredømme  her  forekommer  naturligvis 
paa  mynter  fra  Knut  den  store  og  Harald  Harefod  en  ikke  mindre 
mængde  nordiske  navne,  ja  endog  efter  danevældets  ophør  træffes  de 
næsten  i  samme  antal  som  før  paa  mynter  af  Angelsakseren  Edward 
Confessor  (f  io66).«  Worsaae  gir  derpaa  en  fortegnelse  paa  omtr.  femti 
nordiske  myntprægernavne  fra  Æthelred  II  indtil  Edward  Confessor 
(979—1066). 

Efter  Worsaaes  tid  er  en  hel  mængde  nye  mynter  fremdragne, 
og  bl.  a.  alle  de  angelsaksiske  mynter  i  British  Museum  katalogi- 
serede.  Man  har  derved  faat  et  langt  rigere  stof  til  sin  raadighed,  end 
det  Worsaae  kjendte.  Jeg  har  allerede  pegt  paa,  at  der  paa  St.  Edmunds- 
mynterne  (fra  slutningen  af  9de  aarhundred)  synes  at  forekomme  nordiske 
myntprægernavne  som  Steinn  og  Håsteinn.  Af  northumbriske  mynt- 
prægere fra  slutningen  af  9de  aarhundred  kjender  vi  næsten  ingen;  ellers 
vilde  vi  blant  dem  sikkerlig  ogsaa  ha  truffet  Nordboer.  Fra  første  halv- 
del af  I  ode  aarhundred  kan  derimod,  som  før  nævnt,  flere  nordiske 
myntprægere  i  Northumberland  paavises.  Ogsaa  blant  myntprægere  for 
angelsaksiske  konger  træffer  vi  fra  denne  tid  af  adskillige  nordiske  navne. 
Jeg  opregner  her  følgende,  hvis  navne  jeg  har  hentet  fra  Catalogue  of 
English  Coins  in  the  British  Museum,  Anglo-Saxon  Series,  vol.  II. 

Under  Alfred  (871—901)  finder  jeg  kun  Boga  (d.  e.  isl.  Bogi,  gl. 
dansk  Bughi,    gKsvensk  Boghi).      Den   samme   myntpræger   finder  jeg 


1  Minder,  s.  156  ff. 

5  Som  Hauberg  har  paavist,  tilherçr  navnene  myntprægere,  ikke  rayntmestre, 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      297 

ogsaa  under  Eadward  (901—925),  hvor  navnet  skrives  Boiga,  Boga  el. 
Buga.  '  Under  Eadward  den  ældre  maa  der  allerede  ha  været  adskillige 
myntprægere  af  nordisk  herkomst.  Foruden  denne  Boge  finder  jeg: 
Brece  (==  gldansk  Breke  f),  Clip  (=  oldn.  Kleppr,  Klyppr,  gl.d.  *Klepp\ 
Framuuis  (=  Framviss),  Ounne  (=  oldn.  Oxinni,  gl.d.  Otmnif  gl.sv. 
Ounne\  Purlac  (også  skr.  Durlac)  («=  Porlakr)  samt  Farmen  (=  Far- 
man  paa  Olavs  northumbriske  mynter).  Foruden  disse  navne  er  føl- 
gende muligens  nordiske:  Heardher  (=  Ifçrdr  med  bevaret  nominativs- 
merke.^)  og  Irfara.  Dette  sidste  navn  kan  ogsaa  være  angelsaksisk,  men 
er  vel  snarest  nordisk,  da  det  betyder  en  »Irlandsfarer«,  en  kjøbmand, 
som  farer  paa  Irland  (jfr.  oldn.  Eyfari,  et  navn,  som  bl.  a.  brugtes  i  Irland). 

Under  Æthelstan  (925—940  el.  941)  har  jeg  fundet  følgende 
nordiske  navne:  Are  (=  oldn.  Ari),  Asulf  (==  Àstdfr),  Boiga  (= 
den  før  nævnte  Boga^  som  her  viser  sig  at  være  myntpræger  i  Derbya 
og  af  den  grund  sandsynligvis  ogsaa  har  været  en  Nordbo),  Clac  (-= 
Klaka  paa  svenske  runestene,  gl.dansk  Klak),  Ene  (=  Einkr),  Inga 
(=  Ingi}),  Sigar  (=  Sigarr,  myntpræger  i  Derby),  Sota  (=  Sotiï), 
Purlac,  Parstan  (angliseret  skrivemaade  af  Porsteinn)^,  Af  nordisk  her- 
komst var  desuden  muligens  Regnald  (=  Rognvaldr),  da  han  var  mynt- 
mester  i  York^ 

Under  Eadmund  (940  ell.  41 — 946)  findes  følgende  nordiske  navne: 
Amund  (=  Åmumlr),  Are  (=»  Ari),  Asulf  (=  Asulf  r),  Boiga  el.  Boga 
(«  Bogi),  Clak  (=  Khkr),  Dorulf  (=  Pôrolfrï),  Fredie  (=  FriSrekr), 
Farman,  Håna  el.  Hanen  (=»  Hani  el.  Haninn,  med  den  bestemte  ar- 
tikel),  Sigar,  Permod  («  Pormôôr),  Regôer  (=  Hreiôarr,  ReiSarr), 

Under  Eadred  (946 — 955)  finder  jeg  følgende  navne:  Are,  Besi  (= 
BessiY),  Boga  el.  Boiga,  Cali  (=  Kali),  Clac,  Copman  (angelsaksisk  gjen- 
givelse af  Ä^aujjmr/^r,  KaupmannY)  Fredie,  Orim  (=  Grimri,  mulig  ags.), 
Regder,  Swerting  (=  Svertingr),  Parfera  (ags.  skrivemaade  for  Porfrøar, 
forek.  som  navn  paa  Nordboer  i  England)^,  Purmod  (=  Pormoàr\  Purulf 
(=  Pbrolfr), 

Under  Eadwig  (955  -959)  finder  jeg:  Amund,  Boiga  el.  Boga,  Cytel 
(=  Keiill),  Clac,  Copman,  Fredie,  Orim,  Purmod,  Parfera,  Purulf. 

Tilsammen  har  der  saaledes  indtil  midten  af  det  lode  aarhundred 
været  omtrent  25  mænd  af  nordisk  æt  som  myntprægere  i  angelsaksiske 
kongers  tjeneste.     Da  næsten  ingen  angelsaksiske   mynter  fra  denne  tid 


*  Cat.  II,  s.  105. 

2  Alle  navne  med  forstavelsen  Ar-  er  nordiske, 

3  Cat.  II,  s.  106. 

*  Steenstrup  Ul,  s.  2g,  35,  70  o.  fl, 


298  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

angir  myntstedet,  er  det  umuligt  at  se,  hvor  myntprægerne  har  hørt 
hjemme.  Men  de  fleste  af  dem  har  vel  været  fra  Østangel,  Femborg- 
distriktet  og  især  fra  Northumberland;  thi  flere  myntprægere  ses  samtidig 
at  ha  Staat  i  de  angelsaksiske  og  de  northumbriske  kongers  tjeneste.  Senere 
hændte  det  vistnok  hyppig,  at  angelsaksiske  mænd  bar  nordiske  navne 
og  omvendt.  Men  fra  tiden  før  950,  hvor  Nordboer  og  Angelsakser 
endnu  stod  skarpt  skilte,  tror  jeg  dog  vi  tør  slutte,  at  naar  en  mand 
bærer  et  nordisk  navn,  saa  er  han  ogsaa  af  nordisk  herkomst. 

Worsaae  har  allerede  git  en  fortegnelse  over  myntprægere  af  nor- 
disk herkomst  i  England  fra  979  til  1066.  Han  anfører  i  denne  omkr. 
50  navne.  Denne  liste  kunde  med  vort  nuværende  materiale  forøges 
næsten  til  det  dobbelte,  ligesom  der  ogsaa  under  Eadgar  (959—979) 
fandtes  mange  nordiske  myntmestre.  Jeg  tror  dog  ikke,  det  er  nødven- 
digt  i  min  fortegnelse  at  gaa  længere  end  til  omkr.  midten  af  det  10de 
aarhundred.  Jeg  skal  blot  nævne,  at  enkelte  navne  fra  senere  tid  lige- 
som det  forud  nævnte  Irfara  tyder  paa  forbindelse  med  Irland,  f.  eta. 
Beolan  ell.  Beola  i  York  under  Eadward  II  (975—978).  Navnet  Beolan 
er  irsk,  men  blev  ogsaa  baaret  af  den  islandske  landnaamsmand  Hélgi 
Bjol'u  og  af  en  Nordbo  i  Limerick  omkr.  968,  Beolan  Litill.  En  anden 
myntpræger  i  York  under  Ethelred  II  og  Knut  den  store  bærer  det  nor- 
diske navn  Ire  (=  ln,  en  Irlænder). 

Disse  mange  nordiske  myntprægere  i  England  fra  første  halvdel  af 
I  ode  aarhundred  viser,  at  vikingerne  herude  i  fremmed  land  ikke  bare 
drev  krigerens  haandverk,  hærgede  og  plyndrede,  men  at  de  ogsaa  med 
iver  dyrkede  fredens  sysler.  Man  faar  i  det  hele  af  myntforholdene  i 
England  under  vikingetiden  det  indtryk,  at  Nordboerne  med  alvor  har 
arbeidet  paa  at  lære  af  Angelsakserne  og  stræbt  efter  at  indhente  disse 
der,  hvor  de  i  kultur  var  overlegne.  Men  tilegnelsen  har  ikke  været 
slavisk  og  uselvstændig  ;  tværtimod  har  Nordboerne  hele  tiden  vidst  at 
holde  sin  egen  eiendommelighed  frem.  Derfor  blir  ogsaa  de  northum- 
briske mynter  saa  værdifulde,  fordi  de  paa  et  enkelt  omraade  viser  os 
vikingetidens  eiendommelige  kultur,  og  hvordan  denne  er  opstaat.  Ti 
fra  dette  ene  maa  vi  igjen  ha  lov  til  at  slutte  til  det  mere  almene,  til  at 
slutte,  at  vikingerne  paa  alle  livets  omraader  havde  øinene  aabne  for  det 
fremmede  og  søgte  at  efterligne,  hvor  de  følte  sig  underlegne,  medens 
de  samtidig  værnede  om  sit  eget  og  ikke  gik  op  i  det  fremmede,  men 
lempede  dette  efter  sin  egen  eiendommelighed. 

Nordboernes  herredømme  i  Northumberland  ophørte,  da  Northumbrerne 
i  954  jog  Erik  bort  og  tog  Eadred  til  konge-.     De  eneste  uafhængige 

i  SteensUup,  III  s.  88. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      299 

nordiske  riger  paa  de  Britiske  Øer  var  nu  indtil  Sveins  og  Knuts  erobring 
det  norske  jarledømme  paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne,  kongeriget 
Man  og  Suderøerne  samt  kongerigerne  i  Irland.  Kun  de  sidste  vedkom- 
mer os  her.  Nordboerne  havde  fra  omkn  midten  af  det  9de  aarhundred 
nybygder  og  riger  i  Irland.  Disse  grupperede  sig  om  byerne  Cork  og 
Limerick  paa  syd-  og  vestsiden  af  øen  samt  Dublin  og  Waterford  paa 
øst-  og  sydøstsiden.  De  to  første  riger  var  sandsynligvis  danske,  de  to 
sidste  norske. 

Irerne,  som  stod  saa  høit  i  alle  boglige  kunster,  stod  før  vikingernes 
ankomst  forholdsvis  lavt  i  materiel  kultur.  Deres  handel  og  skibsfart 
var  lidet  udviklet,  al  betaling  foregik  i  varer  og  ikke  i  penge.  Irerne 
kjendte  overhovedet  i  gammel  tid  ikke  den  kunst  at  praege  mynter.  Den 
overmaade  rige  gammelirske  literatur  viser  tilfulde  dette.  I  den  saa- 
kaldte  »Rettighedernes  Bog«  (Leabhar  na  g-Ceart)^  er  der  saaledes  tale 
om  de  forskjellige  skatter  og  afgifter,  som  tilkom  Irlands  mange  konger 
og  fyrster  fra  deres  undergivne.  Alle  afgifter,  som  ydes,  opgives  her 
stykkevis,  f.  eks.  kjør,  som  var  den  sædvanlige  afgift,  heste,  kapper, 
sverd  o.  1.  Det  samme  indtryk  faar  vi  af  det  samtidige  digt  om  kong 
Muirchertachs  rundgang  rundt  Erin  (vinteren  941 — 942)^.  Denne  konge 
kræver  paa  sin  rundgang  tribut  af  Irlands  høvdinger,  men  denne  ydes 
aldrig  i  myntede  penge,  altid  i  kjør,  klæder,  sølv  eller  guid  og  lignende. 
Fra  en  noget  senere  tid  er  digtet  om  kong  Brian  Borumha  (f  10 14),  som 
dennes  hirdskald  Mac  Liag  skrev,  efterat  Brian  i  1002  var  blit  Erins 
overkonge 3.  I  dette  digt  skildrer  digteren  de  skatter  og  afgifter,  som 
bragtes  Brian  i  hans  kongeborg  i  Kinncora.  De  fleste  stammer  bringer 
kjør,  kapper  o,  1.;  Nordboerne  i  Limerick  og  Dublin  yder  sin  tribut  i 
vin;  men  ingen  betaler  i  rede  penge.  Vi  kan  af  dette  med  fuld  sikker- 
hed  slutte,  at  Irerne  endnu  i  det  lode  aarhundred  ikke  kjendte  den 
kunst  at  slaa  mynt.  I  det  hele  er  det  vistnok  tvivlsomt,  om  irsktalende 
fyrster  nogensinde  har  ladet  præge  virkelige  mynter. 

Nordboerne  er  de  første,  som  prægede  mynter  i  Irland,  ligesom  de 
var  de  første,  som  drev  handel  i  jdet  store  mellem  Irland  og  udlandet. 
De  begyndte  dog  ikke  saa  tidlig  hermed  som  deres  stammefrænder  i 
Northumberland  og  de  eneste,  som  med  sikkerhed  vides  at  ha  præget 
mynter,  er  kongerne  i  Dublin.  Flere  steder  i  de  gamle  irske  aarbøger 
og  sagaer  viser  tydelig  dette.     I  968  blev  saaledes  Limerick  indtaget  og 

1  Udg.  af  0'Donovan.    Jfr.  Vogt,  Dublin,  s.  356  f. 

«  Möirthimchell    ßirenn   iiilc,    dorigne   Muircbcrtach    Mac   Neill,    ed.  Dr.  E.  Hogan  S,  J. 
(Dublin,  1901). 

3  Diglct  er  bevaret  i  papirhaandskr.  i  Royal  Irish  Academy,   Dublin,  -?^  f.  53. 

G.  8. 


300  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

plyndret  af  Irerne.  Af  det  bytte,  som  Irerne  gjorde,  nævnes  Nord- 
boernes sadler,  deres  guid  og  sølv,  deres  silkeklæder  osv.;  men  penge 
omtales  ikke^.  I  989  tvang  Irlands  overkonge  Maelsechlainn  Nord- 
boerne i  Dublin  til  at  betale  en  haard  tribut.  Denne  krævedes  ikke  i 
rede  penge,  men  i  guid,  ten  unce  guid  af  hver  gaard«  {uwce  oir  gacha 
garda)\  Omtrent  ti  aar  senere  blev  Dublin  plyndret  af  kong  Brian,  og 
mellem  det  uhyre  bytte,  som  gjordes,  nævnes  heller  ikke  penge. 

L.  J.  Vogt  har  i  sin  bog  »Dublin  som  norsk  bye  (s.  364  ff.)  søgt 
at  vise,  at  en  del  af  de  før  omtalte  northumbriske  mynter  er  præget  i 
Dublin.  Men  denne  formodning  savner  ethvert  støttepunkt.  De  northum- 
briske mynter  danner  en  sammenhængende  række,  som  ikke  vilkaarlig 
kan  skilles.  Angelsaksiske  og  northumbriske  mynter  er  præget  af  de 
"samme  mænd,  om  hvem  man  kan  paavise,  at  de  ogsaa  efter  Erik  Blod- 
økses fordrivelse  i  954  vedblev  at  præge  mynter  i  York.  Desuden  har 
de  northumbriske  mynter  fra  Sigtryg  og  hans  efterfølgere  efter  cununc 
eller  rex  paa  omskriften  ialmindelighed  endnu  et  bogstav  saasom:  A 
(=  Anghrum),  Tod  (=  Totiiis  Britanniæ)^,  S  (=  Saxonum),  Efor  (— 
EoforwiCf  York)  osv.  Men  ingen  af  disse  bogstaver  peger  hen  paa 
Dublin.  Pundene  viser  ogsaa  tydelig,  at  disse  mynter  stammer  fra  Eng- 
land. Alle  myntkjendere  er  derfor  enige  om,  at  man  ikke  kan  paavise,  at 
der  før  Sigtryg  Silkeskjæg  (ca.  995  —  1036)*  er  præget  mynter  i  Dublin. 

Naar  Nordboerne  i  Dublin  først  saa  sent  begyndte  at  præge  mynter, 
saa  er  vist  gründen  dels,  at  de  tidligere  havde  levet  i  næsten  uafbrudte 
kampe,  medens  der,  efterat  Brian  i  1002  var  bl  it  Erins  overkonge  og 
indtil  Clontarfslaget  i  10 14  var  en  forholdsvis  rolig  tid.  Delvis  maa 
gründen  ogsaa  være,  at  Nordboenre  i  Ilrand  havde  overflod  paa  frem- 
mede, især  angelsaksiske  penge. 

De  første  mynter  i  Irland  er  alle,  ligesom  de  ældste  mynter  i  Norge, 
Sverige  og  Danmark,  efterligninger  af  Æthelred  den  andens  mynter. 
Dette  er  ingen  tilfældighed  ;  ti  under  Æthelred  begyndte  den  anden  store 
vikingerid  til  England,  og  uhyre  pengesummer  kom  i  vikingernes  hænder. 

En  hel  række  af  Æthelreds  mynter  bærer  paa  bagsiden  omskrifter 
med  byen  Dublins  navn:  Ælfelm  mofnetarius)  Dgfeli,  Edric  mo  Dyfy 
Færeniw  mo  Dt/fl  osv.  ^  Mr.  Keary  formoder,  at  disse  mynter  bare  er 
efterligninger   efter    Æthelreds    og    forløbere    for   de  egentlige   nordiske 


1  War  of  the  Gacdhcl  with  the  Gaill,  ed.  Todd,  s.  79. 
«  Tighernach's  Ann.  989,  Chron.  Scotorum  987,  Four  Maslers  988. 
3  Cat.  I,  s,  235  anm. 

*  Dr.  Aquila  Smith,  i  Num.  Chronicle,  1883,    s.  32—40;    Kear>^  i  Cat.  of  Coins;   Hilde- 
brand i  Ags.  mynt. 
»  Hildebrand,  Ags.  mynt,  s.  49. 


Î904.  No.  I.      VESTERLANDENES  ÎNDFL.  t»AA  KORDß.  î  VIKINGËt.       30t 

mynter  i  Irland^.  Dette  er  dog  lidet  sandsynligt;  ti  man  har  ogsaa  fra 
Knut  den  store  en  del  mynter,  hvor  Dublin  nævnes  som  myntsted,  og 
Knut  havde,  som  bekjendt,  aldrig  magten  i  Dublin.  Desuden  er  den 
myntmester,  som  har  anbragt  Dublin  paa  en  af  Knuts  mynter,  den 
samme  som  en  af  dem,  der  gjorde  det  paa  Æthelreds:  Feiremin 
mo(netariii8)  Dyfl^,  Lignende  misdannelser  forekommer  ogsaa  paa 
andre  mynter.  Der  findes  saaledes  en  mynt  med  indskriften  Cmit  rex 
Sv,  (=  Sreonum)  paa  forsiden  og  Thormod  on  Sihi(un)  paa  bagsiden. 
Denne  mynt  er  præget  af  Anund  Jakobs  velkjendte  myntmester  Thormod 
i  Sigtuna,  som  ved  en  feiltagelse  har  anbragt  Knuts  navn  paa  forsiden, 
skjønt  Knut  bevislig  aldrig  har  været  konge  i  Sverige.  Paa  samme 
maade  findes  der  en  mynt  med  kong  Æthelreds  navn  og  som  mynt- 
mester Odinkar  i  Lund,  uagtet  denne  mynt  er  fra  kong  Hardeknuts  tid. 
En  anden  mynt  har  Magnus  rex  og  som  myntmester  Lefwine  i  Lincoln, 
skjønt  Magnus  den  gode  aldrig  har  hersket  i  England  8.  Af  den  slags 
mynter  kan  man  derfor  intet  slutte,  i  høiden  at  myntprægeren,  naar  han 
er  draget  fra  et  sted  til  et  andet,  har  ført  sit  gamle  stempel  med  sig  og 
undertiden  —  vel  mest  af  tankeløshed  —  fremdeles  har  brugt  dette. 
Ogsaa  paa  Sigtryg  Silkcskjægs  mynter  finder  man,  som  jeg  nedenfor 
skal  nævne,  de  samme  besynderligheder. 

Sigtrygs  mynter  er,  som  alt  Hildebrand  har  pegt  paa,  præget  med 
Æthelred  den  andens  mynter  som  forbillede*. 

Vogt  formoder  ^  at  Sigtryg  paa  sin  mynt  paa  hovedet  bærer  den 
irske  kongehjelm  {cleitme).  Dette  er  dog  usandsynligt.  Thi  hovedet 
paa  Sigtrygs  mynt  er  ganske  det  samme  som  paa  Æthelreds.  Om 
den  straaleformede  dekoration  skal  fremstille  en  slags  kongekrone  eller 
om  det  ikke  snarere  er  strittende  haar,  som  Hildebrand  formoder ^  skal 
jeg  lade  være  usagt.  lalfald  er  det  en  oprindelig  angelsaksisk  og  ikke 
en  irsk  dekoration. 

Andre  af  Sigtrygs  mynter  har  paa  forsiden  et  tilvenstre  vendt  hoved, 
kongens  brystbillede,  og  et  scepter  med  tre  knapper  paa  spidsen;  paa 
bagsiden  ses  et  kors  med  bogstaverne  crux  anbragt  mellem  korsarmene. 
Denne   type   svarer   til  Æthelreds    type   C'.    En  enkelt  mynt,   der  vel 

»  Cat.  II,  s.  LXXXIII. 

'  Hildebrand,  s.  212. 

3  Herbst  i  Numismatic  Chronicle  XX,  s.  226—231;  Steenstrup  III,  8.  330  f. 

*  G.  Coffey,  Esq.,  bestyrer  af  oldsagssamlingen  i  Dublin,  siger:    >A11  the  coins  of  Sitric 
III  are  imitations  of  the  coins  of  Ethelrcd  II.« 

*  Dublin,  s.  368. 

0  Ags.  mynt,  s.  27.  type  D. 

7  Jfr.  Hildebrand,  Ags.  mynt,  tab.  3.    De  irske  mynter  er  foruden  hos  Hildebrand,  Ags. 
mynt,  s.  483  ff.,  skildret  af  Lindsay,  A  view  of  the  Coinage  of  Ireland,  Cork  1839, 


302  ALEXANDER  BUGGE.  H. -F.  Kl. 

Stammer  fra  Sigtrygs  senere  aar,  har  ikke  Æthelreds,  men  Knuts  mynter 
til  forbillede  * . 

De  fleste  af  Sigtrygs  mynter  er  præget  i  Dublin  og  har  paa  forsiden 
omskriften:  SIHTRIC  RE4<  DYFLIN.  Paa  bagsiden  læses  myntpræge- 
rens  og  myntstedets  navn.  Sigtrygs  Dublinmyntprægere  er:  Ælfelm 
{Ælfeln),  ArketeL  Ascetel,  Byrhtiody  Car,  Colhrand,  Eislenod,  Fastolf, 
Færeman  (Faremin),  Liocolf  {ell.  Ligolf)\  Godric,  Ooldstegn,  Siult,  Stegn 
(Stetig),  Stirbirn  (ell.  Styrhyrn)^. 

Mange  af  Sigtrygs  mynter  synes  at  være  præget  i  England,  eller 
de  angir  i  det  mindste  ikke  Dublin  som  myntsted.  En  mynt  har  saa- 
ledes  paa  bagsiden  Eadril  mo  Efor^  d.  e.  »Eadril  monetarius  i  York«. 
En  anden  har  i  angelsaksisk  sprog  »Arnthor  (et  nordisk  navn)  i  York 
gjorde  (mig)«.  En  tredje  har  en  angelsaksisk  omskrift  med  myntmeste- 
rens  navn  Sigeric.  Andre  myntprægere  udenfor  Dublin  opregnes  af 
Hildebrand  (Ags.  mynt,  s.  488 — 490). 

En  del  myntmesternavne  er  ganske  uforstaalige,  saasom:  lidremin, 
Ndremw,  Ndremioeln  osv.,  ligesom  mange  af  indskrifterne  paa  mynter, 
som  er  tillagt  Sigtryg,  er  rent  forvirrede  og  vistnok  er  enten  forfalsk- 
ninger eller  senere  efterligninger. 

Af  myntmesternavnene  gjenfindes  flere  paa  angelsaksiske  mynter 
fra  Æthelred  og  Knut,  f.  eks.  Ælfelm,  Arcetel,  Ascetel,  Byrhtioth,  Fastolf, 
Færemini^)t  Oodric  og  Sigeric,  De  andre  navne  kjendes  kun  fra  Dublin 
og  er  for  størstedelen  nordiske.  Car  (=  Kårr),  Colbrand  («  KoJbrandr})^ 
Goldstegn  («  Gulhteiiin),  Siiilt  (=«  Sigvaldrï),  Stegn,  Steng  (=  Steinn), 
Stirbirn  (=  Styrbjçrn). 

De  fleste  af  myntprægerne  skriver  efter  sit  navn  mo  Dy  fl  (Dy fli  o.  1.). 
Car  og  Steng  har  derimod:  mo(netuHus)  Dyflinr.  Dyflinr  staar  for 
Dyflinar  og  er  den  gl.nordiske  genitiv  af  Dyflin,  byen  Dublins  nor- 
diske navn  (gen.  Dyfli(n)ar),  Vi  har  altsaa  her  en  nordisk  ordform. 
Nordiske  ord  findes  ogsaa  paa  et  par  af  Sigtrygs  mynter,  der  er  præget, 
ikke  i  Dublin,  men  i  Winchester.  De  bærer  ialfald  Winchesters  navn 
paa  bagsiden.  Dette  betyder  muligens  ikke  andet  end,  at  vedkommende 
myntpræger  i  almindelighed  pleiede  at  mynte  i  Winchester  og  derfor 
ogsaa  andetsteds  har  brugt  sit  Winchesterstempel. 

Den  ene  af  disse  mynter,  hvis  type  er  den  ovenfor  afbildede,  har 
paa  forsiden  omskriften  :  Sihtric  cummg  Dy  fl  og  paa  bagsiden  :  Oodtvine 


*  Hildebrand,  Ags.  mynt,  s.  490  og  tab.  6,  type  E. 

2  Eflcr  Mr.  Coffey*s  meddelelse.     Golf,    som  Mr.  Coffey  anforer,   er   vel    en    Jorkortning 
deraf. 

3  pftcr  Mr.  Coffey. 


i^4.  1^0.  I.      VESTÈRLANDÉKES  INÜFL.   t>AA  KORDB.  I  VtKINGËt.       303 

mofnetaniis)  Wint.  Den  anden  mynt,  hvoraf  eksemplarer  findes  baade 
i  Stockholm,  Kjøbenhavn  og  Kristiania,  har  paa  forsiden  omskriften 
Sihtnc  cunuig  (ell.  cunyig)  Dyn,  og  paa  bagsiden:  Byrhtmer  mo  Win. 

Her  er  altsaa  det  nordiske  cumuig  {kommgr)  traadt  istedenfor  det 
latinske  rex.  Denne  skik,  at  sætte  det  nordiske  ord  for  »konge«  paa 
mynterne,  maa  stamme  fra  Northumberland.  Vi  maa  huske  paa,  at 
Sigtrygs  egen  far  havde  været  konge  i  Northumberland  og  der  ladet 
præge  mynter  med  omskriften  cununc.  Naar  kong  Sigtryg  bruger  denne 
nordiske  titel  paa  mynter,  som  er  præget  af  angelsaksiske  mænd  og 
sandsynligvis  i  England,  saa  viser  dette,  at  kongen  selv  maa  ha  havt  et 
slags  kjendskab  til  latinsk  bogstavskrift.  Dette  er  i  og  for  sig  ikke 
usandsynligt.  Thi  Sigtryg  var  selv  kristen  og  en  sterkt  religiøst  interes- 
seret  mand.  I  1026  var  han  saaledes  paa  pilgrimstog  til  Rom  ;  det  skal 
ogsaa  ha  været  Sigtryg,  som  sammen  med  Dublins  første  biskop  Dona- 
tus  i  1038  lagde  grundvolden  til  Kristkirken  i  Dublin.  Endvidere  kall 
nævnes,  at  Sigtryg  selv  havde  en  datter,  som  var  nonne  i  et  til  St. 
Finnian  viet  kloster,  og  en  søster  ved  navn  Maelmaire  (Jomfru  Maria's 
tjenerinde).  Det  er  saaledes  sandsynligt,  at  Sigtryg  kan  ha  faat  nogen 
boglig  opdragelse,  og  at  han  ialfald  har  lært  de  første  begyndelsesgrunde 
i  læse-  og  skrivekunsten. 

Men  ogsaa  Sigtrygs  norske  myntprægere  i  Dublin  maa  ha  havt  en 
smule  kjendskab  til  latinsk  bogstavskrift  udover  det  rent  slaviske  at 
kunne  hugge  et  stempel.  Ti  indskriften  mo  Dyflinr  viser,  som  før 
nævnt,  hen  paa  norsk  sprog.  Forøvrigt  maa  ogsaa  disse  myntmestre 
ha  lært  begyndelsesgrundene  i  skrivekunsten  af  Angelsakser  og  ikke  af 
Irer.  Det  viser  bl.  a.  skrivemaaden  Stegn  og  Ooldstegn  for  Steinn  og 
OulUteinn,  samt  selve  kongens  navn  Sihiric, 

I  det  hele  maa  riget  i  Dublin  ha  staat  i  nær  forbindelse  med  Eng- 
land og  angelsaksisk  kultur.  En  række  af  Sigtrygs  mynter  synes  jo, 
som  jeg  før  har  nævnt,  at  være  præget  i  engelske  byer. 

Hvad  vægten  af  Sigtrygs  mynter  angaar,  saa  er  den  meget  veks- 
lende, men  holder  sig  i  regelen  mellem  1,15  og  1,50  gram.  Dette 
nærmer  sig  til  vægten  af  Æthelreds  mynter;  dog  synes  Sigtrygs  at  ha 
været  en  smule  lettere^. 

Foruden  de  ovenfor  nævnte  irske  mynter,  som  med  bestemthed  kan 
henføres  til  Sigtryg,  anfører  Hildebrand  og  Lindsay  en  del  andre  myn- 
ter, som.  synes  at  være  irske  og  som  efterligner  Æthelreds  type  D. 

Indskrifterne  paa  de  fleste  af  disse  mynter  er  dog  saa  forvirrede,  at 
de  overhovedet  ikke  gir  nogen  mening.     De   maa  være  efterligninger, 


i  Hildebrand,  I.  c,  s.  4S4  og  s.  29  f. 


304  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

gjort  af  ukyndige  folk.  Muligens  tilhører  virkelig  nogle  af  dem  de  senere 
Dublinerkonger.  Men  i  saa  fald  viser  de,  at  Nordboerne  efter  .Clontarf- 
slaget,  da  deres  politiske  uafhængighed  delvis  ophørte,  er  gaaet  ikke 
frem,  men  tilbage  i  kultur.  lalfald  kan  man  af  mynterne  slutte,  at  det 
nordiske  vikingesamfund  og  vikingekulturen  i  Dublin  havde  sin  høieste 
blomstring  under  Sigtryg  Silkeskjæg. 

G.  CofFcy  Esq.,  bestyrer  af  oldsagssamlingen  i  Dublin,  som  har  vist 
mig  den  store  velvilje  at  gi  mig.  en  fortegnelse  over  nordiske  mynter  i 
museet  i  Dublin,  mener  ogsaa,  at  disse  mynter  med  forvirrede  omskrifter 
er  senere  efterligninger  efter  Sigtrygs.  Medens  Sigtrygs  mynter  er  fuld- 
vægtige,  er  de  andre  meget  lette,  ofte  næsten  halvbrakteater.  Han 
nævner  ogsaa,  at  mange  af  dem  paa  bagsiden  har  et  merke,  som  er  eien- 
dommeligt  for  Irland  og  som  muligens  /  "Tr*\  skal  fremstille  den  gud- 
dommelige haaiid.    Det  ser  saaledes  ud:  L^.Lî^--i 

Med  Sigtryg  ophører  Nordboernes  ^^<j^^,^  selvstændige  udmynt- 
ning  paa  de  Britiske  Øer.  Svein  Tjugeskjæg  og-  især  Knut  den 
store  følte  sig  efter  sin  erobring  af  England  som  angelsaksiske  kon- 
ger. Den  lange  række  mynter,  som  findes  fra  Knuts  regjering  i 
England,  er  derfor  angelsaksiske,  ikke  nordiske  mynter.  Vistnok  fore- 
kommer der  blant  myntprægerne  endnu  flere  nordiske  navne  end  før. 
Men  selve  mynterne  betegner  Knut  som  Angelsaksernes  konge-  og  var 
bestemt  for  omløb  i  England,  ikke  i  Danmark.  De  vedkommer  os 
derforjkke. 

Disse  af  Nordmænd  og  Dansker  i  England  og  Irland  prægede 
»vikingemynter«  er  af  den  aller  største  vigtighéd  for  vor  forstaaelse  af 
vikingetidens  kultur.  De  viser  os  retningen  af  kulturens  strømme,  viser, 
at  i  det  9de  aarhundred,  paa  den  store  Normannerhærs  tid,  var  det 
mest  fra  Frankerriget,  at  Nordboerne  modtog  kulturpaavirkning,  medens 
den  angelsaksiske  paavirkning  først  efter  aar  goo  blir  rigtig  sterk. 
Vikingemynternes  historie  viser  os  ogsaa,  hvor  merkværdig  tidlig  vore 
forfædre  paa  Englands  jord  maa  være  Wit  fuldt  delagtige  i  Vesterlan- 
denes høiere  kultur.  Og  særlig  gir  de  northumbriske  mynter  og  et 
merkværdigt  indtryk  af  kulturen  i  vikingenybygderne  der  vesterpaa. 

Ogsaa  i  de  nordiske  lande  begyndte  kongerne  ved  vikingetidens 
slutning  at  slaa  mynt.  Disse  de  første  udmyntninger  foretoges  omtrent 
samtidig  i  alle  tre  riger,  i  Danmark  under  Svein  Tjugeskjæg,  i  Sverige 
under  Olav  Skotkonung  og  i  Norge  sandsynligvis  under  Olav  Trygves- 
søn,   idet   dog   ogsaa  Olav  Haraldssøn  slog  mynt.      De  ligger  alle  paa 


1  Omskriften  er  i  alrnindclighcd  Cnuf  rex  Anglor(uvi), 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      30S 

grænsen  mellem  vikingetiden  og  den  første  kristne  tid  og  har  til  for- 
billede Æthelred  den  2dens  mynter.  En  Angelsakser  ved  navn  God- 
wine  er  den  første  myntmester  baade  hos  Olav  Trygvessøn,  hos  Olav 
Skotkonung  og  hos  Svein.  Paa  de  norske  mynter  og  paa  den  ene 
danske  mynt  fra  Svein  angis  der  intet  myntsted.  Derimod  synes  Sig- 
tuna  lige  fra  begyndelsen  af  at  ha  været  de  svenske  kongers  myntsted, 
idet  Olav  Skotkonungs  ældste  mynt  paa  bagsiden  har  Oodtvine  mo(ne' 
tarms)  o(n)  8iht(tmum),  I  Sverige  er  der  ogsaa  med  hensyn  til  vægten 
mere  selvstændighed  end  i  Norge  og  Danmark,  idet  vægten  i  de  to 
sidste  lande  følger  de  angelsaksiske  forbilleder,  medens  den  i  Sverige 
retter  sig  efter  det  hjemlige  vægtsystem. 

I  det  hele  viser  denne  ældste  myntprægning  i  Nordens  tre  lande 
liden  originalitet.  Myntmestre,  typer,  alt  er  indført  fra  England.  Skriften 
er  latin  eller  angelsaksisk.  Det  ser  ud,  som  om  Nordmænd,  Svensker 
og  Dansker  i  hjemlandet  endnu  ikke  er  kommet  saa  langt  i  kultur,  som 
deres  stammefrænder  i  nybygderne  i  Northumberland  var  det  trefjerde- 
dels aarhundred  tidligere.  Merkeligt  er  det  især  at  se,  hvor  angelsaksisk 
den  store  erobrer  Knut  fremtræder  paa  sine  mynter.  Paa  enkelte  be- 
vislig danske  mynter  kalder  han  sig  endog  rex  Anglorum.  Nordboerne 
i  hjemlandene  havde  tydeligvis  ved  kristendommens  indførelse  endnu 
ikke  rigtig  lært  selvstændig  at  tilegne  sig  meget  af  det  fremmede,  men 
stod  endnu  undrende  og  imponerede  ligeoverfor  Vestens  kultur. 

Jeg  skal  derfor  ikke  gaa  nærmere  ind  paa  den  ældste  udmynt- 
nings  historie  i  de  nordiske  lande,  især  da  denne  alt  i  forveien  er  vel 
kjendt  gjennem  udmerkede  forskeres  arbeider  :  Schive  og  Holmboe  i  Norge, 
Hauberg  i  Danmark  og  H.  Hildebrand  i  Sverige. 

Maal  og  vægt. 

I  nær  forbindelse  med  spørgsmaalet  om  Nordboernes  udmyntning 
og  penge  staar  deres  maal-  og  vægtsystem.  Allerede  i  den  fællesariske 
tid  maa  Indoeuropæerne  ha  forstaat  at  bruge  alenmaal.  Vort  »alene 
(oldn.  pin)  er  nemlig  det  samme  ord  som  lat  idna  og  græsk  wlévrj. 
Egentlig  betegner  ordet  den  forreste  del  af  armen,  fra  albuen  til  finger- 
spidsen,  hvilket  ogsaa  er  ordets  almindelige  betydning  i  græsk.  Foruden 
armen  har  menneskene  fra  umindelige*  tider  af  brugt  foden  og  tommel- 
fingeren til  at  maale  med.  Men  arm,  fod  og  fingre  har  ikke  den  samme 
størrelse  hos  de  forskjellige  mennesker.  Derfor  fik  begreberne  alen,  fod 
og  tomme  lidt  efter  lidt  sin  faste  betydning;  de  gik  over  til  at  bli  virke- 
lige længdemaal.  Dette  var  dog  i  Norden  foregaat  lang  tid  før  vikinge- 
tiden begyndte. 

Vid-SelAk.  Skrifter    U.   H..F.  Kl.   IBM.   Ho.  1.  90 


306  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Længe  før  vikingetiden  har  Nordboerne  ogsaa  havt  sit  eget  vægt- 
system,  marken  {o\dn.  mçrk)^  øren  (oldn.  eyrv)  og  ertugcn  (oldn.  er%). 
Nordboernes  ældste  vægtsystem  var  gründet  paa  det  gamle  romerske. 
Den  nordiske  øres  vægt  svarer  til  den  romerske  unces^  som  var  27,25 
gram  eller  576  hvedekorn.  Hvilken  vei  det  romerske  vægtsystem  har 
vandret  til  Norden,  kan  vi  nu  ikke  med  sikkerhed  sige.  Sandsynligvis 
har  det  dog  været  over  Øst-Europa,  kanske  gjennem  Goternes  forbin- 
delse med  Romerriget  Man  skulde  tro,  at  vikingetogene  havde  lært 
Nordboerne  at  kjende  og  bruge  Vest-Europas  vægtsystem  og  særlig 
Karl  den  stores  pund.  Der  findes  dog,  merkelig  nok,  ingen  spor  til  at 
Nordboerne  i  vikingetiden  har  forandret  sit  vægtsystem.  Jeg  er  selv 
ikke  sagkyndig  paa  dette  omraade.  Jeg  har  derfor  henvendt  mig  til 
den  bekjendte  engelske  socialhistoriker  F.  Seebohm,  L.  L.  D.,  som  har 
foretat  udstrakte  undersøgelser  angaaende  dette  spørgsmaal.  En  del 
deraf  har  han  meddelt  i  sit  verk  »Tribal  Custom  in  Anglo-Saxon  Law  t. 
Han  har  desuden  med  stor  velvilje  git  mig  en  række  nærmere  oplys- 
ninger.  Han  skriver  bl.  a.,  at  man  kan  slutte  en  del  af  de  vægtlodder, 
som  er  fundet  i  knæerne  paa  en  viking,  som  sammen  med  sin  hest  var 
henlagt  paa  øen  Colonsay,  en  af  Hebriderne.  —  Det  hele  findes  nu  i 
museet  i  Edinburgh.  —  Disse  vægtlodder  varierer  fra  26,30  til  24,74 
gram  og  er  altsaa  tungere  end  den  merovingiske  unce,  som  veiede  24,54 
gr.  Seebohm  skriver:  »Det  er  klart,  at  denne  viking  tog  med  sig  til 
den  anden  verden  den  romerske  og  ikke  Karl  den  stores  unce.c 

Til  det  samme  resultat  er  Seebohm  ogsaa  kommet  efler  at  have  veiet 
betalingsringe  og  vægtlodder  i  de  nordiske  museer.  Det  eneste  vidnes- 
byrd  vi  har  om,  at  Karl  den  stores  pund  alt  i  vikingetiden  var  kjendt 
i  Norden,  er  ordet  pundaH,  »punder,  enarmet  vægtstang«,  som  første 
gang  forekommer  i  Egil  Skallagrimssøns  »Sonartorrek«^.  Dette  ord  er 
en  afledning  af  det  Isit.  pondo,  indekl.  »pund«;  deraf  maa  man  i  middel- 
alderen ha  dannet  et  pondarms.  Ordet  er  kommet  til  Norden  fra 
Frankerriget  ;  men  ad  hvilken  vei,  kan  nu  ikke  afgjøres.  Ellers  er  det 
bare  mynterne,  som  dog  af  helt  andre  grunde  viser  overensstemmelse 
med  angelsaksisk  vægt. 


^  I  sammensætniagen  libàpundari. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      307 


IX.    Billedkunst. 


A.     De  gotlandske  billedstene. 

I  aarhundreder  før  vor  sikre  historie  begynder,  var  Gotland,  kan  vi 
sige,  civilisationens  yderste  forpost  mod  Norden.  Ikke  langt  derfra  mun- 
dede  jo  de  store  handelsveie  ud,  som  gjennem  Mellem-  og  Øst-Europa 
førte  fra  Italien  og  Sortehavsegnene.  —  Naar  Ptolemaeus  i  sin  geografi 
(1.  II,  c.  XI)  fortæller,  at  Skandias  0  ligger  ligeoverfor  Weichsels  mun- 
ding,  saa  vidner  dette  om,  at  en  af  de  store  handelsveie  til  Norden  gik 
nedover  langs  Weichselfloden.  —  Allerede  i  de  første  aarhundreder  efter 
Kristi  fødsel  havde  Gotland  sammen  med  de  nærliggende  øer  Öland  og 
Bornholm  stor  betydning  som  midtpunkter  for  denne  handel.  Ved  Hun- 
nernes  indfald  afbrødes  for  en  tid  al  forbindelse  mellem  Norden  og  Syd- 
Europa.  Men  den  knyttedes  paany  og  igjen  livligere,  efterat  Nord- 
boernes nære  stammefrænder  Herulerne  og  især  Goterne  paany  havde 
vundet  magten  i  Donauegnene.  Der  bodde  ved  slutningen  af  det  5te 
aarhundred  med  Nordboerne  nærbeslægtede  stammer  lige  fra  Østersjøens 
sydøstlige  hjørne  og  ned  til  Sortehavet  og  Adriaterhavets  bund.  Enkelte 
forskere  mener  endog,  at  Gotland  oprindelig  var  befolket  af  Goter.  Øens 
befolkning  kaldtes  jo  ogsaa  i  gamle  dage  Outar  ell.  »Goter«  ^. 

Allerede  i  den  saak.  »romerske  jernalder«,  d.  e.  i  de  første  aarhun- 
dreder efter  Kristi  fødsel,  da  Romerrigets  kulturbringende  indflydelse 
strakte  sig  helt  op  til  Norden,  maa  der  paa  Gotland  ha  udviklet  sig  en 
forholdsvis  høi  og  eiendommelig  kultur.  En  endnu  rigere  udvikling  fik 
denne  kultur  i  folkevandringstiden.  Man  har  paa  Gotland  og  i  de  nær- 
liggende dele  af  Sverige  fundet  en  række  prydsager  fra  denne  tid;  de 
er  alle  ædelt  smykket  med  ornamenter  og  forsiringer  i  en  eiendommelig 
afart  af  folkevandringens  stil,  som  man  kunde  kalde  den  gotlandske  stil. 
»Meget  af  hvad  der  hører  til  denne  gruppe,  maa  ansees  for  at  være  baade 
det  smukkeste  og  eiendommeligste,  som  Norden  har  frembragt  i  folke- 


Ï  S.  Bugge,  Norges  Indskrifter  med  de  ældrc  Runer   I^  s.  148  ff. 


3o8  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

vandringens  stil,  om  ikke  det  bedste,  som  overhovedet  er  udført  i 
denne  stiU^ 

Paa  folkevandringstiden  maa  Gotland  alt  ha  staat  i  direkte  forbin- 
delse med  de  Britiske  Øer.  Denne  forbindelse  blev  i  vikingetiden  stadig 
livligere  og  livligere.  Der  findes  saaledes  |fra  det  lode  og  ute  aarh. 
næsten  ligesaa  mange  angelsaksiske  mynter  i  Nationalmuseum  i  Stock- 
holm som  i  British  Museum  i  London.  Og  størstedelen  af  disse  er 
fundet  paa  Gotland.  De  fleste  af  disse  mynter  er  vistnok  kommet  til 
Gotland  paa  fredlig  vis,  gjennem  handel.  Gotlændinger  tog  nok  ogsaa 
del  i  vikingetogene;  men  vi  hører  intet  om  at  de,  paa  samme  maade 
som  Dansker  og  Nordmænd,  krævede  skat  af  Angelsakserne.  Samtidig 
vedblev  ogsaa  forbindelsen  østover  med  Sortehavet,  ja  selv  med  Asien, 
hvorom  de  mange  paa  Gotland  fundne  arabiske,  saakaldte  kufiske  mynter 
vidner. 

Om  Gotlandsk  høie  kultur  i  svunden  tid  fortæller  ikke,  saaledes  som 
om  Islands,  digte  og  sagaer.  —  Den  eneste  undtagelse  er  den  lille  i  det 
13de  aarh.  nedskrevne  Guta  saga,  som  taler  om  øens  ældste  historie.  — 
Vi  maa  læse  fortidens  kultur  ud  af  prydsager  og  billeder,  mindesmær- 
ker,  som  alle  vidner  ikke  bare  om  en  udviklet  formsans,  men  som  ogsaa 
gir  os  bud  fra  sagnenes  og  mythologiens  verden  og  taler  til  os  om  det 
daglige  liv.  I  fremste  række  kommer  da  de  gotlandske  billedstene, 
som  jeg  i  det  følgende  særlig  skal  tale  om.  Jeg  skal  paa  forhaand 
minde  om,  at  jeg  af  fag  ikke  selv  er  arkæolog.  Det  er  derfor  kun  en- 
kelte sider  af  billedstenenes  kunst,  som  jeg  kommer  til  at  behandle.  Størst 
hjælp  under  mit  arbeide  har  jeg  havt  af  Sophus  Müllers  banebrydende 
arbeide  »Dyreornamentiken  i  Norden«,  hvor  han  har  vfst  den  nordiske 
ornamentiks  sammenhæng  med  og  paavirkning  af  fremmede  motiver. 
Sophus  Müller  skjænker  ikke  de  gotlandske  billedstene  nogen  særlig  om- 
tale; —  de  vigtigste  af  dem  er  først  blit  kjendt,  efterat  han  skrev  sin 
afhandling.  —  I  Sverige  har  man  allerede  længe  havt  øinene  aabne  for 
disse  billedstenes  betydning.  Riksantikvar  Hans  Hildebrand  siger  saa- 
ledes om  dem:  »Bildstenarna  äro  af  ytterste  intresse  for  kännedomen 
om  vår  forntids  tro  och  seder«  2.  Først  i  de  sidste  aar  har  man  dog, 
foranlediget  ved  nye  fund,  begyndt  nærmere  at  studere  dem.  Jeg  skal 
særlig  nævne  dr.  Pippings  og  dr.  Bråtes  arbeider  om  Ardrestenene  ^  og 


i  Sophus  Muller,   Dyreornamentiken   i  Norden,  i  Aarb.  f.  nord.  Oldk.  1880,   s.  258;  jfr. 
s.  255. 

>  Fran  aldre  tider,  s.  6. 

>  H.  Pipping:  »Om  runinskrifterxu  paa  de  nyfanna  Ardrestenamac,   Upsala   1901;   fi. 
Brate:  »Ardrestenamac;  Arkiv  f.  nord,  filologi  XVIII. 


1904.  No.  I-        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.     309 

en  netop  udkommen  af handling  af  Fredrik  Nordin  »Till  frågan  om  de 
gottländska  bildstenarnas  utvecklingsformer«.  —  Den  sidstnævnte  af- 
handling  har  jeg  først  lært  at  kjende,  efterat  mit  arbeide  var  afsluttet, 
og  har  derfor  ikke  fuldt  ud  kunnet  benytte  den.  — 

De  gotlandske  billedstene  taler  ikke  bare  til  os  om  Gotland  selv, 
om  indbyggernes  tro  og  sæder;  de  viser  os  ogsaa  for  et  tidsrum  af  om- 
trent et  halvt  aartusen  øens  kulturforbindelser  med  fremmede  lande. 
Men  særlig  for  vikingetiden  er  de  af  betydning.  De  viser  os,  hvordan 
vikingetiden  ikke  kommer  som  noget  fuldstændigt  nyt.  Kun  er  det  saa, 
at  alle  forbindelser  med  udlandet  fra  nu  af  blir  mangedobbelt  rigere  og 
Uvligere  og  paavirkningen  varigere  og  frugtbarere.  De  gotlandske  billed- 
stene  viser  os  fremdeles,  at  Nordboerne  her  som  paa  de  fleste  omraader 
havde  sit  eget  hjemlige  at  bygge  paa,  hvori  de  saa  paa  en  ofte  be- 
undringsværdig  maade  forstod  at  indpasse  det  fremmede,  saaledes  at 
hjemligt  og  fremmed  smeltede  sammen  og  der  derved  opstod  en  ny, 
høiere  kultur,  den  gotlandske  vikingetids  billedkunst,  som  hører  til  det 
merkeligste  af  hvad  Nordboerne  overhovedet  i  middelalderen  har  frem- 
bragt af  bildende  kunst. 

Oprindelsen  til  de  gotlandske  billedstene  maa  søges  paa  hjemmets 
grund.  Som  professor  Montelius  har  antaget  og  Fredrik  Nordins  under- 
søgelser  nærmere  har  paavist,  stammer  de  fra  de  reiste  kalkstensheller, 
som  flndes  paa  flere  gotlandske  gravpladser  og  som  er  fra  den  romerske 
jernalder.  Nordin  har  fundet  et  par  saadanne  kalkheller,  som  var  for- 
synede  med  en  bord  af  ornamenter  og  som  synes  at  være  fra  slutningen 
af  det  4de  aarh.  efter  Kristus.  Lidt  efter  lidt  blir  stenene  høiere  og 
prydligere;  stenens  flade  gjøres  jevnere  og  glattere  —  den  gotlandske 
kalksten  er  jo  meget  let  at  behandle  — ,  og  stenens  ene  flade  side 
dækkes  med  siratborder,  ornamenter  og  billeder  af  mennesker  og  dyr. 
Der  opstaar  nu  i  løbet  af  folkevandringstiden  en  gotlandsk  billedkunst, 
som  godt  kan  taale  at  sammenlignes  med  hvad  der  i  samme  tidsrum 
paa  Gotland  blev  frembragt  af  prydkunst  paa  smykker,  vaaben  og  red- 
skaber.  Ogsaa  her  virker  det  fremmede  befrugtende  paa  det  hjemlige 
og  først  derigjennem  opstaar  den  virkelige  kunst.  Og  gjennem  paavirk- 
ningen udenfra  udvikler  den  gotlandske  kunst  sig  mere  og  mere  for  ved 
vikingetidens  slutning  at  naa  sin  høieste  blomstring. 

Lad  os,  før  vi  gaar  videre,  tænke  over,  hvordan  kunst  i  det  hele 
pleier  at  opstaa.  Naar  vi  undtager  den  ældste  kunst,  f.  eks.  den  ægyp- 
tiske  og  den  babylonisk-assyriske,  hvis  oprindelse  vi  ikke  kjender,  eier 
historien  næppe  noget  eksempel  paa  at  en  kunst  er  opstaat  af  sig  selv, 


3IO  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

uden  paavirkning  udenfra.  Der  maa  være  spirer  og  begyndelser  hos 
folket  selv.  Men  der  trænges  paavirkning  udenfra,  foråt  disse  skal 
kunne  udvikle  sig  og  blomstre.  Vi  ser  dette  til  alle  tider.  Den  ældste 
græske  kunst  viser  umiskjendelig  sit  slægtskab  med  forasiatisk  og  aegyp- 
tisk  kunst.  Renaissancens  skulptur  er  blomstret  op  under  antikens  væk- 
kende  og  livbringende  indflydelse.  Og  heller  ikke  renaissancens  maler- 
kunst er  opstaat  af  sig  selv;  den  har  udviklet  sig  lidt  efter  lidt,  paavir- 
ket  af  den  byzantinske  kunst  og,  hvad  landskabsmaleriet  angaar,  af 
miniaturmaleriet.  —  Det  italienske  landskabsmaleri  til  og  med  Rafael 
med  dets  fremstilling  af  trær,  borge,  floder  o.  1.  er  tydeligvis  oprindelig 
tænkt  i  smaat  og  maa  derfor  ha  udviklet  sig  fra  miniaturmaleriet  og  de 
illuminerede  haandskrifter,  paa  samme  maade  som  den  flamske  maler- 
kunst. —  Men  hvad  skaar  gjør  vel  dette  i  den  græske  kunsts  eller  i 
renaissancekunstens  uvisnelige  skjønhed?  Og  nu,  for  at  sammenligne 
det  mindre  med  det  større,  hvorfor  skulde  den  gotlandske  kunst  ha  ud- 
viklet sig  paa  anden  maade  end  al  anden  kunst?  Vidner  det  ikke  høit 
nok  om  Nordboernes  kultur  i  vikingetiden,  at  der  overhovedet  paa  Got- 
land i  det  lüde  og  begyndelsen  af  det  ute  aarhundred-  virkelig  har 
været  frembragt  noget,  vi  kan  kalde  kunst  .^ 

Jeg  tror  da  allerede  paa  forhaand,  at  det  er  sandsynligt,  at  de 
mænd  som  reiste  de  gotlandske  billedstene  har  været  paavirket  af  frem- 
med kunst  Og  undersøger  vi  stenene  selv,  vil  vi  finde  denne  vor  tro 
styrket.  Jeg  følger  her,  som  før  nævnt,  i  Sophus  Müllers  fodspor,  Hans 
mening  er,  som  bekjendt,  at  den  nordiske  Ornamentik  i  den  yngre  jern- 
alder er  sterkt  paavirket  af  den  irske,  men  ogsaa  af  den  karolingiske 
prydkunst.  Man  kan  i  enkeltheder  være  uenig  med  Sophus  Müller; 
men  alle  maa  være  enige  om  at  han  ved  at  fremholde  sammenhæng  og 
forbindelser  i  Ornamentiken  har  virket  i  høi  grad  vækkende  og  be- 
frugtende. 

Den  indflydelse  fra  Irland  og  fra  keltisk  kunst,  som  Sophus  Müller 
mener  at  spore  paa  smykker  og  vaaben,  viser  sig  endnu  tydeligere  paa 
de  gotlandske  billedstene  og  den  viser  sig  ikke  bare  i  vikingetiden,  men 
endnu  tidligere,  som  det  synes  allerede  i  det  7de  aarhundred.  Allerede 
Nordin  i  sin  før  nævnte  af  handl  ing  har  været  inde  paa  dette.  Han 
siger:  »Men  redan  beträffande  de  aldre  bildstenarna  har  jag  af  en 
dansk  forskare,  doktor  Sophus  Müller,  blifvit  uppmärksamgjord  på  at 
möjligen  ett  inflytande  från  de  engelska  öarna  kunde  vara  at  spara. 
Hufvudornamenten  på  dessa  fem  aldre  stenar,  solhjulet,  om  jag  så  får 
kalla  det,  och  spiralerna  återfinnas  ock  i  de  illuminerade  handskrifterna. 
I  sådant  fall  skulle  samfàrdsel  hafva  börjat  äga  rum  mellan  Gottland  och 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      31I 

de  engelska  öarna  redan  fore  de  egentliga  vikingatagens  tid.c  Jeg  skal 
i  det  følgende  gi  flere  grunde  for  rigtigheden  af  denne  opfatning  og  søge 
at  vise,  at  der  ikke  alene  før  vikingetjden  maa  ha  været  handelsforbin- 
delser mellem  Gotland  og  de  Britiske  Øer,  men  at  Gotlændinger  selv 
maa  ha  seilet  til  Skotland,  hvor  de  har  sét  stener  prydede  med  billeder 
og  ornamenter. 

Før  jeg  gaar  over  til  nærmere  at  begründe  dette,  er  det  dog  nød- 
vendigt  først  at  tale  lidt  om  stenene  selv.  Yngre  end  de  ældste  got- 
landske  ornamentstene,  der  kun  har  en  bord  i  kanten,  men  ældre  end 
de  egentlige  vikingetidens  billedstene  er  en  liden  gruppe  ved  sin  form 
og  udsmykning  nær  sammenhørende  stene  fra  Havor,  Stenbro,  Bro, 
Vallstenarum,  Sanda  og  Martebo.  Den  sidstnævnte  sten  har  desuden  i 
urnordiske  runer  en  indskrift,  som  dog  synes  at  være  yngre  end  forsi- 
ringerne   paa   stenen  og  at  være  fra    8de    aarhundred.     De  sagkyndige 

mener,  at  disse  stene  alle  er  ældre  end 
vikingetiden.  Snarest  er  de  kanske 
fra  anden  halvdel  af  det  7de  eller 
første  halvdel  af  det  8de  aarhundred; 
dog  kan  vi  ikke  med  sikkerhed  af- 
gjøre  deres  alder.  Om  deres  bestem- 
melse kan  heller  intet  med  vished 
siges;  sandsynligvis  har  de  vel  været 
reist  til  minde  om  afdøde.  Høiden  er 
gjerne  en  halvanden  meter.  Stenene 
er  rektangelformede,  saaledes  at  bred- 
siden er  kortere  end  langsiden.  Opsiden 
er  i  almindelighed  svagt  afrundet,  me- 
dens langsiderne  er  buet  en  smule  indad. 
Denne  form  er  vistnok,  som  Nordin 
mener,  naturlig  udviklet  ud  fra  kalk- 
heUernes.  »Stenarnas  kanter  äro  för- 
sedda  två  med  en  meanderslinga,  en, 
möjligen  två,  med  sicksackornament,  en 
med  ofullständiga  spiraler  och  en  med 
rander«  ^.  Allerede  disse  border  har  sit 
sidestykke  i  irsk  kunst  og  især  i  de  skotske  billedstene;  derfra  alene  kan 
man  dog  ikke  drage  nogen  slutninger.  Vigtigere  er  de  øvrige  ornamenter  paa 
stenene.  Disse  har  alle,  for  at  bruge  Nordins  ord,  dét  tilfælles,  at  det  lineære 


Brostenen. 


*  Nordin,  s.  147, 


312  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

element  spiller  en  meget  betydelig  rolle  paa  dem.  Midt  paa  de  fem  af  stenene 
er  der  en  stor  cirkel,  fra  hvis  centrum  der  udgaar  sterkt  bøiede  straaler, 
saaledes  som  man  vil  se  paa  billedet  af  Bro-stenen. 

Midt  paa  stenen  fra  Vallstenarum  er  der  en  stor  cirkel  med  fire 
spiraler  indeni.  Disse  spiraler  gaar  ogsaa  igjen,  som  man  vil  se,  paa 
Brostenen  og  ligeledes  paa  Martebostenen ,  hvoraf  desværre  bare  en 
del  er  bevaret,  samt  paa  Stenbrostenen.  Paa 
nogle  af  disse  stene  findes  der  ogsaa  meget  en- 
kelt udførte  dyre-  og  menneskeskikkelser. 

Selve  de  med  straaler  forsynede  cirkler,  som 
man  har  kaldt  solhjul,  er  muligens  for  en  del 
af  gotlandsk  oprindelse.  Nordin  oplyser,  at  et 
lignende  ornament  er  fundet  paa  gotlandske  grav- 
kar  fra  den  romerske  jernalder.  Men  naar  man 
overførte  dette  ornament  paa  stenens  flade,  saa  skyldes  dette,  skulde 
jeg  tro,  ogsaa  fremmed  paavirkning.  Solhjulet  gje'^fi'^^^s  nemlig 
som  et  vigtigt  led  af  irsk  Ornamentik.  Og  hvad  de  af  en  cirkel 
indesluttede  spiraler  angaar,  saa  er  de  udpræget  keltiske  og  kan 
ikke  stamme  fra  ældre  gotlandsk  eller  nordisk  prydkunst.  Lignende 
spiralværk  er  nok  fundet  paa  prydsager  i  Norden;  men  disse  er,  efter 
forskernes  samstemmige  mening,  ikke  nordiske,  men  stammer  fra  de 
Britiske  Øer  og  er  ved  vikingetogene  kommet  til  Norden  fra  nybygderne 
paa  de  Britiske  Øer. 

Allerede  før  kristendommens  indførelse  paa  de  Britiske  Øer  havde 
der  hos  Kelterne  her  og  særlig  i  Irland  udviklet  sig  en  eiendommelig 
kunst  og  stilart,  som  især  findes  anvendt  paa  broncesager,  som  speil, 
armbaand,  sverdhaandtag,  skjolde  o.  1.  Noget  af  det  mest  karakteri- 
stiske ved  denne  stil  er  netop  dens  udstrakte  brug  af  spiralen  som  orna- 
ment, hvorved  den  mere  end  ved  noget  andet  skiller  sig  ud  fra  andre 
stilarter  og  viser  sit  keltiske  præg.  Denne  stilart,  som  enkelte  forskere 
kalder  »early  Celticc,  tilhører  tiden  fra  omkr.  aar  3C0  før  Kr.  indtil 
kristendommens  indførelse^.  Man  kan  se  en  prøve  paa  den  i  den 
nedenfor  afbildede,  i  Skotland  fundne  bronceplade  med  spiraler  i  rød 
og  gul  emalje. 


>  Allen  og  Anderson,  The  early  Christian  Monuments  of  Scotland,  indlcdn.  p.  LXVIII  ff., 
Edinburgh  1903.  Dette  arbeide  er  udkommet,  efterat  jeg  havde  fuldendt  mit  arbeide; 
jeg  har  derfor  kun  delvis,  ved  enkelte  senere  foretagne  rettelser  faat  anledning  til  at 
benytte  dette  baade  ved  sin  tekst  og  sine  illustrationer  lige  fremragende  værk. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.       313 


Efter  kristendommens  indførelse  naaede  den  keltiske  kunst  i  Irland 
en  endnu  høiere  blomstring.  Allerede  i  6te  og  7de  aarh.  e.  Kr.  eiede 
Irerne  en  merkelig  og  i  enkelte  henseender 
uovertruffet  prydkunst,  som  bl.  a.  har  frem- 
bragt illuminerede  haandskrifter,  der  hører  til 
det  vakreste  af  hvad  bogprydkunsten  over- 
hovedet  har  frembragt.  Denne  kunst  bredte 
sig  med  de  irske  missionærer  og  geistlige 
ogsaa  til  andre  lande,  hvor  irsk  kristendom 
vandt  indpas,  særlig  til  Skotland  og  North- 
umberland. Til  de  vakreste  eksemplarer  hører 
»Book  of  Durrow«,  »Book  of  Lindisfarne«  og 
»Book  of  Kellsc.     De  to  førstnævnte  af  disse 

v         j  1    -A       1.  i.-i    j  1  j  i.  •    o         r  Bronceplade,  eftcr  Romilly  Allen 

haandskrifter  hører  til  den  ældste  periode  af       ,      t.   I  ^  o^u        , 

og  Joseph  Anderson,   The  early 

irsk  illustrationskunst.  I  dem  er  sammenhængen  Christian  Monuments  of  Scotland, 
med  den  hedenske  irske  prydkunst  særlig  frem-  P*  ^^^V,  fig.  9. 

trædende.  Spiraler  danner  ved  siden  af  baandslyngninger  det  vigtigste  led 
i  udsmykningen.  I  den  yngre  stilperiode,  som  begynder  henved  aar  900, 
kommer  ved  siden  af  de  lineære  elementer  ogsaa  bladmotiver  til  ^.  Ved 
siden  heraf  begyndte  der  ogsaa  i  Skotland  at  udvikle  sig  en  eiendommelig 
kunst,  som  især  anvendtes  paa  reiste  stenmindesmerker.  Disse  findes 
kun  i  det  egentlige  Skotland  fra  Firth  of  Forth  indtil  Shetlandsøerne  i 
nord.  Det  søndenfor  liggende  omraade,  som  i  nord  afsluttedes  med  An- 
toninus's  vold,  beherskedes  af  Rom.  Her  finder  vi  ogsaa  reiste  stene,  men 
med  latinske  indskrifter  svarende  til  dem,  som  vi  fra  den  tidlige  kristen- 
dom finder  f.  eks.  i  Frankrig  og  England.  Hvor  gamle  de  ældste  af  de 
eiendommelig  skotske  billedstene  er,  derom  er  forskerne  endnu  ikke  enige. 
Dog  synes  det,  som  om  de  stammer  fra  tiden  efter  kristendommens  ind- 
førelse. I  det  7de  aarhundred  fandtes  de  i  alle  fald  2.  De  bestaar  af 
reiste,  raat  tilhugne  stene,  hvori  der  er  indhugget  eller  indridset  under- 
lige symboler,  hvis  betydning  man  endnu  ikke  fuldt  har  formaaet  at 
forklare.  Til  de  hyppigst  forekommende  af  disse  hører  symboler  som  : 
slange,  kam,  halvmaane,  speil,  skive  osv.  Kunsten  i  disse  ældste  mindes- 
merker  kan  endnu  ikke  maale  sig  med  de  yngre  stenes;  dog  er  enkelte 
af  symbolerne  allerede  begyndt  at  udsmykkes  med  streger,  cirkler,  spi- 
raler o.  1.     Aller  mest  almindelige  er  vistnok  de  skive-  og  speillignende 


1  Early  Christian  Monuments  of  Scotland,  p.  LXXVII  1Ï. 
«  Sammesteds,  p.  XXXI  ff. 


3M 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


symboler.     Oftest  forekommer  de  kanske  ganske  enkelt  indhugne  uden 
udsmykning,  som  de  følgende  eksempler  vil  vise. 


Efter  Early  Moauments  of  Scotland,  flg.  303,  314  c,  133.* 
Undertiden   er   ogsaa   symbolerne    mere   udsmykkede.      Dette    er  i 


Sten  fra  Knockando,  Elginshire. 
(Efter  Early  Christ.  Mon,,  fig.  132). 


Efter  Early  Christian  Monuments, 
I,  no.  121. 


endnu  høiere  grad  tilfældet  med  de  yngre  skotske  billedstene,  som  jeg 
senere  skal  tale  nærmere  om.  Enkelte  af  disse  er  dog  temmelig  gamle 
og  vistnok  ældre  end  den  her  omhandlede  gruppe  af  gotlandske  billed- 
stene. Paa  det  nedenfor  afbildede  symbol  ser  vi  saaledes  inde  i  en 
cirkel  syv  spiraler,  den  ene  i  midten 
og  de  seks  andre  omkring.  Spira- 
lerne  er  forbundne  ved  hjælp  af 
^^-formede  kurver.  Med  hensyn  til 
spiralernes  anvendelse  i  keltisk  kunst 
henviser  jeg  forøvrigt  til  den  be- 
kjendte    arkæolog    Romilly    Allen's  Early  Christ.  Mon.,  fig.  67. 

udredning  derom  i  det  ofte  nævnte  arbeide  [»Early  Christian  Monuments 
of  Scotland«  (s.  363 — 403).  Mr.  Allen  summerer  sin  undersøgelse  op 
i  følgende  ord:  »Spiral  work  is  almost  unknown  on  the  early  Christian 
monuments  of  England  and  Wales,  being  found  in  its  greatest  perfection 
on  the  sculptured  stone-work  and  metal-work  of  Ireland  and  Scotland 
and  in  the  Hiberno-Saxon  MSS.  of  the  best  period,  say  from  A.  D.  600 
to  900.« 


1904.   No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I   VIKINGET.        31S 

Saaledes  er  der  med  hensyn  til  tiden  intet  til  hinder  for  at  de  got- 
landske  billedstene  kan  være  paavirket  af  de  skotske  og  af  irske  og 
skotske  metalarbeider.  Og  ser  vi  lidt  nærmere  paa  selve  omamenterne, 
blir,  synes  jeg,  denne  formodning  til  vished.  Fælles  for  de  gotlandske  og 
de  skotske  billedstene  er  først  og  fremst  de  cirkelformede  symboler,  der 
smykker  stenenes  flade.  Det  foran  afbildede  isolhjuU*  fra  stenen  i 
Knockando  minder  om  »solhjulet«  paa  de  gotlandske  stene.  Men  mere 
afgjørende  er  spiralerne.  Allerede  paa  de  ældste  skotske  billedstene 
forekommer  det  foran  afbildede  symbol  med  to  forbundne  skiver  og  et 
Z- formet  ornament;  inde  i  den  ene  skive  ser  man  6,  i  den  anden  7 
ved  hjælp  af  ^^-formede  kurver  sammenføiede  spiraler.  Paa  Brostenen 
ser  vi  ligeledes  to  skiver,  den  ene  med  6  og  den  anden  med  7  spiraler. 
—  En  saadan  lighed  kan  næppe  være  tilfældig.  —  Helt  irsk  i  sin 
karakter  er  ogsaa  den  store  skive  med  4  spiraler  paa  stenen  fra  Vall- 
stenarum. 

Det  samme  er  tilfældet  med  ornamenterne  paa  Martebostenen.  Disse 
er  dog  desværre,  som  alt  nævnt,   kun   ufuldstændig   bevaret.     Med  det 


Efter  Early  Christian  Mon.  of  Scolland, 
fig.  109. 


Fta  Martebostenen  (efter  tegning  i  National- 
museum i  Stockholm). 


Brudstykke  af  sten  fra  Drainie. 
Early  Chr.  Mon.,  fig.  129. 


underlige  ornament  nederst  tilvenstre  paa  Martebostenen  tør  maaske  det 
paa  skotske  billedstene  hyppig  forekommende  halvmaaneformede  symbol 
sammenlignes.      Ogsaa    med    symbolet    paa    stenen    fra  Drainie    er    der 


3l6  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Üghed.     Spiralerne   nederst  tilvenstre   paa   Martebostenen  har  ikke  liden 

lighed  med  dem  paa  den  skotske  Inverurysten. 

At  spiralerne  paa  de  gotlandske  stene  selv- 
stændig  har  udviklet  sig  paa  Gotland  uden  til- 
knytning til  fremmede  motiver,  er  lidet  sand- 
synligt.  De  har  ingen  tilknytning  i  Gotland 
eller  overhovedet  i  Norden.     Paa  de  Britiske  Øer 

kan  vi  derimod  følge  tilsvarende  spiralers  udvik- 
Sten  fra  Inverury. 

Early  Chr.  Mon.,  fig.  180.  ""^  tilbage  til  før  Kristi  tider.  De  kunstnere,  som 
har  hugget  Bro-  og  Vallstenarumstenene  og  de  med 
disse  samtidige  gotlandske  billedstene,  maa,  tror  jeg,  ha  været  direkte 
paavirket  af  de  skotske  billedstene. 

Kunstkyndige  gutniske  mænd  maa  alt  i  det  7de  aarhundred  ha  seilet 
til  Skotland  og  dér  ha  sét  baade  de  vakre  med  emalje  og  spiralverk 
prydede  metalarbeider  og  de  med  underlige  symboler  indhugne  høie 
stene.  Selv  eiede  de  i  lige  høi  grad  som  sine  skotske  og  irske  fæller 
sans  for  linjens  og  for  formens  skjønhed.  Desuden  er  den  gotlandske 
kalksten  lettere  at  tilhugge  end  den  skotske  granit.  De  gutniske  billed- 
stene kom  derfor  ikke  til  at  bli  slaviske  efterligninger  af  de  skotske;  de 
blev  selvstændige  kunstværker,  som  i  skjønhed  stod  høit  over  flere  af 
sine  skotske  forbilleder.  PVemmed  og  hjemligt  smeltede  paa  de  got- 
landske stene  sammen  til  en  ny  stilkunst. 

Flere  forskere  har  fremholdt  en  anden  opfatning,  bl.  a.  den  danske 
arkæolog  amtmand  Vedel  i  en  afhandling  »Bornholmske  undersøgelser«  ^. 
Han  taler  her  om  den  »irske  stiU,  som  viser  sig  paa  bornholmske  spænder 
og  er  raadende  i  tiden  fra  omkr.  700  til  850  eller  900,  da  den  fortrænges 
af  den  karolingiske  stil.  Vedel  mener  at  denne  indflydelse  fra  irsk  Ornamen- 
tik ikke  kan  skyldes  direkte  paavirkning;  Gotlændinger  seilede  ikke, 
mener  han,  saa  tidlig  som  ved  aar  700  til  Irland.  Irske  munke  og  missio- 
nærer  har  indført  sit  hjemlands  prydkunst  i  Mellem-Europa  og  den  irske  stil 
har  efter  ham  fulgt  de  fra  gammel  tid  brugte  handelsveie  fra  Syd-Tyskland 
og  Schweiz  paa  sin  vandring  til  Bornholm  og  Gotland.  Vistnok  er  det 
saa,  at  i  de  af  Irer  grundede  klostere  i  Schweiz  og  Syd-Tyskland  tri- 
vedes  ogsaa  irsk  illustrations-  og  prydkunst.  Men  sager  i  irsk  stil,  sva- 
rende til  de  bornholmske,  er  efter  hvad  Vedel  selv  oplyser  ikke  fundet 
langs  de  gamle  handelsveie  op  til  Østersjøen.  Spænder  og  andre  pryd- 
sager  kan  dog  ved  handel   vandre  gjennem   mange  hænder  og  behøver 


1  Aarbeger  f.  nord.  Oldk.  1890,  se  særlig  s.  41—45  >0m   oprindelsen   til  den   irske   stil 
paa  Bornbolmc, 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       317 

ikke  at  forudsætte  nogen  direkte  forbindelse  mellem  to  lande.  Anderledes 
med  høie]  stenmindesmerker.  De  føres  ikke  af  kjøbmænd  fra  land  til 
land.  Naar  der  ogsaa  paa  dette  omraade  findes  lighed  —  og  det  i 
enkelthederne  —  mellem  gutiiisk  og  irsk-skotsk  kunst,  da  maa  vi  ha  lov 
til  at  slutte,  at  de  sjø-  og  handelskyndige  Gotlændinger,  som  i  aarhun- 
dreder  havde  seilet  paa  Østersjøen,  paa  folkevandringens  tid  ogsaa  var 
begyndt  at  vove  sig  længer  —  over  Nordsjøen  til  de  Britiske  Øer. 

Historien  melder  intet  om  gutniske  mænds  tog  til  Skotland,  hverken 
i  vikingetiden  eller  tidligere.  Hvordan  skal  vi  da  forklare  os,  at  Got- 
lændinger ifølge  billedstenenes  vidnesbyrd  alt  før  aar  7CX)  synes  at  ha 
været  i  Skotland?  Af  den  ældste  gruppe  af  de  skotske  billedsten?  findes 
der  mange  ikke  bare  i  Skotland  selv,  men  ogsaa  paa  øerne  nord  for 
fastlandet,  paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne.  Heroppe  er  det,  tror  jeg, 
at  gutniske  mænd  først  har  sét  de  billedstene,  som  de  siden  efterlignede 
hjemme  paa  sin  egen  0.  Længe  før  den  egentlige  vikingetid  begyndte, 
havde  mænd  fra  Hordaland,  Ryfylke,  Jæderen  og  de  nærliggende  bygder 
faret  over  Nordsjøen  og  fæstet  bo  paa  Shetlandsøerne  og  vel  ogsaa  paa 
Orknøerne.  Dr.  Jakob  Jakobsen,  som  først  har  paavist  dette,  sætter 
tiden  for  Nordmændenes  bosættelse  til  henved  aar  700^.  Jeg  tror  den 
maa  sættes  endnu  tidligere.  —  Nordmændene  fortrængte  hurtig  den  ind- 
fødte  piktiske  og  gæliske  befolkning,  som  vistnok  enten  udvandrede  eller 
smeltede  sammen  med  Nordmændene.  De  fleste  af  de  billedstene,  som 
man  har  fundet  paa  øerne,  maa  vel  derfor  alt  ha  været  dér  ved  Nord- 
mændenes ankomst.  —  Meget  tidlig,  alt  i  det  6te  og  7de  aarhundred, 
maa  gutniske  og  østsvenske  mænd  være  kommet  paa  handelsfærd  til 
Norges  kyster.  —  Alt  Tacitus  fortæller  jo,  at  Svearne  havde  flaader  ude 
paa  Østersjøen.  Og  min  far,  professor  S.  Bugge,  vil  andetsteds  søge  at 
vise,  at  der  er  flere  opreiste  stener  med  indskrifter  i  den  ældre  rækkes 
runer  i  norske  kystegne,  som  vidner  om  forbindelse  med  Øst-Sverige 
eller  Gotland.  Med  Sørlandets  og  Vestlandets  mænd  har  da,  tror  jeg, 
de  gutniske  sjøfolk  git  sig  i  lag  og  har  sammen  med  dem  gjort  de 
første  farter  over  Nordsjøen.  — 

Saa'^kom  selve  vikingetiden.  Nye  skarer  strømmede  over  havet. 
Vikingerne  begyndte  at  hjemsøge  det  skotske  fastland  og  kom  ned  til 
Northumberland.  De  vovede  sig  rundt  Kap  Wrath,  satte  sig  fast  paa 
Hebriderne  og  paa  Man  og  kom  helt  ned  til  kysterne  af  Cumberland  og 
af  Irland,  De  gotlandske  billedstener  synes  at  fortælle  os,  at  gutniske 
mænd  i  det  lode  og  ute  aarhundred  ogsaa  har  taget  del  i  disse  færder. 


1  Sbetlandseernes  stedsnavne,  i  Aarb.  f.  nord,  Oldk.,  190^, 


3l8  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 

De  har  optaget  nye  ornamenter  og  kunstmotiver  og  har  derved  udviklet 
sin  kunst  til  større  og  større  frihed  og  selvstændighed.  De  har  bygget 
paa  fremmede  motiver,  men  har  omdannet  dem  i  sin  egen  aand.  Isteden- 
for den  keltiske  vrimlende  mangfoldighed  har  de  som  Nordboer  søgt  at 
skabe  ro,  klarhed  og  kraftig  virkning. 

Billederne  taler  her  om  forbindelser,  som  historien  ellers  intet  vidner 
om;  de  fortæller  om  gotlandske  mænds  fredlige  handelstog  —  kanske 
var  der  ogsaa  vikingetog  — ,  først  til  Shetlandsøerne  og  Orknøeme,  saa 
til  det  østlige  Skotland  og  til  Northumberland  og  siden  til  Irland  og  øen 
Man  eller  til  Hebriderne  og  de  vestlige  egne  af  Skotland.  Ved  siden  af 
Shetlandsøerne  og  Orknøerne  har  kanske  den  keltiske  kunst  i  Northumber- 
land havt  størst  betydning.  Allerede  tidligere  har  professor  S.  Bugge, 
paa  grund  af  fælles  særegenheder  ved  runerne  paa  Isle  of  Man,  Gotland 
og  Østergøtland  og  enkelte  norske  indskrifter,  især  paa  Jæderen,  sluttet, 
at  der  har  været  en  slig  forbindelse  mellem  Gotland  og  de  af  Kelter 
beboede  dele  af  de  Britiske  Øer.  Han  siger:  »Den  paa  øen  Man  fore- 
kommende kortkvisttype  af  runeskriften  er  efter  min  formodning  bragt 
til  Vesterlandene  af  østsvenske  mænd,  snarest  af  Gotlændinger  og  tillige 
af  Østgøter,  som  var  seilet  ud  fra  Braaviken  og  nærliggende  havne.  I 
Skotland  mødtes  disse  østsvenske  mænd,  tænker  jeg  mig,  med  Nord- 
mænd,  navnlig  Nordmænd  fra  det  sydvestlige  Norge.  Disse  Nordmænd 
bragte  derefter  den  runeskrift,  vi  finder  paa  Man,  fra  Skotland  til  Jæ- 
deren« i.  Om  disse  gamle  forbindelser  fortæller  de  historiske  kilder  os 
intet.  Og  dog  kan  der  vel,  som  Johannes  Steenstrup  mener,  næppe  være 
tvi  vi  om,  at  Svenakerne  ogsaa  har  deltaget  i  farterne  mod  vest^.  Ind- 
skrifter fra  Mälaregnene  fortæller  ofte  om  mænd,  som  døde  i  Vester- 
landene. Jeg  kan  ogsaa  nævne,  at  der  paa  en  gammel  sten  med  ind- 
ridsede  symboler  fra  Knockando  i  Morayshire  i  det  nordøstlige  Skotland 
findes  en  indskrift  med  nordiske  runer.  Denne  synes  at  maatte  læses 
SIKUIK^.  Professor  S.  Bugge  mener,  at  dette  sandsynligvis  er  en 
sideform  til  det  svenske  kvindenavn  Sigvi.  De  gotlandske  billedstener 
viser  os  i  alle  fald,  at  gutniske  mænd  i  vikingetiden  aar  ud  og  aar  ind 
har  færdedes  paa  de  Britiske  Øer  og  mødt  keltiske  mænd,  Skotlændere 
og  Irer,  og  at  de  fra  dem  har  modtaget  rig  og  frugtbar  kulturpaavirkning. 

Jeg  har  her  bare  talt  om  billeder  og  ornamenter.  Men  de  mænd, 
hvis  blik  der  vesterude  paa  Shetlandsøerne  blev  opladt  for  kunst  og 
skjønhed  og  som,   om  end  famlende  og  usikkert  søgte  at  tyde  korsenes 


*  S.  Bugge,  Høneo-ruDerne  fra  Ringerike,  s.  20. 

2  Normannerne  II,  s,  326, 

'  Sculpt.  Stones  of  Scotland  II,  pl.  CV.. 


1904.    No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      319 

billedsprog,  deres  sind  maa  ogsaa  være  blit  opladt  for  Vesterlandenes 
kristne  kultur.  Her  oppe  paa  Ornkøerne  og  Shetlandsøerne  har  da 
Nordmænd  og  østsvenske  og  gutniske  mænd  før  vikingetidens  begyn- 
delse  først  mødt  keltiske  mænd  og  er  blit  paavirket  af  keltisk  kultur. 

Allerede  den  bekjendte  tyske  sprog-  og  oldtidsforsker,  professor  H. 
Zimmer,  er  ad  andre  veie  kommet  til  at  drage  lignende  slutninger.  Gamle 
irske  legender  og  sagn  viser  efter  hans  mening,  at  irske  munke  alt  ved 
aar  700  eller  endnu  tidligçre  oppe  paa  Færøerne,  Shetlandsøerne  og 
Orknøerne  er  kommet  i  forbindelse  med  Nordboerne  ^ 

Om  disse  forbindelser  i  vikingetiden  og  de  spor,  de  har  sat  efter 
sig  paa  billedstenene,  er  det,  jeg  i  det  følgende  skal  tale.     I  løbet  af  den 


Tjängvidestenen. 


yngre  jernalder  naar  paa  Gotland  den  bildende  kunst  en  stedse  høiere 
og  høiere  udvikling.  Billedstenenes  form  blir  en  anden;  oventil  faar  de 
gjerne  form  af  en  hestesko  og  skraaner  derpaa  jevnt  udåd  til  begge 
sider,  saaledes  som   den   tidligere  (s.  271)  afbildede    Högbrosten    viser. 


^  Ueber  die  frühesten  Berührungen  der  Iren  mit  den  Nordgermao  en  (i  Berliner-akademiets 
skrifter). 


320  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Nordin  mener,  at  denne  billedstenenes  eiendommelige  hesteskoform  har 
udviklet  sig  lidt  efter  lidt  ud  fra  den  oprindelige  rektangulære  form. 
Muligens  turde  dog  ogsaa  den  i  Irland,  paa  øen  Man  og  i  det  vestlige 
Skotland  almindelige  korsform  ha  virket  med.  Som  bekjendt  udmerker 
det  keltiske  kors  sig  derved,  at  der  mellem  dets  arme  og  skaftet  er  an- 
bragt  dele  af  en  cirkels  radius.  Paa  de  før  nævnte  steder  er  det  regelen, 
at  korsarmene  kun  er  antydet  paa  stenen,  medens  cirkelen  er  frit  udhugget. 
Samtidig  med  at  formen  forandredes  blev  ogsaa  de  gotlandske  billed- 
stenes  udstyr  stadig  mere  og  mere  vekslende  og  rigt.  Stenens  flade 
smykkes  med  baandslyngninger  og  mangehaande  sirater  ikke  mindre  end 
med  billeder  af  mennesker,  dyr  og  skibe,  vekslende  fremstillinger  af 
guders  og  menneskers  liv.  Til  de  bekjendteste  af  disse  stene  hører  den 
fra  Tjängvide;  denne  sten  er  forsynet  med  en  runeindskrift,  som  almindelig 
sættes  til  aar  900  eller  begyndelsen  af  lode  aarhundred.  Stenen,  som 
nu  ikke  er  fuldstændig  bevaret,  har,  kan  man  se,  havt  den  vanlige 
hesteskoform.  Rundt  kanten  har  der  været  en  rad  med  baandslyng- 
ninger. En  rad  med  tilsvarende  baandslyngninger  gaar  ogsaa  midt  over 
stenen  og  adskiller  dennes  øverste  del  fra  dens  nederste.  Selve  stenens 
flade  er  prydet  med  billeder  i  flad  relief.  Indenfor  selve  hesteskoen  er 
der  en  række  billeder,  som  vistnok  danner  et  afsluttet  hele.  Nederst 
tilhøire  ser  vi  en  skikkelse  ridende  paa  en  ottefodet  hest,  vistnok,  som 
man  almindelig  har  antaget,  Odins  hest  Sleipner,  som  fører  den  døde 
til  Valhal.  Imod  den  ridende  kommer  en  kvinde,  som  bærer  et  drikke- 
horn i  sin  ene  haand,  vistnok  en  valkyrje,  som  byder  den  døde  helt 
velkommen  til  Valhal.  Øverst  oppe  tilvenstre  er  der  noget,  som  ser  ud 
som  en  bygning  med  høie  sale  og  tre  hvælvede  portaabninger.  Dette 
har  man,  og  sikkerlig  med  rette,  troet  fremstiller  Valhal^.  Desuden  er 
der  en  del  figurer,  hvis  betydning  vi  nu  ikke  fuldt  kan  forklare.  Over 
Sleipner  er  der,  som  det  synes,  en  i  luften  svævende  skikkelse.  Lige 
foran  hestens  hoved  og  med  ryggen  til  denne  er  der  en  kvindeskikkelse. 
Nederst  tilvenstre  ser  vi  en  kvinde  og  en  mand  med  økse,  begge  med 
hævede  arme,  og  under  disse  en  ulv.  I  det  nederste  felt  paa  stenen  er 
der  et  skib  med  udspændt  seil  og  fuldt  af  væbnede  krigere.  Skibet 
findes  afbildet  paa  de  fleste  gotlandske  stene  fra  vikingetiden.  Paa 
stenen  fra  Stenkyrka  sær  vi  et  særlig  prægtigt  skib,  ogsaa  med  firkantet 
rudet  seil  og  med  dragehoved  i  forstavnen.  Langs  rælingen  ser  vi  14 
skjolde.     Og  længst  bag,  høit  over  de  andre  sidder  styresmanden^.   Disse 


t  F.  L(äffler)  i  Stockholms  Dagblad,  5  nov.  1900. 
s  Nordin,  fig.  6. 


1904«  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.     32 1 

skibe  er  vistnok  tro  afbildninger  af  vikingetidens  skibe.     Symbolsk  frem- 
stiller de  efter  fleres  mening  den  dødes  færd  til  aandernes  land^. 

Et  fuldstændigt  sidestykke  til  Tjängvidestenen  er  en  sten,  som 
sommeren  1900  blev  fundet  under  gulvet  i  Ardre  kirke  paa  Gotland^. 
Den  har  ingen  runeindskrift,  saa 
dens  alder  kan  ikke  fuldt  bestem- 
mes. Men  den  svarer  baade  ved 
sin  størrelse,  sin  form  og  ikke 
mindre  ved  sine  billeder  ganske  til 
Tjängvidestenen.  Man  kan  dog  ikke 
anse  den  ene  for  kopi  af  den  anden. 
De  maa,  tror  jeg,  være  gjort  af 
samme  kunstner  og  fra  først  af  ha 
været  tænkt  som  sidestykker,  der 
skulde  svare  til  hinanden.  I  det 
øverste  af  hesteskoen  indesluttede 
felt  paa  Ardrestenen  ser  vi  nederst 
tilhøire  en  skikkelse  ridende  paa 
Odins  8-fodede  ganger  Sleipner. 
Øverst  tilvenstre  ser  vi,  som  det 
synes,  et  billede  af  Valhal. 

I  nederste  felt  ser  vi  først  og 
fremst  et  stort  vikingeskib.  Neden- 
under er  der,  som  professor  F.  Läffler  først  har  oplyst,  fremstillinger  af 
Valundsagnet^.  Vi  ser  svanemøen,  med  udbredte  vinger;  vi  ser  Nidads 
to  sønner,  som  ror  ud  paa  fiskefangst,  samt  Valunds  smedje  med 
hammere  og  tænger  og  gutternes  afhuggede  hoveder  under  gulvet. 
Desuden  er  der  muligens  ogsaa  fremstillinger  af  Sigurdsagnet,  f.  eks.  af 
Gunnar  i  ormegaarden,  Sigmund  og  Sinfjotle  ude  i  skogen  omskabte 
som  ulver  osv.  Flere  af  billederne  kan  ikke  tydes.  Billederne  er  ogsaa 
paa  denne  sten  i  flad  relief. 

Endelig  kan  jeg  nævne  en  kun  i  brudstykke  bevaret  sten  fra  Alskog 
paa  Gotland,  som  synes  at  være  fra  omtrent  samme  tid  som  Tjängvide- 
og   Ardrestenen.      Denne   sten  synes  ikke  at  ha  været  hesteskoformet. 


Billede  af  Ardrestenen. 


*  Nordin,  s.  150. 

'  Pipping,  Om  nininskrifterna  paa  de  nyfunna  Ardrestenarna,   Skrifter   utg.   af  k.  huma- 

nistiska  Vetenskaps-Samfundet  i  Uppsala  VII,  3. 
'  Stockholms  Dagblad,  5  nov.  1900. 


Vid.-Sel8k.  Skrifter.      U.-F.  Kl.   1904.  No.  1. 


21 


322  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

men  snarest  firkantet^.  Rundt  kanten  gaar  der  vakre  baandslyngninger. 
Billederne,  som  ogsaa  her  er  i  flad  relief,  har  lidt  meget.  Følgende 
scener  kan  dog  tydelig  sees.  —  Jeg  skildrer  dem  efter  en  afhandling  af 
Carl  Säve2  _. 

Nederst  nede  tilvenstre  er  der  en  hest,  som  er  spændt  for  en  vogn 
med  to  eller  tre  personer  i.  Ovenover  dette  er  der  fremstillet  en  kamp. 
To  med  skjold  og  med  sverd  eller  spyd  væbnede  mænd  kjæmper  mod 
hinanden;  spyd  eller  piler  suser  gjennem  luften  og  tilhøire  for  den  ene 
af  de  kjæmpende  staar  der  en  mand  med  løftet  øks  færdig  til  at  hugge 
ham  ned.  »Sist  i  lältets  högra  hörn  befinner  sige,  siger  Save  (s.  198), 
»en  grupp  af  trenne  tätt  efter  hvarandra  gående  man,  som  aro  kladda 
i  korta  rockar,  af  hvilka  den  siste  bär  under  armen  tvänne  käppar  (spjut) 
eller  korta  stafvar.  Det  märkvardigaste  hos  desse  man  är  deras  hufvuden. 
Den  sist  gående  har  nämnligen  ett  tydligt  fogelhufvud,  hvilket  dock 
möjligtvis  kan  betyda  en  hatt,  med  langt  fram  öfver  andletet  hängande 
skygge.  Den  mellersta  mannen  tyckes  nästan  vara  hufvudlös,  eller  ock 
bär  han  ett  dok  eller  kläde,  som  skyler  hufvudet  ock  nedhänger  öfver 
bröstet,  ända  ned  til  midjan.  Den  trädje  ock  främst  gående  mannens 
hufvud  er  ganska  stort  ock  skjuter  så  langt  framåt,  at  det  ganska  mycket 
liknar  et  apehufvud.c  I  en  anmærkning  siger  Save  om  manden  med  fugle- 
hovedet:  »På  originalteckningen  liknade  det  ända  mera  ett  sådant,  an 
det  visar  sig  på  planchen.« 

Og  at  det  virkelig  er  en  mand  med  et  fuglehoved,  vil  den,  som  ser 
tegningen,  næppe  være  i  tvivl  om.  Om  den  tredje  figur  vilde  man 
kanske  ligesaa  snart  sige,  at  han  havde  hundehoved  som  abehoved. 
Hvad  betyder  nu  disse  tre  skikkelser?  Da  vi  paa  stenen  har  frem- 
stillingen af  en  kamp,  hvor  tre  mænd  spiller 
hovedrollen,  ligger  det  nær  at  tænke  paa,  at 
vi  her  ogsaa  har  et  billede  af  de  samme  tre 
mænd.  Men  det  maa  da  være  et  billede  af 
dem  som  einherjer  paa  veien  til  Valhal.  Paa 
Tjängvide-  og  Ardre- Valundstenen  har  vi  Valhals- 
mythen  fremstillet,  og  intet  kunde  ligge  nærmere 
for  en  hedensk  Nordbo  end  at  fremstille  den 
døde  helt,  naar  han  kommer  til  Odin  i  Valhal. 
Dette  var  jo  ogsaa,  ved  vi,  et  yndet  æmne  for  skaldedigtningen  (jfr. 
Eiriksmal  og  Hakonarmål). 


Fra  Alskogstencn. 


*  Alle  tre  stene  findes  nu  i  Nationalmuscum  i  Stockholm. 
«  Aarb.  f.  nord.  Oldk.  1852  (pl.  V). 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       323 


Fra  Sandastenen  paa  Gotland. 
(Efter  Stephens,  Runic  Monuments  II,  s.  778). 


En  lignende  billedlig  fremstilling  af  einherjer  har  vi  vistnok  ogsaa 
paa  en  sten  fra  Sanda  kirkegaard.  Denne  billedsten  synes  dog  at  være 
adskillig  yngre  end  Alskogstenen  og 
at  stamme  fra  omkr.  aar  1000 — 1050. 
Den  er  ikke  hesteskoformet,  men  har 
samme  form  som  de  smaa  Ardre- 
stene,  som  jeg  siden  skal  tale  om, 
og  er  vel  derfor  fra  omtrent  samme 
tid  som  disse.  Langs  stenens  rand 
er  der  en  bord  med  en  indskrift 
i  runer.  Midt  paa  dens  flade  er 
der  fremstillet  tre  mænd,  hvoraf 
bare  den  ene  synes  at  bære  hjelm, 
medens  de  andre  ikke  har  menneske- 
lignende hoveder. 

Af  andre  gotlandske  billedstene  kan  jeg  nævne  den  fra  Hablingbo, 
hvor  vi  ser  billedet  af  en  mand,  som  rider  paa  Odins  ottefodede  ganger 
Sleipner  og  modtages  af  en  valkyrje  med  et  horn  i  haanden  og  et  drikke- 
kar(?)  foran  sig,  vistnok  en  fremstilling  af  den  døde  kriger,  som  kommer 
til  Valhal. 

Tydeligst  fremstillet  ser  vi  kanske  heltens  vandring  til  Valhal  paa 
den  før  nævnte  sten  fra  Stenkyrka,  som  synes  at  være  en  af  de  præg- 
tigste  gotlandske  billedstene.  I  det  nederste  felt  ser  vi  det  store  drage- 
skib,  fuldt  af  væbnede  mænd,  som  holder  i  taugene.  I  feltet  ovenover 
ser  vi  fem  med  sverd  og  skjold  væbnede  mænd,  som  kommer  i  en  baad 
og  ved  landgangen  modtages  af  en  kvinde  med  bind  om  øinene(?)  og 
7  væbnede  mænd.  Øverst  oppe  ser  vi  nogle  kvinder  i  fodsid  dragt 
med  drikkehorn  i  haanden;  de  møder  en  skare  mænd. 

Disse  billedstene  er  ægte  gotlandske  i  hele  sit  præg;  de  gir  os 
sanddru  billeder  af  vikingetidens  liv;  skibene  med  de  firkantede,  rudede 
seil  og  dragen  i  forstavnen,  de  hjelmdækkede  krigere,  kvinderne  i  den 
fodside  dragt  osv.  De  viser  os  vore  forfædres  gudetro  og  vidner  om 
at  de  heltesagn,  vi  kjender  fra  Eddakvadene  ogsaa  levede  paa  Gotlands 
jord.  Men  ikke  mindre  tydelig  vidner  de  om  forbindelser  med  de 
Britiske  Øer.  Jeg  har  før  talt  om  de  skotske  stene  med  indhugne 
symboler.  Det  vårede  ikke  længe  før  disse  primitive  billedstene 
afløstes  af  andre,  mere  kunstfærdige,  hvor  irsk  prydkunst  tydelig  viser 
sin  indflydelse.  Vi  finder  disse  stene  eller  kors,  som  de  ogsaa 
kan  kaldes,   fra  Firth  of  Forth  i  syd  til  Orknøerne  og  Shetlandsøerne  i 


324 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


nordi.  De  er  prydede  med  ornamenter  og  billeder,  oftest  i  flad  relief. 
Vi  gjenfinder  paa  dem  de  almindelige  kristne  symboler  som  korset, 
fisken,  lammet  osv.  Stadig  tilbagevendende  billeder  paa  korsene  er: 
Adam    og  Eva  ved  Kundskabens  Træ,   Daniel  i  løvehulen,  Jonas,  som 


Stenkyrkastenen  paa  Gotland.    (£fter  Nordin,  fig.  6). 

sluges  af  hvalfisken  osv.  Alle  disse  billeder  har  i  tidens  løb  faat  en 
stereotyp  og  skematisk  form  og  er  derved  halvt  gaat  over  til  at  bli 
symboler.  Den  irske  og  skotske  kunst  eier  ogsaa  i  lighed  med  middel- 
alderens øvrige  kristne  kunst  skikkelser  af  hedensk  klassisk  oprindelse, 
f.  eks.  kentaurer  og  sfinkser. 

Hvad  er  det  da  egentlig,  som  udmerker  den  irsk-skotske  kunst,  som 
den  viser  sig  paa  billedstenene,  og  gir  den  dens  særpræg?  Det  er  ikke 
menneske-  og  dyrefremstillingen  ;  den  er  klosset  og  lidet  eiendommelig. 
Det  er  Ornamentiken,  den  i  sandhed  overdaadige  maade,  hvorpaa  de 
irske  skindbøger  og  de  østskotske  kors,  uden  dog  at  være  overlæsset, 
er  prydet  med  ornamenter  af  vekslende  art.  Ogsaa  i  anden  dekorativ 
kunst  kan  man  visselig  se  baandslyngningen  og  fletværket  brugt;   men 


*  Ogsaa  i  Irland  er  der  biiledkors,  men   de  er  fra  det  ute  og  latc  aarh.   og  er  saaledes 
yngre  end  de  skotske  stcne. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       325 

det  Spiller  der  bare  forbigaaende  rolle  og  optræder  aldrig  i  saadan 
mangfoldighed  og  i  saa  vekslende  en  rigdom,  som  i  den  irsk-skotske 
kunst,  hvilket  enhver  vil  se,  der  blader  i  O'Neill's  »Sculptured  Crosses 
of  Ireland c,  Stuart's  »Sculptured  Stones  of  Scotland«  eller  Sir  John 
Gilbert's  »National  Manuscripts  of  Ireland«.  Men  ved  siden  af  baand- 
slyngningerne  er  der  ogsaa  en  rigdom  af  andre  motiver,  hvor  dels  rette, 
dels  krumme  linjer  er  anvendt 

Undertiden  faar  ogsaa  i  den  irsk-skotske  prydkunst  baandet  liv  og 
forsynes  med  drage-  eller  slangehoveder,  ja  endog  med  ben  og  lange 
poter.  Paa  den  anden  side  faar  ogsaa  dyrenes  lemmer  ofte  slangeagtige 
forlængelser,  saaledes  at  fiskenes  og  løvernes  haler  eller  hjortens  horn 
slynges  sammen  til  et  fletværk  af  baand.  Det  eneste,  som  mangler  i 
den  rene  irsk-skotske  kunst,  er  plantemotiver.  Men  alligevel  er  der  en 
slig  rigdom  paa  mønstre,  en  slig  overflod,  som  fylder  hele  fladen  uden 
dog  at  være  overlæsset,  at  denne  irsk-skotske  kunst  efter  kjenderes 
mening  regnes  blant  det  bedste  af  hvad  menneskene  overhovedet  eier 
af  prydkunst.  Vi  faar  her  ligesom  et  billede  af  den  keltiske  fantasi, 
som,  naar  den  faar  vokse  frit  og  ubundet,  svæver  ud  i  taagen,  blir 
grænseløs  og  uformelig,  men  som  naar  den  bindes  af  linjens  faste  form, 
vokser  frodig  som  en  urskog,  stadig  ny  og  vekslende  i  form  og  art^. 

Gaar  vi  saa  over  til  at  betragte  de  gotlandske  billedstene,  vil  vi 
der  gjenfinde  de  samme  baandslyngninger,  som  den  der  engang  har  sét 
irsk  eller  skotsk  kunst,  aldrig  vil  tage  feil  af.  Vi  vil  ogsaa  i  figurfrem- 
stillingen  og  andet  finde  ting,  som  tydelig  vidner  om,  at  de  mænd,  som 
har  reist  de  gotlandske  billedstene  fra  vikingetiden,  selv  har  været  i 
Vesterlede  og  sét  de  skotske  kors. 

Lad  os  først  se  paa  baandslyngningerne  paa  de  gotlandske  stene. 
De  er  i  hovedsagen   ens  paa  alle  stenene:    et  baand,   som  er   knyttet 

i   knuder  omtrent   som  en  

kringle.  Den  enkleste  slyng- 
ning finder  vi  paa  den  før 
afbildede  Högbrosten.  Paa 
Ardre-  og  paa  Tjängvide- 
stenen  er  der  dels  flere 
sàmmenslyngede  baand,  dels         Baandslyngning  fra  Alskogstcncn,  eftcr  tegning  i 

,    ,  Nationalmuseum  i  Stockholm. 

er  der  ogsaa  enkelte  sàmmen- 
slyngede kringler.     Den  vakreste  baandslyngning  ser  vi  kanske  nederst 
paa  Alskogstenen. 

^  Denne  udsigt  over  den  irsk-skotske  kunst  har  jeg  nærmest  fra  J.  Anderson,  Scotland 
in  Early  Christian  Times,  Lecture  111,  The  art  of  the  Monuments. 


326 


ALEXANDER  BUGGE. 


H..F.  Kl. 


Nordisk   prydkunst    kjender   ogsaa   ellers    baandslyngninger.      Men 
baandslyngningerne  paa  de  gotlandske  billedstene  er  saa  eiendommelige, 
at  enhver  vil  kjende  dem  igjen  som  keltiske.     Om  den  samme  slyng- 
ning, som  viser  sig  paa  Alskogstenen  siger  en  af  vor  tids  første  kjendere 
Romilly  Allen  (Early  Christian  Monuments  of  Scotland, 
s.  233,  no.  601):    »StafTord-knuder  ordnede  i  en  dobbelt 
rad,  med  alle  knuderne    i  en  række  vendt  med  forsiden 
bort   fra   knuderne    i    den    anden   række.     Dette  er  det 
mest    virkningsfulde    af   alle    mønstre    i    den    hibemo- 
saksiske  kunst.«     Det  findes  paa  tolv  skotske  stene,  paa 
femten  angelsaksiske  (alle   fra  steder,    hvor   keltisk  ind- 
Eftcr  Early  Christ.  M^lse   gjorde   sig   særlig  gjældende,    og  de  fleste  fra 
Mon.  of  Scotland,  Northumberland).     Desuden  findes  det  ogsaa  anvendt  i 
no.  601.  ^ales. 

Baandslyngningen  paa  Högbrostenen  finder  vi  ligeledes  igjen  baade 
i  Skotland,  Irland  og  Wales  og  saavel  paa  billedstene  som  i  bøger  og 
paa  metalarbeider.  De  enkelte,  sammenslyngede  knuder,  som  vi  bl.  a. 
finder  paa  Tjängvidestenen,  har  ogsaa  sit  sidestykke  i  Skot- 
land, saaledes  paa  et  kors  fra  Elgin  og  paa  et  fra  Shetlands- 
øerne^  Denne  lighed  kan  ikke  være  tilfældig.  Den  viser 
klart  og  tydelig  forbindelsen  mellem  de  østskotske  kors  og 
de  gotlandske  billedstene.  Begge  steder  finder  vi  de  samme, 
for  keltisk  prydkunst  eiendommelige  baandslyngninger,  og 
anbragt  paa  samme  vis,  mest  som  border  langs  stenenes 
rand.  Gotlændingerne  kan  ikke  være  blit  paavirket  bare 
gjennem  irske  smykker,  som  indførtes  til  Gotland.  Ti  paa  Eftcr  Early 
disse  findes  ikke  alle  de  karakteristiske  eiendommeligheder,  "^/  ^^'* 
som  binder  de  skotske  stenkors  og  de  gotlandske  billedstene 
sammen.  Gotlændinger  maa  selv  i  Skotland  og  paa  de  skotske  øer  ha 
sét  de  med  billeder  og  ornamenter  prydede  stenkors. 

Om  selve  billederne  paa  de  gotlandske  stene  gjælder  det,  som  før 
sagt,  at  de  for  en  stor  del  viser  os  Gotlændingernes  eget  daglige  liv, 
deres  gudetro  og  de  sange,  som  levede  paa  deres  læber.  Men  ogsaa 
billeder  vidner,  tror  jeg,  om  forbindelser  vesterpaa  og  kan  derved  kanske 
kaste  lys  over  enkelte  religiøse  forestillingers  opkomst  og  vandring.  Jeg 
vover  dog  her  kun  at  udtale  mig  med  den  største  forsigtighed.  Folk 
paa  et  primitivt  kulturtrin  pleier  overalt  at  fremstille  mennesker  og  dyr 
omtrent  paa  samme  maade.    Nordboerne  kan  ha  opfattet  billederne  paa 


m 


»  Stuart,  Sculptured  Stones  of  Scotland,  pl.  XVI;  Early  Christ.  Mon.,  s.  6  f.  (fig.  4). 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      327 

de  kristne  stene  med  deres  fremstillinger  fra  bibelen  og  fra  hellige  mænds 
liv  som  billeder  af  deres  egne  guder  og  sagnhelte.  Ti  ved  siden  af 
billeder  hentet  fra  det  daglige  liv,  ser  vi  paa  de  gotlandske  stene  bil- 
leder, som  ikke  har  noget  tilsvarende  i  det  virkelige  liv,  men  som  nøie 
svarer  til  fantastiske  billeder  paa  de  skotske  billedstene  og  andetsteds  i 
Vest-Europa.  Og  disse  igjen  har  sin  ^tilknytning  til  det  øvrige  kristne 
Europas  symbolisme.  Hele  dyresymboliken,  som  spiller  en  saa  stor  rolle 
i  den  tidlige  middelalders  kunst,  stammer  for  størstedelen  fra  et  anonymt 
skrift  om  dyrenes  natur,  oprindelig  kjendt  under  navnet  Physiologus^, 
Men  meget,  som  i  middelalderen  har  en  kristen  betydning,  stammer 
igjen  fra  græsk  og  romersk  kunst,  hvor  de  kanske  igjen  har  sine  stam- 
fædre  i  Orientens  lande.  Saaledes  er  ikke  denne  overføring  af  billeder, 
som  har  faat  ny  mening,  noget  enestaaende  for  Gotland.  Den  foregaar 
overalt  og  til  alle  tider. 

Ser  vi  nu  først  paa  Tjängvidestenen,  saa  har  vi  der  ett  billede,  som 
sikkerlig  er  af  gotlandsk  oprindele,  nemlig  vikingeskibet  med  det  fir- 
kantede, rudede  seil.  —  Jeg  skal  minde  om  at 
skibet  med  udspændt  seil  ogsaa  med  Nordboerne 
fandt  vei  til  Suderøerne,  hvor  det  findes  paa  mange 
gravstene  fra  den  tidlige  middelalder  2.  —  I  øverste 
felt  laegger  vi  merke  til  den  ottefodede  hest,  som 
bærer  en  rytter  med,    som   det  synes,   hjelm  paa 

hovedet  og  et  horn  i  haanden.    At  dette  forestiller  StcovedDankeidj>crthshire, 

°  Skotland.    (Efter  Early 

Sleipner,  kan  der  naturligvis  ikke  være  tvivl  om.      Christ.  Mon.,  fig.  302). 

Men  jeg  skal  minde  om  at  et  lignende  motiv  ogsaa  forekommer  paa  skotske 

stene,  hvor  dog  hesten  har  fire  ben. 

Saavel  paa  Tjängvidestenen    som    paa    den    store  Ardresten  findes 

der  øverst  oppe  til  venstre  noget,  der  ser  ud  som  en  bygning  med  høie 

saler  og  tre  hvælvede  portaabninger.  Dette  forklares,  som  før  nævnt, 
som  et  billede  af  Valhal.  Hvordan  er  nu  dette 
billede  opstaat?  Det  har  i  sin  bygning  intet  til- 
fælles  med  Nordboernes  bygningsskik  i  vikinge- 
tiden,  som  vi  ellers  kjender  den.  Slige  hvælvede 
bygninger,    som   endte  i  en  kuppel,    fandtes  der  i 

vikingetiden   knapt  nok  nord  for  Alperne^     Man 

Valhal  paa  Ardrestencn.  ^     ^.-i   n     1.1-  -r»  r         ^  ^  ^-i 

maatte  til  Pantheon  1  Rom  for  at  se  en  noget  til- 
svarende bygning.  Dog  er  det  lidet  rimeligt,  at  den  gotlandske  kunstner 
ud  af  sin  fantasi  har  dannet    denne  bygning.     Men    paa  de   irske   og 

*  Early  Christian  Monuirffents  of  Scotland,  Indledn.  p.  XL. 

'  Jfr.  R.  Society  of  Antiquaries  of  Ireland;  Antiquarian  Handbook  Series  IV,  s.  40. 

'  Med  undtagelse  kanske  af  dornen  i  Aachen, 


328 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.   Kl. 


skotske  kors,  endsige  paa  nordiske  mindesmerker,  finder  man  intet  til- 
svarende. Hvorfra  har  da  kunstneren  hentet  sit  forbillede?  Jeg  vover 
at  fremsætte  en  dristig  formodning  og  at  svare:  fra  billeder  af  templet 
i  Jerusalem.      Paa  det  saak.    »Frank's   Casketc,  et  angelsaksisk  skrin  (i 

British  Museum)  med  billeder  fra  det  8de 
aarhundred  saavel  som  paa  Karl  den 
stores  i  Dorestad  prægede  mynter  findes 
templet  i  Jerusalem  afbildet  paa  en 
maade,  som  minder  om  Valhal  paa 
Tjängvide-  og  Ardrestenen.  Billedet  af 
templet  findes  ogsaa  paa  de  afbildninger 
af  Dorestad  my  nteme,  som  blev  præget 
i  Norden  og  var  kjendt  i  Sverige,  ialfald 
i  Birka  ^  Man  vil  lægge  merke  til,  at 
templet  paa  disse  billeder  af  dekorative 
hensyn  er  fremstillet  som  en  hvælvet 
bygning.  Især  svarer  templets  form  paa 
Dorestadmynterne  ganske  til  billedet  af 
Valhal,  med  undtagelse  af  at  billedet 
af  Valhal  ogsaa  har  hvælvede  port- 
Billede  af  Frank's  Casket  Efter  Stephens,  ^g^^j  j^^^    hedenske    Gotlænding, 

Rumc  Monuments,  I,  s.  473.  **  **' 

som  afbildede  Valhal  paa  samme  maade 

som  det  kristne  Vest-Europa  fremstillede  templet  i  Jerusalem,  har  visselig 
ikke  været  sig  bevidst,  hvilket  forbillede  han  havde  for  sin  fremstilling. 
Men  det  er  dog  merkeligt,  et  tilfælde,  som  ser  ud  som  en  tanke,  at  vi 
finder  Jødernes  tempel  i  Jerusalem  igjen  paa  Gotland  som  billede  af 
Æsemes  fornemste  bolig,  —  en  lang  og  i  kulturhistorisk  henseende 
interessant  vandring. 

Det  store,  ulvelignende  dyr  med  lang,  busket  hale,  som  vi  ser  paa 
Tjängvidestenen,  har  ogsaa  sit  sidestykke  paa  skotske  billedstene,  hvor 
et  tilsvarende  dyr  ofte  forekommer  som  symbol-.  Jeg  vover  dog  ikke 
at  paastaa,  at  der  her  er  nogen  sammenhæng. 

Paa  den  store  Ardresten  lægger  vi  ved  siden  af  billederne  af  Valhal 
og  Sleipner  især  merke  til  fremstillingerne  fra  Valundsagnet.  Professor 
Schuck  har  i  sin  af  handling  om  »SigurdsristningarcS  fremholdt,  at  bil- 
leder af  Valundsagnet  ogsaa  findes  paa  angelsaksiske  arbeider,  bl.  a. 
paa  den  før  nævnte  »Frank's  Casketc.  Paa  Haltonkorset  nær  Lancaster 
findes    —    sammen  med    fremstillinger   af  Sigurdsagnet   —   et   billede. 


*  Se  afsnittet  om  mynter. 

*  Early  Christ.  Mon.,  s.  75.    (Localities  of  the  symbols). 

'  Nordisk  Tidskrift  1903,  s.  195  —  226.   Studier  i  nordisk  litt.-  och  religionshist.  I,  172  fif. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA   NORDB.  I  VIKINGET.      329 


som  endnu  stærkere  minder  om  billedet  af  Valunds  smedje  paa  Ardre- 
stenen^  Men  billedet  paa  Haltonkorset  —  altsaa  et  kristent  kors  — 
har  visselig  sine  kunstneriske  for- 
billeder i  den  kristelige  irsk-angel- 
saksiske  kunst.  Med  symbolsk  be- 
tydning forekommer  ogsaa  tang  og 
hammer  paa  skotske  kors,  bl.  a. 
paa  et  fra  Dunfallandy  i  Perthshire. 
Herfra  stammer,  tror  jeg,  den  kunst- 
neriske fremstilling  af  Valunds  smedje 
baade  paa  Haltonkorset  og  Ardre- 
stenen. 


Efter  Anderson,  Scotland  in  Early  Christian 
Times,  2  Ser.,  pl,  til  s.  67. 


Professor  Schuck  peger  ogsaa,  og  visselig  med  rette,  paa  den  lille 
baad  med  to  mennesker  ombord,  som  paa  to  steder  er  afbildet  paa 
Ardrestenen.  Paa  det  ene  sted  ser  vi  især  tydelig,  at  der  fiskes.  Et 
lignende  billede  findes  paa  en  sten,  som  er  fundet  lige  ved  det  navn- 
kundige kors  ved  Gosforth  i  Cumberland.  Denne  sten  er  dog  ikke,  som 
den  lærde  professor  siger,  hugget  af  en  Engelskmand,  men  af  en  Kelter; 
—  Cumberlands  befolkning  var  længe  efter  vikingetiden  keltisk.  —  Heller 

ikke  tror  jeg,  at  billedet  paa  Gosforthstenen 
fremstiller  Tors  fiskefangst.  Det  er  snarere  et 
kristent  billede,  f.  eks.  af  Peters  fiskedræt. 

Gaar  vi  saa  videre  til  Alskogstenen,  vil  vi 
dér  finde  endnu  merkeligere  overensstemmelser 
med  de  skotske  billedstene.  Einherjerne  frem- 
stilles, husker  vi,  saavel  dér  som  paa  Sanda- 
stenen  med  fugle-  og  dyrehoveder.  Ogsaa  paa 
de  manske  billedstene,  som  paa  kristne  kors 
fremstiller  billeder  af  æsers  og  sagnheltes  liv, 
ser  vi  lignende  skikkelser.  Paa  et  af  korsene 
dér  ser  vi  Heimdal,  som  blæser  i  Gjallarhornet, 
Han  har  knæsid  kjortel  og  sverd  ved  siden. 
Paa  hovedet  har  han  to  horn  og,  som  det 
synes,  et  gjedelignende  skjæg.  Paa  et  andet 
kors  fra  Man  ser  vi  en  menneskelignende 
skikkelse  med  fuglehoved.  Over  den  ene 
skulder  bærer  han  en  stang  med  en  snare  i,  som  omslutter  en  liden 
menneskelignende  skikkelse  med  hundehoved.     Professor  S.  Bugge  for- 


Gosforthstenen. 


»  Schuck,  fig.  3. 


330 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


Brudstykke  af  en  sten  fra 

Murthly,  Skotland.   (Early 

Christ.  Mon.  of  Scotl.,fig.32 1). 


klarer  dette  billede  som  Odin  og  den  hængte  Randver^.  Paa  den  anden 
side  af  det  kors,  hvor  Heimdal  er  fremstillet,  ser  vi  en  skikkelse  i  fodsid  dragt, 
vel  en  kvinde.  Hun  har  langt,  flettet  haar  og  hunde-  eller  kattehoved^. 
Mænd  i  fodsid  kjortel,  med  sverd  ved  siden  og  med  fuglehoved, 
findes  ogsaa  paa  et  kors  fra  Kirk  Michael  paa  Isle  of  Man.  Den  ene  af 
dem  vender  fødderne  op  og  hovedet  ned.  Professor  S.  Bugge,  som 
ogsaa  har  formodet  sammenhæng  mellem  de  gotlandske  billedstene  og 
de  skotske  kors,  siger  om  mændene  med  fuglehoved  paa  de  manske 
kors:    »Krigerne  med  fuglehoved  skal  sandsynlig  betegne  Einherjeme  i 

Valhal.  Forestillingen  staar  vel  tillige  i  forbin- 
delse med  opfatningen  af  sjæle  som  fugle.  Naar 
den  ene  mand  vender  fødderne  op  og  hovedet 
ned,  er  det  vel  en  naiv  betegnelse  for  at  denne 
kriger  er  falden.  Vi  har  her  den  forestilling  ud- 
trykt,  at  Einherjerne  kjæmper  paa  valen,  men 
saaledes  at  de  faldne  igjen  staar  op^.«  Professor 
Bugge  mener  ogsaa,  at  fremstillingen  af  mennesker 
med  fuglehoveder  ler  et  kunstmotiv,  som  er  over- 
ført fra  keltiske  mindesmærker«  *.  Paa  de  skotske  kors  fremstilles  englene 
ofte  med  fuglehoveder  og  fuglevinger,  men  med  menneskefødder^  Paa  et 
kors  fra  Shetlandsøerne  ser  man  figurer  med  menneskekrop,  men  med  fugle- 
hoved og  fuglefødder;  de  svarer  nøie  til  de  gotlandske  og  manske  fremstil- 
linger. Der  findes  ogsaa  paa  de  skotske  kors  halvt  abe-  og  halvt  menneske- 
lignende skikkelser,  som  minder  om 
figurerne  med  abe-  eller  hundehoved 
paa  øen  Man  og  paa  Gotland  og  vel 
skal  fremstille  dæmoner.  Jeg  tror  na- 
turligvis ikke,  at  de  to  mænd  med 
fugle-  og  med  hunde-  eller  abehoved 
paa  Alskogstenen  er  efterligninger  af 
figurfremstillingen  paa  Manske  kors. 
Disse  er  nemlig  yngre  og  skriver  sig, 
mener  man,  fra  midten  af  det  i  ite 
aarhundred  eller  tiden  deromkring.  Men  jeg  tror  at 
baade  Nordmændene  paa  Man  og  Gotlændingerne  har 
laant  den  billedlige  fremstilling  af  einherjerne  fra  billederne  af  aander  og 
dæmoner  paa  de  skotske  billedstçne.     Paa  en  skotsk  sten  finder  vi  endog 


Hyndla?  Jurby, 
Isle  of  Man. 


Fra  en  sten,  Mugle 

Perthshire,  (Sculpt. 

Stones  I,  pl.  LXXVI). 


i  Nordiske  runeindskrifter  paa  een  Man,  Aarb.  f.  nord.  Oldk.  1899,  s.  252. 
'  Sammesteds,  s.  260. 
3  Sammesteds,  s.  258  f. 
^  Sammesteds,  s.  260. 
^  Anderson,  s.  121. 


1904-   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.    PAA   NORDB.   I   VIKINGET.       33 1 


noget,  som  minder  om  det  underlige  klæde,  der  hænger  ned  over  brystet 
paa  den  hovedløse  figur  paa  Alskogstenen. 

Er  det  da  saa,  at  Nordboerne  i  Vesterlandene  har  lært  at  fremstille 
billeder  af  sit  nordiske  Valhal,  sine  einherjer  og  sine  sagnhelte,  har  vi 
da  ikke  lov  til  at  slutte,  at  selve  de  religiøse  forestillinger  ogsaa  er  blit 
præget  af  samlivet  med  Irer,  Angelsakser  og  Franker? 

Billedstenene  vidner  ogsaa  om  Gotlands  forbindelse  med  England  og 
muligens  med  Frankrig.  Paa  den  før  nævnte  merkelige  sten  udenfor  Sanda 
kirke  er  der  foruden  billederne  en  række  ornamenter.  Blant  disse  opdager 
vi  straks  det  let  kjendelige  akan- 
thusblad.  Dette  karakteristiske 
ornament  stammer,  som  bekjendt, 
fra  oldtidens  kunst.  Det  blev 
paany  optaget  af  den  karolin- 
giske  renaissance  og  fandt  fra 
Frankerriget  udbredelse  ogsaa  til 
England.  Paa  en  liden  sten, 
hvoraf  kun  et  brudstykke  er  be- 
varet  (i  Gotlands  Fornsal,  Visby), 
ser  vi  et  dyr,  som  skiller  sig  ud 
fra  billederne  paa  'de  fleste  got- 
landske  stene,  nærmest  en  stili- 
seret  løve.  Et  lignende  fabeldyr 
gjenfinder  vi  bl.  a.  paajællinge- 
stenen  og  paa  den  nedenfor  omtalte  runesten  fra  London.  Det  stammer 
uden  tvivl  fra  engelsk  kunst. 

Foruden  disse  gamle  findes  der  paa  Gotland  ikke  faa  yngre  billed- 
stene.  De  vigtigste  af  disse  blev  fundet  under  gulvet  i  Ardre  kirke, 
sammen  med  den  store  sten  med  billeder  af  Valundsagnet,  i  sommeren 
og  høsten  aar  1900.  De  findes  af  bildet  i  en  afhandling  af  docent  Hugo 
Pipping:  »Om  runinskrifterna  på  de  nyfunna  Ardrestenarna«  (Skrifter 
utg.  af  K.  Humanistiska  Vetenskaps-Samfundet  i  Uppsala  VII,  3).  Rune- 
indskrifterne,  —  der  findes  saadanne  paa  alle  de  yngre  Ardrestene,  — 
synes  at  vise,  at  de  er  fra  tiden  omkr.  aar  locx) — 1050.  Derimod  er 
Pipping  og  dr.  Brate,  som  ogsaa  har  skrevet  om  stenene  (Arkiv  f. 
nordisk  Filologi  XVIII,  s.  132  ff.),  uenige  om  hvorvidt  stenene  er 
kristne  eller  hedenske.  Tre  af  stenene  har  den  for  Gotland  eiendomme- 
lige hesteskoform.  Billederne  paa  de  to  af  dem  er  næsten  ganske  lige, 
paa  den  ene  side  to  sammenslyngede  slange-  eller  dragelignende  dyr  og 
paa  den  anden  et  sammenslynget  dyr  af  samme  slags.     Den  tredje  sten 


Fabeldyr  paa  en  runesten  fra  Ekängen 
(nu  i  Gotlands  Fornsal,  Visby). 


332 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


har  paa  bagsiden  kun  en  runeindskrift;  men  paa  forsiden  inde  i  heste- 
skoen har  den  en  eiendommelig  og  virkningsfuld  baandslyngning. 

Foruden  disse  tre  stene  fandt  man  ogsaa  i  Ardre  kirke  fire  andre 
stene,  hvoraf  kun  to  er  ufuldstændig  bevaret.  Brate  har  paavist,  at 
disse  fire  stykker  hører  sammen  og  har  dannet  en  kiste,  som  har  prydet 
graven.    Sandsynligvis  er  disse  stene  noget  yngre  end  de  tre  foran  nævnte. 

Paa  disse  smaa  Ardrestene  ser  vi  særlig  tydelig  den  vesterlandske 
indflydelse.  I  det  hele  gir  disse  stene,  som  maa  være  reist  af  kristne 
mænd,  men  som  bærer  hedenske  billeder,  os  et  merkeligt  billede  af 
Gotlands  kultur  paa  overgangen  fra  vikingetid  til  middelalder. 


B.    Svenske,  danske  og  norske  billedstene. 

De  fleste  af  de  mangfoldige  runestene,  over  tusen  i  tal,  som  endnu 
findes  i  Mellem-Sverige,  stammer  vistnok  fra  det  ute  aarhundred.  Men 
de  tilhører  alligevel  en  udvikling,   som    er  begyndt  i  vikingetiden;  jeg 

skal  derfor  i  al  korthed  gjennem- 
gaa  dem  her.  De  svenske  rune- 
stene, især  de  fra  Uppland,  har 
mange  karakteristiske  eiendomme- 
ligheder,  som  gjør,atmanhvorsom- 
helst  i  verden  man  end  finder  en 
runeindskrift,  kan  afgjøre  om  den 
er  hugget  af  svenske  mænd.  Dette 
er  f.  eks.  tilfældet  med  indskriften 
paa  marmorløven  fra  Piræus,  som 
nu  staar  udenfor  arsenalet  i  Venedig. 
—  Det  eiendommelige  ved  disse 
svenske  runestene  er  at  indskrif- 
ten er  anbragt  paa  et  baand,  som 
i  to  parallele  linjer  gaar  ned  langs 
stenens  langside,  saaledes  at  en- 
deme  af  baandet  nederst  nede  paa 
stenen  er  rullet  op  og  ender 
i  et  slangehoved  og  i  spidsen 
af  en  hale.  Dette  runebaand  er 
varieret  paa  de  mangfoldigste 
Dybcck,  Svcrikes  runurkundcr.  Uppland,  fig.  63.  maader.  Undertiden  er  der  isteden- 
Vilberga  sn.,  Linsunda. 

for    ett    enkelt    to    baand,    eller 

rettere   to    baandslanger.     Undertiden    er  ogsaa.  baandene    rullet    op   i 
de   mest   indviklede   spiraler    og    slyngninger.      Jeg   skulde   tro,    at   vi 


igCH-  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA   NORDB.   I  VIKINGET.       333 


Dybeck,  Sverikes  ruaurkunder, 
Upplaod,  fig.  82. 


allerede  i  dette  tør  se  indflydelse  fra  det  9de  og  lode  aarhundreds  skotske 

og  irske  kunst,  hvor  —  som  jeg  før  har  nævnt  —  baandslyngningerne 

spiller  en  næsten  overvældende  rolle.     Muligt 

er  det  dog,    at  denne   paavirkning   ikke  er 

førstehaands,  men  at  den  er  kommet  gjennem 

Gotland  f.  eks.  som  mellemled.    I  ethvert  fald 

vidner,  tror  jeg,  en  baandslyngning,  som  den 

der  er  anbragt  over  selve  runebaandet  paa 

runestenen  fra  Gudo  i  Boglösa  socken,  Uppland,  tydelig  om  paavirkning 

fra  irsk  eller  kanske  snarere  fra  skotsk  kunst. 

Om    indflydelse    fra    keltisk    kunst   vidner   ogsaa,    som    alt   Sophus 

Müller  har  fremhævet,  den  baandløkke,  som  saa  ofte  forekommer  paa 

disse    stene^.     Da    runestenene    fra  Svealand    i    regelen    er   reist   over 

kristne  mænd,  findes  der  gjerne  et  kors  midt 
paa  stenens  flade;  fra  dette  udgaar  der  da  en 
baandløkke,  som  holder  runebaandets  ender 
sammen.  Denne  baandløkke  forekommer,  skulde 
jeg  tro,  paa  næsten  halvdelen  af  de  upplandske 
L — ""TT^AJCC  runestene.    Det  er,  som  man  vil  se,  det  samme 

^r  _  J  I-A  ^  ,  ornament,  som  ogsaa  findes  paa  Ardrestenene. 
At  det  er  af  keltisk  oprindelse,  har  jeg  før 
nævnt.  Det  slangehoved,  hvori  runebaandet 
ender,  tilhører  meget  ofte  Jellingeracens  bistre 
dyr.  Vi  gjenkjender  det  lange  og  smale  baand, 
som  gaar  ud  fra  nakken;  vi  ser  kløften  bag 
snuden  og  baandet,  som  hænger  over  denne. 
At    dette    dyr    tilhører    den    irske    race,    har 

Sophus  Müller  vfst.    Baanddyret, 

som  ogsaa   findes   paa  de  got- 

landske  billedstene,   forekommer 

ligeledes      meget     hyppig     paa 

runestene  fra  Svealand.     Vi  ser 

det    midt     paa     stenens     flade. 

Dets  hale  er  i  regelen  unaturlig 

forlænget   og   de    mangfoldigste 

gange  slynget  rundt  dyrets  krop. 

Dette    baanddyr   stammer,    som  Dybeck,  Uppland,  fig.  13. 

vi    har   hørt,    fra   irsk    kunst.     Først  i   Svealand   er   det   blevet  rigtig 

levende   og    har   der    laant    de    irske   Jellingedyrs   bistre    hoved,    som 


Dybeck,  Uppland,  fig.  82. 

(Baandlekken  har  jeg  selv 

skraveret). 


Dyreomamentikcn,  Aarb,  i88o,  s.  311. 


334  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

man  vil  se  af  tegningerne  til  Dybeck's  store  værk  »Sverikes  runurkunder«, 
Uppland. 

Der  er  saaledes  ved  runestenene  fra  Svealand  en  række  af  eien- 
dommeligheder,  som  vidner  om  paavirkning  fra  keltisk  kunst.  Men  der 
er  ogsaa  meget,  som  taler  for,  at  runebaandet  selv  i  sin  oprindelse  er 
svensk  og  at  det  først  i  sin  senere  udvikling  er  blit  paavirket  udenfra. 
Sophus  Müller  mener,  at  runebaandet  egentlig  er  en  pergament-  eller 
skriftruUe.  >  At  dette  runebaand  forestiller  et  virkeligt  baand  af  pergament, 
en  skriftruUe,  fremgaar  af,  at  pergamentets  oprullede  ender  hist  og  her 
er  angivne  ved  en  spirallinje.  Denne  samme  afslutning  af  baandet  findes 
paa  danske  runestene,  og  just  paa  denne  maade  afbildes  bogrullen  alminde- 
lig  i  den  ældre  middelalder.  Indskriften  er  saaledes  anbragt  paa  stenen 
tilligemed  den  rulle,  hvorpaa  man  var  vant  til  at  se  skriften,  ganske  paa 
samme  maade  som  man  til  alle  tider  lige  fra  den  græsk-romerske  oldtid 
indtil  vore  dage  oftest  anbringer  en  indhugget  eller  malet  indskrift, 
nemlig  paa  en  tavle,  paa  et  blad  eller  i  en  bog«  ^ .  Denne  forklaring 
synes  mig  dog  noget  søgt.  Det  kjendskab,  de  svenske  runemestere  ved 
aar  looo  havde  til  pergamentruller,  var  vist  overmaade  lidet.  Paa  den 
anden  side  har  menneskene  en  naturlig  trang  til  at  indramme  indskrif- 
ter  for  derved  end  tydeligere  at  skille  dem  ud  fra  den  flade,  hvorpaa 
de  staar.  Gjennemgaar  man  Dybeck*s  »Runurkunder«,  vil  man  se,  at 
flere  af  runebaandenes  ender  slet  ikke  er  spiralförmig  opruUet,  men  kun 
er  rammer  om  indskriften,  som  f.  eks.  no.  137  (Kimstad,  Skånila  sn., 
Uppland),  no.  136  (sammesteds),  no.  145  (Yttergården,  Orkstads  sn., 
Uppland)  o.  fl. 

Endnu  tydeligere  viser  kanske  den  nedenfor  afbildede  runesten  fra 
Synnerby  socken  i  Vestergötland,  hvordan  rammen  om  indskriften  gaar 
over  til  at  bli  et  runebaand. 

Lidt  efter  lidt  er  da  rammen  blit  til  et  baand  med  spiralförmig 
opadbøiede  ender.  Saa  er  den  keltiske  indflydelse  kommet  til.  Baand- 
slyngningerne  begynder  at  brede  sig  mere  og  mere,  baandet  faar 
slangehoved;  baandenderne  holdes  sammen  med  en  forbindingsløkke 
og  midt  paa  stenens  flade  anbringes  det  irske  baanddyr,  som  over  Got- 
land er  kommet  til  Svealand. 

Ogsaa  paa  Sveriges  fastland  er  der  enkelte  rune-  og  billedstene,  som 
synes  at  vidne  om  en  mere  direkte  indflydelse  fra  Vesterlandene.  Jeg 
skal  nævne  en  sten  fra  Sundby  kirke,  Öster-Rekarne  härad,  Söderman- 
land.     Den  skildres  af  Dy  beck   paa   følgende   maade:     »Et  i   Svea  rike 

'   S.  Muller,  Dyrcornamentiken. 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        335 

hittills  okändt  slag  af  Runstenar:  en  ^lagd  griftsten^  (Liljegren,  Runur- 
kunder,  sid.   194 — 196),   som   för  närvaranda  finnes  kringmurad  af  tegel- 

sten  i  golfvet  tili  Sundby  kyrkas  kor 

Stenen,  hvilken  nog  är  bâda  den  prydligaste  og  bast  bibehållna  af 
kända  dylika  i  vårt  land,  består  af  fin  och  hård,  blågrå  ofvergångskalksten. 


Dybeck,  Upplaod,  no.  145. 


Synnerby  vaabenhusmur. 

Torin,  Vestergötlands  runio- 

skrifter  I,  fig.  2. 


Kanterna  upptagas  af  två  något  upphöida  djurslingor  med  inåtgående 
hufvuden  och  .stjertar,  och  i  dessa  slingor  är  sjelfva  runristningen,  hvari 
de  runor,  som  fatt  plats  i  stenens  fyra  hörn,  blifvit  obetydligt  skadade. 
Å  faitet  inom  slingorna  synas,  likaledes  i  upphöjdt  arbete,  tvänne  större 
drakbilder,  samt  åtminstone  två  smärre  djurliknelser,  det  ena  med  fisk- 
hufvud«  *. 

Stenen,  som  har  været  en  liggende  gravsten,  maa  være  lagt  over 
en  kristen  grav;  men  professor  S.  Bugge  mener,  at  indskriften  tyder 
paa,  at  stenen  er  gammel,  fra  lidt  efter  aar  1000.  De  dyr,  som  udfylder 
denne  stens  flade,  er  ikke  nærmest  i  slægt  med  baanddyret  paa  de  op- 
svenske  stene   eller  med  slangerne   og   baanddyrene   paa   Gotland.     De 


*  R.  Dybcck,  Svenska  run-urkunder  I,  no.  9  (s.  11  f.). 


336 


ALEXANDER   BUGGE. 


H..F.   Kl. 


minder  mere  om  det  fabeldyr,  som  vi  ser  paa  bagsiden  af  den  store 
Jellingesten  fra  Jylland  ^ .  Særlig  ender  slangebaandene  i  den  samme 
slags  bladagtige  fliger  som  de,  hvori  nakketoppen  og  halen  paa  dyret 
paa  Jellingestenen  afsluttes.  Disse  bladfliger  er  ifølge  Sophus  Müller  af 
angelsaksisk    oprindelse.      Yderst   ude   stammer  dog  dyrene  baade  paa 

Jellinge-  og  paa  Sundby-stenen 
delvis  fra  den  keltiske  kunst; 
men  de  er  kanske  nærmest  paa- 
virket  fra  England  og  ikke  fra 
Irland  eller  Skotland. 

Jeg  skal  tilslut  nævnc,  at  der 
i  svensk  kunst  fra  ute  aarhun- 
dred  og  vel  snarest  fra  dettes 
første  halvdel  forekommer  figurer, 
som  Nordboerne  har  laant  fra 
Vesteuropas  kristne  kunst,  men 
som  oprindelig  stammer  fra  den 
klassiske  kunst.  Paa  en  sten, 
som  er  indmuret  i  væggen  paa 
Gösslunda  kirke  i  Kallands  härad  i  Vestergötland  ses  saaledes  en  kentaur. 
Udgiveren    af   Vestergötlands    runeindskrifter    Karl    Torin    siger    herom: 


Fra  Sundby-stenen.     Efter  Dybeck, 
Svenska  Run-urkunder  I,  pl.  9. 


Sfinks  paa  en  sten 

fra  Masta  Garde. 

(Efter  Bautil, 

no.  363). 


Efter  K.  Torin,  Vestergötlands  runinskrifter 
2  saml.,  no.  49. 

iStenens  enkla  ristning,  utan  någon  reliefhuggning,  liknar  fuUkomligt 
våra  runstenars,  och  krigarens  svärd  och  hjelm  med  nässkydd  äro  vikinga- 
tidens.«      Vi  tør  saaledes  gaa  ud  fra,   at  kentauren   i  Gösslunda  kirke 


*  Jeg  skal  nedenfor  tale  mere  om  Jellingestenens  billeder. 


I904.  No.  I.      VESTERLANDENES  ÎNDFL.   tAA  NORt)B.  I  VlKlNGÊT.        337 

snarest  tilhører  første  halvdel  af  ute  aarhundred.  Men  en  svensk  mand 
har  næppe  afbildet  en  kentaur,  bare  fordi  han  gjennem  udenlandske 
præster  og  missionærer  har  hørt  om  dette  fabelvæsen.  Svenske  mænd 
maa  ogsaa  selv  —  og  da  vel  i  vikingetiden  —  i  Vesteuropa  ha  sét  billedlige 
fremstillinger  af  kentaurer.  —  I  den  keltiske,  men  ogsaa  ellers  i  den 
vesteuropæiske  kunst  forekommer  kentauren  hyppig.  —  At  Svenskerne  i 
Vesteuropa  har  sét  kristen  kunst,  derom  vidner  ogsaa  en  sfinks,  som 
findes  fremstillet  paa  en  runesten  fra  Uppland.  Ligesom  kentauren  gik 
ogsaa  sfinksen  fra  den  antike  over  i  den  middelalderlige  kristne  kunst. 
Vi  har  saaledes  hørt,  at  den  findes  paa  skotske  kors. 

Gaar  vi  fra  Sverige  til  Danmark,  vil  vi  ogsaa  der  finde  enkelte 
billedstene,  som  vidner  om  Danskernes  forbindelse  med  Vesteuropa  i 
vikingetiden.  Disse  mindesmerker  er  dog  ikke  talrige.  lalmindelighed 
er  der  ved  siden  af  indskriften  ingen  billeder  eller  ornamenter  paa  de 
danske  runestene.  Men  der  findes  undtagelser  fra  denne  regel,  først  og 
fremst  den  store  Jellingesten,  der  staar  som  et  skille  mellem  to  tids- 
afsnit  og  to  verdensopfatninger,  mellem  oldtid  og  middelalder,  mellem 
hedenskab  og  kristendom. 

Wimmer  mener,  at  den  store  Jellingesten  blev  reist  ved  aar  980'. 
Stenen  er,  som  bekjendt,  reist  af  Harald  Blaatand  og  bærer  med  runer 
indskriften:  »Harald  konge  bad  (bød)  gjøre  dette  mindesmærke  efter 
Gorm  sin  fader  og  efter  Tyre  sin  moder,  den  Harald,  som  vandt  sig  al 
Danmark  og  Norge  og  gjorde  Danerne  kristne«*. 

Kristendommen  blev  vistnok  indført  i  Danmark  væsentlig  under 
indflydelse  fra  Tyskland;  men  Harald  Blaatand  havde  i  sin  ungdom 
selv  været  i  Vesterlandene,  og  med  intet  land  stod  Danmark  i  livligere 
forbindelse  end  med  England.  Det  er  derfor  intet  under,  at  billederne 
paa  Jellingestenen,  som  Sophus  Müller  allerede  har  paavist,  vidner  om 
indflydelse  fra  angelsaksisk  og  fra  irsk  kunst-. 

Billederne  paa  Jellingestenen  er  ikke  som  paa  Tjängvide-  eller  Alskog- 
stenen  hovedsagen.  De  er  væsentlig  en  slags  ramme  om  indskriften. 
Vi  ser  paa  den  ene  side  Frelseren  fremstillet  som  korsfæstet,  men  uden 
antydning  af  korset,  med  udstrakte  armer  og  omvundet  af  baandslyng- 
ninger,  hvis  hensigt  vistnok  ikke  blot  er  at  tjene  som  Ornamentik,  men 
tillige  paa  en  maade  at  træde  istedenfor  det  manglende  kors  og  at  fæstne 
figuren  til  gründen*.     Sophus   Müller    siger   herom:     >Den  korsfæstede 


1  De  danske  runemindesmærker  I,  s.  173. 

*  Wimmer,  De  danske  runemindesmærker  I,  s.  29. 

•  Dyreornamentiken  i  Norden,  Aarb.  1880,  s.  345—346,  og  »Vor  Oldtid«,  s.  680. 

♦  Wimmer  I,  s.  25. 

yid.-Selsk.  Skrifter.    II.   H.-F.  Kl.   190i.   No.  1.  32 


338 


ALEXANDER   BUGGE. 


H.F.  Kl. 


Frelser  uden  angivelse  af  korset  er  en  ikke  ualmindelig  fremstilling  i 
irsk  kunst.  Ligeledes  forekommer  der  paa  irske  arbeider  baade  Kristus - 
og  helgenbilleder,  indviklet  i  baand,  som  snart  slynger  sig  om  arme  og 
ben,  snart  strækker  sig  tværs  over  kroppen.« 

Paa  den  anden  side  af  stenen  ser  vi  et  grumt  dyr  med  skarpe  klør. 
Halsen  er  lang  og  forsynet  med  manke.  Dyret  har  en  opstaaende 
nakketop;  baade  denne  og  halen  ender  i  et  bladornament.  De  baand, 
som  omslynger  Kristusfiguren,  ender  ogsaa  i  bladfliger.  Selve  dyret  er 
omslynget  af  en  slange.  Bladværket  saavel  som  dyrets  stilling  minder, 
efter  Sophus  Müllers  mening,  om  angelsaksisk,  ikke  om  irsk  kunst.  — 
Den  angelsaksiske  kunst  havde  tidligere  været  sterkt  paavirket  af  den 
irske,  men  i  det  lode  aarhundred  blev  den  fuldstændig  afhængig  af  den 
karolingiske  Ornamentik,  hvor  bladmotiverne,  i  modsætning  til  irsk  kunst, 
spiller  en  stor  rolle.  —  Sophus  Müller  slutter    sin   skildring  af  Jellinge- 


#^(â 


Fra  JcUinji^cstencn. 
(Efter  Wimmer,  De  danske  runemindesmærkcr  I,  s,  20). 

stenens  billeder  med  følgende  ord:  »Dekorationen  paa  Jellingestenen  er 
saaledes  bygget  paa  fremmede  motiver,  dels  irske  elementer,  som  er 
noget  omdannet  i  angelsaksisk  smag,  dels  det  bladværk,  som  er  karakteri- 
stisk for  den  yngre  angelsaksiske  kunst.«  Jellingestenen  er  dog  i  sin 
form  en  fuldstændig  dansk  sten,  og  selve  billederne  vidner  ogsaa  tydelig 
om  at  de  Danske  i  vikingetiden  ikke  slavisk  tilegnede  sig  det  fremmede. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.  I'AA  NORDB.   1  ViKlNGET.      33$ 


men  at  de  søgte  at  forme  det  efter  sine  egne  vilkaar  og  lempe  det  efter 
hvad  de  selv  fra  før  havde  og  kjendte.  Særlig  er  den  maade,  paa  hvilken 
billederne  er  sat  paa  stenen,  ny  og  virkningsfuld. 

Det  kan  i  forbigaaende  merkes,  at  et  dyr,  som  minder  om  det  paa 
Jellingestenen,  er  afbildet  paa  en  nordisk  runesten,  som  maa  være  fra 
det  Ilte  aarhundred  og  er  fundet  paa  St.  Paul's  kirkegaard  midt  i 
London-  Dette  dyr  har  de  samme  skarpe  klør  som  dyret  paa  Jellinge- 
stenen. Det  har  en  busket  hale,  som  ender  i  angelsaksiske  bladfliger. 
Ogsaa  ellers  udgaar  der  fra  dyrets  hale  og  ben  baand,  som  ender  i 
lignende  fliger.  —  Dette  bladornament,  som  vi  siden  skal  høre  mere 
tale  om,  er  egentlig  et  lukket  akanthusblad  og  stammer  fra  den  antike 
kunst.  —  Dyrets  ben  er  ved  spiraler  fæstet  til  kroppen.  Foran  det 
store  dyr  er  der  et  lidet  med  samme  slags  hoved,  men  med  slangeagtig 
krop,  som  slynger  sig  rundt  dyrets  forben.  Ligheden  med  dyret  paa 
Jellingestenen  taler  ogsaa  for,  at  dette  sidste  har  sit  nærmeste  forbillede 
i  England  og  i  angelsaksiske  fabeldyr.  Ogsaa  med  dyret  fra  Sundby 
kirke  i  Södermanland  har  dyret  paa  stenen  fra  St.  Paul's  kirkegaard  en 
umiskjendelig  lighed.     Vi  ser  de  samme  karakteristiske  spiraler  der,  hvor 


Stenen  fra  St.  Paul's  kirkegaard. 
(Annaler  f.  nord.  Oldkyndighed,  1852,  tab.  XII). 

laaret  fæster  til  kroppen,  og  de  samme  bladfliger,  hvori  baandene  ender. 
Disse  tre  dyr  danner  med  andre  ord  en  gruppe  for  sig.  De  er  sterkt 
paavirket  af  angelsaksisk  kunst,  men  viser  ogsaa  tilknytning  til  irsk 
kunst.  Men  samtidig  er  de  præget  af  nordisk  aand.  Nu  er  det  lidet 
tænkeligt,  at  dyret  fra  St.  Paul's  kirkegaard  og  ligesaa  at  det  paa 
stenen  fra  Sundby  kan  være  paavirket  af  Jellingestenens  dyr.  Men 
dette  kan  heller  ikke  være  paavirket  af  St.  Paul's-stenen,  som  er  yngre 


»  Ann.  f.  nord.  Oldk.,  1852. 


340  ALEXANDER   BUGGE.  ^  H.-F.  Kl. 

end  Jellingestenen.  Paa  den  anden  side  ligner  dyrene  paa  de  tre  stene 
hverandre  saa  meget,  at  vi  maa  slutte  til  en  nærmere  forbindelse  mellem 
dem.  Det  følles  forbillede  kan  dog  ikke  være  et  angelsaksisk  ornament- 
dyr;  det  maa  være  et  af  angelsaksisk  prydkunst  udgaat,  men  af  nordisk 
aand  præget  dyr.  Det  maa  da  være  skabt  af  Nordboerne  i  England. 
Vi  kan  af  dette,  hvis  min  formodning  ikke  er  for  dristig,  slutte,  at  Nord- 
boerne i  England  alt  i  det  lode  aarhundred  havde  sin  egen  prydkunst, 
som  vel  var  sterkt  paavirket  af  og  udgaaet  fra  den  angelsaksiske,  men 
dog  ikke  fuldstændig  afhængig  af  denne.  lalfald  viser  stenen  fra  St. 
Paul's  kirkegaard,  at  Nordboerne  i  England  i  det  ute  aarhundred  havde 
udviklet  en  eiendommelig  prydkunst. 

Paa  flere  danske  runemindesmerker,  paa  den  store  Aarhussten,  fra 
omkr.  aar  looo,  paa  Sjællestenen  (omkr.  icxx)— loio)^  og  paa  den 
omtrent  samtidige  Skærnsten^  findes  som  ornament  et  hoved  som  det 
nedenfor  afbildede. 

De  mindesmerker,  hvorpaa  dette  hoved  findes,  er  saaledes  næsten 
samtidige  og  reist  ikke  langt  fra  hverandre  ;  de  to  er  fra  Aarhus  amt  og 


Efter  Sophus  Müller, 
Vor   Oldtid,   fig.   420. 
Evangelisthoved  i  et  isrk 
haandskrift. 
Aarhus-itenen. 
(Wimmer,  De  danske  runemindcs- 
mærker  I,  s.   126). 

det  tredje  fra  naboamtet  Viborg  amt.  Paa  Sjællestenen  og  paa  Skærn- 
stenen  synes  hovedet  at  være  en  kopi  efter  det  her  afbildede  paa  Aarhus- 
stenen.     Dette  sidste  staar  nemlig  med  hensyn  til  linjernes  renhed  og 


1  Wimmer  1,  s.  139, 
*  Wimmer  II,  s.  170. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.      34 1 

til  virkningsfuldhed  langt  over  de  to  andre,  som  man  vel  nu  vilde  kalde 
daarlige  efterligninger. 

Sophus  Müller  har  paavist,  at  haaret  og  skjægget  paa  dette  hoved 
ligger  i  brede,  tilspidsede  og  bøiede  baand  paa  samme  maade  som  i 
irsk  kunst.  Han  sammenligner  det  med  et  evangelistbillede  fra  9de  aar- 
hundred;  hovedforskjellen  er,  at  den  danske  kunstner  har  git  hovedet 
store  horn  og  dyreøren^  Men  skulde  det  ikke  ogsaa  være  muligt,  at 
vi  her  tør  se  en  efterklang  af  den  antike  kunsts  satyrer?  Billeder  som 
det  paa  Aarhusstenen  stammer  i  alle  fald  fra  den  irske  kunst.  Men 
Danskerne  har  ikke  sét  dem  paa  billedkors.  Thi  hverken  paa  de  irske, 
skotske  eller  nordengelske  stenmindesmerker  ser  man  lignende  hoveder. 
Den  danske  kunstner  maa  ha  lært  dem  at  kjende  fra  bøger  eller  metal- 
prydelser.  I  det  hele  vidner  de  danske  billedstene  intet  om  direkte 
paavirkning  fra  de  keltiske  stenkors,  men  vel  om  paavirkning  fra  angel- 
saksisk og  irsk  prydkunst.  Muligens  har  ogsaa  den  prydkunst,  som 
Danskerne  udviklede  i  England,  virket  tilbage  paa  hjemlandet. 

I  Norge  findes  der  ogsaa  nogle  faa  runestene  med  billeder.  Den 
ene  er  fra  Alstad,  Østre  Toten,  Kristians  amt.  Den  anden  er  fra  Vang 
i  Valders  ;  den  tredje  er  fra  gaarden  Dynna  i  Grans  sogn  paa  Hadeland. 
Desuden  kjender  man  brudstykker  af  en  billedsten  fra  gaarden  Tanberg, 
Ringerike,  og  af  en  fra  Strand  i  Hallingdal;  endelig  findes  der  et  par 
med  billeder  og  ornamenter  prydede  stene  fra  Jæderen.  Disse  stene 
tilhører  saaledes  en  udvikling,  som  er  begyndt  ved  vikingetidens  slut- 
ning, og  jeg  skal  derfor  i  al  korthed  her  gjennemgaa  dem. 

Alstadstenen  er  skildret  af  afdøde  dr.  Ingvald  Undset  i  en  indberet- 
ning  fra  aar  1888,  som  findes  i  runearkivet  paa  oldsagssamlingen  i 
Kristiania.  Jeg  følger  her  Undsets  fremstilling.  Paa  forsiden  af  stenen, 
som  er  smal  og  tilspidset  øverst  oppe,  ser  vi  en  jagtscene  med  jægere 
tilhest  og  jagtfalke.  Den  øverste  rytter  fører  paa  sin  venstre  haand  en 
jagtfalk,  som  aabenbart  er  forsynet  med  hætte.  Den  fugl,  som  i  toppen 
en  fremstillet  flyvende,  er  da  maaske  sluppet  af  den  anden  rytter. 

De  to  dyr,  som  jages,  er  vel  de  to  mindre.  Man  kan  ikke  tydelig 
se,  hvad  slags  dyr  det  har  været.  Den  anden  hest  gaar  løs,  men 
muligens  fører  den  tredje  rytter  den  ved  en  snor  eller  noget  lignende. 

Paa  bagsiden  sés  bare  ornamenter,  som  dog  nu  er  temmelig  utyde- 
lige. De  synes  efter  Undset  nærmest  at  maatte  opfattes  som  ormslyng- 
ninger.     Man  kan  tydelig  se,  at  de  ender  i  bladfliger. 

«  Sophus  Müller,  Vor  Oldtid,  s.  670  f. 


342 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.   Kl. 


Jeg  tror,  at  vi  i  billederne  paa  Alstadstenen  kan  se  vesterlandsk 
paavirkning.  Ogsaa  Undset  trodde  det  samme.  Allerede  det,  at  en 
falkejagt  er  fremstillet,   vidnede   efter   hans   mening  sandsynligvis  om  at 

Alstadstcnens   kunstner  havde   »fær- 

dedes   ude  i  Vesterleden«.     Dyrenes 

ledemod,  deres  »spiralled«,  er  ogsaa, 

efter  Undset,  i  vesterlandsk  stil. 

Vi    gjenfinder   paa    dyrenes    og 

fuglenes    krop    de    samme    dobbelte 

udlinjer,    som   vi   har  sét  paa   dyret 

fra    Jellingestenen  ;    de    hører,    efter 

Sophus  Müller,  oprindelig  hjemme  i 

irsk  kunst.     Lemmerne    er  ved  spi- 
raler   forbundet    med    kroppen.      Vi 

gjenfinder   dette   paa  stenen   fra  St.  Alstadsten,   A.   dens 


forside,   B.   toppen  af 
dens  bagside. 


A. 

Alstadstenen. 


Paul's    kirkegaard     saavelsom     paa 

Jellinge-    og    Sundbystenen.      Saavel  (Efter  H.  Mathiesens 

paa    norske    som    paa   irske    billed-  *^ß^°»"E:  »  oldsagssam- 

lingens  runearkiv). 
stene    fra    øen    Man    ender   dyrenes 

ledemod  i  den  samme  slags  spiraler,  som  man  vil  se  af 

nedenstaaende  tegning.     Paa  bagsiden  af  stenen  vidner 

de  bladfliger,    hvori  ornamentikens  baand    eller  orme- 

kropper     ender,     om     paavirkning    fra     angelsaksisk 

kunst.     Selve    ormslyngningerne,    som    dog   er  meget 


Brudstykke  af  et  vildsvin,  fra  eçn  Man, 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       343 

Utydelige,  synes  at  vidne  om  paavirkning  fra  irsk  kunst.  Der  findes 
paa  bagsiden  af  Alstad-  stenen    et    ornament 

som  ser  saaledes  ud:  ^  -^  ^  ^y^  -s  Paa  Vangstenen  og 
paa  Dynnastenen  ser  vi  et  lignende  ornament,  hvor  dog  alle  lin- 
jerne  er  rette:  — — ^-_— -  Vi  gjenfinder  det  ogsaa  paa  en  gruppe 
af  svenske  ind-  -^""O^-y""^  skrifter  fra  Vestergötland  ;  sandsynligvis 
er  det  af  vester-  landsk  oprindelse  og  stammer  egentlig  fra 

de  irske  eller  karolingiske  oprindelig  klassiske  linjemønstre. 

Der  er  saaledes  eiendommeligheder  baade  ved  dyrenes  og  fuglenes 
tegning  og  ved  ornamenterne,  som  afgjort  tyder  paa  vesterlandsk  paa- 
virkning ved  Alstadstenen.  Og  jeg  er  enig  med  Undset  i  at  en  Nord- 
mand,  som  ikke  havde  været  i  Vesterlandene,  næppe  ved  aar  1000  vilde 
fremstille  en  falkejagt.  Jeg  skulde  snarest  tro,  at  Alstadstenens  kunstner 
har  været  i  England,  hvor  han  ogsaa  hår  sét  Nordboernes  egen  pryd- 
kunst  Om  direkte  paavirkning  fra  irsk  eller  skotsk  kunst  er  der  intet, 
som  vidner.  —  Alstadstenens  indskrift  viser  efter  professor  S.  Bugges 
mening,  at  den  er  fra  det  lode  aarhundred. 

Den  mand,  som  har  hugget  Alstadstenen,  har  ikke  været  nogen 
stor  kunstner.  Forholdene  herhjemme  i  Norge  var  sikkerlig  smaa  og 
trange.  Folk  kunde  nok  gjøre  vakre  spænder  og  andre  prydsager. 
Men  mennesker  og  dyr  i  be^ægelse  og  kunstnerisk  udført  havde  ingen 
tidligere  søgt  at  fremstillet  Derfor  blev  ogsaa  de  første  forsøg  fam- 
lende og  udfaldet  blev  barnligt  og  naivt.  Først  i  stavkirkernes  udsmyk- 
ning  forstod  Nordmændene  at  skabe  en  virkelig  vakker  og  virkningsfuld 
prydkunst  i  det  store.  Dog  er  alt  paa  Alstadstenen  baandslyngningerne 
meget  vakrere  og  prydeligere  end  menneske-  og  dyrebillederne. 

Vangstenen  minder  meget  om  Alstadstenen;  kun  er  formen  noget 
anderledes.  Vangstenen  er  bredere  og  har  øverst  oppe  en  underlig 
bøining.  Dens  forside,  som  er  prydet  med  billeder  og  ornamenter,  er 
skildret  af  I.  Undset  i  en  indberetning,  som  findes  i  runearkivet.  »For- 
oven  ses  et  firføddet  dyr  i  løb,  gabende  med  to  spidse  tænder,  med 
grulige  klør,  med  busket  henad  ryggen  opbøiet  hale,  med  man  og  to 
horn.  Kroppen  synes  forøvrigt  at  erindre  baade  om  ulv  og  løve.c 
Dette  dyr  er  tegnet  ganske  paa  samme  maade  som  hestene  paa  Alstad- 
stenen; kroppen  har  dobbelte  udlinjer,  laarene  er  ved  spiraler  forbundet 
med  kroppen  osv. 


»  Jeg  ser  her  bort  fra  de  meget  ældre  helleristninger,  som  ingen  forbindelse  har  med  disse 
billedstene. 


344 


ALEXANDER  BUGGE. 


H..F.  Kl. 


Undset  taler  ogsaa  om  »ormslyngningerne,  der  fylder  nederdelen  af  for- 
siden«. Selv  vilde  jeg  kanske  snarere  kalde  dem  baandslyngninger  og 
sige,  at  disse  ender  i  bladbunter. 


Fra  en  tegning  af  Vangstcncn 
(efter  Aarsberetn.  for  forenin- 
gen til  norske  fortidsminders 
bevaring  1854,  pl.  II). 


\ 

Ornament  fra  Vangstenen. 
(Efter  H.  Mathiesens  tegning  i  runearkivet). 


Disse  bladbunter  minder  om  Jellingestenen  og  om  runestenen  fra 
London  og  er  vistnok  af  angelsaksisk  oprindelse.  Med  Alstadstenen 
viser  slyngningerne  paa  Vangstenen  nært  slægtskab.  Undset  siger: 
»Ogsaa  slyngningerne  her  paa  Vangstenen  er  sterkt  beslægtede,  men  ei 
helt  af  samme  art  med  dem  paa  Alstadstenen.« 

Dynnastenen  er  efter  professor  S,  Bugges  mening  fra  omkr.  aar 
1050.  Allerede  indskriften  viser,  at  den  er  kristen.  Paa  forsiden  findes 
endel  plumpt  udførte  figurer,  som  minder  om  dem  paa  Alstad-  og  paa 
Vangstenen.  Vi  ser  Jesusbarnet,  Stjernen  og  de  hellige  tre  konger 
tilhest.  Saa  følger  nogle  ornamenter,  som  minder  om  dem  paa  Vang- 
stenen. Nederst  nede  ses  en  i  to  delt  fremstilling.  I  den  ene  tror  man 
at  se  Maria  med  barnet  og  krybben  samt  to  af  de  hellige  tre  konger, 
som  bøier  sig  fremover  med  offergaver  i  hænderne.  Paa  den  anden  side 
sés  en  hest,  som  skal  vise,  at  det  er  en  stald  ^ .  Øverst  oppe  i  den  bøiede 
top  paa  Dynnastenen  ser  vi  nogle  ornamenter  (bladfliger),  som  minder 
om  de  nedenfor  omtalte  paa  Tanbergstenen. 

Undset  siger  under  sin  skildring  af  Alstadstenen  :  »At  Dynnastenens 
kunstner  alt  ved  aar  1050  saa  vel  kjendte  hellig-tre-kongers  legenden, 
tyder  vel  paa,  at  han  havde  færdedes  ude,  —  i  Vesterleden.« 

Af  stenen  fra  Tanberg  paa  Ringerike  er  bare  et  ganske  lidet  brud- 
stykke  bevaret.     Vi  ser  hovedet  og  lidt  af  kroppen  af  en  snoet  slange, 


*  Jfr.  H.  Mathiesen,  i  tidsskriftet  »Nore,  2  aarg.,  s.  42  ff.,  hvor  ogsaa  et  billede  af  Dynna- 
stenen findes. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      34S 


som  ikke  langt  fra  hovedet  er  gjennemboret  af  et  vikingesverd.  Vi  ser 
ogsaa  paa  denne  sten  de  før  nævnte  angelsaksiske  bladfliger,  som 
egentlig  er  akanthusblade  ;  de  minder  paafaldende  om  enkeltheder  i 
Ornamentiken  paa  stenen  fra  St.  Paul's  kirkegaard.  —  Det  er  saaledes 
al  sandsynlighed  for  at  Tanbergstenens  kunstner  —  eller  hans  for- 
billede, om  han  har  havt  noget  —  ved  vikingetidens  slutning  har 
været  i  England  og  at  han  dér  har  sét  baade  angelsaksisk  og  nordisk 
prydkunst. 


Fra  Tanbergstenen.    (Efter  tegaîngf  i  ninearkivet). 


I 


Fra  Dynnastenen. 


Fra  St.  PaulVstenen  i  London. 


a  bede 

Akanthusblade  i  karolingiske  baandskr.  fra  9de  og  lode  aarh. 
(Efter  Durien,  Les  miniatures  de  la  bibl.  de  Cambray). 

Et  brudstykke  af  en  lignende  sten  som  den  fra  Tanberg  er  fundet 
i  en  røs  paa  gaarden  Strand  i  Aal,  Hallingdal.  Slyngningerne  paa 
Strandstenen,  som  ender  i  spiralagtige  bladfliger,  viser  nært  slægtskab 
med  ornamenterne  paa  de  ovenfor  nævnte  billedstene.  Ogsaa  paa  Strand- 
stenen kan  vi  saaledes  —  middelbart  eller  umiddelbart  —  spore  paa- 
virkning  fra  angelsaksisk  og  muligens  fra  irsk  kunst, 


346  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Alle  disse  billedstene  fra  det  indre  Norge  hører  nøie  sammen.  De 
danner  en  egen  gruppe,  som  omfatter  Hallingdal,  Valders,  Ringerike, 
Toten  og  Hadeland.  Dyrene  paa  Alstadstenen,  Vangstenen  og  Dynna- 
stenen  er  fremstillet  paa  ganske  den  samme  maade  ;  kroppen 
har  dobbelte  udlinjer  og  laarene  er  ved  spiraler  fæstet  til 
kroppen.  Ornamenterne  har  paa  de  tre  nævnte  stene  saavel 
som  paa  Strandstenen  og  Tanbergstenen  næsten  den  samme 
karakter:  de  er  baand-  eller  ormslyngninger,  som  ender  i 
Strandstenen  ^ladbunter.  Paa  Alstad-,  Vang-  og  Dynnastenene  ser  vi 
(eftcr  Aarsbcret-  desuden  det  eiendommelige  ornament  med  firkanter,  som 
ningi868,fig.34).  gj.  forbundet  ved  rette  linjer,  som  ellers  ikke  kjendes  i 
Norge,  men  kun  i  Vestergötland  (^-^— -i^  ^  — ø^-,^ — ^— .  ). 
Vi  maa  af  dette  ha  lov  til  at  slutte,  at  den  skik  at  reise  billedstene  er 
begyndt  paa  et  enkelt  sted  paa  Oplandene  eller  Ringerike  og  at  den 
derfra  har  udbredt  sig  til  nabobygderne.     Men  hvor  f 

Den  ældste  norske  billedsten  med  indskrift  af  denne  gruppe  er 
Alstadstenen,  som  paa  grund  af  sin  indskrift  synes  at  være  fra  det  lode 
aarhundred.  Saa  kommer  Vangstenen,  som  er  fra  omkr.  aar  looo,  og 
endelig  Dynnastenen  fra  midten  af  det  ute  aarhundred.  Den  skik  at 
reise  stene,  som  er  prydet  med  billeder  og  ornamenter,  kan  dog  ikke  være 
begyndt  paa  Toten.  Allerede  Alstadstenens  ældste  indskrift  viser  dette*. 
Denne  indskrift  er  paa  enkelte  punkter  uklar  og  vanskelig  at  forståa. 
Men  i  hovedsagen  kan  den  dog  læses. 

Begyndelsen  lyder  saaledes:  lURUN  *  RAISf)I  X  STAIN  Î 
ïîINA  î  AFTIR  î  .  .  .  A  UNI  (slutningen  af  et  mandsnavn)  î  IS  î 
HANA  *  AHTI  *  AUK  %  FURf)!  î  AF  î  HRIKARIKI  î 
UTAN  *  URULA  *     Dette  oversættes  af  professor  S.  Bugge:  »Jorun 

reiste  denne  sten  efter ,    som    eiede  hende  (d.  e.  var   gift    med 

hende),  og  førte  (den  eller  stenen)  ind  fra  Ringerike  fra  Hole«  ^.  Derpaa 
følger  nogle  runer,  som  er  saa  utydelige,  at  de  ikke  kan  læses.  Slut- 
ningen af  indskriften  skal  efter  professor  S.  Bugges  mening  muligens 
læses  paa  følgende  maade:  AUK  MUNTA  {  STAIN  $  LAITIR  $ 
f)USI,  d.  e.  »og  hun  lod  her  stenen  forsyne  med  billeder«. 

Vi  ser  saaledes  af  Alstadstenens  indskrift,  at  selve  stenen  er  kommet 
fra  Ringerike    og  at  den   saa   paa  Toten  er  prydet  med  billeder.     Men 


*  Der  er,  som  vi  ved,  to  indskrifter  paa  Alstadstenen,  en  ældre  og  en  yngre,  fra  henved 

IIOO. 

2  Professor   Bugge    mener,    at  q  i   urulq   er   præpositionen  a  (paa)   og  at  den  styrer  det 
følgende  ord. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.      347 


naar  stenen  er  flyttet  denne  lange  vei  fra  Ringerike,  saa  maa  det  være, 
fordi  der  paa  Ringerike  fandtes  en  stenart,  som  alt  tidligere  var  kjendt 
som  særlig  skikket  til  slige  skulpturarbeider.  Undersøger  man  nu  selve 
Alstadstenen,  vil  man  finde,  at  den  er  hugget  af  en  vakker,  finkornet 
rødbrun  sandsten,  som  hverken  findes  paa  Toten  eller  Hadeland  eller  i 
Hallingdal,  men  bare  i  Hole  sogn  paa  Ringerike,  —  netop  der,  hvor 
Alstadstenen  blev  hentet  — *.  De,  som  har  gaat  Svangstrandsveien  fra 
Humledal  til  Sundvolden,  vil  ha  lagt  merke  til  de  prægtige  brud,  som 
man  kan  se  oppe  i  fjeldet,  langs  veien.  Herfra  er  det  da,  at  den  vakre, 
mere  end  mandshøie  sten  er  ført  den  lange  vei  op  til  Toten. 

Men  det  er  ikke  bare  Alstadstenen,  som  er  fra  Hole  sogn  paa 
Ringerike.  Dynnastenen  paa  Hadeland  og  Strandstenen  helt  oppe  i 
Aal  i  Hallingdal  er  gjort  af  den  samme  stenart,  foruden  naturligvis  selve 


Kartskitse  over  billedstenenes  udbredelse. 


Tanbergstenen  paa  Ringerike.  Vi  maa  af  dette  ha  lov  til  at  slutte,  at 
den  skik  at  reise  billedstene  er  begyndt  paa  Ringerike,  og  at  den  derfra 
har  udbrcdt  sig  til  nabobygderne,  Hallingdal,  Valders,  Hadeland  og 
Toten.     Paa  Ringerike  selv  har  vi  jo  ogsaa  Tanbergstenen,  som  synes 


*  Nicolaysen,  Norske  Fornlevninger,  s.  307, 


348  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

at  ha  havt  renere  linjer  og  at  ha  staat  høiere  som  kunstværk  end  de 
andre  norske  billedstene.  Man  kunde  indvende,  at  Vangstenen  ikke  er 
gjort  af  sandsten  fra  Ringerike  og  at  dens  indskrift  viser  os  en  anden 
slags  runer  end  de  paa  Alstadstenen.  Men  denne  indvending  siger 
lidet;  for  de  samme  slags  runer  var  ogsaa  kjendt  paa  Ringerike.  Den 
nu  tabte  Hønen-sten  havde  saaledes  en  indskrift  med  den  samme  kortkvist- 
type  af  runerækken  ^ . 

Ser  vi  paa  omstaaende  kartskitse,  vil  vi  lægge  merke  til,  at 
Ringerike  saa  at  sige  danner  midtpunktet  for  de  bygder,  hvor  billed- 
stenene  findes.  Derfra  gaar  veien  langs  Snarumselvcn  og  over  Krøderen 
op  til  Hallingdal  og  langs  Bægna  og  over  Spirilen  op  til  Valders.  Til 
Hadeland  er  det  let  at  komme  baade  over  Randsfjorden  og  landeveien. 
Ved  gaarden  Tingelstad  paa  Hadeland,  ikke  langt  fra  gaarden  Dynna, 
begynder  Kjølveien,  som  fra  ældgammel  tid  af  har  dannet  forbindelsen 
mellem  Toten  og  Hadeland. 

Det  er  et  helt  lidet  kulturbillede,  som  her  oprulles  for  os.  Vi  kan 
tænke  os  Ringerikingerne  for  henved  tusen  aar  siden.  De  levede  vel, 
som  folk  ellers  i  Norge  paa  den  tid.  Deres  blik  rak  ikke  stort  ud  over 
hjembygdens  aaser  og  deres  ønsker  gik  vist  ikke  høiere  end  til  at  faa 
mad  nok  paa  gaarden  og  ha  fede  kjør  i  fjøset  og  gilde  hester  paa 
stalden.  Saa  begyndte  vikingetogene  og  strømmen  greb  ogsaa  Ringe- 
rikingerne og  førte  dem  ud  til  fremmede  lande.  Og  blant  Ringerikingerne 
har  der  saa  været  en  mand  —  eller  flere  —  med  opladt  øie  og  sind. 
De  har  forstaat,  at  derude  i  det  fremmede  var  livet  rigere  og  himmelen 
hvælvede  sig  høiere  end  hjemme  i  bygden,  fordi  derude  fandtes  der 
noget,  som  gik  ud  over  døgnets  stræv.  Og  intet  virkede  vel  mere  paa  en 
Nordbo  end  de  prægtige  billeder,  som  de  saa  der  vesterpaa,  de  smykkede 
kirker  og  de  høie  stenkors  med  billeder  og  ornamenter.  Og  saa  kom 
disse  Ringerikinger  hjem  til  bygden  igjen  og  fortalte  om  de  fremmede 
lande,  og  mest  kanske  om  bautastenene,  som  var  smykket  med  billeder 
af  mennesker  og  dyr  og  ormer,  som  snoede  sig  paa  stenens  flade.  Der 
hjemme  faldt  deres  ord  i  villig  jordbund.  Og  saa  var  det  den  røde 
sandsten  med  den  vakre  farve;  alt  forud  vidste  man  vel,  at  den  var  let 
at  hugge  i.  Slig  kom  det  sig  da,  at  folk  paa  Ringerike  begyndte  at 
smykke  sine  bautastene  med  billeder:  jagtscener,  saaledes  som  de  havde 
set  det  paa  stenkors  og  i  livet  selv  i  fremmede  lande,  hvor  jagtfalken 
sad  paa  rytterens  haand  med  hætte  over  hovedet,  og  billeder  af  orme, 
som  slyngede  sig  i  knuder  og  lokker  og  endte  i  bladfliger. 

»  S.  Bugge,  Høncii-runernc,  s.  20, 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.    t  VJKINGET.       349 

Men  fra  Ringerike  gik  der  veie  til  bygderne  omkring  ;  fra  Hadeland 
og  Toten  og  helt  oppe  fra  Hallingdal  og  Valders  kom  bønder  paa  stævne 
til  Ringerike.  Blant  dem  var  der  ogsaa  mange  høvdinger,  som  var  glade 
i  pragt  og  stas.  Saaledes  bredte  da  den  skik  at  reise  billedstene  sig 
lidt  efter  lidt  fra  Ringerike  til  ^  nabobygderne.  Men  dér  fandtes  der 
ingen  sten,  som  var  saa  prydelig  og  let  at  arbeide  i  som  den  røde 
sandsten  fra  Hole.  Derfor  begyndte  man  ogsaa  paa  Toten  og  Hadeland 
og  i  Hallingdal  at  indføre  sandsten  fra  Ringerike.  Stenen  blev  vel  hentet 
om  vinteren  og  paa  slæde  ført  til  sit  bestemmelsessted.  Det  vidner  høit 
om  vore  forfædres  kultur  for  henved  tusen  aar  siden,  at  den  mere  end 
mandshøie  sten  blev  ført  fra  Hole  til  Alstad  paa  Toten.  Ikke  bare  de 
store  vanskeligheder,  som  maatte  være  forbundet  med  selve  det  at  hugge 
den  store  sten  ud  af  fjeldet  og  at  føre  den  den  lange  vei  op  til  Toten. 
Men  endnu  mere  at  menneskene  herhjemme  for  tusen  aar  siden  havde 
saa  meget  tanker  ud  over  døgnets  slid  og  slæb,  at  de  bare  for  at  reise 
et  vakkert  mindesmerke  indførte  stenen  langveisfra,  saa  vanskeligt  og 
strævsomt  som  dét  var  i  gamle  dage.  Der  findes  i  Norges  historie  i 
det  I  ode  aarhundred  faa  navne,  som  mindet  med  glæde  kan  slutte  sig 
om,  og  endnu  færre,  om  hvem  vi  kan  sige,  at  de  har  bragt  vort  folk 
videre  og  udvidet  menneskenes  synskreds.  Hustru  Jorun  oppe  paa 
Alstad  paa  Toten  har  i  det  smaa  været  en  saadan  kvinde.  Hun  har  paa 
en  tid,  da  faa  menneskers  sind  var  opladt  til  at  tænke  paa  kunst  og 
skjønhed,  udført  en  kulturbedrift,  som  fortjener  at  mindes. 

Ringerike  har  saaledes  ved  aar  1000  været  et  norsk 
kulturcentrum,  hvorfra  kunstsans  og  vel  i  det  hele  høierc  dannelse 
har  udbredt  sig  til  nabobygderne.  Gründen  til  dette  maa  være,  at 
Ringerike  har  staat  i  livligere  forbindelse  med  Vesteuropa  end  de  andre 
bygder  paa  Oplandene.  Som  jeg  før  har  nævnt,  kan  de  norske  billed- 
stene ikke  være  blit  til  uden  paavirkning  vestenfra.  Baade  Tanberg- 
stenens  og  Alstadstenens  kunstnere  eller  disses  forgjængere  maa  ha 
færdedes  udc,  i  Vesterlandene.  Særlig  synes  det  mig,  som  om  disse 
billedstene  fra  Ringerike  og  Oplandene  vidner  om  forbindelse  med  Eng- 
land. I  British  Museum  i  London  findes  der  to  brudstykker,  sandsynligvis 
af  én  og  den  samme  billedsten.  De  skal  være  fundet  i  Londons  City. 
De  er  skildrede  (i  The  Archæological  Journal,  vol.  XLII,  s.  251  ff.)  af 
the  Rev.  G.  F.  Browne,  som  fortæller,  at  han  paa  den  smale  kant  af 
det  ene  af  brudstykkerne  fandt  bogstaverne  Kl  indhugget  i  runer,  samt 
et  skilletegn.  Han  slutter  deraf,  at  stenene  har  hørt  sammen  med  den 
før  nævnte  billedsten  med  runer  fra  St.  Paul's  kirkegaard  i  London.  — 
Runeindskriften  paa  denne  ender  nemlig  med  TUKL   —  Han  mener, 


350 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


at  brudstykkerne  i  British  Museum  har  ligget  over  selve  graven,  medens 
stenen  fra  St.  Paul's,  som  nu  gjemmes  i  Guildhall,  har  staat  ved  den 
dødes  hoved.  Er  det  saa,  at  der  paa  det  ene  brudstykke  er  fundet 
runer,  da  maa  stenen  i  alle  tilfælde  være  hugget  af  en  Nordbo.  Men 
det  merkelige  er,  at  dens  ornamenter  paafaldende  minder  om  Vangste- 
nens  udsmykning.  Vi  ser  den  samme  roset  omgit  af  baand  og  blad- 
fliger.  Denne  lighed  kan  ikke  være  tilfældig.  De  kunstnere,  som  har 
hugget  Vangstenen  og  de  andre  billedstene  i  det  indre  af  Norge,  maa 
ha  været  i  England  og  der  ha  sét  nordisk-angelsaksiske  billedstene  med 
samme  slags  ornamenter,  som  vi  ser  paa  de  to  brudstykker  i  British 
Museum. 


Brudstykker  af  billedsten  i  British  Museum.     (B.  er  ikke  fuldstændig  afbildet). 

Professor  S.  Bugge  er  ad  andre  veie  kommet  til  lignende  slutninger. 
Han  mener,  at  den  eiendommelige  kortkvisttype  af  runerækken,  som 
kjendes  fra  Hønenindskriften,  fra  Vangstenen  og  fra  Jæderen,  er  kommet 
til  Norge  fra  de  Britiske  Øer,  hvor  den  bl.  a.  findes  paa  øen  Man  og 
hvor  Nordmændene  har  lært  den  af  gutniske  og  østsvenske  mænd.  Den 
mand,  som  har  indridset  runerne  paa  Hønenstenen,  har,  tror  han,  selv 
lært  denne  skrift  i  Vesterlandene. 

At  Ringerike  ved  vor  sikre  histories  begyndelse  var  et  midtpunkt 
for  høiere  kultur  i  Norge,  stemmer  godt  med  hvad  vi  ellers  ved.  Ringerike 
er  jo  en  af  Norges  frugtbareste  og  bredeste  bygder,  hvor  Tyrifjordens 
vande  tidlig  samlede  bønderne  til  en  enhed.  Her  oppe  var  det,  at 
Halvdan  Svarte  helst  holdt  til;  ved  gaarden  Sten  blev,  som  vi  ved,  hans 
hoved  jordet.  Naar  vi  senere  under  Harald  Haarfagres  samling  af  riget 
hører  lidet  til  Ringerike,  saa  er  gründen  den,  at  denne  landsdel  hørte  til 
Haralds  fædrenearv;  her  var  der  ingen  misfornøiede  herser  og  stor- 
bønder, som  flyttede  vesterpaa  og  til  Island,  fordi  Harald  tog  odelen 
fra  dem.    Tværtimod  —  her  havde   Harald  Haarfagre  netop  sin  bedste 


1904.    No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      351 

Støtte.  Men  hvor  der  er  fred  og  gode  dage,  der  finder  sagaen  faa 
æmner  at  fortælle  om.  Men  derfor  kan  Ringerikinger  lige  godt  ha 
færdcdes  vesterpaa,  paa  vikingetog  eller  paa  handelsfærd.  Hønenind- 
skriften  synes  jo  at  vise,  at  mænd  fra  Ringerike  har  taget  del  i 
Vinlandsfærderne.  Har  de  kunnet  gjøre  det,  har  de  vel  ogsaa  færdedes 
ude,  ellers  i  Vesterlandene.  Fortællingen  om  Olav  Haraldssøn  og  Sigurd 
Syr  vidner  ogsaa  i  samme  retning,  ikke  bare  om  pragt  og  velvære  og 
kostbare  tøier  i  Sigurd  Syrs  gaard,  men  ogsaa  om  forbindelse  med  ud- 
landet.  Naar  saaledes  Olav  Haraldssøn  der  oppe  fra  Ringerike  blir 
sendt  ud  paa  vikingetog,  saa  viser  vel  dette,  at  Ringerikinger  paa  den 
tid  ogsaa  for  i  Austerveg  og  Vesterveg. 

Jeg  skal,  før  jeg  gaar  videre,  nævne  et  forhold,  som  jeg  ikke  formaar 
at  forklare,  men  som  jeg  alligevel  nævner  paa  dette  sted,  uagtet  det 
strengt  taget  ikke  vedkommer  denne  opgave.  Der  maa  ved  vikinge- 
tidens  slutning  ha  været  en  nærmere  forbindelse  mellem  Ringerike  og 
Oplandsbygderne  i  Norge  og  Vestergötland  i  Sverige*.  Paa  en  række 
af  runestene  fra  Vestergötland  ser  vi  de  samme  bladfliger,  som  de  hvori 
baandene  eller  ormeslyngningerne  paa  de  norske  billedstenc  ender.  Det 
oprindelige  akanthusblad  kommer  her  endog  særlig  tydelig  frem.   Endnu 


Fra  en  innesten,  Redvägs  härad, 

Vestergötland. 

(Efter  K.  Torin,  fig.  90). 


Fra  en  runesten,  Frökinds  hd., 
Vestergötland. 
(Efter  K.  Torin,  fig.  77). 


merkeligere  er  det,  at  vi  i  Vestergötland  finder  det  samme  rudeorna- 
ment  som  paa  Alstad-,  Vang-  og  Dynnastenene.  De  vestergötske  rune- 
stene viser  saaledes  forbindelse  baade  med  angelsaksisk  kunst  og  med 
norske  billedstene.  Forbindelsen  med  Ringerike  og  Oplandene  maa  alt 
ha  eksisteret  i  det  lode  aarhundred.  Den  nedenfor  af  hildede  runesten 
fra  Rackeby  härad.  Kallands  socken,  Vestergötland,  har  nemlig,  som 
man  vil  lægge  merke  til,  en  eiendommelig  form  af  m-runen  (y).  Dette 
gjør  det  sandsynligt,  at  indskriften  ikke  kan  være  yngre  end  lode  aar- 


1  Det  er  min  far  professor  Sophus  Bugge,  hvem  jeg  skylder  denne  tanke. 


352 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.   Kl. 


hundreds  slutning.  Denne  forbindelse  mellem  Ringerike  og  Oplandene 
og  Vestergötland  kan  være  kommet  istand  paa  to  maader:  enten  har 
mænd    fra   disse  egne   mødt   hverandre   i  Vesterlandene  og  dér  optaget 


(Eftcr  K.  Torin,  no.  21). 

fælles  ornamentmotiver,  eller  ogsaa  er  vestergötske  kunstnere  blit  paa- 
virket  fra  Norge  eller  omvendt.  Hvilket  der  er  det  rette,  det  vover  jeg 
ikke  at  afgjøre*. 


Jeg  medtager  i   denne  fremstilling  ikke   Gosforthkorset  fra  Cumberland  og  de  manske 
og  jædcrske  runeslene. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I   VIKINGET.       353 


X.    De  norske  nybygder  paa  Færeerne  og  Island  i  deres 
forhold  til  Vesterlandene  og  særlig  til  den  keltiske  kultur. 


For  den  gamle  norrøne  litteraturs,  for  skaldedigtningens  og  for 
sagaskrivningens  historie  er  det  af  vigtighed  at  undersøge  den  islandske 
kulturs  oprindelse,  om  den  bare  er  runden  af  hjemlige  rødder  eller  om 
fremmede  kulturer,  særlig  Vesterlandenes,  har  været  med  til  at  udvikle 
den.  Dette  spørgsmaal  kan  ikke  løses  af  sprogforskeren  alene.  Sprog- 
forskningen  og  historieforskningen  maa  haand  i  haand  søge  at  løse  det. 
I  det  følgende  skal  jeg  ud  fra  almindelige  historiske  forudsætninger  søge 
at  kaste  lys  over  det. 

Min  opfatning  er  følgende  :  I)  En  stor  del  af  de  islandske  lahdnaams- 
mænd,  og  blant  dem  næsten  alle  de  ætstørste  og  indflydelsesrigeste  kom 
fra  og  havde  slægt  paa  de  Britiske  Øer,  særlig  paa  de  skotske  øer  og  i 
Irland  ;  II)  ved  siden  deraf  randt  .der  en  aldrig  stansende  kulturens  strøm 
fra  de  keltiske  lande  over  Færøerne  til  Island.  Jeg  skal  først  søge  at 
vise,  at  Færøerne  i  gamle  dage  maa  ha  været  sterkt  paavirket  af  keltisk 
kultur. 

Færøerne  eier  ingen  Landnamabok  slig  som  den  islandske.  Vor 
eneste  kilde  til  øernes  ældste  historie  er,  kan  vi  sige,  Færeyingasaga, 
som  grupperer  sig  om  Sigmund  Brestessøn  og  Trond  i  Gata,  men  knapt 
nævner  den  tid,  som  ligger  forud  for  disse  to  mænd.  Havde  vi  kjendt 
mere  til  Færøernes  ældste  historie,  vilde  det  visselig  ha  været  muligt  at 
vise,  at  en  stor  del  af  øernes  første  landnaamsmænd  var  kommet  did 
over  de  Britiske  Øer.  Det  lille,  som  vi  ved,  lader  os  dog  ane  dette. 
Den  første  Nordmand,  som  hyggede  paa  Færøerne,  bærer  navnet  Grim 
Kamban  {Orimr  kamban)^.  Grim  er  et  ægte  nordisk  navn;  men  til- 
navnet kamban  lader  sig  ikke  forklare  af  nordisk  sprog.  Det  maa  være 
en  forvanskning  af  et  gælisk  navn;  —  jeg  bruger  »gælisk«  som  et 
fællesnavn  for  irsk  og  det  keltiske  sprog  i  Skotland.  —  Endelsen  -an  er 
ialfald  tydelig  gælisk.  Grim  Kamban  maa  følgelig  ha  været  bosat  eller 
ialfald  ha  Staat  i  forbindelse  med  de  Britiske  Øer,  ellers  kunde  han 
umulig  ha  faat  sit  underlige  tilnavn. 


*  Flateyjarbok  I,  s.  122, 
Vid.-Selsk.  Skrifter.    H.-F.  Kl.    1904.    No.  1.  23 


354  *  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Færøernes  ypperste  æt  var  Gateskjæggerne  (Gçtuskeggjar),  som 
bodde  paa  Østerø.  De  stammede  paa  morssiden  fra  Torstein  Røde  og 
dennes  far  Dublinkongen  Olav  Hvite.  Da  Aud  efter  sin  søn  Torsteins 
fald  drog  til  Island,  kom  hun  paa  veien  til  Færøerne  og  bortgiftede  dér 
en  af  Torsteins  døtre,  som  blev  stammor  til  Gateskjæggerne.  Til  denne 
æt  hørte  ogsaa  Færøernes  navnkundige  helt  Sigmund  Brestessøn. 

Hans  far  Breste  maa  ha  levet  ved  midten  af  det  lode  aarhundred. 
Han  var  ikke  gift,  men  havde  en  frille,  som  hed  Cecilia^.  Vi  kan  ikke 
tvile  paa  at  dette  navn  er  historisk,  saa  sandt  som  noget  i  de  gamle 
sagaer  er  det.  For  Færeyinga  saga  hører  til  de  aller  mest  paalidelige  sagaer 
og  grunder  sig  paa  gamle  fortællinger  fra  Færøerne  selv.  Men  navnet 
Cecilie  er  ikke  nordisk.  Det  hører  oprindelig  hjemme  i  Rom  og  fik  sin 
udbredelse  i  Europa  gjennem  dyrkelsen  af  den  hellige  Cæcilia.  Til 
Færøerne  maa  navnet  vel  være  kommet  fra  de  Britiske  Øer.  Sigmund 
Brestessøns  mor  har,  skulde  jeg  tro.  været  en  kristen  kvinde  fra  England. 

Paa  Sigmund  Brestessøns  tid  levede  der  ogsaa  paa  Færøerne  en 
mand,  som  bærer  et  keltisk  navn,  nemlig  Gille  lagmand  {OiUi  Içgniadr)^. 
Navnet  OiUi  er  det  irske  giUa  »ung  mand,  tjenere,  som  i  irsk  ofte 
bruges  som  personnavn  i  sammensæt  ni  nger  og  paa  en  saadan  maade 
at  Nordboerne  nødvendig  maatte  opfatte  det  som  et  selvstændigt  person- 
navn- Gille  blev  alt  i  det  lode  aarhundred  brugt  som  navn  af  Nord- 
boerne i  Irland.  Navnet  vandt  ogsaa  ellers  indpas  i  Norden;  jeg  kan 
nævne  den  norske  i  Irland  ,fødte  konge  Harald  Gille  (Haraldr  gilli^f  hvis 
oprindelige  navn  skal  ha  været  Gillikristr, 

Et  keltisk  navn,  som  efter  hvad  dr.  Jakob  Jakobsen  velvillig  har 
meddelt  mig,  endnu  bruges  paa  P^ærøerne,  er  Duyialdur,  »Det  er,  saa- 
vidt  jeg  ved«,  skriver  han,  »særlig  |paa  øen  Hestur,  at  det  har  været 
brugt  i  den  sidste  tid  (jeg  kan  ikke  bestemt  sige,  om  navnet  er  uddød 
nu  eller  ikke).«  I  ældre  form  findes  ordet  skrevet  Duffnaldur^.  Dette 
navn  er  det  almindelige  irske  mandsnavn  Domhnall.  I  den  færøiske 
ordbog  nævnes  ogsaa  et  mandsnavn  Donach,  A.  Olrik,  i  sin  anmeldelse 
af  denne  ordbog,  spørger  om  det  er  en  skriv-  eller  læsefeil  for  Douach 
og  lig  med  Dufpakr  i  Landnaama.  Jeg  tror,  at  Donach  er  den  rigtige 
skrivemaade  og  at  det  er  det  almindelige  irske  mandsnavn  Donnchadh, 
Dette  navn  maa  nemlig   fra  gammel  tid  ha  været  udtalt  paa  en  maade, 


»  Flat.  I,  s.  126. 
«  Flat.  I,  s.  241,  242  og  11. 

3  Eks.  Gilla  mac  liac,  Gilla  mo  Chilidbeo,  Martyrology  of  Gorman,  ed.  Whitley  Stokes,  p.  36S. 
*  Jfr,    A.   OlriUs   anmeldelse    af   Sv.    Grundtvigs    og    A.    Blocli's    Foroyjakvæfti    og    den 
færeiske  ordbog,  Arkiv  f.  nord.  filologi  VI,  s.  248,  anm.  2. 


1904.   1^0.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.    i  VIKINGET.      355 


som  gjorde  skrivemaaden  Donach  naturlig.  I  moderne  engelsk  er  dette 
navn  blit  til  Donnou^h  og  i  navnelisten  til  0'Curry's  »Manners  & 
Customs  of  the  Ancient  Irish«  opføres:  tDonnchadh  or  Donaght, 

Der  findes  ogsaa  paa  Færøerne  en  raekke  stedsnavne  af  keltisk  op- 
rindelse.  To  øer  i  øgruppen  bærer  navnet  Ditnun,  Store  og  Lille  Dimun 
(St&t^a  Dimon  og  Litla  Dimon).  Dette  navn  kan  ikke  forklares  af  norsk. 
Det  maa,  som  Whitley  Stokes  først  har  vfst,  være  af  irsk  oprindelse;  dl-  er 
det  samme  som  irsk  di  »toe  og  mu/n  =  ir.  tnuin  »nakke,  ryg«^  Der  findes 
i  Irland  lignende  stedsnavne,  og  paa  norsk  har  vi  »Tviberg«.  Dimun 
skulde  saaledes  egentlig  betyde  et  fjeld  med  dobbelt  top  eller  ryg. 
Baade  Store  og  Lille  Dimun  hæver  sig  brat  op  fra  sjøen,  og  om  Store 
Dimun  kan  det  vel  siges,  at  den  har  en  dobbelt  top,  derimod  ikke  om 
Lille  Dimun 2. 

Et  navn  som  Dimun  vilde  ingen  mand,  som  kom  lige  fra  Norge 
og  aldrig  havde  færdedes  i  fremmede  lande,  falde  paa  at  gi  nogen  0 
eller  noget  fjeld.  De  mænd,  som  har  git  de  to  smaa  og  klippefulde  øer 
deroppe  blant  Færøerne  dette  navn,  maa  ha  boet  sammen  med  irsk- 
talende  folk.  Og  ikke  det  alene;  de  maa  selv  ha  forstaat  den  irske 
tunge  og  kjendt  irske  ords  betydning. 

Ogsaa  et  par  andre  stedsnavne,  som  Dr.  Jakobsen  velvillig  har  op- 
lyst  mig  om,  er  tydelig  keltiske.  Et  af  disse  er  sammensat  med  et 
personnavn,  nemlig  Dungangsvik,  Dr.  Jakobsen  skriver:  »En  vik  i  det  syd- 
vestlige hjørne  af  en  indsjø  tæt  ved  bygden  Eide  {å  Eidi)  paa  Østerø  heder 
Dxmgansuïk,  og  dennes  ene  (østlige)  side  dannes  af  et  næss,  som  kaldes 
Dungansnes.  Min  første  tanke  gjaldt  her  det  keltiske  personnavn  Duncan, 
og  jeg  tror,  der  kan  være  sandsynlighed  for  en  afledning  deraf.«  Navnets 
første  led  kan,  ifølge  Dr.  Jakobsen,  ikke  være  »bestemt  form  for  dungi, 
brugt  som  høide-  eller  fjeldnavn«.  Der  findes  ingen  høide  i  nærheden. 
»Næsset  er  ganske  lavt  og  skraaner  kun  ganske  lidet  opad  ud  imod 
pynten,c  Dr.  Jakobsens  formodning  er  visselig  rigtig,  navnet  er  sammensat 
med  Duncan,  i  ældre  irsk  Donncuan. 

Af  keltisk  oprindelse  er  muligens  |ogsaa  Kartnans-  eller  Karinarsåir, 
saa  kaldes  —  ifølge  Dr.  Jakobsen  —  nogle  smaa  øer,  som  skal  ha  faat 
navn  efter  en  tjenestekar  Kartnav-  (Kartnir),  som  omtales  i  sagn  fra  det 
17de  aarh.  —  Dr.  Jakobsen  oplyser,  at  rkn  i  færøisk  ofte  gaar  over  til 
rtn.  Man  kunde  da  tænke  paa  at  det  oprindelige  navn  var  Karknan 
og  at  dette  var  i  slægt  med  det  irske  helgennavn  Corcån^. 


*  Revue  Celtique  HI,  187. 

*  Efter  meddelelse  fra  provst  Hammarshaimb  til  min  far,  professor  S.  Bugge. 
5  Jfr.  Martyrology  of  Gorman. 


356  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Af  usammensatte  keltiske  ord  brugt  som  stedsnavne  fîndes  ligeledes  et 
par  paa  Færøerne.  Dr.  Jakobsen  skriver:  »Udfor  Sandø  er  der  en  fiske- 
med, kaldet  Knokkur  eller  rettere  »(?/tt)  å  KnokkU^  og  en  fiskemed  af 
samme  navn  findes  vest  for  Sydstrømø.  Da  fiskemedene  i  almindelighed  op- 
kaldes  efter  de  landmerker,  ved  hjælp  af  hvilke  de  opsøges,  og  da  disse 
landmerker  oftest  er  hø  ider,  ser  jeg  i  de  anførte  navne  det  keltiske 
cyioc  »høi«.«  Vest  for  Suderø  er  der  ogsaa,  ifølge  Jakobsen,  en  fiske- 
plads  ved  navn  Knokkarnir,  som  efter  de  indfødtes  egen  forklaring  har 
navn  efter  to  høider,  som  tjener  som  landmerke  (fær.  yti).  Her  maa 
man  ialfald  sikkert  ha  det  keltiske  cnoc.  Dette  ord  er,  som  jeg  før  har 
nævnt,  ogsaa  gaat  over  i  det  færøiske  sprog  (knokkur)^  hvor  det  betyder 
»hoved,  hovedskal«. 

Dr.  Jakobsen  tilføier:  »Den  omstændighed,  at  »Knokkur«  paa  Fær- 
øerne bruges  som  tsjønavnc,  minder  mig  om  en  omstændighed,  som 
jeg  har  anført  i  »Shetlandsøernes  stedsnavne«.  Paa  Shetland  fandt  jeg 
undertiden,  at  fiskerne  paa  sjøen  anvendte  et  navn  af  keltisk  (piktisk) 
oprindelse,  om  et  fremspringende  landmerke,  (høide,  o.  1.),  som  paa  land- 
jorden gik  under  et  andet,  et  nordisk  navn,  —  altsaa  det  almindelige 
gjængse  navn,  dette  sidste.« 

Mere  tvilsom  er  forklaringen  af  Lobbra;  saa  kaldes  en  arm  af 
Vaagsfjorden  (Suderø),  paa  sydsiden  af  fjorden.  Dr.  Jakobsen  siger  : 
»»Navnet  omfatter  baade  bugten  og  oplandet  deromkring.  Der  haves: 
Lobbrans-bøtir,  -hagi,  -eiâi,  -hôlmur,  I  sammensætning  kommer  n  altid 
frem,  men  aldrig  naar  navnet  nævnes  usammensat  (i  Lobbra,  tu  Lobbra, 
—  eller  som  Jakobsen  ogsaa  oplyser,  i  almindelighed  :  tu  Lobbrara  [gen. 
af  Lobbra],  ikke  i  Lobbranum,  til  Lobbrans,  osv.).  Nominativ  er  Lobbra 
med  a,  —  ikke  Lobbri.  J.  H.  Schrøter  i  Antikvarisk  Tidsskrift  1849 — 
51  (sagn  ang.  Frodebø)  og  efter  ham  N.  Winther  i  »Færøernes  Old- 
historie«  (s.  164)  meddeler  et  sagn  om  et  plyndringstog  af  Irer  i  meget 
gammel  tid  til  Suderø,  og  at  Lobbra  skulde  ha  navn  efter  en  ved  denne 
leilighed  dræbt  krigshund  »jBran«,  som  drev  iland  i  Lobbra.  Men 
hvormeget  i  dette  der  er  virkelig  gammelt  folkesagn  og  hvormeget  der 
skyldes  Schrøters  fantasi,  er  ikke  let  at  oplyse  nu.« 

Jeg  tror  ikke,  at  denne  forklaring  er  rigtig.  Jeg  vover  at  fremsætte 
en  anden  forklaring,  hvis  rigtighed  jeg  dog  ikke  indestaar  for.  I  gl.irsk 
betyder  lobra  »sygdom«,  især  tspedalskhed«  og  lobrån  »syg«,  især 
»spedalsk«.  Vistnok  er  b  i  senere  irsk  i  dette  ord  blit  aspireret;  men 
det  er  dog  muligt,  at  Lobbra  kan  hænge  sammen  hermed.  Denne  for- 
modning støttes  især  derved,  at  man  siger  ^tü  Lobbrara*,  som  maa 
være  gen.  flertal;   dette   kunde  da  betyde   »til  de  spedalske«.     Er  min 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA   NORDB.   I  VIKINGET.        357 

forklaring  rigtig,  har  der  i  nærheden  af  viken  Lobbra  paa  Suderø  været 
et  hjem  for  spedalske.  Og  denne  sygdom,  eller  snarere  midler  til  at 
pleie  de  spedalske,  har  Færingerne  lært  at  kjende  hos  Kelterne.  Det  er 
ikke  umuligt,  at  vore  forfædre  alt  i  vikingetiden  i  de  keltiske  lande 
lærte  at  pleie  de  spedalske,  eller  snarere  at  holde  dem  (jærnt  fra  andre 
folk,  i  egne  huse.  For  i  919,  da  Dublinhøvdingen  Godfred,  Ivars 
sønnesøn,  plyndrede  Armagh,  sparede  han  »bønnehusene  med  Guds 
folk  og  de  spedalske  og  hele  kirkebyen,  med  undtagelse  af  nogle  huse, 
som  blev  brændt  ved  uagtsomhed«. 

Vi  kan  af  disse  keltiske  person-  og  stedsnavne  slutte,  at  Færøerne  i 
gammel  tid  maa  ha  staat  i  forbindelse  med  keltiske  lande  og  derfra 
modtat  baade  kultur  og  kolonister.  Allerede  før  Nordboernes  tid  havde, 
ved  vi,  Irlændere  landet  paa  Færøerne.  Den  irske  geograf  Dicuil  for- 
tæller  i  sit  navnkundige  værk  Liber  de  tnensura  orbis  terræ,  at  irske 
munke  og  eneboere  i  begyndelsen  af  det  8de  aarh.  var  kommet  til 
Færøerne  og  havde  slaat  sig  ned  der.  Dicuils  ord  synes  at  vise,  at 
Nordmændenes  ankomst  skræmte  disse  irske  eneboere  bort  fra  øerne^. 
Dette  er  dog  ikke  sikkert.  Ti  der  findes  paa  Færøerne  flere  spor  af 
irsk  kristendom,  og  disse  maa,  skulde  man  tro,  skrive  sig  fra  en  tid, 
som  ligger  forud  for  den  tid,  da  Olav  Trygvessøn  kristnede  Færøerne 
og  indførte  den  romerske  katholicisme,  som  han  havde  lært  at  kjende  i 
Irland.  De  maa  være  minder  fra  det  9de  og  lode  aarhundred,  da  for- 
bindelsen med  de  keltiske  lande  og  keltisk  kristendom  endnu  var  levende 
paa  Færøerne. 

Om  irsk  kristendom  minder  saaledes  en  til  St.  Brandan  indviet  kirke 
(EccleHa  sancti  Brandani),  som  senere  i  middelalderen  fandtes  paa  Sandø 
{Sandey)^.  Der  findes,  saavidt  vi  ved,  ellers  ingen  spor  til  at  den  hellige 
Brandan  blev  dyrket  i  Norden.  Men  denne  store  sjøfarer,  om  hvis 
færder  sagn  og  legende  fortalte  den  ene  fortælling  mer  vidunderlig""  end 
den  anden,  maatte  netop  være  en  helgen  for  de  irske  munke,  som  i 
sine  skrøbelige  skindbaader  vovede  sig  over  det  vilde  hav  til  de  (jærne 
Færøer.  Den  hellige  Brandan'  blev  ogsaa  meget  dyrket  baade  i  Irland 
og  i  Skotland,  mest  kanske  paa  Hebriderne,  og  derfra  er  det  vel,  hans 
dyrkelse  er  kommet  til  Færøerne. 

Irlands  apostel  den  hellige  Patrik  maa  ogsaa  i  gamle  dage  ha  været 
dyrket  paa  Færøerne.  Dr.  Jakobsen  meddeler  mig:  »Paa  den  lille  0 
Mikines  (vel  rettere  skrevet  Mikjunes,  af  *Mykjunes),  i  daniseret  form 


1  Jfr.  Zimmer,  Die  frühesten  BerUhruagen  der  Iren  mit  den  Nordgermanen,  s.  ii. 
*  Henrik  Kalleisens  kopibog,  udg.  af  A.  Bugge,  s.  202, 


358  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

»Myggenæs«  —  den  vestligste  af  Færøerne  —  holdes  endnu  den  saa- 
kaldte  Påtursineasa  eller  Påtursmessudagr  [udt.  päators-]  som  en  halv- 
helligdag  [fær.  mishalgjudagur]  den  17de  mars.  Denne  Påiursmessa  maa 
være  Påtriksmessa,  opkaldt  efter  St.  Patrik.  —  »Petersmesse«  heder  paa 
færøsk  Pætursmessa  [udt.  pæators-],  altsaa  forskjelligt  fra  det  foregaaende.« 

Endnu  et  minde  om  irsk  kristendom  har  vi  paa  Færørerne,  nemlig 
Baglholmur  ;  saa  kaldes  en  græsgrodd,  rund  holme  paa  sydøstsiden  af 
Suderø.  Dr.  Jakobsen  mener,  og  visselig  med  rette,  at  dette  navn  er 
sammensat  med  oldn.  hagall,  m.  (af  irsk  bachcUI)  »bispestav,  krumstav«. 
De  irske  munke,  som  Nordmændene  mødte  paa  Island,  lod  jo,  fortæller 
Are  frode,  krumstaver  (haglar)  igjen  efter  sig.  Har  der  ogsaa  paa  BagU 
holmur  bodd  irske  munke  og  eneboere? 

Saaledes  vidner  baade  personnavne  og  stedsnavne  og  øernes  ældste 
kirkehistorie  om  at  Færøerne  i  vikingetiden  var  sterkt  paavirket  af  keltisk 
kultur.  Endnu  vægtigere  er  dog  sprogets  egne  vidnesbyrd.  Der  er  i 
færøisk  adskillige  keltiske  laanord,  og  flere  af  dem  findes  ikke  i  noget 
andet  nordisk  sprog.  Disse  ord  er  vistnok  allesammen  optegnet  i  nyere 
tid,  saa  vi  kan  nu  ikke  med  sikkerhed  sige  hvad  tid  de  er  kommet  ind 
i  sproget.  Men  alt  taler  for,  at  ialfald  den  største  del  af  dem  er  kommet 
ind  i  vikingetiden.  Siden  fors  vandt  jo  alt  keltisk  væsen  fra  Orknøerne 
og  Shetlandsøerne  og  forbindelsen  mellem  disse  eer  og  Færøerne  op- 
hørte  ogsaa  lidt  efter  lidt.  For  Færøingerne  laa  det  nærmere  at  seile 
med  sine  varer  til  Bergen.  —  Did  kom  de,  ved  vi,  paa  Sverres  tid  \  — 

De  fleste  af  disse  keltiske  laanord  i  færøisk  angaar  agerbrug  og 
fædrift  og  i  det  hele  dyre-  og  plantelivet  paa  øerne.  Jeg  skal  her  op- 
regne  dem  i  alfabetisk  orden  efter  den  før  nævnte  fortegnelse,  som  min 
far  professor  S.  Bugge  har  gjort  og  som  Whitley  Stokes  har  vist  mig 
den  godhed  at  gjennemse.  Enkelte  af  ordene,  som  ogsaa  findes  i  norsk 
eller  islandsk,  har  jeg  alt  havt  leilighed  til  at  nævne;  men  for  fuldstændig- 
hedens  skyld  gjentar  jeg  dem  her, 

1.  Biak,    n.  [udt.  åiaak]  »kjernemelk»,  af  det  ens  betydende,  gl.irskc  blâthach. 

2.  Det  før  nævnte  des,  f.  »høstak«,  som  kommer  af  gæl.  dais, 

3.  Drunnur^  m.  »rumpe,  bagdel  paa  dyr«.  Ordet  findes  kun  i  færøisk.  Deraf  er  af- 
Icdet  drunnhvtti^  navn  paa  en  uvcirsfugl  (procellaria  pelagùa\  og  arunn-skeki,  »den 
uld,  som  sidder  tilbage  paa  faarets  bagdel,  efterat  det  ovrige  er  afrykket«.  Ordet  er 
dannet  af  gæl,  rfr<;/i«,  gen.  droinn  »a  rump,  the  Bard*s  portion  of  a  mutton«;  af  dette 
ord  er  a fledet /f rt/rwm/,  gen.  (Brehon  Laws  III,  354),  som  bet.  »laar«. 

4.  Klàrur,  ra.  »en  kloss  af  træ,  et  bræt,  heftet  paa  en  stang,  som  man  banker  jorden 
til  med,  naar  den  er  tilsaadd«  ;  muligens  det  samme  ord  som  nyisl.  klara  ell.  klârr 
»en  hakke,  ryddehakke«;  af  gl.irsk  dar  »bord,  bræt«. 


>  Sverres  saga,  k.  95. 


1904.  No.  1.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.       359 

5.  Knokkur,  m.  »hoved«  (kun  i  fær.),  af  gl.irsk  cnoc  »heie.  For  betyd ningsovergangen 
sammenlign  vort  »koll«,  som  betyder:  i)  hoved,  især  den  everste  del  af  et  hoved, 
2)  knold,  kolle. 

6.  Koka^  f.  »det  indvendige  hule  i  ryggen  tæl  ved  rumpen  paa  et  kreatur«  (kun  i  fær.), 
af  gæl.  (forældet)  coca,  adj.  »tom,  huU,  gi.ir.  coca\  det  irske  ord  er,  efter  hvad  prof. 
Kuno  Meyer  oplyser  mig  om,  dannet  efter  lat.  concavus, 

7.  Korkje^  »stenlav,  farvemos«,  er  et  ord,  som  jeg  tidligere  har  nævnt.  Det  stammer 
opr.  fra  lat.  purpura  og  er  over  Irland  vandret  til  Shetlandseerne,  Færøerne  og 
Norge.  Man  kunde  dog  ogsaa,  som  prof.  Kuno  Meyer  velvillig  har  meddelt  mig, 
tænke  paa  en  afledning  af  gl.irsk  corcim  »jeg  farver«. 

8.  Und^  f.  »kilde,  bæk«  (ogsaa  i  oldn.,  /iW,  f.  og  i  nyisl.),  af  irsk  lind,  n.  »vand, 
dam,  liden  sjø«  ;  med  dette  urd  er  bl.  a.  byen  Dublins  navn  sammensat. 

9.  Kavd»,  n.  (forek.  i  oldn.  —  re/di  —  bl.  a.  i  Færeyinga  s.),  »stav,  stok,  eller  snarere 
en  slags  økse,  som  tillige  brugles  som  stav«;  af  irsk  reinise  »klubbe,  stav«  (?).  — 

10,  Slavak  (ogsaa  i    nyisl.,   sla/ak),  n.    »bred  vandhinde,  et  slags  grent  slim  eller  tang« 
(ulva  marina  viridis);  af  irsk  slabhagan  »en  slags  spiselig  tang«. 

11,  Sodnur  (=  norsk  sonn)  »terrehus«,  af  irsk  sorn,  Vdi.  furnus. 

12,  luska  »at  prygle,  slaa«;  tushan,  f.  »slag,  hug«.     Dette   ord   synes   at  staa  i   forbin- 
delse med  oldn.  pust  »tærskestav«,.  som  er  laant  fra  irsk  suist  (af  \dX,  fustis). 

En  del  at  disse  keltiske  laanord  ßndes  bare  i  færøisk;  andre  er 
fælles  for  færøisk  og  islandsk,  men  findes  ikke  i  norsk.  Dette  taler 
ogsaa  for  min  formodning  om  at  der  fra  Irland  er  gaat  en  kulturstrøm 
til  Island  over  Færøerne.  —  Særlig  vigtig  i  denne  henseende  er  steds- 
navnet Dimun  (Dimon),  som  ogsaa  findes  flere  steder  paa  Island.  I 
Landnåma  II  k.  14  nævnes  i  Dimunarvågi  (nu  Eriksvaag  i  Dala  syssel). 
Denne  vaag  har  faat  navn  efter  en  liden  øgruppe,  de  saakaldte  Dimunar- 
klakkar,  som  »bærer  navn  efter  to  karakteristiske  topformede  klipper 
eller  »klakker«,  der  staar  tæt  ved  siden  af  hinanden  og  rager  op  i  luften 
som  fjelde,  høiere  end  nogen  anden  0  i  Bredetjord«^  Kålund  mener, 
at  Dimunarklakkerne  i  gamle  dage  tilsammen  har  været  kaldt  Dfmun. 
lalfald  har  vi  her  en  ypperlig  illustration  af  ordets  oprindelige  betydning 
paa  irsk  som  »tviberg«. 

Endnu  flere  steder  paa  Island  heder  Dimun,  saaledes  Dimon,  en 
heide  ved  Laugardalr  i  Arness  sysla  (Kålund  I,  157),  Dimon,  et  fjeld  i 
{)jörsärdalr  i  Arness  sysla  (Kålund  I,  199),  og  endelig  Dimon^  en  holme 
i  Bjarnarfjorftr  i  Stranda  sysla  (Kålund  I,  628). 

Dimun  maa  saaledes  kaldes  et  almindeligt  stedsnavn  paa  Island. 
Det  nævnes  alt  i  sagaerne,  f.  eks.  i  Eyrbyggja,  og  maa  være  kommet 
ind  i  vikingetiden. 

Ogsaa  andre  islandske  stedsnavne  tyder  paa  en  forbindelse  med 
Vesteuropa,  f.  eks.  Vestmannaeyjar,  som  blev  kaldt  saa,  fordi  nogle  irske 
træler  blev  dræbt  dér.  i>  Vestmannaeyjar  heita  par  sidan,  er  prælarnir 
voru  drepnir,   pviat  peir  voru  kynjadir  vestan  um   haf*,   heder   det  i 


>  Kålund,  Beskrivelse  af  Island  1,  490. 


360  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Landnåma  (I,  k.  7,  n.  12).  Om  de  irske  munker,  som  jeg  nedenfor  skal 
tale  om,  minder  stedsnavnene  Papey,  Pappyli,  Papafjtyràr  og  Papos. 

Et  underligt  stedsnavn,  som  forekommer  flere  steder  paa  Island,  er 
Kumbaravaag  (Kumbaravogr),  Saa  kaldes  en  liden  vik  i  Snefjeldsnes 
syssel,  en  i  Dala  syssel  og  en  i  Bardastrands  syssel  (Kålund  I, 
431,  491  og  537).  Pan  alle  tre  steder  findes  der  tomter  efter  boder 
og  der  gaar  sagn  om  at  udlændinger,  især  irske,  skal  ha  drevet 
handel  dér.  Navnet  Kiünbaravogr  kan  neppe  forklares  af  nordisk. 
Kålund  siger  om  dette  navn:  »Ved  denne  leilighed  kan  maaske 
en  fra  kyndig  side  mundtlig  fremsat  formodning  berøres.  Skulde 
»Kumbara«  i  dette  hyppig  forekommende  stedsnavn  ikke  staa  i  forbin- 
delse med  folkenavnet  »Kumrarc,  indbyggerne  af  Cumberland,  og  skulde 
disse  ikke  være  henregnet  under  det,  som  det  synes,  meget  omfattende 
»Irar«?  Kålunds  forklaring  er  meget  tiltalende.  Jeg  skal  ogsaa  minde 
om,  at  landskabet  Cumberland  i  angelsaksisk  heder  Cumbraland.  Dette 
vilde  i  nordisk  naturlig  bli  til  Kumb(a)ralandt  hvoraf  et  stedsnavn 
Kunibaravågr  igjen  kunde  afledes.  At  dette  navn  stammer  fra  vikinge- 
tiden,  er  sandsynligt.  En  form  Ktimbrar  eller  Kumbarar  som  navn 
paa  indbyggerne  af  Cumberland  maa  nemlig  være  meget  gammel,  da 
formen  Kumr  ar  alt  tidlig  forekommer. 

Jeg  skal  desuden  minde  om,  at  navne  paa  fjorde  og  viker  overalt 
hører  til  de  ældste  stedsnavne. 

En  række  stedsnavne  paa  Island  er  opkaldt  efter  Irlænderne  (Irar). 
Saa  ledes  er  der  i  Rangaavolde  syssel  en  elv,  som  heder  Iraa  (/rd)^. 
Den  nævnes  alt  i  Landnåmabok  (I,  k.  1 5)  og  skal  ha  faat  sit  navn  efter 
irske  mænd,  som  bodde  dér  i  nærheden.  —  Som  jeg  senere  skal  omtale, 
maa  det  ha  været  irske  munker.  —  To  steder  i  Aanæs  syssel  fore- 
kommer stedsnavnet  Irager&i  (Kålund  I,  170  og  178). 

I  Snefjeldsnes  syssel,  fra  Skogarstrandens  kyst  til  Dalasyssels  vest- 
ligste pynt  ligger  der  en  række  øer,  som  synes  at  spærre  indløbet  til 
Hvammsfjorden.  De  ordner  sig  dog  ved  nærmere  eftersyn  i  to  grupper, 
medens  farvandet  i  midten  er  noget  friere.  Dette  kaldes  Bredesund 
{BreiSasund),  Hovedveien  mellem  øerne  fra  Bredesund  ind  i  Hvamms- 
fjorden heder  Irska  leid  eller  »Irske  vei«.  —  Navnet  minder  vel,  som 
Kålund  (I,  455)  mener,  om  at  folk  fra  Irland  i  tidligere  tider  har  drevet 
handel  dér.  — 

Den  flade  kyststrækning  mellem  Skraumuhlaupsaa  og  Hørdudalsaa  i 
Dala  syssel  bærer    navnet   Vestlidaeyri;    her  skal    ifølge   sagnet  Irerne 

»  Kålund  I,  271. 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.        36 1 

tidligere  ha  drevet  handel,  og  Irshi  bûdir  kaldes  endnu  nogle  tomter, 
hvorfra  handelen  skal  være  foregaat^. 

Paa  østsiden  af  den  før  nævnte  Papey  er  der  en  haug,  som  kaldes 
irski  hôU.  Her  skal  ifølge  sagnet  de  irske  munker  eller  »papert  ha  sat 
sit  skib  op  og  havt  sin  bolig-. 

En  fjord  i  Bardastrands  syssel  kaldes  endnu  Pair  eks  f jçr  dr.  Den 
skal  være  kaldt  saa  af  den  kristne  landnaamsmand  Ørlyg  Hrappssøn  og 
har  faat  navn  efter  »Patrik  biskopc  paa  Suderøerne^. 

I  Vesterskaftafells  syssel  laa  et  sted,  som  nævnes  hos  Are  og  i 
Landnämabök  (I  k.  6)  og  kaldes  Minnpakseyrr,  Islands  første  landnaams- 
mand Ingolv  havde,  som  bekjendt,  en  fælle,  som  hed  Hjørleiv.  Denne 
havde  med  sig  nogle  irske  træler.  Mens  de  seilede  langsmed  land,  fik 
de  vandmangel.  Da  fandt  de  irske  træler  paa  at  knade  sammen  mel 
og  smør;  »det  kaldte  de  minntak«  (pat  nefndii,  peir  minnpak).  »Men 
da  minntaket  begyndte  at  mugne,  kastede  de  det  overbord,  og  det 
drev  iland  paa  det  sted,  som  nu  heder  Mintaksøre  (par  sem  nu  heitir 
Minnpakseyrr), 

Ordet  minthak  er  irsk.  Første  led  er  det  irske  min  (oldirsk  men), 
som  betyder  mel.  Ordet  findes  bl.  a.  i  den  saakaldte  lex  Adamnani  og 
bruges  dér  i  ganske  samme  betydning  som  paa  Island  om  en  blan- 
ding af  mel  og  smør.  Det  siges  om  forbrydere,  som  sættes  ud  i 
en  baad  paa  det  aabne  hav,  at  de  ikke  skal  tage  andet  end  minthak 
med  sig.  Man  bruger  endnu  i  Irland  og  Wales  at  knade  mel  og  smør 
sammen  som  et  middel  mod  tørste.  De  irske  trælle,  som  dræbte  Hjørleiv, 
blev  siden  selv  dræbt  af  Ingolv.  Det  kan  saaledes  ikke  ha  været  dem, 
som  gav  stedet  navnet  Minnpakseyrr.  Andre  islandske  landnaamsmænd 
maa  ogsaa  ha  kjendt  og  forstaat  betydningen  af  ordet  minnpak  eller 
rettere  *mitintas, 

Sammensat  med  irske  personnavne  eller  vidnende  om  forbindelse  med 
Kelterne  er  forøvrigt  Brjånslækr  i  Bardastrands  syssel*.  Navnet  forekommer 
alt  i  Landnåma  (I,  k.  2)  og  maa  være  opkaldt  efter  en  mand,  som  bar  det 
irske  navn  Brian.  Dufansdalr,  saa  kaldes  en  dal  i  Bardastrands  syssel 
(Kålund  I,  558).  Den  nævnes  i  Landnåma  (II,  k.  26)  og  er  opkaldt 
efter  Aan  Raudfelds  frigivne  Dufan.  Dette  navn  er  det  irske  Duban 
(almindelig  i  sammensætningen  Donnduban),  diminutiv  af  du>b  »sort«. 
DugfiLsdaVr^  saa  kaldes  et  dalføre  i  Hnappadals  syssel.     I  sagaerne,  f.  eks. 


»  Kålund,  I.  461. 

>  Kålund  II,  265. 

s  Kålund  I,  555;  Landnåma  I,  k.  12. 

*  Kålund  I,  548  f. 


302  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 

i  Eyrbyggja,  kaldes  den  med  det  rigtigere  navn  Dufgusdalr.  Dufgxis 
er  det  irske  navn  Dubhgus,  I  irske  navne  forekommer  den  samme 
metathesis  (f.  eks.  Tundalits,  rigtigere  Tnilgdal),  Dufßaksholt,  saa  kaldes 
en  gaard  i  Rangaavolde  syssel  (Kâlund  I,  230).  Den  har  sit  navn  efter 
løisingen  Dufpakr,  efter  hvem  ogsaa  Dufpekja  og  Dufßaksskor  er 
opkaldt^  Dufpakr  er  det  samme  som  det  almindelige  irske  navn 
Dubhtach. 

Efter  landnaamsmanden  Ketill  gufa  er  opkaldt  flere  steder  i  Myre 
syssel,  bl.  a.  gaarden  Gufuskålar  og  elven  Gufa^,  Gufa  er  det  irske 
goba  »smed«.  Efter  Ketill  g^fa  er  også  Gufudalr  og  Gufufjçrdr  i 
Bardarstrands  syssel  opkaldt. 

Kadalsstadir,  saa  kaldes  en  gaardj  Myre  syssel^.  Den  maa  ha  sit 
navn  efter  en  mand  ved  navn  Kadall;  to  saadanne  omtales  i  Landnåma 
(II,  k.  18  og  III,  k.  16).     Kadall  er  det  almindelige  irske  navn  Cathal, 

Kaltnanså  er  navn  paa  en  elv  i  Borgefjords  sysseM.  Den  er  op- 
kaldt efter  landnaamsmanden  Kaiman,  som  kom  fra  Suderøerne  (Land- 
nåma II,  k.  i).  Kalmaji  er  det  irske  navn  Cohmn^  en  almindelig  for- 
kortning af  Coloinbån^. 

I  Rangaavolde  syssel  laa  i  gamle  dage  en  gaard  Kutanes,  som 
bl.  a.  nævnes  i  Landnamabok  (V,  k.  2).  I  Borgefjords  syssel  kaldes 
et  bredt  næs  og  en  gaard  paa  denne  Katanes.  Af  samme  oprindelse 
er  navnet  Katadalr,  en  dal  i  Huna vatns  syssel  0.  Vi  gjenfinder  disse 
stedsnavne  i  Skotland.  Nordboerne  kaldte  det  nuværende  Caithness 
Katanes,  og  efter  dette  navn  maa  tydeligvis  det  islandske  Katanes  være 
opkaldt.  Vi  ved  ogsaa,  at  paa  Katanes  i  Borgefjords  syssel  boede  en 
mand  af  keltisk  herkomst  med  det  gæliske  navn  Kaiman  (Ldn.  i,  k.  15). 
Første  led  i  Katanes  er  vistnok  et  folkenavn  og  vel  samme  ord,  som  vi 
gjenfinder  i  innsi  Cat  »Katøerne«,  vistnok  det  irske  navn  paa  Shetlands- 
eerne'',  og  i  Katanes j  nu  Caithness,  den  nordligste  del  af  Skotland. 

Kjaransvîk  er  navn  paa  en  vik  og  en  gaard  i  Isefjords  syssel 0.  De 
er  opkaldt  efter  Geirmund  Heljarskinn's  træl  Kjaran  (Landn.  II,  k.  20), 
en  gjengivelse  af  det  almindelige  irske  navn  Ciarån,    Efter  en  mand  af 

»  Se  Landn.  V,  k.  5  og  Kalund  I,  280. 
«  Kalund  I.  371  f. 
3  Kalund  I,  355. 

♦  Kalund  I,  292  f. 

*  Wh.  Stokes,  On  the  Gaelic  names  in  the  Landndmabok. 
"  Kalund,  I,  266  og  293,  II,   12. 

'  Cogadh  Gaedhel,  152. 
8  Kalund,   I,  613. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA   NORDB.   I   VIKINGET.      363 

dette  navn  maa  ogsaa  den  lille  Kjaransey  i  Myre  syssel  (Kålund  I, 
388)  ha  faat  navn. 

I  Vester-Skaftafells  syssel  er  der  en  stor  vandmasse,  en  forening  af 
flere  elver,  som  kaldes  KiiSafljot  I  Landnamabok  (IV,  k.  11)  fortælles 
det,  at  Vilbald,  bror  af  Aaskell  hnokkan  drog  fra  Irland  til  Island  om- 
bord paa  et  skib,  som  hed  »Kude«  (ok  hafài  skip  pat  er  hann  kallaài 
Ktida),  Efter  dette  skib  har  Kûôafljôt  faat  navn.  Kiidi  maa  være  af- 
ledet  af  det  irske  ciid  (nyir.  cudh)  »hoved«.  Af  nordisk  sprog  kan  ordet 
ikke  forklares.  Kiidi  betegner  saaledes  et  skib  med  hoved  i  forstavnen. 
At  Kûôafljôt  har  faat  navn  efter  skibet  Kûâi  kan  man  slutte  af  ordene 
i  Landnamabok:  »Vilbaldr  hét  mad)'  .  .  .;  han  fôr  a  f  Irlandi  til  Is- 
lands, ok  hafài  skip  pat  er  hann  kalladi  Ku  åa,  ok  kom  i  Kûôafljôtsôs8€. 

Oppe  i  fjeldene  i  Bardastrands  syssel  ligger  der  en  liden  indsjø, 
som  heder  Kylonsvatn^,  I  nærheden  laa  vistnok  i  gamle  dage  gaarden 
Kylansholar.  Begge  dele  har  faat  navn  efter  den  suderøiske  landnaams- 
mand  Kylan^,  et  irsk  navn,  ifølge  Whitley  Stokes  «=  irsk  Coelån 
(Cöilan). 

Kolkiimyrar  er  navn  paa  en  myrlændt  bygd  i  Hunavatns  syssel 
i  det  nordlige  Island  3.  Bygden  har  faat  navn  efter  en  mand  ved  navn 
Porhjçrn  kolkan^.  Alle  haandskrifter  af  Landnåma  har  formen  kolkan 
med  undtagelse  af  ét,  som  har  kolkr.  Men  i  oldskriftsselskabets  udgave 
er  dette  forandret  til  kolka,  med  den  begrundelse,  at  »Kolkum^rar  ikke 
kan  komme  af  kolkan^.  K.  Rygh  (»Norske  og  islandske  tilnavne«) 
sammenligner  kolkan  med  isl.  kolkna  »fryse  ihjel«.  Det  vilde  dog  være 
underligt  at  danne  et  tilnavn  af  dette  ord.  Derimod  kan  baade  formen 
kolkan  og  Kolkumyrar  saavel  som  tilnavnet  selv  lige  til  forklares  af 
irsk.  I  irsk  bruges  meget  almindelig  baade  som  mandsnavn  Colai  eller 
Colgu,  gen.  Colcan  ell.  Colgan  ^  Til  de  to  former  af  dette  navn  svarer 
kolkan  og  Kolkumyrar  nøie,  formelt,  om  end  ikke  syntaktisk.  Dog  er  det 
sidste  navn  kanske  nærmest  en  nordisk  tillempning  af  irsk.  Colcu  har, 
skulde  jeg  snarest  tro,  været  det  navn,  som  Torbjørn  fik  i  daaben. 

Kjallaksstaåir  er  navn  paa  en  gaard  i  Dala  syssel  0.  Den  er  op- 
kaldt  efter  den  islandske  landnaamsmand  Kjallakr  (Landnåma  II,  k.  19). 
Efter   en  mand  af  dette   navn  maa  ogsaa  gaarden  KjaUakså  i  Stranda 


»  Kålund  I,  513. 

3  Landnäma  II,  k.  i. 

«  Kålund  II,  47. 

•  Ldn.  III,  k.  5. 

•  Se  f.  eks.  registeret  til  Three  Fragments. 

•  Kålund  I.  488. 


364  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

syssel  ha  faat  navn^.  KjaUakr  er  det  almindelige  irske  navn  CeUach, 
senere  Ceallach, 

Blant  fjeldene  rundt  Alvtafjord  merkes  Kofri,  »der  viser  sig  som 
en  karakteristisk,  bikubeformet  tinde  c  (Kål und  I,  586).  Kofri,  m.  be- 
tyder en  slags  lue.  Ordet  er  af  romansk  oprindelse  og  staar  i  forbin- 
delse med  det  franske  couvHr  »bedække«.  Deraf  kan  det  dog  ikke 
ligefrem  være  afledet.  Snarest  er  det  kanske  en  forkortning  af  gl.- 
engelsk  coverchief  »hovedtøi,  hovedbedækning«.  Da  navne  paa  fjelde 
pleier  at  høre  til  de  ældste  stedsnavne,  er  det  sandsynligt,  at  fjeldet 
Kovre's  navn  ogsaa  stammer  fra  vikingetiden. 

LunanshoU  heder  en  gaard  i  Rangaa volde  sysseP.  Den  har  navn 
efter  landnaamsmanden  Porsteinn  lunan  (I-andnama  V,  k.  7);  lunan  er 
det  almindelige  irske  navn  Lonån,  diminutiv  af  lon  > svarttrost  c. 

Melkorkustadir  hed  en  alt  tidlig  ubeboet  gaard  i  Dala  syssel.  Den 
har  sit  navn  efter  Olav  Paa's  mor,  den  irske  kongedatter  Melkorka. 
Dette  navn  gjengir,  som  Whitley  Stokes  har  paavfst,  det  irske  Maeir 
Curcaigh,  d.  e.  »(St.)  Curcach's  tjener«. 

I  Skagefjords  syssel  ligger  der  i  nærheden  af  Svartaadalen  en  liden 
fjelddal,  som  heder  Mælifellsdalen.  I  Svartaadalen  bodde  landnaams- 
manden Hrosskell.  Han  havde  en  træl,  som  hed  Roèrekr,  Denne 
sendte  han  op  i  fjeldet  for  at  finde  nyt  land.  Trælen  kom  ifølge  Land- 
nåma (III,  k.  6)  saa  langt  som  til  en  kløft,  der  efter  ham  fik  navnet 
Bodreksgil.  Navnet  BoSrekr  er  ikke  nordisk,  men  snarest  tysk;  det  er 
gaat  over  i  romansk  i  formen  Rodrigo,  I  alle  fald  vidner  navnet  om 
forbindelse  med  Vesteuropa. 

En  arm  af  Arnarfjorden  i  Bardastrands  syssel  kaldes  endnu  Trostans- 
fjçrôr^.  Ifølge  Landnåma  (II,  k.  26)  skal  den  ha  faat  sit  navn 
af  landnaamsmanden  Oeirpjofr  Valpjofsson,  efter  hvem  en  anden 
arm  af  Arnarfjorden  fik  navnet  GeirpjôfsfjçrSr.  Første  led  af  steds- 
navnet Trostansfjçrdr  er  det  piktiske,  i  Skotland  brugte  mandsnavn 
Drostan. 

I  Sønder-Mule  syssel  mellem  Breddalen  og  Berufjorden  er  der  et 
sted,  hvor  alfarveien  mellem  de  to  bygder  gaar,  som  kaldes  Stræti^ 
hvorefter  ogsaa  en  gaard  har  faat  navn  *.  Dette  navn  synes  efter  Land- 
nåma (IV,  k.  7)  at  stamme  fra  landnaamstiden.  Men  stræti  »brolagt 
vei,  stræde«  er,    har  vi  hørt,    laant   fra  angelsaksisk  stræt  og  stammer 


»  Kålund  I,  631. 

•  Kålund  I,  207, 

»  KMund  I,  552  f. 

*  Kålund  II,  25s  f. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PA  A   NORDB.   I  VIKINGET.      365 

yderst  ude  fra  latin   {via  strata).      Dette  ord  vidner  saaledes  ogsaa  om 
forbindelse  mellem  Island  og  de  Britiske  Øer. 

Om  tidlig  (og  irsk)  kristendom  paa  Island  minder  bl.  a.  stedsnavnet 
Kristnes  (îslendingàbok,  k,  11),  en  gaard  i  Øfjords  syssel,  hvor  landnaams- 
manden  Helge  den  magre  boede  (Kålund  II,  1 1 1).  Ligesaa  Krossavik 
hin  innri  og  Krossavik  hin  ytri  i  Vopnafjord  i  Norder-Mule  syssel 
(Landnåma  IV,  k.  i)  og  Krossavik  i  Sønder-Mule  syssel  (Landn.  IV,  k.  6). 
Begge  navne  stammer  fra  landnaamstiden.  Det  samme  er  ogsaa  til- 
fældet  med  Krossåss  ved  Øksarfjorden.  Det  fortælles  i  Landnämabök, 
at  Torv-Einar  havde  en  dattersøn,  som  hed  Einar.  Han  drog  til  Orkn- 
øerne  for  at  besøge  sine  frænder.  Men  de  vilde  ikke  kjendes  ved  ham  ; 
Einar  kjøbte  da  del  i  et  skib  sammen  med  to  andre.  De  seilede  til  Island 
og  kom  til  en  fjord.  Dér  satte  de  en  øks  op  som  merke  og  kaldte  det 
0xarfjçrdr\  paa  det  næste  sted  satte  de  en  ørn  op  og  kaldte  stedet 
Arnarpûfa.  Paa  det  tredje  sted  satte  de  et  kors  op  og  kaldte  stedet 
Krossåss;  T^svå  helguàu  peir  sér  allan  Øxarfjcrå^, 

Jeg  har  i  det  foregaaende  opregnet  40  stedsnavne  fra  de  forskjellige 
dele  af  Island,  som  alle  vidner  om  forbindelse  med  Vesterlandene,  frem-  / 
forait  med  de  a  f  keltiske  mænd  beboede  dele  af  de  Britiske  Øer.  Mange 
af  disse  navne  er  vistnok  opkaldt  efter  personer,  som  vi  ogsaa  ellers 
kjender.  Men  enkelte  navne,  som  Dimun,  er  dog  dannet  efter  keltiske 
appellativer;  og  i  enkelte  tilfælde,  som  ved  Trostansfjçrdr,  kjender  vi 
ingen  landnaamsmand,  efter  hvem  fjorden  er  opkaldt.  Om  en  nær 
forbindelse  med  de  Britiske  Øer  vidner  ogsaa  stedsnavnene  Katanes  og 
Ktimbaravågr, 

De  islandske  stedsnavne  taler  for  den,  som  ser  med  et  uhildet  blik, 
et  andet  sprog  end  for  professor  Finnur  Jönsson,  som  mener,  at  Island 
for  allerstørste  del  blev  bebygget  og  befolket  fra  Norge  og  at  den  keltiske 
indflydelse  paa  Island  har  været  overmaade  liden^.  Ingen  nægter,  at 
Finnur  Jönsson  er  den  første  kjender  af  den  gamle  norrøne  litteratur. 
Han  søger  ogsaa  at  være  upartisk  og  at  gi  Norge  og  Island  den  del,  som 
tilkommer  hver  af  dem,  af  den  gamle  litteratur.  Men  alligevel  kan  jeg 
ikke  komme  bort  fra,  at  Finnur  Jönssons  syn,  trods  hans  store  lærdom 
og  skarpsindighed,  er  noget  snævert.  Han  har  ikke  rigtig  forstaaclsen 
af,  at  en  kultur  aldrig  udvikler  sig  indenfra  alene.  Der  kræves  ogsaa 
paavirkning  udenfra.  Skal  man  kunne  forklare  den  islandske  kulturs 
rige  og  eiendommelige  blomstring,  maa  man  ogsaa  ta  forbindelsen  med 
de  Britiske  Øer  med  i  regningen.     Hjemme  i  Norge  var  der  spirer  og 


^  Dea  oldnorske  og  oldlsl.  litteraturs  hist.  II,  188. 


366  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

begyndelser.  Men  fra  Vesterlandene  kom  den  befrugtning,  som  bragte 
spireme  til  at  vokse  og  sætte  blomst  og  frugt.  For  den,  som  gjennem- 
gaar  de  islandske  stedsnavne,  hvoraf  de  fleste  alt  findes  i  Landnamabok, 
kan  det  ikke  være  tvivlsomt,  at  de  Nordmænd,  som  først  byggede  paa 
Island,  paa  mangfoldige  maader  maa  ha  staat  i  forbindelse  med  de 
Britiske  Øer. 

Undersøger  vi  Islands  ældste  historie  fra  andre  sider,  vil  vi  finde 
denne  opfatning  bestyrket.  Jeg  har  nævnt,  at  irske  munker  var  kommet 
til  Island,  længe  før  Nordmændene  havde  opdaget  øen.  Are  Frode  taler 
ogsaa   i    sin    Islendingabok    (k.    i)   om    disse    irske    eneboere.      i^ Island 

hygpisc  fyrst  or  Norvège  å  dçgom  Haralds  ens  hårfagra 

En  pat  ra^  DCCCLXX  vetrom  epter  hurp  Crisis Pâ  vara  her 

menn  cristnir,  peir  es  Norpmenn  calla  Papa,  en  peir  foro  sipan  å  braut, 
af  pvi  at  peir  rildo  eigi  vesa  her  rip  heipna  nienn,  oc  Uto  epter  bœcr 
irscar  oc  hjcWßr  oc  hagla:  af  pvi  matts  scilja  at  peir  vôro  menn  îrscir*. 
Hermed  har  man  sammenstillet  Dicuil's  ord  om  Island  og  Færøerne, 
nunc  causa  latronum  Kortmannorum  vacuæ  anochoritis,  og  sluttet,  at  de 
norske  landnaamsmænd  jagede  de  irske  munker  og  eneboere  bort  fra 
Island.  Jeg  tror  dog,  at  denne  slutning  er  meget  forhastet,  og  skal, 
haaber  jeg,  gjøre  det  sandsynligt,  at  der  ned  gjennem  hele  det  icxie 
aarhundred  maa  ha  boet  nogle  faa,  vist  ikke  mange,  irske  munke  paa 
Island.  Are  rager  vistnok  med  hensyn  til  troværdighed  høit  op  blant 
alle  tiders  historieskrivere.  Men  selv  den  bedste  kan  undertiden  tage 
feil.  Lad  os  se  lidt  nærmere  paa  Ares  ord.  Han  siger,  at  de  irske 
eneboere  »lod  efter  sig  irske  bøger,  bjelder  og  krumstaver,  hvoraf  man 
kunde  skjønne,  at  de  var  irske  mænd.«  Skal  man  ta  Ares  ord  efter 
bogstaven,  maa  man  nødvendigvis  slutte,  at  de  islandske  landnaamsmænd 
forstod  irsk  sprog,  ja  endog  kunde  læse  irske  bøger;  thi  ellers  vilde  de 
ikke  kunne  ha  forstaat,  at  bøgerne  var  irske.  At  saa  var  tilfældet,  vil 
dog  de  færreste  være  med  paa.  Jeg  tror  tværtimod,  at  de  irske  ene- 
boere maa  ha  levet  en  stund  sammen  med  de  norske  nybyggere,  og  at 
disse  derigjennem  har  lært,  hvad  slags  folk  de  var.  Derfor  taler  ogsaa 
ordet  hagall,  m.  »krumstav,  bispestav«.  Dette  ord  er  et  laanord  fra  det 
ensbetydende  gl.irske  bachall,  som  igjen  stammer  fra  det  lat.  baculus 
ell.  bacillum  »stok«.  Hvordan  skal  de  islandske  nybyggere  ha  kunnet 
lære  dette  ord  at  kjende,  uden  gjennem  en  forbindelse  med  de  irske 
eneboere.  De  maa  ha  sét  Irernes  gudstjeneste  og  modtat  endel  kultur- 
paavirkning  fra  dem.  Og  ligeledes,  hvordan  skulde  Islændingerne  kunne 
kalde  de  irske  munke  papar,  havde  de  ikke  af  dem  selv  hørt,  at  de 
kaldte  sig  påpa,  et  ord,  som  paa  irsk  betyder  »geistlig,  munk«? 


Î904.   No.  I.       VESTERLANDENES   INDFL.   PAA   NORDB.   I   VIKINGET.       367 

Disse  irske  eneboere  maa  ha  levet  i  det  sydøstlige  Island,  hvor 
endnu  i  Øster-Skaftafells  syssel  en  del  stedsnavne,  som  før  nævnt,  minder 
om  dem,  nemlig  Papafjçrâr,  Papôs  og  Pappyli,  samt  Papey  i  nabo- 
distriktet Sønder-Mule  syssel.  Pappyli  er  vel,  som  Kålund  (II,  276) 
formoder,  istedenfor  Papbyli,  d.  e.  »Papernes  bolig«.  Ogsaa  en  af 
Orknøerne  bærer  det  samme  navn,  Paptdi.  I  Vester-Skaftafells  syssel 
havde  de  irske  eneboere  ligeledes  en  kirke,  paa  et  sted  hvor  gaarden 
Kirkjiihæ}'  endnu  minder  om  dem  (Kålund  II,  315  f.). 

Ogsaa  fra  andre  dele  af  Island  synes  der  at  være  spor  af  irske 
geistlige,  ja  muligens  endog  af  irsk  kristendomsforkyndelse.  Jeg  har  før 
nævnt  elven  Ira  i  Rangaavolde  syssel.  Her  bodde  ifølge  Landnamabok 
(I,  k.  15)  den  kristne  landnaamsmand  Âsôlfr.  Ifølge  en  afskrift  af  Landnama- 
bok (Hauksbok)  kom  Aasulv  ikke  alene,  men  selv  tolvte  {peir  fôru  XII 
såmann),  Hans  ledsagere  var  Irlændere  {peir  vom  irsker).  Det  for- 
tælles  ogsaa,  at  de  hyggede  en  kirke  og  kom  i  strid  med  de  andre 
nybyggere,  som  ansaa  dem  for  troldmænd.  Allerede  A.  D.  Jørgensen 
(»Den  nord.  kirkes  grundlæggelse«,  s.  212  f.)  har  gjort  opmerksom  paa 
dette  sted  og  formodet,  at  vi  her  har  et  eksempel  paa  irsk  kristendoms- 
forkyndelse inden  den  nordiske  folkestammes  omraade.  Den  irske  kirke 
udfoldede  jo  en  rig  missionsvirksomhed  rundt  om  i  Europa.  Naar  de 
irske  geistlige  (culdeerne,  som  de  kaldtes)  drog  rundt,  pleiede  de  altid 
at  være  tolv  i  følge,  ligesom  apostlerne.  At  den  kristne  Aasulv  kom 
selv  tolvte  i  følge  med  irske  kristne  mænd,  kan,  som  A.  D.  Jørgensen 
mener,  ikke  være  nogen  tilfældighed,  men  maa  tyde  paa,  at  han  og  hans 
ledsagere  virkelig  var  irske  kristendomsforkyndere. 

Men  dette  eksempel  er  ikke  det  eneste.  Efterat  Grønland  var  fundet, 
foregik  der  i  slutningen  af  det  lode  aarh.  (985)  en  stor  udvandring  did 
fra  Island.  Blant  udvandrerne  var  Herjulv  den  yngre.  Ombord  paa 
hans  skib  var  der  en  kristen  Suderøing,  som  digtede  Hafgerdinga  dråpa 
om  det  forfærdelige  søskjælv,  som  udvandrerne  mødte  paa  veien.  I 
dette  digt,  hvoraf  en  strofe  endnu  er  fuldt  bevaret  (Landnåma  II,  k.  14), 
bruges  som  kjenning  for  Gud  munka  7'eynir  »munkenes  prøverc  Dette, 
saavelsom  strofens  hele  eiendom melighed,  viser,  at  digteren  ikke  bare 
har  været  kristen,  men  efter  al  sandsynlighed  ogsaa  munk.  —  Denne 
strofe  lyder  i  oversættelse  :  »Jeg  beder  munkenes  syndefrie  kjender  at 
lade  min  reise  gaa  godt.  Den  høie  himmels  herre  holde  sin  haand  over 
migi.«  —  Jeg  skulde  tro,  at   denne  kristne  Suderøing  har  hørt  hjemme 


*  Eftcr  Finnur  Jönsson's   udg,    af  Landnåma   (Kbhvn.   1900),    s.  35.     Ordel  munkr   fore- 
kommer her  for  ferslc  gang  i  oldn.  og  oldisl. 


368  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

i  det  navnkundige  kloster  paa  Iona.  Derfra  wc  han  kommet  til  Irland, 
hvor  han  vel  maa  ha  opholdt  sig  en  stund  før  færden  til  Island.  Er 
dette  saa,  har  vi  her  endnu  et  vidnesbyrd  om  at  geistlige  tilhørende  den 
irske  kirke  har  opholdt  sig  paa  Island.  De  eksempler,  jeg  i  det  fore- 
gaaende  har  nævnt,  er  dels  fra  den  første  landnaamstid,  dels  fra  heden- 
skabets  sidste  dage,  men  de  vidner  tilsammen  om,  at  Islændingerne  i 
den  tid,  da  skaldedigtningen  udviklede  sig  til  sin  haieste  blomstring  og 
da  sagafortællingen  begyndte  at  spire,  ikke,  som  mange  mener,  stod 
uden  forbindelse  med  kristendom  og  Vesterlandenes  kultur. 

Det  er  i  det  hele,  tror  jeg,  en  feiltagelse  at  forestille  sig  Island  paa 
landnaamstiden  som  et  fuldstændig  hedensk  samfund.  De  fleste  be- 
kjendte  sig  nok,  i  navnet  ialfald,  til  åsatroen.  Men  mange  troede  paa 
slet  ingen  ting  uden  paa  sin  egen  kraft  og  styrke  og  ikke  saa  faa  var 
kristne.  Vistnok  sad  kristendommen  ikke  saa  dybt  og  de  fleste  af  de 
kristne  landnaamsmænds  efterkommere  sank  igjen  tilbage  til  hedenskabet. 
Men  kristendommen  maa  dog  ha  sat  sine  spor,  ellers  er  det  umuligt  at 
skjønne  den  uden  sidestykke  lette  maade,  hvorpaa  kristendommen  blev 
vedtat  paa  Island.  Hvor  meget  vanskeligere  gik  det  ikke  baade  i  Dan- 
mark og  Sverige  og  ikke  mindst  i  Norge  1  Gründen  kan  være,  at  jord- 
bunden paa   Island   var   bedre   forberedt   til  at  modtàge  kristendommen. 

Landnamabok  selv  siger  jo  ogsaa  (V,  k.  15):  »Sva  seg  ja  vitrir 
men7i,  at  nçkkurir  landnå)nsmenn  ha/i  skiråir  vef-it,  peir  er  hygt  hafa 
Island,  flestir  peir  er  kvomu  vestan  um  haf;  er  til  pess  nefndr  Helgi 
magri  ok  Qrlygr  enn  gandi,  Helgi  hjala,  Jçrundr  kristni,  Audr  djûpauàga, 
Ketill  enn  fiflski,  ok  enn  fleiri  menn,  er  kvomu  vestan  um  haf,  ok  héldu 
peir  sumir  vel  kristni  tu  daudadags;  en  pat  gekk  ovida  i  ættir,  pviat  synir 
peirra  sumra  reistu  hof  ok  hlôtuàu,  en  land  var  alheiåit  nær  hundraSi 
vetra.^ 

Skal  vi  tro  Landnaamaboks  ord,  maa  vi  altsaa  slutte,  at  største- 
delen af  de  landnaamsmænd,  som  kom  fra  de  Britiske  Øer,  har  været 
kristne.  Før  vi  kan  danne  os  en  forestilling  om  hvor  udbredt  kristen- 
dommen var  paa  Island  i  landnaamstiden,  er  det  dog  nødvendigt  at 
gjennemgaa  selve  Landnaamaboken  og  undersøge  hvilke  mænd  den 
nævner  som  kristne.  Jeg  følger  her  Landnamabok  kapitel  for  kapitel. 
Vi  kommer  da  først  til  den  mægtige  og  vidtforgrenede  Ketill  Flatne  vs 
slægt,  en  af  Islands  høibyrdigste  og  anseligste  ætter.  Fra  hans  far 
Bjørn  Buna  er,  siger  Landnåma,  næsten  alt  storfolk  paa  Island  kommet 
(I,  k.  10).  Harald  Haarfagre  satte,  ved  vi,  Ketill  Flatnev  til  høvding  over 
Suderøerne.  Men  Ketill  gjorde  sig  uafhængig,  og  hele  hans  slægt  maatte 
siden  ud  vand  re  til  Island.     Paa  Suderøerne   maa  alle  Ketills  børn  være 


1904.   No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VlKINGET.        369 

vundet  for  kristendommen,  med  undtagelse  af  Bjørn  Austrøne,  som  blev 
hjemme  i  Norge  (Landn.  II,  k.  11).  Blant  Helges  børn  møder  vi  først 
landnaamsmanden  Helgi  hjola  (I,  k.  11).  Vi  har  allerede  hørt,  at  han 
var  kristen.  Hans  tilnavn  hjola  er  sandsynligvis  hans  irske  daabsnavn; 
det  er  nemlig  samme  navn  som  det  irske  Beolan  ell.  Beollan. 

Helges  søskendebarn  var  landnaamsmanden  Orlygi'  son  Hrapps 
Bjarnarsonar  btmu  (I,  k.  12).  Om  ham  fortælles  det,  at  »han  var  op- 
fostret  hos  den  hellige  biskop  Patrik  paa  Suderøernec .  Til  Island  havde 
han  med  sig  kirketømmer,  en  jernklokk^,  et  plenarium  (d.  e.  en  fuld- 
stændig  messebog)^  og  indviet  jord.  Ørlyg  har  da,  maa  vi  tro,  bygget 
en  kirke  i  sit  landnaam  paa  Island.  Om  ham  og  hans  *  efterkommere 
heder  det,  at  de  troede  paa  den  hellige  Kolumba  {ßeir  Orlygr  frændr 
truåu  å  Kolumba).  Kolumba  er  Skotlands  apostel  og  klosteret  paa 
lona's  stifter  den  hellige  Columba.  Vi  maa  næsten  tro,  at  Ørlyg  er 
blit  opdraget  i  klosteret  paa  Iona  og  at  det  er  dettes  abbed,  som  Land- 
nåma kalder  »den  hellige  biskop  Patrik  paa  Suderøerne«. 

Ørlyg  kom  ikke  alene,  men  i  feige  med  mange  slægtninger  og 
venner.  De  maa  visselig  alle  ha  været  kristne.  Først  og  fremst  Ørlygs 
egen  søn  Valpjofr,  som  tog  hele  Kjos  og  bodde  paa  Medalfell  og  blev 
stamfar  til  Valtjovlingerne  (Valpjôflingar)^.  Selve  navnet  Valpjofr,  som 
blev  temmelig  almindeligt  paa  Island  og  i  Norge,  er  en  omændring 
af  det  angelsaksiske  Wealhpeow,  d.  e.  »Vælsk  træl«.  Sammen  med 
Ørlyg  den  gamle  kom  ogsaa  til  Island  hans  fosterbror  Kollr,  som  tog 
land  ved  KoUsvfk  samt  landnaamsmanden  Porolfr  spçrr,  og  dennes  søn 
landnaamsmanden  Knjiikr^.  Disse  maa  ogsaa,  da  de  fulgte  Øriyg,  ha 
havt  hjemme  paa  Suderøerne  og  har  vistnok  været  kristne. 

I  Ørlyg  den  gamles  æt  blev  den  hellige  Kolumba  dyrket  som  en 
slags  afgud.  I  en  anden  æt  fik  ogsaa  kristendommen  en  eiendommelig 
udvikling.  En  af  landnaamsmændene  hed  Svartkell  og  var  fra  Caithness 
(Svartkell  hét  madr,  katneskry.  »Hans  søn  var  Torkell,  far  af.  Glum, 
som  bad  saaledes  for  sig  ved  et  kors:  Gid  det  altid  maa  være  godt  for 
gamle  mænd,  altid  godt  for  unge!«  {Hans  son  var  Porkell,  fadirGlums, 
er  svå  badst  fyrir  at  krossi:  gott  ey  gçmlum  mçnnum,  gott  ey  ungum 
mçnnuml).  Landnaamsmanden  Svartkell's  sønnesøn  maa  ha  levet,  før 
kristendommen  i  aar  locx)  ved  lov  blev  vedtat  paa  Island.  Desuden, 
var  han  først  dengang  blit  kristen,  vilde  der  ikke  være  nogen  grund  til 


1  Maurer,  Bekehrung  I,  9S. 

2  Landn.  I,  k.  13. 

s  Landn.  II,  k.  2$,  26. 

^  Landn.  I,  k.  13. 

V»a.-Seli*k.  Skriiter.    IL    H.-F.  Kl.  1JH4.    No.  1.  24 


370  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

at  mindes  hans  dyrkelse  af  korset.  Glums  farfar  Svartkell  maa  ha  været 
kristen  ;  men  siden  har,  som  naturligt  kunde  være,  hans  æt  glemt  kristen- 
dommens lære  og  bare  husket  korset  som  sin  tros  ydre  symbol. 

Landn.  I,  k.  15.  Blant  landnaamsmændene  var  der  to  brødre,  som 
tog  hele  Akranes.  Den  ene  hed  Tormod,  den  anden  Ketill.  Af  disse 
maa  vel  ialfald  Ketill  ha  været  kristen;  han  havde  nemlig  en  sen,  som 
kaldtes  »Jørund  den  kristne«  (Jçrtmdr  enn  kristni).  Om  denne  fortælles 
det:  »Jørund  den  kristne  var  søn  af  Ketill,  søn  af  Brese«  (Jçrundr  hinn 
kristni  var  sun  Ketils  (sim)  Brcsa;  er  Bresi  det  irske  navn  Bress,  gen. 
Bresse}  »Han  holdt  godt  fast  ved  kristendommen  til  sin  dødedag  og 
var  eneboer  i  sin  alderdom«  {Hann  helt  vel  h-istni  tu  daudadags  ok 
var  einsetumaSr  i  elli  sinni).  Trangen  til  eneboerliv  var,  ved  vi,  særlig 
udviklet  i  den  irske  kirke.  Det  ligger  derfor  nær  at  tro,  at  Jørund  har 
lært  kristendommen  at  kjende  i  Skotland  eller  Irland.  Et  haandskrift  af 
Landnåma  fortæller  ogsaa,  at  Ketill  brese  havde  en  datter  ved  navn 
Edna,  som  blev  gift  med  en  mand,  som  hed  Konall.  —  Edna  er  det 
irske  kvindenavn  Eithnc,  og  Konall  er  det  almindelige  irske  navn 
ConalL  —  En  søn  af  denne  Konall  og  Jørund  den  kristnes  frænde  var 
landnaamsmanden  Asôlfr^.  Om  ham  har  jeg  før  talt  og  sagt,  at  der 
er  meget  som  taler  for,  at  han  er  kommet  til  Island  i  følge  med  irske 
culdeer  og  at  han  har  drevet  kristendomsforkyndelse  dér.  Landnåma- 
bok  fortæller  ogsaa,  at  »der  hvor  hans  ben  hviler,  staar  der  nu  en  kirke, 
og  han  er  kaldt  en  meget  hellig  mand«  {St^ndr  par  mi  kirkja, 
sem  leiåi  hans  ei',  ok  er  hann  enn  helgasti  maSr  kalladr).  Denne  kirke 
blev,  som  et  minde  om  at  Aasulv  og  hans  fæller  havde  tilhørt  den  irske 
kirke,  indviet  til  den  hellige  Kolumba  {ok  helgaåi  Kolumkilla  med  Otidi), 
Ogsaa  Aasulvs  irske  ledsageres  ben  blev  siden  flyttet  til  kirke*.  Det 
ser  næsten  ud  som  om  Aasulv  har  været  dyrket  som  en  slags  helgen 
paa  Island  og  som  om  det  første  kloster  paa  Island  har  staat  i  forbin- 
delse med  hans  dyrkelse  3.  Denne  skal  ifølge  legenden  være  begyndt 
ikke  længe  efter  kristendommens  indførelse.  —  Dette  vidner  dog  om  at 
der  i  vikingetiden  ved  siden  af  åsatroen  ogsaa  var  anden  religiøs  tro 
paa  Island.  — 

Til  Ketills  og  Jørunds  kristne  slægt  eller  følge  hørte  ogsaa  en  mand 
ved  navn  Bekari,  som  tog  land  i  Ketils  landnaam  og  bodde  paa  Bekans- 
stader    {at  Bekansstçôumy,     Bekan  er,    som  Wh.  Stokes  har  vist,    det 


»  Landn.  I,  k.  15  —  16. 

•  Maurer,  Bekehrung  des  norw.  Stammes  I,  103. 
'  Diplomatarium  Islandicum  I,  255,  483. 

♦  Landn.  I,  k.  17. 


1904.   No.    I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PAA   NORDB.   I  VIKINGET.      37 1 

irske  Beccân,  diminutiv  af  becc  »liden«.  Da  landnaamsmanden  Bekan 
bærer  et  irsk  navn  og  kom  til  Island  i  følge  med  kristne  mænd^  folk, 
somjkke  vilde  omgaas  med  hedninger^,  maa  vi  slutte,  at  han  selv  ogsaa 
har  været  kristen. 

Kristendommen  var  kun  sjelden  paa  Island  saa  rodfæstet  som  i 
Jørunds  og  Aasulvs  æt.  Men  selv  dér,  hvor  den  tilsyneladende  kun  sad 
i  det  ydre,  formaaede  den  dog  at  sætte  varige  merker.  Vi  ser  det 
tydelig  af  hvad  Landnamabok  (II,  k.  i)  fortæller  om  den  suderøiske 
landnaamsmand  Kaiman  og  dennes  æt.  —  Som  jeg  før  har  nævnt,  er 
Kaiman  Islændingernes  gjengivelse  af  det  irske  Colmån.  —  Kaiman  maa 
ha  været  kristen.  Han  ud vandrede  i  følge  med  Ketill  Bresesøn,  Jørund 
den  kristnes  far  og  Aasulv  ALskiks  morfar.  Men  saa  kom  hantillsland 
og  levede  mellem  hedenske  folk.  Selv  kunde  han  sagtens  hverken^æse 
eller  skrive.  Han  havde  vel  heller  ingen  ydre  ting,  som  kunde  minde 
ham  om  hans  tro.  Hvad  under  da,  at  han  faldt  tilbage  i  hedenskabet 
og  endog  blev  hauglagt!  Hans  søn  Sturla  hyggede  et  hedensk  tempel, 
blev  gode  og  ofrede  til  Æserne.  Men  kristendommen  havde  dog  ikke 
ganske  mistet  sin  magt  over  ætten.  Sturla  havde  en  søn  Bjarne.  Han 
havde  engang  en  strid  med  Rolv,  lUuges  far,  om  en  landtunge.  Da 
mindedes  Bjarne  sine  fædres  tro  og  lovede  at  gaa  over  til  kristendommen, 
hvis  han  vandt.  —  Vi  maa  mindes,  at  dette  er  før  kristendommens  ind- 
førelse.  —  Da  brød  Hvitaa  sig  et  nyt  leie,  saa  tungen  blev  landfast 
med  Bjarnes  eiendom,  og  Bjarne  tilegnede  sig  denne.  Til  tak  lod  Bjarne 
sig  døbe,  hyggede  en  kirke  og  holdt  vel  fast  ved  sin  kristendom. 
Merkelig  er  især  Landnaamaboks  udsagn  om,  at  Bjarne  Sturlassøn  lod 
sig  døbe  (Bjarni  Sturluson  tok  skirn).  En  skulde  næsten  tro,  at  der 
ned  gjennem  hele  det  icxie  aarh.  paa  Island  har  været  mænd,  som 
udførte  geistlige  forretninger.  Dette  er  dog  kanske  en  for  dristig 
slutning. 

Den  ovenfor  nævnte  landnaamsmand  Kaiman  havde  en  bror  ved 
navn  Kylan  (II.  k.  i).  Dette  er,  har  vi  hørt,  det  irske  navn  Coelån, 
Ogsaa  Kylan  har  vel  været  kristen,  om  dette  end  ikke  udtrykkelig  siges  i 
Landnamabok. 

Til  de  mægtigste  og  høibyrdigste  islandske  nybyggere  hørte  land- 
naamskvinden  Aud'.  Hun  var  selv  datter  af  Ketill  Flatnev  og  havde 
været  gift  med  Dublinkongen  Olav  Hvite.  Hendes  søn  var  vikinge- 
kongen  Torstein  Røde.     Efter  dennes  fald  forlod  Aud  Skotland  og  drog 


^  Laadn.  I,  k.  15. 
«  Landn,  II,  k.  15  f. 


372  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

til  Island.  Ombord  paa  sit  skib  havde  hun,  fortæller  Landnämabök, 
20  frie  mænd  {XX  karla  frjålsa).  Jeg  skal  her  nævne  en  del  af  hendes 
ledsagere:  Koll  eller  Dala-KoU,  gift  med  en  datter  af  Torstein  Røde, 
Erp,  søn  af  den  skotske  Meldun  jarl,  som  med  sin  mor,  den  irske 
kongedatter  Myrgjol,  fulgte  Aud.  —  Erpr  er  et  nordisk  navn;  men 
Meldun  og  Myrgjol  er  keltiske.  —  Fremdeles  KetiU  og  Hçràr  samt 
Auds  frigivne,  Vivill,  Hundi  {skotskr  at  kyni)  og  Sçkkolfr. 

Af  Torstein  Rødes  døtre  blev  Torgerd  gift  med  Dala-KoU,  den 
navnkundige  Olav  Paas  farfar;  en  anden  datter  Torhild  blev  gift  med 
Øistein  Meinfret;  en  tredje  Osk  blev  gift  med  Hallstein  Gode.  Selv 
boede  Aud  hos  sin  sønnesøn  Olav  Feilan;  dennes  tilnavn  feüan  er  det 
irske  navn  Faelan  og  har  vel  været  Olavs  daabsnavn.  Aud  var  selv 
døbt  og  vilde  ikke  jordes  i  uindviet  jord.  Derfor  lod  hun  sit  lig  lægge 
ude  i  fjæren.  Auds  æt  og  de,  som  kom  sammen  med  hende,  var  vel 
ogsaa  kristne.  Deres  tro  sad  dog  ikke  saa  dybt;  for  efter  Auds  død 
mistede  de  sin  tro,  siger  Landnämabök.  Eller  rettere,  deres  tro  gik 
over  til  en  slags  overtro.  Aud  forrettede  nemlig  sine  bønner  paa  et 
sted,  som  kaldtes  Krossholar.  Dér  havde  hun  ladet  reise  et  kors. 
Senere  viste  hendes  efterkommere  haugene  megen  tilbedelse.  De  ind- 
rettede  hørg  eller  et  hedensk  offersted  dér  og  trodde,  at  de  efter  sin 
død  kom  ind  og  levede  i  haugene.  Før  Auds  .sønnesøns  søn,  den 
navnkundige  høvding  Tord  Geiler,  tiltraadte  sin  stilling,  blev  han  lige- 
ledes  ført  op  i  holerne.  Kristendommen  vedblev  saaledes  ogsaa  for 
Auds  efterkommere  at  ha  sin  betydning.  Og  der  var  vel  ingen,  som 
var  kommet  til  Island  med  et  større  følge  af  slægt,  venner  og  frigivne 
end  Audr  in  djupiidga  eller  »Aud  den  dybtænktec,  som  hun  kaldtes. 

Indgiftet  i  Ketill  Flatnevs  æt  og  selv  en  af  de  mægtigste  og  for- 
nemste landnaamsmænd  paa  Island  var  Helge  magre  (Helgi  enn  magriy. 
Han  var  født  i  Irland  og  opfostret  paa  Suderøerne;  hans  mor  skal  ha 
været  datter  af  den  irske  konge  Kjai-valr  {Cearhhalt),  Om  Helge  for- 
tælles  det,  at  han  var  meget  blandet  i  troen.  Han  trodde  paa  Kristus, 
men  paakaldte  Tor  ved  sjøfærder  og  foretagender,  som  krævede  mod 
og  aandsnærværelse.  Før  han  drog  til  Island,  spurgte  han  saaledes  Tor 
tilraads;  men  den  gaard,  han  hyggede,  kaldte  han  Kristnes.  »Blandet 
i  troen  f  ligesom  Helge  selv  var  vel  ogsaa  hans  nærmeste  slægt,  f.  eks. 
den  høibyrdige  Håmundr  heljarskinn,  som  var  gift  med  hans  datter 
Ingunn  og  kom  til  Island  sammen  med  ham;  ligesaa  Helge  magres  bror, 
landnaamsmanden  Snœhjçrn^. 


«  Landn.  III,  k.  12. 
>  Lando.  II,  k,  30, 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      373 

Endnu  en  landnaamsmand  var  gift  med  en  af  Ketill  Flatnevs  døtre, 
nemlig  Ketil  enn  fiflski^,  d.  e.  »Ketil  faavetting«.  De  hedenske  Islæn- 
dinger  kaldte  ham  saa,  fordi  han  var  kristen  (hann  var  vel  kristinn, 
pvi  kçlluôu  heiHngiar  hann  Ketil  en  fiflska)^.  Ketil  tog  land  i  det  syd- 
vestlige Island  og  bodde  paa  gaarden  Kirkjuiær.  Denne  gaard  blev 
kaldt  saa,  fordi  irske  munke  eller  paper  før  havde  boet  dér.  Sagtens 
har  der  vel  ogsaa  fra  disses  tid  staat  en  af  de  smaa  og  primitive  irske 
kirker  paa  gaarden.  Folk  trodde,  at  paa  Kirkebø  kunde  ingen  hedning 
bo.  Det  fortaltes,  at  efter  Ketills  død  vilde  en  af  egnens  folk  ved  navn 
Hildir  flytte  did;  men  før  han  kom  til  gaardstunet,  styrtede  han  død 
om.  Der  er  al  grund  til  at  tro,  at  Ketills  ætlinger  ogsaa  holdt  fast  ved 
kristendommen,  da  vi  aldrig  hører  om  at  gaarden  blev  forladt  og  da 
hedninger,  som  nævnt,  ikke  turde  bo  dér.  Men  ialfald  kan  ingen  tvile 
paa,  at  minder  om  kristendommen  og  kristen  overlevering  har  levet 
videre  paa  Kirkebø,  og  at  gaarden  i  folkets  øine,  i  sagn  og  i  tale  har 
staat  som  et  heiligt  sted.  Her  blev  der  nemlig  senere  i  middelalderen,  i 
1 1 86,  oprettet  et  nonnekloster   af  Benediktinerordenen  (Kålund    I,  315). 

Ved  siden  af  disse  kristne  nævner  Landnamabok  ogsaa  et  par  land- 
naamsmænd,  som  havde  forkastet  troen  paa  guderne  og  ikke  vilde  blote, 
nemlig  Ber  si  goàlauss  »Berse  den  gudløse«  (II,  k.  4)  og  Hallr  godlauss,  søn  af 
Helgi  godlauss;  om  disse  heder  det,  at  de  ikke  vilde  blote,  men  trodde 
paa  sin  kraft  (I,  k.  11).  Om  landnaamsmanden  Ingulvs  fosterbror 
Hjørleiv  fortælles  det  ligeledes,  at  han  aldrig  vilde  blote  (I,  k.  6).  — 
Ingulv  var  derimod  en  ivrig  blotmand.  Under  indflydelse  af  kristen- 
dommen maa  det  vel  ogsaa  være,  at  en  landnaamsmand  Âsgeirr  kneif 
af  egen  drift  [sjalfråM)  ophørte  at  blote  8.  —  Alle  disse  mænd  har  vel, 
før  de  udvandrede  til  Island,  opholdt  sig  i  Vesterlandene,  hvor  de  under 
paavirkning  af  kristendommen  og  af  Vestens  kultur  har  mistet  troen  paa 
sine  gamle  guder. 

Folk  kan  indvende,  at  de  var  ikke  mange  i  tal,  disse  landnaams- 
mænd,  om  hvem  det  udtrykkelig  siges,  at  de  var  kristne,  imod  de 
mange,  som  fremdeles  blotede  til  Æserne.  Men  vi  maa  ikke  her  bare 
dømme  efter  tal.  En  mand,  som  kom  alene  i  en  liden  skute,  kanske 
fulgt  af  en  træl  eller  to,  og  fik  lov  til  at  ta  land  i  en  høvdings  land- 
naam  imod  at  sogne  til  hans  godord  og  være  hans  lydige  undergivne, 
en  slig  mand  og  hans  tro  eller  vantro  veiede  lidet  mod  en  kvinde  som 
Aud  eller  landnaamsmænd  som  Helge  magre  og  Ørlyg  den  gamle.   Aud 


»  Landn.  IV,  k.  ii. 

«  Landu.  (udg.  Khhvn.  1900),  s.  271,  I.  24. 

*  Ldn.  (Kbhvn,  1900),  s.   104,  I.   16:  Âsgeirr  hafnaài  sjal/rdài  blotum. 


364  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

syssel  ha  faat  navn^.  Kjallakr  er  det  almindelige  irske  navn  CeUach, 
senere  Ceallach, 

Blant  fjeldene  rundt  Alvtafjord  merkes  Kofri,  »der  viser  sig  som 
en  karakteristisk,  bikubeformet  tindet  (Kâlund  I,  586).  Kofri,  m.  be- 
tyder en  slags  lue.  Ordet  er  af  romansk  oprindelse  og  staar  i  forbin- 
delse med  det  franske  couvrir  »bedække«.  Deraf  kan  det  dog  ikke 
ligefrem  være  afledet.  Snarest  er  det  kanske  en  forkortning  af  gl.- 
engelsk  coverchief  »hovedtøi,  hovedbedækning«.  Da  navne  paa  fjelde 
pleier  at  høre  til  de  ældste  stedsnavne,  er  det  sandsynligt,  at  fjeldet 
Kovre's  navn  ogsaa  stammer  fra  vikingetiden. 

LunanshoU  heder  en  gaard  i  Rangaavolde  syssel^.  Den  har  navn 
efter  landnaamsmanden  Porsteinn  lunan  (Landnåma  V,  k.  7);  lunan  er 
det  almindelige  irske  navn  Lonån,  diminutiv  af  lon  »svarttrost«. 

Melkorkustddir  hed  en  alt  tidlig  ubeboet  gaard  i  Dala  syssel.  Den 
har  sit  navn  efter  Olav  Paa's  mor,  den  irske  kongedatter  Melkorka. 
Dette  navn  gjengir,  som  Whitley  Stokes  har  paavlst,  det  irske  MaeU 
Curcaigh,  d.  e.  »(St.)  Curcach's  tjener  a. 

I  Skageøords  syssel  ligger  der  i  nærheden  af  Svartaadalen  en  liden 
fjelddal,  som  heder  Mælifellsdalen.  I  Svartaadalen  bodde  landnaams- 
manden Hrosskell.  Han  havde  en  træl,  som  hed  Ro&rékr.  Denne 
sendte  han  op  i  fjeldet  for  at  finde  nyt  land.  Trælen  kom  ifølge  Land- 
nåma (III,  k.  6)  saa  langt  som  til  en  kløft,  der  efter  ham  fik  navnet 
RodreksgU.  Navnet  Roàrekr  er  ikke  nordisk,  men  snarest  tysk;  det  er 
gaat  over  i  romansk  i  formen  Rodrigo,  I  alle  fald  vidner  navnet  om 
forbindelse  med  Vesteuropa. 

En  arm  af  Arnarfjorden  i  Bardastrands  syssel  kaldes  endnu  Trostans- 
fjçrdr^.  Ifølge  Landnåma  (II,  k.  26)  skal  den  ha  faat  sit  navn 
af  landnaamsmanden  Oeirpjofr  Valpjôfsson,  efter  hvem  en  anden 
arm  af  Arnarfjorden  fik  navnet  Geirpjôfsfjçrdr.  Første  led  af  steds- 
navnet Trostansfjçràr  er  det  piktiske,  i  Skotland  brugte  mandsnavn 
Drostan. 

I  Sønder-Mule  syssel  mellem  Breddalen  og  Berufjorden  er  der  et 
sted,  hvor  alfarveien  mellem  de  to  bygder  gaar,  som  kaldes  Stræti^ 
hvorefter  ogsaa  en  gaard  har  faat  navn  *.  Dette  navn  synes  efter  Land- 
nåma (IV,  k.  7)  at  stamme  fra  landnaamstiden.  Men  stræti  »brolagt 
vei,  stræde«  er,    har  vi  hørt,    laant   fra  angelsaksisk  stræt  og  stammer 


i  Kålund  I,  631. 

*  Kâlund  I,  207. 

»  Kaiund  I,  552  f. 

*  Kâlund  II.  25s  f. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      365 

yderst  ude  fra  latin   {via  strata).      Dette  ord  vidner  saaledes  ogsaa  om 
forbindelse  mellem  Island  og  de  Britiske  Øer. 

Om  tidlig  (og  irsk)  kristendom  paa  Island  minder  bl.  a.  stedsnavnet 
Kfistnes  (islendingalxSk,  k.  11),  en  gaard  i  Øfjords  syssel,  hvor  landnaams- 
manden  Helge  den  magre  boede  (Kålund  II,  iii).  Ligesaa  Krossavik 
hin  innri  og  Krossavik  hin  ytri  i  Vopnafjord  i  Norder-Mule  syssel 
(Landnåma  IV,  k.  1)  og  Krossavik  i  Sønder-Mule  syssel  (Landn.  IV,  k.  6). 
Begge  navne  stammer  fra  landnaamstiden.  Det  samme  er  ogsaa  til- 
fældet  med  Krossåss  ved  Øksarf jorden.  Det  fortælles  i  Landnamabök, 
at  Torv-Einar  havde  en  dattersøn,  som  hed  Einar.  Han  drog  til  Orkn- 
øerne  for  at  besøge  sine  frænder.  Men  de  vilde  ikke  kjendes  ved  ham  ; 
Einar  kjøbte  da  del  i  et  skib  sammen  med  to  andre.  De  seilede  til  Island 
og  kom  til  en  fjord.  Dér  satte  de  en  øks  op  som  merke  og  kaldte  det 
Øxarfjcrdr]  paa  det  næste  sted  satte  de  en  ørn  op  og  kaldte  stedet 
Arnarpufa.  Paa  det  tredje  sted  satte  de  et  kors  op  og  kaldte  stedet 
Krossåss;  >svâ  helguåu  peir  sér  allan  Øxarfjcrd^. 

Jeg  har  i  det  foregaaende  opregnet  40  stedsnavne  fra  de  forskjellige 
dele  af  Island,  som  alle  vidner  om  forbindelse  med  Vesterlandene,  frem-  / 
forait  med  de  af  keltiske  mænd  beboede  dele  af  de  Britiske  Øer.  Mange 
af  disse  navne  er  vistnok  opkaldt  efter  personer,  som  vi  ogsaa  ellers 
kjender.  Men  enkelte  navne,  som  Dimun,  er  dog  dannet  efter  keltiske 
appellativer;  og  i  enkelte  tilfælde,  som  ved  TrostansfJQràry  kjender  vi 
ingen  landnaamsmand,  efter  hvem  fjorden  er  opkaldt.  Om  ert  nær 
forbindelse  med  de  Britiske  Øer  vidner  ogsaa  stedsnavnene  Katanes  og 
Knmbaravågr, 

De  islandske  stedsnavne  taler  for  den,  som  ser  med  et  uhildet  blik^ 
et  andet  sprog  end  for  professor  Finnur  Jönsson,  .som  mener,  at  Island 
for  allerstørste  del  blev  bebygget  og  befolket  fra  Norge  og  at  den  keltiske 
indflydelse  paa  Island  har  været  overmaade  liden^.  Ingen  nægter,  at 
Finnur  Jönsson  er  den  første  kjender  af  den  gamle  norrøne  litteratur. 
Han  søger  "ogsaa  at  være  upartisk  og  at  gi  Norge  og  Island  den  del,  som 
tilkommer  hver  af  dem,  af  den  gamle  litteratur.  Men  alligevel  kan  jeg 
ikke  komme  bort  fra,  at  Finnur  Jönssons  syn,  trods  hans  store  lærdom 
og  skarpsindighed,  er  noget  snævert.  Han  har  ikke  rigtig  forstaaelsen 
af,  at  en  kultur  aldrig  udvikler  sig  indenfra  alene.  Der  kræves  ogsaa 
paavirkning  udenfra.  Skal  man  kunne  forklare  den  islandske  kulturs 
rige  og  eiendommelige  blomstring,  maa  man  ogsaa  ta  forbindelsen  med 
de  Britiske  Øer  med  i  regningen.     Hjemme  i  Norge  var  der  spirer  og 


^  Den  old  norske  og  oldisl.  litteraturs  hist.  II,  188. 


366  ,  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   iCl. 

begyndelser.  Men  fra  Vesterlandene  kom  den  befrugtning,  som  bragte 
spireme  til  at  vokse  og  sætte  blomst  og  frugt.  For  den,  som  gjennem- 
gaar  de  islandske  stedsnavne,  hvoraf  de  fleste  alt  findes  i  Landnamabok, 
kan  det  ikke  være  tvivlsomt,  at  de  Nordmænd,  som  først  byggede  paa 
Island,  paa  mangfoldige  maader  maa  ha  staat  i  forbindelse  med  de 
Britiske  Øer. 

Undersøger  vi  Islands  ældste  historie  fra  andre  sider,  vil  vi  finde 
denne  opfatning  bestyrket.  Jeg  har  nævnt,  at  irske  munker  var  kommet 
til  Island,  længe  før  Nordmændene  havde  opdaget  øen.  Are  Frode  taler 
ogsaa    i    sin    Islendingabok    (k.    i)   om    disse    irske    eneboere.      *  Island 

hygpisc  fyrst  or  Norvège  å  dçgom  Haralds  ens  hårfagra 

En  pat  va.s  DCCCLXX  vetrom  epter  hurp  Crists På  vo7'o  her 

menn  cristnir,  peir  es  Norpmenn  calla  Papa,  en  peir  furo  sipan  å  braut, 
af  pvi  at  peir  rildo  eigi  vesa  her  rip  heipna  menn,  oe  Uto  epter  bæcr 
ir  scar  oc  hjçllor  oc  hagla:  af  pvi  matte  scilja  at  peir  vöro  menn  irscir^. 
Hermed  har  man  sammenstillet  Dicuil's  ord  om  Island  og  Færøerne, 
nunc  causa  latronum  Nortmannorum  vacuæ  anochoritis,  og  sluttet,  at  de 
norske  landnaamsmænd  jagede  de  irske  munker  og  eneboere  bort  fra 
Island.  Jeg  tror  dog,  at  denne  slutning  er  meget  forhastet,  og  skal, 
haaber  jeg,  gjøre  det  sandsynligt,  at  der  ned  gjennem  hele  det  lode 
aarhundred  maa  ha  boet  nogle  faa,  vist  ikke  mange,  irske  munke  paa 
Island.  Are  rager  vistnok  med  hensyn  til  troværdighed  høit  op  blant 
alle  tiders  historieskrivere.  Men  selv  den  bedste  kan  undertiden  tage 
feil.  Lad  os  se  lidt  nærmere  paa  Ares  ord.  Han  siger,  at  de  irske 
eneboere  »lod  efter  sig  irske  bøger,  bjelder  og  krumstaver,  hvoraf  man 
kunde  skjønne,  at  de  var  irske  mænd.«  Skal  man  ta  Ares  ord  efter 
bogstaven,  maa  man  nødvendigvis  slutte,  at  de  islandske  landnaamsmænd 
forstod  irsk  sprog,  ja  endog  kunde  læse  irske  bøger;  thi  ellers  vilde  de 
ikke  kunne  ha  forstaat,  at  bøgerne  var  irske.  At  saa  var  tilfældet,  vil 
dog  de  færreste  være  med  paa.  Jeg  tror  tværtimod,  at  de  irske  ene- 
boere maa  ha  levet  en  stund  sammen  med  de  norske  nybyggere,  og  at 
disse  derigjennem  har  lært,  hvad  slags  folk  de  var.  Derfor  taler  ogsaa 
ordet  bagally  m.  »krumstav,  bispestav«.  Dette  ord  er  et  laanord  fra  det 
ensbetydende  gl.irske  bachall,  som  igjen  stammer  fra  det  lat.  ba^yulus 
ell.  bacillum  »stok«.  Hvordan  skal  de  islandske  nybyggere  ha  kunnet 
lære  dette  ord  at  kjende,  uden  gjennem  en  forbindelse  med  de  irske 
eneboere.  De  maa  ha  sét  Irernes  gudstjeneste  og  modtat  endel  kultur- 
paavirkning  fra  dem.  Og  ligeledes,  hvordan  skulde  Islændingerne  kunne 
kalde  de  irske  munke  papar,  havde  de  ikke  af  dem  selv  hørt,  at  de 
kaldte  s\g  påpa,  et  ord,  som  paa  irsk  betyder  »geistlig,  munk«? 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA   NORDB.   I  VIKINGET.       367 

Disse  irske  eneboere  maa  ha  levet  i  det  sydøstlige  Island,  hvor 
endnu  i  Øster-Skaftafells  syssel  en  del  stedsnavne,  som  før  nævnt,  minder 
om  dem,  nemlig  PapafJQrdr,  Papos  og  Papp^li,  samt  Papey  i  nabo- 
distriktet Sønder-Mule  syssel.  Pappyli  er  vel,  som  Kålund  (II,  276) 
formoder,  istedenfor  Papbyli,  d.  e.  »Papernes  bolig«.  Ogsaa  en  af 
Orknøerne  bærer  det  samme  navn,  Papidi,  I  Vester-Skaftafells  syssel 
havde  de  irske  eneboere  ligeledes  en  kirke,  paa  et  sted  hvor  gaarden 
Kirkjvhcm'  endnu  minder  om  dem  (Kålund  II,  315  f.). 

Ogsaa  fra  andre  dele  af  Island  synes  der  at  være  spor  af  irske 
geistlige,  ja  muligens  endog  af  irsk  kristendomsforkyndelse.  Jeg  har  før 
nævnt  elven  Ira  i  Rangaavolde  syssel.  Her  bodde  ifølge  Landnamabok 
(I,  k.  15)  den  kristne  landnaamsmand  Âsôlfr,  Ifølge  en  afskrift  af  Landnama- 
bok (Hauksbôk)  kom  Aasulv  ikke  alene,  men  selv  tolvte  (ßeir  fôru  XII 
samanv).  Hans  ledsagere  var  Irlændere  {ßeir  voru  irsker).  Det  for- 
tælles  ogsaa,  at  de  hyggede  en  kirke  og  kom  i  strid  med  de  andre 
nybyggere,  som  ansaa  dem  for  troldmænd.  Allerede  A.  D.  Jørgensen 
(»Den  nord.  kirkes  grundlæggelse«,  s.  212  f.)  har  gjort  opmerksom  paa 
dette  sted  og  formodet,  at  vi  her  har  et  eksempel  paa  irsk  kristendoms- 
forkyndelse inden  den  nordiske  folkestammes  omraade.  Den  irske  kirke 
udfoldede  jo  en  rig  missionsvirksomhed  rundt  om  i  Europa.  Naar  de 
irske  geistlige  (culdeerne,  som  de  kaldtes)  drog  rundt,  pleiede  de  altid 
at  være  tolv  i  følge,  ligesom  apostlerne.  At  den  kristne  Aasulv  kom 
selv  tolvte  i  følge  med  irske  kristne  mænd,  kan,  som  A.  D.  Jørgensen 
mener,  ikke  være  nogen  tilfældighed,  men  maa  tyde  paa,  at  han  og  hans 
ledsagere  virkelig  var  irske  kristendomsforkyndere. 

Men  dette  eksempel  er  ikke  det  eneste.  Efterat  Grønland  var  fundet, 
foregik  der  i  slutningen  af  det  lOde  aarh.  (985)  en  stor  udvaadring  did 
fra  Island.  Blant  udvandrerne  var  Herjulv  den  yngre.  Ombord  paa 
hans  skib  var  der  en  kristen  Suderøing,  som  digtede  HafgerHnga  dråpa 
om  det  forfærdelige  søskjælv,  som  udvandrerne  mødte  paa  veien.  I 
dette  digt,  hvoraf  en  strofe  endnu  er  fuldt  be  varet  (Landnåma  II,  k.  14), 
bruges  som  kjenning  for  Gud  munka  reynir  »munkenes  prøver«.  Dette, 
saavelsom  strofens  hele  eiendommelighed,  viser,  at  digteren  ikke  bare 
har  været  kristen,  men  efter  al  sandsynlighed  ogsaa  munk.  —  Denne 
strofe  lyder  i  oversættelse:  »Jeg  beder  munkenes  syndefrie  kjender  at 
lade  min  reise  gaa  godt.  Den  høie  himmels  herre  holde  sin  haand  over 
migi^a  —  Jeg  skulde  tro,  at   denne  kristne  Suderøing  har  hørt  hjemme 


*   Efter  Finn  ur  Jönsson's    udg.    af  Landndma   (Kbhvn.   1900),    s.  35.     Orilct  munkr   fore- 
Uomnier  her  for  første  gang  i  oldn.  og  oldisl. 


3/8  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Han  siger:  »Som  det  tidligere  er  fremhævet,  blev  Island  for  allerstørste 
delen  bebygget  og  befolket  fra  Norge.  Dette  maa  fastholdes.  Det  er 
fuldstændig  urigtigt  og  uforklarligt,  naar  G.  Vigfùsson  (jfr.  J.  E.  Sårs, 
Udsigt)  ytrer,  at  godt  og  vel  halvdelen  af  landet  var  befolket  vestan  um 
haff  d.  e.  af  folk,  der  var  komne  fra  de  vestlige  øer,  efter  at  have  op- 
holdt  sig  der  i  en  længere  eller  kortere  tid,  eller  endogsaa  var  fødte  der. 
Efter  en  optælling  af  de  i  Landnåma  nævnte  »landnaamsmænd«  og  de 
der  i  hovedteksten  givne  oplysninger  om  deres  herkomst  er  der  omtr. 
90,  der  udtrykkelig  siges  at  være  komne  fra  forskjellige  egne  i  Norge, 
mest  fra  vestkysten  Itge  fra  Agder  og  helt  op  til  Haalogaland  og  Lo- 
foten. Hertil  kommer  omtr.  55,  der  siges  at  have  været  »norske«  og 
som  maa  antages  at  være  komne  direkte  fra  Norge.  I  andre  kilder, 
ja  i  enkelte  recensioner  af  Ldn.,  vil  man  om  nogle  kunne  finde  nærmere 
og  bestemtere  oplysninger.  Omtr.  160-70  nævnes  uden  nærmere  be- 
tegnelse, men  ogsaa  disse  maa  henføres  direkte  til  Norge  ;  i  andre  kilder 
vil  man  da  ogsaa  finde  nogle  af  disse  betegnede  som  indvandrede  fra 
Norge.  Det  blir  ialt  godt  og  vel  300,  hvortil  kommer  5  svenske  og 
danske  udvandrere.  I  modsætning  hertil  er  der  kun  ialt  36,  der  siges 
at  være  komne  fra  Suderøerne,  Irland,  Katanes  og  England,  hvoraf  dog 
flere  var  ret  tilfældige  vikinger.  Der  er  altsaa  omtr.  V9  af  det  hele 
antal,  der  bevislig  er  kommet  i  berøring  med  de  vestlige  lande  før  bo- 
sættelsen  paa  Island.«  Til  Finnur  Jonsson  har  nu  sidst  Mr.  W.  A. 
Craigie  sluttet  sig  i  en  artikel  »Notes  on  the  Norse-Irish  Question«  1, 
hvor  han  tar  til  gjenmæle  mod  min  af  handling  »Nordisk  sprog  og 
nationalitet  i  Irland«*.  —  Jeg  vilde  ønske,  at  en  mand,  der  som  Mr. 
Craigie  forener  kundskaber  i  oldnorsk  og  desuden  er  bosat  i  England, 
vilde  bruge  disse  sjeldne  egenskaber  netop  til  at  opspore  forbindelser 
mellem  den  islandske  og  Vesterlandenes  kultur,  istedenfor  uden  videre 
at  slutte  sig  til  dem,  som  søger  at  gjøre  forbindelsen  saa  betydningsløs 
som  muligt. 

Vi  ser  saaledes,  at  spørgsmaalet  om  hvorfra  Island  blev  bebygget 
endnu  ikke  er  løst.  Jeg  skal  i  det  følgende  søge  at  gi  min  egen  mening 
om  sagen.  Dette  gjør  jeg  bedst  og  sikrest  ved  at  opregne  de  landnaams- 
mænd,  som  maa  være  kommet  fra  Vesterlandene  eller  havt  forbindelser 
der.     Min  fortegnelse  er  ikke  alfabetisk.    Jeg  følger  Landnamabok. 

Før  Island  blev  bebygget,  kom  en  mand  ved  navn  OarSarr  Svavarsson 
til  øen.  Han  var  svensk  af  æt,  men  maa  ha  havt  forbindelse  med  de 
Britiske  Øer.     Den   gang  han  fandt  Island,   var  han   nemlig  paa  vei  til 


»  Arkiv  for  nordisk  filologi  XIX,  173—180. 
>  Aarbeger  for  nordisk  oldkyndigbed,  1901. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PAA   NORD13.   I   VIKINGET.      379 

Suderøerne  for  at  hente  sin  hustrus  fædrenearv  (Ldn.  I,  k.  i).  Jeg 
nævner  Gardar  i  denne  forbindelse,  da  hans  søn  Une  (Uni)  efter  Harald 
Haarfagres  tilskyndelse  senere  kom  til  Island  og  søgte  at  gjøre  sig  til 
herre  over  øen.  Sammen  med  Gardar  var  paa  hans  første  reise  en 
mand  ved  navn  Nåttfari,  som  siden  bosatte  sig  paa  Island  (III,  k.  19). 

De  to  første  mænd,  som  virkelig  bosatte  sig  paa  Island,  var  foster- 
brødrene  Ingulv  og  Leiv  eller  Hjørleiv.  Om  den  sidste  fortæller  Land- 
nåma (I,  k.  5):  »Hjørleiv  herjede  videnom  i  Irland  og  fik  dér  meget 
gods.  Dér  tog  han  ogsaa  10  træler,  som  hed  Duvtak  (Dufpakr),  Geir- 
røå(Ocirrø&r\  Skjaldbjørn  (Skjcddbjçrn),  Haldor  (Halldorr)  og  Dravdrit 
(Drafdritr);  flere  er  ikke  nævnt  ved  navn.«  Navnet  Dufpakr  er,  som 
jeg  før  har  nævnt,  det  irske  Dvbhtach.  Irrste  del  af  DrafdHtr  er 
ifølge  Whitley  Stokes  sandsynligvis  det  irske  drahh  »affald,  skolmer«. 
De  andre  navne  er  helt  nordiske.  Vistnok  blev  Hjørleiv  siden  dræbt  af 
sine  træler  og  derpaa]^blev  hans  træler  dræbt  af  Ingulv;  men  Hjørleiv 
maa  dog  regnes  med  blant  landnaamsmændene,  og  at  han  har  havt  for* 
bindelser  i  Vesterlandene,  derom  kan  der  ikke  være  tvil.  Ogsaa  Ingulv 
var  i  sin  ungdom  sammen  med  Hjørleiv  paa  vikingetog  og  havde  visselig 
været  i  Vesterlandene. 

Jeg  har  før  nævnt  landnaamsmanden  HaUr  godlauss,  søn  af  Helgi 
goàlauss  (Ldn.  I,  k.  1 1)  og  sagt,  at  tilnavnet  »den  vantro«  synes  at  tyde 
paa  forbindelse  med  Vesterlandene.  Ligeledes  har  jeg  talt  om  Ketill 
Flatnev,  hvis  æt  hørte  til  de  anseligste  paa  Island.  Knapt  nogen  af 
landnaamsmændene  stod  i  saa  nær  forbindelse  med  de  Britiske  Øer, 
særlig  med  Suderøerne  og  Irland,  som  denne  æt.  Den  første  af  Ketill 
Flatnevs  barn,  som  nævnes  i  Landnåma,  er  HéUfi  bjola  (I,  k.  11).  Som 
jeg  alt  har  nævnt,  er  hans  tilnavn  det  irske  Beolan. 

Fra  de  Britiske  Øer  kom  ogsaa  Helges  søskendebarn,  den  før 
omtalte  Ørlyg  Hrappssøn,  som  havde  været  opfostret  hos  »den  hellige 
biskop  Patrik  paa  Suderøerne«.  Ørlyg  havde,  siger  Landnåma,  mange 
barn;  to  sønner  og  én  datter  nævnes  ved  navn  (I,  k.  12).  Blant  disse 
opføres  Valpjofr  som  en  selvstændig  landnaamsmand  (I,  k.   13). 

Sammen  med  Ørlyg  kom  der  ud  fire  andre  landnaamsmænd,  nemlig 
hans  fostbroder  Kollr,  Porbjçrn  (ell.  Porolfr)  spçrr  og  brødrene  Porbjçrn 
talkni  og  Porhjç^rn  sktma,  sønner  af  Bçdvarr  blçdruskalla.  Alle  disse 
mænd  maa  ogsaa  være  kommet  fra  Suderøerne.  Som  særskilt  land- 
naamsmand opføres  (II,  k.  25)  Torbjørn  (ell.  Torulv)  spør's  søn  Knjtikr 
(ell.  NesjorKnjûkr).  Han  har  vel  været  voksen  alt,  da  hans  far  kom 
til  Island. 


380  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

I  nærheden  af  Ørlyg  og  hans  søn  Valtjov  bodde  der  en  mand 
fra  Caithness  i  Skotland  ved  navn  Svartkell  (Svartkell  hét  maår, 
katneskr). 

I  følge  med  Floki  Vilgerôarson,  som  var  en  af  de  første,  som  op- 
dagede  Island,  var  der  en  mand  ved  navn  Porolfr  smjçr.  Floke  var  en 
stor  viking  og  havde  bl.  a.  en  suderøisk  mand  ombord  paa  sit  skib. 
Torolv  nedstammede  fra  Færøernes  første  landnaamsmand  Grim  med 
det  irske  tilnavn  kamban,  til  hvem  Færøingerne  efter  hans  død  blotede. 
Torolv  maa,  baade  fordi  han  fulgte  Floke  og  paa  grund  af  sin  herkomst, 
ha  Staat  i  forbindelse  med  de  Britiske  Øer.  Torolv  smør  havde  en  søn 
ved  navn  Aiidunn  rotinn,  som  blev  gift  med  en  datter  af  Helge  magre 
og  bosatte  sig  paa  Island  (III,  k.  16).  En  søn  af  Torolvs  son  Solmund 
ved  navn  Porsteinn  hørte  ogsaa  til  de  islandske  landnaamsmænd  (I,  k.  14). 
Hele  denne  slægt  har  visselig  havt  slægt  paa  og  forbindelse  med  de 
skotske  øer. 

Ikke  langt  frå  disse  mænd,  i  Borgefjordssyssel,  bosatte  der  sig 
ogsaa  flere  andre,  som  kom  fra  de  Britiske  Øer.  Først  den  irskfødte 
Avangr  (Avangr  hét  madr,  irskr  at  kyni,  V,  k.  14),  —  Navnet  kommer 
vistnok  af  det  irske  abac  »dverg«.  —  Dernæst  to  brødre,  som  tog  hele 
Akranes,  nemlig  Pormodr  og  Ketill  (I,  k.  15).  De  var  sønner  af  en 
mand  ved  navn  Bresi  (det  keltiske  Bressl)  og  »drog  fra  Irland  til 
Island«.  I  følge  med  dem  (jfr,  II,  k.  i)  var  ogsaa  en  mand  ved  navn 
Kaiman,  som  siges  at  ha  været  irsk  af  æt  og  forst  at  ha  boet  paa  en 
gaard  ved  navn  Katanes  {Kaiman  var  ok  irskr  ....  ok  bjo  fyrst  i 
Katanesi),  Denne  Kaiman  (irsk  Colmån)  har  vel  været  en  Gæler,  som 
oprindelig  hørte  hjemme  i  Caithness  eller  Katanes  i  Skotland. 

Dattersøn  af  Ketill  Bresesøn  og  søn  af  en  irsk  far  var  den  før 
nævnte  kristne  Åsolfr  alskik,  som  kom  til  Island  i  følge  med  1 1  culdeer 
(I,  k.  15).  —  Tilnavnet  alskik  er  ikke  nordisk;  men  jeg  er  ikke  istand 
til  at  forklare  det  — 

I  Ketill  Bresesøns  landnaam  tog  ogsaa  en  mand  ved  navn  Bekan 
land  (I,  k.  16).  —  Bekan  er,  som  jeg  før  har  nævnt,  det  irske  navn 
Becan,  — 

Paa  disse  kanter,  i  Skallagrim  Kveldulvssons  landnaam,  tog  en  mand 
ved  navn  Porgeirr  meldun  land  (I,  k.  19).  Han  maa  ogsaa  være  kommet 
fra  Skotland  eller  Irland  og,  skulde  jeg  tro,  være  døbt  dér.  Hans  til- 
navn meldun  er  nemlig  det  almindelige  irske  navn  MaeUDuin. 

Blant  dem,  som  tog  land  i  Skallagrims  landnaam,  var  ogsaa  en  mand 
ved  navn  Ôleifr  hjalti  (I,  k.  20).  —  Forklaringen  af  denne  mands  tilnavn 
er  ikke  sikker.     Men    det    kan    muligens,    uagtet   Hjaltr   forekommer  i 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES   INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.      38 1 

betydningen  »Hjaltlændingc,  betyde  det  samme.  —  Er  denne  forklaring 
rigtig,  er  den  ætstore  og  kloge  Oleiv,  som  han  kaldes  i  Egils  saga  (k.  29), 
kommet  til  Island  fra  Shetlandsøerne. 

Efter  at  ha  talt  om  disse  landnaamsmænd  gaar  jeg  over  til  at  tale 
om  de  mænd,  som  bosatte  sig  i  Vest/irdinga  fjoråungr.  Blant  disse  kan 
nævnes  den  før  omtalte  Kaiman.  Videre  dennes  bror  Kylan  (II,  k.  i). 
—  Navnet  Kylan  er  en  gjengivelse  af  det  irske  navn  Coelån, 

Jeg  har  ogsaa  tidligere  talt  om  landnaamsmanden  Bersi  godlauss 
(II,  k.  4)  og  nævnt,  at  hans  tilnavn  synes  at  vise,  at  han  paa  en  eller 
anden  maade  har  staat  i  forbindelse  med  Vesterlandene. 

Blant  de  mange  Nordmænd,  som  under  Harald  Haarfagres  regjering 
ud  vandrede  til  Suderøerne,  var  ogsaa  en  af  hans  hirdmænd  ved  navn 
Vale  den  sterke  [Vali  enn  sterki)  [II,  k.  6J.  Tre  af  Vaies  sønner  ud- 
vandrede  igjen  fra  Suderøerne  og  drog  til  Island  ;  deres  navne  er  AtU, 
Alfarinn  og  AvMnn  stoti.  De  maa  allerede  ha  været  ældre  folk,  da  de 
drog  til  Island.  Som  landnaamsmand  ved  siden  af  Atle  nævnes  nemlig 
dennes  søn  Aasmund  (Âsmundr).  I  modsætning  til  Ketill  Flatnevs  etter- 
kommere maa  Vale  den  sterkes  æt  ha  været  hedensk.  Aasmund  blev 
nemlig  efter  sin  død  hauglagt  og  lagt  i  et  skib  med  en  træl  ved  sin 
side.  Ogsaa  med  Irland  maa  Vaies  æt  ha  staat  i  forbindelse.  Au^unn 
stoti  var  nemlig  gift  med  Myruna,  datter  af  Maddad  Irekonge  [Atidmm  åtti 
MyriinUt  dåttur  Maddaåar  Irakonungs]  ^.  —  Maddaår  er  samme  ord  som 
det  irske  maddadh  »hund«,  hvoraf  det  almindelige  irske  navn  Madadhån 
er  afledet.  Med  Myrttna  kan  det  irske  mandsnavn  Muirenn  maaske 
sammenlignes.  — 

I  Hauksböks  version  af  Landnåma  heder  det  om  Audun:  hann  åtti 
Myriinn  dôttur  Biadmaks  Irakonungs,  Biadmakr  er  ogsaa  et  irsk  navn, 
det  samme  som  det  irske  mandsnavn  Blathmac, 

En  mand,  som  gjennem  hele  sin  slægt  stod  i  forbindelse  med  Vester- 
landene, var  Bjørn  austrøne  (Bjçrn  enn  aitstrceni),  søn  af  Ketill  Flatnev 
(II,  k.  11).  —  Bjørn  blev,  har  vi  liørt,  hjemme  i  Norge,  da  hans  far 
drog  til  Suderøerne,  og  var  den  eneste  af  Ketills  barn,  som  ikke  var 
døbt.  Han  maa  dog  tas  med  i  denne  forbindelse.  Efter  at  hans  far 
havde  gjort  sig  uafhængig  paa  Hebriderne,  blev  Bjørn  gjort  utlæg  og 
maatte  flygte  fra  Norge.  Han  drog  da  over  til  Hebriderne,  hvor  han 
skal  hS  opholdt  sig  i  to  aar  (Eyrbyggja  saga,  k.  6).  Men  Bjørn  likte 
sig  ikke  paa  Hebriderne,  mest  fordi  hans  frænder  var  gaat  over  til 
kristendommen,  og  udvandrede  derfor  til  Island,  hvorhen  hele  hans  slægt 


^  Landnâmabdk  (Kjebenhavn  1900),  s.  30,  1.  15  f. 


382  ALEXANDER   BUGGE.  H.-F.  Kl. 

snart  skulde  følge  ham,  Ogsaa  paa  en  anden  maade  stod  Bjørn  austrøne 
i  forbindelse  med  Vesterlandene.  Hans  hustru  hørte  vistnok  hjemme 
paa  Suderøerne.  Hun  hed  Ojaflaiig,  var  datter  af  en  mand  ved  navn 
Kjallakr  og  søster  til  Bjørn  den  sterke.  Dennes  søn  Kjcdlakr  udvan- 
drede  ogsaa  til  Island  1.  —  Navnet  Kjallakr  er,  har  vi  hørt,  det  samme 
som  det  irske  Cellach  eller  Ceallach,  Bjørn  austrønes  etterkommere 
glemte  heller  ikke  sin  herkomst.  De  var  vikinger  og  herjede  paa  de 
Britiske  Øer,  hvor  Bjørns  sønnesøn  Ottar  bl.  a.  vandt  en  irsk  kongedatter 
og  blev  gift  med  hende.  —  Hun  kaldes  Nidhjçrg^  et  nordisk  navn,  og 
var  datter  af  kong  Bjolan  (det  irske  Beolan)  og  KaSlin,  som  efter 
Whitley  Stokes's  forklaring  er  det  irske  Catiliji  (=  Catharina).  Denne 
Kadlm  skal  ha  været  datter  af  Ganger-Rolv.  Er  der  noget  sandt  i 
denne  fortælling,  skulde  jeg  næsten  tro,  at  kong  Bjolan  er  den  samme 
som  Beolan  Litill,  der  var  høvding  i  Limerick  og  blev  dræbt  i  969^. 
Denne  mands  navn  er  irsk;  men  tilnavnet  er  nordisk  (oldn.  litill  = 
)»liden«).  Og  Nidbjørg  maa,  det  viser  navnet,  netop  ha  været  datter  af 
en  slig  halvt  nordisk,  halvt  irsk  høvding. 

Jeg  har  flere  gange  tidligere  talt  om  landnaamsk vinden  Aad,  Ketill 
Flatnevs  datter  og  Dublinkongen  Olav  Hvites  hustru.  Hun  kom  til 
Island  sammen  med  sin  sønnesøn  Olafr  feilan  og  dennes  tre  søstre. 
Desuden  skal  hun  ombord  paa  sit  skib  (hun  maa  dog  visselig  være 
kommet  med  flere  skibe)  ha  havt  20  fribaarne  mænd  (II,  k.  15).  Alle 
disse,  foruden  en  række  frigivne,  fik  land  af  Aud,  og  alle  kom  de  fra 
Skotland,  hvor  Aud  havde  holdt  til  indtil  hendes  søn  Torstein  Rødes 
fald.  Flere  af  dem,  som  fik  land  af  Aud  eller  kom  i  hendes  følge,  men 
blev  selvstændige  landnaamsmænd  eller  gaardeiere,  nævnes  ved  navn  i 
Landnamab6k. 

Først  og  fremst  Kolh'j  ogsaa  kaldet  Dala-Kollr  (II,  k.  16  og  18). 
Han  var  Auds  betroede  mand  og  var  selv  gift  med  en  af  Torstein  Rødes 
døtre,  Torgerd.  Dala-Kolls  sønnesøn  var  den  navnkundige  høvding  Olav 
Paa,  hvis  mor  var  den  irske  kongedatter  Melkorka  («  irsk  Mael-Curcaigh). 
Videre  Auds  frigivne  Erpr,  søn  af  Melldun,  jarl  i  Skotland  (Melldun  er, 
som  vi  har  hørt,  det  irske  MaeUDuin). 

Blant  Auds  skibsfæller  og  blant  dem,  som  fik  land  af  hende,  var 
ogsaa  en  ved  navn  Ketill,  som  bodde  paa  Ketilsstaàir  i  Hcråadalr  (i 
Dala  syssel),  og  en  anden  ved  navn  Hçrdr  efter  hvem  denne  dal  er 
opkaldt  (II,  k.  17).     Endvidere  Auds  frigivne  Vifill,  som  kaldes  kymæll 


*   Ldn.  (Kbhvn.   1900),  s.   160,  1.  30. 
2  Cogadh  Gacdhcl,  s.  84-86. 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA   NORDB.   I   VIKINGET.       383 

ok  rikl'  (»ætstor  og  mægtig«).  En  anden  af  sine  frigivne  ved  navn 
Hundi,    som  var  skotsk  af  æt   (skotskr  at  kyni)  gav  Aud  »Hundadal«. 

—  Navnet  Hundi  er  nordisk,  men  kan  være  oversætteise  af  et  irsk 
navn.     En  tredje  løising  hed   Sçkkôlfr;   ham   gav  Aud  Sckkolfsdalr  (II, 

k.  17). 

Jeg  har  nævnt,  at  en  af  Torstein  Rødes  døtre  var  gift  med  Dala- 
Koll;  de  to  andre  blev  gift  med  Øistein  Meinfret  og  Hallstein  Gode;  om 
disse  mænd  ogsaa  har  staat  i  forbindelse  med  de  Britiske  Øer,  ved  jeg 
ikke.  Aud  opfostrede  selv  sin  sønnesøn  Ôlafr  feilan,  som  vel  var  et 
barn,  da  han  kom  til  Island  ;  —  tilnavnet  feilan  er  det  irske  navn 
Faelan.  —  Olav  feilan  blev  gift  med  Âlfdis  in  bareyska,  datter  af 
KonaU  Steinmbàsson,  søn  af  Olvir  barnakarl  (II,  k.  19).  —  Konall  er, 
som  jeg  alt  har  nævnt,  det  irske  ConalL  Han  eller  hans  far  maa  en 
tid  ha  boet  paa  Shetlandsøerne;  til  denne  øgruppe  hører  netnWg  Barr ey, 
efter  hvem  Âlfdis  har  faat  sit  tilnavn  in  bar(r)eyska.  Senere  maa  Konal 
være  flyttet  til  Island;  hans  slægt  opregnes  nemlig  i  Landnamabok 
(II,  k.  19  og  V,  k.   II). 

Til  Auds  kreds  hørte  ogsaa  den  før  omtalte  Kjallakr  (irsk  Cellach), 
hvis  fars  søster  var  gift  med  Bjørn  den  austrøne  og  som  selv  var 
stamfar  til  en  talrig  æt  (II,  k.   19). 

Til  Islands  høibyrdigste  landnaamsmænd  hørte  de  to  brødre  Qeir- 
mu)idr  heljarskinn  og  Hdmundr  heljarskinn^  hvis  far  var  konge  over 
Hordaland.  Begge  brødrene  maa,  før  de  kom  til  Island,  ha  opboldt  sig 
paa  de  Britiske  Øer.  Landnåma  fortæller  nemlig  (II,  k.  19):  »Geirmund 
Heljarskinn  var  hærkonge;  han  herjede  i  vesterviking.c  Desuden  havde 
han  en  træl  med  det  irske  navn  Kjaran  (»  irsk  Ciarån,  II,  k.  20). 
Haamund  Heljarskinn  var  gift  med  Helge  den  magres  datter  Ingunn  og 
kom  sammen  med  sin  maag  til  Island  fra  Suderøerne.  Brødrenes  æt 
maa  ogsaa  fra  gammel  tid  af  ha  havt  forbindelse  med  de  Britiske  Øer. 
Det  fortælles  nemlig,  at  de  var  sønner  af  Hjor  Halvssøn  med  Ljuvvina, 
som  var  datter  af  Bjarmernes  konge.  Dette  sidste  er  umuligt,  da  ingen 
Nordmænd  endnu  havde  besøgt  Bjarmeland  paa  den  tid,  da  Geirmund 
og  Haamund  blev  født.     Ljufvina  er  et  frankisk  eller  angelsaksisk  navn, 

—  hvilket,  kan  ikke  afgjøres.  Det  er  det  samme  som  det  i  Tyskland 
og  Frankrig  i  det  9de  og  lode  aarh.  forekommende  kvindenavn  Leobuina 
og  svarer  til  det  meget  ajmindelige  angelsaksiske  mandsnavn  Leofwine^, 

—  Denne  kvinde,  som  kaldes  Geirmunds  og  Haamunds  mor,  synes  efter 
dette  at  ha  hørt  hjemme  enten  i  England  eller  Frankrig. 


*  S.  Bugge,  Bklrag  til  den  ældste  skaldedigtnings  hist.,  92. 


384  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Af  Grettessaga  (k.  3)  ser  vi  ogsaa,  at  Geirmund  Heljarskinn  pleiede 
at  opholde  sig  paa  Suderøerne.  Han  kaldes  »den  navnkundigste  af 
vikingerne  vesterpaac  {frægastr  af  vikingum  fyrir  vestan  haf).  Sammen 
med  Geirmund  udvandrede  der  ogsaa  andre  mænd  fra  Suderøerne  til 
Island,  nemlig  Ulv  den  skeløiede  {Ulf r  enn  skjâlgi)^  hans  frænde,  som 
var  gift  med  Helge  magres  søster,  og  Steinulv  den  laage  (Steinolfr  enn 
lågi),  søn  af  Rolv  herse  paa  Agder  (II,  k.  19).  I  nærheden  af  Geirmund 
bosatte  hans  svigerson,  den  for  nævnte  Ketill  gufa  sig,  samt  Geirleifr, 
Ulv  Skjaalges  brodersen  (II,  k.  25),  dennes  fosterbror  Armodr  enn  rauài 
og  Geirmunds  frænde  Om  (II,  k.  26).  Alle  disse  mænd  har  sikkerlig 
Staat  i  forbindelse  med  Vesterlandene.  Geirmund  selv  optraadte  med 
fyrstelig  pragt  og  kaldes  med  rette  den  mægtigste  af  alle  landnaams- 
mændene^.  En  af  de  ivrigste  asadyrkere  paa  Island  var  landnaams- 
manden  Torolv  Mosterskjæg  (Pôrôlfr  Mostrarskegg  II,  k.  12).  »Han  var 
en  stor  blotmand  og  trodde  paa  Tor.«  Før  han  udvandrede  til  Island, 
havde  han  været  en  mægtig  høvding  og  tempel  forstander  paa  Mosterøen. 
Men  selv  en  mand  som  Torolv  Mosterskjæg  stod  i  forbindelse  med  de 
Brittske  Øer.  Han  var  ven  af  Ketill  Flatnev  og  af  dennes  slægt,  og  da 
Bjørn  maatte  forlade  Norge,  skaffede  han  ham  et  langskib  og  gav  ham 
sin  egen  søn  Hcdlsteinn  med  paa  reisen.  Hallstein  herjede  siden  i  Skot- 
land  og  blev  gift  med  en  datter  af  Torstein  Røde.  Efterat  hans  far  var 
udvandret,  kom  han  selv  til  Island  og  tog  land  ved  Torskefjord  og  blev 
en  mægtig  høvding  (II,  k.  23). 

Jeg  har  før  nævnt  landnaamsmanden  Ketill  gufa  (II,  k.  24).  Han 
havde,  før  han  kom  til  Island,  været  i  vesterviking  og  havde  med  sig 
flere  irske  træler,  ni  i  tal.  -^  De  har  dog  alle  nordiske  navne.  —  Til- 
navnet gufa  synes  paa  grund  af  betydningen  ikke  at  kunne  være  det 
islandske  gufa  »røg,  dampf  ;  det  maa,  som  jeg  før  har  nævnt,  snarere 
være  det  irske  goba  »smede 

Til  de  mange  landnaamsmænd,  som  havde  været  i  vesterviking, 
hørte  ogsaa  Ån  rau^feldr  (II,  k.  26).  Paa  sine  vikingetog  kom  Aan  til 
Irland,  hvor  han  blev  gift  med  Orélçà,  datter  af  Bjartmarr  jarl,  — 
Navnet  Bjartmarr  er  nordisk«;  Grel^S  kan  være  en  omtydning  af  et 
irsk  navn.  — 

Ikke  langt  fra  Aan  Raudfeld  laa  landnaamet  til  en  anden  mand,  som 
ogsaa  maa  ha  staat  i  forbindelse  med  de  Britiske  Øer,  nemlig  Geirpjofr 
Vaipjofsson  (II,  k.  26).  Allerede  mandens  eget  og  hans  fars  navn  vidner 
derom. 


1  Jfr.  Munch  lp  527  f. 


1904.   No.  I.        VESTERLANDENES  ÎNDFL.    PAA  NORDB.   I  VIKINGET.       385 

VoLpjofr  er,  har  vi  hjørrt,  Nordboernes  gjengivelse  af  det  angelsak- 
siske WecUhpeow  »den  vælske  trælt.  Professor  S.  Bugge  mener,  at  alle 
nordiske  navne  paa  -pjofr  er  dannet  som  efterligninger  af  angelsaksiske 
navne  paa  -peow.  Geirtjov  tog  land  ved  Arnarfjorden,  hvor  han  gav 
flere  steder  navn.  Selv  bodde  han  ved  den  efter  ham  opkaldte  Oeir- 
pjôfsfjçrdr.  Lige  ved  er  der  en  anden  arm  af  Arnarfjorden,  som  Geirtjov 
gav  navn  og  kaldte  Trostansfjçrdr.  Jeg  har  allerede  nævnt  dette  navn 
og  sagt,  at  det  er  sammensat  med  det  piktiske  navn  Drostan.  Men  dette 
viser  jo  tydelig,  at  Geirtjov,  som  gav  fjorden  dette  navn,  selv  maa  ha 
været  i  Skotland. 

Til  de  Nordboer,  som  fæstede  bo  paa  Suderøerne  og  vandt  magt 
og  ære  dér,  hørte  Øivind  Austmand,  som  var  gift  med  Raf  arta  ^,  datter 
af  den  irske  konge  Kjarvalr  (=  ir.  CearbhaU).  Han  havde  to  sønner, 
som  begge  drog  til  Island.  Den  ene  var  den  navnkundige  Helge  den 
magre  (Helgi  inn  magri)^  som  var  gift  med  Ketill  Flatnevs  datter  (III, 
k.  12).  Den  anden  hed  Snœhjçrn^.  Om  ham  har  Landnåma  ikke  saa 
meget  at  fortælle  som  om  hans  bror.  Men  ogsaa  han  maa  ha  været 
en  anselig  mand.  At  han  hørte  hjemme  paa  Hebriderne  er  sikkert; 
dér  bosatte  nemlig  —  efter  Landnåma  —  hans  far  sig  med  sin  irske 
hustru. 

Helge  magre  var  en  af  de  mægtigste  islandske  landnaamsmænd  og 
kom  med  et  stort  følge  af  slægt  og  venner  til  Island.  Han  havde  to 
sønner,  Rolv  og  Ingjald,  som  begge  fik  land  af  sin  far,  og  tre  døtre. 
Den  ene  var,  har  vi  hørt,  gift  med  Haamund  Heljarskinn;  den  anden 
blev  gift  med  Gunnar,  søn  af  lovgiveren  Ulvljot,  og  en  tredje  med 
Torgeir.  I  Helges  følge  var  desuden  Audunn  rotinn,  som  nedstammede 
fra  Færøernes  første  kolonist  Grimr  kamban.  Allerede  denne  sidstes 
tilnavn  viser,  har  vi  hørt,  hen  til  de  keltiske  lande.  Anduns  far  hed 
Torolv  Smør  og  var  en  viking,  som  ogsaa  var  kjendt  paa  de  Britiske 
Øer.  Han  var  bl.  a.  paa  vikingen  Flokes  skib,  da  denne  opdagede 
Island  (I,  k.  2).  At  Andun  Roten  har  havt  forbindelser  i  Skotland  og 
Irland,  kan  der  saaledes  ikke  være  tvil  om  (III,  k.   16). 

Til  Helges  nærmeste  venner  hørte  de  to  brødre  Âsmundr  og  Âsgrimr, 
sønner  af  Øndott  Kraaka.  De  var  Harald  Haarfagres  svorne  fiender  og 
hørte  til  den  kreds  af  norske  høvdinger,  som  efter  slaget  ved  Hafrsfjord 
holdt  til  paa  Suderøerne.  Senere  drog  de  begge  til  Island,  hvor  Helge 
magre  gav  dem  land  (III,  k.  15). 

^  Med  kvindenavnet  Rafarta  kan  sammealignes  det  irske  mandsnavn  Roh(K)artach  (Three 
.Fragments,  174,  196). 
«  Ldn.  II,  k.  30. 

Vid.-Selak.  Skriit-er    U.-F.  Kl.    1904.    No.  1.  25 


jSè  AtEXANOËk  feUGGÈ.  H.-F.   Kl. 

Landnåma  siger  ofte  ikke,  hvorfra  de  forskjellige  landnaamsmænd 
stammede,  men  nævner  undertiden,  at  de  var  »store  vikinger c  Dette 
er  saaledes  tilfældet  med  Hdla-Bjqrn,  som  var  vikingr  mikilUll,  k.  31). 
Vi  kan  naturligvis  af  dette  ikke  med  sikkerhed  slutte,  at  manden  har 
været  paa  de  Britiske  Øer  ;  men  dette  er  dog  sandsynligt.  For  vikinger, 
som  pleiede  at  ligge  i  Østersjøen,  laa  det  fjærnt  at  udvandre  til  Island. 
Anderledes  var  det  derimod  for  dem,  som  drog  til  de  Britiske  Øer. 

Til  de  mange,  som  deltog  i  slaget  ved  Hafrsfjord  mod  Harald 
Haarfagre,  hørte  ogsaa  Anund  Træfot  (Qnwndr  tréfotr,  II,  k.  32).  Om 
ham  fortælles  der  mere  i  Grettes  saga  (k.  i).  Hans  mors  æt  var  fra 
Oplandene;  men  paa  farssiden  horte  han  hjemme  i  Rogaland  og  Horda- 
land. T^Onundr  var  vikingr  mikill,  ok  hef-jaâivestr  umhaf^,  siger  sagaen. 
Især  var  det  ved  Suderøerne  han  og  hans  fæller  pleiede  at  ligge.  Efter 
slaget  ved  Hafrsfjord  drog  Anund  og  hans  fælle  Pråndr  mjçksiglandi 
igjen  til  Suderøerne  og  opsøgte  Geirmund  Heljarskinn  og  tilbød  ham  sin 
hjælp  mod  Harald  Haarfagre.  Men  Geirmund  turde  ikke  indlade  sig 
paa  dette,  og  enden  blev,  at  de  alle  udvandrede  til  Island. 

Samtidig  med  Anund  Træfot  kom  ogsaa  flere  andre  af  hans  venner 
til  Island.  Grettes  saga  viser  os,  at  de  alle  tidligere  havde  holdt  til  paa 
Hebriderne.  Disse  landnaamsmænd  nævnes  paa  forskjellige  steder  i 
Landnamabok;  men  for  oversigtens  skyld  samler  jeg  dem  alle  paa 
dette  sted.  Først  har  vi  Bålki  Blæingssoriy  som  tog  land  ikke  langt  fra 
Anund  Træfot  (II,  k,  32).  Ifølge  Grettes  saga  var  han  Anunds  fælle  og 
herjede  sammen  med  ham  vesterpaa  (Grettes  s.,  k.  i).  Det  samme  var 
tilfældet  med  Orm  den  rige  (Ormr  auâgi)\  som  bosatte  sig  paa  Vest- 
mannaøerne. 

Anunds  fælle  i  slaget  ved  Hafrsfjord  var  den  før  omtaldte  Pråndr 
mjçksiglandi.  Han  var  halvbror  af  Øivind  Austmand  og  havde  det 
meste  af  sin  slægt  paa  Suderøerne.  Did  drog  han  ogsaa,  har  vi  hørt, 
efter  Hafrsfjordkampen.  Senere  kom  ogsaa  han  til  Island  (V,  k.  11). 
Han  fik  tilnavnet  mjçksiglandi,  fordi  efter  sin  fars  død  i^siglH  hann  or 
Sudrej/jum  på  sigling  er  hann  var  mjçksiglandi  af  kallaâr*;  mjçksigl- 
andi d.  e.  »den  hurtig  seilendec 

Til  Anund  Træfots  venner  paa  Suderøerne  hørte  ligeledes  ôfeigr 
grettir,  sønnesøn  af  den  navnkundige  viking  Qlvir  barnakarl  (V,  k.  11). 
Ufeig  drog  til  Island  i  følge  med  sin  brodersøn  Pormodr  skapti.  Til 
denne  høibyrdige  æt  hørte  ogsaa  Olav  Feilans  før  nævnte  hustru  Alvdis 


Han  kaldes  ogsaa  enn  dnaudgt  III,   k.  5. 


I904.   No.  I.       VESTÈRLA*ÏDENEfe  ÎNDFL.   PAÀ  NORDB.  I  VIKINGÈt.       38; 

den  barrøiske.  Endelig  kan  nævnes  landnaamsmanden  Hallvardr  sùgandi 
(II,  k.  29),  som  var  med  i  slaget  ved  Hafrsfjord  og  siden  var  i  vester- 
viicing  med  Anund  Træfot  og  Baalke  Blæingssøn. 

Indgiftet  i  Ølver  Barnakarls  æt  var  Porhjqrn  laxdkarl,  som  havde 
ægtet  hans  sønnedatter  Una  (III,  k.  11),  samt  Naddodd,  Islands  første 
opdager,  som  var  gift  med  hans  datter.  Naddodd  var  en  stor  viking 
og  holdt  bare  til  paa  Færøerne  og  i  Vesterlandene.  Hans  to  sønner, 
Brçndôlfr  og  Mår,  udvandrede  ogsaa  til  Island,  visselig  fra  Suderøerne, 
hvor  hele  denne  kreds  af  mænd  synes  at  ha  havt  sit  hjem.  Sønnesøn 
af  Ølver  var  Hrolleifr,  som  ogsaa  udvandrede  til  Island  (V,  k.  13). 

En  anden  viking,  som  tog  land  i  nærheden  af  Anund  Træfot  og 
dennes  venner,  var  Porhjçrn  hitra.  Han  var  viking,  men  samtidig  en 
ildgjærningsmand  {fiann  var  vikingr  ok  illmenni  II,  k.  32).  Han  voldte 
ogsaa  paa  Island  megen  fortræd  og  blev  tilsidst  dræbt.  Hvorfra  han 
stammede,  siges  ikke;  men  sandsynligheden  taler  for,  at  han  ogsaa  havde 
været  i  Vesterviking. 

Ikke  bare  fra  de  keltiske  lande,  ogsaa  fra  England  kom  landnaams- 
mænd  til  Island.  Blant  disse  kan  nævnes  AiiMnn  skçkuU,  sønnesøn  af 
den  engelske  jarl  Hunda-Steinar  og  af  Aluv,  Ragnar  Lodbroks  datter  (III, 
k.  i).  Sammen  med  Audun  kom  til  Island  hans  fælle  Porgils  gjallandi, 
far  af  Torarin  gode. 

En  af  de  mægtigste  og  anseligste  landnaamsmænd  var  Ingemund 
den  gamle  (Ingimundr  enn  gandi),  sønnesøn  af  hersen  Ketill  Raum^. 
Ingemund  blev  opfostret  i  Haalogaland,  men  drog  siden  paa  vikingetog. 
Der  sluttede  han  venskab  og  forbund  med  den  tapre  viking  Sæmund 
den  suderøiske  {Sæmundr  enn  sudreyski).  De  vendte  begge  i  følge 
tilbage  til  Norge,  hvor  Ingemund  hjalp  Harald  Haarfagre  ved  Hafrsfjord. 
Sæmund  derimod  holdt  sig  udenfor  kampen  og  vakte  derved  kongens 
vrede  og  maatte  udvandre  til  Island  (III,  k.  6).  Did  kom  senere  ogsaa 
Ingemund  selv,  fulgt  af  sin  maag  Jçrundr  håls,  og  af  sine  venner  Eyvvndr 
Si^kvir,  Amundr  og  HvatL 

Alle  disse  mænd  har  sandsynligvis  ligesom  Ingemund  selv  Staat  i  forbin- 
delse med  Vesterlandene.  Blant  Ingemunds  træler  nævnes  én,  som  blev  land- 
naamsmand,  nttnlig  Friàmundr,  som  bosatte  sigiForsæludalen(Ldn.II,k.3). 
Navnet  Fridmimdr  er  vistnok  ikke  nordisk,  men  angelsaksisk  eller  frankisk 
(Fredemund).  Det  kjendes  nemlig  ellers  ikke  hverken  .fra  Norge  eller 
Island. 


»  Ldn.  III.  k.  2. 


388  ALEXANDER  BUGGE.  H. -F.   Kl. 

I  slægt  med  den  før  nævnte  Sæmund  den  suderøiske  var  landnaams- 
manden  Hrolleifr,  som  kom  til  Island  i  følge  med  sin  mor  Ljot  (III,  k.  4). 
Rolleivs  far  hed  ÅrncMr  og  var  bror  af  Sæmund.  O.  Rygh  mener  1,  at 
ÅmcMr  neppe  er  et  oprindelig  nordisk  navn.  Det  er  snarest  en  gjen- 
givelse af  det  fremmede  »Arnold«. 

Ikke  langt  fra  Ingemund  bosatte  der  sig  en  høiættet  mand  ved 
navn  Ævarr  (III,  k.  5).  Han  var  dattersøn  af  Harald  Guldskjæg  i  Sogn 
og  for  til  Island  fra  vikingefærder  (Ævarr  fôr  til  Islands  ar  vikingu). 
Vi  kan  deraf  med  sandsynlighed  slutte,  at  han  har  været  paa  de  Britiske 
Øer.  Uden  at  besøge  Ornkøerne  og  Shetlandsøerne  kom  vel  ialfald 
ingen  mand  fra  vikingetog  til  Island.  Ævar  kom  fulgt  af  sine  to  sønner 
samt  af  sin  frænde  Ounnsteinn.  Ævars  søn  Véfreydr  blev  igjen  vesterpaa, 
men  kom  ogsaa  siden  til  Island  og  bosatte  sig  paa  en  gaard  for  sig  selv. 
—  Paa  disse  kanter  bosatte  ogsaa  den  før  nævnte  Porbjçm  med  det 
irske  tilnavn  kolkan  sig  (III,  k.  5). 

En  mand,  som  ogsaa  maa  ha  staat  i  forbindelse  med  de  Britiske 
Øer,  var  landnaamsmanden  EUifr  cm.  Han  havde  nemlig  en  søn  med 
det  keltiske  navn  Kodrån  (III,  k.  6).  Det  samme  var  tilfældet  med 
landnaamsmanden  PorOTf  som  paa  farssiden  nedstammede  fra  Ragnar 
Lodbrok.  Selv  var  han  gift  med  Torgerd,  datter  af  Tore  Hima  ogFridgerd, 
som  igjen  var  datter  af  den  irske  kong  Kjarval  (III,  k.  10).  Vi  maa  af 
dette  ha  lov  til  at  slutte,  at  Tord  før  han  kom  til  Island  har  opholdt 
sig  paa  de  Britiske  Øer,  hvor  han  har  faat  sin  halvt  norske,  halvt  irske 
hustru.     Hans  fædreneæt  synes  nærmest  at  ha  været  svensk. 

Ikke  langt  fra  Tord  bosatte  der  sig  ogsaa  en  anden  svensk  mand, 
Fridleifr  (III,  k.  11).  Hans  fars  æt  hørte  hjemme  i  Götaland;  men 
hans  mor  var  flamsk.  Hun  hed  Bryngerdr,  —  forresten  et  nordisk 
navn.  —  Fridleiv  og  hans  far  maa  ha  hørt  til  de  svenske  vikinger,  som 
i  følge  med  Dansker  og  Nordmænd  gjorde  tog  til  Vesterlandene.  Selv 
har* han  vel  et  eller  andet  sted  i  Skotland  mødt  Nordmænd  og  er  i  følge 
med  dem  udvandret  til  Island.  Det  samme  var,  skulde  jeg  tro,  ogsaa 
tilfældet  med  en  anden  svensk  landnaamsmand,  som  bosatte  sig  nær  ved 
Fridleiv  og  Tord,  nemlig  Par  år  knappr  (III,  k.  11).  Han  skal  ha  været 
søn  af  den  svenske  konge  Bjørn  paa  Hauge,  som  igjen  nedstammede 
fra  Ragnar  Lodbrok.  Tord  Knapp  kom  til  Island  paa  samme  skib  som 
en  mand  ved  navn  Nafar-Helgi. 

Disse  svenskfødte  mænd  er  sandsynligvis  kommet  til  Island  i  følge 
med  et  par  Nordmænd,    som    bosatte   sig   i  nærheden  af  dem  og  som 


^  Gamle  Personnavne  i  norske  stedsnavne,  s,  8. 


1904.   No.   I.       VESTERLANDENES   INDFL.   PA  A   NORDB.   I   VIKINGET.        389 

bevislig  kom  fra  de  Britiske  Øer.  Den  ene  bærer  navnet  Bårdr  suàreyingr 
»Baard  fra  Suderøerne«.  Den  anden  var  Floki  Viigerdarson^,  den  samme 
Floke,  som  selv  var  blant  Islands  ældste  opdagere  og  var  en  stor  viking 
(hann  var  vikingr  mikül)^.  Dengang  da  Floke  opdagede  Island,  kom 
han  først  til  Shetlandsøerne  ;  men  han  har  vel  ogsaa  været  paa  Hebri- 
derne  ;  for  der  var,  fortæller  Landnåma,  en  suderøisk  mand  ombord  paa 
hans  skib. 

Fra  Vesterlandene  kom  sandsynligvis  ogsaa  Ulfr  vikingr  og  Ölafr 
hékkr,  som  drog  til  Island  paa  samme  skib^.  Hvis  tilnavnet  er  nordisk, 
maa  det  betyde  >bænk<  eller  »bæk«,  hvilket  synes  lidet  passende  for 
et  tilnavn.  Derimod  passer  gammelirsk  hecc  »liden«,  hvoraf  Békan  (Bécån) 
kommer,  udmerket  som  tilnavn. 

Til  dem,  som  var  knyttet  til  Aud  og  hendes  slægt,  hørte  ogsaa 
KamporOrimr  eller  »Skjægge-Grim«.  Han  var  gift  med  en  datter  af 
Torstein  Røde  og  drog  fra  Suderøerne  til  Island  (III,  k.  18).  Kampa- 
Grims  datterdatter  var  gift  med  en  mand  ved  navn  Porgeirr  Kadahson 
(II,  k.  18).  Den  samme  KaSall  var  det  vistnok,  hvis  datter  Tordis  blev 
gift  med  landnaamsmanden  Haamund  Heljarskinn's  søn  Tore  (II,  k.  16). 
Jeg  har  ikke  kunnet  finde  denne  Kadal's  slægt.  Men  han  eller  hans  far 
maa  være  kommet  fra  eller  havt  slægt  i  Skotland  eller  Irland.  KadaU 
er  jo,  som  vi  har  hørt,  det  irske  Cathal. 

De  mænd,  jeg  i  det  sidste  har  nævnt,  bosatte  sig  i  det  østlige 
Island.  Her  bosatte  ogsaa  to  brødre  sig,  som  var  sønner  a  f  Porsteinn 
hçfài,  herse  i  Hordaland.  Den  ene  hed  Eyvindr,  den  anden  KetiU 
(III,  k.  19).  Ogsaa  disse  brødre  maa  ha  staat  i  forbindelse  med  Vester- 
landene. En  af  Ketills  sønner  bar  nemlig  det  keltiske  navn  KonåU  (=» 
irsk  Conall). 

Fra  Orknøeme  og  Shetlandsøerne  kom,  har  vi  hørt,  flere  landnaams- 
mænd  til  Irland.  Til  disse  hørte  Porir  snepill  og  dennes  skibsfælle  Oautr 
(III,  k.  17).  Tore  var  en  søn  af  KetiU  brimül,  som  var  en  stor  viking 
og  udvandrçde  til  Shetlandsøerne  i  følge  med  jarlen  Torv-Einar*.  Paa 
Shetlandsøerne  maa  følgelig  Tore  Snepil  ha  holdt  til,  før  han  drog  til 
Island. 

Fra  Orknøerne  kom  den  samme  Torv-Einars  dattersøn  Einarr,  som 
dog  ikke  længe  havde  opholdt  sig  paa  øerne,  og  dennes  fæller,  de  ind- 
fødte  Orknøinger  Vestmadr  og  Vémundr  (III,  k.  20). 


»  Ldn.  111,  k.  II. 
-»  Ldn.  I.  k.  2. 
3  Ldn.  III,  k.  10. 

*  Ldn.  (Kbhvn.  1900),   s.  80,    1.  6—7:     JCettil  brimill  var  vikingr  mikiii,   hann /år  til 
/(/ali/ands  med  Tcrf-Einari, 


390  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

Flere  landnaamsmænd,  om  hvem  det  siges,  at  de  kom  fra  Norge, 
maa  dog  ha  Staat  i  forbindelse  med  de  Britiske  Øer.  Dette  er  saaledes 
tilfældet  med  HrôcUdr  bjôla  og  hans  fosterbror  Eyvindr  vopni  samt 
dennes  bror  Ref  r  (IV,  k.  i).  Det  fortælles,  at  Øivind  og  hans  bror 
blev  uenige  med  Harald  Haarfagre  og  drog  fra  Strinden  til  Island.  Men 
Roalds  tilnavn  bjôla  er  det  irske  Beolan.  Derfor  maa  han  og  sand- 
synligvis  ogsaa  hans  fosterbror  tidligere  være  kommet  til  Skotland  eller 
Irland,  hvor  Roald  er  blit  døbt  og  har  antat  navnet  Beolan 

En  af  landnaamsmændene  hed  Porsteinn  og  bar  det  merkelige  til- 
navn trumbubein  (IV,  k.  7).  Håna  tilnavn  er  vistnok  afledet  af  ordet 
tmmba^  f.  »trompete,  som  anses  for  at  være  laant  fra  det  ensbetydende 
romanske  tromba.  Vi  maa  vel  af  dette  kunne  slutte,  at  Porsteinn 
trumbubein  eller  en  af  hans  nærmeste  havde  været  i  Vesterlandene,  i 
Frankrig  eller  England. 

Fra  England  kom  sandsynligvis  ogsaa  landnaamsmanden  Pordr  skeggi. 
Han  var  sønnesøn  af  Bjørn  Buna,  Ketill  Flatnevs  far,  og  bror  af  land- 
naamsmanden, den  kristne  Ørlyg.  Selv  var  han  gift  med  to  angelsak- 
siske kvinder,  Vitborg  Ösvaldsdottir  og  Ulfrun  Jâtmundardôttir  (IV,  k.  7), 
Baade  Ôsvaidr  og  Jåtmundr  er  angelsaksiske  navne  (=  ags.  ôsweald 
og  Eadmwnd).  I  Hauksbok  kaldes  ÔsvaMr  »konge«  {konuMgr),  medens 
Jåttmmdr  kaldes  Englakanungr  (Ænglænaernee  konge«) ^.c  Hvis  denne 
fortælling  er  rigtig,  kan  Ösvaldr  muligens  være  den  samme  som  den 
Ôsweald,  som  omkr.  870  var  konge  over  Øst-Angel.  —  En  Vest-Sakser 
Osweald,  som  levede  omtrent  samtidig,  kalder  sig  »kongesan«  {filius 
regis).  —  Navnet  Eadmund  var  meget  almindeligt  hos  Angelsakserne. 
Man  kunde  gjætte  paa,  at  Jåtmundr  Englakonungr  kanske  er  den  samme 
som  Øst-Angels  konge  St.  Eadmund,  der  blev  dræbt  i  870^.  I  alle 
tilfælde  synes  disse  navne  at  vise,  at  landnaamsmanden  Tord  Skjegge, 
før  han  udvandrede  til  Island,  har  været  i  England,  hvor  han  vel  har 
hørt  til  den  store  Normannerhær,  som  under  kong  Gudrum  satte  sig  fast 
i  Øst-Angel. 

Fra  Bjørn  Buna  nedstammede  ogsaa  en  mand  ved  navn  Asbjørn, 
søn  af  HeyangrS'Bjçrn,  herse  i  Sogn;  —  han  har  sit  tilnavn  efter 
Heyangr,  en  arm  af  Sognefjorden.  —  Asbjørn  vilde  udvandre  til  Island, 
men  døde  underveis.  Hans  hustru  Torgerd  tog  land  der  og  bodde  paa 
gaarden  Sandfell  sammen  med  sin  søn  Gudmund.  Desuden  havde  hun 
to   andre   sønner  Torgils   og  Assur   (IV,  k.  11).    Da  Asbjørn  hørte  til 


*    Landn.  (Kbhvo.  1900),  s.  9. 

>  Se  Searle,  Onomasticon  Anglo-Sazonicum,  under  Eadmund  og  Osweald^        i 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES   INDFL.   PAA  NORDB.   1  VIKINGET.      39I 

Bjørn  Bunas  æt,  maa  ogsaa  han  ha  staat  i  forbindelse  med  Skotland  og 
Suderøerne.  Ogsaa  to  andre  sønner  af  Heyangrs-Bjçrn  udvandrede  til 
Island,  nemlig  Hdgi  og  Bårdr. 

Til  Ketill  Flatnevs  og  Bjjørn  Bunas  vidt  forgrenede  æt  hørte  endvidere 
Ketills  dattersøn,  KetUl  enn  ßflski.  Jeg  har  alt  før  nævnt,  at  han  var 
kristen  og  udvandrede  til  Island  fra  Suderøerne  (IV,  k.  11).  Da  Ketill 
og  Høiangers-Bjørns  efterkommere  bosatte  sig  nær  hverandre,  er  de, 
skulde  jeg  tro,  alle  kommet  omtrent  samtidig  fra  Suderøerne. 

En  landnaamsmand,  som  ligeledes  maa  hå  havt  forbindelser  i  Skot- 
land eller  Irland,  er  Eysteinn  son  Hrana  Hildissonar  par(r)ak8  (IV,  k. 
I  i).  Jeg  har  alt  nævnt  tilnavnet  par(r)ak  og  sagt,  at  det  er  et  laanord 
fra  gæl.  barrack  »reb,  taugc 

En  af  de  meget  faa  landnaamsmænd,  om  hvem  det  fortælles,  at  de 
igjen  forlod  Island,  var  Porsteinn  leggr,  søn  af  Bjørn  Blaatand.  Han 
tog  alt  landet  nord  for  Horn  indtil  Jøkulsaa.  Men  efter  tre  aars  forløb 
blev  han  kjed  af  at  være  paa  Island  og  vendte  tilbage  til  Suderøerne, 
hvorfra  han  var  udvandret  (IV,  k.  8). 

To  mænd,  om  hvem  det  udtrykkelig  siges,  at  de  udvandrede  til 
Island  fra  Irland,  er  brødrene  Vilbaldr  og  Åskell  hnokkan  (IV,  k.  11, 
V,  k.  8).  Vilbaldr  er  forresten  et  angelsaksisk  navn  (=  ags.  WiJbeald), 
medens  navnet  paa  det  skib,  hvori  han  kom,  Kudi,  som  vi  har  hørt,  er 
irsk.  Hans  brors  tilnavn  hnokkan  er  efter  Whitley  Stokes's  forklaring 
det  irske  cnocån  »en  liden  haug  ell.  kollec  Brødrene  var  sønner  af 
Dufpakr  (=  ir.  Dvbhtach),  søn  af  Dufniall  ell.  Dufmall  (=  ir.  DomhnalU), 
søn  af  den  irske  konge  Kjarvalr,  med  hvem  ogsaa  flere  andre  land- 
naamsmænd stod  i  forbindelse. 

Fra  Vesterlandene  kom  vel  ogsaa  landnaamsmanden  Hrafn  hafnar- 
lykül,  d.  e.  »havnenøgle«,  som  var  vlkingr  mikill  (IV,  k.  12). 

Ifølge  Landnåma  (V,  k.  2)  var  der  i  Romsdalen  en  navngjeten  mand 
ved  navn  Ufeig.  Han  blev  uenig  med  Harald  Haarfagre  og  blev  tat  af 
dage.  Ufeigs  hustru  Àsgerôr  udvandrede  med  sine  barn,  to  sønner  og 
én  datter,  og  sin  bror  landnaamsmanden  Pôrôlfr  til  Island  (V,  k.  2). 
Det  kan  dog  ikke  være  saa,  som  man  skulde  tro  af  Landnäma's 
fremstilling,  at  Aasgerd  og  hendes  følge  er  kommet  lige  fra  Romsdalen 
til  Island.  De  maa  ha  hørt  til  de  mangfoldige  Norske,  som  halvt  havde 
sin  bolig  i  Skotland  eller  paa  Hebriderne,  men  som  paa  grund  af  Haralds 
Vesterhavstog  blev  nødt  til  at  drage  til  Island.  Aasgerd  bosatte  sig  paa 
en  gaard,  som  fik  navnet  Katanes  efter  Katanes  ell.  Caithness  i  Skotland. 
Og  en  af  hendes  og  Ufeigs  sønner  kaldes  Porsteinn  flçskuskegg  »flaske- 
skjægc,  af  det  fremmede,  fra  romansk  stammende  flaska. 


392  ALEXANDER   BUGGE,  H.-F.   Kl. 

Fra  Vesterlandene  (af  Vestrl^ndtim)  kom  ogsaa  brødrene  Hildir  og 
HaUgeirr  og  deres  søster  landnaamskvinden  Ljot  (V,  k.  4 — 5).  Disse 
søskende  havde  en  træl  med  det  irske  navn  Dufpdkr,  Hallgeirs  datter 
bærer  det  romanske  navn  Mäbü.  Dette  navn  stammer  fra  lat.  Amabilis 
(elskelig),  navn  paa  en  mandlig  helgen  i  Riom;  senere  brugtes  det 
ogsaa,  i  formen  Aimable,  af  kvinder.  Deraf  er  'det  til  Måbil  svarende 
engelske  kvindenavn  Mahel  opstaat. 

En  landnaamsmand  kaldes  i  Landnåma  (V,  k.  7)  Porsteinn  lunan 
og  det  siges,  at  han  var  norrøn  og  en  stor  farmand.  Torstein  maa 
længe  ha  opholdt  sig  blant  keltisktalende  folk;  hans  tilnavn  lunan  er 
nemlig  det  irske  navn  Lonån. 

Blant  de  nybyggere  fra  de  Britiske  Øer,  som  satte  bo  i  det  sydlige 
Island,  var  der  ogsaa  to  brødre  Hrodgeirr  enn  spaki  og  hans  bror 
Oddgeirr  (V,  k.  9).  Om  disse  siger  den  »yngre  Melabok«,  at  de  var 
Vestmænd  (våru  Vestmenn)^,  det  vil  sige,  at  de  var  kommet  fra  de 
Britiske  Øer. 

Vestenfra  (vesir  um  haf)  kom  to  brødre  Eåparmr  og  Jolgeirr  til 
Island  og  tog  land  dér.  Raadorms  fosterbror  kaldes  Porkdl  bjåifi.  Han 
maa  ogsaa  ha  hørt  hjemme  i  Vesterlandene.  Han  var  nemlig  gift  med 
Porunn  en  eyverska,  d.  e.  den,  som  er  indvandret  fra  øerne  ell.  de 
Skotske  øer». 

Fra  Orknøerne  indvandrede  ogsaa  landnaamsmanden  Porbjçrn 
jarlakappi  til  Island  (han  fôr  or  Orkney jum  til  Islands,  V,  k.  11).  Til- 
navnet jarlakappi  »jarlekjæmpec  viser,  at  han  havde  staat  i  Orknø* 
jarlernes  tjeneste. 

Til  de  landnaamsmænd,  som  kom  til  Island,  efterat  landet  alt  for 
det  meste  var  bebygget  langs  kysten,  men  hvis  æt  alligevel  kom  til  at 
bli  en  af  de  mægtigste  paa  øen,  hørte  Ketübjcrn,  en  navngjeten  mand 
fra  Namdalen  (V,  k.  12).  Hans  mor  Æsa  var  datter  af  jarlen  Haakon 
Grjotgardssøn.  Selv  var  han  en  af  de  rigeste  mænd  paa  Island.  Han 
reiste  et  tempel  ved  sin  gaard  og  bød  sine  sønner  at  gjøre  tværtræerne 
i  hovet  af  sølv.  Da  de  ikke  vilde  gjøre  dette,  tog  han  sølvet  med  op 
i  fjeldet  og  skjulte  det,  saa  ingen  siden  har  kunnet  finde  det.  —  Vi 
maa  dog  ikke  tro,  at  Ketilbjørn  havde  faat  disse  rigdomme  ved  bare 
at  sidde  fredlig  hjemme  i  Namdalen  og  arve  gaard  og  grund  efter  sin 
far.  Ketilbjørn  var  gift  med  en  datter  af  den  før  nævnte  landnaams- 
mand Tord  Skjegge   og   dennes    angelsaksiske  hustru    og  saaledes  selv 


*  Jfr.  Landnäniabök  (Kbhvn.  1900,  udg,  af  Finnur  Jonsson),  s.  258,  1.  40. 
«  Efter  K.  Rygh,  Norske  og  isl.  tilnavne.    Ldn.  V,  k.  8. 


I90_|.   No.  I.        VESTERLANDENES   INÜFL.    PAA   NORDB.   1   VIKINGET.      393 

indgiftet  i  Bjørn  Bunas  og  Ketill  Flatnevs  æt.  Landnamabök  viser  os 
tydelig,  at  Ketilbjørn  var  gift,  før  han  kom  til  Island.  Vi  maa  da 
slutte,  at  han  tidligere  havde  været  paa  de  Britiske  Øer,  og  at  han  dér 
havde  vundet  sin  hustru  og  sine  rigdomme. 

I  nærheden  af  Ketilbjørn  bosatte  der  sig  flere  andre  mænd,  som 
kom  i  hans  følge  eller  hørte  til  hans  slægt  og  vel  ogsaa  havde  været 
paa  de  Britiske  Øer,  først  hans  halvbror  HcUlkeU,  som  selv  tog  sig 
land,  og  to  mænd  Âsgeirr  og  Eilifr  auàgi,  som  fik  land  af  Ketilbjørn. 

Eiliv  audge  var  søn  af  landnaamsmanden  Onundr  hildr  (V,  k.  9), 
fra  hvem  mange  stormænd  nedstammede.  Ogsaa  han  maa  vistnok  ha 
havt  forbindelser  paa  de  Britiske  Øer  eller  snarest  selv  været  ind- 
vandret  fra  Hebriderne.  Anund  havde  nemlig  en  bror  ved  navn  Por- 
grimr  bildr,  som  ogsaa  kom  til  Island  og  tog  land  ikke  langt  fra 
Ketilbjørn  og  sin  brodersøn  Øivind.  Men  denne  Torgrim  havde  en 
frigivein,  som  selv  fik  land  paa  Island  og  hed  Steinraudr  son  Melpatrix 
af  Irlandi  (V,  k.  13).  —  Mdpairikr  er  det  meget  almindelige  irske 
navn  MaelrPåtHc  »Patriks  tjener«.  —  Vi  maa  af  dette  slutte,  at  Por^ 
grimr  bUdr  havde  været  paa  Hebriderne  eller  i  Irland. 

Til  den  kreds  af  Nordmænd,  som  hørte  hjemme  paa  Hebriderne, 
børte  ogsaa  landnaamsmanden  Grimr.  Han  nedstammede  fra  Vemund 
den  gamle,  hvis  søster  var  gift  med  Bjørn  Buna.  Selv  havde  han,  før 
han  drog  til  Island,  været  i  vesterviking.  Paa  Suderøerne  fældede  han 
jarlen  Aasmund  Skerjablese  og  blev  gift  med  dennes  hustru  Alov  (V.  k.  12). 

Paa  Hebriderne  eller  i  Irland  maa  ogsaa  landnaamsmanden  Ålfr 
enn  egdski  ha  opholdt  sig  eller  havt  slægtsforbindelser.  Landnåma 
(V,  k.  13)  fortæller  vistnok,  at  han  for  Harald  Haarfagres  skyld  forlod 
Agder  i  Norge.  Men  han  har  neppe  udvandret  derfra  og  lige  til 
Island.  Hans  brodersøn  og  arving  var  nemlig  Porgrimr  Orimolfsson, 
hvis  mor  var  Kormlçôf  dôUir  KjarvaU  Irdkonungs.  —  Denne  irske 
kongedatters  navn  Kormlçd  er  det  samme  som  det  almindelige  irske 
kvindenavn  Gorm(f)laith.  —  Alv  og  hans  bror  Grimulv  har  da  rimeligvis 
hørt  til  de  mange  høvdinger  fra  det  sydlige  og  sydvestlige  Norge,  som 
havde  sit  hjem  halvt  i  Norge  og  halvt  paa  Suderøerne  eller  i  Irland. 

I  slægt  med  Islands  første  landnaamsmand  Ingulv  var  en  kvinde 
ved  navn  Steinudr,  som  fik  land  i  hans  landnaam  (V,  k.  14).  Hun  skal 
ha  været  gift  med  Skallagrims  bror  Herlaug.  Dette  er  dog  tvivlsomt 
og  bekræftes  ikke  af  andre  kilder.  I  alle  tilfælde  maa  Steinunn  ha  havt 
slægt  i  de  keltiske  lande.  En  af  hendes  sønner  hed  nemlig  Njått,  det 
samme  navn  som  det  almindelige  irske  NicM. 


394  ALEXANDER  BUGGE  H.-F.   Kl. 

Selv  et  saa  fuldstændigt  og  merkelig  udtømmende  arbeide  som 
Landnamabok  har  naturligvis  ikke  rukket  at  ta  med  alle  de  islandske 
landnaamsætter.  Om  enkelte  af  disse  slægter,  som  Landnåma  intet 
nævner  om,  gir  andre  sagaer  os  oplysninger.  Jeg  skal  her  særlig  pege 
paa  en  enkelt,  nemlig  Kormaks  saga.  I  denne  saga,  hvis  hovedperson 
er  digteren  Kormak  {Kormakr),  som  levede  ved  midten  af  det  lode 
aarh.,  er  versene  gamle  og  næsten  alle  ægte,  medens  prosaen  er  yngre 
og  temmelig  daarlig.  Prosaen  fortæller,  at  digteren  Kormaks  stamfar 
ogsaa  hed  Kormak;  han  levede  paa  Harald  Haarfagres  tid  og  var  en 
mægtig  og  ætstor  høvding  i  Viken.  Hvor  meget  sandt  der  er  i  denne 
tradition,  skal  jeg  lade  være  usagt.  Selve  navnet  Kormakr  er  i  alle 
fald  det  irske  Cormac,  Det  forekommer  i  vikingetiden  ikke  i  nogen 
anden  islandsk  æt.  Dette  viser,  at  Kormaks  æt  maa  ha  havt  slægts- 
forbindelser  i  Irland.  Digteren  Kormaks  digte  og  hans  karakters  eien- 
dommelighed  bestyrker  ogsaa  denne  opfatning^ 

Jeg  har  i  det  foregaaende  nævnt  de  islandske  nybyggere,  som  efter 
al  sandsynlighed  er  kommet  fra  eller  har  Staat  i  forbindelse  med  Vester- 
landene. Fortegnelsen  indeholder  mindst  115  forskjellige  personer,  eller 
omtrent  en  fjerdedel  af  alle  de  islandske  landnaamsmænd  og  ældste 
nybyggere,  som  vi  kjender.  Dette  er  dog  noget  andet  end  Finnur 
Jonssons  magre  36.  Men  tallene  siger  i  sig  selv  lidet.  Vi  maa  ikke  se 
bare  paa  kvantiteten,  men  ogsaa  paa  kvaliteten.  Næsten  alle  de  hei- 
byrdigste  og  indflydelsesrigeste  landnaamsmænd  havde  slægt  paa  de 
Britiske  Øer  eller  kom  selv  derfra. 

»Nær  alt  storfolk  paa  Island  stammer  fra  Bjørn  Bunac,  siger  jo 
Landnåma.  Jeg  skal  blant  disse  foruden  Aud  og  hendes  slægt  paany 
minde  om  Helge  magre,  om  brødrene  Geirmund  og  Haamund  Heljar- 
skinn,  om  Anund  Træfot,  Trond  mjoksiglande,  om  Ketilbjørn  osv.  Knapt 
nogen  af  de  store  ætter  stod  ganske  uden  forbindelse  med  Vesterlandene. 
Den  ivrige  blotmand  Torolv  Mosterskjæg  sendte  sin  egen  søn  til  Suder- 
øerne  sammen  med  Bjørn  Austrøne.  Skallagrim  og  hans  mange  slægt- 
ninge  og  venner  havde,  kunde  man  indvende,  intet  at  gjøre  med 
Vesterlandene.  Men  hvoraf  kommer  det  da,  at  Skallagrims  egen  søn 
Egil  mere  end  nogen  anden  Islænding  opholdt  sig  paa  de  Britiske  Øer? 
Der  var  nok  mange  smaafolk,  hvem  ingen  ænsede,  som  kom  til  Island 
lige  fra  Norge.  De  vidste  intet  eller  kun  lidet  om  England  og  Irland. 
Men  stormændene,  hvis  magt  og  ord  naaede  vidt,  de  havde  næsten  alle 
været  dér  vesterpaa.  De  havde  sét  og  hørt  om  irsk  kristendom,  og  mangen 


^  Jfr.  S.  Bugge,  Om  versene  i  Kormaks  saga,  i  Aarb.  for  nord.  Oldk.  iS8g,  s.  2  ff. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.    [  VIKINGET.      395 

en  af  dem  havde  lyttet  til  irske  skaldekvad.  Mange  havde  ogsaa  set 
Englands  kongeborge  og  kjænipet  mod  Angelsakser  og  Franker.  Det 
er  ikke  muligt  at  komme  bort  fra  det  faktum,  som  Vigfüsson  og  P.  A. 
Munch  tidligst  har  havt  øinene  aabne  for,  at  Islands  bebyggelse  skyldes 
ikke  bare  Norge  alene.  De  Britiske  Øer,  særlig  Skotland  og  Hebriderne, 
og  i  anden  række  Irland,  har  ogsaa  virket  med.  Irsk  kultur  har  lige 
fra  den  første  landnaamstid  sat  sit  præg  paa  Islands  aandelige  og 
materielle  kultur.  Og  hvordan  var  det  i  det  hele  muligt  at  seile  til 
Island  fra  det  sydvestlige  Norge  uden  at  komme  indom  de  Skotske  øer, 
Shetlandsøerne  og  Orknøerne.?  Her  bodde  visselig  Nordmænd;  det  er 
sandt  nok.  Men  øernes  oprindelige  piktiske  og  irske  befolkning  var  i 
slutningen  af  det  9de  aarh.  endnu  næppe  helt  gaat  op  i  den  norske. 
Desuden  viser  kirkelige  og  arkæologiske  mindesmerker,  stedsnavne, 
sprog  osv.,  at  de  norske  nybyggere  paa  disse  øer  var  overmaade  sterkt 
paavirket  af  keltisk  og  delvis  ogsaa  af  angelsaksisk  kultur.  Dette  kan 
ikke  ha  undladt  at  virke  paa  de  Nordmænd,  som  drog  videre  til  Island. 
Jeg  skal  til  slutning  nævhe,  at  angelsaksisk  og  frankisk  kultur  lige 
fra  den  første  landnaamstid  ogsaa  maa  ha  havt  sin  betydning  for  Islands 
udvikling.  Flere  landnaamsmænd  maa,  har  vi  hørt,  gjennem  ægteskab 
eller  paa  anden  vis  ha  havt  forbindelser  med  England.  Enkelte  navne, 
som  stammer  fra  England,  har  ogsaa  vundet  indpas  paa  Island,  saaledes 
som  Valpjofr,  Vilbaldr,  ôsvaldr  og  Mobil.  Om  en  eneste  landnaams- 
mand  fortælles  det,  at  han  havde  slægt  i  Flandern.  Frankisk  synes 
trællenavnet  RoSrekr  at  være.  Flere  af  landnaamsmændene  synes  at  ha 
tilnavne  af  romansk  oprindelse.  Jeg  skal  nævne  Porgrimr  kuggi^  (det 
samme  tilnavn  havde  ogsaa  en  søn  af  den  islandske  høvding  Tord 
Geiler 2),  samt  Porgeirr  flçskuiak  (II,  k.  32),  Porsteinn  flçskuskegg  (V ,  k.  2) 
og  Porsteinn  trwrnbvhein  (IV,  k.  7).  Videre  Porunn  grœningjarhjûpa,  en 
kvinde,  fra  hvem  flere  islandske  stormænd  nedstammede^.  Sidste  led  i 
hendes  tilnavn,  -hjupa,  er  afledet  af  hjupr,  —  saa  kaldtes  et  kort 
klædningsstykke,  som  dækkede  overkroppen.  —  Dette  ord  er  af  romansk 
oprindelse  og  det  samme  som  fransk  jupe^,  —  Jeg  har  ogsaa  nævnt  et 
par  gamle  islandske  stedsnavne,  som  synes  at  maatte  udledes  af  romanske 
ord,  nemlig  ijeldet  Kofri  og  Stræti,  som  strækningen  mellem  Berufjord 
og  Breddalen  kaldes.     Denne  indflydelse    fra  England  og  Frankrig  kan 


»  Ldn.  111,  k.  8. 

«  Ldn.  II,  k.  32. 

5  Ldn.  1,  k.  10  :  v,  k.  8. 

*  Jfr.  afsnittct  om  klaededragt. 


396  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.  Kl. 

dog  ikke  paa  langt  nær  ha  været  saa  sterk  som  den  keltiske.  Men 
begge  dele  gaar  naturlig  sammen,  og  ogsaa  den  angelsaksiske  og 
frankiske  indflydelse  er  vel  for  det  meste  kommet  til  Island  over  de 
Skotske  øer^. 


*  Jeg  har  i  dette  afsnit  talt  om  en  række  fremmede  person-  og  stedsnavne  paa  Island^ 
særlig  navne  af  keltisk  oprindelse.  I  Norge  er  antallet  af  slige  navne  langt  mindre, 
særlig  er  der  faa  keltiske.  Det  almindelige  irske  mandsnavn  Niall  vandt  ogsaa  indpas 
i  Norge  (Nj'âlf)  og  blev  bl.  a.  brugt  af  Øivind  Skaldaspillers  bror  (Flateyjarb.  I,  41J. 
Navnet  er  endnu,  i  formen  Njell  ell.  Njedl^  almindeligt  i  Ryfylke.  I  Romedal  i  Hede- 
markens amt  er  der  en  gaard,  som  heder  Irstad  (i  ældre  form  Irastadir^  Norske  gaard- 
navne  III,  132).  O.  Rygh  formoder,  at  dette  navn  er  afledet  af  mandsnavnet  Iri,  egl. 
»en  Irlænder«.  Af  angelsaksiske  navne  vandt  Val^bfr  og  andre  navne  paa  -fjcfr  i 
vikingetiden  indpas  i  Norge. 

Gunhild  kongemoder  havde  en  skosvend,  som  i  Flatebogen  kaldes  A7j/ri^r  (I,  s.  61). 
Heimskringla  har  den  rigtigere  læsemaade  Kifsingr,  Dette  navn  er  sands,  fremmed  og 
staar  i  forbindelse  med  ags.  ci^fts^  f.  »konkubinec  ;  heraf  kunde  et  cief esing  afledcs.  — 
Jfr,  oldn.  kefsir^  tysk  Kebsweib, 

'  Jeg  skal  til  slutning  minde  om  Portør,  saa  kaldes  en  havn  mellem  Kragere  og 
Riser.  Stedet  kaldtes  i  gamle  dage  Portyrja  og  nævnes  ofte  i  sagaerne  (Fornmanna  s. 
VII,  213  o.  fl.).  Ferste  led  af  dette  navn  er  ags.  port  »havn«,  som  igjen  er  laant  fra 
lat.  partus.    Navnet  vidner  om  gammel  handel  og  skibsfart  paa  England. 


1904.   No.  1.       VESTERLANDENES   INDFL.   PAA  NORDB.   I   VIKINGET.       397 


XI.    Efterskrift. 


Jeg  har  i  dette  arbeide  søgt  at  vise,  hvordan  Nordboerne  i  vikinge- 
tiden  paa  livets  forskjellige  omraader  er  blit  paavirket  af  Vesterlandene 
og  deres  høiere  kultur.  Mit  arbeide  lider  af  mange  og  store  mangler, 
det  føler  jeg  bedst  selv.  Mange  slutninger  er  visselig  forhastede  og 
meget  har  jeg  ikke  tat  med.  Det  er  bare  et  begynderarbeide  ;  først  en 
lang  tids  forskning  vil  evne  klart  at  vise,  hvordan  Vesterlandene  i  vikinge- 
tiden  har  virket  paa  Nordboerne  og  omformet  deres  daglige  liv,  sæder 
og  skikke,  samfundsforhold  osv.  Jeg  haaber  dog,  jeg  har  magtet  at 
vise  saa  meget,  at  en  indflydelse  fra  Vest-Europa  virkelig  har  fundet 
sted.  Vi  har  sét  denne  indflydelse  i  statsforfatningen.  Samfundets  ryg- 
rad  forandres  ikke;  —  først  langt  ude  i  middelalderen,  og  selv  da  ingen- 
lunde fuldstændig,  bringes  de  nordiske  samfund  i  overensstemmelse  med 
almindelig  europæisk  statsskik.  Men  styrelsens  ydre  form  ændres  paa 
mange  maader.  Særlig  viser  forandringen  sig  i  kongemagtens  ydre  frem- 
træden,  i  hofholdningen,  i  skatter,  toldpaalæg  o.  1.  Retsvæsenet  vedbliver 
derimod  at  være  ægte  nordisk;  romerretten  øver  næsten  ingen  indfly- 
delse. Vi  har  endvidere  sét  indflydelsen  paa  krigsvæsenet,  særlig  hos 
Nordboerne  i  Vesterlandene  og  med  hensyn  til  vaaben  og  udrustning, 
ligeledes  paa  agerbrug  og  fædrift  ;  —  nye  agerbrugsredskaber  kommer  i 
brug;  fremmede  kornsorter  og  kvægracer  indføres.  Huset  smykkes  med 
nye  gjenstande,  baade  til  nytte  og  pryd.  Klædedragten  forandres  ;  frem- 
mede moder,  klædningsplag  og  tøier  kommer  i  brug.  Prydkunsten  paa- 
virkes  sterkt  og  varig;  den  optager  fremmede  motiver  og  ornamenter  og 
udvikler  dem  selv  videre.  Handelen  ledes  ind  paa  nye  veie,  nye  og  før 
ukjendte  varer  føres  til  Norden.  Der  begynder  at  anlægges  byer  efter 
udenlandske  forbilleder.  Menneskene  lærer  baade  i  godt  og  ondt;  de 
tilegner  sig  fremmede  laster,  men  lærer  ogsaa  mere  høviske  sæder  og 
faar  høiere  og  finere  dannelse.  En  Nordbo  i  det  lode  aarhundred  er 
noget  helt  forskjelligt  fra  en  Nordbo  før  vikingetidens  begyndelse  ;  —  jeg 
taler  ikke  om  folkets  store  masse,  men  om  dets  øverste  lag.  —  Hans 
syn  paa  livet  er  et  andet.  Han  har  faat  nye  fornødenheder,  nye  livs- 
vaner. Hans  hjem  ser  anderledes  ud.  Hans  forhold  til  kongen  er  et 
andet,  og  ved  hirden  hersker  ikke  længer  de  patriarkalske,  fra  fædrene 
nedarvede  sæder,  men  ny  pragt,  nye  ceremonier. 


39^  Alexander  buggë.  H.-F.  Kl. 

»Verdenshistorien  arbeider  med  gamle  tanker  og  præger  dem  i  ny 
forme,  siger  den  tyske  retshistoriker  Brunner  (Deutsche  Rechtsgeschichte 
II,  s.  5).  Historien  er  som  en  fugl  Føniks,  der  dør  for  atter  at  fødes 
paany  i  forynget  og  forskjønnet  skikkelse,  ny,  men  dog  den  gamle. 
Den,  som  vogter  menneskenes  udviklingsgang  gjennem  aarhundredernes 
og  aartusenernes  løb,  vil  se,  at  den  samme  ting  stadig  gjentar  sig  paa 
den  samme  maade.  Det  er  intet  enestaaende  i  verdenshistorien  dette, 
at  Nordboerne  drager  paa  udfærd  til  fremmede  lande  og  dér  faar  nyt 
livssyn  og  nye  livsvaner.  Tværtimod.  For  bare  at  holde  os  til  de  ger- 
manske folk,  saa  gik  det  Frankerne  og  Angelsakserne  paa  samme  vfs, 
da  de  drog  til  fremmede  lande  og  grundede  nye  riger.  Hos  Angelsak- 
serne som  hos  Nordboerne  vedblev  samfundets  rygrad,  forfatningen, 
retsordningen  osv.  at  være  germansk.  Men  ellers  paa  alle  livets  for- 
skjellige omraader  virkede  det  fremmede,  den  fra  Rom  overleverede 
kultur  omdannende  og  udviklende.  De  germanske  folk  har  eiet  evner, 
som  Romerne  manglede,  fremforalt  deres  hævden  af  individets  frihed  og 
selvstændighed.  Men  Germanernes  samfund  var  i  sit  væsen  forskjelligt 
fra  Romernes.  Germanerne  var  frie  bønder.  Deres  samfund  var  bonde- 
samfund.  Midtpunktet  i  Romernes  som  i  Grækernes  samfund  var  deri- 
mod  byen.  Men  først  et  byliv  kan  udvikle  handel  og  industri,  tilfreds- 
stille menneskenes  stadig  voksende  krav  til  nye  livsfornødenheder, 
den  nødvendige  drivfjær  for  ethvert  fremskridt.  Derfor  var  det  først, 
da  de  germanske  folk  kom  ind  under  Roms  -^  og  kristendommens 
—  indflydelse,  at  de  blev  i  alle  sine  livsforhold  virkelige  kultur- 
folk. Germanernes  møde  med  romersk  kultur  og  deres  optagelse  af 
kristendommen  er  det,  som  gir  middelalderens  historie  dens  præg. 

Man  kan  indvende,  som  man  ogsaa  har  gjort  i  anledning  af  Sophus 
Bugges  Eddastudier,  at  en  tid  af  omtrent  hundrede  aar  er  for  liden 
til  at  forandre  et  folks  tænkesæt  og  levevis.  Men  er  det  saa?  Er 
ikke  Japaneserne  f.  eks.  siden  1868  blit  et  nyt  folk?  Desuden  har  jeg 
alt  i  indledningen  søgt  at  vise,  at  forbindelsen  mellem  Norden  og  ud- 
landet  gaar  meget  længere  tilbage  end  til  omkr.  aar  800.  Allerede  ved 
aar  700  eller  endnu  tidligere  maa  Nordboerne,  især  Nordmændene,  være 
kommet  under  indflydelse  af  keltisk  kristendom  og  keltisk  kultur  og 
fremfor  alt  være  paavirket  af  irsk  kunst  og  Ornamentik.  —  Endnu  tid- 
ligere er  der  vistnok  gjennem  Friserne  kommet  paavirkning  til  Dan- 
mark fra  Frankerriget.  Jeg  har  i  indledningen  nævnt  fremmedord  af  ro- 
mersk oprindelse,  som  synes  at  være  kommet  til  Norden  før  vikinge- 
tiden.  Det  tør  saaledes  være  sikkert,  at  Nordboerne  ialfald  fra  omkring 
aar  700  har  været  udsat  for  en  stadig  paavirkning  fra  Vest-Europa.  Fra 


1904.  No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.       399 

Frankerriget  er  kulturens  strømme  naadd  til  Danmark.  Nordmænd  og 
vistnok  ogsaa  Gotlændinger  har  paa  Shetlandsøerne  og  Orknøerne  truflfet 
irske  munke  og  modtat  paavirkning  fra  keltisk  kultur.  Der  synes  ogsaa 
at  ha  været  handelsforbindelse  mellem  Norge  og  det  sydøstlige  England, 
og  det  samme  var  vel  tilfældet  med  Danmark. 

Jeg  har  tidligere  havt  liden  leilighed  til  at  komme  ind  paa  Spørgs- 
maalet  om  fra  hvilke  kanter  Vesterlandenes  indflydelse  var  sterkest.  Jeg 
skal  derfor  her  søge  at  gjøre  rede  for  de  slutninger,  jeg  i  saa  henseende 
drager  af  min  undersøgelse.  Før  vikingetidens  begyndelse  var  der,  som 
vi  har  sét,  især  paavirkning  fra  keltisk  kultur  og  fra  Frankerriget.  I  det 
9de  aarhundred  er,  skulde  jeg  tro,  den  irske  og  den  karolingiske  ind^ 
flydelse  fremdeles  sterkest.  De  islandske  landnaamsmænd  synes  at  ha 
været  sterkt  paavirket  af  irsk  kristendom  og  irsk,  men  forholdsvis  lidet 
af  angelsaksisk  og  karolingisk  kultur.  Mange  navne  paa  Island  vidner 
om  denne  indflydelse.  Ogsaa  Gotland  maa  fremdeles  i  det  9de  aar- 
hundred ha  modtaget  en  sterk  kulturpaavirkning  fra  de  keltiske  lande. 
At  paavirkningen  fra  det  Karolingiske  Rige  i  det  9de  aarhundred  var 
særlig  sterk,  har  vi  tilstrækkelige  vidnesbyrd  om  baade  fra  Norden  og 
fra  udlandet.  Derom  vidner  i  Norge  Harald  Haarfagres  styre;  —  dog 
maa  ogsaa  angelsaksisk  indflydelse  ha  gjort  sig  gjældende,  især  ved 
hirdskikkene.  —  De  ældste  mynter,  som  blev  præget  af  Nordboerne,  er 
efterligninger  af  karolingiske,  i  Dorestad  prægede  mynter.  De  vikinger, 
som  i  det  9de  aarhundred  —  og  især  efter  850  —  kom  til  Vesteuropa, 
maa  ogsaa  i  begyndelsen  ha  været  sterkere  paavirket  af  det  Karolingiske 
Riges  end  af  Angelsaksernes  kultur.  I  det  nuværende  Frankrig  og  i 
Belgien  var  det  jo,  at  den  store  Normannerhær  fortrinsvis  sad.  Nor- 
mannerhæren  fik  snart,  efter  frankiske  forbilleder,  sit  rytteri;  den  lærte 
beleiringskunst  og  fik  krigsmaskiner.  Her  var  det  ogsaa,  at  vikingerne 
lærte  at  bygge  faste  stæder,  som  de  omgav  med  mure  og  grave,  og  at 
bygge  virkelige  borge.  Men  ikke  bare  i  krigskunst,  ogsaa  paa  alle  de 
andre  af  livets  omraader  maa  de  Nordboer,  som  stod  i  Normannerhæren, 
ha  lært  af  og  modtat  paavirkning  fra  Frankerriget.  Vi  ser  det  bedst 
med  de  Nordboer,  som  efter  870  erobrede  og  grundede  nybygder  i 
Northumberland.  De  nordiske  konger  her  begyndte  snart  at  præge 
mynter.  Men  disse  mynter  er  ikke,  som  man  skulde  vente,  efterligninger 
af  ældre  northumbriske  eller  af  andre  angelsaksiske  mynter.  Alle  nor- 
diske mynter,  som  før  aar  900  er  præget  i  Northumberland,  er  efterlig- 
ninger efter  karolingiske  niynter.  Kongen  anbringer  paa  forsiden  sit 
navn  som  monogram  efter  forbillede  af  Karl  den  skaldedes  Karolus- 
monogram.     Paa  »bagsiden    finder   vi   endog   undertiden  istedenfor  byen 


40O  ALEXANDER    BUGGE.  H.-F.   Kl. 

Yorks  navn  franske  byer  angivet  som  myntsteder,  nemlig  Quentovic  og 
Condé.  De  »anglo-danskec  St.  Edmunds-mynter  fra  Øst- Angel  vidner 
ogsaa  om  den  nære  forbindelse  mellem  Nordboerne  og  Frankerne.  Det 
overveiende  flertal  af  de  mænd,  som  har  præget  disse  mynter,  maa  ha 
været  Franker  og  ikke  Angelsakser.  Ogsaa  de  Nordboer,  som  grun- 
dede  nybygder  i  Irland,  maa  ha  modtat  kulturpaavirkning  fra  Karolinger- 
riget.  Dublinkongen  Olav  Hvite  havde  en  søn,  som  faldt  ved  aar  866; 
han  bar  navnet  Carlus,  d.  e.  Carolus,  og  maa  ha  været  opkaldt  efter 
Karl  den  store  eller  Karl  den  skåldede.  Hos  Nordboerne  i  Limerick  og 
paa  Man  og  Hebriderne  vinder  navnet  Magnus  (Maghnas,  Manns,  Mac- 
dLs)  indpas^.  Dette  navn  stammer,  som  bekjendt,  fra  Karl  den  stores 
tilnavn  [Carolus)  Magntis,  Jeg  har  tidligere  nævnt,  at  kongemagten  i 
Dublin  som  sit  symbol  havde  et  »Carlus's  sverd«  og  at  dette  ogsaa 
vidner  om  paavirkning  fra  det  Karolingiske  Rige.  Derfra  synes  ogsaa 
Nordboernes  krigsvæsen  i  Irland  at  ha  været  paavirket. 

Fra  slutningen  af  det  9de  aarhundred  begynder  den  angelsaksiske 
indflydelse  at  bli  sterkere  og  sterkere.  Den  strækker  sig  over  alle  livets 
omraader  og  omfatter  baade  Danmark,  Sverige  og  Norge. 

Det  er  umuligt  for  os  nulevende  mennesker  at  lodde,  hvor  dybt 
Vesterlandenes  indflydelse  paa  Nordboerne  i  vikingetiden  gik  ned  i  sam- 
fundet.  Herom  kan  vi  kun  udtale  gisninger.  Sterkest  var  naturligvis 
paavirkningen  hos  de  Nordboer,  som  boede  og  færdedes  i  Vesterlandene. 
Kong  Gudrum  af  Øst-Angel,  som  sluttede  den  bekjendte  fred  med  Alfred 
den  store,  fremtræder  næsten  som  en  angelsaksisk  hersker.  Han  blev  i 
878  døbt  af  Alfred  og  modtog  af  ham  i  daaben  navnet  Æthelstan.  Paa 
sine  mynter  kalder  han  sig  ikke  med  sit  nordiske,  men  med  sit  kristne 
angelsaksiske  navn.  Hans  mynter  er  i  sit  hele  præg  angelsaksiske,  lige- 
som  hans  myntmestere  var  Angelsaksere.  Man  ved  intet  om,  at  kong 
Gudrum  efter  sin  daab  og  efter  fredslutningen  med  Angelsakserne  har 
optraadt  som  vikingehøvding.  Han  synes  at  ha  levet  fredlig,  som  en 
kristen  konge.  Paa  samme  maade  maa  det  ogsaa  ha  været  i  Northumber- 
land, hvor  dog  det  nordiske  element  var  sterkere.  Om  den  nære  forbin- 
delse med  Angelsakserne  vidner  enkelte  mynter,  som  paa  den  ene  side 
har  kong  Knuts  og  paa  den  anden  Alfred  den  stores  navn.  Alt  i  slut- 
ningen af  det  9de  aarhundred  fandtes  der,  ifølge  Asser,  munke  af  nordisk 
herkomst  i  engelske  klosteret.  Og  det  lode  aarh.  saa  Nordboer  i  Eng- 
land som  abbeder,  ja  endog  som  erkebiskoper.  I  Northumberland  finder 
vi  alt  i  første  halvdel  af  det  lOde  aarh.  Nordboer  som  myntprægere,  der 


»  Jfr.  Cogadh  Gacdhcl,  s.  79-81. 

'  Jfr.  Freeman,  The  Norman  Conquest  I,  s.  214  f. 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       4OI 

endog  har  lært  med  latinske  bogstaver  at  sætte  sit  eget  navn  paa  myn- 
terne.  I  Irland  gik  det  lige  ens,  og  det  er  vel  kjendt  hvor  snart  Nord- 
boerne i  Normandie  begyndte  at  føle  sig  som  Franskmænd  og  at  ind- 
forlive  sig  i  fransk  kultur  og  dannelse.  Alt  ved  Rollos  død  er,  kan  vi 
se,  en  stor  del  af  Nordboerne  kristne  og  føler  sig  som  Franskmænd  K 

I  Norden  selv  gik  naturligvis  paavirkningen  langsommere  og  trængte 
ikke  saa  dybt  ned.  Bonden  og  leilændingen,  som  blev  hjemme  i  bygden, 
levede  endnu  langt  ned  i  middelalderen  omtrent  paa  samme  vis  som  før 
vikingetiden.  Kristendommen  bragte  dem  nok  en  ny  tro,  men  omven- 
delsen var  vist  mest  bare  i  det  ydre;  det  indre  menneske  blev  ikke  om- 
dannet. De,  som  sterkest  paavirkedes  af  det  fremmede,  var  de  mænd, 
som  selv  havde  været  i  Vesterlandene  og  dér  havde  mødt  Franker, 
Angelsakser  og  Irer.  Hos  dem  var  det,  at  Åsatroen  og  Valhalslæren,  slig 
som  den  fremtræder  i  Eddadigtene,  udformede  sig,  medens  folket  hjemme 
i  bygden  fremdeles  havde  sin  gamle  tro  og  sit  gamle  livssyn.  Disse 
Vesterlandsfarere  var  det  ogsaa,  som  til  Norden  først  bragte  fortællinger 
om  prägten  ved  de  angelsaksiske  kongers  og  de  karolingiske  keiseres 
hof.  De  fortalte  om  Karl  den  stores  rige,  om  keiserens  næsten  gud- 
dommelige magt,  om  hans  grever  og  hele  styresæt  og  hvordan  han  ved 
skatter  og  toldpaalæg  sikrede  sig  indtægter,  saa  han  kunde  holde  en  stor 
hird  og  optræde  med  al  den  pragt  og  værdighed,  som  det  sømmede 
sig  for  en  fyrste.  De  bragte  med  hjem  sans  for  vin  og  for  finere 
levemaade;  de  krævede  til  sit  bord  hvede  og  honning  og  begyndte  saa 
smaat  hjemme  paa  gaarden  at  dyrke  kjøkkenurter  og  nytteplanter.  De 
indførte  hos  stormændene  fremmede  klædningsskikker  og  brugen  af 
frisiske,  nederlandske  og  andre  udenlandske  tøier.  De  smykkede  sit 
hus.  som  de  havde  sét  det  hos  stormænd  i  Vesterlandene.  Indflydelsen 
fra  Vesteuropa  kom  da  først  og  fremst  til  at  virke  paa  høvdingeklassen 
og  særlig  paa  kongen  og  hans  omgivelser.  Dybest  ned  gik  vel  den 
vesterlandske  paavirkning  paa  Orknøerne  og  Shetlandsøerne,  som  kunde 
kaldes  vor  kulturs  Cypern  og  Kreta.  Dybt  ned  maa  den  ogsaa  ha 
gaat  paa  Island,  hvor  særlig  irsk  kultur  synes  at  ha  øvet  sin  indfly- 
delse  paa  hele  folket.  I  Norge  ser  vi,  hvordan  kongen  og  hans  hird 
paavirkes  fra  udlandet.  Harald  Haarfagre  og  hans  nærmeste  omgivelser 
synes  at  ha  modtat  impulser  baade  fra  frankisk,  angelsaksisk  og  irsk 
kultur.      Haralds    søn    Erik   dør   i   England    som    en    halvt    angliseret 


''  Asser,  s.  6i:    ....  monasterium  in  loco^  qui  dicitur  Æthtlingaeg  ,  ,  ,   ln  quo  etiam 
monasteric  unum  Paganiict  geniis  edoctum  in  monachieo  habitu  degentem^  juvenem  ad- 
moduntt  vidimus,  non  ultimum  scilicet  eorum, 
Vid.-SeUk.  Skriiter.    H.-F.  Kl.    1904.    No.  1.  26 


402  ALEXANDER  BUGGE.  H.-F.   Kl. 

vikingekonge,  og  hans  anden  søn  Haakon  er  op  fostret  i  England  og 
har  dér  lært  kristendom  og  angelsaksisk  kultur  og  aandsliv  at  kjende. 
I  Norge  er  der  ogsaa,  især  i  den  sydvestlige  del  af  landet,  flere  spor 
til  en  livlig  forbindelse  med  og  paavirkning  fra  Irland.  I  Viken  og 
og  paa  Ringerike  synes  der  at  ha  været  kulturpaavirkning  baade  fra 
England  og  fra  Frankerriget. 

I  Sverige  var  det  kanske  mer  gjennem  handelsforbindelser  end 
gjennem  vikingetog,  at  vesteuropæisk  indflydelse  kom  til  at  gjøre  sig 
gjældende.  Til  Birka  ved  Mälaren  naaede  kulturstrømme  over  Dorestad 
fra  det  Karolingiske  Rige.  Men  særlig  var  Gotland  sterkt  paavirket 
af  vesteuropæisk  kultur,  tidligst  kanske  af  irsk,  men  senere  ogsaa  af 
angelsaksisk  og  frankisk.  Gotland  var,  skulde  jeg  tro,  den  del  af  Nor- 
den, som  i  det  9de  og  lode  aarhundred  stod  høiest  i  kultur,  ialfald  med 
hensyn  til  kunst  og  materiel  kultur.  Men  de  gotlandske  billedstener  saa 
vel  som  den  merkelige  »Gutasagac  synes  ogsaa  at  vidne  om,  at  digt- 
ning  og  i  det  hele  aandeligt  liv  trivedes  dér. 

Til  Danmark  kom  der  vist  ikke  megen  paavirkning  fra  irsk 
kultur.  Men  forbindelsen  med  England  og  Frankrig  øvede  sikkerlig 
sin  store  og  indgribende  indflydelse.  Jeg  skal  minde  om  de  ældste 
nordiske  mynter,  som  blev  præget  i  Roskilde  eller  Hedeby,  og  om 
bygningen  af  Danevirke.  Harald  Blaatand,  som  selv  havde  opholdt 
sig  i  Frankrig,  var  ikke  alene  kristen,  men  synes  ogsaa  at  ha  været 
gjennemtrængt  af  vesteuropæiske  forestillinger  om  kongemagtens  vær- 
dighed.  Og  Haralds  egen  sønnesen.  Knut  den  mægtige,  viser  ikke 
en  eneste  af  barbarens  egenskaber.  Han  understøtter  kirken  og  geistlig- 
heden, er  interesseret  i  sin  tids  videnskabelighed,  elsker  sang  og  musik, 
han  styrer  Angelsakserne  som  en  indfødt  konge  og  synes  paa  alle  om- 
raader  at  ha  staat  paa  høiden  af  sin  tids  dannelse.  Saa  langt  var  Nord- 
boerne  naadd  ved  vikingetidens  slutning. 

Kaster  vi  saa  tilsidst  et  blik  tilbage,  saa  ser  vi,  at  forbindelsen 
med  Vesterlandene  har  bidraget  til  at  omforme  livet  og  gi  det  et 
nyt  præg.  Menneskene  har  faat  nye  krav  og  nye  livsfomødenheder. 
Men  de  har  ogsaa  lært  at  tilfredsstille  dem.  Samfundet  er  midt  oppe 
i  udvikling  og  forandring.  Men  forandringen  omformer  ikke  samfun- 
dets  rygrad.  Retsvæsenet,  tingordningen,  hele  samfundets  kjerne  ved- 
bliver at  være  nordisk.  Og  i  skibsbygning  og  sjømandskab  er  det 
Nordboerne  selv,  som  lærer  til  de  fremmede  nationer.  Men  der  er  noget 
ubestemmeligt  noget,  som  kaldes  høiere  kultur,  og  det  flk  Nordboerne 
først  i  vikingetiden. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.  I  VIKINGET.      4O3 

Tegner  siger  etsteds: 

»AU  odling  står  pä  ofri  grand  til  slutet, 
Blott  barbari't  var  en  gang  fosterländskt« 

Saa  vidt  gaar  jeg  ikke.  Meget  af  det  bedste  hos  Nordmænd,  Sven- 
sker  og  Dansker  har  sine  rødder  i  hjemmets  jord.  Men  vikingetiden, 
som  bragte  os  i  forbindelse  med  Vesterlandene  og  derigjennem  med 
kristendom  og  middelbart  med  romersk  kultur,  skylder  vi,  at  vi  staar  paa 
samme  kulturgrund  som  Europas  øvrige  civiliserede  nationer. 


Tillæg. 

Gaarden  matrikul-no.  64  i  Buksnæs  herred  og  præstegjæld,  Hols 
sogn,  er  Petvik.  Dette  er  den  største  og  bedste  gaard  i  præstegjældet. 
Den  er  i  nærheden  af  et  fiskevær,  og  er  et  gammelt  handelssted.  Denne 
gaard  nævnes  oftere  end  nogen  anden  gaard  fra  disse  kanter  i  diplomer 
fra  middelalderen  fra  14de  aarhundred  af.  Den  har  i  middelalderen  været 
eiet  af  fornemme  folk.  Dens  navn  skrives  i  middelalderen  dels  Peitavik, 
dels  Pettuvik.  Navnets  oprindelige  form  maa  være  Péttavik,  og  dette 
navn  kan  betyde  »Piktervik,  en  vik,  til  hvilken  Pikter  kommer«.  Jfr. 
det  i  Norge  forekommende  stedsnavn  Danavik, 


404 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


Registre« 


1.   Navne-  og  Sagregister. 


Aachen  56,  327. 

Aa^e  Tver  75. 

Aan  jarl  108.  —  Raudfeld  361,  384. 

AarhuS'Stenen  340,  341. 

Aarmod  Raude  3S4. 

Aarmænd  119. 

Aasgeir  Kneiv  373.  —   Ulvssen  393. 

Aasgerd  Asksdatter  391, 

Aaskell  hnokhan  363,  391. 

Aasmund  Atlessén  381.  —  Ingemund  gamles 

ven  387.  —  Ondott  Kraakas  sen  385. 
Aamlv  Alskik  367,  370,  371,  375,  380. 
Abbo  af  St,  Germain  226—230. 
Abodriteme  138. 
Absalon^  erkebiskop  246. 
Adalsysla  168. 

Adam  af  Bremen  19,  29,  133. 
St,  Adamnan  33,  361. 
Adriaterhavet  307. 
Afrika  182,  184. 
^<^r  378,  384,  393. 
Agerbrug  26,  254—257. 
Agricøla,  Cn,  Julius  35,  242. 
i4i7i//,  konge  i  Connaught  33. 
Akanthusblade  331,  339,  345.  351. 
Akranes  paa  Island  370. 
AUuin  38,  104. 
Alemannerne  54,  103. 
Alenmaal  305. 

Alexander  Severus^  keiser  376, 
Alfarin  Valessøn  381. 
Alfred  den  store,  angelsaksisk  konge,  17,  28, 

42,  44,  47.  48,  52,  62,  68,  69,  87,   130. 

166,  203,  238,  239,   252,   253,   274—276, 

279—281,  296,  400. 
Almenninger  96. 
Almeria  143. 
Alodialbesiddere  1 23. 
Alreky  konge  af  Hordaland  109. 
Aløv  Tordsdatter  393. 
Alskog-stenen  321,  325,  326,  3*9—331.  337. 


Alstad-stenen  34« -344.  34^— 349î  35'- 

Altinget  376. 

Aluv,  Ragnar  Lodbroks  datter  387. 

Alv  den  egdske  393. 

Alvdis  den  bareyske  383,  386. 

Amabilis^  helgen  392. 

Amalfi  187. 

Amatus,  burgundisk  patricier  53. 

Amlaiby  kong  Silrics  son  79,  182. 

Ammian  221. 

Andad  63. 

Angantyr  24. 

Angelsakser  i,  6,  10,  15,  17.  20.  37.42-49» 
51.  52.  54-57,  61,  77.  »6,  105,110,  138. 
144,  160,  166,  174—176.  >93,  »99.  204, 
206,  209,  217.  220—223,  225,  230,  238, 
240,  241,  243,  245,  254,  261—263,  272, 
276,  278,  285,  291,  293,  298,  303,  304, 
308,  33",  390,  395.  398-402. 

Angers  231. 

Angler  9,  10,  42,  87,  214. 

Ankere  199. 

Ansgar  29,  244. 

Ansigter,  hoveder  paa  mynter  266,  268,  269, 
286. 

Antoninus  Pius,  keiser  242. 

Anund  bildr  393.  —  >*''*»  svensk  konge 
301.  —  Trafot  386,  387,  394. 

Aquitanien  53,  231. 

Ardre-stenene  270,  308,  321—323.   325,  327 

—329.  331—333. 
Are  frode  98,  358,  366. 
Arinbjérn   herse    112,    115,    117,    I43.    M4. 

162. 
Aristoteles  38. 
Armagh  5,  357,  375- 

Arnald,  Sæmund  den  suderøiskes  broder  388. 
Arnarfjorör  paa  Island  364,  385. 
Arnarpufa  paa  Island  365. 
Arras  55.  144,  156,  157. 
Arvefêlge  127,  128. 


1904.   No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        405 


AsbføTHf  Heyangrs-Bjerns  sen  390.    —  jari 
116.  —  Silsbam  105,  106.    ~   Skerf ablese 

393. 
Aschloh  219,  220,  251. 
Asgaut  Jarl  116. 
Asgrim,  Ulvgyldirs  sen  112,  117.—  Øndott 

Kraakas  sen  385. 
Ashdown,  slag  ved  225,  238,  281. 
Askulf  (Haskulf,   Hoskuld),  konge  i  Dublin 

291.  —  myntpræger  281,  291. 
Assendun,  slag  ved  288. 
Asser  f  biskop  af  Shcrburn  69,  238,  252,  400. 
Assur  Asbf^mssøn  390.  —    Haakonssøn  76. 
Ath  Oiath  (Dublin)  234,  235. 
Atle  jarl  89,  108,  116.  —   Valessw  381. 
Atrebates  $5,  156,  157. 
Atuarieme  10. 
Aud  den  dybtankie  23,   354.  368,   37« -373, 

38*,  383.  389,  394. 
Audb/ern,  konge  i  Firdafylke  116. 
Audun  niskallda   64.  — jarl   116,    117.   — 

roten  380.  385.   —    sk^^ll  387.    —   stoti 

381. 
Augustinus,  missionær  i  England  47. 
Austr ästen  53. 
Avang,  landnaamsmand  380. 

Baanddyr  paa  runestene  333—336. 
Baandslyngninger  32$.    3«6,    332—338,  343 

~34S. 
Baard  Bryt^'ulvssûn  100,  118.  —  Heyangrs- 

Bjerns  sen  391.  —  Suderøing  389. 
Baethbarr  i  ar  la  107. 
Baglholmur  (Færeerne)  358. 
Balke  Blaingss&n  386,  387. 
Banba  (Irland)  66. 
Bangor^  kloster  i  37, 
Barcelona  55,  187. 
Barrey  (Shetlandseerne)  383. 
Baskerne  52,  121, 
Bayeuxtapetet  167,  288. 
Beda  48,  49,  51,  54. 
Bedford  239. 

Bekan  paa  Bekansstader  370,  371,  380. 
Beliiringskunst  224—230. 
Belgien  14,  126,  190,  399. 
Beneficium  122,  123,  125. 
Benskinner  215. 
Beolan  Litill  298,  382. 
Beowulf,  digt   lo,    1$,  17,   20,    48,    50,  82, 

218. 
Berg  197. 
Bergen  205,  358. 
Berkshire  238. 

Bernhard,  konge  af  Italien  129. 
Berse  den  gudløse  373,  381, 


Bertha,  frankisk  dronning  113. 

Betalingsringe  264. 

Biavl  27. 

Billedkunst,  irsk  170,  171. 

Billedstene,  danske  337—341.  —  gotlandske 
270,  271,  308,  3*4—332.  —  fra  Lon- 
don 331,  339,  340,  342,  344,  345,  349, 
350.  —  billedkors,  manske  329,  330,  342, 
376.  —  norske  195,  341—352.  —  billcd- 
kors,  skotske  311,  3 13—3 «5.  VI ^  3*3» 
324,  328-330.  -  svenske  333—337. 

Birka  i  Målåren  29,  179,  196,  198,  244, 
267,  328,  402. 

Bishcpsgate  i  London  189. 

Biskayiske  bugt  181. 

BJadmak  Irekonge  381. 

Bjarmeland  110,  383. 

Bjarne  Sturlass&n  371. 

BJartmar  Jarl  384. 

BJblan,  konge  382. 

BJörkö  i  Mälaren  29,  191,  244. 

Bjørn  Austrøne  369,  381—384.  394.  — 
Blaatand  391.  —  Buna  368,  390,  391, 
393»  394«  —  P^^  f^<^^gt%  svensk  konge 
388.  —  Ketilssøn  112.  —  stallare  75.  — 
den  sterke  382, 

*Blaamand€  i  Irland  184. 

Bleking  17. 

Bobbio,  kloster  i  37. 

Bodvar  blqôruskalli    379.    —    Egilssøn    146. 

Bolle  TorUikssøn  195. 

Bomuldstøier  146. 

Bordeaux  183,  209. 

Borg  paa  Island  207.  —  i  Norge  (Sarps- 
borg) 205,  230,  245,  246. 

Borge,  se  Fæstningsbygning. 

Borgefjordssyssel  paa  Island  380. 

Bornholm  17,  269,  307,  316. 

Boulogne  220. 

Bourgogne  52. 

Braalunde  3. 

Braavallaslaget  24,  218,  223,  224. 

Bråviken  318. 

Brabant  144. 

Brage  den  gamle  203. 

Brakteater  12,  264,  268,  269,  271. 

5/.  Brandan  357. 

5/.  Brandan* s  kirke  paa  Sandø  357. 

Bredefjord  paa  Island  359. 

Bredesund  i  Snefjeldsnes  syssel  360. 

Bremesbyrig  241. 

Br  end,  flod  i  Franken  231. 

Brennøeme  28. 

^«J/*  354. 

Bretagne  52,  121. 

Bretonerne  52. 


4o6 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.K1. 


Brian  Bcrumha,  irsk  konge  33,  34,  38,  66, 
169,  173,  183,  185,  234,  235,  250,  299,  300. 

Brier  tu  170, 

Brihtnod^  ealdonnaa  167. 

Brihtric^  konge  i  Wesscx  8. 

Bristol  6,  180,  182,  192. 

BristolkanaUn  182. 

Britannien^  Britiske  »er  6,  9,  10,  12 — 14, 
37.  4».  45—47.  49,  5».  57.  64,  77.  79- 
82,  85,  87,  97,  131--134.  T43,  14s,  157. 
ÏS9,  160,  163,  167,  169,  17s,  176,  178, 
»79,  184,  185,  197,  202,  203,  206,  212, 
224,  230,  242,  250,  258—260,  289,  290, 
299,  304,  308,  311,  312,  3»6— 318,  323, 
350.  353.  354,  365,  366,  3^8,  37^,  378- 
380,  382-386,  388—390,  39*-395. 

Brit  erne  32,  43,  121,  262. 

Britiske  kanal  220, 

Brjànslakr  paa  Island  361. 

Bro-stenen  311,  312,  315,  316. 

Broderier  164 — 167. 

Broneeplade  fra  Öland  26. 

Brunanburgf  slag  ved  209,  220. 

Bryngerd  388. 

Brynhild  144. 

Brynjer  214,  215. 

Brynjolv  herse  i  Sogn  186. 

Brondolvt  Naddodds  sen  387. 

Bue  og  pil  paa  mynter  283,  290, 

Buksnas  herred  og  præstegjæld  403. 

Burgunderne  52. 

Buskeruds  amt  260. 

Busser  200. 

Byanlag  204,  205. 

Byg  26,  254. 

Bygdeborge  224. 

Bygninger  paa  billedstene  320,  321,  327.  — 
paa  mynter  266,  269,  270. 

Bygningskunst^  angelsaksisk  56.  —  frankisk 
56.  —  irsk  56,  170. 

By^ndskriften  107. 

Byttehandel  264. 

Bytantineme  202. 

Bagre  172,  173,  176. 

Bördsrätt  22. 

Cain  iarraith  35. 

Caithness^  se  Katanes, 

Cambridge  239. 

Carlingford  Lough  i  Ulster  232. 

Carlas^  Olav  Hvites  sen  79,  400. 

Carlus*s  sverd  79,  80,  82,   182,  290,  400. 

Carolus-monogram     paa    mynter    265,    266, 

268,  269,  271,  279,  283,  286,  290,  399. 
Cashel  34,  250. 
Cathedra  19. 


Cearbhall  (Kjarvalr),  irsk   konge   66,   372, 

385,  391,  393. 
Cecilia^  Brestes  frille  354. 
Cellachan  of  Cashel^   konge   af  Munster   32, 

132,  215,  220,  236,  250. 
CelsuSt  burgundisk  patricier  53. 
Cenn  Cor  ad  \  Irland  169,  170,  183,  299. 
Cennedigh^  konge  af  Leix  251. 
Centena  15. 
Centurionatus  15. 
Cerdic,  vestsaksisk  konge  86. 
Charibert,  frankisk  konge  54. 
Chartres  231. 
Chester  47,  182,  225,  241. 
Childebert  den  aldre,  frankisk  konge  103. 
Chilperie,  frankisk  konge  10,  53,  54. 
Chochilaicus{MMg\€i\i)^  dansk  konge  10,20,218. 
Cinaedh,  skotsk  konge  34. 
City  i  London  240. 
Claves  legis  23. 
St.  Clemens  188,  189. 
St,  Clemenskirken  188,  189. 
Clonard,  kloster  i  37. 
Clonmacnois^  kloster  i  37,  375. 
Clontarfslaget  13,  14,  33,  66,  183,  215,  216, 

220,  234,  23s,  237,  238,  288,  300,  304. 
Colchester  243. 
Colcu  i  Clonmacnois  38. 
Colonsay  (Hebrideme)  306. 
Columba,  Den  hellige  37, 369,  370,  374— 376. 
Columban  af  Luxeuil  37. 
Comes  stabuli  77,  78. 
Comitatus  20.  60. 
Comités  60. 

Conallt  irsk  sagnhelt  39. 
Conchobar,  konge  i  Ulster  39. 
Condi  i  Frankrig  279,  400. 
Connaught  34. 
Consiliarii  68, 
Constabularius  77. 
Constabului  77. 
Cordova  143,  183. 
Cork  180,  232,  233,  250,  299. 
Cormae  54.  —  konge  af  Munster  173, 187.  — 

(Se  JCormak). 
Cormae  Cas  34. 
Cornwall  46. 
Corsica  53, 

Cruachan  i  Connaught  33,  170. 
Cuehulainn,  irsk  sagnhelt  33,  39,  217. 
CuerdaU'/undet  273,  274,  277. 
Culdeer  367,  370. 

Cumberland  30,  32,  51,  317,  329,  360. 
Cymbeline,  skuespil  af  Shakespeare  156. 
Cyntumlf  48. 
Cynric^  vestsaksisk  konge  86. 


1904.  No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        407 


Cypern  163,  166,  401. 

Cœdmon  48,  49. 

Casar,  C,  Julius  9,  19,  33,  55. 

Dag  Hogrussøn  2. 

Dala-Koll  372,  382,  383. 

DalcassUrtu  34. 

Dalriader  31, 

Danavik,  norsk  stedsnavn  403. 

Daneme^  Danskerne  4,  5,  8 — 10,  17,  29,80, 
87,  180,  188-193,  197,  218,  225,  233, 
240,  243,  261,  272,  275,  276,  288,  304, 
30s»  308,  337.  338.  34»»  388.   403. 

Danevirke  137,  138,  230,  241 — 245,  402. 

Danevirhesjøtn  242. 

Danmark  13,  15 — 18,  ao— 22,  26,  28,  29, 
58,  6o-~62,  70,  73,  75—78,  83,  86,  96, 
102,  106—108,  121,  131— 134,  136,  137. 
139— 141.  146,  149,  153,  XS7— '59,  164, 
167,  171,  179,  18s,  190,  191,  193,  196— 
198,  208,  220,  230,  241,  242,  244,  246, 
254,  260,  261,  267,  268,  272,  273,  291, 
300,  304,  305,  337,  368,  398--400,  402. 

Danske  øer  10. 

Davenport  i  Cheshire  281. 

Dee,  flod  i  England  243. 

Derby  180,  239,  297. 

Derdriu  40. 

Desiderius,  hertug  af  Toulouse  53. 

Diar  133. 

Diarmid,  konge  af  Leinster  35. 

Dicuil  37,  357,  366. 

Digtekunst^  angelsaksisk  50.  -.  irsk  40, 
65—67,  169. 

Dimon^  islandsk  stedsnavn  359,  365. 

Dimun  (Færøerne)  355,  359. 

Dimunarklakkar^Dimunarvâgr  paa  Island359. 

Diocletian,  keiser  129. 

Danatus,  biskop  i  Dublin  303. 

Donaulandene  307. 

Donegal  i  Irland  ir. 

Donjoner  232,  234,  237. 

Donnan,  abbed  11. 

Dored  steallere  76. 

Dorestad  29,  144,  179,  196,  198,  211,  265 — 
267.  328,  399,  402. 

Drager  202. 

Drainie'Stenen  315, 

Dravdrit,  Hjorleivs  træl  379. 

Drotnunder  202. 

Drotsete  78. 

Drått  20,  6x. 

Z>«tf^rAm/f(Svarthoved), høvding  i  Limerick  67. 

Dubhgalls  bro  i  Dublin  235. 

Dublin  13,  18,  32,  66,  79—81,  87,  98,  109, 
133,  143,  145,  148,  173,  175,  l8o,    182- 


186,  203,  204,  209,  215,  220,  232—235, 
238,  251,  278,  280,  281,  283,  290,  291, 
295,  299,  300—304,  359,  374,  400. 

Du/an,  frigiven  træl  361. 

Dufansdalr  paa  Island  361. 

Dufgusdalr,  Dugfusdalr  paa  Island  361,362. 

Du  f  ni  all  (Du/mall),  kong  Kjarvals  søn  391. 

Dufpakr^  Hjorleivs  træl  379.  —  Du/nfalsson 
391.  —  i  Dul])aksholt  362,  392. 

Dufpaksholt  paa  Island  362. 

Dufpaksskor  paa  Island  362. 

Dufptkja  paa  Island  362. 

Dunaldur  (færøisk  navn)  354. 

Dundalk,  slag  ved  32. 

Dunfallandy-korset  329. 

Dungansnes,  Dungansvik  paa  Østerø  (Fær- 
øerne) 355. 

Dun  Afedhoin  i  Watcrford  233, 

Durham  51,  84. 

Dynna-stenen   341,  343,  344,  346,  347.  351. 

Dyr  paa  mynter  266—268,  270,  271,  284. 

Dyrabyr,  Deoraby,  se  Derby, 

Eadburh,  Offas  datter  8. 

Eadgar,  angelsaksisk  konge    192,   294,    295, 

298. 
Eadtnundy  angelsaksisk  konge  239,  240,  283, 

286,    294,    297,    —    den  hellige,    konge   i 

Øst-Angel  275,  276,  390. 
Eadred,  angelsaksisk  konge    286,    294,    297, 

298. 
Eadward  den  ældre,   angelsaksisk  konge  52, 

87,    191,   241,    243,    281,    286,   287,  297. 

—  //,  angelsaksisk  konge  192,  298. 
Eadwig,  angelsaksisk  konge  294,  297. 
Ealdormen  43,  45. 
Eegberht,  konge  af  Wessex  44. 
Eddadigtene   3,    15.    48,   50,    61,    iii,    126, 

MSi    »54.    »59.    160-163,  172,  176,  177, 

212,  260,  270,  288,  323,  401. 
Edna  Ketilsdatter  370. 
Edward  Confessor  296. 
Egdafylke  116. 
Egder  16. 
Egil   Skallagrimssøn    112,    143,     144,    146, 

148,  151,  162,  244,  306,  394. 
Eide  paa  Østerø  (Færøerne)  355. 
Eidsvold  127. 
Eigg  (Ilebriderne)  11. 
Eiliv  audge    393.    —    Gudrunsson    260.    — 

Ørn  388. 
Einar    Tambarsl^ elver  223.    —   Torv-Einars 

dattersøn  365,  389. 
Einherjer  paa  billedstene  322,  330. 
Eiriksmål  163,  174. 
Elben  242. 


4o8 


ALEXANDER  BUGGE. 


H..F.   Kl. 


Elgin-korsei  326. 

Elsass  54. 

Ely^  domkirken  i  167. 

Embedsvœrkei  i  Frankerriget  121 — 124,  126, 
127. 

England  6,  8,  9,  11,  13,  14,  23,  28,  29,  32, 
42—44,  46-49»  52,  55,  56,  59,  61,  64, 
69,  73,  76.  78,  84,  86,  92,  107,  III,  126, 
'3»,  137,  «38,  140»  MI,  144,  145,  146, 
M8,  153,  154,  158,  162,  163,  166,  167, 
169.  171,  172,  174-178,  180^  183,  185, 
187 — 195,  197,  200,  202—204,  206,  216, 
220,  224,  230,  236,  238—243,  245—250. 
252  —  254,  260-263,  265,  272,  273,276— 
279,  287,  288,  290,  294,  296—298,  300— 
305,  313,  3M,  33Ï,  336,  337,  339-34». 
343»  345,  349,  35°,  354.  378,  383.  387, 
390,  394-396,  399-402. 

EnglæmUrne   35,    42.    124,    190,    192,    232, 

235-237. 
Eoghan  Mår,  irsk  konge  34. 
Eoghanacht^  en  irsk  stamme  34. 
Erard  Mac  Coise,  irsk  skald  66. 
Erik  Blodôxt  112,   113,  1 15,   127—129,  163, 

174,  282,  284—286,    290,    292,    293.  298, 

300,  401.  —  Etnune  220.    —  Haakonssén 
jarl  195. 
Erikssønnernt  96. 
Erin   32,    34,    39,    65.    87.    184,   230,    233, 

250,  299,  300. 
Erling  SIgalgssøn  118. 
Erp^  Meldun  jarls  sen  372,  382. 
Esger  stallare  76. 
Ethandun^  slag  ved  274. 
Exodus^  angelsaksisk  digt  11. 
Exogami  i  Irland  34. 


Fabeldyr  paa  billedstenc  331.  333— 34°.  343i 

346. 
Faner  paa  mynter  287 — 289. 
Farvning  157. 

Faste  som  irsk  retsinslitut  36. 
Faste  jarl  107,  109. 
Feide  24. 
Femborgene  i  England    131,    180,    239,    240, 

246,  286,  298. 
Findabairy  irsk  kongedatter  33. 
Finmarken  99,  100,  104,  198. 
Finn  Arnesstm  io8.  —  Friserkonge  82,  83.  — 

Mac  Cumhail,  irsk  saçnhelt.  39,  51. 
Finnefærd  99,  100,  194. 
Finnerne  100. 
Finneskat  120. 
St.  Finnian  303. 
Finnkaup  100,  105,  194. 


Finnkruelven  255. 

Finnkruheia  i  Bj»m»r  255. 

Finnleik  (Finnlaich),  skotsk  jarl  90. 

Firdafylke  108,  116,  117. 

Firth  of  Clyde   243.    —    of  Forth    47,    243, 

3^3,  323.  —  of  Solway  242. 
Fiskehandel  190. 
Fiskeri  z^,  97. 
Fiskigjafir  97. 
Fitjar^  slag  ved  78, 
Fjalafylke  108. 
Flamlændere  201. 
Flandern  73.    74,    144,   197,  201,  209,  211, 

265,  395. 

Flann^  Conangs  sen  32.  —  Mac  Lonain  169. 

Fleet  Street  i  London  188. 

Floke  Vilgerdsson  380,  385,  389. 

Florence  af  Worcester  82. 

Fodpall  78. 

Folkevandringerne  9,  23,  307, 

Folklande  15. 

Fonnaas-spænden  13. 

Forban  139. 

Fostat,  Fossat  (Cairo)  146. 

Franker  i,  10,  15,  17,  18,  37,  42,  44,  48, 
52,  53,  61,  72,  77,  103-105,  113,  "4, 
121,  126,  128,  140,  187,  206,  209,  210— 
213,  216,  217,  219,  221—223,  225,  226, 
230,  231,  272,  291,  331,  395,  398,  400, 
401.  —  De  hatluariske  83.  —  De  ripua- 
riske  53. 

Frankiske  rige,  Frankerriget  10,  11,  14,  18, 
20,  29,  37,  44,  51—57,  59,  73,  74.  82, 
84,  87,  loi,  102,  104,  107,  113,  114,  121, 
123-125,  127,  129,  141,  179,  196,  198, 
213.  215,  217,  224.  231,  233,  251-253, 
304,  306,  33 1,  398,  399,  402. 

Frankrig  14,  28.  37,  49,  52,  53,  55—57. 
73,  75.  78,  85,  87,  138,  141,  143— Ï45. 
147,  '49,  156,  162,  166,  167,  171.  173, 
178,  179,  183—188,  190,  196-198,  201, 
202,  204,  206,  209—211,  216,  217,  219 — 
221,  224—226,  230,  231,  236—238,  241, 
242,  245,  252,  254,  260,  262,  265,  273, 
276,  279,  313,  33«,  383,  390,  395,  399, 
402. 

Franks  Casket  328. 

Franskmænd  201,  219,  226,  400. 

Fredegar  54. 

FredUshed  35. 

Fridgerd,  kong  Kjarvals  datter  388. 
Fridleiv  i  Holt  388. 

Fridmund  i  Forsæludal  387. 

Frigivne  22. 

Friser  47,  53,  55.  77.  83.  94,  95,  »03,  398. 

Frisland  8,  20,  126,  173,  196,  197,  218. 


1904.   No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        409 


Frede  ßtn  fredegode  19,  21.  —  den  fr^kne 
107,  109. 

Frodes  love  21,  248. 

Frostatingslov  96,  97,  99. 

J^røy  133. 

Fylker  15. 

Fylkeskonger  16. 

Fyn  16. 

Fadrift,  se  KvagavL 

Fareyinga  saga  353,  354. 

Fœringerne  357,  358,  380. 

Fargerne  36,  37,  157,  158,  255,  259,  319, 
353-359,  366,  380,  38s,  387. 

Fastningsbygning  230—246,  —  i  Danmark 
241—244.  -  i  England  52, 137,  230,  239— 
243.  —  i  Frankerriget  231,  241.  —  i  Ir- 
land 232 — 238.  —  i  Norge  245.  —  nor- 
mannisk 231,  232.  —  i  Sverige  244.  —  i 
Tyskland  241. 

Fønikerne  7,  157. 

Gatthin^  konge  af  Leix  251. 

Gallien   9,    lo,    12,  33,  46,  47,  52,  57,  103, 

104,  262. 
Ganger-Rolv  13,  382. 
Gar  dar  Svavarss&n  378,  379. 
Garonne  55,  183. 
Gatet^aggeme  354. 
Gaut  (Hjalmun-Gaut)  389. 
Gauter  lo,  12,  17,  218. 
G  eir  leiv  Eirikssøn  384. 
Geirmund  Heljarskinn  362,   383,    384,    386, 

394.  —  Solmundssen  168. 
Geirréd^  Hjorleivs  træl  379, 
Geirtfov  Valijovsson  364,  384, 
Geirfy'ôfsffçrôr  paa  Island  364. 
Gengär p  133. 
Genueserne  201. 
Gerd  173. 
Germaner  9,  15—20,  22,  35,  4$,  53»  54,  57, 

81,  103,    104,    III,    172,    216,   222,    264, 

398. 
„Gianfs  Causeway"  30. 
Gilda  tnercatoria  188. 
Gilder^  se  Kjébmandsgilder, 
Gille  lagmand  354. 
Giraldus  Cambrensis  1 82,  232,  237. 
Gissur  Gryiingalide  24. 
Gjavlaug  Kfallaksdatter  382. 
GJaster  70,  71,  73. 
Gjøglere  63,  64. 
Gladmouth  241. 
Glendalough  i  Irland  36,  40. 
Glen-Mama^  slag  ved  185,  234* 
Glommen  245. 
Glum  Torkelssøn  369. 


6^»im  Cinnsiolla  233. 
(?^^r  paa  Island  21. 
(7øi^r^i/,  jydsk  konge  173,  230.  —  senneson 

aflvar,  konge  i  Dublin  S»  357«  —  vikinge- 

konge  89,  95,  102,  108,  219,  242. 
Goihtnne,  myntmester  305. 
Gofraidh  mae  Feargusa^   konge  over  Hebri- 

dcrne  374, 
Gokstadskibet  199. 
Gorm  den  gamle  138,  242,  337, 
Gormflaitk,  irsk  dronning  33. 
Gosforth-korset  329,  376. 
Gosti  73. 

Goter  4,  9,  13.  15,  17,  19,  24,  25,  306,  307. 
Gothfraith  (Gudrod),  konge  87. 
Gotland  15,  27,    169,    179,    190,    191,    198, 

264,  265,  270,  307-3",    316—319»   323, 

326—328,  330—335.  399.  402. 
Gotlendinger^  Guter  12,  192,  194,  195,  308, 

3",  316—319,  326,  330,  350,  399. 
Grågås  187,  262. 
Gregor  af  Tours  'j'j,  103,  218. 
Grelod^  Bjartmar  jarls  datter  384, 
Grever^  frankiske  121 — 124,  126. 
Grim  i  Grimsnes  393.    ^    herse  paa  Agder 

116.  —  Kamban  353,  380,  385. 
Grimhild  156. 

Grimsby  i  England  6,  180^  193. 
Grimulv  fra  Agder  393. 
Grakenland  27,  158,  167,  262. 
Grakerne  55,  157,  171,  221,  261,  398. 
Graslid-fundet  294. 
Grønland  6,  36,  66,  180,  199,  367. 
Grenlandshandelen  99. 
Gudleiv^  Gudlaug  den  riges  sen  185. 
Gudmund  Asbjernssøn  390, 
Gudrum^  se  Æthelstan, 
Gudrun  Gjukesdatter  156,  164,  172,  —  Osvivs- 

datter  14S. 
Gudrod  (Gudred),    konge   î  Northumberland 

277,  278.  —   Crovan^  konge  paa  Man  91, 

94.  —   Veidekonge  87,  89. 
Gudvav  145. 
Gudø^stenen  333. 
Gufâ  paa  Island  362. 
Gufudalr  paa  Island  362. 
Gufu/Joràr  paa  Island  362. 
Gufuskdlar  paa  Island  362. 
Guildhall  i  London  189. 
Gulathingslov  96 — 98. 
Guldbroderier  164 — 167. 
Guldtraad  162,  163. 
Gundibertus,  myntpræger  280. 
Gunnar  Ulvljotssøn  385. 
Gunnhild  kongemoder  396. 
Gunnlaug  Ormstunge  67,  148,  195. 


410 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


Gunnstein  paa  Gunnsteinsstader  388. 

Güntere^  mynlprægfer  275, 

Guta  saga  308,  402. 

Guttorm  hertug  loS,  116. 

Gwestai  73, 

Gösslunäa-stfnen  336. 

Gøtaelven  116. 

GStaland  132,  388. 

Göter^  se  Gauter, 

Haakon  den  gode  78,  90-— 92,  95,  96,  106, 
138,  208,  402.  —  Grjotgardss^n  116,  392. 
—  Haakonssmi^  norsk  konge  159.  — 
Ivarssøn,  jarl  134,  218.  —  Ladejarl  107, 
186,  212.  —    V  Magnussen  142,  158. 

ffaalogaland,  Helgeland  27,  28,  99,  100, 
116,  118,  194,  197,  378,  387. 

HaaUigerne  96,  194. 

HaaUigeatten  iii,  116. 

Haamund  heljarskinn  372,  383,  385,  394. 

Haand  paa  mynter  283,  287,  304. 

Haandgangne  mænd  60,  82. 

Haandværkere  25. 

Haar ek  jarl  116. 

Haastein^  myntpræger  276,  296. 

Hablingho-stinen  323. 

Hadding,  konge  222. 

Hadeby  Nor  244. 

Hadeland  195,  34^—349. 

Hadrian,  keiser  242. 

Hafgeraingadråpa  66,  367. 

Hafrsfjord,  slag  ved  109.  i4S,2ii,  385-387. 

Hafslund  ved  Sarpsborg  245. 

Håkonardråpa  212. 

Hâkonarmàl  214. 

^fl//  <&»  gudUse  373,  379. 

Halland  17,  108. 

Halldor,  Hjorleivs  træl  379. 

//fl//w  163—169,  171— 176. 

Hallfred  Vandradashald  199,  203,  212. 

Hallgeir  i  Hallgeirsey  392. 

Hallingdal  257,  260,  34^—349. 

Hallkel,  Ketilbjørns  halvbroder  393. 

Hallstein  gode  372,  383,  384. 

Hallvard  hardfare  71.  —  sugandi  387. 

Halton-korset  328,  329. 

//fl/v  248. 

Halvdan  Hvitbein  89,  109.  —  yar/  116.  — 
Ragnar  Lodbroks  sen  273—275,  277.  — 
5vflr/«  64,  86,  89,  93,  109,  350. 

Halvsrehkerne  248,  253, 

Halon  28,  139. 

Hamburg  197. 

Hamder  4. 

//flwfl'^/ paa  England  180,  182,  191— 195.  — 
paa   Frankrig    183,  196,    198.    —    paa  Is- 


land 99, 180, 181,  185, 186.  — paaNordsje- 
landene  197,  —  paa  Spanien  183.  —  før 
vikingetiden  27. 

Hanseatemt  189 — 191,  193,  194,  201. 

Harald,  dansk  konge  81.  —  Blaatand,  dznsk 
konge  14,  102,  138—14".  «97,  337.  4<«. 
—  Gille  354.  —  Godwimsson^  angelsak- 
sisk konge  288.  —  Graafeld\2%.  —  Guid- 
slgag  388.  —  Haardraade  92,  205,  218, 
288,  294,  —  Haarfagre  16,  17,  20,  28, 
59,  61-71,  75,  78,  83,  86-96,  98—102, 
104-109,  III— 121,  123— 131,  141,  14S, 
2ÎÏ,  350.  366,  368,  374,  379,  38Ï.  385— 
387.  390.  39»,  393.  394,  399,  40«.  — 
Harefod  188,  189,  296.  —  Hildetand 
218,  223. 

Haraldskvade  62,  64,  71,  1 45,  211. 

Hardeknut  278,  301. 

Hardsar  iio. 

Harun  Arrasckid  55. 

Haskulf  konge  i  Dublin  291, 

Hastings  200.  —  slag  ved  167,  217,  222, 
247,  288. 

Hauk  fra  Haalogaland  194. 

Haulder  1 11,  124. 

Havebmg  260 — 263. 

Havelok  Danske  193. 

Havor-stenen  311. 

Havre  26,  254. 

Headhobarderne  10. 

Hebriderne,  se  Suderoerne, 

Hedeby  29,  179,  193,  196— 198,  244,  268, 
271,  402. 

Hedemarken  116. 

Heimdal  paa  billedstene  329. 

Helga  den  f  ågre  148. 

Helge  bjbla  298,  368,  369,  379.  —  den  gud- 
lose  373, 379.  —  Heyangrs-Bjerns  sen  39*'— 
Hundingsbane  2,  3,  5,  85.  —  den  magre 
3,  365,  368,  37»,  373,  376.  380,  383— 
385,  394. 

Helgedigtene  85. 

Hella-Bjern  386. 

Helleristninger  26,  343, 

Hellesponten,  Hellespontieme  227,  228. 

Heltesagn^  irske  39. 

Hengist  43,  so,  82,  83. 

Henrik  /,  engelsk  konge  193.  —  //,  engelsk 
konge  189,  —  /,  tysk  konge  241. 

Heorot,  kongehal  i  Leire  17,  270. 

HeptarH,  det  angelsaksiske  44,  87. 

Herjulv  den  yngre  367, 

Herkules  39. 

Herlaug,  konge  i  Namdalen  83,  116.  — 
Skallagrims  broder  393. 

Herreder  15,  16. 


1904.  No.  I.     VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.   I  VIKINGET.        41I 


Iftrndskonger  16. 

HirrtdsHng  22. 

Htrrdêst  gods  98,  1 32. 

Herser  16,  21,  no,  11 1,  115- 118,  120. 

Hertford  i  England  243. 

Heruleme  9,  10,  12,  307. 

Hester  259. 

Hestur  (Fœreernc)  354. 

Hette,  gaard  i  Ramnes  150. 

Hetwareme  218. 

Heyangr,  fjord  i  Sogn  390. 

Heyangrs-Bjørn^  herse  i  Sogn  390,  391. 

/W  (Iona)  37. 

Hildebrandslied  50. 

Hildir,  landnaamsmand  392.    —  Øisteinssen 

373. 
Hildiridessmmertu  100,  118,  119. 
Hillevioneme  16. 
HifUmar  af  Reims  59,  71,  72. 
Hindueme  36. 

/TiW  59-61,  65,  69-71,  75,  78. 
Hirdmand  70,  72. 

HisiorieskrivtÊtng^  angelsaksisk  49.  —  irsk  38. 
HjaltUmd^  se  Shitlandsøeme. 
Hjardarhûlt  paa  Island   168 — 171. 
Hjelme  212,  214. 
/y^r  Halvsson  383. 
HJorleiv  Rodmarsson  361,  373,  379. 
Hjorvard^  konge  83. 
Hl^dvés  salir  156,  164. 
/r<e/î<?//r  134,  375. 
^i?/  j^^n  i  Buksnæs  403. 
-^<?/<  5ö^«  paa  Ringerike  346,  347,  349. 
Holland  126. 
HoUandeme  201. 
Holm-Peel  paa  Man  30. 
Holmryger  128. 
Holsten  138,  242. 
/r<;r</  i  Hordadal  372,  382, 
Hordaland  317,  383,  386,  389. 
Hordeme  16,  128. 
/^ør»  paa  Island  391. 
Horsa  43. 
Hospites  74. 

Z^mu«  ^  iéyj  paa  Man  23. 
Hoveder  paa  runeslene  340,  341. 
Hovgoder  133,  134. 
Hrodgar  11. 
Hrodwulf  11, 
Hrafen,  fane  20. 

Hugleik  (Chochilaicus)  10,  20,  218. 
/(^«^^  <i^  /Vffj^/  84. 
//«»  82,  83. 

Hundadal  paa  Island  383. 
Hunda'Steinar,  jarl  387. 
Hunde,  Auds  frigivne  372,  382, 


Hundreder  15,  16. 
Hunnerne  24,  307. 
Huntingdon  239. 
Hùsdraapa  168,  169. 
/^iwifyr  27,  254,  258,  259. 
//«j^  25,  163,  169—177. 
Huskarler  60,  70,  72,  136,  247,  248. 
Husliv  25. 
Hvaler  15$. 

Hvammsfjorden  paa  Island  360. 
Hvate,  landnaamsmand  387. 
//w<Ä  26,  175,  254, 
Hvitaa  paa  Island  371. 
Hygelåc  Geatcrnes  konge  10,  —  (Se  Chochilai- 
cus og  Hugleik), 
Hyldning,  kongers  18. 
Hymer^  jættc  172. 
H  ander  paa  mynter  287,  304. 
Hœreèaland  8. 
Har  ordning  24,  25. 
HögbrO'Stenen  270,  J19,  325,  326. 
Hoisade  19,  78. 
Henen-stenen  348,  350,  351. 
/i^^r  142,  146. 
H^rdadalr  i  Dalesysscl  paa  Island  382. 


Tgor,  russisk  storfyrste  73. 

niustrationskunst,  irsk  41,  313,  316. 

Industri-  frankisk  55. 

Ingebjorg,  kong  Trygves  datter  148. 

Ingemund  den  gamle  387,  388. 

Ingfald,    Helge  Magres  sen  385.  —  Rlraade 

16,  89. 
Ingolv  Arnarsent  landnaamsmand  361,  373, 

379»  393. 
Ingunn,  Helge  Magres  datter  372,  383. 
Inndratt  62,  70. 
Innsi  Cat  (Kateeme)  362. 
Inna  137. 

Inverury'Stenen  3x6, 
Iona,  kloster  paa  37,  47.  283,  368,  369, 374, 

,375. 

Jrâ  paa  Island  360,  367. 

iragerdi,  islandsk  stedsnavn  360. 

^rer  31,  32,  34—39,  4«.  4»,  47.  49.  5'.  54, 
55,  65,  66,  79,  97,  102,  132,  143,  152^ 
157,  Ï63,  170,  171,  187,  202,  203,  206, 
208,  209,  215  —  217,  220,  232—237,  250, 
251,  259,  289,  299,  300,  303,  316.  318, 
33»,  356,  357,  360,  366,  367.  374,  401. 

Irlaml  4—6,  8,  11,  13,  14,  18,  30—38,  40, 
41,  49.  5Ï,  55.  56.  64—67,  79,  86,  87, 
97,  107,  126,  132,  Î33,  143,  145,  151, 
152.  157,  Ï58.  Ï69-171,  173,  175,  n«, 
180 — 187,  202,  203,  206,   208,  212,    215^ 


412 


ALEXANDER  BUGGE. 


H..F.  Kl. 


217,  220,  224.  230,  232,  233,  23s.  237, 
238,  241.  245,  350—253,  255,  257—259, 
297— 30'.  304,  310,  312—314,  316— 3>8, 
320,  324.  326.  336,  353—355,  357,  359- 
361,  363,  368,  370,  37^,  375.  378— 38Ï, 
,  384.  385.  389— 39Ï,  393-395.   400—402. 

irsha  leiô^  ved  Island  360, 

Irske  sys  182,  192. 

îrshi  holl  paa  Papey  (Island)  361. 

ir  sku  bûàir  i  Dalasyssel  361. 

Irstad^  gaard  i  Romedal  396. 

Island  22,  36,  37,  65,  66,  79,  92,  98,  99, 
112,  117,  131,  139,  142,  145,  146,  148— 
153,    158,    160,    163,    168,  169,  177,  182, 

185,  186,  192,  199,  200,  202,  208,   255— 
,260,  264,  308,  350,   353,   354,   358--361, 

363,  365—396,  399. 
Islandshandtlen  99. 
Islandinger  98,  99,  139,  144,  145,  185,  257 

—^59,  366,  368,  373,  375,  376. 
Italien  6,  12,  15,  53,  57,  87,  121,  144,  158, 

186,  262,  307. 

Ivar^  konge  i  Dublin  5,  87.  —  konge  af 
Limerick  67. 

yagt  27.  97. 

Jargna^  konge  i  Dublin  18,  215, 

Jarler  16,  21,  78,  84,  107— no,    115,    117, 

124,  125. 
Jarrow  i  Northumberland  49,  51, 
yâtmundr  Englakonungr  390, 
Jellinge-gr  avene  146,  168, 
Jellinge-stenene    242,    331,    333,    336—340, 

342,  344. 
Jemteland  168. 
Jernalder^   den   romerske  307,  312,    —   den 

yngre  8. 
Jerusalems  tempel  328, 
Johannes  Scotus  Erigena  38,  54. 
Jolgeir^  landnaamsmand  392. 
Jomsvikingeme  138,  248,  253. 
Jon,  erkebisp  af  Nidaros  98. 
Jonarre  kapel  56. 

Jordanes,  Goternes  historieskriver  15,  16. 
Jørund  hals   387.    —  den  kristne   368,  370, 

371. 
Judelberd^  myntpræger  275. 
Jyder  9,  10,  42,  87,  137. 
Jylland  10,  16,  42,  loi,  179. 
Jaderen  317,  318,  341,  350. 
Jeder  55. 
Jfikulsaa  paa  Island  391. 

Kaabegot^  gaard  i  Raade  150. 
Kaal  261. 


Kaape,  gaard  i  Ramnes  150. 
Kadal^  landnaamsmand  362,  389. 
Kadalsstaàir  paa  Island  362, 
Kadlin,  Ganger-Rolvs  datter  382, 
Kalkstensheller^  Gotlandske  309,  311. 
Kaiman^    landnaamsmand    362,     371,    380, 

381. 

Kalmanså  paa  Island  362. 

Kalv^  Islænding  375.  —  Aasgeirssûn  195. 

Kampa-Grim  389. 

Kampf  ane  20. 

Kampvogne  i  Irland  217. 

Kap  Wrath  i  Skotland  317. 

Karl  Martel  122,  123,  125,  126,  128,  217, 
231,  245.  —  den  skåldede  84,  85,  211, 
217,  279,  290,  399,  400.  —  den  store  29, 
38,  52-57.  59,  62,  68,  69,  79—82,  87— 
89,  93-95.  loi— 104,  106,  108,  113,  114. 
121,  123,  126.  128—130,  164,  173,  209, 
210,  215,  217,  221,  231,  234,  241.  242, 
252,  265,  306,  328,  400,  401. 

Karolingeme,  KaroHngiske  rige  14,  38,  44, 
52,  59.  68,  71,  77,  81,  82,  84,  102—105, 
114,  122,  123,  125,    140.    156,    164,    179, 

399. 
Kartnans-,  Kartnarsåir  (Færoernc)  355. 
Kartnar  (Kartnir),  færing  355. 
„Kat"  (beleiringsmaskine)  227 — 229. 
Katadalr  paa  Island  362. 
Katanesy  islandsk  stedsnavn  362,   365,   380, 

391.  —  i  Skotland  (Caithness)   362,   369, 

378,  380,  391. 
Kaukasuslandene  191. 
Kells,  Book  of  170. 
Kelter  9,  18,  35,  131,  208,   254-258,    312,- 

318,  319,  357.  36X,  374. 
Kennet,  elv  i  Berkshire  238,  245. 
Kent  10,  44,  47. 

Kentaur  paa  svensk  runesten  336,  337. 
Kesje  208,  209, 

Ketilbjørn  Ketilssen  392 — 394. 
Ketill  Breseson  370,  371,  375,  380.  —  brimill 

389.    ~    den  fivlske  368,   373,    375,    391. 

-  Flatnev  92,  112,   368,   371—374,    379, 

381,  384.    385,    390,   391.    393.    -  SHf<^ 
208,    362,    384.    —   paa   Ketilsstad   372. 

382.  —    Raum  387.    —  Torstein    hovdes 
søn  389.  —  ve6r  92. 

Ketilsstadir  i  Dalesysscl  paa  Island  382. 

Kevin,  Den  hellige  40. 

Kifsingr^  skosvend  396. 

Kimbrerne  9. 

Kimstad-stenen  334. 

Kina  7,  143. 

Kinncora^  se  Cenn  Corad, 


I9O4.  No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET.        413 


Kirk  Michatl-horsei  330. 

Kirlgubar  paa  Island  373. 

Ktsprigr^  se  Ktfsingr, 

Kjallak^  Bjørn  den  sterkes  fader  382.  — 
Bjern  den  sterkes  sen  363,  382,  383. 

Kfallaksâ  paa  Island  363. 

JÇallaksstadir  paa  Island  363. 

Kjaran^  træl  362,  383. 

J^aransey  paa  Island  363. 

Kjaransvik  paa  Island  362. 

Kfartan  Olavssøn  145,  148,  195. 

IQarvalr^  se  CearbhalL 

KJertisvende  78. 

KJos  paa  Island  369. 

fQobmandsgildtr  186,  188. 

Klaner  34. 

»/  KUfanutm^  gaard  i  Aremark  177, 

Klodtvig  37,  S3- 

Klostre  i  Irland  36 — 38,  41.  —  paa  Island  373. 
—  i  Norden  261,  263. 

Klade^  Engelsk  144. 

Kladedrap  142—148,  163. 

Kfijuk  TorolvssêH  369,  379. 

Knockandû-stenen  315,  318. 

Knokkarnir^  Knokkur  (Færøerne)  356. 

Knut  den  hellige,  dansk  konge  139.  —  Zæ- 
vard  139.  —  den  magtige,  konge  13,  14, 
72.  76,  78.  97,  139,  140,  188-190,  192, 
193,  220,  246-253,  267,  272,  287,  288, 
296,  298,  299,  301,  302,  304,  305,  400, 
402.  —  VI,  dansk  konge  246.  —  konge 
af  Northumberland  277—280,  286,  290. 

Koblenz  173. 

Kodraan  Eilivssøn  388. 

Kofriy  fjeld  paa  Island  364,  395. 

Kogger  201. 

Kolbjørn  stallare  75. 

Kolkumyrar  paa  Island  363. 

Koll  Jarl   109.   —  i  Kollsvik  369,  379. 

Kollsey  1 10. 

Kollsvik  paa  Island  369. 

Komstad-inaskriften  76. 

KonaUy  Aasolv  alskiks  fader  370.  —  Ketils- 
søn  389.  —  Steinmodssen  383, 

Kongedommet  i  Irland,  18.  —  i  Norden  før 
vikingetiden  17—21. 

Konger  hos  Angelsakserne  43.  —  hos  Ger- 
manerne 16— x  8. 

Konghelle  218. 

Konstantinopel  14,  19,  55,  206,  22S,  249, 
250. 

Korduanskind  143,  183. 

Korkabûèir,  stedsnavn  158. 

Korkalahr  paa  Island  158. 

Kormak^  skald  150—152,  159,  394.  —  i 
Viken  394. 


Kormlod,  kong  Kjarvals  datter  393. 

Kors,  keltiske  320,  324,  325.  —  manske  329, 

330.  —  paa  mynter  278,  279,  284,  286,  301. 
Kortkvistruner  350. 
Krakalakr  paa  Island  158. 
Krigsmaskiner  224—230. 
Kristendommen  paa  Island  368—375. 
Kristkirken  i  Dublin  303. 
Kristnes  paa  Island  365,  372. 
Krossåss  paa  Island  365. 
Krossavfk  paa  Island  365. 
Krossholar  paa  Island  372. 
Kûàafljot  paa  Island  363. 
Kûèit  skib  363,  391. 

Kumbaravdgr,   islandsk  stedsnavn  360,  365. 
Kumrar  360. 
Kunst-  angelsaksisk  56.    —    frankisk  56.  — 

irsk  og  skotsk  41,  312,  314. 
Kunsthaandvark  før  vikingetiden  25. 
Kur  borg  (Danevirke)  242, 
Kvannerod  260. 
Kveldulv  62,  117. 
Kvembit,  sverd  208. 
Kvig  jarl  Ii6. 
Kvagavl  27,  254,  255,  258. 
Kylan,  landnaamsmand  363,  371,  381. 
Kylansholar  paa  Island  363. 
Kylonsvatn  paa  Island  363. 
Kymrerne  12,  31,  32,  41,  46,  73. 
Köln  ss,  188,  189,  197,  209. 

Ladej  arierne  108,  115,  117,  120. 

Lafing,  sverd  83. 

Landnâmabôk  368,  374,  377,  378,  386,   394, 

Landnaamsmænd  paa  Island  353,  368—374. 

377-396. 
Landskyld  93. 
Landede,  merke  288. 
Landere  98,  99. 
Laon  225,  227. 
Lapptrne  99. 
Largs  i  Skotland  159. 
Lea  i  England  239. 

Leabhar  na  g-Ceart  (Reltighedcrnes  bog)  299. 
Ledingsvasen  132. 

Lefwiru,  myntmester  i  Lincoln  301. 
Leicester  180,  239. 
Leilandinger  93,  97. 
Leinster  34. 

Leire  paa  Sjælland  17,  19,  126. 
Leirekongerne  16,  19,  62,  270. 
Leix  i  Irland  251. 

Lendermand  118 — 120,  124,  135,  136. 
Lensvæsenet  122,  123,  125,  217. 
Lewis  (Hebrideme)  374. 
Lex  Adamnani  361. 


414 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


Liffty^  elv  i  Irland  232,  235. 

Lifing  stallart  76. 

Ulltasien  27. 

Limerick  67,  143,  173,  180,    183—185,  203, 

215»  232.  235—237,   250,    251,   298.  299. 

374»  382,  400. 
Limes  Saxonia  242. 
Umoges  55,  166. 
Lin  26,  142. 

Lincoln  46,  47,  180,  239,  286. 
Lindisfame  8,  49. 
Linn-Duachaill  i  Ulster  232. 
Linn  Rois  i  Ulster  232. 
Liimose  (farvelav)  158, 
ljot  paa  Ljotarstader  392. 
Ljuwina  383. 

Lobbra^  fjord  paa  Sudero  (Færeerne)  356,  357. 
Lochlann  220,  251. 
Lodbrokssûnneme  13,  181,  184,  288. 
Lofoten  378. 
Lofotfiske  27,  97,  101,  194,  198. 

-^*«  55»  »73»  »79»  231. 

Loke  3. 

Lombardiet  55. 

London  46,  47,  180,  188—190,  192,  195, 
204,  211,  239,  240,  273,  274,  282. 

Lothar^  keiser  129. 

Lough  Neagh  i  Ulster  232. 

Love  fer  vikingetiden  23. 

Lucca  10. 

Ludvig  den  fromme  68,  81,  84,  85,  94,  104, 
121,  129,  164.  —  den  stammende  81, 
273.  —  /F,  fransk  konge  225,  227. 

Lunansholt  paa  Island  364. 

Lund  i  Skaane  244,  268. 

I-yof^  55» 

Lyr  skogs  Hede^  slag  paa  218. 

Lüttich  55. 

Larred  142. 

Lebegrave  226. 

Maal  305, 

Maaltidtr  174,  175, 

AfflAT  55,  179,  196. 

Mabil  Hallgeirsdatter  392. 

Mac  Duinnskibhe^  konge  i  Ulster  80. 

Mac  Fir  bis  250. 

<^flf  Gilla  Muire,  høvdingcæt  i  Watcrford  237. 

Mac  Liag^   irsk   skald   66,    157,    169,    173, 

183»  299. 

Maddad  Irekonge  381. 

Maelmaire^  Sigtryg  Silkeskjægs  soster  303. 

Maelsechlainn,  irsk  konge  4,  5,  33,  79,  300. 

Magnus  Barfod  13,  134,  147.  —    den  gode 

80,    83,    98,    218,    301.     —  den   hellige^ 

Orknejarl  z8o.  —  Lagabøter  81,  97. 


Magyar  erne  241. 

Maldon  i  Essex  243.  —  kamp  ved  167. 

Mammen  i  Viborg  amt  146,  167. 

Man  6,  14,  23,  30,  66,  80.  81,  91,  94,  131, 

132,  287,  290,  299,  317,    318,    320,    330, 

350,  400. 
Manchester  244. 
Manksmandene  91. 
Mansionarius  77. 
Manu* s  love  221. 
Mdr^  Naddodds  sen  387. 
Mariakirken  i  Borg  245. 
Mariscalcus  77. 
Mark  (vægt)  306. 
Markedspladser  28. 
Markgrever  121. 
Marseille  55. 
Marsk  76. 

Martebo-stenen  311,  312,  315,  316. 
Mathgamhaint  konge  i  Munster  67,  183,  235, 

250. 
Matriarkat  31. 
Mattheus  Parisiensis  84. 
Mattull  Finnekonge  152. 
Maurerne  125,  143,  183,  184,  206,  217. 
Mauritania  184. 
Maximus,  keiser  273. 
Meath  i  Irland  34. 
Medalfell  paa  Island  369. 
Medbt  irsk  dronning  33. 
Meldun  jarl  372,  382, 
Melkorka  364,  382. 
Melkorkustadir  paa  Island  364. 
Mellemeuropa  203,  261,  307,  316. 
Melpatrik  393. 
il/ifr«tf   44,    137,    160,    238—241,  243,  244, 

266,  267. 
Merker  20,  78,  287—289. 
Merkesm4gnd  60,  75. 
Merovingerne  19,  S3-S5t  77»  »o3,  113»  »21, 

122,  126,  128,  215. 
Middelhavet^  Middelhavslandene  9,    10,    187, 

199,  201,  202. 
Mikincs  (Færøeme)  357. 
Minnpakseyrr  paa  Island  361. 
Montpensier  222,  223. 
Mor^  Ædhs  datter,  irsk  dronning  374. 
Mora  sten  18. 

Mor  ann  den  skjæggede  fra  Hebriderne  374. 
Mosterøen  384. 

Motlaberg,  gaard  i  Smaalenene  152. 
Muirchertach    med  laderkappen^   irsk    konge 

169,  175.  184,  185,  233.  299, 
Mummolusy  bur^undisk  patricier  53. 
Munster  34,    38,   67,    102,    132,    i33»    233, 

235,  250,  251. 


1904.  No.  I.     VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I   VIKINGET.        415 


„MuUerrecht^  31. 

Mynter,  pengi  28,  47,  133,  26$. 

Mynter  fra  Dorestad  265,  266,  272,  274. 
328,  399.  —  nordiske,  fia  England  272 — 
298.  —  fra  Hedeby  (?)  271,  272.  —  nor- 
diske, fra  Irland  182,  299—304.  —  ældstc 
nordiske  267—271,  —  nordiske,  fra  Lin- 
coln 286.  —  north umbriske  81,  82,  188, 
191,  192,  267—269,  276—290,  399.  — 
fra  Qventovic  267,  270.  —  fra  øst-Angcl 
268,  274,  275. 

Myntfund  i  Norge  265.  —  i  Sverige  191, 
308. 

Myntmestere  293. 

Myntprag  265—268. 

Myntpragere  293.  —  i  Dublin  302.  —  nor- 
diske 276,296—298.  —  i  Northumberland 
281,  282,  284—286,  291,  292,  295.  —  i 
Øst- Angel  27s,  276. 

Myrgfol,  irsk  kongedatter  372. 

Myrmalm  207. 

Myruna,  kong  Maddads  datter  381. 

Mälarm  19,  318. 

Malifellsdalen  paa  Island  364. 

Møre  116.    . 

MøreJarUrne  xo8,  115,  117,  120. 

Naattfare,  landnaamsmand  379. 

Naddodd  387. 

Nafar-migi  388. 

Namdalen^  Naumdølafylhe  83,  116,25$,  392* 

Nathold  133. 

Nederlandene  8,  14,  20,  184,  196,  197,  201, 

267. 
Nesfar,  slag  ved  134,  212,  223. 
Neustrien  53,  84. 
Nevgildeskat  95,  96,  102. 
Niall,  irsk  konge  202. 
Nidaros  195,  204,  205. 
Nidbjørg,  kong  Bjolans  datter  382. 
Nijmwegen  10. 
A7/r,  dansk  konge  75,  246. 
Njaal,  Finn  skjaalges  sen  396.  —  HerlatigS' 

i^  393. 

Nonnekloster  paa  Kirkjuboer  373. 

Nordamerika  199. 

Nordboerne^  Nordgermanerne  i,  3 — 6,9 — 15, 
18,  20,  23—27,  30,  32,  34—36,  4Ï— 43, 
47»  48.  SÏ.  54.  57.  65—67.  74,  77—79. 
8r,  82,  87,  97,  102,  126,  131—134.  >42-- 
146,  148,  150,  152,  157—160,  162,  164, 
169—191,  193,  195,  196,  198—204,  206, 
207,  209 — 211,  214—221,  223 — 226,  228— 
230,  232—241,  243,  246,  248—254,  257, 
260,  261,  263—265,  268,  269,  272—274, 
276—280,  285—291,  293—300^  304—307, 


309,310,  3^8,  3«9,  326, 327. 33«.  336,  340, 
34^.  354.  357.  374—377.   385,    397—403- 

Nordeuropa  201,  211,  241. 

Nordland  106,  118,  194, 

Nordmand  ^,  6,  8,  9,  11,  12,  22,  29,  32, 
36,  66,  72,  81,  86,  87,  98,  108,  114,^34, 
144,  145,  147,  157,  171,  175,  180,  187, 
191—193,  195,  202,  203,  218,  225,  230, 
232.  255,  256,  259,  261,  272,  276,  304, 
305.  308,  3Ï7-3Ï9,  330,  343,  3SO,  357. 
358,  366.  374.  377.  381,  383,  388,  391, 
393.  395.  398,  399,  403. 

Nords; øen^  Nords; ølandme  9,  179,  192,  196, 

197.  317. 
Norge  II,  13,  15—18,20—22,  25—29,58— 
61,  63—65,  68,  69,  71,  72,   76-78,  86— 
89,    91-95.    97— ÏOO,     102,     105—107, 
109—112,  114— 117,  119,    124—126,    128 

-137.  139—143,  146,  147.  149-155. 
157-161,  163,  169,  171,  175,  179,  X82, 
185,  x86,  190—198,  200,  202—204,  207, 
208,  211,  218,  220,  222,  241,  245,  251, 
254—262,  265,  300,  304,  305,  317,  318, 
337.  34'.  343,  346.  34»— 35o,   352,   355. 

.  359,  365,  368,  369.  375,  377,  37«,  3»!, 
387,  390,  393—396,  399—402. 

Normandie  6,  13',  14,  23,  73,  74,  138,  181, 
196—198,  200,  202,  203,  230—232,  238, 
241,  401. 

Normannerharen  107,  126,  206,  216,  217, 
219,  220,  238,  239,  248,  252,  253,  273, 
274,  276,  279,  304.  390,  399. 

Normannerne  4,  8,  42,  52,  18 1,  196,  200, 
201,  211,  219,  220,  221,  224,  226—229, 
231,  232,  239,  241,  245,  288. 

Nornagest  62. 

Normrne  3,  4. 

Northampton  239. 

Northumberland  18  ,  44,  47,  49,  51,  69,  79,  81, 
84,  109,  124,  160,  180,  188,  191—193, 
195,  240,  241,  243,  267,  273,  274,  276— 
279,  281,  282,  284,  287,  290 — 292,  296, 
298,  299,  303,  305,  313,  317,  318,  32O, 
376,  399.  400. 

Northumbreme  49,  298. 

Nottingham  180,  238,  239. 

Naper  261. 

Odd^eir,  landnaamsmand  392. 

Odel^  odelsret  21,  22,  89—95,  loi. 

Odin    2,    102,    133,    134,  163,  222,  223.   — 

paa  billedkors  330. 
Odinkar  i  Lund  301. 
ôdrere  2. 

Offa^  konge  af  Mercia  8,  243. 
Offa's  dige  243. 


4i6 


ALEXANDER  BUGGE. 


n..F.  Kl. 


ôisin  (Ossian)  39^  51. 

Olav  bekkr  389.  —  Feilan  372,  38a,  383, 
386.  —  Godfreds  son,  konge  i  Northum- 
berland 283,  284.  —  Haraldssen  den  hel- 
lige, norsk  konge  13,  70,  75,  78,  80,  83, 
88,  92,  96,  98,  106,  118,  119,  130,  180, 
202,  211,  212,  223,  240,  245,  246,  304, 
351.  —  Hvite^  konge  i  Dublin  34,  79, 
87f  354»  37».  382,  400.  —  Kvaaran  33, 
67,    '93,   282-288,   291-295,    297,  375. 

-  Kyrre  68,  72,  75,  78.  147,  205.  - 
Magnussen^  norsk  konge  96,  97,  99.  — 
Paa  168—171,  372,  382.  —  Skotkonung 
19,    134,    136,    304.  305.  —  Iretdgfa  18. 

-  Trygvessém  75-78,  88,  119,  130,  145, 
186,    194,    195,    202-205,  304,  305,  357. 

Oleiv  hjalte  380,  381. 

Oléron  187. 

Onphile  iarla  i  Irland  107. 

Op/ostring  35. 

Opiandene    17,   92,  116,  346,  349,  351.  352, 

386. 
Opiandingerne  127. 
Or  de  Chypre  (or  filé)  166. 
OrietUen    55,  57,  I43f  »53,  »SV,  »63,  165- 

167,  183,  327. 
Orknøerne    12,    22,    30,   66,   90,    iii,   179, 

186,    193,  255—257,  299,  317-319,  323, 

3S8.   365»   388.  389.   392,  39S.  399,  401. 
Orknøingerne  90,  91. 
Orm  audgi  386. 
Ormen  lange  75,  202,  203, 
Ormslyngninger    332-33^,    338,    342,    344, 

35'. 

Ornamentik,  angelsaksisk  51,  52.  —  mellem- 
jcrnalderens  25,  312 — 314. 

Osebergskibet  171,  199. 

Osk  Torsteinsdatter  372. 

Oslo  205. 

Ossian,  se  Oisin, 

ôsvaldr  (konungr)  390. 

Osweald,  konge  i  Ost-Angel  390.  —  »konge- 
sone 390. 

Ottar  fra  Haalogaland  26—28,  69,  99,  197. 

-  (Oittir),  jarl  107,  —  Vendilkraaka  107. 
Otto  IV ^  keiser  201. 

Palastina  37. 

Papaff^rdr  paa  Island  360,  367. 

/'fl/ar,irske  munke  paa  IslanU366, 367, 373,  375. 

Papey  paa  Island  360,  361,  367. 

Papos  paa  Island  360,  367. 

Pappyli  paa  Island  360,  367. 

Papuli  (Orknocrne)  367. 

Paris  226,  227,  231, 

Paternus^  Franker  53. 


Patreksfjqrdr  paa  Island  361. 

Patrik,   den    hellige   5,    357,  358,  361,  369, 

374.  376.  379- 
Påtursmessa  paa  Færøeme  358. 
Peel  paa  Man  30,  80. 
Pelsvar k  191,  194. 
Penge,  se  Mynter, 
Périgueux  166. 

Perleringe  paa  mynter  266,  26S,  269. 
Petvik,  gaard  i  Buksnæs  403. 
Physiologus  327. 
Pikter  11,  12,  31,  37,  403. 
Pippin,  frankisk  konge  113. 
Piraus-loven  332. 
Plinius  16. 
PMning  26, 
Poitou  209,  211— 213, 
Portugal  184. 
Portytya  (Forlor)  396. 
Principes  hos  Germanerne  16. 
Priveter  177, 
Prokop  15. 

Prydkunst,  irsk  41,  313,  316,  324,  325. 
Ptolemaus,  geograf  30;. 
Pund  306. 
Purpur  157. 
Pyrenaeme  52. 

Quentovic  i  Nord-Frankrig  144,  267,  270, 
279,  400. 

Raadorm,  landnaamsmand  392. 

Rackeby-stenen  351. 

Raf  arta,  kong  Kjarvals  datter  385. 

Ragnar  Lodbrok  227 — 229,  290,  3H8. 

Ragnfred  (Gunnhildssen),  konge  107. 

Ragnvald,  konger  i  Northumberland  282  — 
284,  286,  287,  290,  292,  293.  —  Lodins' 
son  195.  —  Morfar  I  108,  116.  —  Orkno- 
Jarl  255. 

Rainoald  monetarius  274. 

Rane  Hildesson  391, 

Ranni  (Raumer?)  16. 

Ranrike  116. 

Rathan  i  Irland   169. 

Raufarnes  paa  Island  207. 

Raulph  stallare  76. 

Raumelven  245. 

Raumer  16. 

Rav  27. 

Ravenna  56. 

Ravn  hafnarlykill  391.  —  Umericksfarer  185. 

Ravn,  Lodbrokssønnernes  merke  288. 

Reading  i  Berkshire  238,  245. 

Regensburg  209. 

Reginalds  Joioer  i  Waterford  236,  237. 

Reginsmâl  222. 


1904.  No.  I.     VESTERLANDENES  INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET. 


417 


Renhjordtr  27. 

Reims  74, 

Réttarfar  124. 

Rev  Torsttinssên  390. 

Rhinen   27,   52.  53,  53,  103,  104,  173,  179, 

196,  209,  211. 
Rhodiski  lov  187. 
Ribe  193,  194. 
Richildis^  keiscrinde  81. 
Rigspula    43,    87,    108,    III,   143,  146,  163, 

»72.  173,  175.  176,  212,  218,  256,  258,  264. 
Rimbert  29,  179,  244. 
Ring,  konge  223. 

Ringerike  86,  92,  195,  346-352,  402. 
Ri  om  392. 

Roald  bj bla  390,  ^  jarl  116,  117. 
Rochester  i  Kent  238. 
Rodgeir  spake  392^ 
Rodrekr^  træl  364,  395. 
Roöreksgil  paa  Island  364. 
Roduulf,  norsk  konge  12,  16. 
Rogaland  386. 
Rollaug,    konge    i   Namdalen    78,    83,    116, 

119. 
Rolleiv  Arnaldss^n  388.  —  Einarss&n  387. 
-^<?//tf,   hertug   af  Normandie    14,   138,    196, 

401. 
Ä?/z/,   Helge  Magres  sen  385,    —    herse  paa 

Agder   384.  —  Krake   83.    —    den  yngre 

371. 
Rom,  Romerriget  12,  2$,  27,  44,  45,  49.  54, 

57,    102,    105,    129,    150,   303,   306,  307, 

313.  3S4.  376.  377.  398. 
Romanos^  byzantinsk  keiser  73, 
Romerike  89. 
Romerne   7,  10,  15,  35,  45-47,  52-54,  77» 

103-105,    113,    144,    iS7i  »7»,  202,  204, 

209,    221,  225-227,  230,  238-242,  254, 

257,  260—262,  264,  288,  398. 
Romer  r  et  23. 
Romsdalen  391, 
Roskilde  402. 

Rosskell,  landnaamsmand  364. 
Roper,  Ropin,  Roslagen  i  Sverige  132. 
Rouen  181,  196—198. 
Rudraigé  i  Irland  170. 
Rug  26,  254. 

Rumann^  irsk  skald  133,  169,  182. 
Runebaand  332—335. 
Runerne  13,  318, 
Runesten  fra  St,  Paul's  kirkegaard  i  London 

331,  339,  340,  342.  344,  345,  349,  35o. 
Runest  ene  fra  Man   291.   —   svenske  332  — 

334.  —  fra  Vestergötland  i$i. 
Rusland  6,  14,  132,  180,  182,  191,195,219. 
Russerne  132. 

Vid.-Sel8k.  Skrüter.    H..F.  Kl.    1904.    No.  1. 


Rustringen  i  Ncderlandcne  265. 

Ryfylke  317,  396. 

Rügen  220. 

Ryger  16. 

Rytteri  216—220,  247,  251,  252. 

Saale  i  Franken  231. 

Sachsen,  Saksland  95,  196,   197,  231. 

Sadler  143,  184. 

Saille  des  Deneis  i  London  189. 

St,   Clemens  Danes  kirke  i  London  188,  189, 

204. 
St,  Denis  55,  56,  144. 
St,  Semin* s  kirke  i  Toulouse  166. 
Sakserne  9.  10,  17,  42,  43,   53,  87,   94,  95, 

103,  209,  242. 
Sakso  15,  89,  95,  102,  1 10,    137,    152,    222, 

223,  227—230,  242,  247. 
Saker e  21. 
Salgofnir,  hane  259. 
Saltkogere  27. 
SaUkogning  97. 
Salzburg  i  Franken  231,  245. 
Samkongedømme  18. 
Sanda-stenen  311,  323,  329,  331. 
Sandø  (Færøerne)  356,  357. 
St.  Clemens*  kirke  i  Nidaros  204. 
St.  Edmunds-mynter  iøstangel  275,  276,  285, 

296,  400. 
St.  Gallen^  kloster  i  Schweiz  37,  40,  50. 
St,  Georgs-kanalen  182. 
St,  Martins-mynter  i  Mercia  290. 
St,  Olavs  vold  ved  Sarpsborg  245. 
St,  Peters-mynter  i  York  283,  285,  289,  290, 
St,  Peters  sverd  81,  82. 
Sarpen  245. 
Sarpsborg^  se  Borg, 
Saucourt,  slag  ved  219. 
Saur,  hund  78, 

Seeattas,  angelsaksiske  mynter  266,  273. 
Sceldfor  (myntsted)  280,  281. 
Scheide  55,  179,  196. 
Schweiz  222,  316. 
Schweiurne  222. 
Scilfingas  17. 
Segundinus,  Franker  53. 
Seierßuen,  merke  288, 
Seinen  105,  226. 
Sekken^  0  i  Romsdalen  155,  15O. 
Sempach,  slag  ved  222. 
Senchus  mor,  irsk  lovsamling  33,  35, 
Seva/;  eld  5. 

Sever  us j  romersk  keiser  243. 
Sfinks  paa  svensk  runesten  337. 
Shelf  ord  i  England  (se  Scddfor)  281. 
Sheriffer  45. 

27 


4i8 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


Shetlandsêerne  ii,  12,  22,  30,  31,  66,  157, 
»58,  179.  255-257,  259,  299,  313,  317- 
319.  323,  326,  330,  356,  358,  359»  362, 
381,  383,  388,  389,  395,  399,  401. 

Shires  42, 

Sicilien  6,  183. 

Sidrot  jarl  280. 

Sifrtd,   konge  i  Northumberland    277,    278, 

280,  286. 

Sigfred  (Sigurd)^  vikingekonge  219. 
Sighvat  skald  75,  80,  83,  98,  118,  197,  211, 

212,  240.  —  sokki  154. 
Sigmund  Brestessen  223,  353,  354.  —    Vol- 

sungs  sen  85. 
Sigrid^  Ragnvald  Lodinssons  hustru  195. 
Sigrun  Hognesdatter  2,  5. 
Sigtryg  Silkalgagg  148  ,185,234,  235,300— 

304.  —  snar/are  71. 
Sigtuna  305. 
Sigurd  fra  Haalogaland    194,  —   Jorsalfare 

96t  9/1  99.  —   Ladejarl  115.    —    Lodves- 

s«n,  jarl   paa  Orkneerne  90,    91,  288.  — 

Syr  351. 

Sigurdsagnet  paa  billedstenc  321,  328. 

Sigyn  3. 

Silke^  siUtetoier  142,  143,  146,  184. 

Sitric  cornes^  i  Northumberland  82,  109,  280, 

281,  —  konge  af  Northunaberlaad  281— 
287,  289—291,  293,  3CO.  —  Ivars  son 
280. 

Sfalland  16.  17. 

Sjalle-stenen  340. 

T^ Sjøfarerent^  angelsaksisk  digt  50. 

Sfekampe  for  vikingelideu  25. 

Sjelove  186,  187. 

Skaane  16,  17,  2O8, 

Skaldatal  67. 

Skaldemjeden  2. 

Skalder  64—66,  145. 

Skallagrim  207,  380,  394. 

Skandia  307. 

Skandinavien^  Skandinaviske  halv»  9,  10,  16, 

254. 
Skarlagensklader  145. 
Skattekonger  no. 
Skallevasen,    Frankerrigets      103 — 105.     — 

Harald  Haarfagres  93 — 100. 
Skiâe  paa  billedstene  320,  321,  323.  —  paa 

mynter  266,  267,  270, 
Skibstyper  200 — 203, 
Skipakrok  ved  Nidaros  204. 
Skiringssal  28,  197. 
Skjaldbjern^  Hjorlcivs  træl  379. 
Skjenker  78, 
Skjoldungerne  17. 
Skjartntage  225. 


Skotland  11,  14,  31,  32,  35,  37,  51,  m, 
157,  158,  163,  19?,  193,  209,  212,  255— 
260,  280,  311— 314,  31^—318,  320,  326, 
336,  353i  357,  362,  364,  369—371,  377, 
380,  382.  384,  385,  388-391,  395. 

Skotske  øer  11,  30,  192,  260,  326,  353,  377, 
380,  392,  395,  396. 

Skotterne  159,  208,  2C9,  259,  318. 

Skrymer  2. 

Skutilsvende  78. 

Skarn-stenen  340. 

Slagenskiået^  se  Osebergskibei, 

Slaverne  29,  53,  206,  241,  242. 

Sleipner  paa  billedstenc  320,  321,   323,  327. 

Slesvig  by  29,  139,  140,  179,  193,  244. 

Slien/jorden  29,  244. 

Slistorp  242. 

Slotsbjergby  i  Soro  amt  146, 

Smaalenene  155. 

Smede  25. 

Smykker  158 — 162. 

Snorre  gode  177,  —  Sturlesson  16,  18,  19, 
89,  92,  93,  Ï02,  105,  107,  115—120,  124, 
133,  I34i  147,  208,  212,  245. 

Snabfom  Øivindsson  377,  385, 

SnafeUsnes  paa  Island  185. 

^So€  (beleiringsmaskine)  228,  229. 

Sogn  24,  89,  92,  93,  109,  116,  2S7,  388. 

Solhjul  312,  315. 

Solingen  i  Rhinprovinsen   209. 

Solium  regni  19. 

Solmund^  Torolv  smers  sen  380. 

Solskely  slag  ved  116. 

Sonartorrek  146,  305, 

Sortehavet  9,  191,  307,  308. 

Sote  jarl  109. 

Southwark  i  London  240,  241,  243,  245. 

Spangereid-fundet  266. 

Spanien    10,    15,  53,     125,    143,    181,    183 

184,  186,  206. 
spanierne  55,  213. 
Spedalske  356,  357. 
SpiUemand  63,  64. 
Spiraler  312—316, 
Spiseborde  174,  175, 
Spyd  208,  209,  212  —  214. 
Stabularius  77,  78. 
Stallarer  75,  76,  140. 
Stallarestol  75, 
Staller  (hos  Friserne)  77. 
Stam/ord  i  England  144,  1 80,  23g. 
Steinkelly  svensk  konge  134,  135. 
Steinmod  Konalsson  383, 
Steinraudr^  son  Melpatrix  393, 
Steinulv  den  laage  384, 
Steinunn  den  gamle  393, 


1904.   No.  I.      VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.  I  VIKINGET.        419 


Sfen,  gaard  paa  Ringerike  350. 

Stenbro'Stenm  311. 

Stenkors  paa   de  Britiske   eer   51,    52.    — 

irske  170. 
Stenkyrka-stitun  320,  323. 
StitUofta-indskriften  73. 
Stikltstad^  slag  ved  218. 
5///,  »Early  Celtic  e  312. 
Strand'spanden  161, 
Strand'SUmn  341,  345—347. 
Strathtlyde  32. 
Stridsøkser  209,  213,  2 1 6. 
Strindm  390. 

.S/y*«?/!  paa  Island  364,  395. 
Studier  i  Irland  37,  38. 
Sturia  JCalmanssøn  371. 
Styecas,  northunibriskc  mynter  277,  290. 
Stader  før  vikingetiden  29» 
Suder 0  (Færocme)  356. 
Suderøerm  30,   31,   66,   80,   91,   112,  131, 

132»  159,  i85.  186,  193,    208,  259,    260, 

299,  317,  318.  327.  357»   362.   368,   369, 

372,  374-376,  378,  379,  381—3871  389, 

391.  393-395,  400. 
Sudgeweorc  (Southwark)  240. 
Suivirki  (Southwark)  240. 
Suieoit,  slag  ved  235. 
Suike^  konge  af  Rogaland  109. 
Sundby-stenen  334—336,  339,  342. 
Svaberne  15. 
Svangstrandsveien  347. 
Svanhild^   Karl  Martels    gemalinde    128.  — 

Sigurd  Faavnesbanes  datter  4. 
Svartkell,  landnaamsmand  369,  370,  380» 
Svealand  86,  132,  333,  334. 
Svear,    Svensker   8,   9,    17—19,    102,    179, 

191,  198,  245.  261,  305,    317—319,   337» 

350. 

Svein  Erikssøn  jarl  134,  223, 

Sven  Aagesøn  15,  70,  137,  138,  242,  244, 
246 — 248.  —  Alßvasen  97,  99.  —  Estrids' 
søn  83.   —  TjugesJgegg^  dansk   konge  14, 

140,  240,  296,  299,  304,  305. 

Sverd  196,  207,  208,  210,  211,  213.—  som 
kongemagtens  symbol  79 — 85.  —  paa  mynter 
290. 

Sverige  9,  13—22,  26,  29,  $8,  60,  61,  70, 
73,76, 106, 108— III,  121,  131— 137. 140, 

141,  146,  149,  152,  158.  iS9f  169,  171. 
185,  191,  208,  220,  241,  244,  254,  260, 
261,  271,  300.  301,  304,  305,  307,  308, 
31 7t  328,  332,  334,  337,  368^  400^  402. 

Sverre^  konge  88,  100,  109,  208,  358, 

Svinefylking  221  —  224. 

Svinesund  ii6. 

Svitjod,  Svify'ôd  16,  17,  102,  133. 


Svolder,  slag  ved  75. 
Swansea  180. 
Sydturopa  201,  307. 
Sygnafylke  89,  93. 
Synnerby-stenen  334. 
Syrien  37.  55- 
Sæding-stenen  269. 

Sakken,  fjord  i  Bremsnes  15 5.  -  sund  ved  Bo- 
huslen 155. 
Satnund  den  suderøiske  387,  388, 
SÖdermanlanä  135. 
Søkkøiv,  Auds  frigivne  372,  3S3. 
Sokkøl/sdalr  paa  Island  383. 
Sørle  4. 

Tabuia  de  Amalfa  187. 

Tacitus  9,  15,  18,  19,  22,    32,    34»    4S,   60, 

264,  317- 
Tadg  0'Kelly  66. 

Tanberg^stenen  341,  344-347.  349- 
Tara  i  Irland  34,  170,  230,  37$. 
Tasken,  gaard  i  Raade  155. 
Tegneby  i  Bohuslen  26. 
Telemarken  112,  117. 
Testudines  225. 
leutøneme  9. 
Themsen  44,  238,  245. 
Theudebert,  austrasisk  kongesen  10. 
Theodorik  den  store  12,  16. 
Thetwall  i  England  243. 
ThingamannaUd,  Thinglid  72,  140,  220,  246 

-253. 
Ihings  (gud)  22. 
Ting  22. 
Tjodkonger  17. 

Tjodolv  den  hvinverske  67. 

Tjurkö-brakteaten  13. 

TJängvide-stenen   270,    320,    322,  325—328, 

337- 
7 Omar  (Tomrair)  iarla  i  Irland  107. 
Tomaras  ring  79,  80,  290. 
Tor  (gud)  1-3. 
Tor  ach  (Tory  Island)  11. 
Torarin  gode  387. 
Torbjørn  bitra  387.    —    Hornklove  62,   64, 

211.    —  jarlakappi  392.    —    kolkan   363, 

388.  —  laxakarl  387.    —  skuma  379.    — 
spørr  379.  —  talkni  379. 

Tord  (Hovde-lord)  388.  —  paa  Aurland 
116,  117.  —  Celler  372,  395.  —  Hreda 
168.    —  Knapp  388.  —  Kolbeinsson  118. 

-  s^^sg^  390. 392. 

Tordis  Kadalsdatter  389. 
Tore  Haamundssøn  389.    —  Hima  388.    — 
Klakk  186.    —  Roaldssøn  117.    —  snepill 

389.  —  den  tause,  Mørcjarl  115. 


420 


ALEXANDER   BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


Tor  f  tus  å  Skotiandi  256. 
Torgar  i  Haalogaland  29. 
lorgtir  ved  Fiskcløk  385.  -  fl(^skubak  176, 

39S.  —  JCadalssén  389.   —  meldun  380. 
Torgerd  paa  Sandfcll    390.    —    Tore  Himas 

datier  388.  -  Torstein  Redes  datter  372, 

382. 
Torgils  Asfy^rnssen  390.    —    GJallande  194, 

3?7.  -   Orraskald  67. 
Torgrim    bildr    393.    —    Grimolvssen    393. 

-  ^Ä?''  395. 

Torgunna^  sudereisk  kvinde  145. 

Torhild  Torsteinsdatttr  yiz, 

Torkel  bjalfi  392.    —   Haak  168.    —  Svart- 

kelsen  369. 
Torleiv  kristne  375. 
Tormod  Breseson   370,    380.    —    i    Sigtuna 

301.  —  skarpte  386. 
Torodd  skattkaupande  185. 
7'<?r£?/t;   Askssen   391.    —    Kveldulvssen   62, 

100,  117,  118,  120,    144,    175,    194,    209. 

—  Mosterslgag  384,  394.    —    smer   380, 
385.  -  sperr  369,  379. 

Tors  lund  ved  Dublin  79. 

Torshammere  289,  290. 

ybrji  27, 

Torskefjord  paa  Island  384. 

Torstein  dromundr  202.   —  floskuskegg  39 t, 

395.  —  *^öV  389.  —  leggr  39 Ï.  —  lunan 

364.  392.    -    i^9de   3S4,  371,  372,  382- 

384»  3^9.  —  Solmundssen  380.    —    trum- 

bubein  390,  395. 
Jorunn  grœningjar-hjûpa  149,  395.    —  den 

eiverske  392. 
Torvard,  Spakbodvars  son  375. 
Torvdrift  256, 

Torv-Einar  22,  90,  91,  256,  36$,  389. 
Tory  Island  ved  Irland  11. 
Toskenes^  gaard  i  Tune  155. 
Toten  195,  346-349. 
Toulouse  .  66. 
TVfl«/  i  Syd-Italicn  187, 
Trekanter  paa  mynter  266,  268,  269. 
Tribunus  stabuli  77, 
Triqvetra  paa  mynter  27 r, 
Troja  (krigsmaskine)  228—230. 
Trojanerne  39. 
Trond  i   Gata    139,    353.    —    mjoksiglandi 

3^6,  394. 
Trondfyem,  Trondelagen   16,  86,  90,  92,  95, 

96,  116,  158. 
Trostansfjoràr  paa  Island  364,  365,  385, 
Trælle  27,  43,  182. 
Intudskjaringer  168,  169, 
T«/«  Vresdatter  76. 
Turgeis^  norsk  konge  i  Irland   86,  232,  233. 


7«riV,  Olav  Paa's  datter  168. 

Tvekamp  som  retsinstitut  23. 

Ty  (gud)  22. 

Tynefloden  242, 

Tynwald  Court  paa  Man  80. 

Tynwald  Hill  paa  Man  80. 

7>r^,  dansk  dronning  137,  230,  242— -244,  337. 

Tyrifjorden  350, 

Tyskerne  103,  190,  222,  261. 

Tyskland  15,  18.  19,    28,  49,    57,    87,    103, 

147.  153-155.  157,  '58,    ^72.    176,    196. 

198,  20i,    210,   217,    224,    231,  237,  241. 

242,  264,  265,  316,  337,  383. 
Tapper  164-167. 
Tunsberg  204. 

Ufeig  grettir  386.  —  i  Romsdalen  391. 

Ulster  33,  34,  13;?. 

Ulv  gyldir^  herse  112,  117.   —  jarl  83.  — 

slgaalge  384.    —    Uggessen    168,    169.    — 

viking  389. 
Ulvrun  Jatmundsdatter  390. 
Ulvsten  (se  Wulf  stan)  17,  69. 
Underkonger  iio. 
Une  Gardarssøn  379. 
Ungarerne  217. 
Ungarn  10. 

C/ffWrt  Steinolvsdatter  387, 
£////flm/  15,  132,  3  32,  337. 
Uppsala  17,  18,  133,  210. 
Uppsala  aud  132. 
£/rtf  stallare  76, 

Usnechs  senner ^  irske  sagnhcltc  35, 
Utgflrdeloke  2, 
Wr<?rÄ/  265. 

Vaaben  25,  206—216.  —  frankiske  209—213. 

Vaabcnsmede  207,  20S,  210,  211, 

Vadmel  142,  264. 

f^i^flr  i  Lofoten  97. 

Valbyg  260. 

Valdemar  Seier  76. 

V  alder  s  346—349. 

Ktf/^  ^(p«  j/tfr/t<f  381. 

Valentinian  /,  keiser  273, 

To/Aa/  paa  billedstene    320,    321,  327,  328^ 

331. 
Valir  144,  162. 

Valknuder  paa  mynter  281,  283,. 284,  287. 
Valland  162,  260. 

Vallstenarum-stenen  311,  312,  315,  316. 
Valium  Hadriani  242,  243.  —  PH  243,313. 
Valtjov  ørlygssen  369,  379,  380,  385. 
Valtjovlingerne  369, 
Vandaler  9. 
I  »Vaftdrereft€^  angelsaksisk  digt  50. 


1904.   No.  I.       VESTERLANDENES  INDFL.   PAA  NORDB.   I  VIKINGET. 


421 


Vanerne  3. 

Vang^stenen  342-344.  346,  348,  350,  351. 

Vapnatak  23, 

Vassalitet,  vassaller  122,  123,  252, 

Veblungsnes-indskriften  107. 

Vederlaget,  Vederloven  140,  246,  248. 

Véfreyàr  Ævarssan  388, 

V  eg  ett  us  221, 

Veibygning  204. 

Veiede  penge  265, 

Veitsle  115,  119,  120,  123,   125,  133. 

Vemund,   kong:   Audbjerns   broder    ri6.   — 

Vcstmands  broder  389. 
Venantius  Fortunatus  10,  54. 
Vendel  i  Sverige  26, 
Vendelhjelmene  210. 
Venderne  206. 
Venetianerne  55,  166. 
Vermland  89,  109,  134. 
Vermund  Rolvssøn  207. 
Vestergötland   109,  343,  346,  351,  352. 
Vester  havet  242. 

Vesterlandene,    Vesteuropa  i,  3,  6,  7,  9—12, 
14»    23,    25,    27,   30/41,  47,  57-59,  63, 
64,    69,    78,    82,  102,  106,  129,  131,  143, 
M5-I47,    149,    151,    158,  159,  162,  164, 
166,    170,    171,    173,  176—180,  182,  186, 
188,    190,    191,   196,  198—201,  203,  204, 
20},    210,    223,   224,  230.  237,  241,  244, 
245.    258,    260,    261,  267,  272,  304.  305, 
318,   319,    325,   327,  328.  331,  334,  336, 
337,  342-344,  349-353,  359,  364—366, 
368,   373,   374,  376-379,  381,  382,  384, 
387-392,  394,  397-403. 
Vestervolden  (Danevirke)  242. 
Vestfirbinga  fjôràungr  paa  Island  381. 
Vestfold  28,  93,  ICI,  179, 
Vestframien  126,  127, 
Vestgermanerne  42, 
Vestgoterne  15.  52,  'n. 
Vestgotalagen  135,  136. 
Vestlidaeyri  i  Dalesyssel  360. 
Vestmaâr,  Vemunds  broder  389. 
Vestmannaeyjar  359,  386, 
^Vestmand€  392, 
Vest-Sakserne  44,  137,  238,  243. 
Vide  stallare  75. 
Vienne  47, 

Vi  fill,  Auds  frigivne  372,  382. 
Viken    17,  86,  92,  179.  194,  195,  197,  245, 

394,  402. 
Vikinger  som  handelsmænd  181,  182. 
Vikingetidens  omfang  8,  13,  14. 
Vikværingerm  197, 
Vilhald,  landnaamsmand  363,  391. 
Vilborg  Osvaldsdatter  390, 


Villani  201, 

Vin  173—175,  »83. 

Vineae  225,  227, 

Vinland  6,  180,  351. 

Visby  paa  Gotland  28,  190. 

Vott  jarl  107,  109. 

Væddere  226. 

V(pgt  306. 

Vægtlodder  306. 

Vårdalen  257. 

Væringerne  249,  250. 

Væverier  144. 

Volundsagnet  160,  171,  321,  328.  329. 

Wales  8.  13,  31,  32,  41,  73,  185,  243,  314, 

326,  361. 
Waliserne  241, 
Waterford    18,     180,    182,  183,  233,   235- 

237»  299. 
Watlinga-stræt  296, 
Weichsel  307. 
Wessex  44,  238,  253. 
Westfaldingi  179. 

Whitby,  kloster  i  49,  —  synode  i  47. 
WIdngas  10. 
WidsîS,  digt  10. 
Wight  10. 
William   Erobreren   4?,    55,  9 r,    124,    167, 

182,    189,    192,  217,  247.    -  af  Malmes- 

bury  182,  192,  229. 
Winchester  302. 
Wismar  201. 
Witenagemôt  44,  68. 
Witham  i  England  243. 
Wulf  stan  (Ulvsten),  opdagelsesreiscnde    7,  69. 

—  erkebiskop  af  York  29», 
^^,  flod  i  England  243. 

Yggdrasil  i. 

Ynglingeætten  17,  28,  89. 

K^r^   47,    180,    192,    193,    240,   274,  277— 

280,    282,    283.    285,  293,  297,  298,  300, 

302,  400, 
Yorkshire  200, 
Yttergârd'Stemn  334. 

Zain,  konge  i  Dublin  18, 
Zieriksee^  slag  ved  201, 

Æbler  263. 

Ædh,   Echus    sen,   konge   over   Hebriderne 

374. 
Ægypten  37,  55. 
Ægypterne  7. 
Ærmer  147. 
^Æjfl,  Haakon  Grjotgardssøos  datter  392. 


422 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.   Kl. 


Æserne  3. 

Æihdfled  af  Mercia  52,  241,  243« 

ASihelingaeg^  kloster  401. 

Æthilred,    konge    af   Wessex    238.   —   den 

ustadige    148,    192,    203,    240,    287,   296, 

298,  300-303,  305. 
Æthelstan,   angelsaksisk    konge   61,   83,  87, 

148.    208,    253,  281-283,  286,  293,  297. 

—  (Gudrum\\iOugt  i  øst- Angel 274—277, 

279.  390,  400. 
Æthelwulf^  konge  i  Wessex  286. 
Ævar  Kttilssøn,  388. 

Øistein^  jarl  paa  Hedemarken  116.  —  Mag- 
nussen^ norsk  konge  96,  97,  99.  —  Mein- 
fret  372,  383.  —  Ranesstm  257,  391. 

Øivind  Austmand  385,  386.  —  Skålda- 
spiller  214.  —  s^kvir  387.  —  Torstein 
hovdes  sen  389.  —  vopni  390. 

Öland  26,  269,  307, 

Ølver  bamakarl  383,  386,  387,  —    Hnuva 

64. 
øre  (vægt)  306. 


Øresundstolden  139« 

Øreting  86. 

ørlyg  Rappssøn   361,   368,   369,  373 -37^, 

379,  380,  390. 
Ørn  i  Arnames  384. 
ørtug  306. 
Øst' Anglia  44,  69,  137,  160,  188,  191,  219, 

24',   243,   273—276,  279,  285,  298,  390, 

400. 
Östergötland  132,  318. 
ØstersaU  242, 
Østers; øen,   østersjølandene   9,    14,    19,    27, 

29,  223,  242,  267,  307f  3^6,  317,  386. 
Øster-Shaftafells  syssel  paa  Island  367. 
Østerø  (Færocme)  354. 
østeuropa  10,  143,  148,  195,  198,  206,  214, 

306,  307. 
Østgermancrnc  19. 
Østgoter  12,  IS. 
östgöter  318. 
wØstmand€   183. 
Øxarff^rdr  paa  Island  365, 


2.    Ordregister. 

(ags.  =  angelsaksisk  ;  c  — engelsk;  fi=  finsk;  fr.  =  fransk;  frank.  —  frankisk  ;  fær.  =  fcrøisk  ;  gid. 
=  gammeldansk;  glsv.  =  gammelsvensk ;  i.  =  irsk;  isl.  —  nyblandsk;  jy.  —  jydsk;  ksi.  =  kirkeslavisk ; 
kymr.  =  kymrisk  ;  1.  =  latin  ;  m.  —  manks;  no.  =  nynorsk  ;  nt.  =  nytysk  ;  oht  =  oldhøltysk  ;  on.  =  oldnorsk 
og  islandsk;  os.=  oldsaksisk;  nin.=  nineindskrifter;  russ.  =  russisk;  sb.  =  shetlandsk;  sv.  =  nysvensk; 
svab.  =  svabisk). 


aes-gradha  (i.)  251. 

akkeri  (on.)  199. 

alleu  (fr.)  53. 

Andadr  (on.  navn)  64. 

ardr  (on.)  26. 

ark  (glsv.,  gid.)  171. 

arras  (e.)  157. 

drsalr,  ârsali,  assali  (on.)  156. 

bagall  (on.)  366,  375. 
bakskyrta  (on.)  154. 
bannière  (fr.)  53. 
barlak  (on.)  257. 
b/annak  (on.)  133. 
b/Sla  (on.  tilnavn)  369, 
blak  (fær.)  358. 
bbcland  (ags.)  43. 
bourg  (fr.)  54. 
brego-stbl  (ags.)  19. 
brithem  (i.)  35. 
buklari  (on.)  213. 
butsecarlas  (ags.)  200. 
buta  (on.)  200. 


cairt  (i.)  258. 

cal  (ags.)  46. 

calic  (ags.)  46. 

canif  (fr.)  $4- 

cawel  (ags.)  46. 

ceaster  (ags.)  46. 

cemes  (ags.)  46. 

ceorl  (ags.)  43. 

ci^es  (ags.)  396. 

ciresbéam  (ags.)  46. 

'Cøln  (ags.)  46. 

connétable  (fr.)  77. 

corcur  (i.)  157. 

era  (i.)  255. 

crû  (sb.)  255. 

curath-mtr  (i.)  33. 

cyHe)n  (ags.)  46,  262. 

cappe  (ags.)  46. 

dais  (i.)  257. 

dalkr  (on.)  159. 

dana  arver  (glsv.)  2t,  132. 

ddnarfé,  dånararfr  (on.)  21, 

danearv,  danefa  (gid.)  21. 


1904.  No.  I.        VESTERLANDENES  INDFL.   PA  A  NORDB.   I  VIKINGET. 


423 


darr  (on.)  214, 
darr  aar  (on.)  214. 
degan  (oht.)  20. 
des  (fær.)  358. 
des  (on.)  2^^, 
desja  (no.)  257. 
diar  (on.)  133. 
Dienstag  (nt.)  22. 
Donach  (fær,  navn)  354. 
drac  (i.)  202. 
dreièi  (on.)  202. 
drômundr  (on.)  202. 
^r///  (on.)  20,  61. 
drSttinn  (on.)  20. 
drunnkviti  (fær.)  358. 
drmnnur  (fær.)  358. 
rfrw/A  (i.)  64, 

ealdorman  (ags.)  43,  86, 
«A«^»  (fr.)  54. 
edel  (a£^.)  21. 
^//V«  (fr.)  53. 
epscop  (i.)  187. 

^»-'V  (i.)  35. 
^rrVflÄ  (run.)  16,  lo;, 
esnique  (fr.)  54, 
esturman  (fr.)  54. 

/«rVa»  (on.  tilnavn)  372. 
ffnst  (kymr.)  257. 

A/  (fr.)  53. 

Z«^«  (on.)  176,  391. 

ßür  (on.)  195. 

flamingi^  flamingr  (on.)  196,  213. 

fokland  (ags.)  43. 

>/i6  (on.)  15,  24. 

folkland  (gisv.)  15. 

/iTr^fli*  (gid.)  139,  140. 

forbannus  (frank.)  140. 

forkr  (on.)  200. 

frakka^  frakki  (on.)  212, 

franca  (ags.)  212. 

francisca  (frank.)  213. 

ffj'âls  (on.)  22. 

fuindeog  (i.)  164. 

fusion  (on.)  146. 

y>/^*  (on.)  15,  24. 

fylking  (on.)  24. 

fylkiskonungr  (on.)  16. 

fyrirskyrta  (on.)  154. 

^ayfa>&  (on.)  213. 
gamansumbl  (on.)  176. 
garantir  (fr.)  53, 
gasindi  (oht.)  20, 
^m^/  (ags.)  43. 
^<?j/d  (ags.)  20,  43. 


^«/r  (on.)  73. 
G^iV/i  (fær.  navn)  354. 
gim  (on.)  159, 
^fmm  (ags.)  46. 
gimstdnn  (on.)  160. 
godwcbb  (ags.)  145. 
gonfanon  (fr.)  53. 
^w^*  (russ.)  73. 
gudfana  (ags.)  20. 
gudvefr  (on.)  145. 
^rrr/  (fr.)  53. 
^«/a  (on.  tilnavn)  208.  384. 
gullboka  (on.)  165. 
gunnfani  (on.)  20. 
gunpfanø  (oht.)  20. 
gwestai  (kymr.)  73, 

Atf/r/  (on.)  26, 
hameau  (fr.)  54. 
hamla  (on.)  203. 
Aøffd/  (fr.)  54. 
A^rød  (on.)  15. 
A^r^^f^^  (fr.)  53. 
hiretoga  (ags.)  43,  86. 
hersir  (on.)  16,  iio, 
hird  (on.)  61. 
V«/r  (on.)  149,  395. 
hlad  (on.)  151. 
hnohhan  (on.  tilnavn)  391, 
hrimkalir- (onj)  173, 
hroSinn  (on.)  161. 
hundari  (glsv.)  15. 
hundrad  (on.)  24. 
hundred  (ags.)  15,  42. 
Ä«w  (fr.)  54. 
huntari  (svab.)  15. 
Aörtfj5  (glsv.)  15. 

jarknctsteinn  (on.)  160. 
y<ïr/  (on.)  16,  107. 

Kadall  (on.  navn)  362. 
AaAra  (fî.)  26. 
Ai/  (on.)  261. 
kalkr  (on.)  172. 
kamarr  (on.)  177. 
kamban  (on.  tilnavn)  353. 
Aøhm^i  (on.)  176. 
Ai/tf  (on.)  150, 
kapall  (on.)  259. 
Kartnar  (fær.  navn)  355. 
Aar/r  (on.)  258. 
ktllir  (on.)  150. 
A^^a  (on.)  208. 
kista  (on.)  171. 
klåfr  (isl.)  258. 
A/rtr<i,  A/tf;r  (isl.)  358. 


424 


ALEXANDER  BUGGE. 


H.-F.  Kl. 


klârur  (fær.)  358. 

klefi  (on.)  177. 

kleve  (jy.)  177. 

kladi  (on.)  151. 

knokkur  (fær.)  359. 

kofi  (on.)  17;. 

^e/'''«  (on.)  364. 

koka  (fær.)  359, 

kolkan  (on.  tilnavn)  363. 

konungr  (on.)  17,  43,  86,  293. 

^<7r^/  (on.)  256. 

kork(j)e  (no.)  158. 

korkji  (fær.)  157, -359. 

/&rfl/i  (ksi.)  80. 

>&r^  (isl.)  255. 

/t»  (no.)  255. 

kuggi  (on.  tilnavn)  201. 

kuggr  (on.)  201. 

kuningas  (fi.)  86. 

^/»a  (on.)  262. 

kyrtill  (on.)  153. 

/fl</  (gid.)  151. 

ladh  (glsv.)  151. 

landreki  (on.)  107. 

/rtjp  (on.)  151. 

leikari  (on.)  64. 

/«M//  (i.)  18. 

lendboiinn  (on.)  120. 

leysingi  (on.)  22, 

/»«^/  (on.)  359. 

lon  (i.)  40. 

/f/»ai»  (on.  tilnavn)  364. 

lung  (on.)  203, 

lurech  (i.)  215. 

lændær  mapær  (glsv.)  135. 

lanland  (ags.)  43. 

ma//(f  (fr.)  54. 
«a/Är  (fr.)  53. 
mangari  (on.)  195,  196. 
mantel  (gid.)  152. 
manlul,  mattul  (glsv.)  152, 
«arr  (i.)  182. 
maréchal  (fr.)  54. 
«0/0/  (i.)  152,  185. 
matelot  (fr.)  54. 
meirge  (i.)  289. 
meldun  (on.  tilnavn)  380. 
m^el  (ags.)  46. 
m«r)b'  (on.)  20. 
ministerium  (1.)  121. 
minnpak  (on.)  361. 
m^/  (on.)  294. 
fW£?/r  (on.)  148, 
munkr  (on.)  367. 
w«r  (ags.)  46. 


mylen  (ags.)  46. 
mottull  (on.)  152. 
ff4/  (ags.)  46. 
napa  (on.)  261. 

<5^fl/  (on.)  21. 
^âV/  (os.)  21. 
^//ö  (on.)  153. 
oftal  (gid.,  glsv.)  21. 

/a/  (on.)  169. 
/«/  (ags.)  262. 
pall  (on.)  262. 
papar  (on.)  37$. 
/arrfl^t  (isl.)  258. 
peita  (on.)  213, 
/^r«  (ags.)  46. 
pinginn  (i.)  182. 
plogr  (on.)  26. 
/or/  (ags.)  46,  396. 
pundari  (on.)  306. 
pæll  (ags.)  46. 

røm  (on.)  222. 
ravdi  (fær.)  359. 
r^di  (on  )  359. 
ridda.i  (on.)  219. 
rova  (glsv.)  26 f. 

jfliViV  (fr.)  53. 
sceg6  (ags.)  203. 
j£?r  (ags.)  42. 
utrgerefa  (ags.)  45. 
scrXn  (ags.)  46. 
'f<K'«  (ags.)  20. 
j^>t^  (on.)  12,  155, 
sénéchal  (fr.)  54. 
serrcend  (i.)  202, 
ji«/>  (i.)  143. 
.R(/^  (ags.)  46. 
J'^/<  (ags.)  46. 
sigli  (on.)  160. 
jiV^i  (on.)  142. 
sinnar  (on.)  20. 
skar  lat  (on.)  145. 
jÅ//»  (on.)  172. 
skript  (on.)  165. 
j^«//V/  (on.)   12,  176, 
j/&yr/a  (on.)  154. 
sla/ak  (isl.)  359. 
j/flVfl/6  (fær.)  359. 
sodnur  (fær.)  257,  351^. 
sokkr  (on.)  154. 
JÖ««  (no.)  257,  359. 
soost  (m.)  257, 
sornn  (i.)  257. 


19C4-    No.  2.     VESTERLANDENES   INDFL.  PAA  NORDB.  I  VIKINGET.       425 


spidul  (run.)  12. 
stallare  (on.)  76,  77. 
sUalltre  (ags.)  76. 
stôlkonungr  (on.)  19. 
j/<7//  (on.)  19. 
strat^{7ig%.)  46. 
j/r<r/i  (on)  151,  204. 
suaitrech  (i.)  251,  2^2, 
suartUcfTJ^i,)  251,  252. 
ji«j/  (i.)  257. 
sumbl  (on.)   176. 
sust  (on.)  257. 
sverdtakart  (on.)  60,  82, 
svtnfylking  (on.)  22?. 
jyj/ø  (on.)  121. 
savAdngas  (ags.)  11, 

/a/  (on.)  12. 
/j/fff  (on.)  12. 
tapar^x  (on.)  214. 
tarfr  (on.)  259. 
/aj/la  (on.)  12,  154. 
teped  (ags.)  46, 
thegan  (os.)  20. 
//i"»  (on  )  16. 
torg  (russ.)  29. 
torg  (st.)  29. 
/<>;î/  (no.)  29. 
trø; a  (1.)  228. 
/riMr  (on.)  64. 
truie  (fr.)  229. 
trumba  (on.)  390. 
/r«^  (ags.)  64. 
tun  (ags.)  42. 
ri/jÄrx  (fær.)  359. 


tust  (no.)  257. 

tçskuàakl(on,  tilnavn)  155. 

pegen  (ags.)  20,  44- 

/B<^if  (on.)  20. 

Pfad  (on.)  17. 

fy'odann  (on.)  17. 

-^5/4^''  (i  on.  navne)  385,  396. 

porskr  (on.)  27. 

pust  (on.)  257,  3S9. 

pûsund  {on,)  24. 

M</a/  (sh.)  22. 
uodal  (oht.)  21. 

vala-ript  (on.)  144. 

valbaugar  (on.)  162. 

valbygg  (on.)  260. 

valrugr  (on.)  260. 

Vaipfofr  (00.  navn)  369,  385,  396. 

veidimenn  (on.)  27. 

verdung  (on.)  20,  61. 

vikingr  (on.)  11. 

walhakume  (run,)  13. 
w^fl/*  (ags.)  43. 
wergield  (ags.)  45. 
Widngas  (ags)  10. 
witenagemot  (ags.)  44. 

I    rrr^/«  (on.)  25$. 

p/«  (on.)  305. 
onduår  (on.)  64. 
ondvegi  (on.)  19. 
ory&  (on.)   172. 


Trykt  den  3.  mai  1905. 


Rettelser. 


s. 

8  L 

20  f.  0, 

s. 

38  L.. 

II  f.  0. 

s. 

40  L. 

13  f.  0. 

s. 

73  L. 

II  f.  0. 

s. 

169  L. 

II  f.  n. 

s. 

219  L. 

12  f.  n. 

s. 

283  L. 

19  ^.  n. 

s. 

355  L. 

19  f.  n. 

s. 

379  L. 

5f.  n. 

s. 

382  L. 

8  f.  0. 

s. 

384  L. 

9  f.  0. 

s. 

393  ^. 

17  ^  n. 

Brihtnod,  læs:  Brihtric. 

Clonmacis,  læs:  Cloamacnois. 

Glandalough,  læs:  Glenndalougb. 

aar  994,  læs:  aar  945. 

Rathan,  læs:  Rathen. 

Mosel,  læs:  Maas. 

Karolus-mon  og  ram-,  læs:  Karolus-monogram. 

Dyngangsvfk^  læs:  Dungansvik, 

àl^ôruskalla,  læs:  blo6ruskalli, 

Bjørns  sonnesøft  Ottar,  læs:  Helge,  sen  af  Ottar,  Bjerns  sen. 

Armôdr^  læs:  Ärmodr. 

Aasmund,  læs:  Asbjern. 


DIE  PHAIAKENEPISODE 


IN  DER  ODYSSEE 


VON 


S.  EITREM 


(Videnskabs-Selskàbets  Skrifter.    II.  Historisk-filosofisk  Klasse.    1904*   No.  2) 


UDGIVET  FOR  HANS  A.  BENNECHES  FOND 


CHRISTIANIA 

IN  COMMISSION  BEI  JACOB  DYBWAD 

A.   w.   BRØGGERS  BUCHDRUCKEREI 
1904 


Vorgelegt  in  der  Sitzung  6.  November  1903  durch  Herrn  P.  O.  Schjott. 


Die  Phaiakenepisode  in  der  Odyssee. 


I. 
Die  Landung  des  Odysseus. 

Oiebzehn  Tage  sitzt  Odysseus  schlaflos  auf  seinem  Flosse,  ein  guter 
Wind  schwellt  das  Segel,  froh  steuert  er  ostwärts  nach  seinem  Vater- 
lande. Am  achtzehnten  Tage  kommen  die  Gebirge  der  Phaiakeninsel 
zum  Vorschein,  da  bemerkt  Poseidon  den  Verhassten,  wie  er  dem  Ziele 
seiner  Irrfahrten,  wo  ihn  sichere  Heimschickung  erwartet,  sich  nähert,  und 
in  einem  Sturmwinde  zerschmettert  der  Gott  das  Floss.  Leukothea  giebt 
dem  jetzt  auf  einem  Balken  Sitzenden  den  RettungSschleier,  Athene  sendet 
dem  Schwimmenden  Nordwind,  der  ihn  in  3  Tagen  nach  der  Insel  der 
Phaiaken  treibt. 

Es  verlohnt  sich  der  Mühe,  diese  Heimkehr  des  Odysseus  genauer 
zu  untersuchen.  Erstens  ist  es  auffallend,  dass  Odysseus,  nachdem  ihm 
Kalypso  Rückkehr  nach  seinem  VaUrlande  versprochen  hat,  die  Phaiaken- 
insel zu  Gesicht  bekommt.  Gewiss  hat  Zeus  gesagt,  dass  er  zuerst  auf 
Scheria  landen  soll  («  34  ff.),  aber  weder  sagt  Hermes  der  Kalypso  etwas 
davon  (a>U'  %xi  01  fiolq  ètrrl  cpLXovg  r'  iåéeiv  tloï  Ixia&at  I  olxov  èç 
v\p6qoq)OV  xai  éijv  èç  rtatqlåa  yaîav,  V.  114  f.),  noch  erwähnt  es  die 
Göttin  gegen  ihren  Liebling  (äg  yx  fiâX*  àoxriârjç  rjv  TcarçLôa  yaîav  ïyiijTai, 
V.  168  =  144),  noch  weiss  es  Odysseus  selbst,  als  der  Sturmwind  sein 
Floss  trifft  (\^.  301).  Ein  Grund  des  Verschweigens  ist  nicht  ersichtlich; 
wie  jetzt  die  Erzählung  verläuft,  giebt  erst  Leukothea  dem  Ratlosen 
und  Verzweifelnden  Kunde  von  der  Bestimmung  des  Schicksals  (V.  345), 
folglich  hat  Kalypso  diesen  bestimmten  Fall  nicht  vorausgesehen;  konnte 
es  auch  nicht.  Ihre  bangen  Vorahnungen  (V.  169  f.,  206  ff.,  cf.  221  ff.), 
sind  durch  etwaige  Erzählungen  des  Odysseus  von  seinen  Erlebnissen 
und    dem    Zorne    Poseidons    schon    hinlänglich    begründet,    und    Hermes 

Vid.-Selsk.  Skrifter.    IL    H.-F.  Kl.    1904.    No.  2  1 


s.   EITREM.  H.-F.   Kl. 


hat  ihr  kein  Wort  über  ein  künftiges  Eingreifen  in  den  Plan  des  Zeus 
gesagt.  Wenn  man  sich  an  Kalypsos  eigene  Worte  hält,  dann  weiss  sie 
nur,  dass  ihn  das  Geschick  bestimmt  hat  xijdc*  ùvanXriaai,  tcqïv  fcarçlda 
y  ala  v  Ixéa&ai.  (V.  207,  cf.  301).  Dagegen  zweifelt  wohl  Niemand  an 
dem  Charakter  der  Götterversammlung  und  dem  Befehl  des  Zeus  zu  Anfang 
des  5.  Gesanges,  nachdem  dies  Kirchhoff  und  v.  Wilamowitz  einleuchtend 
auseinandergesetzt  haben.     Der  Befehl  des  Zeus  gilt  einfach  den 

voOTog  ^Odvaaîjoç  TaXaölq>Qovoc,  aig  xe  vérixai  (a  87  =»  ^  31). 
Und  ebenso  verspricht  sie,   ihm  einen   guten   Rat  zu  geben,    wç  xb  fiåX* 
àaxrjdriç  rjv  naxQlda  yalav  ixiyrot  {\\   144  =  168  =  26,  cf.  t  79). 

Odysseus  soll  heimkehren,  und  das  Land,  in  dessen  Nähe  er  sich 
am  18.  Tage  befindet,  muss  folglich  Ithaka  sein.  Dies  ist  bereits  von 
Seeck  (Die  Quellen  der  Odyssee  S.  200)  erkannt  worden.  Das  Kalypso- 
lied  fordert  als  natürliche  Fortsetzung  seiner  Anlage  nach  die  direkte 
Rückfahrt  des  Odysseus  nach  Ithaka.  Dann  hat  man  den  Aufenhalt  des 
Helden  bei  den  Phaiaken  eingeschoben,  und  dies  hat  wiederum  eine 
Störung  der  ursprünglichen  Erzählung  und  eine  VerdunkeUmg  der  ganzen 
Schilderung  des  Schiffbruches  und  der  Rettung  herbeigeführt.  Wir  wollen 
jetzt  versuchen  die  verworrenen  Fäden  wieder  aufzulösen  und,  wenn 
möglich,  in  der  ursprünglichen  Richtung  weiterzuführen. 

Poseidon  sendet  den  Sturm,  Odysseus  fällt  ins  Wasser,  kommt  .doch 
wieder  auf  das  Floss  Hinauf  und  wird  von  allerlei  Winden  in  allen  Rich- 
tungen herumgetrieben.  Dann  taucht  die  Leukothea  empor:  Odysseus 
soll  nach  der  Phaiakeninsel  schwimmen  —  deren  Lage  sie  freilich  nicht 
angiebt  —  »da  werden  deine  Leiden  zu  Ende  sein«.  Vorläufig  bleibt 
er  doch  auf  dem  Flosse  sitzen,  das  Land  sei  doch  zu  weit  entfernt.  Im 
nächsten  Augenblicke  wird  das  Floss  zersplittert,  Od.  befindet  sich  auf 
einem  Balken,  zieht  seine  Kleider  aus  und  springt  kopfüber  ins  Meer! 
Ja,  wenn  er  von  einem  Schiffe  etwa  oder  von  der  Wand  seines  Flosses 
hinabgesprungen  wäre,  könnte  man  an  ein  Kopfüberfallen  denken,  aber 
jetzt  unmöglich,  wo  er  auf  einem  von  den  Wogen  umspülten  Balken 
sitzt  1.  Dann  sendet  Athene  einen  starken  Nordwind,  dass  er  sich  zu  den 
Phaiaken  rette.  Odysseus  treibt  folglich  südwärts,  wie  wir  annehmen 
müssen,  in  einer  anderen  Richtung  als  derjenigen,  die  er  von  Ogygia  inne 
gehalten  hat.  Wenigstens  heisst  es  von  Kalypso  nur,  dass  sie  einen 
günstigen  Wind    gesendet    hat   (c  268)^.     Natürlich  hilft  der  Wind   dem 


^  Von  Hermes  wird  z.  B.  V.  50  treffend  gesagt  l\  al&épos  ï/ineae  növrep,  ebenso 
V.  gl 8:  ènlxçsav  ïftneae  nôvnp^  f  A^A''    ^  9*  dpfevTr;çi  ioêxcàs  ttdnnec^  àT^  IxçUfpiv. 

2  Vgl.  V.  Wilamowitz  H.  U.  166:  Die  überlegene  Kunst  des  Dichters  hat  hier  jede  irdi- 
sche Localisation  vermieden. 


1904.  No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN  DER  ODYSSEE. 


Schwimmer,  aber  er  ist  noch  viel  besser,  wenn  man  auf  zwei  Ballcen 
sitzt  (wie  Od.,  als  er  der  Insel  der  Kalypso  zutreibt,  V.  134).  Übrigens 
spüren  wir  von  dem  Nordwinde  weiter  nichts,  denn  es  heisst,  dass  Od. 
zwei  Tage  und  zwei  Nächte  herumtrieb  (V.  389  TriaÇcTo),  und  dass  ihm 
der  Tod  oftmals  vor  Augen  geschwebt  hat.  Dass  der  Held  in  dieser 
Zeit  kein  Essen  braucht,  können  wir  uns  schon  gefallen  lassen.  Ganz 
vergeblich  hat  ihm  denn  die  Athene  eine  gute  Windrichtung  gegeben  und 
ihn  die  Leukothea  getröstet:  es  wäre  ja  nichts  zu  fürchten  (V.  347), 
nur  zuschwimmen  solle  er.  Beides  hat  er  offenbar  vergessen.  V.  391 
tritt  aber  plötzlich  Windstille  ein,  und  sein  scharfes  Auge  entdeckt  vom 
Rücken  einer  Welle  ganz  nahe  das  ersehnte  Land.  Diesem  schwimmt  er 
jetzt  eilig  zu.  Das  hat  jedenfalls  Sinn,  denn  stilles  Meer  ist  ja  eben  dem 
Schwimmer  sehr  wünschenswert.  Aber  in  der  nächsten  Zeile  wird  er 
noch  f.uyaXov  vtco  ycvfiatoc  in  die  Höhe  gehoben.  Nun,  das  kann  ja  der 
Dichter  nur  deshalb  gesagt  haben,  damit  so  ein  recht  naturwahres  Bild, 
das  allerdings  in  diesen  Zusammenhang  schlecht  hineinpasst,  dem  Zu- 
hörer sich  aufdränge;  dies  kann  auch  das  o^v  ^laka  TtQoldtuv,  wozu 
allerdings  jetzt  kein  Anlass  ist,  mitgezogen  haben.  Oder,  wenn  man 
gerade  so  will,  das  Meer  schlägt  ja  nach  einem  anhaltenden  Sturm  noch 
lange  Wellen.  In  der  Weise  haben  schon  die  antiken  Erklärer  den 
Dichter  »gerettet«.  Aber  der  Wellenschlag  dauert  ja  immer  noch,  als  er 
dem  Ufer  nahe  ist,  und  V.  319  fürchtet  er  sich  sogar  davor,  dass  ein 
Sturmwind  ihn  wieder  in  das  Meer  hinausstosse.  V.  443  sucht  er  ein 
axkftag  ccvifioio,  und  V.  452  vollends  muss  der  Flussgott  noch  einmal 
Windstille  herstellen,  dass  Odysseus  sich  in  die  Mündung  hineinrette: 
b  d*  airUa  navaev  iov  qoov,  sax^  ^^^  Twfia^  I  nqoodt  de  ol  noltjae 
yalrjvTjv. 

Von  der  V.  392  bewirkten  WindstUle  hören  wir  also  sehr  wenig. 
Die  gehört  dem  Schwimmer,  der  Wind  gehört  dem  Segler  oder  wenig- 
stens dem  auf  einem  Balken  Sitzenden.  Das  sind  zwei  konkurrierende 
Motive.  Wenn  Odysseus  V.  388  umhertreibt,  dann  bewirkt  es  der  Wind, 
und  dann  muss  er  auf  seinem  Flosse  oder  auf  einem  Balken  sitzen,  folg- 
lich kann  Athene  ihm  noch  keine  Hilfe  gewährt  haben,  und  die  Situation 
ist  von  derjenigen,  die  V.  330  geschildert  wird,  nicht  verschieden  :  tSç  %t(v 
afi  niXayoç  avepioi  cpéqov  ïvd-a  xcri  ïvd-a.  Hier  sitzt  Odysseus,  nachdem 
er  schon  einmal  ins  Meer  geworfen  worden  ist,  gerade  Iv  f^éacrj  ox^àir} 
riXoç  d'avaroio  aXselviov,    das   Segel   ist   zersplittert  worden,    das    Steuer 


*  TO  ïdtov  Hvfia^  Schol.  Q.  T.,  cf,  V.  461  :  ä\p  8'  ïfsoev  /léya  kv  fia  uarà  ^oov  (vielleicht 
nur  aus  V.  327).  Um  so  grösser  werden  die  Wellen  im  Brackwasser  sein,  wo  sie  mil 
den  Meeresfluten  zusammentreffen« 


s.   EITREM.  H.-F.  Kl. 


hat  er  verloren.  Aber  Poseidon  muss  ihn  noch  einmal  im  Wasser  sehen, 
ehe  er  zufrieden  weggehen  kann.  Zwischen  die  beiden  tosenden  posei- 
donischen Wellengebirge  schiebt  sich  die  Leukotheaepisode  als  eine  letnàrj 
yaXtjvrj  ein,  die  dem  Poseidon  freilich  ganz  unbemerkt  vorübergeht,  uns 
dagegen  um  so  mehr  auffallt.  Hier  giebt  die  Göttin  dem  Odysseus  Aus- 
kunft über  Scheria  als  das  Ziel  und  Ende  aller  Mühen,  was  Od.  nach  der 
ganzen  Darstellung  der  Phaiakenbücher  nicht  wissen  darf  (Kammer,  Hen- 
nings). Mit  diesem  Intermezzo  hängt  die  yaXtjvrj  vrjveiilfj  V.  392  zusam- 
men, und  die  trifft  eben  ein,  als  er  dem  Lande  so  nahe  ist,  dass  er  es 
durch  Schwimmen  in  einigen  Tagen  erreichen  kann.  Gewiss  erblickt  er 
das  Land  zum  ersten  Male  V.  392  und  so  heisst  es  auch  V.  408: 
w  fioi,  ifteidr]  yalav  àehtéa  åwney  iåéad-ai 
Zeug,  xaî  årj  xbàs  Xalzfia  diaz^fi^aq  èréXeaaa. 

Aber  am  18.  Tage  hat  er  ja  auch  schon  das  Land  zu  Gesichte  be- 
kommen! Das  kann  ja  doch  nicht  dasselbe  sein  als  dasjenige,  das  er 
nachher  entdeckt,  nachdem  er  zwei  Tage  und  zwei  Nächte  lang  in  einer 
anderen  Richtung  bei  schwerer  See  (xifÀOTi  7aiy(7))  herumgetrieben  ist. 
So  muss  es  denn,  wie  schon  oben  bemerkt,  das  Heimatsland,  die  narQlç 
yatüt  sein,  das  er  zuerst  sieht,  so  wie  es  ihm  Kalypso  wahrgesagt  hat, 
und  nachher  wird  er  nach  der  Phaiakeninsel  verschlagen.  So  trifft  auch 
Poseidons  Zorn  die  phaiakischen  Schiffer,  als  sie  gerade  von  der  Reise 
zurück  sich  ihrem  eigenen  Lande  nähern  und  von  ihren  Landsleuten 
gesehen  werden  (v  160  flf.).  Und  so  ist  dem  Od.  selbst  schon  früher 
einmal  die  Rückkehr  vereitelt  worden. 

Folglich  wird  der  ursprüngliche  Vorgang  so  zu  denken  sein:  Odys- 
seus erblickt  nach  langer  Fahrt  das  ersehnte  Ithaka  »wie  einen  Schild« 
in  der  Ferne,  wird  von  Poseidon  entdeckt,  der  der  günstigen  Fahrt  durch 
einen  Wirbelsturm  ein  jähes  Ende  macht.  Der  Gott  entfernt  sich,  als  er 
den  Unglücklichen  in  den  Wogen  herumtreibend  sieht.  Od.  kommt 
wieder  auf  das  Floss  hinauf.  Leukothea  taucht  empor,  giebt  ihm  den 
Schleier  und  rät  ihm  nur  unbekümmert  weiter  nach  Ithaka  zu  schwimmen 
(V.  344  kann  ja  ganz  wohl  ursprünglich  gelautet  haben  :  TQi^x^lrjç  ^Id-axfic, 
o&i  TOI  [ÀolQ  iatïv  alitai),  Odysseus  traut  aber  der  Göttin  nicht,  es  sei 
schon  genug,  dass  Kalypso  ihn  zum  Bau  des  gebrechlichen  Flosses  ver- 
leitet habe  (\^  356  alte,  cf.  V,  179);  er  wartet,  bis  das  Floss  schon  aus- 
einander geht,  dann  springt  er  vom  Flosse  ins  Wasser  (^rçi^j^g  àXl  ytârcTteoe, 
V.  374)  und  erreicht  am  selbigen  Abend,  sicher  vor  aller  Gefahr  (V.  347), 
bei  Windstille  den  väterlichen  Boden.  Den  Schleier  wirft  er  bei  erster 
Berührung  des  Landes  zurück  (V,  348  ff.  -  im  jetzigen  e  nicht).  Hier 
steht  er  dann  wieder  nach  zwanzigiähriger  Abwesenheit,  alt  und  von  allem 


1904.   No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN   DER  ODYSSEE. 


cntblösst,  nicht  sehr  verschieden  von  dem  Bettler,  dessen  Ankunft  er 
selbst  §  344  flf.  schildert.  Nachdem  er  in  einem  Gebüsche  am  Strande 
ausgeruht  hat,  begiebt  er  sich  am  folgenden  Morgen  auf  den  Weg  zu 
Eumaios. 

In  diese  einfache  Fortführung  des  Kalypsogedichtes  ist  aber  eine 
andere  hineingearbeitet  worden.  Nachdem  Poseidon  den  Odysseus,  wie 
er  sich  dem  Vaterlande  nähert,  entdeckt  und  ins  Wasser  geworfen  hat, 
geht  er  weg.  Od.  kommt  wieder  auf  sein  Floss  hinauf  und  treibt  zwei 
Tage  lang  in  den  tosenden  Wellen  herum,  dann  lösen  sich  endlich  die 
stark  zusammengefügten  Balken  aus.  einander.  Od.  rettet  sich  auf  einen 
hinauf.  Jetzt  in  der  äussersten  Not  nimmt  sich  seiner  Athene  an,  sendet 
einen  starken  Nordwind,  der  ihn  schnell  nach  der  Insel  der  Phaiaken 
führt.  Ganz  unerwartet  (V.  408  èTteidij  yalav  aekrtéa  åcjTæv  iåiad-ai 
Zeig)  erblickt  er  die  Insel,  als  er  aber  die  Brandung  hört  und  keine 
ki/Âéveç  vïjciv  oxoi  oid*  irciioyal  entdeckt,  da  verliert  er  den  Mut:  xal 
tot'  ^Odvaaijoç  Xvxo  yovvara  xal  tplXov  tjtoq  (=  V.  297,  wo  er  auf 
dem  Flosse  sitzt).  Wie  soll  er  landen?  Jäh  steigen  die  Felsen  auf,  das 
Wasser  ist  tief  am  Lande,  und  festen  Fuss  kann  er  nicht  fassen  (V.  413). 
Soll  er  vielleicht  dem  Lande  entlang  schwimmen'^  Der  Meeresgott  könnte 
ihm  dann  ein  Ungeheuer  aus  der  Tiefe  schicken.  Athene  ist  aber  wieder 
da  mit  gutem  Rat.  Als  eine  Welle  ihn  im  nächsten  Augenblick  gegen 
den  Felsen  führt  (jiéyct  lÆjUO  (peqe  rgrixelav  in  cmxrjv,  V.  425)  hält  er 
sich  nach  göttlicher  Eingebung  an  diesem  fest  und  wird  in  der  Weise  ge- 
rettet. —  Als  eine  Stütze  für  diese  Reconstruction  können  wir  jetzt  t  278  ff. 
anführen,  wo  Odysseus  berichtet: 

rov  å^ OLQ    Inï  zQÔnioç  veoç  ^xßale  xûju*  ènl  xéqaov 
øairjTLiJv  èç  yaîav,  ol  hyxld-eoi  yeyàaaiv^. 

Auf  einer  tqoTtiç  erreicht  Od.  auch  die  Kalypsoinsel  (e  130),  auf 
einem  latog  das  Thesproterland  (§  311),  auf  beiden  zusammengebunden, 
gewissermassen  auf  einem  Flosse,  verlässt  er  die  Charybdis;  an  letzter 
Stelle  wird  auch  das  Motiv  des  Schwimmens  mit  demjenigen  des  Herum- 
treibens so  kombiniert  (^  444:  é^ôfÂevoç  d'  irtî  Toîai,  dirjqeaa  x«P^iv 
ififjaivjf  dass  der  imitierende  Charakter  dieser  Partie  dadurch  hinlänglich 
charakterisiert  wird.     An  der  angeführten  Stelle  des  t  kann  der  Kiel  des 


^  Auf  dieselbe  Weise  erdichtet  Odysseus  £  310  ff.  seine  Landung  in  Thesprotien: 
ccèràç  è/ioi  Zevs  aôroÇf  ïxoinrl  neç  àXyea  âv^c^, 
la  TOV  d/iOifidxetor  vrjoç  iwavonçtÔQOio 
èv  xeiQeaa^v  iâfjxeVf  otïcjs  Ïti  nfj/ta  tpvyoï/ii, 
tq  ^a  TUÇêTtXêxd'els  fpeQÔutji%'  dXooZG  dvàfioioiv, 
iwrjfioç  fëçofttiy,  deKoirji  âê  fta  wxtï  ftekalvfj 
yaijj  ßeancoiTcSv  nåXaaer  fiéya  xvfta  nvllvdov  (^  *  296). 


8  s.   EITREM.  H.-F.   Kl, 


Schifies  aus  e  sehr  leicht  hineingekommen  sein.  (Zur  Entscheidung  der 
Frage,  ob  der  Aufenthalt  bei  Kalypso  hier  geflissentlich  verschwiegen 
wird  oder  nicht,  halte  ich  die  Bemerkung  Laakmanns  bei  Cauer  Grundfr. 
S.  274  für  durchschlagend). 

Nach  der  Darstellung  des  jetzigen  Schlusses  von  s  müssen  wir  uns 
denken,  dass  Odysseus  schon  dem  Felsen  entgegen  geführt  worden  ist, 
sich  da  festgehalten  hat,  bis  die  Sturzwelle  vorübergegangen  ist,  dann  von 
der  sich  zurückziehenden  Strömung  in  die  Wellen  zurückgeworfen  durch 
energisches  Schwimmen  sich  aus  der  Brandung  gerettet  hat  und  dem 
Lande  entlang  bis  zur  ruhigen  Flussmündung  geschwommen  ist.  Zweimal 
lesen  wir  jetzt  den  Vers:  ei  f^ij  in:l  (pqeal  drjme  d-ea  yXavxioTUç  ^A^vri, 
V.  427  und  437  (hier  las  man  zumeist  mit  leichter  Variante  Inupqo- 
ovvtjv  å(Lxe).  Zweimal  muss  die  Göttin  eingreifen  mit  dem  Erfolge,  dass 
er  doch  zuletzt  noch  des  Beistandes  des  Flussgottes  bedarf.  Dass  hier 
nicht  Alles  in  Ordnung  sein  kann,  zeigt  besonders  der  Vergleich  des 
V.  426  mit  V.  434:  entweder  wird  die  Haut  zerrissen  oder  nicht,  ent- 
weder nützt  Athènes  Rat  oder  er  nützt  nicht.  Die  Erzählung  bietetkeinen 
Anstoss  von  V.  424  an,  bis  wir  an  V.  431  anlangen:  TtaliQQO&iov  dé  fiiv 
avTig  TcXij^ev  iTreaavfisvov  u.  s.  w.  Hier  haben  wir  den  Vergleich  mit 
dem  Seepolypen,  der  ja  für  das  Festhalten  sehr  treffend  ist,  aber  in  dem 
Bleiben  der  Hautstücke  an  dem  Felsen  eine  ungeheuerliche  Übertreibung 
darbietet  1.  Auch  das  èneaavfisvov  V.  431  von  der  Welle,  die  zurück- 
weicht, ist  auflFallend,  nachdem  es  428  von  dem,  wie  ich  glaube,  den 
Balken  loslassenden  und  den  Felsen  ergreifenden  Odysseus  treffend  ge- 
braucht worden  ist^.  Nitzsch  in  der  Anm.  zu  V.  436 — 40  lässt  den 
Odysseus  mit  den  Klippen  überhaupt  nicht  in  Berührung  kommen,  eine 
göttliche  Eingebung  muss  ihn  diesen  schon  entziehen;  daher  streicht  er, 
indem  er  sich  auf  Odysseus"  eigenen  Bericht  tj  278  ff.  beruft,  V.  427 — 36. 
Aber  dann  hat  doch  die  Göttin  sich  verspätet,  wenn  er  sich  schon  in 
einer  ans  Land  losstürmenden  Welle  befindet,  und  xifiarog  è^avadvç 
V.  438  passt  nur,  wenn  man  es  auf  V.  435  fiiya  y^vfia  xakvipev  bezieht 
(cf.  V.  322  àvéâu  von  einer  ähnlichen  Situation)^. 

Drei  Landungen  sind  folglich  nach  unserer  Annahme  am  Schlüsse  des 
€  zusammengearbeitet  worden.     Die  eine  gehört  der  Fahrt  des  Odysseus 


*   Vgl.  Schol.   Q   zu  434:     avifmoxvTai  rivn,   on  <yd  xarw  nàv  tuftoitotai  rà.  rr^c  Traça- 

2  In  den  Schol.  H.  P.  lesen  wir:  èneoaîifjievov^  o  l^icoVy  dneaav^erofj  xai  fiäXkov  ro 
Tialipgo&ior.     Das  wäre  schon  besser. 

3  Durch  den  Relativsatz  rar'  èçevyerai  tjnetpovSe  (cf.  O  621)  wird  das  xv//o  verallge- 
meinert: er  entzieht  sich  der  rUcklaufenden  Welle,  in  der  er  verschwunden  war,  und 
dadurch  Überhaupt  der  Brandung. 


1904.   No.  2  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN  DER   ODYSSEE. 


nach  Ithaka  von  der  Kalypsoinsel  aus,  die  zwei  anderen  der  Phaiaken- 
version,  um  sie  so  zu  nennen.  Leicht  ersichtlich  ist  der  Grund,  warum 
derjenige,  der  die  Erlebnisse  des  Odysseus  bei  den  Phaiaken  in  eine 
Gesamtodyssee  eingefügt  hat,  die  hübsche  Leukotheaepisode,  die  jetzt, 
als  Odysseus  nicht  direkt  von  Ogygia  nach  Hause  kam,  überflüssig  ge- 
worden war,  den  Zuhörern  nicht  vorenthalten  wollte  und  die  Landung 
auf  Scheria  dadurch  reicher  gestalten  zu  können  meinte.  Aber  wozu  zwei 
Versionen  von  der  Landung  auf  der  Insel  der  Phaiaken?  Macht  das  etwas 
aus,  ob  Odysseus  sich  vom  Balken  an  die  felsige  Küste  rettet  oder  ob  er 
zurückgeworfen  weiter  nach  der  Flussmündung  schwimmt?  Im  ersten 
Falle  braucht  Odysseus  seine  Kleider  nicht  auszuziehen,  im  zweiten  kommt 
er  nackt  an.  Was  das  für  eine  Bedeutung  für  die  Composition  hat,  wird 
die  Analyse  des  Ç  lehren. 

Jetzt  aber  lesen  wir,  dass  Odysseus  sich  schon  V.  371  f.  auf  einem 
Balken  ausgezogen  hat.  Die  Verse  sind  indessen  bereits  von  Wilamowitz 
Hom.  Unt.  S.  136  f.  als  »durch  Contamination  entstanden«  erklärt  worden. 
Der  Balken  gehört  nach  der  ebd.  entwickelten  Ansicht  dem  Gedichte,  das 
den  Odysseus  von  Thrinakia  nach  Scheria  auf  dem  Kielholze  treiben  lässt, 
während  Leukothea  und  das  Motiv  des  Schwimmens  dem  vorausgesetzten 
Einzelgedichtc  von  Kalypso  gehört.  Wie  diese  Rekonstruktionen  wahr- 
scheinlich zu  modifizieren  sind,  zeigen  die  obigen  Ausführnngen.  Wer 
aber  den  eben  erwähnten  Balken  eingeführt  hat,  muss  derjenige  sein,  der 
den  ans  Land  treibenden  Balken  aus  den  Augen  verloren  hat  und  den 
Odysseus  anstatt  des  Balkens  ins  Meer  zurückgeworfen  werden  (V.  430  f. 
—  so  erst  kann  man  ti^AoC  ik  fiiv  efißah  Ttovrq)  verstehen)  und  von 
hier  weiterschwimmen  lässt. 

Zweimal  wird  später  auf  diesen  letzten  Abschnitt  der  Irrfahrten  des 
Odysseus  Bezug  genommen.  Zuerst  Ç  170  ff.,  wo  der  Held  der  Nausikaa 
erzählt: 

X^^og  leixoart^  (pvyov  rjfian  oïvona  7c6vtov' 
TccpQü  åé  fl   aUl  ycifi    içpoQei  XQaifcvaL  re  d-ieXkai 
yfjaov  hit   ^Qyvylrjc,  viv  rî'  ev&ååe  ycaßßaXe  åaltiiov, 
OffQü  ri  nov  xaï  Tfjåe  nadu)  yt,a%6v. 

Dies  ist  ein  flüchtiges  und  ziemlich  ungenaues  Referat.  Besonders 
giebt  V.  171  eine  falsche  \'orstellung  von  der  Fahrt,  wenn  man  ihn  mit 
B  268  vergleicht:  ovqov  Se  nqoéïjiuv  àTtrjfiova  rt  haçov  re;  dagegen  ist 
der  Ausdruck  leicht  erklärlich,  wenn  man  an  den  xçainvov  ßoQifiv  («  385) 
und  an  die  mitfolgenden  xt.aarof  denkt.  Die  q>vy7j  V.  170  steht  auf  der 
Rechnung  desjenigen,  der  die  Verse  gedichtet  hat,  aber  das  xaßßale 
daifiiov    ist    allerdings    auffallend.      Schol.    H.  P.  Q.    erklären:     to    filsv 


lO  s.   EITREM.  H.-F.   Kl. 

îjyayev  cmlvåvvov  arjfialyei  xaTaycoyrjv,  to  Ô€  xctßßaXe  rrjv  mo  rtvev- 
fiårcav  ieivùv  l^eQQtfÅévfjv  delxwai.  Das  ^yayev  bezieht  sich  wohl  auf 
T   186  ft.: 

xal  yixQ  tov  Kqijtijvoc  xaTtjyayev  tç  avifÀOio 
léfievov  Tçolijvde  TtaQajtk&y^aaa  MaJisiwv, 
Odysseus  ist  folglich  nach  Scheria  verschlagen  worden,  aus  dem  bis 
dahin  innegehaltenen  Kurs.  Und  damit  stimmt  das  Flg.:  otpqa  tI  rtov 
xorl  TfjÔB  fttt&o)  xaxôv.  Mit  bösen  Ahnungen  befindet  er  sich  hier  am 
fremden  Strande.  Dann  muss  derjenige,  der  dies  gedichtet  hat,  von  der 
Version,  die  den  Odysseus  von  Ogygia  direkt  nach  Hause  fahren  lässt, 
gewusst  haben.     Dies  wird  bestätigt  durch  v  4  ff.: 

ä  'Odvaev,  iTtel  \'x£v  èfiov  noTÏ  %crAxo/îaT£ç  du, 
IxpeQBCpkç,  T(p  if  oi'Ti  7t  a  kiv  TtXayxB-évTa  y'  bloi 
a  lp  üTtovoGT'qaeiv,  el  xal  fiåka  nokka  jtércov&ac. 
Für  die  Fahrt  nach  Hause  x  29  ff.  passt  Ttakiv  Ttkctyx&évra  jedenfalls 
nicht  so  gut. 

Die  andere  Stelle,  wo  Odysseus  seine  Erlebnisse  erzählt,  ist  rj  267  ff. 
Die  Darstellung  ist  von  e  abhängig.  Der  Ausdruck  271  oiJC.vv-lfCUiQaB 
wird  leicht  verständlich,  wenn  man  sich  des  e  366  erinnert:  àqas  å*  èrtl 
f.iéya  yâj^a.  Ungenau  ist  die  ^eXkct  als  der  nächste  Anlass  der  Zer- 
splitterung des  Flosses;  die  zerbrach  den  Mast,  aber  ein  wjpta  hat  doch 
das  Floss  zersplittert.  Dann  wird  das  Schwimmen  erwähnt  (276,  cf.  e  409), 
aber  Wind  und  Strom  haben  ihn  nach  Scheria  gebracht.  Der  sprachliche 
Ausdruck  lässt  uns  vermuten,  dass  er  dahin  gegen  seinen  Willen  gelangt 
sei,  besonders  wenn  man  sich  ihn  zu  gleicher  Zeit  schwimmend  denkt. 
Man  versteht  aber  leicht,  wie  ein  Dichter,  der  im  Banne  des  jetzigen  e 
steht,  sich  so  ausdrücken  kann.  Dass  die  zerrissenen  und  blutenden  Hände 
nicht  erwähnt  werden,  ist  nur  ein  Vorteil;  derer  geschieht  auch  sonst 
keine  Erwähnung.  Nur  V.  283  ^x  S'  ïneaov  dvfirjyeçéùjv  ist  auffallend. 
Man  muss  doch  von  einer  Höhe  herunterfallen;  hier  wird  folglich  der 
Wellenschlag  am  Strande  noch  immer  vorausgesetzt.  Es  war  wirklich 
nicht  so  leicht,  die  Vorgänge  am  Schlüsse  des  e  klar  zusammenzufassen. 
Von  Bedeutung  aber  ist,  dass  der  Leukothea  hier  keine  Erwähnung  ge- 
schieht. Das  erklärt  sich  nach  den  obigen  Ausführungen  sehr  einfach. 
Vom  konkurrierenden  Auftreten  der  Athene  dagegen  konnte  Odysseus 
nichts  wissen  und  nichts  berichten. 

Jetzt  wäre  nur  übrig,  die  verschiedenen  Versionen  aus  den  vorhan- 
denen Trümmern  wieder  in  Versen  aufzubauen.  Sie  sind  aber  so  in 
einander  eingeschoben,  dass  sie  sich  nicht  wieder  ausschälen  lassen.  Die 
Versuche  durch  Ausscheidung  von  Versen  oder  Versgruppen  einen  klaren 


1904.   No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN  DER   ODYSSEE.  il 

uad  einheitlichen  Vorgang  herzustellen  werden  nicht  leicht  zur  Nach- 
ahmung verlocken.  Die  levxij  yaXrjvr]  (cf.  x  94)  wird  schon  der  Aevxod^éa 
gehören,  und  das  schöne  Gleichnis  vom  Lande,  das  Odysseus  froh  wieder- 
sieht, wie  ein  Kind  seinen  lange  kranken,  jetzt  zum  Leben  wiederkehren- 
den Vater  (394 — 9),  bekommt  erst  die  rechte  Färbung,  wenn  es  von  dem 
sein  Vaterland  nach  langer  Abwesenheit  erblickenden  Helden  verstanden 
wird  *. 


II. 
Athene. 

Athene   ist  es,    die  Odysseus  nach  dem  Phaiakenlande   treiben   lässt, 
Athene  ist  auch  die  erste,  die  ihm  auf  Ithaka  begegnet.     Die  Rolle,  die 
sie  bei  beiden  Gelegenheiten  spielt,   ist   ungefähr  dieselbe,  und  überhaupt 
giebt   es   zwischen   beiden   Landungen    viele  Berührungspunkte.     Es  gilt 
auch  hier  einen  Anhalt  für  die  zeitliche  Abstufung  der  einander  ähnlichen 
Ausführungen  zu  finden.      Zuerst  können  wir  jetzt  mit  ziemlicher  Sicher- 
heit  dem   oben    gewonnenen  Resultate    gemäss    eine  Stufe  der  Dichtung 
konstatieren,  wo  Athene  zuerst  auf  Ithaka  dem  Helden  erscheint  und  sich 
seiner  annimmt.     Es  gilt  die  viel  umstrittenen  Verse  v  316  ff.: 
aizciQ  inû  Uçia^ioio  nôkiv  dunigaajnev  ahcriv, 
ßijfAev  J*  èv  yijeaai,  d'eoç  å*  htéåaaoev  ^Axaiovç, 
oi  aiy    BTtma  Xdov,  xoicfj  Jiog,  oiå^  horjaa 
vTjoç  èfirjç  ifcißaaav,  omaç  xL  /not  akyoç  akaXxoiç. 
akX  ahl  q>QBa\v  f^aiv  ï%iov  aedaïyfÀivov  tjtoq 
riXiü^irjv,  €Ïù}ç  f.u  &BOÏ  %a%irrjToç  ÏXvaav, 
Abgesehen   von   der   Schwierigkeit  mit  /}(7ty,  ist  es  doch  ganz  wahr, 
dass  Athene   sich   fern  gehalten  hat,  bis  »die  Götter«  ihn  vom  Elend  er- 
lösten   (derselbe    Ausdruck  e  397   und  gleichfalls  von  der  Rückkehr  [des 
Telemach]  jt  364)  —  so  lange  man  von  der  Phaiakenepisode  nichts  weiss. 
Die  zwei  folgenden  Verse  sind  eben  ein  unzweideutiges  Zeugnis  von  dem 
Bestreben,  den  Aufenthalt  bei  den  Phaiaken  in  eine  schon  abgeschlossene 
Fassung  hineinzubringen.     Die  Verse  können  sich  mit  den  3  vorhergehenden 
nicht  vertragen,   die  auch  deshalb  von  Kirchhoff  als  »späterer  Einschub« 


*  Die  LaoduDg   des    schwimmenden  Odysseus  hat  wiederum  zum  wundervollen  Gleichnis 
^  235—9  Anlass  gegeben.     Auch  wörtliche  Übereinstimmungen  sind  vorbanden. 


12  S.   EITREM.  H.-F.   Kl. 


verworfen  werden,  um  so  das  t^qIv  mit  der  Negation  des  Haupsatzes 
ov  a'  %'t  cTteiTa  idov  in  Verbindung  zu  bringen.  Erst  durch  eine  Redac- 
tion können  die  Verse  so  unvermittelt  und  unbehülflich  an  einander  gefügt 
worden  sein^,  so  gesungen  wurden  sie  wohl  niemals.  Im  Flg.  antwortet 
Athene,  dass  sie  ihm  deshalb  nicht  geholfen  habe,  weil  sie  schon  seiner 
Heimkehr  sicher  sei,  und  ausserdem  sich  vor  dem  zürnenden  Oheim 
fürchtete.  Augenscheinlich  wird  auch  hier  jedes  Eingreifen  der  Göttin  vor 
dem  endlichen  Abschluss  des  Zornes  des  Poseidon  ausgeschlossen.  Ebenso 
sagt  Odysseus  V.  388:  »Stehe  mir  jetzt  bei  wie  früher  vor  Troja,*  Da- 
gegen verdanken  wir  im  Vorhergehenden  die  Erwähnung  der  Phaiaken  und 
der  Gaben  derselben  offenbar  demselben  Dichter,  der  auch  V.  322  f.  ge- 
macht-hat,  und  ihm  werden  auch  V.  361 — 71  zufallen.  Davor  steht  jetzt 
das  Gebet  des  Odysseus  an  die  Nymphen  (V.  356  ff.): 
vvv  d^  €v%(aXfig  ayavfjoiv 

Xalçer'  àvaQ  xaî  dioQa  åiåwaofASv,  dç  to  Tcâgoç  Tteç, 

ai  xev  ici  TtQOfçcJV  /ne  Jioç  dvyaTTjç  ayeXeln 

aivôv  T€  ^wetv  y.al  /.lOi  (plXov  viov  ccé^rj. 

»Aber  auch  Gaben  werden  wir  geben,  falls  Athene  mich  leben  lässt« 
—  auffallend  genug,  wenn  wir  uns  Odysseus  reich  beladen  mit  phaiaki- 
schen  Gastgeschenken,  die  er  im  nächsten  Augenblicke  mit  göttlicher 
Hülfe  in  die  Grotte  der  Nymphen  hineintragen  wird,  dastehen  denken. 
Dies  muss  er  doch  als  armer  Mann  sagen,  der  auf  den  Beistand  der 
Athene  àyeXelrj  im  Kampfe  mit  den  Freiern  hofft,  und  dann  ist  er  eben 
bei  den  Phaiaken  nicAt  gewesen.  Aber  freilich  lag  es  allzu  nahe,  die 
Grotte,  wo  schon  die  steinernen  Vorbilder  der  phaiakischen  Gefässe  und 
Gewänder  vorhanden  waren  (V.  105  ff.),  als  Niederlage  dafür  nicht  un- 
benutzt zu  lassen.  So  ist  auch  im  Vorhergehenden  Alles,  was  mit  den 
Gaben  der  Phaiaken  zu  thun  hat,  von  der  ursprünglichen  Fassung  weg- 
zudenken. —  Verwickelter  wird  die  Sache,  wenn  wir  in  dem  Augen- 
blicke   ansetzen,    wo   Odysseus    auf  dem    heimatlichen    Boden    erwacht, 

V  200  ff.: 

ä  fiOL  èyw,  récov  aire  ßcorwv  ig  yaiav  Ixavu); 

rj  Q    oïy^  vßqtaxal  re  Y,al  uyçioc  olåe  åUaioi 

rfe  (piXô^eivoL  nal  acptv  voog  èatl  d^eovårjc; 

*  Wilamowitz  lässt  Aristarclis  Athetese  und  seine  Gründe  gelten  (Hom.  Unt.  105,  A.  15), 
Kirchhoflf  z.  St.  schreibt  die  Ungenauigkeit  des  Ausdrucks  (dtiçawdç  t^  ènéeaat)  seinem 
iFortsetzerc  zu,  Seeck  S.  227  (vgl.  S.  236)  lässt  die  vier,  wie  er  aus  fatr  schliesst, 
ursprünglich  in  dritter  Person  abgefassten  Verse  seiner  Telemachie  zu  Gute  kommen, 
(eine  annembare  Form  der  Herstellung  würde  ihm  doch  schwerlich  gelingen).  Ich  ver- 
stehe nicht,  warum  man  nicht  auch  hier  den  Dichter  durch  Odysseus  sprechen  lassen 
kann,  ausserdem  geben  die  beiden  Verse  in  prägnanter  Fassung  den  Vorgang  am  Anf. 
des  tj  vortrefflich  wieder  (Athene  hat  ja  eben  dem  Od.  Mut  eingeflösst,  17  50  f.). 


1904.   No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODB  IN   DER  ODYSSEE.  13 

Mit  denselben  Worten  erwacht  er  auch  auf  Scheria  (Ç  119  ff.,  cf.  &  575 
f.  und  i  175  f.):  Der  Arme  kennt  weder  das  Phaiakenland  noch,  was  ja 
viel  trauriger  ist,  sein  eigenes  Vaterland  : 

oidé  fiiv  eyvo) 

fårj  d\v  OTtewV  neg)  yctg  ^eog  jjéqa  xévev 

IlaÅlag  ^A^vairj,  xovQf]  Jibç,  0(pQa  fiiv  aviov 

ayvotarov  vev^eiev  exaaru  re  ^vdrjaaiTo, 

f,iri  fÀiv  Ttglv  aloxog  yvoli]  tltL 
Bekannt  ist  aus  dem  cod.  H  die  Correctur  des  Aristophanes  von  By- 
zanz:  *AQLaTO(pàvïjç  avTiT)  ygatpei,  xal  xo  fit  v  ènl  rrjç  ^Id-àxrjç  rl&rjaiv. 
Kirchhoff  dagegen  hält  Vss.  190 — 3  für  eine  »ziemlich  junge«  Interpola- 
tion (V.  193  =  X  64).  Nun  giessen  doch  die  Götter  Nebel  um  eine 
Person,  dass  sie  nicht  gesehen  werde,  und  man  braucht  sich  nur  an  V.  352 
zu  halten,  um  zu  sehen,  warum  die  Erde  hier  in  Nebel  eingehüllt  wird: 
ü)c  dnovact  d'ta  ayAdad  rjéça,  eïaaro  åe  x^^y.  So  scheint  die  Bedeu- 
tung von  V.  189^  — 191  sehr  einfach  zu  sein,  wenn  man  mit  Aristo- 
phanes fiiv  von  der  yala  7caTQCoiü  versteht  und  avn^  corrigiert.  Es  ist 
aber  schon  an  und  für  sich  unwahrscheinlich,  dass  ayvcjatoç  hier  anders 
steht  als  ß  175  ayvwarov  icavteaatv  —  ollxaå^  llevaead-ai  und  v  397,  wo 
Athene  sagt:  akX  ays  (f  ayvcoatov  rev^co  Ttâvxeaai  ßqotolaiv.  Gehen 
wir  aber  weiter,  enthalten  die  beiden  folgenden  Verse  einen  ganz  anderen 
Gedanken  als  den  von  Ar.  vermuteten:  hier  ist  die  Absicht  der  Göttin, 
ihn  selbst  seinen  Nächsten  irgendwie  unsichtbar  oder  unkenntlich  zu 
machen,  bis  er  Rache  an  den  Freiern  genommen  habe.  Und  dann  lesen 
wir  vollends  V.  194:  tovvbti  ciq  àkkeidéa  çpaivicrxsTO  ft  ovra  avaxri,  und 
dies  bedeutet:  »anders  aussehend«  (Eust.  1738,49  c5v  ro  elåog  rjlXolcjrai), 
Odysseus  sieht  folglich  Alles,  er  erkennt  aber  das  Land  nicht  wieder  — 
weil  er  eben  so  lange  weg  war,  i^drj  dijv  aftecov  (V.  189).  Dann  brauchen 
wir  doch  keinen  Nebel!  Hier  ist  folglich  Verschiedenes  nur  schlecht  an 
einander  geklebt: 

1.  Odysseus  steht  als  alter  Mann  nach  langer  Abwesenheit  wieder 
auf  dem  heimatlichen  Boden,  ohne  ihn  zu  kennen:  V.  189%  194 
(ayaxTt  mit  Gewicht,  »dem  eigenen  Herrscher«),  195  6  (die  genaue  Auf- 
zählung passt  nur,  wenn  er  Alles  sieht). 

2.  Od,  wird  von  Athene  in  Nebel  gehüllt,  sodass  seine  Nächsten  den 
Zurückgekehrten  nicht  kennen:  V.  189  ^  190,  191  *,  192 — 3. 

3.  Das  Land  wird  von  Athene  in  Nebel  eingehüllt,  damit  Od.  es 
nicht  kenne  und  Athene  ihm  (und  den  Lesern)  deshalb  über  Ithakas  Lage 
und  sein  künftiges  Verhalten  Aufklärung  geben  könne. 


s.   EITREM.  H.-F.   KL 


Das  erste  Motiv  scheint  im  Flg.  gänzlich  verschollen  zu  sein.  Wer 
hat  ihm  hier  Aufklärung  gegeben?  Vielerlei  lässt  sich  denken,  aber  über 
blosse  Vermutungen  kommt  man  nicht  hinaus^.  Das  dritte  Motiv  ist 
allein  durchgeführt  worden  und  zwar  nicht  allzu  gut.  Denn  erstens  muss 
doch  Od.  den  Nebel  bemerken,  cf.  z.  B.  P  643  ff.,  und  zweitens  zeigt 
die  Göttin  V.  344  Alles,  ohne  dass  der  Nebel  schon  verschwunden  ist. 
Vielleicht  kommt  man  über  die  Schwierigkeiten  am  leichtesten  hinweg, 
wenn  man  annimmt,  dass  auch  das  erste  Motiv  in  ähnlicher  Weise  durch- 
geführt und  grosse  Stücke  in  die  jetzige  Fassung  wörtlich  übernommen 
worden  sind. 

Wie  ist  aber  das  zweite  Motiv  mitgekommen?  Odysseus  wird  ja 
später  durch  die  Verwandlung  unkenntlich  gemacht  (V.  397  ff.),  aber  von 
Unsichtbarmachen  ist  weiter  nicht  die  Rede.  Wir  wissen  sonst  nichts  davon, 
dass  Odysseus  von  Nebel  umgeben  in  seine  eigene  Königshalle  hinein- 
gegangen ist,  wie  er  es  jetzt  bei  den  Phaiaken  thut,  und  hier  sofort  Rache 
an  den  Freiern  genommen  hat.  Aber  zweifellos  hat  die  Phaiakenscene 
hier  dem  Dichter  vorgeschwebt,  und  ein  fremdartiges  Element  ist  dadurch 
in  die  Darstellung  hineingekommen. 

Es  liegt  jetzt  nahe,  die  zwei  zurückstehenden  Motive  mit  den  oben 
vorausgesetzten  beiden  \^ersionen  der  Dichtung  in  Einklang  zu  bringen, 
und  dann  ist  es  einleuchtend,  dass  der  Aufenthalt  bei  den  Phaiaken  hier 
durch  das  sofortige  Eingreifen  der  Athene,  die  später  den  Helden  in 
einen  alten  Bettler  verwandelt,  eine  natürliche  Fortsetzung  erhält. 

Folglich  müssen  wir  die  Leukotheaepisode  so  weitergeführt  denken, 
dass  Odysseus,  nachdem  er  abends  am  Strande  müde  niedergesunken 
und  hier  eingeschlafen  ist,  morgens  erwacht,  ohne  das  Land  zu  kennen. 
Die  zwanzig  Jahre  haben  schon  die  genaue  Erinnerung  der  entlegenen 
Lokalitäten  verwischt,  und  der  zurückgekehrte  Greis  selbst  wird  von  seinen 
Eigensten  nicht  wieder  erkannt  werden.  Dann  trifft  Athene  ein  (vielleicht 
eben,  nachdem  Odysseus  sich  an  die  Nymphen  gewendet  hat,  cf.  A.  i), 
und  giebt  dem  Helden,  der  seine  Gattin  zuerst  auf  die  Probe  stellen 
wollte  (333—8),  ehe  er  sich  zu  erkennen  gäbe,  guten  Rat:  er  solle  sich 
zuerst  die  vielen  Freier,  die  in  seinem  Hause  sich  aufhalten,  vom  Halse 
schaffen. 

Nachdem  wir  so  die  Leukotheaversion  auf  Ithaka  noch  weiter  verfolgt 
und  gesehen  haben,  wie  die  Phaiakcnepisode  sich  in  die  ursprüngliche 
Fassung  hineingedrängt    und    viele   Unklarheiten    verursacht   hat,    werden 


Hat  er  zuerst  die  Stelle  an  der  Nympheng^otte  wieder  erkannt  und  diese  Göttinnen 
angefleht,  welches  Gebet  später  die  Anwesenheit  der  Athene  in  ein  indirect  an  sie 
gerichtetes  umgewandelt  hat  (V.  358  f.)? 


1904.   No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN   DER  ODYSSEE.  1 5 

wir  auch  in  der  neu  aufgenommenen  Dichtung  vielerlei  Einwirkungen 
der  schon  vorhandenen  fest  gefügten  Dichtung  konstatieren,  und  besonders 
im  Auftreten  der  Athene  Nachklänge  derselben  vernehmen  können. 

Als  Odysseus  sich  in  die  Flussmündung  gerettet  hat,  sinkt  er  ohn- 
mächtig nieder,  kommt  wieder  zum  Bewusstsein,  giebt  den  Schleier  dem 
Meere  zurück,  geht  vom  Flusse  weg  in  das  Einsicht  hinein  —  ycvae  Si 
ÇsldcjQov  oQovQavl  Dann  geht  er  weiter  den  waldigen  Hügel  hinauf  (die 
vXf]  wird  an  beiden  Stellen  hervorgehoben,  v  246,  cf.  e  398)  und  schläft 
ein  in  einem  Gebüsche  von  Oelbäumen  (an  der  Wurzel  eines  Oelbaumes 
vom  Wege  —  und  von  Odysseus  —  entfernt  werden  die  Gaben  der 
Phaiaken  niedergelegt).  So  kann  er  auch  hier  von  den  Wanderern  nicht 
gesehen  werden  (vgl.  f  353  ff.).  Hier  ist  besonders  V.  463  ^  verzweifelt 
ungeschickt  angebracht,  wenn  man  den  Halbvers  mit  dem  gleichlautenden 
in  V  (354)  oder  mit  J  521  f.  vergleicht.  Man  begreift  überhaupt  nicht, 
was  Odysseus  im  Binsichte  thun  soll,  man  möchte  erwarten,  dass  er  da 
einschlafe,  und  dass  der  Ball  der  Spielenden  in  tj  gerade  auf  ihn  falle, 
oder  was  sonst.  Man  versteht  auch  nicht  recht  den  Zweck  der  folgenden 
Erwägung.  Warum  kann  denn  nicht  Athene  sich  wieder  bemühen  und 
dem  Zweifelnden  seine  Bedenken  zerstreuen?  Sie  giebt  ihm  ja  noch  später 
den  Schlaf  (V.  491  f.).  Dreimal  sinkt  folglich  Od.  zur  Erde  nieder,  am 
Flussufer,  im  Binsicht,  auf  dem  Hügel.  Es  scheint  hier  unter  dem  Ein- 
flüsse des  V  eine  »Zusammenschweissung«  von  verschiedenen  Motiven  statt 
gefunden  zu  haben.  Hier  wird  uns  eben  das  konkurrierende  Auftreten 
der  Athene  und  der  Nausikaa,  das  schon  von  Vielen  hervorgehoben  worden 
ist,  im  weiteren  Verlaufe  der  Erzählung  zu  einer  Sonderung  von  zwei 
Versionen  verhelfen  1. 

Kirchhoff  2  S.  204  hatte  früher  die  in  rj  Auf,  geschilderte  Scene  zwischen 
Athene  und  Odysseus  für  eine  spätere  Einlage  gehalten,  weil  sie  mit 
Ç  328  ff.  in  Widerspruch  stünde,  hat  aber  diese  Behauptung  zurückgezogen, 
um  Alles  demselben  Dichter  zu  überlassen,  indem  er  die  beanstandeten 
Verse  für  eine  »unbedachte  Interpolation«  erklärt.  Aber  auch  eine  Inter- 
polation muss  doch  irgend  welchen  Grund  haben,  und  was  Kirchhoff  zur 
Erklärung  dafür  anführt,  ist  doch  auch  fiir  einen  Interpolator  zu  stark. 
Die  viel  umstrittenen  Verse  sind  sonst  dem  Sinne  nach  klar  genug,  Ç  328  ff.  : 


^  Selbst  ein  so  konservativer  Forscher  wie  Rothe  (Die  Bedeutung  der  Widersprüche  für 
die  hom.  Frage,  Progr,  Berl.  94,  S.  54)  kann  sich  denken,  »dass  es  ein  Lied  gegeben 
habe,  in  welchem  Od.  schififbrüchig  zu  den  Phaiaken  von  Thrinakia  aus  kam,  hier 
ohm  Virtnittelung  der  Nausikaa  durch  Ath.  bis  zum  Paläste  des  Alk.  gelangte,  dort 
von  dem  Könige  nach  Namen  und  Herkunft  gefragt,  seine  Abenteuer  erzählte  (nach 
«— //)  und  dann  nach  seiner  Heimat  gebracht  wurdet. 


s.   EITREM.  H.-F.   Kl. 


âg  ég?ar    elxoftivoç,  toi  â*  STÜive  ITaiXàç  *A^vrj' 
avTii)  å*  ovTtu)  (p^  LvET    èvQVTlif  aïÔETo  yoQ  qù 
TtaxQonaalyvTjToV  b  å^  Ircit^atpeXvig  fitvéatvev 
avTi&évj  ^Odvaaîjt  Ttaçoç  rjv  y  a  la  v  Ixéa&ai, 
Die  Übereinstimmung  mit  v  lässt  sich  nicht  leugnen,  Athene  ist  aus 
Furcht  vor  dem  Oheim  dem  Odysseus  zuerst  auf  Ithaka  erschienen.     Das 
wird  hier  ganz  deutlich  ausgesprochen,  und  den  Einwand  von  Wilamowitz, 
dass    »wenn   sie    echt   wären,   irgend    eine    Handlung    der  Athene  folgen 
müsste,    die   sie  oAnâ  dem  Odysseus  persönlich  zu  erscheinen  zu  seinem 
Besten  thäte«,  halte   ich    nicht    für   zutreffend.      Wie  könnte  der  Dichter 
sich  anders  ausdrücken,  so  lange   Athene   das   Gebet   gehört   hat,    selbst 
aber   aus    guten  Gründen  dem  Helden   nicht  erscheinen  darf.^    Die  Verse 
schliessen   jedes   leibhaftige  Eingreifen    der  Göttin   bei  den  Phaiaken  aus, 
und  wie  sie  dastehen«  können  sie  nur  als  eine  ganz  offene  Polemik,  die 
sich  auf  V  stützte,  gegen  eine  andere  Darstellung  der  Phaiakenepisode,  wo 
Athene  auftrat  und  persönlich,   auch  dem  Helden  sichtbar^  in  die  Hand- 
lung eingriff,  aufgefasst  werden.     Die  Polemik  aber   fällt  keinem  Anderen 
zu  als   einem  Nachdichter,  d.  h.  dem  Dichter  der  Nausikaaepisode.     Bei 
einem  Redactor  haben  zuletzt  sowohl  die  eine  wie  die  andere  Version  neben 
einander  ihren  Platz  gefunden. 

Wir  müssen  uns  folglich  auf  der  anderen  Seite  ein  Phaiakenlied  den- 
ken, wo  Athene  allein  sich  des  Helden  angenommen  hat  und  wo  für  Nau- 
sikaa  kein  Platz  war.  Die  Aufgabe  der  Göttin  ist  dann  vor  Allem  den 
Helden  sicher  in  die  Stadt  zu  bringen  und  ihm  hier  das  Wohlwollen  des- 
jenigen oder  derjenigen,  die  ihn  nach  Hause  schicken  sollen,  zu  verschaffen. 
Zu  dem  Zwecke  macht  sie  Odysseus  unsichtbar  {ji  i6  f.) 

liil  TIC  øatrjuwv  fteyaavficjv  avTißokriaac 
y^eQTOfiioi  t*  enieaat  xal  è^egioid^  otic  ellq. 
Was  hat  denn  Od.  von  den  Phaiaken  zu  fürchten?   Will  der  Dichter 
etwaige   Wiederholungen   der   vielen   Leiden   dem   Od.    und  dem  Leser 
ersparen?   Oder  will  sie  ihrem  Schützlinge  noch  Schlimmeres  abwehren? 
»Mutig  sollst  du  in  die  Halle  hineingehen  {tj  $1  ff.)» 

d-acaaXéog  yàç  àvtiQ  èv  nàatv  àfielvoiv 

BQyoïaiy  TBké&u,  d  nal  rvo&ev  aXXo&ev  eX&oi^ 

Die  Phaiaken  sind  ja  fieyadvfiot  (V,  i6),    und  V.  132  f.  werden  sie 

uns   gerade    als  Fremdenfeinde   geschildert,  im  Gegensatze  zur  sonstigen 

Charakteristik  des    Volkes.     Dann  ist  es  ja   notwendig,  dass  eine  starke 

göttliche  Hand  sich  des  Fremdlings  annimmt.    Am  Anfange  des  8.  Buches 

^  Das   scharfe   Urteil,   das   Kirchhoff  über   diesen   Vers  ausspricht,   verstehe    ich   nicht. 
Das  ist  ja  eben  die  Pointe,  dass  Od.  ein  Fremder  ist,  vgl.  V.  33  und  S  312. 


1904.  No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IK  DER  ODYSSEE.  1 7 

finden  wir  wiederum  Athene  darum  bemüht,  die  Phaiaken  gegen  Odysseus 
milde  zu  stimmen.  Dies  alles  hängt  eng  SRisammen,  und  wenn  man  noch 
fj  10  f.  hinzunimmt,  wo  von  der  Kammerfrau  gesagt  wird,  dass  sie  als 
Ehrengabe  (yigac)  dem  Könige  nach  einem  Zuge  gegen  Apeire  über- 
lassen worden  wäre,  dann  sind  die  Phaiaken  gar  nicht  so  fremdenfreund- 
lich, wie  sie  sonst  geschildert  werden  (cf.  Ç  270,  &  246  ff.).  Früher 
wohnten  sie  auch  in  ^Tneçelri 

}xy%ov  KvißXiOTtiuv,  aviqdv  vTteçrivoQeôvTwv, 
oi  acpeaç  mvéaxovro,  ßl7iq>i  de  (piçTsçoi  ijuav 
und  noch  rj  205  hebt  Alkinoos  hervor,  dass  die  Phaiaken  in  der  Nähe 
der  Götter  wohnen  äaneq  KvxkcoTtiç  xe  xorl  ayqia  cpvXa  Fiyàvroiv.  Wahr- 
scheinlich liegt  hier  eine  Umwandlung  der  Anschauung  über  den  mythi- 
schen Charakter  des  Volkes  vor;  ursprünglich  waren  sie  ebenso  weit  ent- 
fernt wie  ihre  furchtbaren  Nachbarn,  Kyklopen  und  Giganten,  ihrem  Könige 
^Ähdr-vooc  stand  die  Tochter  eines  ^Ftj^-rjVojQ,  als  lipa^lfirj  akoxog  (ji  452) 
zur  Seite,  Kampfspiele  waren  ihre  vornehmste  Unterhaltung,  und  selten 
wurden  Fremde  dahin  verschlagen,  die  dann  kaum  auf  Rückfahrt  hoffen 
durften  (ij  32  f.),  wenn  nicht  die  ^ÅQrjtri,  »die  Erwünschte«,  »die  man  mit 
Bitten  angeht«  (cf.  TtoXvaQrjtoç,  ^  280),  sich  ihrer  annimmt. 

Später  sind  dann  die  Phaiaken  den  Menschen  näher  gerückt  —  dies 
war  geboten,  als  Scheria  durch  die  Aufnahme  der  Phaiakendichtung  in 
die  Odyssee  vom  umherirrenden  Odysseus,  der  schon  die  ithakesischen 
Gebirge  sehen  konnte,  in  zwei  Tagen  erreicht  wurde  —  sie  zogen  vom 
»Oberlande«  ^Yrteçelt]  weg,  um  sich  den  Angriffen  der  Kyklopen  zu  ent- 
ziehen (Ç  5  f.).  Vor  allem  ist  jetzt  auf  der  entfernten  Insel  die  Schif- 
fahrt, nicht  Waffengebrauch  (Ç  270  f.)  ihre  Hauptbeschäftigung,  die  Fremden 
schicken  sie  sehr  gerne  nach  Hause  zurück  {&  31  ff.),  ihre  Feind- 
seligkeit äussert  sich  nur  als  yœqro^b),  ^ü^og  (Ç  273  ff.,  iy  17),  sie  wohnen 
in  einer  fest  ummauerten  Stadt  und  gemessen  alle  Freuden  einer  ver- 
feinerten Kultur  in  ihrem  Idealstaate,  wo  der  König  Alkinoos  seine  Macht 
mit  zwölf  anderen  Königen  teilt. 

Wenn  wir  den  Niederschlag  dieser  mythischen  Entwicklung  noch 
deutlich  in  der  Dichtung  vorfinden  und  vorzüglich  das  zweite  Stadium 
in  den  Scenen,  in  welchen  Nausikaa  auftritt,  beobachten  können,  dann 
liegt  es  nahe,  Athene  mit  der  teilweise  noch  vorhandenen  ältesten  Auf- 
fassung der  Phaiaken  in  Verbindung  zu  setzen.  Wenn  wir  jetzt  Nau- 
sikaa und  was  mit  ihrem  Auftreten  zusammenhängt  wegdenken,  verläuft 
die  Handlung  einfach  und  klar: 

Odysseus  erwacht  und  wird  von  der  Göttin  mit  Nebel  umhüllt,  um 
auf  diese  Weise   neugierigen  Blicken  entzogen   zu   werden.      Dann    kann 

Vid.-SeUk.  Skrifter.   II.   H..F.  EL    1904.    No.  2.  2 


1 8  s.   EITREM.  H.-F.   Kl. 

es  doch  nicht  spät  abends  sein,  wie  uns  jetzt  berichtet  wird  (g  321). 
Dass  Od.  ungesehen  die  Königshalle  schnell  durchschreiten  soll,  ist  hier, 
wo  er  ausserhalb  der  Stadt  sich  befindet,  von  untergeordneter  Bedeutung. 
Der  Nebel  setzt  unbedingt  Tageslicht  voraus  (so  schon  Köchly)  und  damit 
steht  in  schönster  Übereinstimmung,  dass  der  Held  auf  seinem  Gange  die 
Häfen,  die  Schiffe,  Versammlungsplätze  und  Mauern  sieht  und  bewundert. 
Wenn  aber  die  Sonne  untergegangen  ist  (Ç321)  und  die  Wege  im  Dunk- 
len sind  (axiôœyro  tc  Ttaaat  a/vcai,  wie  es  eben  in  diesem  Verse  so  oft 
heisst),  dann  braucht  man  sich  vor  Wanderern  nicht  zu  fürchten.  Denkt 
man  an  eine  bestimmte  Zeit,  fällt  einem  unwillkürlich  dieselbe  Zeit  ein, 
zu  der  Athene  in  v  Nebel  um  Od.  giesst,  nähmlich  die  Morgenfrühe, 


III. 
Nausikaa. 

Ein  Dichter  hat  den  Vielgeprüften  im  äussersten  Elend  der  jungen, 
wunderschönen  Tochter  des  Phaiakenkönigs  gegenüberstellen  wollen.  Ge- 
rade vor  dem  Ende  seiner  Mühsale  soll  derjenige,  den  verführerische  Göt- 
tinnen doch  nicht  zurückzuhalten  vormochten,  auch  den  Reizen  dnr  höch- 
sten jungfräulichen  Schönheit  und  Frische  widerstehen,  um  so  als  der 
einer  Penelope  würdige  Gatte  heimzukehren*.  Zu  der  Erfindung  mag 
schon  die  Kalypso,  die  den  Od.  gerettet  und  freundlich  empfangen  hatte 
(f  130,  135),  den  nächsten  Anlass  geboten  haben. 

Der  Dichter  setzt  an  dem  Punkte  an,  wo  Odysseus  ans  Land  getrieben 
wird.  Der  Held  soll  die  Königstochter,  die  Schönste  unter  den  Schönen 
(daher  sind  auch  ihre  Dienerinnen  schön  wie  die  Chariten,  Ç  18  u.  109), 
als  die  erste  der  unbekannten  Fremden  erblicken  (cf.  das  Laistrygonen- 
mädchen  x  105),  soll  von  ihr  Kleider  und  Essen  und  alle  notwendigen 
Anweisungen  erhalten,  dass  er  sich  in  der  Königshalle  richtig  betrage, 
um  der  Heimkehr  sicher  zu  sein.  Dann  muss  sie  sich  am  Strande  oder 
besser  an  einem  Flusse  einfinden,  und  das  thut  sie  am  besten,  um  Kleider 
zu  waschen.  Sie  steht  ja  eben  im  heiratsfähigen  Alter,  und  deshalb  macht 
sie  Alles  zur  Hochzeit  bereit.  Odysseus  muss  dann  nackt  ankommen, 
folglich  kommt  er  nicht  auf  dem  Balken  reitend   an  der  Stelle  ans  Land, 

>  Cf.  Rothe  Die  Bed.  der  Widerspr.  S.  34. 


1904.   No.  2.  DIE  PHAIAKENKPISÜDE  IN   DER  ODYSSEE.  1 9 

WO  er  zuerst  in  die  Brandung  geworfen  worden  war,  er  wird  zurück- 
geworfen und  schwimmt  jetzt  weiter,  und  zwar  eben  in  den  Fluss  hinein, 
wo  Nausikaa  die  Kleider  waschen  wird.  Aber  Odysseus  muss  ja  Mannes- 
kleider anziehen:  dann  nimmt  sie  eben  die  Kleider  des  Vaters  und  der 
Brüder  mit.  Abends  sind  sie  trocken,  dann  erwacht  folglich  Odysseus. 
Aber  er  muss  auch  essen:  der  Fluss  ist  eben  weit  genug  weg,  um  das 
Mittagessen  mitzunehmen.  Dann  nimmt  man  am  besten  einen  Wagen, 
und  darum  wendet  sie  sich  an  ihren  Vater.  Od.  aber  wird  ins  Gebüsch 
versetzt,  damit  er  nicht  sofort  von  den  Mädchen  entdeckt  werde  und  so 
den  ganzen  Vorgang  störe. 

Um  die  Handlung  in  Bewegung  zu  setzen,  hat  der  Dichter  das  er- 
probte Mittel  eines  Traumes  angewandt  und  für  diesen  Hess  sich  sehr 
wohl  die  Athene  benutzen,  die  schon  in  der  Dichtung,  die  er  teilweise 
durch  seine  Erfindung  umgestalten  wollte,  eine  grosse  Rolle  spielte.  Seine 
Phantasie  ist  kühn  und  den  Stoflf  gestaltet  er  mit  geradezu  souveränem 
Willen:  im  Traume  erscheint  natürlich  eine  gute  Freundin  mit  klugem 
Rat.  Um  den  Namen  ist  er  nicht  verlegen,  dagegen- hören  wir  später 
nichts  davon,  dass  ausser  den  Dienerinnen  auch  andere  die  Prinzessin  be- 
gleiten. Dass  Athene,  gerade  nachdem  sie  Odysseus  in  Schlaf  gebracht 
hat,  in  die  Kammer  der  Jungfrau  eilt,  und  dass  gerade  darauf  die  Morgen- 
röthe  erscheint,  kümmert  ihn  ebensowenig  wie  der  Umstand,  dass  Nau- 
sikaa sofort  Alles  den  Eltern  erzählen  will,  dabei  aber  die  Mutter  vergisst. 
Später  als  schon  Alles  zur  Heimkehr  fertig  ist,  bekommt  der  Dichter 
(und  die  Nausikaa)  den  lustigen  Einfall,  den  Ball  noch  einmal  hervorzuholen, 
Athene  aber,  die  sich  schon  im  göttlichen  Fabellande  des  Aethers  befand, 
muss  sich  deshalb  aufs  neue  nach  Scheria  bemühen.  Er  kennt  die  Men- 
schen ebenso  gut  wie  der  alte  König,  der  »Alles  verstand«,  es  aber  eben 
deswegen  nicht  sagte  1. 

Diesem  Dichter  gehört  der  6.  Gesang.  In  Übereinstimmung  mit  seiner 
Charakteristik  der  Phaiaken  steht  die  ängstliche  Sorgfalt  vor  allem  unan- 
ständigen Betragen,  die  die  auftretenden  Personen  zeigen.  Od.  fühlt 
sich  sofort  verlegen,  aber  hungrig  wie  er  ist  (V.  133)  wagt  er  sich  doch 
heraus.  Vor  allem  muss  er  den  Weg  zur  Stadt  wissen  und  Kleider  erhalten 
(V.  178),  daher  wird  er  zuerst  gebadet  und  gekleidet,  ehe  er  Essen  kriegt. 
Es  ist  auffallend,  dass  Od.  nach  dem  Schwimmen  (sogar  im  frischen 
Wasser  des  Flusses)  noch  des  Badens  bedarf  um  seine  göttliche  Schönheit 


^  Ich  verstehe  oicht,  wie  man  daran  hat  Anstoss  nehmen  können  (V.  67),  ebenso  wenig 
die  Bemerkung  Rothes  Die  Widerspr.  S.  8.  Der  alte  Menschenkenner  durchschaut 
natürlich  die  Gedanken  des  viel  umworbenen  Mädchens,  erspart  aber  der  Tochter  jede 
verletzende  Hindeutung. 


20 S.   EITREM. H.-F.   Kl. 

wieder  zu  erhalten,  es  lag  ihm  doch  viel  mehr  daran  gesättigt  zu  werden, 
und  dies  schien  auch  einem  Sänger  so  naheliegend,  dass  er  V.  246  vor 
V.  209**,  der  dadurch  verdrängt  wurde,  einschob.  Dem  Dichter  aber 
kam  es  darauf  an  zu  zeigen,  wie  Nausikaa  zuerst  aus  Pflichtgefühl  han- 
delte, später  aber  aus  zunehmender  Neigung  für  den  schönen  Fremdling 
gerne  Alles  ausplapperte,  was  er  wissen  möchte  und  was  ihr  Herz  be- 
wegte, und  um  diese  Steigerung  in  bequemer,  freilich  nicht  allzu  wahr- 
scheinlicher Weise  zu  erreichen  brauchte  er  sich  nur  im  Fahrwasser  der 
konventionellen  Schilderung,  wie  ein  Fremder  im  Epos  gewöhnlich  empfan- 
gen wurde,  zu  halten.  Das  Bad,  dem  durch  das  stereotype  Einführen  Athènes 
eine  göttliche  Potenz  verliehen  wird^,  hezeichnet  eben  die  Veränderung 
in  seinem  Äussern.  In  der  langen  Rede  der  Nausikaa  V.  254  ff.  hat  man 
an  Verschiedenem  Anstoss  genommen.  Kirchhoflf  scheidet  V.  259—90 
aus,  Seeck  macht  am  Anfange  des  V.  289  einen  Schnittpunkt,  indem  er 
hier  eine  zweite  Rede  desselben  Inhaltes  wie  die  erste  mit  ^elvê  anfangen 
lässt.  Das  geht  aber  nicht,  denn  es  ist  doch  das  Entgegengesetzte  von 
Ungeschick  die  Nausikaa,  nachdem  sie  der  auf  den  eventuellen  fremden 
Werber  eifersüchtigen  Phaiaken  gedacht  hat  und  ihre  Gedanken  so  in  die 
Weite  geschweift  sind,  mit  raschem  Übergange  zur  Hauptsache  zurück- 
kehren zu  lassen.  Genau  dieselbe  feine  Charakteristik  der  Redenden  findet 
sich  iy  311  ff.  vor: 


el  x'  l&éhav  ye  fiévoiç'  àixovra  di  a*  ovriç  èQv^ei 
øaifjuiav'  fiY}  rovro  (plkov  Jil  narçï  yévoiro. 
TtofiTCijV  9  iç  Tod*  èyio  rcKfialçofiai,  oipQ    sv  ela^ç  xrA. 
und  die  Rede  Ç  239  ff.  läuft  auf  dasselbe  aus.    Übrigens  ist  es  ganz  klar, 
dass  auf  V.  262    avTag   i7à;v   TtôXioç   eftißelo^iev  .  .  .  ganz  natürlich 
später  V.  297    avràç   ertrjv  fjfÀiaç  ehtji    noxl  dd/zar    ag>Zx9'Oi  \  xa>   rorc 
0aifi7Liûv  ïfxev  èç  nohv  .  .  .   erklärend   und   restringierend  folgt.      Das  ist 
zwar  eine  lose  Fügung  der  Sätze,  aber  das  hatte  ja  Alles  für  den  Zuhörer 
der  Nausikaa  und  die  Zuhörer   des  Dichters  das  ganze  Interesse  der  Ak- 
tualität.    Wenn  man  mit  Seeck  vor  V.  289  einen  Schnitt  macht,  dann 
fehlt  ja  in  der   ersten  Rede    das  Wesentlichste,   nämlich   die  Anweisung, 
wie  er  sich  in  der  Stadt  zu  verhalten  habe. 

Nausikaa  sagt  denn  dem  Odysseus,  dass  er  sich  an  die  Mutter  (»unsere 
Mutter«,  V.  311,  schon  ganz  vertraut)  wenden  solle,  rov  rtaviça  TcaçafÀeiip- 
afxevoç.       »Wenn    su   dir    gnädig    ist,    kannst   Du   schon    auf  Rückkehr 


Vgl.  P.  Cauer  Grundfr.  226. 


1904.   No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN  DER  ODYSSEE.  21 

hoffen.«  Jetzt  ist  der  Dichter  der  Nausikaaversion  an  dem  Punkte  ange- 
langt, wo  er  sich  mit  der  AtAfnaversion  so  gut  wie  es  geht  setzen  muss. 
Wir  werden  im  Flg.  versuchen,  aus  den  verschiedenen  Unebenheiten 
und  Anstössen,  die  der  uns  vorliegende  Text  darbietet,  feste  Anhalts- 
punkte für  eine  Rekonstruktion  des  Inhalts  dieser  beiden  parallelen  Ver- 
sionen zu  gewinnen. 


IV. 
Der  7.  Gesang. 


Odysseus  macht  sich  früh  morgens  auf  den  Weg  nach  der  vom 
Strande  sichtbaren  Stadt  und  wie  er  sich  der  Stadtmauer  nähert,  spricht  er 
sein  Gebet  an  Athene.  Auf  Ç  328  ist  in  der  Athenaversion  (AV.)  rj  18 
gefolgt.  Und  diese  geht  bis  V.  81  ^  ununterbrochen  fort.  Die  Göttin  be- 
gegnet ihm  in  der  Gestalt  eines  Wasser  holenden  Mädchens  (cf  x  105),  wie 
er  sich  morgens  der  Stadtmauer  nähert.  Der  Unglückliche  kennt  weder 
das  Land  noch  die  Menschen  :  ovriva  olda  av&qdmav,  01  rijvde  Ttokiv  aal 
ۍya  vifxovrai  {f]  25  f.).  Folglich  hat  er  jetzt  ebensowenig  wie  C  176  f., 
wo  dieselben  Worte  vom  Nausikaadichter  (iVF.)  benutzt  worden  sind,  den 
Namen  des  Königs  wissen  können  (V.  23  kann  man  ja  ijçwoç  dg  ro/cr- 
deaoi  lesen,  cf.  Ç  303,  ß  165,  v  258).  Eelve  Ttccreg  redet  das  Mädchen 
den  alten,  verkommenen  Fremden  an  (28,  48).  Anders  war  die  Sachlage 
Ç  236  ff.;  ^€Îv€  allein  sagt  Nausikaa,  der  der  Fremde  nach  dem  Bade  als 
ein  rechtes  Ideal  hellenischer  Schönheit  vorkommt:  xalôç  re  fiéyaç  re, 
276,  wie  ein  Gott,  243,  280.  Athene  schildert  ihm  in  grossen  Zügen  den 
Charakter  der  Menschen:  er  solle  sich  hüten,  übermütig  sind  nämlich  die 
vorzüglichen  Schiffer,  Poseidons  Günstlinge.  Dass  Odysseus  gerade  beim 
Eintritt  in  die  Stadt  Athene  antrifft  und  nach  der  Unterredung  von 
Nebel  umgössen  wird,  wie  er  den  Gang  durch  die  Stadt  anRingt,  ist  viel 
natürlicher,  als  dass  er  schon  ausserhalb  der  Stadt  unsichtbar  gemacht  wird, 
noch  ehe  ihm  die  Göttin  oder  sonst  ein  Fremder  begegnet  ist.  Auf  V. 
42  können  dann  sehr  wohl  V.  16  u.  17  folgen.  »Du  wirst  die  göttlichen 
Könige  da  beim  Mahle  antreffen,  und  zwar  zuerst  die  Königin«  —  anders 
der  Nausikaadichter  Ç  310,  wo  er  an  dem  Könige  vorbei  muss  um  die 
Knie  der  Königin  umfassen  zu  können.  Hier  aber  sitzt  die  Königin  vorne 
in  der  Halle.  Was  die  von  Kirchhoff  ausgeschiedenen  Verse  V.  56—68 
betrifft,  so  ist  zu  bemerken,  dass  die  Abstammung  des  Herrscherpaares  von 


22  S.   EITREM.  H.-F.  Kl. 

Poseidon  und  der  Gigantentochter  doch  einen  Eindruck  der  Ursprünglich- 
keit macht,  cf.  r]  206,  'Q  5.  Die  Giganten  sind  imiQ&vfiOi,  wie  auch  die 
Phaiaken  selbst,  Nausithoos  ist  (xeyéi&viiog,  und  diese  Charakteristik  der 
Vorfahren  passt  ja  gerade  als  Vorbereitung  zur  bedeutenden  Rolle  Aretes, 
der  einzigen  Tochter  eines  "^Prj^-rjviaQ,  der  doch  auf  der  anderen  Seite 
auch  vboç  ia&Xbg  nicht  abgeht  1.  Dann  hat  sich  Athene  entfernt,  oAraq 
^Oâvaaevç  \  ^AXtuvoov  tcqoç  dcofiar*  ïe  idvra'  rcolXa  dé  ol  x^q  \  äfffiaiv  lata- 
^lévqf,  Ttglv  %itXyt£ov  ovâov  Ixéad-at  !  Aber  schon  V.  46  hiess  es  ja  dwfia&* 
Ï7L0VT0,  Dann  glaube  ich,  dass  es  in  der  AV,  weitergegangen  ist:  »Athene 
ging  von  Odysseus  unbemerkt  weg,  der  voller  Bewunderung  da  stehen 
blieb«  -  und  dann  die  Schilderung  des  Hauses  (V.  84  ff.,  abgerechnet 
V.  100  ff.  und  die  grosse  Interpolation  V.  103-32).  Die  oben  ange- 
führten Verse  müssen  dann  der  NV,  zufallen,  und  was  Odysseus  da  in 
der  Nacht  cuÇfiQive,  ehe  er  zur  Thür  ging,  das  war  wohl  (zum  Ausdruck 
vgl.  tp  85,  ^  118),  ob  er  hineingehen  solle  oder  nicht,  denn  Nausikaas 
Aeusserungen  konnten  zu  vielerlei  Zweifeln  Anlass  geben,  und  eine 
Athene  hatte  ihm  nicht  Mut  eingeflösst. 

Odysseus  geht  schnell  hinein  und  findet  da  die  phaiakischen  Geronten 
versammelt  daltriv  åaiwfiévovc  xarà  ddfiara  fjxrjsvra  oder  dgl.  statt  der 
V.  137  f.  Er  trifft  zuerst  die  Arete  an  (V.  141  in  Übereinstimmung  mit 
V.  53),  umschlingt  ihre  Knie,  es  wird  still  in  der  Halle.  Odysseus  bittet 
sie,  ihren  Gemahl  und  die  sämtlichen  Anwesenden  um  eine  schnelle  Heim- 
kehr. Darauf  setzt  er  sich  auf  den  Herd.  Wir  warten  jetzt,  dass  Athene 
eingreifen  und  sich  des  Fremden  annehmen  werde.  Nichts  derart.  Erst 
der  alte  Echeneos  macht  den  König  darauf  aufmerksam,  dass  es  unpas- 
send ist,  den  Fremden  da  sitzen  zu  lassen,  und  Alkinoos  tut,  was  der 
Greis  ihm  ans  Herz  gelegt  hat.  So  kann  der  ursprüngliche  Verlauf  der 
Erzählung  unmöglich  gewesen  sein,  nachdem  der  Dichter  uns  die  Rolle 
der  Arete  so  deutlich  im  Voraus  gezeichnet  hat.  Wir  würden  ihm  dann 
ein  Ungeschick  und  eine  Vergesslichkeit  zumuten,  die  viel  wahrschein- 
licher auf  die  Rechnung  eines  späteren  Bearbeiters  gesetzt  wird. 

Das  nächste  Mal,  wo  Arete  auf  die  Handlung  wieder  Einfluss  bekommt, 
ist,  abgesehen  von  tj  233  ff.,  in  dem  Intermezzo  il  333  ff.  Dies  ist  freilich 
als    ein  besonders  schlechtes   Stück  verrufen,  wozu  wohl   vor   allem  der 


Wenn  nicht  etwa  V.  70/7 1  als  Nachahmung  von  Hes.  Theog.  85  ff.  auszuscheiden  sind 
und  an  deren  staU  ein  den  Alkinoos  als  usyaXiJTeopj  êalfçeov  o.  dgl.  charakterisierender 
Vers  zu  denken  ist,  woran  sich  dann  V.  73,  dem  zufolge  dieselbe  oder  eine  ähnliche 
Eigenschaft  auch  der  Königin  (xal  adrr')  zugekommen  ist,  angeschlossen  hat. 


I9C4.   No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN  DER  ODYSSEE.  23 

Platz,  den  es  jetzt  einnimmt,  den  näclisten  Anlass  gegeben  hat^.  Hier 
werden  wiederum  die  Versammelten  stumm,  ol  J*  aça  Ttavreç  axijv  iyivovro 
aiwnfj  («=^  r]  154).     Die  Königin  bricht  aber  das  Stillschweigen: 

øalrjxBc,  Ttviç  tfifiiv  avrjQ  oâc  (paivixat  eîvai 

eîâôç  TB  (léyex^oc  te  iâi  qigévaç  evåov  éîaaç; 

^eîvog  å*  avT   ifioç  Iotiv,  sxaatoç  d'  sfÀinoçe  rijurç. 

rqi  fuv  kTteiyo/nevoi  aTtOTtiiiTiere  ftrjôi  rà  âioça 

ovTio  xqrj'u^ovTi  xolotsTe. 
Odysseus  hat,  dem  jetzigen  Zusammenhange  zufolge,  gerade  den  Frauen- 
katalog abgeschlossen  und  wünscht  zu  Bett  zu  gehen,  »entweder  auf 
dem  Schiffe  oder  hier.  Die  Heimschickung  stelle  ich  den  Göttern  und 
Euch  anheim.«  Darauf  antwortete  Arete,  dass  er  ikr  ^eivog  wäre,  und 
dass  jedermann,  folglich  auch  die  Ixerai  alàoîoi  (rj  165)  an  Ttfirj  Anfor- 
derung habe^,  »darum  schicket  ihn  nach  Hause  und  seid  nicht  sparsam 
mit  den  Gaben,  die  er  wünscht«.  Um  dies  zu  verstehen,  müssen  wir  uns 
der  Ankunft  des  Odysseus  am  vorhergehenden  Abend  erinnern,  wo  Arete 
im  entscheidenden  Augenblicke  —  schwieg!  Denken  wir  uns  dagegen 
die  Bitte  des  Odysseus  jj  146  ff.  direkt  mit  den  jetzigen  Worten  Aretes 
als  Antwort  verbunden,  haben  wir,  wie  mir  dünkt,  einen  klaren  Zusam- 
menhang, wo  sowohl  die  TCOfXTcri  wie  die  xr^^ar  ivi  fieyaçoioi,  die  Od. 
7}  150  in  seinen  guten  Wunsch  für  Alle  Anwesenden  eingeschlossen  hat, 
die  erforderliche  Berücksichtigung  erhalten.  Darüber  wird  man  sich  we- 
nigstens leicht  einigen  können,  dass  Arete  in  der  Situation,  wo  die  Verse 
sich  jetzt  befinden,  sehr  wenig  passend  das  vorteilhafte  Aeussere  des 
Fremden  hervorhebt;  er  ist  schön  und  klug,  mit  anderen  Worten  ein 
braver  Mann,  dessen  sie  sich  sofort  annimmt  Ich  glaube  nicht,  dass  Od. 
mehr  zu  sagen  braucht,  als  was  ij  146  ff.  steht,  um  die  (pqheç  ïvdov 
ktaai  zu  bekunden.  Schon  die  stolze  Anrede  mit  der  genauen  Angabe 
der  Abstammung  der  Königin,  ly  146,  muss  ihm  das  Gehör  Aretes  ver- 
schaffen und  ihr  Herz  gewinnen.  Wenn  sie  aber  sein  schönes  Aeussere 
bewundert,  dann  ist  es  sehr  wahrscheinlich,  dass  Athene,  ehe  sie  ihn  ver- 
Hess,  göttliche  xctgig  über  ihn  gegossen  hat  und  dass  die  Verse  &  18  *»-23 
vor  ihren  Weggang,  tj  78,  zu  versetzen  sind. 


*  Kirchhoff  Od.  >  S.  226   hält   es   allerdings   jetzt   für    einea    integrierenden    Bestandteil 
des    alten    Nostos,    der   mitsamt   dem    grössten    Teile   des  il   ursprünglich  seinen  Platz 
zwischen  dem  Kyklopenabenteuer   und    der    Landung   auf  Ogygia  gehabt  hätte.    Sehr 
gut  lässt  Kammer  Einh.  d.  Od.  S.  533  f.  V.  362  auf  V.  334  folgen. 
'  Dies  ist   die    allein    befriedigende    Deutung  (Schol.  H:    Jèxaajos  rtSv  èrâdSe  iêvtov  — 
daneben   geht   die   andere  Außassung  ëxafiros  ^  ^c5v).      Ebenso   heisst    es  1^  479  f.  : 
Tiâoi  ydp  dv&p(ônoiaiv  Imxd'ovioiaiv  dotdol 
ri/ifjg  ïfiftoçol  slat  xal  aiåovQ, 


24  s.   EITREM.  H.-F.   Kl. 

In  diesem  Zusammenhange  ist  die  Lesart  k  339  r<Ji  fiiv  hnev/ofAevot 
oTtOTtipiTtece  sowohl  erklärlich  wie  notwendig.  Dass  sie  in  jur/  hteiy- 
verändert  werden  konnte,  wenn  das  Eingreifen  Aretes  zur  jetzigen  Stelle 
verschoben  wurde,  versteht  man  auch. 

Es  lässt  sich  aber  jetzt  ein  Grund  dafür  angeben,  dass  die  Scene  des 
Empfanges  hier  in  das  Intermezzo  eingelegt  wurde.  Die  lange  anhaltende 
Erzählung  fordert  Abwechselung.  Ein  Diaskeuast  hat  wiederum  Stille 
nach  den  Worten  des  Od.  eintreten  lassen  und  hat  dann  nach  dem  Be- 
richte von  den  erlauchten  Frauen  der  Vorzeit  die  erlauchte  Königin  der 
Phaiaken  sich  äussern  lassen,  indem  er  ihre  erste  Mahnung  an  die  An- 
wesenden, die  sich  an  die  Rede  des  Od.  anschloss,  hierher  versetzte,  und 
weiter  den  König,  den  Geber  alles  Guten,  durch  das  von  den  Gaben  noch 
Fehlende  den  Aufschub  der  Abreise  herbeifuhren  und  zugleich  den  Er- 
zähler aufs  Neue  anfeuern  Hess.  Auf  ly  154  ist  dann  ursprünglich  X  335 
gefolgt. 

Nach   der  Königin  hat  sich  der  alte  Echeneos  geäussert.     Die  Ant- 
wort  in  A  lässt  sich  ganz  leicht  vor  derjenigen  in  r}  einschieben: 
(^  342)  toîai  de  xoi  fÀtteeiTtt  yiçîûv  ijçcjç  ^Exévtioç 

oç  dri  øairjxiov  àvâçcov  rcQoyeveateçoç  tjsv'  («=  rj   156) 

^S2  (plXoi,  ov  fiiav  rifûv  hno  anoTtov  oid'   ctno  do^TjÇ 

^ivd-eïtai  ßaalksia  nBçltpQoiv'  àiXh  nl&ea&e. 

^AXmvÔov  ô^  èx  rovô^  ïxerai  eçyov  re  ïrtoç  ve, 
(tj   159)  'AX-dvo  ,  ov  jÂCV  TOI  Toâe  naXhov  ovâe  ïoiyœv 

^eîvov  fuiv  x^l^^^^  ^(Jd'ac  In    èdxÔQ]]  èv  Tcovltjaiv  u.  s.  w. 
In  V.  166  ist  dann  deîTtvov  statt  åoqnov  zu  lesen. 

Was  hat  aber  der  König  darauf  geantwortet?  yetzt  sagt  er  freilich 
nichts,  willfährt  nur  schweigend  dem  Alten,  aber  in  umgekehrter  Ord- 
nung (erst  Abendessen,  dann  Trankopfer;  die  Schmausenden  waren  schon 
zum  Trinkgelage  gekommen,  aber  das  erst  in  der  NV,,  wo  seit  dem 
Sonnenuntergänge  und  dem  Aufbruch  des  Od.  schon  geraume  Zeit  ver- 
strichen ist).  Aber  man  wartet  doch  immer,  dass  der  König  auf  die 
Aufforderung  des  Echeneos  Antwort  giebt.  Dies  tut  er  erst  in  A,  indem 
er  die  TtofiTttj  bis  zum  folgenden  Tag  aufschiebt.  Dieser  Aufschub  hat 
in  der  Athenaversion  keinen  Platz.  Aber  der  feierliche  Anfang  der  Rede, 
den  wir  jetzt  in  l  lesen  (wo  schon  Od.  der  Heimkehr  sicher  ist  und 
Gaben  bekommen  hat): 

Tolro  f.i€v  ovTCJ  drj  eatai  %7toç,  aï  x(v  eytoye 

^iooç  ^^airjxeaai  q)iXr]Q€Tf.ioi<nv  avåaao), 
diese  majestätischen  Worte  können  wohl  kaum  einen  besseren  Platz  finden 
als  zu  Anfang  tier  Rede  des  Alkinoos,  womit  er  den  eben  angekommenen 


1904.    No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN   DER  ODYSSEE.  2$ 

Fremdling  empîangt  und  die  Leitung  der  Begebenheiten  in  die  Hand 
nimmt.  Er  wird  den  ^eîvoç  als  solchen  anerkannt  und  die  Entwickelung 
der  Dinge  vorgezeichnet  haben,  und  dies  wohl  mit  denselben  Worten  wie 
f]  190  flf. 

^elvov  èvl  fieyâçoiç  ^sivlaaofiev  ijde  dtolaiv 
QC^Ofiev  lêça  xala,  ïneixa  Si  nal  neçl  mofunijç 
fivqaofiBd^  u.  s.  w. 
Die  folgenden  Worte  (viermal  kehrt  ye  wieder)  zeigen  die  Ungewiss- 
heit  des  Königs:    der  wunderschöne  Mann,   der  da  am  Herde  sitzt,  wäre 
vielleicht  ein  Gott.     Die  Verwandtschaft  der  Phaiaken  wie  auch  der  Ky- 
klopen  und    der  Giganten   mit   den  Göttern  ist  in  dieser  Version  bedeu- 
tungsvoll.   Odysseus  lässt  sich  auf  die  indirekte  Frage  nach  seiner  Herkunft 
jetzt  nicht  ein,   er  wünscht  nur  zu  essen    —    denn  seitdem  er  ins  Wasser 
geworfen  wurde,  hat  er  ja  in   der  AV  noch  nichts    genossen,  »/Ar  aber 
möget  die  Heimschickung  beschleunigen«.     Die  übrigen  Anwesenden  bil- 
ligen seine   Worte   (V.  226  f.).     Darauf  hat   der  König  ihn  den  Ehren- 
platz an  seiner  Seite  einnehmen  lassen,  und  dann  ist  die  Opferspende  an 
Zeus,  den  Schutz  der  Hülfsbedürftigen,  gefolgt. 

Es  steht  noch  vom  7.  Buche  das  Gespräch  des  Odysseus  mit  der 
Königin  und  dem  Könige  zurück.  Die  Gäste  sind  weg,  es  drängt  die  scharf- 
blickende Königin  zu  wissen,  wie  er  zu  den  von  ihr  gewobenen  Kleidern 
gelangt  sei,  und  von  sich  selbst  reiht  sich  daran  die  Frage,  wer  er  sei, 
woher  er  komme;  über  das  Meer  umherirrend  wohl  kaum,  er  müsse  schon 
längere  Zeit  im  Phaiakenlande  sich  aufgehalten  haben.  Dass  Arete 
und  nicht  der  König  dies  Gespräch  eröffnet,  ist  ganz  natürlich  und  hin- 
reichend motiviert.  Die  schönen  Kleider,  die  der  Fremde  anhat,  können 
nur  im  Lande  der  Phaiaken,  und  zwar  an  ihrem  Hofe,  verfertigt  (man  er- 
innert sich  leicht  des  Lobes  rj  105  ff.)  und  ihm  von  ihrer  Tochter  ge- 
schenkt sein.  Somit  sind  wir  hier  im  Fahrwasser  der  Nausikaaversion,  der 
der  ganze  Rest  des  Gesanges  gehört,  und  deren  nicht  eben  sehr  sorg- 
fältige Dichter  dieselben  Eigenschaften  wie  in  ^  zeigt.  Odysseus  ist  in 
die  Halle  hineingetreten  und  hat  sich  an  die  Königin  gewendet,  die  ihn  so- 
gleich mit  der  Frage  nach  den  Kleidern  anfährt.  Essen  hat  er  schon 
draussen  am  Flusse  gekriegt,  das  braucht  er  hier  Anstandes  halber  nicht 
noch  einmal  zu  bekommen.  Odysseus  geht  sofort  auf  den  Hauptpunkt 
der  Frage  Aretes  ein  und  fängt  die  Antwort  mit  der  Schilderung  seines 
Aufenthaltes  bei  Kalypso  an,  der  letzten  Station  seiner  Irrfahrten,  woher 
er  wirklich  aXvinevoq  zum  Phaiakenlande  verschlagen  und  zwar  ohne 
Kleider  angekommen  sei.     Seine  Herkunft  aber  verschweigt  er  geflissent- 


26  s.   EITREM.  H.-F.   Kl. 

lieh,  weil  der  Dichter  es  so  braucht.  Somit  ist  Alles  für  den  jetzigen 
Zusammenhang  genau  berechnet. 

Und  doch  lässt  es  sich  vermuten,  obgleich  ich  diese  Meinung  unter 
allem  Vorbehalt  vortrage,  dass  wir  in  dieser  wohl  disponierten  Antwort 
des  Od.  noch  Spuren  einer  anderen  und  älteren  Version  haben.  In  der 
Athenaversion  ist  Odysseus  in  den  Kleidern  Kalypsos  angelangt.  Dass  es 
um  diese  Kleider  ganz  besonders  bestellt  ist,  wird  schon  in  e  hervor- 
gehoben: Kalypso  ist  die  göttliche  Weberin,  sie  webt  mit  goldenem 
Weberschiffchen  und  bei  der  Abfahrt  des  Od.  giebt  sie  ihm  ausser  Essen 
und  Wein  auch  u^ata  d^vddea  {e  263,  cf.  167),  sie  hat  den  Liebling  un- 
sterblich machen  wollen  {e  136  =  iy  257),  er  hat  Nektar  und  Ambrosia 
genossen  und  hat  afißcora  eifiara  getragen  (1;  260)  und  die  hat  er 
während  der  Reise  angehabt  (V.  265). 

Im  Flg.  erwähnt  Od.  nicht  den  Rettungsschleier  der  Leukothea  und 
in  diesem  Zuge  haben  wir  früher  ein  Zeichen  des  ursprünglichen  Fehlens 
der  Leukotheaepisode  in  der  Scheriafahrt  des  Od.  gesehen.  Wenn  wir 
jetzt  die  Vermutung  wagen,  dass  es  die  von  Kalypso  gewobenen  Kleider 
sind,  die  den  Helden  vom  Ertrinken  gerettet  haben,  und  deren  wunder- 
schönes Aussehen  die  Aufmerksamkeit  der  kundigen  Königin  erregt  haben, 
dann  werden  wir  in  diesen  Sfißcora  eïfxara  ein  mit  dem  afißqoxov  YjQti- 
dsfxvov  (e  346  f.)  konkurrierendes  Motiv  sehen,  das  zwar  ebenso  allein- 
stehend in  den  griechischen  mythologischen  Vorstellungen  wie  dies  letztere 
zu  sein  scheint.  Auf  diese  Weise  fallt  ein  neues  Licht  auf  die  Antwort 
des  Od.  Er  beginnt  mit  Kalypso,  sie  habe  ihm  ja  die  Kleider  geschenkt: 
er  erwähnt  nur  das  Schwimmen,  dadurch  sei  er  nämlich  gerettet  worden. 
Die  von  Aristarch  athetierten  Verse,  wo  er  seine  schwere  Rettung  nach 
Ogygia  auf  dem  Kielholze  (opp.  der  späteren  durch  die  Kleider)  erzählt, 
werden  auch  diesem  Stadium  der  Dichtung,  dem  ersten  einer  Phaiaken- 
dichtung,  zufallen. 

In  der  Schilderung  e  321  ff.  (cf.  344,  372),  wie  die  Kleider  Kalypsos 
den  Od.  nur  beschweren  und  wie  er  eines  göttlichen  Rates  bedarf  um 
sich  auszuziehen,  erkennen  wir  dann  die  klügelnde  Nachrechnung  eines 
Nachdichters,  der  Odysseus  so  ungehindert  wie  möglich  machen  wollte 
nnd  auch  nicht  dem  vom  Lande  zu  weit  entfernten  Schwimmer  in  der 
S  349  geschilderten  Weise  helfen  möchte  —  vielleicht  schon  desjenigen, 
der  die  Leukothea  als  Retterin  in  der  Ithakaversion  auftreten  Hess.  Diesem 
musste  dann  der  Dichter  der  Nausikaaversion,  der  Od.  nackt  ans  Land 
kommen  lassen  wollte,  folgen.  Der  Dichter  der  Athenaversion  dagegen, 
dem  die  Vorstellung  von  der  rettenden  Kraft  der  göttlichen  Kleider  nicht 
mehr  lebendig  war,  hat  dem  Od.  eine  Rettungsplanke  untergeschoben. 


1904.   No.  2.  DIE   PHAIAKENEPISODE  IN   DER   ODYSSEE.  2^ 

Wer  die  Möglichkeit  einer  solchen  Deutung  des  odysseischen  Be- 
richtes zugiebt,  wird  auch  den  Namen  KaXvipw,  »die  VerhülUrinvi,  von 
den  umgebenden  und  verhüllenden  Kleidern,  die  sie  dem  Fremden  giebt, 
den  sie  unsterblich  zu  machen  wünscht,  ableiten  —  denn  dies,  und  nicht 
etwa  das  Verbergen  bedeutet  yLotXinreiv,  cf.  xålvf4f4a,  xaXiTtTQrj. 


Der  8.  Oesanfç. 

Wie  der  Gesang  uns  jetzt  vorliegt,  will  er  die  Grösse  des  Helden 
sich  allmählich  den  Phaiaken  und  den  Zuhörern  offenbaren  lassen,  um  so 
die  Spannung  derer,  die  den  Selbstbericht  des  Odysseus  hören  sollen, 
aufs  Höchste  zu  steigern.  Derjenige,  der  es  an  körperlicher  Kraft  allen 
Phaiaken  zuvortut,  hat  auch  Geistesbildung  genug,  den  Wert  heiterer 
Augenweide  und  die  Überlegenheit  der  Gastgeber  in  dieser  Beziehung 
anzuerkennen,  endlich  ist  er  selbst  ein  àoidôç  seiner  eigenen  Thaten  wie 
kein  Anderer.  Aber  dieser  Zusammenhang  ist  wenigstens  zum  Teile  erst 
nachträglich    hergestellt,   worauf  schon  Viele  aufmerksam  gemacht  haben. 

Der  Tag  fängt  mit  einer  àyoçri  an,  und  diese  ist  nur  in  der  Nau- 
sikaaversion,  die  einen  ganzen  Tag  von  Morgen  bis  Abend  in  Anspruch 
nahm,  am  Platze.  Odysseus  wird,  nachdem  er  abends  zuvor  die  könig- 
liche Familie  kennen  gelernt  hat,  hier  den  Phaiaken,  vornehmlich  den 
Fürsten,  vorgestellt.  Dass  Athene  die  Versammlung  zusammenruft,  gehört 
einem  Nachdichter,  der  auch  die  göttliche  Schönheit  des  Od.  noch  einmal 
durch  göttliches  Wunder  begründen  wollte  (cf.  Ç  235).  Dass  nur  Alkinoos 
das  Wort  führt  und  nicht  einmal  die  Meinung  Anderer  zu  hören  braucht, 
passt  für  denjenigen,  der  den  König  gestern  von  vrjBg  IfAotl  %al  xoiçoi 
so  grosse  Worte  gebrauchen  und  auch  jetzt  keinen  Widerspruch  dulden 
(V.  43)  Hess.  Die  Eile  dagegen,  mit  der  schon  morgens  das  Schiff  zur 
Abfahrt  fertig  gemacht  wird,  wird  wahrscheinlich  eine  Nachwirkung  der 
AF.  sein,  wo  dies  alles  Sinn  hatte. 

Dann  folgt  in  der  NV.  nach  der  Volksversammlung,  die  die  beste 
Gelegenheit  zur  Einladung  der  Gäste  bot,  ganz  natürlich  das  Festmahl, 
und  vor  diesem  (V.  62)  wird  Odysseus,  wie  Telemach  bei  Nestor  y  464 
ff.,  das  warme  Bad  genommen  haben,  das  er  jetzt  erst  V.  449  ff. 
kriegt  und  nach  welchem  Nausikaa  ihm  das  letzte,  rührende  Lebewohl 
sagt  (V.  449—70).     Es   ist   durchaus    notwendig,  dass  derjenige,  der  die 


28  s.   EITREM.  H.-F.   Kl. 

Nausikaa  in  die  Dichtung  einführte,  sie  auch  beim  Abschiede  dem  Odys- 
seus vorführte.  Sie  ordnet  das  erste  dürftige  Bad  des  Schiffbrüchigen 
draussen  am  Flussufer  an,  sie  begrüsst  ihn  jetzt  wieder  bei  ähnlicher 
Gelegenheit  in  der  väterlichen  Halle,  beide  Mal  erstaunt  sie  über  seine 
Schönheit,  wie  er  über  die  ihrige.  So  biegen  sich  Anfang  und  Abschluss 
der  wundervollen  Idylle  harmonisch  zusammen,  sie  sind  beide  natürlich 
und  notwendig  derselben  dichterischen  Conception  entsprungen.  Freilich 
wird  Od.  durch  das  Bad  verspätet,  das  Festmahl  ist  schon  im  Gange 
(V.  456  olvoTtovfiqag  und  V.  470),  ohne  dass  die  Festgenossen  die  An- 
kunft ihres  Gastes  abwarten.  Hier  ist  der  Dichter  von  seiner  eigenen 
Darstellung  der  Ankunft  des  Od.  am  vorhergehenden  Abend  abhängig, 
wo  er  auch  den  König  olvonoxat^iav  (Ç  309)  angetroffen  hat. 

Nachdem  das  eigentliche  Essen  vorüber  ist,  fragt  man  der  herkömm- 
lichen epischen  Sitte  gemäss  den  Fremden,  wer  er  sei  und  woher.  Diese 
Frage  muss  notwendiger  Weise  sowohl  in  der  AV,  wie  in  der  NV.  an 
Odysseus  gerichtet  werden  —  einerlei  ob  er  darauf  mit  den  Apologen 
oder  mit  irgend  einer  Lügengeschichte  antwortet.  Jetzt  wird  in  der  NV. 
der  Sänger  Demodokos  herbeigeholt,  und  die  Absicht  damit  liegt  auf  der 
Hand.  Zunächst  soll  sein  Gesang  die  Veranlassung  zur  Befragung  des 
Fremden  nach  seiner  Heimat  geben,  und  dann  soll  er  die  folgende  Er- 
zählung des  Od.  auch  inhaltlich  vorbereiten.  Er  giebt  uns  jetzt  den  An- 
fang und  das  Ende  einer  ganzen  ^Ihiig  mit  dem  Ehrengaste  als  Haupt- 
person, eine  grossartige  Ouverture  der  folgenden  Apologe,  wo  wir  das 
wundervolle  Geschick  des  Helden  des  Weiteren  verfolgen  werden.  Daneben 
wollte  auch  der  Erfinder  des  Ganzen  die  ideale  Stellung  des  Sängers  in 
einem  idealen  Volke  nachdrücklich  betonen  und  Hess  in  geradezu  raffi- 
nierter Weise  einen  der  besten  Augenzeugen  vor  Troja  die  göttliche  In- 
spiration des  Gesanges  bestätigen  und  den  Sänger  dementsprechend  ehren 
{&  487  ff.)  Diese  Gelegenheit,  sich  selbst  Complimente  zu  geben,  ist 
von  den  Nachdichtern  eifrig  aufgegriffen  1.  Dass  die  Phaiaken  sich  der- 
massen  für  die  Vorgänge  in  weit  entfernten  Gegenden  interessieren  und 
dass  der  Held  durch  das  Anhören  seiner  eigenen  Thaten  zu  Thränen  ge- 
rührt wird,  stimmt  zu  der  wahren  und  tiefen  Menschlichkeit,  womit  der 
Dichter  der  NV.  seine  Personen  durchhaucht.  Aber  dass  die  ganze  Erfin- 
dung des  Weinens  dem  Benehmen  Telemachs  im  Palaste  des  Menelaos 
nachgebildet  ist,  daran  ist  kaum  zu  zweifeln  (Schol.  ô  iiy,  o  piev  yhf 
rag  kavrov  Ttqa^uç  axoitjv  TiXalec,  o  åe  tov  TvaTÇoç  àva/nvrja&elç).  Das 
TtOQcpvqBov  (pâqoç  &  84  ist  entweder  in  Übereinstimmung  mit  der  gewöhn- 

»  Demodokos  geht  ohne  Cither  zur  Agora,  damit  sie  eigens  auf  königlichen  Befehl  herbei- 
geholt werde.     Od.  spricht  »vernünftig  wie  ein  doiåos  «  I  l  36S  (cf.  ç  518). 


1904.  No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN   DER  ODYSSEE.  29 

lichen  Vorstellung  vom  Helden  (r  225)  oder  besser  in  direkter  Anlehnung 
an  J  115  dem  Od.  gegeben. 

Indem  wir  vorläufig  die  Wettkämpfe  und  den  Tanz  mit  allem,  was 
damit  zusammenhängt,  bei  Seite  lassen,  gehen  wir  zur  Hauptfrage  des 
Gastgebers  über,  wer  der  Fremde  eigentlich  sei.  Diese  knüpft  jetzt  i.  an 
sein  Weinen  (V.  537  ff.  und  V.  577  ûtÙ  f  0  ti  yXaUiç  ....),  2.  an 
die  TtofiTvr  xol  q>lla  diS^a,  die  die  Phaiaken  dem  Fremden  »wie  einem 
Bruder«  geben  (V.  548,  rtp  vtv  fÅtjåe  ov  ULevâ-e  ....  caa&ai  åk  ae 
xQÅJUov  itniv,  »es  ist  passend,  anständig«).  Dazwischen  schiebt  sich  noch 
ein  Motiv,  »dass  die  Schiffe  wissen  wohin«,  das  auf  die  bevorstehende 
Heimschickung  hinweisend  sich  als  eine  weitere  Ausführung  an  das  Vor- 
hergehende anschliesst. 

Hier  haben  wir  folglich  zwei  Motive,  deren  jedes  unabhängig  vom 
Anderen  bestehen  kann.  Dass  die  NV.  durch  das  erste  eine  natürliche 
Fortsetzung  erhält,  ist  einleuchtend.  Zweimal  hat  Demodokos  gesungen, 
zweimal  hat  Od.  geweint  (V.  72  fällt  weg  und  auf  V.  92  denke  ich  V. 
474  direkt  folgend;  so  hat  ja  auch  àxvvfisvoç  Tteq  Sinn),  das  letzte  Mal  in 
entsprechend  gesteigerter  Weise  (V.  92  yoctatnuEy,  V.  522  r^x€To;  das 
allgemein  verpönte  Gleichnis  erklärt  sich  ganz  gut  durch  die  furchtbaren 
Bilder  des  äussersten  Elends,  die  die  Erinnerung  an  Krieg  und  Eroberung 
soeben  in  der  Phantasie  des  Dichters  wach  gerufen  hat).  Dann  gebietet 
Alkinoos  dem  Sänger  inne  zu  halten  (V.  536 — 43)  und  wendet  sich  darauf 
an  Odysseus,  etwa  mit  den  Worten:  ^bIv£,  to  fxh  ae  ngÜTov  iywv 
elcrjaoiAai  avtbç'  tIç  Tcod-ev  eîç  àvdçwv;  nôd-i  roi  rtohg  ijôe  TOKtjeç;  êhù 
d'  Oil  TÛLakiç  xal  oâùçeai  ïvdo&i  ^j^iTt  (V.  577 — 86). 

Diese  sehr  einfache  Veranlassung  zur  Frage  des  Königs  wird  jetzt 
durch  den  Hinweis  auf  die  dem  Fremden  zugesicherte  Rückkehr  und  die 
Gaben  und,  was  allerdings  sekundär  ist,  sogar  durch  das  Festmahl  selbst 
durchkreuzt.  Dies  neue  Motiv  wird  durch  den  nicht  allzu  guten  Vers  545: 
eive^a  yctQ  ^elvoio  Tad'  aldolo  TiTvuTai  zum  Vorhergehenden  angeklebt. 
Beschenkt  wird  nun  Odysseus  mehrmals  und  immer  reicher.  Dies  ist  ja 
eben  der  ursprüngliche  Zweck  mit  seinem  Aufenthalte  bei  den  Phaiaken: 
Od.  soll,  der  alten  Sage  zufolge,  nach  langjähriger  Abwesenheit  und  un- 
säglichen Mühsahlen  reich  nach  Hause  kommen,  gleichviel  ob  vom  Thes- 
proterlande,  ob  vom  Phaiakenlande,  wie  auch  Sindbad  (mit  dessen  Aufent- 
halte im  Tale  des  edelsteinführenden  Flusses  und  beim  Könige  von  Sa- 
randib^  die  Phaiakenepisode  viele  Aehnlickeiten  aufweist).     Dies  ist  auch 


*  Eia  in  der  Phaiakengeschichte  ganx  dunkler  Zug,  der  die  Stadt  umgebende  Berg,  der 
dem  Fatum  gemäss  eigentlich  um  die  Stadt  der  Phaiaken  umgelegt  werden  sollte  — 
dann  allerdings  einer  bestimmten  Localität  zuliebe  wieder  aufgegeben  —  um  sie  so  vom 


30  s.   EITREM.  H.-F.   KI. 

der  alleinige  Grund  des  Zürnens  Poseidons,  wie  er  y  135  ausdrücklich 
sagt:  die  ganze  Verfolgung  sei  dadurch  vereitelt  worden,  dass  seine  Nach- 
kommen auf  Scheria  das  verwirklichten,  womit  sein  Sohn,  der  Kyklop, 
Od.  mit  seinen  Gefährten  ins  Verderben  zu  bringen  suchte  (t  517  fF.). 

Gaben  bekommt  denn  Odysseus  &  388  infolge  der  Klugheit,  die  er 
durch  die  richtige  Schätzung  der  Tanzleistungen  zeigt,  v  13  nach  seinen 
Leistungen  als  Erzähler  (daher  wird  die  Gelegenheit  den  Sänger  zu  hören 
V.  9  als  ein  so  grosses  Vorrecht  der  Geronten  hervorgehoben),  vgl.  noch 
V  67  mit  &  455  und  Ç  214  (Kleider  nach  dem  Bade).  Das  scheint  alles 
ganz  zufällig  einzutreffen.  Wie  die  Sache  jetzt  liegt,  wird  ihm  zuerst  die 
Heimschickung  versprochen  (i;  191,  317,  ^  31,  cf.  151),  und  später  die 
Gaben  als  etwas  Besonderes  ihm  geschenkt.  Aber  diese  gehören  doch 
schon  zu  einer  ordenüichen  7tof.i7trj  (cf.  i  266  ff.  åiarlvrj,  r^e  ^êlvwv  d^ifiiç 
ecftiv;  517  ^BLvia-7tOfA7CYi;  å  589  xal  rore  <f  ev  Ttifireu)  åciaw  de  xot, 
aylaa  d&Qa;  o  83;  t  460;  auch  %^  389  ^eivrjcov  wg  èTCieixiç),  und  hat 
der  König  das  eine  versprochen,  wird  er  ihm  auch  das  andere  zuge- 
sichert haben.  Diese  Verbindung  von  ftofimj  und  aüga  begegnet  uns 
erst  im  Intermezzo  des  Ä,  sowohl  in  der  Aufforderung  der  Königin  wie 
in  dem  Versprechen  des  Königs  und  der  Antwort  des  fröhlich  über- 
raschten Odysseus,  der  die  Bedeutung  reicher  Geschenke  für  seine  Rück- 
kunft nach  Ithaka  scharf  hervorhebt.  Wie  hier  der  König,  in  einer  für 
den  jetzigen  Zusammenhang  stark  überarbeiteten  Partie,  die  Fortsetzung 
der  Erzählung  des  Od.  durch  den  Hinweis  auf  das  an  der  åwrlvrj  noch 
Mangelnde  bewirkt,  so  hat  er  auch  ursprünglich  den  Anstoss  zum  Be- 
richte des  Od.  durch  den  Hinweis  auf  die  schon  vorhandenen  Geschenke 
gegeben,  d.  h.  durch  den  V.  545  des  &:  TtofiTtq  yial  tplXa  dwfa,  %â  oi 
ålåofiev  (piliovreç,  »die  Gaben,  die  schon  da  sind«.  Dann  müssen  wir 
uns  eine  eben  stattgefundene  Beschenkung  vorstellen,  und  diese  wird 
keine  andere  gewesen  sein  als  diejenige,  die  auch  jetzt  der  Frage  des 
Königs  vorhergeht,  ^  417  fF. 

Die  Geschenke  werden  an  der  Seite  der  Arete,  der  aiåolrj  fn^TvjQ, 
von  den  Söhnen  niedergelegt.  Warum  eben  hier?  Damit  die  Königin  sie 
in  die  ecst  später  zu  holende  Kiste  (die  sie  selbst  herbeiholen  soll)  einpacke  ? 
Schwerlich;  die  folgende  ziemlich  schrofie  Anrede  des  Königs  V.  424  ff. 
kann  nicht  in  diesen  Zusammenhang  hineingehören;  die  passt  viel  eher 
für   einen   Nachdichter,    dem   der   selbstbewusste    König   von  rj  328  vor- 


Meere gänzlich  xu  trennen,  tritt  sogar  noch  deutlicher  hervor  in  Sindbads  Apologen. 
Denn  es  ist  doch  derselbe  Berg,  der  das  Tal  der  Edelsteine  vom  Königteiche  Sarandib 
trennt  und  wodurch  der  Fluss  geht,  der  den  schlafenden  Sindbad  mitsamt  seinem 
Flosse  und  seinen  Schätzen  zu  den  Menschen  zurückführt. 


1904.  No.  2.    •      DIE  PHAIAKENEPISODE   IN  DER  ODYSSEE.  3 1 

schwebt.  Entweder  muss  Odysseus  in  der  Nähe  der  Königin  sitzen  (wie 
zu  Anfang  der  ganzen  Scene)  und  die  Gaben  werden  da  hingebracht, 
dass  er  sie  recht  èv  ixpd-akfioiaiv  ÏSrjTQi,  oder,  was  auf  diesem  Punkte  des 
ganzen  Herganges  allein  angeht,  die  Königin  hat  selbst  die  Beschenkung 
des  Fremden  angeordnet.  Das  ist  eben,  was  sie  am  Anfange  des  Inter- 
mezzos des  k  tatsächlich  tut  und  was  sie  mit  ähnlichen  Worten  vielleicht 
während  des  Mahles,  vielleicht  erst  nachher  wiederholt  hat.  Damit  haben 
wir  ein  neues  Stück  für  die  AV.^  gewonnen,  und  ebendahin  wird  auch  der 
gute  Rat  der  Arete  gehören,  dass  er  nicht  wieder  die  Reisegefährten 
seinen  Schlaf  dazu  benutzen  lasse,  die  Kiste  zu  öffnend 

Der  AV.  wollen  wir  auch  die  ganze  Abschiedsscene  v  38  ff.  vindi- 
cieren.  Odysseus  weist  auf  die  nofiTtr  xal  (plXa  daqa  hin,  die  ihm  schon 
sicher  gestellt  sind:  ^di^  yag  tetilstnai.  a  fioi  g>lXoç  rjdtXe  dviioç.  Man 
spendet  an  denselben  Zeus,  dessen  man  auch  beim  Empfange  des  Fremden 
gedachte,  Odysseus  giebt  der  Königin  den  Becher  in  die  Hand  und  richtet 
warme  Abschiedsworte  an  seine  Retterin,  ihre  Mägde  geleiten  ihn  mit 
den  Gaben,  zu  deren  Aufbewahrung  noch  allerdings  nur  eine  xJl^oc  genügt, 
und  mit  Reisekost  an  den  Strand.  Das  ist  eine  geschlossene  Dichtung,  an 
deren  Anfang  und  Ende  die  ^ÄQi^rf)  als  Hauptperson  steht. 

Wie  weit  dieser  Abschluss  vom  Dichter  der  NF.  benutzt  worden  ist, 
der  den  Od.  noch  bei  Tageszeit  hat  abfahren  lassen,  darüber  lässt  sich, 
wie  uns  der  von  vielen  zusammengearbeitete  Text  jetzt  vorliegt,  kaum 
etwas  vermuten. 

Odysseus  fährt  jetzt  abends  von  Scheria  ab  und  am  folgenden  Morgen 
schläft  er  schon  am  Strande  Ithakas.  Dass  die  Abfahrt  wenigstens  in  der 
NV.  noch  im  Laufe  des  auf  die  Ankunft  folgenden  Tages  stattgefunden 
hat,  dafür  sind  verschiedene  Anzeichen  vorhanden.  So  hören  wir  ^561  f. 
von  den  Schiffen,  dass  sie  Xalifia  ictxiad^  àXbç  kncrceqoîaaiv  \  ijéçi  xal 
vBtpeXji  xexaXvfAfievai,  Das  erwähnt  doch  der  König,  weil  es  für  die  nofATtii 
des  Od.  Bedeutung  hat.  So  hatten  ja  schon  früher  (in  der  NV,)  einmal 
die  Phaiaken  in  einem  Tage  die  Reise  nach  Euboia  und  zurück  vollendet, 
als  sie  Rhadamanthys  hinüberschifften  {tj  323).  Vor  allem  ist  aber  be- 
merkenswert die  Eile,  womit  in  &  Anf.  ein  Mahl  zubereitet  werden  soll 
(V.  38  &oriv  àXsyvvtre  dalva),  während  schon  das  Schiff  mit  angebundenen 
Rudern  und  ausgespannten  Segeln  da  liegt  (V.  54),  und  am  folgenden 
Morgen  v  Anf.  wo  sie  die  Beschenkung  des  Od.  komplettieren  (i^acJ* 
èTteaaevovTo)  haben   wir  wieder  dieselbe  unsinnige    Eile.     Sie  verbringen 


»  Diese  dichterische  Freiheit  (cf.  Rothe  Widerspr.  6)  braucht  man  allerdings  dem  Dichter 
nicht  zuzugestehen,  wenn  man  das  Präsens  BlBoftev  V.  545  urgiert  und  die  Gaben  erst 
nach  der  Erzählung  des  Od.  herbeigebracht  werden  iässt. 


32  s.  EITREM.  •  H.-F.   Kl. 

ja  doch  den  ganzen  Tag  mit  Schmausereien.  Wir  halten  uns  an  die  Worte 
des  Alkinoos  rj  317  ff.,  der  keine  Andeutung  einer  nächtlichen  Fahrt 
macht:  »Morgen  sollst  du  abfahren,  du  wirst  schlafen,  die  Wellen  und 
Winde  ruhen,  so  wirst  du  nach  Hause  gebracht  werden«  {^V.).  Bei 
Windstille  kam  Od.  auch  in  der  Leukotheaversion  nach  Ithaka,  und  zwar 
spät  abends.  Die  Abreise  kann  in  der  NV.  schon  Nachmittags  nach  dem 
Festmahle,  das  auf  die  àyoçri  folgt,  stattfinden.  Diese  ist  später  aus  rein 
technischen  Rücksichten,  weil  der  wachsende  Stoff  des  Gesanges  sich  in 
so  kurze  Zeit  nicht  unterbringen  Hess,  auf  den  Abend  des  folgenden 
Tages  aufgeschoben  worden. 

Im  Vorhergehenden  sind  die  Wettkämpfe  noch  nicht  berührt  worden. 
Sie  sind  da,  um  den  Od.  in  seiner  alten  Heldengrösse  wieder  hervortreten 
zu  lassen.  Freilich  ist  das  Resultat,  dass  er  sich  unter  ganz  minderwer- 
tigen Leuten  befindet,  die  als  Sportliebhaber  überhaupt  nichts  taugen, 
und  dass  er  folglich  glänzt,  ohne  deshalb  bei  den  Hörern  oder  Lesern 
grösseren  Ruhm  zu  gewinnen.  Die  ganze  Erfindung  scheint  nur  als  eine 
ganz  dürftige  Einkleidung  einer  Beschreibung  von  Wettkämpfen  zu  dienen, 
die  ohne  Energie  angefangen  wieder  aufgegeben  wurde.  Es  ist  möglich, 
dass  sie  ursprünglich  ausführlicher  beschrieben  waren,  wenigstens  wird 
uns  \^  353  vavTiUf]  versprochen,  ohne  dass  wir  etwas  weiteres  darüber 
hören.  Dass  auch  die  Kampfpreise  durch  eine  Beschneidung  unter  den 
Tisch  gefallen  sind,  ist  auch  wohl  möglich.  Aber  dass  der  Çeïvog  Odysseus, 
der  vom  Könige  empfangen  und  dem  die  Rückkehr  zugesichert  worden 
ist,  zu  dessen  Ehren  ein  Festmahl  bereitet  wird,  in  diesen  Kämpfen, 
die  um  seinetwillen  gehalten  werden,  von  den  vèoi  mit  (iv^i  &u^oaayœïç 
tief  gekränkt  wird,  ohne  dass  der  König  oder  irgend  einer  von  den 
Aelteren  den  Gast  in  Schutz  nimmt  —  das  ist  doch  zu  stark.  Das 
7t£QT0fi€Ïv  (cf.  Ç  und  Tj)  passt  wohl  nur  einem  unbekannten  Fremden  gegen- 
über, der  von  den  stolzen  Junkern  als  ein  schmutziger  Schacherer 
geneckt  wird  und  sich  dann  als  der  wahre  Held,  der  er  ist,  offenbart. 
So  wird  der  unbekannte  Odysseus  von  den  Freiern  auf  Ithaka  geneckt, 
die  er  dann  alle  überwindet,  nachdem  schon  im  Kampfe  mit  Iros  die 
eingebildete  Grösse  der  wirklichen  schroff  gegenübergestellt  worden  ist. 
Müssen  wir  in  d-  eine  jämmerliche  Bearbeitung  eines  beliebten,  schon 
mehrmals  benutzten  Motives  annehmen?  Oder  können  wir  auch  hier 
ein  wirkungsvolles,  allmählich  sich  vollziehendes  Hervortreten  des  ver- 
achteten Ankömmlings  vermuten.? 

Es  scheint  mir  ein  deutliches  Anzeichen  eines  solchen  Zusammen- 
hanges noch  vorhanden  zu  sein,  nl.  V.  156  f.: 


1904.   No.  2.  DIE  PHAIAKENEPISODE  IN   DER  ODYSSEE.  33 

vvv  åi  jLied-^  vfureQïj  ctyoQJj  v 6 ai 0 to  xarlCtJv 
fifiai,  Xiaaôf^ievoç  ßaaiXija  %e  navra  te  âîjiÂOV 
Dies  ist  doch  eine  ganz  verblüiFende  Antwort  desjenigen,  zu  dessen 
Ehren  die  Festspiele  gehalten  werden  und  der  aufs  Baldigste  abreisen 
wird.  Besonders  nach  der  vorhergehenden  Aufforderung  des  Laodamas, 
die  Od.  gänzlich  überhört.  Er  spricht  von  seinen  Sorgen  und  Leiden, 
die  seine  Seele  füllen.  Er  muss  stark  verletzt  werden,  um  sich  am  Wett- 
kampfe zu  beteiligen.  Er  ist  fröhlich  überrascht,  als  er  nach  dem  Diskos- 
wurfe einen  freundlich  gesinnten  Mann  (V.  200)  unter  den  Anwesenden 
entdeckt.  Und  aßs  ist  zwar  Athene  selbst,  die  sich  dem  Bedrängten 
zur  Seite  stellt.  Dann  wird  er  allerdings  schon  »leichteren  Sinns«,  gross- 
sprecherisch,  »er  sei  in  allen  Wettkämpfen  hervorragend,  besonders  im 
Bogenschiessen,  nur  laufen  könne  er  vielleicht  jetzt  nicht,  denn  auf  dem 
Schiffe  sei  keine  genügende  Verpflegung  gewesen^.  Dies  alles  kann 
doch  nicht  derjenige  sagen,  dem  Athene  göttliche  luqiq  und  Stärke  ver- 
liehen hat,  damit  er  alle  Wettkämpfe  bestehe,  in  denen  die  Phaiaken 
ihn  prüfen  wollten.  Und  warum  ist  er  denn  die  ganze  Zeit  so  kummer- 
voll?  Hat  er  denn  keine  Zeit  oder  keinen  Grund  sich  zu  freuen?  Die 
ganze  Grundstimmung  des  8.  Gesanges  ist  trostlose  Sorge  und  Ungeduld 
nach  der  Heimkehr.  Die  wäre  in  s  viel  passender  als  in  d-.  Jedenfalls 
ist  diese  auffallend  genug,  um  eine  Frage  von  Seiten  der  Phaiaken  zu 
veranlassen,  wenn  sie  nicht  schon  vorher  von  der  Kunde  des  Odysseus, 
die  er  von  Teiresias  erhalten  hat  oder  auch  von  einer  Seegöttin  wie 
Leukothea  (cf.  Eidothea  in  à)  erhalten  könnte,  dass  er  jetzt  nach  Hause 
müsse,  unterrichtet  sind.  In  den  jetzigen  Zusammenhang  passt  ja  doch 
dies  alles  sehr  schlecht  hinein. 

Hat  man  denn  vielleicht  den  Od.  auf  Scheria  zurückhalten  wollen? 
Oder  ist  es  nur  der  in  b  angeschlagene  Ton,  den  man  durch  die  ganze 
Heimkehr,  auch  den  unfreiwilligen  Aufenthalt  bei  den  Phaiaken  vernimmt? 
Dass  eher  die  erstere  Annahme  etwas  auf  sich  hat,  geht  aus  den  obigen 
Erwägungen  hervor,  und  es  tritt  ausserdem  ein  bestimmter  Hinweis  auf 
einen  längeren  unfreiwilligen  Aufenthalt  des  Od.  gerade  vor  seiner  Rück- 
kehr nach  Ithaka  bestätigend  hinzu,  nl.  a  196  ff.: 

itiX  evi  Ttov  ^(jjog  xareQVTurai  elgti  Ttovriii 

vrjaqj  €v  o^tpcçirt],  %aXB7toï  dé  fiiv  avÔQeç  ïxovavv 

a  y  Q  to  i  oï  Tcov  nælvov  èçvxavoMa*  ccinovTa 

1  V.  207—33  sind  offenbar  eine  spätere  Erweiterung,  und  zwar  eine  ganz  oberflächliche. 
Denn  wenn  Od.  V.  219  f.  spricht,  dann  ist  er  ja  einer  der  Trojakämpfer,  was  die 
Phaiaken  nicht  wissen  dürfen,  und  V.  230  nach  V.  206  ist  auch  eine  Unmöglichkeit, 
der  Dichter  sei  so  vergesslich,  wie  nur  immer  denkbar.  Ausserdem  zeigt  der  Ausdruck 
xoftiSrj  xard  rrja,  dass  es  dem  Verf.  um  die  Genauigkeit  gar  nichts  zu  tun  ist. 

Vid.-Selsk.  Skrifter.  II.  H.-F.  KL   19M.  No.  2.  3 


34  s.  EITREM.  H.-F.   KI. 


ovroi  èVt  årjQov  ye  (plXrjg  âno  Ttarglåoc  aïr]ç 
ïaaerat,  oiS*  éiitiq  te  aiarçea  åia^ax^  exfjoiv. 
q>çaaa€Tai  wç  ne  virjzai,  ênû  TtokvfÂTjxccvoç  lanv. 

Athene-Mentes  drückt  sich  ja  nur  mit  Vorbehalt  aus  (nov),  aber  so 
gänzlich  aus  der  Luft  gegriffen  ist  die  Vermutung  doch  nicht,  wie  die 
energischen  Vv.  203  ff.  zeigen.  Wenigstens  darf  man  nicht  etwa  an- 
nehmen, dass  sie  sich  scheut  die  Wahrheit  vom  7jährigen  Aufenthalte 
des  Vaters  bei  der  Nymphe  dem  Sohne  zu  sagen;  die  Scheu  fühlt  weder 
Menelaos  in  å  noch  Telemachos  in  q  seiner  Mutter  gegenüber  (anders 
Od.  in  t).  Nehmen  wir  dagegen  an,  dass  Od.  schon  lange  gegen  seinen 
Willen  bei  den  Phaiaken  sich  aufgehalten  hat  und  erst  durch  die  Da- 
zwischenkunft  der  Athene  die  Einwilligung  der  Rükckehr  erlangt,  dann 
verstehen  wir  die  traurige  Stimmung  des  Od.,  die  noch  jetzt  besonders 
in  d'  hervortritt.  Den  Wunsch  zu  sterben,  wenn  er  nur  das  Vaterland 
noch  einmal  erblicken  könnte,  hat  Od.  auf  Scheria  ebenso  ernsthaft  ge- 
meint, wie  wenn  er  sich  bei  Kalypso  den  Tod  wünscht  (er  58  f.).  Aber 
an  der  jetzigen  Stelle  ist  eine  solche  Aeusserung  doch  mindestens  un- 
passend. 

Da.ss  die  Phaiaken  wirklich  einmal  xahuoi  und  ayçioi  waren,  ist 
schon  vorher  als  die  ältere  Auffassung  angenommen  worden.  Aus 
einem  Gedichte,  das  dies  erzählte,  wird  die  ayoQTJ  stammen,  wo  Od.  die 
TtofiTttj  vergebens  verlangt  hat,  die  darauf  folgenden  Kämpfe  haben  erst 
den  Phaiaken  die  Gedanken  aufkommen  lassen,  welche  r  Held  sich  unter  ihnen 
befindet.  Die  Gaben,  die  ihm  jetzt  das  Lob,  das  er  dem  Tanze  der  Jüng- 
linge spendet,  einbringt,  können  dann  sehr  wohl  die  Kampfpreise  sein, 
die  er  sich  selbst  erworben  hat,  und  wenn  man  den  Verdacht  des  Od. 
V  215,  dass  die  Phaiaken  etwas  [von  seinen  xQrj^ara  gestohlen  haben 
(cf.  d'  444),  in  diesem  Lichte  sieht,  wird  er  jedenfalls  mehr  als  eine  blosse 
Unverschämtheit.  Hier  wird  die  Nachdichtung  und  Umdichtung  vieles 
umgemodelt  haben  1.  Aber  Odysseus  muss  die  ganze  Zeit  als  eine 
Person,  deren  Namen  und  Herkunft  man  nicht  kennt,  dastehen.  Er 
muss  voi^fxaai  ycegdaXiotai  {d  548)  seinen  wirklichen  Namen  verhehlt 
haben  —  den  darf  er  den  Abkömmlingen  Poseidons,  dessen  Zorn  ihn 
überall  verfolgt,  nicht  sagen.  Vielleicht  hat  er  wieder  eine  seiner  Lügen- 
geschichten aufgetischt.  Die  Apologe  haben  jedenfalls  in  dieser  Phaiakis 
keinen  Platz  gehabt.     Hat  aber  Od.  nicht  erzählt,  wer  und  woher  er  sei, 


1  Diese  hat  auch  das  Zwischeolied  des  Demodokos  nur  der  Abwechselung  wegen  und  zu- 
gleich, um  den  Sänger  jeder  Art  oX/tri  mächtig  zu  zeigen,  eingeführt. 


•1904.   No.  2.  DIE   PHAIAKENEPISODE   IN  DER   ODYSSEE.  35 

dann  muss  allerdings  das  Phaiakenschiff,  das  ihn  nach  Hause  gebracht 
hat,  mit  menschlicher  Vernunft  begabt  sein,  um  den  Bestimmungsort  zu 
erkennen,  so  wie  auch  das  Schiff  des  Aschenbrödels,  und  dieser  Zug  der 
Erzählung,  der  uns  jetzt  als  »heitere  Prahlerei«  (Nitzch)  vorkommt,  ist 
dann  nicht  länger  ein  blosses  Rudiment  eines  einmal  lebendigen  Märchen- 
motives.  Ebenso  wird  die  vaticinatio  ex  eventu  d-  564  ff.  ins  rechte 
Licht  gestellt,  wenn  der  König  nicht  weiss,  wen  er  eigentlich  weggeschickt 
hat.  Denn  diese  Worte  gehören  nach  y  173  ff.  und  können  der  ursprüng- 
lichen Meinung  nach  nicht  anders  beurteilt  werden  als  die  7taXai(p(XTa 
d^kofpara  t  507,  derer  sich  der  Kyklop  erinnert,  und  die  Aussage  des 
Hermes  x  330,  die  der  Kirke  in  den  Sinn  kommt. 

In  welchem  Verhältnisse  diese,  wie  wir  annehmen  dürfen,  älteste 
Schicht  der  Phaiakendichtung  zu  der  oben  vermutungsweise  angenom- 
menen Form  steht,  wo  Od.  durch  die  Kleider  Kalypsos  gerettet  wurde, 
ist  schwer  zu  sagen.  Wir  müssen  uns  hier,  wie  sonst  so  oft,  damit  be- 
gnügen, einzelne  Motive  auszulösen  und  ihnen  nach  Möglichkeit  den 
rechten  Platz  in  der  Entwickelung  der  Dichtung  anzuweisen,  auch  wenn 
wir  nicht  ganze  Verse  oder  Versgruppen  als  die  notwendige  und  metrisch 
unlösbare  Einkleidung  der  Motive  mitfolgen  lassen  können. 


(Jedruckt  20.  April  1904. 


PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS. 


ÉTUDE  COMPARATIVE  DES  VERSIONS 
ISLANDAISE  ET  DANOISE  - 


^    PAR 


A.  TRAMPE  BODTKER. 


(Videnskabs-Selskabets  Skrifter.    II.   Hist.-filos.  Kl.    1904-    No.  3) 


UDGIVET  FOR  HANS  A.  BENNECHES  FOND 


CHRISTIANIA 

EN  COMMISSION  CHEZ  JACOB  DYBWAD 

IMPRIMERIE  A.  W.  BRØGGER 
1904 


Fremlagt  af  Prof   Dr.  Joh.  Storm  i  den  hist  -filos.  Klasses  Mede 
d.  1 6de  September  1904. 


Aperçu  de  toutes  les  versions. 
Groupe  Y. 

(Le  roman  commence  en  France.) 


I.     La  version  française  ^ 

Les  manuscrits: 

Nr.  2986  Bibl.  de  l'Arsenal,  Paris.  (Partonopeus  de  Blois,  2  vol.,  édité 
par  Crapelet,  Paris  1834). 

Nr.  113  Bibl.  de  Berne. 

Nr.  19152  fr.  Bibl.  nationale,  Paris  (ancien  ms.  de  S*  Germain). 

Nr.  368  fr.  Bibl.  nationale,  Paris.    (P). 

Nr.  207  Bibl.  de  Tours.    (T). 

Nr.  7516  fr.  Nouv.  acq.  (From  the  Library  of  the  Earl  of  Ashburn- 
ham,  App.  Nr.  CLXv).    Bibl.  nationale,  Paris. 

Nr.  792  fr.  Bibl.  nationale,  Paris,  deux  feuilles  de  garde  comprenant 
550  vers.    (F). 

Cheltenham,  Bibl.  de  Sir  Th.  Phillipps,  comprenant  189  vers.  Publié 
par  Paul  Meyer,  Not.  et  Extr.  des  M.  S.  S.  de  la  Bibl.  nat.  etc.  XXXIV, 
I®  partie  p.  219—224. 

2.    La  version  allemande: 

Konrads  von  Würzburg  Partonopier  und  Meliur,  publié  par  Karl 
Bartsch,  Vienne  1871^. 


*  Paulin  Paris:  Les  manuscrits  fraoçois;  E.  Pfeiffer:,  Uebcr  die  Handschriften  des  Part, 
de  Blois,  Marburg  1885  (Stengel:  Ausg.  u.  Abb.  rom.  Phil.  XXV);  M.  Kawczynski: 
Parténopéus  de  Blois,  poemat  francuski  z  wieku  XII,  dont  je  ne  connais  que  Textrait  que 
l'auteur  en  a  donné  dans  le  Bull.  Int.  de  TAc.  d.  Sciences  de  Cracovie,  juillet  1901,  cf.  les 
remarques  ib.  février  et  octobre  1902;  W.  Forster,  Lit-blatt  f.  germ.  u.  rom.  Phil.  1902, 
28—33;  Gr.  Gröber,  Grundriss  II 1,  p.  586. 

'  H.  van  Look:  Der  Partonopier,  Thèse  de  Strasbourg  1881;  Kölbing:  Ucber  die  ver- 
schied. Gestaltungen  der  Parton.-Sage,  German.  Studien,  Suppl.  Germania  II.  Vienne  1875. 
Vid.-Selak.  Skriiter.    II.  H.-F.  Kl.    1904.    No.  B.  1 


A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl, 


3.     La  version  néerlandaise: 

Parthonopeus  vaa  Bloys,  publié  en  deraier  lieu  par  A.  van  Berkuoi, 
Groningue  K 

4.  La  version  anglaise: 

The  Old  English  Version  of  Partonope  of  Blois,  from  M.  S.  S.  in 
Univ.  College  Libr.  &  the  Bodleian  at  Oxford,  by  Rev.  W.  E.  Buckley. 
Printed  for  the  Roxburghe  Club.     Londres  1862*. 

5.  La  version  italienne: 

Can  tare  de  lo  Bel  Gherardino,  publié  par  F.  Zambrini,  Bologne  1867. 
Le  ms.  date  de  1392.  L'éditeur  attribue  le  poème  à  A.  Pucd,  opinion 
confirmée  par  M.  d'Ancona  et  acceptée  par  M.  Casini  (Grundriss  IP,   p. 

122)^ 

Les  savants  qui  se  sont  occupés  de  Parténopeus  ne  paraissent  pas 
avoir  fait  attention  à  cette  version  qui,  en  somme,  n'est  pas  plus  libre  que 
le  roman  de  M.  Couchu  auquel  on  a  vraiment  fait  trop  d'honneur.  Le 
poète  ne  s'en  tient  pas  strictement  à  ce  que  »il  libro  dimostra«.  L'intro- 
duction surtout  n'a  rien  à  faire  avec  le  roman  de  Parténopeus.  Le  com- 
pagnon d'armes  du  héros  accompagne  son  maître,  même  lorsque  celui-ci 
pénètre  pour  la  première  fois  dans  le  palais  enchanté.  La  pièce  espagnole 
de  Partinuples  a,  par  hasard,  inventé  le  même  trait. 

Le  thème  de  la  libéralité  du  héros,  plus  amplement  développé,  rap- 
pelle les  poèmes  de  Lanval,  de  Graelent  etc.;  Gherardino  reçoit  de  son 
amie  un  gant  enchanté  qui  lui  fournit  le  moyen  de  satisfaire  à  tous  ses 
désirs;  le  gant  perd  son  pouvoir  au  moment  où,  enfreignant  la  défense  de 
son  amie,  Gherardino  révèle  à  sa  mère  le  nom  de  la  Fata  Bianca.  C'est 
là  un  trait  très  répandu  dans  les  cycles  de  Psyché  et  de  Melusine, 
conservé  dans  plusieurs  contes  italiens*.  Le  poète  emploie  encore  l'ancien 
thème  de  faire  apparaître  son  héros  aux  trois  journées  du  tournoi  sous 
trois  armures  de  couleurs  différentes. 

Le  fond  du  récit  appartient  cependant  au  roman  de  Parténopeus,  et 
le  poète  en  a  même  fidèlement  conservé  beaucaup  de  détails. 


*  Thèse  (Leyde)  du  môme  auteur,  Groningue  1897. 

'  Felix    Weingärtner:     Die   mittelenglischea    Fassungen    der    Partonopeussage,    thèse    de 

Breslau  1S88;     Kölbing:    Beiträge  zur    vergl.  Geschichte    der  roman t.    Poesie   u.  Prosa 

d.  Mittelalters,  Breslau  1876. 
»  M.  Warnke,  Lais  de  Marie  de  France  p.  CXV,  cite  d'après  M,  Schoficld  (Publ.  Mod, 

Lang.  Assoc,  of  America  XV)  une  édition  de  M.  d'Ancona,  Bologne  1S70.      Ces  deux 

travaux  ne  me  sont  pas  accessibles. 
^  E.  Cosquin,  Contes  de  Lorraine, 


1904.  No.  3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS,  3 

I.    XXII.        Molto  fur  ben  serviti  a  quella  cena, 
Ma  non  vedien  sergenti  ne  scudieri. 
E  poi,  istando  in  cosl  fatta  mena, 
Avevan  sopra  ciö  moltî  pensieri, 
Onde  ciascun  di  lor  ne  stava  in  pena, 
E  quasi  non  mangiavan  volentieri. 
E  quando  ebben  cenato,  e'  ritornarono 
Al  fuoco,  donde  prima  si  levarono. 

La  Fata  Bianca  connaissait  les  sept  arts  (cf.  Crap.  v.  4581);  la  ren- 
contre avec  la  dame,  le  réveil,  les  plaisirs  du  héros  sont  décrits  d'une  fa- 
çon sommaire,  mais  à  peu  près  comme  ailleurs. 

I.    XXXU.      Et  una  notte  si  gli  risovenne 

Delia  sua  gente  e  délia  sua  contrada  .  .  . 
E'  con  temenza  alla  donzella  disse 
Che  le  piacesse  che  si  dipartisse. 

De  retour  dans  son  pays,  il  cède  aux  tentations  de  sa  mère.  Les 
richesses  disparues,  il  sort  tristement  de  la  ville,  monté  sur  son  ancien 
roncin.  »Mon  ami,  dit-il  à  son  compagnon,  que  ferons-nous  sans  argent  et 
sans  vivres?«  —  »Eh  bien,  répond  philosophiquement  Marco  Bello,  a 
quella  dama  ancor  ci  ritorniamo«. 

Chemin  faisant,  ils  ont  la  malchance  de  tomber  dans  un  fleuve. 
Apparaît  une  demoiselle  dans  un  bateau.  Elle  appelle  Gherardino  par  son 
nom.  »Je  suis,  dit-elle,  la  sœur  de  la  dame  qui  t'aime«.  Elle  l'emmène  à 
»una  rocca  che  era  in  mar«.  Gherardino  entre  dans  une  barque  »pour  se 
laver«  et  disparaît,  tandis  que  la  demoiselle  se  rend  chez  la  Fata  Bianca 
qui  se  laisse  assez  vite  attendrir.  Elle  retourne  ensuite  à  son  île.  Voyant 
que  Gherardino  a  disparu,  elle  reprend  avec  Marco  Bcllo,  à  qui  elle  accorde 
toutes  ses  faveurs,  le  chemin  du  château. 

En  attendant,  Gherardino  arrive  à  Alexandrie.  Le  Soudan  le  fait  mettre 
en  prison.  La  reine,  avertie  de  la  beauté  du  prisonnier,  en  fait  d'abord 
son  domestique,  puis  son  amant. 

Voyant  que  Gherardino  ne  revient  pas  au  temps  fixé,  la  Fée  déclare 
qu'elle  veut  se  marier.  Le  soudan  part  pour  le  tournoi;  Gherardino  ob- 
tient congé  et  reçoit  de  la  reine  trois  chevaux  et  trois  armures. 

Du  haut  du  balcon  la  Fée  blanche  regarde  le  tournoi.  Gherardino 
vient  combattre  le  vaillant  soudan. 

2.    xxxiv.    Et  tal  colpo  gli  diè  sopra  lo  scudo, 
Che'l  fe  a  terra  del  destrier  cascare. 


A.   TRAMPE  BØDTKER.  tt.-F:  Kl. 


Vainqueur  de  la  première  journée,  Gherardino  se   retire,   sans  faire 
connaître  son  nom.     Il  en  est  de  même  du  deuxième  jour.    La  Fée  blanche 
ne  peut  pas  dormir   de  la  nuit:     Le  chevalier  serait-il  son  ancien  amant? 
Le  troisième  jour,  le  Soudan  se  distingue,  comme  toujours,  au  commence- 
ment du  combat.     Il  veut  donner  la  Fée  blanche  à  un  sien  neveu  (confu- 
sion d'Armant  et  du  Soudan).    La  dame,  qui  a  peur  d'épouser  un  païen, 
fait  des  vœux  pour  le  chevalier.    Gherardino  attaque  le  Soudan. 
2.    XLV.    E  CO  la  lancia  in  tal  modo  l'ag^unse, 
Che  il  fe  cadere  in  su  la  terra  dura. 
E  qui  ismonta[ndo]  di  franchezza  giusto, 
E'  taglioli  la  testa  de  lo'nbusto. 
Gherardino  est  proclamé  vainqueur. 
2.    XLVII.    Po'  c'a  la  Fata  ebbe  dato  l'anello, 

Gran  festa  fae  che  l'àe  ricognosciuto. 
E  la  serocchia  diede  à  Marco  Bello. 
Et  à  lo  sempre  con  seco  tenuto. 
E  quella  del  Soldan  diede  a  un  donzello 
Di  grande  legnaggio,  cortese  e  saputo. 

Groupe  Z. 

(Le  roman  commence  en  Grèce). 
I.    Les  versions  espagnole  et  catalane. 

Je  renvoie  pour  les  nombreuses  éditions  du  roman  castillan  en  prose  à 
Brunet  et  à  Gayangos  (Bibl.  aut.  espaûoles,  Libros  de  Caballerîas,  Tome 
40,  p.  LXXXI. 

L'édition  réputée  la  plus  ancienne  s'intitule: 

Libro  del  esforçado  cavallero  conde  Partinuples  que  fue  emperador  de 
Constantinopla.  A  la  fin:  Pué  imprimida  la  presente  istorîa  en  la  muy 
noble  villa  de  Alcala  de  Henares  por  maestre  Arnao  Guillen  de  Brocar, 
e  acabose  â  XXI  (ainsi  Gayangos,  Brunet:  XVII)  dias  del  mes  de  noviembre 
del  aûo  de  mil  et  quinientos  y  trece  aûos.  4"*:  letra  de  Tortis  (Catalogue 
Debure,  nr.  944). 

La  Bibl.  Mazarine  possède  un  exemplaire  fort  rare  de  l'édition  de 
1526,  selon  toute  vraisemblance  la  plus  ancienne  qui  existe  maintenant: 
Libro  del  muy  noble  y  esforçado  cauallero  el  Conde  Partinuples.  E  de 
las  grandes  auêturas  que  passo:  por  alcançar  el  Ymperio  de  Costantinopla. 
A  la  fin  :  Acabose  el  presente  libro  del  conde  Partinuples  enla  muy  noble 
&   muy   leal  ciudad    de  Toledo  /  por  Miguel  d'  Eguia  impressor  d'  sus 


1904.    No.  3. 


PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS. 


5 


majestades.    A  quinze  dias  del  mes  de  Junio.   Afio  d'  mil  &  quinientos  & 
XXVI  aûos. 

On  a  trop  souvent  cité  une  édition  catalane  de  Tarragone  1488.  M. 
Gayangos,  attribuant  cette  date  à  une  erreur  de  plume,  pense  qu'il  faut 
substituer  1588.  La  première  date  est  tout  simplement  absurde,  puisque 
l'imprimerie  ne  fut  introduite  à  Tarragone  qu'en  1498  (ou  1499).  Les 
éditions  contiennent  la  remarque:  (novament)  traduhida  de  llengua  castel- 
lana  en  la  nostra  cathalana^.  On  pourra  objecter  que  le  roman  catalan 
connaît  un  certain  nombre  de  traits  primitifs  que  le  roman  castillan  n'a 
pas  conservés.  Mais  ces  traits  se  dégagent  facilement  du  contexte,  et 
leur  importance  est  contrebalancée  par  d'autres  passages  que  le  roman 
espagnol  pourra  revendiquer  comme  originaires.  Il  importe  de  noter  que 
les  Aragonais  qui  étaient,  en  réalité,  réunis  aux  Catalans  jouent,  dans  le 
roman,  le  rôle  des  vaincus,  tandis  que  les  Espagnols  »so  es  los  castellans« 
remportent  la  victoire^.  Les  noms  propres,  qui  dans  l'édition  de  Tolède 
portent  encore  un  cachet  français,  ont  reçu  dans  la  version  catalane  une 
forme  tout  espagnole.  Le  texte  catalan  qui  se  rapproche  en  général  de 
l'édition  de  Tolède  présente  quelquefois  les  lacunes  et  les  leçons  de  la 
réimpression  de  Valladolid  1623  ^.  II  semble  donc  suivre  une  édition 
intermédiaire.  Le  traducteur  catalan  a  souvent  amélioré  le  récit.  Il  faut 
surtout  noter  que  Gaudin  converti  au  christianisme  lui  a  paru  digne 
d'épouser  la  sœur  de  l'impératrice.  La  fin  ainsi  changée  offre  une  res- 
semblance illusoire  avec  les  versions  du  Nord: 


Tolède  1526 
lo  (Gaudin)  hizo  côdestable  de  su 
imperio  &  lo  caso  cô  vna   dôzella 
hija   dalgo   &  muy    hermosa  /   y 
le  dio  muchos  bienes  etc. 


Barcelone  1844 
lo  Emperador  desliberâ  de  donarli 
å  su  cunyada  Urraca  per  muller,  y 
aç6  per  satisfer  â  caduscii  los  ser- 
vicis  que  li  avian  fets,  donals  moltas 
rendas,  y  vilas  etc. 


J'ai  pu  examiner  une  édition  de  Barcelone  1844:  En  nom  de  nostre  Senyor  etc.  Co- 
mença  la  gentil  historia  del  noble,  y  csforçât  Cavalier  Partinobles  Compte  de  Blés: 
lo  quai  després  de  haver  passadas  moltas  desvcnturas,  fonch  Emperador  de  Constanti- 
nobla.  Traduhida  de  llengua  Castellana  en  nostra  llengua  Cathalana,  per  molt  gentil 
estn. 

M.  Joseph  Tastu  a  fait  une  traduction  très  exacte  des  dix  premiers  chapitres 
du  roman  catalan  (Bibl.  Maz.  ms.  nr.  4512);  il  y  cite  une  édition  »anciennec  qui 
semble  presque  identique  h  l'édition  »modernec. 

Le  combat    entre  les  Castillans  et    les    forces  réunies  des  Aragonais    et    des  Siciliens 
indique  que  le  roman  ne  peut  pas  remonter  au  delà  du  XlVe  siècle. 
Un  exemplaire  de  cette  édition  se  trouve  à  la  Bibl.  nationale  de  Paris. 


A.   TRAMPE   BØDTKER.  H.-F.   Kl. 


La  question  de  savoir  si  le  roman  castillan  a  passé  en  Espagne  par 
un  intermédiaire  sort  du  cadre  de  cette  étude. 

Comcdia  caballeresca  titulada  El  conde  de  Partinuples,  de  Dofla  Ana 
Caro  (Bibl.  aut.  esp.  49,  p.  125  —  138),  sans  valeur.  Il  paraît  que  c'est  la 
même  pièce  qui,  avec  de  légères  modifications,  fut  jouée  sous  Louis  XIV 
par  une  troupe  italienne. 

»Analyse«  ou  »traduction«  de  l'édition  d'Alcala  1513,  par  M.  Coucbu, 
Bibl.  universelle  des  romans,  décembre  1779.  Ce  n'est  ni  une  analyse,  ni 
une  traduction.    C'est  de  la  fantaisie. 

Il  y  tout  lieu  de  croire  que  l'édition  d'Alcala  n'a  pas  sensiblement 
différé  de  celle  de  Tolède  de  1526. 

2.    La  version  anglaise. 

A  Fragment  of  Partonope  of  Blois  from  a  man.  at  Vale  Royal,  in  the 
possession  of  Lord  Delamere.     Printed  for  the  Roxburghe  Club.     Londres 

1873. 

Ce  fragment  comprend  308  vers.  La  première  partie  va  jusqu'à  la 
rencontre  nocturne  (défense  de  voir  la  dame),  la  seconde  contient  un  épi- 
sode du  tournoi. 

3.    La  saga  islandaise« 

Manuscrits  : 

A.  Cod.  A.M.  533,  4**  Perg.  (Bibl.  de  l'Université  de  Copenhague). 
Ms.  du  commencement  du  XV®   siècle. 

B.  Cod.  perg.  fol.  nr.  7  (Bibl.  royale  de  Stockholm).  Ms.  de  la 
seconde  moitié  du  XV«  siècle,  acquis  par  Jon  Eggertsson  pendant 
son  voyage  en  Islande  1682 — 83  ^  La  fin  de  la  saga  manque 
(Elle  s'arrête ...  til  kastala  mins,  cf.  l'édition  de  M.   Klockhoff  p. 

C.  Cod.  pap.  4^  nr.  19  (Bibl.  royale  de  Stockholm).  Ms.  de  la 
seconde  moitié  du  XVII®  siècle,  écrit  par  Sigurôur  Jönsson,  et 
probablement  acquis  par  Jon  Eggertsson. 

D.  Cod.  pap.  4°,  nr.  6  (Bibl.  royale  de  Stockholm).  Ms.  de  la 
seconde  moitié  du  XVII®  siècle,  écrit  en  Islande  et  apporté  en 
Suède  par  GuÔmundur  Ôlafsson  168 1. 

C'est  d'après  ces  quatre   manuscrits  que  la   Partalopa   saga   a 
été  publiée  par  M.  O.  Klockhoff.    Thèse  d'Upsal  1887. 

»  V.  Gödel:     Katalog  öfver  kongl.   Bibl.    Handskrifter   (Kongl.   Bibl.   Handllngar)  Stock- 
holm 1897— 1900. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  7 

E.  Cod,  A.  M.  119  a,  8°  pap.  (Bibl.  de  TUniv.  de  Copenhague), 
selon  le  catalogue  de  M.  Kâlund,  datant  du  XVII®  siècle.  Les 
premières  lignes  d'une  écriture  moderne.  Le  véritable  commen- 
cement se  trouve  (barré)  dans  A.  M.    109  a,  8®  pap.    III®    pièce. 

F.  Cod.  pap.  fol.  nr.  46  (Bibl.  royale  de  Stockholm)  écrit  à  Stock- 
holm en  1690  par  J6n  Vigfusson,  le  copiste  islandais  bien 
connu  \ 

Les  manuscrits  A,  B,  C,  D,  E   sont  tous  indépendants  l'un  de 
l'autre.    Il  semble  que  C  et  E  montrent  la  parenté  la  plus  étroite, 
les  divergences  de  D  sont,  du  reste,  très  peu  considérables.  Cette 
famille  se  rapproche   de  B,    mais   elle  n'en  descend    pas,   ayant 
quelquefois  des  leçons  communes  avec  A,    et  non  avec  B.      Plus 
souvent  B  adopte  les  leçons  de  A,  qui  occupe  une  place  distincte^. 
Ne  sont  pas  comprises  dans  cette  enumeration  des  copies  toutes 
récentes  et  sans  valeur.     Il  existe  encore  quelques  manuscrits    en 
Islande  et  au  British  Museum,  probablement  sans  importance  ^ 
Les   cinq   manuscrits  A — E  remontent,  à  travers   différents  intermédi- 
aires, au  même  manuscrit  original. 

Avant  d'entreprendre  l'examen  du  manuscrit  F,  il  importe  de  jeter  un 
coup  d'œil  sur  d'autres  copies  exécutées  par  Jon  Vigfusson. 

Il  y  en  a  plusieurs,  celle  de  Njâla  par  exemple,  qui  n'ont  pas  donné 
sujet  à  critique.  Mais  les  copies  des  sagas  romantiques  n'ont  pas  eu 
beaucoup  de  succès  auprès  des  éditeurs.  M.  Kölbing  (Riddarasögur)  voit 
dans  le  manuscrit  d'Ivent  (fol.  46)  »un  remaniement  du  XVII®  siècle, 
gâté  par  des  innovations  de  mauvais  goût«,  dans  celui  de  Mirman  (fol.  47) 
»une  abréviation  remaniée  sans  aucune  valeur«  *.  M.  Cederskiöld,  dans  son 
édition  d'Erex  saga,  attribue  à  Vigfusson  les  altérations  du  texte  du  ms. 
fol.  46.  Dans  les  Fornsögur  Suftrlanda  (Lund  1884),  il  accuse  également 
le  copiste  islandais  d'avoir  corrompu  les  vieux  textes,  voyez  notamment  les 
remarques  concernant  les  sagas  de  Flovent  et  de  Bæring  (fol.  47)  et  celle 
de  Bever  (fol.  46),  p.  cxcvi,  CLXXXix,  ccxxxix. 

La  copie  de  Partalope  présente  Taspect  d'un  remaniement  récent. 
Beaucoup  de  passages  semblent,  au  premier  abord,  ou  omis  ou  abrégés, 
notamment   vers    la   fin    du  récit.     Les  noms  propres  changent  de  forme 


^     M.  Arvidsson  (FOrteckning),  »probablemeat  d'après  uq  ms.  sur  parcheminc. 

^  La  filiation  des  manuscrits  étant  sans  importance  pour  la  présente  étude,  je   me  borne 

à  CCS  indications  sommaires. 
^  Jon  l^orkelson.  Ark.  f.  nord.  fil.  8;  Kâlund,  catalogue  p.  LXI. 
*    M.  Kölbing  n'a  pas  changé  d'avis  dans  la   nouvelle   édition    d'Ivens   saga  (altn.  Saga- 

Bibl.  No.  7)  .  .  .  eine  späte  redaktion  der  saga,  wol  erst  aus  dem  17.  jahrh.,    die  für 

unsere  zwecke  ganz  wertlos  ist.     Cela  est-il  bien  certain? 


8  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  KL 

incessamment.  Le  scribe  ou  le  rédacteur  a  dû  avoir  la  mémoire  fort  courte, 
car  il  ne  se  rappelle  même  pas  ce  qu'il  a  écrit  à  la  page  précédente. 

M.  Klockhoff  n'a  pas  utilisé  ce  texte  qu'il  considère  comme  un  re- 
maniement postérieur.  Du  reste,  le  ms,  s'écarte  des  autres  à  tel  point 
qu'il  aurait  fallu  l'imprimer  en  entier. 

L'article  de  M.  Gödel  sur  «Ormr  Snorrasons  bok^«  a  cependant,  jusqu'à 
un  certain  point,  réhabilité  Vigfùsson. 

Il  résulte  des  passages  cités  par  lui  que  les  copies  incriminées  des  sagas 
de  Flovent  et  de  Bæring  ne  sont  pas  trop  mal  faites.  Les  leçons  ne 
sont  pas  rendues  d'une  façon  absolument  correcte,  l'orthographe  et  les  formes 
sont  modernisées,  »er«  est  remplacé  par  »sem  at«  etc.  Vigfùsson  ne  se  gêne 
ni  pour  changer  l'ordre  des  mots  ni  pour  amplifier  le  récit  au  besoin. 
Mais  sa  copie  semble  reproduire,  et  c'est  pour  nous  l'essentiel,  le  texte 
de  son  original  d'une  manière  à  peu  près  fidèle.  Il  en  est  de  même  de 
trois  autres  sagas  dont  M.  Gödel  nous  donne  des  spécimens.  Il  ne  paraît 
donc  pas  téméraire  de  conclure  que  les  copies  de  Vigfùsson  ne  sont  pas 
aussi  mauvaises  qu'elles  en  ont  l'air,  et  qu'il  est  est  injuste  de  lui  imputer 
toutes  les  imperfections  et  les  divergences  de  F. 

F  a  ceci  d'intéressant  qu'il  présente  certains  traits  que  vous  recon- 
naissons comme  primitifs,  et  qui  manquent  dans  les  autres  manuscrits. 

Ces  traits  se  retrouvent  en  partie,  mais  rien  qu'en  partie  dans  le 
poème  danois  imprimé  plusieurs  fois  avant  1690.  Il  est  tout  à  fait  inadmis- 
sible que  Vigfùsson  l'ait  utilisé  pour  sa  copie. 

Le  »livre  d'Ormr  Snorrasonc,  disparu  à  la  fin  du  XVII®  siècle,  con- 
tenait une  série  de  sagas  romantiques,  et  dans  le  nombre  se  trouvait  celle 
de  Partalope.  M.  Gödel^  a  prouvé  que  Vigfùsson  a  copié  d'après  ce 
manuscrit:  Tröjumanna  saga,  Breta  sçgur,  Mågus  saga,  avec  {)aettir  (fol.  58), 
Flovents  saga,  Bærings  saga  (fol.  47).  Les  premières  de  ces  copies  ont  été 
remises  à  l'Antikvitets-kollegium  le  13  février  1690,  et  celle  de  Partalope 
(fol.  46)  a  été  »inlefwererat«  le  18  septembre  de  la  même  année.  Il  ne 
semble  donc  pas  douteux  que  F  a  été  copié  d'après  le  vieux  livre 
d'Ormr. 

M.  Gödel  a  encore  démontré  que  ce  livre  d'Ormr  est,  de  toute  pro- 
babilité, identique  au  »truia  saga  &  brutus  mz.«,  qui  avait  d'abord  appar- 
tenu à  l'évêque  norvégien  Arne  et  qui,  vers  le  milieu  du  XV®  siècle,  se 
trouvait  au  couvent  de  Vadstena^. 

*    Nordiska  studier  1904. 

'^    V.    Gödel,   Fornnorsk-isl.    lilt,    i    Sverige    (Antiq.    tidskrift   XVI);     Nordiska    studier, 

1904. 
^    C'est  M.  G.  Storm  qui  a  le  premier  appelé  l'attention  sur  cette  découverte  importante. 

(Hist.  Tidsskr.   iSSo). 


1904.  No.  3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  9 

M.  Gödel  place  ce  ms.  entre  1250  et  1300,  et  émet  l'hypothèse  qu'il 
a  été  écrit  à  Bergen.  Si  nous  admettons  que  F  en  est  une  copie,  il  est 
difficile  de  concilier  la  rédaction  de  la  saga  avec  la  première  date. 
Nous  verrons  plus  loin  que  F  et  A — E  remontent  au  même  remaniement 
d'une  version  plus  ancienne.  Ce  remaniement  entre  si  complètepient  dans 
le  cadre  des  autres  sagas  romantiques  passées  en  Islande,  que  nous  ne 
devons  pas  le  faire  remonter  beaucoup  plut  haut  que  l'année  1300.  Le 
scribe,  quelle  que  soit  sa  résidence  ou  sa  nationalité,  a  dû  avoir  devant 
lui  un  texte  islandais. 

Les  leçons  de  F,  divergeant  presque  toujours  de  celles  des  autres 
mss.,  se  rapprochent  le  plus  souvent  de  la  famille  B  C  D  E:  Ainsi 
Klock.  4 16  medur  skynandi  Fegurd;  42a  ok  giorde  hann  sier  |)at  i  skap 
ef  at  Fadir  hanns  være  sva  staddur  at  hann  mundi  sier  |)at  Herbergi  velia 
er  best  væri  i  Borginni;  5^  Hallir  storar;  5^  ok  reid  hann  nu  f)àngat  til 
ok  steig;  5^6  komu  framm;  6^'^  halft  firidja  Hundrad  Hvilna;  7^^  Lim 
(=s  BC);  7I0  tveymur;  8^  hjå  sænginne;  lO*  enn  um  (=  CD;  A  Bum); 
10''  |)öttist  nu  vita  at  fiau  mundu  honumm  f)a  ætlud;  10 1''  medur  Jacht- 
hundumm  sinumm  (forme  peut-être  due  à  Vigfiisson);  11^  fyrir  minar 
Sakir;  12 ^  allskonar  Dyrgyripum  (=D);  12''  sinn  Hest;  12^^  einginn 
Madur;  22 ^  ok  Hunda;  23^^  heingdur  i  håum  Gålga;  34 1''  CD:  huorr 
er  f)essi  hinn  væni  madur  (A  ne  mentionne  pas  ce  trait,  B  illisible), 
F:  fanst  henni  miçk  um  Fegurd  hanns.  Mais  à  peu  près  =  A  6I  vard 
Bord  å  burtu  tekit  sîdann  så  hann;  6^^  snerust;  y^  einhuorja  sæng  fiessa; 
I2n  er;  1722  ø\\  tidinde;  312*  Huga  (B  illisible,  CD  E  Rikefor)  32^  vera 
æigi  vidur  Forlate  edur  Forvitinn  (B  illisible,  C  D  oforvitinn);  34I''  hon 
sagdest  vera  Döttir  eins  Barons  ...  ok  hertök  hann  mik  hingat  (B  illi- 
sible, C  D  n'en  disent  rien,  14I  Markvalldss  (corrigé  en  Mannholdz) 
rappelle  plutôt  A:  Markavlld  que  C  D  E:  Marhaulldrpnn]. 

Les  onze  chapitres  des  mss.  C  D  E  correspondent  pour  la  plupart 
aux  onze  divisions  du  ms.  A  (généralement  indiquées  à  l'encre  rouge).  Il 
paraît  que  B  n'est  muni  ni  de  chapitres  ni  de  rubriques. 

Les  onze  chapitres  de  F  ne  coïnddent  pas  avec  ceux  des  autres 
manuscrits. 

Comme  le  livre  d'Ormr  ne  nous  est  connu  qu'à  travers  une  transcrip- 
tion peu  exacte,  il  est  difficile  de  comparer  les  deux  classes  de  manu- 
scrits au  point  de  vue  de  la  langue  et  du  style.  Il  faut  sans  doute  rendre 
le  scribe  responsable  d'une  très  grande  partie  des  fautes  si  nombreuses 
de  F.  La  loquacité  et  l'incohérence  du  récit  en  diminuent  sensiblement 
la  valeur  littéraire. 


lO  A.   TRAMPE   BØDTKER.  HL-F.    Kl. 

Je  n'ai  pas  remarqué  dans  ce  manuscrit  les  allitérations  de  A — ^E: 
ijss  reyn  svo  riddaraskap  {jinn,  12^  ast  ok  yndi,  138  ravskvåra  riddara- 
skap,  16^2  nidings  vig  vega  (A),  24^0^  25  ^^  heidinn  hvnd,  24  ^  f>ræll  ok 
()iofr,  28  2  vei  verdi  f)er,  31*  leidr  er  huerr  lidinn  (B — E),  32  ^^  tok  vedrit 
at  vinda,  .33^  sialdann  varazt  ef  votr  er,  33^  kykendvm  kyssiligr,  34^* 
bavlfadr  se  minn  bondi  svo  môrgvm  manni  sem  hann  fyrir  ferr,  25^^  ravskvm 
riddara  (A),  hraustum  riddara  (BCD  E),  allitération  norvégienne  trop 
douteuse  pour  être  considérée  comme  primitive  ^  L'expression  si  com- 
mune fagnadar  fundur  (36 15)  se  retrouve  dans  F;  fagrann  frammburd,  for- 
late edur  forvitinn  lui  sont  particuliers. 

Les  expressions  conventionnelles  qui  foisonnent  dans  les  remanie- 
ments postérieurs  semblent  se  rencontrer  moins  fréquemment  dans  F. 

A — E  emploient  pour  la  description  de  la  belle  Marmoria  une  image 
de  TElis  saga,  tandis  que  F  compare  sa  beauté  à  la  splendeur  du  soleil,  et 
nous  fait  savoir  que  ses  cheveux  étaient  blonds  comme  le  jour.  La 
description  de  Gram  (Klock.  33*^),  qui  rappelle  les  sagas  de  Bever  et 
d'Ivent,  est  beaucoup  plus  sobre  dans  F.  La  Marmoria  de  A— E  mau- 
dit l'enfer  qui  l'a  privée  de  toute  joie,  et  imite  la  femme  de  Kane- 
langres  par  la  violence  de  sa  conduite.  Les  proverbes,  Klock.  30^^  31*, 
32^*,  33*"'^  font  défaut  dans  F. 

F,  généralement  si  loquace,  ne  contient  pas  Ténumération  peu  artis- 
tique Klock.  710-12;  g^jj  |jessir  steinar  vorv  i  sænginni:  cristallvs,  crisolitvs, 
berillvs,  sardirvs,  crisoprasvs,  amectistvs,  tvretvs,  garvatvs.  F  se  contente 
de  trois  bijoux^  et  nous  fait  grâce  du  passage  10""""  {>vi  mvndi  valida 
sv  mikla  ok  fagra  skemptan  ok  en  mivka,  blida  er  hann  hafdî  gert  vm 
nottina  vid  frvna^. 

Dans  A — E  Marmoria  raconte  que  le  roi  païen  s'appelle  Markaulld, 
tandis  que  F  nous  laisse  ignorer  son  nom  jusqu'au  moment  du  combat*. 
F  évite  de  nommer  Gram  par  son  nom  jusqu'au  passage  «=  Klock.  34 1^. 

Voici  les  traits  les  plus  intéressants  de  F: 

Les  autres  versions,  notamment  celles  du  groupe  Z,  racontent  que 
Mélior   fait   chercher  un  prince  qui  soit  digne  d'elle.      L'envoi  des  mes- 


'  Ccderskiöld,  Forasögur;  F.  Jdnsson,  Oldn,  og  isl.  Litt.  II*  p.  965;  R.  Meissner,  Die 
Strengleikar,  Halle  1902,  p.  230:  die  von  den  jUngern  hss.  eingeführten  alliterationen 
sind  mit  ok,  ne,  e5a  verbundene  paare  oder  subst,  mit  attributiven  adj.  u.  a. 

2  La  saga  de  Flovent  (p.  142)  va  jusqu'à  en  énumérer  douze,   cf.  l'Apocalypse   XXI   19. 

3  voir  M.  Nygaard,  Sprogl.-hist.  Studier  tilegnede  prof.  Unger,  Kristiania  1896,  p.  168. 

*  Meissner,  Strengleikar  p.  207:  Es  ist  das  eine  seltsame  koketterie,  die  wir  mehrfach 
in  den  nordischen  Übersetzungen  beobachten  können.  On  sait  que  Chrétien  pique 
l'intérêt  de  la  même  manière. 


1904.    No.   3.  PARTÉNOPEUS   DE  BLOIS.  II 

sagers,  inconnu  aux  autres  manuscrits  islandais,  est  longuement  exposé 
dans  F:  {)ui  næst  liet  hon  sendimenn  fara  i  {>eirra  könga  Rike  er  i  hen- 
nar  Valldi  voru  |)ui  at  hon  var  sva  mikil  fyrir  sier  at  fiörir  ok  Tuttugu 
köngar  voru  i  hennar  Valide  i  hennar  Riki.  I  [)â  Sendiferd  valide  hun 
hina  vitrustu  Menn  etc.  Nii  fara  {leir  heimann  å  einhuorjumm  Deige  ok  i 
[)eirra  könga  Riki  sem  at  fyrr  var  frå  sagtt. 

I  fiennan  Tima  (d'accord  avec  A — E)  ried  fyrir  saxlande  (!)  så  Kongur 
scm  at  Lgdver  hiet.  Vient  ensuite  le  portrait  de  Partolope,  à  peu  près 
=  Klock.  2^-*.  Puis  les  manuscrits  divergent.  F  raconte,  avec  beau- 
coup de  détails  superflus,  que  les  messagers  arrivent  en  France.  Ils 
regardent  attentivement  le  fils  du  roi,  et,  de  retour  à  Miklagard,  ils 
font  son  éloge  Les  autres  messagers,  déjà  revenus,  déclarent  d'un  commun 
accord  que  personne  ne  peut  égaler  le  jeune  prince. 

A— E  (=  Klock.  2211-18,  27"— 28IÖ)  racontent  qu'Urakia  fait  ré- 
pandre le  bruit  de  la  mort  honteuse  de  Partalope.  Marmoria,  hors  d'elle, 
maudit  sa  sœur  qu'elle  en  croit  coupable.  Les  chevaliers  viennent  la 
consoler  et  lui  font  savoir  qu'ils  ont  convoqué  une  assemblée  des  rois  et 
des  grands  seigneurs  de  son  empire.  Tous  se  présentent,  excepté  le  roi 
Hlodvir  qui  est  trop  triste  à  cause  de  son  fils. 

Tout  cela  manque  dans  F  qui  dit  simplement:  (cf.  Klock.  22^1): 
Sigide  hon  nu  aptur  til  Mikiagardss  ok  sagdi  hann  daudan  vera. 

Les  manuscrits  marchent  ensuite  ensemble  avec  peu  de  divergences 
(Klock.  28 10 — 29Ö),  puis  F  continue:  Enn  er  Marmorja  Kongssins  Döttir 
spurdi  Dauder  Partalopa,  ok  {>esse  9II  Râd  Rådgjafanna  grætur  hon  ok 
syrgîr  mjçk  sårliga  sva  at  flestumm  Mçnnum  mundi  betri  {)ykia  Daude 
enn  slikur  Harmur  og  Sorg  sem  at  hon  hafde  {)â  bædi  Nött  ok  Dag. 

Les  mss.  A— E  reviennent  encore  une  fois  (Klock.  30^—31®)  à  la 
furie  de  Marmoria  contre  sa  sœur,  tandis  que  F,  reprenant  le  même  ordre 
d'idées  que  nous  trouvons  dans  les  autres  versions,  s'exprime  ainsi:  hon 
brigsladi  miok  opt  Marmoria  systur  sinne  huorsu  at  hon  hafde  skilist 
vidur  sinn  Unnusta  ok  at  hann  hefde  Dauda  feingit  af  hennar  vielumm 
ok  vard  henne  at  hennar  ordumm  mikill  Harms  Auke. 

(Mélior)  quide  avoir  tort 

Et  quide  avoir  son  ami  mort.     Crap.  v.  6449—50 

Mais  il  est  grant  aumosne,  espoir, 

D'ocirre  un  gentil  chevalier  ...    v.  6662—63 

F:  muntu  vilia  Hå  mier  Hest  ok  Vopn  ok  lofva  mier  at  ek  meigi 
siâ  {)essa  Burtreid,  veit  ek  seigir  hiin  at  Lif  mitt  er  i  Vedi  ef  at  ek  gjçrir 


12  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.   Kl. 

|)at  enn  ^å  fyrir  f)ina  Kurteyse  ok  Fegurd  vil  eg  til  fiess  hætta  ef  at  |)û 
jàtar  {)ui  at  koma  hier  aptur  fyrr  enn  Bonde  minn  kemur  heim.  Jå  seigir 
hann  {)ui  vil  ek  giarnann  jàta.  Hiin  fær  hçnumm  nu  hin  bestu  Vopn,  ok 
|)ar  med  Hest,  ok  9II  Herklædi  {lau  sem  at  best  voru  til  F  se  range 
encore  ici  du  côté  des  autres  versions  :  La  femme  se  laisse  attendrir  par  la 
beauté  du  prisonnier  (en  danois  parce  qu'il  est  chrétien);  Partalope 
demande  et  obtient  la  permission  de  partir,  avant  de  recevoir  les  armes. 
Le  passage  correspondant  de  A— E  (Klock.  35)  est  beaucoup  plus 
remanié. 

Dans  les  mss.  A — E  (Klock.  39*"*)  les  douze  prisonniers  restent 
au  château^,  dans  F  au  contraire:  rida  |)eir  af  Kastalanumm  {)riàtyu  såmann, 
ok  var  nu  {)eirra  Flockur  hinn  fridasti.  Le  poème  danois  prend  le  même 
soin  de  son  héros  en  lui  donnant  une  escorte  de  douze  valets. 

(A  peu  près  Klock.  42'')  F:  Partalope  Kongsson  lagdi  alldreigi  af  sier 
sin  Herklæde  {)ui  at  han  villdi  af  aungvumm  Manni  {)ar  Innan  Borgar  i 
Miklagarde  kendur  verda. 

Cette  pensée  qui  se  retrouve  dans  les  autres  versions  ^  n*est  pas 
directement  exprimée  dans  les  mss.  A — ^E.  Elle  ressort  cependant  im- 
plicitement du  contexte. 

La  fin  de  F,  très  brève,  diffère  en  tout  point  de  celle  des  autres 
manuscrits:  Marmoria  ignore  toujours  le  nom  du  vainqueur.  Enn  er  Par- 
talopi  Kongsson  tök  af  sier  Hiâlminn  ok  q11  aunnur  Herklædinn,  kendi 
Marmoria  Kongsdottir  hann  harla  skiôtt  og  vard  fegnari  enn  frå  meigi 
seigia. 

La  scène  du  désarmement  de  Parténopeus  est  un  des  épisodes  les 
plus  saillants  du  poème  français.  Le  roman  espagnol  se  rapproche  presque 
textuellement  de  F:  mâdole  la  emperatriz  .  .  .  que  le  hiziesse  quitar  el 
yelmo  &  luego  el  code  mâdo  a  gaudin  que  selo  quitasse  ....  Desque  la 
emperatriz  lo  vido  conociolo  muy  bié  &  têblauâle  ala  sefiora  las  carnes 
del  plazer  muy  grade  que  tenia  ensu  coraçon. 

Il  faut  encore  remarquer  l'absence  dans  F  des  longs  passages  ajoutés 
à  tort  et  à  travers  dans  A— E.  L'épisode  insipide  Klock.  31I3 — 32  6, 
ainsi  que  la  plus  grande  partie  des  passages  36^— 39^  et  43^—44^  y  font 
heureusement  défaut.  A — ^E  remarquent  12^1  sagdi  {)eim  at  eigi  var  meiri 
matr  enn  til  einnar  nætr,  F  se  contente  de  dire  qu'il  y  avait  trois  païens 
contre  un  Français,    (cf.  A — E  13^  XX  vm  einn  franzeis). 


*  Y  a-t-il  contradiction  43**  allt  lid  hans? 

2  En  espagnol,  Parténopeus,  revenant  de  Tenedon,  porte  également  le  casque  pour  rester 
inconnu;  cf.  aussi  le  poème  danois  v.  1263 — 64.  Dans  Y,  au  contraire,  les  juges  con- 
naissent déjà  son  nom. 


1904.  No.  3.  PARTÈNOPEUS  DE  BLOIS.  I3 

Les  bons  services  que  nous  rend  ainsi  ce  ms.  nous  lui  font  presque  par- 
donner les  fautes  qui  le  déparent.  En  voici  quelques  exemples:  (2^^) 
ok  ottadist  fyrir  at  få  Mann  med  Vielumm  or  Fracklandi,  (15*)  svd  at 
hann  là  i  Ôvite;  (21^)  vid  fundumst  ,medur  Gledi  enn  nu  munumm  vid 
skilia  medur  Harme  ok  sidumm  sidann  finnast;  (32^)  enn  Orækia  ried 
Rikinu  {)essa  Tölf  Månude).    . 

Le  jeune  valet  reçoit,  dans  F,  le  baptême  avant  de  fuir  avec  Parta- 
lope,  la  rencontre  d'Urakia  paraît  plus  remaniée,  son  retour  à  l'île  a  été 
supprimé.  Pour  -éviter  les  redites,  nous  noterons  au  fur  et  à  mesure 
les  divergences  principales,  et  nous  n'en  relèverons  ici  qu'une  seule  qui 
donne  à  F  une  ressemblance  fortuite  avec  le  poème  danois  dont  nous 
parlerons  plus  loin:  Partalope  poursuit,  non  pas  un  sanglier,  mais  un 
cerf.  Le  cerf  joue  cependant  dans  les  contes  un  rôle  prépondérant^; 
à  part  les  mots  villigôllt  (sanglier)  et  hiort  (cerf)  les  manuscrits  ont  ici 
à  peu  près  la  même  leçon,  et  le  mot  »dyr«,  signifiant  à  la  fois  »bête«  et 
»bête  fauve«,  se  prête  facilement  à  la  substitution.  Aussi  voyons-nous 
que  Partalope  va  plus  tard  à  la  chasse  des  »dyr«. 

Le  ton  de  F  est  beaucoup  moins  farouche.  Cela  se  fait  surtout 
sentir  dans  la  scène  de  la  première  nuit,  décrite  dans  A — E  avec  une 
brutalité  répugnante  qui  tranche  singulièrement  avec  l'esprit  léger  du 
poème  français.  F  nous  représente  un  chevalier  plus  courtois,  et  qui  aurait 
eu  honte  de  proférer  contre  Marmoria  la  menace  de  A— -E  9^-^  La  leçon 
hann  vantadi  huorki  Ordsnilld  nie  fagrann  Frammburd  indique,  au  contraire, 
que  ce  ms.  a  gardé  le  souvenir  d'une  forme  moins  altérée. 

Les  mss.  A — E  et  F  représentent  deux  rédactions  d'une  même 
version  islandaise.  La  comparaison  des  deux  classes  de  manuscrits  ne 
permet  pas  d'en  rétablir  les  leçons  exactes;  il  faut,  dans  la  plupart  des 
cas,  se  contenter  de  reconstituer  approximativement  le  texte  de  la  version 
originale.    Nous  désignerons  par  »la  saga«  le  récit  commun  des  manuscrits 2. 


'  Ainsi  dans  Sigurdr  the  King's  Son  (Arnason  Icelandic  legends).  Le  cerf  occupe  une 
place  importante  dans  l'ancienne  littérature.  Témoin  les  sagas  de  Charlemagne,  de 
Tristram  et  probablement  celle  de  Grêlent,  le  ljo^  de  Desire  et  notamment  celui  de 
Guiamor.  J'incline,  en  effet,  à  croire  que  ce  dernier  ljo&  a  fait  opérer  le  changement: 
hug^i  hann  at  menn  være  a  skipino  ^æir  er  gætte  skipsens.  oe  sa  hann  ængan  mann 
{)ann  er  {)ar  væri  a  (Strengleikar  p.  4),  cf.  Klock.  4*-8,  mais  notamment  F  qui  ajoute: 
ok  syndist  honumm  sva  sem  at  FiçUdi  Manna  væru  ä  Skipinu. 

'  Les  mss.  A.  M.  440,  8%  a  et  b  (Bibl.  de  TUniv.  de  Copenhague)  renferment  des 
rimur  de  Partalope.  Les  rimur  du  premier  ms.  ont  été  composées  d'après  le  texte  de 
£  et  n'offrent  aucun  intérêt.  Celles  de  b,  qu'on  a  attribuées  au  même  auteur,  appar- 
tiennent probablement  à  la  même  rédaction,  voir  le  catalogue  de  Kâlund  et  O.  Klock- 
hoff:  Smâ  bidrag  till  nordlska  Lit.  hist.  Upsal  1880. 


14  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

Tableau  des  manuscrits: 
Saga  islandaise. 


I  II 

J .  I 


M.  S.  Ormr 


A  B        C  D  E  F 

4.     La  version  danoise. 

Ms.  de  la  Bibl.  royale  de  Stockholm,  ancienne  cote  K.  47,  petit  in 
4^  contenant  six  poèmes.  Il  date,  selon  M.  Brandt,  du  commencement 
du  XVI®  Siècle  ou  de  la  fin  du  XV«  siècle.  Le  copiste  est  danois 
(jutlandais),  et  le  manuscrit,  avant  de  passer  en  Suède,  a  appartenu  à 
une  famille  danoise  ^ 

Le  poème  a  été  imprimé  en  1560,  mais  aucun  exemplaire  n'en  a  été 
conservé.  La  Grande  Bibl.  royale  de  Copenhague  possède  un  exemplaire 
de  l'édition  de  1572: 

Persenober.  En  lystig  oc  skön  Historie  paa  Rim  /  om  Konning 
Persenober  oe  Drotning  Constantianobis.  Lystig  at  höre  oc  læse.  Nu 
nylige  offuersect  oe  Corrigeret  /  Rettere  end  hun  vaar  for.  Prentet  i 
Kjöbenhaffn  /  aff  Laurentz  Benedicht  1572. 

Le  livre  a  été  réimprimé  en  1700,  mais  il  y  a  tout  lieu  de  croire 
qu'il  y  en  a  eu  plusieurs  éditions  intermédiaires. 

Les  six  poèmes  du  manuscrit  de  Stockholm  sont  publiés  par  C.  J. 
Brandt,  Romantisk  Digtning  fra  Middelalderen  I — III,  Copenhague  1869  —  77. 

Traits  généraux  de  la  saga  et  du  poème  danois. 

Les  versions  étrangères  du  groupe  Y  sont,  à  l'exception  du  poème 
italien,  des  traductions  relativement  fidèles  de  manuscrits  français.  La 
concordance  peut,  en  général,  s'établir  ligne  par  ligne.  Il  n'en  est  pas 
ainsi  des  versions  du  groupe  Z.  Elles  représentent,  dans  leur  forme 
actuelle,  non  pas  des  traductions  proprement  dites,  mais  des  rédactions 
nouvelles,  dont  la  comparaison  ne  peut,  par  conséquent,  se  faire  que  par  ordre 
d'idées.  Le  remanieur  espagnol  a  introduit  dans  sa  version  quantité  de 
traits  qui  font  honneur  à  son  patriotisme  et  à  ses  sentiments  catholiques, 
mais  il  ne  s'est  pas  encore  trop  éloigné  de  l'original  perdu.  Le  fragment 
anglais,  a  surtout  abrégé  le  récit.     Une  liberté  extrême   règne   au   con- 

»  A.  M.  151  b,  s  °  pap.  ne  comprend  que  quatre  feuilles  =  v,  S3 1  —  1218  (?). 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS   DE  BLOIS.  I5 

traire  dans  les  textes  islandais  et  danois.  Divergeant  considérablement 
des  autres  versions  du  groupe,  ils  montrent  encore  une  grande  dissem- 
blance entre  eux. 

Les  personnages  et  le  milieu  de  la  saga  ont  reçu  une  empreinte 
profonde  du  goût  et  du  caractère  national.  Le  monde  brillant  des  romans 
français  était  étranger  aux  peuples  du  Nord.  L'esprit  et  les  mœurs  des 
pays  ensoleillés  ne  s'accordaient  pas  avec  l'austérité  des  sagas.  Sous  la 
plume  des  remanieurs  le  caractère  et  même  le  fond  du  récit  se  trans- 
forment davantage.  Ne  cherchons  pas,  dans  notre  texte,  les  longues 
plaintes  d'amour,  les  descriptions  vivantes  de  toilette  et  de  batailles.  Les 
chevaliers  dépaysés  ne  savent  que  faire  de  leurs  hauberts  étincelants,  et  se 
sont  résignés  à  porter  le  justaucorps  islandais. 

Partalope  n'est  plus  l'enfant  sensible  et  amoureux  du  poème  français. 
Il  est  un  homme  fait,  qui  n'a  peur  de  rien  et  qui  ne  pleure  jamais. 
Noble  et  grossier  à  la  fois,  le  héros  islandais  aurait  été  mal  venu  à  la 
cour  de  Mélior  et  aux  jeux  chevaleresques  de  l'empire.  »Malgré  ses  quinze 
ans,  il  dépassait  tous  en  intelligence.  Il  se  distinguait  par  toutes  ses 
qualités,  par  sa  taille  et  sa  figure.  Personne  en  France  n'était  plus  lettré 
que  lui,  il  était  modeste  et  accueillant«  (KIock.  2^-^).«  La  beauté  phy- 
sique a  cédé  la  place  aux  qualités  intellectuelles. 

Marmoria  »la  plus  belle  femme  qui  fût  au  monde«  était  si  savante 
que  personne  ne  l'égalait  en  Grèce.  On  peut  s'étonner  que  Partalope 
accepte  les  conditions  qu'elle  lui  impose:  vivre  seul  sans  voir  personne, 
et  être,  pendant  la  nuit,  Taniant  d'une  femme  qu'il  lui  est  défendu  de 
voir  jamais.  Car  Marmoria  ne  lui  offre  aucune  perspective  de  mariage. 
Aimant  le  pouvoir,  elle  le  cache  parce  que  »ce  serait  perdre  beaucoup 
de  sa  grandeur  que  de  porter  le  nom  d'impératrice  au  lieu  d'être  la 
souveraine  de  l'empire«. 

Les  innovations  de  la  saga  islandaise  sont  assez  nombreuses,  elles 
sont  rarement  des  améliorations.  Partalope,  avant  d'entrer  chez  Marmoria, 
traverse  trois  salles  consécutives,  un  grand  oiseau  blanc  le  sauve  des 
chevaliers  païens.  Les  contes  populaires  ou  des  récits  analogues  ^  ont 
dû  en  fournir  l'idée.  Le  rédacteur  islandais  a  cependant  très  habile- 
ment tourné  les  deux  points  faibles  de  la  composition.  Aucune  autre 
version  n'explique  d'une  manière  satisfaisante  les  années  d'attente  et  le 
phénomène  bizarre  que  l'enchanteresse  Mélior  perd  tout  d'un  coup  son 
pouvoir   magique.     Dans   la   saga,   il  n'est  plus  question   de   la  période 


^  Ou  pourra  penser  aux  trois  salles  de  Tlonets  Ijob  (Strengleikar  p.  79)  Pour  ce  qui 
est  de  l'oiseau,  M.  Kölbiog  a  appelé  Tattention  sur  Filipo  Rimur  VI  (Riddara-Rimur 
p.p.  T.  Wisén,  Copenhague  1881). 


l6  A.  TRAMPE  BØDTKEK.  H.-F.  Kt. 

d'attente,  le  caractère  de  l'héroïne  en  explique  la  raison.  Pour  rompre 
l'enchantement  Partalope  reçoit  une  pierre  magique:  einp  ma  gerningar 
géra  {)eim  manni  edr  sionhverfingar  er  hann  hefir  i  hendi  sier  (Klock, 
igii-uy  L'idée  de  vaincre  »l'incanto  con  incanto«A  n'est  pourtant  pas 
originale.  Nous  la  retrouvons  non  seulement  dans  la  poésie  française, 
mais  dans  d'autres  sagas  islandaises. 

Les  personnages  du  poème  danois  n'ont  aucun  caractère  individuel. 
Ce  sont  des  marionnettes  présentées  par  un  rimeur  fort  médiocre.  Dénué 
d'imagination  et  de  goût,  le  poète  pèche  par  des  répétitions  fastidieuses, 
et  il  ne  tombe  que  trop  souvent  dans  des  platitudes  naïves  et  ridicules. 
Ayant  peur  de  la  dame  qui  se  couche  auprès  de  lui,  Percenober  »peureux 
comme  un  lièvre«  s'excuse  d'être  »un  pauvre  gardien  de  cochons  dont  le 
nom  n'a  pas  beaucoup  d'importance«.  L'héroïne  ne  consentira  qu'à  »causer« 
chaque  nuit  avec  son  ami,  et  Percenober  se  déclare,  comme  toujours,  prêt 
à  être  le  plus  humble  des  serviteurs.  Les  demoiselles  d'Urraque  prennent 
pitié  de  lui:  Noble  dame,  faites  lui  préparer  un  bain  chaud;  alors  vous 
verrez  sûrement  que  Dieu  vous  en  récompensera.  La  noble  dame  Frago 
leur  répondit,  parlant  ainsi:  il  sent  tellement  mauvais,  néanmoins  je  ferai 
comme  vous  me  le  conseillez,  et  je  panserai  ses  blessures,  leur  répondit 
la  noble  dame. 

C'est  précisément  cette  naïveté  involontaire  et  confinant  à  la  parodie 
qui  nous  console  un  peu  de  la  mollesse  du  récit,  et  qui  nous  permet  d'y 
trouver  encore  un  certain  plaisir. 

La  saga  présente  un  remaniement  personnel  et  voulu.  Le  poète 
danois  tâche  de  rendre  de  son  mieux  un  original  dont  probablement  il 
ne  possède  que  des  ressouvenirs  effacés  et  confus. 


*  Comme  par  l'anneau  de  Brunello  qui  est 

Di  tal  virtîi^  che  chi  nel  dito  ha  quello, 

contra  il  mal  degrincanti  ha  mcdicina.     L'Orl.  fur.  III  69. 


1904.     No.   3.  fARTÈNOPEUS   DE   BLOIS.  17 


Comparaison  des  versions ^ 

Comme  dans  les  autres  versions  du  groupe  Z,  le  récit  commence  en 
Orient,  dans  S.  à  Miklagard,  dans  P.  D.  à  Constancia.  Seule  la  saga 
donne  le  nom  de  l'empereur  2. 

S.  L'empereur  avait  une  fille  qui  s*appelait  Marmoria,  la  plus  belle 
femme  du  monde,  et  »le  meilleur  clerc«  de  l'empire  grec.  Connaissant 
»le  livre  des  étoiles«,  elle  savait  pratiquer  tous  les  enchantements. 

P.  D.  Le  roi  avait  beaucoup  de  filles  dont  la  plus  jeune  s'appelait 
Constancianobis.  La  belle  fille  apprend  »à  l'école  noire«  tous  les  arts,  et, 
trois  ans  passés,  elle  est  plus  savante  »qu'aucun  maitre  de  Paris«. 

Les  mêmes  idées  sont  exprimées  partout  ailleurs.  Elle  apprend 
»nigromance,  encantemens,  astronomie«  (Crap.  v.  4598  etc.).  Le  fragment 
anglais  rappelle  le  poème  danois: 

In  a  twelue  Monethe  sehe  lerned  more 
Thanne  other  Clerkys  dede  in  yerys  three. 

Le  fragm.  angl.  et  le  rom.  esp.  mentionnent  ici  Urraque.  Elle  n'ap- 
paraît que  plus  tard  dans  nos  versions  s. 

S.  A  la  mort  de  son  père,  Marmoria  avait  (A)  quinze  ans,  (B — E: 
seize  ans).  Ses  conseillers  la  prient  de  prendre  un  seigneur,  mais  Mar- 
moria ne  donne  la  préférence   à   aucun  des  rois  ou   des  princes  de  son 


^  D'après  ce  que  nous  venons  de  dire,  il  suffira,  en  général,  de  comparer  la  saga  (3=  S.) 
et  le  poème  danois  (=  P.  D.)  avec  les  deux  versions  du  même  groupe  et  avec  l'édition 
de  Crapelet  Nous  ne  tiendrons  compte  que  des  traits  qui  intéressent  l'étude  com- 
parée. A  moins  d'indication  contraire,  les  passages  de  S  sont  cités  d'après  l'édition  de 
M.  KlockhofiC 

*  Nous  reviendrons  plus  tard  aux  noms  propres. 

'  Nous  saurons  plus  tard,  KIock.  21 17,  qu'Urakia  et  Marmoria  ont  la  même  mère  (F 
Marmorja  .  .  var  hon  kongborinn  at  çllu  kyne).  Dans  le  rom.  esp.  Urraque  est  fille 
d'une  Moresque;  elle  y  est  la  sœur  aînée  comme  en  danois;  autrement  dans  le  fragm. 
angl.  V.  13  Melior  was  the  £ldere  maydenys  name.  Le  poème  franc,  dit  seulement, 
Crap.  4906 — 7  Urrake  ...  est  suer  Mélior  le  bêle. 

Vid.-S©l»k.  Skrifter.    II.    H.-F.  Kl.  1904.   No.  8.  2 


1 8  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

empire,  elle  ne  veut  que  le  chevalier  le  plus  accompli^.  Vingt-quatre 
(en  danois  douze)  rois  lui  devaient  obéissance^. 

P.  D.  Le  roi,  sentant  que  la  mort  approchait,  réunit  ses  chevaliers 
et  leur  dit  de  prendre  Constancianobis  pour  reine.  Cette  assemblée  n'est 
mentionnée  que  par  le  rom.  esp.®,  elle  semble  donc  particulière  au  groupe  Z. 
Un  mois  passé,  les  chevaliers  viennent  (comme  dans  les  autres  versions) 
la  prier  de  prendre  un  seigneur.  Elle  répond  qu'elle  leur  fera  bientôt 
savoir  sa  décision. 

La  saga  trace  ensuite  un  portrait  sommaire  du  héros;  il  rappelle  les 
lignes  suivantes  de  la  longue  description  du  poème  français  (v.  543  et  suiv.). 

Et  si  n'avoit  que  seul  treize  ans;        I     Moult  ert  et  pros  et  coragos, 

Si  ert  solonc  ço  gens  et  gmns^  \     Et  dois  et  humles  et  hootos  .  .  . 

de  même  le  fragm.  angl.  v.  61  et  suiv. 

Hee  was  so  goodly  a  creature  .  .  . 

Over  all  othere  he  hadde  thee  choyis  .  .  . 

He  was  ryght  stif  in  every  stowr 

W*  owten  bost  or  other  greet  noyse  .  .  . 

et  le  rom.  esp.  es  varon  que  no  ha  doze  afios  /  y  el  cuerpo  segû  que 
de  veynte  afios  largo  y  fermoso  y  frâco  &  caualgador  &  de  grà  fuerça  sobre 
quantos  ombres  ay  en  el  mùdo  /  y  en  el  no  reyna  pesar  ni  malêconta 
sino  plazer  &  alegria. 

Pour  la  divergence  des  deux  classes  de  mss.  isl.  (l'envoi  des  messa- 
gers) voyez  p.  II. 

P.  D.  Constancianobis  envoie  douze  de  ses  meilleurs  chevaliers  (F  hina 
vitrustu  Menn)  dans  les  pays  étrangers  afin  d'y  chercher  un  prince.  Ils 
reviennent  au  bout  de  six  mois  apportant  des  lettres,  le  douzième 
chevalier  trois  jours  après  les  autres  (dans  F  les  chevaliers  envoyés  en 
France  reviennent  aussi  les  derniers).  La  lettre  parle  du  beau  et  vertueux 
Percenober,  neveu  du  roi  de  France. 

Le  poème  français  ne  contient  pas  ces  détails:  revmrent  al  cief  del 
an  (Crap.  v.  1356).  Mais  nous  retrouvons  un  passage  pareil  dans  le  roman 
espagnol:  embio  cada  carta  cô  su  mêsajero  por  todas  las  tierras  .  .  . 
y  todos  vinierô  en  vn  dia  cierto  ...  los  mensajeros  de  Francia  no  qui- 
sierô  hablar  hasta  la  postre^. 


'  A — E  huort  er  hann  væri  kongs  son  edr  annarr  madr  (il5). 

Crap.  1332    vint   roi  ai  de  moi   casés.     Le  rom.  esp.  n'en    connaît   que   sept,    cf.  les 

sept  rois  »qui  doivent  juger  le  tournoi«,  v.  78883. 
'  fîzo  el  emperador  antes  que  finasse  cortes  &  ayûtaro  se  los  sîete  reyes  de  su  imperio 

etc.  &  mftdo  a   todos   que  le  besassen   la   mano   a  su  hija  melior  &  que  la  ouiessen 

por  emperatriz. 
*  Le  fragm.  angl.  diverge:    les  messagers  vont  ensemble. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  19 

Dans  la  saga,  Partalope  est  le  fils  du  roi,  non  le  neveu  comme  partout 
ailleurs  ^  Le  changement  est  sans  importance  2,  on  a  tout  simplement 
abrégé  systursonr. 

La  saga,  le  poème  danois  et  le  fragment  anglais  nous  racontent  main- 
tenant que  Mélior  se  rend  en  France  voir  Parténopeus,  et  qu'elle  retourne 
ensuite  en  Grèce.  Dans  les  autres  versions  la  visite  de  Mélior  est  immé- 
diatement suivie  de  la  chasse  dans  les  Ardennes. 

Nous  connaissons   déjà  les  motifs  de  la  conduite  de  Marmoria  (voir 

p.  15). 

Le  poème  français  place  les  passages  précédents:  Crap.  v.  534 — 82, 
portrait  de  Parténopeus;  v.  133 1 — 80  première  rencontre  de  Mélior  et  de 
Parténopeus;  elle  lui  raconte  alors  les  événements  précédents  et  lui  parle 
de  son  empire;  la  deuxième  nuit  v.  1763:  j*ai  nom  Mélior;  v.  4559 
et  suiv.  (trahison  de  Parténopeus),  où  Mélior  lui  parle  de  son  enfance  et 
de  son  éducation. 

La  saga,  le  poème  danois  et  le  fragm.  angl.  nous  transportent  de 
nouveau  en  France. 

Dans  les  mss.  A — ^E  Partalope  poursuit  un  sanglier,  comme  en  français 
et  en  espagnol,  tandis  que  F  a  remplacé  le  sanglier  par  un  cerf,  comme 
c'est  le  cas  du  poème  danois  et  du  fragm.  angl. 

Nous  avons  déjà  parlé  du  mot  norvégien  »dyr«.  La  même  sens 
spécial  s'est  développé  en  ancien  anglais.  Déjà  au  moyen  âge  »deer« 
s'emploie  constamment  dans  l'acception  moderne  de  »bête  fauve«. 

La  saga  et  le  poème  danois  ont  ici  un  des  passages  extrêmement 
rares  où  les  détails  de  la  description  sont  presque  identiques: 


Saga,  Klock.  38-11 
Na  er  fra  |)vi  at  segia  at  Hlôdvir, 
kongr  i  Franz,  helîr  ^at  einn  morgin  til 
skemtanar  at  fara  vt  a  skog  ok  veida 
dyr.  Eina  tima  er  hann  reid  vt,  lylgdi 
honvm  Partalopi,  son  hans,  ok  er  J)eir 
elltv  dyr,  skildvst  {)eir  i  skoginvm,  |)viat 
Partalopi  sa  hiavpa  fyrir  hvndvnvm  einn 
mikinn  vUlig&llt.Hann  reid  eptir  honvm  etc. 


Poème  danois  (v.   139—146) 
Tha  ther  effter  jen  staked  tide 
then  konning  i  Franckerig  lystæ  at  ryde 
i  skowen  ath  jeye  effter  hiorte  oe  hinde, 
Percenober  fulde  hanum  thet  same  sinde. 
Som  konningen  mon  i  skowen  faræ, 
ther  kam  jen  hiort  löbinde  sa  saræ 
och  lob  sa  fast  i  skowen  fram, 
Percenober  red  effter,  then  edelæ  mand. 


Rien  n'est  plus  commun  que   la  poursuite  d'un  cerf^,  et  la  ressem- 
blance du  poème  danois  avec  la  version  anglaise  est  ici  toute  fortuite. 


Il  est  vrai  que  le  fragm.  angl.  dit  qu'il  est  tcozyn  to  the  kyngec,  mais  cela  ne  compte 

pas;  le  mot  cousin   s'employait  souvent  au   sens   de  neveu  ou  de   nièce.     De  même 

dans  la  version  angl.  du  groupe  Y:    cosyn  nygh  vnto  the  kyng. 

Le  père  du  héros  n'est  mentionné  nulle  part  dans  le  groupe  Z;   c'est  à  peine  si  Y  fait 

allusion  à  son  existence. 

cf.  Guigemar,   Lais   de   Marie   de   France,    Bibl.  Norm.  Ill,   p.  LXXIX,   les   notes   de 

Köhler;    La  Biche  blanche,   Romania   VIII.     Le  cerf  apparatt   v.   2002  dans   le   Duc 

Frédéric  de  Normandie  (chanson  d'Eufemia),  voir  Brandt,  Rom,  Digtn.  I. 


20  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

Dans  les  versions  du  Nord  et  le  fragm.  angl.  il  n*est  question  que 
d'une  seule  bête. 

Les  horreurs  des  Ardennes  ne  sont  mentionnées  ni  dans  la  saga,  ni 
dans  le  poème  danois.  Le  fragm.  angl.  suit  les  versions  française  et 
espagnole  : 

Ardeneys  was  was  a  wyilde  forest 
That  no  man  durste  huntte  thare 
For  liowns  liberdys  and  other  wylde  beestis. 
Poursuivant   l'animal  jusqu'au   soir,    le    héros   s'égare    dans   la  forêt; 
l'animal  disparaît. 

S.    Partalope  reste  seul  dans  la  forêt  avec  son  cheval  et  ses  chiens  i. 

Le  poème  danois  ne  parle  pas  des  chiens,  la  chasse  à  Chef-d'Oire 
étant  également  supprimée.  Les  chiens  n'accompagnent  leur  maître  que 
dans  la  saga  et  dans  le  fragm.  angl. 

S.  Sidan  reid  hann  fjangat  sem  honvm  |)Ottî  von  bygdar  (cf.  esp. 
subio  encima  de  vna  sierra  por  ver  si  veria  algù  poblado),  et  il  arrive  à  un 
rocher  surplombant  la  mer  (en  danois  à  la  plage). 

Dans  le  groupe  Z  il  arrive  à  la  mer  dès  le  premier  jour. 

Le  héros  monte  à  bord  d'un  navire  enchanté. 

S.  Ayant  débarqué,  Partalope  fait,  à  cheval,  le  tour  de  la  ville,  sans 
voir  personne;  alldri  var  {)at  stræti  i  {)eirri  borg  er  honvm  fiætti  eigi  vera 
skinandi  frægd  (=  Crap.  v.  928 — 30).  Entré  dans  le  château,  il  y  voit  de 
grands  palais  et  en  choisit  le  plus  splendide  (=  Crap.  v.  930,  esp.:  mas 
quiero  morir  en  alto  que  en  baxo).  Il  descend  devant  la  porte  (Crap. 
V.  963).2 

P.  D.  ne  donne  aucune  description  détaillée  de  l'endroit.  Les  prières 
de  Percenober  ne  ressemblent  en  rien  à  celles  du  héros  français. 

Voici  un  trait  commun  des  versions  islandaise,  danoise  et  anglaise 
(fragm.)  et  inconnu  aux  autres  textes: 

S.  ok  i  stad  var  hestr  hanns  tekinn  i  brvtt  ok  svo  hundar  svo  at 
han  vissi  ecki  til  huat  af  vard. 

P.  D.  v.  217    Snarligh  the  hans  hest  bort  förde, 

dog  saa  han  jckj  hwem  thet  gjorde. 
Fragm.  ang.  v.  166    His  hors  his  howndys  were  taken  him  froo 

And  yit  saw  hee  noon  erthely  man  w*  syght. 


Ml  y  a  hésitation  entre  le  singulier  et  le  pluriel.  Le  passage  26^  hvnda  sina  11  ne 
laisse  aucun  doute  à  cet  égard;  de  même  le  fragm.  angl.  howndys,  cf.  Crap.  v.  1847  ^^c* 
dui  lévrier. 

'  angl.  in  that  place  he  lyghtte  adown,  autrement  en  esp.  dezo  el  cauallo  pascer« 


1904.     No.  3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  21 

S.  Il  entre  dans  le  palais  doré:  {>ar  {>ottizt  hann  ok  hey  ra  allzkyns 
streingleika  med  svo  sætvm  hiiodvm  at  hann  lysti  til  at  heyra. 

P.  D.  v.  235    Pibæ  och  harpe  leg  han  hordæ 
v.  270/72    then  afilen  bleff  han  sidindæ  saa 
och  horde  mange  fowræ  tone, 
bodhæ  trompe  och  harpæ  oe  basone. 

Cette  musique  n'est  pas  mentionnée  ailleurs.  Ce  n*est  que  la  troisième 
nuit  qu'elle  se  fait  entendre  dans  le  rom.  esp.  Dans  la  chambre  à  coucher 
oyo  tàtos  càtares  y  muchos  estormètos.  Le  trait  nous  rappelle  l'entrée  de 
Psyché  au  palais  de  l'Amour.  Si  le  groupe  Z  présente  ici  un  trait  primitif, 
les  versions  Scandinaves  en  ont  le  mieux  gardé  le  souvenir. 

S.  Dans  la  salle,  il  y  avait  de  la  place  pour  deux  mille  chevaliers 
(F  cinq  cents)*;  Partalope  pense  que  Dieu  l'avait  envoyé  là^  pour  qu'il 
fût  maître  des  richesses  de  la  ville  D  s'assied  au  haut  siège,  en  disant 
que  son  père  aurait  fait  de  même®. 

Les  éperons  lui  sont  enlevés  (dans  le  poème  franc,  seulement  dans 
la  chambre  à  coucher).  Deux  bassins  d'or  sont  placés  devant  lui,  et  l'eau 
est  versée  sur  ses  mains.  Les  bassins  disparus,  un  riche  repas  lui  est 
servi.  Lorsque  Partalope  a  fini  de  manger,  la  table  s'en  va.  Il  s'assied 
ensuite  sur  une  belle  chaise  près  du  feu.  Deux  torches  se  placent  devant 
lui;  pensant  qu'elles  sont  venues  pour  le  conduire  au  lit,  il  se  lève. 

Tous  ces  traits  se  retrouvent  dans  le  poème  français;  les  autres 
versions  du  groupe  Z  n'oflfrent  pas  autant  de  traits  primitifs.  Le  poète 
danois  a  introduit  l'idée  bizarre  que  Percenober  sent  la  présence  de  la 
dame;  elle  se  lave  en  même  temps  que  lui  et  mange  dans  le  même  plat, 
ce  qui  lui  cause  ime  peur  épouvantable.  Beaucoup  de  cierges  s'allument, 
et  il  sent  que  des  mains  invisibles  l'emmènent. 

A  partir  de  ce  moment,  la  saga  commence  à  diverger:  Ayant 
traversé  trois  salles  consécutives  (6^^ — 7*),  Partalope  guidé  par  les  torches 
arrive  dans  une  petite  chambre,  ornée  d'or  et  de  tapisseries.  Il  y  a  là 
un  lit  incrusté  de  pierres  précieuses*.  Ne  voulant  pas  errer  plus  longtemps, 
il  s'assied  sur  la  belle  chaise  près  du  lit^  Il  garde  assez  de  vêtements 
pour  être  préparé  au  combat.     Puis  il  se  couche  et  se  laisse  couvrir  des 


•  Crap.  V.  1009  trois  mile  ccvalier. 

-  Crap.  V.  962  dusque  là  le  conduist  Deus. 
^  à  peu  près  =  Crap.  v.  986 — 992. 

*  Crap.  V.  1060  et  suiv. 

'  Crap.  V.  1091 — 2      Li  enfès  vient  à  le  chaière, 
U  il  s'asiet  tot  sains  proière, 
de  même  en  espagnol.     . 


22  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

couvertures^.  Les  cierges  s'en  vont,  et  il  fait  sombre 2.  Partalope  se 
tourne  vers  la  muraille  pour  dormir,  lorsqu'il  s'aperçoit  qu'une  dame  est 
couchée  dans  le  lit. 

En  laissant  de  côté  le  caractère  particulier  de  la  saga  et  les  détails 
dûs  aux  remaniements  islandais,  nous  distinguons  dans  la  scène  suivante 
les  traits  primitifs  que  voici:  La  dame  demande  comment  il  a  osé  venir 
là.  Partalope  lui  raconte  tous  les  événements  mystérieux  de  son  voyage. 
La  dame  le  menace  de  ses  chevaliers  et  lui  dit  de  s'en  aller.  Partalope 
refuse;  elle  répète  son  ordre.  Puis  elle  avoue  sa  ruse,  et  qu'elle  est 
Marmoria,  fille  de  l'empereur  de  Miklagard.  Partalope  restera  chez  elle 
sans  la  voir.  D  ne  manquera  de  rien,  et  il  pourra  aller  à  la  chasse  avec 
les  chevaliers,  il  entendra  leurs  cors,  mais  ne  verra  personnel 

P.  D.  Percenober  a  toujours  la  sensation  que  la  dame  est  tout  près 
de  lui.  Elle  se  met  au  lit,  lorsque  sa  suite  s'est  éloignée.  Percenober 
se  tourne  vers  le  mur  —  comme  dans  la  saga  —  implorant  la  sainte 
Vierge,    Seul  le  fragm.  angl.  contient  un  détail  semblable: 

V.  220—1    His  hertte  to  god  hee  lefte  up  Ryght 

and  made  his  prayeris  w*  good  entente  etc. 

La  dame,  feignant  la  colère,  lui  demande  son  nom*,  mais  Percenober 
n'ose  pas  se  nommer.  Elle  le  tranquillise,  et  lui  promet  le  mariage  au 
bout  de  six  moîs^  Il  vivra  chez  elle  en  grand  honneur,  mais  sans  être 
vu  et  sans  voir  personne.     Elle  ne  lui  explique  pas  le  motif  de  l'attente. 

Le  poème  danois  ne  parle  pas  des  premières  journées  à  Chef-d'Oire  ; 
la  saga  ne  donne  qu'une  description  sommaire  de  la  chasse.  Elle  en  a 
gardé  quelques  traits  primitifs:  Partalope,  à  son  réveil,  trouve  des  vête- 
ments neufs;  il  s'habille,  mange  (F  mentionne  la  table  et  les  bassins)  et 
sort.  Il  entend,  à  la  chasse,  les  cors  des  chevaliers,  mais  ne  voit  pas 
âme  qui  vive.  Il  rentre  le  soir  au  château,  et  tout  s'y  passe  comme  le 
jour  précédent. 

Dans  les  versions  du  Nord,  le  héros  se  sert  toujours  de  son  propre 
cheval,  même  lorsqu'il  combat  contre  le  roi  païen®.  Il  est  possible  qu'il 
en  ait  été  de  même  du  fragm.  angl.    Dans  les  versions  française  et  espag- 


»  Crap.  V.  II 12. 

2  Un  peu  autrement  en  franc.  Le  roin.  esp,  ne  laisse  rien  voir  ici,  mais  la  description 
des  autres  nuits  prouve  qu'il  a  dû  suivre  le  texte  de  la  saga,  comme  c'est  le  cas  du 
fragm.  angl. 

3  La  fin  de  cette  conservation  appartient  à  la  deuxième  journée  de  Toriginal,  supprimée  icL 
*  F  hon  spurdi  hann  at  Nafni:   Hann   seigir  henne  Nafn  sitt  etc;    ce  trait,  omis   dans 

les  autres  mss.  (sagdi  henni  .  .  .  hvat  manni  hann  var,  Klock.  8 1^),  n'existe  pas  ailleurs. 
^  en  franc,  deux  ans  et  demi;  esp.  deux  ans;  fragm.  angl.  douze  mois. 
«  P.  D.  V.  388:   tu  trouveras  ton  cheval  à  Tendroit  où  tu  Tas  quitté. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  23 

noie  Parténopeus  reçoit  un  nouveau  cheval;  il  ne  retrouve  le  sien  qu'après 
avoir  été  chassé  de  Chef-d'Oire. 

S.  Partalope  reste  un  an  chez  Marmoria  (comme  en  franc,  et  en 
esp.).  Une  nuit  elle  lui  raconte  que  le  roi  des  Bretons  (nommé  dans 
A— E  Mar[k]haulld)  a  conquis  la  France,  et  qu'il  a  mis  le  siège  devant 
Paris  K  Elle  dit  à  Partalope  d'aller  aider  son  père  et  de  se  montrer  coura- 
geux et  brave 2.  Il  doit  livrer  un  combat  singulier  au  roi  païen;  si  Parta- 
lope remporte  la  victoire,  il  reviendra  auprès  d'elle  5. 

La  plus  grande  partie  de  ce  passage  (ii^— 12^)  est  due  au  remanie- 
ment. Le  poème  danois  a  mieux  conservé  les  traits  primitifs  de  la  scène: 
Percenober  soupire  une  nuit,  la  dame  lui  demande  pourquoi*.  Alors  elle 
lui  raconte  que  les  païens  ont  envahi  le  pays  de  son  oncle,  et  qu'ils  le 
lui  prendront  sûrement,  à  moins  que  Percenober  ne  lui  vienne  en  aide. 
»Tu  trouveras  demain  ton  cheval,  dit-elle,  tu  t'embarqueras  sur  le  navire, 
et  tu  arriveras  à  l'endroit  où  le  cerf  disparut.  Tu  y  rencontreras  un 
vieillard  qui  te  donnera  de  l'or  et  de  l'argent.  Tu  distribueras  l'argent 
aux  gens  qui  voudront  te  servir  (Crap.  v.  1919—22).  Quand  tu  auras 
sauvé  le  pays,  tu  reviendras  vite  ici.« 

L'allusion  au  combat  est  une  anticipation  particulière  de  la  saga. 
L'anticipation  du  vieillard  etc.  (P.  D.)  se  retrouve  cependant  dans  le  rom. 
esp.  Dans  la  version  française,  Mélior  avertit  Parténopeus  que  son  père 
et  son  oncle  sont  morts.    Dans  le  groupe  Z,  le  roi  vit  toujours. 

S.  Le  lendemain,  Partalope  s'embarque  avec  son  cheval,  ses  chiens 
et  deux  sommiers  chargés  d'or,  d'argent  et  d'autres  richesses.  Le  navire 
le  débarque  au  rocher  surplombant  la  mer.  Les  sommiers,  montrant  le 
chemin,  le  conduisent  à  Paris. 

P.  D.  Percenober  s'embarque  avec  son  cheval  et  arrive  à  l'endroit 
où  le  cerf  a  disparu.  Le  vieillard  lui  donne  plus  d'or  et  d'argent  »que 
quatre  ânes  ne  sauraient  porter«,  en  lui  disant: 

V.  448 — 52.    Thin  kiereste  gode  waen  thik  thet  sænde, 
ther  thu  hawer  miest  akt  appa, 
som  thu  skildis  i  morigen  fra, 
hwn  bad  thik  gjöred  for  thin  æræ, 
thw  skalt  jckj  lengy  fra  hinnæ  wæræ  ! 

Cette  rencontre  et  les  paroles  du  vieux  chevalier  rappellent  le  texte 
français,  v.   1993—2020. 

*  de  même  en  esp.,  mais  Crap.  v.  191 2  Blois;  plus  tard  y.  2075  etc.  Pontoise. 
2  esp.  cuydad  de  ser  buen  cauallero;  Crap.  v.  19 13  as  armes  soies  pros. 
'  Crap.  V.  1939 — 40    A  Chief-d'Oire  faites  retor, 

Por  vostre  preu  et  por  m'amor. 
*■  exactement  comme  en  esp;  porque  sospirades  ansi. 


24  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H. -F.  Kl. 

Le  récit  du  rom.  esp.  est  confus.  Il  ne  parle  pas  du  navire:  fuerôse 
por  su  Camino;  mais  nous  verrons  plus  loin  que,  voulant  retourner  à 
Chef-d'Oire,  Parténopeus  s'embarque  à  bord  du  navire  »qui  l'attendait 
depuis  plus  de  huit  jours«. 

La  saga  et  le  poème  danois  diffèrent  de  toutes  les  autres  versions 
en  ce  que  le  héros  débarque  et  s'embarque  à  l'endroit  où  il  a  trouvé  le 
navire  la  première  fois.     Il  en  est  de  même  du  second  voyage. 

La  saga  a  trop  remanié  les  détails  du  retour  de  Partalope  pour  qu'il 
soit  nécessaire  de  les  citer.  Relevons  seulement  les  traits  que  la  com- 
paraison des  autres  versions  signale  comme  primitifs:  Le  roi  et  la  mère, 
ainsi  que  toute  la  population,  se  réjouissent  du  retour  de  Partalope.  Le 
roi  s'oppose  au  désir  du  prince  de  se  présenter  au  combat  singulier  (dans 
la  saga  proposée  par  Partalope  lui-même,  suivant  le  conseil  de  Marmoria); 
ce  combat  décidera  du  sort  du  royaume.  Le  désarmement  de  l'armée 
n'est  pas  directement  exprimé,  mais  ressort  implicitement  du  contexte. 
Le  roi  païen  offre  à  Partalope  d'abandonner  le  combat  (dans  des  conditions 
un  peu  différentes);  quelques  chevaliers,  comprenant  l'issue  de  la  lutte, 
s'arment  secrètement^.  Le  roi  païen  déclare  Partalope  vainqueur  et  fait 
tuer  les  chevaliers  armés.    Les  deux  rois  se  promettent  amitié. 

Le  poème  danois  a  confondu  les  deux  voyages  de  Percenober:  Il 
arrive  chez  son  oncle;  très  généreux  de  ses  dons,  il  assemble  vite  une 
armée  et  sauve  le  pays;  ayant  distribué  son  argent,  il  congédie  ses  gens. 
Le  roi  le  prie  en  vain  de  rester.  Un  mois  passé,  Percenober  soupire  de 
nouveau,  la  dame  lui  raconte  que  les  païens  sont  revenus.  Vient  ensuite 
une  répétition  presque  textuelle  de  la  conversation  qui  précède  le  premier 
voyage,  et  une  répétition  de  la  rencontre  du  vieillard.  Percenober  distribue 
encore  une  fois  son  argent  et  rassemble  une  armée.  Mais  »pour  qu'il  y 
ait  moins  de  mal  et  de  massacre  «^^  on  décidera  la  bataille  en  combat 
singulier.  Le  roi  païen  avait  dans  son  armée  un  géant  si  formidable 
qu'aucun  des  chevaliers  chrétiens  n'osait  l'attaquer  (la  saga  13^^  enn 
{)0  fanzt  eingi  sa  er  fram  villdi  rida  i  mot  Markhavlld;  le  trait  n'existe  pas 
ailleurs).  Percenober  accepte  le  combat;  il  est  sur  le  point  d'être  vaincu, 
lorsqu'il  entend  une  voix  qui  lui  parle  de  son  amie,  et  oubliant  toutes  ses 
blessures  il  coupe  la  tête  du  géant  (!) 

Le  poème  français  mentionne  également  cette  distribution  d'argent. 
Au  milieu  du  combat  le  héros  se  souvient  de  sa  dame,  Crap.  v.  3396,  et  le 
même  trait  reparaît  dans  le  rom.  esp. 

^  Partalope   est  sauvé  par  un  grand  oiseau  blanc,   qui  le  dépose  sain  et  sauf  aux  pieds 

de  son  père. 
'  MS.  Bodleian:    for  to  esschewe  grete  blöde  shedynge,  ressemblance  fortuite. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOLS.  2$ 

La  saga  est  la  seule  version  qui  fasse  examiner  le  héros  par  le  roi. 
La  mère  n'y  joue  aucun  rôle;  »elle  fut  contente  du  retour  de  son  fils«; 
au  second  voyage  de  Percenober,  il  n'en  est  plus  question  du  tout. 
(18 18  ok  fagnadi  fadir  hans  honvm  nv  allra  bezt).  C'est  le  roi  qui  arrange 
tout.    Au  troisième  retour,  la  mère  vient  après  le  roi  consoler  son  fils. 

S.  Partalope,  questionné  sur  sa  vie  précédente,  avoue  enfin  la  vérité. 
Le  roi  se  propose  de  le  marier,  et  pour  vaincre  la  résistance  du  fils,  il 
lui  envoie  deux  belles  femmes.  Partalope  se  met  à  jouer  avec  elles, 
oubliant  son  amie.  Le  roi  fait  cacher  tous  les  trois  dans  une  chambre. 
Partalope,  complètement  ivre,  demande  l'une  des  femmes  en  amour  1, 
l'autre  s'éloigne.  A— E:  Ok  er  Partalopi  var  bvinn  til  starfs  sins,  {la  var 
sem  madr  kipti  honvm  a  brvtt  i  fra;  F:  ...  seig  å  hann  sva  mikit 
Ômeiginn  at  hann  måtte  huorgi  hræra  sik.  Il  se  souvient  de  Marmoria, 
cherche  son  cheval^  et  part. 

P.  D.  La  reine  avait  une  fille,  belle-fille  du  roi,^  qui  s'éprend  de 
Percenober.  Le  roi  et  la  reine  le  supplient  eij  vain  de  rester  et  d'épouser 
la  demoiselle.  Ils  envoient  chercher  la  mère  de  Percenober  qui  essaye, 
à  son  tour,  de  l'influencer.  Elle  le  questionne  sur  la  dame,  et  ayant  appris 
que  son  fils  ne  l'a  jamais  vue,  elle  craint  que  ce  ne  soit  un  diable. 

La  mère  est  devenue  deux  personnages  distincts,  mais  à  part  ce 
détail  insignifiant,  le  passage  v.  629—688  correspond  très  bien  aux  textes 
espagnol  et  français  (Crap.  v.  3835—3962).  Les  vers  suivants  689—692 
(don  d'une  bague  enchantée)  appartiennent  au  second  voyage. 

P.  D.  Le  roi  et  la  reine,  désespérant  de  le  faire  changer  de  réso- 
lution, font  coucher  la  demoiselle  dans  le  lit  du  prince  endormi.  Perce- 
nober voit,  à  son  réveil,  la  demoiselle  couchée  à  côté  de  lui,  il  saute 
à  bas  du  lit,  cherche  son  cheval  et  s'enfuit 

Nous  retrouvons  cette  scène  en  espagnol  sous  une  forme  presque 
identique*,  et  elle  appartient  sûrement  au  fond  premier  de  Z.    La  femme 


Et  il  le  prent  molt  à  joïr: 
Tant  le  demaiue  sa  folie 
Qu'il  le  requiert  de  druerie. 


'  Crap.  V.  4004 — 15     Forte  est  la  puisons  et  novcle  , 
La  damoisele  a  esgardée 
Et  Mélior  tote  olbliée  .  .  . 

2  Crap.  V.  4058,  ainsi  dans  toutes  les  versions. 

3  en  franc,  la  nièce  du  roi,  en  esp.  la  sobrina  del  papa, 

*  Le  récit  est  un  peu  embrouillé:  despues  que  fue  enuelefiado  truxerö  ala  dözella  delate 
del  muy  apuesta  /  y  el  hizo  quanto  ellos  mftdarö:  no  digo  cô  ella  que  era  muger  de 
alto  linaje  /  mas  que  fuera  otra  qualquiera  y  dexarölos  aquella  noche  en  vno.  Y  el  la 
no  hazia  al  code  sino  abraçar  &  besar,  Ë1  code  no  fazia  sino  dormir:  quando  fue  la 
mafiana  .  .  .  demftdo  a  grandes  bozes  que  le  diessen  su  cauallo  que  se  queria  yr  a 
melior  .  .  .  diole  vna  bofetada.  Revenu  chez  Melior,  il  confesse:  me  d'sposarö  cö  vna 
dözella  sobrina  d'l  sctö  padre:  y  ello  fue  fecho  de  tal  guisa  que  no  supe  dode  estaua 
ni  döde  no. 


26  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

qui  s'éloigne  dans  la  saga  est  sans  doute  la  mère  des  autres  versions. 
Dans  le  poème  français  on  essaye  de  griser  Parténopeus,  dans  la  saga  il 
est  déjà  ivre.  Le  poème  danois  n'a  rien  de  semblable,  mais  le  rom.  esp. 
prouve  que  ce  trait  est  primitif:   on  lui  donne  velefio  en  el  vino. 

Ni  la  saga,  ni  le  poème  danois  ne  parlent  du  pardon  de  Mélior  (Crap. 
V.  4160—90).  Le  roman  esp.  suit  le  poème  franc.  Le  ms.  F  se  rap- 
proche un  peu  de  ces  versions,  peut-être  fortuitement:  Partalope  avoue 
qu'on  lui  a  tendu  un  piège ^.  Ensuite,  dans  tous  les  mss.,  Marmoria  le 
met  en  garde  contre  le  roi. 

S.  Un  an  passé  (en  franc,  six  mois),  Partalope  demande  à  retourner 
dans  son  pays.  Elle  lui  dit  de  se  méfier  du  père  (en  franc,  de  la  mère). 
»Mais  si  tu  suis  mes  conseils,  tu  seras  plus  puissant  qu'aucun  de  ta  famille 
ne  Ta  été«  2.  Le  lendemain  Partalope  part  pour  la  France.  Cette  fois 
Partalope  écoute  les  conseils  du  père®.  Personne  ne  savait  trouver  un 
moyen  qui  permît  de  voir  la  dame,  excepté  l'archevêque  (plus  tard 
appelé  évêque)  de  Cologne  (A — E)*.  Celui-ci  lui  donne  une  pierre  magique, 
(cf.  p.  16)  en  disant:  »Garde  cette  pierre  dans  ta  bourse  (F  manche)  . .  . 
et  sitôt  qu'elle  sera  endormie,  tu  sortiras  la  pierre,  en  la  cachant  dans  ta 
main  fermée.    Alors  tu  verras  tous  ceux  qui  y  seront,  et  tous  te  verront«. 

Dans  le  poème  danois  (v.  689 — 92)  la  mère  lui  donne  un  anneau  en 
or.  »Quand  tu  retourneras  la  pierre,  tu  verras  clairement  quelle  est  cette 
femme«. 

Il  y  a  donc  accord  en  ce  que  le  héros  reçoit,  non  pas  une  lanterne^, 
mais  une  pierre,  ou  une  pierre  enchâssée  dans  un-  anneau. 

Dans  le  poème  français,  c'est  également  la  mère  qui  lui  fournit  le 
moyen  de  voir  la  dame,  l'évêque  n'y  joue  que  le  rôle  du  confesseur. 
Mais  le  rom.  esp.  prouve  que  la  saga  contient  le  trait  primitif  du  groupe  Z. 
Le  poème  danois,  ayant  supprimé  la  personne  de  l'évêque,  ne  suit  le 
poème  français  que  grâce  à  la  simplification  du  récit. 

La  saga  ne  sacrifie  pas  beaucoup  de  mots  aux  deux  retours  au 
château  de  Marmoria:   Partalope    prend  son  cheval  et  arrive  dans  la  ville 

»  A— E  divergent:    Marmoria  lui   raconte   qu'elle  Ta  sauvé  des  chevaliers  et  puis  de  la 

femme. 
3  C'est  là  la  seule  fois  que  nous  trouvions  une  allusion  aux  promesses  que  Théroïne  des  autres 

versions   fait   à   son   amant   dès   la   première  nuit.    Dans  la  saga  elle  le  menace  de  la 

vengeance  des  chevaliers,  en  cas  de  découverte. 
3  Crap,  V.  4451    fce  est  la  riens  dont  plus  me  doute,  n'appuie  pas  la  leçon  de  A— E  198 

9  parce  qu*il  la  soupçonnait  toujours  c. 

*  F:  un  évêque,  les  mss.  franc,  hésitent.  Les  sagas  emploient  souvent  le  mot  évèque 
pour  désigner  un  archevêque,  comme  cela  se  voit  d'ailleurs  dans  la  poésie  française. 

*  Crap.  V.  4463—66  une  lanterne,  dont  la  chandelle  »n'estaint  por  ores  ne  por  vens«; 
esp.  yo  vos  dare  vna  låterna  que  es  encätada  que  naca  se  puede  apagar  hasta  que  la 
quiebrê  ...  si  fuere  pecado  no  la  podredes  ver. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  2J 

enchantée  »de  la  même  manière  qu'auparavant«,  sans  voir  personne.  Le 
poème  danois  a  conservé  la  mention  du  navire  qui  l'emporte,  et  du  festin 
dans  le  palais  (comme  en  franc,  et  en  esp.). 

S.  Marmoria  le  reçoit  bien,  mais  soupçonne  que  Partalope  lui  cache 
quelque  chose.  La  dame  endormie,  Partalope  sort  la  pierre  et  voit  la 
plus  belle  femme  qui  soit  au  monde.  Transporté  de  joie,  il  la  réveille  et 
lui  parle.  Marmoria  n'éclate  pas  en  colère.  Elle  a  peur,  dit-elle,  et 
Partalope  comprendra  maintenant  pourquoi  elle  s'est  cachée.  En  même 
temps,  des  chevaliers  armés  pénètrent  dans  la  chambre.  Ils  saisissent 
Partalope  et  l'emmènent  dans  la  grande  salle.  Le  peuple,  aussitôt  con- 
voqué, menace  de  le  mettre  à  mort,  lorsqu'Urakia  arrive  à  temps  pour 
se  faire  délivrer  le  prisonnier. 

Aucune  autre  version  ne  contient  de  détails  pareils,  ils  sont  dûs  au 
remanieur  islandais. 

Le  poème  danois  ayant  confondu  les  deux  voyages  place  la  trahison 
de  Percenober  à  la  deuxième  nuit  de  son  retour. 

P.  D.  S'apercevant  que  la  dame  est  endormie,  Percenober  tourne 
la  pierre  de  Tanneau  et  voit  la  plus  belle  femme  du  monde.  Elle  s'éveille 
à  l'éclat  de  la  lumière.  »Mauvais  coquin,  s'écrie-t-elle,  pourquoi  m'as  tu 
trahie.^«    Percenober,  couché  dans  le  lit,  est  au  désespoir: 


V.  786—90 
I  ladher  mægh  howdhet  hoge  fraa, 
thy  ath  jech  wedh  thet  sielff  weJ, 
ath  jech  giorde  eder  stor  wskiel, 
thy  wil  jech  nw  heller  dödb, 
æn  lewe  lenger  wed  töllig  nöd  .  .  , 


Crap.  V.  4776  et  suiv. 
Ma  vie  en  ai  vers  vos  forfaite, 
Quant  je  connois  ma  félonie. 
N'ai  droit  en  menbre  ne  en  vie: 
Laissiés  me  ocire  as  cevaliers  .  .  ! 
Trop  ai  certes  vescu  d*asés  .  .  . 


Les  pleurs  et  les  lamentations  des  deux  amants  se  prolongent  pendant 
toute  la  nuit.  Le  matin,  les  dames  d'honneur  et  les  chevaliers  entrent 
dans  la  chambre,  »apportant  de  l'eau  et  des  serviettes  ...  Si  la  noble 
dame  Frago  n'y  avait  été,  Percenober  aurait  perdu  la  vie,  à  l'instant  même«. 
»Qui  est-ce  qui  se  cache  ici?«  dit-elle  à  sa  sœur.  —  »Ce  misérable  m'a 
trahie,  répond  la  reine,  ...  faites  lui  couper  la  tête,  alors  il  ne  séduira 
plus  d'autre  femme  ^« 

Les  versions  espagnole  et  française  prouvent  que  les  chevaliers  des 
versions  danoise  et  islandaise  font  leur  entrée  trop  tôt.  Les  autres  traits 
du  poème  danois   se  retrouvent  pour  la  plupart  dans  le  poème  français. 


^  La  menace  se  retrouve  dans  le  rom.  esp.,  mais  la  ressemblance  est  probablement  for- 
tuite, car  la  scène  se  joue  dans  des  conditions  toutes  différentes.  La  traduction  catalane 
a  ajouté  pour  son  propre  compte:  ja  mes  fareu  trahicid,  ni  afront  å  ninguna  donzella, 
comme  en  danois.  C'est  là  un  bon  exemple  de  ces  coïncidences  qui  considérées  isolé- 
ment ne  prouvent  rien  du  tout. 


28  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.   Kl. 

Le  poète  danois  ne  dit  pas  comment  Frago  sauve  l'amant  de  sa  sœur. 
»Ne  voulant  pas  le  perdre,  elle  le  recommande  à  un  marin  qui  doit  le 
mener  hors  du  pays  et  lui  procurer  un  harnois  digne  d'un  chevalier«  ^ 

La  suite  du  poème  danois  est  extrêmement  embrouillée.  Il  oublie 
même  Tancien  rondn  que  Parténopeus  doit  emmener  (la  saga  ajoute  les 
chiens). 

Dans  le  poème  danois,  Urraque  ne  quitte  pas  sa  sœur;  dans  la  saga 
elle  accompagne  Parténopeus  au  rocher  habituel  pour  revenir  immédiate- 
ment à  Chef-d'Oire,  trait  motivé  par  la  suite  du  récit.  Voici  le  texte 
espagnol:  Encomêdolo  al  maestre  delà  nao  que  lo  lleuasse  hasta  Bles 
saluo  St  seguro  /  St  dixo  al  maestre  d'ia  nao.  Avn  que  vos  llame  la 
emperatriz  no  boluades  a  su  llamado  sino  yo  vos  mandare  cor  tar  la  cabeça: 
y  ellos  se  fuerô.  Alli  vrracla  se  metio  en  otra  nao  por  miedo  delà 
emperatriz  ...  &  fuesse  ala  tierra  que  le  auia  dexado  su  padre.  Urraque 
continue  longtemps  à  fuir,  malgré  les  prières  de  Mélior. 

Autrement  en  français,  Crap.  v.  5137  et  suiv. 


La  bêle  Urake  entre  en  la  nef, 
Et  fait  tost  desserrer  le  tref, 
Et  commande  as  notoniers. 
Si  com  il  ont  lor  menbres  chiers. 


Qu*il  Tamoinent,  s'il  ont  bon  vent. 
Droit  à  Nantes  paisiblement  .  .  . 
Atant  part  de  Partonopeu; 
Quant  s'en  part  s'el  conmande  à  Dieu. 


Lorsque,  après  la  rencontre  dans  les  Ardennes,  Urraque  revient, 
mandée  par  sa  sœur,  elle  dit,  Crap.  v.  6345 — 6:  Ore  a  un  an  et  plus, 
ce  croi.  Que  mais  ne  vos  vi,  ne  vos  moi  (esp.  agora  ha  vn  aûo  no  fezistes 
assi)  et  plus  loin,  v.  6359 — 6^- 

Tant  m'en  feistes  mal  samblant 
Que  je  tornai  de  vos  plorant: 
Puis  sui  par  celé  mer  alée  etc. 

Les  versions  du  Nord  s'écartent  donc  des  autres. 

S.  Arrivé  au  rocher,  Partalope  prend  congé  d'Urraque  et  se  rend  à 
Paris*  Il  s'enferme  dans  sa  chambre ^  et  renvoie,  toiu*  à  tour,  le  roi,  sa 
mère  et  l'évêque. 

Dans  le  poème  français,  c'est  la  mère  qui  vient  frapper  à  la  porte; 
puis  le  roi  mande  des  prêtres  pour  le  consoler.  En  espagnol,  Parténopeus 
reçoit  également  la  visite  de  sa  mère,  mais:  no  queria  el  rey  d'frâcia  yr 
aucrlo  porque  se  sentia  por  culpado. 

S.  (A — E)  Partalope  passe  sept  jours  sans  boire,  ni  manger.  Le  huitième 
jour  arrive  un  homme  à  cheval  et  demande  à  parler  à  Partalope.      C'est 


*  cf.  Crap.  V.  5057—84,    et  le  rom.  esp.,  los  paflos  d*  lino  &  sus  ropas  que  auia  traydo. 

3  en  franc,  et  en  esp.  à  Blois,  le  poème  danois  dit  seulement  la  France. 

>  F  ajoute:    Sidann  reif  hann  Klædi  sin  ok  jds  yfvir  sik  MoUdu   (expression  consacrée). 


1904.     No.   3,  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  29 

Hlodvir,  fils  du  roi  MarkhauUd.  »Mon  père  est  mort,  dit-U,  mais  il  m'a 
dit  d'aller  te  chercher  pour  que  tu  m'apprennes  la  chevalerie.  Je  suis 
venu  ici  sur  le  conseil  de  ma  mère,  et  à  Tinsu  de  ma  famille«.  Il  entre, 
sans  se  soucier  des  menaces  de  Partalope,  qui  est  trop  épuisé  pour  lui 
faire  résistance.  Puis  il  l'habille,  et  le  force  à  manger.  Petit  à  petit, 
Partalope  reprend  ses  forces,  et,  un  jour  il  propose  à  Hlodvir  de  fuir.  Ils 
prennent  leurs  chevaux  et  s'en  vont^. 

Le  caractère  de  ce  passage  (24^—26*)  est  bien  celui  de  la  saga,  mais 
le  rom.  esp.  présente  des  traits  analogues.  Sornaguer  envoie  son  fils  Au- 
fete  en  France  :  alli  hallaredes  un  cauall'o  que ...  ha  por  nôbre  el  code 
Partinuples  seruildo  &  curad  de  aprêder  sus  costûbres.  Le  comte  (il  paraît 
qu'il  est  de  retour  depuis  trois  jours)  lui  ouvre  la  porte  et  le  reçoit  avec 
grande  joie.  Il  dit  a  Aufcte  :  hazeme  amassar  pâ  de  ceuada  y  traed  aqui 
vn  jarro  d'agua. 

Crap.  V.  5509 — II.    Endroit  le  vespre  uns  valles  vient 

Qui  un  pain  d'orge  en  se  main  tient, 
Et  un  pichier  en  l'autre  main. 

Nous  saurons  son  histoire  plus  tard,  Crap.  v.  5561  et  suiv: 


Li  vaUès  ot  nom  Guillemos  .  . 
Rois  Sornegur,  bien  a  deux  ans, 
L'avoit  tremis  Partonopeu  .  .  . 
Il  est  fils  al  bon  roi  Fabur 


Et  de  la  seror  Sornegur, 
Qui  Partonopeus  Tot  tremis 
Por  aprendre  Tus  del  païs, 
Et  de  françois  l'afaitement  . 


S.  (A — E)  Partalope  et  Hlodvir  arrivent  dans  un  village.  Le  valet 
dit  à  son  maître:  »Il  faut  que  tu  me  baptises,  ou  que  je  retourne  dans  mon 
paysf.  Le  lendemain,  Hlodvir  reçoit  le  baptême  avec  le  nom  de  Barbarus^. 
Partalope  monte,  une  nuit,  sur  son  cheval  et  se  rend  secrètement  au  ro- 
cher. Il  se  nourrit,  dans  la  forêt,  des  racines  des  plantes.  Barbarus,  à 
son  réveil,  s'aperçoit  que  Partalope  a  disparu.  Étant  converti  au  christia- 
nisme, il  ne  peut  plus  retourner  dans  son  pays,  et  se  propose  d'aller  à 
la  recherche  de  son  maître. 

Le  passage  précédent  offre  une  ressemblance  frappante  avec  Crap.  v. 
5615  et  suiv.  (sauf  ce  détail  que  le  poème  français  parle  de  la  désolation  du 
valet  avant  de  mentionner  l'arrivée  de  Parténopeus  dans  les  Ardennes. 

P.  D.  Constancianobis  languit  pendant  sept  ans.  Percenober,  qui  à 
bord  du  navire  doit  faire  partie  de  l'équipage,  devient  fou.     Le  capitaine, 

*  F  a  détérioré  le  récit:    Partalope  propose  tout  de  suite  de  faire  baptiser  le  jeune  valet. 

La  fuite  des  deux  amis  est  abrégée  considérablement. 
2  esp.  Otro  dia  por  la  mafiana  lleuolo  ala  yglesia  de  aquel  lugar  &  tornolo   christiano  & 

pusole  nombre  Guillermo  que  es  nombre   frances.      Y  desque  christiano  se   vido   ouo 

muy  gran  plazer.      Et  puis,   plus  un  mot  ni  sur  le  valet  ni  sur  Parténopeus  avant  sa 

rencontre  avec  Urraque. 


JO  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

réfléchissant  comment  on  pourrait  bien  guérir  cette  folie,  s'avise  de  la  belle- 
fille  du  roi:  la  pauvre  femme  est  malade  de  chagrin,  parce  que  Percenober 
n'a  pas  voulu  d'elle.  La  demoiselle  »comprenant«  que  Percenober  est  de 
retour,  en  avertit  le  roi.  »Vous  verrez  qu'il  a  complètement  perdu  la 
raison«.  Percenober  l'entendant  parler  ainsi  (!)  devient  encore  plus  fou  et 
va  se  réfugier  dans  une  forêt.  Il  y  reste  sept  ans  dans  la  misère  et 
mangeant  les  herbes  de  la  forêt. 

La  demoiselle  joue  ici  un  rôle  qui,  d'après  les  témoignages  des  autres 
versions,  ne  lui  convient  pas.  La  folie  de  Percenober  est  également  exa- 
gérée. Nous  lisons  en  espagnol:  el  rey  supo  d'como  se  auia  tornado 
loco  su  sobrino;  Urraque  écrit  à  sa  sœur  que  supiesse  cierto  que  era  tor- 
nado loco,  et  la  même  pensée  revient  en  français  (Crap.  v.  6365 — 68, 
7056). 

Les  versions  Scandinaves  mentionnent  le  détail  que  Parténopeus  se 
nourrit  des  plantes  =  Crap.  v.  6108 — 16,  8542. 

La  saga  et  le  poème  danois  nous  transportent  ensuite  en  Grèce  (dans 
le  rom.  esp.  la  scène  change  à  chaque  instant). 

Pour  le  passage  Klock.  27^^ — 28^®  et  la  leçon  divergente  de  F  voir  p.  1 1. 

S.  (28^0 — 29Ö,  même  contenu  dans  F):  L'assemblée  des  rois  décide 
que  Marmoria  se  mariera.  Le  vainqueur  d'un  tournoi,  auquel  se  présen- 
teront les  meilleurs  chevaliers  du  monde,  épousera  l'impératrice.  Ce 
tournoi  aura  lieu  à  Pâques*  de  l'année  prochaine  et  durera  quatre  jours 
(A — E),  F  hinn  fjörda  Dag  Pâskanna  (Plus  logique  puisque,  dans  la  version 
islandaise,  le  tournoi  ne  durera  qu'un  jour),  partout  ailleurs  naturellement 
trois  jours.  Nous  retrouvons  les  mêmes  traits  en  esp.,  mais  surtout  en 
franc.  Crap.  v.  6459  ^^  ^uîv.  (confidences  de  Mélior)^. 


Ci  ot  entan  une  assenblée  .  .  . 
Nus  hom  n*est  de  menor  chasez 
Ne  fust  à  tel  conseil  mandez, 
£t  fu  H  consauz  chascun  jor 
De  moi  faire  prenre  seignor  .    . 


V.  6547.     De  la  Penteste  en  un  an  .  .  . 
V.  6581.     Enprès  si  soit  par  briés  mandé 

Que  trestuit  li  bon  chevalier  . . . 

Soient  por  tornoier  ici  .  .  . 
V.  6589.    Et  durt  trois  jorz  toz  enterins  . . . 


Vient  ensuite  le  passage  du  ms.  F.  cité  p.  1 1  :    Enn  er  Marmorja  etc. 

P.  D.  Un  roi  païen  menace  d'envahir  le  pays  de  Constancianobis.  Il 
faut  que  la  reine  consente  à  l'épouser.  Elle  se  résigne  et  lui  envoie 
Frago  pour  fixer  les  noces. 

S.  Urakîa  se  souvient  maintenant  de  Partalope  et  se  rend  au  rocher 
où  elle  a  pris  congé  de  lui  (Dans  les  autres  versions  Urraque  rencontre 
le  héros  par  hasard). 

^  esp.  pascua  florida. 

*  Z  se  distingue  ici  du  groupe  Y,  dans  lequel  nous  apprenons  par   Mélior  les  préparatifs 
du  tournoi. 


1904.     No.   3.  '  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  51 

Remarquons  que,  dans  nos  deux  versions,  Parténopeus  a  déjà  vécu 
un  certain  temps  dans  la  forêt  (en  français  il  y  arrive  au  même  moment 
qu'Urraque;  le  rom.  esp.  ne  laisse  rien  voir),  et  qu'Urraque  est  restée  chez 
sa  sœur,  cf.  p.  28;  en  esp.  et  en  franc,  elle  ne  revient  à  Chef-d'Oire 
qu'après  la  rencontre  dans  les  Ardennes,  mandée  par  Mélior. 

S.  Ayant  débarquée,  Urakia  voit  un  cheval  poursuivi  par  un  lion 
féroce.  Elle  croit  reconnaître  le  cheval  et  dit  à  ses  hommes  de  s'en 
emparer.  »Entrons  dans  la  forêt,  dit-elle,  et  voyons  si  nous  trouvons  autre 
chose«.  Dans  la  forêt,  elle  met  le  pied  sur  un  tas  de  mousse  qui  remue, 
et  demande  qui  c'est  .  .  .  »Partalopi  heiti  ek,  enn  eptir  {)inv  nafni  vil  ek 
eigi  spyria,  Vrækia  heiti  ek,  segir  hon.^.  Elle  le  prend  par  la  main  et 
le  conduit  à  bord  de  son  navire  pour  l'emmener  ensuite  dans  son  île. 

P.  D.  Au  cours  du  voyage,  le  navire  arrive  à  l'endroit  où  Perce- 
nober  se  cache  depuis  sept  ans.  Frago  a  envie  de  faire  une  promenade 
à  terre  avec  ses  demoiselles,  pour  se  divertir^.  Le  capitaine  objecte  que 
la  forêt  est  remplie  de  serpents  et  de  bêtes  féroces,  mais  Frago,  convain- 
cue que  Notre  Dame  la  protégera,  ne  l'écoute  pas.  Elle  y  rencontre  un 
homme  qui  lui  est  absolument  inconnu.  Les  demoiselles  lui  suggèrent: 
Faites-lui  préparer  un  bain  et  donnez  lui  quelques  vêtements.  La  noble 
dame  n'en  paraît  pas  trop  enthousiasmée,  mais  elle  fait  néanmoins  porter 
le  malade  au  navire,  et  prend  soin  de  lui.  Après  avoir  rempli  sa  com- 
mission auprès  du  roi  païen,  elle  demande  enfin  le  nom  de  l'inconnu.  »Il 
me  semble  que  vous  êtes  le  chevalier  qui  a  fait  tant  de  chagrin  à  ma 
sœur«.  Percenober  se  nomme  et  la  remercie  de  l'avoir  secouru.  La  dame 
lui  promet  de  le  réconcilier  avec  la  reine,  et  en  attendant  qu'elle  parle  à 
sa  sœur,  elle  envoie  Percenober  à  son  château  ^  Il  la  rejoindra  sitôt 
qu'elle  lui  aura  écrit. 

A  travers  le  remaniement  de  la  saga  et  la  confusion  du  poème  danois 
nous  entrevoyons  le  récit  du  poème  français.  Les  détails  sont  changés, 
mais  les  horreurs  de  la  forêt,  le  lion,  le  marin,  la  rencontre,  le  soin  qu'Urraque 
prend  de  Parténopeus,  la  consolation  et  le  voyage  au  château  sont  des 
traits  qui  nous  permettent  de  reconstruire  toute  la  scène.     Les  lettres   et 


^  La  leçon  de  F  est  toute  différente:  Huorier  Menn  eru  hier  nu  komnir  ok  troda  mik 
undir  Fötumm  sier  .  .  orækia  mællte  |)ä:  .  .  skalltu  nü  upp  standa  Partalope  Kongs- 
son ok  sorga  nü  æigi  leingur  |)ui  at  hier  er  nü  kominn  tJrækia  Systur  Marmoriæ 
Köngssins  Döttur  af  Miklagarde. 

Dans  le  poème  franc.  Parténopeus  lui  dit  de  s'en  aller:  v.  5995—96:  Or  vos  en 
poés  bien  aler,  Tot  sains  le  vostre  non  nomer  (comp.  A— E),  Urraque  s'y  nomme  la 
première,  comme  en  esp. 

*  Ressemblance  fortuite  avec  Crap.  v.  8531—32  Awan  en  mer  M*estoie  alée  deport  er. 

3  Dans  les  autres  versions,  Urraque  accompagne  d'abord  Parténopeus  à  l'île. 


32  A.  TRAMPE  BØDTKER.     *  H.-F.   Kl. 

la  toilette  sont  mentionnées,  Crap.  v.  6199,  i6 — 99,  et  dans  le  roman 
espagnol. 

Persevis  n'existe  pas  dans  nos  textes^.  Il  n'y  a  que  les  »demoi- 
selles« d'Urraque. 

S.  (A— E,  Klock.  30^—31^,  manque  dans  F):  Partalope,  caché 
dans  nie,  reprend  ses  forces,  et  Urakia  se  rend  chez  sa  sœur,  (ce  voyage, 
supprimé  dans  F,  appartient  au  récit  primitif).  Elle  la  taquine:  at  paskvm 
ætlar  f>v  at  taka  |)er  mann  (Crap.  v.  6695  un  prendrés  deltornoiement  etc.) 
Comme  dans  les  autres  versions,  Urakia  retourne  ensuite  à  son  île  et  donne 
à  Partalope  des  nouvelles  de  son  amie  et  du  tournoi.  (Le  trait  des 
nouvelles  reparaît  aussi  dans  F). 

Vient  ensuite  l'épisode  insipide  et  incohérent  Klock.  31  ^^ — 32^  (À— E): 
Partalope  vient  sons  le  nom  de  Hugi,  duc  de  Normandie,  rendre  visite 
à  Urakia  qui,  paraît-il,  habite  hors  de  l'île 2. 

P.  D.  Frago,  de  retour  de  son  voyage,  avoue  tout  de  suite  à  sa 
sœur  qu'elle  a  sauvé  Percenober,  et  lui  conseille  de  prendre  l'ancien  amant 
au  lieu  du  chien  païen.  Constancianobis  n'en  veut  d'abord  rien  entendre, 
mais  Frago  arrive  vite  à  lui  faire  changer  de  ton.  Elle  s'embarque  ensuite 
pour  aller  le  chercher,  mais  arrivée  à  l'île  elle  apprend  que  Percenober  a 
disparu.    Elle  retourne  auprès  de  sa  sœur  et  essaye  de  la  consolera 

On  reconnaît  les  plaintes  de  la  reine  et  les  reproches  d'Urraque.  Le 
poème  danois  ne  mentionne  pas  qu'Urraque  accompagne  Parténopeus  à 
Salence,  mais  il  y  fait,  en  revanche,  revenir  Urraque  après  la  disparition 
du  héros.  Ce  trait,  qui  manque  dans  la  saga,  est  indispensable  et  doit 
appartenir  à  la  version  primitive  de  Z,  (dans  Y  Urraque  se  trouve  à  ce 
moment  dans  l'île),  cf.  le  rom.  esp.  Boluamos  a  vrracla  que  desque  fue 
al  Castillo  &  no  fallo  al  code  pregûto  ala  dôzella  que  era  del  code.  Ella 
respôdio  que  desque  vuestra  merced  le  auia  embiado  la  respuesta  delà  carta 
que  mas  nolo  auia  visto:  y  que  tenia  recelo  que  se  auia  ahogado  enla 
mar.  Alli  hizierô  grà  llàto  vrracla  y  persies  la  donzella  .  , .  fuerôse  para 
la  emperatriz  cô  grà  tristeza.  —  La  emperatriz  .  .  .  bizola  salir  a  recebir 
CÖ  muy  grade  alegria  no  sabièdo  la  emperatriz  el  enojo  que  traya  su 
hermana  vrracla  por  el  bueno  del  code. 

*  elle  joue  en  esp.  le  infime  rôle  qu'en  français.   Le  roman  de  Couchu  a  donné  le  change 

à  M.  Kölbing. 
'  F  dit  seulement:    Hun  bad  bann   nefnast   Huga  son  Hertoga  af  Normand!  fyrir  aud- 

drumm   Mçnnumm,   et  ne  mentionne  pas  la  visite.    Il  semble  difficile  d'en  rapprocher 

le  texte  esp.    Urraque  a  dit  à  Parténopeus:    que  no  dixiesse  anadie  quien  era  ni  quien 

no  saluo  que  dixiesse  que  era  vn  vassallo  suyo   que  se  auia   perdido  enlas   sierras   de 

ardefla,  cf.  Crap.  v.  614^—46. 
3  en   esp.  comme   en  franc.   Urraque  ne  parle  du  sort  de  Parténopeus  qu'au  moment  du 

tournoi.     Le  poème  danois  offre  ici   une  ressemblance  fortuite  avec  le  poème  italien, 

voir  p.  3, 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  33 

Dans  aucun  de  nos  textes  Mélior  ne  ceint  Tépée  à  Parténopeus, 
comme  nous  le  voyons  dans  le  rom.  esp.  et  Crap.  v.  6903 — 7602. 

S.  Urakia  rejoint  sa  sœur^.  Un  jour  Partalope  »en  un  batelet  est 
entres«  (v.  7611),  »uns  estorbellons  le  souprent«  v.  7615,  »li  vens  Tenmaine 
aval  le  mer«,  v.  7619,  et  l'ayant  fait  errer  sur  la  mer  pendant  plusieurs 
jours  »se'l  fait  en  un  isle  arriver«  v.  7620.  Il  y  rencontre  Gram,  le 
paysan®,  géant  difforme,  dont  la  description  est  des  plus  fantastiques^.  Le 
géant  saisit  Partalope  et  l'enferme  dans  un  cachot  où  la  femme  du  géant 
vient  le  voir.  La  suite  35'' — ^^  mentionne  le  départ  de  Gram  pour  Mikla- 
gard,  le  don  du  cheval  et  des  armes,  la  mise  en  liberté  sur  parole.  Quant 
à  l'exposition  plus  logique  de  F,  voir  p.  11 — 12. 

Le  poème  danois  n'a  pas  beaucoup  changé  les  traits  de  son  original 
(v.  1 159— 1234): 

Percenober  est  entré  dans  un  bateau  pour  se  divertir.-  La  tempête 
l'emmène  en  pleine  mer  et  le  fait  tomber  entre  les  mains  d'un  comte 
païen  qui  l'enferme  dans  une  tour.  Le  comte  part  pour  le  tournoi  qui 
aura  lieu  dans  quinze  jours  (esp.  douze  jours)  »en  l'honneur  du  mariage 
de  Constancianobis«,  et  sa  femme  vient  voir  Percenober  dans  la  prison. 
Elle  est  accompagnée  d'un  »chevalier  chrétien«  qui  rappelle  vaguement 
le  pèlerin  du  rom.  esp.  »que  le  tomasse  el  pleyto  omenaje  segû  que  los 
christianos  hazen«.  Percenober  parie  de  son  chagrin  et  fait  pitié  à  la 
comtesse.  Elle  lui  permet  de  partir  à  condition  »que  son  seigneur  n'ait 
pas  motif  de  la  haïr«,  et  lui  fournit  un  cheval  et  des  armes. 

C'est,  dans  nos  textes,  Armani  lui-même,  et  non  ses  gens,  qui  vient 
saisir  Parténopeus.  Dans  la  saga  la  femme  est  fille  d\m  baron  enlevée 
par  Gram;  il  paraît  donc  qu'elle  est  chrétienne,  comme  en  danois. 

S.  Partalope  monte  sur  son  chevaH.  En  route,  il  entend  le  vacarme 
d'un  chevalier  qui  essaye  de  le  rejoindre  et  le  prie  d'attendre.  Voyant 
qu'il  lui  est  impossible  d'échapper,  Partalope  s'arrête.  L'inconnu  lui 
demande  où  il  va.  »Au  tournoi  de  Miklagard.  —  Voulez-vous  que  nous 
fassions  chemin  ensemble.''«^  L'inconnu  dit  qu'il  espère  trouver  à  Mikla- 
gard son  ancien  maître.     »Qui  était  ton  maître.»*   —  Partalope,  fils  du  roi 


'  F  ajoute  ici   que  Pari,  reprend  ses  forces  et  qu'Urakia  réprimande  sa  sœur,   V.  p.  1 1. 
'^  faute  d'une  meilleure  traduction.     Le  mot  »paysan«  ne  rend  pas  l'idée  d'indépendance 

du  »bondic. 
3  V.  7626  uns  diables,  uns  fiers  tirans. 

*  F  autrement:  ok  er  hann  kom  â  Land  (Gram  habite  une  tie),  mætir  hann  einumm 
Riddara  Å  gddumm  Heste,  enn  hann  nefndist  Parsianus  ok  for  ek  seigir  hann  at  leita 
eptir  Partaiopa  Kongssone  af  Fracklande,  edur  huad  kantu  micr  til  hanns  scigia  hier 
mâtlu  nû  hann  sia  seigir  Partalope  verdur  J)ar  nu  Fagnadar  fundur  etc. 

*  comp.  Crap.  v.  7791 — 7795,  7800  et  suiv, 

Vid-Selsk.  Skriiter.   IL  H..F.  Kl.  1904.   No.  8.  3 


34  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

de  France?  —  Quel  est  ton  nom.^  —  J'ai  nom  Barbants.«  Heureux  de 
la  rencontre,  il  poursuivent  Gram  et  le  tuent  lui  et  son  valet.  Les  deux 
amis  retournent  ensuite  au  château  de  Gram  et  mettent  en  liberté  les 
gentilshommes  qui  y  sont  emprisonnés^.  Le  lendemain  matin  ils  se 
mettent  en  route  pour  Miklagard. 

P.  D.  Percenober,  en  partant,  est  accompagné  de  douze  valets, 
(V.  la  leçon  de  F,  p.  12)®.  Il  rencontre  en  route  un  comte,  accompagné 
du  même  nombre  de  valets.  Percenober  l'attaque  et  le  désarçonne.  Puis 
il  descend  de  son  cheval  et  demande  pardon  au  chevalier  inconnu.  Les 
deux  adversaires  se  jurent  amitié  et  changent  de  noms.  Percenober, 
à  cause  de  son  armure  blanche,  s'appellera  le  chevalier  au  manteau 
blanc,  l'autre  le  chevalier  au  manteau  noir  8. 

Il  est  difficile  de  concilier  cette  rencontre  belliqueuse  avec  celle 
des  autres  versions.  La  rencontre  Crap.  v.  7753 — 7850  est  tout  ce  qu'il 
y  a  de  plus  pacifique.  Le  rom.  esp.  se  rapproche  un  peu  de  la  saga 
(A — E)  :  Y  como  lo  vido  el  moro  aguijo  con  su  cauallo  quanto  mas  pudo 
de  manera  que  se  encontraron  ambos  ados  &  saluarôse,  de  même  la 
version  anglaise  du  groupe  Y: 

V.  6386     Ffromm  his  meyne  he  pryked  in  hast 
And  to  Partanope  he  come  as  fast. 

Malheureusement  le  poème  danois  ne  vous  renseigne  pas  sur  la 
question  de  savoir  si  Gaudin  et  Anseiet  sont,  dans  la  rédaction  originale 
du  roman,  deux  personnages  distincts.  Il  semble  en  eflfet  étonnant  que 
le  poète  ne  se  soit  pas  souvenu  de  l'épisode  si  saillant  du  valet  qui, 
après  de  longues  recherches,  retrouve  enfin  son  maître;  mais  la  fuite  de 
Percenober  est  tout  particulièrement  vague  et  embrouillée,  et  il  se  peut 
que  le  poète  se  soit  justement  trouvé  devant  une  lacune.  Le  fragm. 
angl.  se  sert,  plus  tard,  du  nom  de  Gaudyn,  le  roman  espagnol  suit  Y. 
En  tenant  compte  de  la  tendance  générale  des  sagas  à  restreindre  le 
nombre  de  leur  personnages,  il  me  parait  hors  de  doute  que  Gaudin  et 
Anseiet  sont  réellement  deux  personnes. 

Les  sagas  transforment  souvent  radicalement  les  descriptions  des 
combats;  la  nôtre  a  remanié  le  tournoi  d'une  façon  lamentable.  Nous 
apprenons    que  Marmoria  y  est  présente,   et    que  Partalope  et  Barbarus 


*  A  (et  B.?)  douze,  C  vingt,  D  E  quinze,  F  trente. 

2  Ce  sont  peut-être  les  nautoniers  du  poème  français,  cf.  Crap.  v.  7739 — 52,  Dans  la 
version  italienne,  Ghcrardino  est  accompagné  de  Donzelli  e  fanti  con  molta  famiglia, 
II,  30.  En  franc.  Gaudin  est  accompagné  de  cinq  mesquins  et  de  cinq  écuyers,  en 
esp.  de  trois  pages. 

*  Le  Gaudin  du  poème  franc,  porte  une  armure  vermeille. 


1904.    No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  35 

^ . — . . — 9 

sont  les  chevaliers  les  plus  vaillants,  voilà  les  seuls  traits  primitifs  qui 
nous  restent.  Gram  (Armant)  a  déjà  été  tué.  Du  soudan,  des  trois 
journées  il  n'y  a  pas  trace. 

Le  poème  danois  a  mieux  conservé  le  souvenir  des  combats: 
Deux  chevaliers  (c.-à-d.  Corsout  et  Clarin)  regardent,  du  haut  de  la 
tour,  l'arrivée  des  deux  amis.  Percenober  attaque  le  comte  qui  l'a  fait 
prisonnier  et  lui  coupe  la  tête  (en  esp.  et  en  franc.,  événement  de  la 
troisième  journée).  Le  combat  fini,  les  deux  amis  retournent  à  leur 
auberge.  Le  deuxième  jour,  le  roi  de  France  et  le  roi  païen  combattent. 
Le  roi  de  France  recule,  mais  Percenober  lui  vient  en  aide,  »et  coupe 
le  bras  au  païen«  (le  dernier  trait  est  faux,  le  reste  correspond  à  Crap. 
V.  8653  et  suiv.;  le  rom.  esp.  remet  ce  combat  au  troisième  jour). 
Frago  dit  à  sa  sœur:  Voilà  Percenober,  le  chevalier  au  harnois  blanc 
(Crap.  V.  8517  et  suiv.,  et  à  peu  près  de  même  en  esp.).  »Constancianobis 
la  prie  d'aller  chercher  des  renseignements  à  l'auberge  de  Percenober. 
Frago  s'y  rend  déguisée  en  marchande  de  pommes.  Ayant  reconnu 
Percenober  elle  revient  auprès  de  sa  sœur.«  Le  troisième  jour,  le  tournoi 
continue,  le  vainqueur  épousera  la  reine.  »Le  roi  païen  ne  peut  pas 
prendre  part  au  combat,  ayant  perdu  le  bras.« 

S.  (A — E  =  Klock.  41IÖ-— 43*):  Le  combat  fini,  Partalope  retourne 
au  château  de  Gram^.  Urakia,  qui  a  observé  son  départ,  s'y  rend, 
accompagnée  de  trente  chevaliers.  Elle  passe  la  soirée  avec  Partalope 
et  Barbarus,  et  se  prend  d'amour  pour  l'écuyer.  Le  lendemain  matin, 
ils  se  rendent  tous  au  logis  d'Urakia.  L'air  joyeux,  elle  va  raconter  à 
Marmoria  que  le  vainqueur  du  tournoi  est  Partalope  lui-même. 

F  ne  mentionne  pas  le  retour  au  château,  Partalope  et  Barbarus 
viennent  le  soir  à  l'auberge  d'Urakia  où  se  passe  alors  la  scène  de 
l'amour  naissant.  Il  est  difficile  de  démêler,  dans  ces  trois  rédactions, 
le  véritable  rôle  d'Urraque.  Le  rom.  esp.  dit  (c'est  le  deuxième  jour 
comme  en  danois):  dixo  la  sefîora  emperatriz  a  su  hermana:  que  pre- 
gûtasse  al  rey  corsol  que  quiê  era  aquel  cauall'o  etc.*  Il  paraît  que 
la  visite  exprime  un  certain  rapport  entre  A — E  et  le  poème  danois. 

S.  (A — E  s=  Klock.  43  *  —  fin)  :  Le  jour  suivant,  les  chefs  déclarent 
qu'ils  choisiront  pour  empereur  le  vainqueur  du  tournoi,  »pourvu  qu'ils 
puissent  le  trouver«  (allusion  au  voyage  à  Tenedon?)^.  Partalope  entre 
au  palais,  accompagné  d'Urakia.  Le  roi  de  France,  qui  est  venu 
au  tournoi,   se   réjouit  de   revoir  son  fils.     Celui-ci  raconte  à  Marmoria 


*  Si  c'est  là  une  alldsion  au  retour  du  comte  à  Tenedoo,  elle  fait  double  emploi  avec  le 

retour  déjà  mentionoé. 
2  esp.  buscarô  al  code  el  primero  y  secudo  &  tercero  dia  &  nüca  lo  hallarö. 


36  A.  TRAMPE  BØDTKER.  R-F.  Kl. 

• --  -  ■  — — 

toutes  ses  aventures.  Proclamé  empereur,  il  épouse  Marmoria,  et  donne 
la  main  d'Urakia  à  son  compagnon  d'armes.  Il  lui  donne  encore  kongs 
nafn  ok  (jar  med  Gaskoniam  ok  Eqvitaniam  ok  Nordmandi.  Barbarus 
retourne  ensuite  dans  son  pays,  le  roi  de  France  prend  congé,  et  les 
chevaliers  étrangers  quittent  Miklagard,  emportant  des  dons  magnifiques. 

Nous  avons  laissé  de  côté  les  détails  inutiles  et  les  discours  puérils 
dont  la  fin  de  cette  rédaction  est  hérissée.     Voici  la  fin  de  F: 

Les  rois  conduisent  Partalope  au  palais  et  le  proclament  empereur, 
Marmoria  consent  tristement  à  le  prendre  pour  époux.  Elle  ne  le  recon- 
naît qu'au  moment  où  Partalope  ôte  son  heaume  et  son  armure,  V.  p.  12. 
Vard  fegnari  enn  fi-â  meigi  seigia,  ok  sva  Hlaudver  Kongur  Fadir  hanns, 
gieck  Ôraekia  {)â  fi-amm  ok  sagdi  allt  huorsu  hùn  hafdi  giort  vid  Parta- 
lopa,  ok  f)Ockudu  {)ä  allir  Menn  hçnum  sina  Digd  enn  Marmoria  {>ö 
mest  var  nü  giçr  svo  dyrdlig  Veitsla  ok  Brudlaup  at  eigi  hafdi  slikt 
verit  i  Heiminum  ok  at  })ui  Brûdlaupi  gipte  Partalopi  0-rakiam  Barsiano 
Kongssyne  voru  {)ar  allir  hgfdingiar  burt  leystir  âgiatum  bi9fvumm  enn 
Partalopi  vard  nü  Keysari  i  Miklagardi,  ok  riktu  {>au  Marmorja  {lar 
med  Prydi  etc. 

P.  D.  v.  1379  —  fin.  Constancianobis  désire  que  Percenober  vienne 
chez  elle,  le  soir.  Frago  dit  au  vieux  chevalier  (voilà  Ernoul)  d'aller 
chercher  le  chevalier  au  manteau  blanc.  Elle  le  prie  en  même  temps 
d'inviter  son  compagnon  d'armes.  Le  vieux  chevalier  lui  promet  de 
remplir  cette  commission.  Nous  expulserons,  ajoute-t-il,  ce  roi  païen. 
Au  festin  du  soir,  il  fait  asseoir  Percenober  à  côté  de  la  reine.  Le 
lendemain,  les  chevaliers  déclarent,  d'un  commun  accord,  qu'ils  s'en 
remettront  au  jugement  du  vieux  chevalier.  Celui-ci  propose  Percenober, 
et  le  roi  de  France,  se  réjouissant  d'entendre  prononcer  le  nom  de  son 
neveu,  s'écrie:  Percenober,  mon  glorieux  neveu,  tu  m'as  sauvé,  moi  et 
mon  royaume,  en  tuant  le  païen.  Je  ne  connais  personne  qui  soit  plus 
digne  que  toi  de  porter  la  couronne.  Tu  possèdes  toi-même  des  châteaux 
et  des  terres.  —  Percenober  est  proclamé  roi,  et  son  mariage  avec 
Constancianobis  est  célébré  sur  le  champ.  Tout  le  monde  reçoit  des 
cadeaux  magnifiques.  Après  les  noces,  Percenober  accorde  Frago  à  son 
compagnon  d'armes,  et,  pour  que  le  vieux  chevalier  ait  sa  part  du 
bonheur,  il  lui  fait  épouser  la  brave  comtesse  chrétienne. 

La  plus  grande  partie  du  passage  est  remplie  de  niaiseries  sans 
importance. 

Examinons  d'abord  la  fin  si  différente  des  deux  rédactions  islan- 
daises. Le  récit  de  F,  très  succinct  comme  en  espagnol,  nous  inspire 
plus   de    confiance   que  celui  de  la  rédaction  A — E   qui,    en  effet,  a  dû 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPBUS  DE  BLOIS.  37 

broder  pour  son  propre  compte  sur  la  fin  du  roman.  La  scène  du 
désarmement  est  propre  à  F.  Nous  avons  déjà  fait  observer  combien 
ce  trait  ressemble  à  celui  que  nous  présentent  le  poème  français  et, 
tout  particulièrement,  le  roman  espagnol. 

Le  ms.  de  l'Arsenal  contient  le  détail  que  Parténopeus  donne  à 
Gaudin  ses  provinces  françaises,  v.  10495 — 6: 

En  France  li  doins  deux  contés 

Dont  mes  pères  fu  iretés. 

Ce  passage  appartient  exclusivement  à  la  rédaction  représentée  par 
le  ms.  de  TArs.;  si  le  même  trait  des  mss.  A— E  était  primitif,  il  serait 
donc  très  important  pour  le  rétablissement  du  texte  français.  Nous 
croyons  cependant  que  ce  trait  particulier  de  A — E  a  été  ajouté 
après  coup,  et  que  la  ressemblance  est  illusoire.  Les  noms  des  pro- 
vinces ne  figurent  pas  dans  le  texte  français,  et  ces  provinces,  les 
comtés  de  Blois  et  d'Angers,  ne  correspondent  pas  à  celles  mentionnées 
dans  A — E.  Cela  est  pourtant  de  moindre  importance;  ce  qui  me 
paraît  décisif,  c'est  que  le  passage  n'est  pas  propre  à  notre  saga. 
II  faut  toujours,  surtout  dans  les  sagas  romantiques,  se  méfier  des  expres- 
sions conventionnelles,  et  nous  retrouvons  à  peu  près  la  même  phrase 
dans  la  saga  de  Flovent  II,  21:  gaf  Flouent  honvm  Nordmandi  ok 
kongs  nafn. 

Le  roi  de  France  joue,    dans  le  poème  danois,  un  rôle  qui  rappelle 
un  peu  celui  que  lui  attribue  le  manuscrit  de  TArs.,  Crap.  v.  9209 — 9310: 
Parténopeus,  s'écrie-t-il,   a  sauvé  la   France  des  païens;    il  descend  des 
Troyens,    il   possède  en   France  deux  comtés.     Les  autres  mss.  en  font 
à  peine  mention  après  le  tournoi  :    le  jour  des  noces 
Li  rois  que  Franc  claiment  Lohier^ 
I  reconut  son  ami  chier, 
remarque  peu  logique,  puisque  le  comte  a  déjà  été  reconnu. 

Je  suis  pourtant  porté  à  croire  que  la  ressemblance  indiquée  est 
fortuite;  car  elle  n'est  pas  appuyée  par  la  rédaction  A — E,  et  F  se 
rapproche  plutôt  du  roman  espagnol.  Le  récit  du  groupe  Z  finit  en  effet 
brusquement,   et  il  est  naturel  que  le  poète  danois  ait  voulu  l'amplifier. 

C'est,  dans  nos  versions,  le  vieux  roi  de  France  qui  arrive  au 
tournoi.  Le  roman  espagnol  nous  avertit,  au  début  du  tournoi,  que  le 
roi  Clovis  est  mort^. 


*  cf.  Rou  I  4398  le  rci  de  France  que  Tum  claime  Lohier. 

*  pregûto  a  vnos  frâceses  porel  bueno  d'I  rey  de  fricia  &  dixerö   que  era  ya  muerto  por 
cierto  que  otro  rey  tenia  que  era  su  fijo. 


38  A.   TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

Le  trait  islandais  que  le  roi  et  les  chevaliers  quittent  la  cour  se 
retrouve  dans  le  roman  espagnol:  cada  vno  se  fue  a  sus  tierras . . .  acaba- 
das  las  bodas  el  rey  d'  fräcia  &  los  castellanos  se  fuerô  para  sus  tierras. 
La  distribution  des  dons  reparaît  aussi  en  français  (mss.  de  Berne, 
S*  Germ.  etc.),  mais  ce  thème  très  commun  ne  permet  de  rien  préciser. 
Nos  versions  finissent  par  un  double  mariage.  Celui  de  »la  com- 
tesse chrétienne«  est  évidemment  d'invention  locale,  le  poète  italien  la 
marie  à  un  donzello  cortese  e  saputo.  Seule  la  version  italienne  pré- 
sente le  même  dénouement  que  les  textes  du  Nord:  Gherardino  épouse 
la  Fata  Bianca  et  Marco  Bello  épouse  la  sœur. 

Le  fragm,  angl.  ne  laisse  rien  voir.  Dans  le  ms.  de  l'Ars.  Parté- 
nopeus  épouse  Mélior,  le  roi  de  France  Urraque,  et  Gaudin  Persevis. 
Les  autres  manuscrits  et  le  roman  espagnol  ne  connaissent  que  le  mariage 
de  Parténopeus.  Ce  n'est  que  plus  tard  que  le  Gaudin  espagnol,  con- 
verti au  christianisme,  épouse  vna  dôzella  hija  dalgo  &  muy  hermosa. 

Les  textes  de  Y  qui  ne  connaissent  qu'un  seul  mariage  font  une 
fois  allusion  à  l'amour  de  Gaudin.  Regardant  Mélior  qui  descend  de 
la  tour,   Gaudin  avoue  qu'il  n'a  jamais  vu  une  beauté  pareille. 

Mais  quant  il  voit  Uraque  après, 

A  li  s'aproiche  et  vient  plus  pres. 

Amors  a  li  si  l'achantele, 

Ses  cuers  li  ment  (dit)  qu'ele  est  plus  bêle. 

Or  est  en  la  riote  entrez 

Dont  il  aura  peines  assez. 

Bien  set  amors  home  afoler. 

Quant  ele  Gaudin  fait  amer 

Si  veil,  si  roide,  si  durant, 

Fait  derechief  paroir  enfant. 

M.  V.  Look  cite  encore  (thèse  p.  9)  le  ms.  de  Berne  v.  10475: 
Si  vos  dirai  del  bloi  Gaudin 
Cum  i  trait  de  s'amor  à  fin. 

Je  ne  puis  contrôler  l'exactitude  de  cette  leçon.  Le  ms.  de  S*  Germ., 
P  et  T  (je  ne  trouve  pas,  dans  mes  notes,  de  variante  pour  l'Ashb.) 
donnent  »guerre«  et  non  »amor«.  Mais  cette  question  n'a  aucune 
importance.  Le  passage  appartient  à  la  seconde  partie  du  roman,  qui 
ne  donne  raison  ni  à  l'une  ni  à  l'autre  de  ces  leçons. 

Je  ne  vois  aucun  rapport  direct  entre  le  double  mariage  du  poème 
italien  et  le  dénouement  semblable  des  versions  islandaise  et  danoise. 
Le   traducteur   catalan  a   également   été  d'avis   que  c'est   là  la   fin  qui 


1904.  No.  3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  39 

convient  le  mieux  au  roman.  Il  est  pourtant  possible  que  l'idée  du 
double  mariage  soit  suggérée  par  la  mention  de  Tamour  naissant  de 
Gaudin.     . 

Nous  considérons,  en  conséquence,  le  double  mariage  comme  une 
particularité  de  nos  textes. 

Dans  le  ms.  de  l'Ars.  Parténopeus,  défié  par  le  soudaii,  tue  son 
rival  en  combat  singulier,  (v.  9475 — 9894);  dans  les  autres  mss.  le  Soudan 
se  retire  furieux,  pour  revenir  plus  tard  prendre  sa  vengeance.  Le  rom. 
esp.  dit  tout  simplement:  cada  vno  se  fue  a  sus  tierras;  dans  le  poème 
italien  Gherardino  coupe  la  tête  du  soudan,  mais  comme  il  y  a  confusion 
du  Soudan  et  d'Armant,  le  fait  ne  prouve  rien.  La  saga  n'a  pas  de 
Soudan.  Le  poème  danois  nous  laisse  ignorer  son  sort.  Dans  tous  les 
cas,    il   n'y   a   pas   de   combat   singulier,   et   le   soudan  n'est   pas  tué. 


Les  noms  propres. 

Les  remanieurs  islandais  ont  l'habitude  de  changer  arbitrairement  la 
forme  des  noms  propres,  au  point  même  de  les  rendre  très  souvent 
méconnaissables.  Ils  en  intervertissent  l'emploi  et  empruntent  volontiers 
à  d'autres  sagas  les  noms  de  leurs  héros  1. 

Nous  reconnaissons  sans  peine  Partalope  et  Hlôdvir,  roi  de  France, 
Mélior  est  devenue  Marmoria,  et  Urraque  ou  Uracle  s'appelle  maintenant 
Urakia  (A  Vrækia;  BCD,  selon  M.  Klockhofi,  Orakia;  E  Orakia  et 
Uràkia;  F  Urækia,  Urækia,  Orækia,  Orakia,  Orackia,  Orakia).  C'est  à 
tort  qu'on  a  accentué  Marmorfa,   Urakfa;    l'i   n'a  que  la  valeur  du  yod. 

Le  valet  de  Partalope,  appelé  d'abord  Hlôdvir,  reçoit  le  baptême 
avec  le  nom  de  Barbarus,  (F:  Barsianus,  Parsianus,  Barisonius).  Le 
traducteur  a-t-il  voulu,  par  ce  nom,  désigner  un  jeune  »Barbarim  ?  Je 
crois  plutôt  qu'il  a  mal  compris  le.  texte  français  v.  5573 — 6: 

En  son  païs  ot  non  Fursin, 
Ensi  Tapelent  Barbarin; 
Li  cuens  l'a  Guillemot  nomé, 
Son  nom  en  France  plus  usé  2. 

Le  traducteur  peut  se  vanter  d'avoir,  par  sa  bévue,  entrainé  dans  la 
même  erreur  des  commentateurs  très  savants. 


1  F.  Jönsson,  Den  oldn.  og  oldisl.  Lilt.  hist.  II  2  p.  965,  Cedcrskiöld,  Fornsögur  XXI  etc. 
*  plus  tard  Anseiet;  en  esp.  Aufete,  puis  Guillermo  »que  es  nombre  trances«. 


40  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.   Kl. 

L'empereur  de  Miklagard  ou  de  Grèce  se  nomme,  dans  le  texte  de 
M.  Klockhoff,  Saragus,  dans  F  Emanuel.  Je  ne  vois  aucun  rapport 
entre  Emanuel  et  Julian,  l'empereur  du  roman  espagnol  (il  n'est  pas 
nommé  dans  les  autres  versions).  Ce  doit  être  un  nom  d'emprunt; 
car  la  saga  de  Bæring  connaît  aussi  Emanuel,  empereur  de  Grèce. 
Quant  à  Saragus  (ou  plutôt  Saragus?),  j'en  cherche  l'origine  dans  Sorne- 
gur[s],  le  roi  sarrasin,  qui  a  échangé  son  vrai  nom  contre  celui  de 
Markhaulldr  (A)  ou  de  MarhauIId  [rinn]  i  (B— E). 

Je  me  demande  un  peu  si  ce  nom  si  diversement  orthographié  ne 
cache  pas  une  trace  de  Marcomiris,  fils  de  Priam  et  premier  souverain 
de  France,  ou  de  Marovels  (1  purement  orthographique)  grand-père  de 
Farténopeus.  Il  faudrait  alors  croire  que  le  changement  a  été  opéré  par 
la  ressemblance  avec  Moralld  (Mörald,  Mörhold),  vaincu  par  Tristram  dans 
un  combat  singulier      Dans  la  saga  de  Tristram  le  nom  est  primitif. 

Les  Sarrasins  ont  été  remplacés  par  les  Bretons  2.  Partalope  combat 
au  »palliment  de  Miklagard«  contre  deux  frères  Heinrik  et  Vilhialm 
(A — E)8  de  Brabant  (A)  ou  de  Blâland,  le  pays  des  Sarrasins  (C  D  E). 
Il  y  a  tout  lieu  de  croire  que  ces  derniers  noms  qui  manquent  dans  F 
ont  été  ajoutés  postérieurement. 

Armant*  est  devenu  Gram[r],  dans  F  Gunnar,  Grimar.  Les  autres 
noms  n'offrent  aucun  intérêt.  L'empire  grec  s'étend,  selon  A — E,  jusqu'au 
Sax-elf  ^,  le  roi  de  France  siège  à  Paris  ;  en  quittant  Miklagard,  Partalope 
longe  la  Fouille  et  la  Sicile  (A — E);  il  prend,  dans  l'île  d'Urraque,  le 
pseudonyme  de  Hugi  (A  et  F),  remplacé  dans  C  D  E  par  Rikefor. 
L'archevêque  de  Cologne^  (A— E)  le  séduit,  le  patriarche  de  Constan- 
tinople (A — E)  lui  donne,  comme  de  juste,  la  bénédiction  nuptiale. 
Barbarus   reçoit  (A — E)  la  Gascogne,    l'Aquitaine  et  la  Normandie  (voir 

P-  36) 

Les  noms  du  poème  danois  sont  vite  examinés.  Mélior  a  cédé  sa 
place  à  Constancianobis,  nom  formé  sur  Constancia,  sa  ville  de  résidence; 
le  héros  s'appelle  Percenober,  Urraque  est  devenue  Fragö  (cf.  Uraki^), 
Fragaa,  Frago.     Le  poète  connaît  encore  Frankerige  et  Paris. 


*  génit.  MarhauUdsins  etc.  V.  Klock.  p.  VI.  F  en  tête  du  chapitre  Markvalldss  (génit.), 
mais  en  marge  Mannhçlldz,  et  dans  le  texte  toujours  Mannhçldur  (nomin.). 

*  cf.  Karlamagnus  saga  I  45  ufriör  var  mikill  af  Lungbördum  ok  Bretlands  mönnum  ok 
géra  mikit  ilt  RtSmverjum.  Le  traducteur  a-t-il  été  gêné  du  rôle  que  jouent  les  Norois 
de  Guenelande  et  d*Orcanie  v.  2078?  Le  premier  roi  des  Sarrasins  du  Nord  est  celui 
de  Norvège. 

'  cf.  les  deux  frères  du  même  nom  de  la  saga  de  Konrad. 

*  ou  plutôt  Hermant  (esp.  Herman). 

^  Sax-elf  (rËlbe)  est  mentionné  plusieurs  fois  dans  la  saga  de  Bæring. 
^  cf.  l'archevêque  de  Cologne  de  la  saga  de  Bever. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  41 

La  forme  du  mot  Fraga  est  due  d'abord  à  une  faute  de  lecture  (v 
consonne  au  lieu  de  v  voyelle),  puis  a  une  transmission  de  vive  voix  en 
langue  danoise,  v  étant  remplacé  par  la  sourde,  qui  se  trouve  constamment 
devant  r.  Je  crois  que  l'analogie  suffit  pour  expliquer  ce  changement, 
peut-être  facilité  par  l'influence  basse-allemande,  mais  sans  être  directe- 
ment provoqué  par  elle.  Le  g  du  même  nom  et  le  6  de  Percenober 
s'expliquent  également  par  la  prononciation  danoise,  le  er  et  le  c  ne 
font  pas  de  difficulté. 


Conclusion. 


Nous  avons  suivi,  pas  à  pas,  le  développement  du  récit.  La  com- 
paraison des  manuscrits  islandais  avec  la  version  danoise  a  montré  que 
la  marche  du  récit  y  est  essentiellement  la  même,  et  que  nombre  de 
détails  leur  sont  plus  ou  moins  propres.  Nous  ne  connaissons  pas  de 
version  étrangère  qui  se  rapprocherait  plutôt  de  l'un  que  de  l'autre  de 
nos  textes.  Nous  concluons  nécessairement  qu'ils  remontent  à  une  même 
source  particulière. 

La  saga  est  sans  doute  de  provenance  norvégienne,  comme  c'est  le 
cas  des  autres  sagas  romantiques.  Traduite  en  langue  norvégienne  pro- 
bablement vers  le  milieu  du  XIII«  siècle,  sous  Hàkon  le  vieux,  la  saga 
a  été  importée  de  bonne  heure  en  Islande,  et,  partageant  le  sort  des 
œuvres  de  ce  genre-,  elle  n'a  pas  tardé  à  subir  des  remaniements,  disons 
plutôt  des  détériorations,  considérables.  Déjà  dans*  le  courant  du  XIII® 
siècle,  il  a  dû  en  exister  plusieurs  rédactions. 

La  date  du  poème  danois  est  indiquée  par  le  manuscrit:  »le  livre 
fut  mis  en  rimes  en  1484«, 

V.  1590    twsind  oc  tiii  hwndret  aar 

firæ  sindis  ty  we  paa  thet  fjerde,  amen! 

Comme  le  manuscrit  s'arrête  sans  rime  et  sans  apostrophes  dévotes, 
il  y  a  lieu  de  croire  qu'il  y  manque  quelques  lignes. 

L'édition  de  1572  a  ajouté,  au  v.  1584,  seize  lignes  apocryphes  (la 
mort  du  roi  païen,  les  trois  fils  de  Percenober,  le  partage  de  l'empire) 
et,  au  V.  1586,  neuf  lignes  de  recommandations  religieuses.  S'adressant 
»au  lecteurt  elle  imprime  la  fin  du  ms.  de  Stockholm  (v.  1587 — 91)  et 
continue: 


»  F.  Jönsson,  Oldn.  og  isl.  Litt.  II*  p.  965;  R.  Meissner,  Die  Strengleikar,  p.  115. 


42  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

det  fierde] 
Det  skal  vide  baade  leg  oe  lærde, 
At  viste  ieg  der  mere  aff  at  sige, 
Da  vilde  ieg  nu  ingelunde  tie, 
Thi  vil  ieg  nu  min  tale  ende, 
Den  som  Bogen  aff  tysk  oe  til  danske  vende, 
Er  födt  i  Bergen  iblant  de  haarde  Steen, 
Gud  lad  hannem  leffue  foruden  meen  .  .  . 
Hendrick  Christensen  er  hans  naffn 
Gud  vnde  hannem  oe  euindelig  gaffn. 
Nous  apprenons  ensuite  que  le  livre  fut  imprimé  (forst  tryct  paa  ny) 
à  Copenhague  en  1560. 

Le  roman  suédois  du  Duc  Frédéric  (chanson  d'Eufemia)  se  dit  traduit 
aff  tyzko  ok  ij  swænska  tungæ,  mais  le  nouveau  traducteur  danois  a  eu 
soin  de  remplacer  swænska  par  danskæ.  Il  faut  donc  se  méfier  de  ces 
indications  littéraires,  et  la  forme  même  du  post-scriptum  de  Percenober 
prête  à  soupçon.  Les  éditeurs  aimaient  à  recommander  leurs  livres  en 
les  présentant  comme  des  traductions  faites  de  l'allemand,  et  il  n'y  avait 
aucune  difficulté  à  faire  accorder  cette  recommandation  avec  la  mention 
de  Bergen,  ville  presque  allemande.  Le  nom  de  Bergen  nous  vient  très 
à  propos.  Cependant,  comme  nous  avons  déjà  rejeté  une  partie  de  ce 
post-scriptum,  il  est  plus  prudent  de  le  rejeter  en  entier  comme  la  note 
d'un  précédent  éditeur,  d'autant  plus  que  le  nom  de  l'auteur  parait  faux  ^. 
M.  Brandt  suppose  que  le  véritable  auteur  est  le  même  poète  qui  a 
composé  le  roman  de  la  Reine  vertueuse,  mis  en  rimes  Tannée  précé- 
dente, et  contenu  dans  le  même  manuscrit  de  Stockholm.  Le  poète,  qui 
a  probablement  été  moine,  se  nomme  à  la  fin  du  poème  Jep  Jensen. 

Je  crois'  que  M.  Brandt  a  raison.      Les    phrases   identiques   de   ces 
poèmes  n'en  sont  pas  une  preuve  convaincante  2;   car  ces  locutions  faites 


*  On  a  attribué  à  un  certain  Hendrich  Christensen  la  Chronique  rimée  de  Beiig^en,  parue 
environ  1560,  de  sorte  qu'il  y  aurait  lieu  de  croire  que  l'éditeur  a  voulu  tirer  avantage 
d'un  nom  connu.  Cela  n'est  pourtant  pas  très  sûr.  Cf.  Nicolaysen,  Norske  Magasin  I 
p.  3;  Brandt,  Rom.  Digt,  III  p.  335;  G.  Storm,  Hist.  Tidsskr.  3e  série,  IV,  p.  418— 27. 

^  £n  voici  une  liste  qui,  du  reste,  n'a  pas  la  prétention  d'être  complète:  Reine  vertueuse 
V  13/4  =  Percenober  v.  11/2;  de  même  37  =  102;  46  =  40;  90  =  1024;  93  =s 
434;  95  =  849;  "7/8  (287/8)  =  951/*;  143/4  =  75/6;  203/4  =  987/8; 498  =  1276; 
556  =  6;  560  =  575;  583/4  =  485/6;  585/6  =  483/4  (721/2);  593/4  =  811/2;  670 
=  836;  741/2  (883/4)  =  324/5;  791/2  =  789/90;  810  =  994;  847  =  1173;  857/8 
=  787/8;  9«5/6  =  '324/S;  967/8  =  1423/4;  «029  =  481;  1033  =  137s;  1035  = 
139;  1048  =  911;  1079  =  1371;  1089  =  1365;  iioo  =  1327;  iioi  =  1242;  1107 
=  719;  1112  =  1130;  1129  =  1365;  1133/4  =  1373/4;  "58  =  370;  "9«  =429; 
1 197/8  =  1561/2;  1204  =  1086;  1211  =  1581;  1213  =  1567;  1215/6  =  1583/4; 
comp,  aussi  l'introduction,  la  fin,  et  surtout  le  passage  1047/68  =  917/39  exprimant 
les  mêmes  idées. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  43 

et  les  mêmes  rimes  consacrées  se  rencontrent  ailleurs.  Les  deux  poèmes 
ont  cependant  une  si  étonnante  ressemblance  de  forme  et  de  manière 
qu'il  est  difficile  de  les  attribuer  à  deux  auteurs  différents^. 

Comment  Tauteur  a-t-il  eu  connaissance  de  son  sujet? 

Nous  ne  connaissons  aucun  texte  allemand  ou  néerlandais  qui  aurait 
pu  fournir  matière  au  poème.  Il  ne  peut  pas  non  plus  remonter  à  la 
version  anglaise  du  groupe  Z.  Il  ne  provient  pas  d'une  fusion  de  la 
saga  islandaise  avec  une  version  étrangère,  car  nous  ne  retrouvons 
aucun  des  traits  qui  accusent  si  nettement  les  retouches  islandaises^. 
Encore  faudrait-il  que  cette  version  étrangère  fût  du  groupe  Z,  car  le 
poème  danois  contient  des  passages  qui  sont  en  même  temps  inconnus 
au  remaniement  islandais  et  aux  versions  du  groupe  Y.  La  réunion  des 
chevaliers  avant  la  mort  de  l'empereur  et  notamment  la  dame  qui  se 
couche  dans  le  lit  de  Percenober,  à  son  insu,  sont  des  thèmes  qui 
n'appartiennent  qu'au  poème  danois  et  au  roman  espagnol.  Il  n'y  a 
eu  qu'une  seule  source  possible:    l'ancienne  traduction  norvégienne. 

M.  Brandt,  alléguant  la  confusion  du  récit,  la  forme  et  le  nombre 
restreint  de  noms  propres,  est  d'avis  que  le  roman  est  parvenu  en  Dane- 
mark par  la  transmission  orale.  Que  le  roman  ait  été  transmis  de  vive 
voix  avant  d'être  »mis  en  rimes«  en  1484,  c'est-ce  que  nous  avons  déjà 
essayé  de  démontrer.  Le  poète  n'a  peut-être  pas  eu  un  manuscrit  sous 
les  yeux  en  écrivant  ses  vers.  Mais  la  construction  compliquée  du  récit 
nous  défend  d'en  attribuer  la  provenance  à  la  tradition  populaire  au 
sens  propre  du  mot. 

Le  ms.  de  Stockholm  renferme  encore  les  trois  chansons  d'Eufemia, 
traduites  de  suédois  en  langue  danoise.  Les  six  romans  rimes  qui 
forment  ce  volume  sont  les  seuls  que  le  moyen  âge  nous  ait  laissés,  et 
il  est  bien  probable  que  leur  nombre  n'a  jamais  été  très  grand. 

L'auteur  du  Percenober  ne  possède  pas  beaucoup  d'imagination,  et 
nous  retrouvons  précisément  dans  les  chansons  d'Eufemia  nombre  de 
passages  et  de  phrases  qui  indiquent  que  le  poète  s'en  est  inspiré^.    Ces 


I  Le  troisième  poème  du  volume,  celui  de  Laurin,   est  pénétré  d*un  tout  autre  esprit,   et 

ne  saurait,  malgré  des  points  de  ressemblante  incontestables,  provenir  du  même  poète. 
^  V.  444   mierae  æn  firæ  asen   kwnde   bæræ   ne    rappelle   que   vaguement,   et   sans   rien 

prouver,  les  locutions  communes  :  meira  lausafé  enn  XX  ülfaldar  mætti  berå,  fjdra  ülfalda 

klyfja5a  etc. 
^  Les  exemples  abondent;  en  voici  quelques-uns: 

Flores  v.  2048    The  fore  tha  theden  medh  mygel  æræ. 

Reine  vert,  v.  93,  et  Perc.  v.  434  •  then  jwncker  foor  theden  medh  mygel  æræ. 

Flores  v.  415     Ney,  modher,  mægh  töcker  bedræ  wæræ  döth, 
9ea  lewe  lenger  wed  tölligh  nöd. 


44  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.   Kl. 

chansons  pourraient  peut-être  nous  montrer  le  chemin  par  lequel  a  passé 
notre  roman. 

Nous  savons  qu'au  XIV«  siècle,  mais  notamment  vers  le  milieu  du 
siècle  suivant,  des  manuscrits  islandais  ou  norvégiens  furent  importés  en 
Suède.  La  question  tant  débattue  de  savoir  si  les  chansons  d'Eufeniia 
ont  été  traduites  directement  ou  du  norvégien  n'a  pas  beaucoup  d'intérêt 
pour  nous,  puisqu'il  est  probable  que  la  rédaction  norvégienne,  comme 
c'est  le  cas  pour  la  légende  de  Barlaam,  a  été  connue  en  Suède.  Les 
chroniques  de  Charlemagne  et  de  Didrik  furent  traduites  de  norvégien  en 
suédois  vers  le  milieu  du  XV«  siècle.  Les  chansons  d'Eufemia  et  la 
chronique  de  Charlemagne  ont  été,  à  leur  tour,  traduites  en  langue 
danoise^. 

La  traduction  danoise  de  la  Chronique  de  Charlemagne,  faite  avant 
1480,  montre  que  le  manuscrit  venu  en  Suède  a  donné  un  meilleur  texte 
que  celui  des  autres  manuscrits  isl.-norvégiens.  Comme  Percenober  se 
base  sur  la  vieille  traduction  norvégienne,  il  faut  bien  croire  que,  par 
un  heureux  hasard,  un  manuscrit  contenant  la  rédaction  ancienne  a  échappé 
au  naufrage  général.  Est-il  trop  téméraire  de  penser  qu'il  a  trouvé  un 
asile  en  Suède  et  que  de  là,  toujours  suivant  l'analogie  de  Charlemagne, 
le  récit,  par  un  intermédiaire  quelconque,  a  trouvé  le  chemin  du  Dane- 
mark? 


Quoiqu'il  en  soit,  c'est  l'ancienne  traduction  norvégienne  qui  est  le 
point  de  départ  du  poème;  peut-être  pas  cette  traduction  elle-même, 
mais  une  rédaction  qui  l'a  suivie  d'assez  près,  et  qui  a  également  donné 
naissance  à  la  saga  islandaise.  Les  traducteurs  norvégiens  pouvaient 
abréger  les  romans,  les  priver  de  leurs  ornements  artistiques,  sans  toucher 
à  la  charpente.  La  substitution  d'une  pierre  ou  d'un  anneau  à  la  lanterne 
a  cependant  l'air  d'être  plutôt  due  à  un  remanieur  qu'au  traducteur  lui-même. 
Nous  croyons  que  c'est  le  poème  danois  qui  a  le  mieux  gardé  ce  trait 
nouveau.  Nous  n'avons  pas  besoin  d'insister  sur  le  rôle  si  important 
que  joue   l'anneau   dans  la  mythologie  et  dans  la  littérature  du    moyen 


Rein.  vert.  791  |    thy  at  hwn  willæ  tha  [thy  wil  jech  nw|  heller  dödh 

Perc.  V.       789  j     œn  lewe  lenger  wed  töllig  nöd. 

Flores  v.  2049  then  fæmtte  dag  the  kamme  thæræ. 

Perc.  V.  955      then  fæmte  dag  kam  [the]  vndher  jen  skow. 

G.  Storm,  Sagnkredsene  om  Karl  den  Store  og  Didrik  af  Bern,  passim  ;  G.  Storm,  Hist. 

Tidsskrift  le    série,  II  p.  185—192;  V.  Gödel,  Antiq.  Tidsskrift  XVI;  Schuck,  Svensk 

(iteraturhist.  I,  p.  109  et  194. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  45 

âge.  Il  suffit  de  rappeler  que  steinn  prend  très  souvent  l'acception  de 
pierre  précieuse,  et  que  le  karbunculus  (lysigull),  dont  l'existence  est 
attestée  par  toute  une  série  de  sagas,  est  parfaitement  à  même  de  rem- 
placer la  chandelle  de  la  lanterne.  Il  est  instructif  d'instituer  encore 
une  fois  un  parallèle  entre  la  saga  de  Partalope  et  celle  de  Flovent^ 
(I  38  édition  de  Cederskiöld):  fingr  gvll  {)etta,  —  {)ar  er  i  stein  sa, 
er  mikilar  elskv  er  verôr;  fivi  at  sa  maôr  er  steinn  {)enna  hefir  a  ser, 
honvm  ma  eigi  granôa  eitr  ne  svikraeôi  efta  ilzcv  kraptr^.  De  là  à  sup- 
primer le  mot  d'anneau,  il  n'y  a  qu'un  pas.  Le  rédacteur  islandais  a 
introduit  le  thème  de  l'enchantement,  tandis  que  le  poète  danois  a  em- 
prunté du  poème  de  Laurin  la  particularité  de  faire  tourner  l'anneau: 


Laurin  v.  829—32 
Heræ  ær  sa  mort,  jech  kan  jckj  see, 
thet  giör  meg  i  myt  liierte  wee, 
Hwn  gaff  hanum  Jen  gwldering: 
>nar  i  wende  then  stien  om  kring, 
tha  maa  i  giörlig  kienne, 
bwræ  thet  ær  skibed  thær  jnnec. 


Fere.  v.  677—8 
och  sawde:   jech  kan  hinnæ  jckj  see, 
thet  gjör  mæg  mest  i  hierthet  wee. 
v.  689—92 
'  Jech  wil  thik  giwe  jen  gulderingh, 
i  naar  thw  wendher  then  stien  om  kringh, 
tha  matte  thu  klarligh  see  thæræ. 
hwræ  dan  qwinnæ  hwn  man  wæræ. 


L'ancienne  saga  norvégienne,  source  de  la  saga  islandaise  et  du 
poème  danois,  a  dû  contenir  tous  les  traits  communs  de  ces  deux  ver- 
sions, et,  en  général,  les  traits  de  chacune  d'elles  qui  se  retrouvent  dans 
les  autres  versions  du  roman.  La  traduction  a  pu  être  assez  fidèle, 
mais,  comme  c'est  le  plus  souvent  le  cas,  elle  a  fortement  abrégé  le 
récit  original. 


Relations  de  la  traduction  norvégienne  avec  les  autres 
versions  du  roman  de  Partênopeus. 

Il  est  peu  probable  que  la  poésie  française  du  moyen  âge  ait  été 
importée  directement  en  Norvège.  Elle  doit,  dans  la  plupart  des  cas, 
avoir  passé  par  l'Angleterre.  Le  peu  qui  nous  reste  du  poème  anglais 
du  groupe  Z,  témoigne  d'une  relation  particulière  avec  nos  textes.    Con- 


*  Conte  de  la  Charrette  v.  2348—51 
Avoit  un  anel  an  son  doi 
Don  la  pierre  tel  force  avoit 


Qu*anchantemanz  ne  le  pooit 
Tenir  puis  qu'il  Tavoit  vëue. 


46  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

sidérons  quelques  passages  communs  en  laissant  de  côté  tous  ceux  qui 
se  retrouvent  également  en  français  et  en  espagnol. 
Nous  avons  relevé  p.  17: 
V.  31.  In  a  twelue  Monethe  sehe  lerned  more 

Thanne  other  Clerkys  dede  in  yerys  three  ^. 
Ayant  vu  Pertinope,  Melior  retourne  dans  son  pays: 
V.  91.  Thanne  home  ayen  gan  she^to  fare 

But  noman  ne  wyste  where  she  hadde  bene. 
V.  95.  She  thowghtte  whit  her  enchauntement 

To  haue  that  worthy  under  wone. 

Afterward  it  fell  upon  a  day 

Thee  kyng  on  huntynge  he  wolde  ryde  .  .  . 

Pertinope  wcntte  by  his  syde. 

cf.  p.  19  et  S.  2^8  Treystir  hon  ok  svo  vel  sinvm  klerkdomi  at  hon 
matti  hann  lata  fara,  hvert  er  hon  villdi  (F  leyna  honumm  sem  hon 
villde)  ...  2^  Sidan  for  hon  aptr  til  Miklagardz  ok  gerdi  sier  j)at  i 
hvg  at  hon  skylldi  leyniliga  med  {>essv  mali  fara  ok  fa  hann  f)0  allt  at 
einv  ....  3®  Nv  er  fra  j)vi  at  segia  at  Hlodvir,  kongr  i  Franz  hefir 
f)at  einn  morgin  til  skemtanar  at  fara  vt  a  skog  ok  veida  dyr.  Einn 
tima  er  hann  reid  vt,  fylgdi  honvm  Partalopi,  son  hans  V.  aussi  la 
leçon  du  poème  danois,  p.  19. 

A  la  chasse,  il  n'y  a  qu'une  seule  bête. 

V.  129    His  hors  his  howndes  to  hy  m  were  browght. 
Les  chiens  se  retrouvent  dans  la  saga,  mais  pas  ailleurs. 
M.  KlockhofF  relève  la  description  du  navire: 
V.  135     Thee  say  il  to  thee  Mast  top  sone  gan  wynne  .  .  . 
Bryght  as  gold  thanne  gane  hit  brenne 
W'  stonys  that  weren  Riche  and  stowte 
V.  146    Thee  schip  was  alle  gooldly  by  goone 
As  gold  a  bowte  hit  gleterede  bryght 
And  sette  w*  manye  a  Rialli  stone. 


*■  La  ressemblance  du  passage  espagnol  ne  semble  pas  très  sûre:  cöplidos  los  tres  a&os 
fue  la  mas  Ifpia  &  la  mas  sabia  de  todas  las  mugeres  dM  mQdo  :  que  täto  le  ensefiaua 
la  duefia  sabia  que  mas  sabia  la  nifta  quando  cûpiio  los  ocho  aftos  :  que  sabia  fazer 
décéder  vna  nuue  ...  &  cOpHdos  los  diez  afios  fizo  el  emperador  . .  .  cortes,  cf.  Crap. 
V,  4575  et  suiv, 

'  La  saga  norvégienne  a  certainement  été  traduite  du  français,  et  non  de  l'anglais. 
Le  nom  de  Barbarus  en  fournit  peut-être  une  preuve.  Barbarin  (païen)  n*apparaît  pas 
dans  la  littérature  anglaise  avant  1382  (barbaryns,  or  hethene  men,  Wyclif;  Barbary 
1300;  les  autres  dérivés  ne  comptent  pas),  et  il  est  inadmissible  qu'un  Anglais  se  soit 
trompé  sur  le  sens  du  mot  français. 


1904.  No.  3. 


PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS. 


47 


P.  D.  165    Skibed,  ther  jcch  sawde  fraa, 
thet  seyel,  som  ther  war  appa 
war  wel  beseyled  medh  guld 
och  sat  med  dyræ  stiene  fuld, 


towen  war  aff  silky  hin  skiæræ 
och  mange  vnder  mon  ther  wæræ, 
masten  war  afl*  guid  hin  renæ, 
hwn  war  och  sat  med  dyræ  stienæ. 


La  soie,  Tor  et  les  pierres  précieuses  sont  cependant   des  épithètes 
tellement  communes  que  le  trait  ne  prouve  pas  grand'chose. 
Mélior  n'est  pas  mentionnée  pendant  la  traversée. 

V.  166    His  hors  his  howndys  were  taken  him  froo 

And  yit  saw  hee  noon  erthely  man  w*  syght,  V.  p.  20. 

V.  219    His  hertte  to  god  hee  lefte  up  Ryght 

And  made  his  prayeris  w*  good  entente,  V  p.  22. 

»Le  vieux  chevalier«  du  poème  danois  est  appelé  the  Oolde  dewk, 
mais  le  passage  du  tournoi  est  trop  fragmentaire  pour  nous  permettre 
de  continuer  la  comparaison. 

Cette  parenté  semble  indiquer  que  l'original  de  la  saga  norvégienne 
et  la  »Romawce«  invoquée  par  le  fragment  anglais  v.  106  remontent 
à  une  source  commune  que  nous  devons  chercher  dans  un  texte  anglo- 
normand. 

La  source  commune  de  ces  versions  et  l'original  du  roman  espagnol 
se  tiennent  par  le  commencement  du  récit  et  plusieurs  traits  que  nous 
venons  de  signaler.  La  rédaction  première  du  groupe  Z,  écrite  en  fran- 
çais, est  perdue. 


Résumé  du  grou 

pe 

Z. 

Z 

X 

Vers,  anglo-norm. 

Vers,  esp 

Trad.  norv.          Kragm.  angl. 

1 

1 

Trad.  cat. 

P.  D.  S.  isl. 


48  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

La  version  primitive  du  roman. 

Considérons  d'abord  la  fin  du  roman,  si  diversement  traitée  dans 
les  différentes  versions. 

I.  Le  nis.  de  l'Arsenal.  Le  texte,  jusqu'au  vers  8936  conforme 
à  celui  des  autres  manuscrits,  s'arrête  au  milieu  des  combats  de  la 
deuxième  journée  du  tournoi.  Après  une  lacune  d'environ  1280  vers,  le 
texte  reprend  vers  la  fin  du  discours  d'Ernoul.  Le  Soudan  et  Parténopeus 
sont  désarmés;  le  comte  s'étant  nommé,  Corsout  le  proclame  vainqueur 
du  tournoi.  Le  Soudan  furieux  défie  son  rival.  Le  combat  singulier 
finit  par  la  mort  du  roi  païen,  et  le  récit  s'arrête  au  beau  milieu  des 
triples  noces. 

n.  L'autre  famille  de  mss.  français^,  à  laquelle  se  joignent  les 
versions  allemande,  néerlandaise  et  anglaise  du  groupe  Y.  Continuant 
le  récit  (interrompu  par  la  lacune  du  ms.  de  l'Ars.)  ces  manuscrits  con- 
tiennent la  fin  de  la  deuxième  journée  du  tournoi,  les  combats  de  la 
dernière  journée  et  la  mort  d'Armant,  le  voyage  à  Tenedon  (qui  occupe 
huit  lignes  seulement),  la  délibération  des  juges.  Le  roi  Anfors,  »qui  a 
pris  des  renseignements  €  sur  les  combattants,  en  énumère  les  plus  vaillants. 
Ernoul  prononce  son  discours  (qui  diffère  sensiblement  de  celui  du  ms. 
de  l'Ars.).  Le  texte  continue  ensuite  à  peu  près  =  Crap.  8997 — 9160, 
mais  la  scène  du  désarmement  de  Parténopeus  diverge.  Gaudin  le 
désarme  en  pleurant.  Vient  une  longue  description  du  costume  de 
Parténopeus  et  de  sa  beauté.  Le  peuple  l'acclame,  et  les  rois  déclarent 
qu'Ernoul  a  raison.  Mélior,  dissimulant  sa  joie,  dit  qu'elle  aurait  préféré 
le  Soudan,  mais  qu'elle  fera  néanmoins  la  volonté  des  juges^.  Le  soudan 
part,  jurant  de  revenir  prendre  sa  vengeance.  Mélior  et  Parténopeus 
»font  noces  riches«.  Le  roi  de  France  y  reconnaît  son  cher  ami. 
Le  poète,  se  dispensant  de  »faire  conte«  de  la  splendeur  des  noces, 
leur  consacre  50  lignes  seulement. 

C'est  maintenant  que  commence,  dans  la  classe  II,  la  suite  du 
roman: 


Or  est  la  cort  tote  partie, 
Et  Partonopeus  ra  s'aniie  .  .  . 
El  j'en  cest  aise  le  vos  lais, 
Non  por  ce  que  n'en  sache  mais, 


Ainz  le  fait  celé  que  j'aim  si 
Que  tot  m'estuet  entendre  a  H. 
Cest  livre  ai  fait  tot  en  joiant, 
Or  eu  faz  fin  tot  en  plorant. 


1  Nous  laissons  naturellement  de  côté  les  deux  fragments. 

>  Nous  voyons  clairement  à  quelle  famille  appartient  la  version  anglaise: 
Myne  ownc  Choyse  ye  have  put  me  froo 
[My]  wyll  was  to  have  hadde  ye  Soudan 
[Ye  hjaue  geve  me  to  another  man. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS   DE  BLOIS.  49 

Cette  suite  est  visiblement  l'œuvre  d'un  continuateur*.  Nous 
n'avons  pas  à  nous  en  occuper  ici.  Le  ms.  de  Tours,  allant  plus  loin 
que  les  autres,  donne  une  espèce  de  fin  au  roman:  Le  Soudan,  ayant 
en  vain  imploré  Mélior  de  lui  accorder  son  amour,  passe  les  mers, 

Partenopeus  maine  grant  joie, 

Avec  lui  Melior  la  bloie. 

M.  Robert  n'a  pas  comblé  la  lacune  du  ms.  de  l'Ars.  à  l'aide  des 
autres  manuscrits.  »Ces  vers,  dit-il,  s'éloignent  trop  du  cadre  du  premier 
auteur,  et,  avouons-le,  du  bon  sens,  pour  remplacer  ceux  qui  manquent«. 

Je  ne  crois  pas  que  M.  Robert  ait  eu  raison.  Le  Soudan  se  montre, 
dans  ces  vers,  un  adversaire  digne  de  Partenopeus;  Gaudin  est  même 
obligé  d'encourager  son  ami.  Le  combat  fini,  Partenopeus  »s'en  va 
morne  et  pensif,  persuadé  qu'il  a  perdu  son  amie«.  La  victoire  est  indécise. 

Le  roman  espagnol  nous  montre  le  Soudan  inférieur  au  comte,  mais 
incapable  de  trahison,  et  Partenopeus  se  dit,  à  la  fin  du  combat,  que 
el  solda  lleuaua  lo  mejor.  Le  fragm.  anglais  reproduit  presque  textuelle- 
ment les  paroles  que  Gaudin  adresse  à  son  ami,  le  matin  de  la  troisième 
journée: 


In  tbee  morwe  whanne  they  aRoos 
Thee  knyght  toke  his  armys  him  tille 
Pertinope  scyde  hcc  wery  was 
And  gaudyn  seyde  for  shame  be  still. 
But  thou  bee  dowghtty  now  this  day 


All  is  nowt  worht  as   thou  weelle  woost 

Bere  thee  weelle  now  in  thys  turnay 

Ore  ellys  thy  longe  travaile  is  lost  .  » 

The  sowdan  thenkyht  to  have  that  may  .  .  . 

Loke  now  that  thow  bee  dowghtty  in  dede  etc. 


On  s'étonne  notamment  que  les  juges  connaissent  déjà  Partenopeus, 
qui  a  pourtant  voulu  garder  son  incognito,  »enquis  en  ai«  dit  le  roi 
Anfors.  Mais  le  ms.  de  PArs.  a  dû  avoir  recours  au  même  procédé 
peu  ingénieux  ;  car  Ernoul,  dans  son  discours,  nomme,  à  plusieurs  reprises, 
Partenopeus  par  son  nom.     Le  môme  trait  reparaît  en  esp.^ 

Est-ce  que  la  fin  particulière  du  ms.  de  l'Ars.  contient  le  dénoue- 
ment primitif  du  poème? 

Des  raisons  littéraires  nous  empêchent  de  le  croire. 


»  Les  vers  alexandrins,  les  nouvelles  matières  (rhistoire  d*Anselet  et  du  chien  Noon), 
les  nouveaux  personnages  (Artus  etc.),  enfin  le  caractère  entier  du  lécit.  Urraque  et 
Perscvis  sont  disparues  de  la  scène.  Une  étude  sur  la  suite  du  Part,  et  la  vers,  néérl. 
par  M.  Sneyders  de  Vogel  paraîtra  dans  un  prochain  numéro  de  la  Revue  des  langues 
romanes. 

'  Quanqu'aves  fait  est  nule  chose,  Se  ne  faites  bien  la  parclose. 

3  el  rey  corsol  fuesse  para  el  code  &  pregütole  de  su  faziêda  :  y  el  code  le  dixo  quiô 
era  &  como  le  Uamauâ  etc.;  el  rey  Corsol  dixo  que  venia  de  grâ  linaje  de  reyes  & 
que  era  code  d*bles  &  que  le  llamauft  parti nuples. 

Vld.-S©lflk.  Skrifter.  II.  H.-F.  Kl.   1904.   No.  8,  * 


50  A.  TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

Nous  ignorons,  malgré  la  promesse  du  poète,  ce  qu'est  devenu  An- 
seiet (voir  V.  5731 — 34).  Nous  ne  comprenons  pas  non  plus  la  mention 
préalable  de  Beatris  et  des  fils  d'Emoul  (v.  1741 — 52),  qui  jouent  peu 
de  rôle  dans  la  première  partie  du  roman  ^.  Le  poète  nous  présente 
Persevis  de  deux  façons  différentes: 


V.  6210 
Fille  est  de  roi  et  de  roïne, 
De  grant  noblece  et  de  haut  lin, 
Cosine  Urrake  od  le  euer  fin, 
Et  fille  le  roi  de  Milète. 


▼.  10216: 
Se  jo  ne  suî  fille  de  roi. 
Si  sui-je  fille  à  rice  conte. 


Remarquons  aussi  l'absence  des  parties  lyriques. 

Au  point  de  vue  de  la  langue,  cette  fin  particulière  du  ms.  de  TArs. 
ne  semble  pas  différer  beaucoup  de  la  partie  du  poème  commune  à 
tous  les  manuscrits^. 

Il  n'est  que  naturel  que  les  traits  phonétiques  et  morphologiques  de 
la  première  partie  ne  se  trouvent  pas  tous  représentés  dans  la  seconde 
beaucoup  plus   brève.     l\  est  plus  intéressant  d'observer  que  vice  versa 


Comme  ces  passages  ne  s*expliquent  que  par  la  suite  du  roman,  il  faut  7  voir  des 
interpolations,  ou  croire  que  le  premier  auteur  a  laissé  son  poème  inachevé. 
M.  M.  Gröber,  Förster  et,  parait-il,  également  M.  Tobler  (Vrai  Aniel  p.  XXV)  sont 
d*avis  que  le  poème  est  picard.  Plusieurs  traits  signalés  par  M.  Förster  ne  sont 
pourtant  pas  sûrs,  et  j'avoue  que  pour  moi  la  question  reste  en  suspens,  tant  qu'on 
n*aura  pas,  à  l'aide  des  autres  manuscrits,  précisé  la  part  qui  revient  au  scribe  picard 
du  ms.  de  TArs.  Aussi  nous  bornerons-nous  à  indiquer  brièvement  quelques  traits  qui, 
à  en  juger  par  l'édition  de  M.  Robert,  sont  communs  aux  deux  parties  du  poème: 
en  et  an  riment  séparément,  il  n*y  a  guère  que  talent  qui  varie;  eu,  nïent;  Melior: 
or  (aurum),  color  :  jor.  C'est  peut-être  l'effet  du  hasard  que  la  fin  du  ms.  n'ofire 
aucun  exemple  des  rimes  fréquentes  jusque-là  sols  (solus)  :  contralios  :  dois  (dulcis)  : 
tos  (tottus).  A  moins  de  contester  à  blois  la  valeur  de  ci,  il  n'y  a  pas,  à  la 
fin,  de  confusion  des  trois  oi,  et,  si  l'on  accepte  pour  bois  la  diphtongue  ci,  il  paraît 
que  le  corps  du  poème  ne  les  confond  pas  non  plus  (armoire  v.  6693  est  une  faute 
pour  arvoire);  voie  au  v.  143,  rimant  avec  Troie,  ne  donne  pas  beaucoup  de  sens,  il 
faut  très  probablement  remplacer  voie  par  joie,  cf.  v.  193,  235;  il  n'y  a  guère  que 
endroit  :  connoist  v.  5379  (ms.  St.  Germ.)  qui  fasse  réellement  difficulté.  Si  cette  leçon 
est  la  bonne,  il  s'ensuit  que  s  s'est  déjà  amuïe  devant  les  explosives  sourdes.  Il  paraît 
qu'au  lieu  de  confondre  ei  et  ci  le  poète  tend  plutôt  à  faire  passer  ei  à  ai  >•  ^ 
par  exemple  Albigois  :  mais  :  après,  dois  :  palois  :  ades,  ce  qui  nous  fait  entrer 
dans  le  domaine  normand  ou  de  l'ouest.  La  rime  v.  10331  chieves  :  mes  (magis) 
n'offre  pas  un  point  d'appui  assez  solide  pour  attribuer  avec  assurance  ce  trait 
à  la  fin  du  poème.  La  diphtongue  ie  ne  passe  pas  à  e.  L  s'est  vocalisée;  cevals: 
beaus;  ils  aboutit  à  is,  et  non  pas  à  lus,  comme  le  veut  M.  Förster,  témoin  les  rimes 
fréquentes  dans  le  corps  du  poème  fils  :  petis  etc.,  gentis  :  maris,  soutis  :  Persewis  (je  ne 
crois  pas  qu'il  faille  partir  de  soutif),  à  la  fin  soltis  :  Fenis  v.  10338;  les  formes 
sorcius  :  segnorius  v.  4869  et  ostius  :  fuisius  v.  5067  sont  dues  au  copiste.  Nous 
pouvons  peut-être  encore  revendiquer  comme  un  trait  commun  z  (ts)  =  s.  Les  fémi- 
nins qui  ne  se  terminent  pas  par  un  e  présentent,  dans  plusieurs  exemples,  une  s  au 
nominatif  singulier;  la  déclinaison  masculine  reste  debout,  à  peu  d'exceptions  près; 
el  =  ele.    Il  y  a  encore  quelques  exemples  fort  rares  de  la  terminaison  oiz  =s  ez. 


1904.     No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  5l 

des  traits  qui  figurent  à  la  fin  ne  sont  pas  familiers  à  la  partie  précé- 
dente. C'est  ainsi  que  nous  enregistrons  v.  9169  place  :  sace,  v.  10781 
France  :  mance,  rimes  que  nous  trouvons  surtout,  bien  que  non  exclu- 
sivement, en  picard  ;  quatre  exemples  des  pronoms  picards  no  =  nostre 
etc.,  assurés  par  la  mesure  du  vers  (je  n'en  ai  noté  que  deux  dans  le 
corps  du  poème)^;    esleus   à  côté  de  eslis;  Urracle  :  miracle  (v.  10013, 

10  373). 

Mais  ce  qui  nous  donne  la  certitude  que  nous  avons  affaire  à  un 
continuateur,  c'est  le  traitement  nouveau  du  nom  Partonopeus  qui,  au 
cas  régime,  ne  connaît  que  la  forme  du  nominatif  avec  s  2, 

L'accord  du  roman  espagnol  avec  la  classe  II  du  groupe  Y  a  in- 
diqué que  le  double  mariage  est  également  une  modification  postérieure, 
et  que  le  poème  original  n'en  a  connu  qu'un  seul. 

Le  désarmement  de  Parténopeus  est  longuement  décrit  par  la  classe  II. 
Nous  y  relevons  le  passage  suivant ^i 


Li  cous  est  auques  camoissies, 
La  ou  des  mailles  fu  tochies  .  . 
Fors  que  de  vestir  son  hauberc 


I  pereat  un  petit  11  mere, 
Et  li  font  cl  col  la  beauté 
De  blanc  ivoire  reonc. 


Mais  voici  que  le  roman  espagnol  exprime  la  même  pensée: 
Luego    el    code    màdo    a    gaudin   que  selo    (le    heaume)    quitasse: 
&  desque  selo  ouierô  quitado  tenia  el  conde  el  camison  mas  negro  que 
la  pez  del  orin  delas  armas  /  &  blanqueauale  la  cabeça  y  el    pescueço 
como  la  nieue. 

Nous  voyons  que  le  groupe.  Z  se  range  du  côté  de  la  classe  II  de  Y. 

La  distinction  des  deux  groupes  est  intimement  liée  à  la  question 
de  la  généalogie  des  rois  de  France  (Crap.  v.  135—498).  Dans  le  cas 
où  là  généalogie  a  existé  dans  l'original,  il  semble  logique  que  la*  pre- 
mière scène  se  joue  en  France.  Le  poète,  évitant  de  couper  inutilement 
l'unité  de  l'action,  fait  donner  plus  tard  par  la  bouche  de  Mélior  l'expli- 
cation des  événements  précédents  et  de  l'éducation  de  l'héroïne.  L'effet 
dramatique  est  bien  autre.  Si  la  généalogie  était  tout  simplement 
supprimée,  la  première  scène,  commençant  par  la  chasse,  aurait  été  trop 
brève;    il   lui   aurait   manqué    l'introduction  nécessaire  pour  nous  initier 


*  V.  9717  plaiscie  :  chie  semble  ôtre  en  contradiction  avec- le  développement  iata  >-  le 
que  nous  constatons  dans  quelques  rimes  de  la  première  partie,  mais  il  faut  remarquer 
que  môme  là  il  y  a  alternance  avec  les  formes  ordinaires  en  iée. 

«  eu:    V.  2034,  2949,  3432,  4345,  5565,  6265,  6913; 
eus:  V.  921 1,  9347,  9421,  9979,  10132,  10178. 

3  cité  d'après  l'édition  de  M.  v.  Berkum,  p.  LXV. 


52  A.   TRAMPE   BØDTKER.  H.-F.   Kl. 

aux  événements  qui  vont  suivre.  La  description  de  Mélior  et  de  son 
milieu  s'imposait  i. 

A  quel  groupe  faut-il  accorder  la  priorité? 

Nous  ne  prétendons  pas  résoudre  la  question  d'une  façon  définitive, 
de  nouvelles  découvertes  pourront  y  jeter  un  nouveau  jour. 

La  date  des  différentes  traductions  ne  permet  de  rien  préciser,  et 
celle  du  poème  français,  d'ailleurs  peu  certaine,  ne  saurait  nous  renseigner 
davantage^. 

Nous  avons  déjà  signalé  certains  traits  qui  militent  en  faveur  de  la 
priorité  du  groupe  Z,  la  musique  dans  le  palais  enchanté  (Apulée)  et 
la  dame  qui  se  couche  dans  le  lit  du  héros.  Mentionnons,  sans  faire 
une  excursion  inutile  au  Gange,  que  le  conte  picard  de  la  Biche  blanche 
contient  quelque  chose  de  semblable  3.  Psyché  laisse  tomber  stillam  fer- 
ventis  olei,  Partinuples  l'imite:  cayole  vna  gota  de  cera  enlos  pechos, 
ce  qui  rappelle  encore  deux  contes  catalans,  rattachés  au  même  cycle, 
Joan  de  l'Os:  »li'n  caigué  una  gota  de  cera  en  los  pits  d'ellat,  Lo  Fill 
del  Pescador:  »li  caigué  una  gota  de  cera  al  pit  de  la  donzella«  *.     Mais 


i  Konrad,  supprimant  les  allusions  à  la  race  troyenne,  a  eu  soin  d'inventer  lui-même  une 
introduction  convenable. 

'  M.  V.  Look  fait  reculer  le  poème  avant  le  milieu  du  Xlle  siècle  ;  M.  Kawczynski  le 
place  à  l'année  1153.  M.  Förster  a  cependant  relevé  un  certain  nombre  d'emprunts 
que  l'auteur  du  Part,  a  dû  faire  à  Chrétien  (Ajoutons-y  Chev.  au  lion  v.  2136—42: 
la  dame  fait  semblant  de  céder  au  conseil  de  ces  chevaliers).  M.  Gröber  trouve  dans 
le  roman  de  Florimont  des  traces  de  Part,  qu'il  place,  en  conséquence,  avant  11 88, 
'M.  G.  Paris  indique  seulement  le  dernier  tiers  du  Xlle  siècle.  M.  v.  Berkum  attribue 
le  poème  au  commencement  du  siècle  suivant.  11  voit  dans  la  mention  v.  7195  du  roi 
de  Pouille  et  de  Sicile  qui  combat  sous  les  enseignes  de  l'empereur  d'Allemagne  la 
preuve  que  le  poème  n'a  pu  être  composé  avant  1194.  Le  passage  me  paraît  s'appliquer 
plutôt  à  une  date  antérieure,  car  Henri  VI,  couronné  en  1194  roi  de  Sicile,  n'est  pas 
le  vassal  de  l'empereur,  c'est  l'empereur  lui-même.  iLa  teste  arméec  v,  7401  ne 
permet  pas  à  Mélior  de  reconnaître  son  ancien  amant,  et  le  heaume  qui  cache  entière- 
ment la  figure  ne  fut,  selon  M,  Demay,  introduit  qu'après  11 90,  Nous  voyons  cepen- 
dant que  les  deux  excellents  amis  Yvain  et  Gauvain  se  battent  jusqu'à  la  tombée  de  la 
nuit,  sans  se  reconnaître  (Chev.  au  lion).  M.  v.  Berkum  remarque  enfin  à  propos  des 
»croupières  et  collièrea«  v.  2985,  6785  et  ailleurs:  De  dekkleden  ùit  twee  stukken 
bestaande  komen  volgens  Demay  het  eerst  voor  in  12 17.  Les  sceaux  reproduits  par 
M.  Demay  ne  me  paraissent  pas  très  convaincants  (cf.  aussi  le  compte  rendu  de  M.  G. 
Paris  Rom.  XXVI).  Ainsi,  tandis  que  la  croupière  est  déjà  mentionnée  par  Chrétien 
(Perceval  v.  6501)  et  par  Wace  (Rou  I  v,  3924),  elle  n'est  figurée  sur  aucun  type 
équestre.  Ce  qu'il  y  a  cependant  de  certain,  c'est  que  les  chevaux  étaient  déjà  com- 
plètement couverts  de  la  housse,  tantôt  en  draperie,  tantôt  en  fer,  V.  les  vers  2972, 
3061,  3 141,  6882,  771 1,  7781  (et  9641).  Comme  cette  couverture  n'apparaît  sur  les 
sceaux  qu'au  commencement  du  XUIe  siècle,  il  y  a,  en  tout  cas,  présomption  que  la 
date  du  poème  n'en  est  pas  très  éloignée,  mettons  les  dernières  années  du  Xlle  siècle. 

^  Elle  se  coqche  dans  le  lit  du  prince,  auquel  la  cordonnière  a  donné  de  l'opium  dans 
le  vin  (esp.  velcûo  en  el  vino).  Nous  retrouvons  le  môme  trait  dans  le  conte  nor- 
végien:  østenfor  sol  og  vestenfor  maane  (Asbjørnsen). 

*  Lo  Rondollayre,  F.  Maspons  y  Labr<5s,  Barcelone  1871, 


1904.     No.   3,  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  S3 

ce  trait,  qui  est  contredit  par  les  versions  scantlinaves,  est  clairement 
une  innovation.  Les  deux  premiers  méritent  plus  d'attention,  mais  ils 
ne  sont  pas  décisifs;  appartenant  à  des  récits  analogues,  ils  ont  pu  venir 
de  bonne  heure  s'introduire  dans  le  roman  de  Parténopeus. 

Un  double  lien  rattache  le  groupe  Y  à  la  souche  classique:  Le  nom 
du  héros  emprunté  au  roman  de  Thèbes,  et  la  descendance  troyenne 
des  rois  de  France,  pour  laquelle  le  poète,  tout  en  se  donnant  de  grandes 
libertés,  a  surtout  puisé  dans  un  continuateur  de  Frédégaire  et  dans 
Darèsi. 

Y  a-t-il,  dans  Z,  des  traces  de  la  généalogie  des  rois  de  France? 
Le  roman  espagnol  nous  fait  seulement  savoir  que  Partinuples  est 
le  neveu  du  roi  de  France;  les  messagers,  de  retour  à  Chef-d'Oire, 
racontent  que  »viene  de  los  Godosc.  Nous  y  voyons  pourtant  reparaître 
l'île  de  Tenedon^  qui  est  une  vieille  connaissance  classique  (Virgile, 
Darès,  roman  de  Troie). 

La  saga  nous  fournit  Hlodvir  (Clovis),  qui  cependant  figure  dans 
plusieurs  sagas;  Markhaulld  est  bien  douteux. 

Le  fragment  anglais  offre  un  passage  très  intéressant  v.  253 — 6: 
Thow  art  comen  of  thee  genteleste  blood 
That  in  this  world  men  knewen  here  byfore 
Of  thee  king  of  Frawnce  fayr  and  good 
And  and  also  of  thee  kyende  of  sire  Ectore. 
Voici  les  lignes  correspondantes  du  poème  franc,  Crap.  v.  1501-— 3: 
Car  vos  estes  del  sane  Hector, 
Qui  aine  n'ama  argent  ne  or. 
Ne  rien  fors  seul  cevalerie. 
Si  fréquente  que   soit  dans  la    poésie  du    moyen    âge   la   mention 
d'Hector,  elle  prend  ici  une  signification  toute  particulière,  et  vu  dans  son 
ensemble   ce   trait  n'a  guère  de  raison  d'être  sans  supposer  la  mise  en 
scène  du  groupe  Y. 

On  s'explique  que  Y  soit  une  amplification  d'un  poème  plus  ancien, 
et  que  le  rédacteur  ait  introduit  Gaudin  pour  avoir  la  faculté  de  revenir 
plus  tard  aux  aventures  d'Anselet,    mais   on  ne  comprend  pas  que  ce 


^  11  De  suit  pas  en  tout  point  le  Liber  Historiæ,  mais  la  succession  des  rois  et  plusieurs 
détails  sont  les  mêmes  ( . . .  acciperunt  consilium  ut  regem  sibi  unum  constituèrent, 
sicut  ceteræ  génies  [Marchomiris  quoque  eis  dédit  hoc  consilium]  et  clegerunt  Fara- 
mundo,  ipsius  filio  .  .  ,  Tune  habere  et  leges  cocperunt  =  v.  403—9,  Ab  ipso  Mcro- 
vccho  rege  utile  reges  Francorum  Merovingi  sunt  appellati  =  v.  436—7). 

11  est  bien  clair  que  Darès,  et  non  le  roman  de  Troie,  a  fourni  le  fond  de  la  guerre 
troyenne;  mais  Tauleur  a  dû  connaître  ce  poème  (cf.  l'introduction  générale,  la  division 
du  monde),  et  peut-être  d'autres  sources  que  nous  ne  saurions  étudier  ici, 

2  Tenedon  est  dans  Y  la  résidence  d'Armant,  ici  celle  d'Urraquc. 


54  A.   TRAMPE  BØDTKER.  H.-F.  Kl. 

poème   plus   ancien   soit   représenté  par  Z,   puisque  le  groupe  Z  opère 
exactement  sur  les  mêmes  données,  distinguant  Anseiet  de  Gaudin. 

Nous  avons  déjà  fait  remarquer  comment  le  contexte  du  poème 
français  a  pu  créer  le  nom  de  Rarbarus. 

Il  y  a  plus.  Le  fragm.  angl.  mentionne  une  fois  »Urake«,  mais 
le  roman  espagnol  emploie  la  forme  francisée  »Urracla«,  de  laquelle 
il  y  a  lieu  de  rapprocher  TaUrakia«  de  la  saga.  Urracle  est  donc  propre 
à  Z.  C'est  cette  forme  qui  revient  dans  P,  F,  T,  tandis  que  les  autres 
mss.  présentent  la  forme  originaire  Urraque^  Nous  sommes,  par  consé- 
quent, autorisés  à  soupçonner  un  certain  rapport  entre  P,  F,  T  et  le 
groupe  Z. 

Le  sire  de  Tenedon  porte,  dans  les  mss.  de  TArs.,  de  Ber^iCj  de 
Tours,  et  souvent  dans  celui  de  S*  Germ.,  le  nom  d'Armans  (nom.), 
tandis  que  les  autres  mss.  l'appellent,  presque  exclusivement,  Hermans 
(Hermanz).  Le  v.  7665  exige  pour  tous  les  mss.  un  nom  qui  se  pro- 
nonce sans  h  (V.  Pfeiffer  p.  64):  la  femme  hermant  leua  uoir  (F).  Veoir 
(ou  veir)  comptant  pour  deux  syllabes,  l'élision  de  IV  final  de  femme  est 
de  rigueur.  On  pourra  peut-être  en  inférer  que  Hermans  est  une  forme 
secondaire.     C'est  ce  nom  qui  a  passé  dans  Z,  esp.  Herman. 

Un  passage  du  poème  danois  nous  a  déjà  été  utile  pour  établir  le 
rapport  de  l'ancienne  saga  et  du  fragm.  angl.  cf.  p.  46.  Ces  lignes 
méritent  bien  d'être  reproduites  textuellement: 

P.  D.  V.  25.      I  try  ar  mwn  hwn  ther  weræ, 

nam  alle  the  konster  the  haffde  theræ.    . 
Ther  alle  try  aar  for  gongen  ware, 
tha  lod  han  bod  efiter  hinne  faræ. 

Fragm.  angl.    In  a  twelue  Monethe  sehe  lerned  more 
V.  31  Thanne  other  Clerkys  dede  in  yerys  three. 

Nous  lisons  dans  le  ms.  de  I'Ars.  v.  4578: 
[Maistres  oi  de  grant  essient] 
Par  foies  bien  plus  d'un  cent, 


ExccptioQ  faite  toutefois  des  deux  rimes  mentionnées  dans  la  fin  particulière  du  ms. 
de  l'Ars.  Konrad  qui,  selon  M.  v.  Look  s'est  servi  d*un  ms.  de  la  classe  de  P  se 
range  du  môme  côté  par  la  forme  Irekel.  La  version  néerlandaise  se  rapproche,  selon 
M.  V.  Berkum,  du  ms.  de  St.  Germ.  Le  poème  anglais  (Y)  n'a  pas  été  exactement 
classé. 

Parti nuples  (esp.),  Pertinope  (angl.),  Percenober  (dan.)  ont  probablement  pour  point 
de  départ  Parténopeus  et  non  Partonopeus,  C'est  cette  forme  qui  est  peut-être  la 
bonne  que  nous  trouvons  dans  P  et  T  (les  abréviations  de  F  ne  permettent  de  rien 
voir).    Il  paraît  que  le  ms.  Ashb,  connaît  les  deux  formes  V,  v,  7931  (Pfeiffer). 


1904..  No.   3.  PARTÉNOPEUS  DE  BLOIS.  55 

et  dans  les  mss.  de  Berne,  St.  Germ.,  Ashb. 

Par  foies  plus  de  .  C  C  .  .^ 
Mais  voici  P  qui  varie: 

[Maistres  oi  de  grant  escienz] 
Et  fui  o  als  plus  de  dos  anz. 
La  rime  prouve  surabondamment  que  la  leçon  de  P  est  fautive  2,  et 
la  concordance  du  poème  danois  et  du  fragm.  angl.  semble  indiquer  que 
la  même  faute  revient  dans  Z^. 

Citons  encore  les  vers  5912 — 17  (V.  Pfeiffer  nr.  26) 


ms.  de  l'Ars.  etc. 
Car  lalons  ore  tuit  siuant. 
Et  ma  dame  soit  seule  ici, 
Tant  que  nos  repairons  a  li. 
Dame,  fait  il,  ne  vos  anuit. 
Atant  siuent  le  sanc  trestuit. 


P. 
»Car  lalons  ore  ades  siuant, 
Savoir  sel  porrions  trover,  c 
La  pucele  les  let  aler: 
Sole  remaint,  quel  lo  vielt  si 
Por  un  sospir  quele  a  oY. 


Rom.  esp.  Seûora  quedad  vos  aqui  que  yo  y  estos  marineros  yremos 
porel  cauallo  porque  vos  no  vays  tàto  trabajada  y  que  no  ouiesse  miedo 
ningno  de  ningna  alimafia  que  todas  estauâ  encàtadas.  ÂUi  dixo  que 
le  plazia  de  quedar  &  que  fuessen  en  ora  buena. 

Le  résultat  de  cette  enquête  est  directement  contraire  à  la  théorie 
de  M.  Kölbing: 

Nous  avons  essayé  de  démontrer  que 
i^    La  rédaction  Z  est  un  remaniement  du  groupe   K 
2®    Z  a  pour  base  un  manuscrit  français  de  la  famille  P, 
Est-ce  que  le  roman  a  subi  cette  détérioration  avant  d'être  allongé, 
ou  le  rédacteur  de  Z  a-t-il  supprimé   une  suite  qui,   à  bon  droit,    lui  a 
paru  superflue  ou  mauvaise? 

Je  ne  crois  pas  qu'il  soit  possible  de  répondre  à  cette  question  peu 
intéressante.  Mais  il  me  semble  qu'ayant  supprimé  l'introduction  du 
poème,  le  nouveau  rédacteur  n'aurait  pas  dû  se  gêher  pour  en  sup- 
primer la  fin. 


cité  d'après  l'élude  de  M.  PfeilTer,  p.  36,  cf.  les  notes  ajoutées  en  appendice  par 
M.  Stengel.    La  leçon  de  T  n*y  est  pas  indiquée, 

Konrad  n'appuie  pas  P,  il  dit  v.  80S0:  Die  besten  meister,  die  man  vant,  die  wurden 
mir  gewunnen;  et  le  poème  anglais  v.  3208  An  hundereth  maystres  I  had  and  moo. 
La  leçon  de  P,  ms.  du  XlVe  siècle,  (Crap.  p.  46)  ne  saurait,  par  conséquent,  être  attribuée 
à  la  négligence  du  scribe  (Pfeifler  p.  7),  mais  doit  remonter  plus  haut. 


Statistische  Beiträge 

zur  Beleuchtung  der 

ehelichen  Fruchtbarkeit. 


Von 


A.  N.  Kiær. 


Dritter  Abschnitt. 


Mit   4   graphischen    Beilagen. 


(Videnskabs-Selskabets  Skrifter.    II.  Historisk-filosofisk  Klasse.    1904.    No.  4.) 


Udgivet  for  H.  A.  Benneches  Fond. 


Christiania. 

In  Kommission  bei  Jacob  Dybwad. 
A.  W.  Broggcrs  Buchdruciierei. 


Fremlagt  i  bUt.-filos.  Klasses  Mede  8de  April   1904. 


Vorwort 

zum  dritten  Abschnitt  der  ^^Statistischen   Beiträge  zur  Beleuchtung 
der  ehelichen  Fruchtbarkeit''. 


Mit  diesem  dritten  Abschnitte  werden  diese  Untersuchungen  über 
die  eheliche  Fruchtbarkeit  vorläufig  abgeschlossen.  Es  sind  wohl  noch 
viele  und  wichtige  Seiten  der  Fruchtbarkeitsverhältnissc  übrig,  deren  sta- 
tistische Behandlung  als  sehr  wünschenswert  erscheinen  möchte,  wenn  die 
dazu  nötige  Zeit  vorhanden  wäre.  Immerhin  wird  man  unter  den  hier 
gelieferten,  aus  verschiedenen  Quellen  geschöpften  Angaben  viel  Material 
finden,  welches  nicht  nur  als  Beweismittel  der  in  dieser  Schrift  gemachten 
Schlussfolgerungen  dienen,  sondern  auch  zu  weiteren  Forschungen  Anlass 
geben  dürfte. 

Schliesslich  möchte  ich  bei  dieser  Gelegenheit  für  den  von  der  Direk- 
tion des  Fridtjof  Nansens  Fond  bewilligten  Beitrag  zur  Förderung  dieser 
Untersuchungen,  sowie  für  die  Bestreitung  der  Druckkosten  von  Seiten 
der  Christiania  Videnskabsselskab  meinen   ergebensten  Dank  aussprechen. 

Christiania  im  Februar  1905. 

Der  Verfasser. 


Inhaltsverzeichnis. 


Seite 

Vorwort Ill 

S  I.    Allgemeine  Übersicht   über  die  Verteilung   der  fruchtbaren  Ehen  nach  der  Kin- 
derzahl.   Berlin . i 

S  2.    Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht.    Sachsen,  insbesondere:  die  Städte  Chem- 
nitz und  Dresden;  Oldenburg,  Elsass-Lothringen lo 

S  3.     Fortsetzung  der  allgemeinen  übersieht.     Dänemark,  Norwegen 20 

S  4.    Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht.    Ungarn,  Budapest,  Schweiz 24 

S  5.     Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht.     Frankreich,  Niederlande 34 

S  6.     Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht.     Grossbritannien  und  Irland,  New  South 

Wales 40 

S  7.     Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht,     Vereinigte  Staaten  Amerikas,  Massachu- 
setts, Connecticut 42 

S  S.     Fortsetzung   der   allgemeinen    Übersicht.       Brasilien:    Rio    de   Janeiro,    Alagoas. 

Argentinische  Republik:    Buenos  Ayres.     Tucuman 54 

S  9.    Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht.     Südarabien 64 

S  IG.     Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl.    Berlin,  Oldenburg 66 

S  II.     Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl.     Fortsetzung  :\  Kopenhagen    ....  81 

JJ  !2.     Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl.     Fortsetzung:    Norwegen 82 

v{  13.     Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl.     Fortsetzung:    Ungarn,  Budapest  .    .  91 

S  14.     Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl.    Fortsetzung:   Frankreich 102 

S  15.     Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl.    Fortsetzung:    New  South  Wales    .  105 
S  16.    Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl.     Fortsetzung:    Brasilien:    Rio  de  Ja- 
neiro und  Alagoas 106 

S  17.     Einfluss  des  Heiratsalters  der  Ehefrauen.    Berlin 109 

S  18.    Einfluss  des  Heiratsalters  der  Ehefrauen.     Fortsetzung:    Norwegen 119 

S  19.  Einfluss  des  Heiratsalters  der  Ehefrauen  Fortsetzung:  Die  norwegischen  Re- 
präsentativangaben in  ihrem  Verhältnis  zu  den  nach  den  Berlinerprozenten  be- 
rechneten erwart ungsmässigen  Resultaten 124 

S  20.     Einfluss  des  Heiratsalters  der  Ehefrauen.    Fortsetzung:   New  South  Wales   .    .  129 
S  21.    Einfluss    des    Heiratsalters    des    Mannes   und    Einfluss   des   Altersunterschieds 

zwischen  den  Ehegatten 133 

S  22.    Einfluss  des  Wuhnorts,  namentlich  des  Städtelebtns 140 

S  23.     Einfluss  der  sozialen  Stellung  und  des  Berufs 145 

S  24.     Hauptresultate  und  Schlussbemerkungen 149 


Seit« 

Anlagen. 

Anhangstabelle  i  (Berlin).  Zusammenlebende  Ehepaare  mit  Kindern  nach  dem  Heirats- 
alter der  Ehefrauen  für  die  einzelnen  Geburtsjahre  und  fünfjährige  Geburtsjahrs- 
gruppen 1885,  mit  Angabe  der  Ehedauer  und  Kinderzahl.  (Absolute  Ziflfern  und 
Prozentverhältnisse) 15S 

Anbangstabelle  2  (Berlin).  Zusammenlebende  Ehepaare  mit  Kindern  nach  dem  Heirats- 
alter der  Ehefrauen  für  fünfjährige  Altersgruppen  1885,  mit  Angabe  der  Ehe- 
dauer und  Kinderzahl.    (Prozentverhältnisse) 163 

Anhangstabelle  3  (Norwegen).  Repräsentative  Zahlen  fUr  stehende  Eben  am  Ende  des 
Jahres  1894,  mit  Angabe  der  Anzahl  von  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen  nach 
der  Dauer  der  Ehe  und  dem  Heiratsalter  der  Frauen 165 

Anhangstabelle  4  (Norwegen).  Erwartungsmässige  Anzahl  der  ein-  und  mehrkinderigen 
Ehen  bei  der  repräsentativen  Zählung  1894,  berechnet  nach  den  in  der  Anhangs- 
tabelle I  angegebenen  Berliner  Prozentverhältnissen  nach  Ehedauer  und  Heirats- 
alter der  Ehefrauen 170 

Anbangstabelle  5  (Norwegen).  Erwartungsmässige  und  beobachtete  Anzahl  der  ein- 
und  mehrkinderigen  Ehen  bei  derselben  Zählung  nach  Ehedauer  und  Heirats- 
alter der  Ehefrauen 172 

Anhangstabelle  6  (New  South  Wales).     Die  Ehefrauen  nach  Kinderzahl,  Ehedauer  und 

Alter  zur  Zeit  des  Census  von  1901,  umgerechnet  nach  ihrem  Heiratsalter.    .    .     174 

Anhangstabelle  7  (Nonvegen).  Erwartungsmässige  und  beobachtete  Anzahl  der  ein- 
und  mehrkinderigen  Ehen  bei  der  repräsentativen  Zählung  von  1894  nach  der 
Altersdiiïerenz  unter  den  Ehegatten,  kombiniert  mit  dem  Heiratsalter  des  Mannes     190 

Anhangstabelle  8  (Norwegen).  Bei  der  Kepräsentativzählung  von  1894  beobachtete 
Anzahl  der  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen  nach  der  Ehedauer  und  dem  Heirats- 
alter der  Ehefrauen  mit  Unterscheidung  der  Land-  und  Stadtbevölkerung  und 
der  sozialen  Hauptgruppen 193 

Anhangstabelle  9  (Berlin).  Stehende  ein-  und  mehrkinderige  Ehen  am  i.  Dezember 
1885  in  einem  reichen  und  einem  armen  Stadtteil,  nach  Ehedauer  und  Heirats- 
alter der  Ehefrauen 197 


Graphische  Beilage. 

Erklärende  Bemerkungen  zu  den  nachstehenden  graphischen  Darstellungen 201 

Tafel  1.  Graphische  Darstellung  der  stehenden  Ehen  überhaupt  nach  der  Kinderzahl 
in  Berlin,  Kopenhagen,  Kristiania,  Norwegischen  Städten  überhaupt,  Rio  de 
Janeiro,  Departement  de  Seine  (Paris),  Departement  Finistère,  Departement 
Lot-et-Garonne,   Norwegischen    Landdistrikten,   Norw^en    überhaupt,   New 

South  Wales  und  Massachusetts 205 

Tafel  2r  Graphische  Darstellung  der  Geburten  überhaupt  nach  ihrer  Ordnungszahl  in 
der  Reihe,  für  Berlin,  Dresden,  Chemnitz,  Kristiania,  Budapest,  Ungarische 
Städte  überhaupt,  Buenos  Aires,  idem,  argentinische  und  italienische  Mütter, 
Dänische  Landdistriktc,  Ungarische  Landdistrikte,  Kanton  Zürich,  Königreich 
Sachsen  und  Argentina 207 


VII 

Seite 
Tafel  3.     Graphische  Darstellung  der  stehenden  Ehen  mit  einer  Ehedauer  von  10  bis 
19  Jahren   nach   dem  Heiratsalter  der  Frauen   und  nach  der  Kinderzahl  für 

Berlin,  New  South  Wales  und  Norwegen 210 

Tafel  4.  Graphische  Darstellung  der  stehenden  Ehen  mit  einer  Ehedauer  von  20  bis 
29  Jahren  nach  dem  Heiratsalter  der  Frauen  und  nach  der  Kinderzahl  für 
Berlin,  New  South  Wales  und  Norwegen 214 

Nachtrag. 

Berlin 217 

Ungarn,  Budapest 218 

Serbien 218 

New  South  Wales       .  ** 220 

Alphabetisches  Inhaltsverzeichnis 221 

Berichtigungen 225 


Dritter  Abschnitt 
Die  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen. 


S  I. 

Allgemeine  Übersicht  fiber  die  Verteilung  der  fruchtbaren 

Ehen  nach  der  Kinderzahl  (Berlin). 

Uie  Angaben,  welche  wir  über  den  grösseren  oder  geringeren  Kinder- 
reichtum der  fruchtbaren  Ehen  vorfinden,  sind  dreierlei  Art.  Entweder 
betreffen  sie  die  stehenden  Ehen  oder  die  gelösten  Ehen  oder  die  Reihen- 
folge der  Geburten. 

Obwohl  diese  verschiedenen  Angaben  nicht  ohne  weiteres  unterein- 
ander vergleichbar  sind,  werden  wir  bei  den  nachfolgenden  Untersuchungen 
für  jedes  Land,  wo  solche  Ausweise  vorkommen,  soweit  möglich  alle  diese 
Angaben  in  Betracht  ziehen.  Soweit  es  das  vorhandene  Material  erlaubt, 
werden  wir  die  verschiedenen  Momente,  welche  im  zweiten  Teile  in  Bezug 
auf  das  Verhältnis  zwischen  fruchtbaren  und  kinderlosen  Ehen  untersucht 
worden,  nämlich  den  Einfluss  der  Ehedauer,  des  Heiratsalters,  des  Alters- 
unterschieds, des  Wohnorts  und  der  sozialen  Stellung,  in  Bezug  auf  ihren 
Einfluss  auf  die  Kinderzahl  näher  studieren. 


In  dem  schon  öfters  citierten  Volkszählungshefte  2  für  Berlin  1885 
finden  wir  (in  der  zweiten  Abteilung  S.  53)  eine  vollständige  Angabe  über 
die  stehenden  Ehen  nach  der  Anzahl  der  Kinder. 

In  dieser  Angabe  ist  dargestellt,  wie  sich  die  Kinderzahl  auf  die  bei 
der  Volkszählung  vorgefundenen  Ehen  verteilt;  da  sich  diese  jedoch  ganz 
ungleichmässig  zusammensetzen,  so  lassen  sie,  wie  Direktor  Böckh  be- 
merkt, einen  Schluss  auf  die  wirkliche  Kinderzahl  nicht  zu.  Böckh  hat 
deshalb  die  für  sämtliche  stehenden  Ehen  ermittelten  Einzelzahlen  für  die 

Vid.-Selsk.  Skrifter.   U,  H.-F.  KL  1904.   No.  4.  1 


A.   N.   KIÆR. 


H..F.  Kl. 


Kinder  jeder  Ehedauerklasse  auf  die  entsprechende  Zahl  der  Ehen  nach 
der  für  Berlin  berechneten  Ehedauertafel  verhältnismässig  übergeführt^. 

Wir  haben  nun  die  Hauptresultate  der  beiden  S.  53  und  52  ange- 
führten Tafeln  in  der  nachstehenden  Tabelle  zusammengestellt,  jedoch  mit 
Weglassung  der  Ehefrauen  ohne  Kinder  (nämlich  45  065  in  der  Tabelle 
S.  53  und  16262  in  der  Tabelle  S.  52). 


Stehende  Ehen 

Ehen  berechnet  nach  der  Ehe- 
dauertafel 

Ehepaare  mit: 

Anzahl 

Anzahl 

Proient- 

Anzahl 

Anzahl 

Prozent- 

der 

der 

lahlen  der 

der 

der 

zahlen  der 

Ehepaare 

Kinder 

Ehepaare 

Ehepaare 

Kinder 

Ehepaare 

I 

Kind  .... 

33381 

8 

3338' 

3 
19.03 

10  541 

S 

10  541 

2 
12.59 

2 

Kindern 

32199 

64398 

18.35 

II  891 

23782 

14.20 

3 

— 

28036 

84108 

15.98 

I1609 

34827 

13.87 

4 

— 

22986 

91944 

13.10 

10628 

42512 

12.69 

5 

— 

17  597 

87985 

10.03 

8844 

44220 

10.56 

6 

— 

13  416 

80496 

7.65 

7896 

47376 

9-43 

7 

— 

9262 

64834 

5.28 

5972 

41  804 

7.13 

8 

— 

6560 

52480 

3-74 

4822 

38576 

5.76 

9 

— 

4274 

38466 

2.44 

3598 

32382 

4.30 

10 

— 

3236 

33360 

1.84 

2969 

29690 

3.55 

II 

— 

1591 

17  501 

0.91 

I  612 

«7  732 

1.925 

12 

— 

I  310 

15720 

0.75 

1478 

17736 

1.765 

13 

— 

616 

8008 

0.3s 

749 

9  737 

0.89 

14 

— 

410 

5740 

0.23 

445 

6230 

0.53 

15 

— 

239 

3585 

0.14 

292 

4380 

0.35 

16 

— 

146 

2336 

0.08 

188 

3008 

0.22 

17 

— 

71 

1 207 

0.04 

82 

1394 

O.IO 

18 

— 

48 

864 

0.03 

61 

1098 

0.07 

19 

— 

18 

342 

O.Ol 

32 

608 

0.04 

20 

— 

12 

240 

0.01 

9 

180 

O.Ol 

21 

u.  mehr     , 

II 

242 

0.01 

20 

440 

0.02 

I — 5  Kindern 

'34199 

361 816 

76.49 

53513 

155  882 

63.91 

6—10    — 

36748 

268  636 

20.95 

25257 

189828 

3017 

ii-iS    — 

4  166 

50554 

2.38 

4576 

55815 

5.46 

I 

6  u.  mehr 

306 

5231 

0.18 

392 

6728 

0.46 

Sum 

me 

» 

175419 

686  237 

100.00 

83  738' 

408  253 

100.00 

1  Vergl.  das  Volkszählungsheft  2,  S.  S^— 5^  ^^^  ^^  Jahrbuch  1 889/1 890  S.  53  u.  f. 
s  Die  in  diesen  Rubriken  angeführten  Zahlen  sind  von  dem  Verfasser  dieser  Abhandlung 

berechnet  worden. 
3  Mit  HinzufUgung  der  Ehen   mit  o  Kindern,   kommt    man    zu   einer  Gesamtsumme  von 

looooOy  woraus  die  Prozentverteilung  sämtlicher  Eben  also  ersichtlich  ist. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


Man  bemerkt,  dass  bei  den  stehenden  Ehen  die  relative  Anzahl  der 
Ehen  mit  wenigen  Kindern  verhältnismässig  stärker  repräsentiert  ist,  eine 
natürliche  Folge  des  Umstandes,  dass  wegen  der  raschen  Zunahme  der 
Bevölkerung  eine  grosse  Anzahl  von  Ehen,  welche  zur  Volkszählungszeit 
noch  nicht  lange  gedauert  hatten,  sich  unter  ihnen  fand.  Übrigens  be- 
merkt man,  dass  unter  den  auf  die  Ehedauertafel  reduzierten  Ehen  die 
meisten  nur  2  Kinder  hatten.  Von  den  Ehen  mit  3  Kindern  an  ver- 
mindert sich  die  Anzahl  der  Ehen  mit  der  zunehmenden  Anzahl  der 
Kinder.  Diese  Verminderung  sollte  nach  den  Berechnungen  nicht  ganz 
regelmässig  auftreten,  indem  die  Verschiedenheiten  nach  der  Kinderzahl 
in  den  Prozentverhältnissen  der  stehenden  und  der  reduzierten  Ehen  sich 
also  gestalten: 

Stehende    Reduzierte 
Ehen 
+  1.61    0/0 

—  0.34 

—  I.17 

—  2.13 

—  2.30 

—  1-37 
— 1.46 
-0.75 

—  1.63 


Ehen 


Ehen  mit  2  Kindern  im  Vergleich  zu  Ehen  mit  i  Kind  —  0.67 

2.37. 
2.88 


3 
4 

5 
6 

7 
8 

9 
10 
II 

12 

13 

14 

15 
16 

17 
18 

19 
20 


2  Kind. 

3  » 

4  » 

5 

6 


—  3.07 

—  2.38 

-2.37 

7  »  - 1.54 

8  »  — 1.30 

9  »  —  0.60 

10  »  — 0.93. 

11  »  — 0.16  — 0.16 

12  »  — 0.396  — 0.87 

13  n       —  0.II7  —0.363 

14  »   —0.098  —0.182 

15  »   — 0.053  — 0.125 

16  »  — 0.043  — 0.126 

17  »  — 0.013  — 0.025 

18  »  — 0.017  —0.035 

19  »  —.0.004  — 0.027 


Die   durchschnittliche  Abnahme    in   der   relativen  Anzahl  der  bei  der 
auf  die  Ehedauertafel  reduzierten  Ehen  beträgt  von   den  Ehen  mit  3  bis 
Ehen   mit   9  Kindern   1.59^/0   für  jedes   Kind  mehr,    von  den  Ehen  m: 
9  Kindern  bis  Ehen  mit  14  Kindern  0.68  Vo  und  von  da  an  bis  Ehen  mi 
20  Kindern  0.15^/0.    Mit  Bezug  auf  die  für  die  Ehen  mit  10  und  12  Kin- 
dern berechneten  Verhältniszahlen  kann  man  nicht  umhin,  die  Vermutimg 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  KJ. 


ZU  hegen,  dass  die  runden  Ziffern  lo  und  I3  eine  Anziehung  geübt 
haben  auf  Kosten  •  der  umgebenden  Ziffern  (Ehen  mit  bezw.  9,  1 1  und 
13  Kindern). 

Ausser  den  Angaben  über  die  Kinderzahl  der  stehenden  Ehen  und 
der  der  Ehedauertafel  angepassten  Anzahl  Ehen,  enthält  die  Berliner 
Statistik  auch  jährliche  Angaben  über  die  ehelich  geborenen  Kinder  nach 
dem  Alter  der  Mutter  und  der  Geburtenfolge  in  der  Ehe.  Auch  diese 
Angaben  hat  Böckh  mittelst  der  Sterbetafel  umgerechnet  und  zwar  in  der 
folgenden  Weise.  Erstens  sind  die  nach  der  Sterbetafel  in  jedem  Alters- 
jahr überlebenden  Frauen  in  verheiratete  und  unverheiratete  eingeteilt. 
Dann  hat  man  mittelst  der  Fruchtbarkeitsquotienten  berechnet,  wie  viele 
unter  den  Verheirateten  gebärende  waren  und  dann  weiter  diese  nach 
der  Geburtenfolge  eingeteilt.  Um  darzulegen,  welcher  Unterschied  zwischen 
den  aus  den  direkt  ermittelten  und  aus  den  reduzierten  Ziffern  berech- 
neten Verhältniszahlen  besteht,  habe  ich  für  die  Jahre  1886 — 1895  (fiir 
welche  die  Resultate  der  erwähnten  Reduktionsberechnung  in  den  Jahr- 
büchern (1899  S.  104)  mitgeteilt  sind)  die  da  vorgefundenen  Zahlen  mit 
einem  Auszuge  aus  den  jährlichen  Angaben  hier  unten  zusammengestellt. 


Verteilung  der  ehelich  Geborenen  nach  der  Gebartenfolge 

Geburtenfolge 
der  Kinder 

in  der  Ehe 

a)   Nach  den  jiihrlicb( 

;n  direkten 

b)   Nach  Umrechnung 

mittelst  der 

Angaben 

Sterbe-  und  Ehedauertafel 

1886— 1890 

1891 — 1895 

1886-1895 

1886— 1890 

1891—1895 

1886—1895 

1  Kind       .   . 

52044 

57  116 

109  160 

37882 

39253 

77134 

2  Kinder 

45309 

49931 

95240 

33258 

34  599 

67857 

3     — 

33849 

35788 

69637 

25420 

25384 

50804 

4     — 

24822 

24718 

49540 

19217 

18062 

37279 

5      — 

«7525 

16308 

33833 

14029 

12  280 

26309 

6     — 

13056 

•1455 

2451I 

10797 

8910 

19707 

7     — 

9187 

7903 

17090 

7813 

6320 

M  133 

8     — 

6726 

5550 

12276 

5879 

4569 

10448 

9     - 

4463 

3639 

8  102 

4004 

3064 

7068 

10     — 

3036 

2525 

5561 

2792 

2  167 

4959 

II     — 

1817 

'556 

3  373 

1693 

1364 

3057 

12     — 

I  248 

1227 

2475 

I  189 

I  091 

2280 

13    etc. 

I  582 

I  640 

3222 

I  560 

1487 

3047 

1-5    ..   . 

'73  549 

183  861 

357410 

129806 

129577 

259383 

6 — 10.   .   . 

36468 

31072 

67540 

31285 

25030 

56315 

II  u.  mehr  . 

4647 

4423 

9070 

4442 

3942 

8384 

Ohne  Angabe  . 

1472 

1642 

3114 

— 

— 

— 

Insgesa 

mt 

216  136 

220998 

437  134 

»65  533 

158  549 

324082 

1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


20     21    22    23    24  26 
K,     K.    K.    K.    K.   K. 


Die   in   der   Sammelgruppe    »13    etc.    Kinder«    aufgeführten   Zahlen 

können  nach  den  jährlichen  Angaben   in   die  nachstehenden  Einzelzahlen 

weiter  zerlegt  werden: 

13       14       15        16      17     18     19 
K.         K.        K.         K.       K.      K.      K. 

1886— 1890  .  .  732  373  215  117  75  38  16 
1891—1895  ..  699  412  243  138  87  32  18 
1886—1895  .   .  1431     785    458    255  162    70    34 

Mittelst  der  obigen  Angaben  habe  ich  die  folgenden  Prozentverhält- 
nisse für  das  Jahrzehnt  1886—1895  berechnet: 


22-1- 
221-1 
16    4    4     1     1     I 


11 

5 


b)  Nach  den 

a)  Nach  den 

mittelst  der 

Verminderung  der  Proxent- 

Kinder  geboren 

direkten 

Sterbetafel  um- 

zahlen nach  der  Kindenahl 

Angaben 

gerechneten 

Angaben 

a 

b 

I  Kind 

25.15 

23.81 

—  3.20 

—  2.87 

2  Kinder. 

21.94 

20.94 

-5-90 

-5.26 

3      —     ' 

16.04 

15.68 

—  4.64 

—  4.18 

4     - 

11.41 

11.50 

-3-6' 

-3-38 

5      - 

7.80 

8.12 

-2.15 

—  2.04 

6     — 

5.6s 

6.08 

—  1.71 

-1.72 

7     — 

3-94 

4-36 

—  i.ii 

—  I.14 

8     — 

2.83 

3.22 

—  0.96 

—  1.04 

9     - 

1.87 

2.18 

—  0-59 

—  0.65 

10     — 

1.28 

1-53 

—  0.50 

-0-59 

II     — 

0.78 

0.94 

—  0.21 

—  0.24 

12     — 

O.S7 

0.70 

1 

13  u.  spät.    . 

0.74 

0.94 

1 — 5  Kinder 

82.34 

80.05 

• 

6—10    —   . 

15-57 

17-37 

11  u.  mehr    . 

2.09 

2.58 

Insg< 

:s2 

im 

t 

100.00 

100.00 

Wenn  man  diese  Prozentzahlen  mit  den  nach  den  Angaben  über  die 
stehenden  Ehen  (S.  2)  berechneten  vergleicht,  wird  man  sehen,  dass 
die  beiden  Berechnungen  ziemlich  verschiedene  Resultate  in  Bezug  auf 
die  Verteilung  der  Ehen  nach  der  Kinderzahl  geben.  Es  fragt  sich  nun: 
wie  verhalten  sich  diese  beiden  Prozentreihen  zueinander,  und  was  ist 
die  Ursache  der  beobachteten  Verschiedenheiten.^ 


1  Die  Verminderung  der  Prozentzahlen  nach  dem  12.  Kinde  beträgt  nach  der  Berech- 
nung a:  12—13:  b.24;  13-14:  0.15;  14—15:  0.07s;  15—16:  0,047;  16—17:  0.022; 
17  —  18:  0.021;  18—19:  0.008;  19—20:  0.004. 


A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 


In  erster  Beziehung  bemerken  wir,  dass  die  Angaben  über  die  ste- 
henden Ehen,  verteilt  nach  der  Kinderzahl,  sich  auf  folgende  Weise  in 
Angaben  über  die  Geborenen,  verteilt  nach  der  Geburtenfolge,  umrechnen 
lassen  : 

Bei  sämtlichen  S.  2  aufgeführten  175419  stehenden  Ehen  hatte  eine 
Erstgeburt  stattgefunden. 

Bei  derselben  Anzahl  mit  Abzug  der  33381  Ehepaare,  welche  nur 
I  Kind  hatten,  also  bei  142038  Ehen,  hatte  eine  zweite  Geburt  statt- 
gefunden. 

In  derselben  Weise  berechnet  sich  die  Anzahl  der  als  je  3,  4,  5, 
u.  s.  w.  Kind  in  der  Geburtenfolge  geborenen  Kinder  mittelst  successiver 
Subtraktion  von  den  Ehepaaren  mit  2,  3,  4  u.  s.  w.  Kindern  (32  199, 
28  036,  22  986  u.  s.  w.).  Wir  gelangen  somit  zu  einer  Gesamtsumme  von 
686  237  Kindern,  d.  h.  dieselbe  Summe,  welche  schon  S.  2  auf  andere 
Weise  gerechnet  angegeben  ist. 

Ebenfalls  finden  wir  bei  den  nach  der  Ehedauertafel  umgerechneten 
Ehen  eine  Gesamtsumme  von  408  253  Geburten,  worunter  83  738  Erst- 
geburten, 73  197  als  zweites  Kind  Geborene  u.  s.  w. 

Berechnet  man  nun  auf  dieser  neuen  Grundlage  die  Prozentverhältnisse 
flir  die  aus  den  stehenden  Ehen  im  Jahre  1885  hergeleiteten  Anzahl  von 
Geburten  nach  der  Kinderreihe,  (a)  und  vergleicht  man  diese  Prozentver- 
hältnisse mit  den  auf  Grundlage  der  Geburten  in  den  Jahren  1886 — 1895 
direkt  berechneten,  (b)  gelangt  man  zu  nachstehenden  Resultaten  ^r 

(Siehe  die  Tabelle  S.  7.) 

Nach  diesem  Ausweise  stimmen  die  ohne  Umrechnung  berechneten 
Prozentverhältnisse  a  und  b  im  ganzen  genommen  recht  gut  überein.  — 
Man  könnte  freilich  einwenden,  dass  diese  Übereinstimmung  vielleicht 
mehr  scheinbar  als  wirklich  sei.  Denn  es  darf  nicht  übersehen  werden, 
dass  die  durchschnittliche  Ehedauer  bei  den  stehenden  Ehen  bedeutend 
länger  ist,  als  bei  den  in  einem  bestimmten  Jahre  mit  Kindern  nieder- 
kommenden Ehefrauen,  und  es  wird  später  dargelegt  werden,  welchen 
entscheidenden  Einfluss  eben  die  Ehedauer  auf  die  Verhältnisse  der  Reihen- 
folge der  Kinder  ausübt.  Nach  einer  im  Statistischen  Jahrbuch  flir  Berlin 
1897  S.  (>*]  mitgeteilten  Angabe  für  einen  besonderen  Stadtteil,  nämlich 
das  Königsviertel,  hatte  mehr  als  die  Hälfte  der  im  Jahre  1892  gebärenden 
Ehefrauen  eine  Ehedauer  von  nur  3  Jahren  oder  weniger  gehabt,  während 


^  Bei  dieser  Vergleichung  muss  daran  erinnert  werden,  dass  die  Totgeburten  bei  den  mit 
>bc,  nicht  aber  bei  den  mit  >ac  bezeichneten  Prozentzahlen  einbegriffen  sind,  ein  Um- 
stand, welcher  übrigens  keinen  erheblichen  Einfluss  ausübt. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


I.  Ohne  Umrechnung  mittelst 

IL  Nach  UmrechnuDg  mittelst 

der  Ehedauertafel 

der  Ehedauertafel 

Nummern  der  Kinder 

a)  Stehende 

b)  Geburten 

a)  Stehende 

b)  Geburten 

Ehen  1885 

1886- 1S95 

Ehen  1885 

1886— 189s 

I  Kind 

25.56 

25-15 

20.51 

23-81 

2  Kinder 

20.70 

21.94 

«7-93 

20.94 

3      — 

16.01 

16.04 

15.02 

15.68 

4      — 

11.92 

II. 41 

12.17 

11.50 

5     — 

8.57 

7.80 

9-57 

8.12 

6     - 

6.01 

5.65 

7.40 

6.08 

7     — 

4.05 

3.94 

5-47 

436 

8      — 

2.70 

2.83 

4.01 

3.22 

9     — 

»75 

1.87 

2.83 

2.18 

10     — 

1.12 

1.28 

1.94 

Ï-53 

11      — 

0.65 

0.78 

1.22 

0.94 

12     — 

0.42 

0.57 

0.82 

0.70 

i3-'5 

0.45 

0.61 

0.90 

}    0.94 

16  u.  spätere  . 

0.09 

0.13 

0.21 

1 — 5  Kinder  . 

82.76 

82.34 

75-20 

80.05 

6—10    — 

15-63 

15-57 

21.65 

17.37 

II  u.  sp. 

1.61 

2.09 

3->5 

2.58 

Z 

US 

air 

im 

en 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

die  entsprechende  Hälfte  der  stehenden  Ehepaare  mit  Kindern  erst  bei 
einer  Ehedauer  von  ii  bis  12  Jahren  erreicht  war.  Dieser  Unterschied 
sollte  bei  der  nach  den  stehenden  Ehen  aufgeführten  Berechnung  »a«  für 
die  höheren  Nummern  der  Kinderreihe  höhere  Prozentzahlen  als  bei  der 
Berechnung  »b«  bedingen,  was  man  aber  nicht  vorfindet.  Indessen  wird 
die  Einwirkung  des  genannten  Umstandes  durch  andere  Verhältnisse,  welche 
in  Verbindung  mit  den  nach  Umrechnung  mittelst  der  Ehedauertafel  aus- 
geführten Berechnung  II  näher  erörtert  werden  sollen,  ganz  oder  teilweise 
aufgehoben. 

Bei  den  unter  II  angeführten  Ziffern  zeigt  sich  ein  recht  beträcht- 
licher Unterschied  zwischen  den  mit  a  und  b  bezeichneten  Prozentzahlen 
in  Bezug  auf  die  ersten  und  zweiten  Kinder,  und  es  fragt  sich  deshalb, 
wie  dies  zu  erklären  ist 

Da  die  Berechnung  »a«  sich  auf  die  am  Ende  des  Jahres  1885 
stehenden  Ehen  bezieht  und  die  aus  diesen  Ehen  herstammenden  Kinder 
grösstenteils  schon  in  den  siebziger  Jahren  und  früher  geboren  waren,  wird 
man  sehen,  dass  bei  der  hier  gemachten  Zusammenstellung  die  Geburten 
in   zwei   ziemlich   weit   von    einander    gelegenen    Zeiträumen    verglichen 


8  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

worden  sind.  Es  ist  somit  die  Möglichkeit  vorhanden,  dass  die  Erklärung 
in  einer  Abnahme  der  Fruchtbarkeit  der  Ehen  liegt.  In  diese  Richtung 
gehen  schon  die  S.  4  für  die  Jahre  1886 — 1890  und  1891 — 1895  mit- 
geteilten Angaben.  Man  sieht  nämlich,  dass,  während  die  ersten  und 
zweiten  Kinder  mit  ungefähr  10  Prozent  und  auch  die  dritten  Kinder  be- 
trächtlich gestiegen  sind,  zeigen  die  höheren  Nummern  in  der  Reihenfolge 
fast  ausnahmslos  eine  absolute  Verminderung  ihrer  Anzahl. 

Ausser  diesem  Umstände  gibt  es  aber  auch  einen  anderen,  welcher 
erklären  kann,  dass  die  Geburten  in  Berlin,  namentlich  für  die  ersten  und 
zweiten  Geburten,  höhere  Prozentverhältnisse  aufweisen  müssen,  als  die 
auf  die  stehenden  Ehen  basierte  Berechnung  (a).  Denn  unter  diesen  findet 
sich  eine  recht  bedeutende  Anzahl  nach  Berlin  eingewanderter  Familien, 
auf  deren  Kinderzahl  somit  teilweise  nicht  die  Berlinerverhältnisse,  sondern 
die  Verhältnisse  der  mittleren  und  kleineren  Städte  sowie  der  Land- 
distrikte eingewirkt  haben.  Diese  sind  nämlich,  wie  später  nachgewiesen 
werden  wird,  für  die  Fruchtbarkeit  in  der  Ehe  viel  günstiger  als  die  gross- 
städtischen Verhältnisse,  woraus  folgt,  dass  unter  den  eingewanderten 
Familien  die  Anzahl  der  ersten  und  zweiten  Kinder  relativ  geringer  sein 
muss,  als  bei  den  in  Berlin  selbst  stattgefundenen  Geburten. 

Endlich  mag  auch  daran  erinnert  werden,  dass  die  Angaben  über  die 
Kinder  der  stehenden  Ehen  nicht  die  Kinder  der  verwitweten  und  ge- 
schiedenen Personen  umfassen,  unter  welchen,  da  die  durchschnittliche  Ehe- 
dauer geringer  ist,  eine  verhältnismässig  grössere  Anzahl  der  ersten  und 
zweiten  Kinder  zu  erwarten  ist.  .  Wenn  dieselben  mitgerechnet  wären, 
sollten  also  die  Prozentzahlen  der  Berechnung  »a«  sich  auch  aus  diesem 
Grunde  den   Prozentzahlen  der  Berechnung   »b«  vielleicht  mehr  nähern^. 

Bei  der  Besprechung  dieser  Verhältnisse  müssen  wir  übrigens  noch 
einen  besonderen  Umstand  erwähnen,  welcher  dazu  beigetragen  hat,  dass 
die  nach  den  jährlichen  Geburten  berechneten  Verhältniszahlen  eine  zu 
geringe  relative  Anzahl  der  Erstgeburten  angeben,  so  dass  die  Verschieden- 
heit zwischen  den  Verhältniszahlen  der  stehenden  Ehen  und  der  Geburten 
in  Wirklichkeit  noch  etwas  grösser  ist,  als  aus  den  Berechnungen  hervor- 
geht. Hiermit  hängt  es,  wie  Böckh  im  Jahrgange  1898  S.  67  (u.  a.  a.  O.) 
näher  nachgewiesen  hat,  so  zusammen.  Die  unehelich  geborenen,  aber 
später  legitimierten,  Kinder  werden  in  den  Angaben  über  die  Geburten- 
folge auf  die  Weise  mitgerechnet,  dass  z.  B.  bei  einer  Eheschliessung, 
durch   welche   drei   Kinder   legitimiert   sind,    das  nächste  nach  derselben 


1  Nach  den  später  fUr  FraDkreich  mitgeteiltea  Angaben  für  verwitwete  und  geschiedene 
Personen  scheint  indessen  der  hier  vermutete  Einfluss  nur  gering  zu  sein. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.   D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  9 

geborene  Kind  als  viertes  bezeichnet  wird.  Berücksichtigt  man  also  die 
vor  der  Ehe  geborenen  Kinder,  so  erhöht  sich  die  Gesamtzahl  der  ehelich 
Geborenen  und  besonders  der  Erstgeburten.  Wenn  man  auf  Grundlage 
der  somit  von  Böckh  erhöhten  Zahlen  lür  die  Jahre  1886 — 1895  die 
oben  S.  5  ausgeführte  Berechnung  über  ihre  Prozentverteilung  wiederholt, 
bekommt  man  die  nachstehenden  neuen  Prozentzahlen: 

Für  I  geborenes  Kind     •   •   .    .  25.9  statt  23.81^/0 


2  geborene  Kinder 

3  —  — 

4  —  — 

5  —  — 


20.5  »  20.94  » 

15.2  »  15.68  » 

II. I  »  11.50  » 

7.87  »  8.12  » 


Also  Erhöhung  fiir  die  Prozente  der  Erstgeburten  und  entsprechende 
Verminderung  aller  übrigen  Prozente^. 

Dieser  Umstand  muss  aber  in  ähnlicher  Weise  auf  die  S.  7  mit  »a« 
bezeichneten  Berechnungen  I  und  II  einwirken. 


Ausser  den  obenerwähnten  Angaben  findet  man  in  der  reichhaltigen 
Berliner  Statistik  auch  Nachweise  über  die  Kinderzahl  bei  den  durch 
Ehescheidung  gelösten  Ehen,  während  entsprechende  Angaben  für  die  durch 
Sterbefälle  gelösten  Ehen  nicht  vorgefunden,  sondern  bei  der  oben  er- 
wähnten Ehedauertafel  mittelst  der  für  die  stehenden  Ehen  ermittelten 
Zahlen  verhältnismässig  berechnet  worden  (siehe  das  Volkszählungsheft  2. 
S.  51). 

Nach  den  in  den  Jahrbüchern  enthaltenen  Angaben  über  die  in  den 
letzten  fünf  Jahren  stattgefundenen  Ehescheidungen  stellte  sich  die  Ver- 
teilung der  Ehen  nach  der  Kinderzahl,  wie  folgt  (s.  Tabelle  S.  10). 

Dass  die  Kinderzahl  bei  den  Ehescheidungen  sich  anders  gestalten 
muss  als  sonst  und  zwar  mit  überwiegend  kleinerer  Kinderzahl  ist  nur, 
was  man  von  vorn  herein  erwarten  konnte.  Besonders  macht  die  überhaupt 
kurze  Ehedauer  sich  hier  geltend,  indem  z.  B.  nach  den  Angaben  fiir  1899 
bei  mehr  als  der  Hälfte  der  Fälle  die  Scheidung  nach  einer  Ehedauer  von 
9  Jahren  und  weniger  stattgefunden  hatte.  Diesen  Punkt  sowie  die  übrigen 
in  Bezug  auf  die  Kinderzahl  der  geschiedenen  Ehepaare  (nach  dem  Alter 


^  Wenn  man  als  eheliche  Kinder  nur  die  in  der  £he  erzeugten  Kinder  rechnen  wollte, 
wilrden  sich,  nach  den  auf  einem  Standesamte  gemachten  Aufzeichnungen  und  Böckhs 
darnach  mittelst  der  Ehedauertafel  berechneten  Angaben,  die  Verhältniszahlen  für  das 
erste  Kind  auf  15.6  ^/^  vermindern,  für  das  zweite  Kind  dagegen  auf  22.6  ^^/g,  für  das 
dritte  Kind  auf  17.5  */^  und  für  das  vierte  Kind  auf  12.9®/©  erhöhen. 


lO 


A.   N.  KIÆR, 


H.-F.  Kl. 


Kinderzahl 

189s 

1896 

1897 

1S98 

1899 

über- 
haupt 

Prozent- 
verhältnis 

O 

743 

143 

812 

768 

945 

4  Oil 

-  1 

I 

259 

289 

330 

298 

309 

1485 

45.43 

2 

189 

201 

187 

217 

188 

982 

30.04 

3 

lOS 

83 

86 

9> 

lOI 

466 

14.26 

4 

28 

37- 

36 

39 

40 

180 

5-51 

5 

22 

'9 

18 

15 

13 

87 

2.66 

6 

9 

9 

5 

II 

5 

39 

1.19 

7 

9 

2 

3 

5 

3 

22 

0.67 

8 

I 

I 

I 

5 

0.15 

9 

- 

- 

- 

I 

0.03 

lO 

- 

- 

- 

- 

- 

II 

- 

- 

- 

- 

- 

12 

- 

I 

- 

I 

0.03 

13 

- 

- 

- 

- 

- 

14 

- 

- 

- 

- 

I 

0.03 

15. 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

i-S 

603 

629 

6S7 

660 

651 

3200 

97.90 

6—10 

19 

13 

9 

17 

67 

2,04 

II— 15 

- 

- 

I 

- 

2 

0.06 

lasgesamt 
mit  Kindern 

^22 

642 

667 

6rj 

661 

3269 

100.00 

Ohne  Angabe 

11 

6 

3 

2 

2 

24 

.  1 

Insgesamt 

1376 

139Ï 

I  482 

1447 

1608 

7304 

100.00 

der  Frau  und  des  Mannes  und  nach  der  Ehedauer  in  der  Berliner  Statistik 
mitgeteilten  Angaben  näher  zu  erörtern,  liegt  indessen  ausserhalb  der  Auf- 
gabe, die  ich  mir  in  dieser  Verbindung  gestellt  habe. 


S  2. 
Fortsetzung  der  allgemeinen  Obersicht. 

Sachsen  (insbesondere:  die  Stadt  Chemnitz),  Oldenburg,  Elsass- 

Lothringen. 

Im  Königreich  Sachsen^  wo  man  in  Bezug  auf  die  Fruchtbarkeitsver- 
hältnisse  bei  den   Geburten  ein  vorzügliches  Material  besitzt   (siehe  oben, 


Die  Ehen  mit  o  und  mit  unbekannter  Anzahl  von  Kindern  ausgeschlossen. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  1 1 

ersten  Teil  S.  10),  ist  für  unsere  hier  behandelte  spezielle  Frage  eine  Ab- 
handlung von  Medizinalrath  Dr.  med.  Geissler  (im  XXXV.  Jahrgange 
der  Zeitschr.  des  Königl.  Sachs.  Stat.  Bureaus)  von  Bedeutung. 

Es  haben  nämlich  daselbst  4794304  im  Laufe  der  zehn  Jahre  1876 — 
1885  geborene  Kinder,  die  sich  auf  998761  Ehen,  bezw.  Mütter,  verteilen 
unter  statistischer  Beobachtung  gestanden.  In  letzterer  Zahl  ist  die  einzelne 
Ehe  so  oft  enthalten,  als  ihr  im  Laufe  dieser  zehn  Jahre  ein  Kind  ge- 
boren wurde. 

Da  bei  jedem  Kinde  gefragt  wurde:  »Das  wievielte  Kind  aus  dieser 
Ehe?,  beschränken  die  Angaben  sich  nicht  auf  die  im  genannten  Jahrzehnte 
geborenen  Kinder,  sondern  auch  die  früher  geborenen  sind  insofern  mit- 
gezählt, als  sie  zu  der  Angabe  des  wievielten  Kindes  beigetragen  haben. 
Hierbei  sind  auch  voreheliche,  durch  die  nachfolgende  Eheschliessung  legi- 
timierte Kinder  zur  Bestimmung  der  Nummer  in  der  Reihenfolge,  in  Betracht 
gezogen  (vergl.  oben  S.  9). 

Leider  umfasst  diese  Beobachtung,  wegen  ihres  speziellen  Zwecks, 
nur  die  Ehen  bezw.  Mütter,  welche  mindestens  zwei  Kinder  geboren 
hatten.  Indem  wir  deshalb  das  Resultat  dieser  Aufzählung  hier  unten  mit- 
teilen, führen  wir  daneben,  des  Vergleiches  wegen,  die  entsprechenden 
Prozentzahlen  an,  für  Berlin,  berechnet  nach  den  im  vorigen  §  enthaltenen 
Angaben  über  die  Verteilung  der  ehelich  Geborenen  nach  der  Geburten- 
folge (S.  4): 

(Siehe  die  Tabelle  S.  12.) 

Wir  sehen  also,  dass  in  Sachsen  die  Familien  mit  kleineren  Kinder- 
zahlen schwächer,  die  kinderreicheren  Familien  dagegen  stärker  repräsen- 
tiert sind,  als  in  Berlin,  was  durch  verschiedene  Verhältnisse  erklärlich  ist. 
Man  begreift,  dass  die  durchschnittliche  Ehedauer  in  einem  ganzen  Lande 
überhaupt  länger  sein  muss,  als  bei  der  stehenden  Bevölkerung  einer 
schnell  wachsenden  Hauptstadt  wie  Berlin.  Selbst  wenn  wir  von  der  ver- 
schiedenen Ehedauer  absehen,  ist  es  wahrscheinlich,  dass  Familien  mit 
gleicher  Ehedauer  im  ganzen  Lande  Sachsen  kinderreicher  sind,  als  in 
Berlin,  da  doch  die  ländlichen  Verhältnisse,  besonders  bei  einer  zahlreichen 
Industriebevölkerung,  eine  zahlreiche  Nachkommenschaft  begünstigen  müssen. 
Dieser  Punkt  könnte  näher  beleuchtet  werden,  wenn  bei  den  sächsischen 
Angaben  eine  Sonderung  zwischen  Stadt  und  Land  gemacht  worden  wäre; 
aber  in  dieser  Beziehung  ist,  soweit  mir  bekannt,  nichts  veröffentlicht. 


12 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Kinderzahl 

KSnigreia 

1  Sathsen 

Berlin 

Anzahl  der 

Prozent- 

Prozent- 

Eltern 

verhaitnis 

verhiUtnis 

2  Kinder 

223  328 

22.36 

29.32 

3       « 

179892 

18.01 

21.44 

4       » 

148903 

14.91 

15-25 

5       » 

120  137 

12.03 

10.41 

6       » 

95390 

9-55 

7.55 

7       » 

72069 

7.22 

5.26 

8       » 

53680 

5.38 

378 

9       » 

38495 

3.86 

2.49 

lO        » 

26500 

2.6s 

I.71 

II       » 

16759 

1.68 

1,04 

12         > 

10690 

1.07 

0.76 

»3       » 

6115 

0.61 

0.44 

14       » 

3332 

033 

0.24 

15       . 

1769 

0.18 

0.14 

16       » 

913 

0,09 

0.08 

17 

439 

0.04 

0.05 

18       > 

209 

0.02 

0.02 

19       . 

17 

O.Ol 

O.Ol 

20       » 

36 

- 

21        » 

12 

, 

22       > 

8 

- 

O.Ol 

23       » 

4 

- 

27—30       » 

41 

- 

2—5    Kinder 

672260 

67.31 

76.42 

6—10       » 

286  134 

28.66 

20.79 

11-15       . 

38665 

3.87 

2.62 

16 — 20       » 

1674 

0.16 

0.16 

2 1  u.  mehr  * 

28 

0.00 

O.Ol 

Insgesamt 

998761 

100.00 

100.00 

»  27:  I,  28:  I,  29:  I,  30:  I, 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  13 

Aus  dem  im  Nachtrag  zum  ersten  Abschnitt  dieser  Abhandlung  er- 
wähnten reichhaltigen  Material  für  die  Stadt  Chemnitz  teilen  wir  den  nach- 
stehenden Auszug  über  die  Lebendgeborenen  mit  Angabe  der  Reihenfolge 
in  der  Ehe  mit. 


• 

Aholutt 

Ziffern 

Prozentverhältnisse 

Ordnungszahl 

1870 — 1879  ' 

1880-1884* 

1870— 1S74' 

1870— 1879» 

1880— 1884 

I 

5  339 

3  '35 

17.96 

16.76 

16.36 

2 

5622 

3069 

18.03 

17.65 

16.01 

3 

4914 

2543 

15.29 

15-43 

1327 

4 

4  HO 

2252 

12.72 

12.91 

11.76 

5 

3243 

2043 

10.39 

10.18 

10.66 

6 

2507 

1675 

7.98 

7.87 

8.74 

7 

1944 

I  310 

6.00 

6.10 

6.84 

8 

1429 

952 

4.05 

4.49 

4.97 

9 

1005 

718 

2.62 

3.16 

3.74 

10 

703 

530 

2.00 

2.21 

2.77 

II 

437 

401 

1.27 

Ï-37 

2.09 

12 

261 

262 

0.72 

0.82 

'•37 

13 

»53 

»3' 

0.46 

0.48 

0.68 

14 

80 

T^ 

0.23 

0.25 

0.38 

'5 

51 

35 

0.19 

0.16 

0.18 

16 

22 

20 

0.03 

0.07 

O.IO 

17 

»7 

8 

0.04 

0.05 

0.04 

18 

6 

6 

O.Ol 

0.02 

0.03 

«9 

2 

2 

- 

0,01 

O.Ol 

20 

2 

- 

O.Ol 

O.Ol 

- 

1-5 

23228 

13042 

74-39 

72-93 

68.06 

6—10 

7588 

5185 

22.65 

23.83 

27.06 

11—15 

982 

901 

2.87 

3.08 

4.70 

16—20 

49 

36 

0.09 

0.16 

0.18 

Insgesamt 

31847 

19   164 

100.00 

100.00 

100.00 

>  Nach  Mitth.  des  stat  Amtes,  Heft  6  u.  7,  S.  86. 

>  Nach  den  Einzelangabea  fUr  jedes  Jahr  in  demselben  Hefte  für  1880,  und  im  Hefte  8 
für  die  Jahre  1881— 1884. 

8  Nach  der  im  Hefte  3,  S.  51  ausgeführten  Berechnung. 


14 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Nach  den  in  der  Zeitschr.  des  K.  Sachs.  Stat.  Bureaus  1903  S.  104 
u.  99  mitgeteilten  neuen  Angaben  für  Dresden  und  Chemnitø  fügen  wir 
noch  die  folgenden  Ziffern  hinzu. 


Reihenfolge 

Chemnitz  1891  — 

-1893         II  Dresden  1891  — 1901  '  | 

Prozentverhält  nisse 

(Ordnungszahl) 

Lebendgeborene 

Tot- 

Lebend- 

Tot- 

der Lebendgeborenen 

der 
Geborenen 

I.  Ehe 

spatere 
Ehe 

geborene 

geborene 

geborene 

Chemnitz 

Dresden 

I 

2855 

118 

121 

268622 

1059 

17.72 

26.42 

3 

3055 

123 

67 

22  780 

564 

18.95 

22.40 

3 

2  520 

67 

63 

16250 

493 

15.42 

15.98 

4 

Ï934 

54 

50 

II  303 

386 

11.85 

II. 12 

5 

1525 

35 

40 

7832 

265 

930 

7.70 

6 

I  182 

3« 

35 

5  537 

214 

7.23 

5-45 

7 

916 

17 

37 

3663 

161 

5.56 

3.60 

8 

6^ 

II 

21 

\ 

4.22 

' 

9 

487 

4 

»7 

5310 

260 

2.93 

5.22 

10 

380 

I 

13 

' 

2.27 

II 

273 

- 

12 

1.63 

^ 

12 

207 

- 

7 

1.23 

13 

118 

I 

3 

l    2019 

136 

0.71 

[    1-99 

M 

1^ 

- 

2 

0.46 

15 

43 

I 

3 

l 

0.26 

16 

24 

- 

2 

\ 

0.14 

< 

17 

'3 

. 

I 

0.08 

18 

3 

- 

.8 

l     125 

13! 

0.02 

0.12 

19 

4 

- 

- 

0.02 

1-5 

II  889 

397 

341 

85027 

2767 

73-24 

83.62 

6 — 10 

3661 

64 

"3 

14  510 

63s 

22.21 

14.27 

II  u.  weit. 

761 

2 

30 

2144 

149 

4.55 

2.II 

Insgesamt 

16311 

463 

494 

lOI  681 

3551 

100.00 

100.00 

Man  sieht,  dass  die  Verhältniszahlen  für  Dresden  sich  von  denjenigen 
der  Stadt  Chemnitz  wesentlich  unterscheiden.  Wenn  man  sie  aber  mit 
den  S.  7  unter  Ib  angeführten  Prozentzahlen  für  Berlin  vergleicht,  wird 
man  finden,  dass  die  beiden  Hauptstädte  sehr  übereinstimmende  Resul- 
tate aufweisen. 


1  Mit  Ëinschluss  der  vorehelich  Geborenen. 

>  Darunter  26  075  lebend-  und  i  004  tot-geborene  erste  Kinder  aus  erster  Ehe. 
*  Die  Verteilung  der  Totgeborenen  auf  die  Ordnungszahlen  15 — 19  ist,  nach  den  S.  105 
Anm.  mitgeteilten  Angaben,  hier  approximativ  berechnet. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  15 

Für  das  Grossherzogtum  Oldenburg  findet  man  im  Heft  XXII  der 
Statistischen  Nachrichten  S.  *67*  die  nachstehenden  Angaben  über  die  durch 
den  Tod  gelösten  Ehen  in  den  Jahren  1876— 1885: 


Anzahl 
der  Ehen 

ProzenlverhUltnis 

Anzahl  der  Kinder 
in  der  Ehe 

a)  sämtlicher 
Ehen 

b)  der  frucht- 
baren Ehen^ 

c)  der  mit  mehr 

als  I  Kind 
gesegneten  Ehen  * 

0 

2975 

14.08 

- 

1 

2199 

10.41 

12.12 

- 

2 

2687 

12.72 

14.80 

16.85 

3 

2676 

12.67 

14.74 

16.78 

4 

2641 

12.50 

14.55 

16.56 

5 

2255 

10.68 

12.43 

14.14 

6 

I  900 

8.99 

10.47 

II. 91 

7 

1425 

6.75 

7.85 

8.93 

8 

I02I 

4.83 

5.63 

6.40 

9 

614 

2.91 

3.38 

3.85 

10 

381 

1.80 

2.10 

2.39 

II 

179 

0.85 

0.99 

1.12 

12 

lOI 

0.48 

0.56 

0.63 

13 

38 

0.18 

0.21 

0.24 

14 

19 

0.09 

aio 

0.12 

'5 

S 

0.02 

0.03 

0.03 

16 

3 

O.Ol 

0.02 

0.02 

»7 

3 

O.Ol 

0.02 

0.02 

18 

I 

0.005 

0.006 

o.<x)6 

Ï-5 

12458 

58.98 

68.64 

(8-6)64.33 

6 — 10 

5341 

25.28 

29.43 

3348 

11-15 

342 

1.62 

1.89 

2.14 

16  u.  mehr 

7 

0.026 

0.046 

0.046 

Zusammen  mit 
Kindern 

18  148 

85.905 

100.006 

99.996 

Insgesamt 

21  123 

100.00 

- 

*  Berechnet  vom  Verfasser. 


1 6  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Diese  von  dem  Vorstande  des  Grossherzoglichen  statistischen  Bureaus 
in  Oldenburg,  Dr.  P.  Koll  mann,  eingeführte  direkte  Angabe  der  Frucht- 
barkeit aller  durch  den  Tod  gelösten  Ehen  (wobei  auch  die  Ehedauer 
berücksichtigt  worden)  lässt  sich  nicht  unmittelbar  mit  den  vorigen  ver- 
gleichen. Am  nächsten  steht  sie  der  obigen  für  Sachsen  mitgeteilten, 
weshalb  ich  auch,  da  diese  nur  die  Ehen  mit  mehr  als  i  Kind  betrifft, 
die  entsprechende  Prozentberechnung  »c«  hinzugefügt  habe.  Die  Berliner- 
angaben über  die  Verteilung  der  ehelich  Geborenen  nach  der  Geburten- 
folge sind  schon  aus  dem  Grunde  nicht  vergleichbar,  weil  eine  Gross- 
stadt und  ein  Land  doch  sehr  verschieden  sind.  Bei  dem  Vergleiche 
zwischen  den  Prozentverhältnissen  für  Oldenburg  und  Sachsen  muss  be- 
merkt werden,  dass  die  beiden  Berechnimgen  als  mehr  homogen  angesehen 
werden  könnten,  wenn  man  voraussetzen  dürfte,  dass,  in  jeder  der  bei  der 
Verteilung  nach  der  Geburtenfolge  beobachteten  Ehen,  die  angeführten 
Kinder  die  letzten  in  der  betreffenden  Ehe  waren,  so  dass  kein  Kind  mehr 
in  derselben  geboren  wäre.  Diese  Voraussetzung  trifft  in  Bezug  auf  Sachsen 
selbstverständlich  nicht  zu,  indem  vielmehr  ein  beträchtlicher  Teil  der 
Ehen,  welche  bei  den  Angaben  über  die  Geburtenfolge  als  mit  2,  3,  4 
und  überhaupt  einer  kleineren  Anzahl  von  Kindern  aufgeführt  sind,  auch 
nachher  Kinder  bekommen  hat  und  somit  in  die  Reihe  der  kinderreicheren 
Ehen  übergeht.  Deshalb  .ist  zu  erwarten,  dass  diese  Angaben  höhere 
Prozentzahlen  für  die  Ehen  mit  einer  kleinen  Kinderzahl  aufweisen,  als  die 
Angaben  über  die  durch  den  Tod  gelösten  Ehen.  Dies  tritt  auch  deutlich 
hervor,  wenn  man  die  obigen  Berechnungen  für  Sachsen  und  Oldenburg 
unter  einander  vergleicht.  Bei  dieser  Vergleichung  ist  sonst  zu  bemerken, 
dass  die  Ehedauer  bei  den  gelösten  Ehen  überhaupt  viel  höher  als  bei 
den  Angaben  über  die  Geburtenfolge  ist.  Ungefähr  die  Hälfte  der  in 
Oldenburg  in  den  Jahren  1876— 1885  gelösten  Ehen  hatte  nämlich  eine 
Ehedauer  von  22  Jahren  und  mehr,  andrerseits  ist  unter  den  gelösten  Ehen 
ein  Teil,  mit  einer  kurzen  Ehedauer,  welche  eine  grössere  Kinderzahl  auf- 
weisen würde,  wenn  nicht  der  Tod  dazwischen  gekommen  wäre. 

In  Bezug  auf  Elsass-Lothringen  haben  wir  auf  Grundlage  der  im 
ersten  Teile  dieser  Abhandlung  citierten  Statistik  die  folgenden  Angaben 
für  die  in  den  Jahren  1872 — 1875  verheiratet  Gestorbenen  zusammen- 
gestellt (s.  Tabelle  S.  17). 

Die  Anzahl  der  in  diesen  Angaben  aufgeführten  Ehelösungen  sind  fur 
die  Jahre  1872 — 1873  merkbar  höher,  als  für  die  Jahre  1874— 1875,  weil 
in  den  erstgenannten  Jahren  gelegentlich  auch  bei  gestorbenen  Witwern 
und  Witwen   die   Zahl  ihrer  in  der  letzten  Ehe  geborenen  Kinder  ange- 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  17 


Ehen  mit     '    Unter- 
Kindern      il    Elsass 


I 

2 

3 
4 
5 


7 
8 

9 
10 

II 
12 
13 
M 
15 

16 

«7 
18 

«9 
20 

21 
22 

«-5 
6 — 10 

11-15 

16 — 20 

21  u.  mehr 


Ober- 
Elsass 


Lothringen 


1  871 

2  561 
2581 

2437 
1899 

1509 
I  024 

780 

509 

302 

144 
122 

68 
39 
23 

20 
8 
4 


II  349 
4124 

396 

33 


Elsass- 
Lothringen 
1872 — 1875 


1444 

1557 

1730 

1832 

1748 

I  870 

I  760 

1591 

1423 

1230 

I  261 

I  041 

840 

703 

639 

465 

430 

324 

295 

217 

190 

125 

144 

78 

88 

41 

39 

18 

18 

3 

10 

7 

4 

I 

5 

- 

I 

I 

I 

- 

I 

- 

8105 

8080 

3465 

2750 

479 

265 

21 

9 

I 

- 

12  071 

II  104 

4872 

6  123 
6199 
S  788 
4552 

3811 

2567 

I  884 

I  263 

814 

459 

344 

197 

96 

44 

37 

13 

9 

2 

2 


Elsass- 
Lothringen 
1874—1875 

J 


Darunter 
4  Städte 


27534 

10339 
I  140 

63 


2157 
2604 
2569 
2  290 
•1863 

1569 
1 096 

751 
526 

338 

172 
148 

78 
.40 
13 

15 

7 
4 


11483 
4280 

451 
26 


366 

394 
342 
228 
156 

141 
96 

75 
45 
27 

28 
18 
II 
II 

3 

I 
I 


i486 

384 


71 
2 


Prozent- 
verbal  tnis 
für  Elsass- 
Lothringen 
1872 — 1875 


12.47 
15.67 
1586 
14.81 
11.65 

9.76 
6.57 
4.82 

3-23 
2.08 

1.18 
0.88 
0.50 
0.24 

O.IIS 

0.096 
0.038 

0.028 
0.006 
0.006 


0.00 

70.46 
26.46 
2.9IS 
0.161 


esamt 


15902 


39077 


16240 


1943 


99.99* 


Vid.-Sel*k.  SkrUter    U.  H.-F.  Kl.   190t.    No.  i. 


1 8  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 


geben  und  mitgerechnet  war^.  Deshalb  sind  hier  die  Zahlen  für  die 
Jahre  1874 — 1875  besonders  angegeben,  da  aber  der  erwähnte  Umstand 
keinen  Unterschied  von  Belang  bei  den  Berechnungen  bewirkt,  habe  ich 
diese  auf  die  Angaben  für  sämtliche  vier  Jahre  gegründet. 

Betrachtet  man  die  speziellen  Zahlen  für  Lothringen,  wo  bekanntlich 
die  germanische  Bevölkerung  eine  geringere  Rolle  spielt,  als  in  den  zwei 
übrigen  Kreisen,  so  wird  man  finden,  dass  die  Ehen  sich  dort  auf  andere 
Weise  verteilen.  Von  Ehen  mit  i  Kind  waren  hier  nicht  weniger  als 
140/0,  mit  2  Kindern  16.5^/0,  mit  3  K.  gegen  16.9^/0.  Darnach  sinkt 
das  Verhältnis  auf  14.4^/0  bei  4  K.,  ii.i®/o  bei  5,  9.38  bei  6,  6.33  bei 
7,  u.  s.  w.,  indem  es  sich  regelmässig  bei  den  kinderreicheren  Ehen  unter 
den  Durchschnittsprozenten  für  Elsass-Lothringen  hält.  Von  Ehen  mit 
mehr  als  12  Kindern  waren  in  Lothringen  nur  0.64^/0  gegen  i.oi^/o  im 
ganzen  Lande.  Auch  in  der  Stadtbevölkerung  finden  sich  verhältnis- 
mässig, viele  Ehen  mit  wenigen  Kindern,  z.  B.  mit  nur  i  Kind  18.9^/0, 
mit  2  Kindern  über  20^/0.  Dagegen  ist  die  relative  Anzahl  von  Ehen 
mit  4,  5,  6  u.  s.  w.  Kindern  geringer,  als  bei  der  Gesamtbevölkerung, 
während  sonderbarerweise  (aber  vielleicht  zufällig)  Ehen  mit  mehr  als 
12  Kindern  mit  1.4^/0  (gegen  die  Durchschnittszahl  von  i.oi  ®/o)  ver- 
treten sind. 

Für  das  einzelne  Jahr  1872  gibt  die  Elsass-Lothringische  Statistik 
auch  Ausweise  über  die  Anzahl  der  im  Jahre  geborenen  Kinder  nach  der 
Reihenfolge  in  der  Ehe,  und  zwar  gesondert  zwischen  lebend-  und  tot- 
geborenen und  nach  dem  Geschlecht.  Indem  wir  von  dem  letztgenannten 
Momente,  welches  uns  in  dieser  Verbindung  nicht  interessiert,  absehen, 
geben  wir  unten  einen  Auszug  der  betreffenden  Nachweise  (s.  Tab.  S.  19). 

Beim  Vergleiche  der  auf  den  verheiratet  Gestorbenen  basierten  Berech- 
nungen mit  den  auf  der  Geburtenreihe  basierten  tritt  der  früher  erwähnte 
Unterschied  zwischen  den  Resultaten  beider  Berechnungen  wieder  hervor. 
Auch  in  Bezug  auf  die  Resultate  der  Berechnungen  für  Elsass-Lothringen 
überhaupt  und  für  Lothringen  allein  zeigen  die  beiden  Berechnungen 
wesentlich  übereinstimmende  Resultate,  indem  die  Ehen  mit  einer  kleineren 
Anzahl  von  Kindern  verhältnismässig  stärker  repräsentiert  sind  in  Lothrin- 
gen, als  im  ganzen  Lande,  was  jedoch  nicht  von  Ehen  mit  nur  i  Kinde 
gilt.  Von  Ehen  mit  mehr  als  12  Kindern  zeigt  diese  Berechnung  ein 
Verhältnis  von  0.25  ^/o  in  Lothringen  gegen  0.42  ^/o  in  Elsass-Lothringen 
überhaupt. 


»   Vergl.  stat.  Mitt.,  fünftes  Heft  S.  63. 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  19 


Reihenfolge 
der 

Lebendgeborene 

Totgel 

>orene 

Lebend-  \ 
gebe 

ind  Tot- 
rene 

Prozentverhältnisse 
derselben 

Kioder 

Elsass- 
Lothringen 

Lothringen 
allein 

Elsafls- 
Lot  bring. 

Lothring. 
allein 

Elsass- 
Lotbring. 

Lothring. 
allein 

Elsass- 
Lothringen 

Lothringen 
allein 

I 

10  891 

2905 

551 

133 

II  442 

3038 

2330 

22.53 

2 

8653 

2525 

280 

68 

8933 

2593 

18.19 

1923 

3 

7859 

23«9 

265 

64 

8  124 

2383 

16.5s 

17.67 

4 

6047 

I  680 

222 

52 

6269 

1732 

12.77 

12.84 

S 

4420 

I  211 

166 

40 

4586 

I    251 

9-34 

9.28 

6 

3253 

920 

Ï33 

29 

3385 

949 

6.90 

7.04 

7 

2  264 

569 

103 

24 

2367 

593 

4.82 

4.40 

8 

1513 

382 

66 

12 

'579 

394 

3.22 

2.92 

9 

1028 

248 

47 

9 

Ï07S 

257 

2.19 

I.9I 

10 

573 

119 

35 

8 

608 

127 

1.24 

0.92 

II 

312 

89 

17 

3 

329 

92 

0.670 

0.68a 

12 

189 

42 

9 

2 

.98 

44 

0.408 

0.326 

«3 

107 

21 

8 

2 

"5 

23 

0.234 

0.171 

14 

34 

4 

I 

I 

35 

5 

0.071 

0.037 

15 

24 

1 

- 

- 

24 

I 

0.049 

0.0075 

16 

12 

I 

- 

- 

12 

1 

0.02i 

0.0075 

17 

8 

I 

- 

- 

8 

I 

0.016 

0.0076 

18 

5 

1 

- 

- 

5 

I 

O.OIO 

0.0076 

19 

2 

- 

- 

- 

2 

- 

0.004 

- 

20 

2 

- 

- 

- 

2 

- 

0.004 

- 

21 

2 

- 

- 

- 

2 

- 

0.004 

- 

22 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

33 

I 

I 

- 

- 

I 

I 

0.002 

0.0076 

'-5 

37870 

10640 

1484 

357 

39  354 

10997 

80.15 

81.55 

6—10 

8630 

2238 

384 

82 

9014 

2320 

18.37 

17.19 

ii-iS 

666 

157 

35 

8 

701 

165 

1.427 

1.2286 

16—20 

29 

3 

- 

- 

29 

3 

0.058 

0.0225 

2 1  u.  mehr 

3 

I 

- 

- 

3 

I 

0.006 

O.007B 

Summa 

47198 

13039 

'903 

447 

49101 

13486 

lOO.OIl 

99.9986 

2Ô  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 


Vergleicht  man  für  die  Ehepaare  mit  mehr  als  einem  Kinde  die  Ver- 

hältniszahlen für   Sachsen   mit   denjenigen 

für 

EIsass-Lothringen,    zeigen 

sich  folgende  Resultate: 

Sachsen 

EIsass-Lothringen 

(1876-1885) 

(1872) 

2—5    Kinder        67.31 

74.115 

6—10      »              28.66     . 

2394 

11-15      »                3-87 

1.86 

16  oder  mehr           0.16 

0.085 

Summa       100.00  100.00 

S3. 

Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht. 

Dänemark,  Norwegen. 

Angaben  über  die  Anzahl  der  Geburten  in  verschiedenen  dänischen 
Landdistrikten,  verteilt  nach  der  Reihenfolge,  finden  sich  in  den  im  ersten 
Abschnitt  S.  14  erwähnten  Statistischen  Mitteilungen  von  Dr.  Ditzel  für 
die  Jahre  1862 — 1876.  Sie  betreffen  38  474  Mütter,  verheiratete  und  unver- 
heiratete (worunter  215  ohne  Angabe  der  Kinderzahl).  Ausserdem  haben 
Rubin  und  Westergaard  für  die  Hauptstadt  Kopenhagen  die  Verteilung  der 
stehenden  Ehen  im  Jahre  1880  nach  demselben  Gesichtspunkte  angegeben. 
Diese  Angaben  sind  hier  unten  zusammengestellt  (s.  Tabelle  S.  21). 

Vergleichen  wir  die  Prozentzahlen  für  die  dänischen  Landdistrikte  mit 
den  obigen  (S.  19)  für  EIsass-Lothringen  berechneten,  finden  wir,  dass  die 
dänischen  bis  zu  einer  Anzahl  von  drei  Kindern  etwas  hinter  diesen  stehen; 
bei  dem  vierten  Kinde  findet  Gleichgewicht  statt,  während  die  kinder- 
reicheren Ehen  in  Dänemark  im  ganzen  das  Übergewicht  hatten.  Doch 
gilt  dies  nicht  von  den  sehr  kinderreichen  Ehen,  indem  beim  12.  Kinde 
wieder  Gleichgewicht  ist,  und  von  da  an  EIsass-Lothringen  höhere  Prozent- 
zahlen, als  die  dänischen  Landdistrikte  aufweist. 

Im  Vergleich  mit  Sachsen  (s.  S.  12)  zeigen  die  dänischen  Prozent- 
zahlen für  die  Ehen  mit  mehr  als  einem  Kinde  Übergewicht  bis  zum 
sechsten  Kinde,  dann  Gleichgewicht  für  das  siebente  Kind,  während  die 
kinderreicheren  Ehen  schwächer  als  in  Sachsen  vertreten  sind. 

Wenn  wir  endlich  für  die  stehenden  Ehen  die  Kopenhagener  Prozente 
mit  den  Beriiner  vergleichen,  finden  wir  für  jene  ein  Übergewicht  bei  den 
Ehen  mit  i  bis  3  Kindern,  welches  jedoch  schon  bei  den  Ehen  mit  4  bis 
6  Kindern  aufgehoben  wird;    bei   dem   siebenten    Kinde  hat  Kopenhagen 


1904.   No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR   BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  21 

eine  etwas  höhere  Prozentzahl  als  Berlin  und  dann  im  Verhältnis  zu  dieser 
Stadt  bald   ein  wenig  höhere,    bald    ein   wenig    niedrigere  Prozentzahlen. 


Geburten 

1862—1876  in  verschiedenen 

Stehende  Ehen  in  Kopen- 

Reihenfolge 

dänischen  Landdistrikten 

hagen  am  I. 

Februar  1890 

und  Anzahl 

Anzahl 

Prozenlverbältnis 

Anzahl 

der 
Kinder 

sämtlicher  1 
Ehen  mit 

der  Plhen  mit 
mehr  als 

Prozent- 
verhältnis 

Kindern         1     einem  Kinde 

I 

7976 

20.85 

- 

5579 

20.46 

2 

6  888 

18.00 

22.75 

5176 

18.98 

3 

5894 

15.41 

19.46 

4397 

16.12 

4 

4873 

12.74 

16.09 

3  3'2 

12.15 

5 

3894 

10.18 

12.86 

2  521 

9.25 

6 

3031 

7.92 

10.01 

I  926 

7.06 

7 

2194 

573 

7.24 

1498 

5.49 

8 

1475 

3.?5 

4.87 

I  001 

3.67 

9 

913 

2.38 

3.01 

665 

2.44 

10 

550 

1.44 

1.82 

519 

1.90 

II 

281 

0.73 

0.93 

273 

I.OO 

12 

«53 

0.40 

0.51 

189 

0.69 

13 

72 

0.19 

0.24 

88 

0.32 

14 

40 

O.II 

0.13 

51 

0.19 

15 

12 

0.03 

0.04 

38 

0.14 

16 

6 

0.02 

0.02 

17 

0.06 

'7 

4 

O.Ol 

O.Ol 

9 

0.03 

18 

3 

O.Ol 

O.Ol 

6 

0.02 

19 

- 

- 

- 

2 

O.Ol 

20 

- 

- 

- 

1 

O.Ol 

21 

- 

- 

- 

2 

O.Ol 

22 

- 

- 

- 

1 

0.00 

1-5 

29525 

77.18 

(2-5)  71.16 

20985 

•  76.96 

6—10 

8163 

21.32 

26.9s 

5609 

20.56 

11-15 

558 

1.46 

1.85 

639 

2.34 

16  u.  mehr 

'3 

0.04 

0.04 

38 

0.14 

Insgesamt 

38259 

100.00 

100.00 

27271 

100.00 

*  Nach  Ditzel.       ^  jjier  berechnet. 


22 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


In  Bezug  auf  Norwegen  geben  die  im  ersten  Bande  S.  i6  u.  126 
erwähnten  repräsentativen  Angaben  für  stehende  Ehen  am  Ende  des 
Jahres  1894  die  nachstehenden  Resultate. 


Anzahl  der  repräsentativen 

£hen 

Prozentverhältnisse 

Kiuderzaht 

I.and- 

distrikte 

und 

Städte 

Land- 

distrikle 

allein 

Städte 

Darunter 
Kristiania 

Tand, 
distrikte 

und 
Städte 

Land- 

distrikte 

allein 

Städte 

Darunter 
Kristiania 

1 

2003 

1324 

679 

232 

.  12.93 

11.90 

1553 

17.15 

2 

2036 

»37° 

666 

221 

I3-M 

12.31 

1523 

16.33 

3 

1975 

1399 

576 

184 

12.74 

12.58 

13.17 

13.60 

4 

1903 

1388 

515 

165 

12.28 

12.48 

11.78 

12.21 

5 

1725 

I  262 

463 

125 

II. 13 

11.34 

10.59 

9.24 

6 

I  621 

I  222 

399 

III 

10.46 

10.98 

9-13 

8.20 

7 

I  381 

1030 

351 

HO 

8.91 

9.26 

8.03 

8.13 

8 

1  118 

846 

272 

86 

7.21 

7.60 

6.22 

6.36 

9 

774 

568 

206 

57 

4.99 

5.II 

4.7  Ï 

4.21 

10 

493 

381 

112 

31 

3.18 

3.42 

2.56 

2.29 

II 

243 

184 

59 

16 

1.57 

,.65 

1.35 

I.18 

12 

143 

97 

46 

10 

0.92 

0.87 

1.05 

0.74 

13 

50 

38 

12 

3 

0.32 

0.34 

0.27 

0.22 

14 

'9 

12 

7 

I 

0.13 

0.1 1 

0.16 

0.07 

'5 

8 

3 

5 

I 

0.05 

0.03 

O.II 

0.07 

16 

17 
18 

3 

1 

2 

- 

0.02 

O.Ol 

0.05 

- 

I 

• 

I 

. 

0.006 

. 

0.02 

- 

19 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

20 

.     - 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

21 

I 

- 

1 

- 

0.006 

- 

0.02 

- 

Rekapi- 

tulation 

• 

»-5 

9642 

6743 

2899 

927 

62.22 

60.61 

66.31 

68.52 

6 — lo 

5387 

4047 

I  340 

395 

34.76 

36.38 

30.65 

29.19 

II— 15 

463 

334 

129 

31 

2.99 

3.00 

2.95 

2.29 

16  u,  mehr 

5 

I 

4 

- 

0.03 

O.Ol 

0.09 

- 

Insgesamt 

15497 

II    125 

4372 

1353 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

1904.   No.  4-       STAT.   BEITR.  ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  23 


Diese  Angaben  zeigen  also,  dass  die  Ehen  fruchtbarer  sind  in  den 
Landdistrikten,  als  in  den  Städten  und  in  diesen  überhaupt  fruchtbarer 
als  in  der  Hauptstadt  Kristiania,  in  Kristiania  aber  fruchtbarer  als  in  Kopen- 
hagen und  Berlin. 

Da  in  Bezug  auf  Kristiania  für  das  Jahr  1901  auch  Angaben  über  die 
Geburten  nach  der  Reihenfolge  mitgeteilt  sind,  werden  wir  die  obigen 
Angaben  für  die  stehenden  Ehen  in  der  S.  6  beschriebenen  Weise,  auf 
Geburten  verteilt,  nach  der  Kinderreihe  umrechnen,  um  die  beiden  An- 
gaben zusammenstellen  zu  können.  Die  Resultate  dieser  Zusammenstel- 
lung sind  in  der  nachstehenden  Tabelle  mitgeteilt. 


a)   Anzahl  der  Kinder 
in  1353  repräsentativen 

b)   Ehelich  und  unehelich 
Geborene 

Nummern  der 
Kinder 

stehenden  Ehen 
Kristianias  1894 

in  Kristiania  1901 

Absolute 

Proient- 

Absolute 

Prozent- 

Ziffer 

lahlen 

Ziffer 

Zahlen 

I 

'353 

23.24 

1942 

26.31 

2 

I  121 

19.25 

1685 

22.83 

3 

900 

15.46 

«054 

14.28 

4 

716 

12.30 

802 

10.87 

5 

551 

9.46 

576 

7.81 

6 

426 

7-32 

463 

6.27 

7 

3'5 

5-41 

306 

4.15 

8 

205 

3-52 

212 

2.87 

9 

119 

2.04 

124 

1.68 

10 

62 

1.06 

91 

1.23 

II 

3' 

0-53 

.61 

0.83 

12 

'5 

0.26 

30 

0.41 

13 

14 

S 
2 

0.09 
0.03 

}        3. 

0.42 

15 
16 

I 

0.02 

}         ^ 

0.03 

17  u.  später 

- 

- 

I 

O.Ol 

Rekapitulation 

• 

1-5 

4641 

79.71 

6059 

82.10 

6 — 10 

I  127 

19.36 

I        196 

16.21 

11-15 

54 

0-93 

124 

1.68 

16  u.  später 

- 

- 

I 

O.Ol 

Summe 

5822 

100  00 

7380 

100.00 

24  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Bei  dem  Unterschied  zwischen  den  Prozentverhältnissen  a  und  b  für 
die  ersten  und  zweiten  Kinder  muss  erinnert  werden,  dass  die  Reihe  b 
auch  unehelich  Geborene  einbegreift.  In  Bezug  auf  die  Nummern  ii — 15, 
wo  die  Berechnung  b  höhere  Prozentverhältnisse  als  a  zeigt,  muss  bemerkt 
werden,  teils  dass  die  Ziffern  hier  klein  sind,  teils  dass  auch  für  Berlin 
ein  Unterschied  nach  derselben  Richtung  hin  bei  der  entsprechenden  Zu- 
sammenstellung (S.  7)  sich  geltend  macht. 


S  4. 

Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht. 

Ungarn,  Budapest,  Schweiz. 

Wir  müssen  nun  in  der  Reihe  der  Länder  Schweden,  Finnland/  Russ- 
land und  Österreich  vorbeigehen,  da  soweit  ich  in  Erfahrung  gebracht 
habe,  für  diese  Länder  keine  Angaben  über  die  Verteilung  der  Ehen  nach 
der  Kinderzahl  sich  vorfinden  1.  Desto  reichhaltiger  ist  in  dieser  Bezie- 
hung die  neuere  ungarische  Statistik. 

Wir  entnehmen  aus  der  Statistik  der  Bewegung  der  Bevölkerung  im 
Jahre  1897  S.  103*  (vergl.  S.  70 — 73)  die  untenstehenden  Angaben  über 
die  ehelich  Geborenen  (lebend  und  tot  Geborene)  nach  der  Position  in  der 
Zahlenreihe  der  Kinder. 

Um  die  Prozentverhältnisse  mit  den  für  verschiedene  andere  Länder 
mitgeteilten  ganz  genau  vergleichen  zu  können,  sollte  man  eigentlich  die 
für  die  Geburten  mit  unbekannter  Ordnungszahl  berechneten  Prozente 
verhältnismässig  auf  die  übrigen  verteilen,  was  jedoch  in  diesem  Falle  nur 
einen  unbedeutenden  Unterschied  bewirken  würde. 

Im  Vergleich  mit  anderen  Ländern  sind  in  Ungarn  die  Geburten  mit 
einer  niedrigen  Ordnungszahl  in  einem  etwas  geringeren  Verhältnis  und 
umgekehrt  die  mit  hohen  Ordnungsnummern  hervortretenden  kinderreiche- 
ren Ehen  stärker  vertreten. 

Von  Ehen  mit  mehr  als  12  Kindern  fanden  sich  nach  der  Geburten- 
reihe in  Ungarn  0.79,  in  Elsass-Lothringen  0.42,  in  Dänemark  (wo  indessen 
die  unverheirateten  Mütter  einbegriffen  sind)  0.37,    in  Lothringen  0.25  ®/o. 


1  Abgesehen    von    den    in    Professor   Fahlbechs    Schrift:     »Sveriges    Adel«     enthaltenen 
interessanten  Angaben  in  Bezug  auf  die  schwedischen  Adelsfamilien. 


1904.   No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  25 


Ordnungs- 
zahl der 
Kinder 

Absolute  Zahlen  der  ehelichen  Geburten 

Prozentverhältnisse 

Ungarn 

Kroatien- 
Slavonien 

Länder  der 

ungarischen 

Krone 

Ungarn 

Kroatien- 
Slavonien 

Länder  der 

ungarischen 

Krone 

I 

106823 

17972 

124  795 

17.68 

19.60 

'7-93 

2 

94104 

«5  '43 

109247 

'5-57 

16.51 

15.70 

3 

82404 

13468 

95872 

13.64 

14.69 

1377 

4 

71  768 

II  548 

83316 

11.88 

'2.59 

11.97 

5 

63446 

9907 

73  353 

10.50 

10.80 

10.54 

6 

54148 

8077 

62  225 

8.96 

8.81 

8.94 

7 

42881 

5  97° 

48851 

7.10 

6.51 

7.02 

8 

32488 

4029 

36517 

5-38 

4-39 

5-25 

9 

22  109 

2448 

24  557 

3.66 

2.67 

3-53 

10 

15047 

I  420 

16467 

2.49 

'.55 

2.37 

II 

8778 

748 

9526 

'•45 

0.82 

'•37 

12 

5  "7 

39' 

5508 

0.85 

0.43 

0.79 

»3 

2554 

205 

2759 

0.42 

0.22 

0.40 

14 

133s 

97 

1432 

0.22 

0.1 1 

0.21 

»5 

585 

39 

624 

O.IO 

0.04 

0.09 

16 

335 

18 

353 

0.05 

0.02 

0.05 

»7 

'33 

14 

147 

0.02 

0.02 

0.02 

18 

78 

7 

85 

O.Ol 

O.Ol 

O.Ol 

'9 

39 

3 

42 

0.01 

0.00 

0.01 

20 

14 

I 

'S 

0.00 

0.00 

0.00 

21 

8 

I 

9 

0.00 

0.00 

0.00 

22 

3 

- 

3 

0.00 

0.00 

0.00 

23 

3 

- 

3 

0.00 

0.00 

0.00 

24 

2 

I 

3 

0.00 

0.00 

0.00 

1-5 

4'8  545 

68038 

486  583 

69.27 

74.19 

69.91 

6 — 10 

166673 

21944 

188  617 

27-59 

2393 

27.11 

ii-iS 

18369 

1  480 

19849 

3-04 

1.62 

2.86 

16—20 

599 

43 

642 

0.09 

0.04 

0.09 

20  u.  mehr 

16 

2 

18 

0.00 

0.00 

0.00 

Unbekannt 

46 

'97 

243 

O.Ol 

0.22 

0.03 

Insgesamt 

604248 

9' 704 

695  952 

100.00 

100.00 

100.00 

26  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Im  Vergleich  mit  dem  Königreich  Sachsen  stellte  sich  das  Verhältnis 
für  die  Ehen  mit  mehr  als  einem  Kinde  in  Ungarn,  wie  folgt: 

Königreich  Königreich 

Sachsen  Ungarn 


2— S    Kinder 

67.31 

63.42 

6 — lo      » 

28.66 

32.99 

II— IS      » 

3.87 

3-47 

i6  oder  mehr 

0.16 

0.12 

Summa 

100.00 

100.00 

Die  Ehen  mit  einer  sehr  grossen  Kinderzahl  scheinen  somit  in  Sachsen 
stärker  vertreten  zu  sein,  als  in  Ungarn,  wo  indessen  die  Ehen  mit  einer 
mittleren  Kinderzahl  (6 — 10  Kindern)  verhältnismässig  zahlreich  sind. 

Die  ungarische  Statistik  bietet  nicht  nur  Gelegenheit  diese  Verhält- 
nisse flir  die  einzelnen  Gebiete  des  Landes,  sondern  auch  für  die  ver- 
schiedenen Nationalitäten  desselben  zu  studieren,  insofern  die  Ordnungs- 
nummern der  Kinder  nach  den  Sprachen  der  Eltern  angegeben  sind.  In 
letzterer  Beziehung  haben  wir  für  unseren  Zweck  den  nachstehenden  Aus- 
zug aus  der  Statistik  für  das  Jahr  1897  gemacht  (s.  Tab.  S.  27). 

Aus  den  hier  berechneten  Prozentzahlen  erkennen  wir,  dass  zwischen 
den  verschiedenen  in  Ungarn  vertretenen  Nationalitäten  überhaupt  nur 
geringfügige  Abweichungen  in  dieser  Beziehung  sich  nachweisen  lassen. 
Nur  die  kroatisch-serbischen  Geburten  heben  sich  durch  ein  verhältnis- 
mässig hohes  Verhältnis  von  Erstgeburten  und  niedriges  Verhältnis  von 
Kindern  mit  den  Ordnungsnummern  sechs  und  mehr  hervor.  Bei  den 
Geburten,  wo  zwischen  der  kroatischen  und  serbischen  Nationalität  ge- 
sondert war,  d.  h.  für  das  eigentliche  Ungarn,  zeigt  sich  dagegen  kein 
wesentlicher  Unterschied  von  den  übrigen  Nationalitäten. 

Wenn  itian  die  Nationalitäten  nach  den  höheren  und  niedrigeren 
Prozentverhältnissen  der  Geburten  mit  sechs  und  höheren  Nummern  ordnet, 
wird  die  Reihenfolge  also:  Serbische  31.95  Prozent,  Ungarische  31.31, 
Deutsche  30.96,  Ruthenische  30.80,  Walachische  30.74,  Kroatische  30.26, 
»Sonstige«  30.04  und  Slovakische  29.20.  Wie  man  sieht:  kein  grosser 
Unterschied.  Nur  muss  hinzugefügt  werden,  dass  es  ja  nicht  ausge- 
schlossen ist,  dass  das  gegenseitige  Verhältnis  sich  anders  stellen  dürfte, 
wenn  dabei  noch  die  Ehedauer  berücksichtigt  werden  könnte. 


1904.   No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  27 


Fruchtbarkeit  der  Ehen  kombiniert  mit  der  Muttersprache  der  Eltern, 


Ordnungszahl 

des 

Kindes 

B 

IS 

1 

1 

1 

'S 

Î 

1 

a 

S  -2 

1 

1 

«a 

1 

Insgesamt 
mit  dersel- 
ben Sprache* 

a)  Lebendgebo- 

rene. 

I 

5288Ç 

12  137 

13400 

I5  28q 

2787 

19897 

1320 

2  996 

1257 

117652 

2 

46123 

10586 

12098 

»4385 

2512 

17248 

1  187 

2  686 

I  129 

104  081 

3 

39825 

93>9 

10534 

13  412 

2387 

15040 

1049 

2  324 

1034 

91551 

4 

34258 

8  170 

9398 

II  544 

2  183 

13113 

912 

2  099 

855 

79521 

5 

30257 

7056 

8205 

10499 

2000 

11277 

811 

1800 

7bo 

70054 

1-5 

203  348 

47268 

53635 

65129 

II  869 

76575 

6  279 

11904 

5035 

462  859 

6  —  10 

81931 

18589 

20  153 

26402 

4881 

25844 

2  100 

6  047 

1963 

179763 

II— IS 

9836 

2339 

1767 

2317 

392 

1  822 

178 

607 

'93 

18666 

mehr  als  15 

310 

101 

43 

70 

II 

62 

8 

18 

8 

605 

Unbekannt 

19 

8 

7 

7 

I 

no 

1 

2 

12 

164 

Insgesamt 

295  444 

68305 

75605 

9392s 

17154 

104  413 

7  666 

17  478 

7211 

662  057 

b)  Totgeborene. 

I 

1395 

299 

313 

370 

44 

479 

26 

67 

48 

2948 

2 

879 

199 

205 

231 

19 

261 

19 

24 

23 

I  817 

3 

762 

128 

207 

182 

26 

256 

19 

23 

19 

I  580 

4 

726 

155 

202 

179 

32 

245 

19 

33 

27 

1566 

5 

718 

163 

188 

172 

16 

220 

27 

26 

24 

1  501 

i"~5 

4480 

944 

1115 

I  134 

137 

I  461 

109 

163 

141 

9412 

6—10 

2235 

486 

551 

538 

54 

509 

47 

83 

SO 

4423 

11-15 

432 

96 

62 

66 

7 

42 

6 

13 

5 

710 

mehr  als  15 

«9 

6 

2 

3 

1 

. 

- 

2 

33 

Unbekannt 

4 

- 

- 

- 

S6 

- 

- 

I 

6? 

Insgesamt 

7170 

1532 

1730 

»741 

198 

2069 

162 

259 

199 

14639 

c)  Lebend-  und 

Totgeborene. 

I 

54280 

12436 

»3713 

15659 

2831 

20376 

1846 

3  062 

1305 

120600 

2 

47002 

10785 

12303 

14616 

2531 

17509 

1206 

2  710 

I  152 

105  898 

3 

40587 

9  447 

10741 

13594 

2413 

15296 

1068 

2  347 

1053 

93131 

4 

34984 

8325 

9600 

11723 

2  215 

13358 

931 

2  132 

882 

81087 

5 

3097s 

7219 

8393 

10671 

2016 

11497 

888 

1826 

784 

7155s 

1"5 

207  828 

48  212 

54750 

66263 

12006 

78036 

5  388 

12  067 

5176 

472271 

6—10 

84166 

1907s 

20704 

26940 

4  935 

26353 

2  147 

6  130 

2013 

184  186 

11-15 

10268 

2435 

I  829 

2383 

399 

1864 

184 

620 

198 

19376 

mehr  als  15 

329 

107 

45 

73 

II 

63 

8 

18 

10 

638 

Unbekannt 

23 

8 

7 

7 

I 

166 

1 

2 

13 

225 

Insgesamt 

302  614 

69837 

77  335 

95666 

17352 

106482 

7  728 

17  737 

7410 

676  696 

d)  Prozentver- 

hältnisse für 

die  Lebend- 

u.  Totgeb. 

I 

17.94 

17.81 

17.73 

16.36 

16.32 

19.16 

17.41 

17.24 

17.64 

17.83 

2 

"5.53 

15.44 

15.91 

15.28 

14.59 

16.47 

16.61 

16.26 

15.57 

15.65 

3 

13.41 

13.53 

13.89 

14.21 

13.91 

14.39 

18.82 

13.28 

14.23 

13.77 

4 

11.56 

11.92 

12.41 

12.26 

12.77 

12.57 

12.06 

12.02 

11.92 

11.99 

S 

10.24 

10.34 

10.85 

11.15 

11.62 

10.81 

10.86 

10.30 

10.60 

10.58 

Ï-5 

68.68 

69.04 

70.79 

69.26 

69.21 

73.40 

69.74 

68.06 

69.96 

69.82 

6—10 

27.81 

27.32 

26.77 

28.17 

28.44 

24.79 

27.78 

28.92 

27.21 

27.23 

ii-iS 

3.39 

3.49 

2.37 

2.49 

2.30 

1-75 

2.88 

2.98 

2.69 

2.86 

mehr  als  15 

O.II 

0.15 

0.06 

0.08 

0.06 

0.06 

0.10 

0.10 

0.14 

0.09 

Zusammen 

99.99 

100.00 

99.99 

100.00 

100.01 

100.00I 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

Im  eigentlichen  Ungarn  (Magyarorzây).       *  Oie  übrigen  Ehen  sind  gemischt. 


28 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Für  die  Hauptstadt  Budapest  hat  Direktor  v.  Körösi,  wie  im  ersten 
Teil  dieser  Abhandlung  näher  erörtert,  eine  Reihe  von  interessanten  An- 
gaben in  Bezug  auf  die  hier  behandelte  Spezialfrage  mitgeteilt. 

Wir  entnehmen  aus  dem  von  Professor  Thirring  1901  redigierten  Jahr- 
buch ^  sowie  aus  dem  statistischen  Monatshefte  für  Mai  1902^  die  nach- 
stehenden Zahlen. 


OrdnuDj^szahl 

der  Lebend- 
geborenen  und 

1 

Legitime  Lebendgeburten 

Prozent- 

Gelöst« 

Ehen 

verhält- 

Anzahl  der 

. 

Prozent- 

Kinder  bei  den 
gelösten  Eben 

1896 

1897 

1898 

1896— 1898 

nisse 

(Familien 
Ubellen) 

verhält- 
nU 

I 

4258 

4188 

4  HO 

12556 

25.54 

1308 

18.46 

2 

3  «07 

3  394 

3286 

9787 

19.91 

145I 

20.48 

3 

2392 

2467 

2503 

7362 

14.97 

I  207 

17.04 

4 

I  805 

1830 

1927 

SS62 

II.3I 

1054 

14.87 

5 

1335 

»352 

1363 

4050 

8.24 

627 

8.85 

6 

1021 

475 

7 

734 

272 

8 

542 

2743 

2974 

8653 

.7.60 

200 

16.88 

9 

382 

137 

10 

257 

112 

II 

138 

68 

12 

102 

66 

13 

62 

389 

374 

1  136 

2.3« 

50 

3-22 

•4 

48 

29 

15 

23 

15 

16 

II 

7' 

»7 

4 

2 

18 

2 

22 

>S 

57 

0.12 

I 

0.20 

19 

I 

2 

20 

2 

2 

«—5 

12897 

»3  231 

13  189 

39  3'7 

79-97 

5647 

79.70 

6 — 10 

2936 

2743 

2974 

8.653 

17.60 

I  196 

16.88 

II— IS 

373 

389 

374 

I  136 

2-31 

228 

3.22 

16 — 20 

20 

22 

15 

57 

0.12 

14 

0.20 

Unbekannt 

21 

10 

3» 

- 

- 

- 

Insgesamt 

16247 

»6395 

»6552 

49194 

100.00 

70858 

100.00 

»  1895/96  S.  103,  1897/98  S.  103—104. 
od^  ohne  Angabc  von  Kindenahl. 


*  S.  295.       3  Ausserdem  2672  ohne  Kinder 


1904.   No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


29 


Hieran  schliessen  sich  noch  die  nachstehenden  auf  handschriftlichen 
Angaben  für  1899  und  1900  beruhenden  Zahlen,  welche  ich  dem  freund- 
lichen Entgegenkommen  des  Herrn  Direktor  v.  Körösi  verdanke,  und 
welche  ich  mit  den  voranstehenden  zu  einem  Gesamtresultat  für  das  Quin- 
quennium 1896— 19CX)  zusammengefasst  habe: 


Ordnungszahl 

1S99 

1900 

Insgesamt 
1896 — 1900 

Prozent- 
verhältnis 

I 

4  337 

4501 

21394 

25.78 

2 

3  447 

3414 

16648 

20.06 

3 

2693 

2609 

12664 

15.26 

4 

1754 

2<X)9 

9325 

11.24 

S 

1273 

1363 

6  686 

8.06 

6 

I  050 

963 

7 

690 

713 

8 

547 

497 

M  344 

17.28 

9 

348 

375 

10 

278 

23'  . 

II 

139 

144 

12 

88 

106 

13 

67 

44 

1831 

2.21 

14 

43 

29 

«5 

15 

20 

16 

II 

II  \ 

17 

4 

4 

18 

I 

3 

94 

O.II 

19 

I 

- 

20 

I 

- 

23 

I 

-  ■ 

1— S 

13504 

13896 

66717 

80.40 

6 — 10 

2913 

2778 

14344 

17.28 

11-15 

352 

343 

1831 

2.21 

16  ü.  mehr 

«9 

18 

.   94 

O.II 

Unbekannt 

3 

- 

34 

- 

Insgesamt 

16  791 

17035 

83020 

100.00 

30  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Wenn  man  die  Ordnungszahlen  der  Lebendgeborenen  mit  den  ent- 
sprechenden Zahlen  für  Berlin  vergleicht,  zeigt  es  sich,  dass  während 
die  relative  Anzahl  der  Erstgeborenen  ungefähr  dieselbe  in  den  beiden 
Hauptstädten  ist,  tritt  Budapest  in  Bezug  auf  die  Verhältniszahlen  für  das 
zweite  und  dritte  Kind  etwas  zurück,  wogegen  vom  5 ten  bis  zum  I5ten 
Kind  Budapest  höhere  Prozentzahlen  als  Berlin  aufweist.  In  den  noch 
kinderreicheren  Familiea  hat  wieder  Berlin  ein  kleineres  Übergewicht. 

In  Bezug  auf  die  gelösten  Ehen  kann  ein  Vergleich  mit  Oldenburg 
und  mit  Elsass-Lothringen  gezogen  werden.  Für  die  drei  ersten  Nummern 
in  der  Kinderreihe  stehen  die  Prozentzahlen  für  Budapest  am  höchsten, 
zumal  in  Bezug  auf  die  Erstgeborenen,  wo  18.46^/0  gegenüber  12.47  "^^ 
12.12  stehen.  Dann  treten  die  Prozentzahlen  für  Budapest  zurück  bis 
zum  I2ten  Kind,  von  wo  an  diese  Stadt  höhere  Prozentzahlen  als  Olden- 
burg und  Elsass-Lothringen  aufweist. 

Wenn  man  die  Verhältniszahlen  der  Geburten  in  Budapest  mit  den 
entsprechenden  Zahlen  für  ganz  Ungarn  vergleicht,  wird  man  sehen,  dass 
die  ersten  und  zweiten  Geburten  in  der  Hauptstadt  viel  zahlreicher  reprä- 
sentiert sind,  als  im  übrigen  Lande.  Ein  Unterschied  nach  derselben 
Richtung,  wiewohl  nicht  in  demselben  Grade  hervortretend,  macht  sich 
ebenfalls  geltend  in  Bezug  auf  die  städtische  Bevölkerung  überhaupt  im 
Vergleich  mit  den  Landdistrikten.  Um  dies  näher  zu  erörtern,  ist  folgen- 
der Auszug  aus  der  Tabelle  24  der  ungarischen  Statistik  für  das  Jahr  1897 
gemacht  worden,  indem  ich  die  Zahlen  für  sämtliche  daselbst  angeführten 
Städte,  einschl.  Fiume  mit  Bezirk,  zusammenaddiert  und  von  der  Gesamt- 
bevölkerung subtrahiert  habe  (s.  Tab.  S.  31). 

Wie  man  sehen  wird,  hebt  sich  die  städtische  und  besonders  die 
hauptstädtische  Bevölkerung  namentlich  durch  höhere  Prozentzahlen  für 
die  ersten  und  zweiten  Kinder  und  durch  geringere  Prozentzahlen  für  die 
Nummern  6—10  hervor.  Dagegen  sind  die  Nummern  11 — 15  in  den 
Städten  überhaupt  verhältnismässig  zahlreich  vertreten,  was  jedoch  nicht  mit 
der  Hauptstadt  Budapest  der  Fall  ist,  wo  indessen  die  löten  und  späteren 
Kinder,  obgleich  überhaupt  selten,  häufiger  als  in  den  Landdistrikten  vor- 
kommen. Die  S.  22  mitgeteilten  norwegischen  repräsentativen  Angaben 
zeigen  analoge  Verhältnisse. 

Um  jedoch  diese  Erscheinungen  genau  beurteilen  zu  können,  muss  die 
Ehedauer  in  Betracht  gezogen  werden,  was  erst  in  einem  folgenden  Ab- 
schnitt geschehen  wird. 


1904.   No.  4        STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  3I 


Nummern  in  der 
Geburteoreihe 


Ungarische 
Land- 
distrikte 


Ungarische 
Städte 


Darunter 
Budapest 


Kroatische 
und  slavo- 
nische  Land- 
distrikte 


Kroatische 

und 

slavonische 

Städte 


Absolute  Zahlen  der  ehelich  (lebend  und  tot)  Geborenen 


3 
4 

S 

6—10 

II— 15 

16  u.  spätere 
Unbekannt 


Zusammen 


ç>6  626 

85599 
75  593 
66373 
59006 

383  197 
155480 

16715 

527 
32 


555  95Ï 


10  197 

8505 
68u 

5  395 
4440 

35348 

11  193 
1654 

88 
14 


48297 


4323 

3  459 

2525 

1888 

•393 

.3588 

2835 

413 

23 

10 

16869 

17330 

«4715 

13080 

II  256 

9677 

66058 

21365 

1383 

40 

136 

88982 

Prozentverhältnisse 


642 
428 
388 
292 
230 

1  980 

579 
97 

5 
61 

2  722 


24.12 
16.09 
14.58 
10.98 
8.64 

74.41 
21.76 

3.64 
0.19 

100.00 


Die  ungarische  Statistik  gibt  ausser  den  oben  besprochenen  Angaben 
auch  Auskunft  über  die  Zahl  der  aus  derselben  Ehe  stammenden  am 
Leben  befindlichen  Kinder,  das  Neugeborene  mitgerechnet.  Obschon  diese 
Angaben  den  augenblicklichen  Zweck  unserer  Untersuchung  nicht  direkt 
interessieren  —  wir  werden  vielleicht  später  zu  dem  Verhältnis  zwischen 
der  ehelichen  Fruchtbarkeit  und  der  Kindersterblichkeit  kommen  —  dürfte 
es  von  Interesse  sein,  sie  in  dieser  Verbindung  mitzunehmen,  wegen  des 
Vergleichs  mit  Frankreich,  indem  fur  dieses  in  Bezug  auf  die  Fruchtbar- 
keitsfrage sehr  wichtige  Land,  eine;  Reihe  Angaben  vorhanden  sind,  welche 
nur  die  noch  am  Leben  befindlichen  und  nicht  alle  geborenen  Kinder 
betreffen.  Indessen  muss  hier  hinzugefügt  werden,  dass  der  Umstand, 
dass  diese  ungarischen  Angaben  nur  diejenigen  Familien  betreffen,  welche 


I 

1738 

21.12 

25.64 

19.51 

2 

15.40 

17.62 

20.52 

16.56 

3 

13.60 

14.11 

14.98 

!     1472 

4 

1    11.94 

II. 17 

11.20 

12.67 

5 

10.61 

1 

9.20 

8.26 

10.88 

'-5 

i   68.93 

73-22 

80.60 

74-35 

6-10 

27-97 

23.18 

16.81 

24.05 

11  —  15 

3-OI 

3-43 

2.45 

1.56 

16  u.  spätere 

0.09 

0.17 

0.14 

0.04 

Zusammen 

,     100.00 

100.00 

100.00 

1         100.00 

32 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


im  Laufe   eines   bestimmten   Jahres  Kinder  bekommen  haben,    ihre  Aus- 
nützung flir  den  genannten  Zweck  sehr  schwierig  macht ^. 

Wir  entnehmen  somit  aus  der  Statistik  des  Königreichs  Ungarn  ^  sowie 
aus  der  speziellen  Statistik  der  Hauptstadt  Budapest  ^  die  nachstehenden 
Angaben  für  das  Jahr  1897. 


;     Die  im  Jahre  1897  mil  Kiadeigeburt  gesegneten  Familien  bestanden,  das 

Anzahl 

Neugeborene 

mitgerechnet, 

aus  nebenstehender  Anzahl  noch  lebender  Kinder 

der  noch 

lebenden 
Kinder 

Ungarn 

Kroatien- 
Slavonien 

Königreich 
Ungarn 

Die  Hauptstadt 
Budapest 

a         1         b 

Verbältniszahl 

für  das 

Königreich 

0* 

4222 

647 

4869« 

224 

. 

0.70 

I 

149353 

24226 

•73  579 

5367 

5279 

24.94 

2 

«35  743 

20543 

156286 

43'o 

4255 

22.46 

3 

"3  659 

»6754 

130  413 

2869 

2818 

18.74 

4 

84107 

12  167 

96274 

1842 

I  811 

13.83 

5 

55860 

8247 

64  107 

1084 

»073 

9.21 

6 

32309 

4632 

36941 

606 

600 

5.31 

7 

16677 

2447 

19  124 

312 

307 

2-75 

8 

7592 

I  HO 

8  702 

135 

«35 

1.25 

9 

3057 

459 

3516 

71 

69 

0.51 

10 

1074 

180 

1254 

25 

24 

0.18 

II 

371 

65 

436 

8 

8 

■ 

12 

124 

18 

142 

2 

2 

13 

38 

II 

49 

3 

3 

14 

'3 

- 

13 

I 

1 

0.09 

15 

I 

- 

I 

. 

- 

16 

I 

- 

I 

- 

- 

i; 

2 

- 

2 

- 

- 

o-S 

542  944 

82584 

625  528 

15696 

15236 

89.88 

6 — 10 

60709 

8828 

69537 

I  149 

1135 

10.00 

11-15 

547 

94 

641 

14 

14 

0.09 

16  u.  mehr 

3 

- 

3 

- 

- 

Unbekannt 

45 

198 

243 

10 

10 

0.03 

Insgesamt 

604248 

91    704 

695952 

16869 

«6395 

100.00 

Vergleiche  die  nachstehenden  Angaben  fUr  Massachusetts,   wo  das  Verhältnis  zwischen 

den  überhaupt  geborenen  und  den  bei  der  Zählung  noch  am  Leben  befindlichen  Kindern 

direkt  und  detailliert  hervorgeht. 

1.  c.  S.  I05*. 

1.  c.   a)  S.  71  der  Stat.  des  Königr.  b)  S.  io6  der  Stat.  der  Hauptstadt. 

In    i5iioFamilen    fanden    nämlich    im    Jahre   1897  Totgeburten  statt   (oder  richtiger: 

15  HO  Kinder  wurden  tot  geboren);    von   diesen   Familien  hatten  4869  kein  Kind  am 

Leben,  während  2967  Familien  i  Kind  am  Leben  hatten,  2463  zwei,  i  984  drei,  1 263  vier, 

784  f  (Inf,    717  sechs   oder  mehr  und   63   eine  unbestimmte  Anzahl  Kinder  am  Leben. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


33 


Die  geringen  Abweichungen,  welche  in  Bezug  auf  Budapest  hervor- 
treten zwischen  den  Ziffern  »a«  (Reichsstatistik)  und  »b«  (Gemeinde- 
statistik) beruhen  auf  Verhältnissen,  die  hier  keine  Rolle  spielen. 

Ein  Vergleich  zwischen  den  obigen  Angaben  über  die  am  Leben 
befindlichen  Kinder  und  den  auf  die  Verteilung  sämtlicher  Kinder  nach 
der  Reihenfolge  sich  beziehenden  Angaben  dürfte  in  verschiedenen  Be- 
ziehungen von  Interesse  sein,  und  ich  teile  deshalb  hier  die  Resultate 
eines  solchen  Vergleichs  mit. 


Ordnungszahl 

Von  1000  mit  Kindern  der  betreffenden  Ordnungszahl 

niederkommenden  Ehefrauen  ^,  wie  viele  hatten  ebenso 

der 
Kinder 

viele  am  Leben  befindliche  Kinder?  2 

Ungarn 

Kroatien 

Budapest 

I 

1398 

1348 

I  241 

2 

1441 

1357 

I  246 

3 

1379 

1244 

I  136 

4 

1 172 

1053 

976 

.    5 

880 

832 

778 

6 

597 

573 

608 

6  u.  mehr 

330 

380 

356 

Es  versteht  sich  von  selbst,  dass  die  Mortalität  dahin  wirkt,  die 
Anzahl  der  kinderreicheren  Familien  zu  vermindern,  und  umgekehrt  die 
Anzahl  der  Familien  mit  nur  einem  oder  zwei  Kindern  zu  vermehren. 
Wie  es  sich  damit  verhält,  wird  mittelst  des  reichhaltigen  Materials  für 
Massachusetts  besser  beleuchtet  (§  7). 


In  Bezug  auf  die  Schweiz  entnehmen  wir  aus  der  Zeitschrift  für 
Schweizerische  Statistik  1895  S.  743  die  folgenden  absoluten  ZiflFern 
der  drei  ersten  Kolonnen  der  Tabelle  über  die  Geburten  in  den  Jahren 
1886 — 1890   flir   Kanton   Zürich   nach   der  Geburtenfolge  (s.  Tab.  S.  34). 

Man  wird  bemerken,  dass  die  spezielle  Berechnung  fur  die  Lebend- 
geborenen' bei  den  Erstgeburten  ein  etwas  niedrigeres  Prozentverhältnis 
als  bei  den  Geburten  überhaupt  aufweist,  während  bei  der  zweiten  bis  zur 


*  Vergl.   Bewegung   der  Bevölkerung   Ungarns    1897,   S.  70,   auch   die  obigen   Tabellen 

S.  25  und  32. 
>  Die   Tabelle  ist   so   zu    lesen  (Ungarn):    Gegen  1000  mit  Kind  Nr.  i   niederkommende 

Ehefrauen   hatten    unter   sämtlichen   in    demselben   Jahre  niederkommenden  Ehefrauen 

1398  ein   Kind  noch  am  Leben;   gegen  1000  mit  Kind  Nr.  2:   1441  u.  s.  w.   —   Die 

Totgeborenen  sind  in  dieser  Tabelle  mit  einbegriffen. 


Vid.-SeUk.  Skriüer.    U.    H.-F.  KL    1904.    No.  4, 


3 


M 


A.  Î4.  RtÆR. 


H.-F.  Kl. 


Eheliche 

Tot- 
geburten 

Früh- 
geburten 

Lebend- 
geborene 

Protentverhïhnis  für  die 

Geburt 

Geburten 
überhaupt 

Geburten 
überhaupt 

Lebend- 
geborenen 

I 

9389 

481 

122 

8786 

22.29 

22.24 

2 

8390 

293 

I  II 

7986 

19.92 

20.21 

3 

6493 

272 

92 

6129 

15-41 

I5-5I 

4 

4948 

196 

72 

4680 

"75 

.    11.84 

5 

3656 

169 

51 

3436 

8.68 

8.70 

6 

2746 

158 

39 

2549 

6.52 

6.45 

7 

2056 

III 

32 

I9»3 

4.88 

4.84 

8 

'539 

102 

26 

I  411 

3.65 

3-57 

9 

I  007 

53 

12 

942 

2-39 

2.38 

lO 

740 

74 

12 

654   ! 

1.76 

1.66 

II  U.   12 

740 

68 

«4 

658 

1.76 

1.67 

Mehr  als  12 

416 

35 

13 

368 

0.99 

0.93 

I-S 

32876 

I  411 

448 

31 017 

78.0s 

78.50 

6—10 

8088 

■498 

121 

7469 

19.20 

18.90 

1 1  u.  mehr 

I  156 

103 

^1 

1 026 

2-75 

2.60 

Total 

42  120 

2012 

596 

39512 

100.C0 

100.00 

fünften  Geburt  das  Umgekehrte  der  Fall  ist.  Der  Grund  ist  hauptsächlich 
die  verschiedene  Verteilung  der  Totgeburten,  welche,  bei  den  Erstgeburten 
(24  0/0)  und  verhältnismässig  noch  mehr  nach  dem  sechsten  Kind,  häufiger 
als  bei  den  übrigen  (mittleren)  Geburten  auftreten. 

Im  Vergleich  mit  den  anderen  obigen  Ländern  scheint  Kanton  Zürich 
eine  mittlere  Stellung  einzunehmen;  die  kinderreichen  und  besonders  die 
sehr  kinderreichen  Ehen  sind  stärker  vertreten  als  in  Elsass-Lothringen, 
aber  weniger  als  in  Sachsen. 


S  5. 

Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht. 
Frankreich,  die  Niederlande. 

Wie  schon  früher  bemerkt,  sind  bei  den  französischen  Angaben  über 
die  Kinderzahl  der  stehenden  Ehen  nur  die  zur  Volkszählungszeit  noch 
lebenden  Kinder  verzeichnet  worden.    Mit  Rücksicht  auf  diese  entnehmen 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  t).  EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


35 


wir  aus  den  Résultats  statistiques  du  Dénombrement  de  1896,  Tableau  IX 
zuerst  die  nachstehenden  Ziffern  in  Bezug  auf  die  Familien  in  Frankreich 
überhaupt. 


Kinderzahl 


Ehepaare 


Verwitwete 


Geschiedene 
Männer 


Familien 
überhaupt 


Absolute  Ziffern 


0 

I  266  102 

534956 

7781 

I  808  839 

I 

I  901  695 

.730720 

6337 

2  638  752 

2 

I  711  021 

663966 

4272 

2  379  259 

3 

I  125  792 

465  422 

2173 

>  593  387 

4 

690197 

292964 

I  001 

984  162 

5 

409967 

174085 

530 

584  582 

1—5 

5838672 

2  327  157 

M313 

8  180  142 

6  u.  mehr 

4543" 

166778 

322 

621  411 

6 

236  188 

95258 

194 

331640 

7  u.  mehr 

218  123 

71520 

128 

289771 

Nicht  angegeben 

130902 

icx38i6 

3137 

234855 

Insgesamt  Familien  mit 

angegebener  Anzahl 

6  292  983 

2  493  935 

«4635 

8801553 

von  Kindern 

Prozentverhältnisse  für  die  Familien  mit  Kindern 


I 

30.22 

29.30 

43-30 

30.00 

2 

27.19 

26.62 

29.19 

27.00 

3 

17.89 

18.66 

14.85 

18.10 

4 

10.97 

11.75 

6.83 

11.20 

5 

6.51 

6.98 

3.62 

6.64 

1—5 

92.78 

93-3« 

97.79 

92.94 

6  u.  mehr 

7.22 

6.69 

2.21 

7.06 

6 

3-75 

3.82 

.1-33 

3-77 

7  u,  mehr 

3-47 

2.87 

0.88 

329 

Insgesamt 

100.00 

100.00 

100.0 

100.00 

Für  das  Jahr  1886  gibt  die  entsprechende  Statistik  auch  besonders 
Auskunft  über  die  Kinderzahl  der  Witwer  und  Witwen.  Sowohl  aus  diesem 
Grunde  als  in  Betracht  des  Interesses,  welches  sich  an  die  Frage,  ob  etwa 


36 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Veränderungen   im   Laufe   der   zehn   Jahre  1886 — 1896   eingetreten  sind, 
knüpft,  teilen  wir  auch  die  nachstehenden  Zahlen  fur  1886  mit^: 


Kinderzahl 


Ehepaare 


Witwer 


Witwen 


Geschiedene 


Familien 
überhaupt 


Absolute  Ziffern 


o« 

I  332  337 

251324 

487  085 

2459 

2073205 

I 

I  836  762 

233205 

471243 

I  401 

2  542 611 

2 

1658  513 

200  611 

405  339 

854 

2265317 

3 

I  116 353 

136  129 

259084 

488 

I  512054 

4 

700669 

81  971 

153999 

214 

936853 

5 

411  799 

50090 

87738 

66 

549693 

1—5 

5724096 

702006 

«  377  403 

3023 

7  806  528 

6  u.  mehr 

415  830 

49584 

80  109 

65 

545  588 

6 

234  556 

29674 

49130 

40 

313400 

7  u.  mehr 

181  274 

19910 

30979 

25 

232  188 

Insgesamt 

Familien  mit 

6  139926 

751590 

1457 512 

3088 

8352  116 

Kindern 

Prozentverhältnisse  für  die  Familien  mit  Kindern 


I 

30.0 

31.0 

32.3 

45-4 

30-5 

2 

27.0 

26.7 

27.8 

27.7 

27.1 

3 

18.2 

18.1 

17.8 

15.8 

18. 1 

4 

11.4 

10.9 

10,6 

6.9 

11.2 

5 

(>.! 

6.7 

6.0 

2.1 

6.6 

1-5 

93-2 

93-4 

94-5 

97-9 

93-5 

6  u.  mehr 

6.8 

6.6 

5-5 

2.1 

6.5 

6 

3-8 

3-9 

34 

1.2 

3-8 

7  u.  mehr 

30 

2.7 

2.1 

0.8 

2.8 

Insgesamt 

100.0 

lOO.O 

100.0 

100.0 

lOO.O 

1  Dénombrement  de  1886.    S.  170  etc. 

'  Diese  Ziffern  betreffen  wahrscheinlich  auch  die  Familien,   deren   Kinderzahl  nicht  ange- 
geben war. 


1904-  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.   D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  37 

Um  die  angeführten  Verhältniszahlen  für  Frankreich  mit  denjenigen 
für  andere  Länder  vergleichen  zu  können,  müssten  sie  erst  mit  den 
Sterblichkeitsverhältnissen  sowie  mit  der  Ehedauer  in  Verbindung  gesetzt 
werden,  womit  wir  uns  aber  jetzt  nicht  beschäftigen  können.  Es  mag 
wohl  sein,  dass  die  obige,  S.  32,  mitgeteilte  Angabe  für  Ungarn  einen 
Anhaltspunkt  bei  einer  solchen  Untersuchung  darbieten  könnte;  dabei  ist 
indessen  zu  bemerken,  dass  die  ungarischen  Angaben  nur  die  im  Laufe 
eines  bestimmten  Jahres  (1897)  mit  Kindern  gesegneten  Ehepaare  betreffen, 
und  somit  die  übrigen  vorhandenen  Ehepaare  mit  Kindern  nicht  berück- 
sichtigen, während  die  französischen  Angaben  alle  Ehepaare  mit  Kindern 
umfassen. 

Wir  müssen  uns  deshalb,  was  die  französischen  Angaben  betrifft,  vor- 
läufig ^  auf  die  Untersuchung  binnen  den  Grenzen  Frankreichs  beschränken, 
und  haben  zu  diesem  Zweck  die  nachstehende  Tabelle  für  das  Jahr  1896 
zusammengestellt  (s.  Tab,  S.  38). 

Unter  den  in  nachstehender  Tabelle  aufgeführten  Departements  sind 
ausser  »Seine«,  d.  h.  wesentlich  Paris,  drei  andere  durch  eine  besonders 
geringe  Kinderzahl  hervortretende  Departements  und  daneben  drei  Depar- 
tements mit  verhältnismässig  grosser  Kinderzahl  aufgestellt.  Unter  den 
letztgenannten  befindet  sich  die  von  einer  italienischen  Bevölkerung  be- 
wohnte Insel  Corsica. 

Die  Verschiedenheiten  zwischen  diesen  beiden  Gnippen  von  Depar- 
tements sind  ausserordentlich.  Während  in  Lot-et-Garonne  mehr  als  die 
Hälfte  der  Familien  mit  Kindern  nur  ein  Kind  hatten,  kam  dies  in  Corsika 
nur  mit  Ve  der  Familien  vor.  Und  während  in  dem  erstgenannten  De- 
partement unter  icx)  Familien  mit  Kindern  nur  1.35  sechs  oder  mehr 
Kinder  hatten,  war  dasselbe  in  Corsica,  sowie  in  Finistère  mit  14^/0  und 
mehr  der  Fall. 

An  so  grossen  Abweichungen  scheint  hauptsächlich  die  freiwillige 
Begrenzung  der  Nachkommenschaft  die  Schuld  zu  tragen,  indem  es  be- 
kannt ist,  dass  eben  unter  den  Landbewohnern  der  obigen  kinderarmen 
Departements  die  Geburt  von  mehr  als  zwei  Kindern,  ja  teilweise  von 
mehr  als  einem  einzigen  Kind  als  ein  Unglück,  ja  selbst  eine  Schande, 
betrachtet  und  auch  auf  verschiedene  Weise  vermieden  werden  soll. 


<  Später  werden    gewisse  Angaben   für   Brasilien   zu   einer  Vexgleichung  mit  Frankreich 
Anlass  geben. 


38 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Aniahl  der  Familien  mit  anbei  angeführter  Anzahl  von  Kindern 

Kinderzahl 

Seine 

1 
.Côied'Or 

Orne 

Lot-et 
Garonne 

Finistère 

1 

Pas  de 
Calais 

Corse 

Unbekannt 

142  020 

2071 

1405 

. 

242 

'839 

»3 

o 

180  181 

19812 

19710 

20204 

22  258 

28330 

5  377 

I 

262917 

33065 

29852 

40485 

28009 

40193 

9180 

2 

190916 

28259 

24302 

20885 

31  163 

43612 

10882 

3 

102  342 

15496 

14322 

10235 

27729 

35558 

11658 

4 

50514 

8321 

8217 

4029 

22287 

25578 

9363 

5 

24288 

4235 

4246 

1405 

15  621 

19462 

6108 

1-5 

630977 

89376 

80939 

77039 

124809 

164  403 

47  191 

6  u.  mehr 

20042 

4274 

4219 

I  050 

20725 

25561 

7671 

6 

II  270 

2230 

2314 

585 

10285 

12604 

4651 

7  u.  mehr 

8772 

2044 

1905 

465 

10440 

12957 

3020 

Insgesamt 

Familien  mit 

Kindern 

651  019 

93650 

85  '58 

78089 

M5  534 

189964 

54862 

Kinderzahl 

Pl 

•ozentver 

lältnisse 

für  die  I 

''amilien  mit  Kindern 

I 

40.39 

35-31 

35-IO 

51.80 

19.25 

21.15 

»6.73 

2 

29.32 

30.18 

28.50 

26.79 

21.40 

23.00 

19.84 

3 

1572 

16.54 

16.80 

13.10 

19.10 

18.70 

21.25 

4 

7.76 

8.89 

9.65 

5.16 

15.30 

13-50 

17.07 

5 

373 

4.52 

4.99 

1.80 

10.70 

10.20 

11.13 

1-5 

96.92 

95-44 

95-04 

98.65 

8575 

86.55 

86.02 

6  u.  mehr 

3.08 

4.56 

4.96 

1-35 

14.25 

»3-45 

13.98 

6 

173 

2.38 

2.72 

0.75 

7.07 

6.63 

8.48 

7  u.  mehr 

«•35 

2.18 

2.24 

0.60 

7.18 

6.82 

5-50 

Insgesamt 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


39 


In  den  früher  besprochenen  »Maandcijfers«  für  die  Niederlande  findet 
man  in  den  Jahrgängen  1899  und  içc»  die  nachstehenden  Angaben  über 
die  Anzahl  der  geborenen  Kinder,  einschl.  der  Totgeborenen.  Hierzu  sind 
hier  die  entsprechenden  Prozentverhältnisse  hinzugefügt. 


Anzahl  der 

Anzahl  der  Familien 

Prozentverhältnis  der  Familien 
mit  Kindern 

Kinder 

Plattelands- 
gemeenten 

Rotterdam 

Dordrecht 

Platte- 
landsgem. 

Rotterdam 

Dordrecht 

0 

526 

615 

93 

- 

- 

- 

I. 

284 

23' 

37 

6.83 

6.88 

5-34 

2 

339 

253 

37 

8.15 

7.54 

5-34 

3 

423 

266 

63 

10.17 

7.92 

9.09 

4 

460 

300 

68 

11.06 

8.94 

9.81 

5 

497 

340 

77 

".95 

10.13 

II. II 

6 

S" 

362 

87 

12.29 

10.78 

12.55 

7 

512 

38' 

88 

12.31 

"•35 

12.70 

8 

453 

385 

86 

10.89 

11.47 

12.41 

9 

290 

324 

7' 

6.97 

9.65 

10.25 

10 

177 

235 

35 

4.26 

7.00 

5.05 

II 

91 

149 

26 

2.19 

4.44 

375 

12 

70 

70 

II 

1.68 

2.09 

I.S9 

13 

31 

40 

4 

0.75 

1.19 

0.58 

«4 

13 

15 

I 

0.31 

0.45 

0.14 

15 

7 

5 

I 

0.17 

0.15 

0.14 

16 

- 

I 

I 

- 

0.03 

0.14 

17 

I 

- 

- 

0.02 

- 

- 

18  u.  mehr 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

1-5 

2003 

»390 

282 

48.16 

41.41 

40.69 

6—10 

1943 

1687 

367 

46.72 

50.25 

52.96 

11-15 

212 

279 

43 

5.10 

8.32 

6.20 

16  u.  mehr 

I 

I 

1 

0.02 

0.03 

0.14 

Insgesamt 

4685 

3972 

786 

- 

- 

- 

Hiervon  mit 
Kindern 

4159 

3357 

693 

100.00 

100.01 

99.99 

40  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Wie  im  ersten  Teil  dieser  Schrift  näher  erörtert,  beziehen  sich  die 
obigen  ZifTern  auf  die  in  den  Jahren  1877 — 1891  stattgefundenen  Trau- 
ungen und  die  binnen  einer  Auswahl  dieser  Familien  bis  Ende  des  Jahres 
1897  geborenen  Kinder.  Die  Angaben  sind  also  mit  den  für  andere  Länder 
mitgeteilten  Berechnungen  für  die  stehenden  Ehen  nicht  vergleichbar,  es 
wäre  denn  mit  denjenigen,  welche  wir  später  für  die  Ehen,  welche  eine 
gewisse  Anzahl    von  Jahren  gedauert   haben,  zu  behandeln  beabsichtigen. 

In  Bezug  auf  die  Prozentverhältnisse,  besonders  für  die  niederländi- 
sche Plattengemeinde  im  Vergleich  mit  Rotterdam  und  Dordrecht  ist  es 
bemerkenswert,  dass  die  Landgemeinden  weniger  FamUien  mit  einer 
grossen  Kinderzahl,  als  die  beiden  genannten  Städte  aufweisen.  Die  Ehe- 
paare mit  I  bis  5  Kindern  betrugen  in  jenen  48.16  Prozent  gegen  41.41 
Prozent  in  Rotterdam  und  40.69  Prozent  in  Dordrecht.  Besonders  Rotter- 
dam weist  eine  verhältnismässig  bedeutende  Anzahl  von  sehr  kinderreichen 
FamUien  auf,  nämlich  mit  10  Kindern  oder  mehr  nicht  weniger  als  15.35  ^^^ 
gegen  11.39^/0  in  Dordrecht  und  9.38^/0  in  den  Landgemeinden.  Die 
gemischte  Bevölkerung  der  grossen  Seehandelsstadt  ist  also  durch  eine 
grosse  Fruchtbarkeit  der  Ehen  charakterisiert 


S  6. 
Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht. 

Grossbritannien    und    Irland,    New    Sonth  Wales. 

> 
Für  die  britischen  Inseln  liegen  in  Bezug  auf  unseren  Gegenstand  keine 

allgemeinen,  sondern  nur  partielle,  so  zu  sagen,  zufällige  Angaben  vor. 
Die  nachstehenden  tabellarischen  Ausweise  sind  aus  den  oben  erwähnten 
Schriften:  »Statistics  of  Families  in  the  upper  and  professional  Classes« 
und  »Journal  of  the  Institute  of  Actuaries«,  Januar  1901  (s.  Tab.  S.  41). 
Von  den  für  andere  Länder  schon  mitgeteilten  Angaben  sind  die 
folgenden  am  besten  mit  den  niederländischen  vergleichbar,  welche  ausser- 
dem noch  besonders  für  verschiedene  Wohlstandsgruppen  ausgeführt  sind 
und  somit  eine  direktere  Vergleicliung  mit  dem  englischen  »Landed  gentry« 
zulassen.  Indem  wir  auf  diesen  speziellen  Punkt  später  zurückkommen 
werden,  bemerken  wir  in  dieser  Verbindung  nur,  dass  während  die  hier 
besprochenen  englischen  Familien  bei  einer  Kinderzahl  von  fünf  mit  einem 
Prozentverhältnis  von  12.35^/0  kulminieren,  ist  dies  bei  den  holländischen 
Familien  bei  einer  Kinderzahl  von  sechs  und  mit  einem  Prozentverhältnis 
von  12.70^/0  der  Fall.  Unterscheidet  man  aber  für  die  Niederlande  nach 
Wohls tandsgruppen,   findet   man  für  die  erste  Gruppe  (d.  h.  die  ärmsten) 


.1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  4I 


1 

Journ. 

of  the       1 

Summe  der 

statistics  of  Families 

lost,  of  Act. 

voranstehen- 
den Ziffern 

Proient- 

Antahl  der 

Series  II 

Series  IV 

mit  Aus- 

nahmp  df*r 

verhait- 

Kinder 

Table  X 

Table  XI 

Table  XIII 

English 

Landed 

lialllllC    UCl 

zweiten 

nis 

(S.  36) 

(S.  87) 

(S.  89) 

Quakers 

Gentry 

Kolonne 
(Table  XI) 

0 

212 

- 

- 

12 

82 

- 

- 

I 

228 

6035 

244 

ÏO3 

53 

628 

6.81 

2 

280 

5  475 

401 

95 

67 

843 

915 

3 

267 

4  749 

425 

84 

109 

885 

9.60 

4 

259 

- 

485 

106 

121 

971 

10.54 

5 

308 

3332 

565 

134 

»31 

I  138 

«2.35 

6 

243 

- 

494 

96 

109 

942 

10.22 

7 

209 

- 

490 

95 

72 

866 

9.40 

8 

145 

159s 

467 

78 

85 

775 

8.41 

9 

146 

- 

387 

76 

50 

659 

7-15 

10 

103 

- 

312 

57 

49 

521 

5.65 

II 

76 

535 

239 

34 

22 

37» 

4.03 

12 

55 

- 

170 

26 

23 

274 

2.97 

«3 

22 

- 

115 

i6 

10 

»63 

1.77 

M 

12 

86 

43 

II 

9 

75 

0.81 

IS 

II 

- 

34 

5 

3 

53 

0.58 

16 

5 

- 

10 

3 

2 

20 

0.22 

»7 

4 

II 

10 

2 

2 

18 

0.20 

18 

3 

- 

6 

I 

- 

10 

0.11 

>9 

- 

- 

I 

I 

• 

2 

0.02 

20 

- 

- 

I 

I 

I 

3 

0.03 

1—5 

1342 

- 

2  120 

522 

481 

4465 

48.45 

6—10 

846 

- 

2  150 

402 

365 

3763 

40.83 

11—15 

176 

- 

601 

92 

67 

936 

10.15 

^>  16—20 

12 

- 

28 

8 

5 

53 

0.57 

Insgesamt 
mit  Kindern 

2376 

- 

4899 

I  024 

918 

9217 

100.00 

die  Kulmination   bei   einer   Anzahl   von  sieben  Kindern,    bei   den  besser 
situierten  dagegen  schon  bei  dem  dritten  oder  vierten  Kind. 

Übrigens  sind  bei  den  hier  erwähnten  englischen  Familien  die  sehr 
kinderreichen  recht  stark  vertreten,  indem  nämlich  die  Ehepaare  mit 
wenigstens  10  Kindern  16,39^/0  ausmachten,  also  noch  häufiger  als  in 
Rotterdam  vorkamen. 


42 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Während  die  das  Mutterland  betreffenden  Angaben  über  die  Kinder- 
zahl der  Ehen  sich  auf  die  voranstehenden  ganz  partiellen  beschränken, 
sind  bei  dem  neuen  Census  für  New  South  Wales  sehr  eingehende  An- 
gaben über  denselben  Gegenstand  herbeigeschafft.  Aus  dem  5.  Teil  der 
Censusberichte  Tabelle  XVIII  ergibt  sich  nachstehende  Übersicht: 


Anzahl  der 

Anzahl  der 

Prozentver- 

Anzahl der 

Anzahl  der 

Prozentver- 

Kinder  in 

verheiratelen 

hältnis  der 

Kinder  in 

verheirateten 

hältnis  der 

der  Ehe 

Frauen 

Ehefrauen 
mit  Kindern 

der  Ehe 

Frauen 

Ehefrauen 
mit  Kindern 

0 

26529 

- 

18 

67 

0.04 

I 

26504 

I5.II 

19 

32 

0.02 

•/     • 

20 

10 

O.Ol 

2 

24880 

14.18 

3 

21:970 

12.52 

21 

9 

4 

19042 

10.86 

22 

4 

5 

16467 

9.39 

23 

3 

O.Ol 

6 

14359 

8.18 

24 

.25 
26 

7 

i2  3'7i 

7.05 

I 

8 

10750 

6.13 

9 

8703 

4.96 

1-5 

108863 

62.06 

10 

7  359 

4.20 

6 — lo 

53542 

30.52 

II — 15 

12489 

7.12 

II 

5099 

2.91 

16—20 

5" 
17 

0.20 

12 

3  5SO 

2.02 

21  u.  mehr 

O.Ol 

13 
14 

2078 

I.18 

I  171 
591 

0.67 
0.34 

Unangegeben 

4235 

- 

15 

Insgesamt 

206186 

- 

16 

283 

0.16 

Hiervon  mit  an- 

gegebener An- 

175 422 

100.00 

17 

119 

0.07 

zahl  von  Kindern 

Die  hier  berechneten  Prozentverhältnisse  sind  am  nächsten  mit  den 
für  Norwegen  S.  22  und  für  Massachusetts  S.  44  berechneten  vergleichbar. 
Um  die  sich  daraus  ergebenden  Verschiedenheiten  beurteilen  zu  können, 
müssen  indessen  die  Angaben  über  Ehedauer  und  Heiratsalter  heran- 
gezogen werden. 


S  7. 

Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht. 
Vereinigte  Staaten  Amerikas.     Massachusetts,  Connecticut. 

Das  arbeitsstatistische  Bureau  in  Massachusetts  hat  früh  seine  Auf- 
merksamkeit auf  die  Wichtigkeit  eingehender  Untersuchungen  über  die 
Fruchtbarkeitsverhältnisse  gelenkt.    Schon  bei  der  Volkszählung  von  1875 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.  ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


43 


wurden  detaillierte  Nachweise  über  die  Kinderzahl  der  verheirateten  Frauen 
mitgeteilt  und  bei  der  Volkszählung  von  1885  wurde  diese  Untersuchung 
mit  einer  Reihe  von  neuen  Angaben  und  Berechnungen  fortgesetzt.  Indem 
wir  die  Detailangaben  später  behandeln  wollen,  entnehmen  wir  hier  aus 
der  Einleitung  für  1885  S.  CVI — CVII  die  nachstehenden  summarischen 
Angaben  über  die  verheirateten  Mütter,  verteilt  nach  ihrer  Kinderzahl: 


Anzahl  der 
Kinder 

Zählung  von  1875 

Zühlung  von  1885 

Einfreborene 

Eingewan- 

Sämtliche 

Eingeborene 

Eingewan- 

Sämtliche 

Mutter 

derte  Matter 

Matter 

Motter 

derte  Mütter 

Mutter 

I 

42335 

15309 

57644 

55872 

20245 

76117 

2 

40912 

16  158 

57070 

5  «363 

18728 

70091 

3 

31585 

15  189 

46774 

38825 

17  174 

55  999 

4 

23369 

14  181 

37550 

28175 

16646 

44821 

5 

16816 

12999 

29815 

I9318 

15  916 

35234 

6 

II  769 

II  631 

23400 

13  621 

15  100 

28721 

7 

8147 

9  545 

17:692 

9018 

13376 

22394 

8 

5679 

7828 

I3S07 

6280 

"305 

17585 

9 

3887 

6061 

9948 

4190 

8980 

13 170 

lO 

2670 

4204 

6874 

2725 

6854 

9  579 

II 

1396 

2630 

4026 

1494 

4221 

5715 

12 

893 

1652 

2545 

935 

2980 

3  9«5 

»3 

429 

866 

'295 

459 

1620 

2079 

14 

239 

488 

727 

221 

919 

I  140 

Ï5 

lOI 

201 

302 

106 

439 

545 

16 

39 

103 

142 

49 

224 

273 

17 

15 

77 

92 

22 

106 

128 

18 

16 

45 

61 

>S 

62 

77 

19 

7 

15 

22 

4 

24 

28 

20 

I 

10 

II 

3 

II 

14 

21 

3 

7 

10 

2 

3 

5 

22 

- 

4 

4 

I 

4 

5 

23 

I 

2 

3 

I 

I 

2 

24 

I 

I 

2 

I 

I 

2 

25 

I 

3 

.  4 

I 

I 

2 

26 

- 

- 

- 

2 

I 

3 

27 

- 

- 

- 

I 

- 

I 

i-S 

»55017 

73836 

228  853 

»93  553 

88709 

282  262 

6—10 

32152 

39269 

71  421 

35834 

55615 

91449 

11—15 

3058 

5837 

8895 

3  215 

10  179 

13394 

16—20 

78 

250 

328 

93 

427 

520 

21  u.  mehr 

6 

17 

23 

9 

II 

20 

Insgesamt 

1903" 

119  209 

309520 

232  704 

154941 

387  645 

44 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Auf  Grundlage  dieser  Angaben  sind  hier  die  nachstehenden  Prozent- 
verhältnisse berechnet: 


Aozabl  der 
Kinder 

Nach  de 

r  Zählung  von 

1S75 

Nach  der  Zählung  von 

1885 

1  Eingeborene* 
j       Mütter 

Eingewan- 
derte Mütter 

Sämtliche 
Mütter 

Eingeborene^ 
Mütter 

Eingewan- 
derte Mütter 

Sämtliche 
Mütter 

I 

22.24 

12.84 

18.62 

24.01 

«307 

19.64 

2 

21.49 

'3-55 

18.44 

22.07 

12.09 

18.08 

3 

16.60 

12.74 

15.11 

16.68 

11.09 

14.45 

4 

12.28 

11.90 

12.13 

I2.II 

10.74 

11.56 

S 

8.84 

10.90 

9.63 

8.30 

10.27 

9.09 

6 

6.18 

9.76 

7-56 

5.85 

9.75 

7.41 

7 

4.28 

8.00 

5.72 

3.88 

8.63 

5.78 

8 

2.99 

6-57 

4-36 

2.70 

7.30 

4.54 

9 

2.04 

5.08 

3.22 

1.80 

5-79 

340 

lO 

I.41 

3-53 

2.22 

I.I7 

4.42 

2.47 

II 

0-73 

2.21 

1.30 

0.64 

2.73 

1.47 

12 

0.47 

1.39 

0.82 

0.40 

1.92 

I.Ol 

»3 

0.23 

0-73 

0.42 

0.20 

1.05 

0.54 

M 

0.13 

0.41 

0.23 

0.09 

0.59 

0.29 

15 

0.05 

0.17 

O.IO 

0.05 

0.28 

0.14 

16 

0.02 

0.09 

0.05 

0.02 

0.14 

0.07 

17 

0.01 

0.06 

0.03 

O.Ol 

0.07 

0.03 

18 

0.01 

0.04 

0.02 

O.Ol 

0.04 

0.02 

19  u.  mehr 

0.01 

0.04 

0.02 

0.01 

0.03 

0.02 

'—5 

81.45 

61.93 

73-94 

83.176 

57.26 

72.82 

6 — 10 

16.90 

32-94 

23.08 

15.40 

35-89 

23.59 

II— 15 

1.61 

4.91 

2.87 

1.382 

6.57 

3.45 

16  u.  mehr 

0.04 

0.22 

O.II 

0.044 

0.28 

0.14 

Insgesamt 

100.00 

100.00 

ICO.CO 

100.00 

100.00 

100.00 

Was  hier  zunächst  auffällt,  ist  der  grosse  Unterschied  zwischen  den 
Verhältniszahlen  für  die  amerikanischen  und  die  eingewanderten  Mütter, 
unter  welchen  letzteren  man  viel  grössere  Prozentzahlen  lür  die  kinder- 
reicheren Ehen  vorfindet.    Welche  Bedeutung  dieser  Erscheinung  beigelegt 


1  »Nativec  d.  h.  in  den  Vereinigten  Staaten  Geborene. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  45 

werden  muss,  ist  indessen  zweifelhaft,  so  lange  man  keine  Angabe  in  Bezug 
auf  die  Ehedauer  besitzt;  denn  in  dem  Falle,  dass  die  eingewanderten 
Mütter,  durchschnittlich  genommen,  eine  längere  Ehedauer  als  die  ein- 
heimischen hätten,  könnte  gar  keine  Schlussfolgerung  in  Bezug  auf  eine 
grössere  Fruchtbarkeit  der  eingewanderten  Mütter  gezogen  werden. 

Im  Vergleich  mit  anderen  oben  mitgeteilten  Angaben  in  Bezug  auf 
die  stehenden  Ehen  kommen  nur  die  für  Berlin,  Kopenhagen  und  Nor- 
wegen mitgeteilten  in  Betracht.  Eine  summarische  Vergleichung  der  Pro- 
zentzahlen gibt  die  nachstehenden  Resultate. 


Kinderzabl 

Berlin 

Kopenhagen 

Norwegen 

Darunter 
Kristiania 

Massachusetts 

I— S 
6—10 

i[  u.  über 

76.49 

20.95 

2.56 

76.96 

20.56 

2.48 

62.22 

34.76 

3.02 

68.52 

29.19 

2.29 

72.82 

23.59 
3.59 

Insgesamt 

100.00 

100.00 

100.00 

1 00.00 

100.00 

Leider  gibt  die  hier  besprochene  Statistik  für  Massachusetts  keine 
Aufschlüsse  über  die  speziellen  Verhältnisse  der  Stadt  Boston,  womit  die 
Ziffern  für  Berlin  und  Kopenhagen  am  besten  verglichen  werden  könnten. 


Der  Censusbericht  des  Staates  Massachusetts  für  1885  gibt  ausser  der 
Anzahl  sämtlicher  geborenen  Kinder  auch  die  Anzahl  der  zur  Zählungs- 
zeit am  Leben  befindlichen  Kinder  an.  Da  diese  Angaben  wegen  ihrer 
detaillierten  Abfassung  von  besonderem  Interesse  erscheinen  und  namentlich 
wertvolle  Anknüpfungspunkte  darbieten  zur  Vergleichung  mit  denjenigen 
Ländern,  für  welche  entsprechende  Angaben  nur  die  am  Leben  befind- 
lichen Kinder  betreifen,  sollen  sie  hier  im  DetaU  wiedergegeben  werden. 
Die  Aufstellung  der  betreffenden  Tabelle  ist  hier  in  eine  fiir  unseren 
Zweck  bequemere  Form  als  die  im  Censusbericht  S.  1174U.  f.  mitgeteilte 
Originaltabelle  umgeordnet 

(Siehe  die  Tabellen  S.  46—52.) 

Wenn  man  die  in  den  zwei  letzten  Kolonnen  rechts  angeführten 
Angaben  über  die  Gesamtanzahl  der  lebenden  und  gestorbenen  Kinder 
betrachtet,  wird  man  gleich  finden,  dass  die  Prozentzahl  der  gestorbenen 
immer  steigt,  je  höher  die  Anzahl  der  überhaupt  geborenen  Kinder  ist. 


46 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Massachusetts 

1885. 

Anzahl  Ehefrauen  mit  untenstehender  Anzahl  von  am 

Lebe 

Anzahl  von  Kindern, 

1 

welche  die  betreffenden  i 
Ehefrauen  überhaupt  je 

0 

1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

9 

10 

geboren  hatten 

1 

10903 

65  214 

2 

4  397 

18  286 

47  458 

3 

2  072 

8  803 

18  229 

27895 

4 

1047 

4044 

9  458 

14  279 

15998 

5 

562 

2  205 

4  981 

8  506 

10066 

8964 

6 

841 

1163 

2  758 

4  951 

7  205 

6928 

6  880 

7 

225 

700 

1569 

2  911 

4  266 

5  418 

4  289 

8016 

8 

116 

400 

924 

1811 

2  764 

3  501 

8  664 

2  747 

1658 

9 

69 

272 

581 

1077 

1685 

2265 

2  531 

2  296 

1559 

885 

10 

48 

164 

888 

658 

1021 

1384 

1594 

1688 

1838 

838 

4a^ 

11 

15 

87 

151 

345 

458 

784 

850 

949 

867 

715 

40-: 

12 

22 

55 

117 

.    203 

299 

410 

555 

582 

582 

495 

346 

18 

9 

24 

53 

108 

170 

222 

252 

801 

258 

273 

195 

14 

3 

10 

83 

59 

67 

108 

122 

167 

149 

155 

101 

15 

8 

8 

16 

30 

87 

58 

60 

66 

67 

54 

W 

16 

2 

9 

8 

28 

16 

28 

80 

39 

31 

31 

17 

5 

4 

8 

7 

14 

10 

10 

11 

I-S 

18 

3 

6 

5 

6 

7 

7 

11 

8 

12 

19 

- 

1 

3 

4 

5 

1 

2 

2 

0 

20 

1 

1 

1 

2 

3 

2 

- 

2 

1 

21 

1 

1 

1 

2 

- 

• 

22 

- 

1 

- 

. 

\ 

28 

- 

- 

• 

- 

24 

- 

1 

- 

- 

26 

- 

- 

- 

- 

26 

- 

- 

1 

1 

• 

27 

- 

- 

- 

- 

1-5 

18981 

98  002 

80076 

50180 

26059 

8064 

. 

6-10 

794 

2699 

6215 

11403 

16891 

19  496 

17458 

9  747 

4  555 

1723 

4«:> 

11-15 

52 

184 

370 

745 

1031 

1532 

1839 

2065 

1913 

1692 

1094 

16—20 

4 

7 

18 

20 

40 

85 

57 

50 

62 

54 

64 

21  u.  mehr 

1 

1 

1 

8 

2 

8 

- 

4 

1 

- 

1 

Insgesamt:    Ehefrauen 

19  832 

100  893 

86680 

62  351 

44  023 

80  030 

19  854 

11866 

6  531 

3  469 

1627 

Kinder  am  Leben 

0 

100  893 

178860 

187053 

176092 

150150 

116124 

83  062 

52  248 

31221 

16270 

1 

1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


47 


mündlichen  Kindern  nach  dem  Census  von  Massachusetts  1885 

,  s.  1174  u.  r 

16  u. 

Insgesamt 

Hiervon 

Prozent- 
verhältnis 

11 

12 

13 

14 

15 

16 

17 

18 

0 

1—5 

6-10 

11-15 

mehr 

Ehe- 
frauen 

Kinder 

lebend 

gestor- 
ben 

der 
leben- 
den 

der 
gestor- 
benen 

10903 

65214 

76117 

76117 

65  214 

10908 

85.68 

14.82 

4  397 

65694 

70091 

140182 

118  152 

27080 

80.72 

19.28 

2072 

58927 

55  999 

167997 

126946 

41051 

75.56 

24.44 

1047 

48  774 

44  821 

179  284 

129  769 

49  515 

72.88 

27.62 

562 

84  672 

35234 

176  170 

122  669 

58  501 

69.68 

80.87 

841 

28000 

5880 

28  721 

172  326 

117262 

55  064 

68.05 

31.95 

225 

14864 

7805 

22  394 

156758 

108  571 

53  187 

66.07 

33.98 

116 

9400 

8069 

17585 

140680 

90719 

49  961 

64.49 

85.51 

69 

5880 

7  271 

13  170 

118  530 

74  225 

44805 

62.62 

87.88 

48 

8  610 

5926 

9  579 

95  790 

58  209 

37  681 

60.77 

89.28 

152 

15 

1775 

8778 

152 

5  715 

62  865 

87  652 

25  213 

59.89 

40.11 

168 

81 

22 

1084 

2560 

249 

3  915 

46980 

269S9 

20041 

57.84 

42.66 

187 

55 

22 

9 

577 

1279 

214 

2079 

27027 

14  787 

12  240 

54.71 

45.29 

91 

52 

14 

9 

8 

277 

694 

166 

1140 

15960 

8492 

7  468 

53.21 

46.79 

38 

26 

23 

5 

4 

8 

149 

297 

96 

545 

8175 

4  071 

4104 

49.80 

50.20 

14 

18 

12 

5 

1 

2 

2 

60 

159 

50 

2 

278 

4  868 

2140 

2  228 

48.99 

51.01 

6 

11 

10 

8 

5 

1 

2 

26 

68 

85 

3 

128 

2176 

1099 

1077 

50.51 

49.49 

4 

2 

20 

45 

11 

1 

77 

1886 

598 

788 

48.15 

56.85 

4 

8 

12 

7 

- 

28 

532 

210 

822 

89.47 

60.58 

- 

6 

8 

- 

14 

280 

80 

200 

2a57 

71.48 

- 

8 

2 

5 

105 

23 

82 

21.90 

78.10 

1 

2 

2 

5 

110 

36 

74 

32.73 

67.27 

- 

- 

2 

46 

12 

84 

26.09 

73.91 

- 

- 

1 

2 

48 

10 

88 

20.83 

79.17 

- 

1 

2 

50 

18 

87 

26.00 

74.00 

- 

2 

3 

78 

17 

61 

21.79 

78.21 

- 

1 

1 

27 

5 

22 

18.52 

81.48 

- 

" 

18981 

263281 

- 

282262 

789750 

557750 

182000 

75.40 

24.60 

- 

794 

56704 

83951 

- 

91449 

684084 

443  986 

240098 

64.90 

85.10 

586 

214 

59 

14 

4 

- 

52 

8  862 

8608 

877 

- 

18  894 

161007 

91941 

69  066 

57.10 

42.90 

28 

34 

28 

10 

8 

8 

2 

4 

120 

287 

108 

6 

520 

8  742 

4127 

4615 

47.21 

52.79 

1 

2 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

10 

6 

S 

- 

20 

464 

116 

848 

25.00 

75.00 

615 

250 

82 

24 

12 

8 

2 

19882 

823  977 

42  847 

988 

6 

387645 

1594  047 

496  127 

81.12 

765 

3000 

1066 

836 

180 

48 

34 

18 

0 

787548 

298925 

11847 

100 

— 

1097920 

68.88 

48 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Massachusetts  1885.    Eingeborene  Ehefrauen  mit  untenstehend« 


Anzahl  von  Kindern, 

welche  die  betreffenden 

Ehefrauen  überhaupt  je 

geboren  hatten 

0 

1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

9 

■    10 

1 

7788 

48084 

2 

2  869 

13  553 

34  941 

3 

1212 

5685 

13  104 

18824 

4 

572 

2  415 

6  013 

9  363 

9812 

5 

260 

1183 

2  769 

4  811 

5  611 

4  684 

6 

138 

521 

1300 

2  454 

8  548 

8  281 

2  879 

7 

68 

259 

603 

1201 

1848 

2  217 

1758 

1079 

8 

44 

125 

318 

668 

1071 

1250 

1272 

985 

647 

9 

15 

71 

160 

850 

550 

768 

794 

708 

512 

272 

10 

11 

42 

128 

190 

292 

895 

464 

486 

862 

285 

12 

11 

2 

14 

40 

77 

116 

194 

234 

260 

209 

201 

10. 

12 

6 

10 

80 

61 

67 

97 

185 

125 

138 

130 

^ 

18 

2 

12 

22 

41 

51 

59 

59 

64 

48'     4: 

14 

1 

4 

10 

13 

20 

22 

87 

88 

23       V 

16 

6 

3 

10 

7 

10 

6 

12 

12 

14;       V 

16 

2 

6 

1 

6 

4 

6 

4 

17 

1 

8 

2 

2 

8 

3 

2. 

18 

1 

1 

8 

2 

8 

I 

19 

- 

- 

- 

1 

20 

- 

- 

- 

21 

1 

1 

- 

" 

22 

- 

- 

- 

23 

- 

- 

- 

1 

24 

1 

- 

- 

-  ! 

26 

- 

- 

- 

-  ' 

26 

- 

1 

1 

- 

27 

- 

- 

1 

' 

1—5 

12  701 

70920 

56  827 

32  998 

15423 

4  684 

- 

6-10 

271 

1018 

2509 

4  863 

7304 

7906 

6  662 

8258 

1421 

507 

12 

11—15 

38 

89 

170 

244 

872 

456 

493 

466 

416 

26, 

16-20 

- 

2 

4 

10 

6 

12 

9 

13 

7 

r 

21  u.  mehr 

- 

- 

2 

2 

2 

- 

- 

- 

- 

Insgesamt:     Ehefrauen 

12  983 

71971 

59427 

88037 

22983 

12970 

7180 

8  755 

1890 

980 

39( 

Kinder  am  Leben 

0 

71971 

118  864 

114111 

91932 

64  860 

42  780 

26285 

16120 

8870 

39€< 

1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


49 


Anzahl  von  am  Leben  befindlichen  Kindern. 


11 

12 

13 

14 

15' 

IG 

0 

1-5 

6-10 

11-15 

16 

Insgesamt 

Hiervon 

Proicnt- 
verhältnis 

Ehe- 
frauen 

Kinder 

lebend 

gestor- 
ben 

der 
leben- 
den 

der 
gestor- 
benen 

' 

7788 

2869 

1212 

572 

260 

48084 
48494 
37  613 
27603 
19058 

55  872 
51  363 
38  825 
28175 
19  318 

55  872 
10  i  726 
116  475 
112  700 

96  590 

48  084 
83  435 
88365 
81778 
67018 

7  788 
19  291 
28110 
30922 
29  572 

86.06 
81.22 
75.87 
72.56 
69.38 

13.94 
18.78 
24.18 
27.44 
30.62 

138 

11104 

2  379 

13  621 

81726 

55  354 

26372 

67.73 

82.27 

63 

6123 

2  832 

9  018 

63126 

41596 

21530 

65.89 

34.11 

44 

3  432 

2804 

6  280 

60240 

32  202 

18038 

64.10 

85.90 

15 

1894 

2281 

4190 

37  710 

23  685 

14026 

62.81 

37.19 

11 

1047 

1667 

2  725 

27250 

16  408 

10  842 

60.21 

39.79 

46 

2 

441 

1005 

46 

1494 

16  434 

9980 

6  454 

60.78 

39.27 

40 

21 

6 

255 

613 

61 

935 

11220 

6  477 

4  743 

67.73 

42.27 

35 

13 

6 

U8 

277 

54 

459 

'5  967 

3311 

2  656 

55.49 

44.51 

24 

9 

6 

- 

. 

48 

134 

39 

221 

3  094 

1693 

1401 

54.72 

45.28 

6 

3 

6 

- 

36 

54 

15 

106 

1590 

742 

848 

46.67 

63.33 

3 

3 

3 

2 

- 

10 

28 

11 

- 

49 

784 

401 

383 

51.15 

48.86 

1 

1 

6 

12 

2 

1 

22 

874 

159 

215 

42.51 

67.49 

- 

5 

9 

15 

270 

106 

164 

89.26 

60.74 

1 

- 

3 

4 

76 

35 

41 

46.05 

53.95 

- 

1 

2 

3 

60 

15 

45 

26.00 

76.00 

- 

2 

2 

42 

7 

85 

16.67 

88.33 

- 

- 

1 

22 

10 

12 

46.45 

54.56 

- 

. 

1 

23 

- 

28 

- 

100.00 

- 

1 

1 

24 

3 

21 

12.50 

87.60 

- 

- 

1 

25 

12 

13 

48.00 

62.00 

- 

2 

2 

52 

9 

43 

17.31 

82.69 

- 

1 

1 

27 

5 

22 

18.62 

81.43 

- 

12  701 

180852 

193  553 

484  363 

368  680 

115683 

76.12 

23.88 

- 

271 

23  000 

11963 

-   35  834 

260052 

169  245 

90807 

65.08 

34.92 

31 

46 

18 

9 

908 

2083 

215 

.   3215 

l''    93 

88305 

22  203 

16102 

57.96 

42.04 

5 

5 

3 

2 

1 

22 

54 

15 

1564 

716 

848 

46.78 

54.22 

- 

1 

- 

- 

- 

6 

1 

l 

9 

215 

46 

169 

21.40 

78,60 

56 

52 

21 

2 

1 

12  983 

205888 

14  101 

231 

1  '  232  704 

784  499 

223609 

28.50 

16 

624 

273 

28 

16 

0 

461  718 

96  515 

2  641 

16 

1 

— • 

560890 

71.50 

yid.-SeUk.  Skrifter.  IL   R-F.  KL   190i.    No.  4. 


5Ö 


A.  N.   KIÆR. 


H..F.  Kl 


Massachusetts  i88^.    E^gewanderte  Ehefrauen  mit  unîenv 


Anxahl  von  Kindern, 

welche  die  betreffenden 

Ehefrauen  überhaupt  je 

geboren  hatten 


1 
2 
8 
4 
5 

6 
7 
8 
9 
10 

11 
12 
18 
14 
16 

16 
17 
18 
19 
20 

21 
22 
28 
24 
26 
26 
27 

1-5 

6-10 

11—16 

16-20 

21  u.  mehr 


I. 


3116  :  17130 


Insgesamt:     Ehefrauen 
Kinder  am  Leben 


1628 
860 

476 


203 


J 


12  617 
6126 


4683 
2  618 

1629|    8  446 
1022    2162 


162  l| 
72  '' 
64 


18 

16 

9 

8 

2 


6  280 

523 

43 

8 


G  849 
0 


642 
441 
276 
201 


73 

46 

22 

9 

2 

4 
2 


27082 

1681 

161 

7 

1 


1468 
966 
606 
421 
260 

111 
87 
41 
29 
13 

8 
6 


23  249 
8  706 

281 
IG 

1 


8671 
4  916 
36 

2  497 

1710 

1148 

727 

463 


162 
86 
49 


17182 

6  540 

575 

16 

1 


I 
28  922j  27  2531  24  314 

28  922  64  506,  72  942 


6181 
4  466 


4280,1 


8  667    8  647 


2  428    8  201  ; 

!  I 

1( 

1086 
729 


342 
232 
129 

64 
80 

17 
6 
4 
3 
1 


8001 

2636 

2261,1     2392 

1  602       1  787 

1180 


640 
813 
171 

88 
48 

15 
6 
3 
4 
2 


10636    4  280 
9  587.  11590J 
787J    1160 
30 


616 
420 
198 
100 
64 


12 
6 

4 
2 


21040 
84160 


10  796 
1883 

29  il         46 
1 


17060 
85  300 


12  224 
73  344 


1987 
1762 
1593 
1202 


457 
242 

130 
54 

26 
7 
6 

1 
1 

2 
1 


6  494 

1672 

41 

4 


8111 
66  777 


1  111 

1047 

976 

648 
444 
194 
116 
55 

33 

7 
8 

1 


8  134 

1457 

49 

1 


Ù/3  I 

m  \ 

m  I 

:•:  I 


27 
<i 

% 

Î 


1216 

1276 

47 


4641 
87128 


2539 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR   BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  5I 


Anzahl  von  am  Leben  befindlichen  Kindern. 


11 

12 

13 

14 

IR 

IC 

17 

18 

0 

1—5 

6-10 

11-15 

16  u. 
mehr 

Insgesamt 

Hiervon 

Proient- 
verhältnis 

Ehe- 
.  frauea 

Kinder 

lebend 

gestor- 
ben 

der 
leben- 
den 

der 
gestor- 
benen 

1 

1 

3115 

1528 

860 

475 

302 

203 

162 

72 

54 

32 

17130 
17  200 
16  314 
16171 
15614 

11896 
8  741 
6968 
3  936 
2  563 

3  001 
4473 
5  265 

4  990 
4  259 

20  245 
18  728 
17174 
16  646 
15916 

15100 

13  376 

11305 

8980 

6854 

20245 
37466 
51522 
66  584 

79  580 

90600 
93  632 
90  440 

80  820 
68540 

17130 
29  717 
38  681 
47  991 
55  661 

•61908 
61975 
58  517 
50640 
41801 

3115 

7  739 

12  941 

18  593 

23  929 

28  692 
31667 
31923 
30  280 
26  739 

84.61 
79.34 
74.88 
72.08 
69.93 

68.33 
66.19 
64.70 
62.63 
60.99 

15.39 
20.66 
26.12 
27.92 
30.07 

31.67 
33.81 
36.30 
37.47 
89.01 

106 

13 

1334 

2  768 

106 

4  221 

46  431 

27672 

18  769 

69.60 

40.40 

128 

60 

16 

829 

1947 

188 

2  980 

35  760 

20462 

16298 

67.22 

42.78 

102 

42 

16 

9 

449 

1002 

160 

1620 

21060 

11476 

9  584 

54.49 

45.61 

67 

43 

8 

9 

3 

229 

660 

127 

919 

12  866 

6  799 

6067 

62.84 

47.16 

32 

23 

17 

5 

4 

2 

113 

243 

81 

439 

6  585 

3  329 

3  256 

50.65 

49.46 

11 

15 

9 

3 

1 

2 

2 

50 

131 

39 

2 

224 

3  584 

1739 

1845 

48.62 

51.48 

5 

10 

10 

3 

5' 

2 

- 

20 

61 

33 

2 

106 

1802 

940 

862 

52.16 

47.84 

4 

3 

2 

1 

- 

- 

15 

36 

10 

1 

62 

1116 

492 

624 

44.09 

55.91 

3 

- 

1 

- 

1 

8 

9 

6 

24 

456 

175 

281 

38.38 

61.62 

- 

- 

. 

- 

6 

6 

- 

11 

220 

65 

155 

29.65 

70.46 

. 

- 

- 

- 

1 

2 

. 

3 

63 

16 

47 

26.40 

74.60 

1 

- 

- 

2 

1 

4 

88 

26 

62 

29.66 

70.45 

- 

- 

- 

- 

1 

23 

12 

11 

62.17 

47.83 

- 

- 

- 

- 

1 

24 

7 

17 

29.17 

70.83 

- 

- 

- 

- 

- 

25 

1 

24 

4.00 

96.00 

. 

" 

- 

- 

" 

1 

26 

8 

18 

30.77 

69.23 

. 

. 

. 

6  280 

82  429 

^ 

88  709 

255  387 

189070 

66  317 

74.03 

25.97 

- 

^ 

523 

33104 

21988 

66  615 

424  032 

274  741 

149  291 

64.79 

35.21 

435 

168 

41 

14 

4 

- 

43 

2  954 

6  520 

662 

1 

10179 

122  702 

69  738 

52  964 

56.84 

43.16 

23 

29 

20 

8 

8 

2 

2 

3 

0^ 

238 

88 

5 

427 

7178 

3411 

3  767 

47.62 

62.48 

1 

1 

• 

- 

- 

- 

4 

5 

2 

- 

11 

249 

70 

179 

28.11 

71.89 

459 

198 

61 

22 

12 

2 

2 

6849 

118689 

28  746 

762 

6  1 

154  941 

809  548 

272  518 

33.66 

>049 

2  376 

793 

308 

180 

32 

34 

18 

i 

0 

326830 

202  410 

8706 

84 

— 

— 

537030 

66.34 

5 2  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Wenn  nämlich  die  Anzahl  der  Kinder  nur  i  war,  betrugen  die  Sterbefälle 
14.3*^/0,  bei  2  Kindern  dagegen  19.3^/0,  bei  3  K.  24.4^/0,  bei  4  Kindern 
27,6^/0  u.  s.  w.  Hieraus  darf  man  aber  nicht  die  Folgerung  ziehen,  dass 
die  Sterblichkeit  selbst  immer  höher  sein  sollte  mit  der  steigenden  Anzahl 
von  Kindern.  Es  kommt  die  Ehedauer  in  Betracht,  welche  in  dem 
Censusbericht  von  Massachusetts  nicht  angegeben  ist.  Supponiert  man 
bei  einer  Anzahl  von  bezw.  i,  2,  3  u.  4  Kindern  dieselbe  durchschnitti 
liehe  Ehedauer  für  Massachusetts,  wie  aus  der  Berliner  Volkszählung  von 
1885  hervorgeht  (vergl.  unten  %  10),  d.  h.  bei  i  Kind  durchschnittlich 
ungefähr  7.5  Jahre,  bei  2  Kindern  lo.i  J.,  bei  3  K.  12. i  J.  und  bei  4 
Kindern  13.7  Jahre,  ergeben  sich  als  durchschnittliche  Sterblichkeits- 
quotienten bei  einkinderigen  Ehen  1.9*^/0,  bei  zweikinderigen  1.9^/0,  bei 
dreikinderigen  2.0%  und  bei  vierkinderigen  2.0%.  Wenn  man  indessen 
statt  der  BerlinerziflFern  die  aus  der  Volkszählung  in  New  South  Wales 
resultierenden  Verhältniszahlen  anwendet,  wird  das  durchschnittliche  Sterb- 
lichkeitsprozent etwas  verschieden.  Zufolge  der  in  Part  V,  S.  440 — 441 
mitgeteilten  Angaben  berechnet  sich  nämlich  die  mittlere  Ehedauer  bei 
den  einkinderigen  Ehen  auf  6.70  Jahre,  bei  den  zweikinderigen  auf  9.20 
und  bei  den  dreikinderigen  auf  11.84  Jahre.  Dies  gibt  einen  durchschnitt- 
lichen Sterblichkeitsquotienten  von  bezw.  2.13,  2.10  und  2.06  Prozent. 
Überhaupt  wird  man  ohne  Angabe  der  Ehedauer  oder  besser,  der  Geburts- 
zeit der  Kinder,  keine  Schlussfolgerungen  in  Bezug  auf  die  Sterblichkeit 
aus  den  betreifenden  Tabellen  ziehen  können. 

Beim  Vergleich  der  Gesamtzahl  der  Mütter,  welche  bezw.  i,  2,  3 
u.  s.  w.  Kinder  überhaupt  gehabt  hatten,  mit  der  Gesamtzahl  der  Mütter 
mit  der  entsprechenden  Anzahl  von  lebenden  Kindern  ergeben  sich  die 
nachstehenden  Verhältniszahlen,  wenn  die  Anzahl  der  ersteren  auf  icxxd 
gesetzt  wird. 


Mütter  mit  der  untenstehenden 

Mütter  mit  der  untenstehenden 

Anzahl  Kinder  überhaupt 

Anzahl  lebender  Kinder 

I  Kind            I  000 

I   Kind              I  326 

2  Kinder         i  000 

2  Kinder         i  237 

3       »              1 000 

3       »              1113 

4       »              1 000 

4       »                 982  , 

5       »              1 000 

S       »                852 

6      »              1 000 

6      »                674 

6  u.  mehr       i  000 

6  u.  mehr         416 

Hiermit  sind  zu  vergleichen  die  oben  S.  33  berechneten  analogischen 
Verhältniszahlen  für  Ungarn,  womit  sie  annäherungsweise  in  Übereinstim- 
mung sind. 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


53 


Aus  dem  zu  Anfang  dieses  Paragraphen  citierten  Artikel  im  »Journal 
of  the  Institute  of  Actuaries«  entnehme  ich  noch  die  nachstehenden  An- 
gaben fiir  eine  Anzahl  Quäkerfamilien  in 

Connecticut. 


Anzahl 

der 
Kinder 

i      Series  I 

1 
1 

Series  III 

Zusammen 

1        Prozent- 
verhältnis der 
fruchtbaren 
Ehen 

0 

24 

38 

62 

- 

I 

»30 

97 

227 

10.72 

2 

122 

124 

246 

11.62 

3 

'34 

110 

244 

".53 

4 

III 

no 

221 

10.44 

5 

106 

121 

227 

10.72 

6 

85 

88 

»73 

8.17 

7 

9« 

84 

175 

8.27 

8 

81 

83 

164 

775 

9 

n 

72 

'49 

7.04 

10 

58 

61 

"9 

5.62 

II 

23 

40 

63 

2.98 

12 

24 

26 

50 

2.36 

13 

'5 

'S 

30 

1.42 

14 

6 

7 

13 

0.61 

'5 

2 

4 

6 

0.28 

16 

2 

3 

5 

0.24 

17 

2 

I 

3 

0.14 

18 

2 

- 

2 

0.09 

19  u.  mehr 

- 

- 

- 

- 

Ï-5 

603 

562 

1  165' 

55.03 

6—10 

392 

388 

780 

36.85 

11-15 

70 

92 

162 

7.65 

16  u.  mehr 

6 

4 

10 

0.47 

Gesamtzahl  der 
fruchtbaren  Ehen 

1 

I  071 

1  046 

2  117 

100.00 

(Gesamtzahl  der  Kinder) 

(5  776) 

(5928) 

(11  704) 

- 

Vergleichen  wir  diese  Ziffern  mit  den  entsprechenden  englischen, 
finden  wir,  dass  die  Anzahl  der  kinderreicheren  Ehen  in  Connecticut 
geringer  war  als  in  England, 


54 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


S  8. 

Fortsetzung  der  allgemeinen  Übersicht. 

Brasilien:    Rio  de  Janeiro,  Alagoas.    Argentinische  Republik: 

Buenos  Ayres.'    Tucuman. 

In  Brasilien  wurden  bei  der  Volkszählung  von  1890  sehr  detaillierte 
und  interessante  Angaben  über  die  Kinderzahl  erhoben.  Ein  besonderes 
Interesse  knüpft  sich  daran,  dass  die  statistischen  Tabellen  sowohl  die 
Gesamtzahl  der  Kinder  als  die  Zahl  der  noch  lebenden  Kinder  ausweisen 
und  zu  einer  Vergleichung  der  entsprechenden  französischen  Angaben 
(welche  nur  die  noch  lebenden  Kinder  berücksichtigen)  mit  den  Angaben 
für  andere  Länder  einen  nicht  zu  unterschätzenden  Beitrag  liefernd 

In  der  umstehenden  Tabelle  habe  ich  die  Resultate  der  mir  zu  Gebote 
stehenden  Censusberichte  zusammengestellt. 


A)  District  Fédéral 
(Rio  de  Janeiro) 

B)  Prov 

inz  Alagoas 

Verhältniszahlen  für  die 

Ehepaare 

nach  der 

Kinderzahl 

I.  Nach 

der 
Gesamt- 
zahl der 
Kinder 

2.  Nach  der 
Anzahl  der 
bei  der  Volks- 
zählung noch 
lebenden 
Kinder 

I.  Nach 

der 
Gesamt- 
zahl der 
Kinder 

2.  Nach  der 
Anzahl  der 
bei  der  Volks- 
zählung noch 
lebenden 
Kinder 

Familien  mit  Kindern 

Ai 

A2 

Bi 

B2 

0 

8897 

10  348  ? 

847s 

II  034 

- 

- 

- 

- 

1 
2 
3 
4 

5 

1      6116 

;  5256 

'  4590 

3976 

3420 

7990 
6660 
5222 
4192 
298s 

7512 
6845 
5692 
5392 
4  755 

9197 
8354 
7306 
6613 
5  777 

18.31 
'5.73 
'3.74 
11.90 
10.24 

25.00 
20.83 
16.34 
>3.'3 
9.34 

14.40 
13.12 
1092 
10.33 
9.1 1 

M.73 
Ï3.33 

11.64 

6 

l 

9 

10 

II  u.  mehr 

2724 

2IS4 
1624 
1225 
826 
I  SOI* 

2053 
1323 
747 
398 
222 
169 

4140 

3425 
3085 
2311 
2  112 
6902 

4346 
3050 
2  161 

1  2808 

!-'5 

6.45 
4.86 

3.67 
2.47 

4.48 

6.42 
4.14 
2.34 
1.24 
0.69 
0.53 

7.94 
6.56 

5.91 

4.43 

405 

'3.23 

8.76 

6.15 
4.36 

}5.66 

6 — 10 

23358 
8553 

27049 
4  743 

30196 
«5073 

37247 
9  557* 

69.92 
25.60 

84.64 
14.83 

57.88 
28.89 

75.08 
19.261 

Gesamtzahl 

der  Ehepaare 
mit  Kindern 

33412 

31  961 

52  171 

49612 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

Wenn  man  die  stehenden    Ehen  in  Rio  Janeiro,   Berlin  und  Kopen- 
hagen  untereinander   vergleicht,    wird   man   finden,    dass    die   Hauptstadt 

*  In  den  bezüglichen  Tabellen  findet  sich  auch  eine  Angabe  über  die  Anzahl  der  ge- 
storbenen Kinder  (Filhos  mortos).  Es  ist  mir  indessen  unklar,  wie  diese  Angaben  sich 
zu  den  Angaben  Über  sämtliche  Kinder  und  über  die  lebenden  Kinder  verhalten. 

2  Diese  verteilten  sich  auf  Ehepaare  mit  11  bis  15  Kindern  also:  566,  392,  214,  135  und 
85,  zusammen  i  392  Ehepaare  =  1.69,  1.17,  0.64,  0.40  und  0.25,  zusammen  4.15  o/^,, 
und  auf  Ehepaare  mit  16  bis  20  Kindern:  47,  18,  16,  9  und  7,  zusammen  97  Ehepaare 
=  0.29  Prozent;  dazu  kommen  noch  3  Ehepaare  mit  21  und  9  mit  22  und  mehr 
Kindern,  zusammen  12  Ehepaare  =  0.04  o/^. 

3  6—8  Kinder. 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  55 

Brasiliens  wesentlich  höhere  Prozentzahlen  als  die  beiden  anderen  Haupt- 
städte für  Familien  mit  einer  grösseren  Kinderzahl  aufweist.  Unter  100 
Ehepaaren  mit  Kindern  hatten  in  Rio  Janeiro  30.08  ^/o,  in  Berlin  24.52  *^/o 
und  in  Kopenhagen  24.04  ^/o  mehr  als  fünf  Kinder.  Mehr  als  10  Kinder 
hatten  in  Rio  Janeiro  4.48  ^/o,  in  Berlin  2.55  ^/o  und  in  Kopenhagen  2.48  ^/o. 

Beschränkt  man,  wie  man  es  in  Bezug  auf  die  französischen  Angaben 
tun  muss,  die  Vergleichung  auf  Familien  mit  noch  zur  Zeit  der  Zählung 
lebenden  Kindern,  findet  man  zwischen  Paris  und  Rio  Janeiro  einen  sehr 
bedeutenden  Unterschied.  Mehr  als  zwei  Kinder  hatten  im  Departement 
Seine  nur  30.3  ^/o  der  Familien,  in  Rio  Janeiro  dagegen  54.2  ^/o;  mehr  als 
fünf  Kinder  bezw.  3.08^/0  und  15.4^/0. 

Das  kinderreichste  Departement  Frankreichs,  nämlich  Corsica,  kann  in 
Bezug  auf  die  Prozentzahl  der  Familien  mit  mehr  als  zwei  Kindern  sich 
freilich  mit  dem  brasilianischen  Staat  Alagoas  messen,  indem  die  respek- 
tiven  Verhältniszahlen  63.4  und  64.8  ^/o  ausmachten.  In  Bezug  auf  die 
Familien  mit  mehr  als  fünf  Kindern  zählte  jedoch  Corsica  nur  14^/0  der 
Familien,  Alagoas  dagegen  25  ^/o. 

Es  mag  in  dieser  Verbindung  bemerkt  werden,  dass  die  Bevölkerung 
des  District  fédéral  von  Rio  Janeiro  und  des  Staates  Alagoas  auf  folgende 
Weise  nach  Rassen  im  Jahre  1890  verteilt  war. 

Rio  Janeiro:  Branca  (Weisse):  195380  Männer  und  126 913  Frauen, 
Prêta  (Schwarze)  ^  29066  und  34969,  Cabacla  (Indianer)  ^  8652  und  8612, 
Mestiça  (Mestizen)  54392  und  57575,  insgesamt  287490  M.  und  228069 

F-  =  515559- 

Alagoas:  Weisse:  78312  u.  80615,  Schwarze:  25162  u.  26701, 
Indianer:  46212  u.  47913,  Mestizen  100794  u.  105731,  insges.  250480 
u.  260  960  =511  440. 

Die  statistischen  Jahrbücher  für  die  Stadt  Buenos  Ayres  enthalten  seit 
1893  sehr  interessante  Angaben  über  die  Reihenfolge  der  Geburten.  Diese 
Angaben  sind  um  so  wertvoller,  als  sie  zugleich  nach  der  Nationalität  der 
Mütter  unterscheiden  und  somit  die  für  viele  Länder  noch  fehlenden  An- 
gaben in  dieser  Beziehung  gewissermassen  ausfüllen.  Indem  ich  auf  die 
dabei  auch  gelieferten  Spezifikationen  in  Bezug  auf  das  Alter  der  Mütter 
aufmerksam  mache,  teile  ich  hier  zuerst  das  Gesamtresultat  der  bisher  (für 
die  Jahre  1893 — 1901)  veröffentlichten  Angaben  mit.  Die  illegitimen 
Kinder  sind  mit  einbegriffen;  unter  einer  Gesamtzahl  von  32589  Kindern 
waren  z.  B.  1899  5  130  illegitime. 


^  Im  betreffenden  Censusbericht  S.  32  steht  fehlerhaft  »Prêta«  mit  »Indiennec  und  »Cabacla« 
mit  > Noire«  übersetzt. 


56 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Gesamtübersicht  über  die  in  Buenos  Ayres  in  den  Jahren  1893 — 1901 
stattgefundenen  legitimen  und  illegitimen  Geburten  nach  der  Geburten- 
folge der  Kinder  und  der  Nationalität  der  Mütter. 


Nummer 

der 
Geburten 

1  Argen- 
1  tinische 

1 
1 

Italieni- 
sche 

Spani- 
sche 

Franzö- 
sische 

Urugu- 
ayische 

Englische 

Deutsche 

Sonstige 

und 

unbekannte 

Naüonalität 

Insgesamt 

1 

14211 

14  861 

6  281 

1953 

1558 

410 

862 

1624 

40750 

2 

12  784 

17488 

6938 

2186 

1459 

882 

857 

1477 

48020 

8 

10  426 

17494 

6  287 

1728 

1180 

816 

806 

1222 

38909 

4 

8158 

16  808 

5  486 

1816 

879 

284 

219 

893 

33437 

5 

6  699 

12  250 

8  767 

802 

589 

176 

146 

611 

23  990 

6 

4196 

9  818 

2  672 

571 

408 

118 

84 

410 

17771 

7 

2802 

6184 

1731 

838 

289 

76 

58 

286 

11606 

8 

1947 

4161 

1168 

178 

190 

86 

87 

171 

7887 

9 

1221 

2  866 

719 

111 

119 

80 

17 

102 

4684 

10 

819 

1472 

479 

94 

104 

21 

9 

66 

8064 

11 

464 

771 

291 

42 

51 

12 

6 

40 

1667 

12 

878 

528 

184 

21 

80 

7 

2 

26 

1171 

18 

191 

261 

87 

14 

28 

1 

1 

18 

591 

14 

111 

188 

66 

10 

10 

2 

. 

18 

885 

16 

60 

88 

88 

2 

10 

1 

1 

7 

202 

16 

80 

40 

24 

6 

6 

. 

4 

110 

17 

22 

15 

6 

2 

8 

- 

4 

52 

18 

16 

17 

18 

2 

1 

. 

2 

51 

19 

7 

8 

1 

1 

2 

- 

8 

22 

20 

2 

6 

6 

- 

1 

- 

14 

21 

6 

2 

. 

1 

. 

, 

8 

22 

2 

1 

1 

. 

. 

. 

4 

23 

8 

- 

4 

- 

- 

- 

7 

24 

- 

- 

1 

. 

. 

. 

1 

25 

- 

- 

1 

- 

- 

- 

1 

Rekapitu- 
lation 

1—5 

51278 

77886 

28  709 

7988 

5  565 

1518 

1390 

5  827 

180106 

6-10 

10  984 

28  450 

6  769 

1287 

1060 

274 

205 

985 

45014 

11—16 

1189 

1826 

656 

89 

124 

23 

10 

99 

4016 

16-20 

77 

86 

49 

11 

18 

. 

• 

18 

249 

21—26 

10 

8 

7 

1 

. 

- 

. 

. 

21 

Unbekannt 

851 
68  889 

222 

181 

71 

82 

3 

12 

86  784 

87606 

Zusammen 

103  428 

86  321 

9  442 

6  794 

1818 

1617 

48  706 

267012 

1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL,  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


57 


In  Prozenten  der  Gesamtzahlen  verteilten  sich  die  Geburten  (mit  Aus- 
nahme derjenigen  von  unbekannten  Nummern  in  der  Reihe)  folgender- 
massen: 


Nummer 

der 
Geburten 

Argen- 
tinische 

Italieni- 
sche 

Spani- 
sche 

Franzö- 
sische 

Urugu- 
ayische 

Englische 

Deutsche 

Sonstige 

und 

unbekannte 

Nationalität 

Insgesamt 

1 

22.37 

13.91 

17.36 

20.84 

23.04 

22.69 

22.66 

23.46 

17.76 

2 

20.12 

16.90 

19.17 

28.32 

21.68 

21.06 

22.24 

21.33 

18.75 

3 

16.41 

16.96 

17.37 

18.44 

16.71 

17.41 

19.07 

17.66 

16.% 

4 

12.84 

16.80 

16.02 

14.03 

13.00 

12.89 

13.66 

12.90 

14.68 

5 

8.97 

11.87 

10.41 

8.66 

7.97 

9.70 

9.10 

8.82 

10.46 

6 

6.60 

9.03 

7.33 

6.09 

6.Ö3 

6.23 

6.23 

6.93 

7.76 

7 

4.41 

6.94 

4.78 

8.66 

3.64 

4.13 

3.61 

3.41 

6.06 

8 

3.06 

4.03 

3.23 

1.90 

2.81 

1.93 

2.31 

2.47 

3.44 

9 

1.92 

2.29 

1.99 

1.18 

1.76 

1.66 

1.06 

1.47 

2.04 

10 

1.29 

1.43 

1.32 

1.00 

1.64 

1.16 

0.66 

0.96 

1.34 

11 

0.71 

0.76 

0.80 

0.46 

0.76 

0.66 

0.37 

0.68 

0.73 

12 

0.69 

0.61 

0.61 

0.22 

0.44 

0.39 

012 

0  38 

0.61 

13 

0.30 

0.26 

0.24 

0.16 

0.34 

0.06 

0.06 

0.19 

0.26 

U 

0.17 

0.18 

0.16 

0.11 

0.16 

0.1 1 

0.19 

0.17 

16 

0.09 

0.08 

0.11 

0.02 

0.16 

0.06 

0.06 

0.10 

0.09 

16 

0.06 

0.04 

0.07 

0.06 

0.09 

0.06 

0.06 

17 

0.03 

0.01 

0.02 

0.02 

0.04 

0.06 

0.02 

18 

0.03 

0.02 

0.04 

0.02 

0.01 

0.03 

0.02 

19 

0.01 

0.01 

0.00 

0.01 

0.08 

0.04 

O.Ol 

20 

0.00 

0.01 

0.01 

- 

0.01 

- 

O.Ol 

21 

0.01 

0.00 

0.01 

. 

. 

0.00 

22 
23 

jo.01 

0.00 

0.02 

: 

- 

: 

0.00 
0.00 

24 

- 

- 

- 

- 

- 

0.00 

26 

- 

- 

- 

- 

- 

0.00 

Rekapitu- 
lation 

1-6 

80.706 

76.422 

79.329 

86.189 

82.298 

83.637 

86.604 

84.166 

78.509 

6-10 

17.287 

22.723 

18.703 

13.734 

16.676 

16.096 

12.773 

14.226 

19.622 

11—16 

1.871 

1.769 

1.813 

0.949 

1.834 

1.267 

0.623 

1.430 

1.751 

16-20 

0.121 

0.083 

0.136 

0.117 

0.192 

0.000 

0.000 

0.188 

0.109 

21—26 

0.016 

0.003 

0.019 

0.011 

0.000 

0.000 

0.000 

0.000 

0.009 

Insgesamt 

100.000 

100.000 

] 

00.000 

100.000 

100.000 

100.000 

100.000 

100.000 

100.000 

58  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Vergleicht  man  die  obigen  für  sämtliche  Nationalitäten  überhaupt  an- 
geführten Prozentzahlen  mit  den  in  den  voranstehenden  Paragraphen  für 
verschiedene  Länder  und  Städte  mitgeteilten,  wird  man  bemerken,  dass, 
im  Gegensatz  zu  den  übrigen,  wo  das  Maximumsprozent  bei  der  ersten 
Geburt  entfällt,  dies  in  Buenos  Ayres  bei  der  zweiten  Geburt  der  Fall  ist. 
Die  Ursache  dieses  Unterschieds  liegt  offenbar  in  der  enormen  Emigration, 
welche  in  diese  Stadt  von  fremden  Ländern  aus  stattfindet,  indem  es  sich 
wohl  denken  lässt,  dass  sich  unter  den  Emigranten  viele  junge  Ehepaare, 
welche  schon  ihr  erstes  Kind  gehabt  haben,  vorfinden.  Dass  der  besagte 
Unterschied  mit  der  Emigration  in  Zusammenhang  steht,  geht  zuerst  aus 
der  Vergleichung  der  betreffenden  Prozentzahlen  für  argentinische  Mütter 
und  die  am  zahlreichsten  repräsentierten  fremden  Nationalitäten,  zumal  die 
italienische  und  spanische,  hervor.  Die  uruguayischen  Mütter  stehen  in 
dieser  Beziehung  den  argentinischen  sehr  nahe,  und  wenn  auch  fiir  die 
englischen  und  deutschen  Mütter  das  Maximumsprozent  bei  der  ersten 
Geburt  entfällt,  muss  dies  besonderen  Umständen,  z.  B.  einer  verschieden- 
artigen Berufsgruppierung,  zugeschrieben  werden.  Wenn  übrigens  das 
besprochene  Verhältnis  zwischen  einheimischen  und  fremden  Müttern  durch 
das  S.  44  nachgewiesene  z.  T.  analoge  Verhältnis  für  Massachusetts  be- 
stätigt zu  werden  scheint,  ist  hierbei  jedoch  zu  bemerken,  dass  die  für 
diesen  Staat  angeführten  Ziffern  die  stehende  Bevölkerung  betreffen,  woraus 
folgt,  dass  unter  den  von  fremden  Müttern  geborenen  Kindern  auch  die 
vor  der  Einwanderung  geborenen  einbegriffen  sind. 

Wir  notieren  in  dieser  Verbindung,  dass  die  Bevölkerung  der  Stadt 
Buenos  Ayres  am  lo.  Mai  1895  sich  folgender  Weise  auf  die  wichtigsten 
Nationalitäten  verteilte: 

Argentinische.    .   .    .  318  361 
Fremde 345  493 


Summa   663  854  ^ 

Unter  der  Fremdenbevölkerung  im  Jahre  1896  (im  ganzen  339948) 
waren  181 693  Italiener,  80352  Spanier,  33185  Franzosen,  18976  Urugayer, 
6838  Engländer,  5297  Deutsche,  3057  Oesterreicher,  2  829  Schweizer, 
u.  s.  w. 

Unter  den  fremden  Nationalitäten  waren  die  zahlreichen  Familien  am 
meisten  bei  den  Italienern  und  Spaniern,  am  wenigsten  bei  den  Deutschen 
und  Franzosen  vertreten.    Um  dieses  Verhältnis  zu  beurteilen,  müsste  man 


i  Annuaire  statistique  1895  S.  XXXVI  und  XLVI. 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


59 


indessen  wissen,  wie  die  respektiven  Nationalitäten  in  sozialer  Beziehung 
gruppiert  sind;  wahrscheinlich  sind  bei  der  italienischen  Einwanderung  die 
Arbeiter,  bei  der  deutschen  die  Kaufleute  und  Handwerker  verhältnis- 
mässig am  stärksten  repräsentiert. 

Da  die  hier  besprochenen  Angaben  schon  für  eine  Reihe  von  Jahren 
mitgeteilt  sind,  dürfte  eine  Zusammenstellung  der  Resultate  für  die  früheren 
und  späteren  Jahre  in  der  Reihe,  um  den  möglichen  Entwickelungsgang 
ersichtlich  zu  machen,  nicht  ohne  Interesse  sein.  Zu  diesem  Zweck  sind 
in  umstehender  Tabelle  (S.  60—61)  die  Jahre  a)  1893—1895,  b)  1896—1898 
und  c)  1899—1901  zusammengestellt. 

Für  sämtliche  Nationen  überhaupt  stellte  sich  das  Verhältnis  wie 
folgt: 


Nummer  der 
Geburteo 

a)  1 893-1 895 

b)  1896-189S 

c)  1899-1901 

1-5 

6—10 

11-15 

16—20 

21—25 

79-956 

18.038 

1.864 

0-133 
0.009 

78.483 

19.701 

1.693 

0.115 

0.008 

77.338 

20.858 

1.711 

0.082 

0.011 

Insgesamt 

100.000 

100.000 

100.000 

Und  für  die  am  meisten  hervortretenden  Nationalitäten: 


Nummer 

der 
Geburten 


Argentinische 


3)1893-1895  b)  1896- 1898  c)  1899- 1901 


Italienische 


a)  1893- 1895  b)  1896- 1898  c)  1 899- 1 901 


1—5 

6 — 10 

11-15 

16  u.  mehr 


Summe 


80,961 

16.701 

2.156 

0.182 


80.758 

17.254 

1.861 

0.127 


80.465 

17.757 
1.666 

0.112 


100.000 


100.000 


100.000 


77.602 

20.489 

1.811 

0.098 


100.000 


75-279 

22.953 
1.686 

0.082 


100.000 


73.749 

24.356 

1.814 

0.081 


100.000 


Nummer 
der 

Uruguayische 

Spanische 

Geburten 

a) 1893-1895 

1 

b)  1896-1898 

c)i899-i90i 

3)1893-1895 

b)i896-i898 

c)i899-i90i 

1-5 

6—10 

11-15 

16  u.  mehr 

80.907 

16.213 

2.560 

0.320 

82.267 

15-467 

2.044 

0.222 

83.314 

15.472 

1.138 

0.076 

81.174 

16.867 

1.788 

0.I7I 

100.000 

79-595 
18.452 

I-731 
0.222 

77-490 

20.521 

1.91 1 

0.078 

Summe 

100.000 

100.000 

100.000 

100.000 

100.000 

6o 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Die  in  den  Jahren  a)  1893— 1895,  b)  1896 — 1898  und 
nach  der  Geburtenfolge  der  Kinder 


Nummer 

Argentinische 

Italienische 

Spanische 

Französische 

der 

Geburten 

a)  1893 
-1896 

b)1896 
—1898 

c)1899 
—1901 

a 

b 

^ 

a 

b 

c 

a 

b 

c 

1 

1   8957 

4  862 

5  892 

8  978 

6156 

5  218 

2076 

— 
1984 

■ 
2  221 

768 

612 

678 

2 

1   3682 

4144 

4  958 

5  236 

5  987 

6216 

2  810 

2  273 

2  865 

811 

789 

635 

B 

3064 

8  403 

8  959 

6  707 

5  794 

5  998 

2038 

2149 

2105 

584 

664 

660 

4 

2390 

2  856 

2  912 

5188 

6  681 

6  489 

1588 

1961 

1887 

481 

465 

419 

5 

1586 

1922 

2191 

8  727 

4116 

4  408 

1026 

1291 

1450 

258 

251 

288 

6 

1187 

1486 

1622 

2588 

8  279 

8  451 

718 

901 

1063 

176 

197 

193 

7 

717 

942 

1148 

1619 

2142 

2878 

482 

585 

714 

92 

117 

124 

8 

566 

633 

749 

1038 

1466 

1657 

825 

394 

449 

60 

68 

60 

9 

860 

398 

468 

620 

774 

971 

206 

256 

267 

85 

39 

87 

10 

249 

268 

807 

427 

490 

555 

146 

163 

180 

88 

83 

28 

11 

148 

143 

163 

221 

235 

.  815 

95 

86 

110 

16 

12 

14 

12 

128 

127 

128 

180 

182 

166 

52 

61 

71 

8 

7 

6 

18 

60 

60 

71 

71 

98 

97 

18 

85 

84 

4 

6 

U 

42 

89 

80 

57 

62 

64 

22 

16 

19 

4 

8 

16 

18 

27 

16 

27 

27 

29 

12 

18 

18 

2 

- 

16 

13 

10 

7 

14 

11 

15 

9 

10 

5 

5 

17 

9 

7 

6 

5 

6 

5 

4 

2 

- 

18 

5 

4 

7 

4 

8 

5 

8 

9 

19 

2 

3 

2 

2 

4 

2 

. 

20 

1 

1 

- 

4 

- 

2 

8 

21 

2 

1 

2 

1 

. 

, 

22 

- 

- 

2 

- 

1 

. 

28 

1 

1 

1 

- 

- 

8 

24 

- 

- 

- 

- 

- 

. 

25 

- 

• 

- 

- 

- 

- 

1-5 

14  679 

17187 

19412 

23  881 

26  782 

27273 

9  088 

9  658 

10018 

2  847 

2  651 

2485 

6-10 

3  028 

8  672 

4  284 

6292 

8151 

9007 

1877 

2  289 

2  668 

396 

444 

447 

11—16 

891 

896 

402 

656 

599 

671 

199 

210 

247 

84 

28 

27 

16—20 

30 

26 

22 

29 

28 

29 

18 

24 

7 

6 

8 

2 

21—25 

3 

2 

5 

1 

1 

1 

1 

8 

8 

1 

• 

. 

Unbekannt 

170 

111 

70 

86 

58 

78 

51 

88 

47 

40 

17 

14 

Zusammen 

18  301 

21393 

24195 

30  795 

35  569 

87059 

11179 

12167 

12975 

3824 

8148 

2975 

1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


61 


c)  1899— 1901  ^°  Buenos  Ayres  stattgefundenen  Geburten 
und  der  Nationalität  der  Mütter. 


Uruguayische 

Englische 

Deutsche 

Sonstige  und  unbe- 
kannte Nationalität 

Insgesamt 

a 

b 

c 

a 

b 

c 

a 

b 

c 

a 

b 

c 

a 

b 

c 

428 

542 

688 

144 

185 

181 

118 

134 

115 

594 

587 

443 

12058 

14  011 

14  681 

880 

484 

595 

143 

109 

180 

122 

131 

104 

584 

508 

435 

18  218 

14  875 

15  427 

821 

871 

438 

106 

113 

97 

91 

117 

98 

409 

406 

407 

12  315 

12  987 

18  657 

254 

278 

847 

75 

88 

71 

66 

70 

88 

276 

819 

298 

10263 

11718 

11456 

184 

176 

229 

47 

64 

65 

40 

58 

48 

178 

197 

286 

6991 

8074 

8925 

124 

125 

159 

84 

86 

48 

27 

34 

23 

127 

140 

143 

4  981 

6148 

6  692 

68 

84 

87 

84 

21 

20 

24 

19 

15 

69 

76 

91 

3105 

8  936 

4  567 

58 

66 

71 

11 

15 

9 

9 

16 

12 

57 

56 

58 

2118 

2  704 

3065 

27 

49 

48 

9 

7 

14 

2 

4 

11 

39 

31 

82 

1298 

1558 

1828 

82 

24 

48 

6 

11 

4 

4 

1 

4 

24 

20 

22 

921 

995 

1148 

17 

20 

14 

1 

6 

5 

8 

2 

18 

9 

18 

517 

514 

636 

11 

18 

6 

8 

9 

7 

10 

397 

898 

886 

8 

8 

7 

1 

8 

6 

4 

165 

209 

217 

5 

4 

1 

1 

8 

5 

- 

139 

129 

117 

7 

1 

2 

• 

4 

- 

3 

71 

68 

68 

3 

8 

- 

- 

2 

2 

44 

86 

30 

2 

- 

1 

- 

- 

3 

21 

15 

16 

- 

1 

- 

- 

2 

- 

12 

26 

18 

- 

l 

1 

- 

1 

1 

7 

9 

6 

1 

- 

• 

- 

*- 

7 

4 

8 

- 

, 

. 

. 

. 

4 

1 

8 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

1 

2 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

4 

2 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

1517 

1851 

2197 

515 

509 

494 

432 

510 

448 

1991 

2  017 

1819 

54  845 

61115 

64146 

804 

348 

408 

94 

90 

90 

66 

74 

65 

816 

823 

846 

12  378 

15  341 

17300 

48 

46 

80 

6 

7 

10 

8 

5 

2 

42 

27 

80 

1279 

1818 

1419 

6 

5 

2 

. 

- 

- 

- 

- 

- 

2 

5 

6 

91 

90 

68 

- 

- 

- 

- 

-' 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

6 

6 

9 

17 

4 

11 

1 

- 

2 

8 

6 

8 

9  501 

12  885 

14  898 

9  869 

12  614 

15123 

1892 

2254 

2  648 

616 

606 

596 

504 

595 

618 

11852 

14  757 

17099 

78463 

90  484 

98065 

62 


A.   N.   KIÆR. 


H..F.  Kl. 


Wie  man  aus  diesen  Ziffern  sehen  wird,  ist  bei  den  argentinischen 
Müttern  kein  grosser  Unterschied  zwischen  den  hier  angeführten  Dreijahrs- 
perioden in  Bezug  auf  die  Prozentzahlen  der  Kindergruppe  i  bis  5  zu 
bemerken.  Bei  den  italienischen  und  spanischen  Müttern  zeigt  sich  dagegen 
für  dieselbe  Gruppe  ein  ausgeprägtes  Abnehmen,  während  bei  den  urugu- 
ayischen das  Umgekehrte  der  Fall  ist. 

Diese  Erscheinungen  stehen  vielleicht  in  Verbindung  mit  den  Ein- 
wanderungsverhältnissen und  der  damit  in  Zusammenhang  stehenden  rela- 
tiven Anzahl  von  jüngeren  Ehepaaren.  Als  eine  Andeutung  darf  in  dieser 
Beziehung  die  Zunahme  der  Gesamtzahl  der  Geburten  vielleicht  angesehen 
werden.  Während  nämlich  (nach  der  Tabelle  S.  60 — 61)  zwischen  den 
Jahren  1893/95  und  1899/1901  die  Gesamtzahl  der  Geburten  mit  25^/0 
zugenommen  hat,  zeigen  die  Geburten  von  argentinischen  Müttern  eine 
Zunahme  von  32^/0,  die  italienischen  von  nur  20^/0,  die  spanischen  von 
16^/0,  die  urugayischen  dagegen  von  41^/0.  Dies  weist  offenbar  darauf 
hin,  dass  die  italienische  und  spanische  Ansiedelung  in  der  Stadt  Buenos 
Ayres  während  des  hier  behandelten  Zeitraums  nicht  so  stark  zugenommen 
hat,  als  die  uruguayische  und  die  einheimische  Bevölkerung. 

Während  das  hier  besprochene  Verhältnis  der  Geburtsgruppe  i — 5 
also  wahrscheinlich  durch  Wechslungen  in  Bezug  auf  die  Zuwachsverhält- 
nisse, und  namentlich  von  der  wechselnden  relativen  Anzahl  der  jüngeren 
Ehepaare  bedingt  ist,  ergibt  es  sich  aus  den  angeführten  Berechnungen, 
dass  die  Prozentzahlen  der  sehr  kinderreichen  Familien  sich  fast  ausnahms- 
los fortwährend  vermindert  haben.  Die  Prozentzahlen  für  die  Mütter, 
welche  mit  ihrem  i6ten  oder  noch  höher  nummerierten  Kind  niederkamen, 
bezifferten  sich  nämlich  wie  folgt: 


1893-1895 
1896— 1898 
1899— 1901 


ArgentiDische 

0.182 
0.127 
O.II2 


Italienische 

0.098 
0.082 
0.081 


Spanische 

O.I71 
0.222 
0.078 


Uruguayische 

0.320 
0.222 
0.076 


Sämtliche 

0.142 
0.123 
0.093 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  63 


Wir  schliessen  diesen  Abschnitt  mit  nachstehenden  Angaben  über  die 
in  dem  argentinischen  Staat  Tucuman  im  Jahre  1898  stattgefundenen 
Geburten. 


Nummer 

der 

Eheliche 

Uneheliche 

Geburten- 

Kinder 

Kinder 

folge 

I 

790 

305 

2 

954 

236 

3 

I  OOf) 

249 

4 

893 

150 

5 

652 

86 

6 

495 

65 

7 

350 

40 

8 

250 

19 

9 

145 

10 

10 

III 

5 

II 

42 

4 

12 

63 

3 

•3 

16 

3 

14 

II 

- 

15 

I 

- 

16 

2 

" 

Sämtliche 
Kinder 


Nummer 

der 
Geburten- 
folge 


Eheliche 
Kinder 


1—5 
6—10 
II— 15 

15  u.  mehr 
Unbekannt 


4298 
1351 

«33 
2 

379 


Uneheliche 
Kinder 


I  026 

10 

2502 


Insgesamt       6  163  |      3  677 
Prozentverhältnisse 


Sämtliche 
Kinder 


5324 
1490 

M3 
2 

2881 


9840 


1095 

I  190  j 
I  258 
1043 
738 

560 

390 
269 

155 
116 

46 

66 

19 
II 

I 

2 


Bei  der  obigen  Prozentberechnung  haben  wir  indessen  nicht  berück- 
sichtigt, dass  unter  den  unehelichen  Kindern  2  502,  unter  den  ehelichen 
dagegen  nur  379  sich  ohne  Angabe  der  Nummer  fanden.  Dieser  Umstand 
übt  einen  merkbaren  Einfluss  auf  die  Prozentzahlen  für  sämtliche  Kinder. 
Verteilt  man  sämtliche  eheliche  Kinder  nach  den  Prozentverhältnissen  der- 
jenigen, deren  Nummer  in  der  Reihenfolge  bekannt  war  und  behandelt 
man  ebenso  die  unehelichen  Kinder,  gelangt  man  zu  nachstehenden  neuen 
Ziffern  : 


I 

13.658 

25.958 

«5-735 

2 

16.494 

20.085 

17.100 

3 

17445 

21.192 

18.077 

4 

15439 

12.765 

14.988 

5 

11.272 

7.3'9 

10.605 

'—5 

74.308 

87-3Ï9 

76.505 

6—10 

23358 

11.830 

21.411 

11-15 

2.299 

0.851 

2.055 

16  u.  mehr 

0.035 

0.000 

0.029 

Insgesamt 

100.000 

100.000 

100.000 

64 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Neue 

Nummer 

Eheliche 

Uneheliche 

SSmtliche 

Proxentzahlen 

fUr  sämtliche 

Kinder 

I 

842 

955 

1797 

18.262 

2 

1017 

738 

'755 

'7-835 

3 

1075 

779 

1854 

18.842 

4 

95' 

470 

I  421 

14.441 

5 

695 

269 

964 

9-797 

«-5 

4580 

3  211 

7791 

79177 

6-IO 

1       M39 

435 

1874 

19.045 

II-I5 

1            «42 

3« 

'73 

1.758 

16  u.  mehr 

2 

- 

2 

0020 

Summe 

'      6163 

3677 

9840 

100.000 

Vergleicht  man  die  neuen  Prozentzahlen  mit  den  obigen,  wird  man 
erkennen,  dass  die  unbekannten  Nummern,  wo  sowohl  dieselben  als  die 
Zahlen  der  unehelich  geborenen  Kinder  sehr  gross  sind,  dahin  wirken,  die 
relative  Anzahl  namentlich  der  Erstgeborenen  zu  niedrig  erscheinen  zu 
lassen.  Bei  den  Berechnungen  für  Buenos  Ayres  dürfte  jedoch  diese 
Wirkung  nicht  sehr  hervortretend  sein,  da  die  Anzahl  der  illegitimen  Kinder 
bedeutend  geringer  als  in  Tucuman  war  (vergl.  S.  55). 


S  9. 

Fortsetzung^  der  allgemeinen  Übersicht. 
Stidarabien. 

Die  Nativitäts-  und  Fr uchtbarkeits Verhältnisse  des  grössten  Weltteils 
unserer  Erde  sind  so  wenig  bekannt,  dass  jeder  Beitrag  dazu  von  Wert 
ist,  selbstverständlich  namentlich  unter  der  Voraussetzung,  dass  neue 
Beiträge  nach  und  nach  dazu  helfen  mögen,  die  Lücke  endlich  einmal 
annäherungsweise  auszufüllen. 

Von  diesem  Gesichtspunkte  aus  mögen  einige  neuerdings  von  Dr. 
Wilhelm  Hein  während  eines  Aufenthalts  in  Südarabien  herbeigeschaffte 
Angaben  hier  ihren  Platz  finden  und,  da  das  hierdurch  gegebene  Beispiel 
Nachahmung  zu  verdienen  scheint,  will  ich  darüber  etwas  ausRihrlicher 
berichten.     Wie    aus    den    einleitenden    Bemerkungen    der    betreffenden 


1904.   No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  65 

Schrift  (Ein  Beitrag  zur  Statistik  Südarabiens,  Separatabdr.  aus  Mitt.  der 
K.  K.  Geogr.  Gesellschaft  in  Wien  1903,  Heft  7  u.  8)  hervorgeht,  ver- 
dankt  man  die  betreffenden  statistischen  Erhebungen  der  Anregung  Sr. 
Excellenz  von  Inama  Sternegg,  welcher,  bevor  Dr.  Hein  im  Winter 
1901  seine  Reise  antrat,  ihm  einen  von  ihm  zusammengestellten  Frage- 
bogen für  statistische  Erhebungen  übergab  mit  dem  Wunsche,  dass  er 
nach  Tunlichkeit  den  statistischen  Verhältnissen  sein  Augenmerk  zuwenden 
möchte. 

Es  gelang  nun  Dr.  Hein  während  seines  etwas  mehr  als  zweimonat- 
lichen Aufenthaltes  in  Gischin,  dem  Hauptorte  des  Mahralandes,  erst  nach 
sechs  Wochen,  durch  täglichen  freundlichen  Umgang  das  Misstrauen  einiger 
Personen  derart  zu  beseitigen,  dass  sie  ihm  erklärten,  sie  wollten  ihm  alle 
nur  gewünschten  Aufschlüsse  verschaffen.  Indem  ich  in  Bezug  auf  die 
Art  und  Weise,  wie  dies  geschah,  auf  die  citierte  Schrift  hinweise,  teile 
ich,  unter  den  verschiedenen  interessanten  Angaben,  hier  nur  diejenigen 
mit,  welche  sich  auf  die  Fruchtbarkeitsverhältnisse  beziehen.  Wir  finden 
nämlich  die  folgende  Angabe  1)  über  die  arabischen  Familien  nach  ihrer 
Kinderzahl  und  2)  über  die  Häuser  nach  der  Zahl  der  Swahilikinder 
(Sklaven),  wonach  ich  die  hier  auch  angegebenen  Prozentzahlen  für  die 
Familien  mit  Kindern  berechnet  habe: 


! 

Kinderzahl 

Arabische  Familien. 

Häuser  nach  der  Zahl 
der  Swahilikinder. 

1 

Anzahl 

Prozenlver- 
hältnis 

Anzahl 

Prozentver- 
hältnis 

(0) 

(44) 

(16.48) 

(50) 

(27.17) 

1 

32 

14.35 

32 

23.88 

2 

44 

1973 

28 

20.90 

3 

65 

29-15 

34 

25-37 

4 

5» 

22.87 

32 

23.88 

5 

21 

9.42 

6 

4.48 

6 

3  ] 

I 

7 
8 

4 
2 

4.48 

I 

1.49 

9 

1 

-   . 

Insgesamt  mit  Kindern 

223 

100.00 

134 

100.00 

(Mit  u.  ohne  Kinder) 

(267) 

{ 100.00) 

(184) 

(100.00) 

Mit  diesen  Angaben  sind  am  nächsten  zu  vergleichen  die  obigen  für 
einzelne  Länder  (Frankreich,  Brasilien)  in  Bezug  auf  die  stehenden  Ehen, 
verteilt  nach  der  Anzahl  ihrer  zur  Volkszählungszeit  noch  lebenden  Kinder. 


Vid.-Selsk.  Skriiter.   H.  H.-F.  Kl.    190i.    No.  4. 


66  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Sie  stimmen  mit  denjenigen  für  den  brasilianischen  Staat  Alagoas  mitge- 
teilten recht  gut  überein.  Jedoch  waren  bei  den  arabischen  Familien,  und 
noch  mehr  bei  den  Swahilihäusern,  die  Familien  mit  fünf  oder  mehr  Kindern 
verhältnismässig  sparsam  vertreten. 


S  lo. 

Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  KinderzahL 

Berlin,  Oldenburg. 

Dass  die  Ehedauer  einen  entscheidenden  Einfluss  auf  die  Anzahl  der 
Kinder  ausüben  mu.ss,  liegt  auf  der  Hand,  und  wir  werden  deshalb  zuerst 
versuchen,  diesen  Einfluss  statistisch  zu  messen. 

Die  eingehendsten  Angaben  in  Bezug  hierauf  finden  wir  in  der  Berliner 
Volkszählung  von  1885  (siehe  die  Tabellen  VIII  3.  4  u.  5  im  ersten  Heft 
und  die  Einleitung  zum  zweiten  Heft,  S.  46  u.  f.).  In  diesen  Tabellen 
sind  jedoch  nur  die  Gruppen  bis  zu  7  Kindern  einzeln  aufgeführt,  die  mit 
8  u.  mehr  dagegen  zusammengefasst,  weil  von  Seiten  der  städtischen 
Deputation  die  möglichste  Kürzung  der  Tabellen  gewünscht  worden  war. 

Wir  entnehmen  aus  der  genannten  Einleitung  die  nachstehende  Pro- 
mille-Berechnung über  die  \'erteilung  der  Ehepaare  nach  Ehedauer  und 
Kinderzahl,  einschliesslicli  der  Ehepaare  ohne  Kinder.  Hier  finden  wir 
auch  die  Ehepaare  mit  8  Kindern  und  mehr  vollständig  specifiziert. 

(Siehe  Tabelle  S.  67.) 

Schon  aus  dieser  Tabelle  wird  man  einen  Überblick  über  den  Einfluss 
der  Ehedauer  in  Bezug  auf  die  Kinderzahl  der  fruchtbaren  Ehen  erhalten. 

Bei  einer  Ehedauer  von  o  bis  4  Jahren  hatten  die  meisten  Ehepaare 
mit  Kindern  nur  i  Kind.  In  der  nächsten  Ehedauergruppe  (5  bis  9  Jahre) 
trifft  dagegen  die  höchste  Anzahl  der  Ehepaare  bei  einer  Kinderzahl  von  3, 
und  in  den  folgenden  Gruppen  meistens  bei  einer  Anzahl  von  4  (teilweise 
3  und  5)  Kindern  ein. 

Der  Einfluss  der  Ehedauer  tritt  indessen  am  stärksten  hervor  in  Bezug 
auf  die  relative  Anzahl  der  Ehepaare  mit  einer  höheren  Kinderzahl.  So 
kamen  z.  B.  Ehepaare  mit  6  bis  10  Kindern  bei  einer  Ehedauer  von  o 
bis  4  Jahren  fast  gar  nicht  vor,  während  sie  in  der  nächsten  fünfjährigen 
Ehedauergruppe  mit  6.5,  in  der  folgenden  mit  24.6  Prozent  und  dann  bei 
einer  Ehedauer  von  15  bis  19  J.  mit  31.2  Prozent  vertreten  sind,  welches 
Verhältnis  darnach  auf  41  bis  42  Prozent  bei  einer  Ehedauer  von  45  Jahren 
u.  mehr  allmählich  steigt. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  (^^ 


Ehedauer  * 

Über- 

Kinderzahl 

0—4 

5-9 

10-14 

15-19 

20—24  25-29  30—34 

35— 39  40— 44  45-49'50— 54 

55-59 

60  u. 
mehr 

haupt 

0 

372.4 

172.5 

147.7 

132.3 

123.4 

118.1 

101.6 

114.8 

101.3 

109.1 

123.4 

83.3 

333.4 

204.4 

1 

326.5 

113.1 

83.4 

83.2 

79.0 

79.3 

65.7 

64.0 

57.1 

37.2 

72.3 

50.0 

. 

151.4 

2 

205.1 

179.3 

113.4 

98.2 

99.6 

99.5 

90.7 

82.9 

79.5 

82.7 

51.1 

83.3 

. 

146.0 

3 

76.8 

206,8 

135.6 

114.1 

110.0 

111.3 

106.3 

95.8 

89.9 

74.4 

72.3 

83.3 

. 

127.2 

4 

16,5 

166.7 

139.8 

117.0 

111.0 

110.3 

105.7 

101.8 

96.4 

86.4 

80.9 

116.7 

- 

104.3 

5 

2.5 

96.3 

126.4 

105.0 

104.1 

95.8 

105.9 

102.1 

86.9 

81.6 

93.6 

66.7 

333.3 

79.8 

6 

0.2 

43.4 

102.6 

96.9 

92.1 

94.8 

98,6 

95.1 

100.8 

118.8 

114.9 

66.7 

60.8 

7 

0.1 

14.9 

70.2 

76.4 

73.0 

73.6 

87.7 

84.3 

84.0 

75.6 

76.6 

100.0 

42.0 

8 

. 

5.3 

42.0 

63.1 

60.2 

58.8 

65.0 

70.9 

74.5 

99.5 

55.3 

83.8 

29.8 

9 

. 

1.3 

20.3 

48.7 

45.0 

45.8 

54.0 

57.7 

60.6 

68.4 

80.9 

116.7 

19.4 

10 

- 

0.8 

11.1 

31.7 

38.9 

42.4 

45.0 

46.7 

63.1 

58.8 

85.1 

50.0 

14.7 

11 

. 

0.1 

3.9 

15.8 

22.0 

21.2 

22.8 

26.4 

25.8 

37.2 

25.5 

50.0 

338.3 

7.2 

12 

. 

. 

2.4 

11.2 

17.2 

20.5 

23.5 

27.8 

29.3 

31.3 

34.0 

16.6 

. 

5.9 

13 

. 

- 

0.6 

4.9 

9.4 

10.2 

9.5 

12.5 

20.9 

18.0 

12.8 

16.7 

. 

2.8 

14 

. 

- 

0.4 

3.1 

6.4 

6.9 

8.1 

6.0 

14.4 

8.4 

4.3 

- 

- 

1.8 

15 

- 

- 

0.2 

1.6 

4.3 

4.7 

3.8 

3.8 

6.0 

3.6 

17.0 

16.7 

- 

1.1 

16 

^ 

. 

0.0 

1.1 

1.9 

3.3 

2.3 

3.4 

4.5 

6.0 

* 

_ 

- 

0.7 

17 

. 

. 

. 

0.4 

1.1 

1.4 

1.7 

1.9 

2.0 

1.0 

. 

. 

0.3 

18 

. 

. 

- 

0.3 

0.9 

0.9 

0.8 

0.7 

2.0 

1.0 

- 

. 

. 

0.2 

19 

- 

. 

. 

0.0 

0.3 

0.3 

0.6 

0.3 

1.0 

1.0 

. 

. 

0.1 

20 

- 

- 

- 

0.0 

0.2 

0.3 

0.5 

0.2 

- 

- 

- 

- 

0.1 

21 

. 

. 

. 

. 

0.4 

0.2 

0.2 

. 

. 

. 

. 

0.0 

22/25 

- 

- 

- 

- 

0.2 

- 

0.7 

- 

- 

- 

0.0 

Rekapitu- 

1 

^ 

lation 

0 

872.4 

172.5 

147.7 

132.3 

123.4 

118.1 

101.6 

114.8 

101.3 

109.1 

123.4 

83.3 

333.4 

204.4 

1-5 

627.4 

762.2 

598.6 

517.5 

508.7 

496.2 

474.3 

446.6 

409.8 

362.3 

370.2 

400.0 

833.3 

608.7 

6—10 

0.8 

65.2 

246.2 

311.8 

309.2 

315.4 

350.3 

354.7 

388.0 

421.1 

412.8 

416.7 

. 

166.7 

11—15 

- 

0.1 

7.5 

36.6 

59.3 

63.5 

67.7 

76.5 

96.4 

98.5 

93.6 

100.0 

333.3 

18.8 

16—20 

. 

- 

0.0 

1.8 

4.4 

6.2 

5.9 

6.5 

9.5 

9.0 

. 

- 

. 

1.4 

1    u.  mehr 

- 

- 

- 

0.6 

0.2 

0.9 

1000.0 

- 

- 

- 

0.0 

Insgesamt 

1000.1 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

100Ô.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

tsprechende 

absolute 

57614 

47415 

45  418 

26  708 

18096 

11  118 

6  518 

4174 

2013 

834 

235 

60 

3 

220484> 

Ziffern 

Diese  Prozentzahlen  betreffen  aber,  wie  schon  erwähnt,  sämtliche 
Ehen  mit  Einschluss  der  unfruchtbaren.  Um  dieses  Verhältnis  auch  im 
besonderen  für  die  fruchtbaren  Ehen  weiter  zu  beleuchten,  haben  wir  die 
Tabellen  (S.  68—69)  über  die  Verteilung  der  Ehepaare  aufgestellt. 

Die  hier  angeführten  Ziffern  sind  hauptsächlich  aus  dem  ersten  Hefte 
der  Berliner  Volkszählung  (Tabelle  VIII)  zusammengezogen.  Die  Grup- 
pierung  der   Ehepaare   ist  in  der  umstehenden  Tabelle  meistens  in  fünf- 


»  Eigentlich  o-4|i  J.,  4+è-9li  J.  "•  s.  v 
*  Einschl.  278  ohne  Angabe  der  Ehedauer. 


68 

A.  N.  KIÆR. 

H.-F.  1 

<:i. 

Verteilung  der  Ehepaare  mit  Kindern  nach 

Kinder- 

Ehedauer, 

ausgedrückt  durch  die  Differenz  zwischen  dem 

zahl 

0  und 

1  j 

2-4 
J. 

9  252 

0-4 

;  18812 

5—9 
5  864 

10-14 
3  787 

15-19 
2  222 

20—24 

25-29 

30-34 

35-39 

1 

9  560 

1429 

882 

428 

267 

2 

1213 

10  600 

11813 

8  500 

5150 

2  624 

r802 

1  106 

591 

846 

8 

56 

4  367 

i    4  428 

9802 

6160 

8  047 

1990 

1289 

693 

400 

4 

2 

950 

952 

7905 

6  348 

3123 

2009 

1226 

689 

425 

5 

- 

142 

1       142 

4  567 

5  739 

2804 

1883 

1065 

690 

426 

6 

,s 

13 

2  056 

4  650 

2  588 

1666 

1054 

643 

397 

7 

1 

708 

3190 

2  041 

1821 

818 

572 

852 

8 

- 

252 

1907 

1685 

1090 

654 

424 

296 

9 

- 

62 

923 

1167 

814 

509 

352 

240 

10 

- 

14 

504 

847 

705 

471 

298 

195 

11 

. 

5 

177 

422 

398 

286 

149 

110 

12 

- 

109 

299 

311 

228 

153 

117 

13 

. 

_ 

. 

28 

180 

169 

113 

62 

52 

14 

. 

, 

_ 

20 

83 

116 

77 

58 

25 

15 

- 

- 

6 

44 

78 

52 

25 

16 

16 

_ 

. 

2 

29 

35 

87 

15 

14 

17 

. 

. 

10 

20 

16 

11 

8 

18 

^ 

- 

8 

17 

10 

5 

3 

19 

- 

' 

- 

1 

5 

3 

4 

1 

20 

- 

- 

1 

4 

8 

S 

1 

21 

. 

. 

. 

. 

. 

4 

1 

1 

22/25 

- 

- 

- 

- 

- 

2 

- 

3 

Rekapitu- 

lation 

1^5 

10  831 

25  311 

36142 

36  138 

27184 

13  820 

9113 

5  518 

8091 

1864 

6-10 

- 

14 

14 

3  092 

11  183 

8  328 

5  596 

8506 

2  284 

1480 

11—15 

. 

- 

- 

5 

340 

978 

1072 

706 

442 

320 

16-20 

. 

. 

. 

- 

2 

49 

81 

69 

88 

27 

21-25 

• 

- 

- 

- 

- 

• 

6 

1 

4 

Insgesamt 

10  831 

25  825 

36156 

39  235 

38  709 

28175 

15  862 

9  805 

6  856 

3  695 

jährigen  Perioden  bis  zu  6o  Jahren  zusammengefasst  ;  daneben  sind,  um 
eine  Vergleichung  mit  entsprechenden  Angaben  aus  anderen  Ländern  zu 
erleichtern,  die  Sammelgruppen  lo — 19,  20 — 29  und  30  Jahre  und  mehr 
aufgestellt,  während  die  erste  fünfjährige  Gruppe  in  die  zwei  Unterabtei- 
lungen o—i  und  2 — 4  Jahre  zerlegt  ist.  Übrigens  muss  wiederholt  daran 
erinnert  werden,  dass  das  erste  Jahr  bei  der  Berliner  Volkszählung  nur 
elf  Monate  repräsentiert  und  die  folgenden  Jahre  und  Jahresgruppen, 
obgleich  sie  volljährig  sind,  doch  nicht  ganz  mit  den  damit  bezeichneten 
Jahresgruppen  zusammenfallen.  Dieser  etwas  störende  Umstand  ist  aber 
durch  eine  bald  nachher  zu  erwähnende  vervollständigende  Angabe  be- 
seitigt. 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  69 


Ehedauer  und  Kinderzahl,  Berl 

in  1885. 

Volkszählungsjahre  und  dem  Ebeschliessungsjahre 

Rinder* 

40-44 

45-4950-54 

55-59 

60  J. 
u.  mehr 

i 
0-9 

10-19 

20-29 

30  J. 

u.  mehr 

Ohne 
Angabe 

Über, 
haupt 

zahl 

115 

81 

17 

3 

24176 

6009 

2311 

861 

24 

33  381 

1 

160 

69 

12 

5 

20313 

7  774 

2908 

1183 

21 

82199 

2 

181 

62 

17 

5 

14  225 

9207 

3  229 

1358 

17 

28  036 

3 

194 

72 

19 

7 

8  857 

9  471 

3  235 

1406 

17 

22  986 

4 

175 

68 

22 

4 

4  709 

8  543 

2  948 

1386 

11 

17597 

5 

208 

99 

27 

4 

2069 

7247 

2  720 

1378 

7 

13  416 

6 

169 

68 

18 

6 

!      709 

5  231 

2139 

1180 

3 

9  262 

7 

150 

83 

18 

5 

252 

3  592 

1744 

971 

4 

6  563 

8 

122 

57 

19 

7 

62 

2  090 

1823 

797 

2 

4  274 

9 

127 

49 

20 

3 

14 

1351 

1176 

687 

2 

3  230 

10 

52 

31 

6 

3 

1 

5 

599 

634 

352 

1 

1591 

11 

59 

26 

8 

- 

408 

539 

864 

1 

1312: 

12 

42 

15 

3 

- 

158 

282 

175 

- 

615 

13 

29 

7 

1 

* 

103 

193 

115 

1 

412 

14 

12 

8 

4 

1 

50 

130 

61 

- 

241 

15 

9 

5 

. 

31 

72 

48 

. 

146 

16 

4 

1 

- 

10 

80 

24 

- 

70 

17 

4 

1 

. 

- 

8 

27 

18 

. 

48 

18 

2 

1 

. 

- 

1 

8 

8 

. 

17 

19 

- 

- 

" 

- 

1 

7 

4 

- 

12 

20 

^ 

_ 

" 

. 

4 

2 

_ 

6 

21 

_ 

2 

3 

5 

22/25 

Rekapitu- 
lation      * 

825 

302 

87 

24 

1 

72  280 

41004 

14  631 

6194 

90 

134  199 

1-5 

771 

351 

97 

25 

- 

3106 

19  511 

9  102 

5008 

18 

36  745 

6-10 

194 

82 

22 

6 

1 

5 

1318 

1778 

1067 

3 

4171 

11-15 

19 

8 

. 

. 

. 

- 

51 

150 

92 

- 

293 

16-20 

- 

- 

- 

- 

75  891 

- 

6 

5 

- 

11 

21-25 

1809 

743 

206 

55 

2 

61884 

26  667 

12  366 

Ill 

175  419 

Insgesamt 

In  Bezug  auf  die  Ehepaare  mit  8  u.  mehr  Kindern  ist  in  obiger 
Tabelle  ihre  Verteilung  auf  Ehepaare  mit  8,  9,  10  u.  s.  w.  bis  25  Kindern 
mittels  der  im  zweiten  Volkszählungsheft  S.  46  angeführten  Promille- 
Zahlen  berechnet.  Hierbei  ist  es  freilich  nicht  ausgeschlossen,  dass  bei  der 
auf  diese  Weise  berechneten  Verteilung  einzelne  Ziffern  um  i  oder  höch- 
stens 2  von  den  der  Promilleberechnung  zu  Grunde  liegenden  Original- 
ziffern  abweichen  mögen.  Falls  solche  kleine  Abweichungen  vorkommen 
sollten,  dürften  sie  ganz  ohne  Bedeutung  sein.  Die  Resultate  der  Berech- 
nung sind  mittels  der  Gesamtsumme  kontrolliert,  und  es  kann  somit  höch- 
stens von  einzelnen,  ganz  unwesentlichen  Verschiebungen  in  Bezug  auf  die 
Kinderzahl  die  Rede  sein. 


70 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Die  Prozent  Verhältnisse  der  Ehepaare  nach  ihrer  verschiedenen  Kinder- 
zahl, kombiniert  mit  der  Ehedauer,  stellen  sich  nach  der  obigen  Tabelle 
wie  folgt: 

Verteilung  der  Ehepaare  mit  Kindern  nach  Ehedauer  und  Kinderzahl 
in  Promille  sämtlicher  betreffenden  Ehepaare,  Berlin  1885. 


Kinderzahl 

0 — I  J. 

.-,;. 

5-9  J. 

10-19  J- 

20—29  ]• 

30J.  u.  mehr 

I             II 

882.7 

3653 

136.7 

97.1 

90.0 

69.6 

2           t 

112.0 

418.6 

216.6    1 

125.6 

II3-3 

95-7 

3 

5-2 

172.4 

249.8  i 

148.8 

125.8 

109.8 

4        1 

0.2 

37-S 

201.5 

153-0 

126.0 

"3-7 

5 

5-6 

116.4 

138.0 

114.9 

112. 1 

6       ; 

0.5 

52.4 

117.1 

106.0 

II  1.0 

7 

0.0 

18.0 

84.S 

833 

95-4 

8 

- 

6.4 

58.0 

67.9 

78.5 

9 

- 

1.6 

33.8 

5«-5 

64.5 

10 

- 

0.4 

21.8 

45-8 

55.6 

II        1 

- 

O.I 

9.7 

24.7 

28.5 

12        i 

- 

- 

6.6 

21.0 

29.4 

13 

- 

- 

2.6 

II.O 

14.2 

14 

- 

- 

1-7 

7-5 

9-3 

'5 

- 

- 

0.8 

5-'  . 

4.9 

16 

- 

- 

0.5 

2.8 

3-5 

17 

- 

- 

0.2 

1.4 

1-9 

18 

- 

- 

O.I 

i.i 

I.I 

19 

- 

- 

0.0 

0.3 

0.6 

20 

- 

- 

0.0 

0.3 

0.3 

21 

- 

- 

- 

0.2 

0.2 

22/25 

- 

- 

- 

O.I 

0.2 

Rekapi- 
tulation 

1-5 

1000. 1 

9994 

921.0 

662.5 

570.0 

500.9 

6 — 10 

0.5 

78.8 

315-2 

354.5 

405.0 

II— 15 

- 

O.I 

21.4 

693 

86.3 

16-20 

- 

- 

1         0.8 

59 

7-4 

21  u.  mehr 

- 

- 

- 

0-3 

0.4 

Insgesamt 

1000. 1 

999.9 

1      999-9 

1 

;     999.9 

lOOO.O 

lOOO.O 

1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  71 

Man  wird  bemerken,  dass  bis  zum  zehnten  Jahre  der  Ehe  die  Ver- 
teilung der  Ehepaare  nach  der  Kinderzahl  ganz  von  der  kürzeren  oder 
längeren  Ehedauer  abhängt  und  sich  von  Jahr  zu  Jahr  sehr  wesentlich 
abändert.  Erst  bei  der  Ehedauergruppe  10 — 19  hat  diese  Verteilung  einen 
etwas  konstanten  Charakter  insoweit  angenommen,  als  die  Ehepaare  mit 
I  bis  6  Kindern  sich  wesentlich  gleichmässig  untereinander  verhalten. 
Indessen  wird  auch  dieses  Verhältnis  mit  der  längeren  Ehedauer  allmählich 
etwas  abgeändert,  während  die  Ehepaare  mit  einer  grösseren  Kinderzahl 
bei  einer  Ehedauer  von  20  bis  29  und  mehr  Jahren  ganz  wesentlich  höhere 
Prozentverhältnisse  aufweisen,  als  bei  einer  Ehedauer  von  10  bis  19  Jahren. 

Dies  wird  vielleicht  noch  deutlicher  aus  der  nachstehenden  Berech- 
nung hervorgehen.  Wenn  man  die  Anzahl  der  Ehepaare  mit  vier  Kin- 
dern, welche  gewissermassen  als  Normalehen  betrachtet  werden  können, 
gleich  1000  setzt,  werden  sich  die  übrigen  Ehepaare  folgenderweise  be- 
zififern: 


Kinderzahl 


Ehedauer 


10—14  J.         15—19  J-    ;     20—24  J.    '     25—29  J. 


30  J.  u.  mehr 


I 

597 

711 

711 

719 

612 

2 

811 

840 

897 

902 

841 

3 

970 

975 

991 

I  011 

966 

4 

1  000 

1  ooo 

I  OCX5 

I  000 

I  000 

5 

904 

898 

937 

869 

986 

6 

734 

829 

829 

860 

976 

7 

503 

654 

658 

667 

839 

8 

300 

540 

543 

533 

69, 

9 

145 

374 

405 

415 

567 

10 

79 

271 

351 

384 

488 

1-5 

4282 

4425 

4536 

4501 

4405 

6 — 10 

I  762 

2667 

2785 

2860 

3562 

11-15 

54 

313 

534 

576 

759 

16  u.  mehr 

0 

16 

40 

61 

69 

Insgesamt 

6098 

7421 

7895 

7998 

8795 

72  A.  N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Wir  erkennen  also,  dass  die  vierkinderigen  Ehen  bei  einer  Ehedauer 
von  lo  bis  14  Jahren  ungefähr  Ve  sämtlicher  stehenden  Ehen  betragen, 
und  dass  bei  einer  längeren  Ehedauer  ihr  Anteil  allmählich  auf  Vs  bis  Vg 
herabsinkt. 

Im  Verhältnis  zu  der  Anzahl  der  vierkinderigen  Ehen  betragen  die 
einkinderigen  sechs  bis  sieben  Zehntel,  die  zwei-  und  fünfkinderigen  acht 
bis  neun  Zehntel,  während  die  dreikinderigen  der  Anzahl  der  vierkin- 
derigen sehr  nahe  kommen. 

Sonst  hängt  bei  den  noch  kinderreicheren  Familien  die  Anzahl  der 
Kinder  meistens  von  der  Ehedauer  ab.  Bei  einer  sehr  langen  Ehedauer, 
bei  welcher  also  die  physiologischen  Gesetze,  welche  die  Fruchtbarkeits- 
verhältnisse beherrschen,  am  reinsten  hervortreten,  kommt  eine  Anzahl 
von  sechs  Kindern  fast  eben  so  häufig  als  von  vier  Kindern  vor,  und 
auch  sieben  Kinder  sind  verhältnismässig  sehr  häufig  (839  gegen  looo 
vierkinderige  Ehen):  Nachher  sinkt  aber  das  Verhältnis  ziemlich  stark 
so  dass  schon  zehn  Kinder  nicht  halb  so  häufig  als  vier  Kinder  vorkom- 
men, und  eine  grössere  Kinderzahl  immer  seltner  vorkommt,  siehe  die 
Tabelle  S.  70. 


Bei  den  oben  mitgeteilten  Angaben  über  die  Kinderzahl  nach  der 
Ehedauer  ist,  wie  schon  bemerkt,  der  etwas  störende  Umstand  vorhanden, 
dass  die  Ehedauer  nicht  in  vollen  Jahren,  sondern  in  den  durch  das  Ver- 
hältnis zwischen  der  Zählungszeit,  dem  i.  Dezember  1885  und  den  Ehe- 
schliessungsjahren  bedingten  Zeiträumen  ausgedrückt  ist. 

Da  indessen  auf  Grundlage  der  direkten  Volkszählungsergebnisse  mit 
Zuhülfenahme  der  Angaben  über  die  im  Dezember  1885  eingegangenen 
und  gelösten  Ehen  eine  Berechnung  über  die  Verteilung  der  Ehefrauen 
und  ihre  Kinderzahl  am  31.  Dezember  1885  angestellt  ist  (im  I4ten  Jahr- 
gang des  Statistischen  Jahrbuchs  S.  10 — 11),  haben  wir  es  von  Interesse 
gefunden,  einen  etwas  verkürzten  Auszug  aus  den  diesbezüglichen  Angaben 
in  der  nachstehenden  Tabelle  mitzuteüen. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR   BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


73 


Die  in  der  Ehe  lebenden,  eheverlassenen  und  sonstigen  Ehefrauen 
am  31.  Dezember  1885  nach  dem  Jahre  der  Eheschliessung  und  der 
Kinderzahl. 


Ebedauer 

Ohne 
Angabe 

OK. 

1  K. 

2  K. 

3  K. 

4  K. 

5K. 

6  K. 

0   Jahr 

82 

9  698 

2  932 

120 

2 

1       . 

13 

4415 

6  795 

1108 

58 

2 

- 

- 

2   Jahre 

8 

3169 

4728 

3  514 

511 

46 

1 

■ 

8      > 

11 

2  561 

2  871 

4  093 

1554 

243 

28 

5 

4      t 

10 

2  260 

1921 

3195 

2  367 

681 

114 

10 

5      » 

11 

2189 

1553 

2  581 

2  698 

1373 

386 

99 

6      » 

6 

1749 

1188 

1891 

2133 

1681 

662 

206 

7      » 

7 

1599 

1036 

1569 

1913 

1727 

978 

389 

8      > 

9 

1430 

918 

1342 

1693 

1664 

1204 

561 

9      > 

8 

1626 

960 

1416 

1589 

1631 

1401 

839 

0-1       » 

45 

14  013 

9  727 

1228 

60 

2 

. 

^ 

2-4      . 

29 

7990 

9  520 

10  802 

4  432 

969 

143 

15 

5-9      . 

36 

8  593 

5  655 

8  799 

10026 

8076 

4  631 

2  093 

10—14    » 

44 

7037 

4046 

5  400 

6  398 

6  660 

5  889 

4  770 

15—19    » 

19 

3  715 

2  349 

2  751 

3189 

3  261 

2  912 

2680 

20-24    . 

10 

2  350 

1509 

1898 

2100 

2092 

1961 

1727 

25—29    » 

9 

1371 

933 

1171 

1306 

1287 

1121 

1106 

30  u.  mehr 

20 

1540 

920 

1256 

1443 

1497 

1463 

1455 

Ohne  Angabe 

1169 

325 

46 

31 

27 

25 

16 

16 

Insgesamt 

1381 

46934 

84  705 

33  331 

28976 

23  759 

18136 

18  862 

12  K. 
u.  mehr 

Überhaupt 

Ehedauer 

7  K. 

8  K. 

9  K. 

10  K. 

11  K. 

mit  Kindern 

Insgesamt 

und  Angabe 

0  Jahr 

3054 

12  684 

1       > 

1 

. 

. 

. 

. 

. 

7964 

12  392 

2  Jahre 

1 

. 

- 

. 

. 

. 

8800 

11977 

8      > 

. 

. 

. 

. 

. 

- 

8  794 

11366 

4      > 

1 

- 

- 

- 

• 

8289 

10  559 

5      » 

8 

1 

. 

. 

, 

_ 

8699 

10899 

6      > 

37 

4 

1 

- 

. 

- 

7802 

9  667 

7      . 

109 

24 

4 

1 

. 

- 

7  750 

9  356 

8      t 

181 

78 

17 

3 

3 

. 

7664 

9103 

9      • 

380 

147 

43 

13 

2 

- 

8421 

10050 

0-1       » 

1 

. 

> 

, 

. 

. 

11018 

25  076 

2-4      . 

2 

- 

. 

. 

. 

- 

25  883 

33  902 

5—9      . 

716 

264 

65 

17 

5 

. 

40  836 

48965 

10—14    . 

3  249 

1967 

946 

513 

182 

173 

40068 

47149 

15-19    t 

2090 

1749 

1200 

866 

431 

629 

24  107 

27  841 

20—24     . 

1383 

1136 

851 

730 

414 

791 

16  587 

18  947 

25—29    • 

856 

691 

535 

486 

255 

581 

10  328 

11708 

30  u.  mehr 

1255 

1035 

853 

718 

377 

869 

13141 

14  701 

Ohne  Angabe 

8 

10 

8 

9 

- 

2 

198 

1692 

Insgesamt 

i  9559 

0  832 

4  458 

3  339 

1664 

3  046 

181  G66 

229  981 

74 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Aus  dieser  vervollständigten  Tabelle  ergeben  sich  die  nachstehenden 
Prozentverhältnisse,  womit  die  oben  S.  70  angeführten  zu  vergleichen  sind: 

Relative  Kinderzahl  der  Ehefrauen  mit  Kindern  (bei  stehenden  Ehen, 
Ende  1885). 


Ehedauer    { 

2 

1 
3     ; 

4 

S 

6      i 

i 
7      . 

8  u. 
mehr 

Insgesamt 

0  Jahr     1 

96.00 

1 

3-93     007  ■ 

1 

. 

^1 

. 

^ 

100.00 

I     »       1 

85.32 

13.91  '    0.73, 

0.03 

O.Ol 

- 

100.00 

2  Jahre  1 

5373 

39-93     5-8 1 

0.51, 

O.Ol 

- 

O.Ol  1 

^ 

100.00 

3     »       1 

32-65 

46.54'  17-67; 

2.76 1 

0.32 

0.06 

1 

100.00 

4     » 

23.18 

38-54' 28.56 

8.22 

1-37 

0.12 

O.Ol 

- 

100.00 

Jahre: 

j 

0— I 

88.28 

11.14     0.55 

0.02: 

- 

-              1 

O.Ol 

- 

100.00 

2-4  : 

36.78 

41.74.  i7-'2 

3-74; 

0.55 

0.06 

O.Ol 

- 

100.00 

5-9 

14.01 

21.81 1  24.86! 

20.02  ! 

11.48 

5.19: 

1.77' 

0.86 

100.00 

10—19  ' 

997 

12.701  14.93 

15.29' 

'3-7» 

II.6I    ' 

8.32 

13.47 

100.00 

20—29 1 

9.07 

11.381  12.66, 

»2-55 

11.45 

10.53 

8.32 

24.04 

100.00 

30  u.  mehr  | 

7.00 

9.56 1  10.98, 
18.35  '  «5-95  ! 

U.39 

1 

13.08 1 

11.13 

ii.o7| 

9-55 

29.32 

100.00 

Insgesamt 

19.10 

9.98 

7.63  1 

5.261 

10.65 

100.00 

Wie  man  ersehen  wird,   sind  die  Abweichungen  von  den  S.  70  be- 
rechneten Verhältniszahlen  überhaupt  ganz  unbedeutend. 


Ausser  den  bis  jetzt  besprochenen  Angaben  für  die  stehenden  Ehen 
enthält  die  Statistik  der  Stadt  Berlin  auch  spezielle  Angaben  über  die 
Geburten  in  den  Jahren  1892 — 1896,  verteUt  nach  der  Kinderreihe,  kom- 
biniert mit  der  Ehedauer. 

Diese  Angaben  betreffen  zwar  nur  einen  einzelnen  Stadtteil,  nämlich 
das  Königsviertel,  liefern  jedoch  wichtige  Beiträge  zur  Beleuchtung  unserer 
Frage. 

In  Bezug  auf  den  typischen  Charakter  dieses  Stadtteils  mag  erwähnt 
werden,  dass  das  Königsviertel  nach  den  aus  der  Volkszählung  hervor- 
gehenden Angaben  von  einer  überhaupt  minder  wohlhabenden  Bevölkerung 
bewohnt  zu  sein  scheint.  Während  die  Bevölkerung  im  Jahre  1885  76521 
oder  5.82  Prozent  der  gesamten  Bevölkerung  Berlins  ausmachte,  betrug 
die  Gesamtzahl  der  Zimmer  im  Königsviertel  nur  5.3  Prozent  und  der 
gesamte  angegebene  Mietwert  nur  4.4  Prozent  der  Zahlen  für  Berlin. 

Was  die  Verteilung  der  Bevölkerung  nach  Hauptberufsgruppen  betrifft, 
finden  wir  in  der  Abteil.  I,  Tabelle  X  1  der  Volkszählung  die  nach- 
stehenden Prozentverhältnisse: 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


75 


Selbständige  Gewerbtreibende  6.2  ^/o  (darunter  Handelsgewerbe  6.8  ^/o); 
Selbsttätige  Abhängige:  6.6  0/0  (darunter  Handelsgewerbe  7.2%);  Arbeiter 
ohne  Angabe  6.2^/0;  Rentiers  5.1%;  Almosenempfânger  8.7%. 

Von  der  in  der  Stadt  Berlin  geborenen  Bevölkerung  entfielen  auf  das 
Königsviertel  6.2  Prozent. 

Die  Berliner  Statistik  enthält  übrigens  viele  andere  Angaben,  wodurch 
der  Charakter  des  genannten  Bezirks  weiter  beleuchtet  werden  könnte; 
was  aber  bis  jetzt  vorgeführt  ist,  genügt  zu  der  Erkenntnis,  dass  das 
Königsviertel  nicht  ohne  weiteres  als  ftir  Berlin  ganz  typisch  angesehen 
werden  darf,  wiewohl  die  Abweichungen  vielleicht  nicht  wesentlich  sein 
mögen. 

Was  besonders  die  Fruchtbark eits Verhältnisse  betrifit,  lässt  sich  teils 
mittels  der  im  zweiten  Hefte  der  Berliner  Volkszählung  S.  53  mitge- 
teilten Angaben  über  die  Kinderzahl  der  Ehen  in  den  verschiedenen 
Stadtteilen,  teils  mittels  den  nachstehenden  Tabellen  (S.  75  u.  76)  die 
folgende  Vergleichung  zwischen  den  Prozentverhältnissen  für  Berlin  im 
ganzen  und  für  das  Königsviertel  aufstellen. 


Anzahl  bczw. 
Reihenfolge 

Ehepaare 

mit  Kindern 
385 

] 

Ehelich  geborene  Kinder  in  den 
Jahren  1892—1896,  verteilt 

der  Kinder 

Berlin 

1 

KOnigsviertel 

uavu   uci    jxciucuiui^c 

Berlin 

KtSnigsriertel 

I 

19.03 

18.47 

26.04 

26.26 

2 

«8.35 

1703 

22.93 

22.17 

3 

15.98 

Ï5-97 

16.49 

16.59 

4 

13.10 

12.64 

11.30 

"•43 

5 

10.03 

10.15 

7-39 

7.33 

6 

7.65 

8.15 

5.Ï8 

5.22 

7 

5.28 

5-53 

3-47 

3-34 

8 

3-74 

4.3  s 

9 

2.44 

2.59 

10 

1.84 

2.12 

7.20 

7.66 

„-,5 

2.38 

2.80 

16  u.  mehr 

0.18 

0.21 

Insgesamt 

100.00 

100.01  , 

100.00 

100.00 

In  Anbetracht  dieser  Verhältniszahlen  wird  man  erkennen,  dass 
obgleich  die  sehr  kinderreichen  Ehen  etwas  mehr  im  Königsviertel  als  in 
Berlin  überhaupt  vertreten    sind,   die  Verschiedenheiten  doch   im  ganzen 


16 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


SO  unerheblich  erscheinen,  dass  Schlussfolgerungen  vom  Königsviertel  auf 
Berlin  in  Bezug  auf  die  Verteilung  der  Geburten  nach  ilirer  Reihenfolge, 
kombiniert  mit  der  Ehedauer,  gemacht  werden  dürfen. 

Wir  geben  nun  das  Hauptresultat  der  oben  besprochenen  Spezial- 
angaben  über  die  Geburten  im  Königsviertel  in  den  Jahren  1892 — 1896. 

Geburten  im  Stadtbezirk  Königs  viertel  in  den  Jahren  1892— 1896, 
verteilt  nach  der  Geburtenfolge,  kombiniert  mit  der  Ehedauer. 


Ehedauer 

' 

8  u. 
spätere 

(Volle  Jahre  nach 

IKind 

2  K. 

3  K. 

4  K. 

5  K. 

6  K. 

7  K. 

Unbc- 

Ins- 

der Ehe- 

1 

K. 

kannt 

gesamt 

schliessuog) 

! 

0 

2154 

184 

30 

3 

. 

2871 

1 

601 

716 

93 

.  9 

4 

1 

. 

1 

. 

1425 

2 

148 

809 

292 

38 

12 

1 

3 

2 

1 

1306 

S 

60 

384 

470 

132 

16 

4 

1 

1 

. 

1068 

4 

34 

201 

353 

209 

67 

21 

4 

1 

1 

891 

5 

20 

101 

248 

244 

96 

28 

7 

6 

. 

760 

6 

15 

58 

145 

227 

142 

68 

16 

10 

1 

682 

7 

7 

31 

77 

134 

120 

78 

29 

19 

. 

495 

8 

8 

25 

63 

100 

95 

77 

35 

29 

- 

432 

9 

10 

11 

38 

65 

83 

80 

41 

52 

- 

380 

1 

10 

7 

11 

25 

37 

63 

57 

44 

76 

. 

319 

11 

4 

9 

16 

28 

40 

48 

45 

72 

. 

262 

12 

2 

4 

12 

23 

27 

40 

89 

66 

. 

213 

13            j 

. 

2 

12 

18 

13 

28 

23 

85 

1 

172 

14 

- 

4 

5 

9 

13 

17 

24 

67 

- 

139 

15 

. 

1 

3 

6 

7 

16 

26 

65 

_ 

124 

16 

. 

. 

6 

3 

11 

2 

16 

65 

. 

103 

17 

. 

2 

1 

5 

5 

6 

11 

46 

. 

76 

18 

. 

. 

1 

3 

4 

5 

6 

54 

. 

73 

19 

- 

2 

2 

- 

2 

6 

5 

45 

- 

62 

20  u    mehr 

1 

2 

- 

- 

1 

3 

4 

68 

- 

79 

i 
Rekapitulation 

0—4 

2  997 

2  294 

1238 

391 

99 

27 

8 

5 

2 

7061 

5-9 

60 

226 

571 

770 

536 

331 

128 

116 

1 

'     2  739 

10-14 

i       13 

SO 

70 

HO 

156 

185 

175 

365 

1 

1105 

15—19 

. 

5 

13 

17 

29 

35 

64 

275 

. 

438 

20  u.  mehr 

1 

1         1 

2 

- 

- 

1 

3 

4 

68 

- 

79 

Zusammen 
angegeben 

8  071 

2  557 

1892 

1288 

821 

581 

379 

829 

4 

11422 

Unangegeben 

68 

93 

91 

78 

55 

876 

43 
624 

20 
399 

86 
915 

16 

550 

Insgesamt 

1  8139 

2650 

1988 

1366 

20 

11972 

Pr.  100  ange- 

gebene: 

Königsviertel 
1892—1896 

26.26 

22.17 

16.59 

11.43 

7.33 

5.22 

3.34 

7.66 

- 

100.00 

Berlin  1892-1896 

26.04 

22.93 

16.49 

11.30 

7.39 

5.18 

3.47 

7.20 

- 

100.00 

1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


n 


Auf  Grundlage  der  obigen  Tabelle  berechnen  sich  die  nachstehenden 
Prozente. 


Ebedauer  < 

iKind 

2  K. 

3  K. 

4K. 

0 

90.85 

J 
7.76       1.27 

0.13 

I 

42.18 

50.25 

6.53 

0.63 

2 

11.34 

61.99 

22.38 

2.91 

3 

5.62 

35-96 

44.01 

12.36 

4 

3.82 

22.58 

39.67 

23.48 

5 

2.67 

13-47 

33-07 

32-53 

6 

2.21 

8.52 

21.29 

33-33 

7 

I.4I 

6.26 

15.56 

27.07 

8 

1.85 

5-79 

14.58 

23-15 

9 

2.63 

2.89 

10.00 

17.11 

10—14 

1.18 

2.72 

6.34 

9.96 

15  u.  mehr 

0.19 

1-35 

2.52 

3-29 

S  K. 


6  K. 


0.28 
092 
1.50 

7-53 

12.80 
20.85 
24.24 
21.99 
21.84 

14-13 
5.80 


0.07 
0.08 

0-37 
2.36 

3-73 

9-99 
15.76 

17.82 

21.05 

16.76 
7-35 


K. 


0.23 
0.09 
0.45 

0-93 
2-35 
5-86 
8.10 
10.79 

15.85 
13-15 


8  u. 

spätere 

K. 


0.07 
0,15 
0.09 
O.II 

0.80 

1-47 

3-84 

6.71 

13.68 

33-06 
66.35 


Insge- 
samt 


100.01 
100.01 
100.00 
100.00 
100.00 

100.00 

100.01 

100.00 

99.99 

99.99 

100.00 
100.00 


In  Bezug  auf  zwei  Jahre,  nämlich  1894  und  '1895,  sind  die  hier 
erwähnten  Angaben  über  die  Geburten  im  Königsviertel  nicht  nur  für  die 
einzelnen  Jahre  nach  der  Eheschliessung,  sondern  auch  für  die  Monate 
mitgeteilt  (Jahrgang  1895  des  stat.  Jahrbuchs).  Da  wir  wegen  inter- 
nationaler Vergleichungen  später  für  diese  Detailangaben  Gebrauch  haben 
werden,  führen  wir  unten  einen  Auszug  derselben  an,  woraus  man  die 
Verteilung  der  ersten,  zweiten  u.  s.  w.  Kinder  nach  Halbjahren  der  Ehe- 
dauer ersehen  kann. 


^  Bei  diestn  Angaben  bezeichnet  die  Ziffer  o  eine  Ehedauer  von  o  bis  i  Jahr,  i:  i — 2 
Jahre,  u.  s.  \v.  Sonst  wird  in  dieser  Abhandlung  bei  Jahr  o  das  Eheschliessungsjahr, 
Jahr  I  das  folgende  Jahr,  also  (bei  den  Geburten)  mit  einer  durchschnittlichen  Ehedauer 
von  I  Jahr,  u.  s.  w.  bezeichnet. 


78 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Volle  Halb- 
jahre nach 
der  Ehe- 
schliessung 


Unter  den  Geburten  1894  und  1895  waren 


I  K. 


2  K. 


I 


3K. 


4  u  spätere 
K. 


Insgesamt 


O 
I 
2 

3 
4 

5 
6 

7 
8 


10 
II 


Rekapitu- 
lation^ 
o     (o) 

1-2       (I) 

3-4  (3) 

5-6  (3) 

7-8  (4) 

9—10  (5) 


358 
446 

158 
65 
53 

»9 
9 

14 
5 
9 

5 
4 


358 
604 
118 


'9 

14 


37 
62 

97 
177 

180 

"3 

98     j 
54     i 

46   ; 
38 

18 
16 


37 
159 
357 
211 
100 

56 


6 
»7 

»7 
36 
53 
61 
74 
8i 
71 
53 

53 
54 


6 

34 
89 

135 
154 
106 


I 
I 

4 
5 
7 

19 
21 

44 

63 
68 

62 
79 


I 

5 

12 

40 

107 

130 


402 
526 
276 
283 
293 

212 
202 

«95 
i8s 
168 

138 
»53 


402 
802 

576 
414 
380 
306 


0-5 
u      (16) 


I  141 

4 


920 
16 


524 

54 


29s 
79 


2880 
153 


Hieraus  ergeben  sich  die  folgenden  Prozentzahlen  fur  jedes  der  fünf 
ersten  Kalenderjahre  nach  der  Eheschliessung,  indem  das  oben  mit  o  be- 
zeichnete Halbjahr  etwa  dem  Eheschliessungsjahre,  und  je  zwei  der  fol- 
genden Halbjahre  den  Jahren  i,  2,  3,  4  und  5  entsprechen  werden. 


'  Die  eiogeklammerten   Zahlen  bezeichnen  die  entsprechenden  Kalenderjahre,   vergl.  die 
folgenden  Bemerkungen. 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


79 


Kalenderjahre 
nach  der 
Ehedauer      1 

I  K. 

2  K. 

3K. 

4  und  spätere 
K. 

Insgesamt 

0            i 

89.1 

9.2 

1-5 

0,2 

lOO.O 

I 

75.4 

19-8 

4.2 

0.6 

lOO.O 

2 

20.5 

62.0 

15.5 

2.0 

ICX).0 

3 

6.8 

51.0 

32.6 

9.6 

lOO.O 

4 

5-0 

26.3 

40.5 

28.2 

lOO.O 

5 

4.6 

18.3 

34-6 

42.5 

lOO.O 

Ob  die  hier  für  den  Stadtteil  »Königsviertel«  berechneten  Prozent- 
verhältnisse annäherungsweise  als  Ausdruck  für  die  Berlinerverhältnisse 
überhaupt  betrachtet  werden  können,  muss  dahingestellt  werden,  inwie- 
wohl,  nach  dem  was  oben  mit  Bezug  auf  den  typischen  Charakter  des 
genannten  Stadtteils  und  insbesondere  S.  76  rücksichtlich  der  Frucht- 
barkeitsverhältnisse mitgeteilt  ist,  die  Abweichungen  nicht  gerade  bedeu- 
tend sein  dürften.  Übrigens  verweisen  wir  in  Bezug  auf  diese  Prozent- 
verhältnisse auf  die  am  Schlüsse  des  §  13  gemachte  Zusammenstellung 
der  entsprechenden  Berechnungen  für   Ungarn,    Budapest   und  Kristiania. 

In  dieser  Verbindung  darf  auch  an  eine  in  den  Mittheilungen  des 
statistischen  Amtes  der  Stadt  Ckemnitg,  im  achten  Heft  für  die  Jahre 
1881  bis  1884  mitgeteilte,  für  unsere  Frage  höchst  interessante  Detail- 
angabe erinnert  werden,  welche  zu  einem  vollständigeren  Verständnis,  wie 
es  sich  mit  der  Verteilung  der  Geburten  nach  Ordnungsnummer  und  Ehe- 
dauer verhält,  beitragen  mag.  Es  wird  nämlich  z.  B.  für  das  Jahr  1881 
aus  dieser  Detailangabe  ersichtlich,  »welcher  Zeitraum  zwischen  der  Geburt 
der  im  genannten  Jahre  Geborenen  und  der  in  derselben  Ehe  zuvor  Ge- 
borenen liegt,  zugleich  unter  Berücksichtigung  der  Ordnungszahl  des  früher 
geborenen  Kindes,^  Wir  können  uns  indessen  hier  mit  diesem  Detail  nicht 
weiter  beschäftigen,  vergl.  übrigens  die  nachher  in  §  12  für  Kristiania 
angeführten  Detailangaben. 


Indem  wir  somit  vorläufig  die  Berlinerstatistik  verlassen  und  die  Be- 
sprechung des  in  verschiedenen  Ländern  vorhandenen  statistischen  Materials 
fortsetzen,  gelangen  wir  zuerst  zum  Grossherzogtum  Oldenburg  und  ent- 
nehmen aus  den  oben  im  ersten  Abschnitt  S.  12  erwähnten  »Statistischen 
Nachrichten«  S.  *67*  die  nachstehenden  absoluten  Ziffern  in  Bezug  auf 
die  Anzahl  der  durch  den  Tod  gelösten  Ehen  mit  Angabe  der  Kinderzahl 
und  der  Ehedauer.  Hierzu  haben  wir  die  entsprechenden  Promillezahlen 
gefügt. 


8o 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Kioderzahl 


Absolute  Ziffern 


0-2 

Jahre 


2-5  I  5—10  '10—20  20—30 


30  u. 
mehr 


1 

479 

2 

62 

S 

4 

4 

5 

6 

7 

, 

8 

9 

10 

11 

12 

18 

14 

15 

16 

17 

18 

Rekapitu- 
lation 

1-5 

545 

6-10 

- 

11—16 

- 

16  u.  mehr 

- 

Insgesamt 

545 

428 

581 

188 

27 

4 


1228 


1228 


209 
469 
078 
528 
205 

64 

23 

6 

2 


1 


2180 


I 


856 
495 
559 
672 


557 
856 
217 
105 
51 


14 
5 


2084    2  781 
95    1286 


42 


4109 


843 
454 
516 
562 
507 

468 
869 
266 
186 
126 

41 

29 

15 

7 

1 

1 
2 
1 


2882 

1410 

98 

4 


8  889 


Promillczahlen 


0—2  I 
Jahre  | 


2-5  !  5—10 


879.0 
118.81 


881 
615' 
721  ! 

848 1 
828 

808 
668 
528 
822 
200 

115 

58 

18 

11 

4 

1 
1 


3  888  1 1000.0 
2  521 
206 
2 


850.0 
475.1 


7.8!    149.6 
-  I     22.1 
8.8 


6117 


1000.0 


1000.0 


1000.0 


95.9 
215.1 
811.0 
239.9 

94.0 


10-20 


20-30 


86.6 
120.5 
186.0 
168.5 
170.1 


29.41    185.6 


10.5 
2.7 

0.9 
0.5 


966.0 

48.6 

0.5 


1000.1 


86.6 
52.8 
25.6 
12.4 

6.4 
8.4 
1.2 
0.2 


676.8 

818.0 

10.2 


1000.0 


88.2 
116.7 
132.7 
144.5 
180.4 

119.1 
94.9 

6a4 

47.8 
32.4 

10.5 
7.5 
3.9 
1.8 
0.3 

0.8 
0.6 
0.3 


612.5 

862.6 

23.9 

1.0 


1000.0 


30  u. 
mehr 


62.3 

ioa6 

117.9 
187.8 
136.3 

131.3 

109.2 

86.3 

52.6 

32.7 

18.8 
9.5 
2.9 
1.8 
0.7 

0.2 
0.2 


568.9 

412.1 

38.7 

0.8 


1000.0 


Vergleicht  man  untereinander  die  Oldenburgschen  und  die  Berliner 
Verhältniszahlen,  wird  man  finden,  dass  die  einkinderigen  Ehen  —  sowohl 
bei  einer  längeren  als  bei  einer  kürzeren  Ehedauer  —  in  Berlin  häufiger 
als  in  Oldenburg  vorkommen. 

Wenn  man  sich  in  Bezug  auf  die  übrigen  Ehen  an  diejenigen,  welche 
mindestens  zehn  Jahre  gedauert  haben,  hält,  zeigt  sich  bei  Ehen  mit  zwei 
und  drei  Kindern  kein  wesentlicher  Unterschied  zwischen  Berlin  und  Olden- 
burg. Dagegen  sind  in  Oldenburg  die  Ehen  mit  3  bis  7  Kindern  ent- 
schieden stärker  als  in  Berlin  vertreten,  während  die  noch  kinderreicheren 
Ehen  in  Berlin  bedeutend  häufiger  als  in  Oldenburg  vorkommen. 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT. 


81 


S    II. 

Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  KinderzahL 
Fortsetzung  :     Kopenhagen. 

In  Rubins  und  Westergaards  Ehestatistik  findet  man  nachstehende 
Angaben  über  die  stehenden  Ehen  nach  der  Volkszählung  für  Kopenhagen 
im  Jahre  1880,  verteilt  nach  Ehedauer  und  Kinderzahl. 


Kioderzahl 

Absolute  Ziffern  bei  einer 

Promillezahlen»  bei  einer 

Ehedauer  von 

Ehedauer  von 

Unter- 
halb 
6  Jahren 

6—9 

10-14 

16-24 

26  J. 

u. 
mehr 

Unter- 
halb 
5  Jahren 

6-9 

10-14 

16—24 

26  J. 

u. 
mehr 

1 

3  074 

868 

686 

676 

375 

468.4 

143.4 

134.4 

112.6 

87.6 

2 

2  292 

1199 

621 

702 

462 

349.2 

198.1 

119.6 

116.9 

107.7 

3 

937 

1613 

662 

738 

647 

142.8 

266.4 

128.9 

122.7 

127.6 

4 

209 

1268 

702 

710 

433 

31.8 

207.8 

161.0 

118.2 

101 .0 

6 

39 

731 

629 

628 

494 

6.9 

120.7 

144.3 

104.6 

116.2 

6 

8 

267 

698 

604 

449 

1.2 

44.1 

137.2 

100.6 

104.7 

7 

4 

91 

416 

604 

384 

0.6 

16.0 

96.2 

100.6 

89.6 

8 

20 

183 

469 

339 

3.3 

42.0 

76.4 

79.1 

9 

4 

91 

322 

248 

0.7 

20.9 

63.6 

67.8 

10 

2 

37 

266 

215 

0.3 

8.6 

44.1 

60.1 

11 

1 

17 

136 

120 

0.2 

3.9 

22.6 

28.0 

12 

• 

12 

77 

100 

" 

2.8 

12.8 

23.8 

13          1 

- 

- 

1 

43 

44 

0.2 

7.2 

10.3 

14 

- 

2 

19 

30 

0.6 

3.2 

7.0 

16 

- 

2 

16 

21 

0.6 

2.5 

4.9 

16 

- 

1 

3 

13 

0.2 

0.6 

3.0 

17 

- 

1 

1 

7 

0.2 

0.2 

1.6 

18 
19—22 

- 

: 

2 
S 

4 
3 

. 

0.3 
0.5 

0.9 
07 

Rekapitu- 
latioD 

1—6 

6  661 

6  669 

3000 

3  464 

2  311 

998.1 

936.4 

688.1 

576.1 

638.9 

6-10 

12 

384 

1324 

2264 

1636 

1.9 

63.4 

303.7 

376.3 

381.3 

11-16 

. 

1 

34 

289 

315 

- 

0.2 

7.8 

48.1 

73.6 

16  u.  mehr 

- 

- 

2 

9 

27 

• 

- 

0.4 

1.6 

6.3 

Insgesamt 
mit  Kindern 

6  663 

6054 

4  360 

6006 

4  288 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

1000.0 

»  Nach  der  Berechnung  des  Verfassers. 
Vld.-8el«k.  Skrifter.  IL  H.-F.  KL   1904.    No.  4. 


82 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Im  Vergleich  rait  Berlin  hatte  Kopenhagen  mehr  einkinderige  Ehen; 
wenn  man  nämlich  mittelst  der  S.  68 — 69  mitgeteilten  Detailangaben  die 
Verhältniszahlen  für  Berlin  in  den  Ehedauergruppen  ^  10 — 14,  15 — 24  und 
25  J.  u.  mehr  berechnet,  stellt  sich  die  Vergleichung  mit  Kopenhagen 
also: 


Promillezahlen  der  einkinderigen  Ehen 

Ehedauer 
10-14  J. 

Ehedauer 
15-24  J. 

9.35  0/00 
11.26   » 

Ehedauer 
25  J.  u.  mehr 

Berlin 

Kopenhagen  .... 

g.78  ^/o 
13.44   » 

7.86  0/0 
8.75    . 

Dagegen  waren  in  Kopenhagen  die  sehr  kinderreichen  Ehen  schwächer 
als  in  Berlin  vertreten.  So  waren  z.  B.  die  Verhältniszahlen  bei  einer 
Ehedauer  von  25  J.  u.  mehr  für  die  Ehen  mit  11  Kindern  u.  mehr  79.8 
n  Kopenhagen  und  87.9  pro  mille  in  Berlin.  Man  wird  auch  bemerken, 
dass  während  in  Berlin  und  in  Oldenburg  das  Maximum  auf  die  vier- 
kinderigen  Ehen  fällt,  war  in  Kopenhagen  die  höchste  Anzahl  bei  den 
dreikindcrigen,  obgleich  der  Unterschied  zwischen  diesen  und  den  vier- 
kinderigen  ganz  unwesentlich  war.  Die  absoluten  Ziffern  stellen  sich 
nämlich  bei  Ehen,  welche  mindestens  zehn  Jahre  gedauert  hatten,  wie 
folgt: 


3  Kinder 


1. 


Berlin .  .  . 
Oldenburg  . 
Kopenhagen 


13794 
I  796 

1847 


4  Kinder 


14  112 
2077 
1845 


S    12. 

Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  KinderzahL 
Fortsetzung  :     Norwegen. 

Die  norwegischen  repräsentativen  Angaben  über  stehende  Ehen  haben 
die  nachstehenden  Resultate  ergeben. 


»  Qci  einer  geringeren  Ehedauer  muss  die  Verschiedenheit  der  Gruppierung  (Kopenhagen 
0—5  J.,  Berlin  0—4^^1«  JJ  ci^^o  gewissen  Einfluss  auf  die  Berechnung  ausüben. 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  83 


1 
Stehende 

Ehedauer 

Kalenderjahre  nach  dem  Ehcschliessungsjahr) 

Ehen  mit; 

Ou. 
1  Jahr 

2-4  J. 

5-9  J. 

10— 19J. 

20— 29J. 

30  Jahre 
u.  mehr 

Insgesamt 

Kinder: 

1 

542 

520 

251 

273 

201 

216 

2003 

2 

60 

710 

48G 

326 

246 

264 

2036 

8 

6 

217 

724 

446 

273 

309 

1975 

4 

8 

29 

688 

599 

276 

858 

1903 

5 

- 

8 

286 

709 

318 

404 

1725 

6 

^ 

91 

780 

390 

410 

1621 

7 

. 

18 

553 

380 

485 

1381 

8 

. 

2 

355 

378 

883 

1118 

9 

. 

2 

184 

295 

293 

774 

10 

- 

- 

72 

229 

192 

493 

11 

, 

„ 

28 

92 

128 

248 

12 

. 

. 

12 

66 

65 

148 

18 

. 

- 

5 

21 

24 

50 

14 

. 

. 

1 

8 

10 

19 

15 

- 

- 

- 

2 

6 

8 

16  u.  mehr 

- 

- 

- 

1 

4 

5 

Rekapitu- 

lation 

1-5 

611 

1484 

2  829 

2  353 

1314 

1551 

9642 

6-10 

. 

. 

108 

1894 

1672 

1713 

5  887 

11—15 

. 

. 

. 

46 

189 

228 

468 

16  u.  mehr 

- 

- 

- 

- 

1 

4 

6 

Insgesamt 

611 

1484 

2  487 

4  293 

3176 

3  496 

15  497 

Pfcient- 

verhältnisse 

1 

88.71 

35.04 

10.30 

6.36 

6.33 

6.18 

12.93 

2 

9.82 

47.85 

17.64 

7.59 

7.75 

7.55 

13.14 

8 

0.98 

14.62 

29.71 

10.39 

8.60 

8.84 

12.74 

4 

0.49 

1.95 

26.18 

13.95 

8.69 

10.24 

12.28 

5 

- 

0.54 

11.74 

16.52 

10.01 

11.56 

11.18 

6 

_ 

•  ^ 

3.74 

17.00 

12.28 

11.73 

10.46 

7 

. 

. 

0.58 

12.88 

11.96 

12.44 

8.91 

8 

. 

. 

0.08 

8.27 

11.90 

10.95 

7.22 

9 

. 

0.08 

4.29 

9.29 

a38 

4.99 

10 

- 

- 

- 

1.68 

7.21 

5.49 

8.18 

11 

_ 

^ 

. 

0.65 

2.90 

8.52 

1.57 

12 

. 

. 

. 

0.28 

2.08 

1.86 

0.92 

18 

. 

. 

. 

0.12 

0.66 

0.69 

0.32 

14 

- 

. 

. 

0.02 

0.25 

0.29 

0.13 

15 

. 

. 

. 

. 

0.06 

0.17 

0.05 

16 

- 

- 

- 

- 

0.03 

0.11 

0.03 

1—6 

100.00 

100.00 

95.57 

64.81 

41.38 

44.37 

62.22 

6—10 

. 

. 

4.43 

44.12 

52.64 

48.90 

34.76 

U-15 

. 

. 

. 

1.07 

5.95 

6.53 

2.99 

16  u.  mehr 

- 

- 

- 

- 

0.03 

0.11 

0.03 

Insgesamt 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

84 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Wie  man  sich  beim  Vergleich  der  obigen  Prozentzahlen  mit  den  für 
Berlin  S.  71  berechneten  leicht  überzeugen  wird,  stimmen  die  Resultate 
der  norwegischen  repräsentativen  Untersuchung  mit  den  Berliner  Volks- 
zählungsergebnissen gut  überein,  wenn  man  in  Betracht  zieht,  dass  für  ein 
ganzes  Land  eine  grössere  Anzahl  von  kinderreicheren  Ehen  zu  erwarten 
ist.  In  letzterer  Beziehung  wird  man  namentlich  bemerken,  dass  die 
Ehen  mit  nur  i  Kind  nach  Verlauf  der  ersten  Jahre  bei  einer  längeren 
Ehedauer  immer  relativ  häufiger  in  Berlin  vorkommen,  als  in  Norwegen. 

In  Bezug  auf  die  besonderen  Verhältnisse  der  repräsentativen  Land- 
distrikte, Städte  und  speziell  Kristiania,  zeigen  sich  folgende  Resultate. 


Ehedauer  (d: 

Kalenderjahr  nach  dem  Eheschliessungsjahr) 

0  u. 

1  Jahr 

2—4 

J. 

5—9 

J. 

10-19 
J. 

20-29 
J. 

80  J. 

u.  mehr 

Insgesamt 

1.  Landdistrikie. 

Ehepaare  mit: 

1  Kind 

2  Kindern 
8 

4        » 
5 

338 

38 

1 
1 

331 

455 

139 

16 

8 

173 
294 
519 
462 
198 

179 
218 
309 
489 
522 

137 
164 
190 
209 
229 

166 
206 
241 
261 
810 

1824 
1870 
1399 
1388 
1262 

1—6      » 

6-10    » 

11  u.  mehr 

878 

944 

1646 
80 

1662 

1871 

29 

929 

1250 

138 

1184 

1346 

168 

6743 

4  047 

385 

Insgesamt 

378 

944 

1726 

3062 

2  317 

2  698 

11125 

2.  Städii, 

Ehepaare  mit: 

1  Kind 

2  Kindern 
8 

4 
6 

204 

22 

5 

2 

189 

255 

78 

13 

5 

78 
136 
205 
176 

88 

94 
113 
137 
160 

187 

64 
82 
83 
67 
89 

50 
58 
68 
97 
94 

679 
666 
576 
515 
463 

1—5      . 

6-10    . 

Hu.  mehr 

233 

540 

688 

28 

691 

623 

17 

385 

422 

62 

367 

367 

64 

2  899 

1840 

183 

Insgesamt 

233 

540 

711 

1231 

859 

798 

4  372 

3.  Darunter  ATWjAtfwa. 

Ehepaare  mit: 

1  Kind 

2  Kindern 

5  » 
4        • 

6  » 

74 
7 
2 
2 

67 
100 

31 
7 
3 

23 
46 
68 
59 
29 

33 
35 
87 
51 
54 

22 
23 
30 
21 
15 

18 
10 
16 
26 
24 

282 

221 
184 
165 
125 

1—6      . 

6-10    . 

11  u.  mehr 

85 

208 

225 
10 

210 

161 

2 

111 
125 

18 

88 
99 
11 

927 

395 

31 

Insgesamt 

85 

208 

235 

378 

254 

198 

1358 

1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  85 


Prozentverhältnisse, 


Ehedauer  h: 

1                          ^ 

Kalenderjahr  nach  dem  Eheschliessungsjahr) 

0  u. 
1  Jahr 

2—4 

J- 

6—9 

J. 

10—19 
J. 

20-29 
J. 

80  J. 
u.  mehr 

Insgesamt 

1.  Landdistrikte. 

Ehepaare  mit: 

1  Kind 

2  Kindern 
8        > 

4         > 
5 

89.4 

10.0 

0.8 

0.8 

36.1 

48.2 

14.7 

1.7 

0.8 

10.0 
17.1 
80.0 
26.8 
11.6 

6.8 

7.0 

10.1 

14.4 

17.1 

6.9 
7.1 
8.2 
9.0 
9.9 

6.2 
7.6 
8.9 
9.7 
11.6 

11.90 
12.81 
12.68. 
12.48 
11.84 

1-5      . 

6-10    . 

11  u.  mehr 

100.0 

100.0 

96.4 
4.6 

64.4 

44.7 

0.9 

40.1 

64.0 

6.9 

43.9 

49.9 

6.2 

60.61 

86.88 

8.01 

Insgesamt 

100.0 

100.0 

100.0 

100.0 

100.0 

100.0 

100.00 

2.  Städte, 

Ehepaare  mit: 

1  Kind 

2  Kindern 
S 

4 

5        . 

87.6 
9.4 
2.1 
0.9 

t 

86.0 

47.8 

14.4 

2.4 

0.9 

11.0 
19.1 
28.8 
24.8 
12.4 

7.6 

9.2 

11.1 

18.0 

16.2 

7.6 
9.6 
9.7 
7.8 
10.8 

6.3 

7.3 

8.6 

12.1 

11.8 

16.68 
16.28 
13.17 
11.78 
10.69 

1-6      . 

6—10    . 

11  u.  mehr 

1 

1000 
100.0 

100.0 

96.1 
8.9 

- 

66.1 

42.6 

1.4 

100.0 

44.8 

49.1 

6.1 

100.0 

46.0 

46.0 

8.0 

66.81 

80.66 

8.04 

Insgesamt 

100.0 

100.0 

100.0 

100.00 

3.  Darunter /TnV/ZaMfa. 

Ehepaare  mit: 

1  Kind 

2  Kindern 
3 

4  > 

5  » 

87.1 
8.2 
2.4 
2.3 

32.2 

48.1 

14.9 

8.4 

1.4 

9.8 
19.6 
28.9 
26.1 
12.3 

8.8 

9.4 

9.9 

18.7 

14.6 

8.7 
9.0 
11.8 
8.3 
69 

6.6 
6.0 

8.1 
12.6 
12.1 

17.16 
16.88 
18.60 
12.21 
9.24 

1—6      . 

6-10    . 

11  u.  mehr 

100.0 
100.0 

100.0 

96.7 
4.3 

66.3 

48.2 

0.6 

48.7 

49.2 

7.1 

44.4 

60.0 

6.6 

68.62 

29.19 

2.29 

Insgesamt 

100.0 

100.0 

100.0 

100.0 

100.0 

100.00 

Eine  bewundernswerte  Regelmässigkeit!  Und  dies  trotz  des  sehr 
kleinen  Zahlenmaterials,  welches  bei  der  repräsentativen  Zählung  besonders 
für  Kristiania  voriiegt^. 

Beachtenswert  sind  die  Prozentzahlen  fiir  die  Ehepaare  mit  nur 
I  Kind.  Bei  einer  Ehedauer  von  10  Jahren  an  finden  wir  regelmässig 
die  Prozentzahlen  für  die  Landdistrikte  kleiner  als  fiir  die  Städte,   für  die 


Die  Zahlen  für  Knstiania  umfassen  nur  i  558  Ehepaare  mit  insgesamt  etwa  5  800  Kindern. 


86 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Städte  überhaupt   kleiner   als  flir  Kristiania  und  für  Kristiania  kleiner  als 
für  Berlin. 

In  Bezug  auf  die  Frage,  bei  welcher  Kinderzahl  das  Maximum  der 
Ehepaare  fallt,  und  wie  die  betreffende  Kurve  sich  zieht,  teilen  wir  noch 
die  nachstehenden  Angaben  für  die  Ehen,  welche  wenigstens  lo  Jahre 
gedauert  haben,  mit: 


Kindenahl 

Noiwegen 
Oberhaupt 

Landdiitrikte 
alleiD 

Städte 

Hiervon 
Kriitiania 

I 

690 

482 

208 

68 

2 

836 

583 

253 

68 

3 

I  028 

740 

288 

83 

4 

1233 

909 

324 

97 

5 

I43I 

I  061 

370 

93 

6 

1530 

II53 

377 

103 

7 

1368 

1022 

346 

108 

8 

I  116 

845 

271. 

86 

9 

772 

566 

206 

57 

10 

493 

381 

112 

31 

Das  Maximum  fällt  somit  in  Norwegen  bei  einer  Anzahl  von  sechs 
Kindern  (in  Kristiania  sogar  bei  7  Kindern),  wogegen  aus  den  für  Berlin 
oben  S.  70  mitgeteilten  Angaben  hergeleitet  werden  kann,  dass  das  ent- 
sprechende Maximum   daselbst   bei  einer  Anzahl  von  vier  Kindern  liegt. 


Für  Norwegen  besitzt  man  bis  jetzt  keine  Angaben  über  die  Geburten, 
verteilt  nach  der  Reihenfolge  kombiniert  mit  der  Ehedauer.  Man  hat  zwar 
für  Kristiania  Angaben  über  die  Reihenfolge  der  Kinder,  kombiniert  mit 
dem  Alter  der  Mütter;  aber  die  Kombination  mit  der  Ehedauer,  welche 
uns  gerade  in  dieser  Verbindung  interessiert,  ist  nicht  vorhanden. 

Um  jedoch  einen  Beitrag  zur  Lösung  der  Frage  wegen  des  Verhält- 
nisses zwischen  den  Angaben  über  die  stehenden  Ehen,  verteilt  nach  der 
Kinderzahl  und  über  die  Geburten,  verteilt  nach  der  Geburtenfolge  (vergl. 
S.  6)  zu  liefern,  habe  ich  die  mehrmals  erwähnten  repräsentativen  An- 
gaben über  die  stehenden  Ehen  im  Jahre  1894  für  Kristiania  ganz  speziell 
untersucht.  Ich  habe  nämlich  bei  allen  Ehen  unter  denselben,  welche  in 
den  Jahren  1875 — 1889  geschlossen  waren,  das  Geburtsjahr  und  die  Reihen- 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  87 

folge  aller  Geburten  ermittelt,  welche  vom  ersten  bis  zum  fünften  Jahre 
nach  der  Eheschliessung  stattgefunden  hatten.  Das  ganze  Material  umfasst 
zwar  nur  584  Ehen;  weil  aber  die  Beobachtung  sich  auf  sechs  Jahre  er- 
streckt, sind  dennoch  3  504  Ehejahre  observiert.  Es  wäre  selbstverständlich 
sehr  wünschenswert,  dass  ein  grösseres  Material  vorhanden  wäre,  und  es 
wird  sich  vielleicht  später  die  Gelegenheit  bieten,  die  schon  vorhandenen 
Quellen  in  gleicher  oder  vollständigerer  Weise  zu  verwerten.  Dies  er- 
erfordert indessen  grossen  Zeitaufwand,  und  ich  muss  mich  deshalb  vor- 
läufig mit  dem  obigen  Material  begnügen,  so  wie  es  vorliegt. 

Was  kann  man  also  hieraus  lernen? 

Wir  finden  zuerst  die  nachstehende  Verteilung  der  genannten  584 
Ehepaare  auf  Ehepaare  mit  o,  i,  2  bis  5  Kindern  Tür  jedes  der  Ehedauer- 
jahre  o  bis  5: 


Ehedauer  (o:  Kalenderjahre  nach  dem  Eheschliessungsjahr), 

Ehepaare  mit: 

Die  einzelnen  Jahre: 

Zusammen- 

oJ. 
(Eheschlies- 
sungsjahr) 

«  J- 

2}. 

3J. 

4  J. 

S  J- 

fassung: 

0  U,  I  J. 

*-4j. 

0  Kindi 

365 

106 

29 

16 

10 

6 

47.» 

55 

I      » 

»93 

409 

321 

173 

105 

83 

602 

599 

2  Kindern 

25 

63 

204 

302 

261 

179 

88 

767 

3      » 

I 

6 

29 

87 

180 

234 

7 

296 

4     » 

- 

- 

I 

5 

27 

72 

- 

33 

5      » 

- 

- 

■ 

I 

I 

10 

- 

2 

Zusammen 

584 

584 

584 

584 

584 

584 

1168 

1752 

Darunter  mit 
Kindern 

219 

478 

555 

568 

574 

578 

697 

1697 

Prozentverhält- 

nisse der  Ehe- 

paare mit 
Kindern 

Mit  I  Kind 

88.1 

85.5 

57.8 

304 

18.3 

14.4 

86.4 

35-3 

2  Kindern 

11.4 

13-2 

36.8 

53.2 

45-5 

31.0 

12.6 

45-2 

3       » 

O.S 

1-3 

5.2 

'5-3 

3»-3 

40.5 

I.O 

17.4 

4       » 

- 

0.2 

0.9 

4-7 

12.4 

- 

1-95 

5       » 

- 

- 

0.2 

0.2 

1-7 

- 

0.12 

Summa 

lOO.O 

100.0 

100,0 

lOO.O 

100.0 

100.0 

100.0 

100.0 

d.  h.  wohl  zu  bemerken:  bei  Ehepaaren,  welche  später  Kinder  bekommen  haUen. 


88  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Beim  Vergleich  der  in  den  zwei  letzten  Reihen  aufgeführten  obigen 
Prozentzahlen  mit  den  S.  85  für  die  Ehedauerjahre  o — i,  und  2 — 4  in 
Bezug  auf  Kristiania  angeführten  muss  daran  erinnert  werden,  dass  die 
obigen  neuen  Zahlen  auf  einem  ungefähr  achtmal  so  grossen  Beobachtungs- 
material basiert  sind,  als  die  früheren  (für  die  Ehedauer  o  u.  i  J.  697 
Ehen  mit  Kindern  gegen  85,  und  für  die  Ehedauer  2 — 4  J.  1697  gegen 
208).  Ausserdem  ist  zwischen  den  Beobachtungszeiten  folgender  Unter- 
schied vorhanden:  i)  Bei  der  letzt  ausgeführten  Untersuchung  haben 
wir  die  in  den  Jahren  1875 — '889  geschlossenen  und  am  Ende  des  Jahres 
1894  noch  bestehenden  Ehen  beobachtet  und  in  Bezug  auf  diese  die  in 
den  ersten  fünf  Jahren  nach  der  Eheschliessung  stattgefundenen  Geburten 
untersucht.  Daraus  und  aus  der  Verteilung  der  Ehen  auf  die  respektiven 
Jahre  folgt,  dass  bei  dieser  Untersuchung  die  Ehedauer- Jahre  o  und  i  in 
einer  durchschnittlichen  Entfernung  vom  31.  Dezember  1894  von  ungefähr 
10  Jahren,  und  die  Ehedauer- Jahre  2 — 4  von  7  bis  8  Jahren  liegen.  2)  Bei 
den  stehenden  Ehen  Ende  1894  liegen  dagegen  die  Ehedauer- Jahre  o  und 
I  in  einer  durchschnittlichen  Entfernung  vom  31.  Dezember  1894  von 
I  Jahr  und  die  Ehedauer-Jahre  2 — 4  von  3V2  Jahren. 

Teils  wegen  dieses  Umstandes,  teils  wegen  des  kleinen  Beobachtungs- 
materials war  bei  diesen  beiden  Berechnungen  eine  etwas  verschiedene 
Gruppierung  der  Ehen  in  Bezug  auf  die  Kinderzahl  zu  erwarten. 

Eine  Vergleichung  der  somit  für  Kristiania  S.  85  u.  87  berechneten 
Verhältniszahlen  mit  den  S.  74  für  Berlin  berechneten  scheint  überhaupt 
den  Eindruck  zu  machen,  dass  die  letzterwähnten  Angaben  für  Kristiania 
annäherungsweise  in  Wirklichkeit  als  repräsentativ  betrachtet  werden 
können,  indem  die  Verschiedenheiten,  welche  sich  geltend  machen,  auf 
besonderen  Verhältnissen  beruhen  mögen. 

Wir  können  somit  in  unserer  Untersuchung  dieses  kleinen  Observations- 
materials  fortfahren,  indem  wir  für  die  erwähnten  584  Ehepaare  nach- 
weisen werden,  wie  es  mit  der  Geburtenfolge  steht.  In  dieser  Beziehung 
weisen  wir  zunächst  auf  nachstehende  Tabelle  hin. 


1904.   No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  89 


Nummern 

Jahre, 

in  welchen  die  Geburten  stattfanden 

der  Kinder 

Vor  dem 

Jahr  0 

in  der 

Ehe- 

(d:  Ehe- 

Jahr  I     ;    Jahr  2 

Jahr  3 

Jahr  4 

Jahr  s 

Geburtenfolgc 

schliessungs- 

schlies- 

1 

jahr 

sungsjahr) 

1 

I 

51 

168 

259 

77 

13 

6 

4 

2 

8 

18 

43 

165 

161 

74 

26 

3 

- 

I 

5 

24 

63 

"5 

108 

4 

- 

- 

- 

I 

■5 

22 

54 

5 

- 

- 

- 

- 

I 

- 

9 

Zusammen 

59 

187 

307 

267 

243 

217 

201 

Die  Summe  dieser  bis  zum  Jahre  5  geborenen  Kinder  beträgt  1481, 
welche  Summe  auch  aus  der  S.  87  mitgeteilten  Angabe  über  Ehepaare 
mit  o,  I,  2  u.  s.  w.  bis  5  Kindern  hergeleitet  werden  kann. 

In  Bezug  auf  das  Verhältnis  zwischen  diesen  Angaben  und  den  oben 
für  das  Königsviertel  in  Berlin  S.  79  mitgeteilten,  mag  auf  die  später  in 
Verbindung  mit  der  Besprechung  der  Angaben  für  Budapest  gemachten 
vergleichenden  Tabelle  hingewiesen  werden. 

Ich  werde  indessen  zuerst  im  einzelnen  darlegen,  wie  sich  diese  Ver- 
hältnisse am  Ende  des  Eheschliessungsjahres  und  der  fünf  nachfolgenden 
Jahre  in  Kristiania  stellten. 

Dies  wird  aus  der  folgenden  Tabelle  (S.  90)  ersichtlich. 

Aus  dieser  Tabelle  geht  klar  hervor,  erstens  wie  die  Gesamtzahl 
der  bis  zu  einem  bestimmten  Ehejahr  (n)  stattgefundeni^n  Geburten,  ver- 
teilt nach  der  Reihenfolge,  auf  die  S.  6  näher  erörtete  Weise  in  einem 
direkten  Verhältnis  zu  der  Anzahl  der  Ehepaare,  verteilt  nach  der  Kinder- 
zahl, steht  ^.  • 


*  z.  B.  die  Gesamtzahl  der  Kinder  am  Ende  des  Ehejahrs  2  war  zufolge  der  ersten 
Kolonne  555  erstgeborene  Kinder,  555 — 321  =  234  als  Nr.  2  geborene  Kinder,  234  — 
204  =  30  als  Nr.  3  geborene  Kinder  und  30—29  t=  1  als  Nr.  4  geborene  Kinder, 
was  mit  den  Ziffern  der  letzten  Kolonne  stimmt.  Vergleicht  man  nun  diese  Ziffern  mit 
denjenigen  der  vorangehenden  (Anzahl  der  Geburten  im  betreffenden  Jahre  (267)  und  in 
früheren  Jahren,  553),  wird  es  ersichtlich,  wie  die  Geburten  in  einem  bestimmten  Jahre 
und  bei  verschiedener  £bedauer  sich  in  Bezug  auf  ihre  Reihenfolge  ganz  anders  verteilen 
müssen,  als  die  Gesamtzahl  der  im  betreffenden  und  in  früheren  Jahren  Geborenen. 
Wenn  aber  die  Geburten  nicht  nach  der  £hedauer  unterschieden  sind,  repräsentiert  die 
Gesamtzahl  der  in  einem  bestimmten  Jahre  Geborenen,  Geburten  aus  sämtlichen  Ehe- 
dauerjahren  und  verteilen  sich  deshalb  nach  ihrer  Reihenfolge  wesentlich  wie  die  aus 
den  stehenden  £hen  auf  die  S.  6  angegebene  Weise  hergeleitete  Anzahl  Kinder. 
Indessen  sollte  hierbei  die  Anzahl  der  Ehepaare  nach  ihrer  Ehedauer  in  Übereinstim- 
mung mit  der  bezüglichen  Ëhedauertafel  reduziert  werden. 


90 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Ehepaare 

mit  Kindern 

._* ce 1-       1 

am  Ende 
_i 

1       Die  Geburten,  verteilt  nach  der  Re 

ihenfolge. 

der  ucirciicuuca  jaurc. 

Nummer 

der 
Geburt 

Anzahl  der  Gebu 

rten 

Anzahl 
der  Ehe- 
paare 

Gesamt- 
zahl der 
Kinder     • 

Anzahl  der 

Kinder 
jedes  Paars 

î«^  ^^'^^'  1  in  früheren 

^"^^°            Jahren 
Jahre 

Insgesamt 

Ehejahr  0, 
(3:£heschlies- 
sungsjahr) 

1  Kind 

2  Kinder 

3  > 

193 
25 

1 

'219  ~ 

1 

193 

60 

3 

1 
2 

i         3 

168 
18 

1 

61» 
8« 

219 
26 

1 

Summe 

246        ; 

1—3 

187 

59 

246 

Ehefahr  i, 

1  Kind 

2  Kinder 
8      • 

409 

68 

6 

409 
126 

18      1 

1      \ 

3 

269 

43 

6 

219» 
26 

1 

478 

69 

6 

Summe 

478 

658 

1 

1-3 

307 

246 

668 

Eh^'ahr  2, 

1  Kind 

2  Kinder 

3  » 

4  » 

321 

204 

29 

1 

321 

408      i 

87      ' 

4      , 

820      1 

1 

1 

t           2 
8 
4 

77 

165 

24 

1 

478 

69 

6 

566 

284 

80 

1 

Summe 

665 

1-4 

267 

563 

820 

Eh^'ahr  5. 

1  Kind 

2  Kinder 
8      » 

4      » 
6      » 

173 
802 

87 
5 

1 

668 

173 

604 

261 

20 

1063 

1 
2 
3 
4 
5 

18 

161 

63 

5 

1 

•555 

234 

80 

1 

568 

895 

93 

6 

1 

Summe 

1-5 

243 

820 

1063 

Ehejahr  4. 

1  Kind 

2  Kinder 
8      > 

4  » 

5  » 

106 

261 

180 

27 

1 

106 
522 
640   . 
108 
6 

1 
2 
8 
4 
5 

6 

74 

116 

22 

568 

396 

93 

6 

1 

674 
469 
206 

28 

1 

Summe 

674 

1280 

1—5 

217  • 

1068 

1280 

Ehejahr  5. 

1  Kind 

2  Kinder 
8      > 

4  > 

5  > 

83 

179 

284 

72 

10 

578 

83 

358 
702      1 

288      1 
50      1 

1481      1 

1 
2 
S 
4 
5 

1"    1—5 

4 

26 

108 

54 

9 

674 
469 
208 

28 

1 

678 

496 

316 

82 

10 

Summe 

201 

1280 

1481 

»  Nämlich    a)   193-168  =  25  Kinder,    deren   Eltern  am  Ende  des  Jahres  o  nur  i  Kind 

hatten;  b)  26  erstgeborene  Geschwister  der  Kinder,  deren  Eltern  am  Ende  des  Jahres  o 

zwei  oder  drei  Kinder  hatten. 
'  Nämlich    a)  25 — 18  ==  7  Kinder,   deren    Eltern  schon   vorher    i  Kind  hatten;    b)  der 

als  zweites  Kind  geborene  Bruder  oder  die  Schwester  des  Kindes  Nr.  3. 
3  Nämlich    409—259  =150   Kinder,    welche    am    Ende   des    Jahres   keine   Geschwister 

hatten  -f  69,  welche  Geschwister  hatten,  vergl.fAmn  i.  und  2. 


1904.  No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


91 


Dagegen  sieht  man,  dass  die  in  einem  bestimmten  Ehejahre  stattge- 
fundenen Geburten  in  keinem  solchen  Verhältnis  stehen,  indem  die  Kinder- 
zahl der  stehenden  Ehen  zu  jeder  Zeit,  teils  wohl  von  den  Geburten  in 
demselben  Jahre,  zum  grössten  Teil  aber  von  den  Geburten  in  den  frü- 
heren Jahren  abhängig  ist. 

Unter  lOCX)  bis  zum  Ende  des  Ehejahres  5  geborenen  Kindern  war 
die  Verteilung  auf  die  einzelnen  Jahre  und  nach  der  Geburtenreihe  nach 
obigen  Erfahrungen  für  Kristiania,  wie  folgt. 


Nr.  I 

Nr.  « 

Nr.  3 

Nr.  4 

Nr.  s 

Zusammen 

Vor  dem 

Ehejahre 

34 

5 

- 

- 

39 

Bhejabr  o 

114 

12 

I 

- 

.- 

127 

»        I 

^7S 

29 

3 

- 

207 

»        2 

52 

III 

16 

I 

180 

3 

9 

109 

42 

3 

164 

4 

4 

SO 

78 

'5 

147 

S 

3 

18 

73 

36 

6 

136 

Insgesamt 

39' 

334 

2'3 

55 

7 

1 000 

S  13. 

Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl. 

Fortsetzung:    Ungarn,  Budapest. 

In  der  oben  erwähnten  Statistik  über  die  Bevölkerungsbewegung 
Ungarns  im  Jahre  1897  finden  wir  S.  74  u.  f.  spezificierte  Angaben  für 
jedes  Geschlecht  der  Neugeborenen  über  die  Position  des  Kindes  in  der 
Zahlenreihe,  kombiniert  mit  der  Ehedauer.  Wir  haben  aus  dieser  Quelle 
die  nachstehenden  Angaben  für  beide  Geschlechter  zusammengestellt: 


93 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Das  neugeborene  Kind 

war  aus 

derselben  Ehe  das  x-geborene: 

Art  der  Geburt 

und  Jahr  der 

Eheschliessung  der 

Eltern 

1 

2 

8 

4 

5 

6-10 

11—15 

mehr 
als 
16 

Unbe- 
kannt 
das 
wie- 
vielte 

losge- 
gesamt 

I.    Ungarn, 

a)  Lebendgeborene: 

1897  (=  Ehejahr  0) 

17015 

646 

201 

97 

73 

142 

16 

2 

- 

18191 

1896       (      —      1) 
1895       (      -     2) 
1894       (      —     3) 
1898       (      -      4) 
1892       (     —     5) 
1891       (     —      6) 

54  928 
16083 
6  608 
3  220 
1765 
1018 

3443 

18998 

28  727 

18  079 

9099 

4  542 

441 

1800 

6957 

15071 

18043 

18348 

142 

871 

1023 

2971 

6  907 

10424 

89 

158 

251 

682 

1427 

3  057 

198 
190 
267 
356 
628 
1127 

23 
16 
14 
11 
15 
29 

2 
2 
2 

2 
4 

1 
1 

59261 
37618 
43650 
40340 
37886 
33  645 

1886-1890(7-11)  - 
1881—1885  (12-16) 
1876-1880(17-21) 
1871—1875  (22—26) 
1866—1870(27-81) 

<    1909 

665 

281 

58 

15 

6372 

1544 

328 

126 

14 

20118 

3  582 

762 

171 

20 

37893 

8  091 

1653 

274 

48 

86  630 

15  786 

8  076 

421 

63 

83994 

72971 

40893 

9  783 

906 

888 
2  273 
7897 
6  975 

818 

18 

26 

181 

252 

83 

6 
4 

8 
1 
2 

137323 

104  942 

65024 

17011 

1964 

1861—1865  (82-86) 
1856—1860(37—41) 
1851-1855  (42-46) 
1846—1850(47-51) 

4 

2 

4 

8 

1 

4 

1 

56 
21 

12 

31 

10 

1 

2 

6 

1 

1 

110 

33 

13 

3 

Unbekannt 

694 

547 

506 
81019 

461 
70854 

421 

1101 
162  595 

160 

2 

19 

3911 

Zusammen 

104  208 

92  462 

62  089 

17678 

682 

43 

591025 

b)  Totgeborene: 

1897  (=  Ehejahr  0) 

874 

25 

4 

2 

1 

4 

1 

- 

411 

1896       (     —      1) 
1895       (      -      2) 
1894       (     -      3) 
1893       (     —     4) 
1892       (     —     5) 
1891       (     —     6) 

1200 

417 

181 

119 

71 

33 

143 
895 
408 

284 
182 

68 

18 
66 
165 
261 
249 
174 

2 

10 

48 

105 

156 

198 

1 

4 

9 

29 

78 

105 

7 

8 

6 

18 

25 

64 

1 
1 
1 

1 
2 

1372 
902 
808 
816 
706 
689 

1886-1890(7-11) 
1881—1885(12-16) 
1876-1880(17—21) 
1871—1875  (22-26) 
1866—1870  (27-31) 

122 

42 

21 

8 

185 

35 
5 

827 

82 

21 

4 

1 

646 

168 

57 

16 

2 

698 

322 

98 

16 

8 

1028 

1641 

984 

218 

24 

17 
108 
319 
205 

27 

6 

6 

16 

3 

2  974 

2  400 

1496 

478 

60 

1861—1866  (82—81) 
1856-1860  (37-41 
1851-1855  (42-46) 
1846—1850  (47-51) 

* 

- 

1 

1 
1 

- 

; 

1 
2 

Unbekannt 

32 

17 

18 

20 

12 

49 

18 

2 

- 

168 

Zusammen 

2  615 

1642 

1885 

1414 

1857 

4  078 

696 

88 

3 

13  223 

1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.  93 


! 
1 

Das  neugeborene  Kind 

war  aus 

derselben  Ehe  das  x-geborene: 

Art  der  Geburt 

Unbe- 
kannt 

und  Jahr  der 

mehr 

Ebeschliessung  der 

1 

2 

3 

4 

5 

6-10 

11-16 

als 

das 

Insge- 

Eltern 

15 

wie- 
vielte 

samt 

II.    Kroatien  und 

Slawonien, 

a)  Lebendgeborene: 

1897  (=  Ehejahr  0) 

2025 

84 

1 

- 

- 

- 

- 

2060 

1896       ( 
1895       1 

-      1) 

7762 

723 

21 

2 

. 

. 

. 

8498 

-      2) 

3  397 

2  417 

882 

20 

. 

- 

. 

6216 

1894       1 
1893 

-      3) 

1576 

3  951 

1003 

225 

22 

3 

. 

6780 

—  4) 

—  5) 

—  6j 

794 

2800 

1845 

399 

111 

14 

. 

5  963 

1892 

459 

1643 

2  279 

782 

216 

88 

. 

6  468 

1891 

267 

914 

1853 

1083 

344 

158 

- 

4619 

1886-1890(7—11) 

644 

1725 

4236 

5  787 

4548 

3  976 

27 

_ 

20944 

1881—1885  (12-16) 

198 

447 

1114 

2  247 

3  273 

9131 

217 

1 

16629 

1876-1880(17-21) 

66 

101 

283 

559 

889 

5907 

620 

18 

8459 

1871-1875(22—26) 

32 

26 

56 

95 

169 

1684 

454 

19 

2  536 

1866—1870  (27—31) 

6 

10 

9 

21 

35 

248 

91 

8 

428 

1861—1865  ( 
1856-1860 

32-36) 

2 

3 

4 

3 

7 

22 

11 

1 

53 

37-41) 

1 

. 

2 

S 

. 

8 

3 

. 

17 

1851-1855  1 
1846-18501 

42-46) 

1 

. 

. 

- 

. 

2 

. 

. 

3 

47-51) 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

Unbekannt 

272 

107 

126 

Ill 

109 

263 

24 

1 

131 

1144 

Zusammen 

17512 

14  901 

18  214 

11337 

9  723 

21504 

1447 

43 

136 

89817 

b)  Totgeborene: 

1897  (=  Ehejahr  0) 

53 

8 

1 

1 

. 

- 

- 

58 

1896       (     —      1) 
1895       (     -     2) 

187 

12 

1 

1 

- 

. 

. 

. 

201 

82 

43 

15 

2 

- 

. 

. 

. 

142 

1894       (     —      3) 
1893       (     —     4) 

36 

48 

21 

6 

2 

. 

" 

. 

114 

22 

33 

82 

12 

7 

3 

. 

110 

1892       (     —     5) 
1891       (     —     6) 

15 

34 

25 

8 

3 

8 

- 

. 

88 

11 

15 

21 

15 

11 

5 

* 

- 

78 

1886—1890(7-11) 

29 

35 

94 

87 

78 

80 

1 

. 

899 

1881—1885  (12-16) 

8 

15 

24 

61 

65 

171 

9 

. 

363 

1876—1880(17—21) 

6 

8 

17 

13 

16 

133 

10 

1 

199 

1871—1875  (22-26 

. 

- 

. 

2 

5 

37 

7 

1 

52 

1866-1870  (27—31) 
1861—1865  (82-36) 

2 

. 

. 

1 

1 

4 

6 

- 

14 

- 

- 

1 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

Unbekannt 

9 

1 

2 

2 

1 

4 

- 

- 

59 

78 

Zus 

sami 

nen 

460 

242 

254 

211 

184 

440 

88 

2 

61 

1887 

94 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Das  neugeborene  Kind 

war  aus 

derselben  Ehe  das  x-geborene: 

Art  der  Geburt 

und  Jahr  der 

mehr 

ünbe- 
kannt 

£heschIies8UDg  der 

1 

2 

3 

4 

6 

6-10 

11—16 

als 

das 

Insge- 

Eltern 

16 

wie- 
vielte 

samt 

III.  Ungarn  mit 

Kroatien  und 

Slawonien. 

, 

a)  Lebendgeborene: 

1897  (=  Ehejahr  0) 

19040 

680 

202 

97 

73 

142 

16 

2 

* 

20261 

1896       (     —      1 

62  675 

4166 

462 

144 

89 

198 

23 

2 

. 

67769 

1896       (      —     2) 

19  480 

21415 

2182 

391 

168 

190 

16 

2 

. 

43834 

1894       (      —     3) 

8184 

32  678 

7960 

1248 

278 

270 

14 

2 

1 

50680 

1898       (     —     4) 

4  014 

20879 

16916 

8  370 

748 

370 

11 

\ 

. 

46803 

1892       (     —     5) 

2  224 

10  742 

20322 

7689 

1643 

716 

15 

2 

1 

48  364 

1891       (     —     6) 

1285 

5  466 

16196 

11507 

8401 

1286 

29 

4 

1 

88164 

1886-1890(7-11) 
1881-1885  (12-16) 

2  553 

8097 

24  354 

48  680 

41178 

37970 

410 

18 

7 

168  267 

863 

1991 

4696 

10338 

19069 

82102 

2  490 

27 

6 

121  571 

1876—1880  (17-21) 

1        317 

424 

1045 

2  212 

3  965 

46800 

8  617 

194 

9 

68  483 

1871—1875(22-26)  |          90 

152 

227 

369 

590 

11417 

6  429 

271 

2 

19547 

1866—1870  (27-31)  h          21 

24 

29 

64 

98 

1  154 

909 

91 

2 

2  892 

1861-1865  ( 

82—86) 
87-41) 
42-46) 

!            6 

6 

8 

6 

11 

78 

42 

6 

1 

168 

1866-1660 

1 

. 

2 

4 

1 

29 

13 

. 

60 

1861—1855 
1846—1860  1 

i            1 

. 

. 

- 

. 

14 

1 

. 

. 

16 

47-61) 

- 

- 

- 

- 

2 

1 

- 

8 

Unbekannt 

966 

654 

632 

572 

630 

1364 

184 

3 

160 

5056 

Zusammen 

1121720 

107863 

94288 

81691 

71812 

184099 

19120 

625 

179 

680842 

b)  Totgeborene: 

1897  (=  Ehejahr  0) 

427 

28 

6 

3 

1 

4 

1 

- 

469 

1896       1 

-      1) 

"1387 

165 

19 

3 

1 

7 

1 

1578 

1895       1 

—      2) 

499 

438 

81 

12 

4 

8 

1 

1044 

1894 

-     8 

217 

451 

186 

49 

11 

6 

1 

922 

1893      1 

—     4 

141 

817 

298 

117 

36 

21 

- 

926 

1892 

—     5) 

86 

166 

274 

163 

76 

28 

1 

794 

1891 

-     6) 

44 

83 

195 

208 

116 

69 

2 

717 

1886—1890(7—11) 

151 

170 

421 

733 

771 

1106 

18 

3  878 

1881—1885  (1?— 16) 

60 

50 

106 

224 

387 

1812 

117 

6 

2  768 

1876-1880  (n-21) 

27 

8 

88 

70 

99 

1117 

329 

7 

1695 

1871-1876  (22-26) 

3 

- 

4 

18 

21 

255 

212 

17 

680 

1866—1870  (27—31) 

2 

- 

1 

3 

4 

28 

38 

8 

74 

1861—1865  (82-36) 

- 

- 

1 

- 

- 

1 

* 

- 

2 

1856—1860  (37-41) 

- 

- 

- 

- 

1 

1 

- 

% 

Unbekannt 

41 

18 

15 

22 

13 

53 

18 

2 

69 

286 

Zui 

sami 

nen 

8  075 

1 

1884 

1689 

1625 

1541 

4  618 

729 

36 

64 

15110 

1904-  No.  4.       STAT,  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


95 


Das  neugeborene  Kind 

war  aus 

derselben  Ehe  das  x-geborene: 

Art  der  Geburt 

TT     W 

und  Jahr  der 

Eheschlicssung  der 

Eltern 

1 

2 

3 

4 

5 

6-10 

11-15 

mehr 
als 
15 

Unbe- 
kannt 
das 
wie- 
vielte 

Insge- 
samt 

ni. 

c)  Lebend-  und 

Totgeborene: 

1897  (=  Ehejahr  0) 

19  467 

708 

207 

100 

74 

146 

16 

2 

- 

20  720 

1896       (      —      1) 
1895       (      —     2) 
1894       (      -      3) 
1893       (      -     4) 
1892       (     -     5) 
1891       (      -     6) 

64  062 
19979 
8  401 
4155 
2  310 
1329 

4  321 
21853 
33129 
21196 
10908 

5  539 

481 

2  263 

8146 

17209 

20  596 

15391 

147 

403 

1297 

3  487 

7852 

11715 

90 

162 

284 

779 

1719 

3517 

205 
198 
276 
391 
744 
1354 

24 

17 
15 
11 
16 
31 

2 
2 
2 

2 
4 

1 
2 
1 

l 
1 

69  882 
44  878 
51552 
47229 
44148 
38681 

1886—1890(7—11) 
1881—1885(12-16) 
1876-1880(17—21) 
1871—1875(22-261 
1866-1870(27-31)  . 

2704 
913 

1        344 
j          93 
j          23 

8  267 

2041 

432 

152 

24 

24  775 

4  802 

1083 

231 

30 

44  413 

10  562 

2  282 

387 

67 

41949 

19  446 

4064 

611 

102 

39  078 
83  914 
47917 
11672 
1  182 

428 
2  607 
8846 
6  641 

942 

18 

33 

201 

288 

94 

8 
6 
9 
2 
2 

161640 

124  324 

65178 

20077 

2  466 

1861-1866  (82-36) 
1856-1860(37-41) 
1851—1855  (42—46) 
1846-1800(47—51) 

6 

1 
1 

5 

9 
2 

6 

4 

• 

11 
2 

79 
80 
14 

42 
13 

1 
2 

6 

1 

1 

165 

52 

16 

8 

Rekapitulation: 

0—1   Jahr 
2—4   Jahre 
5-6      » 
7—16    . 
17  u.  mehr 

83  529 

32  535 

3  639 

3  617 

468 

5029 

76178 

16  447 

10  308 

613 

688 

27618 

35987 

29  577 

1355 

247 

5187 
19  567 
54  975 

2  746 

164 

1225 

5  236 

61395 

4  790 

351 

865 

2  098 

122992 

60  894 

40 

43 

47 

3  035 

16487 

4 

4 

6 

51 

590 

4 

2 
14 
14 

90052 
148  659 

88  029 
285  964 

87957 

Unbekannt 

1007 

672 

647 

594 
83  316 

543 

1417 

197 

5 

209 

5291 

Insgesamt 

124  795 

109  247 

95  872 

73  353 

188  617 

19  849 

660 

243 

695952 

Die  vorstehenden  Angaben  können  in  verschiedenen  Beziehungen  ver- 
wertet werden.  Wir  teilen  erstens  die  nachstehende  Übersicht  über  die 
Prozentverteilung  der  Kinder  im  Verhältnis  zu  sämtlichen  Kindern,  welche 
bei  einer  gleichen  Ehedauer  geboren  wurden,  mit  (s.  Tab.  S.  96). 

Wenn  aus  dieser  Tabelle  hervorgeht,  dass  schon  bei  einer  Ehedauer 
von  o  Jahren,  d.  h.  bei  den  im  Ehejahre  selbst  geborenen  Kindern,  sich 
solche  fanden,  welche  als  das  zweite,  dritte,  vierte,  ja  sogar  in  einzelnen 
Fällen  als  das  mehr  als  fünfzehnte  Kind  in  derselben  Ehe  (sie)  geboren 
angegeben  waren,  so  beruht  dies  selbstverständlich  darauf,  dass  die  vor 
der  Ehe   geborenen   Kinder  als  in  derselben  Ehe  mitgerechnet  sind.    Im 


96 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


1 
Lebend-  und        i 

Das 

neugeborene  Kind  war  aus  derselbet 

1  Ehe  das  x-geborene: 

Totgeborene. 

mehr 

Summe 

Ehedauer          j 

1 

2 

3 

4 

5 

6—10 

11-15 

als 
16 

der  Einzel- 
prozente 

0   Jahr 

93.95 

3.42 

1.00 

0.48 

0.36 

0.70 

0.08 

O.Ol 

100.00 

l       » 

1)2.41 

6.23 

0.69 

0.21 

0.13 

0.30 

0.03 

0.00 

100.00 

2   Jahre 

44.52 

48.70 

5.04 

0.90 

0.36 

0.44 

0.04 

0.00 

100.00 

3       . 

16.80 

64.26 

15.80 

2.52 

0.55 

0.54 

0.03 

0.00 

100.00 

4       > 

8.80 

44.88 

36.44 

7.38 

1.65 

0.83 

0.02 

. 

100.00 

5      » 

5.23 

24.71 

46.65 

17.79 

3.89 

1.69 

0.04 

. 

100.00 

6      > 

3.42 

14.25 

39.60 

30.12 

9.05 

8.48 

0.08 

• 

100.00 

7-11       . 

1.67 

5.11 

16.33 

27.49 

26.95 

24.18 

0.26 

0.01 

100.00 

12-16      » 

0.73 

1.64 

3.86 

8.50 

15.64 

67.60 

2.10 

0.03 

100.00 

17—21       » 

0.53 

0.66 

1.66 

3.50 

6.24 

73.53 

13.67 

0.31 

100.00 

22-26      . 

0.46 

0.76 

1.15 

1.93 

3.04 

58.14 

83.08 

1.44 

100.00 

27-31       . 

0.93 

0.97 

1.22 

2.72 

4.14 

47.97 

88.23 

3.82 

100.00 

82—86      » 

3.66 

3.05 

5.49 

3.66 

6.71 

48.16 

26.61 

3.66 

100.00 

37-41       . 

1.92 

. 

3.85 

7.69 

3.85 

67.69 

25.00 

. 

100.00 

42  Jahre  u.  mehr 

5.26 

. 

- 

- 

. 

73.69 

15.79 

5.26 

100.00 

Unbekannt 

19.82 

13.22 

12.73 

11.69 

10.68 

27.88 

3.88 

0.10 

100.00 

Insgesamt* 

17.94 

15.70 

13.78 

11.98 

10.54 

27.11 

2.86 

0.09 

100.00 

gesamten  ungarischen  Gebiete  entfielen  auf  solche  Kinder  im  Eheschlies- 
sungsjahre  6.05  Prozent,  in  Ungarn  allein  6.52  Prozent,  in  Kroatien  und 
Slawonien  dagegen  nur  1.89  Prozent,  von  denen  fast  alle  das  zweite  Kind 
angegeben  war. 

Wenn  wir  nun  die  folgenden  Jahre  der  Ehedauer  betrachten,  finden 
wir  die  Erstgeburten  im  ersten  Jahre  nach  dem  Eheschliessungsjahre  mit 
92.4  Prozent,  im  zweiten  Jahre  mit  44.5  Prozent,  im  dritten  Jahre  mit 
16.3  und  darnach  mit  überhaupt  immer  geringeren  Prozenten  vertreten. 
Doch  zeigt  sich  bei  einer  Ehedauer  von  mehr  als  26  Jahren  eine  kleine 
Steigerung  der  Verhältniszahlen  (von  0.5  Prozent  bis  0.9  Prozent  und 
mehr),  worauf  man  jedoch  kaum  Gewicht  legen  darf. 

Übrigens  wird  ein  Blick  auf  die  obigen  Zahlen  genügen,  um  darüber 
klar  zu  werden,  dass  diejenigen  Familien,  welche  im  Laufe  eines  der 
späteren  Ehedauerjahre  Kinder  bekommen,  im  Vergleich  mit  der  Gesamt- 
zahl der  Familien  einen  Ausnahmefall  bilden.  Daraus  folgt,  dass  die  auf 
dieselben  sich  beziehenden  Verhältniszahlen  in  Bezug  auf  die  Kinderreihe 
jedenfalls  nur  auf  schwierigen  Umwegen  Schluss Folgerungen  auf  die  allge- 
meinen Verhältnisse  erlauben.  Immerhin  mögen  die  betreffenden  Angaben 
ihre  Bedeutung  für  den  Vergleich  zwischen  den  verschiedenen  Landes- 
teilen Ungarns  haben,  aber  es  würde  uns  zu  weit  von  unserer  Hauptfrage 
führen,  wenn  wir  uns  damit  näher  beschäftigen  würden. 


Vergl.  s.  25. 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  ]^RüCHTEARiCEIT.  9/ 

Wir  teilen  nun  nach  dem  Statistischen  Jahrbuche  für  Budapest  die 
folgenden  Angaben  über  die  Ordnungszahl  der  Lebendgeborenen  in  den 
Jahren  1897  und  1898  mit. 


Jahr  nach    ' 
der  Ehe- 
schliesiung 


OrdauQgszahl  der  Lebendgeborenen 


1-5 


6—10 


11-16 


16  u. 
spätere 


Zusam- 
men 


1897. 


0 

867 

43 

. 

- 

. 

910 

. 

. 

- 

910 

1 

2  431 

235 

35 

2 

- 

2  703 

. 

. 

. 

2  703 

2 

490 

1174 

154 

31 

15 

1864 

. 

. 

. 

1864 

3 

147 

1061 

410 

80 

29 

1727 

18 

. 

. 

1740 

4 

79 

436 

715 

186 

39 

1455 

22 

. 

- 

1477 

5 

45 

172 

484 

298 

86 

1085 

40 

. 

. 

1125 

6 

21 

93 

239 

371 

142 

866 

77 

- 

- 

943 

Qu.  1 

3  298 

278 

35 

2 

. 

8  613 

. 

^ 

, 

3  613 

2-4 

716 

2  671 

1279 

297 

83 

5046 

35 

. 

. 

5  081 

5u.6 

66 

265 

723 

669 

228 

1951 

117 

. 

. 

2068 

7-11 

72 

130 

331 

698 

807 

2  038 

1038 

31 

. 

8107 

12-16 

17 

35 

67 

132 

192 

443 

1110 

118 

2 

1673 

17—21 

4 

4 

16 

18 

32 

74 

378 

166 

10 

628 

22—26 

1 

2 

4 

1 

4 

12 

50 

65 

7 

134 

27  u.  mehr 

- 

- 

2 

l 

- 

3 

4 

6 

3 

16 

Unbekannt 

14 

9 

10 

12 

6 

51 

11 

3 

- 

76» 

Zusammen 

4188 

3  394 

2  467 

1830 

1352 

13  231 

2  743 

389 

22 

168961 

1898. 


0 

853 

50 

17 

11 

2 

933 

4 

1 

. 

938 

1 

2  443 

269 

42 

11 

4 

2  769 

6 

. 

. 

2  775 

2 

436 

1109 

134 

35 

12 

1726 

16 

2 

• 

1744 

3 

149 

1084 

401 

92 

27 

1758 

27 

2 

. 

1782 

4 

82 

365 

670 

194 

64 

1355 

32 

8 

. 

1390 

5 

40 

169 

543 

370 

92 

1214 

64 

. 

. 

1268 

6 

20 

88 

248 

394 

172 

922 

83 

4 

. 

1009 

7 

20 

54 

137 

299 

187 

697 

119 

6 

- 

821 

Ou.l 

3  296 

319 

59 

22 

6 

3702 

10 

1 

. 

8  713 

2—4 

667 

2  548 

1205 

321 

93 

4834 

75 

7 

. 

4916 

5-7 

80 

311 

928 

1063 

451 

2  833 

256 

9 

. 

8  098 

8—12 

43 

71 

251 

414 

647 

1426 

1311 

34 

. 

2  771 

13-17 

8 

28 

46 

85 

142 

309 

1021 

186 

2 

1467 

18—22 

4 

4 

5 

17 

17 

47 

260 

137 

4 

448 

23—27 

1 

. 

■- 

1 

3 

5 

30 

46 

8 

89 

28  u.  mehr 

- 

- 

- 

1 

- 

1 

2 

1 

- 

4 

Unbekannt 

11 

6 

9 

3 

4 

32 

9 

4 

1 

46 

Zusammen 

4110 

3286 

2603 

1927 

1363 

13189 

2  974 

374 

15 

16  652 

^  Einschl.  lo  mit  unbekannter  Ordnungsnummer. 


Vid.-Sdlak.  Skriiter.    U.   H.-F.  KL   1904.    No.  4* 


98 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Für  die  Jahre  1899  und  1900  teile  ich  noch  folgenden  Auszug  aus 
einigen  mir  durch  die  Güte  des  Herrn  v.  Körösi  übersandten  handschrift- 
lichen Angaben  mit,  welche  jedoch  nicht  so  detailliert  sind  wie  die  für 
die  vorangehenden  Jahre  veröffentlichten. 


Jahr  nach 

der  Ehe- 

Schliessung] 


Ordnungszahl  der  Lebendgeborenen 


I 


1—5  .6— lOill— 151 


spätere 


Unbc- 1 
kannt 1 


Zusammen 


1899. 


0 

1 

2 

8  u.  mehr 

Unbekannt 


Zusammen 


0 

1 

2 

8 

4  u.  mehr 

Unbekannt 
Zusammen^ 


8781      431 

2  494!     267 

488;  1  165 

4281  1  988 


59 


84 


221 
391 

lie; 


6 
16 
21 


2  485|  1  698 
29i       18 


5 

10 

8 

1240 


9641 
2  826| 
1795; 


7784,2  868 
10!       145j      28 


4  887 


814 
2  710 
507 
156 
247 

67 


8  447  2  698  1  7541 1  278i  13  5041  2  918 
1900. 


. 

- 

- 

1 

846 

19 

2 

5 

- 

1 

852 

19 

8 

958 

2885 

1805 

11019 

174 
16  791 


36t 

260 

1128 

1052 

929 

9! 


19| 

83: 

140i 

884 

2  026 


12 
16 
29 
63 

1885 


1321| 


890 
8023 
1814 
1669 


6408;  2750 
921 


4  5011  3  414  2  609,  2  0091  1  8631  13  896-  2  778 


. 

. 

. 

OifO 

. 

. 

. 

8025 

1 

. 

. 

1821 

. 

. 

. 

1683 

841 

18 

- 

9  517 

1 

- 

- 

93 

343 

18 

- 

17085 

Wegen  der  Verschiedenheiten  in  der  Gruppierung  der  Ehedauerjahre, 
welche  durch  die  teilweise  Zusammenfassung  derselben  in  Kalenderjahr- 
gruppen verursacht  sind,  kann  die  Zusammenstellung  der  Ziffern  für  die 
sämtlichen  vier  Jahre  1897 — 1900  nicht  vollständig  sein.  Indessen  erlauben 
die  angeführten  Ziffern  für  die  Ehejahre  o — 6  eine  direkte  Zusammen- 
fassung, teils  von  2,  teils  von  3  und  4  Beobachtungsjahren,  während  sich 
für  die  folgenden  Ehejahre  nur  die  Angaben  für  1897  und  1898  und  zwar 
nur  mittelst  Interpolation  annäherungsweise  zusammenfassen  lassen.  Um 
eine  gleichmässige  Verteilung  der  Ziffern  zu  bekommen,  habe  ich  in  der 
nachstehenden  Tabelle  sämtliche  Zahlen  auf  einen  Durchschnitt  für  ein 
Jahr  reduziert. 


Anzahl 

Ehe-   ,  der  Beob- 

jahrc     achtungs- 

jahrc 

0       '        4 

1       <        4 

2    ;      4 

8      |l        8 

4    ;    2 

5 

2 

6 

2 

i  Vc 

rgl  S.  29. 

Ordnungszahl  der  Lebendgeborenen 


I   853. 
I  2  520 


43 

258 


479  I  1  144 
151  1 066 

81 

48 

20 


170 
91 


15 
37 
137 
H98 
643 
514 
248 


11 
29; 

781 

190 

384 

883 


5 

1-5 

6-10 

11—15 

16  u.      Ins- 
spätere  gesamt 

4       922 

4 

926 

5    2  831 

4 

. 

2835 

11 

1800 

8 

1 

1809 

23 

1716 

18 

1 

1735 

96 

1405 

27 

2 

1434 

89 

1150 

47 

. 

1197 

157 

894 

80 

2 

• 

976 

1904.  Na.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  ÈHEL.  FRUCHTBARKEIT. 


99 


Teils  auf  Grundlage  obiger  Zahlen  flir  die  sechs  ersten  Ehejahre,  teils 
mit  Benutzung  der  vorstehenden  Tabelle  für  1897  und  1898  sind  die 
nachfolgenden  Prozentzahlen  ausgerechnet. 


Ehe- 

Aniahl  | 
der      1 

Ordnungszahl  der  Lebendgeborenen 

jahre 

Beobach-  • 
tuogsjahrei 

1 

2      1     8 

4 

5        1—5 

6-10 

11—15 

16  u. 
spätere 

Ins- 
gesamt 

0 

1 
4 

92.16 

1 
4.64      1.57 

0.78      0.44 

99.59 

0.88 

0.08 

100.00 

1 

4 

88.89 

9.09 

1.31 

0.40      0.16 

99.85 

0.15 

. 

100.00 

2 

4 

26.49 

68.26 

7.65 

1.60      0.62 

99.52 

0.48 

0.05 

100.00 

8 

3 

8.67 

61.42 

22.96 

4.52 

1.85 

98.92 

1.04 

0.04 

100.00 

4 

2 

5.62 

27.59 

4881 

18.25 

8.24 

98.01 

1.88 

0.11 

100.00 

5 

2 

3.55 

14.25 

42.92 

27.91 

7.44 

96.07 

3.93 

- 

100.00 

6 

2 

2.10 

'9.27;  24.95 

39.19 

16.09 

91.60 

8.20 

0.20 

100.00 

7—11 

1 

2.32 

4.181  10.66 

22.47 

25.97 

65.59 

33.41 

1.00 

100.00 

12—16 

1 

1.02 

2.09      4.00 

7.89 

11.48 

26.48 

66.35 

7.05 

0.12 

100.00 

17—21 

■m 
1 

0.64 

0.64      2.55 

2.87 

5.09 

11.79 

60.19 

26.48 

1.69 

100.00 

22—26 

1 

0.76 

1.491    2.98 

0.75 

2.99 

8.96 

37.81 

48.51 

5.22 

100.00 

8-12 

1.55 

2.56      9.06 

14.94 

23.35 

51.46 

47.81 

1.28 

. 

100.00 

13—17 

0.55 

1.91       3.14 

5.79 

9.68 

21.07 

69.59 

9.20 

0.14 

100.00 

18-22 

0.89 

0.89      1.12 

8.79 

3.80 

10.49 

58.04 

80.68 

0.89 

100.00 

23-27 

1.12 

- 

- 

1.12 

3.87 

5.61 

83.70 

61.70 

899 

100.00 

Vergleicht  man  diese  Prozentzahlen  mit  den  S.  94  für  die  ganze 
ungarische  Monarchie  berechneten  —  von  dem  unwesentlichen  Unterschied 
zwischen  den  Prozentzahlen  für  sämtliche  Geborenen  und  für  die  Lebend- 
geborenen allein  abgesehen  —  so  bemerkt  man  folgende  Abweichungen 
der  Prozentzahlen  für  die  Hauptstadt  Budapest  im  Verhältnis  zum  ganzen 
Lande. 

Die  Prozentzahlen  der  Erstgeborenen  sind  namentlich  von  dem  Ehe- 
jahre 2  bis  zum  Ehejahre  6  bedeutend  geringer  in  Budapest.  Nach  dem 
siebenten  Jahr  nach  der  Eheschliessung  scheint  aber  dies  nicht  der  Fall 
zu  sein. 

Die  zweiten  Kinder  sind  in  Budapest  verhältnismässig  zahlreich  in  den 
Ehejahren  o — 2,  darnach  aber  kommen  sie  bis  zum  zwölften  Jahre  nicht 
so  häufig  vor  als  in  Ungarn  überhaupt,  wonach  sich  das  Verhältnis  wieder 
umkehrt. 

Im  Bezug  auf  das  dritte  Kind  sind  die  Prozentzahlen  ftir  Budapest  im 
Übergewicht  bis  zum  Jahre  4,  dann  liegen  sie  entschieden  unterhalb  der- 
jenigen für  Ungarn  überhaupt  bis  zum  zwölften  Jahre. 

Setzen  wir  dieselbe  Vergleichung  für  die  Kinder  Nummer  4,  5,  6  u.  s.  w. 
fest,  so  finden  wir  dieselbe  Erscheinung  wieder,  d.  h.  die  Ehejahre,  wo 
die  Budapesterprozente  im  Übergewicht  sind,  ziehen  sich  immer  weiter 
vorwärts,  je  später  die  Nummer  des  Kindes  wird. 

Ich  bin  ausser  stande,  den  Zusammenhang  dieser  auffallenden  imd 
ganz  regelmässig  vorkommenden  Erscheinung  zu  erklären. 


ICX) 


A.   N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Nachstehender  Vergleich  zwischen  den  bezüglichen  Prozentzahlen  für 
Ungarn  überhaupt,  Budapest,  das  Königsviertel  in  Berlin  und  Kristiania 
dürfte  in  dieser  Verbindung  nicht  ohne  Interesse  sein. 


ProBentverhältnisse  der  ersten^  zweiten^  dritten^  vierten  und  der  späteren 
Kinder  in  den  Ehejahren  o  bis  5. 


Kalenderjahre 

Berlin: 
Königsviertel* 

nach  dem  £he- 
schliessungsjahre 

Ungarn' 

Budapest* 

Kristiania* 

I.    Erstes  Kind. 

0 

93-95 

92.16 

89.1 

89.9 

I 

92.41 

88.89 

75.4 

84.4 

2 

44.52 

26.49 

20.5 

28.8 

3 

16.30 

8.67 

6.8 

5-3 

4 

8.80 

5.62 

5.0 

2.8 

5 

5.23 

3-55 

4.6 

2.0 

2.     Zweites  Kind. 

0 

342 

4.64 

9.2 

9.6 

I 

6.23 

9.09 

19.8 

14.0 

2 

48.70 

63.26 

62.0 

61.8 

3 

64.26 

61.42 

51.0 

66.3 

4 

44.88 

27-59 

26.3 

34- Ï 

S 

24.71 

1425 

18.3 

12.9 

3.    Drittes  Kind. 

0 

1.00 

Ï-57 

1-5 

0.5 

I 

0.69 

»•31 

4.2 

1.6 

2 

5.04 

7-55 

15-5 

9.0 

3 

15.80 

22.96 

32.6 

25-9 

4 

36.44 

48.31 

40.5 

53.0 

5 

46.65 

42.92 

34.6 

53.8 

i 

|.     Viertes  und  spätere  Kinder. 

0 

1.63     1         1.63 

0.2 

0.0 

I 

0.67 

0.71 

0.6 

0.0 

2 

1.74 

2.70 

2.0 

0.4 

3 

3.64 

5-95 

9-6 

2-5 

4 

9.88 

18.48 

28.2 

10.1 

5 

23.41 

39.28 

42.5 

3>-3 

i  S.  96.      3  S.  79.      3  S.  98.      *  Berechnet  nach  den  S.  89  mitgeteilten  Angaben. 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.  ZUR  BEL.   D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         lOI 

Bei  allen  Verschiedenheiten  der  hier  zusammengestellten  Prozentzahlen 
zeigen  sich  für  die  drei  grossen  Städte  gewisse  Analogien  im  Gegensatz  zu 
den  Prozentzahlen  für  Ungarn  überhaupt. 


Um  das  überaus  reichhaltige  ungarische  Material  so  weit  als  möglich 
vollständig  auszunutzen,  wollen  wir  aus  den  schon  S,  31  erwähnten  Rück- 
sichten auch  eine  Angabe  über  die  Zahl  der  aus  derselben  Ehe  stam- 
menden, am  Leben  befindlichen  Kinder  in  Kombination  mit  der  Ehedauer 
hier  mitnehmen,  jedoch  vorläufig  nur  für  die  Länder  der  ungarischen 
Krone  zusammen  (also  nicht  gesondert  für  Ungarn  und  Kroatien)  sowie 
für  die  Hauptstadt  Budapest. 


Die  Zahl  dieser  am  Leben  befindlichen  Kinder  war: 

Ehedauer- 
jahre 

Ol 

1 

2 

3 

4 

5 

6-10 

11-15 

mehr 
als  15 

Unbe- 
kannt 

Insge- 
samt 

(bei 

der  untenstehenden  Anzahl  von  1 

Shepaar 

en:) 

1.  Ungarn  i8gj. 

0 

435 

19  196 

692 

209i         86          47 

55 

. 

. 

20  720 

1 

1476 

64  441 

2  836 

330l       119         62 

67 

1 

- 

69  882 

2 

798 

28  287 

14  249 

1  183|      237         71 

50 

1 

2 

44  878 

S 

518 

19  364 

27  52fi 

3  492|       484         91 

76 

- 

1 

51552 

4 

399 

12  341 

24  698 

8466!    1065       186 

72 

. 

2 

47229 

5 

272 

7  875 

19  784 

13  346    2  4301       377 

113 

1 

. 

44148 

6 

178 

4  994 

14  338 

14  197!    4  263 

705 

203 

2 

1 

88881 

7-11 

509 

10872 

85  052 

53465  39  377 

16  441 

5  907 

10 

7 

161  640 

12—16 

154 

3  570 

12  035 

25  286  32  080'  27  158 

23  983 

51 

6 

124  824 

17—21 

61 

1039 

3  268 

7  737  12  310 

14  332 

26215 

209 

7 

65178 

22—20 

11 

261 

715 

1  561     2  782 

3  707 

10  760 

277 

1 

20077 

27-31 

4 

41 

95 

207 

319 

397 

1827 

74 

2 

2  466 

32-36 

- 

7 

18 

18 

23 

23 

69 

6 

1 

165 

37-41 

1 

2 

3 

4 

14 

9 

19 

1 

. 

52 

42-46           1 

- 

1 

- 

1 

1 

7 

6 

. 

. 

16 

47—51           1 

- 

- 

- 

1 

- 

2 

- 

- 

8 

0  -1 

1911 

83  637 

3  628 

539 

205 

109 

122 

1 

90052 

2-4 

1715 

59992 

66473 

13141 

1786 

848 

198 

1 

5 

148659 

5—6 

450 

12  869 

34  072 

27  543'    6  693 

1082 

316 

8 

l 

83029 

7-16 

663 

14  442 

47  087 

78  751 

71457 

43  599 

2^800 

61 

18 

285  964 

17  u.  mehr       | 

76 

1351 

4  099 

9  529 

15  449 

18475 

88  398 

567 

2 

11 

87967 

Unbekannt 

54 

4869 

1288 

1027 

910 

684 
96  274 

494 
64107 

618 

8 

- 

218 

6  291 

1 
Zusammen 

173  579 

156  286 

180413 

69  537» 

641 

3 

248 

696962 

*  Vergl.  S.  32  Anm.  4  und  die  Tabelle. 


I02 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Ëhedauer- 
jahrc 


2.  Budapest  iSgy 

0 

1 
'  2 
8 
4 
Ö 
6 

7-11 
12-16 
17-21 
22-26 
27  u.  mehr 
Unbekannt 


Zusammen 


tSçS. 

0 

I 


3 

4 
5 
6 
7 

8-12 
13-17 
18-22 
23-27 

28- 
Unbekannt 


Die  Zahl  dieser  am  Leben  befindlichen  Kinder  war; 


6-10 


ll-16i 


15  u. 
mehr 


ünbc- 
kannt 


Insge- 
samt 


(bei  der  untenstehenden  Anzahl  von  Ehepaaren*.) 


Zusammen 

1899» 
1900» 


878 
2  605 
786 
419 
228 
139 
65 

180 

49 

9 


19 


5  279 


872 

2  515 

691 

369 

212 

126 

64 

50 

107 

33 

5 

1 

16 


32 
180 
960 
1041 
677 
391 
266 

532 

182 

22 

4 

1 
17 

4  255 


46 
226 
941 
1108 
612 
412 
267 
171 

338 
97 
17 

1 

8 


5061  4  238 

5  2571  4  268 
5  345  I  4  187 


18 
94 
280 
495 
426 
327 


278 

66 

8 

4 

10 


2818 


11 
23 

80 
248 
457 
526 
384 
273 

715 

188 

43 

9 

1 
12 


2  970 

2  981 

3088 


24 

381 

66, 

138, 


224 


12 
9 

27 
49 


836  <  457 
370  i   364 


95  I 
13  I 

71 


127 

21 

2 

5 


1  811  1  073 


8 

6 

21 

41 

80 

165 

229 

231 

744 

319 

72 

7 

3 


1920 
1821 


1 
2 
8 
13 
17 
26 
56 
65 

585 

810 

92 

14 

4 
1143 

1212 
1  998 I  1 118 


910 

. 

. 

2703 

. 

. 

1864 

. 

. 

1740 

2 

. 

1477 

4 

. 

1125 

12 

- 

94S 

240 

. 

3107 

477 

3 

1673 

305 

4 

628 

82 

4 

184 

7 

2 

16 

6 

1 

10 

76 

1135 

14 

- 

10 

16395 

1 

988 

3 

. 

2  775 

3 

. 

. 

1744 

3 

. 

. 

1782 

12 

. 

1390 

13 

. 

. 

1268 

19 

. 

. 

1009 

31 

- 

- 

821 

382 

. 

. 

2  771 

516 

3 

1 

1467 

215 

4 

. 

448 

54 

3 

- 

89 

3 

. 

. 

4 

3 

• 

- 

46 

1208 

10 

1 

16  552 

1283 

16 

3 

16791 

1285 

19 

1    . 

- 

17085 

S  M. 

Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl. 

Fortsetzung  :    Frankreich. 

Wie  schon  bemerkt,  befasst  sich  die  diesbezügliche  französische 
Statistik  nur  mit  den  am  Leben  befindlichen  Kindern.  In  Kombination 
mit  der  Ehedauer  verteilten  sich  zufolge  der  Volkszählung  für  1896  die 
Familien  nach  ihrer  Kinderzahl  auf  folgende  Weise: 


Für  diese  Jahre  fehlen  weitere  Angaben. 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        103 


Die  Zahl  der  am  Leben  befindlichen  Kinder  und  die  Anzahl  von  Ehepaaren 

Hiervon 
mit  ange- 
gebener 
Anzahl 

von 
Kindern 

Ehedauer 

i 

mit  j€ 

0,  1,  2,  3  etc.  solchen  Kindern: 

0 

1 

i 
2 

1 

3 

4 

5 

6          '^l' 
mehr 

Unbe- 
kannt 

Zusammen 

0—2   Jahre 

290437 

235  489 

1 

52  inj 

10  43«''   3  567|     1348 

584 

304 

14  232 

608  604 

303935 

3—4       . 

143  701 

246  611 

153  2661 

47  843,  11297 

3148 

977 

595 

10  632 

618070 

463  737 

5-9      . 

171  813 

816  770 

310  0521 

174  716   75187 

28  856 

9148 

4169 

14  993 

1  105  704 

918898 

10—14     » 

139  354 

242  805 

274117! 

201867124  845 

67  364 

32  096 

17  421 

11774 

1111643 

960  515 

15—19     . 

121  031 

206  499 

232  273j 

179  541  124  507 

1 

79  502 

47020 

38  458 

9  981 

1038  812 

907800 

20—24     » 

112  338 

186  958 

2149991 

167  336  117  257 

78  615 

50071 

52  225 

9128 

988  927 

867461 

25-^9    > 

222  964 

383168 

400  144' 

293  986  2009211130  779 

83  728   93  713 

16  003 

1825  406 

1586439 

50  J.  u.  mehr 

24  288 

36725 

36649! 

27  244!  19  120    13  316 

8  674 

7  614      1587 

175  217 

149  342 

Unbekannt 

40176 

46  670 

37  404 

22  823    13  496.     7039 

3  890 

3  534'  42  572 

217  604 

134856 

Witwer  und 

1 

Witwen 

534  95G 

730  720 

663966 

465  422  292  964 

174  085 

95  258 

71520100  816 

3  129  707 

2493  935 

Geschiedene 

1 

1 

Männer 

7  781 
1808  839 

6  337 

4  272 

2173 

1001 

530 

194 

128 

3137 

25  553 

14  635 

Zusammen 

2  638  752 

2  379  259i  1  593  387  984  162:584  582  331  640  289  771 1234  855 

10845  247 

8801553 

Hiernach  berechnen  sich  die  nachstehenden  Prozentverhältnisse: 


Ehedauer 


0—2    Jahre 
3—4      » 
5—9      ^ 

10-14    . 

15—19    » 

20-24    » 
25—49    » 
50  J.  u.  mehr 
Unbekannt 
Witwer  und 

Witwen 
Geschiedene 

Männer 


Insgesamt 


Prozentverhältnisse  der  Ehen  mit  angegebener  Anzahl  von  Kindern 


1 


77.48 
53.17 
34.47 
25.28 
22.74 

21.55 
24.15 
24.59 
34.61 

29.30 

43.30 


30.00 


3 


17.15 
33.05 
33.74 
28.54 
25.59 

24.79 
25  22 
24.54 
27.74 

26.62 

29.19 


27.00 


3.44 
10.32 
19.02 
21.02 
19.78 

19.29 
18.53 
18.24 
16.92 

18.66 

14.85 


18.10 


1.17 

2.44  I 

8.181 

13.00  j 

13.71  ( 

13.52 
12.67 
12.80 
10.01 


6.83 
11.20 


1 
5 

6 

7  u. 
mehr 

Unbe- 
kannt 

Zusammen 

0.44 

0.19 

0.13 

100.00 

0.68 

0.21 

0.13 

- 

100.00 

3.14 

1.00 

0.45 1      - 

100.00 

7.01 

3.34 

1.81 

- 

100.00 

8.76 

5.18 

4.24 

- 

100.00 

9.06 

5.77 

6.02 

. 

100.00 

8.24 

5.28 

5.91 

. 

100.00 

8.92 

5.81 

5.10 

- 

100.00 

5.22 

2.88 

2.62 

- 

100.00 

,     6.98 

3.82 

2.87 

- 

100.00 

3.62 

1.33 

0.88 

100.00 

6.64 

3.77 

3.29 

- 

100.00 

Der  Einfluss  der  Ehedauer  tritt  hierbei  durch  die  allmählich  abneh- 
mende relative  Anzahl  der  Familien  mit  einem  oder  zwei  Kindern  und 
die  immer  zunehmende  Anzahl  von  kinderreicheren  Familien  klar  hervor. 
Zugleich  macht  sich  die  Sterblichkeit,  namentlich  bei  einer  längeren  Ehe- 
dauer, zur  Vermehrung  der  einkinderigen  Familien  sichtbar  geltend.  Nach 
Verlauf  von  15  bis  20  Jahren  nach  der  Eheschliessung  scheint  eine  ver- 
längerte Ehedauer  auf  eine  weitere  Vermehrung  der  Kinderzahl  nicht 
merkbar  einzuwirken.  Ich  habe  deshalb  bei  der  nachstehenden  Verglei- 
chung   der   in   entgegengesetzter    Richtung    am    meisten    hervortretenden 


I04 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


französischen  Departements  die  Ehedauerjahre  15 — 19  und  20 — 24  aus- 
gewählt, indem  eben  diese  am  besten  geeignet  erscheinen,  um  die  Ver- 
schiedenheiten ersichtlich  zu  machen. 


Die  Zahl  der 

am  Leben  befindlichen  Kinder  war: 

0 

1 

2           3           4            5      I     6 

1 
(bei  der  nntenatehenden  Anzahl  von 

7      m. Kin- 
dern. 
Ehepaaren:) 

Unan- 
gegeb. 

In^g. 
m.  u. 
0.  K, 

1.    Seine: 

Ehedauer  15-19  J. 
20-24   - 

10852 
8  924 

17683 
14160 

16999 
13072 

10  867 
8  796 

6  237 
5002 

3  252 
2  892 

1452 
1613 

917 
1353 

57407 

46  888 

5394 
4  487 

73  653 
60299 

2.    Côte  d'Or  0.  s.  v.  : 

Ehedaucr  15-19  J. 

20-24   - 

1195 
1354 

2542 
2257 

2  724 
2611 

1629 
1603 

900 
1037 

539 
557 

251 
324 

244 
345 

8829 
8784 

52 
56 

10  076 
10144 

a    Orne: 

Ehedauer  16-19  J. 
20-24   - 

1240 
1172 

2360 
2144 

2  314 
2169 

1583 
1411 

990 
944 

487 
529 

305 
294 

259 
312 

8298 
7803 

40 
70 

9  578 
9045 

4.   Lot  et  Garonne: 
Ehedauer  15-19  J. 
20-24   - 

1472 
1193 

2  727 

3  331 

2184 
2  249 

871 
1625 

546 
494 

286 
247 

82 
13 

74 
39 

6770 
7998 

- 

8  242 

9191 

5.   Finistère: 

Ehedauer  15-19  J. 
20-24   - 

1322 
1197 

1564 
1403 

2  352 
2145 

2j796 
2  363 

3  005 
2  307 

2  427 
2004 

1791 
1588 

1641 
2061 

15  576 
13  871 

5 
5 

16.903 
15  073 

6.   Pas  de  Calais: 
Ehedaucr  15-19  J. 
20-24   - 

1748 
1560 

2640 
2  400 

3  572 
3  358 

3  738 
3  205 

3  740 
2  724 

2  791 
2942 

2227 
1955 

2  207 
2  562 

20915 
19146 

48 
40 

22  706 
20  746 

7.   Corse: 

Ehedauer  15-19  J. 
20-24    - 

477 
323 

774 
661 

1263 
980 

1568 
1314 

1349 
1307 

826 
706 

685 
598 

540 
456 

7005 
6022 

2 

1 

7484 
6346 

Prozentverhältnisse   Her  Ehen   mit 
für  die  Ehedauerjahre  15—24: 


angegebener  Anzahl    von  Kindern 


1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

Seine 

30.5 
27.2 
28.0 
41.7 

10.1 
12.6 
11.0 

28.9 
30.4 
27.9 
30.0 

15.3 
17.3 
17.3 

18.8 
18.4 
18.6 
16.2 

17.5 
17.3 
22.1 

10.8 

11.1 

12.0 

7.1 

18.0 
16.2 
20.4 

5.9 
6.2 
6.3 
3.6 

15.0 
14.3 
11.8 

2.9 
3.3 
3.7 
0.6 

11.5 

10.4 

9.8 

2.2 
3.4 
3.5 
0.8 

12.6 

11.9 

7.6 

100.0 

Côte  d'Or 

100.0 

Orne 

Lot  et  Garonne. 

Finistère 

100.0 
100.0 

100.0 

Pas  de  Calais 

Corse 

loao 
100.0 

Die  Verschiedenheiten,  welche  sich  in  dieser  Beziehung  geltend 
machen,  treten  mittelst  der  hier  berücksichtigten  Ehedauer  noch  deutlicher 
hervor,  als  bei  der  oben  S.  38  ohne  Berücksichtigung  der  Ehedauer  ge- 
machten Berechnung.  Namentlich  erscheinen  die  Prozentverhältnisse  der 
zweikinderigen  Familien  in  den  drei  letztangeführten  Departements  hier 
wesentlich  geringer,  als  in  den  übrigen  (15  bis  17  Prozent  gegen  28  bis 
30  Prozent),   während   der   Unterschied    bei   der   S.  38    gemachten   sura- 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        IO5 

manschen   Berechnung   wesentlich   geringer   war    (im   Durchschnitt:    21.4 
gegen  28.7  Prozent). 

Auch  tritt  bei  Berücksichtigung  der  Ehedauer  der  kolossale  Unter- 
schied- zwischen  den  Departements  Lot  et  Garonne  und  Finistère  noch 
schärfer  hervor,  als  bei  der  ersten  Berechnung.  Denn  während  nach 
dieser  die  relative  Anzahl  der  einkinderigen  Familien  beziehungsweise  51.80 
und  19.25  Prozent  sämtlicher  Familien  mit  Kindern  ausmachte,  finden  wir 
nach  einer  Ehedauer  von  durchschnittlich  20  Jahren  in  Lot  et  Garonne 
noch  417  Prozent  der  Familien  als  einkinderige,  während  das  ent- 
sprechende Verhältnis  sich  in  Finistère  auf  nur  10.  i  Prozent  reduziert 
hatte. 

S  15. 

Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  KinderzahL 

Fortsetzung:   New  South  Wales. 

Aus  dem  schon  mehrmals  citierten  Censusbericht  für  New  South  Wales, 
Part  V,  Tafel  XV,  entnehmen  wir  die  nachstehenden  Angaben. 


Verteilung  der  Ehepaare  mit  Kindern  nach  Ehedauer  und  KinderzahL 


Kinderzahl 


Ehedauer  in  Jahren 


0-1 


1 
2 
8 
4 
5 

6 
7 
8 
9 
10 

1-5 

6-10 

11  u.  mehr 

Insgesamt 

Prozent- 
verhältnis 
1 
2 
S 
4 
5 

1—5 

6—10 

11  u.  mehr 


Insgesamt 


5  990 
133 


6123 


6123 


97.83 
2.17 


100.00 


100.00 


2-4 


10  366 

8  412 

1658 

142 

5 


20473 


20473 


50.69 

41.09 

7.61 

0.69 

0.02 

100.00 


5-9 


4  425 

8  525 

9  741 
5838 
2131 

517 

100 

11 


30  660 
628 


31288 


14.14 
27.25 
31.14 
18.66 
6.81 

98.00 
2.00 


10—14 


15-19  20—24  25—29 


30-34  35—39140-44 


2  2571 

3  601 
5158 
6  071 
5  989 

4  231 
2196 

798 

247 

75 


1394 
1848 

2  582 

3  296 
3  777 

4147 
3  858 
3051 
1695 
825 


787 

973 

1288 

1588 

19 

2  226 
2  399 
2  491 
2217 
1753 


23076  12  897  6624 

7  547  13  576  11086 

23   552  2  049 


30646  27025 


7.36i 
11.75 
16.83 
19.81 
19.64 


5.16 

6.84 

9.55 

12.20 

13.98 


75.29  47.73 

24.63  50  23 

0.081   2.04 


19  759 


3.98 
4.92 
6.52 
8.04 
10.06 

33.52 

56.11 
10.37 


490 
582 
718 
930 
1072 

1375 

1458 

15 

1583 

1481 

3  792 

7  495 
2  870 


14157 


3.46 
4.11 
5.07 
6.57 

7.58 

26.79 
52.94 
20.27 


290 
316 
385 
484 
662 

837 

981 

1  151 

1  130 
1194 

2  137 
5  293 
2  521 

9  951 


2.91 
3.18 
3.87 

4.87 
6.65 

21.48 
63.19 
26.33 


100.00  100.00  100.001 100.00  100.00  100.00 100.00  100.00  100.00  100.00  100.00  100.00 


148 
179 
211 
303 
368 

463 
609 
756 
818 
949 

1209 
3  585 
2  067 


6  861 


2.16 
2.61 
3.07 
4  42 
5.36 

17.62 
52.25 
30.13 


112 
99 
143 
174 
244 

293 

414 
486 
657 
565 

772 
2315 
1556 


4  643 


2.41 
2.13 
3.08 
3.75 
5.26 

16.63 
49.86 
33.61 


46—49 


50 
57 
52 
91 
105 

149 
214 
273 
283 
346 

355 
1266 


2  602 


2.00 
2.28 
2.08 
3.64 
4.19 

14.19 
50.56 
35.25 


60  u. 
mehr 


38 
25 
37 
43 
67 

71 

89 

101 

137 

147 

200 
546 
430 


Nicht 
ange- 
geben 


1175 


3.23 
2.13 
315 
3.66 
4.85 

17.02 
46.38 
36.60 


167 

130 

97 

82 
69 

60 
63 
34 
36 
24 

646 

207 

67 


819 


20.39 
15.88 
11.84 
10.01 
8.42 

66.64 
25.28 

8.18 


Insge- 
samt 


26  604 
24  880 
21970 
19042 
16467 

14  369 

12  371 

10  750 

8703 

7359 

108863 
63  542 
18017 


176422 


15.11 
14.18 
12.62 
10.86 
9.39 

62.06 

30.62 

7.42 

100.00 


io6 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Wenn  man  die  obigen  Prozentzahlen  mit  den  entsprechenden  für 
Berlin,  Oldenburg,  Kopenhagen  und  Norwegen  berechneten  vergleicht, 
wird  man  bald  recht  erhebliche  Verschiedenheiten  in  Bezug  auf  die  Ver- 
teilung der  Ehefrauen  nach  der  Kinderzahl  bemerken.  Diese  Verschieden- 
heiten können  so  resümiert  werden,  dass  [in  den  obengenannten  europäischen 
Ländern  und  Städten  die  Ehen  in  den  ersten  Ehejahren  —  bis  zu  einer 
Ehedauer  von  ungefähr  lo  Jahren  —  kinderreicher  sind  als  in  New  South 
Wales,  während  in  den  folgenden  Ehejahren  gerade  das  Umgekehrte  der 
Fall  ist.  Namentlich  bei  Ehen,  welche  mindestens  30  Jahre  gedauert 
hatten,  gab  es  in  New  South  Wales  eine  verhältnismässig  sehr  grosse 
Anzahl  von  Ehefrauen  mit  sechs  oder  mehr  Kindern.  Die  relative  Ver- 
teilung war  nämlich,  wie  folgt: 


Ehefrauen 


mit  I — 5  Kindern 
»    6 — 10      » 
»  II  u.  mehr 


New  South 
Wales 


18.6 

51.7 
29.7 


BerÜQ 


SO.I 

40.5 
9.4 


Oldenburg' 


554 
41.2 

3.4 


lOO.O 


lOO.O 


lOO.O 


Kopen- 
hagen 2 


53-9 

38.1 

8.0 


lOO.O 


Nor- 
wegen 


(Frank- 
reich)» 


44.4 

49-0 
6.6 


^88.8 


II. 2 


ICXD.O 


ICX).0 


Insgesamt 

Wie  diese  ausserordentliche  Verschiedenheit  zu  erklären  ist,  muss  bis 
auf  weiteres  als  eine  ungelöste  Frage  dahingestellt  werden*.  Bemerkenswert 
ist  es  jedoch,  dass  ausser  New  South  Wales  auch  der  brasilianische  Staat 
Alagoas  sich  durch  ein  ausserordentlich  hohes  Prozentverhältnis  von  sehr 
kinderreichen  Familien  hervorhebt,  indem,  wie  in  S  16  dargelegt,  unter 
den  Familien  mit  Kindern  und  mit  einer  Ehedauer  von  über  25  Jahren, 
sogar  33.65  0/0  1 1  oder  mehr  Kinder  hatten.  In  Bezug  auf  die  relative 
Anzahl  der  Familien  mit  i  bis  5  Kindern  stand  indessen  der  Staat  Alagoas 
mit  31.  II  Prozent  den  europäischen  Ländern  bedeutend  näher,  als  New 
South  Wales  mit  18.6  Prozent. 


S  16. 

Einfluss  der  Ehedauer  auf  die  Kinderzahl. 

Fortsetzttng :     Brasilien:     Rio -Janeiro    und    Alagoas. 

In    den  Volkszählungstabellen   für   die  Stadt  Rio  Janeiro  für  das  Jahr 
1900,    S.  270—271,   finden   wir  detaillierte  Angaben  über  die  Kinderzahl, 

*  bei  gelösten  Ehen. 

^  Ehedauer  25  Jahre  und  mehr. 

3  a:  Lebende  Kinder  bei  einer  Ehedauer  von  25  Jahren  und  mehr. 

4  Vergleiche  übrigens  die  unten  in  $  20  angedeutete  Erklärung. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         107 

kombiniert   mit   der  Ehedauer.     Zufolge  dieser  Quelle  bezifferten  sich  die 
Familien  mit  Kindern,  wie  folgt  ^  : 


Ehedaucr 

in  Jahren 

Kinderzahl 

1 

1  0-2 

2-5 

5-10 

10—15 

15—20 

20-25 

Über 
25 

Insge- 
samt 

1 

1864 

1852 

908 

680 

299 

162 

351 

6116 

2 

458 

2  052 

1321 

.M)9 

332 

167 

422 

5  256 

S 

868 

1737 

729 

546 

320 

390 

4  590 

4 

831 

1407 

830 

585 

413 

410 

8  976 

5 

97 

856 

966 

622 

481 

398 

3420 

6 

485 

850 

585 

404 

400 

2724 

7 

238 

661 

584 

314 

357 

2154 

8 

,  - 

97 

890 

461 

368 

308 

1624 

9 

30 

198 

369 

293 

385 

1225 

10 

6 

116 

241 

199 

264 

826 

11 

57 

143 

137 

229 

566 

12 

29 

70 

104 

189 

892 

18 

7 

30 

72 

105 

214 

14 

'. 

14 

34 

87 

135 

15 

2 

10 

25 

48 

85 

16 

2 

14 

81 

47 

17 

2 

15 

18 

18 

5 

11 

16 

19 

4 

5 

9 

20 

• 

3 

4 

7 

21 

1 

2 

8 

22  u.  mehr 

2 

7 

9 

1-5 

2  317 

5200 

6  229 

3  714 

2  384 

1543 

1971 

28858 

6—10 

. 

. 

856 

2  215 

2  240 

1578 

1664 

8  568 

11—15 

. 

• 

. 

96 

267 

372 

658 

1392 

16  u.  mehr 

- 

- 

- 

- 

3 

31 

75 

100 

Insgesamt 

'   2  817 

5  200 

7085 

6024 

4  894 

3  524 

4  368 

38  412 

Prozentverhältnis 

1 

80.45 

35.62 

12.82 

11.29 

6.11 

4.60 

8.04 

18.81 

2 

19.55 

89.46 

18.64 

8.45 

6.78 

4.74 

9.66 

15.78 

3 

. 

16.69 

24.52 

12.10 

11.16 

9.08 

8.98 

13.74 

4 

. 

6.36 

19.86 

13.78 

11.95 

11.72 

9.38 

11.90 

5 

- 

1.87 

12.08 

16.04 

12.71 

13.65 

9.11 

10.24 

1-5 

100.00 

100.00 

87.92 

61.66 

48.71 

48.79 

45.12 

69.92 

6—10 

12.08 

36.77 

45.77 

44.78 

88.09 

25.60 

11—15 

. 

. 

. 

1.57 

5.46 

10.55 

15.07 

4.15 

16  u.  mehr 

• 

- 

- 

- 

0.06 

0.88 

1.72 

0.88 

Insgesamt 

100.00 

100.00 

100.00 

100.00 



100.00 

100.00 

100.00 

100.00 

In  dem  nördlich  von  Bahia  gelegenen  Alagoas^  dessen  Bevölkerung 
überwiegend  den  landwirtschaftlichen  Berufen  angehört,  waren  die  Familien 
auf  folgende  Weise  verteilt  (Volkszählung  1890  S.  416—419): 


In  den  Originaltabellen  ist  die  Ehedauer  Jahr  für  Jahr  bis  zu  25  Jahren  angegeben. 


io8 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Ehedauer 

in  Jahren 

Kiodenahl 

0—2 

2-5 

6-10 

10-15 

15-20 

20-25 

Über 
26 

Insge- 
samt 

1 

2175 

2  442 

969 

564 

386 

486 

541 

7612 

9 

244 

2  579 

1682 

688 

507 

479 

666 

6845 

3 

. 

1155 

2127 

804 

471 

497 

638 

6692 

4 

. 

411 

2090 

1046 

614 

506 

726 

5  392 

5 

• 

74 

1676 

1112 

589 

570 

734 

4  765 

6 

. 

1010 

1092 

664 

546 

828 

4140 

7 

. 

585 

957 

623 

511 

749 

3425 

8 

- 

^ 

29S 

887 

635 

525 

795 

3035 

9 

- 

93 

547 

584 

476 

611 

2311 

10 

- 

13 

374 

507 

458 

760 

2112 

11 

_ 

. 

230 

352 

358 

639 

1479 

12 

. 

. 

139 

263 

806 

558 

1266 

mehr  als  12 

- 

- 

160 

554 

966 

2  477 

4157 

1-5 

2  419 

6661 

8  544 

4  214 

2  567 

2  487 

3304 

30196 

6-10 

. 

1994 

3  807 

3  013 

2  516 

3748 

15073 

11  u.  mehr 

- 

- 

529 

1169 

1630 

3  574 

6902 

Insgesamt 

2  419 

6  661 

10  538 

8  550 

6749 

6633 

10621 

52T7Î 

Nach    diesen  Angaben   stellten  sich  die  Prozentverhältnisse  wie  folgt: 


Kinderzahl       0-2  J. 


1 
2 
3 
4 
5 

1—5 

6—10 

11  u.  mehr 


Insgesamt 


89.91 
10.09 


100.00 


100.00 


2—5  J. 


36.66 

38.72 

17.34 

6.17 

1.11 

100.00 


100.00 


5-10  J.  10-15  J. 


9.20 
15.96 
20.19 
19.83 
15.90 

81.08 
18.92 


100.00 


6.60 

8.04 

9.40 

12.23 

13.01 

49.28 

44.53 

6.19 


100.00 


15—20  J. 


5.72 
7.51 
6.98 
9.10 
8.7•^ 

88.03 
44.64 
17.33 


100.00 


20-25  J. 


6  56 
7.22 
7.50 
7.63 
8.59 

37.50 
37  94 
24.56 


100.00 


Über 
25  J. 


5.09 
6.27 
C.Ol 
6.83 
6.91 

31.11 
35.24 
33.65 


100.00 


Über- 
haupt 


14.40 
18.12 
10.92 
10.33 
9.11 

57.88 
28.89 
13.23 


100.00 


Mit  Rücksicht  auf  die  Vergleichung  der  obigen  Verhältniszahlen  für 
Rio  Janeiro  und  Alagoas  mit  den  für  andere  Länder  und  Städte  be- 
rechneten, mag  auf  die  früheren  und  zwar  namentlich  die  am  Schlüsse 
des  vorhergehenden  Paragraphen  gemachten  Ausführungen  hingewiesen 
werden. 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.        109 

S   17- 

Einfluss  des  Heiraisalters  der  Ehefrau. 
Berlin. 

Aus  dem,  was  in  dem  zweiten  Abschnitt  ^  dieser  Untersuchungen  er- 
örtert worden,  geht  klar  hervor,  dass  nächst  der  Ehedauer  das  Heirats- 
alter der  Ehefrau  als  der  entscheidendste  Faktor  in  Bezug  auf  das  Ver- 
hältnis zwischen  den  Ehen  mit  und  ohne  Kinder  hervortritt,  und  dass 
die  eheliche  Fruchtbarkeit  (in  diesem  Sinne  des  Wortes)  ungefähr  vom 
fünften  Ehejahre  an  sogar  überwiegend  vom  Heiratsalter  abhängig  ist 
(siehe  S.  64  u.  f.)  \  Inwieweit  dasselbe  auch  in  Bezug  auf  die  Anzahl  der 
Kinder  in  den  fruchtbaren  Ehen  der  Fall  ist,  wird  in  diesem  und  folgenden 
Paragraphen  näher  erörtert  werden. 

Zur  Beleuchtung  dieser  Frage  findet  man  in  der  Berliner  Volks- 
zählung von  1885  eine  Reüie  von  wertvollen  Angaben. 

Von  diesen  habe  ich  zuerst  in  der  nachfolgenden  Anhangstabelle  i 
einen  Auszug  aus  den  im  ersten  Heft  S.  44  enthaltenen,  sehr  detaillierten 
Angaben  mitgeteilt.  In  diesem  Auszuge  ist  für  jedes  Heiratsaltersjahr  der 
Ehefrauen  die  Kinderzahl  bei  einer  Ehedauer  von  o  Jahr,  i  u.  2  J.,  3  u. 
4  J.>  5  bis  9  J.,  10  bis  19  J.,  20  bis  29  J.,  30  Jahren  und  mehr,  sowie 
ohne  Berücksichtigung  der  Ehedauer  angeführt.  Dazu  sind  für  jede  fünf- 
jährige Altersgruppe  Prozentberechnungen  hinzugefügt.  Da  die  absoluten 
Ziffern  so  ausführlich  mitgeteilt  sind,  habe  ich  es  für  überflüssig  erachtet, 
die  im  Volkszählungshefte  2,  S.  48  mitgeteilte  Übersichtstabelle,  wo  übri- 
gens die  Frauen  in  den  fünfjährigen  Altersgruppen:  bis  20,  20 — 25,  25 — 30 
u.  s.  w.,  statt  der  sonst  und  auch  in  der  Anhangstabelle  i  angewandten 
Geburtsjahrsgruppen  gruppiert  sind,  mitzunehmen.  Doch  habe  ich  es 
zweckmässig  gefunden,  die  Resultate  einer  auf  die  genannte  Altersgrup- 
pierung basierten  Prozentberechnung,  welche  ich  vorgenommen  habe,  als 
Anhangstabelle  2  beizufügen. 

Die  hier  erwähnten  Angaben  lassen  sich  auf  verschiedene  Weise  und 
nach  mehreren  Gesichtspunkten  verwerten. 

Wenn  man  hier  zuerst  die  einkinderigen  Ehen  ins  Auge  fasst,  findet 
man  zufolge  der  Anhangstabelle  i  die  folgenden  Prozentverhältnisse  für 
Frauen  von  verschiedenem  Heiratsalter  und  verschiedener  Ehedauer^: 


^  Christiania  1903. 

s  Diese  Prozentzahlen  betreffen  Ehefrauen  mit  Kindern,  unter  welchen  also  z.  B.  bei  einer 
Ehedauer  von  3  u.  4  Jahren  und  einem  Heiratsalter  von  20  bis  24  Jahren  24.42  ^j^^ 
also  beinahe  ein  Viertel,  nur  erst  i  Kind  hatten.  Die  entsprechenden  Prozentzahlen  in 
der  Anhangstabelle  2  stimmen  im  wesentlichen  mit  den  obigen,  sind  aber  wegen  der 
etwas  verschiedenen  Altersgruppierung  durchgehends  ein  wenig  höher. 


no 

A.  N.  KIÆR. 

H.-F.  Kl. 

Heiratsalter  der  Ehefrauen, 

1 
Ehejahre  : 

1    Bis  19 

20/24 

»s/29 

30/34 

35/39 

40  u. 
mehr 

Oberhaupt 

O-I         , 

85.81 

8773 

89.48 

88.92 

86.06 

86.24 

88.26 

2-4 

31.22 

33-86 

37-38 

40.53 

51,81 

65,08 

36.54 

5-9 

ÏO.S3 

11.25 

13-41 

18.45 

30.14 

51.60 

13-67 

lo — 19 

6.61 

7.10 

9-45 

14.76 

27.50 

51-56 

9.71 

20—29 

7.70 

6.53 

8-39 1     13-50 

26.15 

46.63 

9.00 

30  u.  mehr 

5-87 

541 

6.45  !     »»-69 

2597 

50.00 

6.96 

Überhaupt 

14.68 

16.89 

18.94 

23-19 

35-49 

56.17 

19.03 

Man  bemerkt  hier  sogleich,  dass  zwischen  den  Verhältniszahlen  für 
die  drei  jüngsten  Heiratsgruppen  bis  zu  30  Jahren  kein  wesentlicher  Unter- 
schied stattfindet,  wiewohl  die  einkinderigen  Ehegruppen  bei  der  Alters- 
gruppe 25/29  etwas  häufiger  vorkommen,  als  bei  den  jüngeren  Gruppen. 
In  der  folgenden  Gruppe,  also  vom  30.  Jahre  an,  bemerkt  man  dagegen 
eine  sehr  hervortretende  Steigerung  der  Prozentzahl,  welche  Steigerung 
sich  von  da  an  überhaupt  ziemlich  regelmässig  fortsetzt. 

Um  eine  ungefähre  Übersicht  über  die  Entwickelung  zu  gewinnen, 
kann  man  die  Prozentzahlen  für  die  Ehejahre  5 — 9,  10 — 19,  20 — 29  u.  30 
und  darüber  addieren  und  daraus  die  mittleren  Prozente  herleiten^.  Man 
bekommt  dann  die  nachstehenden  Resultate: 

bis  19         20/24         25/29  30/34  35/39       40  u.  über 

Durchschnittsprozent    7.68        7.57        9.43         14.60       27.44       4995 

Wenn  das  für  die  jüngste  Altersgruppe  berechnete  Prozent  gleich  100 
gesetzt  wird,  steigen  die  folgenden  Prozente  auf: 

99  123  190  357  650 

und  von  jeder  Altersgruppe  bis  zur  nächstfolgenden  auf: 

99  124.5  155  188  182 

Betrachten  wir  demnächst  die  Ehepaare,  welche  ein  oder  zwei  Kinder 
hatten  im  Gegensatz  zu  den  Ehepaaren  mit  drei  oder  mehreren  Kindern. 
Bei  diesem  Vergleich  wollen  wir  nicht  nur  von  den  drei  ersten  Ehe- 
jahren, sondern  auch  von  den  mit  3  und  4  bezeichneten  Ehejahren  ab- 
sehen, da  alle  diese  Ehejahre  für  dieses  Verhältnis  sehr  wenig  in  Betracht 


^  Gegen  diese  Berechnungsmethode  kÖQoeQ  zwar  Einwendungen  gemacht  werden;  sie 
gibt  aber  jedenfalls  bessere  Resultate,  als  wenn  man  das  Durchschnittsverhältnis  aus 
der  Vergleicbung  sämtlicher  Ehen  mit  den  einkinderigen  Ehen  in  den  betreffenden 
Altersgruppen  herleiten  wUrde. 


1904.  No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         III 

kommen.     Wir   entnehmen   somit   aus    der  Anhangstabelle  i    die   nach- 
stehenden Prozentzahlen: 


Heiratsalter  der  Frauen 

bis  19 

20/24 

25/29 

30/34 

3S/39 

40  U. 
mehr 

über- 
haupt 

1 

a)  /  oder  2  Kinder: 

Ehedauer:    5—9 

30.45 

32.06 

35.04 

42.51 

5936 

74.05 

35-33 

—         10 — 19 

16.72 

17.87 

21.9s 

31-42 

53-88 

74.10 

22.27 

—         20—29 

15.18 

15.16 

20.26 

30.48 

50.19 

75-85 

20.33 

—         30  u.  mehr 

»3-67 

13-33 

16.10 

26.97 

48.89 

(65-63) 

16.53: 

Überhaupt^ 

30.64 

34-30 

37.25 

44.20 

62.57: 

78-34 

3738 

b)  3  oder  mehr 

Kinder: 

Ehedauer:    5—9 

69-55 

67.94 

64.96 

57-49 

40.64 

25-95 

64.67 

—          10 — 19 

83.28 

82.13 

78.05 

68.58 

46.12 

25-90 

77-73 

—         20—29 

84.82 

84.84 

79-74 

69-52 

49-81 

24.15 

79.67 

—          30  u.  mehr 

86.33 

86.67 
65.70 

83.90 

7303 

51.11 

34-37 

83-47 

Überhaupt^ 

69.36 

62.75 

55-80 

37-43 

21.66 

62.62 

Wenn  wir  hier  die  Durchschnittsprozente  bei  einer  Ehedauer  von 
5—9,  10 — 19,  20 — 29,  30  u.  mehr  für  die  jüngste  Altersgruppe  gleich 
100  setzen,  steigt  das  Prozent  bis  zur  folgenden  Altersgruppe  auf  103, 
dann  von  dieser  bis  zur  nächsten  im  Verhältnis  100  :  iio,  und  zwischen 
den  folgenden  Gruppen  von  100  :  141,  loo  :  161  und  100  :  136. 

Beschränken  wir  die  Untersuchung  auf  die  drei  letzten,  einander  ziem- 
lich gleichstehenden  Ehedauergruppen,  so  zeigt  sich  die  folgende  Steige- 
rung: 15/19  bis  20/24  =100  :  102;  20/24  bis  25/29  =  100  :  126;  25/29 
bis  30/34  =  100  :  152:  30/34  bis  35/39  =  100  :  172;  35/39  bis  40  etc. 
=  100  :  141. 

Also:  die  beiden  ersten  Altersgruppen  stehen  in  der  hier  erwähnten 
Beziehung  ungefähr  gleich;  darnach  steigt  mit  dem  Alter  die  relative 
Anzahl  der  ein-  und  zweikinderigen  Ehen  immer  rascher,  mit  Ausnahme 
der  letzten  Altersgruppe,  wo  die  Steigerung,  wie  bei  den  einkinderigen 
Ehen  allein,  etW3S  schwächer  ist. 


'  Einschliesslich  der  Ehejahre  o  bis  4. 


112 


A.  N.  KIÆR. 


R.R  KI. 


Wenn  wir  weiter  die  Verhältniszahlen  der  Ehepaare  mit  einem  bis 
vier  Kindern  mit  denjenigen,  welche  fünf  oder  mehr  Kinder  hatten, 
vergleichen,  zeigen  sich  folgende  Resultate: 


- 

Heiratsalter  der  Fraueo 

bis  19      20/24    '   25/29       30/34    !    35/39 

1               '               1 

40  u. 
mehr 

Ober- 
haupt 

a)  /  bis  4  Kinder: 

1 

Ehedauer:    lo — 19 

47-65 

47.15  51.82  65.68 

86.03 

93.30 

52.45 

—          20—29 

37.12     37.24'   46.58;   63.31;   83.19 

93.26 

45-5' 

—           30  u.  mehr 

31.  II      32.64  1   40.05 

58.93  i  84.42 

(84.38) 

38.88 

Überhaupt^ 

59.98  ;  63.07  '  66.34 

75.71  !  89.97 

94.72 

66.46 

b)  5  oder  mehrere 

1 

1 

1 

Kinder: 

1 

i 

Ehedauer:   10—19 

52.35 

52.85 ,  48.18 

34.32!  13.97 

6.70 

47.55 

—          20—29 

62.88 

62.76  53.42 1 36.69 16.81 

1      6.74 

54-49 

—          30  u.  mehr 

68.89 

67.36;  59-95  i  -41.07 
36.93  j  33.66 ,  24.29 

15.58 

:  (15.62) 
I     5.28 

61.12 

1 

Überhaupt  1 

40.02 

10.03 

33-54 

Die  Steigerung  der  Durchschnittsprozente  für  die  Ehedauergruppen 
10 — 19,  20 — 29  und  30  u.  mehr  zeigt  hier  die  folgende  Entwickelung: 
Bis  19  :  20/24  =  100  :  102;  20/24  "  25/29  =  100  :  118;  25/29  :  30/34 
=  100  :  136;  30/34  :  35/39  =  100  :  135;  35/39  :  40  u.  mehr  = 
100  :  107. 

Also:  Wiederholung  der  schon  in  Bezug  auf  die  früher  behandelte 
Kinderzahl  gemachten  Erfahrungen,  indem  jedoch  die  Steigerung  über- 
haupt etwas  schwächer  hervortritt,  besonders  was  die  späteren  Alters- 
stufen betrifft. 

Es  muss  indessen  daran  erinnert  werden,  dass  die  auf  die  Alters- 
gruppe 40  Jahre  u.  mehr  sich  beziehenden  Ziffern  zu  klein  sind,  als  dass 
man  auf  sie  sichere  Schlussfolgerungen  bauen  dürfte.  In  dieser  Verbin- 
dung wird  auch  eine  andere  Bemerkung  in  Bezug  auf  den  Wert,  welcher 
den  hier  besprochenen  Angaben  beigelegt  werden  kann,  am  Platz  sein. 
Wenn  man  nämlich  in  Bezug  auf  die  obigen  Prozentzahlen  für  die  Ehe- 
frauen, welche  sich  im  Alter  von  30  bis  34  Jahren  verheiratet  hatten,  die 


Einschliesslich  der  Ehejahre  o  bis  9. 


1904.  No.  4-       STAT.   BEÎTR.   :^UR  ÈEL.   î).  EttEL.   FRUCHTBARKEIT.        11^ 

Beobachtung  macht,  dass  die  relative  Anzahl  der  Ehefrauen  mit  3  oder 
mehr  und  5  oder  mehr  Kindern  nach  einer  Ehedauer  von  30  Jahren 
steigt  im  Vergleich  mit  einer  Ehedauer  von  20  bis  29  Jahren,  so  muss 
man  bedenken,  dass  diese  beiden  Ehedauergruppen  verschiedene  Gene- 
rationen repräsentieren.  Wenn  es  möglich  wäre,  dieselbe  Gesamtheit  von 
Ehepaaren,  wo  das  Heiratsalter  der  Frauen  30  bis  34  Jahre  war,  von  Jahr 
zu  Jahr  nach  der  Ehe  zu  beobachten,  würde  man  nicht  finden,  dass 
in  einer  solchen  Gesamtheit  die  Anzahl  der  Ehefrauen,  welche  3  oder 
mehr  und  5   oder  mehr  Kinder  hatten,    nach   einer  Ehedauer  von  20  bis 

29  Jahren,  oder  durchschnittlich  24  Jahren,  noch  steigen  würde.  Denn 
eine  Ehefrau,  welche  sich  im  Alter  von  30  Jahren  verheiratet  hat,  ist  nach 
24  Jahren  54  Jahre  alt  und  kann  nur  ganz  ausnahmsweise  noch  Kinder 
gebären.  Die  Steigerung  der  Prozentzahlen  muss  also  von  anderen  Um- 
ständen  abhängen,    und   die   Ziffern,    welche  sich  auf  eine  Ehedauer  von 

30  Jahren  und  mehr  beziehen,  eignen  sich  vielleicht  überhaupt  kaum  zu 
einer  Vergleichung   mit  den   eine  kürzere  Ehedauer   betrelFenden  Ziffern. 

Aus  den  obigen  Erörterungen  wird  man  bemerkt  haben,  dass  die 
Prozentzahlen  von  der  ersten  Heiratsaltersgruppe  bis  zu  der  zweiten 
(20/24  Jahre)  keine  wesentliche  Steigerung  zeigt,  und  dass  vielmehr  die 
diesbezüglichen  Prozentzahlen  überhaupt  fast  gleich  sind.  Dies  Resultat 
ist  um  so  mehr  zu  beachten,  als  die  Fruchtbarkeitsperiode  der  ersten 
Gruppe  durchschnittlich  beinahe  um  4  Jahre  länger  ist,  als  diejenige  der 
zweiten  Gruppe.  Sowohl  wegen  dieses  Umstandes  als  aus  anderen 
Gründen  dürfte  es  von  Interesse  sein,  die  in  der  Anhangstabelle  i  auch 
für  die  einzelnen  Altersjahre  mitgeteilten  Angaben  näher  zu  studieren, 
um  nachzuforschen,  bei  welcher  speziellen  Altersstufe  sich  das  Maximum 
der  Fruchtbarkeit  mittelst  dieser  Angaben  berechnen  lässt. 

Zu  diesem  Zweck  werde  ich  die  folgende  Methode  benutzen.  Um 
einen  gesamten  und  möglichst  genauen  Ausdruck  für  dieses  Verhältnis  zu 
gewinnen  und  somit  auch  die  aus  den  zum  Teil  kleinen  Zahlen  entste- 
henden Unregelmässigkeiten  zu  eliminieren,  sind  die  Ziffern  für  die  Ehe- 
dauergruppen 5 — 9,  10 — 19  und  20 — 29  so  behandelt  worden,  dass  für 
jedes  einzelne  Altersjahr  die  nach  den  Prozentzahlen  für  die  betreffende 
^\.tx%gruppe  erwartungsmässige  Verteilung  der  Ehefrauen  mit  i,  2,  3 
u.  s.  w.  Kindern  berechnet  und  diese  rechnungsmässigen  Resultate  mit 
den  beobachteten  verglichen  worden.  Diese  Berechnung  ist  auch  auf  die 
angrenzenden  Altersjahre  ausserhalb  der  Gruppe  ausgedehnt.  Ausserdem 
ist  auch  dasselbe  Verfahren  auf  sämtliche  Ehen  der  betreffenden  Alters- 
klassen, ohne  Rücksicht  auf  die  Ehedauer,  angewandt  worden. 

Vid.-Solsk.  Skrifter.    II.  H.-F.  Kl.   1901    No.  4.  8 


it4 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Für  die  erste  Gruppe,  Frauen  mit  einem  Heiratsalter  bis  zu  19  Jahren, 
stellt  sich  die  Berechnung  im  einzelnen  wie  folgt: 

I.     Ehefrauen  mit  einem  Heiratsalter  bis  zu  16  Jahren. 


und  mit  einer  Ehedauer  von: 


Kiader- 
zahl 


S-9 
Jahren 


10—19 
Jahren 


20—29 
Jahren 


S-29 
Jahren 


o — 30  Jahren 
u.  mehr 


I  Erw.    iBeob.l    Erw.    j  Beob.      Erw.    iBeob.      Erw. 

II  I       II \ : I        : 


Beob.'     Erw. 


Beob. 


2     '! 

^   1    1 

6.95]    7 
1315'  '3 

12.29' 
18.80' 

1 

3 

15.88    17 

27.21 

4        ! 

1, 

14.54!  10 
8.98  1  13 
432'    5 

30-32  1 

28.33 
23.66 

7        Ï 
8  u.  mehr  j 

1.53'     • 
0.65 1     - 

16.52  1 
28.87  i 

Insgesamt  ; 

66   1  66 

1 

186 

t 

18  " 

3'l 
33  I 

23  i 

>9i 


6.85 
6.66 


9-33  I 
10.20 1 

8.99, 
10.20  '  10 

6.90 


15 
8 


6 

22 


26.09' 
3861' 

52.42  ' 
55-06  I 
46.30  ' 
38.18  I 
24.95  ' 

59-39  ! 


33 
36 
54 
56 
54 
38 
26 

44 


65.18 
70.86 
68.91 
61.36 
48.62 
38.27 
24.82 
65.98 


51 
59 
73 
63 
61 

43 
29 

65 


89   89   341  ;34i  il  444  I444 


186 


Diese  Berechnung  zeigt,  dass  die  beobachteten  einkinderigen  Ehen 
bei  diesen  sehr  jungen  Ehefrauen  die  erwartungsmässige  Anzahl  über- 
steigen (33  gegen  26),  d.  h.  dies  ist  das  Resultat  der  für  die  Ehedauer- 
jahre  angestellten  detaillierten  Berechnung,  während  die  summarische 
Berechnung  ganz  das  entgegengesetzte  Resultat  ergibt. 

In  Bezug  auf  die  Ehefrauen  mit  2  bis  7  Kindern  zeigt  die  detaillierte 
Berechnung  etwas  variierende  Resultate,  aber  auch  hier  war  die  beob- 
achtete Anzahl  überhaupt  etwas  höher  als  die  erwartungsmässige,  nämlich 
264  gegen  256, 

Was  dagegen  die  sehr  kinderreichen  Ehen,  d.  h.  solche  mit  8  u.  mehr 
Kindern  betrifft,  war  die  beobachtete  Anzahl  viel  geringer  als  die  er- 
wartungsmässige (44  gegen  59). 

Betrachten  wir  nun  die  Resultate  derselben  detaillierten  und  summa- 
rischen Berechnung  für  die  Ehefrauen  mit  einem  Heiratsalter  von  bezw-. 
17,  18,  19  und  20  Jahren,  für  welche  es  jedoch  nicht  nötig  erscheint, 
die  Einzelresultate  für  jede  Ehedauerperiode  5—9,  10 — 19  und  20—29 
Jahre  hier  anzuführen,  obgleich  die  Berechnung  für  dieselben  gesondert 
ausgeführt  ist. 


1904.   No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        I15 


Heiratsalter  der  Ehefrauen 

17  Jahre 

1 

18  Jahre 

Kindemhl 

Ebedaner:                       , 

Ehedauer: 

6-29  Jahre 

0-80  Jahren,  mehr 

6-29  Jahre 

0—30  Jahre  u.  mehr 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

I 

82.79 

64 

212.86 

188 

209.83 

201 

5«5-4i 

480 

2 

127.61 

133 

231.42 

225 

327.69 

332 

560.36 

557 

3 

170.40 

166 

225.04 

217 

434.75 

438 

544-9« 

549 

4 

175-85 

167 

200.39 

193 

445.50 

456 

485.22 

498 

5 

143-18 

152 

158-77 

166 

357-93 

359 

384.46 

405 

6 

112.82 

"3 

124.99 

128 

277.28 

287 

302.65 

307 

7 

71.86 

78 

8  f. 06 

84 

«74.57 

149 

196.26 

178 

8  u.  mehr 

162.49 

174 

215.47 

249 

38945 

395 

521-73 

537 

Insgesamt 

1047 

1047 

1450 

1450 

2617 

2617 

35'« 

3511 

19  Jahre 


20  Jahre 


Ehedaner:                       |{                       Ehedauer: 

Kiadenahl    i 

5—29  Jahre 

0— SO  Jahre  u.  mehr  |      6  -29  Jahre 

0—80  Jahr« 

!  u.  mehr 
Beob. 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob.  , 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

1 

399-30 

420 

1012:03 

1086 

636-55 

639 

1604.08 

1717 

2 

627.02 

620 

1 100.29 

II22 

1001.81 

989 

1743-95 

1805 

3 

831-47 

83« 

1069.95 

1070 

1325-74 

1326 

1695.87 

1720 

4 

851.58 

849 

952-75 

946 

1354.84 

1304 

1510.11 

1460 

5 

683.62 

(^ 

754-89 

715 

1082.87 

1050 

1196.51 

1129 

6 

526.90 

517 

594.26 

582 

831.24 

802 

941.91 

889 

7 

33«-37 

350 

385-38 

396 

520.77 

581 

610.82 

654 

8  u.  mehr 

726.74 

725 

1024.45 

977 

1 144.18 

1207 

1623.7s 

«553 

Insgesamt 

4978 

4978 

6894 

6894 

7898 

7898 

10927 

10927 

Wenn  wir  auf  Grund  der  obigen  Angaben  für  die  einkinderigen  Ehen 
das  Verhältnis  zwischen  den  er\^^artungsmässigen  und  den  berechneten 
Zahlen  für  die  betreffenden  Ehefrauen  vergleichen  und  die  ersten  gleich 
ICO  setzen,  so  finden  wir  folgende  Resultate  für  die  beobachteten  Ziffern  : 


ii6 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Heiratsjahr 


Ehedauer 
5-29  J. 


Sämtliche 
Ehen 


16  und  weniger  126.5 

17  «         .  77.3 

18  »         »  11        95-8 

19  »         »  I       105.2 

20  »         »  ,1      103.9 


78.2 
88.3 

93.' 
107-3 
107.0 


Die  Zahlen  für  sämtliche  Ehen  sind  hier  nur  angeführt,  um  darzu- 
legen, dass  man  sehr  wenig  darauf  bauen  kann,  weil  sie  der  grossen 
Verschiedenheit  in  Bezug  auf  die  Ehedauer  nicht  Rechnung  tragen.  Hier- 
von abgesehen,  zeigen  die  Berechnungen  also,  dass  die  Resultate  —  da 
eine  verhältnismässig  grosse  Anzahl  von  einkinderigen  Ehen  als  ein  un- 
günstiges Symptom  betrachtet  werden  muss  —  sich  für  die  jüngste  Alters- 
klasse ziemlich  ungünstig  stellen^.  Schon  bei  einem  Heiratsalter  von  17 
Jahren  bessert  sich  dieses  Verhältnis  wesentlich  und  stellt  sich  eben  für 
diese  Altersklasse  am  günstigsten.  Auch  in  den  folgenden  Altersjahren 
war  das  Verhältnis  besser  als  für  die  jüngste  Gruppe,  obgleich  nicht  so 
günstig  wie  bei  einem  Heiratsalter  von  17  Jahren.  Man  muss  hierbei 
bedenken,  dass  als  Basis  der  hier  besprochenen  Berechnungen  die  in  der 
Anhangstabelle  1  angeführten  Durchschnittsverhältnisse  für  die  Alters- 
gruppe bis  zu  19  Jahren  benutzt  worden  sind.  Wie  diese  Verhältnisse 
sonst  mit  dem  steigenden  Heiratsalter  steigen,  wird  man  aus  derselben 
Anhangstabelle,  sowie  auch  daraus,  w^as  oben  S.  1 10  bemerkt  ist,  ersehen. 

Insofern  die  günstigsten  Resultate  in  Bezug  auf  die  einkinderigen 
Ehen  bei  einem  Heiratsalter  von  17  Jahren  hervortreten,  ist  dies  eine 
Erscheinung,  welche  mit  denjenigen,  welche  ich  für  die  kinderlosen  Ehen 
gefunden  habe,  ganz  analog  ist  (siehe  den  zweiten  Abschnitt  dieser  Ab- 
handlung, Anhangstabelle  5  a,  S.  117  und  die  graphische  Beilage  Taf.  II). 
Überhaupt  wird  man  beim  Vergleich  der  Anhangstabellen  5  a  des  ersten 
Heftes  und  1  dieses  Heftes  viele  Analogien  finden  können. 

Wie  S.  1 10  bemerkt  worden  ist,  bekommt  man  ein  ungefähr  richtiges 
Resultat  in  Bezug  auf  die  Entwickelung  der  Prozentverhältnisse  von  Jahr 
zu  Jahr,  wenn  man  die  mittleren  Prozentzahlen  für  eine  Ehedauer  von  5/9, 
10/19,  20/29  und  30  u.  mehr  berechnet,  und  ergab  sich  für  die  beiden 
ersten   Heiratsgruppen   (bis    19  und  20/24)   ein   Durchschnittsprozent   von 


^  Dieses  vereinzelte  Resultat  kann  indessen  ohne  weitere  Beobachtungen  kaum  als  unan- 
fechtbar angesehen  werden. 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.        II7 

bezw.    7.68  uod  7.57.     Von  dem  24.  Altersjahre  an  berechnen  sich  die- 
selben  Durchschnitte  wie  folgt: 


24  J. 

26  J. 

26  J. 

27  J. 

28  J. 

29  J. 

30  J. 

81  J. 

82  J. 

88  J.  !  84  J. 

36-89 
J. 

40  J. 
u.  dar- 
über 

8.0 

8.2 

9.1 

9.4 

10. 1 

II.9 

II.8 

13-4 

15-8 

1 
17.4  ;  20.2 

27.4 

50.0 

Um  einen  Überblick  über  die  in  der  Anhangstabelle  i  enthaltenen 
Einzelresultate  in  Bezug  auf  die  mehrkinderigen  Ehen  zu  gewinnen,  habe 
ich  dieselbe  Berechnungsweise  wie  oben  erwähnt^  auf  die  Ehedauer- 
gruppen  5—9,  10—19,  20 — 29  und  30  etc.  angewandt.  Nach  dieser 
Berechnung  stellen  sich  die  Prozentverhältnisse  im  Durchschnitt  für  diese 
Ehedauergruppen  für  jede  fünfjährige  Heiratsaltergruppe  wie  folgt: 


Kiadenabl 

bis  19 

20—24 

25-29 

30-34 

35-39 

40  u.  mehr 

> 

7.68 

7.57 

9-43 

14.60 

27.44 

49-95 

2 

"•33 

12.03 

13-91 

18.24 

25.64 

22.46 

3 

14.22 

15.12 

16.00 

18.75 

19.72 

12-93 

4 

14.88 

14.20 

15-49 

16-53 

13-67 

5-72 

5 

12.08 

12.15 

12.38 

12.42 

7-03 

4.23 

6 

1      9-98 

10.00 

10. 15 

8.91 

2.70 

0.87 

7 

,      6.58 

7.61 

7.69 

4.75 

1.63 

0.58 

8  u.  mehr 

■     23.25 

21.32 

14.95 

5.80 

2.17 

3-26 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Unten  den  mehrkinderigen  Ehen  allein  stellten  sich  also  die  Prozent- 
verhältnisse wie  folgt: 
2  Kinder 
3—4  « 

5-7  « 
8K.u.mehrl 


Insgesamt 


12.27 

13.01 

15-36 

21.36 

35-33 

44.88 

31-52 

31-72 

34.77 

41.31 

46.02 

37.26 

3 '-03 

32.20 

33-37 

30.54 

15.66 

"-35 

25.18 

23-07 

16.50 

6.79 

2.99 

6.51 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

und  unter  den  mehr  als  zweikinderigen  Ehen 
3  Kinder         17.55  '8.8i  20.87  ^19'^         42-03     1     46.86 

4odermehr^     82.45  81.19         79-^3  T^-^^         57-97     I     53-M 


'  Vcrgl.  s.  110. 


ii8 


A.   N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Wenn  man  hier  sowohl  in  Bezug  auf  die  einkinderigen  als  auf  die 
zwei-  und  dreikinderigen  Ehen  die  für  die  jüngste  Altersgruppe  berech- 
nete Prozentzahl  gleich  loo  setzt,  bekommt  man,  a)  für  einkinderige  Ehen 
bei  den  fruchtbaren  Ehen  überhaupt,  b)  für  zweikinderige  bei  den  mehr- 
kinderigen  und  c)  für  dreikinderige  bei  den  mehr  als  zweikinderigen  Ehen 
überhaupt,  die  nachstehenden  Verhältniszahlen  für  die  übrigen  fünfjährigen 
Altersgruppen: 


Prozente 


Heiratsalter 


15/19     I     20/24 


25/29 


30/34     '     35/39 


40  u. 
mehr 


a)  für  einkind.  Ehen         100 

b)  »    zweikind.  —     jj     100 

c)  »    dreikind.    —     '     100 


98.6  '  122.8  ,  190. 1 
106.0  125.2  '  174.1 
107.2  I    118.9       159.1 


357-3  ]  650.4 
287.9  I  365-8 
239.5       267.0 


Man  findet  hier  wiederum  dieselbe  Gesetzmässigkeit,  die  schon  im 
zweiten  Abschnitt  S.  64  in  Bezug  auf  die  Ehen  ohne  Kinder  nachge- 
wiesen worden  ist. 

Dass  die  jüngeren  Heiratsaltersgriippen  eine  verhältnismässig  grosse 
Anzahl  von  mehrkinderigen  Ehen  aufweisen,  steht  übrigens  damit  in  Ver- 
bindung, dass  die  eheliche  Fruchtbarkeitsperiode  bei  jenen  bedeutend 
länger  ist  als  bei  denjenigen,  welche  sich  in  späteren  Jahren  verheiraten. 
Während  diese  Periode  z.  B.  bei  einem  Heiratsalter  von  20  Jahren  mut- 
masslich auf  30  Jahre  (50  -4-  20)  gesetzt  werden  darf,  beträgt  sie  bei 
einem  Heiratsalter  von  40  Jahren  nur  10  Jahre,  was  selbstverständlich  die 
Aussicht  auf  eine  mehrkinderige  Ehe  sehr  merkbar  reduziert,  ein  Punkt, 
der  vielleicht  eine  nähere  Untersuchung  verdient. 

Schliesslich  werde  ich  nicht  unterlassen,  bei  der  Benutzung  der  hier 
besprochenen  Berliner  Volkszählungsangaben  den  Vorbehalt  zu  nehmen, 
dass  solche  Angaben  die  hier  behandelten  Fruchtbarkeitsverhältnisse  nur 
annäherungsweise  beleuchten  können,  insofern  die  vorehelich  geborenen 
Kinder  von  den  in  der  Ehe  geborenen  Kindern  nicht  gesondert  sind. 
Diese  Bemerkung  gilt  namentlich  für  die  Altersjahre,  wo  die  Anzahl  der 
gezählten  Ehefrauen  mit  Kindern  verhältnismässig  gering  ist. 


1904-  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        II9 

S  18. 

Einfluss  des  Heiratsaliers  der  Ehefrauen. 

Fortsetzung:   Norwegen. 

Zufolge  der  in  dieser  Schrift  erwähnten  repräsentativen  Angaben  ver- 
teilte sich  die  Anzahl  der  Ehefrauen  im  Jahre  1894  nach  Heiratsalter, 
Ehedauer  und  Kinderzahl,  wie  in  der  Anhangstabelle  2  näher  dargelegt. 

Wenn  man  die  dort  angeführten  Prozentzahlen  für  Norwegen  mit 
den  S.  110  für  Berlin  angeführten  vergleichen  will,  muss  erwähnt  wer- 
den, dass  weder  die  Altersgruppen  noch  die  Angaben  über  die  Ehe- 
dauer sich  ganz  genau  decken,  obwohl  die  Differenzen  gering  sind.  Da 
nämlich  die  betreffende  Volkszählung  am  i.  Dezember  1885  stattfand, 
entspricht  die  Geburtsjahrgruppe  15 — 19  durchschnittlich  der  Alters- 
gruppe 14V12  bis  19^/12,  und  ebenfalls  entspricht  die  Geburtsjahrgruppe 
20 — 24  der  Altersgruppe  19^/12  bis  24V12  Jahre.  Bei  den  norwegischen 
Angaben  entsprechen  die  mit  15 — 19,  20 — 24  u.  s.  w.  bezeichneten 
Gruppen  den  Altersgruppen  14V2 — i9Va,  19V2 — 24V2  u.  s.  w.  und  sind 
somit  überhaupt  um  einen  Monat  älter  als  die  Berliner  Gruppen^. 

Ebenso  in  Bezug  auf  die  Ehedauer,  wo  das  Ehejahr  o  bei  der  Berliner 
Volkszählung  einer  Ehedauer  von  o  bis  ^Vi2  Jahr,  bei  der  norwegischen 
Repräsentativzählung  einer  Ehedauer  von  o  bis  i  Jahr  entspricht,  ebenfalls 
das  Ehejahr  i,  bezw.  ^Vi2  bis  1IV12  Jahr  und  i  bis  2  Jahr,  u.  s.  w.  Diese 
Verschiedenheit  übt  bei  den  ersten  Gruppen  der  Ehedauer  einen  gewissen 
Einfluss;  bei  den  folgenden  kann  man  aber  ohne  Bedenklichkeit  ganz 
davon  absehen^. 

Endlich  muss  —  und  zwar  nicht  zum  wenigsten  —  erinnert  werden, 
dass  die  Vergleichungsobjekte  selbst  —  die  Grossstadt  Berlin  und  das 
ganze  Land  Norwegen  ihrem  wirtschaftlichen  und  sozialen  Charakter  nach 
sehr  erhebliche  Verschiedenheiten  darbieten.  Wir  werden  späterhin  nach- 
weisen, welche  Verschiedenheiten  in  Bezug  auf  die  betreffenden  Verhält- 


^  Welchen  Einfluss  dieser  Umstand  auf  die  Berechnung  auszuüben  vermag,  wird  aus  dem 
nachstehenden  Beispiel  hervorgehen.  Zufolge  der  Anhangstabelle  i  waren  die  Prozent- 
zahlen der  einkinderigen  £hen  bei  einer  Ehedauer  vod  10—19  Jahren  und  einem 
Heiratsalter  von  bezw.  20/24,  ^Sh9t  3^34  "•  35/39  ]•>  r^sp.  7.10,  9.45,  14.76  und 
27.50.  Diese  Prozentzahlen  steigen  also  von  der  jüngeren  fünfjährigen  Altersgruppe  bis 
zur  nächsten  mit  bezw.  2.35,  5.31  und  12.74  in  fünf  Jahren,  folglich  per  Monat  durch- 
schnittlich mit  0.04,  0.09  und  0.21. 

Noch  geringer  ist  .die  in  die  entgegengesetzte  Richtung  gehende  Wirkung  der  etwas 
kürzeren  £hedauer  der  Berliner  Gruppen.  Zwischen  den  Ehedauergruppen  10/19  und 
20/29  verminderte  sich  nämlich  das  zweite  Dezimal  der  obigen  Prozentzahlen  mit  bezw. 
o,  I  u.  I,  so  dass  die  Nettodifferenz  auf  0.04,  0.08  und  o.ao  reduziert  wird. 


I20 


A.   N.  KIÆR. 


H.-F.  KI. 


nisse   sich   in   Norwegen   zwichen    Land-   und    Stadtbevölkerung   geltend 
machen. 

•  Trotz  alles  Unterschiedes  wird  man  doch  im  grossen  und  ganzen  in 
vielen  Beziehungen  eine  merkwürdige  Übereinstimmung  mit  Rücksicht  auf 
die  Hauptresultate  der  Untersuchungen  finden.  Ich  werde  im  folgenden 
versuchen,  sowohl  Analogien  als  auch  Verschiedenheiten  in  diesen  Ver- 
hältnissen darzulegen. 

Die  einkinderigen  Ehen  zeigen  nach  den  obigen  norwegischen  Be- 
rechnungen, von  Ehefrauen  mit  unangegebenem  Alter  abgesehen,  die  fol- 
genden Prozentverhältnisse  : 


Ehejahr 

bis  19 

1 
20/24 

25/29 

1 

30/34  ! 

; 

35/39 

40/44 

45  u. 
aber 

40  u. 
Ober« 

Über- 
haupt 

O   U.    I 

100 

89.8  , 

88.0 

77.9  1 

923 

90.0 

100 

91.7 

88.7 

2-4 

:  34.4 

32.8 

32.4 

41.2' 

50.8 

62.5 

66.7 

63.0 

3S.O 

5-9 

3-5 

7-3 

8.4 

14.81 

23.1 

51.4 

90.9 

60.4 

10.3 

10—19 

3-2 

3-3' 

5-9 

7.51 

22.2 

45- » 

66.7 

48.3 

6.4 

20—29 

4.5 

3.5 

5.2 

7.9' 

18.0 

40.0 

80.0 

44.0 

6.3 

30  u.  mehr 

2.2 

3.5 

4.8 

8.4  j 

22.5 
26.7 

55-3 

66.7 

S6.8 

6.2 

Überhaupt 

9.4 

10.8 

11.6 

14-5  1 
1 

51.2 

77.8 

55-2 

12.9 

Vergleichen  wir  nun  diese  norwegischen  Prozentzahlen  mit  den  oben 
S.  HO  für  Berlin  angegebenen,  finden  wir  für  die  fünf  ersten  Ehejahre 
überhaupt  keinen  sehr  hervortretenden  Unterschied.  In  den  Ehejahren  o 
und  I  schwanken  die  Prozentverhältnisse  meistens  zwischen  88  und  89  ^/o, 
indem  die  Abweichungen:  78  und  92^/0  in  den  Altersgruppen  30/34  und 
35/39  für  Norwegen  den  sehr  kleinen  Ziffern  zuzuschreiben  sind.  In  den 
Ehejahren  2  bis  4  variieren  die  Prozentverhältnisse,  in  Bezug  auf  die  Ehe- 
frauen mit  einem  Heiratsalter  von  weniger  als  30  Jahren,  zwischen  3 1  und 
38,  mit  einem  Durchschnittsverhältnis^  von  34.15^/0  in  Berlin  und  33.2  in 
Norwegen.  Bei  den  Ehefrauen,  welche  sich  in  einem  Alter  von  30/34 
verheirateten,  waren  die  Prozentverhältnisse  beziehungsweise  40.5  und 
41.2^/0;  in  der  nächsten  fünfjährigen  Altersgruppe  bezw.  51.8  und  50.8^/0; 
in  der  darauf  folgenden  (40  u.  darüber)  65.1  und  63.0. 


1  Diese   Kolonne   ist   hinzugefügt   wegen   des  Vergleichs    mit    den    in  S 
Berliner  Angaben. 

2  D.  h.  die  Sunime  der  drei  Prozente  mit  drei  dividiert. 


1 7    angeführten 


1904.  No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        121 

Wenn  wir  bei  der  weiteren  Vergleichung  von  den  ersten  Ehejahren, 
welche  in  dieser  Beziehung  wenig  massgebend  sind,  absehen,  finden  wir 
flir  die  Ehejahre  5  bis  9  folgende,  sehr  wesentliche  Verschiedenheiten 
zwischen  den  Berliner  und  den  norwegischen  Prozenten  nach  dem  Heirats- 
alter: 


bis  19 

10/24 

«S/*9 

30/34 

35/39 

40  U. 
Über 

a. 

Berlin 

10.53 

11.25 

13-41 

18.45 

30.14 

51.6 

b. 

Norwegen    .   .   . 

3-5 

7.3 

8.4 

14.8 

23.1 

51-4 

b. 

in  Prozenten  von  a 

33 

65 

63 

80 

77" 

99.6 

also,  abgesehen  von  der  letzten,  sehr  schwach  besetzten  Altersgruppe 
(40  u.  über),  immer  bedeutend  weniger  einkinderige  Ehen  in  Norwegen 
als  in  Berlin,  nämlich  bei  der  jüngsten  Altersgruppe  nur  i/s,  in  den  zwei 
nächsten  unterhalb  Vs  und  dann  ungefähr  Vs  der  Berliner  Prozente. 

Ehe  wir  dies  Resultat  kommentieren,  werden  wir  betrachten,  wie 
dieselbe  Berechnung  sich  in  den  folgenden  Ehejahren  stellt.  Für  diese 
waren  die  norwegischen  Verhältniszahlen  für  die  einkinderigen  Ehen  in 
Prozenten  der  Berliner  Zahlen  wie  folgt: 


bis  19 


Ehedauer  10 — 19 
»  20 — 29 


20/24 


48  46 

58     :       54 
30  u.  mehr         37     |       65 


25/29 


62 
62 
74 


30/34        35/39 


51 

59 
72 


81 
69 
87 


40  u. 
über 


94 

94 
114 


Wenn  wir  die  Prozente  für  die  vier  Ehedauergruppen  :  5  bis  9,  10 — 19, 
20 — 29  und  30  u.  mehr  addieren,  finden  wir  die  nachstehenden  Durch- 
schnittsprozente für  das  Verhältnis  zwischen  den  Berliner  Zahlen  und  den 
norwegischen  Zahlen  der  einkinderigen  Ehen.  Die  ersten  betrugen  bei 
einem  Heiratsalter  von  bezw.  bis  19,  20/24,  25/29,  30/34,  35/39  u.  40 
und  darüber,  bezw.  3.35,  4.4,  6.075,  9-65i  21.45  "•  52-4  und  verhielten 
sich  somit  zu  den  Berliner  Zahlen  (S.  110),  wie  100  :  bezw.  44,  58,  64, 
66,  78  und  105.    Also,  abgesehen  von  der  ältesten  zweifelhaften  Gruppe  \ 


*  Unter  den  Ehefrauen,  welche  sich  im  Jahre  1883  in  einem  Alter  von  46  Jahren  und 
darüber  verheiratet  hatten,  befinden  sich  nach  der  Berliner  Zählung  3  mit  1  Kind, 
4  mit  2  Kindern  und  3  mit  bezw.  3,  4  und  5  Kindern.  £s  lässt  sich  ja  in  diesen 
Fällen  nicht  anders  denken,  als  dass  es  sich  hier  um  voreheliche  Kindergeburten 
handelt. 


122 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


gab  es  in  Norwegen  verhältnismässig  viel  weniger  einkinderige  Ehen 
als  in  Berlin.  Dieser  Unterschied  tritt  am  stärksten  hervor  bei  den  Ehe- 
frauen, welche  sich  in  einem  jüngeren  Alter  verheirateten  und  wird  all- 
mählich schwächer  mit  dem  steigenden  Heiratsalter.  Wenn  man  jeder 
der  obigen  Altersgruppen  bis  40  einen  gleichen  Wert  gibt,  so  bekommt 
man  ein  Durchschnittsverhältnis  von  ico  :  62. 

Um  dies  beachtenswerte  Resultat  auf  eine  andere  Weise  zu  erproben, 
kann  man  mittelst  der  in  der  Anhangstabelle  i  mitgeteilten  Angaben 
zuerst  die  Prozentzahlen  für  die  einkinderigen  Ehen  in  Berlin  nach  der 
dort  aufgestellten,  mit  der  norwegischen  nahe  übereinstimmenden  Alters- 
einteilung (15/19,  20/24  u.  s.  w.)  und  darnach  die  für  Norwegen  zufolge 
dieser  neuen  Prozentzahlen  erwartungsmässigen  Anzahl  der  einkinderigen 
Ehen  berechnen.  In  Bezug  auf  diese  Berechnung  verweise  ich  indessen 
auf  den  nachfolgenden  Paragraph. 


Gleichwie  in  dem  vorhergehenden  Paragraphen  (S.  117)  für  Berlin, 
gebe  ich  hier  für  Norwegen  eine  Übersicht  über  die  durchschnittlichen 
Prozent  Verhältnisse  bei  einer  Ehedauer  von  5 — 9,  10 — 19,  20 — 29  und 
30  etc.  Jahren.    Diese  Berechnung  gibt  die  nachstehenden  Resultate: 


Heiratsalter  der  Ehefrauen, 


Kinderzabi 

bis  19 

ao/24 

23/29 

30/34 

35/39 

40/44 

....   ._ 

45  u. 
mebr 

I 

3-35 

4.40 

6.08 

9.65 

21.45 

47-95 

76.08 

2 

6.80 

7.00 

9.85 

1443 

29.18 

27.70 

1337 

3 

14.08 

12.65 

Ï3-55 

19.50 

22.10 

13.05 

5.00 

4 

13.67 

13.60 

14.95 

19.40 

14.65 

4-45 

2.78 

5 

11.08 

10.98 

14.32 

15.82 

6.25 

3.25 

2.77 

6 

8.87 

11.20 

13.50 

10.95 

3-30 

2.08 

7 

'     9-23 

10.70 

11.40 

5.20 

«.75 

0-55 

8 

'     8.92 

10.15 

8.15 

2.83 

0.53 

0.50 

. 

9 

8.20 

7.87 

4.68 

1.32 

0.67 

0.47 

10 

6.48 

5.80 

2.30 

0-53 

- 

- 

1 1  u.  mehr 

10.32 

5.6s 

1.22 

0-37 

0.12 

- 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.  ZUR  BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         123 


Unter  den  mehrkinderigen  Ehen  allein  stellten  sich  also  die  Prozent- 

verhältnisse wie  folgt: 

Kinderzahl 

bis  19 

20/24 

25/29        30/34 

• 

35/39 

40/44 

45  u. 
mehr 

2  Kinder 

7.04 

7.32         10.49        15.97 

37-15 

53-22 

55.89 

3—4      »       1 

27.68 

27.46 

30.34  ■    43-o6 

46.78 

33.62 

32.53 

5-7      - 

30.19 

34.39   1     41.76 

35-38 

14.39 

11.30 

11.58 

8  K.  u.  mehr  , 

3509 

30.83  '    17.41  Î      5-59 

1.68 

1.86 

- 

Insgesamt 

100 

100    1      100         100 

100 

100 

100 

und  unter  den  mehr  a 

ils  zweikinderigen  Ehen: 

3  Kinder     1    15.67 

14.28       16.12  ,    25.69 

44.76 

53.59 

47.39 

4  oder  mehr 
Kinder 

1    84.33 

85.72 

83.88 

7431 

55-24 

46.41 

52.61 

Im  Vergleich  mit  den  Berliner  Prozenten  zeigen  die  norwegischen, 
wie  schon  oben  nachgewiesen,  eine  entschieden  geringere  Anzahl  der 
einkinderigen  Ehen,  namentlich  bei  einem  jüngeren  Heiratsalter.  Ebenso 
in  Bezug  auf  die  zweikinderigen  Ehen,  jedoch  nur  bis  zum  35.  Altersjahre. 

Dagegen  überwiegen  bis  zum  30sten  Altersjahr  die  Ehen  mit  einer 
zahlreichen  Kinderschar.  Die  Ehen,  welche  8  oder  mehr  Kinder  gehabt 
hatten,  betrugen  nach  dem  verschiedenen  Heiratsalter  der  Frau  in  Pro- 
zenten : 


'S/19 


20/24        25/29    ,    30/34 

I  I 


35/39 


40/44 


45  ". 
mehr 


in  Norwegen 
in  Berlin .  .  . 


33-92 

23.25 


29.47 
21.32 


16.35  ' 

14.95 1 


5-05 
5- 80 


1.32 
2.17 


0.97 


3.26 


In  Prozenten  der  Verhältniszahlen  für  die  jüngste  Altersgruppe  be- 
trugen diejenigen  der  übrigen  Altersgruppen  a)  für  einkinderige  Ehen  bei 
den  fruchtbaren  Ehen  überhaupt,  b)  für  zweikinderige  Ehen  bei  den 
mehrkinderigen  Ehen  und  c)  für  dreikinderige  Ehen  bei  den  mehr  als 
zweikinderigen  Ehen  überhaupt,  in  Norwegen  wie  folgt: 


1 

15/19 

20/24 

25/29 

30/34      35/39 

40/44 

45  u. 
mehr 

a)  für  einkinderige  . .  ; 

b)  für  zweikinderige  .  ' 

c)  für  dreikinderige.  .  j 

100 
100 
100 

131.3 

104.0 

91.1 

181.5 
149.0 
102.9 

288.1 
226.9 
163.9 

640.3 
527.8 
285.7 

143I.3 
756.0 

342.0 

2271.0 

793-9 
302.4 

124  A.  N.   KIÆR.  H.-F.  KI. 

Auch  hier  erkennt  man  eine  den  Berliner  Prozenten  analoge  Gesetz- 
mässigkeit. Jedoch  ist  zu  bemerken,  dass  die  norwegischen  Zahlen  mit 
dem  Heiratsalter  stärker  steigen,  weil  die  Anzahl  namentlich  der  nur  ein- 
und  zweikinderigen  Ehen  verhältnismässig  sehr  gering  ist  bei  den  jung 
verheirateten,  aber  nicht  so  gering  bei  den  später  verheirateten  Ehefrauen. 

Die  Verteilung  der  Ehefrauen  nach  der  Kinderzahl,  soweit  dieselbe 
von  der  Ehedauer  und  dem  Heiratsalter  abhängt,  wird  übrigens  in  dem 
folgenden  Paragraphen  durch  eine  besondere  Berechnung  näher  nach- 
gewiesen. 

S  '9- 
Einfluss  des  Heiratsalters  der  Ehefrau. 
Fortsetzung:    Die  norwegischen  Repräsentativangaben  in  ihrem  Ver- 
hältnis zu  den  nach  den  Berlinerprozenten   berechneten  erwartnngs- 

massigen  Resultaten. 

Die  grosse  Regelmässigkeit,  welche  sich  nach  den  obigen  Erörte- 
rungen in  diesen  Verhältnissen  kund  gibt,  hat  mich  veranlasst,  durch  eine 
eingehende  Kontrollberechnung  die  schon  gewonnenen  Resultate  zu  prüfen 
und  weiterzuführen. 

Ich  habe  nämlich  mit  Benutzung  der  in  der  Anhangstabelle  i  für 
Berlin  angeführten  Prozentverhältnisse  für  jede  fünfjährige  Altersgruppe 
und  jede  dort  aufgestellte  Ehedauergruppe  die  darnach  bei  der  norwegi- 
schen Repräsentativzählung  erwartungsmässige  Anzahl  von  Ehen  mit  i, 
2,  3,  4i  5,  6  u.  s.  w.  Kindern  berechnet  und  diese  rechnungsmässigen 
Resultate  mit  den  wirklich  beobachteten  verglichen. 

Diese  Methode  bietet  den  wesentlichen  Vorteil,  dass  die  Wirkung  der 
beiden  Hauptmomente:  Ehedauer  und  Heiratsalter  berücksichtigt  und  zu 
gleicher  Zeit  die  Resultate  der  Einzelbeobachtungen  in  ein  Gesamtresultat 
zusammengebracht  werden,  wobei  die  störenden  Einflüsse,  welche  sich 
namentlich  bei  kleinen  Zahlen  geltend  machen  können,  möglichst  beseitigt 
werden. 

Für  Norwegen  überhaupt  sind  die  erwartungsmässigen  Resultate  der 
Repräsentativzählung  in  der  Anhangstabelle  4  u.  5  detailliert  angeführt, 
während  in  der  Anhangstabelle  8  (welche  besonders  die  ländliche  und  städti- 
sche Bevölkerung  sowie  einzelne  soziale  Gruppen  derselben  betrifft)  die 
Resultate  etwas  zusammengezogen  mitgeteilt  sind,  obwohl  die  Berechnung 
selbst  auch  für  diese  Teile  ebenso  detailliert  ausgeführt  worden  ist. 

In  allen  diesen  Tabellen  sind  also  die  Resultate  der  norwegischen  Re- 
präsentativzählung mit  denjenigen  der  grossen  Berliner  \"olkszählung  ver- 


1904.   No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         I25 


glichen;  hierbei  ist  aber  nicht  zu  übersehen,  dass  die  nach  der  letztge- 
nannten VolkszähUing  berechneten  Prozente,  welche  also  hier  als  Normal- 
prozente benutzt  worden  sind,  selbst  nicht  überall  normal  erscheinen, 
indem  sie,  wie  aus  der  Anhangstabelle  i  hervorgeht,  einzelne  Unregel- 
mässigkeiten darbieten,  welche,  um  ein  normales  Bild  darzustellen,  erst 
ausgeglichen  werden  sollten.  Ich  habe  es  aber  vorgezogen,  die  Berliner 
Prozente,  w^ie  sie  aus  der  Berechnung  direkt  hervorgehen,  unverändert 
anzuwenden. 

Ich  teile  nun  zunächst  das  Gesamtresultat  für  alle  in  der  Repräsentativ- 
zählung mitgenommenen  Ehen  mit,  ausgenommen  diejenigen,  für  welche 
die  Ehedauer  nicht  angegeben  war. 

Erwartungsmässige  und  beobachtete  Verteilung  der  ein-  und 
mehrkinderigen  Ehen, 


Kinderzahl 

Erwarlungs- 

Beobachtet  ' 

Verhaltnisjahl 

mässig 

I 

1 

2423-39 

1937 

799 

2 

2448.94 

1991 

813 

3 

2252.65 

1932 

858 

4 

1946.91   ' 

'837 

944 

5 

1578.93 

1  672 

1059 

6 

1284.48 

I  584 

1233 

7 

941.48 

1349 

1433 

8 

714.14 

1085 

1519 

9 

502.65 

748 

1  488 

10 

393-94 

481 

1  221 

II  u.  mehr 

586.49 

458 

781 

Wieder- 

holung 

I 

242339 

1937 

799 

2  u.  3 

4701.59 

3923 

834 

4  u.  5 

352584 

3509 

995 

6  u.  7 

2225.96 

2933 

1318 

8  u.  9 

1216.79 

1833 

1  506 

10  u.  mehr 

98043 

1 

939 

958 

Insgesamt 

'5074 

'5074 

1000 

i  Mit  Ausnahme  der  in  der  Anhangstabelle  3  angeführten  Ehefrauen  mit  unbekanntem 
Heiratsalter. 


126 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Man  sieht  also,  dass  im  Verhältnis  zu  den  nach  den  Berliner  Er- 
fahrungen erwartungsmässigen  Resultaten  die  norwegische  Repräsentativ- 
zählung überhaupt  eine  geringere  Anzahl  von  einkinderigen  Ehen  (799 
gegen  i  cxx))  aufweist,  dass  aber  in  Bezug  auf  die  mehrkinderigen  das 
Verhältnis  allmählich  steigt,  bis  es  in  den  Ehen  mit  8  Kindern  gipfelt  (mit 
einem  Maximal  Verhältnis  von  i  519  :  i  oco),  nachher  aber  wieder  herabsinkt 
bis  auf  781:1  000  bei  den  Ehen  mit  1 1  Kindern  und  darüber.  Dieses 
Steigen  und  Sinken  zeigt  einen  ganz  regelmässigen  Verlauf. 

Die  obigen  Resultate  beziehen  sich,  wie  gesagt,  auf  sämtliche  Ehe- 
frauen ohne  Unterschied  (aber  mit  Berücksichtigung)  des  Heiratsalters  und 
der  Ehedauer. 

Wenn  man  nun  weiter  untersucht,  wie  sich  dieselben  Verhältnisse  lür 
jede  Heiratsaltersgruppe  stellen,  zeigen  sich  nach  der  in  der  Anhangs- 
tabelle 5  mitgeteilten  Angaben  die  folgende  Resultate: 


Heiiatsalter  der  Ehefrauen 


Kinderzahl 


15/19 


20/24     '     25/29 


30/34 


35/39 


40  und 
aber 


Insgesamt 


1 

I 

770 

798 

778 

752 

840 

1031 

799 

2 

756 

736 

808 

864 

1082 

1094 

813 

3 

847 

789 

813 

1  023 

I  125 

953 

858 

4 

790 

892 

930 

I  147 

1094 

691 

944 

5    ' 

923 

925 

1 168 

I  278 

974 

824 

1059 

6    J 

952 

1 168 

1365 

I  250 

I  205 

1233 

7    ! 

1489 

1444 

I  502 

I  IIS 

1086 

1433 

8 

1451 

1729 

«358 

I  «37 

758 

762 

1519 

9 

1887 

1  »638 

I  272 

894 

557» 

1488 

10 

1494 

1386 

895 

656 

\    0^ 

I  221 

II  etc. 

1 

I  i6i 

841 

448 

330 

i    467 

0 

781 

oder,  etwas 

zusammen- 

gezogen: 

I    ! 

i   770 

j   798 

778 

752 

840 

1031 

799 

2  u.  3 

1   801 

1    762 

810 

939 

I  lOO 

Ï045 

834 

4  u.  5 

i   850 

907 

1037 

1203 

1053 

743'' 

995 

6  u.  7 

!  1169 

1289 

1424 

1203 

I  160 

1592 

I  318 

8  u.  9 

1  1629 

1  1689 

1325 

1047 

642 

1  250 

I  506 

10  etc. 

1270 

t  051 

66s 

466 

264 

0 

958 

Überhaupt 

lOCX) 

1 

1000 

1000 

I  cxx» 

j  1000 

1000 

1000 

*   10  etc.:  264.       2  ^  etc:  871, 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        \2^ 

Die  beobachtete  Anzahl  der  einkinderigen  Ehen  war  also  für  alle 
Heiratsaltersgruppen  mit  Ausnahme  der  ältesten  geringer  als  die  erwar- 
tungsmässige.  Dasselbe  war  bei  der  Heiratsaltersgruppe  15 — 19  Jahre  der 
Fall  in  Bezug  auf  sämtliche  Ehen  mit  i  bis  6  Kindern,  bei  der  folgenden 
Altersgruppe  auf  die  Ehen  mit  1—5  Kindern,  dann  bei  den  Gruppen 
25 — 29  und  30—34  J.  auf  die  Ehen  mit  bezw.  i — 4  und  i — 2  Kindern. 
Die  Grenze,  binnen  welcher  dies  stattfindet,  verschiebt  sich  also  mit  dem 
wachsenden  Heiratsalter  von  i — 6  Kindern  bis  i — 2  Kindern.  Eine  ähn- 
liche Verschiebung  bemerkt  man  in  Bezug  auf  den  relativen  Höhepunkt 
der  für  Norwegen  beobachteten  Zahlen,  indem  man  für  die  jüngste  Alters- 
gruppe ein  Maximum  (1887  pr.  müle)  bei  einer  Anzahl  von  9  Kindern 
wahrnimmt,  dann  in  den  folgenden  Gruppen  bei  einer  Anzahl  von  bezw. 
8,  7»  5»  6  (3)  und  2. 

Man  sieht  weiter,  dass  die  beobachteten  einkinderigen  Ehen  bei  den 
Altersgruppen  bis  zu  34  Jahren  zwischen  75  und  80  Prozent  der  erwar- 
tungsmässigen  ausmachten.  Wenn  man  sich  der  im  vorhergehenden  Para- 
graphen gemachten  Ausführungen  erinnert,  wird  es  auffallen,  dass  der 
Unterschied  nicht  viel  grösser  erscheint  (vergl.  S.  121).  Diese  scheinbare 
Nichtübereinstimmung  findet  aber  eine  vollständige  Erklärung  dadurch, 
dass  die  obige  Berechnung  der  erwartungsmässigen  Anzahl  das  Resultat 
für  sämtliche  Ehefrauen  ohne  Unterschied  der  Ehedauer  ausdrückt,  indem 
zwar  das  Moment  der  Ehedauer  in  Betracht  gezogen  ist,  aber  die  Berech- 
nung dessenungeachtet  ein  verschiedenes  Resultat  für  die  verschiedenen 
Ehedauergruppen  ergibt.  Dieser  Umstand  hat  in  methodologischer  Bezie- 
hung ein  besonderes  Interesse,  weil  er  darlegt,  wie  absolut  notwendig  es 
ist,  die  verschiedenen  Ehedauergruppen  gesondert  zu  behandeln  und  na- 
mentlich die  ersten  Ehejahre  auszuscheiden. 

Eine  solche  Sonderung  in  Bezug  auf  den  Vergleich  zwischen  den 
erwartungsmässigen  und  den  beobachteten  Resultaten  ist  in  der  Anhangs- 
tabelle 5  gemacht  und  gibt  die  folgenden  Verhältniszahlen  für  die  unten- 
stehenden Heiratsaltersgruppen,  wenn  die  erwartungsmässigen  Zahlen 
überall  gleich  1000  gesetzt  werden. 

Ich  habe  diese  Verhältniszahlen,  trotz  der  teilweise  geringen  An- 
zahl der  Beobachtungen  und  der  deshalb  vorkommenden  Unregelmässig- 
keiten detailliert  angeführt,  weil  sie  dessenungeachtet  dazu  beitragen,  die 
Gesetzmässigkeit  besser  zu  beurteilen,  und  weil  eben  das  Vorkommen  der 
Unregelmässigkeiten  dazu  hilft,  die  nachfolgende  weitere  Bearbeitung  best- 
möglich anzulegen. 


128 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Kinderzahl 

«S/'9    , 

20/24    ! 

îS/»9    ■ 

30/34 

3S/39     1 

40  U 
mehr 

UDcr- 
haupt 

I. 

Ehejah 

ire  0 — 4^ 

, 

I 

I  135 

998 

927 

954 

1019 

1003  i 

981 

2 

1089 

1092 

I  178 

1183 

839 

1 108  ' 

1 121 

3 

518 

891 

889 

940 

1079 

847  1 

869 

4  II.  mehr  j 

447 

522 

720 

244, 

(2667) 

667  1 

595 

2. 

Ehejakre  5 — ig 

1_ 

I         1 

413 

550 

625 

640  i 

791 

1 041 

643 

2 

685 

559 

723 

730, 

1042 

»  »53  . 

697 

3 

1070 

903 

872 

1072  ' 

I  210 

653 

942 

4       ! 

902 

1070 

1052 

1326 

I  029 

}     876 

r  1082 
I  I  156 

'   ! 

1085 

.113 

I  174 

1287I 

1236 

6 

1098 

'392 

1334 

»389: 

897 

}     637 

1  »339 
I  1440 

7 

I  636 

1441 

I  541 

975, 

779 

8        1 

1283 

1595 

1279 

7 '9 

1 

r  »383 

9 

1751 

1              ^ 

1304 

1342 

411 

1 

656 

(2469) 

I  301 

lO 

877 

774 

896 

557; 

1 

804 

II  etc.    1 

I  090 

520 

39» 

0 

i 

^     515 

3- 

Ehejahre  20  eti 

1 

480 

594 

677 

656 

767 

1037 

680 

2 

444 

560 

573 

854 

I  222 

I  024 

695 

3 

550 

533 

699 

978 

I  041 

»3" 

721 

4 

610 

622 

786 

995 

1  107 

600» 

1 

77i 

5 

681 

678 

I  156 

I  285 

757 

947 

6 

795 

954 

'391 

I  160 

1563 

I  14t 

7 

1357 

1446 

1477 

I  202 

1274 

1428 

8 

1547 

I  810 

1394 

1409 

1594 

9 

1936 

1768 

1254 

I  168 

467 

I  562 

lO 

1638 

1550 

894 

710 

1344 

II  etc. 

I  168 

892 

465 

413 

829 

^  Es  muss  daran  erinnert  werden,  dass,  bei  der  Berechnung  selbst,  eine  doppelte  Anzahl 
von  Ehejahrgruppen,  nämlich  o — i,  2—4,  $— 9f  10 — 19,  *o — 29  und  30  etc.  unter- 
schieden worden  ist. 

'  Ehefrauen  mit  4  u.  mehr  Kindern, 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        139 

Aus  den  obigen  Berechnungen  geht  erstens  hervor,  dass  man  die 
Ziffern  für  die  fünf  ersten  Ehejahre  (die  Ehejahre  0—4)  separat  behandeln 
muss,  und  dass  man  ohne  wesentlichen  Schaden  von  diesen  Jahren  ab- 
sehen kann. 

In  Bezug  auf  die  übrigen  Ehejahre  findet  man  eine  grosse  Regel- 
mässigkeit der  Verhältniszahlen  für  die  einkinderigen  Ehen.  Die  in  Nor- 
wegen beobachtete  Anzahl  derselben  war  bei  einem  Heiratsalter  von 
weniger  als  25  Jahren  ungefähr  die  Hälfte  (413  bis  594  pr.  1000)  der 
nach  den  Berliner  Erfahrungen  erwartungsmässigen  Anzahl.  Bei  einem 
Heiratsalter  von  25  bis  34  steigt  das  Verhältnis  auf  Bwei  Drittel;  in  der 
folgenden  Altersgruppe  auf  über  drei  Viertel,  Endlich  in  der  ältesten 
Altersgruppe  (40  Jahre  und  mehr)  waren  die  norwegischen  und  die  Ber- 
liner Verhältnisse  ziemlich  gleich. 

Analoge  Resultate  zeigen  sich  in  Bezug  auf  die  Anzahl  der  sswei- 
kinderigen  Ehen,  wie  aus  den  mitgeteilten  Ziffern  hervorgeht.  Jedoch 
sind  hier  bei  einem  Heiratsalter  von  35  Jahren  u.  mehr  die  beobachteten 
Zahlen  höher  als  die  erwartungsmässigen. 

In  Bezug  auf  die  Ehen  mit  drei  Kindern  tritt  dies  Verhältnis  schon 
bei  einem  Heiratsalter  von  30  Jahren  zu  Tage,  und  überhaupt  wird  man 
finden,  dass  je  höher  die  Kinderzahl  ist,  worum  es  sich  handelt,  desto 
jünger  ist  die  Heiratsaltergruppe,  bei  welcher  die  beobachteten  Zahlen 
die  erwartungsmässigen  übertreffen.  Diese  Regel  tritt  am  klarsten  hervor 
bei  den  Ehen,  welche  mindestens  20  Jahre  gedauert  hatten. 

Mit  Rücksicht  auf  die  aus  den  obigen  Verhältniszahlen  hervorgehenden 
Resultate,  habe  ich  bei  den  nachfolgenden  Berechnungen  für  Norwegen  ^  in 
Bezug  auf  die  Ehedauer  die  Hauptgruppen  o — 4  Jahre,  5 — 19  Jahre  und 
20  Jahre  und  mehr  unterschieden  und  dabei  das  statistische  Material  so 
zusammengefasst,  dass  die  beiden  wenig  repräsentierten  Altersgruppen,  15/19 
und  40  und  mehr,  mit  den  angrenzenden  vereinigt  und  auch  die  Kinder- 
zahl etwas  mehr  summarisch  behandelt  worden.  Indessen  ist  die  Berech- 
nung der  erwartungsmässigen  Anzahl  ebenso  detailliert  wie  oben  erwähnt 
ausgeführt,  obwohl   die  Resultate  der  Berechnung  zusammenaddiert  sind. 

S  20. 

Einfluss  des  Heiraisaliers  der  Ehefrauen. 

Fortsetzung:    New  South  Wales. 

Die  bei  dem  Census  in  New  South  Wales  im  Jahre  190!  gezählten 
Ehefrauen   sind   in  der  betreffenden  Tabelle  XV  verteilt  nach  Kinderzahl, 


*  S  22  und  Anhangstabelle  8. 
Vid.-Selflk.  Skrüter.    II.  H.-F.  Kl.    1904.    No.  4. 


!30  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  KI. 

Ehedauer  und  Alter  zur  Zeit  des  Census.  Wie  in  den  der  nachstehenden 
Anhangstabelle  6  beigefügten  Bemerkungen  näher  erörtert,  genügte  die 
Angabe  über  das  Alter  der  Ehefrauen  an  sich  nicht  für  unseren  Zweck, 
auch  nicht  in  Kombination  mit  der  Ehedauer.  Da  aber  diese  Kombination 
eine  Umrechnung  der  Altersangaben  zur  Zeit  des  Census  auf  Heiratsalter 
zulässt,  habe  ich  eine  solche  vorgenommen  und  die  Hauptresultate  dieser, 
mittelst  anderer  Censusangaben  kontrollierten,  Umrechnung  sämtlicher  in 
der  Censustabelle  XV  enthaltenen  Angaben  in  der  genannten  Anhangs- 
tabelle 6  mitgeteilt.  Wiewohl  ich  selbstverständlich  nicht  behaupten  darf, 
dass  die  umgerechneten  Angaben  in  den  Einzelheiten  absolut  korrekt  sind, 
glaube  ich  dennoch,  dass  sie  im  wesentlichen  den  Anforderungen,  welche 
an  solche  Berechnungen  gestellt  werden  dürfen,  entsprechen. 

Indem  ich  übrigens  auf  die  oben  erwähnten  näheren  Erörterungen 
über  die  Methode  der  Berechnung  hinweise,  kann  ich  mich  in  Bezug  auf 
die  wesentliche  Richtigkeit  der  Resultate  auch  auf  die  Regelmässigkeit  der 
auf  Grundlage  derselben  berechneten  Prozentzahlen  berufen. 

Bevor  ich  zu  der  Besprechung  dieser  Resultate  und  namentlich  in 
ihrem  Verhältnisse  zu  den  Angaben  für  Berlin  und  für  Norwegen  über- 
gehe, muss  ich  eine-  Bemerkung  in  Bezug  auf  die  Angaben  über  die  Ehe- 
dauer und  das  Alter  vorausschicken. 

Die  Ehedauer  ist  in  der  Censustabelle  für  New  South  Wales  also  an- 
gegeben: »Under  i  year,  i  year,  2  year,  3  years,  4  years,  5  years  and 
under  10«  u.  s.  w. 

Dies  entspricht  der  für  Norwegen  angewandten  Gruppierung,  während 
sich  für  Berlin  wie  näher  erörtert  S.  119  eine  geringe  Differenz  geltend 
macht,  was  doch  nur  in  Bezug  auf  das  erste  oder  die  zwei  ersten  Jahre 
der  Ehe  einigen  Einfiuss  ausüben  kann. 

In  Bezug  auf  das  Alter  ist  auch  ein  entsprechender  Unterschied  vor- 
handen, in  welcher  Beziehung  auf  die  1.  c.  gemachte  Erörterung  hinge- 
wiesen wird.  Dazu  kommt  noch  die  wegen  des  subtropischen  Klimas 
frühere  Entwickelung  des  weiblichen  Geschlechte  (siehe  die  Bemerkungen 
zu  der  Anhangstabelle  6). 

Wir  werden  nun  einige  Resultate  der  Prozentberechnungen  fiir  New 
South  Wales  mit  denjenigen  für  Berlin  und  Norwegen  vergleichen  und 
wählen  in  dieser  Hinsicht  die  Heiratsaltergruppen  20 — 24  und  35 — 39  bei 
einer  Ehedauer  von  5 — 9,  10—19,  20—29  und  30  u.  mehr  J. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         131 


Prozenizahlen  der  Ehefrauen  mit  Kindern. 


Ehedauer  und  Kinderzahl 

Heiratsalter:  20 

-24 

1          Heiratsalter:  35 

.—39 

i 

Berlin 

Nor- 
wegen 

New  South 
Wales 

Berlio 

Nor- 
wegen 

NewSouth 
Wales 

Ehedauer  ^—9  J. 

I  Kind 

11.25 

7-3 

12.84 

30.14 

23.1 

33-76 

2  Kinder 

20.81 

14.2 

26.69 

29.22 

337 

32-79 

3       • 

25.72 

32.0 

32.17 

21.01 

25.0 

21.27 

4      • 

20.89 

29.2 

19.28 

11.89 

'2.5 

9.09 

5      • 

12.73 

12.6 

7.13 

4.75 

1.9 

2.60 

6—10  Kinder 

8.60 

47 

1.89 

2.90 

3-8 

0.49 

II  u.  mehr 

- 

- 

• 

0.09 

- 

- 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehedauer  10 — ig  J. 

I  Kind 

7.10 

3-3 

5-03 

27.50 

22.2 

28.39 

2  Kinder 

10.77 

4.6 

8.81 

26.38 

25.8 

26.72 

3      » 

14.14 

77 

12.70 

18.99 

23.2 

21.26 

4      • 

15.14 

12-3 

»5-92 

13.16 

13-4 

12.47 

5      • 

14.16 

16.6 

17.09 

6.63 

10.3 

5.58 

6—10  Kinder 

35-87 

54.0 

39-42 

7-15 

4.6 

5.46 

II  u.  mehr 

2.82 

1-5 

1.03 
100 

0.19 

0.5 

0.12 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehedauer  20— 2g  y. 

I  Kind 

6.53 

3-5 

2.96 

26.15 

18.0 

24-13 

2  Kinder 

8.63 

3-5 

392 

24.04 

30.8 

2273 

3       » 

»0.73 

4.8 

5.07 

20.67 

22.4 

22.51 

4      • 

"•35 

6.3 

6.88 

12.33 

14.1 

12.30 

S     • 

n.38 

7.3 

8.50 

8.09 

5-8 

7.89 

6— 1Ô  Kinder 

40.44 

64.6 

59-40 

8.27 

8.9 

9.98 

II  u.  mehr 

10.94 

10.0 

13-27 

0.4S 

- 

0.46 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehedauer 30  y.  u.  mehr 

I  Kind 

S.41 

3-5 

2.10 

2597 

22.5 

19.16 

2  Kinder 

7.92 

57 

2.44 

22.92 

26.4 

20.96 

3      » 

9.88 

6.1 

2.76 

18.21 

,7.8 

19.76 

4      » 

9-43 

6.6 

3-76 

1732 

18.6 

16.16 

5      • 

10.32 

7-4 

5-55 

8.66 

7.0 

9.58 

6—10  Kinder 

44.36 

59.6 

56.03 

6.16 

7-1 

14.38 

II  u.  mehr 

12.68 

IM 

27.36 

0.76 

100 

- 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

132  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Man  wird  hier  bemerken,  dass  die  Prozentzahlen  für  New  South 
Wales  bei  einer  Ehedauer  von  5  bis  9  Jahren  den  Berliner  Verhältnissen 
ziemlich  nahe  stehen,  wogegen  sie  eine  geringere  Kinderzahl  als  die  nor- 
wegischen andeuten. 

Bei  einer  Ehedauer  von  10  bis  19  Jahren  zeigen  sie  eine  grössere 
Fruchtbarkeit  als  in  Berlin,  und  nähern  sich  den  Prozentzahlen  fiir  Nor- 
wegen. 

Bei  einer  Ehedauer  von  20  bis  29  Jahren  zeigen  sie  ebenfalls  eine 
höhere  Fruchtbarkeit  als  in  Berlin  und  haben  überhaupt  die  norwegische 
Prozentverteilung  erreicht,  indem  zwar  bei  einem  Heiratsalter  von 
20 — 24  Jahren  die  Ehefrauen  mit  6  u.  mehr  Kindern  ein  wenig  zahlreicher 
in  Norwegen  als  in  New  South  Wales  vorkommen,  das  entgegengesetzte 
Verhältnis  aber  in  Bezug  auf  das  Heiratsaltcr  35 — 39  J.  stattfindet.  (Das- 
selbe gilt  in  Betreff  des  Heiratsalters  30—34  J.,  siehe  die  Anhangstabelfen 
3  und  6). 

Endlich  bei  einer  Ehedauer  von  30  Jahren  u.  mehr  überragt  New 
South  Wales  in  Bezug  auf  die  relative  Anzahl  von  kinderreicheren  Familien 
nicht  nur  Berlin,  sondern  auch  Norwegen. 

Man  wird  fragen:  wie  hängt  das  zusammen?  Zwei  Umstände  mögen 
zu  den  verschiedenen  Resultaten  der  Vergleichungen  in  Bezug  auf  die 
früheren  und  späteren  Ehejahre  beigetragen  haben.  Erstens  die  abnehmende 
Fruchtbarkeit,  welche  Mr.  Coghlan  in  seiner  Schrift:  »The  Decline  in  the 
Birth- Rate  of  New  South  Wales«  (Sydney  1903)  näher  dargelegt  hat  und 
zweitens  der  Unistand,  dass  die  Ehefrauen,  deren  Ehe  1901  20  Jahre  oder 
mehr  gedauert  hatte,  als  zum  grossen  Teil  eingewanderte  Frauen,  vielleicht 
von  den  die  Fruchtbarkeit  vermindernden  Verhältnissen  in  der  Kolonie 
nicht  beeinflusst  waren. 

Wie  es  sich  damit  verhält,  lässt  sich  zwar  nicht  ohne  eingehende  Be- 
obachtungen, bzw.  Unterscheidung  zwischen  der  einheimischen  und  der 
eingewanderten  Bevölkerung  feststellen.  Immerhin  mag  die  hier  aufgestellte 
Vermutung  vorläufig  als  nicht  unwahrscheinlich  dahin  stehen. 

Übrigens  stimmt  es  mit  anderen  Beobachtungen,  dass  sich  unter  den 
Familien  eines  ganzen  Landes  wie  New  South  Wales  und  Norwegen,  eine 
relativ  grössere  Anzahl  von  kinderreicheren  Ehen  vorfindet  als  in  einer 
Grossstadt  wie  Berlin.  In  Bezug  auf  weitere  Vergleiche  mit  Berlin  und 
mit  Norwegen,  mag  auf  die  beigefügten  graphischen  Tabellen  3  und  4 
hingewiesen  werden. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         I33 


S  21. 

Einfluss  des  Heiraisaliers  des   Mannes  und  Einfluss   des 
Altersunterschieds  zwischen  den  Ehegatten. 

Im  zweiten  Abschnitt  dieser  Schrift^  $  8  ist  dargelegt  worden,  welcher 
Einfluss  in  Bezug  auf  die  kinderlosen  Ehen  dem  Altersunterschiede  zwischen 
den  Ehegatten  sowie  dem  Heiratsalter  des  Mannes  beigelegt  werden  kann. 

Wenn  wir  nun  zu  der  Frage  kommen,  wie  dieselben  Umstände  auf 
die  kleinere  oder  grössere  Kinderzahl  einwirken,  wollen  wir  zuerst  in 
Bezug  auf  Berlin  die  im  Volkszählungsheft  1885,  2  S.  44  angegebenen 
Promillezahlen  benutzen. 

Nach  Umrechnung  auf  die  Ehen  mit  Kindern  geben  die  1.  c.  ange- 
führten Promillezahlen  nachstehende  Resultate. 

Auf  100  Ehen  mit  Kindern  mit  nebenstehendem  Altersunterschied  der 
Gatten  kommen  solche  mit: 


Altersdifferenz 
der  Ehegatten 

I  K. 

2  K. 

3K. 

4  K. 

5K. 

6—10 

K. 

II   u. 

mehr 

Kindern 

Insg. 

^  V   über  30  J. 

35-48 

32-25 

9.68 

8.60 

9.68 

4.31 

. 

100 

ÏÏ5 

30  bis  25 

26.28 

28.94 

18.51 

10.45 

6.57 

8.35 

0.90 

100 

4-1 

.2 

25    »    20 

26.74 

21.53 

17.70 

13.50 

7.57 

12.05 

0.91 

100 

c 

20   .   15   1 

23.08 

21.97 

15.28 

13.21 

9-77 

15.09 

1.60  1    100 

Cd 

IS    »   10  1 

i  20.53 

18.81 

17-36 

Ï3.47 

9.40 

18.33 

2.10 

100 

10   »     5 

18.31 

17.88 

»6.35 

13.12 

9.96 

21.40 

2.98 

100 

°^       5    .     Ol 

18.03 

18.05 

15.63 

12.86 

10.03 

22.41 

2.99 

100 

.2 

0  bis    s 

19-33 

18.08 

15.76 

13.33 

10.67 

20.98 

1.85 

100 

S  fe 

5    »    'O 

23.70 

20.75 

16.15 

Ï3-9I 

9-58 

15.16 

0.75 

lOO 

'J   10   »   15 

30.67 

24-34 

17.66 

12.66 

7.38 

6.58 

0.71 

100 

'     15   »   20 

36.90 

25.62 

9-37 

12.49 

6.25 

8.11 

1.26 

100 

Q 

'    über  20 

1 

31.26 

15.61 

9-37 

18.78 

12.49 

12.49 

- 

100 

Also  überhaupt:  je  geringer  die  Altersdifferenz  ist,  desto  mehr  kinder- 
reiche Ehen,  zumal,  wenn  der  Mann  o  bis  5  Jahre  älter  als  die  Ehefrau 
ist,  dann  nach  beiden  Seiten  hin  um  so  weniger  kinderreiche  Ehen,  je 
grösser  die  Altersdifferenz  ist. 

Bevor  wir  weiter  gehen,  werden  wir  die  entsprechenden  Zahlen  für 
Norwegen  betrachten,  wobei  jedoch,  wie  in  dem  oben  citierten  §  8  (des 
zweiten  Abschnittes)  erklärt  worden  ist,  die  Altersdifferenz  etwas  anders 
aufgestellt  werden  muss. 


i  Christiania  1903. 


134 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Die  durch  die  repräsentative  Zählung  von  1894  gewonnenen  absoluten 
Ziffern  stellten  sich,  abgesehen  von  Ehen  mit  unbekannter  Altersdifferenz, 
folgender  Weise. 

Ehen  mit  untenstehender  Anzahl  von  Kindern: 


Altersunterschied 

der 
Ehegatten 

1  K, 

2  K. 

3K. 

4K. 

SK. 

6—10 
K. 

II   u. 
mehr 

Insges. 

+  3SJ,u.mehr 

6 

3 

2 

2 

„ 

3 

. 

16 

+  30  Jahre 

6 

8 

6 

2 

5 

7 

- 

34 

+  25      ' 

»9 

21 

>4 

14 

10 

16 

I 

95 

+  20      . 

46 

43 

36 

36 

32 

72 

4 

269 

+  «5      ■ 

98 

96 

79 

70 

78 

231 

26 

678 

+  10      . 

243 

243 

251 

255 

211 

767 

93 

2063 

+   5      - 

491 

520 

539 

496 

444 

1647 

178 

4315 

+   0      . 

622 

625 

612 

594 

569 

1838 

137 

4997 

-   5      ' 

261 

293 

273 

263 

25s 

558 

16 

1919 

— 10     > 

81 

97 

93 

93 

57 

86 

2 

509 

-15      " 

43 

34 

20 

10 

8 

7 

- 

122 

—  20     > 

8 

5 

I 

I 

I 

- 

16 

—  25      . 

6 

I 

t 

• 

- 

- 

- 

8 

Insges 

aoit 

1930 

1989 

1927 

1836 

I  670 

5232 

457 

15  041 

Diese  Ziffern  geben  die  folgenden  Prozentverhältnisse  auf  100  Ehen 
mit  Kindern: 


Altersunterschied 

der 
Ehegatten 

1  K. 

2  K. 

3  K. 

4K. 

SK. 

6—10 

K. 

II  u. 
mehr 

Insges. 

+  30  J.  u.  mehr 

24.00 

22.00 

16.00 

8.00 

10.00 

20.00 

100 

+  25  Jahre 

20.00 

22.10 

1474 

»474 

»0.53 

16.84 

1.05 

100 

+  20      . 

17.10 

16.00 

«3-38 

»3-38 

11.89 

26.77 

1.48 

100 

+  15      • 

14.46 

14.16 

11.65 

10.33 

11.50 

34.07 

383 

100 

+  10      . 

11.78 

11.78 

12.17 

12.36 

10.23 

37-17 

4.51 

100 

+   5      • 

11.38 

12.05 

12.49 

11.49 

10.29 

38-17 

4.13 

100 

+  0     . 

12.45 

12.51 

12.25 

11.88 

»'•39 

36.78 

2.74 

100 

-   5      » 

13.60 

15.27 

M-23 

1371 

13-29 

29.07 

0.83 

100 

— 10     » 

15.9Ï 

19.06 

18.27 

18.27 

11.20 

16.90 

0.39 

100 

-15      » 

35-25 

27.87 

16.38 

8.20 

6.56 

5-74 

• 

100 

—  20  J.  u.  mehr 

58-33 

25.00 

8.33 

4.17 

4.17 

- 

» 

100 

1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.   D,  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         I35 

Also  auch  hier  eine  analoge  Entwickelung  der  Prozentzahlen,  jedoch 
mit  gewissen  Abänderungen.  Die  fruchtbareren  Ehen  kommen  be- 
sonders dann  vor,  wenn  der  Mann  um  5  bis  10  Jahre  älter  ist  als 
seine  Frau. 

Um  nun  auch  das  Alter  des  Mannes  in  Betracht  zu  ziehen  habe  ich, 
mit  Hülfe  der  in  Anhangstabelle  3  für  Norwegen  ermittelten  Prozentzahlen, 
für  jede  bei  der  Repräsentativzählung  spezificierten  Alters-  und  Ehedauer- 
kombination  (von  einer  Ehedauer  von  5  Jahren  an)  die  nach  diesen  Ver- 
hältniszahlen erwartungsmässige  Verteikmg  der  Ehen  nach  der  Kinderzahl 
mit  der  wirklich  beobachteten  Verteilung  derselben  verglichen. 

Das  summarische  Hauptresultat  dieser  Berechnung  für  die  verschiedenen 
Altersgruppen   der  Männer   ist  in  der  untenstehenden  Tabelle  dargestellt. 


Anzahl  Ehepaare 

:  mit  Kindern,  verteilt  nach  der 

Ge- 

Heirats- 
alter der 
Männer 

samt- 

erwartungsmässigen  Kinderiahl  1 

beobachteten  Klndenahl 

anzahl 
der 

Ehe- 

' 

2  &3 

4&S 

6 — 10 

II  etc. 

I 

2  &3 

4&S 

6—10 

u  etc. 

paare 

15—19 

10 

40 

50 

80 

10 

16 

43 

41 

78 

12 

190 

20—24 

177 

67s 

846 

'379 

'38 

»37 

624 

864 

1444 

Î46 

32»5 

25-29 

305 

I07I 

1337 

2135 

187 

303 

1038 

»325 

2  164 

205 

5035 

30-34 

197 

646 

750 

'075 

86 

196 

688 

736 

1064 

70 

2754 

35-39 

92 

270 

283 

363 

25 

104 

282 

293 

333 

21 

»033 

40—44 

56 

»37 

124 

132 

8 

63 

»52 

137 

lOI 

4 

457 

45-49 

29 

58 

44 

43 

3 

34 

60 

48 

34 

I 

177 

50-54 

»5 

27 

23 

21 

I 

23 

35 

»9 

10 

- 

87 

55-59 

7 

13 

8 

4 

- 

13 

»3 

5 

I 

- 

32 

60  u. 

mehr 

4 

6 
2943 

3 

- 

458 

1 

4 

7 

I 
3469 

I 

- 

»3 

Insges. 

892 

3468 

5232 

893 

2942 

5230 

459 

12993 

Aus  dieser  Tabelle  könnte  man  schliessen,  dass  die  beobachtete  An- 
zahl von  einkinderigen  Ehen  die  erwartungsmässige  Anzahl  derselben  im 
allgemeinen  überstieg,  wenn  das  Heiratsalter  des  Mannes  35  Jahre  oder 
mehr  war,  ebenso  bei  der  jüngsten  Altersklasse  der  Männer,  während  die 
beobachtete  Anzahl  der  kinderreicheren  Ehen  die  erwartungsmässige  Anzahl 


Die  Berechnung  selbst  ist  mit  2  Dezimalen  ausgeführt. 


136  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Überstieg,   wenn   die  Männer  sich  in  einem  Alter  von  20—30  Jahren  ver- 
heiratet hatten. 

Bei  diesen  Resultaten  in  Betreff  einerseits  der  Altersdifferenz,  anderer- 
seits des  Heiratsalters  des  Mannes  muss  aber  bemerkt  werden,  dass  keine 
zuverlässige  Schlussfolgerung  in  dieser  Beziehung  gemacht  werden  kann, 
wenn  man  nicht  die  Einwirkung  der  beiden  genannten  Momente  so  weit 
möglich  von  ihrer  gegenseitigen  Verbindung  gelöst  untersucht. 

Um  hierzu  einen  Beitrag  zu  liefern,  habe  ich  in  der  Anhangstabelle  7 
eine  Vergleichung  zwischen  der  erwartungsmässigen  und  der  beobachteten 
Anzahl  der  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen  bei  verschiedener  Aftersdifferenz, 
kombiniert  mit  verschiedenem  Heiratsalter  der  Männer,  angestellt.  Das 
Material  ist  wohl  zum  Teil  sehr  gering  und  die  Resultate  sind  deshalb 
unregelmässig,  aber  es  dürfte  doch  vielleicht  zur  Lösung  dieser  Frage 
etwas  beitragen. 

Diese  Angaben  können  auf  verschiedene  Weise  benutzt  werden,  indem 
sie  nach  der  einen  oder  anderen  Einteilung  gruppiert  werden  können. 

Durch  Anwendung  einer,  im  Prinzip  mit  der  im  zweiten  Abschnitt 
dieser  Schrift  S.  151  erörterten,  übereinstimmenden,  jedoch  etwas  simpli- 
fizierten, Methode  habe  ich  die  nachstehenden  Resultate  in  Bezug  auf  die 
relative  Häufigkeit  der  einkinderigen  Ehen  bei  verschiedener  Altersdifferenz, 
aber  gleichalterigen  Ehemännern,  erhalten. 

Wenn  das  Prozentverhältnis  zwischen  der  erwartungsmässigen  ^  und 
beobachteten  Anzahl  der  einkinderigen  Ehen  für  die  Ehen,  wo  der  Mann 
um  25  Jahre  oder  mehr  älter  war,  auf  1  000  gesetzt  wird,  wird  das  ent- 
sprechende Prozentverhältnis  der  nächsten  Difierenzgruppe  (-f-  20  Jahre) 
670  betragen. 
Also: 
Ebenso 


Gruppe  +  25  etc.  : 

Gruppe  -\-  20 

= I 000: 

670 

+  20 

-f-'5 

=  I  000: 

I  176 

+  '5 

+  10 

=  1000: 

782 

+  10 

+  5 

=  1000: 

989 

+  5 

+  0 

=  I  000: 

957 

+  0 

—  5 

==  I  000: 

973 

-  5 

— 10 

■=  I  OCX): 

811 

—  10     : 

—  »5 

=  ICXX): 

«303 

» 

-15   : 

—  20  etc 

=  1  000: 

934 

Wenn  wir  nun  die  Verhältniszahl  für  die  gleichalterigen  Eheleute  auf 
1000  setzen,  beziffern  sich  die  übrigen  Verhältniszahlen  folgendermassen*: 


^  Wie   oben    bemerkt,    ist    die   erwartungsmässige  Anzahl   mit  Berücksichtigung  der  Ehe- 
dauer und  des  Hciratsalters  der  Ehefrauen  berechnet. 
*  Vergl.  Abschnitt  2  S.  152  für  die  kinderlosen  Ehen. 


1904.   No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         I37 


Altersdifferenz 

Für  sämtliche 
Männer  direkt 
berechnete  Ver- 
hältniszahlen 1 

Indirekt 
berechnete  Ver- 
hältniszahlen * 

Schätzungsweise 
ausgeglichene 
Verhältnis- 
zahlen 

Der  Mann  ist  älter: 

Um  30  Jahre  oder  mehr 

2595 

- 

- 

•     25          -.- 

2400 

I  716 

I  716 

»     20         — »— 

1395 

1  150 

I  300» 

»     15          — .- 

1451 

1352 

I  200^ 

»     10         — »— 

I  091 

1057 

1057 

»       5          — 

ÏO35 

ÏO45 

1045 

»      0         — »— 

1  000 

1000 

1000 

Der  Mann  ist  jünger: 

Um    5  Jahre 

972 

973 

973 

»     10      » 

788 

789 

8oo(?)8 

»     15      » 

»     20      »  u.  mehr 

1025 
889 

1028 
960 

} 

IOOO(>)8 

Vergleicht  man  die  hier  für  die  einkinderigen  Ehen  berechneten  Ver- 
hältniszahlen mit  den  im  zweiten  Abschnitt  S.  152  iür  die  kinderlosen 
Ehen  berechneten,  wird  man  ein  analoges  Sinken  und  Steigen  der  Reihen 
finden.  Das  in  Bezug  auf  die  Fruchtbarkeit  günstigste  Verhältnis  findet 
sich  in  beiden  Fällen  nicht  bei  den  gleichalterigen  Ehegatten,  sondern  bei 
den  Ehen,  wo  der  Mann  um  5  bis  10  Jahre  jünger  als  die  Frau  ist. 

Zwischen  der  Entwickelung  der  Reihen  bei  den  einkinderigen  und 
den  kinderlosen  Ehen  scheint  sich  übrigens  die  Verschiedenheit  geltend  zu 
machen,  dass  das  Sinken,  welches  mit  der  abnehmenden  Altersdifferenz  in 
beiden  Fällen  stattfindet,  im  letztgenannten  Falle  stärker  ist  als  bei  den 
einkinderigen  Ehen.  Während  nämlich  in  Bezug  auf  die  kinderlosen  Ehen 
die  Verhältniszahl,  wo  der  Mann  um  20  Jahre  älter  als  die  Frau  war,  im 


*  Berechnet  nach  den  in  der  Anhangstabelle  7  enthaltenen  Angaben,  woraus  hervorgeht, 
dass  die  erwartungsmässige  und  beobachtete  Anzahl  von  einkinderigen  Ehen  bei  gleichem 
Alter  der  Ehegatten,  bzw.  269.26  und  262  =  i  000:  973  ausmachen.  Wenn  entsprechende 
Berechnungen  für  die  verschiedenen  AUersdififerenzgruppen  gemacht  werden  und  die 
Verhältniszahl  973  gleich  1  000  gesetzt  wird,  fîndet  man  die  oben  in  der  ersten  Reihe 
angegebenen  Verhältniszahlen.  Z.  B.,  wenn  der  Mann  um  5  Jahre  jünger  ist,  bekommt 
man  erstens  die  Verhältniszahl  142  :  150.11  =  946:  i  000,  welche,  dividiert  mit  0,973 
972  :  I  000  gibt. 

'  Zufolge  der  S.  136  angegebenen  Prozentverhältnisse  verhielt  sich  die  DifTerenzgruppe 
4-  S'  +  o,  wie  I  000:957;  \venn  die  letzte  Ziffer  gleich  1  000  gesetzt  wird,  erhöht  sich 
die  erste  auf  1045,  und  die  folgende  nach  oben  wird  (1000:989)^1045  =  1057 
betragen,  u.  s.  w. 

3  Schätzung. 


138  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Vergleich  mit  den  gleîchalterigen  Ehen  von  ca.  i  800  auf  i  000  herabsinkt, 
war  das  entsprechende  Sinken  bei  den  einkinderigen  Ehen  wie  ca. 
I  300  :  1  OCX). 

Um  auch  die  positive  Seite  der  Fruchtbarkeit  zu  berücksichtigen, 
können  wir  in  der  Anhangstabelle  7  die  Ehen  mit  6  u.  mehr  Kindern  ins 
Auge  fassen.  Bei  den  gleichalterigen  Ehegatten  finden  wir  hier  eine  er- 
wartungsmässige  Anzahl  von  i  897.24  Ehepaaren  mit  6  u.  mehr  Kindern 
gegen  eine  beobachtete  Anzahl  von  i  974.  Dies  gibt  ein'  Verhältnis  von 
I  000  :  I  040.  In  Promille  der  Verhältniszahl  i  040  betrug  die  entsprechende 
Ziffer  bei  einer  Altersdifferenz  von  -|-  25  J.  u.  mehr  (d.  h.,  wo  der  Mann 
um  mindestens  25  J.  älter  als  die  Frau  war)  nur  532  und  bei  den  Differen- 
zen -|-  20,  15,  10  u.  5  J.  bezw.  746,  862,  920  und  979,  bei  den  Differenzen 
—  5  und  —  10  J.  dagegen  i  (»5  und  i  015,  worauf  die  Verhältniszahlen 
wieder  sinken.  Also  auch  hier  das  günstigste  Verhältnis,  wo  der  Manu 
um  5  bis  10  Jahre  jünger  als  die  Frau  war. 

Wie  weit  diese  vereinzelten  norwegischen  Erfahrungen  als  allgemeine 
Erscheinungen  betrachtet  werden  können,  lässt  sich  wegen  mangelnder 
sonstiger  Beobachtungen  zur  Zeit  nicht  feststellen. 

Das  in  der  Anhangs tabel le  7  gelieferte  Material  bietet  in  Bezug  auf 
die  Kinderzahl  bei  verschiedener  Altersdifferenz  wohl  Gelegenheit  zu  ein- 
gehenderen Berechnungen  als  diejenigen,  welche  ich  hier  vorgeführt  habe. 
Ich  muss  aber  vorläufig  davon  abstehen,  um  zu  dem  Einfluss  des  Heirats- 
alters des  Mannes  überzugehen.  Bevor  ich  zu  diesem  Punkte  komme, 
muss  ich  noch  eine  Bemerkung  in  Bezug  auf  die  Berechnung  der  Ver- 
schiedenheiten, welche  sich  bei  verschiedener  Altersdifferenz  geltend  machen, 
hinzufügen. 

Man  könnte  nämlich  beim  ersten  Anblick  annehmen,  dass  sich  diese 
Verschiedenheiten  mittelst  der  S.  134  angegebenen  Prozentverhältnisse 
jedenfalls  approximativ  berechnen  Hessen.  In  Bezug  auf  die  einkinderigen 
Ehen  findet  man  ja  daselbst  für  gleichalterige  Ehegatten  das  Verhältnis 
12.45  Prozent,  und  so  könnte  man  dieses  gleich  i  000  setzen  und  damit 
die  übrigen  Verhältniszahlen  vergleichen.  Ein  solches  Verfahren  würde 
indessen  ganz  falsche  Resultate  geben.  Wenn  der  Mann  um  5,  10,  15 
und  20  etc.  Jahre  jünger  als  die  Frau,  sollten  die  Verhältniszahlen  der 
einkinderigen  Ehen,  im  Vergleich  zu  1 000  für  die  gleichalterigen,  auf 
bezw.  1092,  1278,  2831  und  4685  steigen,  während  wir  durch  die 
S.  137  angeführte  genaue  Berechnung  ganz  andere  Ziffern  gefunden  haben. 

Wie  es  sich  damit  verhält,  wird  am  besten  durch  ein  aus  der  An- 
hangstabelle 7  geholtes  Beispiel  erleuchtet  werden.  Wir  finden  dort  flir 
die  Ehen,  wo  der  Mann  um  15  Jahre  jünger  als  die  Frau  war,  im  ganzen 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        I39 


108  Fälle.  Unter  diesen  waren  a)  10,  wo  das  Heiratsalter  des  Mannes 
15 — 19  Jahre  war,  b)  63  mit  einem  Heiratsalter  von  20—24  J.,  c)  33  von 
25 — 29  J.  und  d)  2  von  30  J.  und  mehr.  Das  entsprechende  Heiratsalter 
der  Frauen  war  also  bezw,  a)  30 — 34  J.,  b)  35 — 39  J.,  c)  40 — 44  J,,  und 
d)  45 — 49  J.  Es  versteht  sich  dann  von  selbst,  dass  bei  einem  durch- 
gehends  so  hohen  Heiratsalter  der  Frauen  (in  den  meisten  Fällen  35—39  J.), 
die  Anzahl  der  einkinderigen  Ehen  verhältnismässig  gross  sein  muss.  Bei 
einer  geringeren  Altersdifferenz  ist  die  Verteilung  der  Ehefrauen  nach  dem 
Heiratsalter  eine  ganz  andere,  und  bei  Gleichalterigen  fällt  die  grösste 
Anzahl  auf  die  Gruppe  25 — 29  J. 

Zur  Beleuchtung  der  Frage  wegen  des  Einflusses  des  Heiratsalters 
des  Mannes  bei  gleicher  AltersdifFerenz,  führen  wir  zunächst  folgende,  der 
öfters  genannten  Anhangstabelle  7  entnommenen  Ziffern  an. 


Einkinderige  £hen 

Ehen  mit  6  Kindern  oder  mehr 

Er- 

Beob- 

Beob. 
Ziff: 

Er- 

Beob- 

Beob. 
Ziff.: 

Wartung 

achtung 

1000 
erw. 

wartung 

achtung 

1000 
erw. 

1.  Altcrsdiffcreni— 16  J.: 
Heiratsalter  des  Mannes: 
16-24  J. 
25  J.  u.  mehr 

14.05 
16.96 

11 
20 

788 
1179 

6.88 
1.48 

6 

1 

940 
676 

2.  Altersdifferenz  —  10  J.: 
H.  A.  16—24  J. 

—  25-29  J. 

—  80  J.  u.  mehr 

24.17 
80.18 
21.24 

17 
25 
16 

708 
828 
758 

72.55 
9.68 
1.21 

78 

14 

1 

1006 
y  1890 

8.  Altersdiffereni  —  5  J.: 
H.  A.  15-24  J. 

—  26—29  . 

—  30-84  - 

—  85  J.  etc. 

53.88 
52.92 
29.31 
14.50 

86 
56 
85 
15 

674 
1058 
1194 
1084 

407.47 
182.19 

l      9.86 

434 
182 

8 

1065 
999 

812 

4.  Altersdifferenz  =F  0  J.  : 
H.  A.  16-24  J. 

-  25-29  - 

-  80-34  - 

-  35  J.  etc. 

72.65 

109.12 

49.08 

38.56 

78 

106 

47 

86 

1006 
971 
959 
934 

929.27 

887.32 

!    122.09 

8.56 

969 
863 
130 

12 

1048 
1031 

}   1087 

5.  Altersdifferenz  +  51.: 
H.  A.  20-24  J. 

—  25-29  - 

—  80-34  - 

—  85-89  - 

—  40  J.  etc. 

11.92 
85.62 
55.61 
21.40 
29.19 

5 
85 
61 
24 
30 

419 

994 

1097 

1121 

1028 

192.40 

1  153.20 

420  66 

50.38 

5.03 

198 

11G7 

412 

45 

3 

1029 

1012 

979 

898 

596 

6.   Altersdifferenz  +  10  J.: 
H.  A.  25-29  J. 

—  80—84  - 

—  86-89  - 

—  40  J.  etc. 

\   50.02 

20.65 
24.54 

48 

28 
25 

960 

1368 
1019 

1 

V  187.99 

,\  53041 

153.17 

1      27.92 

192 

506 

140 

23 

1021 
954 
914 
824 

7.  Altersdifferenz -h  15  J.: 
H.  A.  80—84  J. 

-  85-89  - 

—  40-44  - 
^     45  J.  etc. 

\   16.04 

7.06 

8.77 

19 

12 
14 

1185 

1702 
1596 

/    77.87 

\  155.13 

47.31 

6.27 

79 

134 

36 

8 

1015 
864 

}      821 

I40  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Diese  Berechnungea  zeigen,  dass  das  Heiratsalter  des  Mannes  —  die 
übrigen  Umstände  wie  Ehedauer,  Heiratsalter  der  .Frau  und  AltersdifFerenz 
gleich  gesetzt  —  einen  bestimmt  ausgesprochenen  Einfluss  auf  die  Frucht- 
barkeit in  der  Ehe  ausübt.  Wegen  des  geringen  Beobachtungsmaterials, 
welches  hier  zur  Verfügung  gestanden  hat,  geben  die  Berechnungen  zwar 
ausnahmsweise  ein  entgegengesetztes  Resultat  fiir  die  Gleichalterigen  bei 
den  einkinderigen  Ehen  und  für  die  AltersdifFerenz  —  lo  Jahr  sowohl  bei 
diesen  als  bei  den  mehrkinderigen.  Aber  in  allen  übrigen  Gruppen  zeigt 
sich  bei  höherem  Heiratsalter  des  Mannes  eine  relativ  höhere  Anzahl  der 
einkinderigen  Ehen  und  eine  relativ  geringere  Anzahl  der  Ehen  mit  6  Kin- 
dern und  mehr.  Bei  den  Gleichalterigen  steht  die  Sache  in  letzter  Be- 
ziehung so,  dass  die  Verhältniszahl  von  i  043  für  die  Heiratsaltergruppe 
15 — 19  J.  auf  durchschnittlich  1038  für  ein  höheres  Heiratsalter  herab- 
sinkt, so  dass  hier  eigentlich  kein  Ausnahmsfall  vorliegt,  wiewohl  die 
besondere  Berechnung  für  die  (schwach  repräsentierte)  Heiratsaltergruppe 
3Ô  J.  u.  mehr  eine  höhere  Verhältniszahl  giebt.  In  den  meisten  Fällen 
ist  die  Hauptregel  ziemlich  stark  ausgeprägt. 

S  22. 
Einfluss  des  Wohnorts^  namentlich  des  Städielebens. 

In  mehreren  Paragraphen  der  obigen  Darstellung  sind  Beiträge  zur 
Beurteilung  des  Einflusses  des  Städtelebens  gelegentlich  geliefert  worden. 

Schon  die  in  $$  i  und  2  angeführten  Prozentzahlen  für  Berlin,  Dresden 
und  Chemnitz  im  Vergleich  mit  dem  Königreich  Sachsen  überhaupt  und 
mit  Oldenburg  erweisen,  wie  mit  den  städtischen  und  namentlich  den  gross- 
städtischen Verhältnissen  eine  relativ  höhere  Anzahl  der  Ehen  mit  einem 
oder  wenigen  Kindern  sowie  eine  geringere  Anzahl  der  kinderreicheren 
Ehen  verbunden  ist.  Verschiedener  Umstände  halber  sind  indessen  diese 
Angaben  nicht  ganz  vergleichbar,  so  dass  es  schwierig  ist,  einen  genauen 
statistischen  Ausdruck  der  Verschiedenheiten,  welche  sich  hier  geltend 
machen,  zu  erlangen. 

Dagegen  sind  die  S.  17  Tür  die  Jahre  1874— 1875  Tür  Elsass-Lothringen 
und  darunter  für  4  Städte  derselben  mitgeteilten  Angaben  ganz  homogen, 
und  es  dürfte  deshalb  von  Interesse  sein,  die  Hauptresultate  dieser  An- 
gaben hier  anzuführen. 

Unter  1000  Ehen  mit  Kindern  waren  in  den  genannten  Jahren  in 
Elsass-Lothringen  überhaupt  133  einkinderige,  160  zweikinderige,  158  drei- 
kinderige,  141  vierkinderige,  115  fünfkinderige,  264  sechs-  bis  zehnkin- 
derige  und  29  Ehen  mit  noch  mehr  Kindern.     In  den  vier  Städten  waren 


1904.   No.  4.       STAT.   BEITR.  ZUR  BEL.  D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         I41 

die  entsprechenden  Verhältniszahlen  für  die  ein-  bis  fUafkinderigen  188, 
203,  176,  117  und  80,  dann  198  und  38.  Die  städtischen  Verhältnis- 
zahlen waren  also  bei  den  einkinderigen  Ehen  um  41  Prozent  höher  als 
die  allgemeinen,  bei  den  zweikinderigen  um  27  Prozent  höher  und  bei 
den  dreikindcrigen  um  1 1  Prozent  höher,  bei  den  folgenden  aber  geringer, 
jedoch  mit  Ausnahme  der  kinderreichsten  Gruppe,  Ehen  mit  sechs  und 
mehr  Kindern. 

Weitere  Beiträge  liefern  die  S.  22  angeführten  Prozentverhältnisse 
flir  Norwegen.  Hier  waren  die  Prozentzahlen  für  die  Städte  bei  ein- 
kinderigen Ehen  um  20  Prozent  (für  Kristiania  allein:  um  33  Prozent) 
höher  als  die  durchschnittlichen  für  das  Reich,  bei  zweikinderigen  um 
16  Prozent  höher  und  bei  dreikinderigen  nur  3.4  Prozent  höher  als  jene. 
Aus  den  S.  31  mitgeteilten  Angaben  für  ungarische  Städte  im  Ver- 
gleich mit  den  für  Ungarn  überhaupt  S.  25  mitgeteilten  geht  hervor,  dass 
die  städtischen  Prozentverhältnisse  bei  einkinderigen  Ehen  um  19  Prozent, 
bei  zweikinderigen  um  13  Prozent  und  bei  dreikinderigen  um  3.4  Prozent 
höher  waren. 

Für  die  kroatischen  und  slawonischen  Städte  überstiegen  die  städtischen 
Verhältniszahlen  die  durchschnittlichen  bei  den  einkinderigen  Ehen  um 
23  Prozent,  nicht  aber  bei  den  zwei-  oder  dreikinderigen. 

In  beiden  Teilen  des  ungarischen  Reichs  waren  die  sehr  kinderreichen 
Ehen,  d.  h.  von  11  Kindern  an,  am  stärksten  vertreten  in  den  Städten, 
jedoch  nicht  so  i;i  der  Hauptstadt  Budapest. 

Ähnliche  Vergleichungen  können  mittelst  der  für  F'rankreich  S.  38, 
fiir  die  Niederiande  S.  39  und  für  Brasilien  S.  54  mitgeteilten  Angaben 
gemacht  werden,  wobei  man  jedoch  in  Bezug  auf  die  französischen  An- 
gaben darauf  aufmerksam  sein  muss,  dass  die  Sterblichkeitsverhältnisse  die 
Ziffern  etwas  beeinflussen. 

Indessen  ist  bei  allen  diesen  Vergleichungen  die  allgemeine  Bemerkung 
zu  machen,  dass  sich  die  Ehedauer  und  auch  das  Heiratsalter  der  Frauen 
oft  verschieden  stellen  in  den  Landdistrikten  und  in  den  Städten.  Die 
durchschnittliche  Ehedauer  ist,  sowohl  wegen  der  Einwanderung  als  wegen 
anderer  Ursachen  überhaupt  kürzer  in  den  Städten  als  in  den  Land- 
distrikten. Dies  führt  zu  höheren  Prozentzahlen  für  die  Ehen  mit  einem 
und  wenigen  Kindern.  Umgekehrt  verheiraten  sich  die  Frauen  in  den 
Städten  häufig  früher  als  in  den  Landdistrikten,  was  in  die  entgegen- 
gesetzte Richtung  einen  gewissen  Einfluss  übt. 

Um  das  Verhältnis  von  diesen  Gesichtspunkten  aus  zu  beleuchten, 
habe  ich  in  der  Anhangstabelle  8  die  aus  der  Repräsentativzählung  für 
Norwegen    hervorgehenden    Angaben    zusammengestellt    und    auf   dieser 


142 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Grundlage  die  Prozentzahlen  für  verschiedene  Heiratsalter-  und  Ehedauer- 
gruppen  berechnet. 

Indem  ich  auf  diese  Tabelle  hinweise,  entnehme  ich  aus  derselben  die 
untenstehenden  für  Landdistrikte  und  Städte  aufgeführten  Prozcntzahlen, 
denen  hier  auch  die  entsprechenden  Prozentzahlen  für  einkinderigen  Ehen, 
denen  hier  auch  die  entsprechenden  Prozentzahlen  Rir  Kristiania  bei- 
gefugt sind. 


Hmratsaltør  dør 

Ehedauer:    5—19  Jahre 

Ehedauer:   20  Jahre  u.  mehr 

Ehefrauen 

Land- 
dUtrikte 

Städte        Darunter 
^"^**       Kristiania 

Land- 
distrikte 

Städte 

Darunter 
Kristiania 

Unterhalb  25  J. 

25—29  J. 

30-34  J. 

35  J,  u.  mehr 

4.2 

6.3 
10.2 

313 

5-5 

8.0 

10.9 

29.6 

4.6 

6.7 
18.6 

33-3 

3.1 

50 

7.6 

29.0 

4.6 

4.9 
10.5 

22.5 

4.8 

8.8 

8.9 

364 

Man  ersieht  hieraus,  dass  die  Städte  überhaupt  in  den  meisten 
Gruppen  und  die  Hauptstadt  Kristiania  in  allen  Gruppen  höhere  Prozent- 
zahlen als  die  Landdistrikte  aufweisen.  Bei  den  drei  Gruppen,  wo  sich 
für  die  Stadtbevölkerung  überhaupt  ein  entgegengesetztes  Resultat  zeigt, 
ist  entweder  der  Unterschied  gering,  oder  das  Beobachtungsmaterial  sehr 
beschränkt  (vergl.  die  Anhangstabelle  8). 

Betrachtet  man  nun  umgekehrt  die  kinderreichsten  Ehen,  so  findet 
man  für  die  Ehen  mit  8  Kindern  oder  mehr  die  nachstehenden  Prozent- 
zahlen. 


Heiratsalter  der 

Ehedauer:    5—19  Jahre         '    Ehedauer:    20  Jahre  u.  mehr 

Rhefraueu 

Land- 
dfstrikte 

13.0 
9.9 
2.2 
1.4 

Städte 

Darunter 
Kristiania 

Land- 
distrikte 

Städte 

Darunter 
Kristiania 

Unterhalb  25  J. 
25-29  J. 

30—34  J- 
35  J.  u.  mehr 

12.6 

9.4 
2.4 
0.9 

16.5 

7-2 

(-) 

(3.3) 

S  1.0 

24.2 

8.3 
I.O 

46.2 
28.0 

I.I 

47-3 
25-5 
(7.1) 
(-) 

Bei  den  eingeklammerten  Zahlen  war  der  Divisor  geringer  als  100. 
Bei  den  übrigen  zeigt  sich  in  Bezug  auf  die  relative  Anzahl  von  sehr 
kinderreichen  Ehen  wohl  ziemlich  gute  Übereinstimmung  in  den  Prozent- 
zahlen, aber  kein  bestimmt  ausgeprägter  Unterschied  zwischen  Stadt  und 
Land,  wahrscheinlich  wegen  der  Beschränktheit  des  Beobachtungsmaterials. 

Um  diesen  der  Benutzung  hinderiichen  Umstand  wo  möglich  zu  be- 
seitigen, habe  ich  die  in  S  19  näher  erörterte  Berechnung  über  die  er- 
wartungsmässige   und   beobachtete  Anzahl    der   ein-   und   mehrkinderigen 


1904.   No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        I43 


Ehen   für   die  Landdistrikte   und  Städte   besonders   gemacht,   wobei   also 
sowohl  auf  die  Ehedauer  als  auf  das  Heiratsalter  Rücksicht  genommen  ist. 
Diese  Berechnung   gab  in  Bezug  auf  die  Ehedauergruppe  o — 4  Jahre 
die  nachstehenden  Resultate. 

Ehejahre  0 — 4. 


Kinderzahl 

Landdistrikte 

Städte 

Darunter 
Kristiaoia 

Andere  norweg. 
Städte 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

Env. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

I 

2  u.  3 
4  u.  5 
6  u.  7 

677.66 

592-27 

40.59 

0.48 

661 

630 

20 

388.10 

335-15 

22.47 

0.28 

382 

346 

18 

143.98 

131. II 

8.78 

0.13 

136 
138 

10 

284 

244.12 

204.04 

13.69 

0.15 

246 

208 

8 

Insgesamt 

13II 

«3»i 

746 

746 

284 

462 

462 

Also  bei  dieser  kurzen  Ehedauer,  sowohl  in  den  Landdistrikten  als 
auch  in  den  Städten  überhaupt,  eine  —  im  Vergleich  mit  den  nach  den 
Verhältniszahlen  für  Berlin  erwartungsmässigen  Zifïern  —  ein  wenig 
geringere  Anzahl  der  einkinderigen  Ehen,  eine  etwas  mehr  hervortretende 
Anzahl  der  Ehen  mit  zwei  oder  drei  Kindern,  und  eine  bedeutend  kleinere 
Anzahl  der  mehrkinderigen  Ehen. 

Eine  entsprechende  Zusammenstellung  der  Zahlen  für  die  Ehedauer- 
gruppen  5 — 19  Jahre  und  20  J.  u.  mehr^  gibt  dagegen  einen  charakteristi- 
schen Ausdruck  der  zwischen  Berlin  und  den  norwegischen  Landdistrikten 
und  Städten  in  dieser  Beziehung  existierenden  Verschiedenheiten. 

Es  ergaben  sich  nämlich  die  nachstehenden  Resultate: 

Ehejahre  5 — /p. 


Kinderzahl 

Unddistrikte 

Studie 

Darunter 
Kristiania 

Andere  norweg. 
Siädte 

Erw, 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

I 

567-15 

348 

219.88 

158 

70.18 

5« 

149.70 

107 

2  u.  3     , 

1  647.16 

»325 

646.24 

573 

209.67 

'85 

436-57 

388 

4  u-  5 

1410.99  j  1611 

54940  1   572 

178.03 

189 

37  »-37 

383 

6  u.  7 

716.82 

1 004'     275.68 

364 

88.13   \    108 

«87.55 

256 

8—10 

349.28 

439 

134.02 

166 

42.24 

61 

91.78 

105 

11  etc. 

64.60 

29 

24.78 

17 

7.75 

2 

17-03 

'5 

Insgesamt 

1      4756 

4756 

1850 

1850 

596 

596 

1254 

1254 

^  Vergl.  die  Schlussbemerkung  %  19  S  12^. 


144 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Ehejahre  ao  etc. 


Minderzahl 

Landdistrikte 

Städte 

Daranter 
Kristiania 

Andere  norweg. 
Städte 

Erw.       1  Bcob. 

1 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob 

Erw. 

Beob. 

I 

437-3» 

291 

»33-27 

97 

36.20 

34 

97.07 

63 

2  u.  3 

»  »35-72 

783 

345- 10 

266 

93-95 

68 

25»»5 

t     198 

4  u.  5 

I  153.08 

986 

349.28 

302 

95-26 

70 

254.02 

232 

6  u.  7 

946.40 

I  224 

286.23 

34» 

7730 

to3 

208.93 

238 

8—10 

864.71 

1332 

262.73 

377 

69.84 

100 

192.89 

277 

II  etc. 

380.78 

302 

1 16.39 

110 

3045 

28 

85.94 

82 

Insgesamt 

4918 

4918 

»493 

»493 

403 

403 

I  090 

1090 

Hier  geben  die  norwegischen  Ziffern  eine  entschieden  geringere  An- 
zahl der  einkinderigen  Ehen  als  die  nach  den  Berliner  Verhälthiszahlen 
berechnete  Anzahl. 

Dasselbe  ist  auch  der  Fall  in  Bezug  auf  die  zwei-  und  dreikinderigen 
Ehen,  während  die  vier-  und  fünfkinderigen  bei  einer  Ehedauer  von  5 — 19 
Jahren  die  erwartungsmässige  Anzahl  übertreffen,  bei  einer  längeren  Ehe- 
dauer dagegen  diese  Anzahl  nicht  erreichen. 

Die  relative  Anzahl  von  Ehen  mit  sechs  und  sieben  Kindern  sind 
sowohl  in  den  Städten  als  auch  in  den  Landdistrikten  in  Norwegen  viel 
höher  als  in  Berlin  und  bei  einer  Ehedauer  von  mindestens  20  Jahren 
auch  die  Anzahl  von  Ehen  mit  8 — 10  Kindern. 

Wenn  es  sich  dagegen  um  noch  kinderreichere  Ehen  handelt,  so 
treten  die  nonvegischen  Ziffern  zurück. 

Um  einen  bestimmteren  statistischen  Ausdruck  für  die  etwaigen  Ver- 
schiedenheiten, welche  sich  in  dieser  Beziehung  zwischen  Land  und  Stadt 
geltend  machen,  zu  finden,  berechnen  wir  auf  Grundlage  der  oben  S.  143 
u.  144  aufgestellten  Tabellen  die  nachstehenden  Verhältniszahlen  der  be- 
obachteten Ziffern  pr.  i  000  erwartungsmässige. 


Landdistrikte      ' 

Städte             Darunter  Kristiania] 

Andre  norw.  Städte 

Kinderzahi 

Ehejahre 
5-19 

Ehejahre 
20  etc. 

Ehejahre 
S-19 

Ehejahre  Ehejahre  Ehejahre 
io  etc.      S— '9      *o  e'c. 

Ehejahre 
S-io 

Ehejahre 
ao  etc. 

I 
2    U.    3 

4  u.  5 

614 

804 

I  142 

665 
689 

855 

719 

887 

104t 

728 

77» 
865 

727 
;      882 
!   1062 

939 

724 

735 

7»5 
889 

IO3I 

649 
788 

913 

6  u.  8 

I  401 

»293 

I  320 

I  191 

1   1  225 

»332 

1365 

»»39 

8—10 
II  etc. 

1257 

449 

1540 
793 

»239 
686 

1435      »444 
945        258 

1432 
920 

II44 
881 

1436 
954 

Insgesamt 

1000 

1000 

1000 

1000 

1 

,    1000 

1000 

1000 

1000 

1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        145 

Wenn  wir  hier  in  Bezug  auf  die  einkinderigen  Ehen  alle  Ehejahre 
vom  fünften  an  zusammenfassen,  bekommen  wir  die  nachstehende  Reihe 
vom  Verhältnis  der  beobachteten  Zahlen  zu  den  erwartungsmässigen  : 

Norwegische  Landdistrikte ößöricxx) 

Do.          Städte  ausserhalb  Kristiania   ....  689  :  i  000 

Kristiania ^   .   •   •  799  :  i  000 

Berlin i  cxx) .  i  000 

Wenn  man  bei  dieser  Berechnung  nur  diejenigen  Ehefrauen,  welche 
sich  vor  dem  dreissigsten  Jahre  verheirateten,  berücksichtigt,  so  sinken 
diese  Verhältniszahlen  für  die  norwegischen  Landdistrikte  bis  auf  507,  für 
Kristiania  bis  auf  691  und  für  andere  norwegische  Städte  bis  auf  693. 

Was  die  mehrkinderigen  Ehen  betrifft,  müssen  wir  uns  wesentlich  auf 
einen  Hinweis  auf  die  obigen  Berechnungen  beschränken.  Die  verhältnis- 
mässig grösste  Anzahl  der  Ehen  mit  6 — 10  Kindern  findet  sich  in  âen 
Landdistrikten.  In  Bezug  auf  die  Ehen  mit  11  Kindern  oder  mehr  liegt 
das  Hauptgewicht  auf  den  Ehen  mit  einer  Ehedauer  von  20  oder  mehr 
Jahren.  Bei  diesen  zeigt  sich  eine  geringere  Verhältniszahl  für  die  I-^nd- 
distrikte  als  für  die  Städte  und  fiir  diese  eine  geringere  Zahl  als  für  Berlin. 
Die  Reihenfolge  ist  also  bei  diesen  sehr  kinderreichen  Ehen  dieselbe,  wie 
bei  den  einkinderigen  Ehen. 


S  23. 

Einfluss  der  sozialen  Stellung  und  des  Berufs. 

Berlin  und  Norwegen. 

Wie  in  S  10  des  zweiten  Abschnittes  dieser  Abhandlung  erwähnt, 
enthält  die  Berliner  Volkszählung  von  1885  zwar  keine  Unterscheidung 
der  kinderlosen  und  fruchtbaren  Ehen  nach  dem  Beruf,  gibt  aber  dennoch 
wichtige  Beiträge  zur  Beleuchtung  der  Fruchtbarkeitsverhältnisse  in  den 
verschiedenen  sozialen  Schichten  durch  die  Gruppierung  der  betreffenden 
Ziffern  nach  Stadtteilen. 

Aus  der  Einleitung  zum  zweiten  Teil  der  Volkszählung  S.  53  ent- 
nehmen wir  die  nachstehenden  absoluten  Ziffern  der  ein-  und  mehr- 
kinderigen Ehen,  gesondert  fiir  den  reichen  Stadtteil  Dorotheenstadt  u* 
Friederichswerder  und  für  den  armen  Stadtteil  Luisenstadt,  jenseits  des 
Kanals. 

Vid.-S«lsk.  Skrifter.    IL    H.-F.  KL    1904.    Ko.  i.  10 


146 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Dorotheenstadt  u.  Friedrichswerder 

Luisenstadt,  jenseits  des  Kanals 

Kinder- 

Ehedauer 

Ehedauer 

zahl 

T 

5/9 
J. 

'T 

20/29 

80  J. 

u. 
mehr 

Insge- 
samt 

0/4  J. 

6/9  J. 

10/19 
J. 

20/29 
J. 

80  J. 

u. 

mehr 

In^e- 
samt 

1 

198 

69 

101 

58 

80 

446 

2508 

597 

628 

201 

68 

8992 

2 

96 

112 

164 

77 

29 

478 

1685 

1080 

798 

266 

87 

8  801 

3 

27 

110 

161 

77 

86 

411 

680 

1299 

1088 

288 

84 

8  834 

4 

6 

78 

147 

«1 

87 

824 

148 

1046 

1097 

800 

99 

2685 

6 

1 

81 

117 

61 

44 

254 

15 

671 

1089 

287 

103 

2165 

6 

. 

11 

80 

52 

28 

171 

287 

988 

289 

106 

1670 

7 

. 

8 

62 

84 

23 

112 

106 

689 

259 

102 

1156 

8 

. 

. 

41 

28 

12 

76 

82 

498 

178 

85 

788 

9 

. 

. 

19 

18 

8 

45 

11 

265 

183 

78 

482 

10 

- 

- 

9 

16 

18 

38 

l 

160 

122 

67 

850 

11  etc. 

- 

- 

8 

28 

14 

50 

- 

- 

196 

248 

108 

547 

1-6 

828 

896 

690 

829 

176 

1913 

4926 

4648 

4  640 

1882 

486 

15977 

6-10 

. 

14 

201 

148 

84 

442 

. 

487 

2695 

976 

488 

4441 

11  etc. 

- 

- 

8 

28 

14 

50 

- 

- 

196 

248 

108 

647 

Insgesamt 

828 

409 

899 

500 

274 

2405 

4  926 

5090 

7481 

2  556 

972 

20966 

Schon  aus  diesen  absoluten  Ziffern  geht  ein  grosser  Unterschied  zwi- 
schen dem  reichen  und  dem  armen  Stadtteil  hervor.  Bei  einer  Ehedauer 
von  10 — 19  Jahren  hatten  die  meisten  Ehepaare  in  jenem  2  und  3  Kinder, 
in  diesem  4  und  5  Kinder.  Bei  einer  Ehedauer  von  30  Jahren  und  mehr 
fallen  die  entsprechenden  Höhepunkte  in  dem  reichen  Stadtteil  auf  eine 
Anzahl  von  4  und  5  Kinder,  in  dem  armen  Stadtteil  dagegen  auf  5  bis 
7  Kinder.  Da  diese  Ehedauergruppe  verhältnismässig  schwach  repräsentiert 
ist,  empfiehlt  es  sich,  die  beiden  letzten  Gruppen  in  eine  zusammenzu- 
fassen. Man  bekommt  dann  bei  einer  Ehedauer  von  20  Jahren  u.  mehr 
die -höchste  Anzahl  der  Ehepaare  bei  einer  Kinderzahl  von  2  bis  5  Kindern 
in  dem  reichen  und  4  bis  6  Kindern  in  dem  armen  Stadtteil. 

Eine  bestimmtere  Auffassung  gibt  die  nachstehende  Prozentberech- 
nung. 


Kinder- 

i   Dorotheenstadt  und  Friedrichswerder 

Luisenstadt,  jenseits  des  Kanals 

0/4  1    5/9 
J.    i      1. 

1          1          < 

;                 1 

1 

zahl 

10/19 

20/29 

30  u.   Insge- 
mehr    samt 

0/4       5/9     10/19 

J.         J.    j     J. 

20/29 

30  u. 
mehr 

Insge- 
samt^ 

1 

69.6     16.9 

11.2 

10.6 

10.9 

18.6 

50.8 

11.7 

8.4 

7.9 

6.5 

19.0 

2 

29.8     27.4 

18.8 

15.4 

10.6 

19.9 

38.2 

20.3 

10.7 

10.0 

9.0 

18.1 

8 

8.4     26.9 

17.9 

16.4 

18.1 

17.1 

12.8 

25.6 

13.9 

11.8 

8.6 

16.1 

4 

1.9  1  17.8 

16.4 

12.2 

18.6 

13.4 

2.9 

20.6 

14.8 

11.7 

10.2 

12.8 

6 

0.8 

7.6 

18.0 

12.2 

16.1 

10.6 

0.8 

18.2 

14.7 

11.2 

10.6 

10.8 

1-5 

100 

96.6 

76.8 

65.8 

64.2 

79.5 

100 

91.4 

62.5 

52.1 

44.9 

76.8 

6—10 

. 

8.4 

22.8 

28.6 

80.7 

18.4 

. 

8.6 

34.9 

38.2 

44.6 

21.1 

11  etc. 

• 

- 

0.9 

6.6 

6.1 

2.1 

- 

- 

2.6 

9.7 

10.6 

2.6 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

1904.  No.  4.       «TAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  t).  EMEL.  FRUCHTÈARltElt.        14; 

Es  erscheint  hier  ein  sehr  ausgesprochener  Unterschied  zwischen  den 
beiden  Stadtteilen.  Wenn  man  die  Ehedauer  berücksichtigt  und  somit 
jede  Ehedauergruppe  fiir  sich  betrachtet,  ßndet  man  im  reicheren  Stadtteil 
bedeutend  mehr  einkinderige  Ehen,  bei  einer  Ehedauer  von  mindestens 
5  Jahren  auch  zweikinderige  und  bei  einer  längeren  Ehedauer  auch  drei- 
und  zum  Teil  vierkinderige.  Umgekehrt  stehen  namentlich  die  sehr 
kinderreichen  Ehen  entsprechend  zurück. 

Übrigens  liefert  die  Berechnung  einen  neuen  schlagenden  Beweis 
dafür,  dass  es  bei  diesen  Verhältnissen  absolut  notwendig  ist,  die  Ehedauer 
zu  berücksichtigen.  Denn  in  der  Gesamtzahl  von  Ehen  verschleiert  sich 
das  Verhältnis  so  sehr,  dass  die  einkinderigen  Ehen  eine  höhere  Prozent- 
zahl in  dem  armen  Stadtteil  (also  ganz  umgekehrt!)  und  die  zweikinderigen 
keinen  grossen  Unterschied  zeigen. 

Es  fragt  sich  nun  aber,  wie  sich  das  Verhältnis  stellt,  wenn  man  auch 
das  Heiratsalter  der  Ehefrauen  berücksichtigt. 

Um  diese  Frage  beantworten  zu  können,  ist  die  Anhangstabelle  9.  I 
aus  der  Einleitung  der  Berliner  Volkszählung  1885  Heft  2,  S.  54  zu- 
sammengezogen und  auf  dieser  Grundlage  in  der  Anhangstabelle  9.  II  die 
Prozentzahlen  Rir  die  verschiedenen  Heiratsaltergruppen  berechnet. 

Wenn  man  bei  diesen  Prozentberechnungen  von  den  Fällen,  wo  der 
Divisor  unter  50  war,  absieht,  zeigt  sich  für  die  ein-  und  zweikinderigen 
Ehen  durchgehends  eine  geringere  Prozentzahl  in  dem  armen  Stadtteil  als 
in  dem  reichen.  Setzt  man  die  Prozentzahlen  für  diesen  zu  100,  erhält 
man  bei  verschiedener  Ehedauer  für  den  armen  StadtteU  folgende 
Prozentzahlen: 


Heiratsalter  der 

Ehedauer 

Ehefrauen 

0/4  Jahre 

5/9  Jahre 

10/19 
Jahre 

30/19 

Jahre 

30  Jahre 
u.  mehr 

15/20 

. 

. 

67 

58 

. 

20/25 

95 

68 

58 

8t 

60 

25/30 

93 

78 

66 

62 

67 

30/34 

- 

- 

66 

60 

75 

Man  ersieht  aus  diesen  Ziffern,  dass  die  Ehen  mit  nur  i  oder  2  Kin* 
dem  bei  allen  entscheidenden  Ehedauer-  und  Heiratsalterkombinationen 
viel  seltener  in  dem  armen  als  in  dem  reichen  Stadtteil  vorkamen.  Der 
Unterschied  1st  bei  einer  Ehedauer  von  nur  o — 4  Jahren  natürlich  gering, 
wird  aber  bei  der  Fortsetzung  der  Ehe  sehr  bedeutend.    Bei  der  einzigen 


148  A.  N.  KIÆR.  H.-F.  KJ. 

Gruppe,  wo  der  Uaterschied  etwas  geringer  ist,  nämlich  bei  einem  Heirats- 
alter von  20—25  Jahren  und  einer  Ehedauer  von  20  bis  29  Jahren,  wo 
sich  die  ein-  und  zweikinderigen  Ehen  des  armen  Stadtteils  zu  denjenigen 
des  reichen  wie  81  :  100  verhielten,  hängt  dieser  ausnahmsweise  geringe 
Unterschied  von  dem  Umstand  ab,  dass  die  Prozentzahl  bei  der  kleinen 
Anzahl  von  Beobachtungen  in  dem  reichen  Stadtteil  niedriger,  fur  den 
armen  Stadtteil  aber  höher  ist,  als  man  in  normalen  Fällen  erwarten  sollte. 

In  Bezug  auf  die  sehr  kinderreichen  Ehen  zeigt  der  arme  Stadtteil 
fast  ohne  y  Ausnahme  bedeutend  höhere  Prozentzahlen  als  der  reiche. 

Indem  ich  im  übrigen  auf  die  Anhangstabelle  9.  II  hinweise,  bemerke 
ich  noch,  dass  die  Berliner  Volkszählung  auch  weitere  Detailangaben  über 
das  Verhältnis  zwischen  genannten  Stadtteilen,  namentlich  bei  verschiedener 
Altersdifferenz  zwischen  den  Ehegatten  enthält  (Einl.  S.  55). 


Während  sich  die  Fruchtbarkeitsverhältnisse  in  den  verschiedenen 
sozialen  Schichten  Berlins  mittelst  der  für  die  einzelnen  Stadtteile  gesondert 
mitgeteilten  Angaben  untersuchen  lassen,  ist  das  norwegische  Material  ver- 
suchsweise direkt  nach  dem  Beruf  bearbeitet  worden  und  die  Resultate 
dieser  Bearbeitung  in  der  Anhangstabelle  8  angeführt. 

Leider  war  das  Material  bei  dieser  Zergliederung  so  beschränkt,  dass 
für  die  Landdistrikte  nur  4  Berufsgruppen,  nämlich  Landwirte,  andere 
Selbständige,  »Husmänd«  und  andere  Arbeiter,  aufgestellt  werden  konnten. 
In  Bezug  auf  die  Städte  konnte  man  nur  zwei  Gruppen,  nämlich  Sozial- 
gruppe A  (selbständige  Geschäftstreibende,  öffentliche  Beamte,  Privatbeamte 
etc.)  und  Sozialgruppe  B  (die  Arbeiterklasse)  unterscheiden. 

Selbst  bei  dieser  summarischen  Behandlung  des  Materials  zeigte  sich 
überhaupt  kein  bestimmt  ausgeprägter  Unterschied  zwischen  den  ver- 
schiedenen sozialen  Gruppen,  wie  aus  den  der  Anhangstabelle  8  beigefügten 
Prozentzahlen  hervorgeht. 

Allein  für  die  Hauptstadt  Kristiania  scheint  die  Prozentberechnung 
einen  wesentlichen  Unterschied  anzudeuten,  indem  nämlich  die  Sozial- 
gruppe A  durchgehend  eine  verhältnismässig  weit  grössere  Anzahl  von 
einkinderigen  Ehen  als  die  Sozialgruppe  B,  dagegen  eine  überhaupt  ge- 
ringere Anzahl  der  kinderreichsten  Ehen,  aufweist.  Dies  Resultat  wird 
aber  durch  einen  in  die  entgegengesetzte  Richtung  gehenden  Unterschied 
in  den  übrigen  Städten  abgeschwächt. 

Auch  eine  versuchsweise  vorgenommene  Vergleichung  der  erwartungs- 
mässigen  und  beobachteten  Anzahl  der  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen  hat 


1904.  No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         149 

in  Bezug  auf  etwaige  bestehende  Verschiedenheiten  zwischen  den  genannten 
Sozialgruppen  keine  weiteren  Resultate  ergeben. 

Indessen  wird  man  in  den  Prozentzahlen  der  genannten  Anhangs- 
tabelle 8  ungeachtet  der  namentlich  bei  dieser  Gruppierung  sehr  fühlbaren 
Beschränktheit  des  Materials  die  in  dieser  Schrift  oft  hervorgehobene  Regel- 
mässigkeit im  grossen  und  ganzen  wiederfinden. 

Indem  ich  somit  zu  der  hier  angeregten  Frage  in  dieser  Verbindung 
nur  wenige  Beiträge  liefern  kann,  verdient  es  bemerkt  zu  werden,  dass, 
obgleich  in  Bezug  auf  die  Verteilung  der  ein-  und  w^Ärkinderigen  Ehen 
nach  Beruf  oder  sozialer  Gruppierung  nur  ein  sehr  sparsames  Material 
voriiegt,  ist  es  damit  besser  bewandt,  wo  es  sich  um  die  Gesamtzahl  der 
Kinder  nach  dem  Beruf  handelt,  indem  in  dieser  Beziehung  u.  a.  wertvolle 
Beiträge  fiir  Preussen,  Schweden,  Dänemark,  Oesterreich,  Ungarn,  Serbien, 
Bulgarien  und  die  Niederlande  vorliegen.  Diese  Angaben  zu  behandeln  liegt 
indessen  ausserhalb  der  Aufgabe,  womit  ich  mich  hier  beschäftige. 

S  24. 
Hauptresultate  und  Schlussbemerkungen. 

In  den  vorangehenden  Paragraphen  ist  die  Verteilung  der  ein-  und 
mehrkinderigen  Ehen  sowohl  im  allgemeinen  als  auch  bei  verschiedener 
Ehedauer  und  verschiedenem  Heiratsalter  in  den  Städten  und  in  den 
Landdistrikten  statistisch  untersucht  und  der  Einfluss  dieser  Momente  ge- 
messen. 

Mit  Ausnahme  der  im  ersten  Paragraphen  nach  Böckh  mitgeteilten  An- 
gabe über  die  Verteilung  der  auf  die  Ehedauertafel  reduzierten  Ehen,  sind 
alle  übrigen  Berechnungen  aus  den  Angaben  über  die  stehenden  Ehen 
oder  die  Reihenfolge  der  Geburten  direkt  hergeleitet. 

Es  folgt  daratis,  dass  die  Wahrscheinlichkeiten,  welche  auf  Grundlage 
der  stehenden  Ehen  für  verschiedene  Ehedauergruppen  berechnet  worden 
sind,  nicht  eben  die  Wahrscheinlichkeiten  ausdrücken,  welche  in  Bezug  auf 
eine  kleinere  oder  grössere  Anzahl  von  Kindern  bei  der  Eheschliessung 
vorhanden  sind.  Nur  für  den  Fall,  dass  die  Ehe  bei  der  betreffenden  Ehe- 
dauer noch  besteht,  und  dass  die  Ehe  überhaupt  fruchtbar  ist,  werden  die 
Wahrscheinlichkeiten  als  ein  Ausdruck  fiir  die  Aussicht  in  dieser  Be- 
ziehung gelten. 

Um  die  erstgenannten  Wahrscheinlichkeiten  zu  bestimmen  müssen 
noch  zwei  oder  drei  Momente  in  Betracht  gezogen  werden,  nämlich  erstens 
das  Verhältnis  zwischen  den  Ehen  mit  und  ohne  Kinder  (welches  im 
zweiten  Abschnitte   dieser  Schrift   erörtert   worden)   und   dann  die  Sterb- 


I50  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

lichkeit  unter  den  Eheleuten  und  drittens  die  Verminderung  der  Ehen 
durch  Scheidung.  Die  beiden  letztgenannten  Momente  bedingen  die  Ge- 
staltung der  Ehedauertafel,  und,  bevor  solche  für  verschiedene  Länder 
vorliegen,  ist  es  nicht  möglich,  eine  Berechnung  der  genannten  Wahr- 
scheinlichkeiten vorzunehmen.  Soweit  mir  bekannt,  ist  die  für  Berlin  be- 
rechnete Ehedauertafel  noch  die  einzige  existierende. 

Auch  ein  anderer  Umstand  kommt  bei  den  in  dieser  Schrift  aus- 
geführten Berechnungen  in  Betracht.  Die  Prozentberechnungen,  welche 
ich  in  Bezug  auf  das  Heiratsalter  in  Kombination  mit  der  Ehedauer  ge- 
macht habe,  sind  nicht  auf  die  einzelnen  Ehejahre,  sondern  auf  Gruppen 
von  Ehedauerjahren,  z.  B.  5 — 9  J.,  10 — 19  J.,  20 — 29  J.  und  30  Jahren 
u.  mehr  basiert,  indem  eine  solche  Gruppierung  wegen  der  Beschaffenheit 
des  statistischen  Materials  notwendig  war.  Wenn  es  sich  nun  um  solche 
Gruppen  handelt,  muss  man  bedenken,  dass  sich  die  betreffenden  Ver- 
hältniszahlen in  der  Wirklichkeit  von  Ehejahr  zu  Ehejahr  ändern,  und  dass 
es  nicht  sicher  ist,  ob  z.  B.  die  Gruppe  10 — 19  Jahre  einer  mittleren  Ehe- 
dauer von  genau  14V2  Jahren  immer  entspricht,  indem  sie  in  einigen  Fällen 
oberhalb,  in  anderen  aber  unterhalb  dieses  Durchschnittes  liegen  mag. 
Welchen  Einfiuss  dieser  Umstand  auf  die  Berechnungen  üben  kann,  muss 
bis  auf  weiteres  dahingestellt  werden,  indem  wir  doch  vorläufig  annehmen, 
dass  ein  solcher  Einfiuss  in  den  meisten  Fällen  als  ziemlich  gering  ange- 
sehen werden  darf. 

Die  Hauptresultate,  welche  in  Bezug  auf  den  Einfiuss  der  Ehedauer 
.  und  des  Heiratsalters  berechnet  sind,  habe  ich  durch  die  beifolgenden  gra- 
phischen Darstellungen  ^  zu  Ulustrieren  gesucht,  und  man  wird  aus  denselben 
u.  a.  ersehen,  wie  verschieden  die  Gestaltung  der  allgemeinen  Verteilung 
der  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen  ist,  im  Vergleich  mit  der  Gestaltung, 
welche  aus  verschiedener  Ehedauer  und  verschiedenem  Heiratsalter 
hervorgeht. 

Ich  möchte  in  dieser  Beziehung  besonders  auf  die  graphischen  Dar- 
stellungen Nr.  3  und  4  hinweisen,  indem  die  natüriichen,  die  Fruchtbarkeits- 


Diese  graphischen  Darstellungen  zeigen  die  Verteilung  der  Ehen  nach  der  Kindenahl 
bis  zu  einem  Maximum  von  14  oder  mehr  Kindern,  während  die  äusserste  Fruchtbar- 
keitsgrenze nach  den  obigen,  statistisch  ermittelten  Angaben  bei  einer  Anzahl  von  30 
Kindern  (S.  12,  Königreich  Sachsen)  liegen  sollte.  Selbst  diese  Grenze  kann  indessen, 
zufolge  der  in  medizinischen  Schriften  verzeichneten  Erfahrungen,  in  Einzelfällen  bei 
weitem  Überschritten  werden.  In  der  1904  erschienenen  Schrift:  iLa  Fécondité  de  la 
Femme  dans  soixante-six  Pays  par  le  Docteur  Samuel  Gachec  publiée  dans  »Argentina 
Medicac,  findet  sich  unter  anderen  interessanten  Angaben  auch  S.  142  u.  f.  ein  Ver- 
zeichnis von  Ausnahmefällen,  wo  die  Anzahl  von  in  derselben  Ehe  geborenen  Kindern 
in  Russland  sogar  die  ungeheure  Ziffer  von  77  —  sieben  und  siebzig  —  (in  21  Schwan- 
gerschaften) erreichte. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        151 

Verhältnisse  regelnden,  Gesetze  bei  diesen  am  reinsten  hervortreten.  Es 
tritt  hier  bei  einer  Ehedauer  von  10— 19  J.  und  20—29  J.  ein  ausgeprägter 
Unterschied  zwischen  den  Heiratsaltergruppen  vor  und  nach  dem  35. 
Lebensjahr  hervor.  Während  die  Gestaltung  der  graphischen  Bilder  sich 
überhaupt  ziemlich  gleich  stellt  bei  einem  Heiratsalter  (der  Frauen)  von 
15/19,  20/24,  25/29  u.  30/34  J.,  tritt  von  dem  35.  Jahre  an  ein  bestimmter 
Unterschied  in  Bezug  auf  den  Charakter  der  Bilder  ein.  Und  zwar  sowohl 
in  Berlin  als  auch  in  New  South  Wales  und  in  Norwegen. 

Die  Ursache  hiervon  ist  aber  auch  ganz  klar.  Wenn  man  die  Ehe- 
dauergruppe  10 — 19  Jahre  vor  sich  hat,  entspricht  ein  Heiratsalter  von 
35  Jahren  einem  Alter  bei  der  Volkszählung,  d.  h.  der  Beobachtungszeit, 
von  45  bis  54  Jahren.  Da  nun  die  Fruchtbarkeitsperiode  der  Frauen 
meistens  zwischen  dem  45.  und  50.  Lebensjahre  endigt,  wird  bei  einem 
Heiratsalter  von  35  Jahren  die  effektive  Fruchtbarkeitsperiode  höchstens  nur 
15  und  meistens  nur  10  Jahre  sein  —  von  welchen  Jahren  auch  die 
späteren  wenig  fruchtbar  sind.  Betrachtet  man  dagegen  das  Heiratsalter 
von  30  Jahren,  so  steigt  die  effektive  Fruchtbarkeitsperiode,  um  ein  mitt- 
leres Verhältnis  zu  nennen,  von  10  bis  15  Jahren,  also  um  50  Prozent 
und,  da  in  dieser  Periode,  namentlich  in  den  Altersjahren  30 — 35  sich 
die  Fruchtbarkeitsverhältnisse  wesentlich  günstiger  stellen,  ist  es  ganz  klar, 
dass  die  Situation  eine  wesentlich  andere  sein  muss. 

Bei  einer  Ehedauer  von  5  bis  9  Jahren  versteht  es  sich,  dass  der  hier 
hervorgehobene  Unterschied  keinen  so  grossen  Einfluss  übt. 

Diese  Betrachtungen  führen  zu  einem  neuen  Gesichtspunkte  der 
Fruchtbarkeitsverhältnisse  in  der  Ehe,  indem  ihre  Gestaltung  nicht  blos  im 
Verhältnis  zu  dem  Anfang  der  Ehe,  d.  h.  dem  Heiratsalter,  sondern  auch 
mit  Rücksicht  auf  das  Ende  der  effektiven  Fruchtbarkeitsperiode  und  auf 
die  verschiedenen  Teile  dieser  Periode  untersucht  werden  muss.  In  Ver- 
bindung damit  steht  eine  nähere  Untersuchung  der  Reihenfolge  und 
Zwischenzeit  zwischen  den  Geburten  in  Verbindung  mit  Heiratsalter  und 
Ehedauer. 

Indem  ich  somit  die  jetzigen  Untersuchungen  mit  der  Aufstellung 
dieser  noch  ungelösten  Fragen  schliessen  muss,  hege  ich  die  Hoffnung, 
dass  die  vorgeführten  statistischen  Beiträge,  trotz  ihrer  Unvollkommenheiten 
und  ihrer  stückweisen  Behandlung,  dennoch  in  einzelnen  Beziehungen 
etwas  mehr  Licht  über  die  Fruchtbarkeitsfrage  gebracht  haben. 

Januar  1905. 


Anlagen. 


Anhangsiabelle  1  (Berlin).  Zusammenlebende  Ehepaare  mit  Kindern 
nach  dem  Heiratsalter  der  Ehefrauen  für  die  einzelnen  Gfåurisjahre  und 
fünfjährige    G^^^r/lrjahrsgruppen    1885    mit    Angabe    der  Ehedauer    und 

Kinderzahl. 
(Absolute  Ziffern  und  Prozentverhältnisse.) 


Î.  Ehejah 

ir  1885  (0) 

=  Ehedauer  0  bis  IV12  Jahr. 

Ehefrauen  nach  Heiratsalter. 

Kinderzahl 

16  u. 

unter 

17 

18 

19     20 

21 

22 

23 

24 

25 

26     27 

1 

28 

29 

1 
2 
3 

5 

21 

41 

1 

111 
3 

160 

8 

261 
7 

303 
6 

292 
14 

1 

267 
11 

268 
15 

241 
6 

198 
10 

146 
5 

120 

8 

Überhaupt  { 

5 

21 

42 

114 

168 

268 

309 

307 

278 

283 

247 

208 

151 

128 

Kinderzahl 

30 

31 

32 

33 

34 

35 

36 

37 

38 

39 

40 

41- 
45 

46  u. 

mehr 

- 

1 
2 
3 

85 
3 

70 

1 

70 
3 

60 
5 

20 

28 
2 

28 

2 

22 
3 

12 

2 

9 

1 

6 
1 

1 

27 
3 

4 

- 

Überhaupt 

88 

71 

73 

65 

20 

30 

30 

25 

14 

10 

8 

30 

4 

- 

1                    Absolute  Zahlen 

Prozentzahlen 

Kinderzahl 

bis 
19 

20- 
24 

25- 
29 

30- 
34 

35-    40     ^^,'- 

bis 
19 

20- 
24 

25- 
29 

30-  35- 
34     39 

40 
etc. 

Über, 
haupt 

1 
2 
3 

178 
4 

1283 
46 

1 

973 
44 

305 
12 

99 
10 

37 
4 

1 

2875 

120 

2 

97.80 

2.20 

_ 

96.46 
3.46 
0.08 

95.67 
4.33 

9621 
3.79 

90.83 
9.17 

88.10 
9.52 

2.38 

95.93 
4.00 
0.07 

Überhaupt 

182 

1330 

1017 

317 

109 

42 

2997. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

2.  Ehejahr  1884  (i).    Ehefrauen  nach  Heiratsalter. 


Kinderzahl 


16 


17   18 


37 
6 


105 
21 


19 


212 

54 

4 

1 


372 

79 

2 


21 


587 
114 

7 


22 


636 

102 

6 


23 


108 

7 


649 
HO 

7 


25 


695 

116 

4 

1 


593 

72 
4 


27 


468  370 

71   38 

5,   - 


Überhaupt   6   43  126  271  453  708 1  744  798  766  ;  816 


544  408 


Kinderzahl 

30 

31 

32 

33 

34 

35 

36 

37 

38 

39 

40 

41- 
45 

46 

etc. 

- 

1 
2 
3 
4 

231 
39 

162 
23 

2 

137 
28 

1 

106 
6 

■ 

78 
15 

1 

80 
10 

53 
17 

■ 

35 

2 

1 

23 
5 

25 
5 

1 

16 

2 
1 

34 

7 

7 

Überhaupt  , 

|270 

187 

166 

112 

94 

90 

70 

38 

28 

31 

19 

41 

7 

,56 


A.  N.   KIÆR. 


H..F.  Kl. 


Anhangstabelle  1  (Berlin)  Fortsetzung. 


Absolute  Zahlen                    { 

Prozentzahlen 

Kinderzahl 

bis 
19 

20- 
24 

25- 

29 

30- 
34 

35-1   40 

39     etc. 

Ins- 
ge- 
samt 

bis 
19 

20-1 25- 

24  1  29 

30- 
34 

35- 
39 

40 

etc. 

Über- 
haupt 

1 
2 
3 
4 

359 

82 
4 

1 

2927 
513 

29 

2412 

339 

14 

1 

714 

111 

4 

216 
39 

2 

57 
9 

1 

6685 

2 

80.49  84  38  87.20  86.13  84.05  85.08 
ia39  14.78 12.25  ia39 15.17  13.43 
0.90  0.84  0.51  0.48  078  1.49 
0.22        .   0.04       -        -        . 

85.33 
13.95 
0.G9 
0.08 

Überhaupt 

446 

3469 

2766 

829 

257 

67 

7834 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

3.  Ehejahr  1883  i^)'    Ehefrauen  nach  dem  Heiratsalter. 


Kinderzahl 

i 

16 

17 

18 

19 

20 

21 

22 

23 

24 

25 

26 

27 

28 

29 

1 
2 
3 
4 
5 

3 
5 

1 

- 

26 

22 

4 

59 

56 

5 

162 

140 

21 

3 

269 

224 

33 

3 

1 

3581  427 

280    363 

45      4Ö 

3       3 

474 

374 

45 

3 

502 

402 

60 

2 

418 

346 

44 

4 

356 

290 

42 

7 

364 

230 

33 

5 

233 

186 

23 

3 

226 

115 
15 

i 

Überhaupt 

9 

52 

120 

326 

529 

686 

838 

896 

966 

812 

695 

632 

445 

357 

Kinderzahl 

30 

31 

32 

33 

34 

35 

96 

37 

38 

39 

40 

41- 
45 

46 

etc. 

- 

1 

142 

127 

100 

77 

69 

56 

44 

39 

33 

13 

21 

37 

3 

2 

90 

82 

62 

43 

33 

27 

13 

18 

13 

13 

7 

8 

4 

3 

17 

18 

5 

7  i    15 

4 

2 

2 

3 

2 

2 

3 

1 

4 

1 

2 

2 

1 

1 

. 

. 

. 

- 

. 

. 

. 

1 

5 

- 

- 

- 

- 

-1      - 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

Überhaupt 

250 

229 

169 

128 

118 

87 

59 

59 

49 

28 

30 

48 

10 

Absolute  Zahlen 

Prozentzahlen 

Kinderzahl 

bis 

20- 

25- 

30- 

35- 

40 

Ins- 

bis 

20- 

25- 

80- 

SS- 

40 

Über. 

19 

24 

29 

34 

39 

etc. 

ge- 
samt 

19 

24 

29 

34 

SS 

etc. 

haupt 

1 

250 

20301597 

515 

185 

61 

1 
4638 

49.31 

51.8554.30 

57.60 

65.61 

69.32 

53.76 

2 

223 

16431167 

310 

84 

19 

344643.98 

41.97  39.68 

34.68 

29.7821.59 

39.95 

3 

31 

228,    157 

62 

13 

6 

497  6.12 

5.82  5.34 

6.94 

4.61 

6.82 

5.76 

4 

3 

14     20 

7 

. 

1 

45  0.59 

0.36!  0.68 

0.78 

. 

1.14 

0.52 

5 

- 

1 

- 

1 

1 

100 

_i 

100 

- 

1.13 

O.Ol 

Überhaupt 

507 

3915 

2941 

894 

282 

88 

862^ 

100 

100 

100 

100 

100 

4.    Ehejahre 

1882  u. 

188 

1(3 

u.  4] 

.    Ehefrauen  nach  dem  Hciratsalter. 

Kinderzahl 

bis  1 
16  1    17 
etc.  ; 

18 

19 

20 

21 

22 

23 

24 

25 

26 

27 

28 

29 

1 

4 

23 

60 

146 

239 

304 

392 

442 

446 

416 

354 

311 

269 

236 

2 

14 

49 

122 

259 

443 

531 

740 

794 

732 

671 

560 

4% 

413 

311 

3 

10 

33 

79 

175 

271 

370 

438 

431 

377 

344 

260 

229 

218 

156 

4 

4 

6 

12 

35 

67 

73 

106 

93 

104 

75 

66 

56|    47 

40 

5 

1 

1 

4 

3 

8 

12 

11 

13 

17 

18 

8 

5,      6 

5 

6 

7 
8  u.  mehr 

- 

- 

1 

- 

4 

4 

1 

- 

1 

Î 

1 

- 

. 

. 

. 

. 

- 

- 

. 

. 

. 

- 

- 

- 

Überhaupt 

33 

112 

277 

618 

1029 

1290 

1691 

1777 

1677 

1524 

1249 

1098 

954 

748 

1904.  No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         I57 


Anhangstabelle  1 

(Berlin)  Fortsetzung. 

Kinderzahl 

30 

31 

32 

33 

34 

35 

36 

37 

38 

39 

40 

41- 
45 

46 

etc. 

- 

1 

173 

154 

122 

%     66 

62 

58 

57 

43 

38 

28 

64 

11 

2 

S28 

197 

158 

105!    78 

56 

57 

54 

20 

31 

15 

13 

7 

3 

114 

d8 

82 

54 1    41 

18 

22 

16 

11 

9 

8 

4 

2 

4 

82 

27 

12 

19 

6 

3 

4 

2 

2 

3 

4 

7 

5 

6 

5 

4 

3 

3!      2 

2 

1 

2 

. 

1 

6 

- 

- 

1 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

7 
8  u.  mehr 

. 

. 

• 

. 

. 

. 

. 

- 

. 

. 

. 

Überhaupt 

553 

481 

378 

278 

194 

141 

143 

130 

78 

81 

55 

89 

20 

Absolute  Zahlen 

Prozentzahlen 

Kinderzabl 

bis 

20- 

25- 

30- 

35- 

40 

Ins. 

bis 

20- 

25- 

30-  a5- 

40 

über. 

19 

24 

29 

34 

39 

etc. 

ge- 
samt 

19 

24 

29 

34      39 

etc. 

haupt 

1 

233 

1823 

1586 

611 

258 

103 

4614 

22.40 

24.42 

28.46 

32.43 

45.03  62.80 

27.63 

2 

444 

3240 

2451 

766 

218 

35 

7154 

42.69 

43.41 

43.97 

40.65 

38.042134 

42.^ 

3 

297 

1887 

1207 

389 

76 

14 

3870 

^.56 

25.28 

21.66 

20.65 

13.26  8.54 

23.17 

4 

57 

443 

28i 

96 

14 

11 

905 

5.48 

5.94 

510 

5.10 

2.45  6.71 

5.42 

5 

9 

61 

42 

21 

7|      1 

141 

0.87 

0.82 

0.75 

1.12 

1.22 

0.61 

0.84 

6 

. 

10 

2 

1 

. 

la 

. 

0.13  0.04 

0.05 

- 

. 

0.08 

7 

- 

- 

^i       • 

- 

1 

- 

- 

0.02 

- 

. 

- 

0.01 

8  u.  mehr 

- 

- 

-! 

* 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

Überhaupt 

1040 

7464 

5573 

1884 

573 

164 

16698 

1  100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Wiederholung  für  die  Ehejahre  o — 4. 
Ehejahre  1885  "•   ^^^4  (^  "•  i)-    Ehefrauen  nach  dem  Heiratsalter. 


Kinderzahl 

bis 

20- 

25- 

30- 

35-!   40 

ïc-l 

bis 

20- 

25-130- 

35- 

40 

Über. 

19 
537 

24 

29 

34 

39 

etc. 

ge- 
samt 1 

19 

24 

29 

34 

39 

etc. 

haupt 

1 

4210 

3385 

1019 

315 

94 

9560 

85.51 

87.73 

89.48 

88.92 

86.06 

86.24 

88.26 

2 

86 

559 

383 

123 

49 

13 

12là 

13.69 

11.65 

10.12 

1073,1339 

11.93 

11.20 

3 

4 

30 

14 

4 

2 

2 

50 

0.64 

0.62 

0.37 

0.35  0.55 

1.83 

0.52 

4 

1 

- 

1 

- 

- 

^ 

0.16 
100 

- 

0.03 

_l 

- 

002 

Überhaupt 

628 

4799 

3783 

1146 

366 

109 

10831 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehejahre 

1882 

(—1882  ( 

2 — 4).    Ehefrauen  nach  dem  Heiratsalter. 

Kinderzahl 

!bi. 

20- 

25- 

30- 

35- 

40 

«Tl'»" 

20- 

25- 

30- 

35-    40 

Über. 

19 

24 

29 

34 

39 

etc. 

ge- 
samt 

1   ^^ 

24 

29 

34 

39     etc. 

haupt 

1 

483 

38533183 

1 126  443 

164 

9252 

31.22 

a3.86  37.38 

40.53 

51.81 65.08 

36.54 

2 

667 

48833618 

1076  302 

54 

10600 

143.12 

42.91142.50 

38.73 

35.32 

21.4S 

41.86 

3 

328 

21151364 

451j   89 

20 

4367läl.20 

185916.02 

16.23 

10.41 

7.94 

17.24 

4 

60 

457 

304 

103    14 

12 

95ri  3.88 

4.02;  3.57 

3.71 

1.64 

4.76 

3.75 

5 

9 

61 

42 

211     7 

2 

14S^  0.58 

0.53 

0.50 

0.76 

0.82 

0.79 

0.56 

6 

. 

10 

2 

1 

. 

. 

iS 

-   0.09 

0.02 

0.04 

. 

. 

0.05 

7 
8 

" 

- 

1 

, 

, 

. 

! 

. 

, 

O.Ol 

, 

, 

« 

0.00 

Überhaupt 

1547 

11379 

8514 

2778 

aî5 

252 

25325 

;  100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

IS8 


A.  N.  KIÆR. 


H.-R  Kl. 


Anhangstabelle  1  (Berlin)  Fortsetzung. 

5,    Ehejahre  1880 — 1876  (5  bis  9).    Ehefrauen  nach  dem  HeiraLsalter, 


Kinderzahl 

bis 
16 

17 

18 

19 

20 

21 

22 

23 

24 

25 

26 

27 

28 

29 

1 

7 

18 

82 

173 

279 

369 

438 

450 

441 

437 

428 

354 

304 

244 

2 

13 

60 

163 

294 

505 

694 

794 

855 

811 

679 

688|  641 

472 

369 

3 

1  17 

71 

183 

369 

615 

863 

979 

1013 

1052 

952 

791 

663 

536 

384 

4 

1  ^^ 

56 

180 

340 

529 

718 

811 

805 

811 

798 

6i0 

519 

417 

335 

5 

1  13 

45 

105 

199 

347 

408 

498 

503 

482 

422 

368 

284 

242 

195 

6 

5 

21 

55 

93 

138 

225 

224 

239 

189 

199 

169 

136 

85 

83 

7 

1 

9 

14 

38 

60 

62 

76 

74 

85 

64 

48 

46 

38 

24 

8  u.  mehr 

. 

3 

7 

16 

16 

27 

31 

33 

33 

32 

25 

27 

15 

20 

Überhaupt 

66 

283 

789 

1522 

2489 

3366 

3851 

3972 

3904 

3583 

3157 

26702109 

1654 

Kinderzahl 

90 

31 

32   33   34 

35 

36 

37 

38 

39 

40 

41- 
45 

46 

etc. 

- 

1 

225 

173 

1521  HO 

110 

92 

91 

72 

85 

53 

41 

110 

26 

2 

313 

237 

1961  131 

1271  105 

81 

81 

63 

51 

22 

41 

14 

. 

3 

310 

233 

169  i  176 

110  i  100 

72 

53 

31 

18 

13 

28 

1 

. 

4 

234 

190 

136  >  104 

93   66 

36 

26 

18 

9 

9 

14 

1 

- 

5 

140 

83 

78 

40,  41 

28   13 

10 

6 

5 

5 

7 

. 

. 

6 

52  36 

41 

20   14 

13 

9 

1 

4 

. 

2 

3 

. 

. 

7 

22  11 

11 

8   8 

1 

1 

1 

. 

1 

. 

5 

- 

. 

8  u.  mehr 

12  13 

5 

61   3 

3 

408 

2 

1 

1 

1 

1 

- 

- 

- 

Überhaupt 

1308 

976 

788 

595 

506 

305 

245 

208 

138 

93 

2(»K 

42 

- 

Kinderzahl 

bis 
19 

20-  25-  30- 
24   29   34 

35- 
39 

40 

ete. 

Ins-I 
ge- 
samt 1 

bis 
19 

20- 
24 

25- 

29 

30- 
84 

85- 
39 

40 

etc. 

Über, 
haupt 

1 
2 
3 
4 

5 
6 

7 
8  u.  mehr 

280 
530 
640 
586 

362 

174 

62 

26 

1977  1767  770 
3659  28491004 
4522  3326  998 
3674  2709  757 

2238  1511  382 

1015  672  163 

357  220   60 

140  119   39 

393 
381 
274 
155 

62 

27 
4 
8 

177 
77 
42 
24 

12 
5 

? 

1 
5364! 

45671 

2056 

708 

333 

10.53 
19.92 
24.06 
22.03 

13.61 
6.54 
2.33 

»0.98 

11.25 
20.81 
25.72 
20.89 

12.73 
5.77 
2.03 

20.80 

ia4i 

21.63 
2525 
20.57 

11.47 
5.10 
1.67 

«0,90 

18.45 
24.06 
2392 

iai4 

9.15 

a9i 

1.44 
*0.93 

30.14 
29.22 
21.01 
11.89 

4.75 

2.07 

0.31 

60.61 

51.60 

22.45 

12.25 

7.00 

3.50 
1.46 

«o!29 

ta67 

21.66 
24.98 
20.15 

11.64 
5.24 
1.80 

'0.86 

Überhaupt 

i2660 

17582131734173 

1304 

343 

39235 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

1  Hiervon   zufolge   der  aus  dem  Berliner  Volkszählungsheft  2  S.  48  hervorgehenden  Ver- 
teilung bei  der  nahe  angrenzenden  Altersgruppe  bis  20:  8  Kinder:  0.80;  9  K.:  0.18. 
a  Hiervon  8  K.:  0.64;  9  K.:  0.13;  10  K.:  0.03. 
»  Ebenfalls  8  K.:  0.67;  9  K.:  0.155;  10  K.:  0.05;  11  etc.  K.:  0.025. 
*  Ebenfalls  bezw.  0.51,  0.31,  0.08,  0.03. 
8  Ebenfalls:  0.26,  0.17,  0.09.  0.09. 

0  Ebenfalls  (wie  bei  einer  Ehedauer  von  20  bis  29  J.):  8  K.:  0.29. 
7  Vergl.  oben  S.  70:  0.65.  0.16,  0.04,  O.Ol. 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         159 


Anhangstabelle  1  (Berlin)  Fortsetzung. 

6.    Ehejahre  1875-71866  (10  bis  19).    Ehefrauen  nach  dem  Heiratsalter. 


Kindenabl 

bis 
16 

17 

18 

19 

20 

21 

22 

23 

24 

25 

26 

27  1  28 

29 

1 

18 

26 

82 

171 

263 

839 

412 

398 

490 

462 

438 

393 

393 

316 

2 

15 

56 

131 

252 

361 

493 

641 

689 

697 

665 

558 

531 

468 

428 

3 

25 

76 

197 

as9 

551 

713 

806 

833 

884 

834 

731 

598 

499 

397 

4 

31 

86 

204 

411 

610 

760 

865 

889 

928 

89J 

795 

643 

541 

400 

5 

33 

81 

197 

373 

521 

681 

809 

902 

878 

824 

721 

565  477 

402 

6 

23 

70 

175 

303 

499 

620 

693 

763 

783 

750 

605 

506  407.  315 

7 

19 

50 

99 

231 

380 

495 

554 

550 

575 

557 

472 

344  289  205 

8  u.  mehr 

22 

91 

200 

384 

671 

828 

958 

1021 

968 

830 

724 

528j  406|  285 

Überhaupt 

186 

536 

1285 

2484 

3856 

4929 

5738 

6045 

6203 

5813 

5044 

4 10834801 2  748 

Kinderzahl 

!«. 

31 

32 

33 

34 

35 

36 

37 

38 

39 

40 

41- 
45 

46 

etc. 

1 

306 

207 

200 

183 

138 

127 

119 

112 

95 

90 

71 

140 

20 

2 

331 

264 

238 

179 

155 

162 

120 

104 

84 

51 

26 

63 

12 

3 

388 

281 

213 

228 

160 

135 

105 

63 

33 

39 

22 

34 

3 

4 

385 

261 

212 

150 

122 

107 

59 

49 

29 

16 

6 

21 

- 

5 

319!  227 

162 

128 

100 

53 

34 

24 

17 

3 

3 

9 

, 

6 

258 

174 

117 

64 

44 

30 

18 

11 

7 

3 

3 

6 

. 

7 

168 

90 

55 

40 

18 

18 

6 

6 

4 

2 

1 

3 

, 

8  u.  mehr 

184 

111 

82 

34 

30 

15 

8 

6 

6 

5 

1 

4 

- 

Überhaupt 

2339 

1615 

1279 

1006 

767 

647 

469 

375 

275 

209 

133 

280 

35 

- 

Kinderzahl 

bis 

20- 

25- 

30-35- 

40 

Ins.  11 

bis 

20- 

25- 

30- 

35- 

40 

Über- 

<  19 

1 

24 

29 

34  1  39 

etc. 

samt 
6009 

19 

24 

29 

34 

39 

etc. 

haupt 

1 

297 

1902 

2002 

1034 

543 

231 

661  7.10 

9.45 

14.76 

27.50  51.56 

9.71 

2 

454 

2881 

2650 

1167 

521 

101 

7774 

10.11!  10.77 

12.50 

16.66 

26.38, 22  54 

12.56 

3 

'  657 

3787 

3059 

1270 

375 

59 

9207 

14.63  14.14 

14.43 

iai3 

I8.99!  13.17 

14.88 

4 

1  732 

4052 

3270 

1130 

260 

27 

94711  16.30 

15.14 

15.44 

16.13 

13.16 

6.03 

15.30 

5 

684 

3791 

2989 

936 

131 

12 

8543 

15.23 

14.16 

14.10 

ia36 

6.63 

2.68 

13.80 

6 

571 

3358 

2583 

657 

69 

9 

7247 

12.72 

1254 

12.19 

9.38 

3.49 

2.01 

11.71 

7 

399 

2554 

1867 

371 

36 

4 

5231! 

8.88 

9.54 

8.81 

5.29 

1.82 

0.89 

8.45 

8  u.  mehr 

697 

4446 

2773 

441 

40 

5 

8402 

'1552 

M6.61 

M3.08 

*6.29 

»2.03 

M.12 

'13.59 

Überhaupt 

4491 

26771 

21193 

7006 

1975 

448 

61884^; 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Hiervon  (vergl.  S.  158,  Anm.  1)  8-11  etc  K.  bezw.  6.78.  a55,  2.55  u.  2.64. 

Ebenso  6.88,  4.20,  2.71  u.  2.82. 

Ebenso  5.77,  a24,  2.06  u.  2.01. 

Ebenso  2.99.  1.59,  0.94  u.  0.77. 

1.18,  0.46,  0.20  u.  0.19. 

0.2a  0.2a  0.28  u.  0.28. 

5.81,  3.38,  2.18  u.  2.22. 


i6o 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  1  (Berlin)  Fortsetzung. 

7.    Ehejahre  1865 — 1856  (20  bis  29).     Ehefrauen  nach  dem  Heiratsalter. 


Kindenahl 

bis 
16 

17 

18 

19 

20 

21 

22 

23 

24 

25 

26 

27 

28 

29 

1 

8 

20 

37 

76 

97 

123 

141 

163 

169 

171 

171 

152 

135 

139 

2 

8 

17 

38 

74 

123 

166 

188 

221 

218 

256 

245 

206 

198 

182 

3 

12 

19 

58 

103 

160 

206 

236 

254i  283 

277 

261 

240 

209 

203 

4 

15 

25 

72 

98 

165 

203 

243 

299  295 

306 

261 

250 

229 

175 

5 

8 

26 

57 

94 

182 

194 

256 

9«8 

287 

261 

243 

223 

196 

163 

6 

10 

22 

57 

121 

165 

211 

219 

268 

274 

258  230 

220 

188 

126 

7 

6 

19 

36 

81 

141 

174 

m^ 

223 

207 

227 

228 

171 

129 

102 

8  u.  mehr 

22 

80 

188 

325 

520 

607 

707 

771 

765 

620 

498 

384 

260 

171 

Uberhaupl 

89 

228 

543 

972 

1553 

1884:2193 

2487 

2498 

2376:2132 

1846 

15i4 

1261 

Kinderzahl 

30   31 

32 

33 

34 

35 

36 

37 

38 

39 

40 

41- 
45 

46 

etc. 

- 

1 

90  101 

76 

71 

78 

47 

50 

45 

40 

28 

35 

43 

5 

2 

156  1  124 

98 

71 

74 

67 

49 

28 

22 

27 

21 

28 

3 

. 

3 

1551  126 

97 

81 

64 

65 

46 

28 

18 

9 

11 

8 

• 

. 

4 

123  126 

95 

80 

64 

33 

32 

17 

12 

5 

6 

6 

- 

- 

1 
5 

123 

101 

77 

53 

43 

19'  24 

7 

10 

5 

1 

7 

_ 

^ 

6 

130 

73 

53 

40 

27 

15 

7 

3 

2 

1 

. 

. 

. 

7 

75 

43 

28 

22 

11 

9 

3 

2 

2 

2 

, 

. 

, 

. 

8  u.  mehr 

113 

60 

32 

15 

11 

9 

10 

3 

1 

1 

3 

1 

- 

- 

Überhaupt 

965 

754 

556 

433 

372 

264 

221 

133 

107 

78 

77 

98 

8 

- 

Kinderzahl 

bis  120- 

25- 

30- 

35- 

40 

Ins- 

bis 

20- 

25- 

30- 

35- 

40 

Über- 

19 1  24 

29 

34 

39 

etc. 

ge- 
samt 

19 

24 

29 

34 

39 

etc. 

haupt 

1 

141 

693 

768 

416 

210 

83 

2311 

7.70 

6.53 

a39 

13.50 

26.15 

46.63 

9.00 

2 

137 

916 

1087 

523 

193 

52 

2908 

7.48 

8.63 

11.87 

16.98 

24.04 

29.22 

11Å3 

3 

192 

1139 

1190 

523 

166 

19 

3229 

10.48 

10.73 

12.99 

16.98 

20.67 

10.67 

12.58 

4 

210 

1205 

1221 

488 

99 

12 

3235 

11.46 

11.35 

13.33 

1535 

12.33 

6.74 

12.60 

5 

185 

1207 

1086 

397 

65 

8 

2948 

10.10 

11.38 

11.86 

12.89 

8.09 

4.49 

11.49 

6 

210 

1137 

1022 

323 

28 

. 

2720 

11.46 

10.71 

11.16 

10.49 

3.49 

laeo 

7 

142 

948 

852 

179 

18 

, 

2139 

7.75 

8.92 

9.30 

5.81 

2.24 

. 

8^ 

8  u.  mehr 

615 

33701933 

231 

24 

4 

6177 

»33.57 

»31.75 

»2110 

♦7.50 

»2.99 

•2.25 

24.07 

Überhaupt 

1832 

10615 

9159 

3080 

803 

178 

256671 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Hiervon  (vcrgl.  S.  158,  Anm.  1)  8-11  etc.  bezw.  7.36,  5.81,  6.44  u.  ia96. 


7.83,  6.66,  6.32  u. 
7.82,  5 15,  3.66  u. 
3.41,  1.60,  1.20  u. 
0.90,  0.89,  0.75  u. 
8  K.  2.25. 


10.94. 
4.47. 
1.29. 
0.45. 


Î9O4.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  ËEL.  t).   EHEL.  FRUCHTBARÎCEIT.        161 

Anhangstabelle  1  (Berlin)  Fortsetzung. 

8.  Ehejahre  1855  und  früher  (30  u.  mehr).   Ehefrauen  nach  dem  Heiratsalter. 


Kinderzahl 


bis 
16 


1 

I  3 
,  8 
I  3 


17   18 


19 


5 

6  ii  5 

7  3 
8  u.  mehr  '  21 


Überhaupt  |  50 


17 
15 
14 
20 


14 
25 

27 
30 


35 
46 
39 

58 


20   21 


I 


I  24   25 


6   13   42  46 

15;  201  65 

6   29 1  46 

75 1  142  I  252 


175  329  i  587 


71 

86 

73 

346 


850 


59 


881  94 
86 


59 


611  761  65 

97  118  110 


110  1161  127 
94  I2O1  122 


93  121  129i  145  131 


112,  123 
115  107 
4041  409 


102911112 


109 

84 


120;  154  123 
111  133  117 
386  411  371 


1 14011  28GI1177|  10061  830 


27 


60 
96 


137 

123  136 


85 
89 
110 


131 
136 
115 
236  208 


40 
60 
86 


94 

91 

144 


693 


29 


58 
60 
75 
80 

71 
55 
62 
95 


556 


Kioderzahl  |  30   31 


5 
6 

7 
8  u.  mehr 


Überhaupt 


33 
52 
65 

68 

77 
59 
36 
54 


31 
41 
54 


32 


43 
37 


541  34 

41  30! 

521  22 1 

19 1  17 

251  12 I 


27 
30 
26 
30 


14 

5 

12 


34   35  36   37 


26 
30 
23 
19 


19 
15 
17 
15 

10 


15 
5 
6i   1 

6|  6 


2 


14  I  9 

12  9 

10  I  8 

9  6 


444 1  317  I  228 1  164  I  130  !  85  I  51  |  37 


39   40  l*!^- 


46 

etc. 


14  4 

10  I  7 

6  I  1 

7  3 


12 
3 
3 


11 

1! 
1 1 


40  I  18  I  12  I  20 


2   1 


Absolute  Zahlen 


Kinderzahl  j  bis 


19 


20-1  25- 
24     29 


30- 
34 


I 


1  1ns- 


8  n. 


1 
2 
3 
4 

5 

6 
7 
mehr 


67l  293 

89,  429 

88  535 

111  511 


107| 
105 


559 
595 

Il     841   539 
I  49011956 


Überhaupt  ]ll4l]5417 


275 

150 

411 

196 

483 

205 

538' 

2a5 

515 

183, 

517i 

152 

4691 

83 

1054 

109l 

42621283' 

35-!      40    :     „. 


Prozentzahlen 


bis 
19 


20-    25-  ,30-35^ 

24       29      34  !   39 


60 ,  16  I    86III  5.87  5.41 

53  5    1  la^l  7.80!  7.92 

42 1  5  I  1 35^1  7.71I  9.88 

40 1  1  !  1 406,  9.73'  9.43 


20 
4 
5 

7 


231 


40 
etc. 


6.4511.6925.9750.00 


1 386'  9.38| 
13731  9.20  10.98 
1180;  7.36  9.95 
3619i<42.95  236.11 


9.65115.28 
11.3315.98 
12.6215.98 

12.09114.26 

12.1311.85 

ll.OOi  6.47 

324.73' *a49 


22.921 15.63 
ia21 115.62 
17.321  ai8 


12366.    100      100  I    100     100 


8.66 

1.73 

2.16 

63.03 


100 


6.25 
•9.37 


100 


Über, 
haupt 

6.% 

9.57 

10.98 

11.37 

11.21 

11.10 

9.54 

29.27 


100 


»  Hierzu  bezw.  8-11  etc.:    9.16,  7.37.  7.90  u.  18.52. 

'  a28,  7.93,  7.22  u.  12.68. 

»  9.72,  6J7,  4.40  u.  4.34. 

«  286,  2.19,  1.03  u.  2.41. 

»  9:  2.27.    11  u.  mehr:  0.76. 

•  11  u.  mehr:  9.37. 

Vid-SeUk  Skritter.   IL   U.-P.  Kl.   1904.    So.  4. 


11 


102 


À.  N.  klÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  1  (Berlin)  Fortsetzung. 

9.  Sämtliche  Ehefrauen  (ohne  Unterschied  der  Ehedauer)  nach  dem  Heiratsalter. 


Kindenahl  1 


!  bis 


5 
6 

7 
8  u.  mehr 


Überhaupt 


16 


51 
59 
73 
63 

61 
43 
29 
65 


17 


I 
18  I    19 


188, 
225 
217 
193| 

1661 

128 
84 


48o'l086| 
557  1 122 
549:1  0701 
4981   946! 


20       21 


17171  2400 
1805;  2348 
1720'  2298 
14601  1846 


405, 
307 

178' 


715| 

582 


1129,  1388! 
8891  1168 
396   654   846 


2808! 
2923 
2 
21221 

1695 
1 
940 


249    5371   977,  15531  18661  2105;  2211 


2963 

3040 

2932 

3152 

3099 

2«W 

2700 

2790 

2592 

2209 

2262 

2198 

1835 

1809 

1656 

1394 

1401 

1330 

958 

1000 

965 

2211 

2177 

1853 

27 


28  >  29 


I 


2641 
2515 
2185 
1905 

1471' 

11411 

8581 

14831 


22921890 
2270,1840 
571 


il 


185711 
1583|ll 

11701 

971; 

646 
1147. 


16^ 
1515 
1231 
1031 


OlOi   836 

775!    579 

547    393 

571 


444  1 450;3  511 6  894;  10  927' 14 160  16  476  17  422, 17  578  16  384  14 199!ll  936:9  784  7  781 


Kinderzahl 


1 
2 
3 
4 

5 
6 

7 
8  u.  mehr 


30 


31    I   32   ;   33 


34  I   35 

I 


8431    660 


665 
499 
301 


457 
335 
163 
209 


3511 
233 
111| 
131 


244|  202, 

139;  90| 

75  43| 

67:  50 


36 


I          I  '  I  i  I 

1285  1025  890.  730*  585;  511 

'1212     969i  826,  570|  512!  4441 

10491    812  604  572,  414; 


4911    384     305     224 


112, 
60I 
29 
33 


37   ,   38 


457     391 1 

351     '"^ 


257 
140 

77 

12! 

20I 


171 
100 

I 

45! 
16 
lOi 
10! 


39      40 


345  260  222 

219  186  I  96 

102  79  60 

68  36  26 


36 
13 

71 
9 


41- 
45 


46 

etc. 


467 

166 

80 

48 


15 

10 

25 

5 

5 

9 

5 

1 

8 

7 

7 

6 

76 

40 

7 

2 


Überhaupt    62171 4  630  3637.  2781' 2201  1752  1348  1042     799;  593  '  427  i  809  ,'  126 


Kinderzàhl 


Absolute  Zahlen 


Prozentzahlen 


bis 
19 


20- 
24 


25- 


'  30-  ;  35-'    40  !  Insge- 
34       39  ;  etc.  I  samt» 


_L 


bis  I  20- 
19  !   24 


1 
2 
3 
4 

5 
6 

7 

8  u.  mehr 


18051292811380 
19631332710998 
190912128;  9436 
1700;  98991  8043 


I  I 
45151964 
40891499 
3451  948 
2683    568 


I 


1347   7856  6143   1919 
I,  1060,  6115  4796:  1296 
687  4398;  3409i 


1828  9912  5879! 


693 

820, 


128 
63 
79, 


7651  33357 

302'  32  178 

147   28019 

76  22969, 

36'  17586 

14   13409 

9     9259 

13   18531 


14.68 
15.96 
15.52 
13.82 

10.95 
8.62 
5.59 

14.86 


30-  35- 
I   34      39 


16.89 
17.41 
15.84 
12.93 

10.26 
7.99 
5.74 

12.94I 


18.94 
18.311 
15.70 
13.39 

10.22; 
7.98, 
5.67! 
9.79 


23.19 
21.01 
17.73; 
ia78' 

9.86 
6.66 
3.56 
4.21I 


40  lÜbcr- 
etc.   haupt 


35.4956.17 
27.0822.17 
17.1310.80 
10.27:  5.58: 


5.15 
2.31 
1.14 
1.43 


Überhaupt  |12299;76563:60084  194665534  1362  175308  i  100    lOOi  100  '  lOOj  100 


19.03 

lass 

15.98 
13.10 

10.03 
7.65 
5.28 

10.58 


2.64 
1.03; 

0.66; 

0.95 

100 1    100 


*  Ungerechnet  111  ohne  Angabe  des  Ehejahres,  vgl.  JJ  10  S.  69  u.  73. 


1904.   No.  4'       STAT.   BËITR.  ZUR  BfeL.  D.   ÈHEL.  FRUCHTBARKEIT.        163 


Anhangstabelle  2  (Berlin).     Zusammenlebende  Ehepaare   mit   Kin- 
dern nach  dem  Heiratsalter  der  Ehefrauen   für  fünfjährige  Altersgruppen 
1885  mit  Angabe  der  Ehedauer  und  Kinderzahl. 
(Prozentverhältnisse).  * 


Ehedauer  und 
Kinderzahl 

' ; 

Heiratsalter  der  Ehefrauen 

-    — 



bis  20 

20-25 

25-30 

30-35 

35-40 

40-45 

über  45 

über, 
haupt* 

Ehejahr  0—1  : 

1  Kind 

a5.3 

87.8 

89.7 

89.3 

84.7 

86.3 

100 

88.3 

2  Kinder 

'     14.0 

11.6 

9.9 

10.3 

14.1 

13.7 

. 

11.2 

3      » 

0.6 

0.6 

0.4 

0.4 

1.2 

. 

0.5 

4      > 

0.1 
100 

0.0 
100 

0.0 
100 

"Too" 

100 

- 

"Too 

100 

0.0 

Insgesamt 

100 

Ehejahr  2-4: 

1  Kind 

31.4 

34.1 

37.8 

41.2 

52.3 

71.5 

47.2 

36.5 

2  Kinder 

1     43.3 

42.9 

42.1 

38.8 

34.8 

16.0 

36.1 

41.9 

3      » 

1     20.7 

18.4 

16.0 

15.7 

10.3 

7.1 

a3 

17.2 

4      .             1 

1      4.1 

3.9 

3.6 

3.5 

1.8 

5.4 

2.8 

a7 

5      • 

0.5 

0.6 

0.5 

0.8 

0.8 

5.6 

0.6 

6      .            ' 

0.1 

0.0 

0.0 

_ 

. 

0.1 

7      . 

;-iS)- 

100 

0.0 
100 

~1ÖÖ 

"lÖO 

- 

. 

0.0 

Insgesamt 

100 

100 

100 

Ehefahr  5—9:      ! 

1  Kind            1 

10.7 

11.3 

13.9 

19.0 

32.4 

51.2 

63.7 

13.7 

2  Kinder 

20.0 

20.7 

22.1 

24.3 

29.6 

21.4 

29.5 

21.7 

3      .             1 

,     24.2 

25.9 

24.9 

24.0 

20.2 

12.9 

4.5 

25.0 

4      »             1 

21.9 

21.0 

20.2 

lai 

10.8 

7.3 

2.3 

20.1 

5      > 

13.8 

12.5 

11.4 

8.6 

4.3 

3.6 

- 

11.6 

6      > 

6.16 

5.79 

4.97 

3.80 

1.86 

1.6 

, 

5.2 

7      . 

^  2.39 

1.98 

1.64 

1.33 

0.27 

2.0 

1.8 

8      .            1 

0.69 

0.66 

0.68 

0.49 

0.27 

0.6 

9      . 

0.16 

0.14 

0.16 

0.30 

0.13 

. 

. 

0.2 

10     . 

- 

0.03 

0.05 

0.08 

0.07 

- 

0.0 

1-5      .             1 

90.6 

91.4 

92.5 

94.0 

97.3 

96.4 

100 

92.1 

6-10    . 

9.4 

8.6 

7.5 

6.0 

2.6 

3.6 

7.9 

11  etc.           1 

" 

- 

0.0 

^.0 

loo' 

100 

- 

0.0 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehejahr  10-19:    i 

1  Kind 

6.7 

7.2 

9.9 

15.4 

30.5 

49.9 

61.0 

9.7 

2  Kinder 

9.9 

10.9 

12.8 

17.6 

26.4 

23.1 

31.7 

12.6 

3      > 

14.6 

14.2 

14.6 

18.7 

18.7 

12.9 

7.3 

14.9 

4      >             1 

16.2 

15.1 

15.5 

16.2 

12.0 

6.9 

15.3 

5      .             ' 

14.8 

14.2 

14.1 

13.0 

5.9 

3.0 

- 

13.8 

6      . 

12.7 

12.6 

12.0 

8.8 

3.12 

2.1 

. 

11.7 

7      . 

9.1 

9.5 

8.6 

4.7 

1.53 

0.9 

, 

a4 

8      » 

7.0 

6.8 

5.5 

2.66 

1.06 

0.3 

. 

5.8 

9      t 

3.7 
2.6 

4.1 

3.1 

1.40 

0.41 

0.3 

. 

3.4 

10      » 

2.7 

2.0 

0.84 

0.18 

0.3 

- 

2.2 

1-5      ^ 

62.2 

61.6 

66.9 

80.9 

93.5 

a5.8 

100 

66.3 

6-10    . 

35.1 

35.7 

31.2 

18.4 

6.3 

3.9 

31.5 

11  etc. 

2.7 

2.7 

1.9 

0.7 

0.2 

0.3 

. 

2.2 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

»  Berechnet  nach  der  Berliner  Volkszählung  1885,  Heft  2,  S.  48. 
«  Vcrgl.  S.  70. 


1 64 


A.  N.  KlÆft. 


R-F.  Rl. 


Anhangstabelle 

2  (Berlin)  Fortsetzung. 

1 

Heiratsalter  der  Ehefrauen 

Ehedauer  und      ' 

_- 

über- 
haupt 

Kinderzahl 

bis  20 

20-25 

25-30  : 

30-35 

35-40 

40-45 

über  45 

Eh^'ahr  20-29: 

1  Kind 

7.3 

6.6 

8.6 

14.6 

29.2 

45.1 

72.7 

9.0 

2  Kinder        i 

7.6 

8.9 

12.3 

17.7 

23.8 

31.5 

27.3 

11.3 

3      > 

!     10.4 

10.8 

13.4 

17.5 

19.8 

10.5 

12.6 

4      . 

11.1 

11.6 

13.4 

16.4 

11.9 

6.5 

12.6 

5      . 

10.6 

11.3 

12.0 

12.6 

7.9 

5.6 

llJi 

6      > 

11.2 

10.8 

11.4 

9.7 

2.7 

lao 

7      . 

8.1 

8.9 

9.2 

5.2 

1.86 

. 

&3 

8      » 

7.4 

7.7 

7.3   j 

2.9 

0.86 

0.8 

6.8 

9      . 

5.8 

6.5 

4.8  1 

1.3 

0.86 

" 

" 

5.2 

10     . 

6.5 

6.2 

3.4   . 

1.0 

0.72 

- 

4.6 

1-5      . 

47.0 

49.2 

59.7 

78.8 

92.6 

99.2 

100 

57.0 

6-10    »             1 

39.0 

40.1 

36.1 

20.1 

7.0 

0.8 

. 

355 

11  etc.           1 

14.0 

10.7^ 

4.2 

1.1 

0.4 

. 

- 

7.5 

Insgesamt       i 

1    löo 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehejahr  30 

«1.  «iMr; 

1 

1  Kind 

5.5 

5.5 

6.7   1 

13.3 

27.3 

59.1 

&9 

2  Kinder 

7.8 

8.1 

9.8   1 

16.4 

23.5 

18.2 

9.6 

8      . 

8.2 

10.0 

11.5 

16.5 

lae 

13.6 

11.0 

4      > 

9.9 

9.4 

13.2 

16.1 

lao 

. 

11.4 

5      > 

9.1 

10.5 

12.6   1 

13.8 

7.1 

4.6 

11.2 

6      > 

9.4 

10.9 

12.45 

11.4 

1.1 

• 

11.1 

7      . 

75 

10.1 

11.051 

5.7 

2.2 

- 

9.5 

8      . 

9.0 

8.1 

8.9   1 

2.3 

. 

. 

. 

7.9 

9      > 

7.4 

7.8 

5.8   i 

1.75 

1.7 

- 

&4 

10      > 

7.8 

7.1 

4.0   1 

0.85 

- 

5.6 

1-5      » 

40.5 

43.5 

53.8  . 

76.1 

94.5 

95.5 

50.1 

6-10    . 

41.1 

44.0 

42.2   . 

22.0 

5.0 

- 

- 

40.5 

11  etc. 

ia4 

12.5 

4.0 

1.9 

0.5 

>A 

a4 

Insgesamt 

100  " 

lOO" 

100 

100 

100 

100 

100 

Sämtlichi  Ehe/ramn 

Ohm  Unterschied 

der  Ehedauer: 

1  Kind 

14.8 

17.1 

19.2 

24.0 

37.8 

56.5 

63.0 

19.0 

2  Kinder 

16.2 

17.5 

18.5 

21.6 

27.2 

21.6 

2ä8 

18.4 

3      > 

15.6 

15.8 

15.8 

18.0 

16.6 

10.6 

5.4 

16.0 

4      > 

13.7 

13.0 

13.4   1 

13.9 

9.5 

5.9 

1.4 

13.1 

5      > 

10.8 

10.2 

10.3 

9.5 

4.7 

2.8 

1.4 

10.0 

1-5      . 

71.1 

73.6 

77.2 

87.0 

95.8 

97.4 

100 

76.5 

6-10    » 

24.2 

23.1 

21.2   1 

12.5 

4.0 

2.4 

. 

20.9 

11  etc. 

4.7 

3.3 

1.6   ! 

0.5 

0.2 

0.2 

- 

2.6 

Insgesamt 

10Ô 

100 

lOÖ 

"  100 

100 

100 

100 

100 

1904.   No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        165 


Anhangstabelle  3  (Norwegen).  Repräsentative  Zahlen  für  stehende 
Ehen  am  Ende  des  Jahres  1894  mit  Angabe  der  Anzahl  von  ein-  und 
mehrkinderigen   Ehen   nach   der   Dauer   der   Ehe    und    dem   Heiratsalter 

der  Frauen. 


Ehedauer 

Heiratsalter  der  Frauen 

und 
Kinderzahl 

15-1920-24  25-29 

30-34 

35-89 

40-44 

45  u. 

mehr 

Ohne 
An- 
gabe 

Insgesamt 

0  und  r  Jahr 

i 

1 

1  Kind 

37      239 

166 

53 

24 

9 

2 

12 

542 

2  Kinder 

26 

16 

14 

2 

1 

. 

1 

60 

3       > 

-  i       1 

5 

. 

■ 

. 

. 

. 

6 

4      > 

-  1 

- 

1 

- 

- 

2 

3 

Insgesamt 

37      266 

187 

68 

26 

10 

2 

15 

611 

2  bis  4  Jf^hre 

i 

1  Kind 

34,'    203 

153 

75 

31 

15 

2 

7 

520 

2  Kinder 

52  i    298 

243 

78 

19 

6 

1 

13 

710 

8       > 

li  1    103 

63 

28 

7 

2 

3 

217 

4       » 

2  ;      12 

10 

1 

3 

1 

. 

. 

29 

6       . 

.  '        3 

4 

- 

1 

- 

- 

- 

8 

Insgesamt 

99      619 

473 

182 

61 

24 

3 

23 

14M 

5  bis  q  Jahre 

1  Kind 

6  i      71 

63 

52 

24 

19 

10 

6 

251 

2  Kinder 

22       138 

156 

(^3 

35 

12 

4 

430 

8       > 

65 

312 

208 

100 

26 

2 

10 

724 

4       > 

47 

285 

187 

89 

13 

4 

13 

638 

5       > 

26 

123 

96 

35 

2 

• 

4 

286 

6       » 

5 

46 

28 

10 

2 

, 

. 

91 

7       . 

. 

. 

11 

2 

. 

13 

8       . 

. 

. 

1 

1 

. 

. 

. 

2 

9      « 

• 

- 

- 

- 

2 

- 

- 

2 

1-5  Kinder 

166 

929 

710 

339 

100 

37 

11 

37 

2329 

6-9       . 

5 

46 

40 

13 

4 

104 

- 

- 

106 

Insgesamt 

171 

975 

750 

352 

37 

11 

37 

2437 

10  bis  IQ  Jahre 

1  Kind 

10 

56 

82 

41 

43 

23 

6 

12 

273 

2  Kinder 

23 

78 

87 

65 

50 

15 

7 

326 

3       . 

28 

132 

132 

96 

45 

6 

7 

446 

4       > 

33 

209 

201 

112 

26 

17 

599 

5       > 

51 

284 

235 

100 

20 

3 

15 

709 

6       . 

51 

330 

249 

80 

6 

2 

12 

730 

7       . 

52 

263 

197 

31 

3 

7 

553 

8       > 

29 

197 

108 

12 

. 

1 

8 

355 

9       . 

20 

95 

62 

4 

- 

1 

" 

2 

184 

10      . 

7 

36 

26 

3 

- 

- 

' 

- 

72 

11       . 

5 

17 

6 

. 

. 

" 

, 

28 

12  u.  mehr 

4 

8 

5 

- 

1 

- 

- 

18 

1—5  Kinder 

145 

759 

737 

414 

184 

47 

9 

58 

2353 

6-10     . 

159 

921 

642 

130 

9 

4 

. 

29 

1894 

11  u.  mehr 

9 

25 

11 

1 

- 

- 

- 

46 

Insgesamt 

r  313 

1705 

1390 

544 

194 

51 

9 

87 

4298 

i66 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  3  (Norwegen).    Fortsetzung. 


£hedauer           |i_ 

Hciratsalter  der  Frauen 

und 

1           1 

1 

1            1 

45  u. 

mehr 

Ohne 

Kindenahl         ■  15-19|20-24|25-29  30-8435-3940 

-44 

An- 
gäbe 

Insgesamt 

\\ 

20  bis  20  Jahre      'i 

1 

1  Kind                 h 

9 

45 

52 

32 

28 

18  i 

4  i 

13 

201 

S  Kinder              ! 

8 

45 

66 

65 

48 

91 

5 

246 

3       » 

7 

61 

91 

59 

35 

11  1 

i  ' 

8 

273 

4       > 

11 

80  ' 

91 

64        22 

2  1 

6 

276 

5       >                 1 

10 

92 

126 

69  1        9 

2  ! 

- 

10 

318 

6       . 

17 

133 

159 

59          8 

2 

_ 

12 

390 

7       . 

20 

169  1 

154 

22          5  1 

1  ; 

-  1 

9  , 

380 

8       > 

30 

185  ' 

135 

18          1 

-  1 

9l 

378 

9       . 

30 

177 

72 

7 

. 

, 

9 

295 

10      . 

23 

153 

43 

5 

1 

- 

5 

229 

11       > 

16 

58 

14 

1 

.  i 

, 

*! 

92 

12  u.  mehr 

20 

68 

7 

3     : 

- 

- 

98 

1—5  Kinder 

45 

323  ' 

426 

289       142 

42 

5 

42  ' 

1314 

6-10     .             1 

120 

817  . 

56:3 

111  ,      14 

3 

- 

44 

1672 

11  u.  mehr 

36 

126 

21  1 

3 

156 

- 

- 

90  i 

190 

Insgesamt 

201 

1266  1 

1010 

403 

45 

5 

3176 

20  Jahre  u   mehr 

1 

, 

1  Kind 

6 

46 

53 

41        29 

21 

4 

16 

216 

2  Kinder 

8 

74  1 

63 

57        34 

11 

2 

15 

264 

3       > 

16 

80 

87 

84 

23 

15 

309 

4       » 

19 

86 

123 

77 

24 

28 

358 

5       > 

21 

97 

165 

87 

9 

S4 

404 

6       > 

21 

133 

182 

57 

4 

13 

410 

7       » 

1      28 

182 

162 

44 

3 

16 

435 

8      > 

31 

190 

123 

21          2 

16 

383 

9       > 

31 

155 

78 

13 

1 

15 

293 

10       > 

33 

117 

33 

2 

- 

7 

192 

11       » 

22 

85 

10 

3 

_ 

i        8 

123 

12  u.  mehr 

33 

60 

12 

1 

- 

!       3 

1         ^^ 

1-5  Kinder 

70 

383 

491 

'    346  :     119 

38 

6 

i      98 

i      1551 

6-10     . 

144 

777 

578 

137        10  , 

. 

1 

67 

1713 

11  u.  mehr 

55 

145 

22 
1091 

,        4          .  1 
487       129 

- 

:'    ~6 

6 

232 

Insgesamt 

269 

1305 

38 

1    "' 

3496 

Überhaupt 

'            1 

1 

1 

1 

1  Kind 

102 

660 

569 

294       179  ' 

105 

'      28 

66 

2003 

2  Kinder 

113 

659 

631 

342       188 

54 

4 

45 

2036 

3       . 

127 

689 

586 

367  1    136  ' 

25 

2 

43 

1975 

4       . 

112 

672 

612 

344  1      88  : 

8 

1 

66 

1903 

5       » 

108 

599 

626 

291  ,      41 

6 

1 

53 

1725 

6       . 

,      1)4 

642 

618 

206  !      20 

: 

■      37 

1621 

7       . 

100 

614 

524 

99         11 

32 

1381 

8       . 

90 

572 

367 

52          3 

33 

1118 

9       - 

1       81 

427 

212 

24          3 

.      26 

774 

10       » 

1       ^ 

306 

102 

10  i        -, 

i      12 

i        «^ 

11       > 

1      43  1    160 

30 

3  1      -i 

1        7 

1        243 

12       > 

:     33  i      90 

17 

l'     li 

1 

i         143 

13       . 

1      16 

28 

4 

2         -  ! 

.    50 

14       > 

1        5 

12 

1 

1 

19 

15       . 

1 

1       4 

1 

1 

[ 

î 

, 

1        1 

1            8 

1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.        167 


Anhangstabelle  3 

1  (Norwegen)  Fortsetzung. 

Ehedauer 

Heiratsaller  der  Frauen 

und                1 
Kinderiahl 

15-1920-2425-2930-3435-3940-41'  ~^^*; 

Ohne 
An- 
gabe 

Insgesamt 

Überhaupt  (Forts.)   ' 

1 

16  Kinder 

2        1        .  1      -        .  :      - 

3 

17      » 

-'-                     1                                  '1 

18      » 

1               -                -    1            - 

- 

19      . 

-    ,            . 

- 

90      » 

-               -                .                - 

-  ■ 

21      > 

1               .                .    1            . 

- 

1—5  Kinder 

562    3279    3024    1638 

632       198        36 

273 

9642 

6-10    » 

428    2561    1823      391        37          7  i 

140 

5387 

11  u.  mehr 

100      296  1      54          7          l 

10 

468 

Insgesamt  1 

j 

1090  ,6136    4901    2036'    670      205        36 

423 

15497 

Prozentverhältnis: 

i                       1                       i 
1 

Ehejahr  O—r 

il                      1           , 

1                                1 

1  Kind 

100  ;   89.8  1   88.7      77.9      92.3      90.0       100 

80.0 

8a7 

2  Kinder 

-     !     9.8  '     8.6      20.6       7.7      10.0 

6.7 

9.8 

3      . 

0.4  1     2.7         -           -     ,      - 

- 

1.0 

4      » 

-     '      .          1.5         -     i      - 

13.3 

0.5 

Insgesamt 

100       100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

ÎOO" 

Ehsjahr  2—4 

1  Kind 

34.4 

32.8 

32.4 

41.2      50.8      62.5  1 

66.7 

30.4 

35.0 

2  Kinder 

52.5  ;   48.2 

51.4 

42.9  1   31,1      25.0  .   33.3 

56.5 

47.9 

3      » 

;  11.1  1    16.6      ia3 

15.4      11.5  .     8.3  1      - 

13.1 

14.6 

4      . 

1     2.0        1.9       2.1 

0.5  ;     5.0  :     4.2  1      - 

. 

2.0 

5      > 

-     '     0.5       0.8  i      -          1.6         -,      - 

- 

0.5 

Insgesamt 

1'"° 

100  ;    100  '     100       100  1    100  1    100 

100 

100 

Ehejahr  5—9 

i 

'      i      '            ' 

1  Kind 

3.5 

7.3  !     8.4      14.8  i   23.1      51.4  i   90.9 

16.2 

10.3 

2  Kinder 

12.9 

14.2      20.8  1    17.9      33.7  ,   32.4       9.1 

10.8 

17.6 

3      » 

38.0  I   32.0      27.7      28.4      25.0       5.4 

27.0 

29.7 

4      » 

27.5  1   29.2 

25.0      25.3  ,    12.5      10.8 

35.2 

26.2 

5      p 

15.2      12.6 

12.8        9.9        1.9         -     I      - 

10.8 

11.7 

6      . 

2.9  .     4.7 

3.7       2.8        1.9         -     !      - 

. 

3.7 

7      » 

-     1      -          1.5  1     0.6         -     ,      -     1      - 

1 

0.5 

8      . 

.     1 

0.1  1     0.3  ,      -           -           - 

0.1 

9      . 

- 

-     .      -          1.9         .     ,      - 

- 

0.1 

10      * 

-     , 

1 

- 

- 

1 — 5  Kinder 

97.1  ,   95.3  '   94.7      96.3  1   96.2 

100 

100 

100 

95.6 

6-10    . 

2.9 

1     4.7  1     5.3  1     3.7 

3.8 

- 

- 

- 

4.4 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehejahr  10— ig 

1 

1 

1  Kind 

3.2       3.3  '     5.9  '     7.5  |   22.2 

45.1 

66.7 

ia7 

6.4 

2  Kinder 

7.3  1     4.6       6.3  1    11.9  1   25.8      29.4 

11.1 

8.1 

7.6 

3      . 

8.9       7.7  ;     9.5 

17.7  1   23.«  .    11.8 

. 

8.0 

10.4 

4      > 

10.6  1    12.3  1   14.5 

20.6  1    13.4  1      - 

11.1 

19.5 

13.9 

5      . 

16.3 

!   16.6 

1    16.9 

18.4 

1    10.3 

1     5.9 

lU 

17.3 

16.5 

i68 

A.  N. 

KIÆB 

• 

H.-F.  Kl. 

Anhangstabelle  3  (Norwegen)  Fortsetzung. 

Ehedauer 

'           1 
15-1920-24 

1    _    _ 

] 

Heiratsalter  der  Ehefrauen 

und 
Kindeizahl 

1        i        i 

25-29  30  -34|35-39;40  -44 

45u 
mehr 

Ohne 
An- 
gabe 

Insgesamt 

Eh^'ahriO-ig  {FoTis.) 

1 
1 

6  Kinder 

7  . 

8  . 

9  > 
10     . 

16.3 

16.6 

9.3 

6.4 

2.2 

19.4 

15.4 

11.5 

5.6 

2.1 

17.9 

14.1 

7.8 

4.4 

1.9 

14.7 
5.7 

2.2 
0.8 
0.5  1 

3.1 
1.5 

3.9 

2.0 
1.9 

• 

13.8 

ai 

9.2 
2.3 

17.0 

12.8 

8.3 

4.3 

1.7 

11  > 

12  etc. 

1.6 

1.3 

1 

1.0 
0.5 

0.4 
0.4 

- 

0.5 

. 

0.7 
0.4 

1-5  Kinder 
6-10    . 
11  etc. 

'  46.3 
1  50.8 
1     2.9 

44.5 

5i.O 

1.5 

100 

53.1 
46.1 

0.8 

100 

76.1 
23.9 

~10Ö^ 

94.9 
4.6 
0.5 

100 

92.2 

7.8 

100 

100 

100 

66.6 
33.4 

100 

54.8 

44.1 

1.1 

Insgesamt 

1    100 

100 

Ehejahr  20—!.g 

i 
1 

1 

1  Kind 

2  Kinder 

3  > 

4  > 

5  > 

1     4.5 
4.0 
3.5 
5.5 
5,0 

3.5 
3.5 

4.8 
6.3 
7,3 

5.2 
6.5 
9.0 
9.0 
12.5 

7.9 
16.2  , 
14.6! 
15.9  . 

17.1   ; 

18.0 
30.8 
22.4 
14.1 
5.8 

40.0 

20.0 

24.5 

4.4 

4.5 

80.0 

20.0 

- 

14.4 
5.6 
8.9 
6.7 

11.1 

6.3 

7.8 

ae 

a7 

10.0 

6  > 

7  . 

8  > 

9  . 
10     . 

'     8.5 

1     9.9 

!   14.9 

14.9 

11.4 

10.5 
13.4 
14.6 
14.0 
12.1 

15.7 
15.2 

ia4 

7.1 
4.3 

14.6  , 
5.5  1 
4.5 

1.8 
1.2  1 

5.1 
3.2 

0.6 

- 

4.4 

2.2 

: 

- 

13.3 
10.0 
10.0 
10.0 
5.6 

12.3 

11.9 

11.9 

9.3 

7.2 

11  > 

12  etc. 

ao 

9.9 

4.6 
5.4 

5:5 

1 

0.7 

- 

- 

; 

4.4 

2.9 

ai 

1-5  Kinder 
6-10    . 
11  etc. 

1  22.5 

59.6 

1   17.9 

,    100 

25.4 
64.6 
10.0 

100 

42.2 

55.7 

2.1 

100 

71.7 
27.6  1 
0.7  ' 

Too"! 

91.1 
8.9 

100 

93.4 
6.6 

lÖÖ 

100 

46.7 

48.9 

4.4 

100 

41.4 

52.6 

6.0 

Insgesamt 

100 

100 

Ehejahr  ^0  etc. 

1  Kind 

2  Kinder 

1  : 

5      . 

2.2 

3.0 

1     5.9 

!     7.1 

'     7.8 

1 

3.5 
5.7 
6.1 
6.6 
7.4 

4.8 

5.8 

8.0 

11.3 

15.1 

8.4  1 

11.7  1 
17.3  ! 

15.8  . 

17.9  1 

22.5 
26.4 
17.8 
18.6 
7.0 

55.3 

29.0 

10.5 

2.6 

2.6 

33.3 

- 

9.4 

8.7 

8.8 

16.4 

14.0 

6.2 

7.6 

8.8 

10.2 

11.6 

6  > 

7  » 

8  . 

9  . 
10     . 

'     7.8 
1  10.4 
'   11.5 
1  11.5 
12.3 

10.2 
14.0 
14.5 
11.9 
9.0 

16.7 

14.8 

11.3 

7.2 

3.0 

11.7 
9.0  1 
4.3 
2.7  ; 
0.4 

3.1 
2.3 
1.5 
0.8 

- 

7.6 
9.4 
9.3 

a8 

4.1 

11.7 
12.5 
11.0 

a4 

5.5 

11  . 

12  etc. 

[    8.2 
12.3 

6.5 
4.6 

0.9 
1.1 

0.6 
0.2 

- 

; 

1.8 
1.7 

3.5 
3.0 

1 — 5  Kinder 
6-10    . 
11  etc. 

!  26.0 

1  53.5 

20.5 

29.3 
59.6 
11.1 

45.0 

53.0 

2.0 

71.1  ' 

28.1  1 

0.8 

92.3 

7.7 

100 

100 

57.3 

39.2 

3.5 

44.4 

49.1 

6.5 

Insgesamt  II    100  i     100  •     100  I    100  i     100  i     100  I     100  I    100 


100 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         169 
Anhangstabelle  3  (Norwegen)  Fortsetzung. 


Ehedauer 

Heiratsalter  der  Frauen 

und 

1 

i 

45u 

mehr 

Ohne 

Kinderzahl 

15-19  20-î4|25--29  30-3*135-39 

40-44 

An- 
gabe 

Insgesamt 

Sämilüki  Eke/rauen 

ohm  Unterschied  der 

Ehedauer 

1  Kind 

9.4 

10.8 

11.6 

14.5 

26.7 

51.2 

77.8 

15.6 

12.9 

2  Kinder 

10.4 

10.7 

12.9 

ia8 

28.1 

26.8 

11.1 

10.7 

lai 

3      * 

11.6 

11.2 

18.0 

lao 

20.8 

12.2 

5.5 

10.2 

12.7 

4      > 

10.3 

10.9 

12.5 

16.9 

ia2 

ao 

28 

15.6 

12.3 

5      > 

9.9 

9.8 

12.6 

14.3 

6.1 

K   2.9 

2.8 

12.6 

11.1 

6      > 

a6 

10.5 

12.6 

10.1 

3.0 

2.0 

a7 

10.5 

7      . 

9.2 

10.0 

10.7 

4.9 

1.7 

0.5 

. 

7.6 

ao 

8      > 

a2 

9.3 

7.5 

2.6 

0.4 

0.5 

. 

7.8 

7.2 

9      > 

7.4 

7.0 

4.8 

1.2 

0.4 

0.5 

. 

ai 

5.0 

10     . 

5.8 

5.0 

2.1 

0.5 

" 

2.8 

3.2 

11      » 

a9 

2.6 

0.6 

0.1 

1.6 

1.6 

12      > 

ao 

1.4 

0.8 

. 

ai 

0.8 

0.9 

13      » 

1.5 

0.5 

ai 

0.1 

. 

. 

. 

0.3 

14      > 

0.5 

0.2 

ai 

. 

. 

- 

0.2 

0.1 

15      > 

0.1 

0.1 

- 

, 

0.2 

0.1 

16  etc. 

0.2 

0.1 

- 

- 

- 

- 

0.0 

1—5  Kinder 

51.6 

5a4 

61.6 

80.5 

94.4 

96.5 

100 

64.7 

62.2 

6-10    . 

39.2 

41.8 

87.2 

19.3 

5.5 

3.5 

33.0 

34.8 

11  etc 

9.2 

4.8 

1.2 

0.2 

0.1 

- 

2.3 

ao 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

170 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  4  (Norwegen).     Erwartuogsmässige   Anzahl    der 
ein-    und    mehrkinderigen  Ehen  bei    der    repräsentativen  Zählung    1894, 
berechnet  nach  den  in  der  Anhangstabelle  i  angegebenen  Berliner  Prozent- 
verhältnissen, nach  Ehedauer  und  Heiratsalter  der  Ehefrauen. 


Kin- 

15-19' 

20-24^ 

der- 
zahl 

0-1 
a 

2-4 
3 

5-9 

10-19J20-29 

1 

30    1 
etc. 

Insges. 

0-1 

2-4 

5-9 

10-19  20-29    ^    1 

Insges. 

1 

1  31.64 

30.91 

laoi 

1 
20.69> 

15.48 

15.79 

132.52 

233.36  209,60'  109.69 

i  !  ! 
121.05    82.671   70.60 

æ6.97 

2 

1     5.06 

4S.69 

34.06    31.65 

15.03 

20.98 

149.47 

30.99  265.61  202.90 

183.63  109.26!  10a36 

895.75 

3 

1     0.24 

30.99 

41.14,   45.79 

21.07 

20.74' 

149.97 

1.65  115.07  2.50,77 

241.09  135.84  12a93 

873.35 

4    . 

!     0.06 

3M 

37.67    51.02 

23.03 

26.17. 

141.79 

. 

24.88  203.67 

258.13  143.69^  123.06 

753.43 

5 

1 

0.57 

23.27    47.67. 

20.30 

25.23 

117.04 

- 

3.28  124.12 

241.43  144.07  134.68 

647.58 

6 

1 
1 

. 

11.18;   39.81 1 

2a04 

24.75 

98.78 

. 

0.56 

56.26 

213.81  I35W  143.29' 

549.51 

7 

. 

3.98;   27.80 

15.58 

19.80' 

67.16 

- 

. 

19.79 

162.66: 112.92  129.85 

4^.^ 

8 

- 

- 

1.38    21.22 

14.79 

24.641 

62.03 

. 

j   - 

6.24 

117.30 

99.13  108.05 

330.72 

9 

- 

- 

0.31    11.11 

11.68 

19.83 

42.93 

- 

1.27 

71.61 

84.32  103.49 

260.69 

10 

- 

- 

• 

7.98 

12.94 

21.25 

42.17 

. 

1 

0.29, 

46.21 

80.01    94.22 

2â0.73 

1-5 

37.00 

99.00 

154.15 

196.82 

94.91 

108.91 

690.79 

266.00  6ia44|  891.15  1 045.33*  615.53  560.633997.08 

6-10 

- 

16.85;  107.921 

78.03  110.27 

313.07 

. 

0.56! 

83.85 

611.591  511.97  57a90  1 786.87 

11  etc. 

- 

99* 

-    1     8.26' 
171  1    313  1 

28.06 
201 

49.82 

269  1 

86J4 
1090 

"m 

619  i 

975  1 

48.08  138.50  165.47 
1705  :  1266.  13(^. 

352.(fe 

Insgcs. 

37 

6136 

Kin- 

25-29 

30-34 

der- 
zahl 

0-1 

2-4 

5-9 

10-19|20-29     30    1 

Insges. 
731.18 

0-1 
60.46 

2-4  1  5-9  I10-19Î20-29 

30 

etc. 

Insges. 

1 

167.33 

176.81 

100.58  131.35    84.74,   70.37 

73.77'   64.94    80.29    54.41 

56.93' 

390.80 

2 

18.92 

201.03  162.22  173.75  119.89!  105.28 

781.09 

7.30 

70.49    84.69,   90.63|   68.43 

74.41. 

395.95 

3 

0.69 

75.77  189.37  200.58;  131.20'  123.61 1 

721.22 

0.24 

29.54    84.20,   98.62    6a43 

77.82i 

358.85 

4 

0.06 

16.89  154.27  214.62  134.63!  137.091 

658.16 

- 

6.75    63.85    87.75    63.87 

77.82: 

300.04 

5 

2.36    86.03 

1 

195.99:119.78  131.90 

536.06 

• 

1.38,   32.21;   72.68    51.95 

69.44 

227.66 

6 

0.09    38.25 

169.u!  112.72  132.34 

452.84 

0.07    13.76    51.03    42.27 

57.71 

164.84 

7 

0,05'    12.52 

122.46,   93.93  120.01- 
80.20!   78.98,106.05; 

348.97 

-     i     5.07    28.78    23.41 

31.51 

88,77 

8 

5.03 

270.26 

- 

1.80'    16.27    13.74 

13.93 

45.74 

9 

1.16    45.04    52.01 

68.40 

166.61 

. 

- 

1.09      8.65,     6.45 

10.67 

26.86 

10 

0.38i   28.63 

36.97 

48.00 

113.98 

" 

0.28      5.11 

4.84 

5.02 

15.25 

1-5 

187.00 

472.86 

692.47 

916.29 

590.24 

568.853427.71 

68.00 

181.93 

329.89 

429.97 

307.09 

356.42 

167a30 

6-10 

- 

0.14 

57.34 

4fô.77 

374.61' 474.80  1352.66 

. 

0.07    22.00 

109.84 

90.71 

118.84 

341.46 

11  etc. 

- 

- 

0.19 

27.94 

45.15    47.35! 

120.63 
4901  1 

68 

0.11 

4.19 

5.20 

^1.74 

487    ~ 

21.24 

Insges. 

187 

473 

750     1390.  1010;  1091  i 

182  1    352  ,    544  !    403 

2036 

1  Heiratsalter. 

«  Ehejahr  0  und  1,  2-4  etc. 


1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.        171 


Anhangstabelle  4  (Fortsetzung). 


Kin- 

35-39 

40  etc. 

der- 
zahl 

0-1 

2-4 

5-9 

IO-I9I2O-29 

30 

etc. 

Insges. 

0-1 

2-4 

5-9  j  10- 1920-29 

80 
etc. 

Insges. 

1 

22.88 

31.60 

31.35 

53.35 

40.79 

33.50 

212.97 

1 
10.35 

17.57 

24.77 

30.94 

2a32 

22.00 

12a95 

2 

a48 

21.55 

30.39    51.18 

37.51 

29.57 

173.68 

1.43 

5.79 

10.77 

13.52 

14.61 

ff,88 

53.00 

3 

0.14 

6.as 

21.85 

36.84 

32.25 

23.49 

120.92 

0.22 

2.14 

5.88 

7.90 

533 

6.87 

2a34 

4 

. 

1.00 

12,37 

25.53 

19.23 

22.34 

80.47 

. 

1.29 

3.36 

a62 

3.37 

1.38 

13.02 

5 

- 

0.50 

4.94 

12.86 

12.62 

11.17 

42.09 

- 

0.21 

1.68^     1.61 

2.25 

2.75 

8.50 

6 

_ 

. 

2.15 

6.77 

5.4Ô 

2.23 

16.60 

. 

. 

0.70 

1.21 

_ 

. 

1.91 

7 

. 

. 

0.32 

3.53 

a49 

2.79 

10.13, 

- 

- 

0.70 

0.53 

. 

■ 

13S 

8 

. 

. 

0.27 

2.29      1.40 

-     ,      a96 

. 

0,14     0.17 

1.12 

. 

1.43 

9 

. 

. 

0.18 

0.89,     1.39 

2.93S      5.39 

1 

. 

0.17 

. 

. 

0.17 

10 

- 

- 

0.09 

O.39I     1.17 

1.65 

- 

" 

-     ■     0.16,      - 

,           1 

- 

0.16 

1-5 
6-10 

26.00 

61.00 

100.90'  179.76*  142.40 
3.01  i    13.87'    12.90 

120.071  630.13 
7.95;    37.73 

12.00 

1      - 

27.00 

46.46 
1.54 

57.59!   4&88 
2.24:     1.12 

39.88 

231.81 
490 

11  etc. 

- 

- 

0.09 

0.371     0.70 
194  1    156 

0.98:      2.14 
129  '      670  1 

1      ■ 
i     12 

27 

0.17 

50 

4.12 
44 

4.29 

Insgcs. 

26 

61 

104 

48 

60 

241 

172 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle   5    (Norwegen).      Erwartungsmässige   und   beob- 
achtete Anzahl  der  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen  bei  derselben  Zählung 
nach  Ehedauer  und  Heiratsalter  der  Ehefrauen^. 


I.    Ehejahre  0—4. 


Kio- 
der- 
zahl  . 

15-19 

20-24             25-29 

30.34      1    85-39 

40  u.  mehr 

Insgesamt 

1           1 
Erw.     Beob. 

Erw.    jBeob.      Erw.     Beob 

i 

Er\v.     Beob. 

Erw. 

B. 

Erw. 

B. 

Erw.      Beob. 

1 
2 
3 
4 
5 

6 
7 
8 
9 
10 

1-5 
6-10 
11  etc. 

62.55 

47.75 

21.23 

3.90 

0.57 

136.00 

71 

52 

11 

2 

136 

44296 
296.60 
116.72 

24.88 

a28 

0.56 

884.44 
0.56 

■ 

442 

324 

104 

12 

3 

885 

344.14 

219.95 

76.46 

16.95 

236 

0.09 
0.05 

659.86 
0.14 

319 

259 

68 

10 

4 

660 

134.23 

77.79 

29.78 

6.75 

1.38 

0.07 

249.93 
0.07 

- 

128 
92 

28 

1 
1 

. 
250 

5a98 

25.03 

6.49 

1.00 

0.50 

_ 
87.00 

55 
21 

7 
3 

1 

87 

■ 

27.92 
7.22 
2.36 
1.29 
0.21 

39.00 

28 
8 
2 

1 

39 

1065.78  1043 

674.34     756 

25a04     220 

54.77       29 

8.30        9 

0.72 
0.05 

t 
2(^623.2057 
0.77: 

Insges. 

136 

136 

885 

885 

660 

660 

250 

250 

87 

87 

39 

39 

2057 

2057 

2.    Ehejahre  5 — ig. 


Kin- 

15- 

-19 

20-24 

25-' 

29 

30-34 

35- 

39 

40  u.  mehr 

Insgesamt 

der- 
zahl 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

Er-. 

Beob. 

Erw.    JBeob. 

Erw. 

B. 

Erw. 

B. 

En»'. 

Beob. 

1 

1 
38.70 

16 

230.74 

127 

231.93 

146 

146.23 

93    84.70 

67    65.71 

58 

787.01     506 

2 

65.71 

45 

386.53     216 

335.97 

243 

175.32 

1281  81.57 

85    24  J9 

28 

1069.39;    745 

3 

86.93 

93 

491.86     444 

389.95 

340 

182.82! 

196 

5a69 

71 

13.78 

9 

1224.03:1153 

4 

8a69 

80 

461.80     494 

368.89 

388 

151.60 

201 

37.90 

39 

6.98 

5 

1115.86  1207 

5 

70.94 

77 

365.55     407 

282.02 

331 

104.89 

135 

17.80 

221     3.29 

4 

844.49     976 

6 

50.99 

56 

270.07 

876 

207.69 

277 

64.79: 

90:     8.92 

8      1.91 

2 

604.37     809 

7 

31.78 

52 

18246 

263 

134.98 

208 

33.851 

33,     a85 

31     1.23 

" 

388.14 

559 

8 

2260 

29 

123.54     197 

85.23 

109 

18.07 

13!     2.56 

-.     0.31 

1 

25231 

349 

9 

11.42 

20 

72.88      95 

46.20 

62 

9.74i 

4;     1.07 

2 

0.17 

1 

141.48 

184 

10 

7.98 

7 

46.50      36 

29.01 

26 

5.39 

3;     0.48 

- 

0.16 

89.52 

72 

1-5 

350.97 

311 

1936.48  1688 

1608.76 

1447 

759.86 

753 

280.66 

284 

104.05 

104 

5040.78  4587 

6-10 

124.77 

164 

695.441    967 

503.11 

682 

131.84 

143 

16.88 

13 

a78 

4 

1475.82:1973 

11  etc. 

8.26 

9 

48.08 

25 
2680 

28.13 

11 

4.30 

- 

0.46 

1'     0.17 

- 

89.40!      46 

Insges. 

,    484 

484 

2680 

2140 

2140 

oUo 

896 

298 

298 

108 

108 

6606 

6606 

Zusammengezogen  aus  den  Anhangstabellen  4  und  3. 


Î904.   No.  4-       STAT.  UEITR.   ZUR  ßEL.  D.   EMEL.   FRUCHTBARKEIT.         Î73 


Anhangstabelle  5  (Fortsetzung). 

3.    Ehejahre  20  etc. 


Kin- 

15- 

-19 

20-< 

24 

25-29 

30- 

34           35- 

39 

40  u.  mehr 

Insgesamt 

der- 
zahl 

Erw. 

Bcob. 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

1 

Bcob. 

Erw. 

1  " 
Beob.;  Erw. 

B. 

Erw. 

B. 

Erw. 

Beob. 

1 

31.27 

15 

153.27 

91 

155.11 

105 

111.34 

73,   74.29 

57 

45.32     47 

570.60 

388 

S 

36.01 

16 

212.62 

119 

225.17 

129 

142.84 

I22I   67.08 

82 

21.49 

22 

705.21 

490 

3 

41.81 

23 

264.77 

141 

254.81 

178| 

146.25 

143i   55.74 

58 

12.20 

16 

775.58 

559 

4 

49.20 

30 

266.75 

166 

272.32 

214 

141.69 

141  ;   41.57 

46 

4.75      3 

776.28 

600 

5 

45.53 

31 

278.75 

189 

251.68 

291 

121.39 

156;  23.79 

18 

5.00      3 

726.14 

688 

6 

47.79 

38 

278.88 

266 

245.06 

3411 

99.98 

116'     7.68 

12 

2 

679.39 

775 

7 

35.38 

48 

242.77 

351 

213.94 

316 

54.92 

661     6.28 

8 

1 

553.29 

790 

8    \  39.43 

61 

2Ü7.18 

375 

185.03 

258i 

27.67 

39|     1.40 

3 

1.12       - 

461.83 

736 

9 

31.51 

61 

187.81 

332 

120.41 

150 

17.12 

20;     4.32 

1 

. 

. 

361.17 

564 

10 

34.19 

56 

174.23 

270 

84.97 

76 

9.8(> 

71     1.17 

- 

- 

• 

304.42 

409 

1-5 

20a82 

115 

1 17616 

706 

1 159.09J 

917 

663.51 

635i  ^^^'7 

261 

8a76 

91 

3.553.81 

2725 

6-10 

188.30 

264 

109a87 

1594 

8i9.41 

1141 

209.55 

248    20.85 

24 

1.12 

3 

2360.10 

3274 

11  etc 

77.88 

91 

303.97 
2571 

271 
2571 

92.50 
2101 

43 
2101; 

16.94 

7      1.68 

" 

4.12 

497.09      412 

Insges. 

1    470 

470 

890 

890     285 

285 

94 

94 

6411 

6411 

4.    Sämtliche  Ehefrauen  ohne  Unterschied  der  Ehedauer, 


Kia- 

15- 

-19 

20- 

24 

25-29 

30-34       '    35- 

39 

40  u.  mehr 

Insgesamt 

der- 
zahl 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob. 

Erw. 

Beob 

Erw. 

Beob 

Erw. 

B. 

Erw.      B. 

1 

Erw. 

Beob. 

1 

132.52 

102  1    826.97 

660     731.18 

569 

390.80     294  212.97 

179 

128.95 

133 

2423.39 

1937 

2 

149.47 

113  '    895.75 

659     781.09     631 

395.95     842  173.68 

188    53.00 

58 

244a94 

1991 

3 

149.97 

127  i    873.35 

689     721.22 

586 

35a85     367  120.92 

136 

28.34 

27 

22.52.65 

1932 

4 

141.79 

112  1    758.43 

672     658.16 

612 

300.04 

344    80.47 

88 

13.02 

9 

1946.91 

1837 

5 

117.04 

108 

647.58 

599     536.06 

Dzo 

227.66 

291    42.09 

41 

8.50 

7 

1 578.93 

1672 

6 

9a78 

94 

549.51 

642     452.84 

618 

164.84 

206    16.60 

20 

1.91 

4 

1284.48 

1584 

7 

67.16 

100 

425.22 

614;    348.97 

524 

88.77 

99    10.13 

11 

1.23 

1 

941.48 

1349 

8 

62.03 

90 

330.72 

572i    270.26     367 

45.74 

52 

3.% 

3 

1.43 

1 

714.14 

1085 

9 

42.9;^ 

81       260.69 

427 

166.61 

212 

26.86 

24 

5.39 

3 

0.17 

1 

502.65 

748 

10 

42.17 

63 

220.73 

306 

113.98 

102 

15.25 

10 

1.65 

0.16 

393.94 

481 

1-5 

690.79 

562 

3997.08 

3279  3427.71 

3024 

1 673.30 

1638 

630.13 

632 

281.81 

234 

10650.82 

9369 

6-10 

3ia07 

428 

1786.87 

2561  1352.66 

1823 

341.46 

391 

37.73 

37 

4.90 

7 

3836.69 

5247 

11  etc. 

8614 
1090 

100 

a=>2.05 

296,     120.63      54 
6136'    4901    4901 

21.24 
2036 

7 

2.14 

1 

4.29 

586.49 

4Ô8 

Insges. 

1 090      6 136 

2036 

670 

670*    241  ,  241 

15074 

15074 

!74  A.   N.   KIÆR.  H.-R  Kl. 

Anhangsiabelle  6   (New  South   Wales).      Die  Ehefrauen  nach 
Kinderzahl,  Ehedauer  und  Alter  zur  Zeit  des  Census  von  1901,  umgerechnet 

nach  ihrem  Heiratsalter. 


Bemerkungen  zu  der  Tabelle. 

Wie  schon  angeführt  im  Nachtrage  zum  ersten  Abschnitt  S.  159, 
enthält  der  in  New  South  Wales  im  Jahre  1901  ausgeführte  Census 
detaillierte  Angaben  in  Bezug  auf  die  Altersverhältnisse  der  Ehefrauen  in 
Kombination  mit  der  Ehedauer  und  Kinderzahl.  Die  Verwertung  dieser 
flir  unsere  Untersuchung  ausserordentlich  wichtigen  Angaben  wird  indessen 
dadurch  wesentlich  beeinträchtigt,  dass  die  Haupttabelle  XV  die  Alters- 
verhältnisse nicht  zur  Zeit  der  Heirat,  sondern  zur  Zeit  des  Census,  angibt. 
Eine  andere  Tabelle  (XVIII),  welche  die  Ehefrauen,  verteilt  nach  ihrer 
Kinderzahl  und  zugleich  nach  dem  Heiratsalter,  angibt,  unterscheidet  dabei 
nicht  die  Ehedauer,  wodurch  wieder  der  Wert  dieser  Angaben  wesentlich 
verringert,  wenn  nicht  aufgehoben  wird. 

Glücklicherweise  sind  die  in  der  Tabelle  XV  in  Bezug  auf  die  Ehe- 
dauer in  Kombination  mit  dem  Alter  gelieferten  Angaben  soweit  detailliert, 
dass  sie  eine  annäherungsweise  berechnete  Verteilung  der  Ehefrauen  nach 
dem  Heiratsalter  erlauben,  während  die  Tabelle  XVIII  eine  gute  Kontrolle 
der  Resultate  dieser  Berechnung  ermöglicht.  Da  zufolge  der  von  mir  mit 
Herrn  Coghlan  in  dieser  Angelegenheit  gewechselten  Korrespondenz  keine 
Aussicht  vorhanden  war,  die  bezüglichen  Ziffern  aus  den  Originalquellen 
zu  entnehmen,  habe  ich  —  in  Anbetracht  der  grossen  Bedeutung  der  be- 
treflfenden  Angaben  —  die  für  meinen  Zweck  notwendige,  allerdings  um- 
ständliche Umrechnung  vorgenommen. 

In  Bezug  auf  die  hierbei  angewandte  Methode  ist  folgendes  zu  be- 
merken : 

In  der  zu  Grunde  liegenden  Tabelle  XV  des  Censusberichts  fiir 
New  South  Wales  sind  einzelne  Angaben  so  detailliert,  dass  das  Heirats- 
alter direkt  aus  der  Tabelle  hervorgeht. 

Man  findet  z.  B.  für  die  Ehefrauen  mit  bezw.  o,  i  u.  2  Kindern  die 
Heiratsjahre  o,  i,  2,  3  und  4  in  Kombination  mit  den  einzelnen  Alters- 
jahren 14,  15,  16,  17,  18,  19  u.  20  angegeben.  Eine  Frau,  welche,  bei 
einer  Ehedauer  von  o  Jahren,  zur  Zeit  des  Census  19  Jahre  alt  war,  muss 
bei  der  Eheschliessung  18  bis  19  Jahre  alt  gewesen  sein^;  ebenfalls  bei 
einer  Ehedauer  von  i  Jahre:  17  bis  '  18,  von  2  Jahren:  16 — 17,  von 
3  Jahren:   15 — 16  u.  s.  w. 


i  Siehe  die  Anmerkung  S.  186. 


1904.  No.  4.       STAT.  BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         175 

Inwieweit  ein  solches  vollständiges  Detail  angegeben  ist  und  wie  die 
übrigen  Gruppen  in  dem  Censusbericht  angeordnet  sind,  wird  aus  nach- 
stehender schematischen  Übersicht  hervorgehen. 


Kinder- 
zahl 


Altersjahrgruppen  in  Kombination  mit: 


Ehejahrgnippen. 


0,  1,  3,  3   1 -jährige  bis  SO,  5-jährige  bis  50  >,  dann  lO-jährige  1-jähr.  bis  4,  dann  5- jähr,  bis  50 
4  u.  5    I         »         »24,    ebenso  ebenso,  ebenso 

6  u.  7    I         »         »    24,    ebenso  >        »     9«  ebenso 

8        I         »         »29,    ebenso  >        *     9,  ebenso 

9  u.  10    I        »         '29,    ebenso  !»        »14,  ebenso 

11  u.  mehr  I        c         »34,    ebenso  |      >        >  14,  ebenso 

Bei  der  Erwägung,  wie  ich  mich  mit  diesen  verschiedenen  Gruppen 
verhalten  sollte,  um  die  genaueste  Verteilung  derselben  auf  alle  einzelnen 
Altersjahr-  und  Ehejahrskombinationen  zu  berechnen,  habe  ich  zuerst  die 
Anwendung  einer  graphischen  Aufzeichnung  der  aus  den  Ziffern  hervor- 
gehenden oder  mit  denselben  scheinbar  am  meisten  übereinstimmenden 
Kurven  versucht.  Auf  diese  Weise  sind  çlie  der  graphischen  Tafel  II 
meiner  im  Jahre  1903  veröffentlichten  »Beiträge  etc.«  zu  Grunde  liegenden 
Ziffern  für  die  kinderlosen  Ehen  in  New  South  Wales  berechnet  worden. 

Auf  ähnliche  Weise  könnten  wohl  auch  die  übrigen,  im  Censusbericht 
für  New  South  Wales  Tafel  XV  enthaltenen,  Angaben  für  Ehefrauen  mit 

1,  2,  3  u.  s.  w.  Kindern  umgerechnet  werden.  Ich  fand  aber,  dass  eine 
solche  Berechnung  genauere  Resultate  geben  würde,  wenn  ich  für  den 
genannten  Zweck  die  Angaben  für  New  South  Wales  mit  den  entsprechen- 
den Angaben  für  die  Stadt  Berlin  vergliche.  Denn  aus  den  Berliner  An- 
gaben konnte  ich  sowohl  dieselben  Gruppen  wie  für  New  South  Wales 
bilden,  als  die  Verteilung  jeder  Gruppe  auf  Einzeljahrskombinationen  heraus- 
finden. Wenn  ich  also  für  jede  Gruppe  das  Verhältnis  zwischen  den 
Ziffern  für  Berlin  und  für  New  South  Wales  aufstellte,  konnte  ich  daraus, 
auch  für  New  South  Wales,  die  wahrscheinliche  Verteilung  der  betreffen- 
den Gruppen  herleiten. 

Um  die  angewandte  Methode  klarer  darzulegen,  will  ich  einige  Bei- 
spiele anführen. 

In  Bezug  auf  die  Ehefrauen,  welche  bei  einer  Ehedauer  von  i  Jahr 
I  Kind  hatten  und  sich  zur  Zeit  des  Census  im  Alter  von  21 — 29  Jahren 
befanden,  betrugen  die  Ziffern  fiir  New  South  Wales:  21 — 24  J.:  1736; 
25 — 29  J.:  1  233.  Für  Berlin  stellen  sich  die  am  nächsten  entsprechenden 
Daten,  nach  der  Volkszählung  von  1885  Tabelle  VIII.  4,  also: 


Abgesehen  davon,  dass  die  erste  Gruppe  31^24  vierjährig  ist. 


176 


A.  N.  KIÆR. 


H.-P.  Kl. 


21 

22 

23 

24 

25 

683 

26 

27 

28 

29 

30 

31 

212 

372 

587 

636 

649 

695 

593 

468 

370 

286 

Nun  muss  bemerkt  werden,  dass  ein  Alter  von  z.  B.  21  Jahren  in 
Berlin  nicht  dasselbe  bedeutet  wie  in  New  South  Wales.  In  diesem  der 
tropischen  Zone  nahe  liegenden  Lande  sind  nämlich  die  Frauen  früher  reif 
als  unter  der  Breite  Berlins  \  und  mit  Rücksicht  auf  die  Fnichtbarkeits- 
verhältnisse  dieser  beiden  Orte,  sowie  in  Anbetracht  der  tatsächlichen 
Gruppierung  der  betreifenden  Ziffern,  habe  ich  angenommen,  dass  in  Berlin 
eine  Ehefrau  von  23  Jahren  einer  Ehefrau  in  New  South  Wales  von 
2 1  Jahren  näher  steht  als  eine  gleichjährige.  Darum  habe  ich  bei  der  hier 
besprochenen  Berechnung  die  New  South  Wales  Gruppen  21 — 24  und 
25 — 29  mit  den  Berliner  Gruppen  23  —  26  und  27—31  verglichen  und  auf 
dieselbe  Weise  alle  übrigen  Altersjahre  behandelt. 

Nach  diesem  Gesichtspunkte  stellt  sich  also  der  Vergleich  folgenderweise  : 
21—24:   New  South  Wales  i  736,  Berlin  (23 — 26)  2  555  =  68  :  100 
25—29:  — .—  1233,     —     (27—31)  2412  =  51  :  100 

Die  einfachste  Berechnung  würde  nun  in  diesem  Falle  die  sein,  alle 
Berlinerzahlen  für  die  Gruppe  21 — 24  mit  68^/0  und  für  die  Gruppe 
25—29  mit  51^/0  zu  multiplizieren.  Da  aber  dieses  Verfahren  für  die 
Übergangsjahre  zwischen  beiden  Gruppen  keine  guten  Resultate  geben 
würde,  habe  ich  eine  Reihe  von  allmählich  abnehmenden  Prozentverhält- 
nissen, nämlich  für  die  Gruppe  21 — 24:  72,  69,  66,  63  und  für  die  Gruppe 
25-29:  58,  54,  50,  48  und  48  aufgestellt. 

In  ähnlicher  Weise  habe  ich  alle  übrigen  Altersgruppen,  wo  ein- 
jährige Ehedauergruppen  vorhanden  waren,  behandelt,  wobei  jedoch, 
wegen  der  häufig  vorkommenden,  in  verschiedene  Richtungen  gehenden 
Variationen  der  Prozent  Verhältnisse,  bald  zunehmende,  bald  abnehmende 
Reihen  angewandt  werden  mussten. 

Ebenso  mit  den  mit  einjährigen  Altersgruppen  kombinierten  fünf- 
jährigen Ehedauergruppen. 

Wo  aber  fünfjährige  oder  zehnjährige  Altersgruppen  mit  fiinfjährigen 
Ehedauergruppen  kombiniert  waren,  musste  ein  etwas  mehr  kompliziertes 
Verfahren  angewandt  werden. 

Ich  benutzte  dann  als  Ausgangspunkt  die  Verhältniszahlen  zwischen 
den  betreffenden  Berliner-  und  den  New  South  Wales'schen  Ziffern.  Diese 
Verhältniszahlen  wurden  zuerst  für  alle  5  oder  lojährigen  Gruppen  auf  einer 


Siebe  auch  die  Anmerkung  S.  186. 


1904.   No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR   BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         177 


Übersichtstafel  für  die  Ehefrauen  mit  bzw.  o,  i,  2,  3,  4  u.  s.  w.  Kindern 
aufgestellt. 

Z.  B.    für   Ehefrauen  mit  6  Kindern  war   ein  Teil  der  betreffenden 
Übersichtstafel  folgenderweise  eingerichtet: 

Ehedauer  in  yahren. 


Alter  der 
Ehefrau  : 

10 

11 

12 

13 

14 

15 

16 

17 

18 

Ï 
19 

1 

20 

21 

22 

23 

M 

35 
96 
37 
38 
39 

» 

• 

88  0/0 

^ 

^ 

» 

188  Vo 

t 

^ 

ft 

182V,«/o 

» 

^ 

40 
41 
4â 
43 
44 

• 

» 

83»/. 

^ 

^ 

• 

» 

1290/0 

t 

^ 

» 

1550/0 

» 

45 
46 
47 
48 

4d 

» 

95V,  •/. 

• 

* 

• 

106  o/u 

» 

* 

» 

970/, 

» 

Wie  man  sehen  wird,  waren  also  anfänglich  nur  die" Mittel-  oder 
Durchschnittspunkte  jeder  Gruppe  bestimmt.  Um  daraas  die  Prozent- 
verhältnisse  für  jede  einzeljährige  Kombination  zu  bestimmen,  wurden  zu- 
erst die  Prozentzahlen  für  die  mit  Asterisken  (*)  bezeichneten  horizontalen 
und  vertikalen  Querbänder,  mittelst  einer  der  graphischen  Aufzeichnungs- 
methode analogen  Schätzung  der  Entwickelung  der  Reihen,  berechnet  und 
dann  die  übrigen  oben  mit  Punkten  bezeichneten  Rubriken  analog  ausge- 
ftillt.  Z.  B.  in  der  in  der  Mitte  belegenen  Gruppe  (Alter  40—44  X  Ehe- 
dauer 15—19)  resultierte  aus  dem  oben  beschriebenen  Verfahren  die 
nachstehende  vollständige  Verteilung  der  Prozentverhältnisse: 

Ehedauer, 


l[ 
Aller  i     15 

16 

17 

18 

19 

40         129 

141 

143 

145 

147 

41     ,     123 

135 

137 

139 

141 

42     l|    117 

129 

131 

133 

135 

43     1     117 

123 

124 

125 

126 

44         108 

120 

122 

120 

118 

Viü.-SelRk.  Skriiter.    II.  H.-F.  Kl.    1904     No.  4. 


12 


178  A.   N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Da  die  Multiplizierung  dieser  Prozentzahlen  mit  den  entsprechenden 
Berliner  ZifiFern  für  dieselbe  Gruppe  eine  Gesamtsumme  von  i  158  ergab, 
während  der  Census  fiir  New  South  Wales  eine  Anzahl  von  i  138  angibt, 
mussten  die  berechneten  Ziffern  um  20  vermindert  werden,  wobei  eine 
verhältnismässige  Verteilung  auf  die  einzelnen  Rubriken  angewandt  wurde. 

Auf  diese  Weise  wurden  sämtliche  Berechnungen  ausgeführt,  mit  Aus- 
nahme von  einigen  Gruppen  mit  sehr  kleinen  Ziffern,  wo  die  Verteilung 
ganz  summarisch  gemacht  wurde.  (Bei  kleinen  Ziffern  wurden  übrigens 
die  Diôerenzen  in  einigen  Fällen  ausnahmsweise  zu  einer  partiellen  Aus- 
gleichung der  Zahlen  benutzt.) 

In  Bezug  auf  die  Ehen,  welche  mehr  als  50  Jahre  gedauert  hatten, 
konnte  freilich  die  oben  beschriebene  Methode  nicht  angewandt  werden; 
jedoch  konnte  ich  auch  hier  mit  Benutzung  der  in  der  ersten  Abteilung 
dieser  Schrift  S.  7  Anm.  erwähnten  detaillierten  Nachweise  für  Berlin  ein 
analoges  Verfahren  anwenden,  dessen  nähere  Beschreibung  aus  Raum- 
rücksichten unterlassen  werden  muss. 

Es  versteht  sich  von  selbst,  dass  die  auf  oben  beschriebene  Weise 
berechneten  Ziffern  keinen  Anspruch  darauf  machen  können,  als  ein  ab- 
solut korrekter  Ausdruck  für  die  bei  dem  Census  in  New  South  Wales 
wirklich  stattfindende  Verteilung  der  Ehefrauen  in  Bezug  auf  die  einzelnen 
Heiratsalterjahre  zu  gelten. 

Die  Berliner  Ziffern  von  1885  zeigen  selbst,  namentlich  bei  den  klei- 
neren Gruppen,  manchmal  Unregelmässigkeiten  und,  wenn  auch  voraus- 
gesetzt werden  darf,  dass  ähnliche  Unregelmässigkeiten  bei  den  ent- 
sprechenden für  New  South  Wales  geltenden  Ziffern  vorkommen  müssen, 
so  ist  es  dabei  wohl  möglich,  dass  die  Unregelmässigkeiten  hier  oft  in 
eine  entgegengesetzte  Richtung  gehen.  Dazu  kommt  noch  der  Umstand, 
dass  die  Berechnung  der  Verhältniszahlen,  welche  für  die  Verschieden- 
heiten zwischen  Berlin  und  New  South  Wales  einen  Ausdruck  geben 
sollten,  in  vielen  Fällen  ziemlich  unsicher  war.  Dies  gilt  namentlich,  wo 
der  Unterschied  zwischen  den  Verhältniszahlen  der  angrenzenden  Alters- 
und Ehejahrsgruppen  sehr  gross  ist,  was  besonders  bei  den  schwach  be- 
setzten Gruppen  manchmal  vorkommt.  In  solchen  Fällen  könnte  wohl 
möglicherweise  durch  mathematische  Berechnung  oder  graphische  Kon- 
struktion die  Entwickelung  der  Reihen  viel  genauer,  als  ich  es  schätzungs- 
weise getan  habe,  gefunden  werden.  Wenn  man  aber  bedenkt,  dass  hier 
die  Rede  ist  von  der  ziffermässigen  Bestimmung  einer  überaus  grossen 
Menge  verschiedener  Verhältniszahlen  —  im  ganzen  etwa  dreizehn 
Tausend  —  wird  man  erkennen,  dass  solches  sich  nicht  ohne  eine  ungeheure 
Arbeit   mathematisch   oder   graphisch   berechnen   lässt,    und   dann  könnte 


1904  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         179 

man  auch  wohl  annehmen,  dass  in  einer  solchen  Menge  von  Verhältnis- 
zahlen die  Fehler,  welche  bei  den  Schätzungen  entstehen  mögen,  sich  in 
den  meisten  Fällen  ausgleichen  werden,  wenn  es  sich  nicht  um  die  Eineel- 
zahlen^  sondern  um  die  daraus  wieder  gebildeten  Gruppen  handelt. 

Bei  einer  solchen  Annahme  ist  jedoch  zu  bemerken,  dass  die  oben 
erwähnten  Verhältniszahlen,  welche  zur  Überflihrung  der  bei  der  Berliner 
Volkszählung  angegebenen  detaillierten  ZifFerverteilung  auf  die  bei  dem 
Census  in  New  South  Wales  konstatierte  Gruppenverteilung  angewandt 
worden  sind,  an  sich  mehrere  schwache  Seiten  aufweisen.  Dies  gilt 
namentlich  von  Anfang  und  Ende  der  verschiedenen  Reihen  der  Verhältnis- 
zahlen, wo  sich  nämlich  die  Berechnung  der  Entwickelung  derselben  nicht 
auf  die  Resultate,  welche  fiir  die  auf  beiden  Seiten  angrenzenden  Gruppen 
konstatiert  sind,  stützen  konnte.  Besonders  gilt  dies  von  der  jüngsten 
Gruppe  der  Ehefrauen,  wo  zugleich  in  der  Regel  eine  andere  Schwierig- 
keit von  einer  starken  Steigerung  der  Verhältniszahlen  herrührt.  Die 
oben  erwähnte  Kontrolle,  zu  welcher  die  Tabelle  XVIII  Anlass  gibt,  zeigte 
auch  eben  für  die  jüngste  Heiratsaltergruppe  e'me  nicht  unwesentliche 
Differenz  zwischen  den  von  mir  vorläufig  berechneten  Ziffern  und  den 
wirklich  konstatierten. 

In  dieser  Beziehung  ergaben  sich  nämlich  die  folgenden  Resultate 
(siehe  S.  i8o— i8i). 

Wir  sehen  aus  dieser  Tabelle,  dass  die  vorläufige  Berechnung  in 
Bezug  auf  die  absoluten  Ziffern  wesentlich  geringere  Resultate  Tür  die 
jüngste  Altersgruppe  (bis  19  Jahren)  ergab,  während  dieses  Defizit  grössten- 
teils in  den  zwei  nächsten  Altersgruppen  (20—24  und  25—29  J.)  gedeckt 
wurdet  Die  Prozentzahlen  zeigen  indessen  in  der  Hauptsache  überein- 
stimmende Resultate,  wiewohl  sie  nicht  die  Ansprüche  erfüllen,  welche 
man  an  eine  feinere  Berechnung  stellen  darf. 

Dieser  Mangel  ist  aber  hoffentlich  im  wesentlichen  dadurch  beseitigt, 
dass  die  aus  der  obigen  Tabelle  hervorgehenden  Differenzen  (innerhalb 
jeder  Gruppe)  auf  die  vorläufig  berechneten  Ziffern  verhältnismässig  verteilt 
worden  sind.  Auf  diese  Weise  sind  nämlich  sämtliche  im  folgenden  mit- 
geteilten Angaben  mit  den  bei  dem  Census  konstatierten  Ziffern  in  Über- 
einstimmung gebracht.  Allerdings  ist  die  Möglichkeit  vorhanden,  dass  sich 
in  Bezug   auf  die   einzelnen,   mit  jeder  Heiratsaltergruppe  kombinierten, 

^  In  Bezug  auf  die  Ursache  dieser  Differenz  ist  es  vielleicht  von  Interesse  zu  erwähnen^ 
dass  sie  hauptsächlich  in  der  bei  den  jüngsten  Altersgruppen  vorkommenden  starken 
Steigerung  der  Prozentzahlen,  welche  das  Verhältnis  zwischen  den  Ziffern  für  Berlin 
und  für  New  South  Wales  ausdrücken,  liegt.  Ich  hatte  freilich  dabei  auch  eine  starke 
Steigerung  vorausgesetzt,  aber  die  tatsächliche  Steigerung  muss  noch  stärker  gewesen 
sein. 


i8o 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anzahl  von  Ehefrauen^  verteilt  nach 
a)  nach  der  vorläufigen  Berechnung. 


Kioderzahl 

Bis 

19 

20- 

-44 

«s- 

-29 

a 

b 

a 

b 

a 

b    . 

O 

2895 

2926 

895s 

8952 

6260 

6246 

I 

5232 

5  3>2 

11751 

II  664 

5913 

5  99« 

2 

5382 

5558  ; 

11412 

II  348 

5328 

5138 

3 

4907 

5208  ^ 

10340 

10085 

4563 

4548 

4 

4469 

4880 

9022 

8788 

4033 

3823 

5 

4025 

4352 

7843 

77«3 

3461 

3219 

6 

3785 

4011 

6877 

6795 

2999 

2802 

7 

3324 

3490 

6293 

61.5 

2338 

2329 

8 

3109 

3367 

5581 

5  459 

1817 

1679 

9 

2.831 

2944 

4586 

4580 

I  154 

I  032 

lO 

2716 

2923 

3755 

3740 

814 

612 

1 1  u.  mehr 

5877 

6889 

6182 

5419 

830 

565 

Insgesamt 

48552 

51  860 

92597 

90658 

39  5>o 

37984 

Hiervon  mit  Kindern 

45657 

48934 

83642 

81  706 

33250 

31738 

Prozentzahlen. 

I.  fiir  sämtliche  Ehen: 

Ohne  Kinder   .... 

6.0 

5-6 

9-7 

9-9 

rS.8 

16.4 

Mit  Kindern 

94.0 

94-4 

90-3 

90.1 

84.2 

-     83.6 

Zusammen 

K 

DO 

K 

» 

IC 

X3 

2.  fiir  die  Ehen  mit 

Kindern: 

I — 5  Kinder 

52.6 

517 

60.2 

60.7 

70.1 

71.6 

6—10    »       

34-5 

34.2 

32.4 

327 

27.4 

26.6 

1 1  Kinder  u.  mehr  . 

12.9 

14. 1 

7-4 

(>.(> 

2-5 

1.8 

Zusammen 

i( 

» 

i< 

x> 

I( 

x> 

>  Die  kleinen  Differenzen  zwischen   a    und   b   in    diesen  Reihen  rühren  von  dem  Umstände  her,    dass 
für  welche  Alter  oder  Kinderzahl  nicht  angegeben  war   (insgesamt  nach  der  Tabelle  XV:    5  274    und 


1904.  No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         181 


Heiraisalter  und  Kinderzahl. 
b)  nach  der  Censustabelle  XVIII. 


30- 

-34 

35- 

-39 

40—44 

45- 

-49 

losgesamt^ 

a 

b 

a 

L  b 

a 

b 

a 

L_  fe 

a 

b 

3063 

3030 

1978 

»993 

IS5S 

Ï5I5 

I  726 

1769 

26432 

26431 

2089 

1996 

976 

981 

302 

334 

57 

42 

26320 

26320 

1 827 

I  851 

656 

699 

114 

128 

15 

12 

24734 

24734 

1586 

I  486 

389 

469 

67 

63 

6 

2 

21858 

21  861 

1 183 

I  180 

198 

241 

39 

31 

- 

2 

18946 

18945 

912 

973 

«35 

"3 

8 

ÏS 

^ 

«6385 

16385 

573 

622 

58 

60 

2 

4 

14294 

14294 

327 

350 

28 

28 

- 

- 

12  310 

12  312 

193 

190 

8 

Ï3 

- 

- 

10708 

10708 

88 

96 

- 

7 

- 

- 

8659 

8659 

43 

46 

I 

8 

- 

- 

7329 

7329 

48 

61 

- 

3 

- 

- 

12937 

12937 

"934 

II  881 

4427 

4615 

2;o87 

2090 

I  805 

I  827 

200912 

2(x>9i5 

8871 

8851 

2449 

2622 

532 

575 

79 

58 

174480 

174.484 

257 

25.5 

447 

43-2 

74.S 

72.5 

95.6 

96.8 

•3-2 

132 

74-3 

74-5 

55-3 

56.8 

25.5 

27.5 

4.4 

3.2 

86.8 

86.8 

i( 

X) 

i< 

x> 

I( 

X) 

IC 

X) 

100 

857 

84.6 

96.. 

95-5 

99.6 

99-3 

ICX> 

100 

62.0 

62.0 

13.8 

147 

3-9 

4.4 

0.4 

0.7 

- 

- 

30.6 

30.6 

0-5 

0.7 

- 

O.I 

- 

- 

- 

- 

7-4 

7-4 

IC 

» 

IC 

» 

IC 

X) 

IC 

x> 

II 

DO 

eatsprecbende  Differenzen  zwiscben  den  Censustabellen  XV  und  XVIII  bestehen,  in  Bezug  auf  die  Ehefrauen 
nach  der  Tabelle  XVIII:    5271). 


|82 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Ehedauergruppen  eine  geringe  Verschiebung  geltend  gemacht  hat;  wenn 
man  aber  bedenkt,  dass  die  Gesamtresultate  auch  in  Beziehung  zu  den 
Ehedauergruppen  mit  dem  Censusresultate  wesentlich  übereinstimmen  i, 
scheint  die  Möglichkeit  einer  die  Berechnungen  schädigenden  Verschiebung 
wesentlich  ausgeschlossen  zu  sein. 

Noch  eins  möchte  ich  in  dieser  Verbindung  in  Bezug  auf  die  wahr- 
scheinliche Stichhaltigkeit  der  hier  angewandten  Methode  hervorheben, 
nämlich,  dass,  selbst  wenn  die  Richtigkeit  der  lür  New  South  Wales 
berechneten  Verteilung  der  offiziellen  Gruppenzahlen  bezweifelt  werden 
möchte  —  ja  selbst,  wenn  etwa  Mr.  Coghlan  durch  weitere  auf  die 
Originalquellen  gestützte  VeröfiFentlichungen  zu  etwas  abweichenden  Resul- 
taten kommen  sollte,  —  muss  man  bedenken,  dass  die  hier  gemachten 
Berechnungen  doch  einen  gewissen  Wert  insofern  beanspruchen  dürfen, 
als  sie  einen  soweit  möglich  korrekten  Ausdruck  für  die  Verschiedenheiten, 
welche  sich  in  dieser  Beziehung  zwischen  New  South  Wales  und  Berlin 
geltend  machen,  liefern.  Denn  die  ganze  Berechnung  ist  durch  und  durch 
als  ein  soweit  möglich  genauer  Vergleich  zwischen  den  Berliner  Zahlen 
und  den  Ziffern  für  New  South  Wales  angelegt. 


Nach  diesen  Erörterungen,  welche  ich  gezwungen  war,  soweit  ausführ- 
lich auseinander  zu  setzen,  teile  ich  die  Resultate  der  auf  die  beschriebene 
Weise  korrigierten  Berechnung  im  folgenden  mit. 


^  Ein  Vergleich  zwischen  a)  der  Gesamtzahl  der  Ehefrauen  zufolge  dieser  in  Bezug  auf 
das  Heiratsalter  nach  der  Censustabelle  XVIII  korrigierten  Berechnung,  verteilt  nach 
der  Ehedauer  und  b)  der  aus  der  Censustabelle  XV  folgenden  Verteilung  derselben 
nach  der  Ehedauer  zeigt  die  nachstehenden,  unwesentlichen  Differenzen: 


Ehejahr 

a)  Berech- 
nung 

b)  Census- 
tabelle XV 

EMahr         ^)  l^- 

b)  Census- 
tabeUe  XV 

0 

1 
2 
S 

9039 
6815 
8636 
8390 

8142 

9  039 
6  816 
8638 
8  404 
8146 

5-9 

10-19 

20-29 

30  u.  mehr 

35  284 
62  472 
86985 
26143 

35  315 
62453 
35924 
26180 

4 

Insgesamt 

200915 

200914 

Diese  Differenzen  sind  zu  gering,  um  weitere  Korrektionen  zu  veranlassen. 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         183 


Anhangstabelle  6  (Fortsetzung). 

New  South  Wales  1901.    Anzahl  von  Ehefrauen,  verteilt  nach 

Heiratsalter,  Ehedauer  und  Kinderzahl. 

Heiraisalier  der  Frauen'^, 


Ehedauer  und 
Kinderzahl 

bis  19 

20-24 

25-29 

30-34 

35-39 

40-44 

45-49 

50 

etc. 

Insge- 
samt 

0  und  I  Jahr: 

0  Kind 

1224 

4084 

2526 

954 

468 

243 

133 

103 

9735 

Hiervon  0  Jahr 
—       1     » 

958 
271 

8  170 
914 

1926 
601 

672 
282 

816 
162 

160 
88 

79 
64 

68 
46 

7  888 
2  402 

1  Kind 

2  Kinder 

1252 
30 

2955 
61 

1310 
25 

334 

12 

112 
3 

21 

4 

- 

5988 
131 

3      » 

- 

.    - 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

Insges.  Ol.  K. 

1282 

3016 

1335 

346 

115 

21 

4 

- 

6119 

—     m.  u.  0.  K. 

2506 

7100 

3861 

1300 

583 

264 

137 

103 

15854 

Hiervon  0  Jahr 
—       1     » 

1  826 
1181 

4  028 
8  077 

2  276 
1686 

768 
543 

860 
288 

169 
96 

81 
66 

68 
46 

9  089 
6  816 

2—4  Jahn: 

0  Kind 

438 

1481 

1154 

593 

410 

304 

178 

167 

4725 

Hiervon  2  Jahre 

—  3     . 

—  4     1 

198 
186 
106 

666 
461 
864 

480 
870 
804 

286 
183 
174 

180 
119 
111 

110 
99 
96 

68 
62 
68 

52 
48 
67 

1  980 
1467 
1278 

1  Kind 

2  Kinder 

3  . 

4  > 

5  > 

2048 

1969 

392 

28 

1 

4736 

4050 

752 

66 

3 

2473 

1701 

297 

34 

1 

731 

529 

84 

12 

286 

136 

29 

71 

12 

5 

4 
2 

^ 

10349 

8399 

1559 

140 

5 

Insges.  m.  K. 

4438 

9607 

4506 

1356 

461 

88 

6 

204^ 

—     m.  u.  0.  K 

4876 

11088 

5660 

1949 

861 

392 

184 

167 

25177 

Hiervon  2  Jahre 

—  8     . 

—  4     » 

1689 
1624 
1618 

8  771 
8  762 
8  666 

1978 
1889 
1848 

686 
661 
608 

804 
279 
278 

140 
182 
120 

72 

64 
68 

62 
48 
67 

8  686 
8  399 
8  142 

5-p  Jahre: 

0  Kind 

373 

1110 

890 

543 

406 

309 

206 

212 

4051 

1  Kind 

2  Kinder 

3  » 

4  » 

5  > 

900 
2007 
2305 
1428 

514 

1887 
3923 
4730 
2834 
1048 

972 
1782 
1976 
i;i62 

429 

393 
567 
563 
341 
112 

206 

202 

131 

56 

16 

52 

35 

13 

4 

1 

8 
4 

1 

" 

4420 
8520 
9719 
5825 
2120 

6  > 

7  . 

8  > 

147 
25 

1 

281 

43 

5 

103 

24 

4 

34 

8 
1 

3 

" 

518 

100 

11 

1-5  K. 

6-8  - 

7154 
173 

14422 
279 

6321 
131 

1976 
43 

613 
3 

105 

13 

30604 
629 

Insges.  m.  K. 

7327 

14701 

6452 

2019 

616 

105 

13 

31233 

—    m.  u.  0.  K. 

7700 

15811 

7342 

2562 

1022 

414 

221 

212 

35284 

Siehe  die  Anmerkung  S.  186. 


1 84 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  6  (New  South  Wales)  Fortsetzung. 


Ehedauer  und 
Kindenahl 

bis  19 

20-24 

25-29 

30-34 

35-39 

40-44 

45-49 

50 

etc 

Insge- 
samt 

lO^ig  Jahre: 

0  Kind 

458 

1293 

999 

584 

446 

443 

361 

235 

4819 

1  Kind 

2  Kinder 

3  > 

4  > 

5  > 

729 
1120 
1901 
2622 
2829 

1389 
2431 
3505 
4395 
4717 

821 
1143 
1586 
1753 
1737 

327 
477 
544 

487 
451 

239 
225 
179 
105 
47 

126 

48 

27 

15 

6 

17 

3648 
5447 
7743 
9378 
9787 

6  > 

7  » 

8  . 

9  » 
10     . 

2463 
1798 
1172 

585 
281 

4134 
3106 
2034 
1089 
517 

1485 

1002 

575 

231 

82 

271 

130 

58 

30 

12 

25 

15 

4 

1 

1 

3 

8381 
6051 
3843 
1936 
893 

1-5  K. 
6-10  - 
11  etc. 

9201 

6299 

196 

16437 

10880 

285 

7040 

3375 

49 

2286 

501 

15 

795 
46 

1 

222 
3 

22 

36003 

21104 

546 

Insges.  mit  K. 

15696 

27602 

10464 

2802 

842 

225 

22 

57653 

—     m.  u.  o.  K 

16154 

28895 

11463 

3386 

1288 

668 

383 

235 

62472 

20— 2g  Jahre: 

OKind 

283 

575 

427 

254 

213 

186 

90 

60 

2038 

1  Kind 

2  Kinder 
8      » 

4  > 

5  > 

244 
301 
436 
565 
731 

462 

609 

788 

1071 

1 322 

269 
340 
472 
573 
673 

139 
184 
203 
242 
284 

104 
98 
97 
53 
34 

50 

24 

14 

7 

8 

8 
3 

1276 
1559 
2010 
2512 
3052 

6  > 

7  . 

8  > 

9  > 
10     . 

997 
1091 
1345 
1351 
1373 

1631 
1905 
2067 
2014 
1625 

740 
739 
596 
397 

227 

213 

112 

80 

40 

21 

23 
6 
5 
4 
5 

1 

3606 
3853 
4093 
3806 
3251 

1-5  K. 
6-10  - 
11  etc. 

2277 
6157 
2648 

4252 
9242 
2064 

2327 
2699 

188 

1052 
466 

28 

386 
43 

2 

103 

1 

12 

10409 

18608 

4930 

Insges.  m.  K. 

11082 

15558 

5214 

1546 

431 

104 

12 

33947 

—     m. u  O.K. 

11315 

16133 

5641 

1800 

644 

290 

102 

60 

35985 

50  Jahre  u,  mehr 

0  Kind 

200 

409 

250 

102 

50 

30 

13 

9 

1063 

1  Kind 

2  Kinder 

3  > 

4  » 

5  . 

139 
131 
174 
237 
277 

235 

274 
310 
422 
623 

146 
147 
217 
301 
379 

72 
82 
92 
98 
126 

32 
35 
33 

27 
16 

14 
9 
4 
5 

■ 

639 

678 

830 

1090 

1421 

6  > 

7  . 

8  > 

9  > 
10     . 

404 

576 

849 

1008 

1269 

799 
1061 
1353 
1477 
1598 

474 
564 
504 
404 
303 

104 

100 

51 

26 

13 

9 
7 
4 

2 
2 

- 

. 

1790 
2308 
2761 
2917 
3185 

1-5  K. 
6-10  - 
11  etc. 

958 
4106 
4045 

1864 
6288 
3070 

1190 

2249 

328 

470 
294 

18 

143 
24 

32 

4658 

12961 

7461 

Insges.  m.  K. 

9109 

11222 

3767 

782 

167 

32 

- 

25080 

—     m.  u.  0.  K. 

9309 

11631 

4017 

884 

217 

62 

14 

9 

26143 

igo-l-   No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         185 
Anhangstabelle  6  (New  South  Wales)  Fortsetzung. 

Anzahl  Ehefrauen,  verteilt  nach  Heiratsalter  und  Kinderzahl 
(nach  der  Censustabelle  XVIII). 


Kinderzahl 

bis  19 

20-24 

25-29 

30-34 

35-39 

40-44 

45-49 

50 

etc. 

Insge- 
samt 

Überhaupt  ohne 

Rwksicht  auf  die 

Ehedauer: 

0  Kind 

2926 

8952 

6246 

3030 

1993 

1515 

983 

786 

26431 

1  Kind 

5312 

11664 

5991 

1996 

981 

334 

42 

26320 

2  Kinder 

5558 

11348 

5138 

1851 

699 

128 

12 

24734 

3      » 

5208 

10085 

4548 

1486 

469 

63 

2 

21861 

4      . 

4880 

8788 

3823 

1180 

241 

31 

2 

18945 

5      . 

4352 

7  713 

3219 

973 

113 

15 

- 

16385 

6      » 

4011 

6795 

2802 

622 

60 

4 

14294 

7      . 

3490 

6115 

2329 

350 

28 

. 

12312 

8      > 

3367 

5459 

1679 

190 

13 

10708 

9      > 

2944 

4580 

1032 

96 

7 

8659 

10      > 

2923 

3740 

612 

46 

8 

7329 

11      . 

2372 

2378 

286 

26 

2 

5064 

12      > 

1840 

1523 

148 

19 

3531 

13      > 

1198 

787 

75 

6 

2066 

14      > 

733 

391 

34 

5 

1163 

15      . 

380 

197 

6 

4 

587 

16      > 

195 

76 

10 

282 

17      . 

89 

27 

3 

119 

18      * 

46 

19 

2 

67 

19      » 

22 

9 

31 

20      > 

5 

5 

10 

21      > 

4 

5 

9 

22      > 

2 

2 

4 

23      » 

2 

. 

3 

24      > 

- 

. 

. 

25      » 

. 

- 

- 

26      > 

1 

- 

1 

1-5    K. 

25310 

49598 

22719 

7486 

2503 

571 

58 

108245 

6-10   - 

16735 

26689 

8454 

1304 

116 

4 

53302 

11  etc. 

6889 

5419 

565 

61 

3 

- 

- 

12937 

Insg^es.  mit  K. 

48934 

81706 

31738 

8851 

2622 

575 

58 

174484 

—     m.  u.  0.  K. 

51860 

90658 

37964 

11881 

4615 

2090 

1041 

786 

200915' 

*  Ausserdem  ohne  Angabe  des  Heiratsalters  oder  der  Kinderzahl  5271. 


1 86 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangsiabelle  6  (New  South  Wales)  Fortsetzung. 

A)   Prozentzahlen  für  die  Ehefrauen  mit  und  ohne  Kinder 
nach  Ehedauer  und  Heiratsalter. 


Heiratsalier  der  Frauen^, 


1 
Ehejahr 

bis  19 

20-24 

25-29 

30-84 

35-39 

40-44 

45-49 

50 

etc. 

Insge- 
samt 

Mit  Kindern, 

Jahr   0 

28.08 

21.20 

15.38 

11.35 

9.71 

5.33 

2.47 

0 

18.87 

»       1 

77.05 

70.30 

62.11 

47.97 

34.76 

12.63 

3.57 

0 

64.75 

S 

87.92 

82.60 

75.67 

65.55 

40.79 

21.43 

5.55 

0 

77.07 

»      3 

91.69 

87.75 

79.88 

72.31 

57.35 

25.00 

3.70 

0 

82.53 

»      4 

93.49 

89.76 

83.55 

71.14 

60.07 

20.83 

0.00 

0 

84.30 

>      5-9 

95.16 

92.9o 

87.88 

78.81 

60.27 

25.36 

5.88 

0 

88.52 

^     10-19 

97.17 

95.53 

91.28 

82.75 

65.37 

33.68      5.74 

0 

92.29 

^    20-29 

97.94 

96.44 

92.43 

85.89 

66.93 

35.86 

11.76 

0 

94.34 

»     30  u.  mehr 

97.85 

96.48 

93.78 

8a46 

76.96 

51.61 

7.14 

0 

95.93 

Insgesamt 

94.36 

90.13 

83.56 

74.50 

56.81 

27.51 

5.57 

0 

86.85 

Ohne  Kinder. 

Jahr   0 

71.92 

78.80 

84.62 

88.65 

90.29 

94.67 

97.53 

100 

81.13 

>      1 

22.95 

29.70 

37.89 

52.03 

65.24 

87.37 

96.43 

100 

a5.25 

.      2 

12.08 

17.40 

24.33 

34.45 

59.21 

78.57 

94.46 

100 

22.93 

»      3 

8.31 

12.25 

20.12 

27.69 

42.65 

75.00 

96.30 

100 

17.47 

>      4 

6.51 

10.24 

16.45 

28.86 

39.93 

79.17 

100.00 

100 

15.70 

.      5-9 

4.84 

7.02 

12.12 

21.19 

39.73 

74.64 

94.12 

100 

11.48 

.     10-19 

2.83 

4.47 

8.72 

17.25 

34.63 

66.32 

94.26 

100 

7.71 

.    20-29 

2.06 

3.56 

7.57 

14.11 

33.07 

64.14 

8a24 

100 

5.66 

>     30  u.  mehr 

2.15 

3.52 

6.22 

11.54 

23.04 

48.39 

92.86 

100 

4.07 

Insgesamt 

5.64 

9.87 

16.44 

25.50 

43.19 

72.49 

94.43 

100 

iai5 

'  Da  in  den  Censustabellen  für  New  South  Wales  ein  Alter  von  19  Jahren  die  Alters- 
klasse 19  bis  20  Jahre,  also  durchschnittlich  19 Vi  Jahi'c,  un<l  ebenso  eine  Ehedauer 
von  0  Jahr  die  Ehedauergnippe  0  bis  1  Jahr,  also  durchschnittlich  */{  J^^i"»  bezeichnet, 
wird  das  Heiratsalter  der  19-jährigen  Frauen,  bei  einer  Ehedauer  von  0  Jahr,  durch- 
schnittlich 19  Jahre  sein  und  also  der  Alterslclasse  18 Vj  bis  19  V2  entsprechen.  Folg- 
lich liegen  die  Altersklassen  des  Census  für  New  South  Wales  durchschnittlich  um 
7t3  Monate  über  den  nach  den  direkten  Volkszählungsangaben  für  Berlin  ^/jj  1885, 
und  um  1/3  J^^f  über  den  für  Norwegen  1894  aufgestellten. 


1904.   No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         187 
Anhangstabelle  6  (New  South  Wales)  Fortsetzung. 


B)   Prozentverhältnisse  der  Ehefrauen  mit  Kindern  nach  Heiratsalter, 
Ehejahr  und  Kinderzahl. 


Ehejahr  und 
Kinderzahl 

bis  19 

20-24 

25-29 

30-34 

35-39 

40-44 

45-49 

Insgesamt 

Eh^'ahr  0  «.  /: 

1  Kind 

2  Kinder 

97.66 
2.34 

97.98 
2.02 

98.13 
1.87 

96.53 
3.47 

97.39 
2.61 

"S 

100 
0 

97.86 
2.14 

Insges. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Eh^'ahre  2-^4: 

1  Kind 

2  Kinder 

3  » 

4  > 

5  > 

46.15 

44.37 

8.83 

0.63 

0.02 

49.30 

42.15 

7.83 

0.69 

0.03 

54.88 

37.75 

6.59 

0.76 

0.02 

53.91 

39.01 

6.20 

0.88 

63.41 

30.16 

6.43 

80.68 

ia64 

5.68 

66.07 
33.03 

50.60 

41.07 

7.62 

0.69 

0.02 

Insges. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehefahrt  5—g: 

1  Kind 

2  Kinder 

3  > 

4  > 

5  > 

12.28 
27.39 
31.46 
19.49 
7.02 

12.84 
26.69 
32.17 
19.28 
7.13 

15.07 
27.62 
30.62 
18.01 
6.65 

19.47 
28.08 
27.88 
16.89 
5.55 

33.76 

32.7.9 

21.27 

9.09 

2.60 

49.53 

33.33 

12.38 

3.81 

0.95 

61.54 

30.77 

7.69 

14.15 
27.28 
31.11 
18.65 
6.79 

6  ' 

7  * 

8  . 

2.00 
0.35 
O.Ol 

1.57 
0.29 
0.03 

1.60 
0.37 
0.06 

1.68 
0.40 
0.05 

0.49 

. 

1.66 
0.32 
0.04 

1-5  K. 

6-8   - 

97.64 
2.36 

9aii 

1.89 

97.97 
2.03 

97.87 
2.13 

99.51 
0.49 

100 

100 

97.98 
2.02 

Insges. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

Ehijahre  lO-ig: 

1  Kind 

2  Kinder 

3  > 

4  > 

5  > 

\.65 
7.14 
12.11 
16.70 
18.02 

5.03 

a8i 

12.70 
15.92 
17.09 

7.84 
10.92 
15.16 
ia75 
16.60 

11.67 
17.02 
19.41 
17.38 
16.09 

28.39 
26.72 
21.26 
12.47 
5.58 

56.00 

21.33 

12.00 

6.67 

2.67 

77.27 

13.64 

4.55 

4.54 

6.33 

9.45 

13.43 

16.27 

16.97 

6  . 

7  . 

8  » 

9  > 
10      > 

15.69 

11.45 

7.47 

3.73 

1.79 

14.98 

11.25 

7.37 

3.95 

1.87 

14.19 
9.58 
5.50 
2.21 
0.78 

9.68 
4.64 
2.07 
1.07 
0.43 

2.97 
1.78 
0.47 
0.12 
0.12 

1.33 

- 

14.54 

10.49 

6.66 

3.36 

1.55 

11  etc. 

1.25 

1.03 

0.47 

0.54 

0.12 

- 

- 

0.95 

1-5  K. 
6-10- 
11  etc. 

58.62 

40.13 

1.25 

59.55 

39.42 

1.03 

67.27 

32.26 

0.47 

81.57 

17.89 

0.54 

94.42 
5.46 
0.12 

98.67 
1.33 

100 

62.45 

36.60 

0.95 

Insges. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

1 88 


A.   N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  6  (New  South  Wales)  Fortsetzung. 


Ehejahr  und 
Kinderzahl 

bi3   19 

20-24 

25-29 

30-34 

35-^ 

40-44 

46-49 

Insgesamt 

Ehifahre  20-2g: 

1  Kind 

2  Kinder 

3  • 

4  » 

5  > 

2.20 
2.72 
3.93 
5.11 
6.60 

2.96 
3.92 
5.07 
6.88 
8.50 

5.16 

6.52 

9.05 

10.99 

12.91 

8.99 
11.90 
13.13 
15.65 
18.37 

24.13 
22.73 
22.51 
12.30 
7.89 

4a08 

23.08 

13.46 

6.73 

7.69 

66.67 
25.00 

a33 

3.76 
4.59 
5.92 
7.40 
a99 

6  > 

7  . 

8  > 

9  » 
10     . 

9.00 

9.84 

12.13 

12.19 

12.39 

10.48 
12.25 
13.29 
12.94 
10.44 

14.20 

14.17 

11.43 

7.61 

4^ 

13.78 
7.25 
5.17 
2.59 
1.36 

5.34 
1.39 
1.16 
0.93 
1.16 

0.% 

- 

10.62 
11^ 
12.06 
IUI 
9.58 

11  etc. 

23.89 

13.27 

3.61 

1.81 

0.46 

- 

- 

14.52 

1-5  K. 
6--10  - 

11  etc. 

20.56 
55.55 

23.89 

27.33 
59.40 
13.27 

44.63 

51.76 

3.61 

68.04 
30.15 

1.81 

89.56 
9.98 
0.46 

99.04 
0.% 

100 

30.66 

54.82 
14.52 

Insges. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

u,  mehr: 

1  Kind 

2  Kinder 

3  > 

4  > 

5  . 

1     1.53 
1.44 
1.91 
2.60 
3.04 

2,10 
2.44 
2.76 
3.76 
5.55 

8.87 
3.90 
5.76 
7.99 
10.06 

9.21 
10.49 
11.76 
12.53 
16.11 

19.16 
20.96 
19.76 
16.16 
9.58 

43.75 
2ai3 
12.50 
15.62 

100 

2.55 
2.70 

a3i 

4.35 
5.66 

6  > 

7  . 

8  > 

9  > 
10      > 

4.44 

6.32 

9.32 

11.07 

13.93 

7.12 

9.45 

12.06 

iai6 

14.24 

12.59 
14.97 
ia38 
10.73 

8.04 

ia30 

12.79 

6.S3 

3.32 

1.66 

5.39 
4.19 
2.40 
1.20 
1.20 

- 

- 

7.14 

9.20 

11.01 

11.63 

12.70 

11  etc. 

44.40 

27.36 

8.71 

2.30 

- 

- 

- 

29.75 

1-5  K. 
6-10  - 
11  etc. 

10.52 

45.08 
44.40 

16.61 
56.03 
27.36 

31.58 
59.71 

a7i 

60.10 

37.60 

2.30 

85.62 
14.38 

100 

100 

ia57 
51.68 
29.75 

Insges. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

1,904.  No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.  FRUCHTBARKEIT.         189 


Anhangstabelle  6  (New  South  Wales)  Fortsetzung. 


Kinderzahl 

bis  19 

20-24 

25-29 

30-34 

35-39 

40-44 

45-49 

Insges.  * 

Überhaupt  ohne 

Rücksicht  auf  die 

Ehedauer: 

1  Kind 

10.86 

14.28 

18.87 

22.55 

37.41 

58.09 

72.41 

15.08 

2  Kinder 

11.36 

13.89 

16.19 

20.92 

26.66 

22.26 

20.69 

14.18 

3      > 

10.64 

12.34 

14.34 

16.79 

17.89 

10.95 

3.45 

12.53 

4      > 

9.97 

10.76 

12.05 

13.33 

9.19 

5.39 

3.45 

10.86 

5      > 

8.89 

9.44 

10.14 

10.99 

4.31 

2.61 

9.39 

6  Kinder 

8.20 

a32 

a83 

7.03 

2.29 

0.70 

8.19 

7      . 

7.13 

7.48 

7.34 

3.95 

1.07 

7.06 

8      . 

6.88 

6.66 

5.29 

2.14 

0.50 

6.14 

9      . 

6.02 

5.65 

3.25 

1.08 

0.27 

4.% 

10      > 

5.97 

4.58 

1.93 

0.53 

0.30 

4.20 

11      . 

4.85 

2.91 

0.90 

0.29 

0.07 

2.90 

12      > 

3.76 

1.86 

0.47 

0.21 

0.04 

2.02 

13      > 

2.45 

0.96 

0.24 

0.07 

1.18 

14      > 

1.50 

0.48 

0.11 

0.06 

0.67 

15      » 

0.78 

0.24 

0.02 

0.05 

0.34 

16      > 

0.40 

0.09 

0.02 

O.Ol 

0.16 

17      . 

0.18 

0.04 

0.01 

0.07 

18      * 

0.09 

0.01 

. 

0.04 

19      » 

0.04 

0.01 

. 

0.02 

20      > 

0.01 

. 

. 

}    0.01 

21  u.  mehr 

0.02 

- 

- 

1-5  K. 

51.72 

60.71 

71.59 

84.58 

95.46 

99.30 

100 

62.04 

6-10  - 

34.20 

32.69 

26.64 

14.73 

4.43 

0.70 

. 

30.55 

11—15  - 

13.34 

6.45 

1.74 

0.68 

0.11 

. 

. 

7.11 

16  u.  mehr 

0.74 

0.15 

0.03 

0.01 

- 

- 

- 

0.30 

Insges. 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

'  Die  unbedeutenden  Differenzen  zwischen  den  hier  und  S.  42  berechneten  Prozentzahlen 
rühren  von  dem  Umstand  her,  dass  diejenigen  Mütter,  deren  Alter  nicht  angegeben 
war,  Uer  nicht  einbegriffen  sind. 


igo 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  7  (Norwegen).      Erwartungsmässige  ^  und   beob- 
achtete Anzahl  der  ein-  und  mehrkinderigen  Ehen  bei  der  repräsentativen 
Zählung  von  1894  nach  der  AltersdifFerenz  unter  den  Ehegatten,  kombiniert 
mit  dem  Heiratsalter  des  Mannes. 


Altersdifferenz 
und  Heiratsalter  des 

Erwartungsmässige  Anzahl 

Beobachtete  Anzahl 

1 

der  Ehepaare  mit 

der 

Ehepaare  mit 

Insge- 

Mannes 

l  Kind 

• 

2  oder  4  oder 
3  K.     5  K. 

6-10 

K. 

JIK. 

etc. 

1  Kind 

2  oder 
3K. 

4  oder 
5K. 

6-10 

K. 

11  K. 

etc. 

samt 

Der  Mann  war  um  25  J. 

1 

jünger.     Alters-Diff. 

=  -257. 

1 

Heiratsalter    15  -19  J. 

1.66 

1.18 

0.16 

- 

3 

- 

- 

- 

3 

f         ao-24  > 

3.82 

0.73 

0.45 

- 

- 

3 

2 

- 

- 

_ 

5 

Insgesamt 

5.48 

1.91 

0.61 

- 

- 

6 

2 

- 

- 

.  1 

1 

8 

Alters-Diff  —  20  J, 

1 

H.-A.  15-19  J. 

0.22 

0.49 

0.24 

0.04 

0.01 

. 

1 

. 

. 

. 

1 

,      20-24  » 

5.16 

3.96 

0.73 

0.15 

- 

5 

4 

1 

. 

. 

10 

.      25-29  . 

2.00 

0.78 

0.22 

- 

- 

1 

1 

1 

- 

- 

3 

Insgesamt 

7.38 

5.23 

1.19 

0.19 

0.01 

6 

6 

2 

- 

- 

14 

Alters-Diff.  —  15  7- 

H.-A.  15-19  J. 

0.99 

a44 

3.63 

1.92 

0.02 

. 

4 

3 

3 

- 

10 

•      20-24  . 

iao6 

32.46 

13.04 

4.40 

0.04 

11 

35 

14 

3 

- 

63 

,      25-29  » 

15.25 

ia74 

2.53 

1.48 

- 

18 

13 

1 

1 

- 

33 

•      30—34  » 

1.71 

0.29 

- 

- 

' 

2 

- 

- 

- 

- 

2 

Insgesamt 

31.01 

49.93 

19.20 

7.80 

0.06 

31 

52 

18 

7 

- 

108 

Alters-DifT.   -  lO  J. 

H.-A.  15-19  J. 

2.32 

7.75 

11.20 

iai9 

0.54 

1 

9 

13 

16 

1 

40 

•      20-24  . 

21.85 

77.60 

84.73 

52.92 

0,90 

16 

75 

91 

55 

1 

238 

.      25-29  . 

30.18 

70.63 

31.61 

9.34 

0.24 

25 

62 

41 

13 

1 

142 

»      30-34  » 

17.28 

14.66 

2.85 

1.21 

. 

11 

21 

3 

1 

- 

36 

.      35-39  . 

3.96 

0.82 

0.22 

- 

1.68 

5 

- 

- 

- 

- 

5 

Insgesamt    , 

75.59 

171.46 

13061 

81.66 

58 

167 

148 

85 

3 

461 

Alters-Diff.  5  J.            ' 

H.-A.  15-19  J. 

3.39 

15.17 

20.32 

36.29 

3.83 

5 

16 

12 

41 

5 

79 

.      20-24  » 

49.99 

180.81 

245.85 

356.75 

10.60 

31 

163 

262 

379 

9 

844 

»      25-29  »       ' 

52.92 

18a66 

204.23 

129.85 

2.34 

56 

174 

216 

130 

2 

578 

.      30-34  » 

29.31 

68.77 

30.02 

8.65 

0.25 

35 

74 

22 

6 

- 

137 

.      a5-39  .       ! 

9.88 

8.61 

1.56 

0.95 

- 

10 

7 

2 

2 

. 

21 

.      40-44  • 

4.62 

1.16 

0.22 

- 

- 

5 

1 

- 

- 

- 

6 

Insgesamt 

150.11 

463.18 

502.20 

532.49 

17.02 

142 

435 

514 

558 

16 

1665 

q:  0  (gleichallerige) 

H..A.  15-19  J. 

1.77 

11.67 

ia79 

23.96 

5.81 

7 

13 

13 

18 

6 

57 

.       20-24  .       1 

70.78 

305.34 

411.38 

807.06 

92.44 

66 

266 

410 

846 

99 

1687 

.       25-29  . 

109.12 

384.35 

537.21 

812.91 

24.41 

106 

369 

530 

834 

29 

1868 

.       30-34  t 

|49X)3 

175.02 

189.86 

119.99 

2.10 

47 

187 

172 

127 

3 

536 

.      35-39  . 

,  23.52 

55.43 

23.96 

6.89 

0.20 

22 

56 

21 

11 

- 

110 

.       40-44  . 

12.91 

11.62 

2.00 

1.47 

0 

11 

13 

3 

1 

- 

28 

.       45-49  . 

:    2.13 

0.43 

0.44 

- 

- 

3 

- 

- 

- 

- 

3 

Insgesamt 

.269.26 

943.86 

1178.64 

1772.28 

124.96 

262 

904 

1149 

1837 

137 

4289 

Berechnet  nach  den  in  der  Anhangstabelle  3  S.  167  angegebenen  Prozentverhältnissen. 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.  ZUR  BEL.  D.  EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         I9I 


Anhangstabelle  7  (Norwegen)  Fortsetzung. 


Altersdiflereni 
und  Heiratsalter  des 

Erwartungsmässige  Anzahl           | 

Beobachtete  Anzahl 

der  Ehepaare  mit 

1 

" 

der  r 

Ehepaare  mit 

Insge- 

Mannes 

1  Kind 

2  oder 
3K. 

4  oder 
5  K. 

6-10 

K. 

11  K. 
etc. 

1  Kind 

2  oder 
3K. 

4  oder 
5K. 

6-10 
K. 

11  K 
etc. 

samt 

Altcrs-Diff.  -1-  5  7. 

1 

H..A.  15-19  J. 

. 

. 

. 

. 

- 

- 

- 

. 

. 

. 

. 

.      20-24  . 

n.92 

74.05 

89.63 

158.17 

34.23 

5 

79 

86 

161 

37 

368 

.      25-29  . 

85.52 

356.25 

490.03 

1031.80 

121.40 

85 

371 

462 

1039 

138 

2085 

.      30-34  » 

55.61 

19a22 

271.51 

408.37 

12.29 

61 

210 

263 

401 

11 

946 

.      35-39  « 

21.40 

76.64 

81.58 

49.56 

0.82 

24 

67 

94 

44 

1| 

230 

.      40-44. 

14.34 

34.67 

13.91 

3.96 

0.12 

14 

34 

16 

2 

1 

67 

«      45-49  . 

10.90 

9.87 

1.78 

0.95 

. 

13 

6 

4 

. 

. 

23 

.      50-54  « 

3.95 

0.60 

0.45 

- 

- 

3 

1 

1 

- 

- 

5 

Insgesamt 

203.64 

749.80 

948.89 

1652.81 

168.86 

205 

768 

•fsro 

16i7 

178 

3724 

Altcrs-Diff.  4-  lO  J. 

H.-A.  15-24  J. 

- 

. 

. 

. 

. 

. 

. 

. 

. 

. 

. 

.      25-29  . 

10.53 

56.76 

70.72 

149.87 

38.12 

12 

48 

74 

147 

45 

326 

.      30-34  . 

39.49 

165.10 

226.00 

474.32 

56.09 

36 

172 

247 

459 

47 

961 

.      35-39  . 

20.55 

72.47 

99.81 

148.89 

4.28 

28 

84 

94 

138 

2 

346 

.      40-44  . 

12.12 

42.63 

43.87 

24.% 

0.42, 

13 

50 

40 

21 

. 

124 

.      45-49  . 

7.48 

ia45 

7.04 

1.95 

0.08 

7 

18 

9 

1 

. 

35 

.      50-54  . 

4.03 

3.74 

0.72 

0.51 

4 

4 

- 

1 

. 

9 

»      55-59  » 

0.91 

0.09 

- 

- 

- 

1 

- 

- 

767 

94 

1 

Insgesamt 

95.11 

359.24 

448.16 

800.50 

98.99 

101 

376 

464 

1802 

Alters-Diff.  -l-  75  J, 

H.-A.  30-34  J. 

4.47 

23.86 

29.80 

62.59 

15.28 

4 

24 

29 

70 

9 

136 

.      35-39  » 

11.57 

48.11 

66.19 

13a89 

16.24 

15 

58 

74 

119 

15 

281 

.      40-44  . 

7.05 

26.25 

34.39 

46.05 

1.26 

12 

31, 

36 

34 

2 

115 

»      45-49  . 

3.38 

11.75 

11.45 

5.36 

0.06 

3 

13 

8 

8 

- 

32 

.      50-54  . 

2.55 

6.53 

2.23 

0.68 

0.01 

6 

5 

1 

- 

- 

12 

•      55-59  . 

1.93 

1.57 

0.34 

0.16 

. 

4 

. 

. 

. 

. 

4 

»       60  etc.  » 

0.91 

0.09 

- 

- 

1 

- 

- 

- 

• 

1 

Insgesamt 

31.86 

118.16 

144.40 

253.73 

32.85 

45 

131 

148 

231 

26 

581 

Alters-Diff.  -f  20  J. 

H..A.  35-39  J. 

1.28 

7.24 

9.36 

18.33 

3.79 

0 

10 

8 

19 

3 

40 

-       40-44  . 

4.30 

18.87 

27.18 

48.29 

4.36 

7 

22 

36 

37 

103 

.      45-49  . 

2.84 

10.95 

13.65 

17.12 

0.44 

5 

11 

16 

13 

45 

.      50-54  . 

2.20 

7.96 

8.88 

4.92 

0.04 

2 

12 

7 

3 

24 

.      55-59  . 

2.64 

6.54 

2.21 

0.59 

0.02 

4 

7 

1 

. 

12 

t      60  etc.   > 

1.48 

1.17 

0.27 

0.08 

- 

2 
20 

1 

- 

- 

3 

Insgesamt 

14.74 

52.73 

61.55 

89.33 

a65 

63 

68 

72 

4 

227 

Alters-Diff.  4-  2S  J. 

H.-A.  40-44  J. 

0.49 

1.69 

2.71 

7.61 

1.50 

1 

1 

6 

6 

14 

.      45-49  . 

1.41 

6.42 

8.14 

13.58 

1.45 

2 

10 

10 

8 

31 

.      50-54  . 

1.36 

5.56 

6.40 

7.47 

0.21 

5 

9 

5 

2 

21 

.      55-59  . 

1.20 

a97 

3.56 

1.26 

0.01 

4 

4 

2 

10 

>      60  etc.  > 

0.68 

1.57 

0.61 

0.13 

O.Ol 

- 

3 

- 

- 

3 

Insgesamt 

5.14 

19.21 

21.42 

30.05 

3.18 

12 

27 

23 

16 

1 

79 

192 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangsiabelle  7  (Norwegen),  Fortsetzung« 


Altersdifferenz 

und  Heiratsalter  des 

Mannes 

Erwartuogsmässige  Anzahl 
der  Ehepaare  mit 

Beobachtete  Anzahl 
der  Ehepaare  mit 

Insge- 

1 Kind 

1 

2  oder 
3K. 

4  oder 
5  K. 

6-10 
K. 

11  K. 

etc. 

1  Kind 

2  oder 
3K. 

4  oder 
5  K. 

6-10 

K. 

11  K. 
etc. 

samt 

Alters-Diff.  4-  30  J, 

1 

1 

H.-A.  45-49  J. 
.       50-54  • 
.      55-59  » 
»       60  etc.  > 

0.31 
i  0.56 
1  0.29 

0.44 

0.95 
2.45 
1.29 
1.39 

1.50 
3.38 
1.39 
1.06 

4.41 
6.03 
1.02 
0.11 

0.83 
0.58 
0.01 

1 
2 

1 

2 
4 

2 
2 

1 
4 

2 

4 
3 

8 

13 

4 

3 

Insgesamt 

1.60 

6.08 

7.33 

11.57 

1.42 

4 

10 

7 

7 

28 

Alters-Diff.  4-  55  7- 

H.-A.  50-54  J. 
.      55-59  . 

>       60  etc.  > 

0.11 
0.03 
0.17 

0.39 
0.12 
0.97 

0.64 
0.29 
0.75 

1.62 
0.54 
0.11 

0.24 
0.02 

1 

1 

1 
1 

1 
1 

. 

3 

1 
2 

Insgesamt 

0.31 

1.48 

1.68 

2.27 

0.26 

1 

1 

1 

2 

2 

- 

6 

Alters-Diff.  4-  40  7- 

1 

H.-A.  55-59  J. 
»      60  etc.  » 

0.07 

0.46 

0.42 

0.05 

" 

- 

* 

- 

1 

• 

1 

1904.   No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.  193 


Anhangsiabelle  8  (Norwegen).     Bei  der  Repräsentativzählung  von 

1894   beobachtete  Anzahl    der   ein-   und    mehrkinderigen  Ehen  nach   der 

Ehedauer   und   dem  Heiratsalter   der  Ehefrauen   mit  Unterscheidung   der 

Land-  und  Stadtbevölkerung  und  der  sozialen  Hauptgruppen. 


Ebedauer         i 

Landdistrikte 

Über- 

Kristiania 

Andere  Städte| 

Über- 
haupt 
Städte 

und 
Heiratsalter 

Sozialgr.  A  | 

Sozial 

gr.  B 
An- 
dere 
Arb. 

haupt 
Land- 
distr. 

Sozialgruppe  | 

Sozialgruppe  | 

Land- 1 
Wirte 

An- 
dere 
Selbst. 

Hus- 
raänd 

A 

B 

A 

B 

I.  Ehedauer 

5-rg  7. 

a)  Heiratsalter 

unter  25  J. 

1  Kind 

36 

31 

9 

19 

95 

6 

7 

20 

15 

48 

2  u.  3  Kinder 

231 

165 

56 

102 

554 

27 

51 

80 

86 

244 

4  u.  5       .          1 

370 

220 

98 

108 

796 

29 

63 

82 

88 

262 

6  u.  7       » 

267 

138 

53 

85 

543 

20 

35 

82 

67 

204 

8  bis  10     »         ! 

132 

65 

34 

47 

278 

18 

27 

32 

29 

106 

11  etc.      . 

10 

4 

2 

5 

21 

- 

2 

7 

4 

13 

Insgesamt 

1 

1046 

623 

252 

366 

2287 

100 

185 

303 

289 

877 

b)  Heiratsalter 

25-29  J. 

1  Kind 

48 

25 

10 

13 

^     96 

8 

6 

12 

23 

49 

2  u.  3  Kinder 

226 

95 

40 

41 

402 

22 

43 

53 

63 

181 

4u.  5       » 

256 

124 

61 

76 

517 

27 

40 

67 

68 

202 

6  u.  7       . 

177 

91 

50 

46 

364 

8 

39 

36 

38 

121 

8  bis  10      > 

72 

33 

20 

19 

144 

5 

10 

17 

21 

53 

11  etc.      . 

3 

4 

- 

- 

7 

i 

- 

1 

3 

4 

Insgesamt 

782 

372 

181 

195 

1530 

1     70 

138 

186 

216 

610 

c)  Heiratsalter 

1 

30-34  J. 

' 

1  Kind 

1      33 

13 

10 

10 

66 

5 

8 

7 

7 

27 

2  u.  8  Kinder 

'     104 

58 

28 

39 

229 

13 

17 

26 

39 

95 

4  u.  5       • 

;     124 
'      47 

63 

30 

30 

247 

7 

16 

29 

37 

89 

6  u.  7       » 

22 

11 

12 

92 

2 

2 

10 

17 

31 

8  bis  10     > 

1        * 

1 

5 

4 

14 

- 

- 

4 

2 

6 

11  etc.       • 

1 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

Insgesamt 

312 

157 

84 

95 

648 

27 

43 

76 

102 

248 

d)  Heiratsalter 

1 
1 

35  J.  etc. 

1  Kind 

\      52 

11 

11 

17 

91 

6 

5 

7 

16 

34 

2  u.  3  Kinder 

76 

28 

19 

17 

140 

5 

7 

18 

23 

53 

4  u.  5       . 

1      26 

8 

11 

6 

51 

. 

7 

5 

7 

19 

6  u.  7       » 

3 

2 

1 

. 

5 

. 

2 

. 

6 

8 

8  bis  10     > 

1 

2 

1 

- 

3 

. 

1 

. 

- 

1 

11  etc.       » 

! 

- 

1 

1 

1 

- 

- 

• 

- 

- 

Insgesamt 

1     156 

51 

1       43 

1       41 

291 

11 

22 

30 

52 

115 

ViiL-Selik.  Skrttter.    U.    H.-F.  KL    19M.    No.  4. 


13 


194 


A.  N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangstabelle  8  (Norwegen).    Fortsetzung. 


Ehedaucr 

und 
HeiratsaUcr 

Landdistrikte 

Über- 
haupt 
Land- 
distr. 

1     Kristiania 

Andere  Städte 

Sozialgr.  A 

Sozialgr.  B 

Sozialgruppe 

Sozialgruppc 

Über- 

! Land- 
wirte 

An- 
dere 
Selbst. 

Hus- 
mänd 

;    An- 
dere 
Arb. 

A 

B 

A 

B 

haupt 

2.  Ehedauer  20  J, 

1 

u,  mehr 

a)  Hciratsalter 

unter  25  J. 

1  Kind 

42 

12 

4 

15 

73 

6 

3 

9 

15 

33 

2  u.  8  Kinder 

113 

41 

32 

31 

217  i 

9 

6 

26 

41 

82 

4  u.  5       > 

1    185 

45 

27 

47 

304 

18 

8 

55 

31 

112 

6  u.  7       » 

1    315 

84 

71 

72 

542 

20 

29 

67 

45 

161 

8  bis  10     > 

517 

158 

120 

122 

917 

33 

34 

84 

^7 

238 

11  etc.      . 

162 

51 

27 

27 

267 

11 

11 

41 

32 

95 

Insgesamt 

1334 

391 

281 

314 

2320 

97 

91 

251 

721 

b)  Heiratsalter 

25-29  J. 

1  Kind 

39 

13 

18 

11 

81 

1       7 

5 

5 

7 

24 

2  u.  3  Kinder 

132 

32 

39 

28 

231 

11 

15 

27 

23 

76 

4  u.  5       » 

227 

46 

54 

55 

382 

9 

16 

36 

62 

123 

6  u.  7       . 

293 

88 

72 

73 

526 

21 

18 

49 

43 

131 

8  bis  10     > 

210 

66 

48 

34 

358 

16 

15 

51 

44 

126 

11  etc.      . 

17 

8 

4 

2 

31 

1 

3 

3 

5 

12 

Insgesamt 

918 

258 

235 

203 

1609 

65 

72 

171 

184 

492 

c)  Heiratsalter 

30-34  J. 

1  Kind 

26 

9 

6 

12 

53 

2 

3 

2 

18 

20 

2u.  3       • 

116 

22 

31 

36 

205 

3 

13 

22 

22 

60 

4  u.  5       > 

137 

30 

42 

38 

247 

10 

6 

19 

15 

50 

6  u.  7      » 

78 

15 

30 

18 

136 

9 

6 

12 

19 

46 

8  bis  10     > 

27 

13 

10 

4 

54 

1 

1 

2 

8 

12 

11  etc.      . 

2 

2 

• 

• 

4 

- 

2 

- 

1 

3 

Insgesamt 

386 

91 

119 

103 

699 

25 

31 

57 

78 

191 

d)  Heiratsalter 

35  J.  u.  mehr. 

1  Kind 

50 

11 

7 

16 

84 

4 

4 

8 

4 

20 

2  u.  3  Kinder 

64 

15 

21 

30 

130 

2 

9 

10 

27 

48 

4  u.  5       . 

35 

2 

10 

6 

53 

. 

3 

6 

8 

17 

6  u.  7       . 

10 

1 

6 

3 

20 

• 

. 

2 

1 

3 

8  bis  10     > 

3 

. 

. 

. 

3 

. 

. 

1 

. 

1 

11  etc.      9 

- 

- 

- 

- 

• 

- 

- 

- 

- 

- 

Insgesamt 

162 

29 

44 

55 

290 

6 

16 

27 

40 

89 

1904.   No.  4.       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         195 


Anhangstabelle  8  (Norwegen).    Fortsetzung. 

Prozeniverhältnisse, 


Ehedauer 

und 
Heiratsalter 

Landdistrikte 

Über- i 
haupt 
Land- 
distr. 

Kristiania 

Andere  Städte 

Sozialgr.  A 

Sozialgr.  B 

Sozialgruppe 

Sozialgruppe 

Über- 

Land- 
wirte 

Au- 

dere 

Selbst. 

Hus- 
mänd 

An- 
dere 
Arb. 

1     ^ 

B 

A 

B 

haupt 

Ehidauer 

5-19  7. 

a)  Heiratsalter 
unter  25  J. 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4  u.  5       » 
6  u.  7       » 
8  bis  10     >          I 
11  etc.       . 

3.4 
1  22.1 
1  35.5 
!  255 
1   12.6 

10 

5.0 
26.5 
35.3 
22.2 
10.4 

0.6 

3.6 

22.2 
38.9 
21.0 
13.5 
0.8 

5.2 
27.9 
29.5 
23.2 
12.8 

1.4 

42 
24.2 
34.8 
238 
121 

0.9 

6.0 
27.0 
29.0 
200 

lao 

3.8 
27.6 
34.0 
189 
14.6 

1.1 

6.6 
26.4 
27.1 
27.0 
10.6 

2.3 

5.2 
29.8 
30.4 
23.2 
10.0 

1.4 

5.5 
27.8 
29.8 
23.3 
12.1 

1.5 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

b)  Heiratsalter 
25-29  J. 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4  u.  5       . 
6  u,  7       . 
8  bis  10     » 
11  etc.      » 

6.1 

28.9 

'  32.8 

1  22.6 

9.2 
1     0.4 

6.7 

255 

33.3 

24.5 

8.9 

1.1 

5.5 
22.1 
338 
27.6 
11.0 

6.7 
21.0 
39.0 
236 

9.7 

6.3 

26.3 

33.7 

23.8 

9.4 

0.5 

11.4 
31.5 
38.6 
11.4 
7.1 

4.3 
31.2 
29.0 

28.3 

7.2 

6.4 

28.5 

36.1 

19.4 

9.1 

0.5 

10.6 
29.2 
31.5 
17.6 
9.7 
1.4 

8.0 

29.7 

33.1 

19.8 

8.7 

0.7 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

100 

c)  Heiratsaltcr 
30-34  J. 

1 

1 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4  u.  5       > 
6  u.  7       . 
8  bis  10     > 
11  etc.      . 

10.6 
33.3 
39.7 
15.1 
1.3 

8.3 
37.0 
40.1 
14.0 

0.6 

11.9 
33.3 
35.7 
13.1 
6.0 

10.5 
41.1 
31.6 
12.6 
4.2 

10.2 

35.3 
38.1 
14.2; 

2.2  1 

i 

- 

- 

• 

10.9 
38.3 
35.9 
12.5 
2.4 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100  1 

- 

- 

- 

100 

d)  Heiratsaltcr 
3o  J.  u.  mehr 

! 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4u.  5       » 
6u.  7       . 
8  bis  10     > 
11  etc.      » 

33.3 

48.7 

16.7 

1.3 

- 

. 

31.3 

48.1 

17.5 

1.7 

1.1 

0.3 

■ 

■ 

- 

2a6 

46.0 

16.5 

7.0 

0.9 

Insgesamt 

100 

- 

- 

. 

100 

- 

- 

- 

- 

100 

*■  Da  die  absoluten  Ziffern  hier  sehr  niedrig  sind,  habe  ich  in  diesen  und  folgenden  leer- 
stehenden Kolonnen  die  Berechnung  unterlassen. 


196 


A.  N.  KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Anhangsiabelle  8  (Norwegen). 

Fortsetzung. 

Ehedauer 

und 
Heiratsalter 

Landdistrikle 

■"~ 

Über- 
haupt 
Land- 
distr. 

Kristiania 

Andere  Städte 

Sozialgr.  A    |    Sozialgr.  B 

Sozialgruppe 

Sozialgruppe 

Über- 

Land- 
wirte 

An- 
dere 

Sejbst. 

Hus- 
mänd 

An- 
dere 
Arb. 

'  ^ 

B 

A 

B 

haupt 

2.  Ehedauer 
20  J,  u.  mehr 

1 
1; 

1 

a)  Heiratsalter 
unter  25  J. 

1 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4  u.  5       » 
6  u.  7       . 
8  bis  10     > 
11  etc.      . 

!  3.1 
8.5 

13.9 
23.6 

38.8 
12.1 

3.1 
10.5 
11.5 
21.5 
40.4 
13.0 

1.4 
11.4 

9.6 
25.3 

42.7 
9.6 

4.8 

9.9 

14.9 

22.9 

38.9 

86 

3.1  i|     6.2 

9.4  j     9.3 

13.1  !   18.6 

23.4  1    206 

395  'l  340 

11.5  l|  11.3 

3.3 
6.7 

8.8 
319 
37.3 
12.1 

a2 

9.2 
19.5 
23.8 
29.8 
14.5 

6.0 
16.3 
12.4 
17.9 
34.6 
12.8 

46 
11.4 
15.5 
22.3 

3ao 

13.2 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100  li   100 

1 

100 

100 

100 

100 

b)  Hciratsalter 
25-29  J. 

1 

Ù 

1 
1 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4  u.  5       > 
6  u.  7       • 
8  bis  10     > 
11  etc.       . 

4.2       52 

,   14.4      12.6 

'  21..7      182 

31.9      34.7 

22.9      26 1 

!     1.9       3.2 

7.7 
166 
23.0 
30.6 
20.4 

1.7 

5.4 
13.8 
27.1 
36.0 
16.7 

1.0 

5.0  '   lOÄ 
14.4      169 
23.7  1    13.9 
32.7  li  32.3 
223;,  246 

1.9  'i     1.5 

'1 

70 
20.8 
22.2 
25.0 
208 

4.2 

2.9 
15.8 
21.0 

28.7 

29.8 

18 

3.8 
125 
33.7 
23.4 
23.9 

2.7 

4.9 
15.5 
25.0 
266 
25.6 

2.4 

Insgesamt 

100 

100 

100 

100 

100  'i   100 

100 

100 

100 

100 

c)  Heiratsalter 
30-34  J. 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4  u.  5       » 
6  u.  7       . 
8  bis  10     » 
11  etc.       . 

6.7 

301 

a55 

20.2 

7.0 

0.5 

100 

9.9 
24.1 
33.0 
16.5 
142 

2.2 

100 

5.0 
26.1 
35.3 
252 

8.4 

100 

11.6 
34.9 
36.9 
12.7 
39 

7.6 
29.3 
35.3 
19.5 

7.7 
0.6 

' 

10.5 
31.4 
26.1 
24.1 
6.3 
16 

Insgesamt 

100 

100 

- 

- 

- 

- 

100 

d)  Heiratsalter 
35  J.  u.  mehr. 

30.8 
1  39.5 

21.6 

1     6.2 

1.9 

1 

1  Kind 
2  u.  3  Kinder 
4  u.  5      .. 
6  u.  7       . 
8  bis  10      > 
11  etc.      . 

- 

290 

44.8 

18.3 

6.9 

1.0 

22.5 

539 

19.1 

3.4 

1.1 

Insgesamt 

1  100 

• 

- 

100 

- 

- 

- 

• 

100 

*  Siehe  Anm.  1  der  vorhergehenden  Seite. 


1904.   No.  4-       STAT.  BEITR.   ZUR  BEL.    D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         I97 


Anhangstabelle  9  a  (Berlin).   Stehende  ein-  und  mehrkinderige  Ehen 

am   I.  Dezember  1885  in  einem  reichen  und  einem  armen  Stadtteil,  nach 

Ehedauer  und  Heiratsalter  der  Ehefrauen. 


j  I.  in  < 

îinem  reichen  Stadtteil 

(Dorotheen-   1 

11.  in 

einem 

armen  Stadtteil 

(Luisenstadt 

Heiratsalter 

1 

Stadt 

LI.  Fried erichswerder) 

1 

jenseits  des  Kanals) 

der  Frau       | 

Dauer  der  Ehen 

. 

1 

Dauer  der  Ehen 

0-4 

J-l? 

\0-A^ 

20  -29  30etc. 

Insg.  ' 

0-4 

5-9 

10-1920-29 

1 

30 etc.'  Insg. 

1.  Sämtliche  Ehen 

mit  Kindern.  1  i 

15-20  Jahre 

31 

37 

92 

50 

41 

251 

470 

465 

650 

215 

111 

1911 

20-25     .       , 

144 

191 

410 

209 

112 

1066 

2312 

2369 

3379 

1127 

420 

9607 

25-30     .       1 

93 

138 

269 

160 

94 

754 

1470 

1610 

2395 

857 

319 

6651 

30-35     . 

37 

29 

96 

64 

19 

245 

475 

461 

757 

269 

98 

2060 

35-40     .       1 

13 

9 

29 

15 

8 

74 

150 

141 

215 

73 

23 

602 

40-45     .       1 

5 

4 

3 

1 

. 

13 

42 

29 

32 

12 

1 

116 

45  J.  u.  mehr   , 

- 

1 

- 

1 

- 

2 

7 

5 

3 

2 

17 

Insges.  j 

323 

409 

899 

500 

274  1 2  405^1 

4926 

50801  7431 

2  555 

972 

20964* 

2.  Ehen  mit  1  u.  ; 

2  Kindern.  2 

15-20  Jahre   1 

29 

15 

21 

10 

4 

79 

384 

130 

99 

25 

17 

655 

20-25     .       1 

126 

80 

108 

38 

22 

374 

1910 

670 

515 

167 

49 

3311 

25-30     . 

86 

59 

79 

43 

21 

288  1 

1262 

540 

466 

144 

48 

2460 

30-35     . 

31 

19 

39 

29 

6 

124  1 

411 

183 

203 

73 

23 

893 

35-40     . 

12 

4 

16 

9 

6 

47  > 

133 

83 

112 

36 

12 

376 

40-45     . 

5 

3 

2 

. 

10  ' 

32 

17 

23 

11 

1 

84 

45  J.  u.  mehr 

- 

1 

" 

1 

- 

2  i 

6 

4 

3 

1 

- 

14 

Insges. 

289 

181 

265 

130 

59 

924| 

4138 

1627 

1421 

4Ô7 

150 

7793 

3.  Ehen  mit  3  bis 

1 
124 

6  Kindern. 

15-20  Jahre 

2 

22 

59 

21 

20 

86 

319 

356 

78 

36 

875 

20-25     . 

18 

109 

234 

113 

62 

536  1 

402 

1629 

1905 

475 

144 

4555 

25-30     » 

7 

78 

147 

84 

49 

365; 

208 

1023 

1383 

417 

149 

3180 

30-35     . 

6 

10 

53 

28 

12 

109' 

64 

262 

461 

156 

54 

997 

35-40     . 

1 

5 

12 

4 

2 

24  1 

17 

57 

93 

35 

9 

211 

40-45     . 

. 

1 

1 

- 

2| 

10 

12 

9 

1 

. 

32 

45  J.  u.  mehr 

34 

225 

~5S 

- 
251 

~14t 

1 

1 

1 
3303 

" 

1 

- 

3 

Insges. 

1160 

788 

4207 

1163 

392 

9853 

4.  Ehen  mit  7  u. 

1 

8  Kindern. 

1 

15-20  Jahre 

- 

. 

10 

12 

9 

31 

16 

128 

44 

21 

209 

20-25     . 

. 

2 

49 

25 

9 

85, 

66 

619 

192 

81 

958 

25-30     . 

. 

30 

14 

16 

61  ! 

42 

361 

165 

72 

640 

30-35     . 

- 

3 

5 

1 

9 

14 

64 

29 

12 

119 

35-40     . 

- 

1 

1 

. 

2 

- 

10 

2 

1 

13 

40-45     . 

. 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

. 

. 

45  J.  u.  mehr 

- 

- 

- 

- 

- 

1 

- 

- 

- 

- 

Insges. 

- 

3 

93 

57 

35 

188 

138 

1182 

432 

187 

1939 

5.  Ehen  mit  9 

u.  mehr  K. 

15-20  Jahre 

- 

2 

7 

8 

17 

- 

67 

68 

37 

172 

20 — 25     » 

1 

19 

33 

19 

71 

4 

340 

293 

146 

783 

25-30     . 

13 

19 

8 

40 

5 

185 

131 

50 

371 

30-35     » 

1 

2 

- 

3 

2 

29 

11 

9 

51 

35-40     . 

- 

. 

1 

. 

1 

1 

. 

. 

1 

2 

40-46     » 

- 

1 

. 

. 

1 

- 

- 

. 

. 

. 

45  J.  u.  mehr 

_ 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

- 

Insges. 

36 

62 

35 

133 

12 

621 

503 

243 

1379 

1  Nach  Stat.  Bcitr.  1  B.  S.  153. 

8  Excl.  21  Fälle  mit  unbekannter  Ehedauer. 


'^  Nach  der  Berliner  Volkszähl.  1885,  II,  Einl.  S.  54. 
*  Ebenfalls  22  Fälle. 


198 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  KI. 


Anhangstabelle  9  b  (Berlin).     Auf  Grundlage  der  vorhergehenden 
Tabelle  9  a  berechnete  Prozentzahlen  ^. 


Heiratsalter 

1.  Dorolhecnstadt  und  Friederichswerder 

II.  Luisensladt  jenseits  des  Kanals 

der 

Heiratsaiter: 

Heiratsalter  : 

Ehefrauen       i 

0-4  =  5-9   10  -1920-29:30etc.  i 

Insg. 

0-4     5  -9  HO -19:20-29. 30etc  | 

Insg. 

15-20  Jahre: 

j 

1  u.  2  Kinder  ! 
3  bis  6      » 
7  u.  8      . 
9  K.  u.  mehr    , 

93.5 
6.5 

40.5 
59.5  ; 

;    ! 

22.8 

64.1  ! 

10.9  1 

2.2 

20.0 
42.0 
24.0 
14.0 

noo 

9.8 
48.7 
22.0 
19.5 

•100* 

31.5 

49.41 

12.3 

6.8' 

81.7 
18.3 

-     1 

28.0 

68.6 

3.4 

100 

15.2 
54.8 
19.7 
10.3 

11.6 
36.3 
20.5 
31.6  1 

15.3 
32,5 
18.9 
33.3  , 

34.3 

45.8 

10.9 

9.0 

Insges 

•100* 

•100*    MOO  1 

100  1 

100 

100  ;   100 

100 

100 

20-25  Jahre: 

1 

p 

1  u.  2  Kinder 
3  bis  6      > 
7  u.  8      . 
9  K.  u.  mehr    | 

87.5 
12.5 

41.9  1   26.3 
57.1      57.1  ' 
1.0      12.0 
4.6 

18.2 
54.0 
12.0 
15.8 

100 

19.6 

55.4 

8.0 

17.0 

100 

35.0 

50.4 

8.0 

6.6 

82.7      28.3 
17.3      68.8 

2.7 
0.2 

15.2 
56.4 

18.3 
10.1 

100 

14.8 
42.2 
17.0 
26.0 

100 

11.7  !   34.4 
34.3      47.4 
19.3      10.0 
34.7       8.2 

Insges. 

100 

100 

100 

100  1!    100 

100 

100       100 

25-30  Jahre: 

1 
1 

1  u.  2  Kinder 
3  bis  6      » 
7  u.  8      . 
9  K.  u.  mehr 

1  92.5 
7.5 

•1Ö0~ 

42.8 

56.5 

0.7 

100 

29.4 
54.6 
11.2 

4.8 

100 

26.9 

52.5 

8.7 

11.9 

100 

22.4 
52.1 
17.0 

8.5 

•lÖO 

38.2 

48.4' 
8.1 
5.3 

100 

85.9 
14.1 

33.5 

63.6 

2.6 

0.3 

19.5 

57.7 

15.1 

7.7 

16.8 
48.6 
19.3 
15.3 

15.0 
46.7 
22.6 
15.7 

37.0 

47.8 

9.6 

5.6 

Insges. 

100  ,    100 

100 

100 

100 

100 

30-85  Jahre: 

1 

,| 

1  u.  2  Kinder 
3  bis  6      > 
7  u.  8      » 
9  K.  u.  mehr 

83.8 
16.2 

65.5 
34.5 

40.6 

55.2 

3.2 

1.0 

•lÖO 

45.3 
43.8 

7.8 

•100 

31.6 

63.1 

53 

50.6      86.5 

4i.5  1   13.5 

3.7  :,      . 

1.2  Ij      . 

100       100 

39.7 

56.9 

3.0 

0.4 

100 

26.8  '   27.1 

60.9  58.0 
8.5  ,    10.8 
3.8       4.1 

100     •lOO 

23.5 

55.1 

12.2 

9.2 

100 

43.3 
4a4 

5.8 
2.5 

Insges. 

•100* 

•100* 

•100* 

100 

35-40  Jahre: 

1 

1 

i 

1 

1  u.  2  Kinder 
3  bis  6      > 
7  u.  8      . 
9  K.  u.  mehr 

92.3 

7.7 

1 

44.4 
55.6 

•100* 

55.2 

41.4 

3.4 

60.0 

26.6 

6.7 

6.7 

75.0 

25.0 

63.5 

32.4 

2.7 

1.4 

•100 

88.7 
11.3 

58.9 
40.4 

0.7 

52.1 

43.2 

4.7 

49.3 

48.0 

2.7 

52.2 

39.1 

4.4 

4.3 

62.5 
35.0 

1     2.2 
0.3 

Insges. 

•100* 

•100* 

•100* 

•100» 

100 

.    100 

100 

•100 

•100^ 

100 

40  Jahre  u.  mehr: 

. 

1  u.  2  Kinder 
3  bis  6      * 
7  u.  8     . 
9  K.  u.  mehr 

100 

1    - 

80.0 
20.0 

66.7 
33.3 

50.0 
50.0 

80.0 
13.3 

6.7 

;  77.6 
22.4 

61.8 
38.2 

- 

74.3 
25.7 

85.7 
14.3 

100 

73.7 
26.3 

Insges. 

!  MOO* 

•100* 

•100* 

•100* 

•100* 

•100* 

1  •lOO* 

•100^ 

•100* 

•lOO* 

100 

1  Wo  der   Divisor  weniger    als   100  war,    ist   ein    Asterisk  (•)    den    Summen   der  Prozente   (=    100) 
hinzugefügt;  wo  er  weniger  als  50  war,  sind  zwei  Asterisken  hinzugefügt. 


1904.  No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         I99 


Graphische  Beilage« 


Tafel  I.  Graphische  Darstellung  der  stehenden  Ehen  überhaupt,  nach  der 
Kinderzahl  in  Berlin,  Kopenhagen,  Kristiania,  Norwegischen 
Städten  überhaupt,  Rio  de  Janeiro,  Departement  de  Seine  (Paris), 
Departement  Finistère,  Departement  Lot-et-Garonne,  Norwegi- 
schen Landdistrikten,  Norwegen  überhaupt,  New  South  Wales 
und  Massachusetts. 

Tafel  2.  Graphische  Darstellung  der  Geburten  überhaupt,  nach  ihrer 
Ordnungszahl  in  der  Reihe  für  Berlin,  Dresden,  Chemnitz, 
Kristiania,  Budapest,  Ungarische  Städte  überhaupt,  Buenos  Aires, 
idem,  argentinische  und  italienische  Mütter,  Dänische  Land- 
distrikte, Ungarische  Landdistrikte,  Kanton  Zürich,  Königreich 
Sachsen  und  Argentina. 

Tafel  3.  Graphische  Darstellung  der  stehenden  Ehen  mit  einer  Ehedauer 
von  10  bis  19  Jahren,  nach  dem  Heiratsalter  der  Frauen  und 
nach  der  Kinderzahl  für  Berlin,  New  South  Wales  und  Nor- 
wegen. 

Tafel  4.  Graphische  Darstellung  der  stehenden  Ehen  mit  einer  Ehedauer 
von  20  bis  29  Jahren,  nach  dem  Heiratsalter  der  Frauen  und 
nach  der  Kinderzahl  für  Berlin,  New  South  Wales  und  Nor- 
wegen. 


Erklärende  Bemerkungen^  siehe  die  folgenden  Seiten. 


Erklärende  Bemerkungen  zu  den  nachstehenden 
graphischen  Darstellungen. 

Tafel  I.  Die  mit  roten  Punkten  oder  roten  Zeichen  versehenen 
Rubriken  bezeichnen  die  Familien  mit  Kindern  und  zwar  so,  dass  jedes 
kleine  Viereck  i  —  einem  —  Prozent  sämtlicher  Familien  mit  Kindern 
entspricht.  Die  unter  diesem  Teil  der  Zeichnung  schwarz  schraffierten 
Rubriken  bezeichnen  die  Prozentzahl  der  kinderlosen  Ehen,  ebenfalls  im 
Verhältnis  zu  den  Familien  mit  Kindern  (also  nicht  im  Verhältnis  zu  sämt- 
lichen Ehen). 

Bei  den  für  die  Familien  mit  Kindern  geltenden  Rubriken  bezeichnen 
die  [untersten  Doppelreihen,  wo  in  jedem  kleinen  Viereck  nur  ein  Punkt 
angebracht  ist,  die  Familien  mit  i  Kind.  Die  nächsten  obenstehenden 
Rubriken  mit  zwei  Punkten  in  jedem  Viereck  gelten  für  die  Familien  mit 
2  Kindern,  die  mit  drei  Punkten  lur  die  Familien  mit  3  Kindern,  u.  s.  w., 
bis  die  Anzahl  der  Punkte  bei  einer  höheren  Kinderzahl  durch  andere 
Zeichen  ersetzt  ist. 

Bei  der  Tafel  2  ist  die  Einrichtung  eine  ähnliche,  indem  in  der  Reihen- 
folge der  Geburten  die  erstgeborenen  Kinder  den  Familien  mit  einem 
Kinde,  die  Kinder  Nr.  2  den  Familien  mit  zwei  Kindern  entsprechen  u.  s.  w. 
In  dieser  Tafel  fallen  die  Familien  ohne  Kinder  ganz  weg. 

Bei  den  Tafeln  3  und  4  ist  die  Einrichtung  ganz  wie  in  der  ersten 
Tafel. 

Da  es  bei  der  Konstruierung  der  beiden  letztgenannten  Tafeln  sich 
notwendig  zeigte,  die  Anzahl  der  Familien  mit  8  Kindern  oder  mehr  in 
Berlin  und  diejenigen  mit  je  11  und  12  Kindern  oder  mehr  in  New  South 
Wales  und  in  Norwegen  nach  der  einzelnen  Kinderzahl  (8,  9,  10,  11,  12, 
13  u.  s.  w.)  aufzulösen,  ist  dies  mittelst  einer  besonderen  Berechnung 
geschehen. 

In  Bezug  auf  Berlin  ist  das  dafür  nötige  Ziffernmaterial  aus  dem 
Doppel-Jahrgang  XVI,  XVII  des  Statistischen  Jahrbuchs  geschöpft  worden. 
Man  findet  nämlich  da  S.  57 — 71  detaillierte  Angaben  über  die  stehenden 
Ehen  nach  der   Kinderzahl    und    Ehedauer,    kombiniçrt  mit  fünf  Heirat^- 


202 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  KI. 


altergruppen  der  Frauen.  Aus  dieser  wertvollen  Ergänzung  der  im  ersten 
Hefte  des  Volkszählungsberichts  abgedruckten  Zählungsergebnisse,  habe 
ich  die  nachstehenden  Ziffern  zusammengezogen. 


Ehedauer 

1                                                     Kinderzahl 

und 

Insges. 

Heiratsalter 

8 

9 

10 

11 

12 

13 

14 

15 

16-25 

8  oder 
mehr 

1.    Ehedauer 

■ 

10—20  y. 

Heiratsalter: 

15-20  Jahre 

1     454 

239 

156 

73 

51 

25 

21 

4 

10 

1033 

20-25     . 

1974 

1219 

763 

a56 

237 

106 

51 

26 

32 

4764 

25-30     . 

1117 

626 

404 

169 

125 

41 

29 

18 

10 

2539 

30-35     . 

t     167 

90 

56 

20 

15 

3 

2 

2 

4 

359 

35  J.  u.  mehr 

19 

8 

5 

3 

2 

- 

- 

- 

- 

37 

Insges. 

3731 

2182 

1384 

621 

430 

175 

103 

50 

56 

8732 

2.    Ehedauer 

20—30  J, 

Heiratsalter: 

15-20  Jahre 

195 

159 

168 

112 

95 

53 

45 

31 

4â 

906 

20-25     . 

898 

755 

714 

391 

345 

189 

127 

84 

97 

360O 

25--30     .       1 

641 

426 

298 

150 

117 

52 

31 

19 

21 

1755 

30-35     .       , 

84 

43 

30 

12 

9 

6 

4 

. 

1 

189 

35  J.  u.  mehr 

ß 

4 

5 

1 

- 

- 

- 

1 

- 

17 

Insges.  , 

1824 

1387 

1215 

666 

566 

300 

207 

135 

167 

6467 

Hiernach  berechnen  sich  die  folgenden  Fromillezahlen: 


Ehedauer 

Kinderzahl 

und 
Heiratsaltcr 

8 

9 

10 

11 

12 

13 

14 

15 

16-25 

Inges. 

1.    Ehedauer 

1 

70—20  y. 

Heiratsalter: 

15-20  Jahre 

439 

231 

151 

71 

49 

25 

20 

4 

10 

1000 

20-25     . 

414 

256 

160 

75 

50 

22 

11 

5 

7 

1000 

25-30     . 

:    440 

246 

159 

67 

49 

16 

12 

7 

4 

1000 

30-35     . 

465 

251 

156 

56 

42 

8 

6 

5 

11 

1000 

35  J.  u.  mehr 

!    514 

216 

135 

81 

54 

- 

- 

• 

- 

1000 

2.   Ehedauer 

I 

20—30  y. 

Heiratsal'er: 

15-20  Jahre 

215 

176 

185 

124 

10) 

58 

50 

34 

53 

1000 

20-25     » 

249 

210 

198 

109 

96 

53 

35 

23 

27 

1000 

25-30     . 

865 

242 

170 

85 

67 

30 

18 

11 

12 

1000 

30-35     . 

444 

228 

159 

63 

48 

32 

21 

- 

5 

1000 

35  J.  u.  mehr 

358 

2a5 

294 

59 

- 

- 

- 

59 

- 

1000 

Mit  Benutzung  dieser  Verhältniszahlen  sind  endlich  die  in  der  An- 
hangstabelle Nr.  I  angeführten  Gesamtsummen  der  Ehefrauen  mit  8  Kin- 
dern oder  mehr  bei  einer  Ehedauer  von  bezw.  10 — 19  und  20—29  Jahren, 


1904.   No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.  D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.        203 

und  für  die  Heiratsaltergruppen  15 — 19,  20 — 24,  25 — 29  u.  s.  w.  Jaliren 
berechnet,  indem  die  aus  dem  geringfügigen  Unterschied  zwischen  diesen 
und  den  obigen  Gruppen  entstehenden  kleinen  Differenzen  in  den  Gesamt- 
summen der  Einzelzahlen  auf  dieselben  verhältnismässig  verteilt  worden 
sind.  Die  Verteilung  der  Ehefrauen  mit  16  bis  25  Kindern  ist  nach  dem 
aus  der  Tabelle  S.  69  sich  ergebenden  Verhältnisse  vorgenommen. 


Berechnete  Verteilung  der  Ehefrauen  in  Berlin 
mit  8  oder  mehr  Kindern, 


Ehedauer            q 
10/19  Jahre          ^ 

9 

10 

11 

12 

13 

14 

15 

16 

17 

18 

19 

20 

21 

etc. 

Insge- 
samt 

Heiratsalter 
15/19  J. 
20/24  > 
25/29  . 
30/34  . 
35  ].  u.  mehr 

306 
1840 
1219 

202 
25 

161 

1131 

680 

110 

8 

106 

720 

448 

71 

6 

51 
333 
186 

25 
4 

33 

220 

134 

19 

2 

17 

% 

41 

4 

14 

51 

35 

3 

20 
2 

4 

18 
6 
3 

1 
6 

2 

1 

10 

8 

22 

6 

36 

1 
5 

2 

1 

9 

6 

17 

4 

27 

1 

697 
4446 
2773 

441 
45 

Insgesamt 

Ehedauer  20/29  J. 

Heiratsalter 
15/19  J 
20/24  . 
25/29  . 
30/34  . 
35  J.  u.  mehr 

3592 

128 

818 

690 

99 

9 

2090 

106 

695 

463 

52 

7 

1351 

116 

676 

337 

39 

8 

599 

77 
372 
167 

16 

2 

408 

65 
329 
133 

12 

158 

36 

180 

59 

7 

103 

31 

121 

36 

5 

50 

21 
83 
24 

2 

31 

16 
44 
11 

1 

72 

1 

2 
5 

1 

8 

2 
4 
1 

1 
4 
1 

• 

8402 

615 
3370 
1933 

231 

28 

Insgesamt 

1744 

1323 

1176 

634 

539 

282 

193 

130 

7 

6 

6177 

Unter  den  obigen  Ziffern  sind  die  unten  und  rechts  stehenden  Gesamt- 
summen, direkt  aus  den  Volkszählungstafeln  hergeleitet,  die  übrigen  dagegen 
auf  die  obenangefiihrte  Weise  rechnungsmässig  festgestellt. 


In  Bezug  auf  New  South  Wales  und  Norwegen  ist  die  entsprechende 
Verteilung  der  Ehefrauen  mit  bezw.  11  und  12  oder  mehr  Kindern  mit 
Berücksichtigung  der  obigen  ZifTern  für  Berlin  berechnet  worden. 


Die  Verteilung  in  der  Tafel  i  der  Familien  mit  7  oder  mehr  Kindern 
ist  nach  Analogie  schätzungsweise  gemacht;  ebenso  in  der  Tafel  2  die 
Hinzufügung  für  das  Königreich  Sachsen  der  erstgeborenen  Kinder.  In 
einzelnen  anderen  Fällen,  z.  B.  für  Ungarn,  sind  die  Prozentzahlen  mittelst 


204  '  A.  N.   KIÆR.  H.-F.  Kl. 

Interpolation   oder   analogisch  verteilt  auf  die  einzelnen  Numern  derselben 
Gruppe. 


Bei  der  Vergleichung  der  Figuren  der  Tafeln  i  u.  2  muss  erinnert 
werden,  was  oben  nachgewiesen  ist  über  den  grossen  Einfluss,  welchen  die 
Ehedauer  auf  die  bezüglichen  Verhältnisse  ausübt,  und  dass  die  Ehedauer, 
namentlich  bei  der  stehenden  Bevölkerung  der  Städte,  sowie  bei  den  Ge- 
burten in  den  Städten,  durchschnittlich  geringer  ist  als  die  Ehedauer  in 
den  Landdistrikten  oder  in  einem  ganzen  Lande. 

In  den  Tafeln  3  u.  4  ist  auf  diesen  Umstand  und  auch  auf  das  Heirats- 
alter Rücksicht  genommen. 


Tafeil  205 

Vid  Selsk  SkrlO'.Kl.I904  N?4. 

Graphische   Darstellung   der  stehenden  Ehen   überhaupt  nach,  der  Kinderzahl, 

i||l!l|MMII|!lll||||!!l||!!fmW 


M    f    I    I    ?   f   <    I    M    I    <    M    I    I    I    i 


rti[irHfWLr  jj^f^  uyit^  ^a^«:hn<Ti;dtei*  Ëhc  é  cp^etttrfkl!  VnlkyjrHB' 


hete. 


Ain: Jafi&ina  ïd«iïi :  :  Dßpt.  de  Seine  :i89E  :  CLept  finistèM .. 


Ædiiem 


jüjh 


3^  Lote 


JitøumE 


imiiiiri 


Kirt-jiLito<iMfki«ntor 


Tafel  2 


207 


Vid  Selsk  Skr.HKKI.1904N94. 

Graphische  Darstellung  der  Geburten  überhaupt, nach  ihrer  Ordnungszahl  in  der  Reihe. 


I4tte. 


14  «tc 


ic«r1-i  ütay^f  koiitoret.Chri 


^11 


iner  Ehedauer  von  10  bis  19  Jahren, 
id  nach  der  Kinderzahl. 


^n-iU!t»itii  ^p-rrrupvl^ârj 


214. 


Vid  Selsk  Skr.HF.K1.1904  N94. 


Graphische  Darstellung  dersteheni 
nach  dem  Heirathsalteii 


^Vepgl.S 


215 


lit  einer  Ehedauer  von 20  bis29  Jahren, 
n  und  nach  der  Kinderxahl. 


i 


St 


^hiv 


iitiLÉatksz: 


mi 


ÜEinitiii 


mm 


Ell 


Å^^ÅkMp 


I4ttc. 

13 

12 


10 


PI 


H2 


^- 


^ 


iMM**^*  wH 


*L<|w  TT 


llEi: 


iO 


FStsatter  der  Ehefpai 

40*44  Jt^hr* 


;l4etc. 

^3 


m 


to 


Ul 


j|*  w 


IMli 


i-^H JO 


|fi9^*.  ttéiPÉ 


HM^HK-Iil 


-4D*44  Jahr 


1 


i 


11    I.    r^  --"--■'•-■  -■ 

\  kr^  UJEJIJLIlJU Vi  »I V»  ** 

^  >■  '*'  "'•  >'*  J»*'  *'-  r  '  '  •  *' 


K*r1-t  Uttf  rif  ko  ntortt.Chra 


Nachtrag. 


Berlin. 

Bei  der  Besprechung,  während  der  in  Berlin  im  Jahre  1903  stattge- 
fundenen Sitzung  des  internationalen  statistischen  Institutes,  über  die  Frage 
der  kinderlosen  Ehen  wurde  von  Dr.  Hirschberg  im  Gegensatz  zu  der 
von  mir  fiir  die  stehenden  Ehen  nach  der  Berliner  Volkszählung  1885 
angegebenen  Verhältniszahl  von  20.4  Prozent  (Statistische  Beiträge,  erster 
Teil  S.  42)  hervorgehoben,  dass  eine  neue  eingehende  Berechnung  für 
Berlin  das  Prozentverhältnis  von  27  Prozent  ergeben  hätte  (Jahrbuch  1900 — 
1902,  S.  84). 

In  Bezug  auf  diesen  bedeutenden  Unterschied  ist  erstens  zu  bemerken, 
dass  die  relative  Anzahl  der  kinderlosen  Ehen  zufolge  der  im  Jahrbuche 
daselbst  angeführten  Zahlen  immer  zugenommen  hat,  nämlich  in  den  fünf- 
jährigen Perioden  1886— 1890,  1891 — 1895  u.  1896—1900  in  folgender 
Progression:  25.3,  26.9  und  29.3  Prozent  Da  nun  die  Kinderzahl  der 
stehenden  Ehen  im  Jahre  1885  hauptsächlich  von  den  Geburtenverhält- 
nissen etwa  in  den  Jahren  1876—1880  abhängig  ist,  sollte  man,  nach  der 
seit  1885  stattgefundenen  Progression,  für  die  stehenden  Ehen  im  Jahre 
1885  ein  Verhältnis  von  ungefähr  21.3^/0  erwarten.  Dabei  kommt  auch 
ein  anderer  Umstand  in  Betracht,  nämlich  die  verhältnismässig  grosse  An- 
zahl von  Zugezogenen,  welche  mit  ihren  Kindern  nach  Berlin  eingewandert 
sind  und  bei  welchen  die  Fruchtbarkeitsverhältnisse  sich  ziemlich  ver- 
schieden von  denjenigen  der  in  Berlin  geborenen  Bevölkerung  gestalten. 
(Vergl.  meine  »Statistische  Beiträge«,  erster  Teil  S.  98,  5  und  zweiter 
Teil  S.  8). 

Während  sich  der  in  Bezug  auf  die  Kinderlosigkeit  nachgewiesene 
Unterschied  zwischen  den  stehenden  Ehen  im  Jahre  1885  und  der  ein- 
heimischen  Berliner  Bevölkerung  in  den  späteren  Jahren  schon  aus  den 


210 


Vid  Selsk.Skr  JLF.K1.1904  N"?4. 


Graphische  Darstellung  dersiehendi 
nach  dem  HeirathsaÜer 


'1            1             r                         1        1    Î    Î    r    T            Î 

1 1   1       ■    ■■  r — i , ,     L  i ":"] 

1 "tïfUrtirtrctr  \RÀ^  Wt  t*? 

^^     ^^     ^EtLUL     lLlLk£>   003.,nirJ4C 

,   K  '  1  ^o         1                              1  ti    '  ri      -    à                                 ... 

]^-T     rrTSiiTi"         ^      jr-;M.^iT      Ilj 

lA  >j  ^ 

.  "'■"'"  .  i~ ....                              't 

.      ..L      .                             .. ^ Jf 

13  ""     ^ 

_   _     _   _ __±„__   ^Ü' 

m _     ___     _           _ 

_ J _  _  .,                    .  Lf 

If  —        —           —           —                  —               — 

...                                                 -"fc 

W                                              ■ 

1                                        II. 

^T                                     H 

1                                     l'    j 

in                             ■■                                flk 

1                                          1                                           11 

^K                                        "^b" 

M                        ^    _t_ _i. 

A                                   '^Hl                                      IHB 

■                               1 

'n^HT'                                    'i^B 

mt                             JlJ 

A                                    mBHM                                      ^H^tM'H' 

Bffil                           ffi                              1 

mtwB                       ]]' 1  '  [  y 

BB,                                _9iJ     ^^                    -^' 

T                      Uilillii                  ä   rl!  ]]  tl  Hl  ■ 

-  -.i-EBlI ....     _  _-i..  rfî  .            t  -1 

it"BTi[i]f                    'Oll  tt U Li 

-^    ü^ftn  -  -                   -■  ,]  [|  !l;l,^ 

j_          :  1  : ^ ^-         _  _j  .H"  ■  a^^     J J 

^                                     =    *  J,X  I"                                  hi^jiJw|idwJ 

iJ.i.t  i-i^                       - -r   ^  ti:3â=fiàt  "+             \              ^*~|1 

^                           Wx  ÄfifllOt  ît*     ]  ^                  vwWSnxbucfi 

P  jT^vj^xï  f                 [nnrv:k>r2]'  ''                      _li 

^                          !Wx|mI>c.x  k  X }                         fWÎufttfittiolw 

^v^ïj^ïj                 LyaLjifi*!»^?!]-                        i 

^;v?*:vi^^*                    SvSs^^nv 

>  yr  v  '■'■"  V''* 'Y' ^'Vi'^'i'^Vr'iii'-'^iffj  ■ -^  ^ 

!•' •^- -*"----■                                    ''*_*,,-.,„T-**.  .  jf                                             _], 

\    1        L, ,,.»,,*«.,,    .                           ^^-M^^*-  —  ^  "^l^**^!                                        J 

1                                 F  •!•  'l  X                           [■"■*! 

*    *    m   *       \     ,                                       ;b4**v    •'•    {                                                               > 

0 p||||]|p| ^     ..jj||jjjj|j:|___ 

— iiiiiipft  -  if  II  iiiiiiiiiiiifiiiii)iitiii--H--^ 

' 

! î  :  : i "        ~   r 

î  :  1  :  ;  1  1  :  i  M  M  ■  f  '  1  :  î  ■                           -  ---i 

.h  LI  1  1  1  1 1  1  L.i  il\\  :\     .               ■'■t-^'-r1^ 

'    "         ^  ntïB[5  IlM]' 1  EI  IDlIiI^    ml 

îr-'trrLtT"            ~    Sr.r^-rtrtT    -    --    - 

ii^_ _    „    _ _ 

1*  rtcT — -.- 

— _    _ _    —    _    — (--i| 

n 1 ,  _ _,_.., 

_ _.i 

— _             _     _, _     —     _     — 1_  ^ 

tf                                                                           A 

T                                                 _L    B 

1    s 

(l^__--^              ^                 ^                _                     - 

■     ■;.  .:." _:                   _^    '  ' "f!  n 

in                                   1                                        H 

..     '    VL 

H                                           Wt 

IHI                                 HBt 

H 

HB                                                   rPVl 

H                                                       r  ^ 

a                                       "■■■■■  H                                         jflS  & 

"     'dHwt"   "          -   ^^Ä   -   I   I    II        Xi 

iHrt  B                               ItH  fil 

JflL                        ^   Il                                  \    1 

Y                    ~if  Q  ÏÏ  fi  ijH                    I II 1  itIi 

llllll                      IÎ  ;                          1 

I _Tnlill1l Ijli                    [  11  B|H ip 

t-      Mlitt^-       -  ^=H£ ^ 

^4-UXlj^ f  Éà--L---X-^  1 

K                                           1  ^'l"  ?!   "fl^f*    1                                     1   s  «  »[x  x  v  x 

K  K  M  j' ïTK  x  v[                     UlxMxMflxx                                1     , 

xxx;kxxk^i               HS'?^!!l!'*                          ' 

4 SiîÇ^"**"'  ■':'''     ^^^"  *  ^^  ■  "Ï 

--  :;immj         il  lEî^ÉbNpH            M        '  '' 

1                   »civjX  j,  .',  ."^r                f«\!  '<  *É  ***/.  **. 

ly^.w^ys^            ppäL^^^^                               ;. 

.■J.'J/„V/-'J                                   ä'J'J.'.J'JaL'J 

.JÈ  =  sîS35              _ps:;sss5Æ    „    ^            ^' 

3                        1 — .-1  ]                      irT'"r\] 

HH«^«^                                                 ^«K«„-.,^           _            _ 

*                         T-^H                        [-r—Hl 

1  :       : —        I'^              -  -  -     >• 

■    t  •)                           *  v  , 

1^              . .  u  •  ■         T- 1-  ■■■■.■,■,'.,'.    '-  -|--    -               1  : 

n  : ^:       :t  ffl:            .  ^  4.  n        . 

^4  üiiüi i  -  ^    _  liiii  III    iiiuiri  ij de;.  "  I "" "    ■  u  ; 

°                          1  M  ffii                           ^     B           ;     i 

tmiBtUllt                   mi\\i       itUIutUtlp                         : 

_    ^_  IL        ,    -        1           ±1: 

-j_  j                                   |.  -^ 

Li                                  ±1 

\f\   "kiJT^i|riiJgJrrt]-feUUp|# 

fg  -lØ^-kih^feltifi    ^rj  d{^r|  thi^Aiiiiif  Jij4+-j—  - 

-  N<  ^  C        ha   4                                                 B^  t  j  >'  A        1^  rk-Ei 

SSintlF                           ur  i^f  ^HaT 

Z  Jp  Ï     J'  □  IT                         Ï  ir   H  M  n  'l  .1  T                                   ~T  ~j 

'    1    ' 

14  rtfr, ^    _  . _  __                       i 

1 

13 

19 

r-r     -t            1  H^^         -r-h                    -t 

H^           f                  :                         W 

tn                                           tt  1                                           1     hI 

^b 

lU                 "p      "'^  ■'                                   H 

^t 

'■^Ib                             ■^hk 

i^H 

'^^^■1                                                     ^^^H 

~^^B~ 

a                                                     S^ffTtTTl                                                  ffffffffff  H 

tBm                        m"                     " 

Jst^t*t3_                         pB  vpvivfH 

*                 1         I Trlnniil  DjI  1 1                     nffl*D  ill  D  ÜflM 

nr  jTljTJTir  m                                  iPfTfini                                          ^ 

j^ JI|tt|[|ll,ll|l;IL  .  ^.^^  .-_JjlfltjJliflll|tt 

ff'!  1  if  ^  ?  f  i  -  -j  ^^    ,  .      i-t  j  li   1  n                     „._             .   j 

»                   B.,j.i.  T  j  1  1  f  :  ,           i  T 1  Pl  1 1-  =  i 

— ^^^4-4.iS^fcF T- 

3  __    lf^s^i          _rPi4?-f 

u                                   t-  r ji^j^t'jij'JT  1                                      PJ'4'''  'Å 

[UUn  M  *">  ]                                       Lt'..«',  .'../.  /,U^  ^  ?^  f 

1                    ,»»,*-**J^     1                                                                                                  .•KH       1 

f^'-'        I    .  ^J  K'.'TT'b 

2                            r       ,*#..*«^                                 1      r^r*' 

r*"                       j.***-.w.i»t- ^ 

1                                  j        •  *i   j   1             ^                        l*'*i 

7»  «T                                         1    ,     ' »  •  *  <  1 

1          *j*|    j        j    ,                            ,            jtlï*L    3 

-■tï   »■  ■                         -^                   \     ■        ,'m-,   *[                                               - 

n,_                                      [  1         J  !                             ,   iïlïïl 

T  ■  itiM'         ,     '  Ï1  II  11  in  m 

Or                     IA  \    n                '  lujy 

1   11                      1!  II  ti  11 1  nr 

-^ —                Tl                        1 

TTt                                           11^     imim. 

_, —      ..  ,.^ ,.,...  _  f  1    1  1 1 f-f-  \  ^ 

i±±                                        -^               

^Vergl.S.I86. 


Uli 


^  einer  Ehedauer  von  10  bis  19  Jahren, 
und  nach  der  Kinderzahl. 


Virt-tl.tt«|r«f  keiitortt  Chrj 


222 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  Kl. 


Deutsches  Reich  I.  5,  52,  103,  162.  II.  27, 
56,  57,  61. 

Deutsch-Geborene  I.  162. 

Deutsch-Sprechende  IL  27. 

Dietzel  I.  14. 

Dienstboten  I.  89^  93—96. 

Ditiel  II.  20. 

Dresden  I.  158.    II.  14. 

Dorotheenstadt  (Berlin)  I.  86,  153. 

Dordrecht  I.  33,  42,  86.    11.  38. 

Duncan  I.  43,  100. 

Durchschnittspunkte  II.  177. 

Durchschnittsprozente  bei  verschied.  Heirats- 
alter für  Norwegen  II.  122. 

Ehedauer  I.  44  u.  f.  iii  u.  f.     II.  66  u.  f. 
Ehedauer  der  Geschiedenen  II.  9. 
£hedauergruppen  II.  150. 
Ehedauer,  die  einzelnen  Jahre    47,  in,  114. 
Ehedauer  komb.  m.  Geburtenreihe  Berlin  II. 

74,  76,  77.  78. 
Ehedauer  und  Kinderzahl  Berlin   II.  66  u.  f. 

67,  68—69,  70  u.  f. 
Ehedauer  u.  Kinderzahl,  Brasilien  II.  106  u.  f. 
Ehedauer  u.  Kinderzahl,  Frankreich  II.  102  u.  f. 
Ehedauer  u.  Kinderzahl,  Kopenhagen  II.  81. 
Ehedauer  u.  Kinderzahl,   New   South   Wales 

II.  105. 
Ehedauer  u.  Kinderzahl,  Norwegen  II.  83  u.  f. 
Ehedauertafel  II.  7. 

Ehedauer  u.  Reihenfolge,  Ungarn  II.  92-96. 
Ehejahre,  die  ersten  I.  54. 
Ehemonate  I.  53,  54,  56. 
Ehescheidung  II.  9. 
Eheschliessungsjahr  I.  53,  55. 
Eingeborene  II.  43,  44,  206. 
Eingewanderte  Ehepaare  1.  48,  63. 
Eingewanderte  II.  43,  44,  62. 
Einkinderige  Ehen  II.  82,  85,  iio,  120. 
Einwanderung  II.  8. 
Einzeljahrkombinationen,   Berechnung  der  II. 

177. 

Elsass  II.  17,  19. 

Elsass-Lothringen  I.  11,  41.    II.  17. 

England  I.  34,  162.     II.  40,  56. 

Englische  Familien  II.  41. 

Erste  Ehen  I.  43. 

Erstgeburten  I.  56,  58. 

Erwartungsmässige  und  beobachtete  Kinder- 
zahl II.  124  u.  f. 

Erwartungsmässige  und  beobachtete  Zahlen 
II.  170—173. 

Fabrikarbeiter  I.  89,  93—96,  157. 
Färöer  I.  14. 
Farr,  W.,  I.  4. 


Flinzer  I.  158. 

Finnland  I.  17. 

Finistère  I.  51.     II.  38,  104,  206. 

Foreign  Born  I.  48,  63.    II.  43. 

Frankreich  I.  29-32,  42,    45,  63,  103,  159, 

n.  34. 

Französische  II.  56,  58,  61. 

Französisch  Kanada  I.  52. 

Fruchtbarkeit  der  Ehefrauen  mit  o,  i,  2  etc. 
Kindern  I.  62. 

Frank  I.  43. 

Fritsch  I.  104. 

Fruchtbarkeitsperiode  II.  118. 

Fruchtbarkeitsperioden  von  verschied.  Effek- 
tivität II.  151. 

Fürb ringer  I.  105. 

Gache  II.  150,  220. 
Geburtenfolge  II.  4. 

Geburtenfolge  im  Verhältnis  zu   der  Kinder- 
zahl der  stehenden  Ehen  II.  6. 
Geburtenreihe    kombtn.  m.  Ehedauer   Berlin 

n.  74. 76. 77. 78. 

Geissler  I.  10.     II.  11. 

Gelöste  Ehen  I.  42,  45,  46.    II.  28. 

Generationen,  verschiedene  II.  8,  88,  113. 
I    Geschäftstreibende  I.  89,  93-96,  157. 

Geschiedene  II.  35,  103. 
I    Gesetzmässigkeit  II.  85,  11 8,  123,  124. 
I    Gesichtspunkte,  neue  II.  151. 
I    Gischin  II.  65. 
;    Gleichalterige  I.  82. 

Glünder  I.  104. 
I  Gochlert  I.  43. 
I    Gonorrhoe  I.  100,  103. 

Graphische  Beilagen  I.  163  u.  f.      II.    199  — 
I        216. 

Graphische  Bilder  II.  150. 

Grenzlinien  der  Kinderlosigkeit  I.  67,  68. 

Gross  I.  100,  105. 

Griechenland  I.  27. 

Grossbritannien  I.  34,  52. 

Grossstädte  I.  49,  50.     11,  i   u.  f. 

Haag,  statistischer  Kongress  I.  3. 

Hamburg  I.  13. 

Hanc  I.  loi. 

Handwerker  I.  89,  93—96. 

Hauptresultate  I.  97.    II.  149. 

Hedin  I.  43. 

Heer  1.  103. 

Hegar  I.  99,  103. 

Hein  II.  64. 

Heiratsalter  I.  64  u.  f.,  97,  113.    II.  109  u.  f. 

117,  122. 
Heiratsalter  Berlin  II.  109  u.  f. 


1904.   No.  4-       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.         223 


Heiratsalter  des  Mannes   I.   72,    81,    83,  98, 

140,  161.    II.  133  u.  f.  139. 
Heiratsaltcr  der  Männer  und  Altersdiffereni 

Norwegen  II.  170. 
Heiratsalter    nach    den    einzelnen   Jahren    I. 

114  u.  f.,  II.  155. 
Hessen  I.  13. 
Hirschberg  II.  217. 
Horizontale  Querbänder  II.  177. 
Husmänd  I.  55,  93—96,  156.  157. 

Illegitime  Geburten  II.  55. 

Inama  II.  65. 

Institut,  international  statistisches  I.  3. 

Island  I.  14. 

Irland  I.  34,  52,  162. 

Italien  I.  27,  162.     II.  56.  58,  59,  61. 

Italienische  Mütter  II.  207. 


Japan  I.  40. 

John  1.  43. 

Junge  Ehefrauen  II. 


"3-115. 


Kanada  I.  36,  52. 

Kehrer  I.  100,  loi,  104. 

Kinder,   am   Leben  befindliche  II.  31,  46—  , 

52,  54,  ICI,  102.  ] 

Kinder,  Anzahl  der  II.  i— 216. 
Kinderzahl  der  stehenden  Ehen  und  Geburten-  I 

folge.  Verhältnis  zwischen  II.  6.  ! 

Kinder  insgesamt   und  Kinder  am  Leben   II. 

33,  46-5*.  S4. 
Kinderlosigkeit  I,  41  —  164. 
Kinderreiche  Ehen  II.  82,  106. 
Kinderzahl  d.  stehenden  Ehen  u.  Reihenfolge 

komb.  mit  Ehedauer  II.  90. 
Kinderzahl  u.  Ehedauer,  Brasilien  II.  106  u.  f. 
Kinderzahl  u.  Ehedauer,  Frankreich  II.  102  u.  f. 
Kinderzahl  u.  Ehedauer,    New    South  Wales 

II.  los. 
Kleinpacht  I.  55,  96,  156.  157. 
Klein  Wächter  I.  :oo. 
Klima,  subtropisches  II,  176. 
Königsviertel  (Berlin)  II.  6,  74,  76,  77, 
Kongress  im  Haag  I.  3. 
Kopenh^en    1.    12,    45,    50,  65,  89.     II.  21, 

81,  206. 
Krankheiten  I.  99. 
Kristiania    I,    63,   133.     II.   23,  84,  87   u.  f. 

193,  206,  207. 
Kroatien  u.  Slawonien  II,  25,  27,  32,  91. 
Körösi  I.  5,  23,  24,  25,  46.     II.  29,  98. 

Landarbeiter  I.  55,  93-96,  i55i  "57- 
Landbevölkerung  I.  51,  55. 


Landbevölkerung,  norw.  I.  131,  157. 

Landdistrikte  I.  55,  157.     II.  140,  193. 

Landdistrikte  im  Vergl.  mit  Städten  II.  145. 

Landdistrikte  norw.  II.  22,  84. 

Landdistrikte,  kroatisch-slavonische  II.  31. 

Landdistrikte,  ungarische  II.  31. 

Landed  Gentry  II.  40. 

Landgemeinde,  niederländische  1. 33,  86.  II.  39. 

Landwirte  I.  55,  93-96,  155,  157.     II.   193. 

Lebendgeborene  II.  92—94. 

Legitimierung  I.  54. 

Legoyt  I.  4. 

Leipzig  I.  158. 

Letzte  Ehen  I.  43. 

Levy  I.  105. 

Lewin  I.  loi. 

Lier  I.  44,  100,  104. 

Lomcr  I.  103. 

Lot-et-Garonne  II.  38,  104,  205. 

Lothringen  IT.  17.  19. 

Louisenstadt  (Berlin)  I.  86,  154. 

Madrid  I.  159. 

Mahraland  TL  65. 

Maini  T.  28. 

Mannigham  I.  100. 

Martin  I.  104. 

Massachusetts    I.    37,   42,   48,    52.      IT.    43, 

46—51,  206. 
Maximum  der  Kinderzahl  IT.  150. 
Maximumsgrenzen  der  Kinderlosigkeit   T.  67. 
Mayr,  G.  v.,  I.  4. 

Mehr  als  zweikinderige  Ehen  IT.  123. 
Mehrkinderige  Ehen  TT.  123. 
Mehrlinge,  Reihenfolge  der  IT.  219. 
Michigan  T.  38. 
Mondot  L  100. 
Müller  L  44 

National  Life  Insurance  Society  T,  35. 
Native  Born  I.  48.     TT,  43. 
Neisser  I.  103. 
New  England  States  T.  52. 
New  South  Wales    1.   36,  159,  161.     IT.  42, 
129  u.  f.,    174  u.  f.,    183,    187,   206,  220. 
New  South  Wales  und  Berlin   TT.  175,    182. 
New  South  Wales,    Berlin    u.  Norwegen    IT. 

131.  «3*. 
New  Zealand  I.  36. 
Niederlande  I.  32,  42.    II.  39,  149. 
No^fgerath  I.  100,  102,  104. 
Norwegen    L    14,    42,    45,    51,    53.   63,   69, 

75  u.  f.,    122,    130  u.  f.,    134,    140,    142, 

144,  148,  155,  157,  162,  164. 

U.  22,    23,    82  u.  f.,    119,    165  u.  f.,    170 

190,  193. 


224 


A.   N.   KIÆR. 


H.-F.  KL 


Norwegen,   Berlin  u.  New   South  Wales    II. 

13»«  13*. 
Norwegen,    Vergleichung  der   Proxentzahlen 

mit  denen  für  Berlin  II.  12t. 
Norwegische  Landdistrikte  II.  193,  206. 
Norwegische  Städte  II.  193,  206. 
Nova  Scotia  I,  36, 

Oesterreich  I.  18,  53,  103. 

Oldenburg  I.  la,  42,  45,  51,  63.    II.  15.  80. 

Oligozoospermie  I.  loi. 

Ontario  I.  36. 

Oppenheimer  I.  103. 

Ordnungszahl  II.  29. 

Orne  II.  38.  104. 

Pajot  I.  loo. 

Paris  I.  31,  50,  63,  159.     IT.  206. 

Pas  de  Calais  II.  38,  104. 

Portugal  I.  29. 

Preussen  I.  5,  9.     II.  149. 

Quakers  II.  41,  53. 
Querbänder  II,  177. 

Rasero  I.  27. 

Reicher  Stadtteil  I.  86,  153.     II.    146.  197. 
Reihen,  Entwickelung  der  II.  177. 
Reihenfolge   u.  Kinderzahl   der   steh.    Ehen. 

II.  90. 
Repräsentative  Angaben  II.  87. 
Repräsentative  Statistik  I.  93,  122  u.  f ,  126, 

145.   n.  85. 

Repräsentative  Zahlen  II.  165,  167. 
Repräsentativzählung    I.   69.      II.    141  u.  f., 

»34. 
Rhône  I.  51. 
Ricord  I.  102. 
Rio  Janeiro  T.   38,    42,    46,  47,  50,  63.     IT. 

54,  107.  206. 
Rom  I.  27. 
Rosen wasser  I.  103. 
Rotterdam  I.  33,  42,  86.     IT.  39. 
Rubin  1.  13,  89.     II.  20,  81. 
Rumänien  I.  25. 
Russland  T.  17,  162.     II.  150. 
Ruthenisch  Sprechende  II.  27. 


Sachsen  I.  9.     11 

ÏO, 

", 

150. 

207 

Salmon  I.  36. 

Sänger  I.  102. 

Schack  Î.  103. 

Schottland  I.  34, 

162. 

Schwarz  T.  102. 

Schweden  I.  16. 

Tl.  i 

49. 

Schweiz  I.  28.     IJ 

1.33. 

Sehr  kinderreiche  Ehen,  Berlin  u.  Norwq^cn 

II.  123,  150. 
Seine  I.  42,  45,  51.     II.  38,  104. 
Seine-et-Oise  T.  51. 
Selbständige    Erwerbstreibende     I.    55,     89, 

93-95- 
Seligmann  I.  100. 
Serbien  I.  25.     II.  27,  149,  218. 
Silbergleit  I.  62. 
Simpson  I.  43,  44. 
Sims  I.  44,  104. 
Slowakisch  Sprechende  II.  27. 
Soziale  Gruppen  Tl.  193. 
Soziale    Stellung   T.    55,    86,   98,    155,    157. 

IT.  14s,  148,  149. 
Spanien  T.  29,  158.     II.  56,  58,  59,  61. 
Städte  I.  55,  157. 
Städtebewohner,  geborene  1.  85. 
Städteleben  1.  84,  98. 

Städte  im  Vergl.  mit  Landdistrikten  II.  145. 
Städte,  norwegische  I.  132,  157.    II.  22,  84. 
Städtelebens,  Einfluss  des  IT.  140  u.  f.,  143, 144. 
Städte,  kroatisch-slawonische  II.  31. 
Städte,  serbische  II.  214. 
Städte,  ungarische  II.  31. 
Stadtteile  IT.  197. 
Stehende  Ehen  I.  45,  46. 
Sterblichkeit  IT.  103. 
Sterblichkeitsverhältnisse  I.  63. 
Stieda  I.  11. 
Sterilität  I.  10 1. 
Sterilität,  Zunahme  der  TT.  216. 
Südarabien  H.  64. 
Sundbärg  1.  17,  40. 
Subtropisches  Klima  IT.  176. 
Sundt  L  54. 
Swahilihäuser  II.  65. 
Syphilis  I.  loi. 
Systematische  ärztl.  Aufzeichnungen  1.  107. 

Thirring  II.  28. 

Totgeborene  Tl.  19,  27,  92—94. 

Treichler  I.  28. 

Tripper  I.  100,   103,  105,  106, 

Tucuman  1.  39.    11.  63. 

Turquan  I.  31,  32. 

Uebelstände,  soziale  1.  99. 
Uneheliche  IT.  63. 

Ungarn  T,  20—25.    II.  25—33,  92,  loi,  149. 
Ungarische  Landdistrikte  IT.  207. 
Ungarische  Städte  II.  31. 
Unterschied  zwischen   den  Heiratsaltersgrup- 
pen TT.  151. 
Upper  and  professional  Classes  IT.  41. 
Ursachsverhältnisse  I.  99. 


1904.  No.  4.       STAT.   BEITR.   ZUR  BEL.   D.   EHEL.   FRUCHTBARKEIT.        225 


Uruguay  I.  40. 

Uruguayische  Tl.  56,  58,  59,  61, 

Udinc  I.  28. 

Vedeler  T.  100. 

Vereinigte  Staaten  Amerikas   I.  37,   52,  162. 

n.  43. 

Verrijn  Stuart  I.  34. 

Verschiedenheit  d.  Altersgruppierung  IT.  119. 

Verschiedenheit  der  Ehedauergruppierung  II. 

119. 
Verteilung  der  Ehen  nach  Ehedauer  I.  62. 
Verticale  QuerbUnder  IT.  177. 
Verwitwete  IT.  8,  35. 
Voreheliche  Geburten  I.  54,  55.    II.  118. 


Wahrscheinlichkeiten  IL  149. 

VValachisch  Sprechende  II.  27. 

Wassermann  I.  103. 

Wells  I.  44. 

Westergaard  I.  13,  89,     II.  20.  81. 

Witwen  II.  36. 

Witwer  u.  Witwen  II,  103. 

Wohlstandsgruppen  I.  88.  89. 

Wohnort  L  84,  98.     II.  140  u.  f. 

Wurtemberg  I.  11. 

Zeitraum  zwischen   den   Geburten   verschie- 
dener Ordnungsnummern  TT.  79. 
Zürich,  Kanton  1.  28.     II,  33,  207. 


Berichtigungen. 


I.    S.  155.    T.    »Höhere  Beamtet;   die  Worte:    »und  grössere  Geschäftstreibende c    sollen 

hinzugefügt  werden. 
II.    S.    21.    L.  4:    »I.  Februar  1S90C  soll  »i.  Februar  i88oc  sein. 
-    119.     L.  7:    Anhangstabelle  »2«,  soll  »3c  sein. 


Gedruckt  7.  März  1905. 


3  2044  020  582  078 


'»""«B    3  1829 


DUE  HW  30  "50 


^^^